30 januar 2015

Manglende Numre

Københavns Bibliotekers samling af Politivennen er ikke komplet. Numrene 391 til 416, 19de Oktober 1805-12te April 1806 mangler. Men ved således at henvende sig til offentligheden, håber man at den ansvarlige vil ikke bare hæmme, men også fjerne denne ubehagelige uorden!

Redacteuren

Middel mod Væggelus

(I anledning af spørgsmål i Addresseavisen)

Det sikreste middel mod væggelus vil nok være: At dræbe dem i og på deres opholdssteder, og tillige deres æg, hvor de findes anbragte i sengegardiner og sengesteder mv. ved hårdt at overgnide dem med en hammer eller andet, hvorefter man afvasker dem. Dette gentages, hvis de atter indfinder sig. De brugende smørelser er ikke sikre, da de undviger deres modbydelighed.

 (Politivennen nr. 390, 12. oktober 1805, side 6204)

En Klage over Befordring og Veje i Falster

Imens vores gode og retfærdige regering gennem vise og fortræffelige love fremmer almenvellets tarv og borgersamfundets vel. Imens dette daglig foregår for vore øjne, møder den rejsende en modtagelse på Falster, som i alle henseender fortjener den højere myndigheds opmærksomhed og deltagelse. Således har jeg mødt ubehageligheder ved min ankomst der til landet, som overgik dem jeg gik i møde ved en vandring blandt Karthagos ruiner. En vandmelon og en skål vand overraktes mig af en maurer til vederkvægelse under dette brændende klima. Og jeg glædede mig over at der blandt disse såkaldte barbarer findes mennesker, der både følte og tænkte på medbrødres tilstand og lidelser.

Men læser! Tænk engang. Denne modtagelse møder dig ikke ved din ankomst til Falster. I en af de første dage af august måned kl. 3 om eftermiddagen ankom jeg med familie til Grønsund Færgegård på Møn. Jeg fik efter et kort ophold færgen, hvori vi tilligemed vores rejsevogn indskibede os. Vinden var østlig med laber bramsejls kuling. Ved krydsning og hjælp af mådelige færgekarle, nåede vi endelig færgebroen på Falster efter 4 timers sejlands. Enhver vil let indse, at man efter 4 timers trættende og ubehagelig sejlads på en åben færge med fruentimmer og børn i følge, længes efter både vederkvægelse og husly, og begge dele skulle jeg nu først opsøge. 

Jeg gik straks op til lodshusene til sættefærgemanden Ole Olsen, men ingen var hjemme. Men efter et kort ophold kom konen hjem til huset, som på mit første spørgsmål: Om vi kunne få befordring af forspændsheste til Stubbekøbing, svarede mig: At lodsene ikke var forpligtede til at køre for os, uden efter eget behag, og bønderne i nærmeste by (Næs) heller ikke ville afgive befordring, uden når de så deres fordel derved, da de ikke var underkastet tvang med hensyn til befordringsvæsnet.

Eckersbergs billede fra Københavns Toldbod 1804 viser nogle forskellige båd- og skibstyper fra perioden. (Udsnit. Fra Før og Nu 1916).
 
Denne ubehagelige forfatning, at ikke engang at kunne komme af sted for penge, pressede mig til at begære en ekspres til staden (som ligger en mil derfra). Det var konen straks villig til at lade afgå. Dog sagde hun mig, at der ville gå nogle timer inden befordring kunne komme. Jeg forsøgte nu efter hendes råd at gå til lodsen for at få et tidendebud af sted. Men lodsen var ikke hjemme, og hans kone ville under ingen omstændigheder tillade, at jeg for betaling måtte få en hest hos hende. Nu var der intet andet at gøre end at afsende et gående bud. 

Jeg gik ned til på færgebroen og afhentede min familie, som endnu ikke havde fået husly, og opholdt sig på rejsevognen, da sættefærgemandens kone havde tilladt mig, at de måtte opholde sig i hendes stue. Men derved var endnu kun lidt vundet. For vederkvægelse, som vi høfligt trængte til, var ikke til at få for penge. Og uvisheden om hvad tid vi kunne vente heste fra Stubbekøbing, samt rejsevognen og rejsetøjets usikkerhed på færgebroen, var store ubehageligheder, især det sidste. For at få vognen bragt op i sikkerhed, måtte jeg nu af mangel på hjælp gå ned til vognen og forblive ved samme, indtil kl. 12 midnat, da forspændsheste ankom fra Stubbekøbing.

Enhver som er vant til at rejse ved og kender de besværligheder som rejser medfører. Og vil let kunne indse det ubehagelige og modbydelige ved denne rejse, hvor vi fra kl. 10 om formiddagen til kl. 2 om morgenen gjorde en rejse på 5 mil, og hvor vi på den sidste mil til søs og til lands tilbragte 6 timer. Og det af ingen anden årsag end de eksisterende indretningers dårlige tilstand og utilstrækkelighed til befordringsvæsnets fremme og sikkerhed.

Og endnu ikke nok med dette ophold i Grønsund. Næppe havde vi forladt lodshusene for at køre landevejen til Stubbekøbing, før vi atter måtte udholde at passere den afskyeligste vej man kan forestille sig. For her afvekslede veje med indgrøftning, opkørte hjulspor, agerrender, som endnu ikke var opfyldte, hulvej hvor vi ikke kunne passere med vores brede vogn uden yderste fare for at brække den i stykker. 

Men intet af alt dette kan sammenlignes med et sted på vejen kaldet Rædskred, som ligger på en engbund, og hvor man har en smal 3 til 4 fod dyb hulvej at køre igennem. Og midt i denne smukke hulvej, som altid er fyldt med vand, findes en forulykket stenslæde, som lig Malora-skærene ved Livorno rager op over vandets overflade og truer de rejsende med død og ødelæggelse. For ved nattetid hører der ligeså meget mod som forsigtighed at komme godt igennem. Dersom dette sted ikke umiskendelig viser prøver på ligegyldighed for en bedre indretnings fremme, så er der intet sted i hele Danmark, som på noget tidspunkt kan og bør omtales. Især når man ved, at denne stenslæde har stået der i henved 10 år, uden at man har søgt at forandre dens tilstand.

Her Læser! På dettes sted, steg min uvilje til det højeste! En elsket familie, et kært barn, skulle nu med mig selv overlades til skæbnens gode eller onde lune, og således udsættes for helbreds og lemmers forlis.

Det er at håbe, at når stiftets virksomme amtmand skulle få dette at se, at han da sikkert vil gøre alt sit til at denne landevej bliver sat i god stand, da han har givet så umiskendelige prøver på hvor meget han ønskede vejens istandsættelse i sit stift.

Hvad der kan være årsag til at forordningen af 27. januar 1804 ikke endnu er blevet anvendt i hensyn til befordringsvæsnet fra Grønsund lodshuse er ubegribeligt.

På flere steder i Danmark er anlagt og befalet vognmandslaugs oprettelse, hvor det lokale langt fra ikke er så bekvemt som ved Grønsund. Ved Vindbyholt, Gåbense, Kalvehave og mange flere steder i landet må fragtvogn hentes over en fjerdingvej borte fra stedet. Her derimod (fra lodshusene til bondebyen Næs) er næppe en halv fjerdingvej til nærmeste by. Foruden 2 velhavende bønder findes 5 nedlagte bønder i byen Næs, hvoraf hver nedlægger i det mindste holder 2 og flere heste til avlingsbrug. Disse 7 i tallet burde og kunne jo afgive befordring. For ikke at tale om de 3 til 4 udflyttede bøndergårde fra byen Oure, som ligger ikke mere end en fjerdingvej fra det allerede omtalte sted.

