31 januar 2015

Manglende Numre

Københavns Bibliotekers samling af Politivennen er ikke komplet. Numrene 391 til 416, 19de Oktober 1805-12te April 1806 mangler. Men ved således at henvende sig til offentligheden, håber man at den ansvarlige vil ikke bare hæmme, men også fjerne denne ubehagelige uorden!

Redacteuren

Middel mod Væggelus

(I anledning af spørgsmål i Addresseavisen)

Det sikreste middel mod væggelus vil nok være: At dræbe dem i og på deres opholdssteder, og tillige deres æg, hvor de findes anbragte i sengegardiner og sengesteder mv. ved hårdt at overgnide dem med en hammer eller andet, hvorefter man afvasker dem. Dette gentages, hvis de atter indfinder sig. De brugende smørelser er ikke sikre, da de undviger deres modbydelighed.

 (Politivennen nr. 390, 12. oktober 1805, side 6204)

30 januar 2015

Betragtninger Voldskytteriet vedrørende.

I forrige uge så man voldskytten skyde efter en hund som var kommet op på volden, og der legede med 2 andre ligeledes løse hunde. Da disse 2 hunde ikke blev angrebet af skytten, tror man rimeligvis at de tilhørte enten skytten selv eller en ven af ham. Den anskudte hund tumlede bort skrigende på en jammerlig måde og blev liggende i nogen tid neden for volden, uophørligt forstyrrende hele nabolaget med sit hyl. Endelig krøb den ud af Vesterport, og ned under den første barriereport. Til sidst befandt voldskytten sig nu for at give ham det sidste banesår. Men uagtet han skød 2 gange og var blot få skridt fra hunden, kunne denne ikke sådan blive sit pinefulde liv kvit. Og således måtte skytten da give ham det tredje eller egentlig det fjerde skud.

Da det nu er et overmåde fælt syn for omboende og for alle tilskuere at en hund hvis den endelig skal skydes, da ikke straks  strækkes død hen på stedet, og da der også for dyr bør være retfærdighed, så synes følgende sætninger rigtige og værd at blive taget i betragtning af de højere vedkommende.

1) Voldskytten bør være en veløvet skytte der forstår at sigte og træffe.

2) Er voldskytten syg og lader en karl eller sætteskytte forrette sin dont, hvilket efter sigende her var tilfældet, da bør denne ligeledes forstå sit gevær.

3) Et dyr bør derfor skydes død på stedet ved første skud, og altså ikke lægges an på før man er vis på at dette kan blive følgen. Eller også voldskytten bør være forsynet med en ladt pistol, hvormed han straks når den ligger og hyler, kan give den sin rest.

4) Kan det bevises at voldskytten handler anderledes og lader et dyr sejpines, sammenløben af pøbel derved forårsages og naboers ro derved forstyrres eller dem forårsages et væmmeligt syn, da bør han bøde en tilstrækkelig mulkt.

5) Dersom ingen hunde bør være på volden, så bør denne lov aldeles ingen undtagelse lide. For dersom nogle priviligerede hunde tåles, så er dette lokkemad for de upriviligerede til ifølge dette dyrs bekendte selskabelighed, at søge op på volden som de måske ellers ville holde sig fra, og altså en uretfærdighed som kunne kaldes grumhed.

(Politivennen nr. 387, 21. september 1805, side 6164-6166) 

En Klage over Befordring og Veje i Falster

Imens vores gode og retfærdige regering gennem vise og fortræffelige love fremmer almenvellets tarv og borgersamfundets vel. Imens dette daglig foregår for vore øjne, møder den rejsende en modtagelse på Falster, som i alle henseender fortjener den højere myndigheds opmærksomhed og deltagelse. Således har jeg mødt ubehageligheder ved min ankomst der til landet, som overgik dem jeg gik i møde ved en vandring blandt Karthagos ruiner. En vandmelon og en skål vand overraktes mig af en maurer til vederkvægelse under dette brændende klima. Og jeg glædede mig over at der blandt disse såkaldte barbarer findes mennesker, der både følte og tænkte på medbrødres tilstand og lidelser.

Men læser! Tænk engang. Denne modtagelse møder dig ikke ved din ankomst til Falster. I en af de første dage af august måned kl. 3 om eftermiddagen ankom jeg med familie til Grønsund Færgegård på Møn. Jeg fik efter et kort ophold færgen, hvori vi tilligemed vores rejsevogn indskibede os. Vinden var østlig med laber bramsejls kuling. Ved krydsning og hjælp af mådelige færgekarle, nåede vi endelig færgebroen på Falster efter 4 timers sejlands. Enhver vil let indse, at man efter 4 timers trættende og ubehagelig sejlads på en åben færge med fruentimmer og børn i følge, længes efter både vederkvægelse og husly, og begge dele skulle jeg nu først opsøge. 

Jeg gik straks op til lodshusene til sættefærgemanden Ole Olsen, men ingen var hjemme. Men efter et kort ophold kom konen hjem til huset, som på mit første spørgsmål: Om vi kunne få befordring af forspændsheste til Stubbekøbing, svarede mig: At lodsene ikke var forpligtede til at køre for os, uden efter eget behag, og bønderne i nærmeste by (Næs) heller ikke ville afgive befordring, uden når de så deres fordel derved, da de ikke var underkastet tvang med hensyn til befordringsvæsnet.

