Et Forslag om Saltholm

(Efter indsendt)

Med største forundring opdager man på denne ø ikke mere end 5 til 6 træer og disse lod til at være meget go(k?) voksne. Det er mærkeligt, at amagerne, som må hente al deres ildebrand nogle mile væk, endnu ikke på denne ø har ladet plante træer, da man dog har forskellige sorter træer som i løbet af 10 år vokser meget villigt, og som lod sig hvert 3. til 4. år bruge til brændsel. Ja endog amagernes kreaturer vandt ved det, da de ved dårligt vejr kunne få ly, og den mængde fuglevildt kunne bedre søge deres tilflugt i træerne. Ligeledes var harerne udsat for ørnene, som der nu findes. At jo træerne ville vokse der tvivles ikke på, da man som sagt har forefundet 5 til 6 styk. Kunne dette ikke ok lønne amagerne for at holde en plantør, og for det første med grøfter frede 3 til 4 tønder land til en planteskole? Jeg sætter, at der af Saltholms lodsejere af gårdmænd var 100, og de gav hver gårdmand 2 rigsdaler årligt, det ville blev 200 rigsdaler. Det ville sikkert gavne både dem og deres efterkommere.

(Politivennen Hefte 19. Nr. 244, 25. december 1802, s. 3900-3901)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 868, lørdag den 18. august 1832, s. 537-539 omtaler en O. Nielsen harerne på Saltholm i artiklen "Nogle Ord om det danske Jagtvæsen og især om Jagtret paa Saltholm." 

Om Assistenskirkegården

Udgiveren havde for et øjeblik den tanke, herefter at kunne opvarte sine læsere med en stående artikel under navn af: Bladets anfægtelser. Den skulle fra tid til anden berette om de mange slags klager og processer og andre angreb, som han i de sidste år, trods al forsigtighed, har haft en Guds velsignelse af. Men da han ikke sjældent har oplevet, at den som i dag rynker panden fordi bladet har rørt ham, i morgen roser det, fordi han ser at det har bevæget hans nabo til at hæmme en uorden, og da han endog har haft den glæde at den, der før beføjede ham, siden er blevet hans ven, så vil han heller ikke opgive den tanke, og lade glemmes af disse kævlerier så meget som kan glemmes.

Da han imidlertid ikke kan bare sig for at skrive om Assistenskirkegården, så længe der endnu er så meget at skrive om den, nødes han til at omtale de ulejligheder hans velmente iver også her har pådraget ham. Man erindrer sig, at der i nr. 217 under den opskrift: Assistenskirkegårdens skændige uordener, har været ført klage over blandt andet beskadigelse af tre monumenter. For nogen tid siden blev han stævnet til at overvære besigtere udnævnt af retten til at efterse disse mindesmærker. For at finde ud af om det sagte var sandt, og i hvis det var om det skyldtes vold eller tidens tand. Denne stævning kom fra graverne, der havde fået fri proces, som embedsmænd der troede sig fornærmede. Udgiveren mødte op og påstod at sagen først skulle gå til forligskommissionen, da de stævnende ikke var kongelige embedsmænd. Denne påstand blev afvist og besigtere blev udnævnt. Disse fandt da, at Samsøes sten var beskadiget adskillige steder af ansigtet, at 22 metalbogstaver manglede på Ribers sten, hvilket ikke kunne være sket af regn eller blæst. Den tredje sten, fru Suhms, var blevet oppudset siden det stykke var skrevet, så besigterne kunne ikke sige noget om det. Hvad nu graverne kunne bruge det til for at få mig stegt eller brændt, ved jeg endnu ikke. Imidlertid ser man heraf, hvor forunderlige folk er. I det benævnte stykke har jeg ikke med et ord sagt, at graverne var skyld i, at disse mindesmærker var skamferede. Ligesom vel intet menneske med sund sands kunne tro eller fordre at graverne skulle kunne hindre de uordener,som hele tiden begås med de midler dertil haves. Og dog skal de stakkels gravere føre proces mod mig!

Der er vist ikke en af mine medborgere, der kender Assistenskirkegården, der jo har været fornøjet med den anke, som derover er ført. Det kongl. danske kancelli og stadens magistrat har vist, at de ønskede denne kirkegårds mishandling og misbrug stoppet. Ikke desto mindre har graverne fået fri proces, og deres ansøgning kan formodes at have været understøttet eller i det mindste ikke misbilliget af Magistraten. Det ligger mig langt fra at protestere mod det. Men jeg skulle dog mene, at det vist inderligt ville smerte både kancelliets og Magistratens mænd hvis jeg, der her så umiskendelig har søgt at gavne, ved en af de mangehånde juridiske ulykker, desuagtet blev straffet af retten.

Foruden at det, om ikke ved Trykkefrihedsordningens egne ord, så dog ved den forklaring som derover i Retskendelser er gjort, er blevet en sag af højeste betænkelighed, at påanke en handling eller ikke-handling af en embedsmand, må skribenten nødvendig være dobbelt udsat for vanlykke ved domstolene, da der ikke er fastsat nogen tid, inden hvilken den, der troede sig ved skrift fornærmet, burde anlægge sag. Med al skyldig ærefrygt for lovgiveren benytter jeg den af ham tilladte frimodighed til at ytre, at en sådan bestemmelse efter min ringe mening ville være en så ønskelig som retfærdig fordring af trykkeloven. En snild embedsmand kan nu fordøje en forment fornærmelse så længe til skribentens hjemmel brister ham, ved vidners død, eller bortrejse. Bogtrykkeren kan på samme måde komme i ulykke ved forfatterens bortrejse. Dette er fx sket for mig. Jeg blev engang sagsøgt som bogtrykker for et skrift, hvis forfatter et halvt år efter at skriftet var udkommet havde opholdt sig her, og retten idømte mig bøder. Ligeledes har nogle portbetjente sagsøgt mig for hvad der var skrevet for 10-11 måneder siden. Den konge, der selv var trykkefrihedens første skaber i Danmark, der i indledningen til trykkeloven så viselig har søgt at bibeholde al den skrivefrihed, der ikke forstyrrer statens ro, anråber jeg om beskyttelse for de skribenter hvis formål er offentlig påanke af forsætlige eller uvitterlige misbrug.

- Dersom det allernådigst måtte blive anordnet at trykte ytringer skulle påtales inden 3 måneder af personer i samme stad, inden 6 måneder af dem i samme provins og inden 9 måneder af dem i samme stat

- Dersom det anordnedes at en bogtrykker var fri for at træde i en bortrejst forfatters sted, når han 2 måneder før dennes afrejse havde i aviserne indkaldt alle, der måtte formene sig af ham omskrevne til ulempe

- Dersom den øvrighed, der påtegner ansøgninger om fri proces, måtte befales at nægte påtegning, hvor ingen tydelig injurie fås,

- Dersom plakaten, der byder de over trykte formentlige injurier klagende embedsmænd at gå forbi forligskommissionen, fik den allerhøjeste forklaring, at dermed kun mentes kongelige embedsmænd, og ikke enhver der nu gør fordring på dette hæderlige navn, lige ned til fyrbøderen, hyrden bælgtræderen osv., hvilke dog alle beholdt den sædvanlige adgang til retten ---- så ville de mange gode embedsmænd, vi har, intet have tabt. Og de færre mindre gode, eller forsømmelige, ikke have det håb, at det engang skulle komme så vidt, at ingen ville påtage sig den farlige og utaknemmelige post, at være patriotisk skribent.

(Fortsættes)

(Politivennen Hefte 19. Nr. 244, 25. december 1802, s. 3889-)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fortsættes i Politivennen nr. 245, 1. januar 1803, s. 3912-3916.

Ærbødig Anmodning til det velgørende Publikum

En kolonistbonde, en phaltzer, Heinrich Würtz på en kolonistgård ved Krogenberg i Tikøb sogn i Kronborg Amt, modtager for nogle og tyve år nogle udyrkede jorder, arbejder sig ved egen og konens utrættelig og meget rosværdige driftighed og vindskibelighed heldigt frem, og uagtet de blev forældre til 13 levende børn, 8 sønner hvoraf 2 gør krigstjeneste og 5 døtre, sporede de ingen mangel, men med sand glæde og en rørende nøjsomhed takkede de stedse forsynet for dets gaver af børn og dagligt brød.

For 3 uger siden angreb en forrådnelsesfeber denne vindskibelige familie. Kone, mand og samtlige børn, som tillige udgør deres hustyender, går til sengs, den ene efter den anden. Konen, en retskaffen dannekvinde og værdig husmor, bliver det første offer for sygdommens voldsomhed. En søn på 12 år det andet, og flere følger måske efter og skulle allerede være fulgt efter, hvis ikke gode mennesker, købmand Belfour af Helsingør, skovrider Jørgensen på Krogenberg og amtskirurg Klein ved deres godgørenhed kraftig havde givet understøttelse og nidkære og flittige tilsyn, straks søgt at standse faren og formindske dette sygehuses sørgelige elendighed. Den første har endog ladet to af de mindste børn bringe til hospitalet. Tak! Megen tak være Dem herved sagt for Deres sande menneskekærlighed! Men hvor mange der end af denne familie vil undgå døden, vil dog den tilbageblivende mand eller børn opleve den tunge skæbne at blive knust af mangelens trykkede åg. Gården ligger enligt. De nærmeste naboer, 2 slægtninge og en gammel kone undtagen, har enten af frygt for smittende sygdom eller af fordom mod familiens tyske herkomst, ikke villet se til dem eller givet dem håndsrækning. Deres få kreaturer ville af mangel på tilsyn og fodring sulte og måske dø.