Alt taler for at oprette et vognmandslaugs der på stedet. Intet kan frembringes derimod.

Det ville ikke være vanskeligt at frembringe data som viser nødvendigheden, såvel af et steds anlæggelse til husly for de rejsende, som også indretning til befordring. For 3 år siden passerede jeg i et selskab med 2 bekendte dette sted (lodshusene på Falster). Af mangel på husly og endnu større vanskelighed med at få befordring til Stubbekøbing, blev vi nødt til at gå til staden. Det var en streng vinterdag, og skønt vi brugte megen forsigtighed for at komme over det farlige Rædskred, slap dog en af os ned i isen der, og følgerne af dette vinterbad var sørgelige.

Med hvilken glæde ser jeg det øjeblik i møde, da de høje og mægtige herrer af fideicommis på dette gods, ville anvende hele deres opmærksomhed på at gøre sådanne indretninger, som kan tjene det almene til bedste. Og hvilken rejsende ville ikke yde sin tak til de mænd, som så hans trang og afhjalp den. Dersom det også er bestemt og afgjort, at hverken rejsende eller Falsters beboere kan komme i betragtning ved dette sted og vente at nogen solid indretning sker, så var det at ønske, at man dog ville tillægge Grønsunds lodser jord til dyrkning, og derved forpligte dem til at befordre og modtage de rejsende.

Staal

 (Politivennen nr. 387, 21. september 1805, side 6157-6164) 

Redacteurens Anmærkninger

Falster-Møn-Sjælland

Artiklen omtaler nogle dengang kendte (færge)steder på Falster og Sjælland: Grønsund (det smalleste farvand mellem Falster og Møn). Gåbense (nu Storstrømsbroen) var færgested indtil 1872. Kalvehave på Sjælland (smalleste sted mellem Møn og Sjælland) var færgeby helt til 1942 hvor den blev erstattet af Mønsbroen. Vindbyholt ligger inde i landet ved Orup Bæk. Det var på kroen Grundtvig 5 år senere efter eget udsagn som en anden Paulus kæmpede med djævelen.

Uordener på Fredensborg

(Efter indsendt)

1. Den førhen i dette blad omtalte mødding ved vejen lige for slottet ligger endnu på samme sted. Det synes som ejeren af den ikke vil tage den bort, før det bliver ham pålagt ved højere ordre.


2. Så stor en velgerning som det er af regeringen at en vandmølle findes i Fredensborg Slotshave, der ved maling driver vandet lige til slottet, og foruden at dette vand virkelig er godt og kan til alle tider forsyne beboerne med sundt og godt vand, lige så beklageligt er det, at der så sjældent er vand i de kummer der står ved slottet. Derfor må beboerne hjælpe sig med vand af en post, som ikke altid er godt. Man må endog på visse tidspunkter si vandet for man kan bruge det. Når det nøjagtigt overholdtes, at der 1 til 2 timer om dagen blev malet på vandmøllen, ville beboerne ikke savne den første og bedste af livets fornødenheder, nemlig godt, sundt vand.


Møddingen ved vejen lige før slottet er nu blevet fjernet. Men der er kommet en til ved fasaneriet, så man møder en slem lugt (H. G. F. Holm: Fredensborg, 1826. Fra Før og Nu 1919) .

3. Så inderligt fornøjet enhver må være ved at spadsere i Fredensborg Slotshave, der såvel ved natur som kunst er en af de første kongelige haver her til lands, så synes det dog upassende, at der ved indgangen til fasaneriet ligger en stor mødding. Den synes endog at have ligget der en lang tid, og når man forlader haven møder der en en slem lugt, der uden tvivl har sin grund deri, at en slagter bor der. Han vil ikke så nøjagtig (af mangel på plads) kunne nedgrave den urenlighed, som følger af slagteriet. Hvorfor den nedsænkes i den nærværende dam. Man håber, at de ansvarlige vil drage omsorg for at de spadserende forskånes for denne lugt, der i flere end en henseende er skadelig.


 (Politivennen nr. 386, 14. september 1805, side 6143-6145)

Spørgsmål fra en Fredselsker

(Efter indsendt)

Kunne der ikke håbes på en indskrænkning til et bestemt klokkeslet for de mangfoldige danseboder, hvorved naboer, genboer og de i sådanne huse boende kunne engang nyde nogle timers nattero, ved at befris for den vedvarende skrækkelige støj hver nat hele året igennem?

(Politivennen nr. 385, 7. september 1805, side 6125)

29 januar 2015

Politiforslag mod vores Mælkesælgere

Kun få af Københavns indbyggere der enten selv har køer, eller ved venskab får overladt mælk af anstændige ejere af køer, nyder den behagelighed som uforfalsket mælk unægtelig er. Den største del af indbyggerne køber deres mælk hos amagere, brændevinsbrændere og spækhøkere, og nyder i det købte en vare der kun har lidt tilbage af mælkens udseende, smag, næring og behagelighed. Da dels ovennævnte sælgere selv, dels deres folk på egen hånd, forfalsker det malkede rigeligt med vand. Og ikke sjældent nødes man til at tro, med urent vand.

Det er ikke sjældent at lugten og smagen endog tydeligt angiver tilstedeværelse af kolort. Og man må formode, at det endnu tiere er forhånden, dog i mindre grad, så det ikke så tydeligt kan skelnes at den slette smag kommer fra denne væmmelige artikel.

Man tør vel påstå, at denne mælk er forvansket og forfalsket, endog før den forlader yveret, for at modtage denne grovere ovennævnte forfalskning. Man ved at de køer, hvis mælk således forvanskes, vanædler indbyggernes mælkemad, te og kaffe, (for som mælken så fløden). Man nyder dels en føde der ikke er skikket til at frembringe den bedste mælk, dels henstår 3/4 af året, ja nogle endog hele året i væmmelige, skidne, stinkende og lumre stalde, en del endog i kældre, at de næsten aldrig holdes rene og bestandig står i vådt med fødderne, ikke heller nyder tilbørlige strøelse til godt leje. Man ved at intet lettere end mælk antager smag og lugt efter endog den luft den står i, og endelig ved man at den også let kan antage forskellige egenskaber efter koens føde, sundhed, og øvrige hele tilstand.

Brændevinsbrændernes køer er så skidne, at det vel endog tør kaldes en umulighed at hindre, da skarn jo under malkningen må falde ned i mælken. Hvor mange af brændevinsbrændernes piger giver sig vel endog blot den møje at vaske yveret før de malker.

Ingen vil vel nægte at dårligt fødte og usunde køers urenlig malkede, urenlig behandlede, med vand fortyndede mælk, må have indflydelse på alle de nydendes helbredstilstand.

Jeg tror derfor at man inderlig burde ønske, at vort sundhedspoliti i forening med stadspolitiet, ville tage denne sag under overvejelse. Skulle det ikke være muligt ganske at forbyde alt kohold i staden selv? Er et antal af 6 til 700 kostalde inden for stadens volde, og vel at mærke, afskyelige kostalde eller kokældre, ikke af en mærkelig indflydelse på stadens sundhed? 

