28 februar 2015

Uordener.

2) Det skønne og brede fortov i Kronprinsessegade langs med Kongens Have og krogen ved indgangen til haven ses faglig til yderste væmmelse for forbigående besudlede med menneskelige ekskrementer. - Sådant utilladeligt svineri der i en mild vinter som denne muligt kan have skadelige indflydelse på sundheden, kunne vel ikke på bedre eller andre måder forebygges end ved et par skildvagter der tillige kunne hindre at det skønne stakit ikke overkrybes eller behænges med laser.

(Politivennen nr. 453, 27. december 1806, side 7211-7212)

Ønske ihenseende til Belysningen

Da det er iøjnefaldende at de nye lygter med parabolske overspejle, hvoraf der haves på Vimmelskaftet og ved Komediehuset, lyser mindst lige så meget som 10 af de sædvanlige, foreslås at gøre en begyndelse ved lygtevæsenet med at anbringe dem på sådanne steder, hvor deres skin ikke alene kan kastes til begge sider i selve gaden hvor de opsættes, men også endelags ind i en tilstødende gade. Fx på det sted på Købmagergade, som er lige for Silkegade osv. På sådant sted ville nytten være endnu større, og måske rigelig opvejede den større omkostning.

Ved at anbringe dem på en lang lygtestander fra et af hjørnerne, hvor to gader krydser over hinanden, blev nytten endnu større. 


Men om endog omkostningerne var lige så store eller endog lidt større, fortjener dog denne slags lygter at antages, fordi de har den fordel at være mindre tilbøjelige til at gå ud, kan tændes hastigere og tillader ikke så let nogen svigt, eller hvad man kalder lygtebenefis, at finde sted.


(Politivennen nr. 453, 27. december 1806, side 7209-7210)



Trangadelygte fra Politivennens tid. Dog ikke af typen med reflektorer i. Så det må være den helt gamle model. (Eget foto. Nationalmuseet).


Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 454, 4. januar 1807, side 7215-7217 og Politivennen nr. 462, 28. februar 1807, s. 7343-7346


Gadebelysning

København var på Politivennens tid oplyst af tranlygter. Dem var der ca. 1175 af. De var udstyret med engelsk glas (klart glas) og som beskrevet i artiklen fik en del af dem også reflektorer bag flammerne. Borgerne havde endvidere lov til at bruge begfakler, når de lystes hjem. 

En Underlighed ved Helsingørs nye Svingelport.

(Efter indsendt)

Ved at opføre denne nye port, som skønt den måske kan synes eller virkelig er vel smal og vel snæver for indkørslen er dog skøn og en pryd for byen, har man ved bagsiden af vagt- og konsumtionshuset aflukket den der åbne plads med en skøn stakitport og stakit. Men det synes ikke så lidt beklageligt, at der ikke også på denne side i stakittet ind til husene er blevet anbragt en låge til afbenyttelse såvel for de der boende familier, som for de mange til og fra sukkerhusene, teglværkerne, Snekkersten osv. færdende eller spadserende fodgængere. 


Hvad er årsagen til denne mindre opmærksomhed mod publikum? Dog vel ikke frygten at der derigennem kunne begås konsumtionssvig? Var dette da ikke tilfældet før porten blev udflyttet og pladsen lå åben? Er dette ikke endnu tilfældet ved enden af Strandgade, hvor snoren er anbragt og gives der ikke bedre lejlighed om nogen end ville begår sådan svig? Denne årsag og anden kan man ikke forestille sig, tør altså falde bort.

At alle derboende og hid og did færdende fodgængere nu må tvinges til at gøre omvejen ad og igennem den ved indkørselsporten anbragte låge, er sandelig meget ubekvemt, er forbundet med ubehagelighed og kunne endog have skadelige følger, når den tæt inden for lågen posterede skildvagt lader stundom, til en smule hvile, sit gevær fladt, som så ofte ses. Hvor let kan en hurtig fodgænger, endog ved dagen, endsige i mørke aftener, støde an mod bajonetten og derved komme til skade? Hvor let sømænd og fiskere tvungne til igennem denne låge at bringe deres redskaber, stænger, bådshager etc. støde an mod skildvagten og derved uskyldig tildrage sig ulejlighed. 

Man tør derfor håbe at de gode og retskafne mænd, som med held våger over byens vel, ville med nidkærhed sørge for, at den påankede låge anbringes, der i ildebrandstilfælde end ville have sin større nytte. Hvem vil i øvrigt nægte, at frihed, tilladelig uskadelig frihed, jo er langt at foretrække enhver ubehagelig indskrænkning, helst hvis denne ikke er aldeles nødvendig. 

(Politivennen nr. 453, 27. december 1806, side 7207-7209)

Kun gadenavnet Svingelport vidner om hvor bommen lå. Foto: Erik Nicolaisen Høy. Af huse, vold, bymur mm. er intet tilbage.

Billig Anmodning til Værgen for St. Olai Kirke i Helsingør.

(Efter indsendt.)

At stentrappen ved springvandet på Stengade op til danskkirkemur længe har været meget farlig at passere især i frostvejr, på grund af dens flade beliggenhed og det meget fra kirkegården derover nedløbende vand, har desværre mange mennesker måttet erfare som er gledet ned af den, faldet og har fået følelige stød. Kirkens værge ville gøre sig meget fortjent af det derover vandrende publikum især de mange vandhentende bønder, ofte meget lidende skabninger dersom han ville have omsorg for denne stentrappes regelmæssige omlægning, men tillige sørge for at vandløbet ved en rendestens anlæg ved en af siderne på kirkegården, får en sådan retning at det ikke undløber over, men ved siden af trappen. Bekostningen vil ikke være betydelig og ikke at ligne mod den velgerning at sikre medmennesker for skade på lemmer og helbred.

(Politivennen nr. 453, 27. december 1806, side 7204-7205)

Advarsel for Gående på Farimagsgaden

På min vej ud af Nørreport ad Farimagsvejen forbi St. Hans Hospital Fredag den 19. december mellem kl. 5 og 6 om aftenen blev jeg  overfaldet af to personer, som ved at holde på mine hænder gav mig en strikke om halsen. Og i denne tilstand blev jeg frataget alt det jeg havde på mig. Da jeg således var frarøvet alt, gav den ene mig et slag, så jeg faldt ned i åen. Jeg var i denne ulykkelige forfatning, da jeg ved hjælp af en busk, som jeg greb i, var så lykkelig at komme op, og i denne tilstand nåede jeg St. Hans Hospital hvor jeg fik hjælp. Jeg bevidner den brave læge hr. Seidelin samt inspektøren min varmeste tak.

Otzen
Tallotteriets kollektør
i Borgergade nr. 112 


(Politivennen nr. 453, 27. december 1806, side 7203-7204)

Forsigtighed om aftenen på Gaden og på Komedien


(Efter indsendt)

En advarsel for de hvis forretninger forbinder dem at gå på gaden om aftenen, især over Kongens Nytorv i de mørke aftener hvor lygternes skin er så svagt og vrimlen af færdselen så stærk, er denne "Auf seiner Hut sein" eller oversat Pas på din hat!


Man skal bruge sin ældste hat, da der er flere eksempler på at den bagfra tages meget behændigt af hovedet på en, item man har en hue i lommen af sælskind, der er brugelig for at vogte sig for forkølelse når man ikke er vant til at gå barhovedet.


