12 september 2015

Manglende numre: 235-261

Redacteuren konstaterer at der et hul på andet halvår af årgang 1820 i Københavns Bibliotekers udgave af Politivennen. Det drejer sig om numrene 235-261 (formentlig 1. juli 1820 - 31. december 1820. I håb om at de engang dukker op, efterlader jeg resten af september tom, så de måske ad åre kan indtage deres retmæssige plads.

Der er derfor pause på Politivennen Live Blogging til og med 30. september. 1. oktober fortsætter bloggen med 1821. Og her er ingen huller bortset fra enkelte numre. Jeg kan allerede nu røbe at der vil komme i gennemsnit 2 indslag fra Politivennen hver dag i oktober.

Vi ses igen 1. oktober til årgang 1821!

Redacteuren.

Uskik i Dyrehaugen.

I år finder den uskik sted i Dyrehaven at såvel de personer der foreviser løverne, som også den lille hr. dværg afkræver tilskuerne penge efter at de har betalt for entreen. Da entreprenøren fastsætter betalingen for adgangen og formentlig godtgør nævnte personer for deres tjeneste, så burde de ikke tåle sådant trygleri. Ja de taber sikkert ved det da denne påtrængenhed formindsker tilskuernes tal, fordi man ikke bryder sig om at betale 2 gange. Anmelderen var forleden dag sammen med flere inde for at se dværgene. Selskabet bestod af 3 fruentimmer og 3 mandspersoner. For entreen betaltes 22 rigsbankdaler. Men desuden måtte hver af mandspersonerne betale den lille dværg 1 mark, som han sagde var til tevand.

(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3786-3787).

Dyrehavsbakken o. 1840 (H. G. F. Holm)

11 september 2015

Brev fra tvende Forløbere

Hr. Udgiver!

Den 21. i denne måned var vi 2 heste spændt for som forløbere for den bedste ligvogn, der med 6 heste skulle befordre et lig fra Kompagnistræde til Assistenskirkegården. Alt var propert og elegant ved ligfærden. Selv forrideren som red på en af os, var på sin måde pyntelig klædt og han såvel som kusken nyligt barberet. Men derimod var vi alle seks, fornemmelig vi 2 forløbere, forsynet med sørgeskaberakker der virkelig så helt sørgelige ud. For de var besat med lapper, og da de er af nyt klæde, stikker de fælt frem på det øvrige af det gamle forslidte skaberak. Og da vi skyldige kreaturer måtte høre en del spydige bemærkninger og spottegloser
 af de talrige tilskuere såsom: om sladderstads, om armod og hovmodighed, Don Kanude de Colibrados, at 2 velklædte heste ser bedre ud end 6 lappede osv. så beder vi dem hr. Politiven som dog før har [tænkt] og talt til vort bedste at de ville gøre de ansvarlige opmærksom på det for om muligt at bevirke en forandring, lige såvel som det lykkedes dem at få ligbærernes dragt forandret til det bedre. 

Vi heste har også en vis ambition. For når vi skal gå for en renovationsvogn eller for de fattiges ligvogn, så er vi ligegalde med hvorledes man udruster os. Men når vi skal i stads og mange menneskers opmærksomhed er henvendt på os, så er vi undselige når vores påklædning ikke efter vores hesteforstand svarer til det øvrige. Vi anbefaler os på det bedste.

De to forløbere for den 6 spændige ligvogn den 21. juli.


***


Udgiveren som tilfældigvis var tilskuer ved omtalte ligfærd blev ved adskillige af tilskuernes pegen og ytringer gjort opmærksom på disse sørgedækkener, og han må tilstå at de kun er i mådelig stand. Skønt han er en stor hader af al utidig pomp og pragt ved ligfærd, tror han dog at intet ved disse bør finde sted som på mindste måde kan vække latter eller forargelse. Og da han er af den overbevisning at sådanne sørgedækkener kunne vare meget længe, som også at betalingen for ligvognene synes at være klækkelig, så kan han ikke undlade at forene sin bøn med de to forløberes, at de slidte sørgedækkener for den seksspændige ligvogn må kasseres og nye anskaffes i deres sted.


(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3787-3789)

10 september 2015

Slet Vei imellem Assistencekirkegaarden og Lygten

Vejen mellem Assistenskirkegården og værtshuset Lygten har alt for længe i regnvejr været i en meget dårlig stand. Ja næsten ufremkommelig for fodgængere. Og dog må disse bestandig vade i skarn og dynd langs kørevejen fordi rabatterne på begge sider er opfyldt med bunker af sten som fuldstændig forhindrer al passage der og mellem træerne. En mand der ofte vandrer ad denne sti og nu i 44 år har bemærket at nævnte stenhobe har ligget der og spærret vejen, kan ikke undlade at fremsætte det ønske at denne vej måtte tages i fortrinlig betragtning og stenene anbringes på deres rette sted, da disse foruden at spærre passagen også let kan forårsage at nogen i mørke kan komme til skade.

(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3784-3785)


"Vejen mellem Assistenskirkegården og værtshuset Lygten har alt for længe i regnvejr været i en meget dårlig stand. Fodgængere må bestandig vade i skarn og dynd langs kørevejen fordi rabatterne på begge sider er opfyldt med bunker af sten som fuldstændig forhindrer al passage der og mellem træerne". (Lygten 1899. Vejen er fint brolagt. Men måske giver husene et indtryk af omegnen. Københavns Museum)

09 september 2015

Farlige Følger af Mangel på Overopsyn.

"Af skade bliver man klog" siger ordsproget. Men erfaring viser at det ikke altid bekræftes. I det mindste har mange eksempler endnu ikke bevirket alvorlige anstalter mod den ligegyldighed mange viser for menneskers liv og lemmer. Således indtraf som noget ikke usædvanligt atter det uheld at en murstige eller stillads med to murarbejdere vippede. Af disse slog den ene sig til krøbling måske for livstid, og den anden døde på stedet. Dette skete fra huset nr. 76 i Krystalgade i lørdag eftermiddag omtrent kl. 2-3.


"En murstige eller stillads med to murarbejdere vippede, hvorved den ene af disse slog sig til krøbling måske for livstid og den anden døde på stedet. Dette skete fra huset nr. 76 i Krystalgade" (Nr. 76 i Krystalgade er nutidens nr. 4, Det er opført 1813 og har ikke ændret udseende. Eget foto, 2017)

Politivennen har før omtalt at der mangler tilbørlig eftersyn og indretning ved sådanne stiger og stilladser hvorpå murfolk, malere eller andre arbejdere er udsatte for den største fare for sig selv og andre. Efter anmelderens opfattelse er det uforsvarligt og utilgiveligt at sådanne stilladser skal kunne vippe om med de ulykkelige mennesker som i tillid til de ansvarliges overopsyn står deroppe og arbejder. For vipningen kan meget let forebygges ved at bruge 3 bomme i stedet for at man af økonomi eller armod kun bruger to.

Skulle man endnu være så langt tilbage i bygningskunsten at man ikke kan have stilladser som hverken kan vippe eller falde helt ned?

Her i staden sker sådanne uheld påfaldende ofte. Det ville derfor være højst gavnligt om det blev pålagt de ansvarlige ikke at tåle nogen stillads op-eller nedhejsning undtagen med 3 bomme. For derved blev vipningen i det mindste forhindret. 

Blev ydermere sådanne stilladser omgivet med et slags rækværk eller net så at hverken mennesker eller materialer kunne falde ned mellem åbningerne, så ville mange duelige håndværkeres liv blive sparet, ligesom forbigående heller ikke ville være udsatte for at blive lemlæstet eller slået ihjel af nedfaldende kalkballer, mursten eller lignende.

(Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3777-3778)

08 september 2015

Forslag til en hidtil savnet, dog nyttig Indretning.

