31 juli 2016

Til Barbariet dermed! eller lidt høiere op!!

At man i barbariske lande spidder levende folk, det har man vel læst og hørt tale om. Men at der i vort kære København eksisterer pigge eller kroge til lignende uvæsen er måske ikke så almindelig bekendt som fortjenstligst og nødvendigt er. - Man ser imidlertid disse om man vil uden for butikkerne på begge sider af stadens vejerbod, men med varsomhed for ikke at spidde sig selv. Disse pigge eller koge der endog på mørke sommeraftener er farlige, er det dobbelt ved vintertid når sne og is forhøjer fortovet og rendestenens opkastning nøder den gående til at holde sig tæt ved husene. - Indsenderen takker sin højde for at han i forrige vinter slap med et sønderrevet ærme og ikke mistede øjet eller fik ansigtet skamferet - og af taknemmelighed derfor gør han Politivennen opmærksom på farligheden for at enhver kan vogte sig i den nu begyndende vinter hvis der ingen anden foranstaltning bliver føjet.

(Politivennen nr. 782, Løverdagen den 25de December 1830, s. 839)

Redacteurens Anmærkning.

Der er formentlig tale om vejerboden på Gammeltorv.

Et Par Ord angaaende S. Andresen.

Ikke for at besvare hvad S. Andresen har ladet indrykke i Politivennen angående mig er det at jeg griber pennen, men for at fremstille sagen således som den virkelig er forefalden for dem af mine medborgere som ikke kender mig nøje nok til at kunne vide at dette er usandfærdigt.

Søndag den 5. i denne måned kom en mig ukendt person (S. Andresen?) ind på min barberstue og spurgte om han kunne blive ekspederet straks da han ingen tid havde. Der sad den gang netop tre mænd, af hvilket de to allerede var indsæbede. På mit forlangende tillod disse at han måtte blive ekspederet før de. Han blev derfor straks indsæbet og jeg begyndte at barbere ham. Idet samme spurgte en af de tre andre tilstedeværende mig om noget. Det var vel min skyldighed ifølge den opmærksomhed jeg skylder enhver af mine ærede kunder at bevare dette, hvilket jeg også gjorde. Dog uden at S. A. derved blev opholdt. Ikke desto mindre vendte han sig straks om til min medhjælper og forlangte at denne skulle tage fat på ham, da han ikke havde tid til at sidde der og være nar. Og inden hverken denne eller jeg havde fået tid til at svare, sprang han op fra stolen og sagde at nu ville han gå. Han løb derpå efter at jeg
 med servietten i største hast havde tørret sæben af ham for at han ikke således som total nar skulle gå på gaden. 

Således var S. Andresen og min opførsel den dag og i sandhed ikke anderledes. Nu må jeg spørge enhver: Har jeg vist mig som ikke rigtig i hovedet eller har han vist sig således? Man vil desuden af modsigelserne i det nonsens som han har skrevet eller ladet skrive, let slutte sig til af hvad kvalitet han selv må være. Men hvem mon denne S. Andresen egentlig er? Han har så rask fremsat mit navn, min håndtering og min bopæl at ingen kan være uvidende om hvem jeg er. Men hvem er han så? Skal måske det S. som står foran navnet Andresen tilkendegive hans bestilling? Man kunne da let forledes til at tro at denne var af de meget lave. Dog dette kan være ligegyldigt. Men snavs har hans fremgangsmåde været da han selv krybende i skjul måske under et stjålet navn, uden al grund søger at nedsætte en mands gode navn og rygte. Og da jeg ikke holder af at røre ved snavs, så skal også dette hvor som helst det i fremtiden på min vej måtte forekomme for mig, af mig forblive liggende urørt.

P. Ingemann.


(Politivennen nr. 782, Løverdagen den 25de December 1830, s. 836-838)


Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 780.

Nogle Sandhedsord til sex af Antonistrædets Huuseiere.

Nyligt fremsattes fra flere af Antonigades beboere det ønske at en højst nødvendig grænse måtte blive sat for de længe tålte, men til sidst til den højeste grad drevne uordener der har deres oprindelse i seks af gadens husejeres inhumane fremgangsmåde, idet de har indrømmet deres huse til bopæl for en betydelig del logerende fruentimmere.

Anmelderen skulle ikke her have opløftet sin stemme hvis det siden den tid forefaldne havde kunnet give formodning om der dog var truffet nogle foranstaltninger til lettelse for gadens honnettere beboere. Men alt viser desværre at Antonistræde er og bliver den samme. Som før kan og ingen nu passere gaden om aftenen uden at udskældes, og ve den der da ville vove at påtale sådant. - I kælderen under huset nr. 236 har dannet sig en af trøjeklædte karle, gud ved til hvilket klasse henhørende, sammensat klub der på første vink af en skøge er rede til at begive sig ud på gaden for at overfalde og skamslå enhver der vil ytre harme, når de af et logerende fruentimmer udskældtes, spyttedes i ansigtet eller oversloges med rendestensskarn. Det er da naturligt at gadens beboere mest derfor udsættes. For disse er jo ofte i forretninger nødsaget til at begive sig ud af huset om aftenen, og hvem tør vel under sådanne omstændigheder vove dette, især hvilket fruentimmer? For ikke at tale om at man om dagen ikke tør lade sig se ved vinduet af frygt for af de lige overfor og ved siden af sig poterede salsdamer at sig sig udvrænget, eller på andre højst uanstændige måder bespottet. Er dette tilfældet om dagen og aftenen, så svarer også natten fuldkommen dertil. For slagsmål og rædselsskrigen vedvarer uafladeligt, og et så alvorligt spektakel fandt sted natten mellem den 18. og 19. december at gadens vægter fandt sig nødsaget til ganske imod sin sædvane, at bringe to af disse skøger på politikammeret omtrent klokken 1 om natten, ja han måtte endog høre - hvad han rigtig nok ikke for første gang har hørt - at han kun slog dem fordi de ikke havde tjent nok, til også at fylde halsen på ham.

At en sådan udlejen af butikker til offentlige fruentimmer vist nok er meget fordelagtig for dem der afgiver sig hermed, er soleklart, når man blot tænker sig de uhyre afgifter som de ulykkelige faldne uden selv at høste andet end deres helbreds og hele timelige vels fortabelse, dagligt må udrede for at mætte griskheden hos den hele skare af ejere og lejere der afgiver sig med denne smudsige næringsvej. Men er den også lige så ærefuld, er det humant af lav egennytte, således at genere og forvolde det mere end to gange større antal af anstændige familier så megen ulempe. Af en så skamløs kvinde som den rige ejerinde af huset nr. 225 der også har opfyldt sit i Pilestræde lige for Antonistræde beliggende hus med offentlige fruentimmer, hvilke for det meste vælger Antonigade til deres tumleplads, kunne man vel ikke vente sig andet, lige så lidt som af den stadens politi bekendte israelitiske ejer af stedet nr. 235 der dog af det mosaiske trossamfund er tilstået fri bolig i en af dets stiftelser, måske fordi staklen da ikke længere skal behøve at lide noget ved at bo i samme gade, ja endog i hus med de skøger han har udlejet sine værelser til. Men at mænd som ejeren af hjørnehuset ved Kristen Bernikows Gade nr. 243 og ejeren af huset nr. 241 der gør påstand på agtelse, og hvoraf oveni købet den ene er oldermand, den anden bisidder i de store håndværkslaug, hvortil de hører, ikke har taget i betænkning at udvælge deres medbeboere til syndebuk for deres interesse, vare mere end anmelderen havde ventet. Var det den sidst nævnte ejer af n. 241 da ikke nok at han ved i sit sted i Regnegade (til lykke for dens beboere at han der dog kun har en kollega) at handle på lignende måde, allerede i flere år faldt denne gades beboere til besvær, mens han selv, nedlæggende sin borgerlige håndtering, på sit 3. ved Østerport beliggende ret smukke med have forsynede sted, nyder alle de bekvemmeligheder som dette kan skænke, i uforstyrret fred og ro, og mener de måske begge at ligesom de ved ikke selv at bo i gaden, er fritaget for selv at lide noget under følgerne af deres og konsorters opførsel, også er fritaget for de retfærdige klager som Antonigades andre beboere med så megen føje kunne udbryde i over deres fremfærd.