Pas på din hat. Behold overkjolen på. Giv den ikke til personer til opbevaring. Brug den dårligste overkjole og billigste hat. (Billede fra o 1800. Før og nu 1917. Fra Nytorv/Stutterigade)

2. De der besøger komedien, især parterret, beholder deres overkjole på, og giver den ikke personer uden for samme til bevaring. Erfaring har lært at overkjoler ved udgangen er borttagne. Derfor råder man også disse der har den vane at de medtager den dårligste overkjole de ejer. Skulle de kun eje en, da er det bedre at udstå heden på parterret end fryse siden til de får råd til at købe en ny. De sparer desuden den dusør de plejer at give til opbevareren, af hvem man ikke får anden trøst end den: At han jo ikke kan passe deres tøj, uagtet han modtager dusøren, og viser sig da ikke heller engang medlidende mod den tabende.

Derimod er sidstnævnte industrigren profitabel, så længe den lykkes. For om endog en parterrebillet kostede 1 rigsdaler, kan man dog have profit ved at medtage tilbage endogså en vendt overkjole. Da det vil være vanskeligt at forebygge disse to nye industrigrene, der vel ikke er så lovlige, så giver erfaringen alene disse advarsler til medborgere. 


(Politivennen nr. 453, 27. december 1806, side 7199-7202)

27 februar 2015

Bøn Kronborg Fæstning vedkommende.

(Efter indsendt).

Alle de, det være sig soldater, tjenestetyender, børn eller andre som i vinterens mørke aftner må gå fra eller til Kronborg, beder meget, og det ikke uden grund, at der på vejen til slottet enten må anbringes flere, men også klarlysende lygter, eller et bolværk ved graven på det, på højre hånd, til slottet lange bolværksløse stykke vej, og derved fodgængerne sikres for den fare ved et fejltrin at styrte i graven og der omkomme, for fra et sådant uheld ville næppe nogen tænke at komme fra med livet. En bøn som vedkommende høje veltænkende vist vil tage til hjerte og ved at sikre menneskeers liv fortjener publikums varme tak.

(Politivennen nr. 452, 20. december 1806, side 7197-7198)

Ønske i Menneskekærlighedens Navn

Tirsdag den 16. december omkring kl. 11 kæntrede en svensk færgebåd fra Malmø med 3 personer noget uden for Toldboden. Nogle københavnske færgebåde og flere skibes fartøjer ilede straks til hjælp og var også så heldige at bjerge de 2 bådsfolk, som blev bragt ombord på en nærliggende galease og blev inden føje tid restituerede. Men den tredje ved navn Wennerberg hvis bror er lodsinspektør i Malmå, blev bjærget senere. Alligevel var det dog livstegn hos ham. Han blev ført i land og bragt hen på Frederiks Hospital, hvor han straks blev modtaget og behandlet omhyggeligt. Men uagtet alt anvendt umage af de herrer Withusen, Selmer, Hansen og en fjerde, hvis navn jeg tror er Rust, var det nu ikke muligt at tilvejebringe mindste livstegn, men han forblev død.

Toldbodbroen omkring 1830'erne. Omkring her var formentlig åstedet for den tragiske drukneulykke. H. G. F. Holm. (Før og Nu, 1919). 

Indsenderen kan ikke andet som følende menneskeven end yde vedkommende sin varmeste tak for de gode anstalter og disse hurtige anvendelse, der modtog den forulykkede på Frederiks Hospital. Men ønskeligt var det, om det kunne forebygges at sådanne livløse skulle bringes så langt, inden der kan anvendes redningsmidler på dem, da i sådant sørgelig tilfælde ethvert øjeblik er kostbart.

Undertegnede føler sig alt for uformuende til at foreslå noget til forbedring i denne vigtige sag, men overlader det til kyndige mænd at værdige den nogen opmærksomhed.


Broager
Kontorist


(Politivennen nr. 452, 20. december 1806, side 7195-7197)

Ulovlige Nytårsønskere

Ovenstående titel betyder ikke at der er lovlige nytårslykønskere, men at en uskyldig folkeskik skønt kun hjemlet i sig selv når den ledsages af den passende beskedenhed, kan give anledning til de ulovligste snyderier.

I dag for otte dage siden indfandt
to velvoksne og ikke dårligt klædte personer sig i et hus i Borgergade. Hos værten anmeldte de sig at være tårnvægtere fra Frue Tårn der lykønskede nytår. Da pigen bragte dem 2 mark, brugte de mund fordi det var for lidt. De gik derpå op på første sal, meldte sig i samme ærinde og fik også der penge. Men efter de var borte, fornemmede man at de havde stjålet adskilligt mens de anmeldtes for husbonden. 

Det kundgøres for at andre kan tage sig vare såvel mod disse bedragere som mod andre der kunne prøve på noget lignende.

(Politivennen nr. 452, 20. december 1806, side 7194-7195).

Til det Vestindisk-Guineisiske Rente- og Generaltoldkammer

Efter toldforordningen af 1. februar 1797 er trykte bøger med dertil hørende kobberstykker fri for at betale told. Uden at drage i tvivl at det høje kollegium jo har grunde hvorfor bøger (dvs. papir hvorpå er trykt bogstaver) hidtil været fritaget for at betale told, tager jeg mig den underdanige frihed for det høje kollegium at fremlægge de modargumenter jeg har derfor, og hvor jeg tror at bøger frem for nogen anden artikel ikke alene bør svare told, men endog en temmelig høj told. 

Forskellige redskaber og materialer til tryk. (Eget foto, Nationalmuseet). 

For 1) vil boghandlere derved hindres fra at lade bøger, der dels skrives i det danske, dels i det tyske sprog af mænd i Danmark, trykke og indbinde i Tyskland. Det er ikke alene et stort tab for de mænd som af regeringen har fået privilegium på at være bogtrykkere, men tillige for de borgere i staden der ernærer sig ved bogbinderi. At boghandlere her i Tyskland lader trykke, indbinde og dertil stikke kobber til de bøger de har til forlægning, er meget rimeligt, da de i Tyskland kan få bøgerne trykt og indbundet for billigere pris end i Danmark og dertil sparer de den told som de ellers måtte yde for det det rene papir, hvorpå de her skulle lade trykke. Selv papirfabrikkerne taber ved denne eftergivelse af tolden. 

2) Hvem hindrer den uretskafne fra at lade kobberstykker som ikke henhører til bøgerne, indsy i sådanne, for på den måde at få den indført uden at betale de 5 3/4 procent som de, når de var løse, efter forordningen skal afgive i told. 

3) Vil det gavne litteraturen meget, hvis bøger betalte told ved indførelsen fra fremmede steder hertil. De trykte romaner og lommepjecer der nu oversvømmer de danske boglader, er mere til skade end gavn da disse fortrænger andre gode værker, såvel i de fremmede som i det danske sprog. I særdeleshed på et tidspunkt som dette da alt hvad der er tysk fra den usleste døgnpjece læses med langt større begærlighed end vore gode skribenters arbejder. Det ville blive sjældnere.

Dette er de grunde, hvorfor jeg tror at en påbudt told af "bøger med dertil hørende kobberstykker" ville være gavnlig. Bogtrykkere, bogbindere, kobberstikkere og papirfabrikanterne taber ved at bøger er fri for at svare told. Politiken tilsiger at de bør svare told, og stadens kasse tror jeg også kunne være tjent med en sådan forandring. 


Både som arbejder ved revisionen på Københavns toldbod og som litteraturdyrker har jeg haft rigelig lejlighed til at indse nytten af oven for gjorte forslag, hvilket jeg vover at smigre mig selv med, vil findes værdig til det høje kollegiums nådigste opmærksomhed og bifald.