Eckersbergs billede fra Københavns Toldbod 1804 viser nogle forskellige båd- og skibstyper fra perioden. (Udsnit. Fra Før og Nu 1916).
 
Denne ubehagelige forfatning, at ikke engang at kunne komme af sted for penge, pressede mig til at begære en ekspres til staden (som ligger en mil derfra). Det var konen straks villig til at lade afgå. Dog sagde hun mig, at der ville gå nogle timer inden befordring kunne komme. Jeg forsøgte nu efter hendes råd at gå til lodsen for at få et tidendebud af sted. Men lodsen var ikke hjemme, og hans kone ville under ingen omstændigheder tillade, at jeg for betaling måtte få en hest hos hende. Nu var der intet andet at gøre end at afsende et gående bud. 

Jeg gik ned til på færgebroen og afhentede min familie, som endnu ikke havde fået husly, og opholdt sig på rejsevognen, da sættefærgemandens kone havde tilladt mig, at de måtte opholde sig i hendes stue. Men derved var endnu kun lidt vundet. For vederkvægelse, som vi høfligt trængte til, var ikke til at få for penge. Og uvisheden om hvad tid vi kunne vente heste fra Stubbekøbing, samt rejsevognen og rejsetøjets usikkerhed på færgebroen, var store ubehageligheder, især det sidste. For at få vognen bragt op i sikkerhed, måtte jeg nu af mangel på hjælp gå ned til vognen og forblive ved samme, indtil kl. 12 midnat, da forspændsheste ankom fra Stubbekøbing.

Enhver som er vant til at rejse ved og kender de besværligheder som rejser medfører. Og vil let kunne indse det ubehagelige og modbydelige ved denne rejse, hvor vi fra kl. 10 om formiddagen til kl. 2 om morgenen gjorde en rejse på 5 mil, og hvor vi på den sidste mil til søs og til lands tilbragte 6 timer. Og det af ingen anden årsag end de eksisterende indretningers dårlige tilstand og utilstrækkelighed til befordringsvæsnets fremme og sikkerhed.

Og endnu ikke nok med dette ophold i Grønsund. Næppe havde vi forladt lodshusene for at køre landevejen til Stubbekøbing, før vi atter måtte udholde at passere den afskyeligste vej man kan forestille sig. For her afvekslede veje med indgrøftning, opkørte hjulspor, agerrender, som endnu ikke var opfyldte, hulvej hvor vi ikke kunne passere med vores brede vogn uden yderste fare for at brække den i stykker. 

Men intet af alt dette kan sammenlignes med et sted på vejen kaldet Rædskred, som ligger på en engbund, og hvor man har en smal 3 til 4 fod dyb hulvej at køre igennem. Og midt i denne smukke hulvej, som altid er fyldt med vand, findes en forulykket stenslæde, som lig Malora-skærene ved Livorno rager op over vandets overflade og truer de rejsende med død og ødelæggelse. For ved nattetid hører der ligeså meget mod som forsigtighed at komme godt igennem. Dersom dette sted ikke umiskendelig viser prøver på ligegyldighed for en bedre indretnings fremme, så er der intet sted i hele Danmark, som på noget tidspunkt kan og bør omtales. Især når man ved, at denne stenslæde har stået der i henved 10 år, uden at man har søgt at forandre dens tilstand.

Her Læser! På dettes sted, steg min uvilje til det højeste! En elsket familie, et kært barn, skulle nu med mig selv overlades til skæbnens gode eller onde lune, og således udsættes for helbreds og lemmers forlis.

Det er at håbe, at når stiftets virksomme amtmand skulle få dette at se, at han da sikkert vil gøre alt sit til at denne landevej bliver sat i god stand, da han har givet så umiskendelige prøver på hvor meget han ønskede vejens istandsættelse i sit stift.

Hvad der kan være årsag til at forordningen af 27. januar 1804 ikke endnu er blevet anvendt i hensyn til befordringsvæsnet fra Grønsund lodshuse er ubegribeligt.

På flere steder i Danmark er anlagt og befalet vognmandslaugs oprettelse, hvor det lokale langt fra ikke er så bekvemt som ved Grønsund. Ved Vindbyholt, Gåbense, Kalvehave og mange flere steder i landet må fragtvogn hentes over en fjerdingvej borte fra stedet. Her derimod (fra lodshusene til bondebyen Næs) er næppe en halv fjerdingvej til nærmeste by. Foruden 2 velhavende bønder findes 5 nedlagte bønder i byen Næs, hvoraf hver nedlægger i det mindste holder 2 og flere heste til avlingsbrug. Disse 7 i tallet burde og kunne jo afgive befordring. For ikke at tale om de 3 til 4 udflyttede bøndergårde fra byen Oure, som ligger ikke mere end en fjerdingvej fra det allerede omtalte sted.

Alt taler for at oprette et vognmandslaugs der på stedet. Intet kan frembringes derimod.

Det ville ikke være vanskeligt at frembringe data som viser nødvendigheden, såvel af et steds anlæggelse til husly for de rejsende, som også indretning til befordring. For 3 år siden passerede jeg i et selskab med 2 bekendte dette sted (lodshusene på Falster). Af mangel på husly og endnu større vanskelighed med at få befordring til Stubbekøbing, blev vi nødt til at gå til staden. Det var en streng vinterdag, og skønt vi brugte megen forsigtighed for at komme over det farlige Rædskred, slap dog en af os ned i isen der, og følgerne af dette vinterbad var sørgelige.