På sine vandringer i hovedstaden - der dog just ikke er så meget hyppige - er det sket flere gange at anmelderen er stødt på børn i en alder hvor de ikke kan forklare sig tydeligt og som var kommet væk fra forældrene. Eller som han til ære for moderfølelsen snarere vil antage har unddraget sig faderens opmærksomhed. For anmelderen har ondt ved at forklare sig selv hvorledes det er muligt med alt hvad end kvindekønnets hadere kan fremføre til bevis for disses letsindighed, at en moder et øjeblik kan lade sit barn af hånd og tanke på en gade i hovedstaden. Det er sikkert at barnet desuagtet ikke sjældent kommer fra deres forældre, og vi har flere gange set Adresseavisen efterlyse sådanne. Døm ikke, hedder det, for at I ikke selv skal dømmes. Vi vil derfor antage at undskyldelige tilfælde som oftest giver anledning hertil. Den sjæleangst en moder i det mellemrum må lide indtil hun igen ser sit tabte barn med hele lemmer, vil vi derfor lade være straf nok for hende. Det arme barns gråd og smerte ved vi ingen oprejsning at give. Kun gensynet tørrer øjet og heler såret.

"Et lille pigebarn omtrent 3 år gammelt løb grædende frem og tilbage og råbte: Mor! Men menneskestimlen på Østergade, lod intet der duede noget her komme til udførelse. Og inden han så sig om, tog barnet efterfulgt af mange mennesker vejen ned ad Kristen Bernikows Gade." (Østergade set fra Kongens Nytorv omkring 1788. Kristen Bernikows Gade er 2. vej til højre efter svinget).

Lørdag aften den 20. maj kl. halvti så anmelderen et lille pigebarn omtrent 3 år gammelt i en grøn frakke med hat på hovedet og en sypose i hånden gå fra et fruentimmers hånd til det andet og med en påfaldende væverhed eller sjæleuro løbe frem og tilbage og grædende råbe: Mor! Her lod det altså til at det var kommet væk fra en skødesløs mor. Der stimlede hele tiden en del velklædte folk om det, og søgte at finde ud af hvor det hørte til. Men inden man så sig om var det smuttet bort og sås på den anden side af gaden. Anmelderen ønskede selv at bidrage til at føre det på rette vej, men den stimmel af mennesker som Østergade på den tid af aftenen altid fremviser, lod intet der duede noget her komme til udførelse. Og inden han så sig om, tog barnet vejen ned ad Kristen Bernikows Gade
efterfulgt af mange mennesker. Han troede da der var nok til at tage sig af det og gik hjem. 

Undervejs faldt den ide ham ind at da han selv flere gange havde set sådanne tilfælde på offentlig gade og må formode disse langt oftere forekommer, troede han det gavnligt om et autoriseret sted midt i byen blev bestemt hos en honet og bekendt familie, der dertil fandtes villig som skulle modtage sådanne forvildede børn, og at denne indretning blev offentlig bekendtgjort, samt at en tavle fandtes på huset hvor de straks skulle bringes hen. Herhen kunne da forældrene ty og enten forvente straks at finde de der opbragte eller vente til de kom. Den som bragte barnet måtte blive til stede til forældrene havde indfundet sig og vedkendt sig barnet, samt erklære at intet af det tøj det have på var det berøvet. Forlangte opbringeren en dusør burde denne tilstås i forhold til barnets forældres stand. Dog aldrig over 1 rigsbankdaler seddel. Desuden måtte de folk som påtog sig en sådan ulejlighed, hver gang få 3 rigsbank sedler, og hvis forældrene dertil var uformuende, måtte dette på anden måde erstattes når den i distriktet boende politiassistent hver gang underrettedes om at et sådant barn var opbragt, og selv eller ved en betjent erkyndigede sig om forældrenes navn. 

Det er troligt at såvel mødre der har følt den marter ved uforsigtighed et øjeblik at miste sit barn, som andre gode mødre ville bidrage årligt lidt til en sådan indretnings istandbringelse. Anmelderen mindes at have set samme bortkommen af børn være sket I Frederiksberg Have, i Dyrehaven og flere steder. Også de på disse steder bør bortkomne børn skulle bringes til og søges på det omtalte sted i København.

(Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3767-3771)

07 september 2015

Spørgsmaal

Har de svenske undersåtter fortrinvis af kvindekønnet som kommer hertil, lov til at oversvømme byen og hele Sjælland med deres uldvarer? Beboerne i Hammerum og Lysgård herreder i Nørrejylland der i nogle hundrede år har ernæret sig af dette arbejde, må sulte ihjel eller i tusindvis rejse ud af landet af mangel på fortjeneste. Og man har de skrækkeligste klager fra disse egne. I Sverige må vist ingen dansk indføre for 4 skilling værdi, endnu mindre løbe om og påtrygle folk sine varer. Det gør tyskerne det samme med deres lærreder. De løber hus til hus for at sælge lærreder, og som oftest bedrager de folk med noget dårligt gods.

(Politivennen nr. 222. Løverdagen den 1ste April 1820, s. 3570-3571)

Undersøgelse af bøndervogne ved en accisebod. Nørrejyske varer skulle ind her, ligeledes svenske varer der skulle ud fra København. Men grænsekontrollen mellem Danmark og Sverige var lemfældig andre steder, og varer kunne nemt smugles uden om tolden på den lange kystlinje mellem Helsingør og København.

Besvarelse af de i Politievennen No. 222 fremsatte Spørgsmaale

Til første spørger:
Af hvem? Eller i hvad hensigt? Da spørgsmålet i Politivennen nr. 22: om det er svenske fruentimmer tilladt at sælge, eller som udtrykket lyder: oversvømme byen og hele Sjælland med deres uldvarer? allerede er stillet, vil anmelderen ikke her undersøge det da det synes at give sig selv. Vi har før hørt samme ideer ytret om andre til legemets bedækkelse henhørende fabrikata fordi vedkommende har næret og som man ser endnu, nærer den tanke at et udelukkende monopol skulle være gavnligt. Det er muligt at det vel vil være sådan for sælgeren, men næppe for køberen. Det er også ved flere lejligheder tilstrækkelig bevist. Her vil man kun i besvarelsen af spørgsmålet holde sig til menneskelighed og rimelighed.


Anmelderen tilstår at han aldrig har hørt et eneste ord om at beboerne i Hammerum og Lysgård i Jylland må sulte ihjel og i tusindvis rejse ud af landet i mangel på fortjeneste, og at man har de skrækkeligste klager fra disse egne, før han læste det på ovennævnte sted. Men fratrækker han de poetiske udtryk fra den sande mening heraf, så bliver resultatet allerhøjst dette: At disse mennesker mere eller mindre presses af tider og omstændigheder ligesom alle andre. For man måtte ellers forudsætte at de intet fik i betaling for deres arbejde eller på ingen måde blev betalt for det, i det forhold som disse varer her i hoseboderne er blevet betalt, fordi de strømper som før krigen købtes fra 20 til 28 skilling parret, er betalt her da de stod højest 16 mark til 3 rigsdaler parret, siden successive er gået ned, men betales dog endnu til dato med 4 mark parret og derover og det for uldstrømper som i bonitet ikke udmærker sig fra det svenske. 

Det er altså endnu langt over det dobbelte numeraire som de kunne købes for forinden krigen. Og de som alligevel beklager sig ved sådan betaling, har man intet at svare, fordi størstedelen som bruger og må betale disse varer vist ville skatte sig meget lykkelig ved at modtage deres indtægter efter denne målestok. Det er desuden notorisk at blandt hosekræmmerne her i byen findes mange rige mænd. Og man bør ikke tro andet end at disse vil betale de fattige arbejdere i Jylland den flid og de varer der har gjort dem til rige. Både efter retfærdigheds og menneskeligheds strengeste forskrifter, og på ingen måde tåle de menneskers sved og møje som de har at takke for rigdom, skal møde så kolde hjerter at de uden kraftigt at blive berørte om hjertet ufølsomt ville høre de skrækkeligste klager, ja se på at de i tusindvis drog ud af landet.