Koholdet bør forlægges til de nærmeste landboere. Spølen ville nok købes af disse, og brændevinsbrændernes tab derfor ikke meget stort. Vel blev da køerne også spølforede, men ikke den grad som nu. De ville da også få andre næringsmidler, luftigere og renere stalde, bedre leje og et mindre fugtigt fodfæste (Nutidigt foto nord for Frederikssund).

Skulle svinehold der er forbudt, vel være meget usundere end sådant kohold?
Vel ville vores brændevinsbrændere miste noget. Men en hel stads luft, en hel stads fødemidler bør dog ikke lide for at gavne dem. Følgen ville blot være at koholdet forlagdes til de nærmeste landboere. Spølen ville nok købes af disse, og brændevinsbrændernes tab derfor ikke meget stort.

Vel blev da køerne også spølfodrede, men ikke den grad som nu. De ville da også få andre næringsmidler, luftigere og renere stalde, bedre leje og et mindre fugtigt fodfæste. Kort sagt, København blev fri for mange hundrede stankfabrikker og fik sin mælk, som i det mindste fra yveret var bedre, og dermed var allerede meget vundet.

Hvad vandforfalskningen angik, da var denne lettere forhindret, når koholdet var uden for porten, og al mælken måtte føres derigennem. Ved en mælkeprøve kunne denne forfalskning let opdages i acciseboden,, og den som ikke holdt prøve, blev konfiskeret. At den efter at den var kommet ind gennem porten ikke forfalskedes, det var en sag som let kunne forebygges.

(Politivennen nr. 384, 31.august 1805, side 6107-6111)

Advarsel til dem der ejer Børn

To pigebørn, den ene 5, den anden 7 år gammel, var i mandag eftermiddag hos noget familie til dem i Vimmelskaftet. Da de sad udenfor gadedøren kommer et fruentimmer til dem som bilder dem ind, at hun skulle tjene der i huset. Ved at love dem kirsebær og legetøj, overtaler hun dem til at følge med sig. Hun tager dem derpå med sig hen på Nørregade, hvor hun først sætter den ældste i en port, under påskud at hun med den yngste ville i nærmeste gård hente kirsebærrene. Den yngste, som hun altså tog med sig, satte hun i porten ved siden af den anden går, tog et par guldslanger af hendes ører og forlod dem derpå. Efter børnenes beretning skal hun have været klædt ligesom den, der for nogle dage siden anmeldtes i Adresseavisen, at have behandlet nogle pigebørn, der kom fra skole, på lignende måde i Gothersgade.

A. C. Høyer
Student, Borgergade nr. 203

(Politivennen nr. 384, 31.august 1805, side 6097-6098)

Atter Advarsel til dem der ejer Børn

Onsdagen den 24. august om eftermiddagen kl. 5 gik min yngste datter, på mellem 9 og 10 år, ud for at besøge sin præsts døtre. Men da hun ikke bestemt kendte vejen, spurgte hun sig for hos en pige som var simpelt klædt. Efter sigende og hvad hun kan huske, havde et hvidt tørklæde med blå prikker og trøje og skørt og en kappe med røde bånd. 

Samme pige spurgte hun om hvor Østergade var, da hun ville gå hjem. Min datter havde et stort tørklæde på. Pigen svarede at hun skulle just også derhen, og hun kendte hendes far, han handlede med hendes far som var guldsmed. Men, sagde hun, jeg husker ikke navnet. Hvorover barnet var troskyldigt og sagde hende det. Rigtigt, svarede hun, og hør min pige, sagde hun, lån mig dit tørklæde du der har på, jeg skal op til min moster som bor her, og der har du en skilling til kirsebær, som du kan købe og spise til jeg kommer ned. Hvorpå hun trak tørklædet fra hende og gav hende sit eget. Men barnet ville på ingen måde købe sig noget for skillingen, men ville følge med pigen til hendes moster. Hun tillod hende dette, men de kom aldrig til mosteren. 

Hun løb med pigen til kl. 8, da de efter barnets sigende havde passeret adskillige broer og været i Nyboder (Nutidigt foto). Matroserne som boede derude, havde genvundet en del af befolkningens respekt efter Slaget på Reden 1801, men ellers var de kendt som slagsbrødre, drukmåse og ballademagere.

Hver port de kom til, ville hun have barnet ind i. Men hun ville ikke, hvorfor hun løb med hende til kl. 8, da de efter barnets sigende havde passeret adskillige broer og været i Nyboder, kom hun just på vejen hvor hun kunne se, at hun kunne finde hjem og forlangte sit tørklæde som skarnet sagde hun skulle straks få. Bad hende vende sig om, i det samme tog hun det under sit tørklæde og rev det i stykker, bandt hende det således om, og efter sigende løb ned ad Frederiksberggade. 

Det er forglemt at hun havde truet pigen med at råbe gevalt, hvorover hun havde sagt: Ti stille, min pige. Det samme er passeret i fredags i vekselerer Harvigs gård på Østergade, hvor der bor nogle folk i huset, hvis barn en pige af samme påklædning skal have ført op i Knabrostræde og klædt rent af i en port lige til klokken, og så ladet hende sidde, indtil der kom en person, som tog sig af dette barn og førte det efter barnets sigende til Svaneapoteket, hvor hendes far var. Pigen skal have sagt til barnet, at hun skulle få kirsebær når hun ville låne hende sit tøj, som barnet lod sig lokke til, mere vides ikke. 

Israel Salomon
Boende hos sadelmager Bandler på Østergade

(Politivennen nr. 384, 31.august 1805, side 6909-6101)

Om Vejene til Frederiksberg

(Efter indsendt)

For spadserende til og Frederiksberg er det en bekvemmelighed at kunne undgå den stinkende og trættende Vesterbro ved at benytte sig af Gammel Kongevej. Men for derfra at komme til Alleen, må man passere et stykke vej, som er belagt med spidse og slet nedstampede sten. Vel er ved siden af dette stykke til dels en smal, og som oftest smudsig jordvej, men denne benyttes hele tiden af vogne, så de gående må tage til takke med stenvejen, hvilket kuskene finder så slet, at de gerne vil skåne deres heste for den. 


Anmelderen tror at der med ubetydelige bekostning kunne gøres en bekvemmere passage både for kørende og gående. Måske det også var at håbe, at vedkommende ville lade denne hovedstadens betydeligste spadseregang forskønne ved over Trommesalen at lade anlægge en sådan alle for fodgængere, som der allerede er fra porten til accisseboden, og på Gammel Kongevej, hvor måske pladsen ikke tillod at afsondre vej for gående, at plante træer som engang med tiden kunne give skygge.

(Politivennen nr. 383, 24.august 1805, side 6089-6091)


Nutidens mennesker vil have meget svært  ved at genkende beskrivelsen fra artiklen. Her et kig ned ad Vesterbrogade mod Rådhuspladsen, se tårnet i baggrunden, som markerer hvad der på Politivennens tid var Vesterport. Vejen er i den grad blevet mere fremkommelig ... eller hvad?