Med hvilken glæde ser jeg det øjeblik i møde, da de høje og mægtige herrer af fideicommis på dette gods, ville anvende hele deres opmærksomhed på at gøre sådanne indretninger, som kan tjene det almene til bedste. Og hvilken rejsende ville ikke yde sin tak til de mænd, som så hans trang og afhjalp den. Dersom det også er bestemt og afgjort, at hverken rejsende eller Falsters beboere kan komme i betragtning ved dette sted og vente at nogen solid indretning sker, så var det at ønske, at man dog ville tillægge Grønsunds lodser jord til dyrkning, og derved forpligte dem til at befordre og modtage de rejsende.

Staal

 (Politivennen nr. 387, 21. september 1805, side 6157-6164) 

Redacteurens Anmærkninger

Falster-Møn-Sjælland

Artiklen omtaler nogle dengang kendte (færge)steder på Falster og Sjælland: Grønsund (det smalleste farvand mellem Falster og Møn). Gåbense (nu Storstrømsbroen) var færgested indtil 1872. Kalvehave på Sjælland (smalleste sted mellem Møn og Sjælland) var færgeby helt til 1942 hvor den blev erstattet af Mønsbroen. Vindbyholt ligger inde i landet ved Orup Bæk. Det var på kroen Grundtvig 5 år senere efter eget udsagn som en anden Paulus kæmpede med djævelen.

Ønske til vort Sundhedspoliti.

(Efter tilsendt).

Vedkommende bedes om at henvende opmærksomheden på de kurve som fiskerkonerne ved Gammelstrand betjener sig af til at fremstille den fisk som de sælger. Næppe vaskes eller rengøres disse kurve fra det første øjeblik de første gang bruges til deres bestemmelse, og indtil de er aldeles opslidt og ubrugelige. De er overtrukket med flere lag af forrådnet fiskeslim der giver den afskyeligste stand fra sig, såvel over for de forbigående som for de lige overfor boende. Og fra den kælder hvori de fra aften til morgen hensættes, udbredes over hele huset en lugt eller stank der fuldkommen ligner et råddent ådsels og må upåtvivlelig være højst skadelig for sundheden.

 (Politivennen nr. 387, 21. september 1805, side 6156-6157) 

Svar paa Stykket i No. 384, kaldet: Exempler paa Uvillie og Hjelpsomhed mod Medmennesker.

Ved sidste fyrværkeri kom en person til mig og forlangte en stol ud på vejen for hans dame til at sidde på da hun fik ondt. Jeg nægtede stolen på grund af jeg havde stuen fuld af gæster. Han gentog samme forlangende og ville sætte 5 rigsdaler i pant for stolen. Jeg nægtede det igen og sagde jeg kunne ikke, men viste med hånden til et værelse hvor mine bedste møbler stod og hvor damen kunne komme til at sidde. Personen gik væk og vi i stuen troede at han skulle komme med damen, og jeg satte derfor lys på bordet i værelset. Dersom forlanges vil jeg skaffe over 10 mennesker til vidne på hvad jeg sagde, og jeg synes at den ene borgerkone bør ikke skamme sig ved at gå til en anden fordi hun bor i en kælder da der er så mange honette borgere der bor i en kælder. 

Det højtærede publikum kan nu selv dømme om jeg har ret eller uret. Jeg forlandet dermed at vores ordveksling må ophøre.

J. Aardahl.

 (Politivennen nr. 386, 14. september 1805, side 6145-6146)

Uordener på Fredensborg

(Efter indsendt)

1. Den førhen i dette blad omtalte mødding ved vejen lige for slottet ligger endnu på samme sted. Det synes som ejeren af den ikke vil tage den bort, før det bliver ham pålagt ved højere ordre.


2. Så stor en velgerning som det er af regeringen at en vandmølle findes i Fredensborg Slotshave, der ved maling driver vandet lige til slottet, og foruden at dette vand virkelig er godt og kan til alle tider forsyne beboerne med sundt og godt vand, lige så beklageligt er det, at der så sjældent er vand i de kummer der står ved slottet. Derfor må beboerne hjælpe sig med vand af en post, som ikke altid er godt. Man må endog på visse tidspunkter si vandet for man kan bruge det. Når det nøjagtigt overholdtes, at der 1 til 2 timer om dagen blev malet på vandmøllen, ville beboerne ikke savne den første og bedste af livets fornødenheder, nemlig godt, sundt vand.


Møddingen ved vejen lige før slottet er nu blevet fjernet. Men der er kommet en til ved fasaneriet, så man møder en slem lugt (H. G. F. Holm: Fredensborg, 1826. Fra Før og Nu 1919) .

3. Så inderligt fornøjet enhver må være ved at spadsere i Fredensborg Slotshave, der såvel ved natur som kunst er en af de første kongelige haver her til lands, så synes det dog upassende, at der ved indgangen til fasaneriet ligger en stor mødding. Den synes endog at have ligget der en lang tid, og når man forlader haven møder der en en slem lugt, der uden tvivl har sin grund deri, at en slagter bor der. Han vil ikke så nøjagtig (af mangel på plads) kunne nedgrave den urenlighed, som følger af slagteriet. Hvorfor den nedsænkes i den nærværende dam. Man håber, at de ansvarlige vil drage omsorg for at de spadserende forskånes for denne lugt, der i flere end en henseende er skadelig.