I mangfoldige år mindes anmelderen at de skånske fruentimmer der er kendt som flittige, fattige og stræbsomme mennesker, har søgt København for at afsætte de arbejder deres driftige husflid har bragt i stand. Og han mindes aldrig at have hørt nogen offentlig har beklaget sig over det. Tværtimod har mange været godt til mode ved på denne måde at kunne få en skjorte af godt hjemmegjort lærred på kroppen for billig pris. For man kan nok snarere sige at dovne hænder i tusindvis hos os hellere vil drive om med en kurv på armen år ud og år ind end ved nyttig husflid søge og finde næring. 

Skulle spørgeren derfor være af den mening at flid og arbejdsdrift hos hvilken som helst klasse af mennesker, men fornemmelig hos den nøjsomme og fattige klasse, skulle undertrykkes af politisk forhold for på denne måde des bedre at kunne fremhjælpe vindesyge og egennytte, så er sådan tænkemåde højst foragtelig. Men dette kan vel ikke heller være hans mening. Hvorledes i øvrigt handel og vandel skulle bestå, når den ene stat, det ene land skulle rette sig efter politiske forhold, er ikke let at fatte. For som det lader, vil han at ethvert rige for sig skal være en egen, fra andre stater aldeles udelukket handelsstat, fordi det monopol handelsmanden med uldvarer forlanger for sig, kan og bør jo da enhver anden handlende ligeledes forlange og da - Gud hjælpe os. Men når han lægger til: I Sverige må vist ingen dansk indføre for 4 skilling værdi, så er det hele: ord uden forstand. Nej! Den usle indsuede tænke- og handlemåde må forbedres, først da vil meget blive anderledes. Ikke før.

(Politivennen nr. 224. Løverdagen den 15de April 1820, s. 3607-3612) 

Redacteurens Anmærkning

Svarskribenten bruger udtrykket numeraire som ikke har en dansk oversættelse. Det nærmeste man kan komme er gangbar mønt eller regneenhed. Skribenten ide må være at pengeværdien af en arbejdstime er det dobbelte sammenlignet med tilstandene før krigen. Mens den numeriske værdi er faldet.

En lignende klage findes i artiklen "Noget om de saakaldte Probenreutere" som sælger varer til mindre kræmmere i Politivennen nr. 749, lørdag den 8. maj 1830, s. 291-292.

06 september 2015

Nødværge mod lumsk Bagtalelse og grundløse Rygter

Ethvert nyt foretagende i særdeleshed hvis det afviger fra det sædvanlige, må altid forvente at blive modtaget med stiklerier og lægges hindringer i vejen som ofte kan være vanskelige nok at få ryddet bort. Således blev også mit tilbud om at give undervisning i skrædderprofessionen opfattet med giftspydende anmærkninger og ussel satire. Ja selv de som jeg fornemmelig ville søge at gavne, lagde mig hindringer i vejen for min plans udførelse. Selvbevidst om min sags godhed smilede jeg kun ad de første og ved tålmodighed og standhaftighed overvandt jeg de sidste, så at jeg nu rolig kunne fortsætte mit begyndte forehavende. 

Men misundelse og had som aldrig hviler, opkogte og fordrejede gamle historier. Opspandt ubegrundede og falske rygter som skulle skade mig hos den bedre del af publikum, der havde prøvet og billiget mit foretagende. På flere steder og for betydelige embedsmænd har man fordømt mig som den der var skyld i lavets ruin. Og at jeg i året 1818 skulle have frataget lavets interessenter den fortjeneste som de kunne have haft ved at sy munderinger for det kongelige varedepot, idet jeg havde nedsat arbejdslønnen for selv at få alt arbejdet. Sådanne rygter som desværre kun alt for ofte bliver troet uden at sandheden af samme er bevist, kan skade både mit navn og min borgerlige stilling. Derfor nødsages jeg til at fremsætte en sandfærdig og bevislig fortælling om denne munderingssag og overlader det upartiske publikum at dømme mellem mig og mine forfølgere.

Efter at jeg i henved 15 år havde været bisidder eller såkaldt repræsentant ved skrædderlavet blev jeg en aften i januar måned 1818 tilsagt at møde på lavshuset for at tage nogle prøvemunderinger i øjesyn som var tilsendt lavet fra den kongelige skræddersal for at dette kunne bestemme til hvilken pris sådanne kunne forfærdiges. Samt tillige at høre oplæse en skrivelse fra det kongelige varedepots kontor hvori forlangtes nogle tusinde soldatermunderinger syet af lavets interessenter i en tid af 5 måneder.

Derpå blev i følge opstået uenighed mellem forsamlingen indbyrdes foretaget votering hvor udfaldet blev at den ringeste slags eller såkaldte eksercermunderinger skulle kunne sys for 19 mark, den bedre nemlig rabatmunderingen for 20 mark og den i arbejde sværeset eller 3. mundering for 21 mark, 8 skilling.


Efter at nævnte beslutning var taget, hævedes forsamlingen, og kun nogle mestre forblev der, formentlig for at høre om der ikke ellers skulle foretages noget til besvarelse på nævnte brev fra kollegiet. Men til alles største forundring stak oldermanden, hr. skræddermester R. H. Beck brevet i sin lomme, gik hjem og glemte straks at indholdet af brevet angik lavet. Men gjorde derimod ved sin sædvanlige egenmægtighed dette til sin egen private sag. Han besvarede derpå brevet efter eget behag, uden på mindste måde at forevise det, endnu mindre lade samme undertegne af repræsentanterne.


Følgen deraf var at han blev ene om det arbejde som var tiltænkt lavet. Og han nød således uden nogen vidste et ord af det, det held at få skrivelse igen fra kollegiet hvori var bestemt sagt at det havde antaget og resolveret på hans forslag om nævnte betaling (dog uden at deri nævntes noget om rigsbankdaler mark eller skilling), hvilket vel syntes ham selv som os andre forunderligt.


Repræsentanterne blev derpå atter sammenkaldt for at møde RB hjemme hos oldermanden selv og i hans tilskærerkammer. Han oplæste derpå den nysnævnte skrivelse som han havde fået fra det høje kollegium, tilkendegav sin tilfredshed og udbad sig 1 mark pr. mundering i provenu for sine mange og store ulejlighed som han ventede at få ved at alene at bebyrde sig med alle munderingerne. Dette synes vel meget da det dog enten skulle tages fra den fattige arbejder eller falde kongens kasse til last.


Hr. oldermanden forbeholdt sig nu ved et magtsprog at han ingenlunde ville løbe på lavshuset for en gang at uddele munderinger og en anden modtage samme, uagtet han vel så at hans rene fortjeneste af 600 munderinger om ugen udgjorde 150 rigsbankdaler, hvilket ses af det efterfølgende. Dette måtte repræsentanterne indvillige i hvis de ikke straks ville høre grovhed og se hans sædvanlige opbrusen mod dem.

Følgen heraf var at munderingerne blev uddelte i flæng og spræng, så at når de aldrende eller fattige mestre kom og forlangte arbejde, fik de sædvanlig grovheder i stedet for det forlangte arbejde da der intet fandtes.


Da jeg i forvejen indså hvordan det ville gå, betingede jeg mig 200 styk munderinger om ugen. Hvilke jeg på ansvar ville lade sy godt og meddele trængende mestre hvad jeg ikke kunne klare syet på mit værksted.

Efter kort tids forløb beklagede de blandt lavets mestre som aldeles ingen munderingsarbejde havde haft, sig for mig over oldermanden at de var blevet dårligt modtaget af ham når de havde forlangt arbejde og påtalt deres ret. Ligeledes meldte hr. skræddermester Dahlberg mig at oldermanden havde godtgjort sig selv 8 skilling pr. mundering mere, end lavets repræsentanter (hvoraf denne mand selv var en) havde indvilliget ham, og anmodede mig om at tale lavets sag, da jeg var den ældste repræsentant.


