26 april 2015

På vej mod Kristen Kristensens Periode

Efter Politivennen nr. 572, 18. april 1809 er der et hul på ca. 100 numre i Københavns Bibliotekers samling af Politivennen. Seidelin udgav tidsskriftet indtil nr. 673. Han døde 5. april 1811, men Hans Christian Amberg fortsatte fra 18. maj 1811 med at udgive nr. 674 til 693. Formentlig 1811 ud.

Der skal have været en strid om Grundtvigs stavefejl i indskriftens personnavne, i Politivennen 620, 17. marts 1810, s. 10823-10825:“Revselse til Hr. Grundtvig for hans skødesløse Omsorg for at bevare de Heltes Navne, der faldt paa Skibet Prinds Kristian” Grundtvig tog til genmæle ugen i artiklen “Om Revselsen i Politievennen” hvori han klarlagde arbejdsfordelingen ved indgraveringen samt stavefejlene i de tilgængelige kilder.

Så holdt tidsskriftet en pause på ca. 4 år indtil Kristen Kristensen med ny energi pustede liv i bladet 20. januar 1816. Så lang en pause holder Politivennen Live Blogging ikke. Kun indtil 1. maj. Altså kun 4 dage, så begynder jeg at udgive Kristensens numre. Læserne kan glæde sig! 

Som det ses af Seidelins Politivennen delte politivennerne ud af deres observationer på gader og stræder, i by og på land, om hverdagslivet i starten af 1800-tallet, og dette intensiveres med udgiver nr. 2, Kristen Kristensen. Og eftertiden har dermed fået et helt unikt billede af dagliglivet, godt nok kraftigt farvet af politivennernes livsanskuelse. Men da de sjældent lægger skjul på denne, gør det måske ikke så meget. Tværtimod, det er tilladt at se det i humorens skær.

Dagen. 17. september 1810
Politivennen No. 646 er udkommet og indeholder: Om Theens givtige Egenskaber og et Forslag om samme Afskaffelse; - Ønske om Bøndernes Uefterrettiglighed og Skjødesløshed med deres Heste; . Spørgsmål Randers Avis angaaende; - Til Bestyrelsen for Selskabet for Svømmekunstens Udbredelse; - Ønske til Kbhavns Magistrat i Anledning af den af samme foranstaltede Vægt af Rugbrød ved Tørvhede; - Om Kbhavns Sluddermagere og om ufornuftlig Ivren md disse Sluddermagere; . Politianordninger og nyttige Foranstaltninger; - Uorden paa store Købmagergade, dito i Skindergaden, dito i Klareboderne, dito i Løvstræde o.s.v.; - Torvepriser. - Dette, saavelsom ethvert af de foregaaende Nummere faaes for 4 Sk hos K. H. Seidelin i Pilestræde No. 119, hvor Bidrag modtages og Subskription stedse staaer aaben paa dette blot til Almennytte sigtende Ugeblad. 


Dagen. 4. december 1810.
Politivvennen No. 657 er udkommen og indeholder: Tanker med det i Politivennen No. 656 gjorte Forslag om Husassurantsers Forhøjelse i Forhold til den nu højere Indtægt og højere Bygningsomkostninger: med Gjendrivelse af Udgiveren. - Forslag til private kaperrederiers Prisers bedre Udligning. - Livsfare for den som i Mørke vil fra gamle Kongevej til Vesterbro og omvendt. - Opfordring til enhver god dansk Mand og Qvinde, at opgive gode Drikkevarer, hvortil Kolonialvarer og selv fremmede Fastlandsvarer, enten aldeles ikke, eller dog i usædvanlig mindre Andel behøves. - Torvepriser. - 
- Dette, saavelsom ethvert af de foregaaende Nummere faaes for 4 Sk hos K. H. Seidelin i Pilestræde No. 119, hvor Bidrag modtages og Subskription stedse staaer aaben paa dette blot til Almennytte sigtende Ugeblad. 

Dagen. 18. december 1810.
Politivennen No. 669 er udkommen og indeholder: Opfordring til Øvrigheden i Randers og til Øvrigheden paa ethvert andet Sted, hvorr Lejebibliotheker ere eller fremstaae. - Forslag om [Dreskill]ings og [Riffilv]ingssedler. - Ønske til [Bankotrextonen]. - et Exempel paa at vore ridende Herrer ikke alle undsee sig ved at ride over tunghørige Mennesker midt paa den brede Landevei. - Bønner og et Ønske fra Helsingør. - Forslag om Ansættelse af Stiftsbygmestere, Stiftsagerdyrkere, Stiftsgarnere, Stiftsfiskemestre og Stiftsskovmestere. - Politiindberetninger og Foranstaltninger. - Et højst mærkeligt Brev af Kristian de Store om at ansøge Benaadelse paa Grund af Kone og Børn m.m. - Maaden at gjore en fortræffelig Slaaenvin. - Torvepriser. - 
Dette, saavelsom ethvert af de foregaaende Nummere faaes for 4 Sk hos K. H. Seidelin i Pilestræde No. 119, hvor Bidrag modtages og Subskription stedse staaer aaben paa dette blot til Almennytte sigtende Ugeblad. 

Dagen. 3. juni 1811.
Politivennen No. 676 er udkommen og indeholder: Uventet Forstyrrelse ved Indgangen til Nørreport fra Furværkeret; - Vore Gade-Renovations-Karles abderitiske Læssemaade; - Streg i Regningen ved Skovshoveds Kroe; - Galopade paa Fodstien imellem Constantia og Charlottenlund: - Advarsel for en bidsk Hund;- Et Par Spørgsmaal, de q0 smaa Alleer paa hiin Side Pebligesøen betræffende; - Om vore Gaders Stænkning førend de feies; - Torvepriser.
- Dette, saavelsom ethvert af de foregaaende Nummere faaes for 4 Sk hos K. H. Seidelins Enke i Pilestræde No. 119, hvor Bidrag modtages og Subskription stedse staaer aaben paa dette blot til Almennytte sigtende Ugeblad.

Nogle Spørgsmaal det Deutsche Liebhaber-Theater angaaende

(Efter indsendt)

Er det tilladt entreprenørerne for det såkaldte Deutsche Liebhaber-Theater som holdes i Vildmanden på Østergade efter eget behag at udsætte deres forestillinger så længe og til hvilken dag de selv finder for godt. Burde der ikke nøje passes på orden og på opfyldelsen af de løfter som ved dets oprettelse nu i vinter blev givet, nemlig at der regelmæssigt hver fjortende dag skulle gives en forestilling og på en bestemt dag?

Kan det ligeledes forsvares at sende selskabets medlemmer og disses damer april, som dog nu sidste onsdag den 5. denne måned var tilfældet, da de endelig engang igen havde berammet at give forestilling til hvilken ende biletterne var omsendt og da man nu indfandt sig, fandt døren lukket?


Det kan dog vel med rette kaldes at være ugalant mod selskabets medlemmer og dets damer. I forefalden sygdomstilfælde var det dog vel entreprenørernes pligt enten offentlig i aviser eller ved selskabets bud at give medlemmerne sådant betids tilkende.


København den 7. april 1809


(Politivennen nr. 572, 16 april 1809, s. 10068-10069)

Kristen Bernikowsgade med Østergade. Vildmanden og Thalia (Knud Bokkenheuser: Klubliv. 1923).

Redacteurens Anmærkning

Vildmanden var en gård eller et herberg i Østergade 32. Komponisten Peter Casper Krossing havde sin debut her i 1818. Sende April hentyder til aprilsnar, altså at holde nogen for nar.

Aflukket mangeårig Gennemgang ved Frederiks Kirke

(Efter indsendt)

I mange år har den nordlige del af Store Kongensgades beboere haft den behagelighed at kunne skyde genvej over Frederiks Kirkeplads til Amalienborg og Bredgade. Men i den senere tid er denne gennemgang som oftest spærret med en lukket port mod Bredgade, hvilket endog medfører den tidsspilde da derom intet er bekendtgjort at man, når man kommer til porten, må gå tilbage over pladsen gennem Akademi- eller Dronningens Tværgade der i et skyndsomt ærinde er meget ubehageligt. Dersom denne foranstaltning er en følge af det kongelige rentekammers befaling, turde beboerne ved en offentlig bekendtgørelse håbe at blive underrettet om det. Men skulle nogen anden på egen hånd have spærret denne hævdgamle fodfærdsel, synes det en myndighed, hvortil der ikke let indses at være føje, så meget mindre som dertil ikke kan ses nogen gyldig årsag, fordi de materialer der måtte haves i beholdning, derved slet ikke kunne være udsatte for nogen risiko.