 (Politivennen nr. 386, 14. september 1805, side 6143-6145)

Svar fra Haarløv Kro, angaaende Ønsket i Politivennen No. 382.

Ønskeren anmelder: "At være kommet til Haarlev Kro et par gange NB om natten og ønsket sig forfriskning, men intet kunne få uden med nød og næppe et glas mælk." Mange ønskere kunne komme der, endog om dagen, og ikke få et glas vand når det ikke forlanges. Da beboeren der har den slemme vane ikke at frembringe andet til gæsterne end det disse begærer. Og altså kan tilfældet blive almindeligt i enhver kro, for alle lysets og mørkhedens børn der rejser dag eller nat, af hvad stand, køn og alder de end er. Skulle anmelderen (han eller hun) oftere finde lejlighed til at komme til Haarlev Kro (nat eller dag) meldes til efterretning at man der ikke retter sig efter de rejsendes hemmelige ønsker, men efter deres begæringer - og da bliver overtydet der at få hvad som måtte forlanges. Ellers kan forsikres at ingen retskaffen rejsende som har været i Haarløv Kro, før eller efter Karise Kro brændte, har haft følge at klage over beværtninger der, og følgelig indses ingen grundet årsag til det af denne enkelte nattegænger i Politivennen yttrede beskæmmelige ønske - så meget mindre som endog hele regimenter og eskadroner på deres hen- og tilbagemarcher er blevet beværtede i Haarløv Krø efter begæring og til fornøjelse.

Udgiveren af Politivennen anmodes deri at indrykke dette og tillige opgive om hans elv eller nogen anden er forfatter af ovenmeldte gravrende ønske? Idet man derefter kan vide hvem man derfor har at henholde sig til.

Haarløv Kro den 29. august 1805.

C. Bruun.

* * *

Ved at læse titlen på Politivennen, vile hr. Bruun have set hvem han havde at henholde sig til. 

(Politivennen nr. 385, 7. september 1805, side 6130-6132)

Noget om den atter paaankede Kro-Uorden paa Kronborg Geværfabrik.

At forebygge uorden ved en indretnings anlæg ved straks at bruge lovenes bud sagen vedkommende, i erindring og overhyldelse, er mindre vanskelig end igen at hæve den når den er indsneget, ældet, længe set gennem fingre med, og derved ligesom hævdet. Den nu først i år påankede krouorden er gammel på fabrikken, og deraf flydende følger bør altså skrives på den eller deres konto og ansvar, hvem opsynet over fabrikken og ordens overholdelse fra fordums tid har været betroet. Dertil synes anmelderen ikke at have villet tage hensyn, men med flere efter ordsproget: Hvor gærdet er lavest,  der springer man over, at ville i nr. 365 ligesom vælte skylden hen alene på kromanden der i egentlig forstand kan anses som meget uskyldig. Han er jo udsælgningskommissionær af øl og brændevin for Hellebæksgård, og må jo efter sin kontrakt udsælge disse varer til den pris, til hvilke de ham leveres, uden at tage fordel. Fordelen altså af det han af disse varer udsælger dag eller nat, tilflyder jo Hellebæk, og jo større udsalget, jo større sammes fordel. Kan kromanden nu ikke overbevises at have forhøjet varernes bestemte pris, bliver det nok urigtigt at nævne ham den vindesyge kromand. Procenter af det han sælger, får han jo ikke heller, men bor herfor husfri. Deraf kan han jo ikke ernære sig og sin familie. Hvoraf da? Af hvad andet end det han kan udskænke for gæster. Kan dette misundes ham? Men man vil at han ikke skal tåle nattegæster. Det er ret, meget ret. Men hvorledes skal han forholde sig? Måske bortvise dem? Måske indgive klage over dem? Og i begge henseender udsætte sig for deres fjendskab hvis søgning er hans næringsvej og indrenter gården den største og visseste fordel? Til det første er han jo ikke berettiget, da krostuen og den lange stue er for fabrikkens folk og ikke for kromanden. Ved det andet vover han for meget. Og kan en sådan klage ske i det øjeblik den skal nytte, og hjælpen komme i samme øjeblik? Nej. På landet kan man ikke som i en stad straks have sit politi ved hånden. Kommer politiet derimod engang når man mindst venter det, og ikkehar sendt efter det, da kan det gøre stor nytte.

