29 februar 2016

Til Bladets Læsere.

Med dette nummer sluttes den 10. årgang af bladet. Den lykke det har haft at vinde regeringsmænds og højere autoriteters opmærksomhed, skyldes alene den nytte det har stiftet, ligesom også det held at det har fundet en afsætning der om den end ikke er overmåde stor, dog er tilfredsstillende for mig, og det så meget mere som flere blade har søgt at rivalisere med det, af hvilke nogle ikke mere udkommer.

Jeg tror derfor at burde fortsætte bladet under samme form uden anden forandring end at de følgende nummer skønt fortløbende, nummereres med lavere sidetal, da jeg dels selv har erfaret, dels af flere er blevet gjort opmærksom på at sidetal der består af flere cifre, er forvildende for en stor del af læserne, optager ved citationer større plads og endelig forvolder sætteren mere arbejde end fornødent gøres.


Mange brave og ordenselskende medborgere har i det forsvundne årti beæret bladet med nyttige vink og læseværdige bidrag. Men tak herfor forener jeg med bøn om fremtidig understøttelse.


København den 30. december 1825
K. Kristensen.


(Politivennen nr. 522. Løverdagen den 31te December 1825, s. 10387-10388)



28 februar 2016

Du skal ikke slaa ihjel.

Man hører i den seneste tid desværre ofte at stilladserne ved bygningsarbejde falder ned og håndværkere slås ihjel eller lemlæstes. I Sværtegade faldt i disse dage, som det siges, 3 mennesker ned, og en forbigående lille dreng blev hårdt beskadiget. For kort tid siden faldt 2 mennesker på Nørregade ned med en del af stilladset. Årsagen er naturligvis at stilladserne ikke er forsvarlige. Man ved jo at mange sjældent tænker på at afværge en ulykke, for det er for sent, samt at de af skødesløshed, magelighed og forvovenhed ofte udsætter sig selv og andre for den største fare. For nødigt ville man tro at mestrene af skammelig sparsommelighed undlader at sørge for tilbørlige stærke materialer. Det er altså vist nok håndværkernes egen skyld når de kommer til skade. Men det offentlige kan dog ikke ladet det bero ved det. Indsenderen mener at ved tie og se på et onde som kunne forebygges, har man selv del deri. 

Det burde pålægges enhver håndværksmester selv at undersøge ethvert stillads før han tillod sine folk at arbejde på det. Og dersom da en fejl ved stilladset var skyld i nogen sådan ulykke, burde mesteren drages til ansvar og mulkteres på nogle hundrede daler. Betænker man at det gælder menneskers liv, ville disse forholdsregler ikke synes for strenge. For da det ikke kan være staten ligegyldigt om den har krøblinger til borgere og da den skylder sine borgere enhver mulig omsorg for deres liv og velfærd, så er denne sag vist nok ikke det offentlige uvedkommende. På en tid da der bygges så meget, fortjener dette forslag vist nok at tages i betragtning af rette vedkommende.

(Politivennen nr. 521. Løverdagen den 24de December 1825, s. 10367-10368)


Redacteurens Anmærkning

Lignende artikel findes i Politivennen nr. 715, lørdag den 12. september 1829, s. 598-600: "Forslag til at forebygge Fare ved Hængestillager,"

Ubehagelig Natteconcert paa Ridebanen for den jødiske Ungdom.

Ejeren af den ridebane på hjørnet af Møntergade og Pilestræde hvor de håbefulde jødiske ynglinge undervises i den ædle ridekunst, ville gøre sig naboer og genboer meget forbundet ved at forskåne disse for den fæle monotone klokkelyd hans sammesteds anbragte æolsklokker forårsager. Ikke sjældent er de omkringboende i stormfulde nætter blevet vækket ved disse klokkers højst ubehagelige lyd der har meget til fælles med brandklokkernes rædsomme toner. Man forventer derfor at ejeren behageligst enten vil borttage nævnte klokker eller også drage omsorg for at give dem en behagelig og harmonisk stemning. Til slut må man bemærke at man ikke har let ved at forklare i hvilket øjemed de allerede nævnte klokker er anbragt, da det næppe kan være for at skræmme de fugle der så jævnligt besøger pladsen.

(Politivennen nr. 520. Løverdagen den 17de December 1825, s. 10355)
"Ridebanen på hjørnet af Møntergade og Pilestræde hvor de håbefulde jødiske ynglinge undervises i den ædle ridekunst, ville gøre sig naboer og genboer meget forbundet ved at forskåne disse for den fæle monotone klokkelyd hans sammesteds anbragte æolsklokker forårsager." (Pilestræde med Møntergade i baggrunden. Der er ikke meget tilbage af bygningerne fra Politivennens tid. Eget foto, 2015)

27 februar 2016

Noget om Selskabet: den borgerlige Harmonie, og dets første Directeur, Thee- og Porcellains-Handler Nielsen.