Man anmoder dem derfor endnu en gang alle seks om at træffe foranstaltning til genoprettelse af den forstyrrede orden ved fx at forbyde disse nattesværmersker gadedørsnøglen og at sidde for vinduet. Ligesom han også vover at anråbe stadens politi om at skænke Antonigade sin opmærksomhed, for der forefalder optrin som anordningerne ingenlunde hjemler.

(Politivennen nr. 782, Løverdagen den 25de December 1830, s.831-836)

Antonigade i den ende hvor de omtalte begivenheder fandt sted. Af bygningerne eksisterer der formentlig ikke nogen. Men de viste giver måske et indtryk. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

Antonigade 236 blev 1901 til Antonigade 7, og en del af komplekset Antonigade 3-9/Gammel Mønt 1-11/Pilestræde 26-28 og 34. Det samme gælder Antonistræde 235 blev til Antonigade 5. Antonistræde 225 blev 1902 udlagt til offentlig gade, det samme som formentlig også skete med 241 og 243, eventuelt det først omtalte kompleks.

I en bekendtgørelse i Politivennen nr. 784, 8. januar 1831, s. 40 dementeres at ejeren af nr. 235 skulle have bopæl i en af de to stiftelser for fattige af det mosaiske samfund. Han boede i Sølvgade.

Den "skamløse kvinde" i nr. 225 anlagde sag - hvilket hun ikke fik noget ud af, hvilket fremgår af Politivennen nr. 810, 9.august 1831, s. 482-487.

30 juli 2016

Mistænkeligt Møde i Frederiksbergallee.

Ved min hjemgang fra Frederiksberg søndag den 12. december omtrent kl. halv elleve om aftenen, mødte jeg lige over for konditorboligen i Runddelen en simpelt klædt karl der spurgte mig hvad klokken var. Jeg svarede ham, at jeg vidste det ikke, hvorpå han atter sagde at jeg burde vide det, og straks derefter trådte to andre personer fulgt af en puddelhund frem og gav mine af at ville blande sig i vores samtale. Da jeg var alene, hørte nogen mumlen mellem dem og ikke kunne vide hvad de havde i sinde, skyndte jeg mig ind ad broen så hurtigt som muligt. Det var vist nok ønskeligt om dette bræddeskur blev taget bort om vinteren for ikke at blive et skjul for sådanne mistænkelige personer.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 828-829) 

Nødvendige Bemærkninger, i Anledning af vore Instituters Uvæsen.

I mange år har det været en ikke nok så upåagtet klage at vores undervisningsinstitutter ikke er indrettede som de burde. Allerede for over 30 år siden klagede professor Rahbek offentligt over den urimelige mængde af læregenstande hvoraf kun lidt læres til gavns. I Politivennen for 1819 skrev udgiveren et eftertrykkeligt stykke om institutternes uvæsen som blev besvaret af en anonym, men dennes replik gendrevet af udgiveren. Ankeposterne var: 1) den overdrevne mængde læregenstande som ikke har fremkaldt større almenoplysning end før; 2) mange af bestyrernes og bestyrerindernes mangel på kald og duelighed; 3) alt for stort antal af elever, hvoraf følger at enhver lærer lidt eller intet; 4) alt for høje skolepenge foruden brændepenge, nytårsgaver, foræringer til læreres og lærerinders, bestyrers og bestyrerinders fødselsdage eller endog bryllupspenge osv. I henseende til skolepenge skrev udgiveren i sit gensvar til unævnte forfatter: "Det er en smuk trøst til en fattig borger eller embedsmand: giv mig din halve indtægt fordi jeg læser med dine 3 eller 4 børn og se at du kan hjælpe dig på en anden måde. I de senere år har nogle embedsmænd desværre forsøgt at hjælpe sig på andre måder. Men det er gået dem meget ilde. Forstår forfatteren ellers en kunst hvorledes man kan gøre sig selv vis, uden at gøre andre fattige, da skulle han lære den fra sig. For undervisningen heri ville betale sig endnu bedre end institutbestyrelsen"

Man har ikke mærket til at disse gentagne offentlige klager har hjulpet synderligt. Alt er endnu som før, og tillige har et uvæsen grebet videre om sig som allerede den tid begyndte at gå i svang. For at forstørre de allerede byrdefulde udgifter har man indført en evig omveksling af skolebøgerne: Næppe er en lærebog eller en håndbog bragt i gang med megen ros over samme før vedkommende lærer dør eller afskediges. Og da benytter hans efterfølger lejligheden til at gøre sig en fortjeneste på en eller flere hundrede daler i honorar af en forlægger for manuskriptet til en ny skolebog. Det hjælper ikke at forældrene siger: vi har for nyligt anskaffet en bog i samme fag som blev sagt var god. Skal vi nu igen give penge ud? Hertil kommer at skolebøger er urimeligt dyre her frem for Tyskland, uagtet de netop kan sælges billigt eftersom afsætningen er så stor. 

Man har eksempler på at erkendt gode håndbøger er anskaffet og mådelige som for længst var henlagt til makulatur, igen indført når en eller anden skolelærer trængte til penge eller til billig husleje. Man er nogen gange så grisk på forandringen at man ikke engang kan vente til den nye bog er færdig fra bogtrykkeren, men benytter den stumpvis, nogle ark ad gangen og lader forældrene betale hele værket forud. Man har eksempel på at sådanne i hast udgivne lærebøger har indeholdt betydelige fejl eller urigtigheder, hvorfor det ville være godt om manuskriptet blev gennemset af Skolekommissionen og godkendt af denne før bogen blev trykt og indført til brug i offentlige skoler. Måtte det dog behage vedkommende autoriteter at kaste et nådigt øje til sådanne skadelige og trykkende misbrug!

A. Petersen.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 821-825) 

Om dobbelt Næringsbrug.

Ved min ankomst hertil på ny besøgte jeg atter konditor Ottos butik i Vimmelskaftet for der at tilbringe nogle af mine fritimer. Jeg så nu andre ansigter og fandt varerne ikke var de samme, men jeg formodede det første var en følge af at man havde antaget en anden til at bestyre butikken, og det sidste fordi man anså sig at være gæsterne visse nok. For vinduesgardinerne og de fyldte glas i vinduerne var jo som før.

Endelig spurgte jeg om hr. Otto befindende og da erfarede jeg at dette hele var et blændværk. At hr. Otto var flyttet og at der boede en madame Dúrú, men da denne madame allerede er død, så spørger jeg: "hvorledes kan et dødt menneske drive borgerlige næring eller hvordan kan jeg på en gang være borger af de dødes og dette rige?" 

For nogle dage siden kom jeg ind hos en konditor på Kultorvet som hedder som jeg erindrer Helmcke. Nogle dage derefter kom jeg på et andet konditorsted hvor jeg traf en mand af samme navn. Jeg spurgte da om de var brødre, men man fortalte mig at det var mand og kone der var fraskilte, men førte et navn. Jeg er ikke jurist og ikke konditor, spørger altså disse om det kan være os nu om stunder tilladt at drive en og samme næringsgren flere steder, og om det ikke ved en proforma skilsmisse lod sig gøre at drive borgerlig næring på to forskellige steder.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 820-821) 

Konditor Helmcke holdt til her, Kultorvet 7. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

At Otto var flyttet, fremgik af Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 9. november 1829:

"Conditor F. A. Otto er flyttet fra Vimmelskaftet Nr. 138 til Gammelamagertorv Nr. 4c, skraaes for lille Helliggeist.stræde."

Skribenten huskede konditorens navn rigtigt, som det fremgår af følgende annonce i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 11. december 1829:

"Undertegnede giver sig herved den Frihed at anbefale sig til de ærede Familier, som i hans forrige Bopæl paa store Kjøbmagergade Nr. 48 beærede ham med deres Handel; og er han til forestaaende Julehøitid forsynet med et Udvalg af nyligen arriverede franske Deviser, Hamborger Sukkerdukker, samt Alt, hvad der henhører til at pynte Juletræer. Alle Salgs Confecturer, Brystsukker, Pebermyntekager, Bonbons, med andet Dragant-Arbeid, saavelsom enhver Conditori vedkommende Artikel, sælges til de billigste priser.