Videre, nattero er en kostbar ting som enhver vel endog kromænd ønsker at nyde. Næppe vil det kunne nægtes at fabrikkens købmand jo ofte har yttret det ønske at nyde denne lykke han ikke selv har kunnet skaffe sig. At nattegæster kan han ingen synderlig fordel have undtagen måske den som ikke vejer op mod nattero at nogle skillinger flyder tidligere i hans kasse. For det den til svir hengivne har tilbage fra forrige dag, må dog som brændende gods vandre til kroen den følgende. Vel synes anmelderen nu, efter politiets advarsel af 20. maj at ville give kromanden noget medhold derved at det synes at han bidrager sit til at hæmme uorden, da han efter sigende, hedder det, da han tilforladelig, burde det hedde, ikke skænker efter kl. 10 om aftenen. Dog støjes der, dog bliver gæster siddende der ud på natten. Hvem skulle ønske dette hævet mere end værten, hvem det koster lys, om vinteren varme og det som er det vigtigste, søvntab. Men når anmelderen som også ønsker denne uorden hævet, siger til slut: Ganske at forbyde siddende gæster i kroen, er uanvendeligt på fabrikken, så synes han at modsige sig selv, og at ønske noget som han selv anser for ugørligt. Men hvorfor det? Hvem skulle de gæster være som ikke kunne forbydes at sidde i kroen natten over? Måske rejsende eller søfolk og de som der lader brænde? Disse ville næppe blive siddende, men snarere liggende og sovende gæster, der hverken ville forstyrre værtens, eller de omkringboende naboers nattero. At den nu herskende uorden kan hæves, er ingen tvivl underkastet, at den bør hæves er uden modsigelse ønskelig, og at dens hævelse engang tilvejebragt vil være af stor nytte for selve mestrene og fabriksarbejdet er unægteligt. Kun måden hvorledes og midlet hvorved bør forsigtigt vælges og bestemmes. Skulle mulkter anvendes for oversidderen, hvori dog mestrenes og svendenes samlinger, eller når fabrikkens folk som også er mennesker skabte til glæders nydelse, holde sig en lystighed eller bør der gives undtagelser, så var endnu en ting anvendelig og måske det sikreste middel, nemlig dette at efter forud skete bekendtgørelse fra fabrikejernes side skulle den som 3. gang var forfalden i mulkt som lovenes bud overhørig, afskediges og ikke tillades at blive længere på fabrikken. Tilfældet ville sandsynlig blive meget sjældent, men aldrig til tab for fabrikken. For alting burde også de som man da ville bemyndige til at have indseende med at ingen uorden fandt sted, være agtværdige, af fabrikkens folk uafhængige og om muligt til gavns lønnede mænd. 

(Politivennen nr. 385, 7. september 1805, side 6126-6130)

Spørgsmål fra en Fredselsker

(Efter indsendt)

Kunne der ikke håbes på en indskrænkning til et bestemt klokkeslet for de mangfoldige danseboder, hvorved naboer, genboer og de i sådanne huse boende kunne engang nyde nogle timers nattero, ved at befris for den vedvarende skrækkelige støj hver nat hele året igennem?

(Politivennen nr. 385, 7. september 1805, side 6125)

29 januar 2015

Politiforslag mod vores Mælkesælgere

Kun få af Københavns indbyggere der enten selv har køer, eller ved venskab får overladt mælk af anstændige ejere af køer, nyder den behagelighed som uforfalsket mælk unægtelig er. Den største del af indbyggerne køber deres mælk hos amagere, brændevinsbrændere og spækhøkere, og nyder i det købte en vare der kun har lidt tilbage af mælkens udseende, smag, næring og behagelighed. Da dels ovennævnte sælgere selv, dels deres folk på egen hånd, forfalsker det malkede rigeligt med vand. Og ikke sjældent nødes man til at tro, med urent vand.

Det er ikke sjældent at lugten og smagen endog tydeligt angiver tilstedeværelse af kolort. Og man må formode, at det endnu tiere er forhånden, dog i mindre grad, så det ikke så tydeligt kan skelnes at den slette smag kommer fra denne væmmelige artikel.

Man tør vel påstå, at denne mælk er forvansket og forfalsket, endog før den forlader yveret, for at modtage denne grovere ovennævnte forfalskning. Man ved at de køer, hvis mælk således forvanskes, vanædler indbyggernes mælkemad, te og kaffe, (for som mælken så fløden). Man nyder dels en føde der ikke er skikket til at frembringe den bedste mælk, dels henstår 3/4 af året, ja nogle endog hele året i væmmelige, skidne, stinkende og lumre stalde, en del endog i kældre, at de næsten aldrig holdes rene og bestandig står i vådt med fødderne, ikke heller nyder tilbørlige strøelse til godt leje. Man ved at intet lettere end mælk antager smag og lugt efter endog den luft den står i, og endelig ved man at den også let kan antage forskellige egenskaber efter koens føde, sundhed, og øvrige hele tilstand.

Brændevinsbrændernes køer er så skidne, at det vel endog tør kaldes en umulighed at hindre, da skarn jo under malkningen må falde ned i mælken. Hvor mange af brændevinsbrændernes piger giver sig vel endog blot den møje at vaske yveret før de malker.

Ingen vil vel nægte at dårligt fødte og usunde køers urenlig malkede, urenlig behandlede, med vand fortyndede mælk, må have indflydelse på alle de nydendes helbredstilstand.

Jeg tror derfor at man inderlig burde ønske, at vort sundhedspoliti i forening med stadspolitiet, ville tage denne sag under overvejelse. Skulle det ikke være muligt ganske at forbyde alt kohold i staden selv? Er et antal af 6 til 700 kostalde inden for stadens volde, og vel at mærke, afskyelige kostalde eller kokældre, ikke af en mærkelig indflydelse på stadens sundhed? 

