28 juli 2016

Mistænkeligt Møde i Frederiksbergallee.

Ved min hjemgang fra Frederiksberg søndag den 12. december omtrent kl. halv elleve om aftenen, mødte jeg lige over for konditorboligen i Runddelen en simpelt klædt karl der spurgte mig hvad klokken var. Jeg svarede ham, at jeg vidste det ikke, hvorpå han atter sagde at jeg burde vide det, og straks derefter trådte to andre personer fulgt af en puddelhund frem og gav mine af at ville blande sig i vores samtale. Da jeg var alene, hørte nogen mumlen mellem dem og ikke kunne vide hvad de havde i sinde, skyndte jeg mig ind ad broen så hurtigt som muligt. Det var vist nok ønskeligt om dette bræddeskur blev taget bort om vinteren for ikke at blive et skjul for sådanne mistænkelige personer.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 828-829) 

Nødvendige Bemærkninger, i Anledning af vore Instituters Uvæsen.

I mange år har det været en ikke nok så upåagtet klage at vores undervisningsinstitutter ikke er indrettede som de burde. Allerede for over 30 år siden klagede professor Rahbek offentligt over den urimelige mængde af læregenstande hvoraf kun lidt læres til gavns. I Politivennen for 1819 skrev udgiveren et eftertrykkeligt stykke om institutternes uvæsen som blev besvaret af en anonym, men dennes replik gendrevet af udgiveren. Ankeposterne var: 1) den overdrevne mængde læregenstande som ikke har fremkaldt større almenoplysning end før; 2) mange af bestyrernes og bestyrerindernes mangel på kald og duelighed; 3) alt for stort antal af elever, hvoraf følger at enhver lærer lidt eller intet; 4) alt for høje skolepenge foruden brændepenge, nytårsgaver, foræringer til læreres og lærerinders, bestyrers og bestyrerinders fødselsdage eller endog bryllupspenge osv. I henseende til skolepenge skrev udgiveren i sit gensvar til unævnte forfatter: "Det er en smuk trøst til en fattig borger eller embedsmand: giv mig din halve indtægt fordi jeg læser med dine 3 eller 4 børn og se at du kan hjælpe dig på en anden måde. I de senere år har nogle embedsmænd desværre forsøgt at hjælpe sig på andre måder. Men det er gået dem meget ilde. Forstår forfatteren ellers en kunst hvorledes man kan gøre sig selv vis, uden at gøre andre fattige, da skulle han lære den fra sig. For undervisningen heri ville betale sig endnu bedre end institutbestyrelsen"

Man har ikke mærket til at disse gentagne offentlige klager har hjulpet synderligt. Alt er endnu som før, og tillige har et uvæsen grebet videre om sig som allerede den tid begyndte at gå i svang. For at forstørre de allerede byrdefulde udgifter har man indført en evig omveksling af skolebøgerne: Næppe er en lærebog eller en håndbog bragt i gang med megen ros over samme før vedkommende lærer dør eller afskediges. Og da benytter hans efterfølger lejligheden til at gøre sig en fortjeneste på en eller flere hundrede daler i honorar af en forlægger for manuskriptet til en ny skolebog. Det hjælper ikke at forældrene siger: vi har for nyligt anskaffet en bog i samme fag som blev sagt var god. Skal vi nu igen give penge ud? Hertil kommer at skolebøger er urimeligt dyre her frem for Tyskland, uagtet de netop kan sælges billigt eftersom afsætningen er så stor. 

Man har eksempler på at erkendt gode håndbøger er anskaffet og mådelige som for længst var henlagt til makulatur, igen indført når en eller anden skolelærer trængte til penge eller til billig husleje. Man er nogen gange så grisk på forandringen at man ikke engang kan vente til den nye bog er færdig fra bogtrykkeren, men benytter den stumpvis, nogle ark ad gangen og lader forældrene betale hele værket forud. Man har eksempel på at sådanne i hast udgivne lærebøger har indeholdt betydelige fejl eller urigtigheder, hvorfor det ville være godt om manuskriptet blev gennemset af Skolekommissionen og godkendt af denne før bogen blev trykt og indført til brug i offentlige skoler. Måtte det dog behage vedkommende autoriteter at kaste et nådigt øje til sådanne skadelige og trykkende misbrug!

A. Petersen.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 821-825) 

27 juli 2016

Advarsel mod en drabelig Barbeer.

Søndag den 5. i denne måned kom jeg op til barber Ingemann i Store Kongensgade nr. 264 for at få mit skæg raget af. Da jeg trådte ind i stuen, fandt jeg 3 personer som sad der i samme hensigt, og da min tid var meget knap og jeg troede at det ville vare for længe, inden turen kom til mig, ville jeg gå igen. Men en af barberens folk bad mig vente da jeg snart skulle bleve ekspederet. Det varede heller ikke længe før han kom til mig og indsæbede mig. Men næppe var han færdig med det før barberen selv, hr. Ingemann, kom hen til mig, rev servietten fra mig, gav mig et slag i ansigtet og under mange og grove skældsord sparkede mig ud af døren.

Jeg tror derfor at have årsag til at klage over denne barbers grove og uforskammede behandling mod mig som jeg aldeles ikke havde forskyldt, og at fremsætte dette til offentlig advarsel for andre, så at de med forsigtighed betræder denne barberstue, da man må formode at manden efter den opførsel han udviste mod mig vel ikke er rigtig i hovedet.


S. Andresen.


(Politivennen nr. 780, Løverdagen den 11te December 1830, s. 812-813) 

Et Par Ord angaaende S. Andresen.

Ikke for at besvare hvad S. Andresen har ladet indrykke i Politivennen angående mig er det at jeg griber pennen, men for at fremstille sagen således som den virkelig er forefalden for dem af mine medborgere som ikke kender mig nøje nok til at kunne vide at dette er usandfærdigt.