(Politivennen nr. 571, 8 april 1809, s. 10055-10056)

Frederiks Kirke eller Marmorkirken. Byggeriet var stoppet 1770 og kom først i gang hundrede år efter. Her ses byggepladsen efter H. G. F. Holm i 1830erne.

Gjensvar på det i Politivennen no. 571 optagne Stykke om Gjennemgang gjennem Fredriks Kirkegaard

Anmeldelsen om mangeårig gennemgang ved Frederiks Kirke i Politivennen nr. 571 er usand. For porten mod Bredgade har i 22 år altid været lukket om vinteren eller når intet arbejde fandt sted på kirkepladsen. At denne lukning er nødvendig, vil indses deraf at kirken flere gange har tjent som smuthul for bortrømte forbrydere, da der er fundet afbrækkede slavejern, slaveklæder og gamle munderinger. Ligeledes er i den senere tid hyppige tyverier forøvede på pladsen, ja endog gentagne indbrud sket i der værende værksteder. Ønskeligt var det imidlertid at indsenderen af denne anmeldelse der mulig er fremavlet af overilet misfornøjelse over en mislykket gennemgang, ville i fremtiden afholde sig fra at opvarte publikum med usandhed på tryk.

H. Schoubye
Kgl. forvalter 


(Politivennen nr. 572, 16 april 1809, s. 10066-10067)

Bekjendtgiørelse

For et års tid siden var der i Politivennen ønsker om større anstændighed og bekvemmelighed ved vores årlige offentlige skuer af kunstarbejder på Kunstakademiet. I år er bemærket dog den gode forbedring at tilskuerne ikke som før lader hattene sidde på. Det er derfor pligt at anmelde denne som enhver anden fremgang til det bedre. Enhver forsvindende råhed er en vinding. 

Der bliver endnu ønsker tilbage for disse akademiets kunstskuer: 1) Ønskes da atter at når de aldeles offentlige dage var forbi, en dag måtte være adgangsdag blot for betalere. Prisen skulle ikke være fastsat til mere end 1 mark. Nok til at holde pøbelen borte, og hvem som ville give mere, handlede desto prisværdigere. Herved vandtes en bekvem lejlighed til kunstnydelse for mange personer, der nu for vrimlens skyld og alt hvad dermed er forbundet, bliver borte. Og desuden vandt akademiet en lille sum som dets tarvelige udstyr og indtægt kunne være tjent med. 2) Er det evig et ønske at en sådan indretning gøres at ingen med hænder og fingre, endsige med stokke, kunne beskadige noget af kunstværkerne. I Paris må stokke lægges udenfor indgangen til en dertil ansat person, som ved modtagelsen giver en seddel derfor, og ved tilbageleveringen modtager en styver af stokkens ejer. 3) Bør det endelig også ønskes at ingen hunde og ingen personer i smudsige eller skidne klæder tilstedes adgang.

(Politivennen nr. 571, 8. april 1809, s. 10063-10064)

25 april 2015

Ønske den ny opbyggende Hollænderby angående

(Efter indsendt)

Det var at ønske at når de ulykkelige mænd i Hollænderbyen engang opbygger deres gårde igen efter ildebranden, ville opbygge samme ved deres marker eller jordlodder. Herved ville så megen ulykke af ildebrand for eftertiden på landet blive forebygget, og tilsynet af jordlodden ville derved også plejes bedre.

***

Idet udgiveren indrykker ovenstående kan han ikke andet end ytre det ønske at hvis Hollænderbyens jordejere bestemmer sig til udskiftning og udflytning, så måtte det ske efter en noget anderledes måde end den som hidtil og i almindelighed følges.


Man har nemlig kun taget hensyn til den udskiftning og udflytning der lovede den bedste dyrkning af jorden. Og det var naturligvis den hvorved hver jordlodsejer boede på det bekvemmeste sted af samme, altså såvidt muligt i dens midte. Udgiverens ønske er at ingen bolig ved udflytning kommer til at ligge alene, men 6, 5, 4 eller 3 eller dog i det allermindste 2 sammen. For ikke blot jorden, men også folkets tænkemåde og selskabelighed bør dyrkes og opædles. Og til dette sidste er ensomhed og afsondring ligeså ubekvemme som samlivet som ikke bylivet, så dog landsbylivet dertil er synderligt egnet.



Hollændere på Amager på vej til kirke. Ikke alene klædedragten, men også sproget afveg fra de omliggende landsbyer. Her talte man nederlandsk. (Omkring 1807)

Den enligt udflyttede jordbruger taber en mængde samlivsbånd der avler selskabelige tilbøjeligheder, føjeligheder, pligter osv. Han har ingen bymand, ingen bykone, hans børn bliver ikke bybørn med nogen. Alle naboskabets så yndige pligter og nydelser findes ikke for ham. Og dog er begrebet nabo grundforestillingen til begrebet næste. Dette begreb vil altså også hos udflyttereremitten blive svagt, uvenligt, koldt og ufrugtbart. Fjernt fra andres hjælp skal han være sig selv nok, stole på egne kræfter. Hvem undrer sig over at han bliver uhjælpsom og ufølsom igen mod alle andre. Alle dem han i sit hoved stiller hen under begrebet uvedkommende. Hans børn får ingen legefæller, altså ville også de så søde navne legebroder, legesøster med alle deres forfriskende hulde erindringer og mildnende følelser osv. for dem ikke findes. Indbildskhed, uhøflighed og sjælesnerpende egenkærlighed bliver stærke træk i hans åndspræg. Man ser dette allerede kendeligt på holstensbonden.


Den æresfølelse, den lille politiske vigtighed, den spire til begrebet statsborger fædrelandsven, som avles hos landsbyens beboer ved at have byes rettigheder og fællestarv at hævde, påtale og fremme, falder aldeles bort. Og dette frembringer stort tab for den enkeltliggende udflytters værd som mand, værd som statsborger.


Den tvang det pålægger at være iagttaget af naboer og genboer og byfolk har noget ubehageligt, men også meget gavnligt. Offentligt set har man en bevæggrund mere til at iagttage anstændighed og pligt, end når man er i sit egen ensomme herredømme. Og hvor virksom denne bevæggrund er, ved enhver menneskekender til fulde.


Hertil kommer mange andre i økonomiske skrifter førhen anførte fysiske mangler ved den enlige udflytning. Mere land går tabt til veje, til vandstader, til grøfter. Brandfarligheden er større og brandhjælpen fjernere. Den syge er mere berøvet pleje. Tyveri, indbrud og mord kan let gå for sig der, uden at mærkes, når alle er i marken, eller ude i ærinde. Eller endog om natten hvis familien og tyendeholdet ikke er desto talrigere. At få bud til købstad efter en tit uundværlig småting er ikke så let som i by, hvor flere red i vogn sammen. Børn kunne komme til ulykke uden at nogen i tide mærker det. Frugttræavleren får mindre ly. Et voksent menneske må stedse være hjemme hvis man ikke vil udsætte alt for tyvehånd, osv. osv.


Men det er ikke udgiverens forsæt at påstå at man derfor skulle beholde de store landsbyer og ikke udflytte. Kun ønskede han at man ved at lægge 3, 4, 5, 6 men i det allermindste 2 jordejeres bygninger sammen, skaffede udflytterne en god del af selskabslivets goder, uden derfor at opofre for meget af dem, hvorfor man egentlig vil udflytning.


Og dette ønskes gøres her også for Hollænderbyen på Amager.


(Politivennen nr. 570, 1. april 1809, s. 10040-10045)


Redacteurens Anmærkning

Branden i Store Magleby

Hollænderbyen er Store Magleby. På Politivennens tid havde den i næsten 300 år forsynet den bedre del af det københavnske borgerskab med friske grønsager. På Politivennens tid talte man her nederlandsk. Først i 1811 blev det påbudt at tale dansk. Hvilket ganske godt afspejler den ændring der skete til at der blev talt forskellige sprog i Danmark. Se også artiklen om det danske sprog.