Redacteurens Anmærkning

Værnedamsvej

På et kort fra Stadsarkivets base fra 1741 kan man se at Gammel Kongevej og Frederiksberg er forbundet ved Værnedamsvej. Det er formentlig denne vej som er omtalt i artiklen.

Farlighed mellem Lundehuset og Vibenshus

Hvor farlig landevejen er for kørende på den ny anlagte vej mellem Lundehuset og Vibenshus, var jeg og andre øjenvidner til i søndags aften den 18. august kl. 9½ slet. En wienervogn, i mørke og uden at kunne se eller kende vejen, ja ved jævn kørsel, væltede ned i den hule vej. En gammel mand, en frugtsommelige kone, hvis ubehagelige følger man endnu lever i uvished om, og en flok små børn, undgik dog ved den højestes bestyrelse et værre onde og kom så vidt uskadt derfra. 

Men for at forebygge flere sådanne indtræffende ubehageligheder, hvorved enkelte personer, om ikke hele familier kunne blive ulykkelige, anmodes den høje vejkommission eller hvem andre der forestår overopsynet dermed, enten ved oplysning af fornødne lygter, eller også ved et foresat rækværk at få samme oplyst og forbedret til sikkerhed for enhver. Undertegnede er overbevist om de ansvarliges snarest gode foranstaltning derfor.

M. Cortzen
Nyhavn nr. 35-37

(Politivennen nr. 383, 24.august 1805, side 6086-6087)


Nørre Fælled 1835. Den har nok ikke set så meget forskellig ud på Politivennens tid. I horisonten kan man over hestene skimte nogle kendetegn fra København: Møllerne på volden, Frelser Kirke på Christianshavn, Rundetårn og yderst til højre Frue Kirke. (Akvarel af H. G. F. Holm. Før og Nu 1919)

Redacteurens Anmærkning

Lundehus og Store Vibenshus

På et kort fra 1744 (Stadsarkivet) kan man se at Lundehus ligger ved Emdrup Søs sydøstlige hjørne. Store Vibenshus syd for ved det der i dag er Vibenshus Rundel. Den omtalte nyanlagte vej må altså svare til hvad der i dag er Lyngbyvejen.

28 januar 2015

Om Versemagere og Visekællinger

Blandt de mange ulyksalige plager, København dagligt bliver hjemsøgt af, regner jeg de personer, som skriver og dem som skriger gadeviser. Det er så langt fra at denne genstand er uværdig politiets opmærksomhed, at jeg tværtimod tror det nyttigt at betragte den fra flere synspunkter.

Dersom det er en vigtig betingelse for orden og rolighed i en stat at politiet har magt til at pågribe enhver der forstyrrer samme, og at fremfare med sådanne på lovlig måde, da tror jeg at de omtalte personer, som ophav til fysisk og moralsk uorden, både kunne blive en genstand for politilove og kriminelle love i almindelighed. Man må ikke alene undre sig over almuens lille kræsenhed, men endnu mere over politiets overbærenhed, når man hører den vedvarende skrigen af hæse, halte og kobberrøde visekællinger, som dagligt gør deres vandringer gennem de folkerigeste gader, og tillige ser disse skidne deklamatriser omgivne af en sværm af tilhørere og gabere,. 

Jeg vil først betragte de omtalte personer som årsagen til moralsk uorden. Læredrenge og piger, som sendes i byen af deres husbond eller madmoder, kan i hele og halve timer stå ved og gå efter disse kællinger. Ofte ser man at dette snavs købes både af små og store, og siden synges på kældertrapperne efter deres velklingende melodi. Mange husfædre og husmødre har jeg hørt klage: "Vi kan intet få bestilt af vore folk. De skal altid læse de forbandede viser, og når de skal læses, må arbejdet ligge". Man kan nemt indse hvor skadeligt det er for tjenestefolkene og husmødrenes arbejde. 

Men også fra en anden synspunkt giver dette visetøj anledning til moralsk uorden. Hvad indeholder disse viser? Enten beretning om en arm synder, der enten om føje tid skal føres eller allerede er ført til døden, eller også indeholder de umoralske elskovsviser. Begge har skadelig indflydelse på moralen. De første fremstiller gerne syndernes forbrydelse på en undskyldende måde, så at de derved opfordrer til forbrydelser. De sidstes skadelighed er overalt for synlig i vore dage.

Hvad angår den fysiske uorden som følger af disse personers tilstedeværelse, tror jeg, at den er ikke mindre. Visekællingernes skrigen er en sand vederstyggelighed for sunde og endnu mere for syge. Deres syn på gaderne er ikke mindre behagelig, og den ofte ukyske deklamation på gaderne, som gerne er forenet med anvendelse på forbigående fruentimmer og mandfolk, er en ligeså stor fysisk som moralsk uorden.


Spørgsmålet er nu alene: Hvilke midler bør anvendes for at hæve dette onde. Svaret er formodentlig: Det må hæves ved et lovbud. Hvorledes dette lovbud bør være, må de ansvarlige afgøre. I mine tanker burde politiet når al salg, trykken og forfattelse af sådanne produkter ved en lov var forbudt, have ret til at gribe visekællingerne og visemagerne, når de fandtes in flagranti delicto. De burde straffes som løsgængere og siden sættes til offentligt arbejde, når de ingen lovlig næringsvej kunne angive og ikke ville lade sig indskrive i lovovertrædernes rulle. Hvad versemagerne angår, da burde deres produkter konfiskeres og de sættes til offentligt arbejde, ligesom bogtrykkerne burde mulkteres.


N. Bruun


****
Udgiveren har ikke villet nægte at indrykke ovenstående skønt han er af en vel ikke modsat, så dog meget forskellige mening om gadeviser, og vil i den henseende henvise til hvad derom før er skrevet i Politivennen. De ovenstående hårde beskyldninger
imod gadeviserne, er vist ikke grundede på sandhed. Mange af dem indeholder gode moralske advarsler, og kunne virke uendelig mere godt på den lavere klasse, end man forestiller sig. Jeg anser ikke en misdæders død for en uvigtig materie. Da henrettelsen sker offentlig, hvorfor da ikke ved en vise gøre en alvorlig tanke derom almindelig. Selv frygten for at blive råbt om som helt i en gadevise, kan være motiv, eller bimotiv hos mangt et menneske til at imodstå fristelsen til en ond handling.

Nu elskovsviser. Herregud, hvorfor må den lavere klasse ikke have sine lige såvel som den højere? Kærlighed er jo dog ikke noget man bør udrydde, men snarere opmuntre til. Jo modtageligere en nations masse er for kærlighed, jo bedre, jo mindre lastefuld er den. Vel nægter jeg ikke at det var yderst skadeligt, om ukyske eller umoralske viser udbredtes, men dette er jo forbudt og værget mod ved loven. Altså kan indsenderen ikke med grund ivre derimod fra materiens side.


Nu personerne som udråber dem! Ja disse er ikke gratier, det er sandt nok, men var det at ønske at de var det? Lidt intolerant er det nok også plat at ville betage folk deres næringsvej, fordi de ikke er skønhedsmodeller.


Hvad forfatteren har ret i at, at mange visekællingers tone og stemme, at synge og råbe med, er ubehagelig, og heri var det at ønske at nogen forbedring opnås.