Kort sagt, denne driftige familie vil blive og er allerede forarmet, og ikke vide at hjælpe sig frem, for sygdom og fattigdom kommer hurtigt, men deres følger er langvarige, dersom ikke flere godgørende menneskevenner ville række dem en hånd. Den eller de som måtte finde det værd at understøtte og husvale denne familie til dens sundheds erholdelse og dens driftigheds fremvækst, ville gunstigt sende deres ædelmodige bidrag til hr. skovrider Jørgensen på Krogenberg ved Helsingør, som vil besørge det tilsendt, og alt tilsendt vil blive redelig anvendt til familiens bedste, publikum vil blive oplyst om det, lige som om sygdommens ophør og familiens fremtidige skæbne.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 243, 18. december 1802, s. 3886-3888)

Redacteurens Anmærkning

Artikelserie som omfatter nr. 243, 18. december 1802, s. 3886-3888, nr. 245, 1. januar 1803, s. 3905-3907, nr. 246, 8. januar 1803, s. 3933-3934 og Politivennen nr. 247, 14. januar 1803, s. 3937-3938

Om de svenske Strømpesælgerinder

Man kan virkelig ikke uden at blive harm se de mange svenske kvinder, der her vrimler rundt med mængder af strømper og andet bundet tøj, og løber om med det i husene trods forbud. Denne harme er så meget desto større når man betænker, at dels lider byens uldhandlere hermed et betydeligt tab, dels vores gode jyske og islandske strømpebindere, som lever af det og svarer skat. Hertil kommer, hvilket jeg tror generaltoldamtet let vil kunne erfare, at kun lidt, om noget, af dette svenske uldgods fortoldes, da det er så let langs hele kysten at bringe bylter i land, trods de mest årvågne strandbetjente. Så tør man håbe, at nogen usædvanlig kraftig forholdsregel må tages mod disse huserende, som sikkert sælger for nogle tusinde daler årligt her i byen.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 243, 18. december 1802, s. 3885)

Videre om Kvægdøden paa Amager.

Såvel i henseende til usandheden i dette blads nr. 242 angående, den blandt mine køer opkommende svaghed, og antallet af de deraf døde, som også for så vidt at forfatteren derved gør publikum opmærksom på mit urigtige forhold, sigtende mig til fornærmelse, behager publikum eller læserne af dette blad at udsætte deres bedømmelse, indtil at jeg i et af de følgende blade omstændigt herom har meddelt pålidelig efterretning.

Imidlertid undskyldes det at jeg forbeholder mig min ret til forfatteren for såvidt at oven nævnte stykke har sigtet til offentlig forklejnelse.

Store Magleby den 16. december 1802.

Peter Gjertsen Bacher.

Lægsmand og gårdejer.

*** *** ***

Såvel om den i forrige nummer omtalte og på nogle høveder stedhavende død på Amager som om den deri påpegede svenske kælling er mig fra de pålideligste kilder lovet underretning som i nærmeste nummer skal blive bekendtgjort. Enhver der læser det ovenfor påankede vil straks finde at det kan ikke være skrevet for at fornærme Gjertsen Bacher, men for at gøre politiet på Amager opmærksom på denne kloge kone som bønderne kalder dem. Føler han sig for resten skyldig i noget, så undrer det ikke udgiveren om han atter her får en proces. For så let det er den uskyldige at tie til en virkelig fornærmelse, så naturligt er det at den skyldige skriger når han tror at han kunne være tilsigtet, om han endog ikke er det. helst hvis han kan føre proces gratis.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 243, 18. december 1802, s. 3882-3883)

Om Bøndervognenes Holden paa Steengaden i Helsingør ad Svingelport til.

Disse vogne holder på torvedagene, især om lørdagen, således på kryds og tværs at passagen undertiden er overmåde vanskelig. De holder lige tæt til husene, hvorved passagen ad fortovene næsten ganske fratages de gående, og ofte så langt ud på gaden at kørende har meget vanskeligt ved at komme frem, og gående ved at møde disse let stedes i fare. Ubehageligt og fortrædeligt er det, at rejsende eller kørende enten til eller fra byen, på denne almindelig og betydeligt færdselsvej skal standse i deres rejse, og som ikke sjældent er tilfældet, lade deres kuske stige af for at sætte og rykke bøndervognene til side, for at skaffe sig åbning, hvorved de også let udsætter sig for grovheder og fornærmelser. Det var derfor ønskeligt om det ellers så årvågne politi i Helsingør ville ved en fastsat bestemt orden for vognenes holden, hæve denne med grundig årsag påankede uorden, påse passagens åbning for kørende og gående, og når de ser og kunne frygte for at denne ville blive spærret, henvise de sidst ankomne og vejspærrende bønder at holde andet steds eller i det tæt ved værende brede og rummelige Fiolstræde hvor ellers hestemarked er forordnet at holdes.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 243, 18. december 1802, s. 3881-3882)

Usædelighed i Skrivter.

(Efter indsendt.)

I anledning af det til det medicinske politis foresatte i Politivennen nr. 241 anførte, som ikke andet end kan meget bifaldes, ønskes endog andre almuesblade at renses fra alt usædeligt. Som fx Aftenposten der i de senere tider for det øvrige er så meget forbedret, dog i nr. 95, 1802 findes besudlet med det stykke: "Præsten havde saagar giort det omsonst."

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 243, [25 December 1802], s. 3880-3881)

Til Forsvar for Gadeviserne

 Fortsat fra nr. 242

2) Den anden nytte af sange eller viser er at de tjener almuen til uskyldig tidsfordriv.

Også denne nytte er ikke ringe, og ikke ringe den skribents, den rimers (om man ikke vil kalde ham digter) fortjeneste, der på en uskyldig måde morer denne talrige del af vores medborgere. Han kan være nok så ulærd, nok så fattig på skøn smag, kun at han ikke skriver usædeligt og usandt! Denne fortjeneste er så meget desto større, som den ikke frister ved kunstdommerbifald, eller ved stormandsyndest, ved lokkende guldure fra selskaber, ved befordringer, pensioner eller ved brilliantringe fra fremmede potentater. Det er heller ikke fra den skønneste side vore digtere, vore fortællere, vore oplysere viser sig, når man efterser hvor stort et antal af læsere de arbejder for. Den underlighed, at bruge ord *) som hentes fra fremmede sprog, mens vort eget enten har eller let kunne få den af egen malm og almenfattelige, den kløe efter at gøre hentydninger på tildragelser, ved hvis bekendtskab man viser en ugemen bevandring i fortidens værker, disse fejl er ikke en eneste af vore agtede skribenter ganske fri for, og nogle af dem kunne ikke skrive en linje uden at gøre sig skyldige deri. Hæld være derfor enhver der, tilsidesættende selvkærlighedens smiger, arbejder for den mindre kyndige broder, og i jævn, fattelig, dansk, fortælling, vise eller hvad det er, giver ham smag på usanselig moro, på læsning, ved at rette sig efter hans svage, fordøjelsesevne.

3) Sange og viser gavner almuen som et middel til at vedligeholde og forøge hos dem den færdighed i at læse, som kun erhverves i vores usle danske skoler for forklaringens eller lærebogens skyld, og når denne henlægges, knap nok ville underholdes ved salmesangen om søndagen. Enhver der kender vores almue vil finde at jeg har ret i det, og sande med mig, at almuen viser, fra denne side betragtede, er af langt større nytte, end man tror, eller end de personer, der ville have vore gadeviser ganske afskaffet, efter sandsynlighed nogensinde har haft tanke om. Mange ville sikkert have været vidne til det, som flere gange er mødt indsenderen, at bønder, matroser og andre, der for lang tid siden var blevet konfirmeret, Gud ved hvordan, med jerntålmodighed har stavet sig frem i viserne, og derved efterhånden på ny lært at læse indeni.

4) Endelig bør den nytte af viser, skønt uendelig mindre end de foregående, ville ikke forbigås, at de tjener som et historisk gemmested for alle de tildragelser, der i tidens løb har spændt den offentlig opmærksomhed, og som gransken i den kommende eftertid her finder, vel ikke fremfurede i den tro sandheds simple dragt, men dog ikke anderledes tilhyllede, end at det sande jo let findes af den, der forstår at søge det. Således må vi endnu ved hjælp af vores forfædres viser slutte os til meget, som vi ellers slet ikke har efterretninger om.

Jeg venter den indvending, at hvad jeg har sagt om sangen eller visen, om det endog indrømmes, dog ikke gælder om gadeviser, og at det er dem, man egentlig angriber. Men det vil let skelnes af den upartiske, at den omstændighed at en sang råbes fal på gaderne eller ej, ikke kan forandre tingenes natur, eller gøre det skadeligt som ikke er det.

Jeg har således gendrevet min modstanders forestillinger om de så hårdt angrebne gadevisers skadelighed. Jeg har fremstillet deres nytte, efter min bedste overbevisning. Jeg opfordrer modparten til at møde med svar, eller tillige med mig at indstille sagen til doms. Jeg glæder mig allerede forud i den forsikring at denne gren af skrivningen vil værdiges høje vedkommendes nøjere betragtning, at det fra deres side stedse vil blive anset for hæderlig borgerdåd i almenfattelige, jævne, lærerige og sædelige viser at undervise og more den store hob, at Danmark, der til lykke ikke har nogen lønnet hofpoet, måske kunne blive det første land, der fik en lønnet almuepoet. Og at endelig vores gadeviser, der udgør en af vore få egenheder, aldrig må lide anden indskrænkning end den som er nødvendig til at hindre usædeligheds udbredelse.