I februar måned dette år lejede ovennævnte selskab hvori jeg var medlem og direktør, sommerværelser udenfor Nørreport. Lejekontrakten herom blev underskrevet på selskabets vegne, af det første direktør, te- og porcelænshandler Nielsen, som bor på Kongens Nytorv nr. 206 og mig. Nogle indløbende omstændigheder forårsagede at jeg med flere, gik ud af selskabet, og da jeg havde forudbetalt hvad man afkrævede mig, så troede jeg enhver videre forbindelse med samme hævet. Imidlertid måtte jeg nogle dage efter sidste oktober flyttetid til min største forundring erfare at selskabet var flyttet ud af nævnte sommerværelser uden at betale den resterende leje, 100 rigsbankdaler sedler, som værtinden, da hun ikke af førnævnte Nielsen skønt han endnu er selskabets første direktør, kunne få betaling, afkrævede mig. Som en følge af at jeg ikke længere var medlem af selskabet, troede jeg mig ikke pligtig til at opfylde denne begæring. Men da jeg imidlertid fandt det højst uanstændigt at værtinden skulle vente på sin betaling, tilbød jeg ende at betale det halve, når Nielsen ville betale den anden halvdel. Hertil har han formodentlig ikke villet bekvemme sig siden vi begge blev indklaget til Gældskommissionen. Da sagen den 10. i denne måned blev foretaget, lod Nielsen møde med nogle tomme udflugter der kun havde sagens forhaling til hensigt. Ja, han undså sig end ikke ved for at opnå dette lidet hæderlige mål at benytte en vitterlig usandhed. Hans fuldmagt lyder ordret sådan:
"Herved befuldmægtiges Martinus Wiertz til på mine vegne at møde i foromstående sag. Men jeg vil herved ærbødigst give min mening til kende for den højst ærede ret at jeg er villig til ifølge min pligt som kautionist og selvskyldner på selskabets vegne for 50 rigsbankdaler i sedler at betale samme, men for igen at jeg såvel som hr. Sander (hvis udmeldelse ikke blev antaget i den i denne anledning holdte generalforsamling) kan afkræve de andre direktører på selskabets vegne, det påstævnte beløb må jeg ubehageligst for mit vedkommende udbede mig at de andre direktører (som er madam Biørndahl bekendt som dengang selskabets værtinde) må tillige med hr. Sander og mig af hende i forening blive indkaldt til hvilken tid jeg med min påstand skal fremkomme.ÆrbødigstP. Nielsen.L. S.
Jeg betalte straks 50 rigsbankdaler og Nielsens sendebud som formodentlig havde et mere rigtigt begreb om ret og pligt end hans principal, lod sig endelig bekvemme til at indgå forlig om at betale de øvrige 50 rigsbankdaler otte dage efter. Hvorvidt denne forpligtelse bliver opfyld uden underfogedens assistance og hvorledes jeg igen kommer til mine 50 rigsbankdaler vil tiden vise. Foreløbig har jeg set mig beføjet til at indstævne allerede nævnte Nielsen sammen med selskabets øvrige direktører for i det mindste at få dom over dem.

Jeg har sagt at Nielsen i sin fuldmagt benyttede en vitterlig usandhed. Denne består deri at han foregiver "at min udmeldelse af selskabet ikke blev antagen, da jeg dog er i besiddelse af en kvittering der lyder således:
"S. T. hr. garvermester Sander har, som virkeligt medlem i selskabet den borgerlige Harmoni, betalt for embeds fratrædelse 1825, 3 rigsbankdaler, ifølge selskabets 2 kapitels § 14Jørgen MøllerSelskabets kasserer.
Det ligger i tingenes natur at når min udmeldelse ikke var antaget (hvilket selskabet iøvrigt ikke med virkning kan modsætte sig), så kunne heller ikke kassereren afkræve mig den herfor i selskabets love bestemte mulkt, og da denne afkrævning lige så lidt kunne ske uden direktionens ordre, så har Nielsen jo virkeligt imod bedre vidende fremført en vitterlig usandhed.

Jeg skal ikke undersøge hvilke motiver der har bevæget ham til en for en retsindig mand så uværdig udflugt. Det er nok til advarsel for enhver at vogte sig når man indlader sig med en sådan person.

At jeg offentliggør denne affære, tror jeg at skylde såvel mig selv som de flere værdige mænd i selskabet der måske er uvidende om sagens sande sammenhæng, og derfor let kunne forledes til at fatte et urigtigt begrab herom.

København den 16. november 1825
E. Sander,
garvermester.

(Politivennen nr. 516. Løverdagen den 19de November 1825, s. 10282-10287)


Redacteurens Anmærkning

Denne artikel udløste en retssag, dommen lød således:
Ved den kongelige Lands- Overrets samt Hof- og Stadsrets Dom af 15de i dennes, i Sagen, anlagt af Thee- og Porcellainshandler Nielsen imod Garvermester Sander, angaaende formeentlig fornærmelige Udladelser med Førstnævnte i et i Politivennen for 1825, pag. 10,282-10,287, indført Stykke er saaledes kjendt for Ret:"De af Citanterne, Dirctionen for Klubben, det harmoniske Selskab, under nærværende Sag paaankede, af Indstævnte, Tracteur C. J. Knirsch, i et trykt Skrivt, betitlet: "Noget til Underretning om Forholdet imellem C. J. Knirsch, Eier af Hotel d'Angelterre, og de Hrr. Directeurer for det harmoniske Selskab," mod Citanterne fremførte fornærmelige Udladelser, bør døde og magtesløse at være, og ikke komme Citanterne til Skade i nogen Maade, og bør Indstævnte, for sit Forhold i denne Henseede, at bøde 50 Rbd. Sølv til Kjøebnhavns Fattigvæsens Hovedcasse. Processens omkostnnger betaler Indstævnte til Citanterne med 30 Rbd. Sølv. Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven." Hvilket, ifølge Bestemmelsen i Forordningen af 27de September 1799, § 20, herved bekjendtgjøres.Justits-Contoiret i den kongelige Lands-Overret samt Hof- og Stadsret i Kjøebnhavn, den 17de October 1827.I Justitssecretairens Sugdom,J. E. MøllerKgl. Copiist.

Svar paa Stykket: "Atter Commissionairstreger."

(Ordret efter Manuskriptet)
Det vrøvl en vis inventarieskrier Balle har ladet indrykke i Politivennen den 5. november under titlen Atter Commissionair Stræger, ler jeg af som noget nonsens. For hvad grund har for samme da han ikke kan sige at hans fruer eller madam som den ene kun kan meri tere, ikke er blevet bedraget noget fra, så anfægter det mig ikke. Men at han tørangribe en offentlig autoritet, det finder jeg særdeles uklogt. Men da sagen er gjort afhængig af retten, så håber jeg at bringe det så vidt at den samme hr. inventarieskriver skal komme til at betale 33 mark 8 skilling for sin mund Procuratoreus Salarium, processens omkostninger og min tidsspilde. Når dette skal udredes, tror jeg sikkert at hr. inventarieskriveren gerne tog imod noget klæde NB dersom nogen vil betro ham noget. Ikke desto mindre er hans kasse nok ikke meget stærk, efter hans egen udladelse. Imidlertid undskylder jeg ham, da han skal være stærkt plage af den drukne syge, og da ofte tillige får en snert af tyfus-feberen, så han har vist i et sådant raseri rystet dette vås af sin lille hjerne, forresten svarer jeg ikke mere på noget.