Den omtalte brand er beskrevet her. Et kort resume: Ilden opstod lørdag den 25. marts 1809 ildebrand i degnens hus. Vinden hjalp godt til med at sprede branden. Den bredte sig mod nord og det meste af byens vestlige side nedbrændte. På tre timer ødelagde ilden 30 gårde og 16 huse. 12 mennesker og 60-70 kreaturer døde. 

Brandslukningsarbejdet besværliggjordes desuden af at brønde og gadekær var frosset til. Brandvæsner andre steder fra nåede ikke frem i tide. Hjemmesiden fortæller også nogle beretninger fra branden. 

Allerede inden branden havde man diskuteret udflytning af gårdene. Og branden satte gang i beslutningen og effektueringen. Nogle gårde blev opført langs Kirkevej og Nordre Dragørvej: ”Aldershvile” på Kirkevej, ”Lundegård” ved Lundevej og ”Petersminde” på Ndr. Dragørvej. 

Byen brændte igen i 1821. Og denne gang medførte det at endnu flere gårde blev udflyttet. I dag er det kun gårdene på den østlige del af Møllegade som afspejler byens oprindelige struktur. Mange af de huse og gårde der overlevede disse to brande, nedbrændte i 1894.

24 april 2015

Et bevægende Syn på Kirkegården uden Østerport.

Til Udgiveren!

Tør jeg ikke anmode Deres velædelhed om at berøre en yderst påfaldende ting i Politivennen som gjorde mig og to andre borgere meget opmærksomme i mandags ved en spadseretur uden for Østerport. Det hændte sig nemlig at en soldat fra Kastellet blev begravet. Vor nysgerrighed bragte os på kirkegården, og ved at gå lidt omkring, traf man først på en hule hvori 6 lig var hensat. Dernæst på en med flere og på en åben hule med over 20 lig. Først en mængde ved siden af hverandre og de øvrige ovenpå hensatte uden mindste jords bedækning. Et gyseligt syn for de levende ved at tænke at turen engang falder på os. Hvad lyst har vi da at virke til medbrødres hjælp og hvilken udsigt om vi desto værre falder i armod. Skulle den afdøde ikke forundes den smule jord til at bedække det syndige legeme efter fuldendt kummer. Og hvad lejlighed gives ikke for den som har lyst af berøve den afdøde sit linned eller brædder, hvilket godt kan bruges i dyre og besværlige trængselstider? Og hvor har man ikke årsag at frygte for en anstikkende gift og sygdom ved disse ligs forrådnelse? Man ønsker at denne sag må synes Dem vigtig nok til indrykkelse.


Den 15. marts 1809
R. Winther
Skræddermester


****

Udgiveren har ved eftersyn den 18. denne måned fundet at to sådanne kuler med ubedækkede ligkister virkelig var og spor til nylig tilkastelse af flere. Skønt denne måde at samle lig på muligvis er hjemlet i lov eller bud, tør man dog frimodigt ønske, at heri måtte befales forandring. Gravtyveri forebygges ikke ved jords påførelse, men gøres dog vanskelig. De mange menneskeben og hovedpander ser heller ikke således liggende oven på jorden alt for godt ud. De kunne samles og nedlægges i bunden af kulerne. Kun i den hårdeste frost kunne undsættelsen af jordens påkastelse på ligene finde sted. Men ellers ikke. Og det var at ønske at altid når en kule var åben, fik en skildvagt sin post der. Man hædrer sig ved at ære de dødes ben, hvor ringe personer de end tilhørte. En soldat kan være oberst og et hospitalslem millionær for Vorherre.

(Politivennen nr. 568, 18. mar 1809, s. 10009-10012)

Uordener

Næsten hver gang der er hvad man kalder jødemaskerade her i København indfinder der sig adskillige uordener. For slet ikke at tale om den ubehagelige støj og uro og den skadelige lejlighed til sammenstimlen for vores kåde drenge og vores voksne pøbel.

Sidste lørdag nat blev således en familie i Møntergade sat i en farlig skræk da to personer kl. 12 om natten ringede på stuedøren og med vold og magt ville skyde døren ind. På råb ud af vinduet efter vægteren smurte disse nattedrivere hæle. Men skrækken havde dog folkene fået.


Måske tager indsenderen fejl, men han tror at så lidt skadelig eller foruroligende en sådan skik (vel rettere uskik) kunne være i andre lande, hvor masker og maskering er noget dagligt som ingen opmærksomhed vækker, så nær kommer den her en strafværdig uorden, fordi vores ubændige pøbel og drengeverden straks ved det uventede gør støj og spektakler.


(Politivennen nr. 567, 11. mar 1809, s. 10000-10001)


Redacteurens Anmærkning

Der er tale om jødernes Purimsfest eller -maskerade. Her optrådte mange jøder udklædt og med masker. På Politivennens tid var der imidlertid opstået et misbrug. Det bedre borgerskabs unge mennesker begyndte maskerede at forsøge at komme med til løjerne i de velstående jøders fester. Undertiden udartede det sig til tyverier og vold. Se også artiklen fra 1803.

23 april 2015

Underdanigst Ønske det Danske Sprog betræffende

Den danske stat har indbyggere der taler forskellige tungemål. Uden at nævne dialekter, ja endog virkelig kun ikke til bogskriveri brugte sprog, som det frisiske, det færøske og det plattyske, finder vi 1) det danske 2) det islandske 3) det tyske 4) det grønlandske, 5) det laplandske. Altså 5 fuldkomne levende og brugte sprog for dem som taler dem i bøger, fra prædikestolen, i bestyrelser og i rettergang.

Det danske sprog er mund- og skrivesprog på de danske øer, i Nordjylland og en del af Sønderjylland, samt i Norges 5 stifter, altså sproget for over 2/3 af hele statens mennesker, hovedstadens sprog. Og det bør ønskes udbredt så vidt muligt til den øvrige del af staten, for at fremme det vigtige politiske formål statsenhed (hvoraf sprogenhed ikke er en uvigtig samdel).. Det er altså, og kan ikke andet end være det sprog der fra regeringens side med rette må forvente al omsorg, ophjælp, opmuntring, agt og selv æreholdelse.


Statens naboskab til lande, hvor en tyvedobbelt folkemængde talte et beslægtet sprog, det tyske. Den omstændighed at 1/4 af den danske stats indbyggere, dvs deres dannede del, talte tysk. Den mængde af tyskere der siden Erik af Pommerns tid strømmede ind i Danmark, hvor mange af dem kom i embeder. Den upolitiskhed der ofte under vores ældre regeringen siden det tidspunkt valgte at have en tysk eller halvtysk hær i stedet for en dansk. Det vanheld i danskens nationalpræg at ynde det fremmede, det end større vanheld at denne lyde er stærkest i den højere klasse af nationen og det endnu langt større vanheld at selv danske konger foretrak et fremmed tungemål: Alle disse årsager arbejdede vældigt løs på det danske sprogs undergang. Og man oplevede den ydmygelse for fuldt alvor at høre påstået at det burde udryddes. Man nåede så vidt at landets militære akademier og skoler underviste på tysk, at hele landmagten kommanderes og bestyredes på tysk, at landsoldaten på spørgsmål om hans navn svarede: Ich heisse Ole Persen, og at jyden der så sin sidemand i geleddet, en sakser, særdeles nådigt tiltalt af kongen, troede at behage ham bedst ved på spørgsmål hvor han var fra? at svare: A er og en saks.


Man hørte den velklingende skingrund fra tyskere der æder dansk brød og af uægte danskes mund at Danmark ved at antage det tyske sprog ville vinde brug af dets større, ja uhyre masse af skrifter, og at den danske da kunne komme fort i en stor del af Europa. Som om den del af den danske nation, der har med skrifter at gøre ikke alligevel kunne benytte sig af dem! Som om den egenskab at have just et sprog der ikke kendes til af andre folk, ikke hindrede udvandringer, og bandt den indfødte til sit fædreland langt stærkere end indbyggeren af en tysk stat nogensinde føler sig bundet til sit.