En beskikkelse var nødvendig for at afæske oldermanden en lovlig lavsforsamling, hvortil d'herrer skræddermestre Dahlberg og Stoffel var mig behjælpelige. Men vi traf ikke hr. oldermanden hjemme. Han var på skydebanen. (Formodentlig for at fejre en højtid).
Jeg besluttede straks at skrive en begæring om en lavsforsamling og bragte samme hen på hr. oldermandens bopæl i overværelse af nævnte mænd.


Den forlangte forsamling blev foranstaltet til anden dags aften under præsidium af hr. etatsråd Hammerik, hvor jeg da talte lavets sag imod oldermanden i flere end en henseende.


Etatsråden fandt alle mine påstande begrundede. Iblandt andre ting foreslog jeg:

  1. Et forbedret mesterstykke såsom det vi har, er af sådan beskaffenhed at det skaber staten tiggere i stedet for mestre.
  2. At det må forebygges at ingen kom ind i lavet som interessent med mindre han virkelig var skrædder og ville udøve professionen på sit vundne borgerskab. (Det modsatte var nylig sket ved oldermandens egenmægtighed og dem af bisidderne som indvillige samme)
Med dette forslag for oldermanden op imod mig med ord som det siger I som en infam karl og det erklærer jeg her i hele forsamlingens nærværelse.

Ganske rolig hørte jeg på det og overlod det til forsamlingen hvad denne syntes om sådan opførsel. Etatsråden bad mig ikke at tage oldermandens opfarenhed til hjerte, skammede ham derpå ud, og bad os til sidst begge om at forliges, da han ikke ønskede nogen sag som var foregået i hans nærværelse, påtalt ved retten. Jeg adlød straks og lovede at hvad han ved sin opbrusenhed havde sagt, skulle være glemt og beklagede blot at Beck ikke mere var herre over sine lidenskaber.

I det jeg foredrog om de 8 skilling pr mundering som oldermanden havde beholdt, uden repræsentanternes vidende, bekendte han straks sin skrøbelighed med de ord at han ikke syntes at han kunne have mindre end 24 skilling pr. mundering for sin store ulejlighed. Dog tilbød han ligeså hurtigt at han ville betale enhver sine 7 skilling ud, så snart som de forlangt det.


Nu var 2200 munderinger allerede snart færdige og afleveret hos oldermanden, og man kan altså tænke sig at en sådan snært gjorde ham ondt, især da den traf uventet.

Jeg påstod endvidere at munderingerne for fremtiden absolut skulle udleveres til lavshuset fra depotet under opsyn af en af bisidderne, samt at ingen uden de mest trængende lavsmestre måtte tildeles dette en gang lavets tilkomne arbejde, så også at oldermanden aldrig måtte overfuse nogen aldrende og fattig mester med grovheder om han endog syntes at have grund dertil. (NB efter sin forstand).


Til dels indvilligede man mig alt, men at nogen bisidder måtte være til stede var efter de fleste repræsentanters mening urigtigt og overflødigt, hvorfor jeg måtte frafalde denne min påstand.


Forsamlingen hævedes og alle de tilstedeværende var tilfredse såvel med min klage som med min påstand.


Efter hr. etatsrådens var gået, erklærede oldermanden at hans hjerte aldrig havde sat i sådan en klemme som i de to timer han havde hørt mig tale om vores lav (enhver som læser dette kan let vide hvad det var der klemte ham), og jeg kunne ikke undlade at beklage ham som dog ellers var min formand.


Efter at vi nylig var blevet forligt, brød oldermanden straks forliget igen, nemlig idet han i et øjeblik da jeg var gået ned fra amtssalen i et nødvendigt ærinde, tog 13 mænd som var resten af hele forsamlingen, med sig og løb bort fra mig. Så at jeg efter 4 minutters forløb stod alene tilbage i salen. Jeg vil tro det var for ikke at sige godnat til den infame karl, hvilket prædikat han som meldt havde behaget at tillægge mig. Straks dagen derefter meldte jeg mig fra laden.


"Det passerede rygtedes samme aften ud på den kongelige skræddersal eller varedepot og 2 dage derefter fik jeg en skrivelse fra generalkrigskommissær D´Auchamp hvori han bad mig komme ud på kontoret". (Guldhuset, Rigensgade. Indtil 1818 var den kongelige militære uldmanufaktur her og beskæftigede 400 arbejdere. I 1820 hvor artiklen er skrevet, var der dog i stedet militærhospital. Fabrikationen var i stedet flyttet til Usserød - se foto senere. Eget foto).

Det passerede, nemlig forsamlingen i lavshuset, rygtedes samme aften ude i den kongelige skræddersal eller varedepot, og 2 dage derefter fik jeg en skrivelse fra generalkrigskommissær D´Auchamp hvori han bad mig komme ud på kontoret. Jeg forføjede mig derud og fandt til min største forundring at jeg nu kunne få munderingsarbejde på mit eget navn, og at kollegiet havde taget en anden beslutning med det arbejde hvorom den selvkloge oldermand havde kontraheret. Tillige at flere skræddere havde meldt sig for at forskaffe munderinger færdige, samt at lavet ikke fik nogen at sy til den høje pris mere.


Hvad var her at gøre? Jeg søgte nu at beholde noget hellere end intet, og efter at jeg havde hørt de nyere betingelser oplæst af en forfattet og undertegnet kontrakt med en skrædder hvis navn jeg også havde hørt og hvem jeg personlig havde set hos oldermanden, bekvemmede jeg mig til at forskaffe 200 stykker af simpleste slags syet i 8 dage for betaling af 16 rigsbankmark og 8 skilling pr. styk. Jeg undertegnede nu samme kontrakt som førstnævnte skrædder havde underskrevet og påtog mig 200 munderinger for en uge.
Mandagen efter modtog jeg nævnte 200 munderinger, delte de 110 ud igen i samme tilstand som jeg modtog dem til 18 skræddermestre som henvendte sig til mig om dem, og betalte disse med 16 mark 8 skilling pr. stk. da oldermanden samme dag var gået fejl efter munderinger på skræddersalen.


Opbragt over at man havde indladt sig med andre mænd end hr. oldermanden, blev han så vred (hertil kom at han straks tænkte på de 7.000 gange 24 skilling som han nu også gik glip af) at han øjeblikkelig løb hen på lavshuset, slog af ham selv opsmurt stor  plakat op på væggen i krostuen, hvori han fortalte alle sine lavsbrødre at jeg havde ødelagt hele munderingsarbejdet for dem. Også udspredtes det rygte at jeg havde sat lønnen derfor ned til 2 rigsbankdaler i stedet for 19 mark *). Ja man drev det endog så vidt at hr. skræddermester Bonnesen med mange flere modtog munderinger samme dag i store partier for 2 rigsdaler pr. mundering i arbejdsløn. Således virkede denne løgn på hans venner.


Straks derefter syede lavets mestre samme slags munderinger for 9 til 10 mark stk. Jeg derimod tog ikke mod en eneste efter at de 200 var færdige. 