N. H. Helmcke
Kultorvet Nr. 88 og 89."

Kultorvet 88 og 89 er nutidens Kultorvet 7. Huset er fra 1810-11 og opført af murermester Peter Morten Quist.

Oprørende Kattejagt paa Østergade.

Søndag formiddag den 12. december varanmelderen i et ærinde i gården nr. 13 på Østergade, og så at en karl der er i tjeneste hos værten i samme gård, med en jernspade slog en kat for panden således at denne tumlede en 10 til 12 gange omkring i gården og endelig i kraftløs tilstand retirerede ned i en kælder. Opbragt ved skuet af denne barbariske scene, bebrejdede han karlen hans grusomme fremfærd, hvortil svaredes: "at det angik ikke anmelderen." Dog man forundrer sig ikke over at en rå eller udannet karl ikke kender sine pligter mod dyrene, når man erfarer at karlens husbond da han blev underrettet om det passerede, ikke alene billigede karlens adfærd, men erklærede endog at han havde givet ham lov til at ihjelslå alt? hvad der kom i gården. Men hensyn til sådan tænkemåde må gårdens beboere prise sig lykkelige ved at leve i et land hvis retfærdige love ikke alene betrygger menneskers liv og ejendom, men endog hævner uskyldige kreaturers mishandling, hvilke så ofte ustraffet finder sted i banditternes hjem. Skulle det være kattens pæne sorte skind denne barbar eftertragtede, kunne man dog med rimelighed ønske at han havde dræbt den på en mindre oprørende måde ligesom som også at husbonden for eftertiden ville give ham en mere indskrænket ordre i så henseende.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 818-820) 

29 juli 2016

Advarsel mod en drabelig Barbeer.

Søndag den 5. i denne måned kom jeg op til barber Ingemann i Store Kongensgade nr. 264 for at få mit skæg raget af. Da jeg trådte ind i stuen, fandt jeg 3 personer som sad der i samme hensigt, og da min tid var meget knap og jeg troede at det ville vare for længe, inden turen kom til mig, ville jeg gå igen. Men en af barberens folk bad mig vente da jeg snart skulle bleve ekspederet. Det varede heller ikke længe før han kom til mig og indsæbede mig. Men næppe var han færdig med det før barberen selv, hr. Ingemann, kom hen til mig, rev servietten fra mig, gav mig et slag i ansigtet og under mange og grove skældsord sparkede mig ud af døren.

Jeg tror derfor at have årsag til at klage over denne barbers grove og uforskammede behandling mod mig som jeg aldeles ikke havde forskyldt, og at fremsætte dette til offentlig advarsel for andre, så at de med forsigtighed betræder denne barberstue, da man må formode at manden efter den opførsel han udviste mod mig vel ikke er rigtig i hovedet.


S. Andresen.


(Politivennen nr. 780, Løverdagen den 11te December 1830, s. 812-813) 


Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev besvaret i Politivennen nr. 782, 25. december 1830, s. 836-838

Store Kongensgade 264 blev sammenlagt med 165 i 1845 og skiftede i 1856 nummer til Store Kongensgade 100. Bygningen fra Politivennens tid eksisterer ikke længere. Huset har tidligere været omtalt i Politivennen. Ifølge Krak 1830 var der en barber P. Ingemann på denne adresse. Huset er omtalt i forbindelse med koleraepidemien i 1853, hvor huset blev evakueret. Her findes også en kort beskrivelse af huset på daværende tidspunkt:
Huset No 264 & 265 i Store Kongensgade (kaldet Løven); dette Huus bestaar af Forhuus, tvende Sidehuse, 1 Mellembygning og 1 Bagbygning, hvori der ei boer mindre en 66 Familier, foruden Pakleilighed til Høkeren.

Bøn fra Didrikbadskjærsgang.

Allerede for 2 år siden blev i nærværende blad gjort opmærksom på den uorden med slagsmål, rædselsskrig osv. der dengang herskede i en kælder i Didrik Badskjærs Gang. Ved politiets kraftige bistand standsedes straks denne uorden, og alle beboerne glædede sig over at have fået ro i gaden. For nyligt omtaltes fra Antonistræde den uorden der forårsagedes ved
- "den mængde tøjter, der står på pinde straks når en Josias fløjter" 
og, inden man vidste et ord deraf, var huset nr. 205 i den ulykkelige Didrik Badskjærs Gang aldeles opfyldt med disse skabninger. Man har således udsigter til de samme uordener som for 2 år siden, så meget mere som ejeren ikke bor i huset selv, og altså ingen kan hæmme de uordener der opstår, når de såkaldte glædespiger der egentlig er sorgens døtre, ville løbe durch.

At en mand blot af interesse kan genere en hel gades beboere, er virkelig hårdt. For hvilken honnet kone eller pige vil vove at åbne et vindue eller blot opholde sig i nærheden, når hun risikerer af forbigående at sættes i sammenligning med de ulykkelige faldne af hendes køn. Hvilken fader vil vove at lade sine ærbare, dydige døtre komme til vinduet eller tage frisk luft når de altid har et sådant skuespil for øje. For ikke at tale om den skade andre husejere lider ved ikke at kunne få deres værelser udlejede til anstændige familier. Dog - ejendomsretten gælder, og man vil derfor blot ærbødigst bede Københavns hæderlige og humane politi om at have et vågent øje med Didrik Badskjærs Gang, for at ikke gamle uordener skal fornys, og at i alle tilfælde vægteren i gaden bliver forsynet med en durabel blyantspen til at male de fornødne beter med, for aftenbakkerne begynder allerede slemt at flyve i gaden.

(Politievennen. Nr. 780. Løverdagen den 11te December, 1830. Side 806-808)

En Uskik i en af Byens Hovedkirker.

Den andægtige sindsstemning hvormed det sædelige menneske træder ind i Guds hus for at deltage med sine medkristne i religionens opbyggelsesmidler, er det så vigtigt at vedligeholde. Og når den engang er forsvundet, er den så vanskelig at kalde tilbage at man med rette harmes over selv alt som i kirken forstyrrer den hos sig og andre. Dette er en af årsagerne til hvorfor jeg gennem Politivennen anmelder en uskik som jeg ikke ved hvor længe har fundet sted i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, men som jeg ikke har bemærket i nogen anden kirke. Midt i denne måske hovedstadens skønneste kirke i den brede korsgang er på gulvet fremsat en slags lænestol, vel forsynet med puder for at kunne give et ret sybaritisk sæde, men som ellers har megen lighed i formen med de velkendte såkaldte kommoditetsstole. 

Da jeg for nogle uger siden overværede gudstjenesten, faldt mit øje på denne stol som noget usædvanligt og jeg troede i begyndelsen at der fandt en eller anden kirkehøjtidelighed sted den dag, og at stolen var fremsat for en særdeles vigtig mand som man derved ville vise en udmærket respekt. Men jeg kom snart ud af vildfarelsen. For midt under den højtidelige tavshed hvormed den meget opbyggelige prædiken blev modtaget af tilhørerne, trådte en forklædt person - man sagde at det var undergraveren - meget anstandsfuldt frem for lænestolen, og efter at han betænksomt og roligt havde løftet først det ene og så det andet kjoleskød op over hofterne, nedlod han sig langsomt i det magelige sæde. At den ideforbindelse som dette syn uvilkårligt opvakte, ikke var gunstig for andagten, behøver jeg vel ikke at bemærke. Tydeligt blev adspredelsen og misfornøjelsen var hos den del af menigheden som var scenen nærmest. Da undergraveren formodentlig har sin bestemte stol i kirken, såvel som de øvrige kirkebetjente, gjorde han efter mine tanker bedst i at betjene sig af denne og ikke føre sin huslige magelighed over i Guds hus. For formodentlig er lænestolen hans egen og ikke bekostet til ham af kirken. Man tør vel vente at de ansvarlige hvis pligt det er at våge over sømmelighed ved gudstjenesten, vil besørge denne dårligt placerede stol taget bort fra et sted hvor den næppe er fremsat med tilladelse.


(Politivennen nr. 780, Løverdagen den 11te December 1830, s. 799-801) 

"Midt under den højtidelige tavshed hvormed den meget opbyggelige prædiken blev modtaget af tilhørerne, trådte en forklædt person - man sagde at det var undergraveren - meget gravitetisk frem for lænestolen, og nedlod sig langsomt i det magelige sæde." (Korsgangen, men om det var præcis her melder historien ikke noget om. Frelser Kirke, 2015. Eget foto.)