Det danske sprog var i vånde. Men det gik sproget som staten selv: Ikke få gange truedes Danmark af store farer. Men det står stadig og vil altid stå! Efterhånden vågnede nationalfølelsen. Også sproget blev dens genstand. Og Christian den syvende, der gav indfødsretten, afskaffede også tyskheden i det militære, bød at dansk kriger skulle kommanderes på dansk. Efterhånden som sprogets skønhed og værd erkendtes af nationanen selv, tiltog regeringens opmærksomhed for samme, og en kommission af lærde mænd fik befaling at udarbejde en plan til at bevirke en større renhed i sprogets retskrivning.


Frederik den sjette har ikke undladt at vise sin agtelse for nationalsproget, og sit ønske at virke til sprogenhed mellem statens dele. Han befalede at de for Sønderjylland og provinsen Holsten udgående forordninger skulle skrives side om side i det danske sprog tilligemed det tyske.


Med største tillid tør altså den danske mand, der agter og elsker sit sprog som sprog, og ivrer for det, som for et middel til nationalitet og til selvstændighed, fremsætte hvad ønske sproget endnu har at frembringe for sin ypperste fødte værge, for Danmarks konge.


Ikke blot renhed i retskrivning (genstanden der opgaves for hin forhen omtalte kommission), men renhed i ord og vendinger er det, som væsentlig udgør et sprogs fuldkommenhed i forening med rigdom på benævnelser hentede af sprogets egen natur og oprindelse.


Ikke er det offentlig kundbart hvad den benævnte kommission har udarbejdet til det foreskrevne formåls nærmelse. Også må det tilstås at så meget end en fast retskrivning er at ønske, så varsomt er det nødvendigt i denne sag at fremgå, for ikke at kvæle al forbedring. Ja det er endog uomstændelig sandt at en eneste retskrivning ikke har sted ved noget sprog end ikke ved det franske.


Langt vigtigere er derimod renheden i ord og vendinger. Et sprog kan mangle ord til en forhen ukendt ting, benævnelser til en forhen i samme sprog udyrket videnskab eller uomhandlet kunst. Men ikke bør sådanne ord eller benævnelser blindt hen og af utilgivelig magelighed, tages af det første det bedste fremmede sprog og med vold og magt indsættes i sproget. Måske med i det højeste en endelse efter sprogets gang. Af sprogets egen malm bør sådanne nye ord, hvis dertil virkelig er trang, fremstøbes efter at først sprogets ældre stamme er gennemsøgt, for om muligt der at finde hvad der behøves. Ligeledes bør fremmede vendinger ikke uden vedbørlig varsomhed antages, da man ellers i stedet for en berigelse let tilføjet sproget en skæmmende vansir og foranlediger et tvetydigt miskmask. Hvem kan således uden væmmelse i dansk bog læse at "man har lært en person at kende" i stedet for at have lært at kende denne person? Hvem føler ikke modbydelighed ved at læse ting som dette "han elskede hende som var hun hans datter", i stedet for det danske: Som om hun var hans datter? Hvem føler ikke det udanske i de os så ofte desværre mødende udtryk som dette: "Er jeg dog et menneske, ejer jeg dog et hjerte", i stedet for Jeg er jo dog menneske, jeg ejer jo dog et hjerte? Dog hvortil flere eksempler!


(Fortsættes)


(Politivennen nr. 566, 4. mar 1809, s. 9078-9084)

Underdanigst Ønske det Danske Sprog betræffende

(Fortsat fra nr. 566)

Det danske sprog har ikke alene en lige så stor rigdom af ord som noget andet europæisk sprog (jeg kender vel ikke det finske, laplandske, ungarske og tyrkiske, men sandsynligvis er disse ikke de rigeste). Men det er endog i vendinger et af de rigeste og i bekvemhed til nye ords dannelse giver det intet efter.


Det danske sprog besidder desuden  i det ældre danske eller islandske sprog en kilde af ord, som vores tyske naboer savner.


Det danske sprog ejer hvad jeg ikke ved i den grad ejet af noget andet, en udtrykkellighed om jeg så må kalde det, der er trefoldig. Den værdige højtidelige tale er et vidt forskelligt dansk fra det som bruges i daglig tale, eller skrives i breve, i omgangsdialoger, romaner osv. Og ved sine egne levninger af oldtidsord og vendinger samt besiddelsen af det gamle danske er sproget yderst bekvemt til oldtidsromaner, oldtidskvad, ballader osv.


Det danske sprog er ved sine passiver, sine tilhængsartikler, sin orddannelsesevne yderst velegnet til poesi.


Alle mulige krav har da vel et sådant sprog på at blive elsket og æreholdt som den kostbareste nationalejendom.


Men det er vitterligt at intet sprog bliver så jammerligt mishandlet af sine egne som dette. Boghandlere der gnier på skillingen, lader både gode og slette tyske forfatterfrembringelser frisk væk oversætte af den første den bedste fusker i tysk og uslind i dansk. En sådan karl der ikke kender sit eget sprogs rigdom, falder i forbavselse hvert øjeblik over de mange tyske ord hvortil han ikke kan finde passende danske. I sin dumhed tror han at gøre det formentlig fattige modersprog en stor tjeneste ved at inddanisere det ene tyske ord efter det andet. Hele tyske vendinger tager han også med, og således har vi i de sidste 30 år fået en ubodelig indblanding til tab for sprogets renhed.


Oversættere af det franske har ikke fri for samme fejl, dog ikke har de vist dem i den grad. Dels hindrede sprogets større forskellighed dem noget, dels kom sjældent så store stympere til dette slags oversættelser, som til de tyske skrifter. Ikke heller er når så meget oversat fra det franske som af det tyske.


Til uheld fik vi kun få oversættelser af det svenske hvor vi vel med nytte kunne tilegne os et og andet og derved nærmet os denne sammensmeltning man så gerne måtte ønske af disse to frændesprog.


Hos ingen anden nation, ikke engang den hollandske eller den svenske, finder man det misforhold mellem oversættelser og originale skrifter i modersmålet som i Danmark.
De originale værker og udarbejdelser der årligt fremkommer i det danske sprg er yderst få, og hvad skulle gøre at de blev mange? Et lille publikum, næsten ingen opmuntring, forkærligheden til det fremmede, der som en mode steg ned fra de højeres kredse, alt dette måtte naturligvis være modvirkning. Teatret ville oversættelser. Romanlæserne vil oversættelser. Professorer vil have oversatte ledetråde til deres forelæsninger. Akademier, skoler og institutter vil have oversatte lærebøger.


Den danske stolthed som han selv i århundreder har vænnet sig til at kalde beskedenhed, tillod ham vel at læse tuskernes markedsgods, men ikke at skrive selv hvis han ikke kunne skrive åbenbare bedre.


Derfor kunne originalforfatternes arbejder ikke kue oversættelsernes frækheder mod sproget. Et middel levnedes kun. Større omsorg for dets renhed fra kollegiers og embedsmænds side.


(Fortsættes) 


(Politivennen nr. 568, 18. marts 1809, s. 10012-10016)

Annonceret fortsat, men stopper her


Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid var det kongen, ikke sproget som man anså for det der bandt landet sammen. Man havde kun i nogle årtier praktiseret at elever skulle tale og skrive "rigtig dansk", og det danske sprog trængte mere frem i latinskolerne. De fleste talte dialekt, som blev betragtet som fordærvet dansk. Politivennerne har formentlig ikke haft nogen klar forestilling om danskerne som et folk med et sprog. Men snarere som indbyggere i et land med en konge. 

Artiklen end ikke antyder at man ikke skulle være dansker selv om man talte et helt andet sprog. Så længe man boede i staten, så var man dansker. Men to år før var Norge blev afstået til Sverige i 1814 og andelen af tysktalende steg markant fra 25% til 40%. Tilmed var holstenerne godt trætte af den danske stat som stod for økonomisk ruin. Og forsøgene på at få holstenerne til at tale dansk havde stik modsat virkning.