København den 20. dec. 1806
N. T. L. Gunnerus
Assistent ved revisionen på
Københavns toldbod


(Politivennen nr. 452, 20. december 1806, side 7191-7194)

25 februar 2015

Uordener

3) Marskandiseren der sætter sine skramlerier på fortovet udenfor nr. 15 på Østergade, begynder nu atter at anmasse sig for meget af de gåendes rum. Det er ikke muligt mere at komme forbi disse skramlerier ved at holde sig endog på den yderste bredde af fortovsfliserne. Også er det ikke alene for gården nr. 15, men også hen for naboens på højre side at fortovet således belemres. På ethvert sted uretmæssig er sådan anmasselse dobbelt strafværdig på Østergade der er så smal og har så stærk færdsel. Man kan virkelig tænke sig den ting som hel mulig at et menneske som forskrækket ved en mødende eller efterjagende vogn i en skynding vil bjerge sig fra kørebanen op på dette fortov ved at støde mod marskandiserens sager kunne falde tilbage udover rendestenen og da uundgåelig køres over.

(Politivennen nr. 449, 29. november 1806, side 7146-7147)

Noget om Fodposten på Christianshavn

(Efter indsendt)

Christianshavn mangler den skønne indretning frem for byen, at man ikke har nogen steder hvor man kan levere breve til fodposten. Da nu fodposten er blevet så daglig vant at høres, så hører man det som oftest sjælden. Og desuden går han et langt stykke imellem han banker på gonggongen. Det ville være godt om der kunne være et til to steder på hver side af broen, hvor man kunne levere breve ind til besørgelse, samt at fodposten blev beordret at stå et øjeblik
inden for disse steder og slå på gonggong.

Strandgade på Christianshavn. I forgrunden Asiatisk Kompagnis kontorbygningen, opført 1740 efter tegninger af arkitekt Philip de Lange. Torvegade-hjørnet ligger efter det gule hus i baggrunden til højre. På hjørnet af Strandgade og Torvegade lå isenkræmmer Lind, hvor fodposten skulle slå på gonggongen og afvente at folk mødte op til postbesørgelse. (Eget foto).

Jeg foreslår til at opnå dette ønske, at følgende steder var de bekvemmeligste til at modtage sådanne breve, nemlig hr. hosekræmmer Lyngby på hjørnet af Lille Torvegade og Store Kongensgade, hr. isenkræmmer Lind i Strandgade og hr. Urtekræmmer Weybel på hjørnet af Store Torvegade og Børnehustorvet, hvor samtlige tre steders butikker er lige ind fra gaden og dørene står mestendels åbne.

(Politivennen nr. 449, 29. november 1806, side 7141-7142)

Redacteurens Anmærkning

I Kraks vejviser er angivet en isenkræmmer Lind på hjørnet af Strandgade og Lille Torvegade 3a (i dag Torvegade). Store og Lille Kongensgade svarer til nutidens Wildersgade. Børnehuset lå hvor Lagkagehuset ligger i dag. De tre steder var på hjørner af gader som i dag krydser Torvegade mellem Christianshavns Torv og Knippelsbro

Endnu et par Ord om Sjovervæsenet, især ved Hoftheatret.

(Efter indsendt)

Søndag formiddag den 23. november var dette uvæsen igen i fuld virksomhed. Sjoverne havde opstillet sig i en række fra døren hvor vagten står, langs den højre væg og gled således ind en efter den anden, og fra den anden side hvor de skikkelige folk stod, slap næsten ingen ind. Endelig kom en teaterbetjent med en underofficer og to mand, og som slagne af en lynstråle så man hele lauget i en hast begive sig bort. Et kendeligt bevis på at disse godtfolk dog må have en inderlig overbevisning om dæres næringsvejs ulovlighed, og om at de er velfortjent til stokkeprygl. Vagtens komme vakte en almindelig glæde blandt alle de andre. Men glæden var stakket. Teaterbetjenten begav sig ind i den anden gang, og sjoverne listede sig lidt efter lidt ind igen, fordi underofficeren med den bedste vilje intet klækkeligt kunne udrette, da han ikke kendte prangerne.

Uagtet det simpleste middel til at råde bod på denne - for 5 til 6 år siden her aldeles ubekendte - uskik, var stokkeprygl især da politiets stokke med langt mindre omstændighed anbringes på disse vedkommendes rygge end flintekolber, eller bajonetter, så kan man dog foreslå et andet middel der med lidt mere ulejlighed fyldestgør alle humanitetens såvel som de skuespilbesøgendes fordringer.

Det måtte nemlig behage teatrets direktion at anordne at en teaterbetjent (en af dem der ved billetternes uddeling i almindelighed opholder sig i skuespilhusets forsal og som uimodsigelig må, lige såvel som ethvert andet menneske hvis vej jævnlig falder forbi Det Kongelige Teater om formiddagen kl. 10 kunne kende sjovere fra ikke-sjovere), posteres med det par soldater eller politibetjente ved opgangen hvor der er aldeles lyst, og meddelte enhver som gik op for at tage billet, et tegn, fx en blikpenge, at det pålagdes ham ikke at give tegn til nogen som engang havde fået, og atter meldte sig. Og at det pålagdes kassereren ikke at uddele billetter til andre end dem som havde tegn. Og ikke flere end en billet til de notoriske sjovere som derfor måtte meddeles ved opgangen et noget forskelligt tegn, til andre to højst tre.

Trængslen ville dermed ikke blive voldsom. Dog måtte teaterbetjenten stå indenfor en slags disk eller blot ved et bord for uhindret at kunne beskue og tildele enhver efter sine gerninger.

(Politivennen nr. 449, 29. november 1806, side 7135-7138)

24 februar 2015

Bekendtgørelse

Det tilsendte bidrag om den glubske hund som i en bekendt gård på Østerbro skulle overfalde og virkelig bide folk, kan ikke indrykkes.

Ved den lejlighed må udgiveren, samtidig med at takke for de mange ærede medborgere, der ved at lede ham på spor efter uordener så ofte har bragt ham til at kunne udvirke en eller anden forbedring, tillige underrette en del forfattere af tilsendte bidrag, der måtte undres over at disse ikke er benyttede, om at dette er en simpel følge af at de i deres breve til mig enten helt har udeladt deres navne, og altså ikke levnet mig nogen adgang til dem, for at få den fornødne oplysning. Eller betjent sig af enkelte forbogstaver eller af et eller andet tegn, i stedet for navn, hvilket giver lige så lidt mulighed for at finde forfatteren. Eller endelig sætte et navn, men uden at nævne næringsvej, embede eller bolig. En ting som de allerfleste gange er en lige så stor gåde som nogle streger eller kryds. 


Udgiveren var længe i tvivl om han skulle advare herom af frygt at det kunne afholde nogle fra at indsende bidrag, der dog var brugelige, skønt anonyme. Han håber imidlertid at enhver vil forstå at hans mening er denne: "At når det tilsendte bidrag omtaler en handling eller en egenskab hos mand eller ting, som man ved at udgiveren ikke kan vide, eller i det mindste ikke bevise, er det nødvendigt at indsenderen af bidraget sætter sit navn, stand og bopæl, vedføjende at det ikke bekendtgøres, hvis sådant er ham imod. Er bidraget derimod om ting, dem udgiveren selv kan komme til bevislig kundskab om, uden at kende indsenderen, eller er emnet blot en eller anden betragtning, da siger det sig selv, at indsenderen ikke behøver at underrette udgiveren om sit navn osv.

(Politivennen nr. 448, 22. november 1806, side 7131-7132)

Redacteurens Anmærkning

Dette er en af de få notitser i Politivennen som fortæller om hvordan udgiveren Seidelin arbejdede med sit stof. Seidelins vejledning til personer der ønskede at få offentliggjort indslag i Politivennen. Den stod sidst i hvert nummer af Politivennen. Bekendtgørelsen kan ses som en præcisering af denne: 
Bidrag, saavel her fra Byen, som fra Provindserne, ønskes, og indrykkes ufortøvet, naar Materien angaar Politi, og naar Foredraget er anstændigt og tydeligt. Mundtlige Bidrag modtages ogsaa. For dem, som ikke have Øvelse i at føre Pennen, tillader man sig at ordne deres Bidrag. Bidrag fra Provindserne indsendes portofri. Subscription gælder for een Aargang.
Enhver, som beærer Politivennen med Bidrag under Navn, kan være vis paa, at samme ikke sensureres, da Bladets Censur ikun angaaer hvad som forfattes af Udgiveren selv.
K. H. Seidelin
Pilestræde No. 94.