J. Lind.


(Politivennen nr. 516. Løverdagen den 19de November 1825, s. 10270-10271)

Redacteurens Anmærkning

"Ordret efter manuskriptet" hentyder formentlig til at artiklen mildest talt er uklar visse steder. Den bringes her uden den oprindelige artikel, og udelukkende fordi den affødte et sagsanlæg hvor Lind blev pålagt en erstatning:
Ifølge den 20de § i Forordningen af 27de September 1799 om Trykkefrihedens Grændser, bekjendtgøres herved Domslutningen af den i den kongelige Landsoverret samt Hof- og Stadsret den 3die April d. A. udi Sagen: "Landmaaler og Inventariiskriver ved Ingenieurcorpset Balle, contra Commissionair J. Lind" afsagte Dom, ved hvilken er kjendt for Ret: 
"De paaankede af Indstævnte, Commissionair J. Lind, i et i Bladet Politivennen Nr. 516 indrykket saakaldet "Svar paa Stykket: atter Commissionairstreger" om Citanten, Landmaaler og Inventariiskriver ved Ingenieurcorpset Balle brugte fornærmelige Udladelser bør døde og magtesløse at være, og ikke komme Citanten til Forkleinelse i nogen Maade, og bør Indstævnte derfor for sit herved udviste lovstridige Forhold, til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse bøde 100 Rbd. Sølv, samt betale Citanten deenne Sags Omkostninger med 20 Rbd. Sølv.
Den idømte Mulkt og Omkostningerne at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven."
Justitscomptoiret i den kongelige Landsoverret samt Hof- og Stads-Ret i Kjøbenhavn, den 3die April, 1826.

Leuning.

Inhospitalitet paa Castrup.

For omtrent 10-12 dage siden hændte det sig at jeg og flere af mine medbrødre i alt 10 mand med 4 både, alle hjemmehørende i Malmø, på grund af en storm måtte anløbe Kastrup Havn. Vores medbragte proviant havde vi fortæret, og i vores åbne både kunne vi ikke selv tillave os varm spise. Vi henvendte os derfor til den i Kastrup by boende kromand og forlangte noget man. Men fik til svar: "at når vi bestilte det om morgenen, kunne vi få det om aftenen".

Vi begav os derpå til den på kalkværket boende marketender med bøn om varm spise da vi ville være tilfreds med kogte kartofler, nogle få sild eller andet hvad huset formåede. Men her fik vi til svar: "at han både havde og ville, men ikke turde opfylde vores forlangende da sådant stred imod kroholdernes privilegier". Vi kunne derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at der måtte føjes sådanne anstalter at sømænd der kommer fra rejsen og er tørstige, måtte på et beboet sted kunne få vederkvægelse for penge.

Niels Sjøberg
Bådfører fra Malmø


(Politivennen nr. 515. Løverdagen den 12te November 1825, s. 10245-10246)

Kneben Illumination den 29de October.

Den 29. oktober var Kongens Nytorv og en del af Amaliegade og Norgesgade illumineret i anledning af Deres majestæters tog til Skuespilhuset. Men med forundring bemærkede man at næppe var den sidste vogn af suiten kommet til Skuespilhuset før lysene i en del steder på Kongens Nytorv og overalt i Norgesgade blev slukket, med undtagelse af i den gård der bebos af hr. blikkenslagermester Ekstrand. En mand der altid ved sådanne anledninger udmærker sig med sin butiks smagfulde oplysning. 

"Kongens Nytorv og en del af Amaliegade og Norgesgade var illumineret i anledning af Deres majestæters tog til Skuespilhuset. tilskuere. Utvivlsomt befinder der sig iblandt tilskuerne flere spitsbuber og urostiftere". (De kongelige på vej til Det Kongelige Teater, yderst til højre i billedet. Norgesgade hedder nu Bredgade).

Hensigten med sådan belysning er næppe, en sådan aften mere end ellers, at oplyse gaden for den kongelige ekvipager mens de passerer samme, hvilket også ville være unødvendigt, eftersom de medbringer tændte fakler, men for at være vores elskede kongehus en skyldig opmærksomhed. Dog hvad skal man sige om en opmærksomhed der røber så upassende gnieragtighed at man krymper sig ved udgiften til et par pund lys.


På den anden side ville det være ønskeligt at belysningen varede ved uafbrudt indtil toget var passeret tilbage. For som bekendt indfinder mange mennesker af alle klasser sig som tilskuere. Og utvivlsomt befinder der sig iblandt disse flere stratenrøvere og urostiftere. I en oplyst gade ville det være let for politiofficererne at pågribe disse hvorimod de i mørke med mere sikkerhed kunne drive deres uvæsen.


(Politivennen nr. 514. Løverdagen den 5te November 1825, s. 10226-10227)

26 februar 2016

Rotter på Assistenshuset.

En pålidelig mand beklagede sig forleden dag over skødesløshed ved Assistenshuset i følgende fortælling:


"Min søn som er meget øm over sine klæder, pantsatte sin bedste kjole på Assistenshuset for at have den i sikker og god forvaring fordi han rejste på landet med flere andre kjoler der var aftalt på det nøjeste hos den franske skrædder for 66 rigsbankdaler, 2 mark 11½ skilling for møls og tjæres antændelse. Da kjolen blev indløst, fandtes at den ene lomme, hvori formodentlig gemtes noget brystsukker, var ædt op af de tyrkisktænkende rotter, hvilken malheur vel ikke ville have fundet sted når huset var forsynet med katte eller man havde anvendt det simple middel at sætte vand for rotterne, da det er bekendt at rotterne ikke skærer klæde eller papir når de ikke savner drikke."

Fortælleren var af den mening at Assistenshuset bør være ansvarlig for det pant der indsættes og altså i dette tilfælde godtgøre tabet. Herpå vil indsenderen ikke indlade sig mere vidtløftigt, men efterligne hr. Baron Wedel-Jarlsberg i blot at fortælle utøjets gerninger.


(Politivennen nr. 513. Løverdagen den 29de October 1825, s. 10115-10117)

"Min søn pantsatte sin bedste kjole på Assistenshuset for at have den i sikker og god forvaring fordi han rejste på landet med flere andre kjoler der var aftalt på det nøjeste hos den franske skrædder". (Assistenshuset. Eget foto, 2015)


Redacteurens Anmærkning

Den nævnte baron kan være Fritz Wedel Jarlsberg. Under den kortvarige lempelse af trykkefriheden i årene op til 1799 ivrede han for denne. Ifølge Wikipedia havde han i 1821 udgivet et skrift med tvivlsomme idéer nationale økonomis forbedring. Det var gennem censur i Kancelliet, men blev udgivet. 