Nu spørger jeg:

  1. Var jeg den nederdrægtige og egennyttige som søgte at bedrage kongen, staten og lavet eller hvem var det?
  2. Var jeg den som ved nogen løgnagtig opdigtelse nedsatte arbejdslønnen til 2 rigsbankdaler stykket for det her omtalte munderingsarbejde, eller hvem var  det?
  3. Hvem er den som fortjener at forfølges, foragtes krænkes på ære og gode navn, når jeg således fralægger mig hr. oldermandens udtryk eller skældsord, er det da ham eller mig?
Dette tror jeg vil for det første være nok for at standse kabalens ondskab mod hvilken jeg venter og håber at fejre

D. With

*) Hvorfor ikke 19 mark 8 skilling


(Politivennen nr. 218. Løverdagen den 4de Marts 1820, s. 3489-3502)


Lidt mere til Nødværge mod lumsk Bagvaskelse og grundløse Rygter

Jeg har i Politivennen nr. 218 angivet årsagen der bevægede mig til at fremkomme med den deri fremsatte fortælling om den afgåede oldermand skræddermester R. H. Becks opførsel i anledning af det hos lavet bestilte munderingsarbejde. At jeg ikke kunne tage ømmere på ham ligger i sagens natur og at det anførte skønt overensstemmende med sandheden ville klinge ilde i hans åren, kunne jeg vel vide på forhånd. Men skønt jeg ikke har noget højt begreb om hans konduite, tiltroede jeg ham dog så meget at han ikke ville have prostitueret sig selv ved et sådant avertissment som det han har indført i Adresseavisen nr. 55. For for det første gør han sig latterlig ved selv at opkaste sig til dommer og at fælde dom i sagen uden på mindste måde at have modbevist mit udsagn, hvilket vil blive ham umuligt. Og dernæst ved offentligt at røbe sin opfarenhed og tilbøjelighed til at bruge skældsord, hvilket som upassende for mænd ikke engang er undskyldelig i mundtlig samtale, men aldeles utilgivelig når man skriftligt fremsætter sine tanker. For da bør et roligt sind og overlæg herske.

Jeg finder mig derfor beføjet til som et bidrag til mandens karakteristik at fremsætte et eksempel på hans uforsonlighed og harskhed.


Da jeg forinden jeg begyndte mine offentlige undervisning i skrædderprofessionen troede at burde gøre alt hvad der stod i min magt for ikke at have uvenner blandt mine lavsbrødre, søgte jeg også at blive forsonet med Beck, som jeg vidste bar nag til mig siden omtalte tildragelse med munderingsarbejdet. Jeg ytrede for en af hans venner at jeg ønskede at Beck ville være nærværende ved mit første foredrag og denne påtog sig at ville tilkendegive ham mit ønske, samt at levere ham et adgangskort hertil. Nogle dage derefter talt jeg med en af lavets agtede interessenter, hr. Møller om det samme,  og denne var af den formening at Beck ville komme når jeg indbød ham skriftligt. Jeg sendte ham derfor ved samme mester et adgangskortledsaget af følgende billet:


Iblandt en del af stadens agtede mænd som vil overvære mit første foredrag, ønsker jeg også at se den jeg af hjertet gerne rækker hånd til fred. Indlagte bedes afbenyttet.


København den 16. 1. 1820
Ærbødigst
With


Denne skrivelse bragte hr. Müller ham selv og talte desuden med ham. Den 17. om formiddagen bragte Becks dreng mig mit eget brev tilbage i hvilket han havde indlagt de 2 adgangskort. Hvorpå han udeblev fra mit foredrag. Senere hen skal han have fortalt denne sin opførsel mod mig til en del af sine venner, som med ham har glædet sig over denne hans genistreg. Da jeg nu håber at Beck efter løfte vil begynde sag mod mig for at en anden dommer end han selv kan afgøre om de af ham mod mig brugte skældsord kan og bør anvendes på mig, eller returnere tilbage på ham selv, vil jeg forsyne ham med endnu et par historier som han kan benytte for dermed at formere klagepunkterne mod mig. For som det hedder at slå to fluer med et smæk har jeg i Politivennen nummer 218 foruden munderingssagen berørt en efter min formening lille fadæse blandt flere af samme art begået af skræddermester R H. Beck som oldermand i årene 1816, 17 og 18. Hvilke som det synes tillige med det øvrige har bragt ham på den fortvivlede tanke at opkaste sig som den højeste dommer i den sag som han lover at føre mod mig ved retten *).

For nu at blive ved førnævnte ordsprog vil jeg herved forøge fakta for den selvkloge hr. Beck idet jeg yderligere tilkendegiver at den omtalte fadæse ikke er den eneste han upåtalt har udøvet, skønt sådanne både er i strid med love, anordninger, lavsartikler, ja endog fornuftens mest rimelige grundsætninger. Dermed vil jeg give benævnte N. R. Beck lejlighed til på engang at fralægge sig hvad muligt han efter sin forstand kan finde sig fornærmet over **).


Mens jeg endnu var bisidder ved laden, så jeg på Råd- og Domhuset et svendestykke blive forevist kommissionen. Dette svendestykke var syet af en af hr. skræddermester Boheims lærlinge. Otte dage derefter optog skræddermester N. H. Beck nævnte svend i lavet. Han blev skrædder, vandt borgerskab og fik derpå navn af mester, uden at denne, som lavets formand havde kancelliets tilladelse til at optage ham i samme, da han som meldt kun havde været svend i en tid af 8 dage, ikke heller havde konsulteret bisidderne om denne svend. Hr. R. H. Beck fortalte nu til alles forundring at den der havde gjort mesterstykke var den samme person som for 8 dage siden var blevet svend.


Ved en anden lejlighed fik lavet som medinteressent en overløber som udgav sig for skrædder. Denne slap også ved hjælp af daværende oldermand N. H. Beck ind i borgersamfundet uagtet førstnævnte erklærede at han hverken kunne fremvise dåbsattest, konfirmationsbevis, vaccinationsattest, lærebrev eller noget lignende dokument som love og anordninger byder, og som er nødvendige til hjemmel for øvrighed og oldermænd.
Om begge disse sandheder tvivler vel ingen af dette blads læsere uagtet jeg for at skåne bemeldte person her ikke vil nævnte den sidste, lige så lidt som jeg drager i tvivl at jo egennytte forenet med den dårligste selvklogskab kan være drivfjederen dertil. Hvilket enhver som kender skræddermester N. H.Beck ret vist vil sande.


With

*) Det ville være galt dersom man således kunne foreskrive dommere hvad man ville der skulle ske sin vederpart.

**) Denne forøgelse vil give ham lejlighed til at forny mulkten til 4 mark.


(Politivennen nr. 219. Løverdagen den 11de Marts 1820, s. 3524-3528)

Svar til S. T. hr. Skrædermester D. With fra Skræderen hvis Contract Han Underskrev *). 

Da jeg i Deres indrykkelse i Politivennen 118 egentlig er den som bliver erklæret som kontraktstifter og altså som den der røvede mine medborgere brødet af munden, mener jeg at være publikum og mig selv skyldig i gøre opmærksom på at i Deres indrykkelse findes en stor del drøje usandheder.

1. Hvad underskrivelse  på min kontrakt angår, da ved De selv ret godt at De flere gange havde været hos S. T. hr. generalkrigskommissær de Auchamp R. a. D om munderinger og allerede aftalt en pris om samme i den de mig af S. T. hr. gen. kr. kom. blev tilbudt til forarbejdelse. Og at min kontrakt først blev afsluttet, skete kun på grund af Deres udeblivelse. Den udeblivelse var formentlig ikke uden grund, som jeg senere ved Deres underskrivelse på min kontrakt og ved det udspredte rygte erfarede. I øvrigt vil formentlig bemeldte S. T. hr. G. K. K.brev til mig af 12. februar 1818 nok ikke ganske være gået Dem i glemmebogen da de dog i S. T. hr. G. K.K og fleres nærværelse så ynkelig bad mig om at tilintetgøre sidstnævnte brev. Og da jeg ikke føjede Dem deri (selv om S. T. hr. G. K. K. gerne tillod samme da han lovede at give mig et andet i stedet) endelig bad mig ikke at vise skrædderlavets oldermand S. T.hr. kaptajn Beck samme, fordi jeg ellers efter hr. Withs udtryk derved ville skaffe ovennævnte hr. kapt. Bech et søm at hænge sin hat på. 

Hovedbygningen af Den Kongelige Militære Klædefabrik i Usserød. Dog i den skikkelse den fik i 1860. Det var bl.a. her militæret fik fremstillet sine uniformer på Politivennens tid. Da den var på sit højeste, arbejdede 700 her, fortrinsvis fattige og børn. (Eget foto).