Politivennens artikel kan ses som et af de første udtryk for at man begyndte at opfatte nationen fra at være noget statsligt til at være mere folkeligt. Men først langt senere, i slutningen af 1800-tallet med den mere massive folkevandring til København at København begynder at blive opdelt i kvarterer efter sociale klasser og med egen udtale. Vesterbro, Nørrebro, Hellerup osv. Og der var slet ikke tænkt på rigssproget endnu.

22 april 2015

En Uorden som begåes af endel Jøder her i Kbhavn

(Efter indsendt)

Mens mangel på skillemønt er følelig, arbejder en del jøder her i København med største iver på at gøre denne mangel større.


Hos kræmmere, høkere, kort sagt i alle butikker stikker lasede og lurvede jøder og jødedrenge sig ind for at tilsjakre sig firskillinger, nye toskillinger, enskillinger, ja endog de gamle fedtede toskillinger, imod valutasalg. De nøjes ikke med det, men opholder og plager tjenestepiger, karle osv. for at tilsjakre sig fra dem, hvad hele penge de kunne have, samt alt hvad de har af sølv og guld. At jøder der ikke er lasede og lurvede står bag disse sjakrere, kan indsenderen ikke bevise. Men muligheden forlanger at tilstås. Når man ser en ussel sjakrer ikke kunne drive denne snavshandel med større kapital en to rigsdaler, men flere gange kommer tilbage på en og samme time med samme lille kapital, så må man tro at han bruges af andre.


Det er at formode at  dette uvæsen kan volde skade. At forbyde det, lader sig vel gøre. Men med magt forhindre mønt at gå ud af landet kan ingen, og at prøve på det ville være ligeså frugtesløst som at give forordninger mod luksus, mod bysnak, mod middagssøvn, osv. Vores vise regering har andre midler som anmelderen dog ikke tør foregribe at nævne på dette sted.


(Politivennen nr. 564, 18. februar 1809, s. 9051-9052)

Utroskab af Bønderkarle som holde med Halmvogne under Vestervold

(Efter indsendt)

Hver torvedag før de ordentlige købere indfinde sig ser man mange af de bønderkarle som falbyder halmlæs, rundt om at rive en del halm af deres løs, som de sammenbinder i knipper og sælger for 16 til 24 skilling knippet, formodentlig til deres egen fordel. Hvorefter de meget omhyggeligt opstudser læsset med river som de har lånt i nærheden for at formindskelsen ikke skal mærkes. Imidlertid er den let at mærke for en seende køber, på grund af halmens løse strutten. Men da et sådant læs betales så meget ringere, bliver det et sandt tab for den fraværende ejer som ikke ser hvad der foregår, og må tage mod hvad hans karl byder ham. 

Skulle ikke sådan skændighed være forbudt? Den ejer som vil sælge knippevis, hvilket jo også ville være ønskeligt til husholdningsbrug, kunne lade halmen knippebinde hjemme, og således bestemme hele læsset til udsalg i knipper. Hvem der ikke ønsker sit læs således forringet i værd til sin skade, tager forholdsregler derimod, ligesom det egentlig er for hans skyld at dette anmeldes. Da læssenes størrelse ikke lader sig bringe til nogen enhed ville det være godt hvis såvel hø som halm altid solgtes i lispundevis, og torveprisen da også herpå nøje blev angivet i offentlige blade. Hvor meget bedrag ville ikke derved forebygges! Men pålidelige og nøjagtige må disse angivelser altid være.

(Politivennen nr. 562, 4. februar 1809, s. 9010-9012)

21 april 2015

Nogle Tanker om Kbhavns Melke-Fornyelse

(Efter Indsendt)

Når det betænkes at København ligger i et landskab der er ypperligt til kvægdrift, kan man ikke andet end forestille sig muligheden af Københavns 1) bede forsyning med mælk, og 2) Forsyning med bedre mælk.


København får nu sin mælk fra omtrent 2.000 køer i staden selv. Et par hundreder i den nærmere og ligeledes 2 til 3 hundrede i den fjernere omegn.


Antager vi altså i alt 1.500 køer, da vil det næppe kunne nægtes, at forsyningen er for lille. Den er det ikke blot i dette tal, men i den lille mængde mælk de giver.


En tredjedel af køerne er golde. Og man kan altså kun tælle 1.000 malkende.


Ville vi nu sætte at hver giver 10 potter mælk daglig, så sætter vi vistnok meget for meget, men vi får dog kun antallet 10.000 potter.


København har i almindelighed 100.000 indbyggere (for øjeblikket nogle 1.000 flere) altså kan hver ikke få over 1/10 pot daglig.


I København er sikkert 10.000 børn, for hvem mælk er den sundeste og mest passende føde. Men regnede vi ½ pot til hver af disse små forbrugere daglig, så blev den øvrige mængde så meget mere uklækkelig for den store mængde af stærkere tærere.


Vil man sige at mængden af mælk kan forøges med vand, og det den kun alt for sikkert, så er dermed egentlig i den nærværende betragtning intet sagt. For her er det ikke om opspædet mælk, men om mælk at talen er.


Men endog uden at spædes er den mælk, som af de indenbys køer erholdes langt fra ikke så nærende og velsmagende som den burde være.


Køer som fødes med spøl og drank, som lider under en evig diarre, som bestandig står vådt og aldrig vaskes, ja endog undertiden levende begraves i mærke kældre, kan aldrig give ret god og næringsrig mælk.


(Fortsættes).


(Politivennen nr. 561, 28. januar 1809, s. 9000-9002)

(Artiklen bliver ikke fortsat)

En Uorden på Ulfeldts Plads

(Efter indsendt)

På Ulfeldts Plads har der i en temmelig lang tid været et menneske der er døvstum og tilsyneladende halvtosset, eller mere end det.


Han synes at have valgt denne plads som sin boldgade. Det synes også at måske enkelte af slagterne ved at give ham noget opmuntrer ham til det. I det mindste plejer han at holde sig nær slagterboderne, og til umådelige løjer for mange af samme mandskab at drive sin galskaber.


Det er ikke nok at han ved de uanstændigste fagter og handlinger der endog er så skamløse at de ikke kan nedskrives, anfægter fruentimmer, der har ærinder på eller over torvet. Men han vover endog på alle slags drillende og fornærmende måde at spotte personer der bor på pladsen og fra deres vinduer med medlidenhed betragter denne ulykkelige.


Man oplyser dette før at der kan på en eller anden måde blive sørget for dette menneske. Ellers vil han måske over tid forværres således at hans handlinger måske til sidst vil pådrage ham en eller anden stor straf. I sandhed man kan ikke vide hvor vidt en sådan person
der er berøvet sine vigtigste sanser ved ufornuftig medhold og skamløs latterbifald til hans dårskaber kan gå frem i det onde!

Der må sikkert kunne gøres noget bedre for sådant beklageligt menneske end at lade ham således blive til et udskud og efterhånden modnes til forbryder. Og almenheden lider ved at antastes af ham, hånes af hans fagter eller ækles ved hans svinskheder og harmes over de rå mennesker der giver sådant et skogrende bifald.


(Politivennen nr. 560, 21. januar 1809, s. 8984-8986)

Ønske til høje Vedkommende, om at Kbhavns Porte om Morgenen måtte oplukkes tidligere

(Efter indsendt)

Portene åbnes kl. 7:30 om morgen og lukkes kl. 10 om aftenen.


Skønt 14½ time unægtelig synes en betydelig tid, er det dog vist, at det ville være en sand velgerning om denne åbning kunne forlænges, især i denne vintertid og under stadens bestandige behov for brændsel. Man ser nu om morgenen en, halvanden, ja to timer før portåbningen rækker af ankomne bøndervogne holde for portene. Disse bønder kommer langvejs fra og kan ikke så nøje afpasse afgangstiden hjemmefra fordi de ikke altid fuldkommen kan kende førets og vejens beskaffenhed. De afgår derfor hellere noget for tidligt end for sent, og således er det naturligt nok at de kan komme for tidligt til porten. Hårdt er det imidlertid for dem og hestene at vente der.