Et Par Bemærkningen ved Søbadeanstalten.

Den heldige bestræbelse som bestyrelsen hidtil har vist for at bringe søbadeanstalten til muligste fuldkommenhed, opmuntrer mig til at gøre den opmærksom på nogle forandringer som efter min mening kunne lede til det samme mål.

1) De trætøfler som findes i badeværelserne til brug for badegæsterne, er et meget ubekvemt fodtøj, især for dem hvis fødder ikke passer til dem. Kunne sådanne ikke helt undværes hvis man fra hvilebænken til badekarrets korkplade på gulvet anbragte en strimmel filt eller kalmuk af en alens bredde. Denne var både behagelig og varm at træde på.


2) De fleste badende som stiger ud af det varme bad, ønsker sig vist især på den koldere årstid en let og vis bedækning, hvori de indsvøbte kunne hvile sig nogle minutter og til dels klæde sig på. Dertil har bestyrelsen allerede anskaffet flonelsbadeskjorter som er åbne foran. Men der gives ikke få som ikke kan lide uldent på den bare krop. For sådanne ville det være behageligt om de kunne få disse badeskjorter af hvidt bomuldstøj.


3) For dem som ønsker at foretage hudens gnidning i eller efter det varme bad, hvilken gnidning dels er behagelig, dels gavnlig, savnes frottehandsker eller børster. Handskerne kunne sys som bælgvanter af stærkt lærred, indvendig beklædt med groft hvidt klæde eller vadmel og indrettes til at fæste om håndleddet for ikke at glide af under arbejdet. Børsterne kunne enten indrettes som aflange, flade og smalle puder, fæstede på en træplade, stoppet med krølhår og udvendigt beklædt med skæg eller stiv hård plys. Eller også som vores virkelige børster, korte og af blødere hår. Det forstår sig selv at ingen sådan brugt handske eller børste måtte udleveres til nyt brug uden først at være vasket og tørret. De fleste sådanne handsker måtte sys til den højre hånd og afpasses efter det almindeligste mål for mandfolk- og fruentimmerhænder.


4) Bestyrelsen har anmodet badegæsterne om at lade badevandet løbe ud for at vinde tid for den efterfølgende, men er dette altid tilrådeligt? Bør ikke karret for at undgå al mulig smitte når vandet er løbet ud, skrubbes og tørres af opvarterne? Og dette sker uden tvivl bedst før vandet er fuldkomment afløbet. Skulle opvarterne allerede have ordre til sådant forhold, beder jeg om tilgivelse for en unødvendig anmærkning.


(Politivennen nr. 513. Løverdagen den 29de October 1825, s. 10097-10100)

Redacteurens Anmærkning

Der må være tale om den søbadeanstalt som er omtalt i Redacteurens Anmærkning til artiklen fra 2. juni 1825. Se denne.

25 februar 2016

Skammelig Fremfærd mod en sovende engelsk Matros.

Motto: Hvis du ikke lemmer, liv vil vove
Stå ej på gaden for at sove.

Hr. Udgiver.

Da det er enhver god undersåts pligt at bidrage til at se nedrig kådhed og ondskab straffet, bedes De at indføre følgende bevislige faktum i Deres gavnlige blad.


Onsdag den 5. oktober i middagsstunden stod en engelsk matros ved en forspændt vogn i Lille Kongensgade og sov. Han støttede hovedet på en pose som han havde lagt på vognen. Adskillige forbigående standsede vel ved at se ham, men da de erfarede at han sov, gik de igen. Endelig kom en karl (portør på Frederiks Hospital), rygende på sin pibe til stedet. Og da han blev opmærksom på matrosen, betragter han ham noget, går derpå hen til ham, griber ham i håret, løfter hovedet op og rusker ham. Men matrosen som sov meget tungt - en følge af en stærk rus som man siden erfarede han havde haft - vågnede ikke. 


"En engelsk matros stod ved en forspændt vogn i Lille Kongensgade og sov, støttende hovedet på en pose han havde lagt på vognen." (Lille Kongensgade 2015. Eget foto).

Nu fandt portøren på et andet middel. Han begyndte nemlig at puste ham røgen af sin pibe i ansigtet, hvorpå matrosen begyndte at røre på sig. Men da han dækkede sit ansigt til med posen for at undgå tobaksrøgen, trak portøren den fra ham, stak piben ind under hans arm op mod kinden og brændte ham således i ansigtet med pibehovedet, idet han vedblev at dampe og puste røgen ud af piben. Nu vågnede matrosen. Men efter længe at have søgt at skærme sig mod denne påtrængende og ondskabsfulde vækker, tabte han tålmodigheden og hans harme brød ud imod denne så skadefro plageånd. Han sprang op imod portøren. Men da han ikke kunne tale dansk, og så sig omgivet af en del mennesker, trak han i sin forvirring og forbitrelse en kniv op af lommen, formodentlig for at forsvare sig med en,eller hævne sig på sin tyran. Men da denne så dette, fik han af en tilstedeværende en stang eller knippel og for med den ind på matrosen samt mishandlede ham med morderiske slag. Dette bragte den endnu berusede matros endnu mere i harnisk. Han kastede sin trøje for i mag at slås med sin modstander. Men da denne havde trukket sig lidt tilbage og den berusede ikke straks fik øje på ham, løb han ned ad gaden. 

Imidlertid var der adskillige der anmodede portøren om at begive sig bort, hvortil han dog ikke var villig, men gav tværtimod sin hat til en af tilskuerne, og da matrosen kom tilbage, for han straks løs på ham, kastede ham ned i rendestenen og slog ham atter morderisk, hvorefter han endelig gik sin vej. Matrosen blev efter at have ligget og jamret sig meget bragt hen til hr. amtskirurg Westphal som drog omsorg for at han blev bragt på hospitalet. 