Søndag den 5. i denne måned kom en mig ukendt person (S. Andresen?) ind på min barberstue og spurgte om han kunne blive ekspederet straks da han ingen tid havde. Der sad den gang netop tre mænd, af hvilket de to allerede var indsæbede. På mit forlangende tillod disse at han måtte blive ekspederet før de. Han blev derfor straks indsæbet og jeg begyndte at barbere ham. Idet samme spurgte en af de tre andre tilstedeværende mig om noget. Det var vel min skyldighed ifølge den opmærksomhed jeg skylder enhver af mine ærede kunder at bevare dette, hvilket jeg også gjorde. Dog uden at S. A. derved blev opholdt. Ikke desto mindre vendte han sig straks om til min medhjælper og forlangte at denne skulle tage fat på ham, da han ikke havde tid til at sidde der og være nar. Og inden hverken denne eller jeg havde fået tid til at svare, sprang han op fra stolen og sagde at nu ville han gå. Han løb derpå efter at jeg
 med servietten i største hast havde tørret sæben af ham for at han ikke således som total nar skulle gå på gaden. 

Således var S. Andresen og min opførsel den dag og i sandhed ikke anderledes. Nu må jeg spørge enhver: Har jeg vist mig som ikke rigtig i hovedet eller har han vist sig således? Man vil desuden af modsigelserne i det nonsens som han har skrevet eller ladet skrive, let slutte sig til af hvad kvalitet han selv må være. Men hvem mon denne S. Andresen egentlig er? Han har så rask fremsat mit navn, min håndtering og min bopæl at ingen kan være uvidende om hvem jeg er. Men hvem er han så? Skal måske det S. som står foran navnet Andresen tilkendegive hans bestilling? Man kunne da let forledes til at tro at denne var af de meget lave. Dog dette kan være ligegyldigt. Men snavs har hans fremgangsmåde været da han selv krybende i skjul måske under et stjålet navn, uden al grund søger at nedsætte en mands gode navn og rygte. Og da jeg ikke holder af at røre ved snavs, så skal også dette hvor som helst det i fremtiden på min vej måtte forekomme for mig, af mig forblive liggende urørt.

P. Ingemann.


(Politivennen nr. 782, Løverdagen den 25de December 1830, s. 836-838




Redacteurens Anmærkning

Store Kongensgade 264 blev sammenlagt med 165 i 1845 og skiftede i 1856 nummer til Store Kongensgade 100. Bygningen fra Politivennens tid eksisterer ikke længere. Huset har tidligere været omtalt i Politivennen. Ifølge Krak 1830 var der en barber P. Ingemann på denne adresse. Huset er omtalt i forbindelse med koleraepidemien i 1853, hvor huset blev evakueret. Her findes også en kort beskrivelse af huset på daværende tidspunkt:
Huset No 264 & 265 i Store Kongensgade (kaldet Løven); dette Huus bestaar af Forhuus, tvende Sidehuse, 1 Mellembygning og 1 Bagbygning, hvori der ei boer mindre en 66 Familier, foruden Pakleilighed til Høkeren.

26 juli 2016

En Uskik i en af Byens Hovedkirker.

Den andægtige sindsstemning hvormed det sædelige menneske træder ind i Guds hus for at deltage med sine medkristne i religionens opbyggelsesmidler, er det så vigtigt at vedligeholde. Og når den engang er forsvundet, er den så vanskelig at kalde tilbage at man med rette harmes over selv alt som i kirken forstyrrer den hos sig og andre. Dette er en af årsagerne til hvorfor jeg gennem Politivennen anmelder en uskik som jeg ikke ved hvor længe har fundet sted i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, men som jeg ikke har bemærket i nogen anden kirke. Midt i denne måske hovedstadens skønneste kirke i den brede korsgang er på gulvet fremsat en slags lænestol, vel forsynet med puder for at kunne give et ret sybaritisk sæde, men som ellers har megen lighed i formen med de velkendte såkaldte kommoditetsstole. 

Da jeg for nogle uger siden overværede gudstjenesten, faldt mit øje på denne stol som noget usædvanligt og jeg troede i begyndelsen at der fandt en eller anden kirkehøjtidelighed sted den dag, og at stolen var fremsat for en særdeles vigtig mand som man derved ville vise en udmærket respekt. Men jeg kom snart ud af vildfarelsen. For midt under den højtidelige tavshed hvormed den meget opbyggelige prædiken blev modtaget af tilhørerne, trådte en forklædt person - man sagde at det var undergraveren - meget anstandsfuldt frem for lænestolen, og efter at han betænksomt og roligt havde løftet først det ene og så det andet kjoleskød op over hofterne, nedlod han sig langsomt i det magelige sæde. At den ideforbindelse som dette syn uvilkårligt opvakte, ikke var gunstig for andagten, behøver jeg vel ikke at bemærke. Tydeligt blev adspredelsen og misfornøjelsen var hos den del af menigheden som var scenen nærmest. Da undergraveren formodentlig har sin bestemte stol i kirken, såvel som de øvrige kirkebetjente, gjorde han efter mine tanker bedst i at betjene sig af denne og ikke føre sin huslige magelighed over i Guds hus. For formodentlig er lænestolen hans egen og ikke bekostet til ham af kirken. Man tør vel vente at de ansvarlige hvis pligt det er at våge over sømmelighed ved gudstjenesten, vil besørge denne dårligt placerede stol taget bort fra et sted hvor den næppe er fremsat med tilladelse.