Hvad det angår at en af sælgerinderne dyrker mimikken og morer gadens personale ved sine gebærder og lader, da finder jeg ikke at dette er noget at ivre over. Og når den påankede uanstændighed ikke går videre end til nogle små forblommede tvetydigheder, da er det jo latterligt at harmes over det, sålænge vores teater i nye franske småstykker giver os dem, ikke alene oftere, men meget drøjere.


Til forsvar for gadeviserne, vil jeg her atter gøre opmærksom på, at de er et middel til hos mange af almuen at vedligeholde den færdighed i at læse, som konfirmationen lagde grund til.


Udgiverens ønske er, at vi aldrig berøves vores gadeviser, eller nogen anden indskrænkning pålægges dem, end den at de ikke må indeholde noget, som strider imod moralen.


(Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6065-6071)

Kampen mod gadeviser er håbløs. Over et årti senere, i 1818, tordner Jens Møller i Theologisk Bibliothek, mod gadeviserne.


Redacteurens Anmærkninger

Visekællinger 

Er et jævnligt tilbagevendende tema i Politivennen, se fx Hefte 19. Nr. 236, 30. oktober 1802, s. 3772-3776: Om gadeviser. Og Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4065-4066:
Om råben med gadeviser under prædikerne om søndagen.


Debatten i Politivennen om gadeviser er en del af en større debat der havde stået på i flere årtier. Gadeviserne var en aflægger af de viser som var udbredt i den brede danske befolkning, kaldet almuen. Og som blev sunget i alle mulige sammenhænge: Vuggen, spindestuer, julestuer, kartegilder, værksteder, markarbejdet osv. 

Den kulturelle og intellektuelle elite (som Politivennen var en del af) interesserede sig som sådan ikke for almuens åndsliv. Med mindre de kunne gøre viserne til genstand for finkulturens ironi. Tænk Holberg, Ewald (før han selv skrev en skillingsvise). Især efter 1780 begyndte eliten at interessere sig for disse viser med henblik på at forbedre deres kvalitet. Man skal ikke forestille sig at de forsøgte at indleve sig i almuens forhold, endsige solidarisere sig med dem. Snarere opdrage dem. Bedre skillingsviser skulle med andre ord fungere på det kulturelle felt ligesom de forbedrede redskaber på landbrugsområdet.

Tidsskriftet Minerva advarede i sit første nummer i 1785 om at almindelig oplysning var en farlig sag. Om end ironien dog var til at tage og føle på. Politimesteren havde 29. marts 1785 bedt kancelliet gribe ind, hvilket det gjorde 9. april 1785 ved at give politimesteren ret til at indstævne bogtrykkere hvis de trykte noget som stred imod ”ærbarhed og gode sæder”. 

Efterslægtsselskabet af 1786 (måske dannet bl.a. på opfordring af J. C. Tode) mente ikke dette var vidtgående nok. Og forsøgte at udgive viser som levede op til deres standarder.

Debatten stoppede ikke her. Den fortsatte i flere indlæg (klik på tagget i højremenuen). Seidelin fik ikke lavet sit forsvar før 1805 og foranlediget af endnu et angreb på gadeviserne. Og så sent som 31. oktober 1818 er der artikler om gadeviser i Politivennen. 

Farlighed ved Rækværkerne på vore Broer

(Efter indsendt)

Først i denne uge faldt et omtrent 8 år gammelt barn ved at glide med foden ud mellem jernstængerne på midten af den såkaldte stenbro på Christianshavn. Der var ingen båd til stede. Og hun var uvægerligt druknet, hvis ikke en rask lille matrosdreng på omkring 12 år, havde sprunget ud og reddet hende med fare for sit eget liv, da hun allerede lå bevidstløs på bunden. Indsenderen heraf håber, at denne strålende dreng får belønning af vedkommende, som uddeler præmier for sådanne handlinger, Lige så sikkert håber han at det bevæger den eller de som er betroet opsyn over broerne i almindelighed, til at forsyne de jernrækværker der er på samme, med tværstænger, som gør et lignende tilfælde umuligt for fremtiden. 


Udateret billede fra tidsskriftet Før og Nu, 1915, Ovengaden Ovenvandet fra Børnehusbroen til Snorrebroen. Måske var det sådan en stenbro med tilhørende dårlige rækværk der her er tale om.

På de såkaldte vindebroer er foruden det omtalte farlige rækværk endnu en farlighed. Der er nemlig en åbning i midten mellem begge klappens rækværker. Den sluttes ved en krog, der befæster disse, men efter skibe er sejlet under er trængselen i almindelighed så stor, at de først længe efter kan befæstes af vægteren, og let kan et voksent menneske og endnu mere et barn skubbes herud og ned i den stride strøm, hvor redning er vanskelig, hvis ikke umulig. Man tror at jernrækværkerne på brofløjene kunne være således afpassede, at når broen var nede, skulle de slutte samme ligesom fløjene selv.

(Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6076-6078)

Om Badeforbud

Jeg kan ikke lade være med at fortælle en historie som hændte mig i går eftermiddags, og som jeg stadig ikke forstår. Jeg kommer med et andet menneske til badehusene ved Langebro for at benytte os af dem. Men da her var så fuldt at vi blev nødt til at vente længe for at få et kammer til brug, gik vi til den såkaldte køkkenkurv, eller det sted der i en ret vinkel skyder ud i vandet ikke langt fra badehusene på venstre side. Vi forespurgte os hos skildvagten om man måtte bade der. Men da denne lod os vide, at for hans skyld kunne vi godt, men vagten og bommanden ville nok ikke tillade det, forføjede vi os straks til den vagthavende underofficer, som heller ikke rigtig vidste rede i denne sag, bortset fra at han for nogle år siden havde haft en ordre om det. Den var nu borte, men talte ellers altid om skillingsmanden eller bommanden som den der var hans mand eller til hvem han henholdt sig. 


Næsten 1805: Rysensten Badeanstalt 1825-1893. Med Langebro og København i venstre side af billedet, Christianshavn i højre. Det giver måske et indtryk af hvordan der kan have set ud i 1805.

Han gik derpå med os til nævnte bommand. Da underofficeren spurgte ham om der ikke var en ordre om at ingen måtte bade sig i køkkenkurven, vidste han intet andet at svare end med hidsighed at bande på, at der i de forrige år i en gud ved hvilken bog stod en ordre som forbød badning på dette sted. Men for i år kunne han ikke fremvise nogen sådan ordre. Endelig lod han os uhøfligt vide, at hvis vi prøvede på at bade der, ville han lade os arrestere.

Denne begivenhed forekommer mig helt besynderlig. Allerede det at soldaten lader enhver gå uhindret ved køkkenkurven, og først når man vil til at kaste klæderne, ganske eftergivende og ubestemt siger: For min skyld må De gerne bade, men så må de takke Dem selv for om bommanden eller vagten kommer og tager klæderne fra dem. Det synes mig lidt underligt, da man ellers er vant til at høre det sædvanlige: Zurück, eller andre platte myndighedsord, som dog i al fald er et tegn til, at de grunder sig på en ekspresordre. Det skete altså ikke her. Man står derimod i tvivl om hvad man skal gøre. Især når man hører at bommanden er ligesom det magnum lumen som overtrumfer både vagtens og den vagthavende soldats ustadige forbud, og man ved at han har sine badehuse i nærheden som da ikke ville skaffe ham 8 skilling fra hver som badede sig i køkkenkurven. 