2. Må Deres hukommelse være skrækkelig svag når De ikke kan erindre at den af Dem nævnte underskrevne kontrakt kun lød på 100 munderinger ugentlig og ikke på 200. Og S. T. hr. G. K. K. ganske enslydende breve til Dem og mig af 7. februar 1818 indeholdende at vi ikke kunne vente os mere end 150 munderinger en gang for alle, som vi også modtog den 9. februar 1818. Om dette nu er glemt med vilje eller virkelig glemsomhed har bragt Dem til denne usandhed, kan jeg ikke bedømme. Men ved at S. hr. G. K. K. brev er i mit værge, og depotets protokoller i depotets værge. 


3. Hvad uddelingen af de 110 munderinger til de fattige mestre angår, da ser jeg mig atter nødt til at beklage Deres hukommelse. Men måske var det kun en fejltagelse, for 110 og 40 gør efter vores gamle Søren Mathiesen 150, og på den måde slipper vi omvendt ret godt ud af det. De vil behageligst erindre at det var Dem selv som foreslog at vi skulle uddele 36 munderinger hver til førnævnte mestre for 16 mark stykket. Hvilket De meget påtrængende bad at jeg også skulle overlade mit kvantum til Dem at uddele, hvilket jeg også indgik (siden til stor ærgrelse for mig). To dage derefter kom Deres bud til mig med den anmodning at uddele endnu 4 munderinger på samme måde, hvilket jeg tilstår, jeg med nogen uvilje gik med til. Om det måske årsagen at brovte med noget mere der gjorde Dem så påtrængende, eller hvilken årsag ved De vel bedst selv. Men det ved jeg at jeg såvel af Deres daværende, såvel som af mine svende har vidner på det nedskrevne. Lære som skrædder, men ikke som skribent, fulgte jeg meget gerne det gamle ordsprog: Skomager bliv ved din læst. Men da sagen nu er levet publikums sag, troede jeg at skylde den sandhed.


Og kun til sidst jeg Dem vil råde,
Med sandt og usandt holde måde.


C. G. Bolt.

*) I bidrag som nærværende der forlanges ordrette indrykkede og hvorfor indsenderen bliver ansvarlig tror udgiveren han aldeles ingen rettelse bør foretage om han endog fra ortografiens side havde noget at indvende mod samme.


(Politivennen nr. 221. Løverdagen den 25de Marts 1820, s. 3553-3556)

Redacteurens Anmærkninger

Det militære Varedepot 

Frederik 6. skal have været nidkær med militæret munderinger og undersøgt dem nøje. Befalingsmændenes og mandskabets dragter blev normalt leveret af statens egne fabrikker til nød købt i udlandet. I 1811 oprettedes adskillige militære fabrikker foruden de allerede eksisterende Guldhuset i Rigensgade og Børnehuset på Christianshavn: Den Kongelige Militære Klædefabrik i Usserød (1791) og Brønsholmsdal. Fabrikken i Usserød har været omtalt i Politivennen 22. november 1800 i forbindelse med skorstensfejning.

Militæret brugte megen tid på ændringer i uniformerne, især efter 1810 kom en overflødighed af bestemmelser. Det var uenighed om farverne på uniformsbukserne der skabte arbejde. Gråt blev fx erstattet med himmelblåt i 1816 i linjehæren. Og dette kan have været årsagen til de store munderingsopgaver for skrædderne. 

Generalkrigskommissær Francois Louis d'Auchamp (1778-1847), major af Infanteriet som magasinkommissær. Han opdagede omfattende underslæb i 1810, hvor væversvendene formentlig stjal 10-12 pund ud af 60 pund uldgarn.


Søren Mathiesen

Det må være den Søren Mathiesen som Rundetårn skriver om: Han var klokker og regnebogsforfatter til “Compendium Arithmeticum eller Vejviser, hvorved man på korteste og netteste Måde kan ledsages til Regnekunstens rette Brug.” (1680). Tillægget “En kort Formular til i adskillige Breve udi huslige, Handels, Vekslers og deslige daglige forfaldne Håndteringer, for Ungdommen” udkom 1721 som en selvstændig Bog. Den udkom i flere udgaver senere indtil 1763.  Desuden til "Aritmetica compendiosissima eller meget kort og net Måde at regne på, med “ (1680) og "En let Arithmetica eller Regnekunst" (1696). Sidstnævnte blev 1696 oversat til tysk og udkom indtil 1750.

Domfældelse

Den 3. oktober 1821 faldt der dom i sagen:
"De paaankede af Contracitanten Skrædermester D. With om Hovedcitanten Capitain og Skrædermester N. H. Bech i Bladet Politivennen Nr. 218 og 219 for Aaret 1820 fremførte fornærmelige Beskyldninger og Udladelser bør døde og magtesløse at være og ikke komme Sidstnævnte til Skade paa Are, gode Navn og Rygte i nogen Maade hvorimod Contracitanten for sit i saa Henseende brugte utilbørlige Forhold bør bøde til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse 50 Rbd. Sølv.
Ligeledes bør de fra Contracitantens Side paaankede i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger Nr. 55, 56 og 57 for Aaret 1820 af Hovedcitanten brugte Udtrryk døde og magtesløse at være; hvorimod Parterne iøvrigt for hinandens Tiltale i denne Sag bør frie at være.
Processens Omkostninger betaler Contracitanten til Hovedcitanten med 30 Rbd. Sølv.
At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven"

05 september 2015

Utilbørlig Kattejagt

For nogen tid siden sås 5 flåede katte liggende bag posten i nichen ved Trinitatis kirkemur. For omtrent 8 dage siden sås 3 sådanne katte på en renovationsvogn i Adelgade og til samme tid fandtes 2 indkastede i gården nr. 361 i Amaliegade. I sidstnævnte gård fandtes samme dag en kat hvis rygrad var overskåret og hovedet beskadiget, således at man for at ende dyrets pinsler måtte aflive det. Dette viser nok så meget at en utilbørlig jagt efter disse kreaturer igen finder sted. Men da disse dyr er højst nødvendige for dem der plages af utøj, da mange mænd der ejer en god kat, ikke ville miste den endog for mange penge, så var det ønskeligt om man kunne opdage en sådan kattetyv. 

De herrer buntmagere til hvem sådanne skind falbydes, gøres herved opmærksom på at de handler urigtigt når de køber disse, om de endog gør nok så godt et marked. For det er tredje mands ejendom hvortil sælgeren ingen ret har. De handler derimod mere i overenstemmelse med ret og pligt når de anholdt de falbudte varer og angiver falbydere til politiet. Herved ville kattetyvene blive opdaget, kattejagten forebygget, og hver mand beholde sin kat i fred.

(Politivennen nr. 216. Løverdagen den 19de Februar 1820, s. 3477-3479)

"For nogen tid siden fandtes 2 indkastede i gården nr. 361 i Amaliegade. I sidstnævnte gård fandtes samme dag en kat hvis rygrad var overskåret og hovedet beskadiget, således at man for at ende dyrets pinsler måtte aflive det." (Amaliegade. Redacteuren har ikke kunnet lokalisere nr. 361. Eget foto).

Redacteurens Anmærkning

Katte var tilsyneladende jævnligt udsat for mishandlinger. Se fx artiklen "Kattejagt i S. T. Herr Knirsch's Have i Hotel d'Angleterre", Politivennen  674, 29. november 1828, side 802-804 (ikke med i denne weblog).

04 september 2015

Bøn fra Store og Lille Torvegaden paa Christianshavn.

Politiets udviste virksomhed for at tilvejebringe fred, rolighed og orden mellem stadens indbyggere er allerede alt for almindelig bekendt til at berøres her. Men de afstedkommende uroligheder af og til ildesindede mennesker i staden har nødsaget politiet til at kalde nattegadevægterne til hjælp for i forening ved patruljering om muligt at forhindre sådanne, måske endnu oftere gentagne optøjer. Derfor burde der efter indsenderens mening tages hensyn til hvor sådanne vægtere nogenlunde bedst kunne undværes. 