(Politivennen nr. 780, Løverdagen den 11te December 1830, s. 799-801) 

"Midt under den højtidelige tavshed hvormed den meget opbyggelige prædiken blev modtaget af tilhørerne, trådte en forklædt person - man sagde at det var undergraveren - meget gravitetisk frem for lænestolen, og nedlod sig langsomt i det magelige sæde." (Korsgangen, men om det var præcis her melder historien ikke noget om. Frelser Kirke, 2015. Eget foto.)

25 juli 2016

Et fælt syn i Vimmelskaftet.

Onsdag middag så anmelderen i Vimmelskaftet 2 karle bære en kvinde på en almindelig bærebør. Om denne kvinde var drukken eller druknet, gav han sig ikke tid til at undersøge, men han observerede at hendes klæder var våde og at hun lå i en temmelig usømmelig eller upassende stilling. Flere mennesker især kvinder som kom dette optog i møde, måtte vende sig bort fra dette fæle syn. Anmelderen kan derfor ikke undlade at ytre det ønske at når forulykkede eller drukne transporteres gennem byen, disse da må tildækkes med et lagen eller tæppe for ikke at såre ømtfølende mennesker der uheldigvis kommer et sådant optog i møde.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 795-796) 

Velmeent Advarsel.

Min kone Dorthe Barchow gik den 10. november ind i tømrersvend eller frimester Quists gårdsrum nr. 177 og 178 i Store Fiolstræde for at hente en spand vand der. På turen derhen passerede Quist forbi hende, og gik op i samme stræde forbi gården kaldet Linden i hvilken jeg bor. 

Mens min kone postede en spand vand i hans gård af den vandpost der var der, havde Quist begivet sig hjem og stillet sig i et hjørne inden for døren til husets gårdsrum i hvilken stilling han på grund af det på den tid sædvanlige mørke på et sådant sted ikke kunne ses. Just som min kone gennem denne dør ville gå bort med den fyldte spand, fratog han hende voldsomt spanden for deraf at udtømme vandet, hvorefter han leverede den tilbage til hende og tilføjede hende et slag i ansigtet, som han tildelte hende med en sådan styrke at kinden adskillige dage derefter var blå og opsvulmede. Ligesom den også endnu af og til lider meget af smerter.

Uden at angive nogen årsag til denne opførsel der synes at være stimandsmæssig, sagde han alene: Nu kan hun gå med den.

Selv om jeg antager at han med den brugte metode ville nægte hende adgang til at hente vand fra sin vandpost, en nægtelse som den strenge ejendomsret om just ikke humanitet eller velvillighed vel kan understøtte, så berettigede hans håndhævelse af ejendomsretten ham dog ikke til at udøve voldsomhed mod min kones person, hvilken grove behandling endogså som det synes er sket med den snilde hvormed stimændene udfører deres overfald. For lig disse stillede han han som nævnt ovenfor i et skjult baghold i hjørnet eller krogen ved sin husdør for således at kunne uset udføre sit voldsomme overfald på min kone, på hvis anskrig folk fra huset og naboskabet kom til stede, hvis mulige ydende bistand han ved en hurtig flugt ind i gårdsrummet klogt undgik. 

Ikke tilfredsstillet ved dette hans formentlig lidet hædrende foretagende tillod han sig endvidere et lignende mod mig selv, idet han - da jeg straks efter at min kone havde fortalt mig om det omhandlede lovstridige forhold imod hende, begav mig til ham for med muligste høflighed at spørge om anledningen til det, samt for at kræve fyldestgørelse for det, i sit eget hus gadedør så voldsomt greb mig i mit bryst med begge sine hænder at jeg dersom jeg havde været mindre kraftfuld end jeg lykkeligvis er, uundgåeligt måtte være faldet i rendestenen tæt ved, hvilket nok også var hans hensigt med det. 

Til advarsel for andre som kunne have fornødent at afhjælpe deres trang til fersk vand fra hans vandpost bekendtgøres herved denne hans opførsel mod min kone og mig, hvilken Quist som oven forklaret, i anledning af det vand som min kone havde hentet fra hans vandpost, har tilladt sig mod os. Hensigten med denne offentliggørelse er blot den muligvis at forebygge for andre en lignende modtagelse ved vands afhentning fra hans vandpost.

København den 24. november 1830
M. D. Barchow, snedkermester.


(Politivennen nr. 778, Løverdagen den 27de November 1830, s. 776-778) 

"Hensigten med denne offentliggørelse er blot den muligvis at forebygge for andre en lignende modtagelse ved vands afhentning fra hans vandpost." (Fiolstræde 42 med Rosengården ind til venstre. Eget foto, 2016.) 

Redacteurens Anmærkning

Store Fiolstræde 177 og 178 har en rodet matrikelhistorie, men svarer til nutidens Fiolstræde 40-42/Rosengården 15. Husene er opført i 1828 for tømmersvenden Johannes Quist. I Krak 1830 optræder snedkermester M. D. Barkow, Store Fiolstræde 181, nutidens Fiolstræde 34, altså ganske få huse derfra, nemlig huset efter det røde.

Ønske om en lille Renselse i Antonistrædet.

I løbet af de sidste år er Antonistrædet blevet opfyldt af et dagligt voksende antal skøger. Og deres antal som deres ekcesser synes nu at have nået sin højeste spids. Især er næppe aftenen indtrådt så er al orden her ophørt. Og de beboere som måske ofte i højst nødvendige forretninger nødes til at gå ud af huset, den søn eller datter der vil begive sig til sine forældres bopæl i denne gade kan vente at se sig overøste med forhånelser og skældsord. Ja endog mishandlede af disse væsener. Opløb, skrigen og hvinen forstyrrer beboernes nattero og håndværkeren eller forretningsmanden i denne gade kan ikke længere nyde en ofte højst nødvendig nattesøvn fordi han ro forstyrres af skøger der i Antonistræde synes at have fundet det hidtil savnede fristed. Og dette er dog ikke de eneste heraf flydende skadelige følger for gadens øvrige beboere der tæller så mange agtværdige borgere der har boet der i mange blandt sig.