Endnu en vigtigere årsag til at fremsætte ønsket om en længere åbningstid er den, at de mange af stadens indbyggere der udsender deres vogne og heste på landet, for derfra at hente brænde eller tørv, nu må, når stedet er afsides liggende, bruge to dage eller i det mindste halvanden til den rejse de ellers kunne have gjort på en dag. Hvilket som letbegribeligt er dem et betydeligt tab og fordyrer tilførslen ikke så lidt, samt kan afskrække en del fra at modtage deres forsyning i skoven, som dog for den almindelige brændselsforsyning af staden var så nyttigt.


Måske vil det være mindre gørligt, ligesom det også var minde ønskeligt at forlængelsen af den tid hvor portene stod åbne skulle ske om aftenen. Hellere måtte man ønske at den skete om korgenen, således at  portene, eller i det mindste Nørreport, åbnedes om muligt kl. 6.


Udgiveren er sikker på at dette her fremsatte ønske er mangfoldiges.


(Politivennen nr. 559, 14. januar 1809, s. 8963-8965)

20 april 2015

Forslag til Forsørgelses-Anstalt for Kunstneres Enker og gamle hjælpeløse Kunstnere

(Efter indsendt)

England, dette røverhjem, denne rede for uretfærdighed, grådighed, selvmord og mord, tyveri og stimandsdåd, med et ord for alle en grundfordærvet nations laster, har dog adskilligt godt, som man selv hos sin fjende bør lade vederfares ret.


Således har man der et selskab for musikanternes enker og for svage og syge musikere. Alle musikere som er i selskabet holder i fællig store koncerter, hvor da alt hvad der over udgifterne indkommer, tilgår der denne velgørende anstalt. Da denne allerede har stået i en del år, har alt en temmelig kapital og ikke få personer af de ovennævnte nyder hjælp.


Oprettelsen af et museum lå ikke mange år ude i tiden, 1827 blev Statens Museum for Kunst oprettet. Den nuværende bygning blev dog først færdig 1896. Meget af kunsten fra Politivennens tid, som er kendt som guldalderkunst, havnede her på Statens Museum for Kunst. Om det så i mellemtiden kom kunstnerne og deres enker til gavn.

I København bør kunstneres og kunstnernes skæbne i sandhed indgyde den højeste deltagelse. Og det i de sidste tider endnu mere end før. Og dog er kunstnerne så værdige nationens agt og skønsomme kærlighed. For at gøre denne skæbne tåleligere, og mage om muligt, at kunstnernes i det mindste kunne have den trøstefulde vished at deres enker dog ikke skulle sulte ihjel, gøres følgende forsag til en hjælpekasse stiftelse for enker efter kunstnere og for udlevede, forarmede, syge eller med et ord trængende kunstnere:


"Alle kunstnere i København forener sig til et kunstmuseums oprettelse, hvortil adgang skulle stå publikum åben mod en vis indgangspenges erlæggelse. Her måtte enhver kunstner hensætte et eller andet stykke af sin frembringelse. Kunstnere som musikere, hvis kunst ikke var for øjet men for øret, måtte opføre visse koncerter årligt, og af disse forenede indtægter skulle en kapital samles og udsættes og benyttelse ske af dens renter til det tilsigtede øjemeds opnåelse."


Et sådant museum ville tillige tjene til at gøre kunstnere bekendte i publikum og til at forøge smagen for kunst hos publikum.


(Politivennen nr. 556, 24. december 1808, s. 8926-8928)

Atter et Exempel på at Kbhavn ejer Mennesker, der kunne begå den Skændighed at anfalde Fruentimmer på mordisk Vis.

(Efter indsendt)

To skikkelige tjenestepiger gik søndag aften den 18. december kl. halv syv fra deres hjem og blev i Bredgade antastet af 2 mandspersoner med yderlige grovheder, hvortil pigerne tav og søgte blot at slippe væk. Dette lykkedes dem ved flere menneskers mellemkomst. Da de var kommet til Holmens Kanal kom begge forfølgerne igen, overøste de stakkels værgeløse skabninger med skældsord og grovheder. Den modigste af pigerne sagde så at de var uforskammede og at de skulle lade dem gå i fred. Hvorpå de forsøgte at rive hende om, hvilket dog ikke lykkedes. Den anden pige derimod, som var mere frygtsom, ilede i forvejen for at undfly voldsmændene. Disse nåede hende dog straks, kastede hende overende med ansigtet mod en af lygtepælene uden for Erichsens Gård, hvorved det halve ansigt blev slået fordærvet og blødte stærkt. Tænderne på den ene side blev slået løse og pigen blev så opfyldt af angst at hun måtte ind i et nærved liggende hus, hvor hun var kendt. Samme steds, måtte hun på grund af gentagne besvimelser og efterfølgende mathed overnatte, og føler endnu i dag smerter og er vanskabt i ansigtet.


Hvor meget var det at ønske at sådanne forbryderiske niddinger som finder fornøjelse i at overfalde stakkels uskyldige fruentimmer på morderisk måde, måtte blive opdaget og straffet efter lovenes strengeste fortolkning.


København den 20. december 1808.


(Politivennen nr. 556, 24. december 1808, s. 8923-8925)

"Disse nåede hende straks, kastede hende overende med ansigtet mod en af lygtepælene uden for Erichsens Gård, hvorved det halve ansigt blev slået fordærvet og blødte stærkt." (Erichsens Palæ ved Kongens Nytorv, 2015. Eget foto)

19 april 2015

Ønske om og Forslag til en skærpet Lovgivning til Husbonde-Standens Håndhævelse

Enhver der alvorligt har overvejet det forhold der til en stats indre velgående bør være mellem husbond og tyende, og med agtsomt øje betragter hvorledes disse to klasser af statens medlemmer hos os forholder sig til hinanden, vil med forfatteren sande at den tugt eller gode orden som alene fremmer såvel herrestands som tyendestandens tarv, er aftaget så meget i det forløbne halve århundrede at der kun er levnet få spor. Tilsyneladende truer en fuldkommen opløsning af den så fornødne lydighed hos den tjenende stand, og det er på høje tid at der rådes bod før en fuldkommen tøjlesløshed bryder ud.

Jeg har sagt at den kyndige og granskende tænker er overbevist om det. Men for de der ikke er sådan, behøves det dog nok kun at udpege det urigtige. Jeg vil da begynde med landboen som den største klasse. Og her møder overalt den bitterste klage, snart over overhåndtagende utroskab, der går så vidt at ingen tjenestekarl eller pige, undtagen meget få, blues ved at være utro. Ja at denne store last omtales med den største letsindighed. Ikke sjældent endog som en berømmelige snilde. Snart over opsætsighed og trodsighed, og allermest over dovenskab.


Vidt må det virkelig være kommet, når jordbrugeren næppe tør betro sin karl til at så, af frygt for at han ikke skal stjæle af sædekornet. Når han hver gang han lader ham føre varer til torvs aner eller overbevises om svig. Når tyendet tør foreskrive hvad mad de skal have, hvis de skulle blive i tjenesten, eller hvad tid de skulle gå til arbejde. Når endelig arbejdslysten og med den dueligheden er således aftaget, at enhver husbond, der ønsker sin gerning gjort, ser sig om efter fremmede. Og når det er blevet almindelig erkendt ting at den fremmede arbejder, der kommer fra et land hvor tyendetugten ikke er så forfalden som hos os, arbejder langt mere og bedre og lydigere end den danske. Når endelig mange tusinde svenske kunne findes mellem tyendet i Sjælland og på Amager.


Det er yderst nedslående endog for den blotte tilskuer at se denne almindelige vished hos husbønderne at deres tyende vil bedrage dem så ofte de kan komme til at gøre det. Men endnu langt mere at være vidne til at dette også hele tiden sker.


De skønne tider er forbi hvor man turde betro sig og sit til tyende som til børn. Hvor husbonden var en æret og frygtet fader. Hvor troskab ansås for en dyd og ilde erhvervet gods troedes at bære sin forbandelse i sig selv.


Nu byboeren! Hans kår er sikkert ikke bedre. Man mærker kun hvor sjældent det er blevet at tyende tjener længere end et fjerdingår højst et halvår på noget sted. Hvor almindeligt det er blevet hvad næsten aldrig burde finde sted, at tjenestetiden afbrydes i urette tid, og at den øvrige tid henligges, som man kalder de, på sin egen hånd, levende af spil, kneb eller af skøgeprofit.