Anmelderen kan ikke undlade at offentliggøre ovenstående skønt han beklager derved at fremsætte et eksempel på at der blandt de godmodige danske findes enkelte som uden given årsag udøver sådan niddingsdåd mod sagesløs mand og således skænder det danske navn hos fremmede.


(Politivennen nr. 511. Løverdagen den 15de October 1825, s. 10074-10077)

Bekendtgørelse.

Efter hvad man senere har erfaret var den person der på en så skammelig måde mishandlede en sovende engelsk matros i Lille Kongensgade, ikke virkelig, men kun interimsportør på Frederiks Hospital. Han har senere for at undgå videre ubehagelighed absenteret sig da han rimeligvis kunne gætte sig til sagens udfald. Den mishandlede matros er taget under kur på nævnte hospital.

(Politivennen nr. 512. Løverdagen den 22de October 1825, s. 10094-10095)

Uorden af Slagterdrenge.

Anmelderen så i lørdags mellem klokken 6 og 7 i skumringen ikke en hyrdedreng, endnu mindre en Oehlenschlägers hyrdedreng, men en slagterdreng drive en stor flok får og lam ned af den alle som almindeligvis kaldes Kærlighedsstien og som vores gode majestæt med bekostning har anlagt og forskønnet til Københavns indbyggeres bekvemmelighed og fornøjelse. Var dette endda sket på Ægteskabsvejen (det er den som går i lige linje med ovennævnte op til broen ved Peblingesøen), så ville man ikke have påtalt det. For på den vokser ikke træer, men kun nælder og tidsler. Men at forvolde ødelæggelse på en vej som øvrigheden med bekostninger har anlagt til publikums fornøjelse, er en uforskammethed som bør anmeldes for at de ansvarlige opsynsmænd kan blive gjort opmærksom på sådanne utilladelige friheder som slagterdrenge og andre tiltager sig.

(Politivennen nr. 511. Løverdagen den 15de October 1825, s. 10072)

"En slagterdreng drev en stor flok får og lam ned af den alle som almindeligvis kaldes Kærlighedsstien og som vores gode majestæt med bekostning har anlagt og forskønnet til Københavns indbyggeres bekvemmelighed og fornøjelse". (Sortedamssøen omkring 1830)

Redacteurens Anmærkning

Kærlighedsstierne gik langs søerne. Ægteskabsstien var betegnelsen for stykket fra Søtorvet til Østerbrogade, også kaldet Skilsmissestien.

24 februar 2016

Noget om Præstepengenes Erlæggelse her i Staden.

Der er næppe nogen af alle borgerlige skatter og afgifter der vækker borgerens opmærksomhed mere end den afgift enhver borger og bosat skal svare til kirkens betjente under navn af præstepenge. For ingen ved efter hvilken målestok den beregnes. I begyndelsen gik rodemestrene omkring til enhver bosat for at forespørge hvad man kunne og ville give. Men det skete ofte at en mand måtte betale det dobbelt af hvad han havde ladet sig tegne for uden hensyn til om hans evne var til det eller ej. Og rodemestrene går stadig om for at lade enhver tegne sig for hvad han tror at kunne udrede, og desuagtet forøges eller fordobles dette for mange.

Denne trivelige præst ser ud til at have udnyttet præstepengene. (Ivar Brink: Præst, o. 1727. Statens Museum for Kunst). 

Indsenderen er af den mening (som han overlader til højere ansvarliges bedømmelse) at der burde tages hensyn til hvor mange børn en familie allerede har, da en sådan mand der sidder med en talrig familie, allerede har ydet klækkeligt til kirkens betjente og for fremtiden kommer til at yde endnu mere, mens den ugifte borger eller barnløse familie slipper med at betale det halve, ja endog en tredjedel, i modsætning til de andre. Det findes ikke urimeligt at de ansvarlige undertiden tager hensyn til næringsvejene. Men at den ene borger der sidder i lignende næringsvej som sin nabo der måske har meget større indkomster og ingen børn, skal betale det dobbelt modsat denne, det tror indsenderen at finde urigtigt. Ligesom det uden forespørgsel at afkræve ham det dobbelt af hvad han har ladet sig tegne for. I øvrigt tror indsenderen at forene manges - om just ikke gejstlighedens - ønsker ved at bede de høje ansvarlige om lidt oplysning desangående.

(Politivennen nr. 511. Løverdagen den 15de October 1825, s. 10065-10067)

Redacteurens Anmærkning

Præstepenge var en afgift som husfædre skulle betale. I København var den siden 1814 slået sammen med degne- og klokkerpenge. Til at bestemme størrelsen var der nedsat en kommission, men i praksis satte de præstepengene som en slags formue- og lejlighedsskat. Ordningen fortsatte op i forrige århundrede og blev revideret i 1904. Præstepengene udgjorde en betydelig del af de københavnske præsters indkomster sammen med bidrag, gebyrer for barnedåb, bryllup osv. og udlejning af kirkestole. 

Betaling af præster berøres næsten ikke i Politivennen. Se dog "Et ei uvigtigt Ønske" om Det Kongelige Danske Landhusholdningselskabs udskrivning af præmie til besvarelsen af spørgsmålet om tiendes forvandling fra naturalydelse til pengebetaling. Politivennen nr. 759, lørdag den 17. juli 1830, s. 444-448. Samt Politivennen nr. 1035, lørdag den 31. oktober 1835, s. 715-722: "Forslag, Præstepenges Erlæggelse angaaende."

En længere artikel om præstepenge "Forslag, angaaende Præstepenges Erlæggelse." findes i Politivennen nr. 1201, lørdag den 5. januar 1838, side 1-8.

23 februar 2016

En fæl Uskik med at banke Gulvtæpper paa Rækverket af Stadens Broer.

Uagtet der tidligere gennem dette blad er klaget over den uskik at banke gulvtæpper på rækværket af stadens broer, og skønt de rette ansvarlige velvilligt har taget denne erindring ad notam finder samme dog stadig sted. På rækværket af broerne ved Frederiksholms Kanal ser man især meget ofte at de herskaber der bor i nærheden, lader deres gulvtæpper banke til megen ulejlighed i mere end en henseende. For 1) så får de der passerer broerne, deres klæder slemt tilredt af gulvstøv. 2) har anmelderen gentagne gange været vidne til at heste der så hyppigt trækkes over samme til Ridehuset, er blevet sky, og 3) synes det også at stride imod de anordninger der forbyder at kaste skarn i kanalerne hvis opmudring er forbundet med en ikke ubetydelig omkostning. Man håber derfor at de ansvarlige vil drage omsorg for at denne uskik bliver afskaffer.