Selv om al badning også virkelig var forbudt her, altså af gyldige grunde, så var det at ønske, at skildvagten kunne fortælle folk det med bestemthed. For at en vagthavende underofficer på sin post skal spørge skillingsmanden ved Langebro om sine ordrer, det synes mig meget upassende. Og at lade sig fortælle af denne mand, at han vil lade en arrestere ifald man overtræder hans befaling på et offentligt sted hvor der er vagt, det er overmåde ærgerligt.

Mange med mig ønskede sikkert at vide, hvorledes dette i sig selv hænger sammen og må hænge sammen for at kunne forebygge de ubehageligheder, som er den uundgåelige følge af nærværende uvished.

København den 1. august 1805
Anderson
Student, Regensen

(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6051-6054)



Svar på det i Politivennen af Student Andersen indrykkede, angående Badetvang

Motto:
Se der går L. Andersen! Se, hvor han går og spekulerer. Dersom den knægt ikke var så tåbelig, skulle man tro det var ondskab.
Henrik [ulæseligt]


Dersom forfatteren af det skrevne i Politivennen nr. 381 om badeforbud, student Andersen, havde om ikke andet haft så megen kundskab i naturretten som indeholdes i det velbekendte ordsprog: Den der kommer først til mølle får først malet, så havde han vist som andre skikkelige mennesker fundet sig i at vente på plads i badehusene. Jeg benægter at undertegnede skal have bandet på at der forrige år var en ordre som forbød badning uden for køkkenkurven, og med uhøflighed lod forfatteren vide at om han badede sig der, blev han arresteret. Men
det er sandt at det unge menneske blev advaret af den vagthavende underofficer, og at min bekræftede advarsel om at ordren virkelig er til og findes i en bog i vagten. Ligesom det også er en sandhed, at i vagten ligger en ordre om at vise mig assistance, når nogen enten med ord eller gerning vil overfalde mig. Hvilket desværre før har været tilfældet, og som forfatteren vel må være vidende om, da der blandt mængden af unge mennesker findes en del der ikke er velopdragne, og som dog ser lige så vel ud i klæder som de andre og hvoraf nogle kaldes studenter, men burde, som der står i komedien, kaldes studehentere. 

Imidlertid er det averterede mindre fornærmende for mig, end for høje ansvarlige, og ville samme tilgive forfatteren, så vil jeg gerne skænke ham de fornærmelser han dermed har haft til hensigt. Og at han kalder mig bommand, lider min ære intet under. For jeg er hverken mere eller mindre end bommand. Men at gøre mig til skillingsmand formår forfatteren formodentlig ikke. Skulle han ellers have en anden hensigt, da må det tjene ham til behagelig efterretning: At badehusene nu er privat ejendom, omendskønt solgt til en høj pris, da der svares af dem 25 rigsdaler månedlig, og at følgelig forfatteren ikke vil misunde mig 8 skilling for hver badegæst, eller skille mig ved mit lille levebrød, hvorom jeg i al fald på egne, min kones og 5 uopdragne børns vegne beder ham:
Min kære!
Lad kommandanten være,
Deraf har han ære


J. D. Kiær
Bommand



(Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6071-6073)


Redacteurens Anmærkning

Badeanstalterne ved Langebro

Badehusene må være en tidlig forgænger for de badeanstalter, som snart skulle blive opført ved Langebro. En artikel i Berlingske Tidende har historien.Badeanstalterne var inspireret af Rousseaus anbefalinger om at svømme. Området ved Kalvebod for enden af Vestervold og Langebro var øde. Grosserer Larsens Bade blev ikke en succes, Men 1825-1893 lå Rysensteen Badeanstalt sammesteds. Det blev et meget populært udflugtsmål.  

Ønske angående Peblingesøen

(Efter indsendt)

Det var høfligt at ønske, at de ansvarlige ville få Peblingesøens oprenset, da det meget græs og mos som gror op fra bunden, i nogen tid har groet så stærkt at man med god grund kan formode at søen om nogle år vil gro helt til. På samme måde var det ønskeligt at en pram som ligger ved Blågård, blev trukket op. Både mosset og prammen er meget ubehagelige for de som har både i søen. Ligesom det ydermere fordærver vandet, hvoraf hele byen drikker. Hvilket nok så meget kan mærkes af det dårlige vand der overalt findes i hele byen.


***


Udgiveren er fuldkommen af den mening at søerne bør holdes rene. Men aldeles ikke for lystbådenes skyld, der uden undtagelse, hvis hans råd gjaldt, burde forvises af disse vores suppefade.


(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6055-6056)

Sortedamssøen. Peblingesøen starter på den anden side af Dr. Louises Bro som man kan ane midt i billedet med bussen.

27 januar 2015

Om Langebro

Hr Sibbern har i sit blad nr. 162 spurgt, hvorfor det går så langsomt med udbedringen af Langebro.

Hans årsag til at spørge om det er, at det koster et par skilling at lade sig sejle over med båd.

Måske ved hr. Sibbern ikke, at Langebro ikke er en stadens bro, men en bro der er til for og tilhører Københavns Befæstning. At den med tilladelse og mod betaling af kørende ellers er åben for færdsel er ingen mos, men en godhed. At pukke på en ting der blot er godhed, viser mangel på skøn.

For at spørgsmålet imidlertid ikke skal være uden svar, da følger dette herved til tjeneste: Der skal tid til hver ting.

J. D. Kiær
Bommand ved Langebro og oversætter der.

(Politivennen nr. 380, 3.august 1805, side 6044-6045)

På Politivennens tid lå Langebro (anes yderst til højre i billedet under kranerne) et andet sted. Den forbandt to af bastionerne i befæstningen, dvs den gik i forlængelse af Vester Voldgade, i stedet for nu H. C. Andersens Boulevard, til Langebrogade på Christianshavn, inden denne bøjer af sydpå. Broen. Området med højhusene på Kalvebod Brygge på modsat side og Islands Brygge forrest i billedet var vand.

Redacteurens Anmærkning

Sibberns blad

Der må være tale om M. Sibbern, som 1799-1806 udgav "Kiøbenhavnsbladet eller Borgeren og Politiet. Et blad for meenig Mand.". 

Bommanden J. D. Kiær

Var tilsyneladende en krasbørstig herre, som vi vil møde flere gange i fremtiden, allerede i  næste nummer af Politivennen nr. 382, (17.august 1805). Han udlejede badehuse. Her vil det også fremgå at han har en speciel sarkastisk skrivestil. Som fx når han underskriver sig selv som oversætter. Der er ikke tale om at oversætte sprog, men at sætte/sejle folk over havneløbet.