Beklagelige Ubesindighed hos Ynglinge der dog ikke ville regnes til den utænkende Pøbel

(Efter indsendt)

En betler som adskillige agtede borgere ofte klager over, nemlig Niels Kjeldsen, for nærværende tid klædt i en rød trøje, gamle blå lange bukser, rund hat, hvide uldne strømper og tøfler, blev torsdag den 20. november om eftermiddagen  kl 4 anholdt i Bredgade af 2 fattigopbringere. Da han satte sig til modværge ved pågribelsen og gjorde støj og alarm, kom en stor del kollegianere ud fra det Kirurgiske Akademi. De tog betlerens parti, og uagtet opbringerne fortalte dem at de var beordret til at anholde ham og bad dem ikke hindre dem i deres lovlige forretninger, vedblev disse herrer dog at påstå at opbringerne skulle lade den anholdte gå da han kun havde betlet. Betleren fattede mod og pøbelen anledning til at fornærme opbringerne. Disse måtte vige for overmagten og lade betleren, som er et stærkt og arbejdsført menneske drive om på gaderne
endnu længere.

(Politivennen nr. 448, 22. november 1806, side 7127-7128)

Redacteurens Anmærkning

Akademiet lå i Bredgade 62, og rummer nu Medicinsk Museion.

Om Ulykkes Forebyggelse ved Københavns Fortifikations Broer

Følgende brev er tilsendt udgiveren af Politivennen:

Højtærede herre!


Ærbødigst tager jeg mig den frihed at skrive om følgende, som jeg tror kan bekendtgøres offentligt. Nemlig følgende ulykkelige hændelse i går aftes: Søndag den 8. hen ved kl. 6 og 7 kom en mor med sin datter, efter den førstes udtalelse 20 år gammel, og hendes mands bror gående ind ad Vesterport. Og da de kom på den inderste bro mod staden, gled datterens fod på det smalle brobræt eller overgang. Hun tog sin farbror i frakken, men kunne ikke holde sig fast. Og manden tog af skræk fast i jernkæden og holdt sig. Men i det han så sig om hvem der sådan så hastigt greb ham i frakken, så han sin brordatter falde ned i stadsgraven. Hun gav kun et eneste dybt suk og dermed så eller hørte man intet mere til hende. 


Østerport har lige som Vesterport en bro hvor man meget nemt kan komme til at glide og falde i voldgraven. Gangbrættet bør have et bedre værn. Hvis ingen jolle er i nærheden, er druknedøden overhængende. 

Man kan nu forestille sig i hvilken forfatning mor og farbror blev. Der blev jammer og skrig. Der kom mennesker nok, også fra vagten med lygter og hager. Man søgte, men kunne ikke se eller finde. I samme øjeblik kom også en mand som jeg kendte, nemlig en frisør ved navn Weise boende ved hjørnet af Stormgade og Volden. Han så det og tænkte ved sig selv: På denne måde ville man nok ikke finde denne ulykkelige. Han løb ganske stille bort, og inden man vidste af, kom han roende med en båd som lå nede ved Blågårds Sukkerformefabrik og havde med sig mesteren fra samme, hr. Nielsen og hr. Gylgod, underofficer som bor i vagten ved samme fabrik. De havde en lygte med. Weise som gav sig flittigt at søge. Fandt også straks den ulykkelige pige. 

De ville nu ro med hende ned til Blåtårn til redningsanstalter på artillerisygestuen. Men folkekravet var at man straks skulle bringe hende i land der ved broen, hvilket også skete. Og fra hendes fald indtil hun kom i land gik der efter min beregning ikke fulde 40 minutter. Man bragte hende først i vagten og derfra straks til barberen i Frederiksberggade, hvor 5 til 6 kirurger straks gjorde sig al mulig flid for at bringe den døde til live. Men klokken halv ni var der  endnu intet tegn til live. 

Imens Weise var borte, trøstede man kun moderen og medfølgende så bedrøvelig at det var ikke mulig at finde den faldne, da det var mørkt, og man ingen båd havde der ved hånden, hvorved moderen nu faldt i besvimelse. Og man måtte nu se at få hende hjem og var altså ikke til stede da datteren kom op af vandet. Weise fulgte med til barberen og de to andre roede bort med båden. 

På grund af denne tummel vidste man ikke før klokken halv ni hvem den ulykkelige hørte til. Men så kom en pige fra hendes søster, og manden som var fulgt med dem ind ad porten. Og der fik man at vide hos barberen at det skulle være en rebslagerdatter. Hun var et skønt og velvoksent menneske, godt klædt, og havde en smuk guldkæde om halsen. Hvad jeg her har skrevet er sandt, og hvad Deres velædelhed vil tage herudaf til en bekendtgørelse, det overlader jeg til Deres egen stil at sætte.

København d. 9. nov. 1806
Ærbædigst af en mand, som
så og var vidne til det
Johan Hansen


****


Udgiveren har ment at burde indrykke det hele som det ovenfor står, da det både vidner om brevskriverens og især om hr. Weises gode tænkemåde. Af senere bekendtgørelse ved vi nu at denne skønne unge pige ikke blev bragt til live. Gid denne tildragelse måtte bevirke at to forbedringer som for lang tid siden, dels med oftere gentagelse er foreslået i dette blad, dog i det mindste for fremtiden må afværge lignende ulykker. Den ene er, at den smalle bro, eller rettere gangbræt ved siden af vindebroen, ved alle vore porte, måtte få et bedre værn til begge sider. Den anden er, at der altid måtte ligge en lille jolle neden under fæstningsbroen til afbenyttelse i sådanne beklagelige tilfælde.


(Politivennen nr. 448, 22. november 1806, side 7123-7127)

Sjoverstime og Billetprangen ved Hoftheatret.

(Efter indsendt)

Man bemærkede med fornøjelse den iver hvormed kontrolløren der er til stede ved billetkontoret ved Hofteatret, søndag den 16. dennes forsøgte at forebygge trangen og alarm af sjoverne. Og han fortjener publikums tak fordi han jog den skare af prangere ned. De samme personer man sædvanligvis ser prange med billetter som følgelig ikke skete nogen uret. Kun skade denne frist varede så kort. For så snart kontrolløren var gået bort, listede de sig tilbage igen. Nu stod man da atter i dette ubehagelige selskab som man vel måtte forlade og hellere igen søge sin billet på anden hånd.

Man ønskede derfor at kontrolløren forblev på den side af døren hvorfra man går ind til billetkontoret da publikum så kunne håbe at blive befriet for disse mennesker der ikke som bud, endnu mindre til personlig brug, tager billetter. For de opkøber dem i dusinvis, men blot for at prange med.

Underofficeren der med to mand var posteret uden for døren, holdt dem vel nogenlunde fra at trænge, men en sværm af sjovere var der dog.

Flere havde set disse personer komme ud med næverne fulde af billetter, sølge med halvt til hel 100 % fordel, og derpå trænge ind op ny. Men at drive sådan øger med billetterne, og således fordyre adgangen til en offentlig indretning, hvor der er sat en bestemt pris, er sandelig dog til åbenbare fornærmelse for publikum. Man må så meget mere ønske sjoverne bort fra Hofteatret som antallet af de pladser der ikke er abonnerede, ikke er flere end at de kan opkøbe de fleste billetter, og da står de i deres magt at stemme prisen til hvad de vil. Man hører alle forlange lige meget. Og at det har været tilfældet med Hofteatrets pladsloge- og parterrebilletter at de fleste har været opkøbte af sjovere, kan man overbevises om deraf at der næsten hver søndag en 1 højst 3/4 time efter kl. 11 har været flere tilbage af disse billetter, og i denne tid har sjoverne trængt så stærkt at det ikke vel har været muligt for andre at komme ind.