K. Hansen

Litteratus

*) Næppe nogen nation, der ejer et dyrket sprog, bliver i denne henseende begegnet således som vor: Indskrifter i fremmede sprog, eller i en blanding af disse med landets, prunke på vore mindesmærker. Vore skribenter handler som oven er meldt, og selv vore love, vore rettergangs forhandlinger, vrimler af ord, der ikke er danske og næppe fuldkommen forstås af mere end 1/20 del af de danske.

 (Politivennen. Hefte 19. Nr. 243, 18. december 1802, s. 3873-3878)

Om Kvægdøden paa Amager.

For gårdmand Bagge på Amager er nylig død en hel stald af 16 høveder. Ikke som man til trøst for landet ved, af nogen smitsom syge, men ved kvaksalveri af en svensk kælling som manden på en alt for lettroende måde havde overladt sig til. Dette kan tjene til advarsel for enhver at tage sig i agt for sådanne bedragere. Ligesom man tør håbe at den her omtalte skyldige person vil komme under vedkommende politis skarpeste opmærksomhed.

(Politivennen Hefte 19. Nr. 242, 11. december 1802, s. 3870)

Uorden af de som går på Tegneakademiet

Det har i overmåde lang tid været en beklagelig mangel ved denne skønne stiftelse at der ikke er sørget for ordenshåndhævelse mellem lærlingene før og efter læretimerne. Da mange af lærlingene er rå, ubehøvlede og endog usædelige mennesker, så er slagsmål mellem dem almindelig. Når en ny lærling ankommer, må denne hvis han vil undgå grov og farlig medfart, give penge eller nogle visse potter brændevin til de andre. Dette fortæres da i en kælder i St. Grønnegade lige for Lille Grønnegade. Denne kælder hedder blandt dem deres kro. Man tror at ansættelse af en god håndfast sveitser eller kustos, der kunne holde orden på trapperne og i porten, ville hjælpe meget. Og man ønsker at enhver skænker havde så meget samvittighed at han ikke skænkede for drenge, da dette sikkert er en stor forbrydelse mod hele borgersamfundet.

(Politivennen Hefte 19. Nr. 242, 11. december 1802, s. 3869-3870)

Velmeent Raad til Heste-Udlejeren i Kannikestræde No. 44.

Bekendtgørelsen i en af de senere Adresseaviser at i Store Kannikestræde nr. 44 kan gode rideheste fås til leje såvel timevis som til andre ture, tilskyndede mig til at benytte mig af det smukke vejr tirsdag den 7. for at skaffe mig denne nyttige legemsbevægelse. Uden at indlade mig i bedømmelsen af om 3 mark i timen ikke er en overdreven pris, tror jeg dog at kunne påstå at man med god grund kunne vente en nogenlunde god hest for sådan betaling. Den derimod som blev overladt til mig, var i alle henseender et værdigt pendant til Rosinante, langøret ihukommelse. Blandt dens mange ufuldkommenheder udmærkede sig især at den med største besværlighed næppe kunne flytte bagbenene. I begyndelsen holdt jeg det for uvillighed af hesten og anvendte sporer og pisk. Men jeg bemærkede snart at dette ynkværdige dyr var undskyldt. Efter at jeg derfor med sand fare havde redet ud af Vesterport, vendte jeg tilbage gennem Nørreport da dens usikre gang lod mig hvert øjeblik frygte at den skulle snuble og ved faldet lemlæste mig. Og for dette ½ times, intet mindre end behagelige spadsereridt måtte jeg betale 1 rigsdaler da jeg havde lejet den for 2 timer og betalt forud. Jeg vil derfor venskabeligst råde ejeren af denne hest at han jo før jo hellere vil lade den trække ud til natmanden og give den en velgørende kugle, da jeg (og formodentlig han selv også) er overbevist om at den er aldeles uduelig, både til at ride og køre med. I manglende fald disrekommenderer han upåtvivlelig sig meget ved oftere at udleje den. Til underretning for ejeren behøver jeg vel næppe at tilføje at hestens farve er rødbrun, da jeg til ære for ham ikke vil tro at denne klage kan føres imod hans andre heste.

J. Gram
student.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 242, [11 December 1802], s. 3867-3868)

Store Kannikestræde nr. 10, det gule hus - Admiral Gieddes Gaard.

Redacteurens Anmærkning

Store Kannikestræde 44 svarer til vore dages Store Kannikestræde 10. Det er opført i 1730’erne for studiosus Sebastian Liir og ombygget før 1748. Nu mest kendt som admiral Gieddes Gård. 

Om en Klappejagt efter løse og slette Mennesker

Erfaringen har gang på gang lært, at jo dyrere tiderne er og jo mere kostbar føden, desto mere tiltager ikke alene løsgængernes og tiggernes, men også tyvenes antal. På landet hører man allerede at der er begået mange tyverier, og hvad kan man ikke frygte når den strenge vinter sætter ind? Til at opdage og få fat på sådanne løsgængere, tiggere og skjulte tyve, ville en almindelig, men ikke kundgjort klapjagt efter disse i alle mistænkelige huse og hytter bidrage meget. I byerne kunne det ske ved politiet, men på landet, hvor en politimesters distrikt er så vidtstrakt, måtte det ske ved mænd i enhver by udnævnt af politimesteren, og sådanne som er bekendte som redelige mænd. Men for alt i verden på en og samme tid i alle byer, for ellers ville de smutte fra et sted til et andet og undgå at blive opdaget og pågrebet.

(Politivennen Hefte 19. Nr. 242, 11. december 1802, s. 3866)

Redacteurens Anmærkning.

Tyveebander blev jævnligt omtalt i bladene, fx Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis, 10. april 1804:

I Omegnen ved Aalborg udøves endnu mange Tyverier, saa at Bønderne i de deromkring liggende Byer, have i en Tid af 6 Uger hver Nat maattet holde Nattepatrouiller, for at sikre deres Eiendomme ffor omstreifende Tyvebander.

De omtales stort set over hele landet. Her et eksempel fra Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 2. februar 1803:

Atter begynder Tyvepakket at vise sig med den forrige Dumdristighed omkring paa Landet her i Fyen. Paa Brahesminde Gods have nylig skakrende Landstrygere udtaget af en Tjenestekarls Kammer et Hængeskab, hvori var hans hele Formue, der bestod af 300 Rd., og slængt Stykkerne af Skabet paa Marken, ligeledes fra en anden Karl bestiaalet et Skab med eet Aars Løn af 40 Rd. For nogen Tid siden have de ligesaa, i en Landsbye i Nærheden af Assens, ved Nattetid bortstiaalet fra en Bonde et Sakb, som hang i hans Seng, og af samme udtaget 700 Rd. Skabet havde de siden slængt paa Marken, og en 100 Rd. Seddel, som Bonden havde sat fast paa Laaget, for ei at have den iblandt de andre Sedler, blev paa den Maade frelst fo sin Eier. - Sukkende see Landmanden saaledes daglig sin Eiendom i Fare for Tyvehaand midt i Fredens Lands, og hvor let kunde han ikke fristes til paa Stedet at nedlægge slige Afskum (da de nu engang ikke synes synderlig bekymrede for Lovenes Hævn) naar han traf dem i Gierningen.

Uorden i Frue Kirke

Første adventssøndag så man graveren på prædikestolen, straks efter at stiftspræsten som prædikede var gået ned af den. En graver på prædikestolen under gudstjeneste er et alt for profant syn.

(Politivennen Hefte 19. Nr. 242, 11. december 1802, s. 3864)

Bøn til de Ansvarlige om Skildvagter på Lappen i Helsingør:

Det er velkendt at mange svenske både ankommer til og afsejler fra det sted som kaldes Lappen ved Helsingør. Så det er da besynderligt at der ingen vagtposter er ansat til at kunne påse om de mange ankommende rejsende er forsynet med pas, anholde og opbringe løsgængere, tiggere og alle mistænkelige personer. Nogle kommer måske udelukkende for at stjæle og efter at have udøvet deres håndværk, vender de uhindret samme vej tilbage. Disse burde også anholde alle mistænkelige personer som uden pas forsøger ad denne vej at snige sig ud af landet.

Ingen egn er så fyldt med skåninger og skånske fruentimmer som Helsingør og egnen deromkring. Og disse forleder mange til rømning, for hvem som kun ønsker dette, vil ved at gøre bekendtskab med disse fremmede, finde vejen til at bortsnige sig ganske mageligt. De der ansatte toldbetjente kunne vel påse at konsumption og told bliver betalt af de dertil bragte svenske varer. Men de er ikke ansatte til at kræve pas eller til at anholde og opbringe hertilkommende eller herfra sig bortsnigende mistænkelige personer. Det ville derfor være meget nyttigt og det mere end i en henseende, om 2 vagtposter blev ansat der, forsynet med behørig ordre til at anholde sådanne personer, og påse at ikke tiggere, som let bliver tyve, indsniger sig her, men straks blev tilbagevist.