"Lykkelig er den der ikke skal holde tjenestefolk". Dette er et udråb der overalt kommer en i møde.


Man skulle tro at hvor tingene står således, der måtte utro, dovent, ulydigt og trodsigt tyende hele tiden drages for dommeren af den i sin myndighed eller i sin ejendom, eller i begge, fornærmede husbond! Men nej. Næppe gives noget land hvor så få eksempler gives på tyendes klager for retterne.


Og hvad gør da disse husbonder der har så megen grund til sådan klager. Straffer de måske selv tyendets forseelse? Følger de den dem af love givne tilladelse: "Husbond må straffe sit tyende med kæp eller stok"? Vel var det om de gjorde det. Men nationens præg er blidhed, og da en dyd har, som digteren siger, på hver side en last, så står blidheden også midt mellem grumhed og blødagtig eftergivenhed.


I Danmark tåler man ikke at en der ikke hører til huset, bryder ind og stjæler. Men er det et tyende der begår tyveri, så nænner man ikke at føre det i Børnehuset, eller man ikke have at det skal siges om en at man førte sin karl eller pige i ulykke, eller, som det endnu mere tosset høres, var skyld i deres ulykke. Eller man frygter for ikke at kunne få tyende, hvis man går frem med den rimelige strenghed.


I Danmark tåler man lige så lidt som andet steds fornærmende ord af sin ligemand. Men er det tyende, der tilsidesætter al ærbødighed og anstændighed, da lader man det gå hen og tåler!


Hvad her er sagt om mangel på tugt og fornøden strenghed mod tyende på landet og i stæderne, må anses i alle måder lige så fuldt om ikke fuldere, passende på tugt og orden for svende og læredrenge i håndværkerne. Intet steds er så lidt subordination i denne så vigtige klasse.


Hvad er nu følgen af alt dette: Usædelighed, fordærvet tænkemåde, laster, på den ene side. Krænkelse, harme og tab på den anden 


(Fortsættes)

(Politivennen nr. 554, 10. december 1808, s. 8892-8897)


Ønske om og Forslag til en skærpet Lovgivning til Husbonde-Standens Håndhævelse

(Fortsat fra nr. 554)

Vi talte om husbondemagtens forfald hos os i håndværkerstanden.


Hvor er det muligt at denne skønne statsborgerklasse, der ved den nyttigste forædling af de rå varer og mange livets bekvemmeligheders skabelse fortjener så højligt statsstyrerens omsorg, kan nyde vækst og fremme, hvor subordinationen eller for at bruge det rette danske ord tugten er borte? Mesteren firer for svenden endog når denne begår den største uret mod ham, ved sviren eller forsømmelse af arbejde på tider da deraf er mest at gøre. Han firer når svenden svarer ham studs og upassende. Og dette er som sædvanlig den selvsamme svend der har optaget betydelig forskud af den mester han således foruretter.


Og hvorfor firer han således. Fordi han er bange for at miste disse arbejdere, hvor slette de end er. Og har han givet dem forskud, da har han endnu en grund, den at han frygter når de går fra ham, at miste forskuddet.


Men er dette muligt, hører jeg alle råbe, der ikke i dette stykke har sagkundskab, er der ikke tvang for lavets side? Er der ikke lov og ret?


Ja, det er ikke alene muligt, men virkeligt. Hvad lavene angår, da ved vi at disse ikke er hvad de i gammel tid var, og hvad det er vel at de ikke mere. At indklage sin svend der forlader tjeneste, vil medføre at svenden forpligter sig i visse terminer at afbetale forskuddet. Men dette er det samme som intet, for når terminen er ude, skal svenden atter søges, og hvad har han at tage de forfaldne af? Kun en dom kunne nytte mesteren, den at svenden dømtes til ikke at alene at blive i sin ordentlige tid i mesterens arbejde, men endnu længere, hvis dette ikke var nok til at afbetale det forskudte.


Dette var så svendene. Vi kommer nu til læredrenge. Og her hersker atter mangel af den tugt der er så nødvendig. En læredreng bør dog vel ikke uden eller mod mesteren tilladelse og tværtimod lærekontrakt gå til en anden lære eller en anden næringsvej, ikke engang til krigsstanden, om han endog var voksen nok. For dette er at opløse lovens kraft, og et af de vigtigste bånd i selskabet.


Intet middel kan mere tænkes imod et onde, der har grebet så vidt om sig som alle vores tyendes (af alle arter) tøjlesløshed, frækhed, utroskab og vores husbønders, madmødres, herrers, mestres eftergivenhed, og frivillige eller årsagede utidige blødagtighed. Uden dette, ved en skærpet lovgivning at genskabe og befæste den orden og tugt, det herredømme og den lydighed, den regering og den underkastelse, der nødvendig bør finde sted mellem den store klasse af husbønder og den endnu større af tyende.


Den omstændighed at enhver uenighed mellem husbond og tyende, enhver strid om rettigheder, enhver anke over fornærmelse, ikke kan tåle mindre udsættelse, ikke kan oppebie den almindelige rettergangs afmålte gang, men fordrer den hastigste om muligt øjeblikkelige og tillige inappellable påkendelse, taler uimodståeligt for nødvendigheden af at skille alle hustugtsager (måske kunne man rettest bruge denne benævnelse) fra dem der hørte under de almindelige og bestående retter.


For at sætte den under politiretterne var:


1. I hovedstaden at bebyrde denne ret betydeligt mens den har nok desforuden at påkende.


2. På landet aldeles uhensigtsmæssigt, fordi politiretter der enten ikke er til som særskilt eller ikke ved hånden, således at den flukse påkendelse kunne haves.


3. I småstæderne er vel politimestrene ikke alt for overvældede med sager. Men her som overalt uden for København savnes i større grad de fuldstændige politilove som for så langt tid siden lovedes, men endnu ikke er givne. Og da politiretten i den lille stad kun består af en person, ville en ikke på på love nok så fodfæstet og i meget blot på skønnende beroende dømmende magt synes uskikket til så vigtige afgørelser på uacceptabel måde.


End mindre synes hensigtsmæssigt at lade hustugtsagerne ligge under de almindelige retter, for


a) var disse retters forløber, forligelseskommissionen aldeles ubestående med disse sagers natur.


b) den behørende hurtighed kunne efter disse retters faste indretning ikke ydes hustugtsagerne.


c) Tingstedernes fåhed og fraliggende forøger utilstrækkeligheden og uhensigtsmæssigheden i at lægge hustugtsagerne under de almindelige retter.


Altså levnes kun den udvej at anordne en nyt særskilt, tiltro indgydende og muligt overalt nærværende dommervæsen. De retter der af staten betroedes dette vigtige dømmevæsen, kunne kaldes tugtretter eller hustugtretter.


At dette dømmevæsen ikke måtte være forbundet med allermindste udgift for parternes synes at følge af sig selv.


Da vi ikke ejer politilove for alle mødende tilfælde, disse måske ikke engang er mulige, så blev dommernes rets- og rimeligheds følelse og en fuld erkendelse af statens trang til tugt i forholdet mellem husbonde og tyende, rettesnoren for dommerne i hustugtretterne som derhos af det øverste justitskollegium behøvede til vejledelse, en kort forskrift bygget på enkelte ufravigelige regler.


Uforgribeligt tør forfatteren her foreslå følgende, som han tror skikket til at indgå i grundstoffet til ovennævnte forskrift:


1) Husbonden har altid præsumptionen for sig, fremfor tyendet så længe han ikke har haft en dom imod sig ved en hustugtret, eller er dømt som skyldig ved nogen kriminalitet.
Denne grundregel er ikke alene logisk psykologisk rigtig, da den agtbare husbonde og kun om ham er her tale, har flere bevæggrunde til det gode. Men den er også til hensigten at frembringe hørsommelighed hos tyendet og anstændig opførsel, kort sagt tugt, aldeles nødvendig.


2) Den agtbare husbonds blotte ord omstøder tyendets, med mindre dette kan bestyrke sit med klare vidner eller dommerne finder omstændigheder der understøtter det.