(Politivennen nr. 448, 22. november 1806, side 7119-7121)

23 februar 2015

Endnu et Ønske i Børstiden.

(Efter indsendt)

Til den anke som den sidste Politiven indeholder om de uvedkommendes bortvisning fra Børsen og auktionsbordene, bør med rimelighed tilføjes det ønske at de herrer købmænd og mæglere som finder interesse ved at lade deres kontorers yngre overvære auktionerne for blot at notere priserne, gav disse den advarsel næst at opføre sig roligt, at afholde sig fra at betage sæderne ved bordene. For disse står dog nok egentlig for liebhaverne og ikke for disse ynglinge. Nu derimod ses der som på parterret, at de unge ben hviles mens de gamle står, og hvorfor? Fordi de unge har tid nok til at tage bænkene i tide, og derimod for lidt fornuft til at besidde den beskedenhed der klæder ungdom så vel.

(Politivennen nr. 447, 15. november 1806, side 7114-7115)

En Tanke ved at see Flaget hejst paa Runde Taarn.

(Efter indsendt).

Man studser ved at se et kongeligt observatorium eller observatoriet ved det kongelige universitet blot at føre det danske handelsflag og ikke det danske kongeflag.

For synets skyld kan denne som det synes anmelderen, upassende beskedenhed eller ydmyghed ikke finde sted, for det splittede ses ligeså godt og hastigt som det hele.

Enhver sejlmager udhænger et kongeflag. Enhver gæstgiver hejser kongeflag. Gøgleren selv sætter ikke et helt flag for sin bod, hvis har har et splittet. Koffardimanden selv ønsker blot at turde føre kongeflag, og gør det når og hvor han tør. Det ville derfor ikke findes underligt at man ønskede at også på Rundetårn må vaje det splittede, eller det egentlige nationalfag. Denne forandring synes så meget mere passende som vor største danske konges navn står så tydeligt på tårnet.

(Politivennen nr. 447, 15. november 1806, side 7112-7113)

Forslag til Bedste for Forstædernes Beboere

(Efter indsendt)

Københavns forstæder vokser stadig. Den største af dem, Vesterbro, står vist nok ikke tilbage for vore købstæder af middelstørrelse (det skulle da lige være fordi den ingen kirke har. Et savn den dog ikke endnu har skreget over, om man end ikke med rette kunne antage de fleste denne forstads beboeres id for modfoderi af kirkegang, for at bruge et Rothes udtryk). Og desto mere synes det rimeligt at sørge også noget for disse forstæders beboeres tarv.


Del af forstaden Vesterbro, Vesterbro Apotek. (Før og Nu 1919). Bebyggelsen var koncentreret vest for Skydebanen. Og da stranden gik langs nuværende Sønder Boulevard, var området ganske idyllisk. 

For blot at nævne en mangel, må det være ubehageligt for disse udenports københavnere, at de ikke alene ikke kan få de periodiske blade, der omhandler deres indenvolds medborgeres æstetiske, dramatiske, moralske, politivæsenske tarv før lang tid efter at de er læst inde i byen. Men at endog de udenbys nyheder, der ikke kan komme ind ad portene, uden at passere dem, først skal være kendt længe inde i byen, før de kan læses i forstæderne.

Man foreslår derfor til det Kongelige Generalpostamts bedste bedømmelse, at den træffer den indretning ved fodposten, at de indbyggere i Københavns forstæder der holder uge- eller dagblade i København, af hvad navn være kan, fra Tilskueren af til Addresseavisen begge indberegnede, måtte få disse besørget til sig med fodpostens bud, efter at bestilling var gjort og modtaget på kontoret imod en passende betaling. Ligesom den måde som aviser og andre periodiske blade som går til provinserne, bestilles hos, og forsendes af generalpostamtet.

Det synes anmelderen tydeligt at der ville være tre nyttige følger. a) Forstædernes indbyggere får afhjulpet et savn der er ikke så ubetydeligt, som det kan synes ved første øjekast. Det er altid vigtigt at få fx Addresseavisen så tidligt som muligt. Det indser enhver da ellers de fleste oplysninger er opsnappede inden man når kontoret. At have andre æstetiske eller politiske blade så våde fra pressen som muligt, er heller ikke uvigtigt for de få der virkelig søger åndelige føde. Og endnu mere for den store hob, der blot ønsker at anses for at søge dem, og hvem det altså er magtpåliggende at kunne vise på alle offentlige forsamlingssteder at de har hvæsset deres snakketøj på øjeblikkets allernyeste emner.

b) For udgiverne af de periodiske blade blev en sådan indretning vel ganske kærkommen, da den højst sandsynligt skaffede dem holdere i personer der nu ikke var det, fordi tingene, som man siger, er mugne før de fås. Og at holde bud til at ombringe et enkelt blad i forstæderne vil ikke kunne betale sig.


c) Endelig tør man tro at den foreslåede indretning ville give en øget indtægt for den så nyttige fodpost, og at den i så henseende ville tildrage sig vedkommendes kyndigere drøftelse.


(Politivennen nr. 447, 15. november 1806, side 7106-7109)

Redacteurens Anmærkning

Rothe

Det er lidt usikkert hvem denne Rothe er. Slægten er omfattende. To gode bud er landsdommer Casper Peter Rothe (1724-1784) som udgav et par bøger som kan være skribenten bekendt. Eller filosoffen Tyge Jesper Rothe (1731-1795). Valdemar Henrik Rothe (1777-1857) var kapellan (1822-1830),  senere sognepræst (1830-1857) ved Trinitatis Kirke Ifølge WikiSource en omdiskuteret præst, men han var i udlandet 1801-1807.

Vesterbro Apotek blev oprettet 1795. Billedet viser apoteket (1802 eller 1805), som var indrettet der 1795 af apoteker Johan Gottlieb Blau. Det eksisterer ikke længere. Apoteket flyttede over på den anden side af vejen og Blau åbnede Gammeltorv Apotek ved siden af Domhuset, i dag hjørnet af Frederiksberggade og Nytorv. Vesterbro Apoteks hovedbygning på Vesterbrogade 72 er opført 1853 og fredet. Det husede 1938-75 Havemanns Magasin. 1975- Føtex.

22 februar 2015

Et Ønske i Anledning af Børsen.

(Efter indsendt).

Det er meget ubehageligt om middagen på den tid at købmændene og andre handlende forsamler sig på Børsen, at se mennesker der som slet intet har at bestille der. Således kan man hver dag træffe et par stykker der opvækker afsky, ja væmmelse, hos dem der egentlig kommer der for at afgøre deres ting. - Deres pjaltede klæder, ukæmmede hår, lange skæg og bestandige skubben over ubehagelige gæster som plager dem - er en sand vederstyggelighed. De er endog så næsvise at trænge sig lige op til auktionsbordet og forhindre dem der vil købe noget, adgang dertil. - Mon den indretning ikke kunne træffes at vægterne der står ved døren, forbyder sådanne mennesker at gå ind på Børsen på den tid at købmændene forsamler sig, nemlig fra kl. 12 til kl. 3? - Eller om de får et sådant menneske ind, da straks jage ham ud?

(Politivennen nr. 446, 8. november 1806, side 7091-7092)

Noget om Fordomme hos de danske Sælgekoner

Det kunne vel være indsenderen og mange andre ligegyldigt hvad de danske kvinder og sælgekoner her i København har for vaner og sæder. Men er det dog ikke enhvers pligt at udrydde fordomme og overtro selv hos de mest ringe blandt almuen, også når denne overtro hverken for dem selv eller på andre kan virke og være skadelig? Det synes mig dog næsten af flere grunde.