En sådan uordentlig passage har godt nok også før fundet sted ved strandkanten af Snekkersten. Men den der ansatte strandkontrollørs strenge opsyn med og virksomme ransagen efter sådanne mistænkelige mennesker er nok den største årsag til at man ikke mere eller kun sjældent vover det der. For sin utrættelige årvågenhed også i den henseende fortjener han virkelig sine medborgeres tak.

(Politivennen Hefte 19. Nr. 242, 11. december 1802, s. 3862-3863)

Stranden syd for Snekkersten Havn. Her var det dog lykkedes for strandkontrollørerne at forhindre mistænkelige personer i at gå i land. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 245, 1. januar 1803, s. 3910-3912.

Til forsvar for gadeviserne.

Hidtil er kun talt om sange, der anpriser det gode. Men hvad der er sagt om disse, må vel også gælde for de der laster de onde. Lige så meget som almuesmanden har behov for at blive gjort  opmærksom på en dyds skønhed og gavnlige følger, lige så vigtigt er det at udpensle lasten i sin afskyelighed for ham, og at vise ham dens nedværdigende og ødelæggende virkninger. Det første opnås ved sange, hvori en ved denne dyds udøvelse udmærket person besynges. Det sidste ved sange om personer der vitterligt har gjort sig skyldige i den last, man vil advare imod. Jeg ved at jeg her netop berører min modstanders hovedanke. Men jeg tør med fuld overbevisning påstå, at den der i en almuesang til skrækeksempel fremstiller en lastefuld, bevisligt lastefuld medborger, gør en lige så nyttig, retfærdig og ædel handling, som den der lovsynger den dydige. Ja det var måske endog rettere sagt, den gøre mere. For en last der stilles til frit skue, virker stærkere hos det rå menneske. Det er lettere for ham at undgå at ligne den lastefulde, end at opnå lighed med den dydiges strålende billede. Det samme gælder om dydens og lasten følger. En fyrstes belønning til den kække landsforsvarer virker mindre på den lavere klasse, end synet af en kriger, der arkebuseres for at have rømt af slaget. Den kyskes, den ædrueliges blomstrende sundhed overtaler almuesmanden mindre til kyskhed og ædruelighed, end synet af den næseløse vellystning eller den i rendestenen aglende dranker. Det er kun som skrækbilleder at de lastefulde kunne gavne deres medmennesker, som de i øvrigt skader så meget. Og skulle man ømmes ved at drage denne eneste nytte af dem? Nej, det bør man ikke.

En skamvise over en forbryder er en lige så retfærdig og nyttig ting som en skuepenge over en ædel handling. Og den by hvor fortjeneste er vis på offentlig ros, og udyd på offentlig dadel, er vist hverken den usædeligste eller den, som gode mennesker mindt skulle ønske som opholdssted.

At være angst for selv at blive genstand for en skamvise, kan vel også hos mange være en kraftig, skønt ikke en ædel, bevæggrund til at afholde sig fra laster.

Selv en vise over en sådan vildfarelse af en medborger, der har gjort en stor opsigt, fx en anset mands selvmord o. lign. kan være nyttig og lede mængdens dom til overbærenhed med den vildfarende, mens den lærer at undgå vildfarelsen.

(fortsættes)


(Politivennen. Hefte 19. Nr. 242, 11. december 1802, s. 3857-3860)

Til det medicinske Polities Foresatte.

Hyppigt ser man i vores aviser anmeldes, i vores boglader falholdes og af publikum opkøbes en art af skrifter der lige så fuldt som rottekrudt eller andre gifte burde være forbudt at sælge da de endog er skadeligere end disse varer. Sådanne er gynæologier, anvisninger til børneavl, metoder til at kurere sig selv for disse afskyelige sygdomme der vel alle henhører under veneriske, efterretning om manddommens genoprettelse og lignende. Indsenderen tilstår rent ud at han ikke kan rime disse farlige skrifters ustraffede udbredelse med et årvågent og et samvittighedsfuldt medicinalvæsen. Eller skulle det måske ikke være skændigt at en boghandler søgte fordel ved at forføre en mængde unge ukyndige og undselige mennesker til at forsøge selvkure som enten straks eller efter en tids forløb pådrager dem den rædsomste af alle sygdomme hvorpå man desværre dagligt ser eksempler. I sandhed trænger en trykkefrihed nogensinde højlig til grænser, så er det her. Intet stridsskrift, ingen fræk politisk pamflet, intet skændskrift kan stifte så meget elendighed som et eneste af disse giftskrifter hvoraf vi allerede har så mange. Hvor utrættet dette slags forfatterskab er, ser man deraf at hr. Pelt nylig har villet hjælpe på dem der ikke har råd til at købe et så kostbart liderlighedsværk som gynæologien ved at gøre en kraftekstrakt deraf der sælges for nogle få skillinger og sikkert vil ødelægge manges uskyldighed, sundhed og lykke!

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 241, [4 December 1802], s. 3849-3850)

Redacteurens Anmærkning

Der er sandsynligvis tale om den tyske læge og apoteker Christian Gottfried Flittner (1770-1828) som skrev om seksualoplysning, bl.a. 20-bindsværket "Gynaeologie oder Das Geschlectsleben in seinem ganzen Umfange", i dansk oversættelse "Gynæologie eller over Mødom, Samleie og Ægteskab", København 1798-1802 i 13 bind.

Om Havnepladser

I slutningen af denne sommer og i efteråret har man tydeligt sporet den største mangel her i havnen på bryggepladser for de ankomne fartøjer. Det er en gammel sag, som før har været fremsat. Man har foreslået at gøre plads andetsteds i byens vande til skibe, hertil især en velegnet plads i det store ubrugte vandstykke for enden af garnisonspladsen. Det kunne ikke alene uden at skade, men endog pryde pladsen, at forlænge den højere op omtrent til Amaliegade. Her kunne 30 til 40 fartøjer få plads. Når Christianshavns kanal uddybedes og snurrebroen forandredes til vindebro, vilde også her et lignende antal kunne lægge til. Når det blev forbudt at lægge sten på Slotspladsen ved bolværket og når pramlaugets sandkister ikke optog så store strækninger, så kunne en snes fartøjer mere ligge mellem Højbro og Holmens Bro. Det kan ikke være rigtigt, at disse sandkister både hindrer skibene og fratager de smukkeste pladser deres udsyn. Noget af det her foreslåede synes nødvendigt at måtte gøres. Det er fortrædeligt og bekosteligt ophold for de søfarende og deres redere, hvis de som nu skal nødes til at ligge 4 til 5 ved siden af hinanden, og byens folk kan dels ikke finde, dels ikke uden bøje komme til de bagest liggende. Det er sket for flere end en af indsenderens bekendte, at de ikke har kunnet finde skippere de dog vidste lå i havnen, da de havde fået brev med dem. Efter lang forgæves søgning måtte de altså opgive håbet og miste det fragtgods og de viktualier som de havde fået tilsendt.

Man håber at Magistraten, havnekommissionen og andre som det vedkommer, og som kunne udrette noget, vil gøre alt muligt for at afhjælpe et så skrigende onde.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 241, 4. december 1802, s. 3847-3849)

Om Bøndervognenes Opstilling ved Vestervold

(Efter indsendt)

Adskillige af Vestervolds beboere, især mellem Vestergade og Lavendelstræde, finder sig meget besværede ved den utilladelige brug som bønderne gør af gaden. På de fleste dage er det ikke muligt for en karet eller anden vogn ved middagstid at komme til husene, da bøndervognene optager hele gaden nærmest mod disse. Ja endog sommetider sætter hestene på fortovet for bedre at kunne holde opsyn med dem fra kældrene. De som altså i dårligt vejr betjener sig af kareter for at komme tørskoet til et af disse huse, får ingen glæde af det, fordi de er nødt til at stå af midt på torvet og efter megen ulejlighed liste sig gennem de tætpakkede bøndervogne. Ofte lykkes det kun efter en lang omvej. Ved denne defilering gennem vognene risikerer man desuden at blive bidt af heste. Blandt mange andre skete det for nogle dage siden for en pige på 10-12 år, som blev bidt i armen af en hest som stod bundet ved rendestenen, tæt ved indgangen af et hus. Bonden bød hende godt nok penge, men det kan nok ikke altid erstatte skaden. Det ønskes derfor at bønderne måtte forbydes at holde med deres tomme vogne på den anden side af gaden mod volden, så at der kan blive så meget plads, at en vogn kan køre forbi og holde ved fortovet.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 241, 4. december 1802, s. 3844-3846)

Forsvar for Gadeviserne.

(Fortsat fra 240)

Gadevisernes nytte er sikkert langt større end man ved første øjekast tror.