28 juli 2016

Anmodning til Eieren af den røde Port, paa Hauserpladsen Nr. 204 Litr. G.

Da de 2 pæle som er anbragt udenfor nævnte port står temmelig langt ude på fortovet, er det meget vanskeligt at passere stedet på mørke aftener uden at komme til skade. Man ønskede derfor at disse pæle måtte borttages, eller også at der på pladsen ligefor porten anbragtes en lygtepæl med lygte som soledes kunne belyse fortovet at pælene der er af 20 til 25 centimeters højde, kunne ses af de passerende. Måske var det bedre når ejeren anskaffede et par jernkroge der kunne holde portfløjene når disse åbnedes.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 797-798) 

Et fælt syn i Vimmelskaftet.

Onsdag middag så anmelderen i Vimmelskaftet 2 karle bære en kvinde på en almindelig bærebør. Om denne kvinde var drukken eller druknet, gav han sig ikke tid til at undersøge, men han observerede at hendes klæder var våde og at hun lå i en temmelig usømmelig eller upassende stilling. Flere mennesker især kvinder som kom dette optog i møde, måtte vende sig bort fra dette fæle syn. Anmelderen kan derfor ikke undlade at ytre det ønske at når forulykkede eller drukne transporteres gennem byen, disse da må tildækkes med et lagen eller tæppe for ikke at såre ømtfølende mennesker der uheldigvis kommer et sådant optog i møde.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 795-796) 

Forslag til Sikkerhed mod Livsfare.

Ved Holmens Bro mod Slotspladsen er bolværket så lavt at flere mennesker er forulykkede ved i mørke at gå ud i kanalen idet de har troet at gå over broen, hvilket sidste er forklaret af enkelte som har været så heldige at få øjeblikkelig hjælp. At denne livkostende fejltagelse også let kan finde sted, vil enhver kunne overbevise sig om ved fra slotspladsen at passere nævnte bro om aftenen, da lygterne på den anden side af kanalen synes at betegne stedet for overgangen, og skibsmasterne i mørke og tåge let kan antages for at være de opstående pæle ved broen. Har man nu storm, stærk regn eller snefog imod sig, og man derfor går ned nedbøjet hoved, vil ulykken meget let være sket.

Stadens høje ansvarshavende har også med sædvanlig omhu for indbyggernes sikkerhed nærmest ved broen ladet et rækværk opsætte lands med det lave bolværk, samt ladet det derværende slæbested indrettes således at nedgangen kan spærres, og dette fortjener virkelig påskønnelse. Men - man tilgiver indsenderen der ved et der på stedet forrige lørdag morgen indtruffet ulykkestilfælde er foranlediget til at fremsætte dette spørgsmål - er der også tilstrækkeligt sørget for at denne spærring altid sker? Sagen er af så stor vigtighed at man burde have den højst mulige vished herfor. Og skulle det in praxi være brugeligt at denne spærring overdrages besætningen på de fartøjer der ligger ved sæbestedet, da synes det dog virkelig som øvrighedens formål - at sikre medborgerne for at miste livet på en meget sørgelig måde, der bliver endnu sørgeligere ved de altid på rede hånd værende rygtesmedes virksomhed, hvorved næsten altid uforskyldt vanærende mistanke kastes på en sådan forulykket - ikke ganske er opnået. For næppe kan man således vente den herved så nødvendige nøjagtighed iagttaget selv om det under det allerstørste ansvar der dog kun lidt vil gavne den døde, var pålagt vedkommende tilsynsmand at våge herover. For ikke at tale om at det daglige tilsyn såvel tidligt som sent ville blive meget byrdefuldt.

Indsenderen holder derfor for pligt at foreslå til højere, modnere overvejelse om det ikke måtte anses hensigtspassende at nævnte slæbested - og måske flere andre - som har et ordentligt forsvarligt lukke med lås, måtte såvel åbnes som lukkes til visse bestemte tider, og at dette måtte ske ved vagtmandskab fra nærmeste - her slotsholms - vagt hvor nøglen kunne opbevares? Sagens vigtighed for enhver medborger medfører at den ringe ulejlighed ved udførelsen af det her foreslåede efter indsenderens mening aldeles ikke bør komme i betragtning.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 792-795) 

Mere fra Antonistrædet.

I dette blads nr. 778 er rimeligvis fra nogle af Antonistrædes beboere, ført anke over de uordener og den ulempe det medfører at et antal skøger der på den seneste tid har opslået deres bopæl i denne gade. Allerede var det anmelderens beslutning at klage over dette, for også han har som der i mange år bosat, ofte haft god grund til at klage over de ubehageligheder man som følge heraf hele tiden ser sig udsat for, da han i dette blad så sig forekommet, men uagtet måske enhver videre anke for øjeblikket er unødvendig, tror han det dog, skønt ganske enig med indsenderen af stykket: "Ønske om en lille renselse i Antonistrædet", ikke overflødigt, endnu desangående her at tilføje nogle bemærkninger.

Ikke fem ejere som det i den annonce er anført, har Antonistræde at takke for alle disse onder. For ejeren af hjørnehuset ved Kristen Bernikows Gade har også for ikke længe siden indkvarteret i sit hus en slump af disse fruentimmer, ja næsten flere end nogen anden af sine kolleger, og således tæller da Antonistræde nu seks sådanne offentlige anstalter. Vel har ejeren af dette hus hidtil forskånet gadens øvrige beboere for illumination og røde gardiner, men om han endnu besidder så megen humanitet at han, af agtelse og skånsel mod sine mangeårige medbeboere i denne gade, vil ophøre med en fremgangsmåde som han mindre end måske nogen af gadens øvrige husejere har trang til at anvende og så lidt anstår ham, vil tiden vise.

Ikke alene ser man sig udsat for de i Antonistræde egentlige hjemmehørende skøgers excesser, men også fra Pilestræde såvel som Kristen Bernikows Gade begiver disse væsener sig for det meste til Antonistræde der allerede har mere end nok, og alt for meget i sin egen del. Ikke nok med at disse ligesom de i Antonistræde hjemmehørende, besætter fortovet og uden forskel, enten selv eller ved deres trøjeklædte hjælpere hvorpå det sædvangvis ikke fattes dem, forhåner og støder ethvert forbipasserende fruentimmer i rendestenen, ligesom også ethvert mandfolk der ikke vil føje sig efter deres ønsker. Men disse indvandringer forårsager også da så manges interesse ikke vel lader sig forenes på et sted, nedsættelse i prisen, og dette giver igen anledning til indbyrdes klammerier og slagsmå mellem disse fruentimmer, hvilke ofte indtræffer midt om natten, og i forening med den hvinen og skrigen hvorpå det ved sådanne optrin sjældent mangler, ikke tillader beboerne at nyde nogen nattero. At Antonistræde skal lide så meget af de der hjemmehørende skøger, er allerede hårdt nok, men at andre gaders skulle forøge disse lidelser, synes anmelderen dog at være for hårdt, og såre ønskeligt ville det derfor være, og disse fruentimmer blev tilholdt at forblive i de gader hvor de hører hjemme og fritage Antonistræde for deres besøg.

At forlange af sexumviratet der så grumt har belagt Antonistræde med en så slem indkvartering at det af skånsel imod deres medborgere, skulle ophøre i denne gade med en fremgangsmåde der i så mange henseender medfører så megen ulempe for disse, vil anmelderen ikke engang kræve, da han ikke formoder humanitet nok hos dem til at føje sig efter hans, og sikkert et ønske fra enhver der er bosat i denne gade. Men rimeligvis tror han at kunne kræve af dem at de ved at tilholde de i deres huse værende logerende fruentimmere fred og rolighed, nogenlunde letter de ubehageligheder deres adfærd har bragt over andre, ligesom han for øvrigt forener sin bøn med de ham ubekendte indsendere af de foregående stykker om denne genstand, til høje ansvarlige om i nåde at se ned til det så slemt medtagne Antonistræde.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 789-792) 


Foto fra Antonistræde. Meget senere end de beskrevne begivenheder, men husene giver måske, måske ikke et visuelt indtryk af strædets udseende.

En Redningshistorie.