,Tanker om Rimeligheden i at et lokalt Pålæg for Jøderne i en vis Del af København ophæves

Jøderne i Helligånds Sogn har været og er som stedbørn mod dem som bor i de andre dele af staden. Hvorledes dette er gået til, ses lettest af følgende dokument:

Christian den Syvende af Guds nåde, Konge til Danmark og Norge mm. vor synderlige gunst tilforn: 

Udi indkomne memorial, som Os allerunderdanigst er foredraget, haver sognepræsten ved Helligåndskirken i vores kongelige residensstad København Os elskelig hr. Peter Vogelius og kapellanen ved samme kirke hr. Hans Henrich Møller andraget, at dem betages en del af deres embedsindkomster, ved det at 130 familier af den jødiske nation, dels har købt gård, og dels bo til leje der i sognet, hvorved dem ikke alene fragår offer, men endog det som ydes ved barnedåb, jordpåkastelse og andre præstelige forretninger, desårsag, og da Helligånds Sogn desuden er et af de mindste her i staden, de herhos allerunderdanigst have ansøgt, at dem af hver familie af den jødiske nation, som bor der i sognet, og optager pladsen for kristne beboere, måtte betales 2 rigsdaler årligt til deling mellem præsterne og kirkebetjentene. Således giver vi jer hermed tilkende, at Vi i anledning af sådanne Helligåndskirkes præster allerunderdanigst gjorte ansøgning, samt såvel jeres, som biskoppen Os elskelig hr. Ludvig Harboes derover indhentede erklæring, allernådigst har fundet for godt, at de i Helligånds Sogn boende jødiske familier skal af jer ansættes for noget vist årlig at svare til bemeldte kirkes præster og dens betjente, så at de der ejer hus eller gård betaler efter sammes størrelse fra tre til fire rigsdaler årligt. De som lejer hel hus eller gård, fra en til tre rigsdaler, og de som alene lejer nogle værelser, fra 3 mark til 2 rigsdaler. Hvilke penge af jødernes ældste skal indkræves 2 gange om året, det halve hver påske, og det andet halve hver Mikkelsdag, som da indleveres til biskoppen, og efter hans sigende deles mellem præsterne og kirkebetjentene.
Derefter I eder allerunderdanigst har at rette, og vedkommende sligt til efterretning at tilkendegive.
Befalende eder Gud.
Skreven på Vort slot Christiansborg udi Vores kongelige residensstad København den 1. maj 1781.
Under Vor kongelige hånd og signet
Christian Rex
_______________
Thott
_______________
Luxdorph, P. Aagaard.

Til Oberpræsident, borgmester
og råd i København.
Øjenpartens rigtighed bevidner
G. F. Lange.

Uden at sige det mindste ord om oprindelsen, tør man dog håbe at nu da man  skriver 1805, vil vores regering finde at denne partiske (forstå partielle) skat egner sig fuldkommen til afskaffelse. Man vil blot opgive følgende hvilepunkter for tanken
  1. Når årsagen ophører, ophører også virkningen. Helligånds Sogn er nu ikke længere det mindste.
  2. Siden synagogen brændte bor knap 50 jødiske familier der
  3. De jøder der bor i de andre sogne, optager jo også, som dokumentet udtrykker det, pladsen for de kristne.
  4. De reformerte og katolske beboere betaler intet til de præster inden for hvis sognegrænse de bor. Og det er dog tydeligt, at de gør det samme som jøderne, for de herrer Vogelius og Møller har ved kristne blot forstået dem, som de havde indkomster fra.

(Politivennen nr. 380, 3.august 1805, side 6040-6044)

Helligåndskirken. Den kristne kirke var cool business på Politivennens tid. Den var ikke på finansloven, men indkrævede tiende (i øvrigt helt op i 1900-tallet), og opkrævede gebyrer af alle kirkelige handlinger - som var lovbefalede. I nogle kirker betalte kirkegængerne endog for at sidde ned, ligesom i nutidens biografer. Derfor kunne det være et alvorligt indtægtstab hvis der boede mange fra trossamfund som var fritaget fra den slags.


Redacteurens anmærkning

Hovedessensen af kongens forordning er at sognepræsten Peter Vogelius og kapellanen ved Helligåndskirken har gjort opmærksom på at der er 130 jødiske familier i sognet. Kirkens ansatte mister derfor årligt indtægter. Ikke alene "offer" (der må være tale om tiende eller præstepenge?), men også afgifter for kristne handlinger som dåb, begravelse osv. For at kompensere kirkens ansatte har kongen altså befalet, at jødiske familier skal betale en årlig skat til dem fra 3 mark til 3 rigsdaler. Især punkt tre påpeger at præsterne i høj grad anså deres sognebørn som indtægtskilder.

I næsten hele Politivennens udgivelsesperiode havde jøderne ikke en "rigtig" synagoge. Branden 1795 ødelagde samtlige jødiske synagoger. Jøderne havde småejendomme der fungerede som synagoger. De havde fået tilladelse af kongen til opførelse, og biskopperne protesterede ikke. Men dels intern uenighed blandt jøderne, dels den økonomiske nedtur efter Slaget på Reden 1801, Københavns Bombardement 1807 og statsbankerotten 1813 udsatte gang på gang byggeriet. Først efter et overrabinerskifte kom der realiteter bag diskussionerne og synagogen i Krystalgade stod færdig 1833.

En Anke mod en Doktor

(Efter indsendt)

I dag for 14 dage døde en borger i staden af den jødiske bekendelse. Vedkommende forlangte af en kendt læge her i byen, som just var i nærheden, at han NB imod betaling, ville indfinde sig for at bese den døde og afgive den forsikring, at ingen skindød havde fundet sted. Men man blev højlydt forundret ved at høre hans svar: "Jeg har jo ikke været læge hos denne mand. Tag huslægen". Man gik så nu til en af stadens første medicinske professorer. Denne var straks villig til at følge, uagtet den afdøde ikke havde betjent sig af ham.

Denne historie har man ikke villet undlade at bekendtgøre for at se om den offentlige stemme også - hvad vedkommende tror - vil dømme at den trevne læge handlede urigtigt. For:
  1. Det er jo ikke en afgjort sag at enhver mand har en huslæge, og skal da den der ingen har, til straf være udsat for at begraves levende?
  2. Ved man ikke rettere end at det er en læges pligt at forrette en læges gerning, når og hvor han tilkaldes for betaling.
Man vil imidlertid håbe, at denne mand selv ved nærmere overvejelse har indset og fortrudt den uoverlagte afslag, og ikke oftere vil gøre sig skyldig i en sådan ringeagt for medborgeres vel og for sin egen karakter som læge.

(Politivennen nr. 380, 3.august 1805, side 6039-6040)


Chirurgisk Akademi i Bredgade 62. Akademiet holdt til huse her 1785-1842. Bygningen ligger der endnu. Det var på Politivennens tid lykkedes at skaffe kirurgerne et selvstændigt akademi, selv om lægerne kæmpede imod. Trods navnet var det herfra flertallet af lægerne blev uddannet på Politivennens tid.

Middel til at redde mange gode Bøger fra Undergang

(Efter indsendt)

I en tid hvor næsten alle levnedsmidler længe har holdt særdeles høje priser og vedbliver at være det sammen med livets første bekvemmeligheder, aftager bøgers værdi påfaldende. Det er i disse tider ikke sjældent at se at tobaksfabrikanter og detailhandlende køber komplette videnskabelige værker og andre almennyttige skrifter for en så ringe pris, at de bruges til poser, kræmmerhuse o. lign.


At se Professor og Admiralitets-demicus Dr. Herholdt "Betragtninger over det Spörgmaal om Mennesket seer kun med et Öie ad Gangen, eller med dem begge tillige?" (Det Kongelige Danske Videnskabernes-Selskabs Skrivter for Aar 1805) anvendt som pose, kræmmerhus og deslige, skærer i enhver bogelskers inderste. Det kunne være et sådant værk, artiklen hentyder til.