Mens fem husejere i denne gade drager en uhyre leje af deres værelser uden at bekymre sig om de skade deres egennyttighed forårsager gadens øvrige mere end tredobbelt så store antal husejere, kunne disse nu ikke heller længere bortleje deres værelser, fordi få vil bo i en så berygtet gade som denne. At ejendommene i denne gade i samme grad må tabe i værdi, er en selvfølge. Og næppe kan gadens husejere længe udholde således at have deres lejligheder stående ledige. Og det er da nu kommet så vidt at når grænser ikke sættes for dette uvæsen, da de kun har valg mellem ruin og skændsel.


Hvorvidt at grænser kan sættes for det, ved anmelderen ikke. Men skulle det være sandhed hvad han har hørt at det er disse skabninger forbudt at vælge gaden til deres hverveplads eller sidde for vinduet med lys, håber han ved her at gøre opmærksom på dette så længe dreven uvæsen at se samme hæmmet. I det mindste således at gadens beboere atter kan nyde samme fred og rolighed som vort årvågne politi har sikret stadens øvrige beboere, men som man så længe her har måtte savne.


(Politivennen nr. 778, Løverdagen den 27de November 1830, s. 774-776)

24 juli 2016

Avis-Tyrannen.

Hvor en så vis og god faderlig enevælde styrer statsroret, er det dobbelt fornærmeligt når enkelte ubeføjede avisdommere tager sig ret til moxen at bryde staven over en medborgers velmente arbejde, som kun altid viser velvilligt sindelag og mod hvilket intet er at indvende fra den strengeste censors side, om man end ville gøre fluer til elefanter.

Således er det ofte gået mig med visse avistyranner, især på hovedstadens Adressekontor hvor man ikke har vist nogen betænkelighed ved at optage de mest pøbelagtige udfald mod mig, ja endog trusler om en banket trøje. Men derimod har ytret de forunderligste betænkeligheder ved at indrykke et velment og hjerteligt digt til en af vores højeste og hæderlige embedsmænds fødselsdag. Dette er så meget mere påfaldende som man på allerede nævnte aviskontor først havde antaget verset, og modtaget 5 mark 1 skilling !? for at indrykke det, men desuagtet lod det ligge nogle dage og derpå gav mig det og pengene tilbage med den unådige erklæring at det ikke kunne indrykkes. Jeg svarede at jeg ville udelade et enkelt udtryk som måske (kun af kortsynede) kunne findes upassende, skønt vist ikke for den besungne som har været en af min ungdomsvenner, mens vi begge var kammerjunkere og auskultanter i Rentekammeret.

Men dette tilbud, o tempora! tilfredsstillende ikke denne strenge hr. seminarist og kontorets bestyrer der henviste mig til at give en underdanig bøn eller ansøgning til en Monrad. (Er det ham jeg kender, så er det en meget human og brav mand.) Gud ved altså hvad det atter var for griller der plagede monsieur Jetsmark eller hvilke fordringer han ville gøre gældende mod mig, skønt han ikke er noget beskikket censor. Morgenposten nr. 308 har uden krybende betænkeligheder optaget det omhandlede vers, hvilket jeg også her nedenfor lader aftrykke, til offentlig bedømmelse og til advarsel for mine ærede medborgere at de kan vogte sig for eller tage forholdsregler mod ubeføjet censur og litterær inkvisitionsvæsen.

Til geheimestatsminister von Møsting.
(På hans excellences fødselsdag 1830).
Den blomst jeg sender fra mit hjertets have,
Ej ofres dig for gunst, og ej for gave.
Men for en ædling, som står tronen nær,
Højagtelse jeg i mit indre bær,
Og vennen fra min ungdomstid jeg kender:
Kun godhed i hans bryst sin lue tænder,
Bliv endnu mange år i lykkens havn,
Din konge og dit fødeland til gavn!

F. Scholten

(Politivennen nr. 776, Løverdagen den 13de November 1830, s. 739-742) 

"De har derimod ytret de forunderligste betænkeligheder ved at indrykke et velment og hjerteligt digt til en af vores højeste og hæderlige embedsmænds fødselsdag." (Møstings Hus på Frederiksberg, opført 1800 og i Møstings eje 1809-1843. Nedrevet 1959 for atter at blive genopført på sin nuværende placering.)


Redacteurens Anmærkning

F. Scholten har tidligere været omtalt i Politivennen på en lidet flatterende måde, 22. september 1821. Scholten og J. S. Møsting (1759-1843) havde været auskultanter i Rentekammeret 1781-83. Men mens Scholten senere blev afskediget, fik Møsting en glorværdig karriere som geheime-, stats- og finansminister, præsident i det kongelige rentekammer og den kongelige direktion for statsgælden og Den synkende Fond. Kansler ved de kongelige ordeners kapitul, ridder af elefantordenen, St af D og D. M. Amaliegade 153. Han havde haft fødselsdag den 2. november.

Taksigelse

Fyrværkeren P. E. Smidt takkes på det forbindtligste for det fyrværkeri han brændte af aftenen den 26. oktober. Dels fordi at de der havde billetter, var forundt lige så god plads som de der ingen havde. Dernæst for den særdeles veludvalgte plads med snavs og morads til op over anklerne. For det tredje for den behagelige svovlbalsam der nær havde forgivet tilskuerne. Det undgik heller ikke publikums opmærksomhed da piben, klappen og hurraråb havde indgået en trippelalliance.

(Politivennen nr. 775, Løverdagen den 6te November 1830, s. 725) 

23 juli 2016

Bøn i Aarhus.