3) Husbonden kan altid føre tyendet for hustugtretten når han har årsag til klage, over dets forhold som tyende, men tyendet ikke husbonden.
Har tyende klage over husbonden, madmoder, herre eller mester, det være sig for ærerørig beskyldning, udsultning, straf over det loven bestemmer eller lignende, da står det samme frit at føre ham eller hende for politiret eller den almindelige ret.
Herfor er unægtelig grund deri at ovennævnte husbondens klage er egentlig hvad retten skulle blive til for og at kun den behøver den foreskrevne hurtige påkendelse. Tyendets klage over husbonden kan derimod ikke da behøve hurtigere påkendelse, end der kan opnås nu, da hustugtretten ikke er til.

4) Husbonden kan ikke føre tyendet for hustugtretten for gæld, men har i sådant tilfælde at søge den almindelige ret.

5) Sag angående misgerning, forøvet af tyendet, hvad enten den tillige bryder på hustugten eller ej, kan ikke føres eller påkendes ved hustugtret. Men må anmeldelse af sådan misgerning kan hustugtretten befale hæftelse.


6) Tyendets forbrydelse mod hustugt straffes ikke med pengebøder, for tyendets løn er ringe nok, og at forkorte den kunne bevæge til tyveri, eller nøde til en mangel på klæder, som skadede helbredet. Ikke heller kan hustugtretten dømme til krumslutning eller vand og brød eller nogen anden helbredsskadende straf, for det var at skade staten, ved at give den vanføre eller sygelige borgere.

(Fortsættes)


Redacteurens Anmærkning

Denne lige-ud-af-posen artikelserie kunne det have været spændende at se fortsættelsen af. Men det slutter brat her, og den bliver heller ikke diskuteret eller kommenteret yderligere i bladet. Hvis denne holdning til "lavere klasser" var generelt udbredt blandt Politivennens skribenter, så er det vel ikke at gå for vidt at konkludere at de frihedsrettigheder som borgerne plæderede for, ikke var beregnet på disse lavere klasser. De skulle lære at kende deres plads i samfundet. Og det var bl.a. kirkens, domstolenes og skolernes opgave at sørge for det.

18 april 2015

Advarsel til dem som agte at gå op i Skumringen på Volden ved Vesterport

(Efter indsendt)

Torsdag den 3. november om aftenen var min pige i et ærinde på Kongens Mølle. På den nederste ende af bakken stod en del mennesker og spillede klink og som nøje gav agt på hende. Ved nedgangen fra nævnte Møllebakke var kun et menneske som havde posteret sig bag et værtshus der ligger der. Da hun passerede ham, antastede han hende og forlangte hendes ørenringe udleveret. Da pigen naturligvis nægtede at udlevere dem, overfaldt han hende på en morderisk måde med et slag i hovedet af en, efter hendes udsagn, skjult stok som han havde under sin trøje. Pigen retirerede så godt hun kunne over til vores bopæl som ligger lige overfor. Men hvor personen blev af, havde hun ikke åndsnærværelse nok til at lægge mærke til. Kun kan hun erindre at han havde en blå trøje på og så meget styg ud i ansigtet.


Personen havde tilredt hende så ilde at blodet flød ud af hendes næste, mund og ører, i hvilken tilstand hun besvimede og måtte søge sengen. Vi sendte straks bud efter en erfaren læge, som erklærede pigens tilstand så slet at det muligvis kunne koste hende livet. Det var at ønske at sådanne onde mennesker kunne blive opdaget og straffet.


Ole Ebbesen
Boende på Vestergade og Volden
nr. 57


(Politivennen nr. 549, 5. november 1808, s. 8809-8810)

Umenneskelig Behandling med en Tyv i Kongenshave

(Efter indsendt)

Forleden søndag lå et sovende menneske udstrakt på en bænk i Kongens Have. Hans hat der var temmelig fin og god, var ved bevægelsen i søvne faldet af hovedet. Et ungt kvindemenneske i fattig påklædning så det, listede sig til og ranede den. Lige så nøje hun passede på at den sovende ikke skulle mærke det, lige så skødesløs ligegyldig var hun ved at de spadserende så hvad hun gjorde. Fire unge, noget over halvvoksne matrosdrenge løb endelig til, tog fat på synderinden, slog hende med støvlerne i ansigtet, på brystet og lignende steder så længe at blodet strømmede fra ansigt, bryst og hænder. Det var med nød og næppe mennesket kunne vakle ud af haven. Og muligvis lider hun for dette fejltrin for livstid. 


Sådanne optrin ses ofte på gaderne. Drenge, halvmennesker, og den råeste pøbel opkaster sig til dommere over virkelige og mistænkte tyve indtil politiet kommer. Og i stedet for at bringe dem i politiets hænder hvor de hører til, prygler de dem så grusomt at man somme tider må undres over de ikke straks opgiver ånden under sådanne bødler. Man kan  ikke forvente at forbigående skal fravriste disse blodhunde deres ofre og føre dem på politikammeret, da det ville være at udsætte sig selv på det farligste. Men det er højlig at ønske at vi havde nogle flere hovedvagter på bekvemme steder i steder, og at der ved hver af dem var et par husarer, der hurtigt kunne komme hen hvor deres nærværelse behøvedes. En sådan indretning ville sikkert forebygge mange gadeoptrins sørgelige følger.

(Politivennen nr. 544, 1. oktober 1808, s. 8739-8740)

En forefalden Uorden i Store Kongensgade

Torsdag nat den 22. september mellem kl. 1 og 2 ledsagede jeg et fruentimmer hjem. I Store Kongens Gade lige ved Akademigaden blev vi antastet af tre civilklædte mennesker som nok havde drukket over målet og behandlet meget uanstændigt af dem. Det varede meget længe inden vægteren kom til syne. Men lige så hastigt lod han sig tilfredsstille af en af de tre, der nu som før vedblev at forfølge os. Til lykke kom en officer, der kendte disse svampe, og bragte dem såvidt til ro, at vi kunne komme af sted. Var denne skønne officer ikke kommet os til hjælp, var jeg blevet nødt til at forsvare mig, hvoraf følgerne kunne være faldet ud til ulykke for mig eller dem. Jeg ønsker inderligt, at det havde været vægteren der hjalp os, men det var ikke tilfældet. Fulde mennesker kan man kun sige at de som umælende dyr. Men at sådanne dyr skulle holdes i tøjle er og bliver sandt. Jeg har herved blot ville advare vægterne for fremtidens skyld.

A. C. Krüger
I Amaliegade nr. 129.


(Politivennen nr. 544, 1. oktober 1808, s. 8738-8739)

 Akademigade eller Kadetgade skiftede 1869 navn til Fredericiagade - den del der ligger mellem Store Kongensgade og Bredgade. Fredericiagade opslugte ved samme lejlighed også Blancogade, Kaninlængen, Nellikegade og Kokkegade.

17 april 2015

Uskik af Sælgekællinger i Adelgaden

(Efter indsendt)

I Adelgade, noget forbi Prinsensgade højre side, har nogle sælgekoner en væmmelig vane. Aldrig så snart er klokken ringet 12 og kunderne borte, før natkappen afrives og hovedet lægges i skødet og en almindelig leden efter grådyr begynder. Det er alt for ækelt at tale videre om denne jagt og dens manøvrer. Men da de omkring boende ved dette blotte syn jages bort fra vinduerne, og det virkelig er af de ting, der ikke burde ske, og kan koste mange sædelig forbigående middagsmaden har man troet at burde anmelde det offentlig, i det håb at den magt de har frygt for, vil tage sig af sagen og indskærpe disse kvinder at tøve med sådant til de er inden døre.


(Politivennen nr. 543, 24. september 1808, s. 8725-8726)

Et kik gennem et bagtrappevindue til en lejlighed i Adelgade 91A på Politivennens tid. Her boede en hel familie. Dog nok ikke så rent og lugtfrit som her. Sandsynligvis har de også haft gæs, hund eller hvis de har haft råd til det, et svin eller en ko. (Eget foto. Nationalmuseet).


Redacteurens Anmærkning

Prinsensgade er en nu ikke længere eksisterende gade der forbandt Borgergade 129-131 med Adelgade 274-275 parallelt med Dronningens Tværgade og Hindegade.