Samtlige kongelige embedsmænd og kontorister, underofficerer såvel som de studerende, der ellers ingen egen formue ejer, har i denne tid nok at gøre med at skaffe sig de første fornødenheder. Det kan for den ugifte beløbe sig til årlig 250 til 300 rigsdaler, heri kan der kun beregnes lidt til uskyldsglæder, og som følge af det kun lidt til at sætte i bøger eller videnskabelige værker.


Det er en sandhed, der intet behøves for at bevise, at læsning af gode bøger bidrager væsentlig meget til at oplyse, forædle og danne det menneskelige hjerte, berige det med kundskaber og aflede hang til lediggang og dens visse sørgelige uudeblivelige følger, .

Jeg giver mig herved den ære ærbødigt at fremsætte en ide for publikum til at redde mangt et videnskabeligt værk og mange almennyttige skrifter fra så skændig en medfart som ovennævnte.


Det vil især bero på høje ansvarlige direktioner, kollegier og på publikum om redningsværket vil blev iværksat eller ikke.


Det almennyttige og veldædige Frederiks Hospital såvel som Accouchementshuset mangler begge bøger til de syge og rekonvalescenterne af begge køn, og gode bøgers læsning ville vist under visse bestemmende specielle regler i flere henseender være en medlægedom.


Sø- og landetatens vagter, ravelinsvagterne iberegnede, ville for en ubetydelig sum kunne udstyres med en del passende skrifter.


Ligeledes kunne Danmarks og Norges provinser for nogle få 100 rigsdaler blive forsynet med en ikke ubetydelig samling hvert sted til brug og betjene de små underembedsmænd og betjente i ovennævnte provinser.


Til at fremme munterhed og virksomhed i vores arbejdsanstalter under fattigvæsnet, ville gode passende forelæsninger af bøger for de arbejdende måske ikke bidrage så lidt,. Især hvis nogle af vores ædelttænkende, efter højere anmodning indbudte studerende forenedes om at læse nogle timer for de nævnte fattige arbejdende. For en ringe sum ville de høje ansvarlige være i stand til at købe en betydelig del til nævnte brug passende bøger.

Hvis denne ide kunne blive og blev iværksat, hvor opmuntrende ville det ikke være for den lære og videnskabernes dyrkere både i nu- og fremtiden, af hvilke gavnlige følger mulig for statssamfundet, især i moralsk henseende, og bidragende til huslig lyksalighed, .

Indkøbet af bøgerne kunne fra tid til anden, når der var bogauktioner, ske af den ansvarlige kommissionær, samles og tilstilles efter sin bestemmelse hvert sted.


Vores lærde ville vist med fornøjelse give vedkommende forslag til hvilke skrifter der passede hvilket sted, når de bare blev anmodet om det. Ligesom indsenderen heller ikke tvivler på, at en af vores bekendte patrioter ikke ville undslå sig for at påtage sig realiseringen af denne ufuldstændige ide, ved at fornemme hos det kongelige vestindisk-guinesiske rente- og generaltoldkammer, direktionen for det kongelige Frederiks Hospital, og hos direktionen for stadens fattigvæsen, deres meninger med tilbud at besørge indkøbet af bøgerne, at fremlægge specielle regler, der efter at være blevet vedtaget, burde ved udlåningen finde sted, osv.

Denne patriotiske dåd ville vist forskaffe ham tusinde erkendtlighed.


Sluttelig kun dette mit varme ønske: Gid det må ske!


(Politivennen nr. 379, 27. juli 1805, side 6022-6026) 

Redacteurens Anmærkning

Accouchementshuset 

Ifølge ODS er der formentlig tale om Fødselsstiftelsen.

Om Retskrivning på Gadenavne og Skilte her i Byen

(Efter indsendt)

Politivennen har før omtalt skønskrivning på vores skilte og gadenavne. Men med lige så megen grund må man kritisere den skødesløse bogstavering, der ses på adskillige skilte her i byen. Og det kan man undre sig over, da læsning af trykte danske skrifter, hvori man dog bør formode at de fleste ord er rigtigt bogstaveret, er temmelig godt i gang blandt alle stænder. Og man tvivler ikke på, at der foruden det meget andet nyttige der læres i de prisværdige søndagsskoler, også der drives på retskrivning og rigtig bogstavering. Alligevel ser man endog på de nyeste skilte en særdeles dårlig bogstavering, der som oftest røber, at den skrives som det lyder i øret. Således ser man vid øl, i stedet for hvidt øl, og på et skilt nylig: Her klenges porcelin. Man ser indhugget i marmor: Rosenbor Quarteer og Borre-gade, og på et monument på kirkegården uden for Nørreport, der har kostet mange hundrede daler: Ægtefælde. Men ingen offentlig ting er så vanhelliget ved dårlige og urigtige indskrifter som gaden Sqvalder-gården. På hjørnet af Dybensgade står den benævnt: Squader-gaden. På hjørnet af Laksegade: Squaller-garden, og på hjørnet af Hummergade: Svalergaarden. Og alle steder med bogstaver der overhovedet ikke kan betegnes som skønskrift.

Man kunne nævne endnu flere urigtige indskrifter, der ses på de allerfleste skilte. Endogså det ellers smukke skilt, som Comstabili har ladet udhænge på Østergade, vanhelliges ved en urigtig bogstavering, Fariquer i stedet for Fabriqueur.

Salig P. C. Abildgaards Gravsted på Assistenskirkegaarden er et  fremragende eksempel på hvordan retstavning og beskrivelse skal gøres.

De ord, der indhugges i monumenter, burde dog for sikkerheds skyld efterses før de forevigedes, af en nogenlunde sprogkyndig. Det er så flovt at støde på et fejlstavet ord i en indskrift, der ellers er højtravende. Ligeså burde det som på skilte og andre offentlige underretninger skal fremstilles og berettes publikum, fremsættes rigtig bogstaveret. Det er så smukt, at man forstår sit modersmål rigtigt.

Disse foreløbige anmærkninger over retskrivningen i offentlige bekendtgørelser, vil tid efter anden end mere forøges. Bidrag dertil vil vist nok ingenlunde mangle. Med skæve og brogede bogstaver ser man meget ofte en mand vil have noget bekendtgjort på et skilt, som ingen kan bogstavere sig frem i, og hvor man omsider er nødsaget til at sige til sig selv: Gud ved hvad det er, denne mand har villet sige de forbipasserede.

(Politivennen nr. 378, 20. juli 1805, side 6009-6012) 

Endogså det ellers smukke skilt, som Comstabili har ladet udhænge på Østergade (nr. 13), vanhelliges ved en urigtig bogstavering, "Fariquer" i stedet for "Fabriqueur". Heldigvis for Politivennens skribent ser det ud til at Mulberry og Hotel Chocolat har rettet op på det: Hotel Chocolat - det er vel godkendt?

Redacteurens Anmærkning

Comstabili i Østergade

Der er formentlig tale om konditor Louis Comstabili, som på det tidspunkt ejede matrikel nr. 13 (nuværende Østergade 13, lædervareforretningen Mulberry og Hotel Chocolat). Huset står der endnu, men er ombygget senere.