Koholdet bør forlægges til de nærmeste landboere. Spølen ville nok købes af disse, og brændevinsbrændernes tab derfor ikke meget stort. Vel blev da køerne også spølforede, men ikke den grad som nu. De ville da også få andre næringsmidler, luftigere og renere stalde, bedre leje og et mindre fugtigt fodfæste (Nutidigt foto nord for Frederikssund).

Skulle svinehold der er forbudt, vel være meget usundere end sådant kohold?
Vel ville vores brændevinsbrændere miste noget. Men en hel stads luft, en hel stads fødemidler bør dog ikke lide for at gavne dem. Følgen ville blot være at koholdet forlagdes til de nærmeste landboere. Spølen ville nok købes af disse, og brændevinsbrændernes tab derfor ikke meget stort.

Vel blev da køerne også spølfodrede, men ikke den grad som nu. De ville da også få andre næringsmidler, luftigere og renere stalde, bedre leje og et mindre fugtigt fodfæste. Kort sagt, København blev fri for mange hundrede stankfabrikker og fik sin mælk, som i det mindste fra yveret var bedre, og dermed var allerede meget vundet.

Hvad vandforfalskningen angik, da var denne lettere forhindret, når koholdet var uden for porten, og al mælken måtte føres derigennem. Ved en mælkeprøve kunne denne forfalskning let opdages i acciseboden,, og den som ikke holdt prøve, blev konfiskeret. At den efter at den var kommet ind gennem porten ikke forfalskedes, det var en sag som let kunne forebygges.

(Politivennen nr. 384, 31.august 1805, side 6107-6111)

Eksempler paa Uvilje og Hjelpsomhed mod Medmennesker.

(Efter tilsendt)

For nylig tildrog sig på Nørrebro følgende begivenhed: En agtværdig borgerkone blev ved at passere gennem den forsamlede mængde ved Magitos ildforlystelsesteater pludselig dårlig. I denne tilstand søgtes det nærmeste på denne side af vandet liggende sted. Skønt de bekvemmeligheder man udbad sig der, indskrænkede sig til en stol, blev samme dog nægtet, uagtet man tilbød sammes femdobbelte værdi for benyttelsen. Derimod skylder man beboeren af huset på denne side af accisseboden tak for hans forekommende artighed. Disse hinanden modsatte træk af uvilje og hjælpsomhed tror indsenderen fortjener kundgørelse.

(Politivennen nr. 384, 31.august 1805, side 6103-6104)

Redacteurens Anmærkning.

Klagen blev besvaret i nr. 385.

Om Fiskeopkøbet i Helsingøer.

(Efter indsendt).

Man har set fiskeopkøbet ved Svingelport påanket i Politivennen, man har også straks sporet frugterne af politiets årvågenhed og opmærksomhed, og har god grund til at formode at denne hævede uorden ikke let igen vil finde sted. Kun var det dertil meget at ønske at sådant også kunne forebygges ved skibsbroen. Hvor ofte er det ikke tilfældet at fisk, det være sig hummer, tunger, sild, hornfisk etc. som bliver ved danske eller svenske både bragt derhen til salg, når mængden ikke er desto større bliver opkøbt af fiskekonerne og igen udhøkrede. 

At have opsyn med det er virkelig vanskeligt for politiet hvis personalet er for lille til dets mange forretninger og vidtløftige opsyn. Hver dag og ofte om dagen tager det for megen tid at besøge broen. Men lettere ville det blive for samme når havnefogden som må anvise de ankomne både liggeplads, kunne formås til at give politiet et vink om når sådanne fiskerbåde var ankommet. Dette ville også da tillige påse at sælgerne når de finder en mængde liebhabere, ikke efter lune og tykke forhøjede prisen over den til hvilken de engang havde falbudt deres vare. Man håber at dette fremsatte ønske forundes opmærksomhed af vedkommende.

(Politivennen nr. 384, 31.august 1805, side 6101-6102)

Atter Advarsel til dem der ejer Børn

Onsdagen den 24. august om eftermiddagen kl. 5 gik min yngste datter, på mellem 9 og 10 år, ud for at besøge sin præsts døtre. Men da hun ikke bestemt kendte vejen, spurgte hun sig for hos en pige som var simpelt klædt. Efter sigende og hvad hun kan huske, havde et hvidt tørklæde med blå prikker og trøje og skørt og en kappe med røde bånd. 

Samme pige spurgte hun om hvor Østergade var, da hun ville gå hjem. Min datter havde et stort tørklæde på. Pigen svarede at hun skulle just også derhen, og hun kendte hendes far, han handlede med hendes far som var guldsmed. Men, sagde hun, jeg husker ikke navnet. Hvorover barnet var troskyldigt og sagde hende det. Rigtigt, svarede hun, og hør min pige, sagde hun, lån mig dit tørklæde du der har på, jeg skal op til min moster som bor her, og der har du en skilling til kirsebær, som du kan købe og spise til jeg kommer ned. Hvorpå hun trak tørklædet fra hende og gav hende sit eget. Men barnet ville på ingen måde købe sig noget for skillingen, men ville følge med pigen til hendes moster. Hun tillod hende dette, men de kom aldrig til mosteren. 