1. De gavner fordi de oplyser og forædler den klasse af vores medmennesker, på hvis opdragelse og undervisning der anvendes mindst flid. Det er vel overflødigt, efter hvad tidligere er sagt, at bemærke at her ikke tales om de få slette viser. Igennem alle årtier og hos alle folkeslag har nyttige betragtninger, sunde leveregler, med et ord moral lettest fundet vej og længst blevet husket hos almuemanden når den fortaltes som fabler, ordsprog, historier og viser eller sange. Afhandlinger eller taler kan han ikke følge, altså ikke samle og endnu mindre huske. Sandheders fremsat uden omsvøb, blot og bart tillokker ham ikke, og han finder den overflødig. Han er ligeglad eller endog mistroisk mod selv den uomstændeligste fornuftsslutning, fremsat i logiske form. Da han ikke er øvet i at skelne det væsentlige fra det tilfældige, ikke vant til at afgrænse ordenes betydning, så synes han i sin daglige kreds at finde undtagelser, der svækker fornuftsslutningen. Disse ovennævnte indklædningsmåder er derfor de eneste brugbare midler til at give det rå menneskes frihed drivfjedre til det gode. Det gode skal enten ligefrem befales ham, eller han på disse måder må ligesom se sig det foremalet. Men af alle disse iklædninger har sangen eller visen fortrinet. Den nydes mere af det sanselige menneske. Fortryllet af musikkens harmoni finder han det besungne gode dobbelt godt og det onde dobbelt afskyeligt. Den læres lettere og huskes længere end den ubundne fortælling. Derfor er poesien ældre end prosa. Derfor har vi endnu så meget på vers og så lidt i løs stil fra vores forfædre. Derfor er selv mange af vores ordsprog på vers. Grækerne opmuntrede deres krigere med viser. Vores forfædre sang viser, når de gik i kamp for at vække modet. Og når de blev besejret, sårede eller så den uundgåelige død i øjnene, så sang de for at udholde deres ulykke med mandighed. Og disse viser gjorde de ofte i selve øjeblikket efter omstændighederne. De tapreste helte og konger var gerne de bedste visemagere. Ja det var en titel for guden Odin selv. Og har vi ikke selv af vores nys forledne dage et eksempel på sangenes kraft. Måske havde vor fjende i fjor ikke mødt så tapper modstand, hvis ikke en berømt sanger, opmuntret af vor kronprins selv, havde bragt de fredelige læber til at synge sig mod i brystet med vores gode digteres krigssange. Men skulle sang kun kunne bringe bevæggrunde til en art dyd. Oh at kun vores gode digtere ville følge en Ribers, en Wandals, en Storms, et efterslægtselskabets eksempel, der skattede almensangen som et et stort oplysnings og forbedringsmiddel, da ville vore gode gadevisers tal blive uendelig større, og vor almuebroder bedre og dydigere.

(Fortsættes)

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 241, 4. december 1802, s. 3841-3844)

Forsvar for Gadeviser

Udgiveren var i færd med at opfylde løftet om at skrive et forsvar for gadeviserne, da følgende, som fuldkommen stemmer overens med hans tanker, blev sendt til ham:

***

Det synes at være den almindelige mening at vores gadeviser helt skulle afskaffes. Så vedvarende og stærkt bliver de fordømt alle vegne.

Jeg hører ikke til de som mener noget er rigtigt, fordi det er almindeligt. Skønt jeg meget vel ved at mange åndelige og verdslige bygmestre har anset denne almenhed for en herlig hovedhjørnesten for deres bygninger. Jeg har kun alt for ofte hørt selv den fornuftigste ytring gendrevet med et: Det er jo mod alles mening, til at jeg kan tillægge denne magelige slutningskunst værdi over de fleste dødelige. Men jeg ved også at det kun er de fleste, der hylder den, og til de få, der udgør undtagelsen, ønsker jeg kun at tale.

De udråb man især hører fra gadevisernes fjender, går ud på at levende personer nævnes i dem ved deres fulde navn, og at dette er meget hårdt for disse personer, selv om de endog er skyldige.

Desuden er det en grusomhed mod samme personers uskyldige slægtninge og venner. Endvidere at gadeviserne er lutter usselt vås og skadelige for sædeligheden. Endelig finder man selv de mennesker der omdeler og sælger viserne alt for pjaltede, beskidte og skrålende.

Hvad den første af disse anker angår, da skulle det være den største glæde for indsenderen at kunne tro at medfølelse med den ulykkelige var årsag til den hos alle. Men den omstændighed at denne anke, såvel som det stærke råb mod gadeviserne kun gælder når den nævnte person er udmærket ved stand eller formue, synes ikke at ville unde ham denne fryd. Han hører derfor her kun slægtskab og venskab tale, for nødig ville han tro, at bevidsthed om hang til samme fejl, som den nævnte lastes for, er bevæggrund hos en del af ankende, skønt menneskekundskab kunne berettige til denne tro.

Men selv medlidenhed kan drives for vidt. Den medlidenhed der afholder en medborger fra at angive en forbryder, et politi eller en justits fra at efterspore ham, en fangefoged fra at bevogte ham, en dommer eller en regent fra at straffe ham, er skadelig. Den medlidenhed der ville skjule for alle andre, og om muligt for forbryderen selv, at han var forbryder, strider imod alle borgerlige straffeloves hensigt, som er: Forbryderens straf skal afskrække andre fra at gøre det samme.

Jeg tilstår at den visesælger der med forsæt udråber en forbryders navn under hans ulykkelige ægtefælles vinduer eller uden for hans fængsel, afslører et nederdrægtigt hjerte. Men jeg tror at undtaget dette tilfælde, kan den tanke at der råbes således på gaderne, næppe finde en nerve hos hende at virke på, der ikke ved den langt større smerte: At vennen er forbryder, er gjort flov imod den mindre: At han kaldes hvad han er.

Men selvom jeg efter alt dette indrømmede, at kun den i sidste instans dømte forbryders navn burde nævnes i viser, ja selv om det endog var muligt, hvilket jeg ikke tror, soleklart at kunne bevise at ingen levende medborgers navn burde nævnes i viser, så følger ikke deraf at alle gadeviser bør fordømmes, men kun de få der har denne egenskab.

Den anden anke mod gadeviserne er, at de er usselt skrevne, fostre af jammerlige smørere og skadelige for moralen. At nogle af vores gadeviser fortjener denne hårde dom er sandt. Men det er også sandt, at den ikke gælder for de fleste. De der lyner denne bandstråle over vores gadeviser har måske kun læst meget få af dem. Vi har mange skønne ting af vores gode digtere trykt som gadeviser. Vi har gadeviser af Stub, Vibe, Wessel, Storm, Abrahamson, Thaarup, Riber, Rahbek, Bankested, Nyrup og flere. Vi har en stor mængde gadeviser, der uden at have krav på stort poetisk værd indeholder sunde og nyttige tanker for den klasse af vores medborgere der ikke er tjent med kunstige digte. Skal alle disse fordømmes og kastes på ilden fordi det er muligt, at en enkelt kan være umoralsk. Skal almuen ikke læse, uden hvad der er skrevet således at det kan behage en kunstdommer, så får den slet intet at læse. For det er naturligt at hvad der skal kildre en kræsen gane, ikke er mad for en tærsker.

Gadevisernes fjender bør, håber jeg, tilstå at fordi en enkelt gadevise er vås eller umoralsk bør ikke alle gadeviser fordømmes, men kun den våsende og usædelige.

Den tredje anke at visesælgerinderne er usalige i person og kæder og undertiden slette sangerinder, tror jeg ikke jeg behøver at komme ind på, så længe vi tåler at alle vores madvarer sælges af smudsige mennesker, og så længe æblekællinger og fiskerkoner om dagen, og vægtere om natten, skamferer vores ører med skrål, som endnu er langt mere skurrende og ubehagelige.

Jeg tror nu at have berørt de ankeposter hvormed vores gadeviser angribes, og at det allerede er vist tilstrækkeligt, at ingen af dem kan retfærdiggøre en almindelig fordømmelse af dem. Jeg skal nu, ved at omtale gadevisernes nytte, søge endnu mere indlysende at bevise, hvor skadeligt det ville være at luge hveden bort tilligemed klinten. Og rent at betage almuen denne vigtige del af dens læsning. *)

(Fortsættes)

*) Dette bidrag er forfattet af litt. hr. K. Hansen

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 240, 27. november 1802, s. 3834-3838)

Uordner

Ved det kongelige maleværksteds konsumptionskontor bag Børsen sker der det ubehagelige at den derværende vagt ofte tilfredsstiller naturens krav i den krog der er lige over for kontorets vinduerne og somme tider under hvælvingen uden for kontordørene. Der står altid et søle lige foran denne dør. Der er dog hensat en balje til dette brug. Og vagten har sit eget gårdrum og lokum. Eller dersom vagten tillader andre at gøre det. Derfor ønsker man, at de ansvarlige ville forhindre dette, da det er højst ubehageligt for kontorfolkene og for alle som har ærinder der.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 239, 20. november 1802, s. 3823-3824)

Bekendtgørelse

Den velklædte person der i forrige uge i Gothersgade begik den nedrighed bagfra at give en jøde der var ved at ordne en almindelig forretning, et kraftigt slag i ryggen, advares om at man kender ham og har vidner på hans lumpne handling. Vel vil man denne gang ikke røre mere ved sagen, da hændelsen hjalp ham fra at blive bragt for politiet. Men hvis en sådan ondskabsfuld kådhed igen begås af vedkommende, skal denne sag atter blive taget op og kræves straffet efter lovens strengeste straf.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 239, 20. november 1802, s. 3821-3822)

Om Tiggerbørn i Helsingør

I en del år har man ikke set omløbende tiggerbørn på Strandvejen i Helsingør belemre byens indbyggere og fremmede skippere. Men dette onde truer nu igen med at indfinde sig, og man gør derfor opmærksom på de 4 til 5 børn der tigger på visse tider af dagen og er temmelig velinformerede om hvem de bør krybe i skjul for.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 238, 13. november 1802, s. 3802)

Det er helt umuligt i dag at forestille sig tiggerbørn på Strandvejen ved Helsingør. Men det var heromkring de var. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Til Forpagteren af grønne Have glaciet eller det til Fæstningen Kronborg liggende Jorder i Helsingør

Det har skabt forundring hos mange at De så nær byen, lige før Stengade og i nabolaget til de der boende respektable mænd, har anlagt et reservoir, eller en gødningsbeholder med stinkende urenligheder. Når vinden står mod byen forpester det luften, og til alle tider må de spadserende ækles. Den ene grøfts magasin er godt tildækket, men en mængde andet ligger udækket, og om De vedbliver med at samle mere der, sikke dog en ubehag det vil være især for naboerne når det skal køres bort. Og hvis det er tilfældet, hvad rettighed de end har til sådan et samlingssted, vil man formode, og dertil bede, at De ville lade det køre bort om natten.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 238, 13. november 1802, s. 3801-3802)

Området Grønnehave betegner i dag stykket vest for Kronborg. Efter beskrivelsen er det omtalte Grønnehave dog nok snarere der hvor værftet ligger. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

To Ord om Rosenborg-Have.