Tre typiske sælgerkoner på Politivennens tid, fra Valby (fjerkræ), Skovshoved (fisk) og Amager (grøntsager). (Eget foto. Nationalmuseet). 

Mere end en gang har jeg set, at når man køber et æble eller sådant noget af en kone, så har hun altid når man er den første om dagen den vane at spytte på styveren eller skillingen, som hun får for det, før den nedglides i lommen. Sædvanlig siger de også nogle ord derved, som jeg ikke har forstået. Jeg tror man kalder det at handsle. Om denne vantro end ikke har nogen sær skadelige følger, hvad skal det dog til? Skal ikke også selv den ringeste i vores oplyste tider blive mere og mere oplyst. De er også mennesker. 

Der falder mig noget ind ved det. Jeg har allerede hørt tale om at de danske småpenge var så beskidte og tænkte straks på hvor det kunne komme fra. Jeg fandt denne omtalte vane, som den største og første årsag til det. Jeg behøver ikke at tale videre. Når man kun betænker: En våd styver i en lomme og det i en sælgekællings lomme! Hvorledes skal den vel blive. Ubehageligt er det i sandhed at tage på og at gemme i sin lomme en sådan styver. Ja måske selv lægerne har også i den henseende at indvende, især hvis, som tit sker, sådanne irrede penge kommer små børn i hænderne og munden.

K. Johannsen


(Politivennen nr. 446, 8. november 1806, side 7090-7091)

Forslag til Theaterdirektionen

(Efter indsendt)

Ved det store teater og her søndag formiddag ved hofteatret ser man ved uddelingen af billetterne ikke sjældent at vagten der står inden for døren, har meget besvær med at modstå den magt hvormed mængden trænger sig på for at komme ind. 

Søndag den 26. oktober var trængslen om formiddagen ved hofteatret meget stærk. Kontrolløren havde nu fået det gode indfald at postere en underofficer og to mand uden for døren. De bad høflig om plads, og fortalte der måtte ingen trængsel være. Det havde straks den gode virkning, at enhver nok så velklædt uden at blive klemt eller stødt eller besudlet kunne gå ind og hente sin billet.

Pladsen foran Hofteatret og udsigten til Christiansborg Ridebane. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Man foreslår derfor at sætte de fleste af vagten udenfor, for at minde imod al trængsel. Den første den bedste der gjorde mine til at trænge, kunne jo først høflig anmodes at lade være, og siden med magt føres til siden, og ikke tillades at nærme sig før mængden var borte.
Den bekvemhed hvormed man da kunne hente sin billet, ville vist være meget velkommen.  Og således ville nok også billethandelen, rettere sagt forsalg med billetter, ophøre. For det er almindeligvis kun sjovere der forårsager og tør nære sig i den trængsel.


Mon ikke også bortfjernelsen af denne trængen og billethandel ville være fordelagtig for teaterkassen? Spærværket, hvori døren står på gangen ved hofteatret knager stærkt, og ofte ser man stenpillerne sprængte uden for komediehuset på Kongens Nytorv. Og de fleste af komediegængerne må nok lige såvel tage hensyn til deres pung som tid, om man skal gå på komedie eller ikke. Men jo dyrere billeten er, desto sjældnere kan man kun gå. Altså må også tilskuernes tilløb som en følge deraf være meget mindre. Har man fx en dag givet 4 til 6 mark for en parterrebillet, må man blive borte en til to andre dage man kunne få den for almindelig pris. Disse 2 til 4 mark er jo et rent tab for teateret.


København den 31. oktober 1806


(Politivennen nr. 446, 8. november 1806, side 7087-7089)


Redacteurens Anmærkning

Der blev forsøgt gjort noget ved det 3 år senere med "Politie-Pl. om Billetters Indkiøb til Skuespillene m.v. 2. Sep. 1809". Men uagtet denne fortsatte billethajernes deres virksomhed, således som det fremgår af adskillige artikler fra Politivennen. Ikke kun af sjovere (der dengang var en betegnelse for dragere), men af talrige andre samfundsgrupper. Her et uddrag fra plakaten: 
2. Gr. Da den trængsel og uordentlige Sammenstimmel af Mennesker, der, i anledning af yndede stykker, i Almindelighed finder sted udenfor Skuespilhuset, saavel om Formiddagen til Billetters Indkiøb, som om Aftenen til Indladelsen i Huset, ikke alene er uanstændig, men endog som oftest farlig for Menneskers Liv og Helbred, det ligeledes maa ansees stridende imod god orden, at endeel Personer af ringere Almue næsten udelukkende opkiøbe alle Billetterne for derefter til høiere Priser at afhænde dem paa offentlig Gade til enhver, der ønsker at besøge Skuespillet, hvorved en af Publikums ædleste Fornøielser fordyres til Fordel for Lediggiængere af den laveste Klasse; Saa bliver herved, til Efterretning og Iagttagelse for alle Vedkommende, følgende bekientgiort: 
3. I Følge Cannellie-Br. til Politiemesteren i Khavn 1. Sept. 1809, forbydes det aldeles at overlade Entree-Billetter til Skuespillet til andre til en høiere Priis, end derpaa er sat; Enhver altsaa, som antræffes heri at giøre sig skyldig eller under Navn af Douceur eller Gave at imodtage mere, end Billetten virkelig koster, vil blive anseet med en Mulkt fra 5 til 10 Rdlr til lige Deling mellem Angiveren og Politie-Kassen, og desuden være pligtig at tilbagebetale hvad han for Billetten har imodtaget. Ligesom der fra Politiets Side skal blive anvendt alt mueligt til Overholdelsen heraf, saaledes anmodes herved det ordenselskende Publikum, at være Politiet behielpelig i Opdagelsen af Forseelser imod denne Anordning.

21 februar 2015

Anke over Stankfabrik.

(Efter indsendt).

I mange år har en afskyelig stank som forårsagedes af de på Skidentorvet og Rosengården boende garvere og fiskeblødere udskyllet råddent vand i rendestenen, inkommoderet nabolaget, såvel som Kultorvets og Købmagergades beboere, da denne næsten utålelige stank fra rendestenen trænger ind i husene og aldeles ødelægger luften i værelserne. Hidtil har dette været upåtalt, da til nævnte stinkende vands udskyllelse blot var valgt en eller anden bestemt tid på visse dage om ugen. Men da man til sin største forundring i den senere tid har måttet erfare at vedkommende ikke undser sig ved at foretage sådant arbejde på vilkårlige tider som om formiddagen og middagsstunden, så er der grund til anke. Da det imidlertid må tros om disse mænd at de har så meget agtelse for deres naboer og de flere som må lide ved denne deres brugte fremgangsmåde at de blot på et vink vælger en bestemt passende tid til at udskylle kar eller samlingsstederne for uhumskheder, fx om aftenen efter kl. 10, eller allerhelst midnat, så må det for det første være nok med her at bede dem sætte sig i andres sted og handle som de selv ville hændes og have.

(Politivennen nr. 445, 1. november 1806, side 7079-7080)

Et Spørgsmål i Permadsens Gang

I Peter Madsens Gang i huset nr. 267 har værten indlejet beboere under det åbne tag, på et værelse hvor der hverken er køkken eller kakkelovn. Om aftenen kan man se, at der er lyst hos disse folk. Man spørger dem, som herpå kan give svar, om ikke herved måske er farlighed.

Thomas Nielsen
Arbejdsmand
boende sammesteds


(Politivennen nr. 445, 1. november 1806, side 7078-7079)

Redacteurens Anmærkning

Denne lille notits er opsigtsvækkende af mindst to årsager: Det er et af de få indslag som er skrevet af en navngiven arbejdsmand, altså en mand af lav klasse, modsat hvad der ellers er gængs i Politivennen. Desuden beskæftiger den sig med et sted som ikke beskrives særlig meget, nemlig Peter Madsens Gang, som var det værste slum i datidens København.