Den 26. juli dette år om aftenen kl. 9.30 kom jeg ombord i Kieler-paketten Sabine der lå ved ny toldbod. Da jeg var i begreb med at gå til køjs, hørte jeg noget dumpe i vandet, og et menneske at skrige. Jeg løb da straks op på dækket, hvor jeg erfarede at skriget kom foran for skibet hvorfor jeg begav mig derhen for om muligt at række mennesket hånden. Men han var kommet alt for langt fra bolværket til at jeg kunne nu ham. I dette øjeblik fandt jeg intet som kunne rækkes ham til hans frelse hvorfor jeg råbte til en af skibets folk som ved skriget havde forladt køjen og var kommet op på dækket at han skulle hjælpe mig at fire jollen som hængte under hækken, ned i vandet. Dette skete øjeblikkelig, men da jeg kom i jollen var der hverken året eller bådshage, hvorfor jeg måtte lade mig begge dele tillanges fra dækket, og nu halede jeg forud med jollen, men mennesket var forsvundet.

Imidlertid havde på landet samlet sig en del mennesker som på mit spørgsmål "om de ikke havde set hvor det menneske som lå i vandet, var blevet af?" gav mig til svar: "at han var sunket." Jeg stak da til bunds med bådshagen, men da denne var for kort, bad jeg om en anden som også blev mig tillanget fra bolværket. Med denne søgte jeg omtrent et minut, og var endelig så heldig at få fat i klæderne. Glad halede jeg det fiskede op fra bunden, og da i samme øjeblik en jolle med 2 mand fra en galease som lå foran paketten, kom til, fik jeg disse til at hjælpe med med at gale den bjergede ind i jollen.

Der var ikke mindste livstegn at mærke hos mennesket,chvorfor jeg straks sendte bud efter en barber, og i dette mellemrum arbejdede jeg med at få den druknede til live igen, hvilket også lykkedes mig ved at lægge ham på mavencover toften i jollen og rulle ham dygtigt hvorpå han efter et halvt minuts forløb begyndte at drage ånde. Fra barberen fik jeg straks derpå ordre til at bringe ham op i toldbodvagten hvilket uden ringeste forsømmelse blev efterkommet. Efter at jeg ombord havde taget et par benklæder på og kastet en pjækkert om mig, gik jeg efter de bærende op i toldbodvagten, og da jeg der til min store glæde så at manden kunne reddes fra døden, begav jeg mig ombord for at gå til ro.

Men omtrent 5 minutter efter at jeg var kommet i køjen, bankedes på kahytsdøren, og man lod mig vide at den vagthavende løjtnant i toldbodvagten ville tale med mig. Jeg iførte mig mine klæder og gik igen op i vagten hvor løjtnanten spurgte mig om det var mig der havde reddet manden, og om jeg ikke attråede nogen belønning, hvortil jeg svarede: "at hvis jeg havde fortjent nogen belønning, ville jeg ikke forsmå den." Jeg erfarede tillige at den jeg havde reddet, var en skipper ved navn Rasmus Christopher Hermansen der førte en jagt og hørte hjemme i Marstal. Løjtnanten bad mig at komme igen næste dag, hvilket jeg da også efterkom, og da jeg havde opgivet de fornødne vidners navne, skrev vagtskriveren for mig en ansøgning som jeg fik en ven til at besørge på behørige steder. For jeg havde ikke selv tid til det da vi med skibet lå for udgående.

Efter at have gjort en rejse til Kiel og tilbage, blev jeg tillige med Zacharias Johansen som vidne tilsagt af 2 politibetjente at møde næste dag på politikammeret. Vi mødte begge og aflade forklaring om det passerede, men siden gjorde jeg 3 rejser uden at høre videre om denne sag. Endelig blev jeg den 21. oktober i Adresseavisen indkaldt at møde i Magistratens 2. sekretariat hvor jeg tilspugtes om det var mig der i sommer havde reddet et menneske ved ny toldbod? Jeg bekræftede dette og sagde mandens navn, men fik da til svar a kancelliet ikke havde fundet for godt at tilstå mig nogen belønning da det blev antaget som et menneskes pligt at redde det andet.

Af rygter ha jeg imidlertid erfaret at barberen som var behjælpelig med at få mennesket til live igen, har fået en belønning på 12 rigsbankdaler sølv. Men kunne barberen vel have fortjent 12 skilling når jeg ikke havde trukket mennesket op fra bunden? Og da barberen har nydt så meget, synes mig også at jeg kunne have fortjent en lille belønning. I min enfoldighed har jeg anmodet hr. udgiveren af Politivennen at indrykke dette for om muligt at kunne nytte mig noget.

Christen Møller, styrmand.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 783-787) 

27 juli 2016

Sct. Antonistræde.

Hvorledes helgenes anseelse endnu vedligeholder sig, endog i Danmark, tror jeg at se et tydeligt bevis på i Antonigade. Det er bekendt at den hellige Antonius især plagedes af djævelen med mange kødelige fristelser som han med temmelig held overvandt eller undveg. Formodentlig er dette årsagen hvorfor en mængde stue- og salshetærer og en endnu større mængde gadeværmersker bosætter sig i helgenens stræde for under hans bestyrelse og ved hans bistand at blive bodfærdige magdalener.

Man kunne tro at så nær ved hinanden beliggende etablissementer skulle gøre hverandre skår i næringen når man ikke havde erfaringsbevis for det modsatte i den fordums Ulkegade og - sans comparaison i galanterihandlen på Østergade. Det bliver en merkantilistisk-historisk opgave at udfinde faderen til denne nærmelseside.

(Politivennen nr. 778, Løverdagen den 27de November 1830, s. 780-781) 

Velmeent Advarsel.

Min kone Dorthe Barchow gik den 10. november ind i tømrersvend eller frimester Quists gårdsrum nr. 177 og 178 i Store Fiolstræde for at hente en spand vand der. På turen derhen passerede Quist forbi hende, og gik op i samme stræde forbi gården kaldet Linden i hvilken jeg bor. 

Mens min kone postede en spand vand i hans gård af den vandpost der var der, havde Quist begivet sig hjem og stillet sig i et hjørne inden for døren til husets gårdsrum i hvilken stilling han på grund af det på den tid sædvanlige mørke på et sådant sted ikke kunne ses. Just som min kone gennem denne dør ville gå bort med den fyldte spand, fratog han hende voldsomt spanden for deraf at udtømme vandet, hvorefter han leverede den tilbage til hende og tilføjede hende et slag i ansigtet, som han tildelte hende med en sådan styrke at kinden adskillige dage derefter var blå og opsvulmede. Ligesom den også endnu af og til lider meget af smerter.

Uden at angive nogen årsag til denne opførsel der synes at være stimandsmæssig, sagde han alene: Nu kan hun gå med den.

Selv om jeg antager at han med den brugte metode ville nægte hende adgang til at hente vand fra sin vandpost, en nægtelse som den strenge ejendomsret om just ikke humanitet eller velvillighed vel kan understøtte, så berettigede hans håndhævelse af ejendomsretten ham dog ikke til at udøve voldsomhed mod min kones person, hvilken grove behandling endogså som det synes er sket med den snilde hvormed stimændene udfører deres overfald. For lig disse stillede han han som nævnt ovenfor i et skjult baghold i hjørnet eller krogen ved sin husdør for således at kunne uset udføre sit voldsomme overfald på min kone, på hvis anskrig folk fra huset og naboskabet kom til stede, hvis mulige ydende bistand han ved en hurtig flugt ind i gårdsrummet klogt undgik. 

Ikke tilfredsstillet ved dette hans formentlig lidet hædrende foretagende tillod han sig endvidere et lignende mod mig selv, idet han - da jeg straks efter at min kone havde fortalt mig om det omhandlede lovstridige forhold imod hende, begav mig til ham for med muligste høflighed at spørge om anledningen til det, samt for at kræve fyldestgørelse for det, i sit eget hus gadedør så voldsomt greb mig i mit bryst med begge sine hænder at jeg dersom jeg havde været mindre kraftfuld end jeg lykkeligvis er, uundgåeligt måtte være faldet i rendestenen tæt ved, hvilket nok også var hans hensigt med det. 