Så behageligt det er såvel for indbyggerne i Århus som for de mange rejsende der kommer og afgår med smakker og dampskibet, at havnebroen sidste sommer er sat i så god stand, lige så ubehageligt er det derimod for nys nævnte og enhver at vade i det dynd og søleføre som begynder der hvor broen slipper og vedbliver lige til den nærmeste gade. Man beder derfor de ansvarlige om at sørge for at dette stykke bliver renset og og brolagt eller i det mindste påfyldt med grus.

(Politivennen nr. 774, Løverdagen den 30te October 1830, s. 700-7001) 

Upassende Opførsel af en Kirkebetjent.

Sidste søndag fandt et optrin sted i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn som er upassende på ethvert sted, især i en kirke. Da nemlig en lille hund havde indsneget sig i kirken, forsøgte en af kirkebetjentene med spark og slag atter at drive den ud, i stedet for at lokke eller kyse den bort. Ved denne eksekution udstødte hunden et hyl der var så højt og vedholdende at de kommunicerendes andagt blev helt forstyrret af det. 

Dette optrin var indsenderen så meget mere påfaldende som samme person for nyligt havde gjort sig latterlig ved at irettesætte et par unge mennesker der ved deres tilfældige møde vekslede enkelte ord. Da de var udtalt meget sagte og stor afstand fra alteret, kunne det umuligt forstyrre de kommunicerende. Ved denne sin utidige irettesættelse fortalte han blandt andet hvad hans navn var og hvor han boede, og ville man ham ellers noget, kunne man opsøge ham. Disse og lignende ytringer ledsagede han med en støj der forstyrrede de tilstedeværende langt mere end ordene fra dem han irettesatte. Indsenderen beder deres vedkommende foresatte at indprente de kirkebetjente der er underordnet dem, en opførsel der er mere passende for deres embede.

(Politivennen nr. 773, Løverdagen den 23de October 1830, s. 682-683).

22 juli 2016

Om Justits-Inspectionen.

Det er bekendt at der nu gennem flere år årligt er rejst højt betroede embedsmænd som har inspiceret embedsmændenes forretningsførelse i provinsbyerne. Og de velgørende følger af det kan spores på mange måder, idet den duelige og fortjenstfulde embedsmand er blevet bekendt. Den mindre aktive er på en mild og broderlig måde blevet advaret og vist til rette, samt den dovne og uredelige er berøvet midlerne til at skade. Men så vidt indsenderen er bekendt har denne inspektion været indskrænket til de ordinære justitsembedsmænd (politimestre, dommere, skrivere, skifteforvaltere), men har hverken været udstrakt til andre ordinære embedsmænd, til ekstraordinære skifteforvaltere (kommissærer, executores testamneti og andre) til godsbesiddernes skiftejurisdiktioner, fattigvæsnet eller lignende.

Den som kikker fordomsfrit på sagen og abstraherer fra den formentlige sørgelige anledning til denne inspektion (rimeligvis de Gud ske lov forbigangne mange kassedefekter og andre uordner) kan ikke andet end hjerteligt takke høje vedkommende for den. For hvilke er ikke dens frugter: Orden i embedsførelse, regeringens nøjere kendskab til den driftige embedsmand grundet
på faktiske beviser, den vildfarendes broderlige belæring, men også forbedring af kårene for den virksomme embedsmands og familiefader og meget mere som værdigt befæster vores landsfaders lovforbedring.

Kongen vil og må, tro mod sit høje kald, sin ædle tænkemåde og sit sande faderhjerte, så vidt muligt, kende alle sine børn i den store familie (undersåtterne). For kun da kan han belønne, afhjælpe trang eller faderligt irettesætte.


Men det forekommer indsenderen at så længe ikke alle underordnede embedsmænd, inklusive amtsforvaltere, kongelige godsforvaltere, forst- og jagtbetjente, toldofficerer, militæretaternes civilembedsmænd, kort sagt enhver sådan embedsmand, i og udenfor hovedstaden som har offentlig autoriseret embedsfunktion på lige måde inspiceres, er den undersøgelse hverken fuldstændig eller embedsmændenes kår ens.


Det må som allerede bemærket, ikke alene være vigtigt for regeringen at have rigtig, på faktiske beviser grundet oplysning om embedsmændenes duelighed og retskaffenhed. Men for embedsmændene selv må det være af vigtighed i gerningen at vise sine fortjenester, at have adgang til umiddelbart at oplyse manglerne i en eller anden påbudt administrationsorden, at vise misforholdet i den enkeltes embedsbyrder og lønning mod andre embedsmænd, osv.


Den afdøde som tillidsfuldt har betroet sin sidste viljes fuldbyrdelse til eksekutorer, eller som har legeret kapitaler til fattigvæsenet, kirker, skoler, kommuner såvel som bonden og borgeren der betaler skatter skatter, told, konsumption osv. bør jo ydes den samme betryggende kontrol som de mænd der har sager for retterne eller hvis boer behandles af den ordinære skifteret, osv. At sådan udvidet inspektion medfører nogle få udgifter, bør naturligvis ikke komme i betragtning hvor der er spørgsmål om at forbedre embedsførelsen og yderligere at betrygge almenvel.


(Politivennen nr. 773, Løverdagen den 23de October 1830, s. 671-674)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er enestående for en Politivennen-artikel idet den nævner at der findes uduelige embedsmænd. Sagsbehandling under enevælden var uhyre kompliceret og skulle gennem et væld af forskellige kontorer hvilket gav en langsommelig behandling. Indtil de nåede kongen selv. Men andre toner begyndte at lyde rundt om i Europa: I Frankrig var der revolution i juli 1830. Soldaterne var gået over på oprørernes side og kongen måtte flygte ud af landet. Efterfølgende var der enkelt oprør andre steder i Europa.