Kongens Have har efterhånden lidt betydelige afkortninger, tab på sine behageligheder i de sidste 16 år. Den dejlige plæne foran hin tids orangerihuse og et stort stykke af de herlige sidealleer. Haveparter som for længe siden er blevet indhegnet til militære øvelser. Dertil kommer i de sidste tider bortskæringen af betydelige gange og pladser til anlægget af den nye gade.

- At der i disse indretninger er blevet virkelig sigtet til statens tarv og byens bekvemmeligheder, derom har man fuldeste overbevisning. Men imidlertid føler dog hovedstaden et længselsfuldt afsavn ved at se sin skønneste prydelse, sit sundeste vederkvægelsessted, så lidt svare til hin nydelige forfatning, hvori dens aldrende indvånere minder sig det for nogle og tredive år siden. Vel var kortererne omkring springvandet dengang indringede med stakitværk gennem hvilket de små børn nysgerrigt tittede ind til disse forbudte steder hvor vore dages unge generation nu kan spøge i frihed. Men denne indhegning gav med alt det haven et vist højtideligt udseende når man kastede øjet ind til de duse af gale træer beskyggede alleer, hvorigennem det lille gotiske rundrammede, stenlysthus bævede sig medoldtidens ærværdighed, mens springvandet raslede i sine stråler, og nattergalens toneslag hentryllede spadseregængerne i de blide sommeraftener. 

- Jeg mindes det ret godt. Det er nu tolv år siden den sidste nattergal slog i Kongens Have. tjynkede vemodigt sin afskedssang. - Den blide, rolige, indhæftning fratog altså ikke haven noget af sin ynde og skønhed, kun spadserefriheden led derunder. Den dejlige, melankolske, grannegang er derimod i de sidste tider uden nødvendighed, og til de spadserende tvang, blevet hegnet ganske ind, med samt dens omliggende vildnisser. I begyndelsen lod det som man ville danne blosterkvarterer af disse indelukker. Men som tiden viser, begynder man nu at belægge dem med mistbede, henad den vakre kavalergangs ene side. En indretning som vist nok vidner om opsynsmændenes vindskibelighed og omhu for havens frugtbarhed. Men dens andet, ikke mindre væsentlige øjemed, indbyggernes forfriskning og forlystelse, viger derved betydeligt af. -Således er Kongens Have nu på alle kanter omgærdet og belemret med de grimmeste, rådneste, stankmøddinger, møgbed på møgbed, hvilke især om vinteren efter en varm dag (når alt det skarn og dræk dunster ud) gør haven til det fæleste, usundeste spadserested *). Og hvor meget forpestes ikke byens atmosfære ved en sådan opdynget strækning af forfulet renovationsskarn inden for sine volde. Uagtet man ellers er så omhyggelig for at køre al anden uhumskhed ud på fri mark som snarest, ja vi krymper os ved kirkegårdene, hvor ligene dog graves så dyb ned. 

Der er vel intet spørgsmål om at byen jo ville vinde betydeligt i zir og sund luft, dersom alle disse mistbænke blev afskaffede, og deres plads som for nuværende tid udgør meget over halvdelen af haven, indrettedes til alleer og andre skønne anlæg. Derved vandt haven igen hvad den havde tabt af sit fladerum. - Herimod kan gøres den betydelig indvending. Ved mistbænkenes dyrkning indbringes en del hvilket da ville savnes. Til det svares: Når haven fik den skønne og sunde indretning (det stykke som ligger på den anden side af kanalen, i Sølvgade, måtte føjes til) så kunne sikkert en eller flere restauratører stå sig godt ved at betale en klækkelig afgift for stader eller sommerboliger i haven. Og denne indtægt måtte da anvendes til at købe jord for, til de inddragne mistbænkes anlæg uden for byen. Gik dette ikke an, så lader man enhver voksen spadserende betale en skilling ved indgangen til samme anvendelse. Dermed blev ydermere vundet at den rå almue som nu (et ubehageligt syn på et høvisk spadserested) slænger sig omkring i haven i sine besølede og tilrakkede klæder, kom sjældnere og opførte sig des anstændigere. Soldater og matroser i ordentlig mondur ** 

Blev dette forslag eller noget lignende fuldført, da ville nok haven kaste lige så eget af sig som nu. Hvilket den også burde. For det er ingen sag at gøre projekter hvorved enten regeringen eller private folk, klippes på sine indkomster.

Odin Wolff. Dr.

*) Vel har Kongens Have fra sin første fremkomst af under Christian den Fjerde efter gammeldags huslig maner været indrettet som køkkenhave. Men dels lå haven på den tid et stykke uden for byen, dels er der en stor forskel på veldyrkede bede til tarvelige madurter, og uhumske mistbænke som her nu ryger op med ådselsstank.

**) Og da burde de være fri for betaling.

(Politivennen, nr. 237, [7 November 1802], s. 3784-3788)

Om det mørke Maaneskin.

Det er bekendt hvor mørkt det var sidste tirsdag og onsdag aftener. Mørket blev endnu mere forøget ved den stærke regn som faldt, især den første aften. Gik man på de smalle og ujævne fortove, havde man ikke alene den skæbne at blive overøst og gennemblødt af det fra tage  og tagrender nedstyrtende vand, men risikerede endog af en stærkere gående at blive nedstyrtet i de dybe rendestene eller henkastet på de græsselige afvisere. Gik man midt på gaderne, måtte man ikke alene pjaske i vand og snavs, og derved udsætte helbred og klæder for fordærvelse, men var endog udsat hver øjeblik for at blive kørt over af de mange kareter, hvoraf gaderne i sådant vejr og føre bliver gennemkrydset. Den evige bulder gjorde det umuligt at skelne om de var nær ved, hvorfra de kom eller hvor de agtede sig hen. Kuskene skyndte sig at køre og kunne ikke se. Kort sagt, enhver af de mange ude havde uopsættelige ærinder til kl. 8 var udsat for den største frygt og de gyseligste farer. Iblandt de uheldige som i disse 2 aftener var stedt i denne vånde, var jeg og en del af mine bekendte fra landet. Vi slap dog alle med hele lemmer. Kun en af os faldt over et rendestensbræt, idet han ville hytte sig for overkørsel, og forslog sit ene knæ således at han nu ligger under doktors hånd. Og gid han dog var den eneste som i disse aftener kom til ulykke! Vægterne blev spurgt om der ikke i København blev tændt lygter i et sådant vejr og mørke, men disse gjorde kun nar af os ved at forsikre at det var første kvarter og måneskin! Lygterne skulle nok live tændt når tid var.

Både for tidens og kostbarhedens skyld skynder landsbyfolk sig hjem så snart de har forrettet deres æreinder. Sjældent ønsker de at blive længere i København end en nat, og de må da oftest bruge aftenen med for at udrette deres ting. I håb om at kunne finde hjem igen til logier, vandrer de ud. Men hvor meget vover de og andre ikke i aftener som disse. Det var derfor ønskeligt, enten at Københavns lygter blev tændt hver aften når det behøvedes, eller også at det i Adresseavisen og andre tidender blev bekendtgjort når der var måneskin i København, så at alle vedkommende kunne rette deres lejlighed derefter
Lassen
Fra Odsherred.

(Politivennen, nr. 237, [7 November 1802], s. 3781-3784)

Til Jordemødrene her i Byen

Kunne man håbe at vores virkelig for kundskab og duelighed agtværdige jordemødre ville aftale mellem sig, at ingen af dem gik til komedie, hvis de vidste at en patientinde var i sådan tilstand at hun muligvis på det tidspunkt ville behøve hendes hjælp? Blot det ophold som det giver, at vognen skal fra jordemoderens bolig til komediehuset kan jo få skadelige følger.

(Politivennen.Hefte 19. Nr. 237, 6. november 1802, s. 3780-3781)

Om Krudttaarnet i Nyborg.

Dette krudttårn står på det gamle slots bakke på de 3 sider omgive af private ejendomme, og altså mere udsat end man kunne ønske det for antændelse. 

Man tør håbe at regeringen der har understøttet så kraftigt det afbrændte og nu igen så skønt opbyggede Nyborg, og der er så opmærksom på alle undersåtters sikkerhed hvis den måske finder at dette krudttårn er nødvendigt i krigstid, dog altid i fred vil lade det være tomt, og at det vanskelig materiel måtte forsvares på mindre farlige steder, dem man tror at måtte kunne findes på fortifikationens strækninger.