Til advarsel for andre som kunne have fornødent at afhjælpe deres trang til fersk vand fra hans vandpost bekendtgøres herved denne hans opførsel mod min kone og mig, hvilken Quist som oven forklaret, i anledning af det vand som min kone havde hentet fra hans vandpost, har tilladt sig mod os. Hensigten med denne offentliggørelse er blot den muligvis at forebygge for andre en lignende modtagelse ved vands afhentning fra hans vandpost.

København den 24. november 1830
M. D. Barchow, snedkermester.


(Politivennen nr. 778, Løverdagen den 27de November 1830, s. 776-778) 

"Hensigten med denne offentliggørelse er blot den muligvis at forebygge for andre en lignende modtagelse ved vands afhentning fra hans vandpost." (Fiolstræde 42 med Rosengården ind til venstre. Eget foto, 2016.) 

Redacteurens Anmærkning

Store Fiolstræde 177 og 178 har en rodet matrikelhistorie, men svarer til nutidens Fiolstræde 40-42/Rosengården 15. Husene er opført i 1828 for tømmersvenden Johannes Quist. I Krak 1830 optræder snedkermester M. D. Barkow, Store Fiolstræde 181, nutidens Fiolstræde 34, altså ganske få huse derfra, nemlig huset efter det røde.

Ønske om en lille Renselse i Antonistrædet.

I løbet af de sidste år er Antonistrædet blevet opfyldt af et dagligt voksende antal skøger. Og deres antal som deres ekcesser synes nu at have nået sin højeste spids. Især er næppe aftenen indtrådt så er al orden her ophørt. Og de beboere som måske ofte i højst nødvendige forretninger nødes til at gå ud af huset, den søn eller datter der vil begive sig til sine forældres bopæl i denne gade kan vente at se sig overøste med forhånelser og skældsord. Ja endog mishandlede af disse væsener. Opløb, skrigen og hvinen forstyrrer beboernes nattero og håndværkeren eller forretningsmanden i denne gade kan ikke længere nyde en ofte højst nødvendig nattesøvn fordi han ro forstyrres af skøger der i Antonistræde synes at have fundet det hidtil savnede fristed. Og dette er dog ikke de eneste heraf flydende skadelige følger for gadens øvrige beboere der tæller så mange agtværdige borgere der har boet der i mange blandt sig.

Mens fem husejere i denne gade drager en uhyre leje af deres værelser uden at bekymre sig om de skade deres egennyttighed forårsager gadens øvrige mere end tredobbelt så store antal husejere, kunne disse nu ikke heller længere bortleje deres værelser, fordi få vil bo i en så berygtet gade som denne. At ejendommene i denne gade i samme grad må tabe i værdi, er en selvfølge. Og næppe kan gadens husejere længe udholde således at have deres lejligheder stående ledige. Og det er da nu kommet så vidt at når grænser ikke sættes for dette uvæsen, da de kun har valg mellem ruin og skændsel.


Hvorvidt at grænser kan sættes for det, ved anmelderen ikke. Men skulle det være sandhed hvad han har hørt at det er disse skabninger forbudt at vælge gaden til deres hverveplads eller sidde for vinduet med lys, håber han ved her at gøre opmærksom på dette så længe dreven uvæsen at se samme hæmmet. I det mindste således at gadens beboere atter kan nyde samme fred og rolighed som vort årvågne politi har sikret stadens øvrige beboere, men som man så længe her har måtte savne.


(Politivennen nr. 778, Løverdagen den 27de November 1830, s. 774-776)

26 juli 2016

Et Vink til Bestyrelsen af den kongelige Veterinairskole.

Det har vist nok næppe tiltrukket sig den ærede direktions opmærksomhed at de fortove der begrænser den Kongelige Veterinærskoles facade mod Prinsesse- og Sankt Annægade på forskellige steder, især i den førstnævnte gade, har en mængde fordybninger hvori vandet efter en endog kun tålelig regn, forbliver stående, indtil jordbunden bliver modtagelig for den væske der intet andet afløb kan få.

Da grunden derved lider meget betydeligt, har indsenderen troet at kunne måde den ærede bestyrelses ønsker ved at henlede opmærksomheden på denne ikke uvigtige mangel, og han tør forvente at fortovene bliver udbedrede forinden vinteren indtræder.

En anden højst mærkbar mangel er vist nok den at skolens ret smagfulde bygninger ikke er forsynede med tagrender. Men da denne mangel ikke så let vil kunne afhjælpes eftersom dertil ville medgå en ikke ubetydelig sum, så vil det vel næppe turde håbes at en så betydelig udgift skulle kunne afholdes i år da en hovedreparation har koste en del, hvorvel murene på begge sider af portene lider såre betydeligt ved savnet af tagrender, hvilket nok så meget viser sig efter den nu tilendebragte afpudsning.

(Politivennen nr. 777, Løverdagen den 20de November 1830, s. 746-747)

Uforskammet Opførsel af Lodserne ved Ulfshale.

At det ikke er ubegrundet at der bestandigt af søfarende som passerer løbet gennem Ulfshale føres klage over de derværende lodser, kan ses af nedenstående.

Tirsdag den 26. oktober om morgenen mellem kl. 9 og 10 ankom kaptajn Wellumsen som fører skonnerten Håbet fra Kristianssand i Norge udenfor Ulfshale og satte flag til efter lods. Men det behagede disse herrer at lade nævnte kaptajn Wellumsen vente i 2½ time før de lod ham høre fra sig, og dette skete på følgende måde. Efter at Wellumsen i 2½ time havde signaleret lods, kom en dansk jagt som også satte flag til, og da lodserne nu troede at kunne så at sige slå to fluer med et smæk, eller tjene lodspenge ved 2 fartøjers gennemlodsning på en gang, gik de ombord på jagten og krydsede med denne forbi skonnerten. Ved denne forbisejling råbte kaptajn Wellumsen til lodserne om de ikke ville kom ombord til ham og lodse ham igennem, hvorpå de blot spurgte ham hvor mange fod hans skib stak, og da han svarede dem på det, råbte de at han kunne skyde igennem på 1½ favne vand.

Til at begribe dette, behøvedes vist ikke lodsernes forklaring. Men hvor skulle nu den sømand der er ubekendt med farvandet, kunne vide hvor der i Ulfshaleløbet var 1½ favne vand? Og da han således var overladt til sig selv, måtte han gå med skibet uden om Møn og denne forsinkelse havde på det nærmeste kostet skib og last og måske besætningens liv hvilket kan bevises af indsenderen.

Det ville vist være gavnligt for mange søfarende hvis disse lodser måtte få en drøj irettesættelse af de ansvarshavende. Skulle imidlertid denne fremdeles ikke hjælpe, da skal man vide hvis sådant et tilfælde oftere skulle indtræffe at fremkomme med klage på behørige steder.

(Politivennen nr. 777, Løverdagen den 20de November 1830, s. 743-745)

25 juli 2016

Avis-Tyrannen.

Hvor en så vis og god faderlig enevælde styrer statsroret, er det dobbelt fornærmeligt når enkelte ubeføjede avisdommere tager sig ret til moxen at bryde staven over en medborgers velmente arbejde, som kun altid viser velvilligt sindelag og mod hvilket intet er at indvende fra den strengeste censors side, om man end ville gøre fluer til elefanter.

Således er det ofte gået mig med visse avistyranner, især på hovedstadens Adressekontor hvor man ikke har vist nogen betænkelighed ved at optage de mest pøbelagtige udfald mod mig, ja endog trusler om en banket trøje. Men derimod har ytret de forunderligste betænkeligheder ved at indrykke et velment og hjerteligt digt til en af vores højeste og hæderlige embedsmænds fødselsdag. Dette er så meget mere påfaldende som man på allerede nævnte aviskontor først havde antaget verset, og modtaget 5 mark 1 skilling !? for at indrykke det, men desuagtet lod det ligge nogle dage og derpå gav mig det og pengene tilbage med den unådige erklæring at det ikke kunne indrykkes. Jeg svarede at jeg ville udelade et enkelt udtryk som måske (kun af kortsynede) kunne findes upassende, skønt vist ikke for den besungne som har været en af min ungdomsvenner, mens vi begge var kammerjunkere og auskultanter i Rentekammeret.