21 juli 2016

Hold paa Tallerkenen.

Et råd til gæsterne hos spisemester Bang i Lille Kongensgade.

Det er hændt undertegnede 2 gange og sidste gang for nogle dage siden at følgende underlige opførsel er vist mod mig hos nævne Bang. Efter at jeg havde fået den ret jeg forlangte, har  tjenestepigen den ene og madammen selv den anden gang snuppet tallerkenen før jeg havde fortæret portionen. Førte gang troede jeg at det var sket ved en fejltagelse eller fordi manden havde mangel på tallerkner. Men da det skete anden gang, beklagede jeg mig over det til spisemesteren der vel gjorde mig en del komplimenter på sin vis, men hvormed jeg ikke var nær så godt tjent som jeg havde været ved at beholde mit kun halvt fortærede gåselår der var snuppet fra mig. 


Da Bangs spisekvarter ikke er af de fornemste her i byen, kan jeg ikke tro at denne opførsel er vist mig fordi jeg har indfundet mig der i min anstændige skipperdragt der dog vel er lige så hæderlig som en liberikjole. Dog ved jeg at samme tallerkensnupperi er sket en anden skipper som er bosat her i byen hos nævnte Bang. Det er som jeg har hørt et ikke ganske afgjort spørgsmål hvorvidt en offentlige spisevært er berettiget til at nægte nogen som indfinder sig hos ham, spise. Men afgjort er det at har jeg fået min portion, er den min ejendom. Og må ikke snuppes fra mig før jeg har fortæret den.

Jeg gentager derfor mit råd til Bangs gæster:


Hold på din tallerken som smeden på sin tang.
Hvis du vil spise det du har forlangt hos Bang


P. Olsen
Skipper fra Præstø


(Politivennen nr. 772, Løverdagen den 16de October 1830, s. 666-668)


Lile Kongensgade mellem Holmensgade og Nikolaj Plads. (Kreditering: Københavns Museum, Niels Ludvig Mariboes billedsamling, 60-80 år efter Politivennens artikel. Fotoet er taget nogenlunde fra Lille Kongensgade 25 - som altså ikke kan se på fotoet)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Krak 1830 må der være tale om Niels Bang, værtshusholder, Lille Kongensgade 85. Som i 1859 skiftede nummer til Lille Kongensgade 25. Stedet eksisterer ikke længere.

20 juli 2016

Om Indretningen af 2den Plads paa Dampskibet, Frederik den Sjette.

Det er vanskeligt at sige om indretningen af denne plads er besørget så højst mådeligt for at afskrække folk fra at benytte den, eller af mangel på rigtigt overslag og tænksomhed hos bygmesteren. Man vil antage det sidste, for det ville være alt for odiøst at behandle dannede mennesker med ringeagt fordi de som rejser i nødvendige forretninger, ikke har 18 sølvdalere at kaste hen for at komme på 1. plads, og ligeså meget for tilbagerejsen. Anden plads har aldeles ingen bekvemmelighed, ingen køjer, ingen madrasser, den er lille og indskrænket. Det er altså godt betalt når man giver 8 sølvdaler for overfarten, og man burde vel være fritaget for kabyssens afskyelige damp og madlugt, der som en af besætningen udtrykte sig, ofte har lighed med stegekælderens. Kabyssen er anbragt tæt op til anden kahyt. Og ingen af dem kan lukkes så at nævnte damp og madlugt både dag og aften fylder kahytten og i høj grad forværrer søsygen. Ja endog fremkalder den hos dem som ellers er fri for det. 

Hertil kommer en anden lige så stor ubehagelighed: Adskillige af skibsmandskabet finder det for godt at indtage deres forskellige måltider i nævnte kahyt, og fortæller hverandre indbyrdes trivielle, til dels endog gemene historier som især for damer må være ubehagelige at døje. Til dette øjemed lejrer de sig om et af de borde der er bestemt for passagererne. Når dette er forbi, indfinder der sig et par tjenere som fylder bordet med terriner, fade, sauceskåle, tallerkener. Kort sagt alt det inventar som hører til spisebordene, og renser og afvisker dette i mag, mens de tillige lader deres dumme vittigheder høre. 

Undertegnede er overbevist om at dampskibets ejer ikke kender dette uvæsen. Vel var der på den nævnte rejse kun få passagerer på 2. plads. Men det var mennesker af de bedre klasser, hvoriblandt to damer. Og denne lille kahyt der i alle henseender er ubekvem og fyldt med med damp, indbragte dog denne gang omtrent 60 rigsbankdaler sølv. En leje for hvilken man vel var berettiget til at have dette lille rum til egen disposition. På dampskibet Prinsesse Wilhelmine er man fri for alle sådanne ubehageligheder, og kabyssen eller stegerset er anbragt på dækket, langt fra kahytterne.

(Politivennen nr. 770, Løverdagen den 2den October 1830, s. 631-633)

"Anden plads har aldeles ingen bekvemmelighed, ingen køjer, ingen madrasser, den er lille og indskrænket." (Thomas Kjølner malede efter original af Jacob Petersen "Hjuldamperen Frederik VI ud for Stevns," 1845. Kilde: M/S Museet for Søfart.)

Redacteurens Anmærkning.

Frederik VI var det første dampskib som blev bygget i Danmark, på Jacob Holms skibsværft 1830 i Strandgade på Christianshavn betalt af Lauritz Nicolai Hvidt. Skibet var 150 nettoregisterton, længde 127 fod eller knap 40 meter og kunne skyde en fart på 8 knob eller 15 km/t. Et par meter længere end dampskibet S/S Alexandra. Hjuldamperen Hjejlen der sejler på Silkeborgsøerne, er knap 27 meter lang. Frederik VI sejlede fra København til Kiel og Lübeck og forliste 1845 i Grønsund på en rejse til Flensburg.