(Politivennen.Hefte 19. Nr. 237, 6. november 1802, s. 3777-3778)

Uordener.

1) Udenfor nr. 254 på Højbro Plads står en lille fjællehytte hvorfra sælges brændevin. Fra samme hytte ser man daglig udkastes af en natpotte stinkende urenligheder, så de forbipasserende ofte må vige for de ubehagelige dunster. Denne uorden ønskes afskaffet.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 236, 30. oktober 1802, s. 3776)

Om Gadeviser

Efterfølgende er uddrag af et brev til udgiveren, der sikkert er velment, skønt det er dennes individuelle følelse ganske modstridende. Just derfor er det indrykket, da det vel nu vil lykkes ham bedre at anses for upartisk, når han i næste nummer indrykker: Et forsvar for gadeviser.

*****

Tillad mig at gøre dem opmærksom på et nedrigt styverfængeri der i den senere tid er kommet så meget på mode her i byen. Nemlig den at bringe alle mulige af dagens historier trykt i dårlige vers. Det er beklageligt at se mennesker der regner sig til statens agtværdigste stænder, som opdragelse og kundskaber burde hæve over noget sådant, så aldeles for en ussel gevinst skyld, at tilsidesætte ikke blot undseelse for deres egne individuer (da de er nødte ved lovene at sætte deres navn under disse smørerier), men endog for den stand de tilhører, og som derved let i mængdens øjne kan tabe den agtelse som standens blotte navn, uden hensyn til deres person, kunne give dem fordring på, og som er vigtig for enhver klasse, mest for dem der ved ungdommens undervisning, som religionens lærere, som rettens forsvarere osv. nødvendig behøver offentlig agtelse.

Jeg (og jeg er overbevist om enhver ærekær mand af standen med mig) har derfor aldrig uden den største uvilje læst titlen student under de elendige gadeviser, som værdigt formidles med jammerligt papir, et endnu jammerligere tryk, sælgerindernes til ækelhed beskidne udseende og afskyelige stemmer. Man behøver jo blot at bære navnet student for at møde den ydmygelse, at blive bedt om at skrive en vise om de tre næste der rider væddeløb på fælleden, om den næste hårskærer der vinder en proces, om næste oprør i Børnehuset, om den næste pige der drukner sig i snørekjole, og om den næste officer, der spiller fallit og dobbelt bryllup.

Der er vist ingen der mere end anmelderen ønsker tilladt al fornuftig brug af menneskets så naturlige ret til at turde sige sin mening offentligt. Men når dette ikke er for den gode sag, men af lumpen vindesyge, så bliver hensigten uædel, om end sagen kunne være god. Og at ovenstående emners besyngelse ikke befordrer folkets moral, det vil De nok være enig med mig i. Næppe tror jeg at nogen læser eller læserinde er blevet opbygget derved. Ikke engang deres nysgerrighed er blevet tilfredsstillet. Kort sagt er kun blevet den sultne poets hensigt blevet opnået at gøre folks pung en skilling lettere. Og hvilken klasse af folket er det som herved bliver forført, til at spendere disse penge, som de kunne anvende til nytte, ja som de måske snyder deres herskaber for? Den der mindst kan tåle det: den tjenende.

Anmelderen har selv set en visekælling på en af byens mest besøgte gader 3 gange på en time komme med nyhentet forråd. Men selv i det tilfælde at disse viser ikke anstiftede noget ondt: Ved Gud, hvorfor skal da en hel familie, endog forbryderens, lide ved at blive genstand for pøbelens hån, fordi et medlem deraf fejlede? Og selv han, skal han i det øjeblik lovens hævnende sværd truer med at synke på hans hovede, endnu tilføjes den grusomste marter, pøbelspot?

Og nu folks ligegyldige, i det mindste for andre ligegyldige handlinger fx væddeløbet og processen! Hvilket terroristisk system når enhver mand i byen må frygte at se sine uskyldigste, ligegyldigste handlinger versificeret næste dag og hans navn råbt på gader og stræder? Værre end Robespierre og konsorter slynger jo disse poeter i Aabenraa deres frygtelige bandstråler fra deres tagkamre ned på medborgere. Måske det ligger uden for politilovens kompetence at påtale denne afskyelige geni-despotisme. Hvis det er tilfældet, hvilket er at befrygte, fordi vores årvågne politimester næppe ellers ville lade det gå upåtalt, kan det så ikke standses ved en høj afgift for hver vise til de fattige, ved sælgekællingernes optagelse og hensættelse til andet nyttigt arbejde, så er der intet andet middel tilbage til at stoppe disse stridigløbende, men såre urene poetiske årer, end at alle gode skribenter forener sig for at vende det offentliges foragt over forfatterne. Ja skændsel hviler over alle, der føler evne til at besynge et emne, og i stedet for i hædrende almuesange at befordre dyd og orden, vindskibelighed og gode sæder blandt folket, griber enhver dagens historie, lige meget hvilken. Lige ubekymrede om medborgeres lidelse og moral, for at tjene usle skillinger! Og udelt skændsel over de endnu nedrigere (om der virkelig skulle kunne gives sådanne seelenverkopere inden Københavns mure), der har sådanne mennesker i deres sold og betaler deres elendige muses dusinvis af elendige fostre.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 236, 30. oktober 1802, s. 3772-3776)

Om Almisse til de Piskede

Bør det tillades ved offentlige afstraffelser at give almisse til forbrydere, der med trodsighed spotter vores milde straffe? Det var at ønske at de ansvarlige ville værdige dette nogen opmærksomhed, da en sådan forbryder let kunne gøre skadelig brug af disse gaver, der dog kun kan skyldes en utidig medlidenhed.

A

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 236, 30. oktober 1802, s. 3771)

Anmodning til Hr. Haase paa Hirschholm.

Natten til den 14. september var jeg og en tømmermester af en håndlanger blevet bestjålet. Da jeg ikke i byen kunne få tyven opspurgt, tog jeg en hest den 14. ejndsd. og red ad landevejen til København. Da jeg i Nykro fik svar på at han havde været der, red jeg videre, kom til Hørsholm henmod aften, talte med værten hr. Haase som forekom mig ganske høflig, fik min hest i stalden og et lispund hø til den. Gik ind i krostuen og ventede, såsom det regnede, på tørvejr for at ride videre. Det vedblev at regne, men da klokken blev henimod 9, befalede kælderpigen mig at gå. Jeg ønskede kun at sidde på en stol eller ligge på en bænk Hun ville ikke tillade det. Jeg måtte endelig efter forgæves anvendte bønner pakke mig bort, betale 2 mark 4 skilling, skriver to mark og 4 skilling for et lisp. hø, hvoraf min hest ikke havde fortæret den halve del og søge retirade ttil et andet sted, hvor man begegnede fattige men ærlige folk anstændigere. Der tvivles ikke på at hr. Haase når dette kommer til hans kundskab, jo vil forebygge for eftertiden sådan opførsel af en uopdragen kælderpige mod rejsende. 2 mark 4 skilling for et lisp. hø var også lidt for meget.

Helsingør den 17. oktober 1802
C. Christiansen
Borger- og murermester.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 235, [24 Oktober 1802], s. 3753-3754)

Trævenhed hos endel Lollandske Skippere.

(Efter indsendt)

I fjor blev der i Politivennen klaget over de lollandske skipperes uvillghed til at medtage gods til deres landsmænd. Det gør mig ondt at jeg af erfaring er blevet overbevist om rigtigheden af denne beskyldning. Det er endogså sket mig flere gange i år at når jeg har villet sendevarer bort med de lollandske skippere, de da har nægtet mig at medtage disse varer, af hvad årsag ved jeg sandelig ikke. For når de får betaling for deres umage, eller deres såkaldte fragt for varernes overbringelse - og dette nægter de vedkommende dem vist nok ikke - så er der i mine tanker ingen anden årsag hvorfor de ikke ville tage sådanne varer med sig, end en afskyelig trævenhed og uvillighed der afholder dem fra at tjene deres medmennesker. Jeg beskylder langt fra ikke alle de lollandske skippere for denne uvillighed. Men de som jeg har anmodet om at tage gods med sig, har desværre næsten alle vist sig imod mig fra en meget ufordelagtig side, og det i fjor i Politivennen indrykkede stykke om nævnte skippere beviser at jeg ikke er den eneste der har haft grund til at føre en så rimelig anke over dem. Kunne dette bidrage noget til at disse mine medborgere måtte vise sig mere tjenstagtige og velvillige mod deres medmennesker, skulle det sandelig være mig overmåde kært. I øvrigt forsikrer jeg at hverken had, ondskab eller skadefrohed har forledt mig til at skrive ovenstående.

*   *   *

Så ondt det gør udgiveren der selv er lollik, at atter en agtværdig borger her i staden skal klage over uvillighed hos lollandske skippere, så meget ønskede han at denne anke måtte bevirke en smukkere handlemåde hos vedkommende. Alt hvad man kan optænke til forsvar er, at da de af en ilde forstået undseelse tror at de ikke kan være bekendt at tage en bagatel af nogle mark eller så i fragt, og det dog er tungt at gøre noget for intet, så ville de heller ikke sige plat nej. Men når de blot ville spejle sig i andre skipperes eksempel der gør en god gevinst ud af småfragter om året, så ville de snart forandre deres handlemåde. Og om de tvivler om fragten, så kan de jo lade den af afsenderen skrive på adressebrevet eller betjene sig af konnossement. I øvrigt må jeg her gentage det ønske at vi til visse provinsstæder kunne få paketbåde som de lübeckske og kielske, og jeg tror vist at den købmand i Nakskov der anlagde en sådan paketbådfart ikke gjorde en gal spekulation.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 235, [24 Oktober 1802], s. 3748-3751)

Uordener.