Men dette tilbud, o tempora! tilfredsstillende ikke denne strenge hr. seminarist og kontorets bestyrer der henviste mig til at give en underdanig bøn eller ansøgning til en Monrad. (Er det ham jeg kender, så er det en meget human og brav mand.) Gud ved altså hvad det atter var for griller der plagede monsieur Jetsmark eller hvilke fordringer han ville gøre gældende mod mig, skønt han ikke er noget beskikket censor. Morgenposten nr. 308 har uden krybende betænkeligheder optaget det omhandlede vers, hvilket jeg også her nedenfor lader aftrykke, til offentlig bedømmelse og til advarsel for mine ærede medborgere at de kan vogte sig for eller tage forholdsregler mod ubeføjet censur og litterær inkvisitionsvæsen.

Til geheimestatsminister von Møsting.
(På hans excellences fødselsdag 1830).
Den blomst jeg sender fra mit hjertets have,
Ej ofres dig for gunst, og ej for gave.
Men for en ædling, som står tronen nær,
Højagtelse jeg i mit indre bær,
Og vennen fra min ungdomstid jeg kender:
Kun godhed i hans bryst sin lue tænder,
Bliv endnu mange år i lykkens havn,
Din konge og dit fødeland til gavn!

F. Scholten

(Politivennen nr. 776, Løverdagen den 13de November 1830, s. 739-742) 

"De har derimod ytret de forunderligste betænkeligheder ved at indrykke et velment og hjerteligt digt til en af vores højeste og hæderlige embedsmænds fødselsdag." (Møstings Hus på Frederiksberg, opført 1800 og i Møstings eje 1809-1843. Nedrevet 1959 for atter at blive genopført på sin nuværende placering.)


Redacteurens Anmærkning

F. Scholten har tidligere været omtalt i Politivennen på en lidet flatterende måde, 22. september 1821. Scholten og J. S. Møsting (1759-1843) havde været auskultanter i Rentekammeret 1781-83. Men mens Scholten senere blev afskediget, fik Møsting en glorværdig karriere som geheime-, stats- og finansminister, præsident i det kongelige rentekammer og den kongelige direktion for statsgælden og Den synkende Fond. Kansler ved de kongelige ordeners kapitul, ridder af elefantordenen, St af D og D. M. Amaliegade 153. Han havde haft fødselsdag den 2. november.

Møsting er begravet på Frederiksberg Kirkegård. I det lange gravskrift står bl.a.: "Iohan Sigismund Møsting. Overkammerherre. Geheimesstatminister. Lykkeligen forenet den 22. juli 1785 med Christine Ceciliæe von Krogh."

24 juli 2016

Taksigelse

Fyrværkeren P. E. Smidt takkes på det forbindtligste for det fyrværkeri han brændte af aftenen den 26. oktober. Dels fordi at de der havde billetter, var forundt lige så god plads som de der ingen havde. Dernæst for den særdeles veludvalgte plads med snavs og morads til op over anklerne. For det tredje for den behagelige svovlbalsam der nær havde forgivet tilskuerne. Det undgik heller ikke publikums opmærksomhed da piben, klappen og hurraråb havde indgået en trippelalliance.

(Politivennen nr. 775, Løverdagen den 6te November 1830, s. 725) 

Om en Reisendens Behandling, paa Gjæstgivergaarden i Ringsted den 2den October 1830.

Natten mellem den 1. og 2. oktober 1830 kom jeg til byen Ringsted i den hensigt at tilbringe natten på gæstgivergården, til hvilket sted jeg ankom da byens klokke slog 3 kvarter i et, og ringede straks på. Men uagtet jeg havde 2 medhjælpere til ringningen, nemlig gårdskarlen og den ene af byens vægtere, var klokken slået et kvarter i to før noget levende væsen lod sig fornemme i huset. Hvad jeg fra rejsen manglede i træthed, det bekom jeg ved den lange venten på gæstgivergårdens trappe, hvorfor min tålmodighed også var borte, da endelig en levende indretning af pige lod sig høre inden for døren. Denne pige ville forinden hun lukkede mig op, vide hvem jeg var. Men da jeg vidste at hun aldeles ikke kendte noget til mig, fandt jeg for det første dette spørgsmål overflødigt så længe jeg stod på gaden, og forlangte derfor først at komme ind. Men dette var hende ikke nok, hun måtte indhente værtens tilladelse før hun turde lukke op. 

"Hvad jeg fra rejsen manglede i træthed, det bekom jeg ved den lange venten på gæstgivergårdens trappe." (Poul Isac Grønvold: Ringsted, 1749. Statens Museum for Kunst)

Hun gik og først efter et nyt kvarters forløb da jeg havde begyndt ringningen igen, kom pigen og værten til døren. Men i stedet for endelig at indlade mig, gav værten mig ved råben til kende at jeg kunne søge logi i byen, og lade vægterne vise mig til et værtshus. Da jeg nu kunne have gjort dette, uden denne hans anvisning, fandt jeg ikke straks for godt at følge den, men påstod han skulle indlogere mig. Værten spurgte mig derpå om jeg kunne forevise pas, hvortil jeg svarede: Ja, når han enten ville lukke døren eller et vindue op og se mit pas. For gennem lukkede døre forstod jeg ikke at række ham det. Men ved dette som jeg mener ikke urimelige eller uanstændige svar gik hans uartigheder og grovheder så vidt at han tillagde mig flere hæderstitler som æsel og slyngel, der på øjeblikket skulle forføje sig bort. Endelig gjorde jeg endnu et spørgsmål om her ikke længere var offentlig gæstgiversted, hvortil rent ud blev svaret nej og dermed gik de deres vej og lod mig stå. Efter således at have ladet mig stå uden for døren i fulde 3 kvarterer og behandlet mig i tiltale som den største kanalje, fik jeg ikke logi hvor jeg havde ventet, og for ikke at have videre ulejlighed denne gang, tilbragte jeg den øvrige del af natten i hr. gæstgiverens underjordiske skød eller i hans brændevinskælder.

Denne hr. gæstgiver Müllers lovstridige og dårlige behandling skylder jeg offentligt at kundgøre for at enhver i lovlig rejse rejsende person som muligvis dertil ved nattetid kunne indtrække, kan være betænkt på forholdsregler i påkommende tilfælde.

(Politivennen nr. 775, Løverdagen den 6te October 1830, s. 715-717) 

23 juli 2016

Uordener.

Udenfor huset nr. 342 i Gothersgade ligger et rendestensbræt som hele sommeren har haft et leje der gør det farligt for de forbigående her at passere fra gaden over på fortovet. Da farlige fald kan forårsages ved denne uorden og man må prise sig lykkelig hvis man uden sønderrevet fodtøj har passeret de mod gaden fremragende skare sted, så tager man sig den frihed at anmode ejeren af det nævnte hus der efter sigende skal være den i stuen boende skomager, om at foranstalte brættet lagt i dets tilbørlige leje. Vel har man for længere tid siden hørt klager over at staden var så stærkt forsynet med skomagere at mange savnede arbejde, og nyligt har man også set den mening fremsat at stadens mange læger ikke kunne finde udkomme. Men man kan dog uagtet denne uorden måske kunne skaffe nogle sådanne mænd en øjeblikkelig fortjeneste, ikke undlade at ønske den afhjulpet.

(Politivennen nr. 774, Løverdagen den 30te October 1830, s. 709-710) 

Bøn i Aarhus.

Så behageligt det er såvel for indbyggerne i Århus som for de mange rejsende der kommer og afgår med smakker og dampskibet, at havnebroen sidste sommer er sat i så god stand, lige så ubehageligt er det derimod for nys nævnte og enhver at vade i det dynd og søleføre som begynder der hvor broen slipper og vedbliver lige til den nærmeste gade. Man beder derfor de ansvarlige om at sørge for at dette stykke bliver renset og og brolagt eller i det mindste påfyldt med grus.

(Politivennen nr. 774, Løverdagen den 30te October 1830, s. 700-701) 

Om Spærring af Roeskilde Domkirke paa Markedsdagene.

Før har det altid været skik at Roskilde Domkirke stod åben på markedsdagene, og det var da enhver tilladt at betræde dette hellige sted der tillige er et skønt oldtidsmonument og et herligt minde om vor fortids kraft og vælde. Men nu er dette ikke længere tilfældet, i det mindste var det ikke sidste markedsdag. For kirken holdtes bestandig lukket og adgang blev kun tilladt for dem der henvendte sig til de ansvarlige for imod den sædvanlige betaling at få kirkens mærkværdigheder at se.