20 februar 2015

Et Ønske, Færøerne angående

(Efter indsendt)

Mænd som kender nøje disse små øer tilhørende den danske stat, har lagt mærke til to mangler (meningen er ikke, at der ikke skulle være flere) hvis følger er af ikke så lille skadelig indflydelse på det hele eller til hinder for landets indre opkomst.


Den første af disse mangler er den, at
for den som har samlet formuer er der ingen mulighed til der at gøre den frugtbringende. Da handelen ikke er fri, kan den formuende ikke hensætte sin kapital heri. Fabrikker kan ikke forventes i sådant et land, der står så langt tilbage. Skønt det dog vel ikke kan anses umuligt, at der at skabe en fordelagtig klædefabrikation. At få sine penge gjort frugtbringende i skibe eller skibsparter, som andetsteds, er heller ikke at tænke på. For skønt det vel er enhver tilladt at have skibe, det vil sige, skønt der aldrig er tænkt på at forbyde den indfødte færøbo at eje skibe, vil dog en lille eftertanke let lede frem til at forbud mod fri handel, eller på handel med egne skibe, ikke kan opmuntre til at anskaffe sig skibe, siden man ikke engang deraf kunne have den naturligste følge, sin egen forsyning med de nødvendigste og nyttigste varer.

Den anden mangel er en naturlig følge af den første. Nemlig den at da der ikke for den der ejer penge, er nogen anden lejlighed til at gøre dem frugtbringende end at kaste dem bort, som det der kaldes, i jordegods, bringer dette jordejendommen til at stige i uforholdsmæssig grad. Den højeste frugtanbringelse det
er mulig at bevirke ved jordegods på Færøerne, er på 1½ til 2 procent. Det vil sige jorderne betales med en gang mere, end de er virkelig værd, så at en mark jord der koster 400 rigsdaler, egentlig kun er 200 rigsdaler værd. Til heri at give afhjælp kan foruden frihandel, der altid bliver højligen at tilråde for landet, ønskes i dette så afsidesliggende land oprettet en bank. Mens en sådan foranstaltning ville usigeligt hjælpe fremad på handel og al slags vindskibelighed, ville de formuende som en naturlig følge gennem en bank kunne bruge deres penge til nytte for staten og tillige til langt større fordel end nu omstunder.

(Politivennen nr. 444, 25. oktober 1806, side 7064-7067)

Om færøske Kuls Nedbringelse til København

(Efter indsendt)

Det har nyligt været spurgt i trykken hvorfor der ikke kommer flere kul fra Færøerne?


Indsenderen tror at kunne besvare dette
meget godt. Da fragterne i de sidste år har været særdeles høje og folkehyre ligeså, da vil det ikke godt kunne betale sig når skibe skal fragtes til Færøerne fra København med baglast. Fik derimod Færøerne frihandel med egne skibe, hvilket der ikke kan tvivles om at det vil forundes dem når de findes egnede til det, da ville kullene altid kunne bringes fra Færøerne til København med egne færøske skibe, og disse ville da medbringe tilbage de for landet nødvendige varer.

Den driftige kaptajn Nolsøes bestræbelser for at skaffe Færøerne, hans fædreland, hvad de i lang tid har savnet, skibe og søfolk, turde være den sikre forberedelse til Færøernes mulige frihandel med egne skibe for fremtiden. Man kan ikke heller andet end heri vente al mulig bistand af handelens foresatte. Og sikkert vil det af dem som af enhver tilstås at dersom Færøernes selv får skibe og søfolk, vil dette være et stort middel til disse så dybt sunkne lands opkomst.


(Politivennen nr. 444, 25. oktober 1806, side 7063-7064)

Tegneren N. C. Hals: Prospekter af Færøerne, 1709. Uddrag, Thorshavn og omegn. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


Redacteurens Anmærkning.

For oplysninger om kaptajn Nolsø, se: Jakob Jakobsen: Poul Nolsø. Et Livs- og Tidsbillede fra Færøerne ved Slutningen af det 18de og Begyndelsen af det 19de Aarhundrede. (Historisk Tidsskrift, Bind 6. række, 3 (1891 - 1892) 1).

Indtil 1600-tallet førte færingerne selv handel med egne skibe. Men siden kontrolleredes det af forskellige, først hansestæderne og på artiklens tidspunkt som et kongeligt monopol. Poul Nolsø, eller Nolsiapol blev født 1766. Han sejlede vidt omkring i verden, men vendte tilbage til Færøerne og blev fører for et af monopolhandelens skibe mellem Danmark og Færøerne. I 1798 eller 1799 fik han eget skib. Selvom han selv anså sig for en praktisk mand, er han mest kendt for sine digte. Han var stemt for at fremskynde en fri handel. Varerne var dårlige og dyre, og smugleri var ikke ukendt. I 1805 sejlede Nolsø sin første rejse til Bergen med færøske stenkul, dernæst til København. Stenkul var frihandelsvare. Han måtte imidlertid sejle med næsten tom last tilbage til Færøerne. Hans popularitet var omvendt proportional med Handelsdirektionens velvillighed. Og han blev anklaget for smugleri. 

Han var i København under bombardementet og flådens udlevering til englænderne. Han fik af den engelske admiral Gambier et rejsepas til at sejle en ladning korn til Færøerne. Han forsvandt med en fragt korn fra England mod Færøerne januar 1809, men nåede aldrig frem. Måske sænket af en kaper.

Om Bommen ved Amagerport.

Man ved det skrækkelige uheld som for halvandet år siden ramte præsten i Hollænderbyen derved at denne bom hverken var oppe eller nede, så at hesten løb under.

Nylig er atter et menneske blevet betydeligt forslået på denne samme bom af samme årsag.

Man ønsker derfor at denne bom herefter må når den skal være nede, være det helt, og i modsat fald være helt oppe.

(Politivennen nr. 443, 15. oktober 1806, side 7051)

Endnu engang et Ønske, for Halmtorvet.

(Efter tilsendt).

Adskillige gange er der og i sandhed med megen føje, i dette blad anket på at Halmtorvet, et af stadens akseltorve, er således belemret med brolægnings- og stenhuggersten at disse næsten optager det halve af torvets plads, hvorved det ikke alene forfejler sin egentlige bestemmelse, men endog bliver farligt for dem der skulle passere det, og rettelig kunne kaldes Stentorvet. De ved tilhugningen springende sten kan sikkert især på torvedage da torvet er fuldt af bøndervogne, afstedkomme ulykke når fx sten springer på hestene og derved gør dem løbske. Men også mennesker kan daglig der ved forbigåen blive udsat for at beskadiges på øjne, ben osv. da man har eksempler på at stenstumper endog er sprunget en så lang afstand at de har ituslået vinduesruder i de på torvet liggende huse.

Filosofgangen der burde være en helligdom for stadens indbyggere som spadseregang, er nu ligeledes ikke blevet forskånet for denne stenhugning. Allerede i en rum tid har denne uskik vedvaret. Ja der har været dage da anmelderen af dette som bor i nærheden, har set ikke færre end fire stenhuggere der tilhuggede afvisere og lignende, og  som stod omtrent en favn inde i gangen selv. Om man aldeles ikke ville tale om hvor stygt dette ser ud og hvo farligt det er for forbigående og derfor burde ændres, så håber man dog at vedkommende da gangen henhører til stadens volde, og da det endog er utilladt at hænge vask mellem træerne der for at de ikke skal beskadiges, hæmmer denne uorden da sådant væsen er meget mere skadeligt såvel for de nylig satte som for de gamle træer. Det var ligeledes ønskeligt at hele stenhugningen på torvet ophørte, og at der til den blev anvist en bekvemmere plads der sikrede såvel gående som kørende mod ikke at blivebeskadigede om dagen, som før sagt, ved de springende sten, og i mørke aftener og nætter ved stendyngerne. De første for at falde, de sidste for at vælte.