Hun løb med pigen til kl. 8, da de efter barnets sigende havde passeret adskillige broer og været i Nyboder (Nutidigt foto). Matroserne som boede derude, havde genvundet en del af befolkningens respekt efter Slaget på Reden 1801, men ellers var de kendt som slagsbrødre, drukmåse og ballademagere.

Hver port de kom til, ville hun have barnet ind i. Men hun ville ikke, hvorfor hun løb med hende til kl. 8, da de efter barnets sigende havde passeret adskillige broer og været i Nyboder, kom hun just på vejen hvor hun kunne se, at hun kunne finde hjem og forlangte sit tørklæde som skarnet sagde hun skulle straks få. Bad hende vende sig om, i det samme tog hun det under sit tørklæde og rev det i stykker, bandt hende det således om, og efter sigende løb ned ad Frederiksberggade. 

Det er forglemt at hun havde truet pigen med at råbe gevalt, hvorover hun havde sagt: Ti stille, min pige. Det samme er passeret i fredags i vekselerer Harvigs gård på Østergade, hvor der bor nogle folk i huset, hvis barn en pige af samme påklædning skal have ført op i Knabrostræde og klædt rent af i en port lige til klokken, og så ladet hende sidde, indtil der kom en person, som tog sig af dette barn og førte det efter barnets sigende til Svaneapoteket, hvor hendes far var. Pigen skal have sagt til barnet, at hun skulle få kirsebær når hun ville låne hende sit tøj, som barnet lod sig lokke til, mere vides ikke. 

Israel Salomon
Boende hos sadelmager Bandler på Østergade

(Politivennen nr. 384, 31.august 1805, side 6098-6101)

Advarsel til dem der ejer Børn

To pigebørn, den ene 5, den anden 7 år gammel, var i mandag eftermiddag hos noget familie til dem i Vimmelskaftet. Da de sad udenfor gadedøren kommer et fruentimmer til dem som bilder dem ind, at hun skulle tjene der i huset. Ved at love dem kirsebær og legetøj, overtaler hun dem til at følge med sig. Hun tager dem derpå med sig hen på Nørregade, hvor hun først sætter den ældste i en port, under påskud at hun med den yngste ville i nærmeste gård hente kirsebærrene. Den yngste, som hun altså tog med sig, satte hun i porten ved siden af den anden går, tog et par guldslanger af hendes ører og forlod dem derpå. Efter børnenes beretning skal hun have været klædt ligesom den, der for nogle dage siden anmeldtes i Adresseavisen, at have behandlet nogle pigebørn, der kom fra skole, på lignende måde i Gothersgade.

A. C. Høyer
Student, Borgergade nr. 203

(Politivennen nr. 384, 31.august 1805, side 6097-6098)

Om Holmens Kirke

(Efter tilsendt).

Holberg har allerede for så lang tid siden i et af sine skæmtedigte anført som en umulighed: "At før skal Holmens klokke med andre byens klokker lige gå". Men da det vel næppe er for at lade vores forevigede landsmænd beholde ret at denne kirkes urværk endnu i vores tid som oftest er i det mindste en halv time før eller efter de andre kirkers, så kunne det vel nu være tid til at afvænne det med en uorden hvorved det næsten i et århundrede har udmærket sig.

(Politivennen nr. 383, 24.august 1805, side 6091)

Om Vejene til Frederiksberg

(Efter indsendt)

For spadserende til og Frederiksberg er det en bekvemmelighed at kunne undgå den stinkende og trættende Vesterbro ved at benytte sig af Gammel Kongevej. Men for derfra at komme til Alleen, må man passere et stykke vej, som er belagt med spidse og slet nedstampede sten. Vel er ved siden af dette stykke til dels en smal, og som oftest smudsig jordvej, men denne benyttes hele tiden af vogne, så de gående må tage til takke med stenvejen, hvilket kuskene finder så slet, at de gerne vil skåne deres heste for den. 


Anmelderen tror at der med ubetydelige bekostning kunne gøres en bekvemmere passage både for kørende og gående. Måske det også var at håbe, at vedkommende ville lade denne hovedstadens betydeligste spadseregang forskønne ved over Trommesalen at lade anlægge en sådan alle for fodgængere, som der allerede er fra porten til accisseboden, og på Gammel Kongevej, hvor måske pladsen ikke tillod at afsondre vej for gående, at plante træer som engang med tiden kunne give skygge.

(Politivennen nr. 383, 24.august 1805, side 6089-6091)


Nutidens mennesker vil have meget svært  ved at genkende beskrivelsen fra artiklen. Her et kig ned ad Vesterbrogade mod Rådhuspladsen, se tårnet i baggrunden, som markerer hvad der på Politivennens tid var Vesterport. Vejen er i den grad blevet mere fremkommelig ... eller hvad?

Redacteurens Anmærkning

På et kort fra Stadsarkivets base fra 1741 kan man se at Gammel Kongevej og Frederiksberg er forbundet ved Værnedamsvej. Det er formentlig denne vej som er omtalt i artiklen. Om Gammel Kongevej skrev Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 60, 9. maj 1807, spalte 953.

Forsinkelse ved Nyhavns Færgestæd.