"Den vægter som er betroet Lille Torvegade på Christianshavn, må påtage sig opsynet med Store Torvegade. Det vil vist være aldeles umuligt selv for den strengeste og bedste vægter at bestride denne post og vedligeholde den behørige orden og rolighed på så langt et distrikt." (Lille Torvegade. Den gik fra Knippelsbro til Christianshavns Torv og fortsatte derefter som Store Torvegade. Amagerport lå fjernest omtrent ved træerne. Torvegades bredde på 25 meter stammer fra en udvidelse i 1920'ernes "gadegennembrudsmani". Så kun den ene vejside er bevaret fra Politivennens tid. Eget foto)

Beboerne eller indbyggerne i de gader ville da ikke have mindste årsag til klager derover. Men at en vægter som ofte er en aldrende mand, skal have 2 besværlige lange poster at bestride, synes anmelderen at ville bringe til de høje ansvarliges opmærksomhed. Og til eksempel anføres at den vægter som er betroet Lille Torvegade på Christianshavn, tillige i ovennævnte tilfælde må påtage sig opsynet med Store Torvegade sammesteds. Disse 2 gader går som bekendt lige fra Amagerport og til Christianshavns Kanal ved Knippelsbro. Det vil vist være aldeles umuligt selv for den strengeste og bedste vægter at bestride denne post og vedligeholde den behørige orden og rolighed på så langt et distrikt. Så meget mere som da de 2 nævnte gader er de mest befærdede af alle Christianshavns gader og stræder. 

Indsenderen vover derfor at ytre sin ærbødig mening om at en vægter fra Bådsmandsstræde, Lille Kongensgade eller anden sådan lille gade bedre kunne undværes og tages til assistance ved ovennævnte patrulje.

Skulle dette finde høje vedkommendes bifald og opmærksomhed, ville vist  flere med indsenderen glæde sig over det og med taknemmelighed påskønne den høje øvrigheds omhu for det almenes bedste.

(Politivennen nr. 215. Løverdagen den 12de Februar 1820, s. 3451-3452)


Redacteurens Anmærkning


Med de nævnte optøjer menes formentlig efterdønningerne af den såkaldt Jødefejde. Denne var skudt i gang 3. september 1819. Bl.a. som følge af den uheldige politidirektør Hvidberg eskalerede disse eksplosivt de følgende dage, så politiet måtte søge hjælp først hos vægterne, senere af militæret, fx Hovedvagten på Kongens Nytorv og Kastellet. Store menneskemængder overfaldt i første omgang jøders boliger, men fra 6. september gik optøjerne over til at have karakter af en revolte så regeringen måtte træde ind med militær støttet af Borgervæbningen. Først omkring den 14. september lykkedes det at få nedkæmpet urolighederne. Under overfladen fortsatte det dog, hvor der var anledning til store forsamlinger fx 28. og 30. september 1819 og igen 28. januar 1820 på kongens fødselsdag. 

Torvegade var på Politivennens tid opdelt i Lille og Store Torvegade, hvor Lille Torvegade var strækningen tættest på Knippelsbro, se i øvrigt foto.

03 september 2015

Om Lygter i Maaneskin

Såvel nytårsaften, nytårsdagsaften som flere aftener i denne frostrige vinter har vi haft det prægtigste måneskin, hvorved det har været så lyst at man har kunnet se at tage en toskilling op fra gaden, og dog har gadelygterne i den tid været tændt. Derimod ved man af erfaring at de ofte ikke har været tændt når månen har fået det indfald ikke at ville lade sig se. Og man har da måttet famle om i mørke og tåge. Anmelderen ved godt at det er og altid har været fastsat en tid i hvilken lygterne skulle brænde, at forbruget af tran osv. er beregnet derefter, og at det ville have sine vanskeligheder med belysningen hvis denne blev overladt til vedkommendes skøn. Men da han mener at en indretning ikke altid er god fordi den er gammel, og at man endog med belysningen må skride frem med oplysningen, vover han at tro det hensigtsmæssigt om lygterne slet ikke tændtes i virkeligt måneskin, men derimod tændtes når det var mørkt eller tåget, skønt almanakken til samme tid spåede måneskin. 

"Derimod ved man af erfaring at de ofte ikke har været tændt når månen har fået det indfald ikke at ville lade sig se, og man har da måttet famle om i mørke og tåge. " (Mur i lygtens skær, Eckersberg).
 
Den mængde tran som ellers i førstnævnte tilfælde forbrændes unyttigt, kunne så spares til den tid hvor belysning var nødvendig og da bruges hensigtsmæssigt. Vil man nu indvende at der efter vort fugtige og ustadige klima ville forbruges mere tran osv. når lygterne altid skulle brænde når det var mørkt, så kan dertil kun svares at for at opnå hensigten bør man bruge midlerne, og at økonomien især når man var sikker på at intet unyttigt bliver spildt, vel ikke mere bør komme i betragtning her end ved andre lejligheder. I vintre hvor vi har meget frost og sne, koster renovationen jo mere end i vintre som fx den mellem 1818 og 1819, men dog må det nedfaldende sne som forhindrer færdslen, bortkøres.

Skulle man mene at en ubestemt belysning ville give vedkommende anledning eller lejlighed til underslæb med tran osv., da kunne sådant gøres umuligt ved at ansætte en mand der skulle holde kontrol med det hele efter den fra enhver vægter indgivne rapport om hvilke aftener og hvor mange timer hver aften lygterne på hans post efter ordre havde været tændt.

"Når den vægter som var nærmest ved signalstedet, først anstak hjørnelygterne, så ville de tilstødende gaders vægtere selvom de ikke havde bemærket signalet, snart tænde efter den første, og så fremdeles. Og da ville lygterne over hele staden formodentlig være tændt lige så hurtigt som nu" (Tranlygte fra Politivennens tid, Nationalmuseet).

Fremdeles kunne det måske indvendes at nu er vægterne i forvejen underrettede om til hvilken tid de skulle tænde og slukke lygterne, hvorfor disse i almindelighed tændes temmelig ensformigt eller på en gang i alle gaderne, og at dette vel ikke ville kunne finde sted ved den ubestemte belysning. Men hertil svares at enten kunne sådant befales vægterne, som møder hver aften på paraden 1 til 2 timer før posten skal tiltrædes, eller også kunne antændelsen i ustadigt vejr tilkendegives ved et signal fra et af tårnene. Når da den vægter som var nærmest ved signalstedet, først anstak hjørnelygterne, så ville de tilstødende gaders vægtere selvom de ikke havde bemærket signalet, snart tænde efter den første, og så fremdeles. Og da ville lygterne over hele staden formodentlig være tændt lige så hurtigt som nu.

Dog, det var blot anmelderen hensigt at gøre de ansvarlige opmærksom på om der muligvis kunne bespares noget for det offentlige. Findes hans ide rigtig og udførlig, så vil de ansvarlige vist vide at anvende de bedste midler i denne henseende.

(Politivennen nr. 215. Løverdagen den 12de Februar 1820, s. 3441-3444)

02 september 2015

Nogle Bemærkninger ved Helsingørs Kirkegaard

Siden den såkaldte ny kirkegård ved Helsingør er blevet anlagt og benyttet mestendels til enhver afsjælet, har byens kirkegård stedse henligget i mere og mere forfalden tilstand med hensyn til det hegn og fred samme burde nyde. For omtrent 16 til 20 år siden begyndte man allerede at være ligeglade med at værne om nys begravede pårørendes hvilesteder. Man lod det ene stykke stakit efter det andet falde om, uden nogensinde at rejse noget nyt i dets sted. Rygtet sagde en tid at byens kirkegård skulle frasælges kirkerne og udparcelleres til de omkring samme boende hus- og gårdejere, hvilket dog endnu ikke er sket. 