(Politivennen nr. 443, 15. oktober 1806, side 7042-7044)

Spørgsmål i Anledning af hr. Chiarinys Vauxhall

Vi er nu henne i oktober og hr. Chiariny bliver ved med at indbyde folk til sit Vauxhall. Og det fejler ikke at jo en del menneskeskabninger vil besøge det.

Man fremsætter imidlertid for Sundhedskollegiet det spørgsmål om det ikke allerede nu, og endnu længere henne i tiden, vil være skadeligt således at sværme natten bort i åben luft. Kan man ikke på grund af det vente sig en forøget virksomhed hos vores desuden kun alt for virksomme brystsygdomme, der kappes med slag om hvem der skal være kongen af sygdomme her til lands. Og om det ikke altså af de ansvarlige bør forestilles, at denne art folkemorskab er af de der må indskrænkes til en vis årstid.


Det synes højst ønskeligt for indsendere at det her til lands blev forbudt at holde Vauxhall fra 1. oktober til sidste maj. I månederne juni, juni, august og september vil den skade  betydelig mindre, skønt udgiveren altid tror den er skadelig i vort klima, på enkelte sommernætter nær.


(Politivennen nr. 441, 4. oktober 1806, side 7017-7018)

Et Ønske for Kristianshavnerne

Christianshavn tabte alt for tidligt sin skaber, Christian de Store. Han, som på moradser og havbund vidste at anlægge en smuk og vakker stad, ville vist også skaffet dens beboere lejlighed til at bevæge sig i den frie og sunde luft i en smuk og offentlig have.

Siden hans tid er christianshavnerne ikke kommet denne nydelse et skridt nærmere. Tværtimod, deres luftkreds er ved mange indretninger og omstændigheder meget blevet forværret.


I lang tid arbejdede man dog på (og himlen være lovet at dette arbejde ikke medførte pest eller slemme sygdomme) at opfylde et stykke grundt vand som lå inden for voldene, med menneskeskarn. Nogle tønder land blev frembragt på denne måde, af 2 fods eller i det mindste 1½ fods højde over vandskorpen, hvor der før var fra 3 til 6 fod søvand. Hvilken uhyre mængde af luftfordærvende stof! I sandhed 8 til 10.000.000 kubikfod menneskeskarn, således samlet i en række af år, og under meget forskelligt fremskridt i forrådnelse, om man så kan kalde det, eller forvandling til muld. Det må dog vist frembringe en virkning, der ikke er fri for at være dræbende, fordi den ikke er det i skikkelse af pest.


Københavns Havn set fra Gammeldok (lidt nord for Knippelsbro) og nordpå. Trankogeriet lå ved Grønlandske Handels Plads før Operaen. Operaen ligger på den forhenværende Reden, havnen for krigsskibene. Lige over for Amalienborg. Længere væk ses Holmens Mastekran. Fra begge sider breder sig nu Inderhavnsbroen, eller Kyssebroen, Den Skæve Hashbro mm.

Senere er en uhyre grav uden for volden, men desværre ikke langt, blevet bestemt til samme brug, og kan ikke andet end ligeledes virke skadelig på de så nær levende christianshavneres helbred.


I al den tid man brugte det første som det sidste lossested, blev nogle af Christianshavns hovedgader og Knippelsbro naturligvis i 8 til 9 af døgnets 24 timer opofrede til på den væmmeligste måde (til dels ved renovationsvognenes dårlige indretning og utæthed, til dels ved jagende kørsel og anden utilbørlighed hos kusken) at bedækkes med uhumskhed, som må trædes i, og dens dunster indåndes af alle de christianshavnere, der sent om aftenen og hele morgenen, indtil et stykke hen i formiddagen, havde og har at bestille i København, hvortil ikke anden samfærdsel er, end ad denne selvsamme tilsølede vej.


Børnehusets som ligger i midten af Christianshavn, er en anden og stadig virkende stankfabrik, på grund af den der til uldens indsmørelse brugende og ufordragelig stinkende rådne tran, hvis uddunstninger forenede med mange hundredes i urenhed og usselhed levende menneskers ånde og uddunstning tydelig kan føles, hvor vinden bærer hen, til stor ubehagelighed og med virkninger, der ikke kunne andet end være helbredet skadelig.


Trankogeriet er vel i den ene ende af Christianshavn og lykkeligvis i dens nordlige, men med sine vinde udvælder den dog en højst væmmelig stank over Christianshavn. Dette er også sikkert det eneste trankogeri inde i en stad af anden størrelse i Europa. Og så meget mere må man undre sig over at det forbliver der, som stanken derfra ikke sjælden forgifter luften på det Amalienborg, der nu er det kongelige hus' bopæl. Og da føres derhen af den vind der aldrig renser, men næsten altid forværrer de dunster, den medfører, nemlig søndenvinden.


Alle disse årsager, og endnu flere mindre, som endnu kunne nævnes, foruden to kirkegårde, hvor der endnu begraves ikke sjælden, må nødvendig have en højst skadelig samvirken på den luft christianshavnerne indånder.

Desto mere synes denne at kunne love sig al den adgang til spadseregange og sund lufts nydelse, som det er muligt at forunde ham. Det nærmeste som det falder ham ind at ønske sig, er naturligvis fri spadseregang på volden omkring hans stad.


Uagtet de christianshavnske volde kun på få steder endnu har skygge, ville de dog med tiden få det mere, efterhånden som træer plantes og disse vokser. Ved opstilling af bænke og vejens belægning i midten med grus, samt græssers borttagelse (dette behøvede ikke just at være i hele voldens bredde som på Københavns volde, da det christianshavnske publikum er så meget mindre talrigt) ved at opføre et par eller flere regnskure ville Christianshavns vold fra Langebro til Kvintus blive en dejlig spadseregang for christianshavnerne, ja muligt endog ville søges, til en afveksling af selv københavnerne, uagtet disse i henseende til spadseregange er så meget bedre aflagte.


Synet af Kalvebod Strand, af Amager, af flåden og af Reden ville give denne spadseregang yndigheder når der på ovennævnte måde var sørget for skygge, for sæde, for ly mod en pludselig plaskregn, som man ikke på Kvintus-enden af denne spadseregang let kunne komme fra, og endelig for tørreføre, ved at hindre at ikke jorden opblødedes ved enhver væde.


I stedet for skure kunne man have nogle af disse ly-kors, som man hist og her har på landet, og som er intet andet end to vægge af planker som overskærer hinanden, der altså hvordan end vinden er, tilbyder i en fjerdepart ly mod den og mod regnen. Mod det sidste dog ikke fuldkomment med mindre der gives et tag derover. Sådanne ly-kors kunne i fjendtlig tid let nedtages, kostede ikke meget af anskaffe, og ydede dog den særdeles store nytte at man ikke for en lille regnskyls skyld lod sig kyse bort fra spadseregangen.


Udgiveren finder dette her gjorte ønske så naturligt, så gavnligt for christianshavnernes sundhed, at han ikke et øjeblik tvivler på at det jo engang vil gå i opfyldelse, og han kender de høje og højeste vedkommende personers tænkemåde og iver for det almenes vel således, at han håber snart at opleve dette ønskelige engang.


Om man endog for at tilvejebringe det første udlæg i det første år kun tillod dem som betalte eet tegn for at spadsere der, var meget allerede opnået. Tegnene ville få købere nok.


(Politivennen nr. 441, 4. oktober 1806, side 7011-7017)