Jacob Holm skulle senere blive Københavns største skibsreder med 5 barkskibe, 9 brigger, 2 skonnerter og 2 kuffer. Hans efterkommere fortsatte firmaet op i vore dage. Hvidt havde i 1821 overtaget rederiet for det første dampskib Caledonia  - som Frederik VI afløste. Og blev senere handelsborgerskabets førstemand.

19 juli 2016

Spørgsmaal til Kjøbenhavns Vand-Commission.

Den å som fører vandet fra Damhussøen og forbi Falkonergården til Søerne ved København, har i denne sommer været os til megen skade og plage, idet den ligesom har forenet sig med regnfulde år for at ødelægge os hvis jorder nærmer sig dens bredder. Således står vores enge endnu under vand som det næsten har været tilfældet hele sommeren. Flere af os har nogle tønder land af disse enge hvoraf vi hidtil har haft betydelig gavn. For da vi til dels for de jorder vi dyrker er behæftet med en betydelig høj leverance af hårdbundshø, så må vi naturligvis være fornøjede med enghø, selv til vores kreaturer. Men mangler dette også, så går det for vidt. 

Desuden er disse enge langs med åen af den grundbeskaffenhed at de taber i værdi ved oversvømmelse af vand da grunden er svampagtig og de således ved så vedholdende en oversvømmelse er ødelagt for flere år. Indsenderen heraf ved ikke andet end at det er Københavns Vandkommission der kan frembringe en gavnlig synken af det vand der er skadeligt for os, og holde det inden for øens bredder. Kan Søerne der modtager dette vand, ikke gives et raskere afløb og dette nye vand igen modtages af dem? Det ville forfriske vandet og endog tilføre fiskene ny næring og ikke i mindste måde skade Københavns vandbeholdning.

De af vandet lidende jordbrugere.

(Politivennen nr. 770, Løverdagen den 2den October 1830, s. 629-631)

"Vores enge står endnu under vand som det næsten har været tilfældet hele sommeren." (Grøndalsåen ved Flintholm Station, 2015. Efter Politivennens tid blev der gravet en rende til grundvandet som kom fra kildepladserne langs Harrestrup Å. Eget foto, 2015)


Redacteurens Anmærkning

Der kan næsten kun være tale om Grøndalsåen som i vore dage er lagt i rør. Grøndalsåen ramte Ladegårdsåen ved nuværende Lygten og forløb derefter sammen til Søerne.

Varsko paa Veien til Frederikssund.

På landevejen der går fra København til Frederikssund, er lige ved landsbyen Stenløse en bro hvoraf nogle alen på hver side er styrtet sammen. I en mørk nat kan det let hænde at den som er uvidende om denne bros brøstfældighed, kan køre for meget til en af siderne og således styrte ned med heste og vogn. Nævnte bro er også i midten begyndt at synke så det er at formode at når engang en svært læsset vogn kører derover, vil den muligvis ganske styrte ned. Underligt skulle det være om de ansvarlige var uvidende om broens brøst, da vejbetjentene flere gange om året befarer broen.

(Politivennen nr. 765, Løverdagen den 28de August 1830, s. 554-555)


"Lige ved landsbyen Stenløse en bro hvoraf nogle alen på hver side er styrtet sammen." (Der er ikke meget af landsbyen Stenløse tilbage, men der er dog Melchiors enkesæde fra 1802, opført til præsteenker og deres børn.)


Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid gik landevejen ad Søsumvej, så der er formentlig tale om Spangebro.

18 juli 2016

Lugtekrukker på Stadens Børs.

Fra den tid at forfinelsen blev indført blandt de nordiske folkeslag, har franskmændene været vores mønstre. Ved dem fik vi moderne indført blandt os, og senere har vi modtaget hundredtusinder slags lugtende vande såsom: eau delavande, eau de mille fleurs, eau de rose osv. osv. osv. I gamle dage medtog enkelte gamle damer deres sølvlugteæg i selskab. Men nutidens damer fandt dette for besværligt og indførte moden at parfumere dem selv så at man nu har omtrent lige så mange lugtekrukker som damer i vores selskaber. Dog, den virkning som frembringes på den måde er altid vellugt. 

Men hvad vil almenheden sige når den erfarer at på selve stadens børs er anlagt to små fabrikker for dyvelsdræk (asfa foetida). Og dog er det så! Før Børsen blev taget under den højst nødvendige reparation, fandtes så vidt man ved under trappen ud mod Christianshavn to små lokummer. Under den temmelig langvarige reparation kunne disse naturligvis ikke benyttes. Men med forundring ser man nu at to aflukker i samme øjemed findes i selve Børsens gang, straks inden for glasdøren mod Christianshavn. At de er til megen bekvemmelighed for vedkommende i kontorerne er unægteligt. Men at de er upassende i en offentlig bygning og udbreder megen stank er vistnok også sandt og vil sikkert kunne bevidnes af enhver der har forretninger eller ærinder til den Grønlandske Handels- og Brandassurancens kontor for Varer og Effekter. 

Man håber at fremsættelsen af publikums ønske vil være nok for de ansvarlige, ærede oprettere af denne fabrik til at henlægge det på et andet, mere passende sted, om den også skulle koste et par skridt mere.

Donner & Doria


(Politivennen nr. 764, Løverdagen den 21de August 1830, s. 527-529)

"Før Børsen blev taget under den højst nødvendige reparation, fandtes så vidt man ved under trappen ud mod Christianshavn to små lokummer." (C. F.Christensen: Parti af Børsen, 1820-1827. Ifølge beskrivelsen skulle de to lokummer befinde sig under trappen bag træerne. Statens Museum for Kunst.)