Ved en persons gennemgang i Store Kongensgade mandag den 11. oktober kl. 10 om aftenen styrtede fra kvistkammeret over porten i gården nr. 126, Litt. C tæt ved Fredericiagade en stor masse vand ned. Et par mennesker stod i en afstand af næppe to skridt fra dette ilde anbragte vandfald og takkede tilfældet som forskånede dem og deres klæder fra at vædes med denne væske hvis adspredte dunster lod formode at det hverken var slotsvand eller Eau de Bellefleurs. Man håber at gerningsmanden irettesættes af sine foresatte.

Politivennen. Hefte 18. Nr. 234, [17 Oktober 1802], s. 3742)

Skændig Urenlighed på Filosofgangen

(Skrevet på forlangende af en af bladet mest agtede velyndere)

Det ville vel gå for vidt, hvis man påstod at byens og dens omegns renlighed burde være så stor, at selv den fattiges og nødlidendes tilholdssteder ikke voldte de kræsne sanser anstød. Men det er på den anden side lige så sandt, at intet skændende svineri burde ses andre steder end i disse ulykkeligeres nabolag.

Et sådant svineri finder desuagtet sted, og det i en højst ækel grad ved de små bygninger, som opførtes til at afhjælpe de uformuende efter ildebranden i bastionen ved Filosofgangen nær ved Vesterport. Man mærker denne uorden så meget mere, som den yderst dårlige belægning med skarpt opstående stenspidser på denne offentlige spadseregang tvinger en til at gå langsomt forbi stedet. Man ser nemlig en giftig stinkende rende, fuld af de væmmeligste uhumskheder, løbe ud på højre hånd fra disse bygninger, hvorved luften i hele området i alle disse år er blevet opfyldt med de skadeligste mephitiske dunster. Denne rende løber ud ved foden af volden, hvor den danner en stillestående pøl i nærheden og bag en af de få bænke beregnet for de spadserende.

Så var dette ikke nok anstød for for de spadserende, som publikum i øvrigt ikke sjældent glæder sig ved at skue vores elskværdige prinsesser, så ser man de to huller, som her er gravet for at plante træer i dem, opfyldt af lignende stinkende afskyeligheder!

Det går så vidt, at man ikke uden frygt kan tænke sig det tilfælde, at noget af de mange spøgende børn, man her til stadighed træffer, skulde falde i disse huller, hvor de sikkert ville kvæles på den væmmeligste måde i verden.

Man håber, at denne skændige uorden snarest vil få en ende, hvorfor publikums erkendtlighed vil blive den ansvarliges løn.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 234, 16. oktober 1802, s. 3740-3741)

"Man ser nemlig en giftig stinkende rende, fuld af de væmmeligste uhumskheder, løbe ud på højre hånd fra disse bygninger, hvorved luften i hele området i alle disse år er blevet opfyldt med de skadeligste mephitiske dunster." (Omtrent her forløb Filosofgangen: Vester Voldgade fra Vartov og ned til havnen. Men alt er forandret. Volden ville have tårnet sig op til venstre i billedet. Og bortset fra de gule bygninger i forgrunden og Vartov i baggrunden er alle huse af nyere dato. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Filosofgangen lå som et lille åndehul på den nuværende Vester Voldgade, fra det daværende Halmtorvet, nu ca. Vartov og ned til havnen. 

Spørgsmaal til Vedkommende i Helsingør.

(efter indsendt)

Kan det være tilladt i en købstad at have møddingested på  offentlige gader. Når man kommer til Helsingør og har passeret den smukke Svingelport, ser man straks på venstre hånd et sådant samlingssted hvor skarnet, efter sigende sammendynges fra mandag til lørdag aften, skal endog undertiden ligge søndagen over, når grundejeren ikke synes at have lejlighed til før at lade det køre bort. Gående som vil passere porten og deri møder kørende, må finde sig i at retirere til dette ubehagelige sted. Ejeren anmodes venligst at befri de gående for eftertiden for denne ubehagelighed. Ellers er i fugtigt vejrlig og på grund af den stærke færdsel på ingen gade en sådan søle som fra denne port 4 til 5 huse ned ad Stengade, og da bønderne på torvedagen med deres heste og vogne optager ikke alene fortovet, men tillige det meste af gaden som dog her er smallest, så kommer de gående som må trave i al dyndet midt ad gaden, ofte i møde med de kørende. En af politiet indført orden med bøndervognenes holden ville ikke være uden nytte.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 234, [17 Oktober 1802], s. 3737-3738)

Gaden Svingelport i Helsingør som har navn efter byporten. Her set ind mod Stengade. (Eget foto 2018).

Om Plankeværker i Byen

Efter ildebranden kunne man mene der var grund til at forvente at ikke alene de mange tildels meget høje plankeværker, som allerede desværre findes på så mange steder i byen, snart blev fjernet, men desuden blev forbudt at opføre nye. Det er imidlertid langt fra tilfældet, og følgerne ville, hvis en ny ildebrand indtraf, være følelige.

Det skrives i anledning af det nyligt opførte plankeværk ved Admiralitetet, og af at være gået med angst under det udhængende brøstfærdige plankeværk på hjørnet af Rådhusstræde og Nybrogade.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 233, 9. oktober 1802, s. 3726)

Uorden på Stengade i Helsingør

(Efter indsendt)

De herrer bryggere og brændevinsbrændere, som bor på Stengade i Helsingør tæt ved Svingelport, har den ubehagelige og utilladelige vane at lade de skarndynger de fejer sammen lørdag blive liggende på gaden indtil søndag morgen. Det fører til sande ubehageligheder for folk, som i mørke aftner skal passere gaden. De kan ikke alene let falde over en sådan skarndynge, hvilket for nyligt var tilfældet med en af byens respektable borgere, men også må træde i snavs til midt på benene. En uorden som man formoder disse værdige borgere vil undlade for eftertiden, og ligesom andre skikkelige folk lade dem smukt bortføre samme aften, så meget mere som de ikke mangler tjenestefolk eller heste og vogne.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 233, 9. oktober 1802, s.3724. En lignende klage findes endvidere på s. 3437-3438)

Stengade 10, tæt på Svingelport. Her lå der skarndynger så man trådte i snavs til midt på benene weekenden over. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

En lille Forbedring ved det københavnske såkaldte Hamborger agende Postkontor.

(Efter indsendt)

Når man nogle gange har døjet den tur at indlevere et brev på ovennævnte postkontor, fristes man let til at få ideer. For ikke at tale om trængselen som her finder sted, må man oven i købet høre på tåbelige vittigheder, der uagtet de hendør i det øjeblik de udtales, dog fornærmer. Og det som mere er, tiden hendøses, for sjældent slipper man med mindre end et par timer, og det er dog virkelig for et driftigt menneske lidt vel meget. Hvor ønskeligt derfor at direktionen her, som ved brandkontoret, holdt et bud der ved nummer tilsagde enhver når det var hans tur. Mændene på kontoret kunne så med mere ro udføre deres embede. Og den der fik et sent nummer kunne så enten gå hjem eller også forrette et eller andet vigtigt ærinde. Uden at behøve som skik er, at slå sig igennem for i en hast at blive ekspederet.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 233, 9. oktober 1802, s.3720-3721)

I Anledning af det i Politivennen nr. 228 om Skydningen på Lygtevejen

Er en aldeles urigtig anmeldelse, da flere end 50 mennesker på forlangende kan bevise, at der ikke har fundet fyrværkeri sted. Ligesom også den omtalte skydning (som ved øvrighedens tilladelse var i anledning af et selskabs solennitet) kun skete med 9 skud af gangen, og imellem hver salve var der mindst et ophold af ½ time. Ligesom også at de brugte kanoners ladning kun bestod af 10 lod krudt af gangen.

Som følge heraf beder man den nævnte anmeldelse tilbagekaldt i Deres næste blad, da direktionen i modsat fald af selskabers deltagende medlemmer er blevet opfordret til at påtale det.

På Venneselskabets direktions vegne efter anmodning den 22. september 1802

H. Lindegård
P. t. sekretær

***

På ovenstående opfordring svares: Da direktionen selv vedgår at den ting som der er klaget over, nemlig skydning med kanoner, og i øvrigt kan bevises at have forvoldt fare for rejsende, virkelig er begået, så kan en så velbegrundet linje ikke tilbagekaldes. Direktionen er meget langt fra at tro at den ulykke at have fået et lem beskadiget ved løbske heste er mindre, når 9 skud og ikke 10 har forvoldt den. Eller at to lod krudt er for lidt til at jage skræk i en bondehest. Hvad det angår, at klagen bruger ordene: "Vi hørte at man på Vennelyst foruden fyrværkeri desuden morede sig med at affyre kanoner" så tror man gerne [] ord at der den aften ikke brændtes fyrværkeri. Men ved nøjere betragtning vil man finde at det heller ikke er sagt om den aften. Imidlertid, hvis sådan mening findes deri, da erklæres herved at indsenderen ikke har haft den.

 (Politivennen. Hefte 18. Nr. 232, 2. oktober 1802, s.3709-3710)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 228, 4. september 1802, s. 3633-3634