(Politivennen nr. 510. Løverdagen den 8de October 1825, s. 10062)

"Anmelderen har gentagne gange været vidne til at heste der så hyppigt trækkes over samme til Ridehuset, er blevet sky". (Stormbroen over Frederiksholms Kanal, set fra broen over til Ridebanen ved Christiansborg. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

En næsten enslydende klage står i "En Uskik." Politivennen nr. 1168, lørdag den 19. maj 1838,side 320-321. 

Bøn om lidt mere Plads for Pengene.

Ved den forestilling der blev givet på Morskabsteatret ved Vesterbro torsdag den 22. september, manglede tilskuerne den fornødne plads, fordi der nemlig indfandt sig langt flere mennesker end rummet kunne optage. Anmelderen hører ikke til dem der temmelig højlydt ytrede at de ansvarlige havde solgt et større antal billetter end der var pladser. Men vil langt hellere antage at en eller flere af dørvogterne har svigtet deres pligt. Han tillader sig derfor at gøre opmærksom på det og at insistere på en bedre orden i fremtiden.

(Politivennen nr. 510. Løverdagen den 8de October 1825, s. 10061)


Redacteurens Anmærkning


Det første Morskabsteater (1802-1808) blev grundlagt på Vesterbrogade overfor Skydebanen af James Price (1761-1805) og blev kaldt Det danske National-Sommertheater. Det andet hed Hanne Kuhns Sommerteater (1812-1816), opkaldt efter Prices enke Hanne Tott, gift med Franz Joseph Kuhn. Vesterbro Morskabstheater var Pricernes tredje teater  med plads til omkring 700. Det lå på Vesterbrogade over for Skydebanen 1817-45.

22 februar 2016

Ønske angaaende bedre Orden på Høtorvet.

For nogle år tilbage holdt alle høvognene i en række fra Frederiksberggade til Lavendelstræde således at hestene stod vendt ind mod fortovet. Vognene behøvede da kun at rykke tilbage for at køre væk eftersom køberne indfandt sig til læssene. Men da færdslen på gaden ofte blev standset på grund af det, er høvognene nu blevet befalet til at holde på den modsatte side af pladsen ved Filosofgangen. Denne ændring er unægtelig meget hensigtsmæssig. Derimod er den orden som vognene nu holder på, næppe at foretrække for den hvori de før blev opstillet. For 1) de optager langt mere plads nu end før, da de på ingen måde kan rykke så tæt sammen. 2) er det meget mere besværligt for dem der holder inderst at komme ud igen 3) følger at der ofte opstår rangstrid om hvem der skal holde yderst mod torvet. For dette anses som en fordel både fordi varerne her lettere falder køberne i øjnene som også fordi vognene lettere kan køre væk.

Vægteren der skal afsige sin kendelse i denne sag, følger vel ikke altid den strengeste upartiskhed, idet nogle synes mere begunstigede end andre. Alt dette mener man bedst kan løses ved at den gamle orden bliver iagttaget, således at alle høvognene opstilles i en række med hestene vendt ud ad til gaden, da enhver vogn meget let kan køre væk og ingen vil kunne klage over forurettelse. Anmelderen har selv efter at have opskrevet disse bemærkninger været vidne til hvor nødvendig den gamle orden var for at forebygge at ikke den ene vogn ved at køre ud mellem de andre skal vælte sine sidemænd.

(Politivennen nr. 507. Løverdagen den 17de September 1825, s. 10016-10018)

"Man kan bedst løse problemet ved at den gamle orden bliver iagttaget, således at alle høvognene opstilles i en række med hestene vendt ud ad til gaden" (Et hølæs for indadgående, på vej mod Høtorvet, eller Halmtorvet nederst til venstre. Rieper 1842. Fra Lisette Becker: Ti Dage i København og Nordsjælland i Frederik VI's tid. Høst, 1940).

Redacteurens Anmærkning

Høtorvet, eller Halmtorvet lå langs det nuværende rådhus (Vester Voldgade). Da volden gik nogenlunde hvor rådhusets mure nu afgrænser gaden, var det en meget smal passage hvor også Filosofgangen forløb ned mod havnen. Allerede hundrede år før artiklen var høvognene blevet forvist fra Gammeltorv til denne plads. Pladsen var formentlig af samme bredde som nutidens Vester Voldgade. Man har tilsyneladende i stedet for som før at lade vognene stå på række, befalet at de skulle stå bag hinanden i flere rækker.

21 februar 2016

Forslag til den Maade, hvorpaa de saa smalle Gader, der endnu ere til her i Staden, ere at udvide overeensstemmende med den i Rescriptet af 26de April 1754 tilkjendegivne Hensigt.

Reskript til Københavns Magistrat af 26. april 1754 har en forestilling om at der fandtes en del stræder der var så snævre og smalle at der næppe kunne passe en vogn igennem og at der var farligheden for ildebrand. På grund af det indstillede den om det ikke måtte være den tilladt, ligesom det allerede var sket med nogle steder i så smalle stræder hvor husene er indrykkede og i overensstemmelse med forordning af 27. februar 1683, 8. post, der befaler daværende magistrat med matematiker og stadsbygmesteren at efterse de smalle gader og stræder i staden og derefter indgive betænkning og forslag om og hvorvidt samme enten aldeles skal afskaffes eller udvides - efterhånden som nogen melder sig for at nedrive de gamle huse og igen opbygge nye, i de nævnte gader. Blandt disse befinder sig endnu især Peder Madsens Gang, Kristen Bernikowsstræde, Halmstræde og Gåsegade. 