Markedsdag på torvet foran Roskilde Domkirke. Det har dog med garanti set anderledes ud i 1830. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Anmelderen sammen med flere hundrede mennesker stod længe på kirkegården og ventede på at kirken skulle blive åbnet, men forgæves. Klokken var dog over 10 - for før bør man efter Holbergs mening ikke forulejlige nogen klokker - og graverkarlen havde allerede fået sig hvad man kalder en seis eller en pisk. Kede af den lange venten forlod man kirken, gik et ærinde i byen og kom atter tilbage, men skønt klokken da var kommet og stod ved døren med nøglerne i hånden, blev den dog ikke åbnet. Han svarede tværtimod på fleres gentagne anmodning om at blive lukket ind: "Nej, nu lukker jeg slet ikke op."

Om den gode mand heri handlede på egen hånd eller efter ordre, vides ikke. Men desuagtet tror man dog at turde mene at når vedkommende tillader kirkebetjentene at tage betaling for at forevise kirkens mærkværdigheder, bør sidstnævnte også være forpligtet til at forevise disse til enhver tid når den bestemte betaling for det tilbydes, og ikke efter for godt befindende lade den rejsende vente indtil det falder dem belejligt. 

Dog dette gælder i parentes kun når man mod betaling vil bese de kirkens mærkværdigheder der ikke ligger åbenlyst til skue, såsom de åbne begravelser under kirken, altertavlen osv., men man mener at kirken således som den er åben under gudstjeneste, bør stå åben om markedsdagene, og at ingen som vil tage den i øjesyn, bør formenes adgang. Hvem vil vel nægte at blandt de flere tusinde som på en markedsdag kommer til Roskilde, jo kan findes nogle som berørt af synet af al den velsignelse, jorden i år har tildelt dens dyrkere, eller bevægede ved tanken om forsynets faderlige styrelse, ønske af et oprigtigt hjerte at frembære deres inderligste tak til den Algode i dette ham helligede tempel. Bør dette da være tillukket for sådanne *). Desuden er vist nok ønsket at bese kirken hos mængden der kommer til Roskilde, en ikke ringe biårsag til deres rejse derhen. Hvor mange familiefædre finder ikke her ved at forevise sine børn kirken, rigeligt stof som han siden i ledige tider kan benytte til en gavnlig og lærerig underholdning for disse? 

Og nu den retskafne og ufordærvede landbo, hvor studser han ikke ved synet af denne kolossale bygning. Hvor inderlig ønsker han ikke at bese dens indre. Med hvilken ærbødighed vil han træde ind i den høje dom? Beskuelsen af før usete genstande vil overraske ham, vil opfylde hans barm med følelser der muligvis kunne give hans fremtids vandel en både for ham selv og hans medmennesker, endnu mere gavnlig retning. Ja, hvem er den der med ligegyldighed eller kulde kan betræde dette sted eller forlade det, uden i det mindste med taknemmelighed at mindes de fortjenester og dyder der pryder så mange af de hedenfarne danske konger som her hviler under det kolde marmor?


Kongerne hviler under det kolde marmor.I hvert fald nogen af dem. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Men er det en sandhed at vor ædle konge, såvel om regeringens vise mænd der har landets vel for øje, må ønske at sådanne tanker og følelser måtte mere og mere vækkes og blive almindelige så er det vist ikke deres vilje at man tillader sig en utidig spærring af et sted hvor sådanne tanker, følelser og gode forsætter just kunne fødes og fremspire.

Man håber derfor at kirken må stå åben både på markedsdage og til enhver tid når en ellers usædvanlig mængde mennesker skulle indfinde sig i Roskilde. Men skulle dette håb, imod forventing, ikke opfyldes, og adgang til kirken være forbundet med en slags finansoperation, så fremsættes et forslag som man tror kan være nyttigt. Man udsætter på sådanne dage en blok eller bækkener for kirkens før, hvor 2 af stadens mest agtede borgere måtte påtage sig tilsyn med at enhver som vil gå ind i kirken, betaler en frivillig gave, der dog ikke må være ringere end 4 skilling pr. person. På de to markedsdage vil man man da indsamle en ikke ubetydelig sum der burde tilfalde kirken, eller komme byens fattige til gode. Og da man ikke agter at beskære kirkebetjentenes indkomster, kunne det som før være dem tilladt for betaling at forevise de øvrige af kirkens mærkværdigheder som ikke ligger så åbenlyst til skue for enhver der betræder kirken. Dog kunne man ønske at de i sådant tilfælde ville gå frem efter en ordentlig plan ved at benytte hr. kancelliråd Behrmans ypperlige beskrivelse over kirken. For nu ville nogle mene at forevisningen går alt for hurtigt, så at man så at sige jager den over med en harefod eller vedkommende, kede af den vedvarende gentagelse, undertiden sprang noget over. 

* * * 

Forestående som for 10 år siden har været indført i dette blad, har endnu ikke båret frugt, så at kirken når deri ikke holdes gudstjeneste, bestandig er lukket. Og det beror ene og alene på klokkerens forgodtbefindende, om rejsende må få dens mærkværdigheder at se eller ikke, hvorpå jeg havde et eksempel på sidste markedsdag.


Interiør fra Roskilde Domkirke. Det koster stadig penge at komme ind. Og man behøver ikke en rundvisning. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Tirsdag den 19. oktober tog jeg og min kone til Roskilde. Henimod middag gik jeg op til kirken, men fandt den lukket. Jeg spurgte en person som jeg mødte i nærheden, til hvem jeg skulle henvende mig for at få kirken lukket op. Og fik det svar: at jeg måtte gå til klokkeren, men at det måske dog ikke ville lykkes mig at få mit ønske opfyldt, da denne var en rig og magelig mand der ville have det godt betalt når han påtog sig en ulejlighed. Imidlertid gik jeg hen ti klokkeren som bor i Skomagergade, og forebragte mit ønske om at bese kirken, hvortil han svarede: at han ikke lukkede op for enkeltpersoner, men at jeg kunne gå op til kirken, hvorhen han siden selv ville komme, og når der da var flere, kunne vi komme ind. Efter at have udrettet et ærinde, gik jeg atter til kirken og fandt nu døren åben, og klokkeren indenfor samme. Jeg spurgte ham da om jeg måtte gå ind i kirken, men han kom ud ti mig og sagde at det kostede 2 Rdb. Da jeg erklærede at det var for meget, eftersom han ikke skulle gøre sig nogen ulejlighed med at vise mig omkring, og at jeg nok ville give noget for blot at bese det indvendige af kirken, svarede han at der ret straks kom et selskab som ville bese kirken, og jeg kunne da bede det om tilladelse at følge med. Da jeg nu ikke ville tiltigge mig en gunst hos et mig aldeles ubekendt selskab og ikke skøttede om at berige klokkeren med 2 rbd., måtte jeg gå bort uden at se mit ønske opfyldt.

Jeg vil ikke anstille betragtninger over klokkerens forhold da foranstående stykke som jeg har bedt udgiveren atter at lade aftrykkes, indeholder alt hvad der kan siges for at kirken ikke bør være utilgængelig når fremmede ønsker at bese den.

*) I de katolske lande står kirkerne åbne og man finder til alle tider mennesker som holder deres andagt der. Det samme er tilfældet med muselmændenes moskeer. I anmelderen ungdom eller for henved 30 år siden, har han ofte selv i hovedstadens kirker, set mange eksempler på sådan andagt, og virkelig vilde det være et sørgeligt bevis på vor tids irreligiøsitet om denne aldeles ikke mere skulle finde sted. Og mere opvækkes og blive almindelige så er det vist ikke deres vilje at man tillader sig en utidig spærring af et sted hvor sådanne tanker, følelser og gode forsætter just kunne fødes og fremspire.
Man håber derfor at kirken må stå åben både på markedsdage og til enhver tid når en ellers usædvanlig mængde mennesker skulle indfinde sig i Roskilde. Men skulle dette håb, imod forventing, ikke opfyldes, og adgang til kir

(Politivennen nr. 774, løverdagen den 30te October 1830, s. 687-695)