17 juli 2016

Et Par Ord om Gjæstgiverstedet i Hirschholm.

Den som nu og da besøger dette gæstgiversted vil i almindelighed ikke have årsag til at klage over beværtningen selv, men vel oftest over den tid der går inden man får de forfriskninger man ønsker. Man kan nogen gange midt på dagen og selv når gæsternes antal er ringe, vente hele kvarterer eller længere på kold spise, kaffe eller lignende. Dette ubehagelige ophold mener man nærmest at måtte tilskrive den mangel på opmærksomhed der her som så mange andre steder i Danmark vises mod den rejsende på den måde at gæstgiveren der formodentlig står i den fejlagtige mening at de rejsende er til for hans skyld, næsten aldrig eller vel rettere ingensinde, lader sig se i gæstestuen, men overlader gæsterne helt til opvartningspigens vilkårlige behandling, og at denne derfor er mere eller mindre ekspedit eftersom hun kan vente flere eller færre drikkepenge.

Ved nærværende gæstgivergård er det også en mangel at herbergertaksten i længere tid ikke har været opslået i den almindelige gæstestue, og at de rejsende således savner lejlighed til uden ubehagelig vidtløftighed at kontrollere hvorvidt opvartningspigens summariske angivelse af det skyldige er rigtig eller ikke.

Det er i øvrigt besynderligt at de rejsende som besørges med ekstrapost, altid forelægges det spørgsmål om de er villige til at betale kuskens fortæring og at denne når man af sine grunde erklærer sig herfor, næsten altid opgives til to mark.

(Politivennen nr. 763, Løverdagen den 14de August 1830, s. 514-516)


"Gæstgiveren står formodentlig i den fejlagtige mening at de rejsende er til for hans skyld." (Rejsende kunne fx kunne på flotte udsigter som denne af Carl Georg Scheuermann: Landskab med udsigt mod Sjælsø nær Hørsholm, Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Efter forbedringen af kongevejene og den øgede trafik på disse fra 1820'erne blev Hørsholm et knudepunkt for post, rejsende mm. Her kunne passagererne hvile ud mens postvognen fik skiftet heste. Flere artikler om samme emne forekommer i 1836, se Vandringsløse Tidende.

16 juli 2016

En langskægget Tyv bedes indespærret.

Ved Frederiksholms Kanal i Rådhusstræde og nabolaget deromkring har en gedebuk i den senere tid været til en del besvær for alle som holder åben bod, men især for de der handler med fødevarer. Mads aflægger nemlig på forskellige tider af dagen helt uvelkomne visitter, byder sig selv til gæst på hvad han måtte forefinde. Og det er vist nok ikke let at formå ham til at tage afsked, for hans ryg synes at være lige så hård som hans pande. Men falder det ham nu ind at gøre de sædvanlige bukkespring hvortil han måske drives ved en følelse af taknemmelighed for god og billig beværtning, så hænder det ikke sjældent at personen uagtet han er rapfodet, ved uheldige kaprioler ødelægger et eller andet. Anmelderen har endog set at en kone som i en kælder handler med frugt, kager og lignende, har måttet sætte en skildvagt ud for at værne om dette børnenes paradis, og at denne, et halvvoksent pigebarn, næppe har formået at afholde den meget påtrængende horndrager. Man er derfor så fri at bede ejeren af denne buk, hvis han ikke kan formå den til godvilligt at ophøre med disse besøg hos de omkringboende, da at lade den spærre inde for således at gøre ende på disse tid- og pengespildende gedebukkestreger.

(Politivennen nr. 761, Løverdagen den 31te Julii 1830, s. 482-483)

"Ved Frederiksholms Kanal i Rådhusstræde og nabolaget deromkring har en gedebuk i den senere tid været til en del besvær for alle som holder åben bod." (Rådhusstræde med kik mod Frederiksholms Kanal og Nybrogade fra Gammeltorv/Nytorv. Eget foto, 2015.)


Yderligere Oplysning om den langskjæggede Tyv.

Forfatteren af artiklen i Politivennen med titlen "en langskægget tyv bedes indespærret" vil tilgive at man herved gør ham opmærksom på at han har gjort en buk - af en ged.

Dog forandrer dette i ingen henseende tingen. Den firbende dame som skal høre hjemme i en bryggergård i Nybrogade, fortsætter endnu sine promenader, ja har endog udvidet sine ekskursioner så at man nu  kan have den fornøjelse af se hende på Gammeltorv, hvor de kornsække der står i  kælderen, især tildrager sig hendes opmærksomhed, idet hun tilfredsstiller sin gode appetit med deres indhold. Og er dette sket, ser man hende ikke sjældent at overfalde forbigående, især børn, som i åbne kar bærer mælk eller fløde, for ved en drik deraf at læske sin tørst og få den tørre føde til at glide ned.

Da altså ejeren ikke ved overanførte anke har været at formå til at holde denne tyvagtige dame inde (det være sig enten fordi man finder det bekvemt at lade hende således fouragere på andres bekostning eller fordi disse promenader skal tjene til at konservere damens sundhed), så bedes ærbødigst en lovlydig mand at meddele underretning om det ikke skulle være rigtigt at i overensstemmelse med forordningen om løsgående kreaturer på landet, så er det tilladt at indfange allerede nævnte dame og at man kan forvente ejeren forpligtet at give skadeserstatning osv. osv.


(Politivennen nr. 763, Løverdagen den 14de August 1830, s. 523-524)

Bekendtgørelser.

Den i nr. 761 og 763 påankede langskæggede tyv skal efter rygtet være rejst på landet hvortil vedkommende lykønskes. Dog ved man ikke om rejsen kun er en lysttur eller om samme for bestandig har forladt hovedstaden.

(Politivennen nr. 764, Løverdagen den 21de August 1830, s. 539)