 "Der findes en del stræder der er så snævre og smalle at der næppe kunne passe en vogn igennem og at der var farligheden for ildebrand". (Man kan få et indtryk af hvor smalle disse stræder var i Pistolstræde, som også er omtalt i artiklen. Eget foto, 2015)

Ydermere at fastsætte hvor meget af grunden der skulle udlægges til gade mod at grundens ejer fik rimelig betaling for det som han mistede, efter uvildige mænds taksering, således at alle sådanne gader og stræder med tiden kunne blive udvidet og passable. Det blev vedtaget så at det blev magistraten tilladt efterhånden som nogen melder sig at nedrive de gamle huse og igen at opbygge nye i de omtalte gader og stræder, at fastsætte hvor meget af grunden til gadens udvidelse skal udlægges, imod at grundens ejer som før nævnt nyder betaling for det som mistes efter uvildige mænds taksering.

Denne vigtige forordning der efter dens formål bør betragtes som mere end blot en tilladende lov, synes i denne tid at være helt tilsidesat.


Vel frembyder måske ingen i de omtalte smalle gader og stræder, til hvilke kan regnes Integade, Pistolstræde og Prammandens Gang sig til at nedrive gamle huse, for igen at opbygge nye. Og et sådant foretagende ville heller ikke føde andet end tab af sig, hvor der ikke som på hjørnet af Store Købmagergade og Amagertorv - på hvilket sted der i år (dog ikke for indryknings skyld) er rejst en ligeså smuk som stærk bygning i stedet for den hytte som stod der før - beliggenheden med tiden kan tilbagegive bekostningen.


Men på det seneste er der ved auktion solgt flere ejendomme i Peder Madsens Gang, hvori blandt for nyligt nr. 283 og 293, den første på hjørnet af Store Grønnegade, og ligeledes en på hjørnet af Integade og Østergade.


Spørgsmålet bliver derfor om ikke de ansvarlige, nemlig enten stadens magistrat eller kommissionen for gadernes udvidelse, ved egne eller hjælp af andre midler burde købe sådanne ejendomme når til udbydes til salg.


Denne måde at blive ejer eller besidder af alle en gades bygninger er den eneste der er for hånden når ingen melder sig til at nedrive og ingen ildebrand indtræffer. Og den er så meget mere anbefalelsesværdig som fast ejendomme i særdeleshed i smalle gader for tiden ikke er i nogen høj pris, men derimod forrenter sig godt. Efter at en således købt ejendom i nogle år var blevet bortlejet, kunne den sælges enten til nedbrydning og indrykning, i hvilket tilfælde endog den tilsagte erstatning for indrykningen blev, om den ikke helt blev sparet på det mest nøjagtige bestemt eller hvor grunden var af for lille dybde til at indrykning kunne finde sted, til aldeles fjernelse, hvorefter ejeren af den inden for værende grund eller bygning kunne enten mod at betale for det eller uden det, få adgang til at bygge forside til den således udvidede gade efter den linje som var afstukket.


Spørgsmålet er således formentligt at besvare bekræftende, fordi formålet med efterhånden at udvide de farlige, usunde smalle gader derved opnåedes. Og man tager sig derfor den frihed herved at henlede de ansvarliges opmærksomhed på denne vigtige genstand.


(Politivennen nr. 507. Løverdagen den 17de September 1825, s. 10007-10011)

Redacteurens Anmærkning

Der skulle gå mange årtier før skribentens ønsker blev opfyldt. Nogle gange blev helt nedlagt og enten bebygget eller udvidet så meget at de blev til nye gader. Det gælder Peder Madsens Gang som blev bortsaneret i 1870'erne, Prammandens Gang i 1874, Integade foran magasin i ca. 1930, og Halmstræde blev i 1894 en del af Nikolaj Plads (fra Vingårdsstræde til Østergade). Andre gader bestod, men blev stærkt udvidet. Det gælder Kristen Bernikowsstræde og Gåsegade.Kun en enkelt gade består stadig, nemlig Pistolstræde - som altså er det eneste sted man i stærkt moderniseret form kan få et indtryk af boligforholdene i Københavns daværende slumkvarterer.

Spørgsmaale angaaende en Liigbegængelse.

Undertegnede der måtte friste den hårde skæbne at blive berøvet et seks år gammelt barn ved døden, henvendte sig angående jordpåkastelse til sognepræsten for Helligånds menighed, hr. dr. Kofod af hvem han blev underrettet om at det tilfaldt menighedens residerende kapellan hr. Bull at besørge jordpåkastelsen. På grund af det henvendte han sig til hr. pastor Bull der lovede at være til stede den efterfølgende 19. august om morgenen kl. 9 for at forrette jordpåkastelsen. 

Ligfølget indfandt sig til det bestemte klokkeslæt. Men præsten udeblev. Efter at have ventet tre kvarter sendte undertegnede sin søn til præsten for at minde ham om sit løfte, men han blev affærdiget med det svar at præsten endnu ikke var kommet fra landet. Et lignende svar fik han da han kl. kvart i elleve blev sendt i samme ærinde. Undertegnede der var vidende om, at barnet ikke kunne blive begravet med mindre man med en seddel fra præsten kunne godtgøre at jordpåkastelsen var forrettet, besluttede selv at henvende sig til ham, men måtte lade sig nøje med et svar lig det hans søn to gange forud havde fået. 

Anmelderen der således var sat i forlegenhed, især da ligfølget ikke ville vente længere, besluttede sig til selv at forrette jordpåkastelsen og at begive sig til kirkegården, og denne hans beslutning blev iværksat. Kort efter at ligfølget havde forladt sørgehuset kl. var da kvart i tolv, blev undertegnedes kone ved en af hr. Bulls konfirmandinder tilstillet en seddel, hvilket hun hurtigst muligt lod sende ud på kirkegården, da hun vidste at barnet uden en sådan blev leveret graveren ikke kunne blive jordet, og denne dobbelt tragiske sene fik således en ende. 

Efter at have fremsat følgende faktiske omstændigheder tillader man sig at spørge:


  1. Kan en præst efter eget forgodtbefindende unddrage sig fra at kaste jord på en afdød?
  2. Kan man attestere hvad man ikke ved?

København den 7. september 1825.


G. Dahl
Skræddermester.


(Politivennen nr. 506. Løverdagen den 10de September 1825, s. 9996-9998)

Begravelse fra hjemmet. P. Klæstrup.

Svar paa det i sidste Numer indrykkede Stykke: "Spørgsmaale angaaende en Liigbegængelse".