For 14 til 12, ja måske kun 10 år siden begravedes endnu på Skt. Olai Kirkegård agtværdige borgere eller disses hustruer som henlagdes der så at sige på alfarvej i deres grave skønt man ofte i rørende taler af stedets provst hørte de ord: Fred med dit støv! Vel indså taleren at kirkegården manglede det som skulle værne om de afsjæledes levninger og disses gravhøje i det mindste så længe som den kristne i almindelighed forundes ro i graven, nemlig 20 år. Han nærede vist også det ønske at se nævnte kirkegård forskønnet ved en god orden og lig andre købstadskirkegårde forsynet med stakit overalt. Men måske vovede han ikke at nedlægge påstand, end ikke engang tilkendegive sin mening herom for de ansvarlige med hvem han ikke heller altid stod i bedste forståelse. På Urtegården nær, (som for øvrigt ligger mådelig nok) har nævnte kirkegård intet mere tilbage af sine stakitter. Hist og her ses gravstene og monumenter. Men vist ikke til glæde for de familier som bekostede dem. Ikke heller til pryd for pladsen, hvor de findes. Men meget mere til græmmelse for hvert tænkende væsen.

Mange endnu levende mænd og fædre med sine opvoksende børn skuer også med vemod hen til den afsjælede hustrus og moders gravhøj, hvoraf der ikke er mindste spor tilbage, skønt han vel flere gange har ladet samme opklappe og derved hensætte et eller andet mærke. Mange sønner stirrer mismodig omkring på kirkegården efter en kær faders eller moders grav, som i hans fraværelse (måske kun 12 til 14 år tilbage) er blevet aldeles nedtrådt og nu ikke mere er at finde. Børnegrave vil man ikke tænke på eller tale om, disse er straks aldeles forsvundet.

Skt. Olai Kirkegård er det hvorom her tales. Den ligger til et skandale for det menneskelige øje og trænger i allerhøjeste grad til den forbedring som den da først bør savne når der i 20 år intet lig er blevet begravet. Anmelderen heraf kan ikke nægte at de mangler den jo har og disses følger fortjener at nævnes offentlig her. Den første og fornemste mangel er stakittet på nordre og øste side af kirken, samt jernstænger mellem sammes firkantede mure som står ud på kirkegården. Dernæst fornøden tilsyn med og vedligeholdelse af grave, hvilke nu er blevet ganske usynlige og hvoraf følger at enhver kan gå langs og tværs over alle begravelser uden engang at tænke på at man der betræder levninger af fordums venner eller pårørende. Dertil kommer at kirken har udvendig mangfoldige vinkler, hvilket just ikke altid er blevet brugt til de anstændigste handlinger. Så findes også overalt i disse vinkler en del menneskeekskrementer, hvilket især ved dagens lys afgiver et væmmeligt og forargeligt skue. Disse gør endog passagen over kirkegården farlig eller i det mindste rædsom da man skønt uforvarende meget let kan komme til at forstyrre nogen i deres forretninger, og når man går i mørket der forbi, geråde i ubehageligheder med vedkommende, ifald man understod til at tale dem til.

At Skt. Marie Kirkegård også trænger til at renses og forbedres, vover vel ingen at modsige, da der langs Akt. Annegade mellem husenes bagside og klosteret eller før latinskole til hen igennem den hvælvede port inklusive ser ud som der var offentlige lokummer for de laveste folkeklasser. Sammesteds findes endnu nogle ligsten som levninger af den forladte kirkegård liggende hist og her til smådrengenes frie disposition. Urtegården ved sidstnævnte kirke giver intet efter for den anden omtalte i henseende til uorden og brøstfældigheed.

Men da nu Helsingør by har fået gode og hæderværdige præster og indbyggerne er blevet fordelt til begge kirker, altså i to sogne, hvorved det er kommet bedre forhold mellem først og sidstnævnte, så har man rimelig grund til at tro at menighederne ville, i forening med deres lærere og sjælesørgere, stræbe at forskønne byen også i denne henseende, nemlig ved at oprejse Skt. Olai kirkegårds stakit, hvor samme er faldet ned, da de derved forskaffer deres henslumrende venners hvilesteder det hegn og fred som i flere år har været dem berøvet, og som de bør nyde indtil fulde 20 år er gået efter at sidste lig der er begravet.

(Politivennen nr. 212. Løverdagen den 22de Januar 1820, s. 3385-3390)

01 september 2015

Bompenge efter forskiællig Cours

Selv om man en gang imellem klager over at bompengene ved Københavns bomme er lige lovlig høje som fx at der gives 27 skilling for en karet, hvilket er over det halve af den betaling gives i leje af en vogn uden for porten, så har man dog der det gode at bompengene er fastsat og offentligt kundgjorte. Men anderledes forholder det sig med bommene på landevejene, hvor man tillader sig en ganske vilkårlig behandling af den rejsende, idet den mand, kone eller dreng som er ansat til at modtage bompengene, så at sige tager disse på slump eller efter eget forgodtbefindende. Den rejsende er nødsaget til at betale hvad der kræves af ham hvis han ikke vil indlade sig i unyttig ordstrid. Undertiden høre grovheder og forsinke sin rejse. 

Et lille selskab som den 2. januar gjorde en slædefart til Fredensborg og tilbage, måtte ved de forskellige bomme som de passerede betale som følger:

Vibens Bom, på udrejsen 11 skilling, på hjemrejsen 10 skilling.
Vangede Bom, på udrejsen 9 skilling, på hjemrejsen 6 skilling *)
Rojels Bom, på udrejsen 13 skilling, på hjemrejsen 11 skilling
Hirschholms Bom, på udrejsen 9 skilling på hjemrejsen 3 skilling.
Lønholts Bom, på udrejsen 7 skilling, på hjemrejsen 9 skilling.


Enhver vil indse at en så vilkårlig og uregelmæssig betaling af bompenge hverken kan forskaffe det offentlige, bomforpagteren eller de rejsende nogen fordel. Men at samme ofte må give anledning til kævl og ordstrid, ja måske udarte til håndgribeligheder. Det ville derfor være at ønske at de der er ansat til at hæve bompengene af de rejsende, måtte være forsynede med et trykt plakat hvoraf enhver tydeligt kunne se hvad han efter sit køretøjs beskaffenhed måtte betale og at det pålagdes vedkommende at fremvise samme til enhver der ville se den.

*) Der blev kun forlangt og betalt 6 skilling. Men da slæden holdt nogle øjeblikke mens en af selskabet steg af for at forrette et nødvendigt ærinde, kom bomkonen tilbage og forlangte 4½ rbskilling til da hun nu først var blevet opmærksom på at der var 4 heste foran slæden.


(Politivennen nr. 210. Løverdagen den 8de Januar 1820, s. 3353-3355)

"Ved bommene på landevejene tillader man sig en ganske vilkårlig behandling af den rejsende, idet den mand, kone eller dreng som er ansat til at modtage bompengene, så at sige tager disse på slump eller efter eget forgodtbefindende. Ved Lønholts Bom, på udrejsen 7 skilling, på hjemrejsen 9 skilling" (Fredensborg Kongevej, udsigt mod Hesselrød og længst væk Lønholt. Eget foto).

Bekiendtgørelser

1) Efter en til og fra Fredensborg rejsendes beretning betales nu efter fast takst lige meget i bompenge ved mellemværende bomme, nemlig 6 rbskilling af en kane med 2 heste. Efter samme beretning skal en trykt takst være oppebørselsbetjentene meddelt.

(Politivennen nr. 211. Løverdagen den 15de Januar 1820, s. 3383)

Redacteurens Anmærkning

Mon ikke de har rejst ad Fredensborg Kongevej? Denne var anlagt 1774-75 mellem Hørsholm og Fredensborg som den sidste af kongevejene. I modsætning til de øvrige kongeveje var den åben allerede fra sin indvielse for offentlig transport, mod at man betalte bompenge, som altså her blev introduceret i Danmark for første gang.