Den 10. forrige måned bestilte skræddermester G. Dahl i Peder Madsens Gang nr. 305 jordpåkastelse på sit afdøde barn. Samme dags formiddag var der allerede forlangt jordpåkastelse på Helligånds Assistenskirkegård over et barn fra Frederiksberg. Jeg begav mig derud til den bestemte tid, men måtte vente på liget i henved 1 1/4 time. Den lange vej til fods i den trykkende hede forsinkede mig, og tiden til den sidste jordpåkastelse var allerede for længst forløbet, da jeg ankom til byen. 

Ved min hjemkomst fandt jeg mit hus i en sørgelig tilstand, da min ældste datter som var faldet på galden, var blevet kørt syg hjem og lå halv bevidstløs til sengs. I denne forfatning kunne jeg, da min øvrige familie var fraværende, ikke forlade mit hus, og sendte derfor en af mine konfirmander hen til den ordinerede kateket ved Helligåndskirke, hr. Sommerfeldt med anmodning om at han ville besørge jordpåkastelsen, og lod som jeg ved sådan anmodning plejer, en seddel følge med pålydende:

"Jordpåkastelsen er forrettet af Sommerfeldt."
Peder Madens gang nr. 305.


I stedet for at gå til hr. Sommerfeldt gik buddet ved en fejltagelse hen til sørgehuset. Jeg havde ikke den ringeste anelse om at der heri var indløbet nogen fejltagelse før jeg i den sidste politivennen læser skrædder Dahls spørgsmål i denne anledning. Det er vitterligt både for Gud og menneskene at jeg i de sidste år har haft sorger og bekymringer i mængde. Skræddermester Dahl har ved sin bekendtgørelse på en vis måde formeret dem. Men han mente det vel ikke så ilde, og jeg tilgiver ham og vil glemme hvad der er sket.


København den 24. september 1825
Bull 


(Politivennen nr. 507. Løverdagen den 17de September 1825, s. 10014-10016)

20 februar 2016

Svær Kanonade under Kirketiden Søndagene den 14de og 21de August.

Christian den 5.'s lov har et kapitel om helligbrøde som sigter til at forebygge den offentlige gudsdyrkelses nedværdigelse ved verdslige sysler og forargelig sviren. At denne lovbestemmelse i det hele taget endnu er gældende ses deraf at butikkerne i kirketiden altid findes lukket, at det er forbudt de falbydende skrigende at udråbe deres varer på gaderne og bønder med mælk at opholde sig i staden, ligesom også de militæres våbenøvelser hviler.

Så meget mere påfaldende må det derfor være søndag den 14. august under højmessen at høre en uophørlig skyderi som blev gentaget den følgende søndag. Tilhørerne i Vartov Kirke blev meget forstyrret af denne krigeriske færd, og der tvivles ikke på at man også i flere andre kirker kan have været forulempet af det. Selv om man i denne vores oplyste tid ikke vil forbyde lystige sammenkomster
med overdreven strenghed på den tid der almindeligvis er bestemt til legemets hvile fra jordiske sysler og åndens højere vækkelse, så synes det dog upassende at det skal tillades på en så forstyrrende måde at erindre en hel by og dens omegn om at nogle enkelte overgiver sig til letfærdig sviren, mens så mange kummerfulde, måske i samme øjeblik ønsker at nyde trøst og lindring ved andagtens husvalende kraft. 

"Søndag den 14. august under højmessen hørtes en uophørlig skyderi som blev gentages den følgende søndag. Tilhørerne i Vartov Kirke blev meget forstyrret af denne krigeriske færd" (Vartov Kirke midt i billedet, 2015. I baggrunden til venstre ses Københavns Rådhus. Her skal man forestille sig at volden forløb på Politivennens tid. Eget foto).

Lige så naragtigt det i grunden er at en snes gildebrødre vil forkynde for en stads hundredtusinder indbyggere hver gang de tømmer pokalen, således bliver det endog forargeligt når det sker på en tid der kalder folket til gudelig sammenkomst og forstyrrer denne. Når krigens rædsler opfylder alt med forvirring, da må andagtens stille sange finde sig i at overdøves af kanonernes ødelæggende torden. Men det overlades til bedømmelse af de som skal sørge for kirkedisciplinens overholdelse om den offentlige gudstjeneste bør forstyrres midt i fredens dage af nogle enkeltes overmodige glæde ved unyttig kanonskyderi. 

Ved denne lejlighed tillader man sig også at bemærke den ulempe, ja endog fare som det medfører når der vælges en plads til skydeøvelser som ligger tæt ved den alfarvej. Især da man ikke kan anstille disse øvelser med geværer uden at kanonerne også skal lade deres bedøvende knalden høre. Man må formode at man ved de ældste skydebaners anlæg har taget hensyn til det, da de findes nede ved vandet afsides fra den almindelige færdsel. Men det er ikke tilfældet med den skydebane som har sin sammenkomst straks udenfor Vesterport tæt ved hjørnet af vejen ned til tømmerpladserne. Folk af en svag konstitution der går i sidealleen, kan få deres rest når de uventet overraskes af en så nær og utidig kanonsalve, og kåde heste kan på denne stærkt besøgte sti afstedkomme megen ulykke.

(Politivennen nr. 506. Løverdagen den 10de September 1825, s. 9991-9994)

Erklæring.

I anledning af et i Politivennen af 10. september indrykket stykke med titlen "Svær kanonade undere Gudstjenesten den 14de og 21de August" bekendtgør direktionen for skydeselskabet, det Borgerlige Broderskab herved at omtalte kanonade ikke har været på dets skydebane hvor der om søn- og helligdage slet ikke finder skydning sted

(Politivennen nr. 508. Løverdagen den 24de September 1825, s. 10030) 

Redacteurens Anmærkning

Det Borgerlige Broderskab eller Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab stammer helt tilbage fra 1400-tallet, omend under dette navn først fra 1776. Som antydet i artiklen var formålet selskabeligt, dvs. drikkelag, dans, majfest, skyden til papegøjen osv. I 1619 fik selskabet en skydebane uden for Vesterport (i dag Vesterbrogade 69-71) samt fra 1753 også uden for Vesterport. Selskabets bygning fra 1782-87 findes stadig på Vesterbrogade 59. Udvidet i 1792.