For nogen tid siden havde jeg og en anden et ærinde til Toldboden. Jeg kom til færgestedet på Christianshavn hvor min bopæl er, og bad om at blive sat til Toldboden. Mig blev svaret at sådant ikke kunne ske, men at vi kunne blive sat til Nyhavn hvortil vi resolverede os. Vi kom til Nyhavn, gik vores ærinde til Toldboden, kom tilbage igen for at lade os igen oversætte til vort hjem, men vi måtte vente 19 minutter før der kom en båd fra den modsatte side. Ved vor ankomst tilbage til Christianshavn, fandtes mange både, men ingen i Nyhavn. Undertegnede har derfor årsag til at påtale denne uorden som ved den lejlighed forårsages, og beder derfor vedkommende at befale færgekarlene at iagttage færgeplakaten som befaler at besørge enhver til sit bestemmelsessted mod betaling.

Christensen
Skomagermester. Store Kongensgade på Christianshavn.

(Politivennen nr. 383, 24.august 1805, side 6087-6088

Farlighed mellem Lundehuset og Vibenshus

Hvor farlig landevejen er for kørende på den ny anlagte vej mellem Lundehuset og Vibenshus, var jeg og andre øjenvidner til i søndags aften den 18. august kl. 9½ slet. En wienervogn, i mørke og uden at kunne se eller kende vejen, ja ved jævn kørsel, væltede ned i den hule vej. En gammel mand, en frugtsommelige kone, hvis ubehagelige følger man endnu lever i uvished om, og en flok små børn, undgik dog ved den højestes bestyrelse et værre onde og kom så vidt uskadt derfra. 

Men for at forebygge flere sådanne indtræffende ubehageligheder, hvorved enkelte personer, om ikke hele familier kunne blive ulykkelige, anmodes den høje vejkommission eller hvem andre der forestår overopsynet dermed, enten ved oplysning af fornødne lygter, eller også ved et foresat rækværk at få samme oplyst og forbedret til sikkerhed for enhver. Undertegnede er overbevist om de ansvarliges snarest gode foranstaltning derfor.

M. Cortzen
Nyhavn nr. 35-37

(Politivennen nr. 383, 24.august 1805, side 6086-6087)


Nørre Fælled 1835. Den har nok ikke set så meget forskellig ud på Politivennens tid. I horisonten kan man over hestene skimte nogle kendetegn fra København: Møllerne på volden, Frelser Kirke på Christianshavn, Rundetårn og yderst til højre Frue Kirke. (Akvarel af H. G. F. Holm. Før og Nu 1919)

Redacteurens Anmærkning

Lundehus og Store Vibenshus

På et kort fra 1744 (Stadsarkivet) kan man se at Lundehus ligger ved Emdrup Søs sydøstlige hjørne. Store Vibenshus syd for ved det der i dag er Vibenshus Rundel. Den omtalte nyanlagte vej må altså svare til hvad der i dag er Lyngbyvejen.

28 januar 2015

Farlighed ved Rækværkerne på vore Broer

(Efter indsendt)

Først i denne uge faldt et omtrent 8 år gammelt barn ved at glide med foden ud mellem jernstængerne på midten af den såkaldte stenbro på Christianshavn. Der var ingen båd til stede. Og hun var uvægerligt druknet, hvis ikke en rask lille matrosdreng på omkring 12 år, havde sprunget ud og reddet hende med fare for sit eget liv, da hun allerede lå bevidstløs på bunden. Indsenderen heraf håber, at denne strålende dreng får belønning af vedkommende, som uddeler præmier for sådanne handlinger, Lige så sikkert håber han at det bevæger den eller de som er betroet opsyn over broerne i almindelighed, til at forsyne de jernrækværker der er på samme, med tværstænger, som gør et lignende tilfælde umuligt for fremtiden. 


Udateret billede fra tidsskriftet Før og Nu, 1915, Ovengaden Ovenvandet fra Børnehusbroen til Snorrebroen. Måske var det sådan en stenbro med tilhørende dårlige rækværk der her er tale om.

På de såkaldte vindebroer er foruden det omtalte farlige rækværk endnu en farlighed. Der er nemlig en åbning i midten mellem begge klappens rækværker. Den sluttes ved en krog, der befæster disse, men efter skibe er sejlet under er trængselen i almindelighed så stor, at de først længe efter kan befæstes af vægteren, og let kan et voksent menneske og endnu mere et barn skubbes herud og ned i den stride strøm, hvor redning er vanskelig, hvis ikke umulig. Man tror at jernrækværkerne på brofløjene kunne være således afpassede, at når broen var nede, skulle de slutte samme ligesom fløjene selv.

(Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6076-6078)

Ønske angaaende Haarlev Kro.

(Efter indsendt).

Denne kro er siden Karise Kro brændte det sted hvor posten og de rejsende nu tager ind, og hvor postkarlene nu beder. Det synes overensstemmende med rimelighed at denne kros ejer burde tilholdes at skaffe de rejsende til hvad tid de end måtte komme der, den forfriskning de måtte forlange. Imidlertid har det et par gange været tilfældet med anmelderen at han er kommet der om natten, har ønsket forfriskning, men intet kunnet få uden med nød og næppe et glas mælk. Anmelderen ønsker derfor meget at der her ved en bedre indretning måtte blive mere sørget for de rejsendes bekvemmelighed for fremtiden.

(Politivennen nr. 382, 17. august 1805, s. 6075-6076)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i nr. 385.

Krouorden på Kronborg Geværfabrik

(Efter indsendt)

I Politivennen nr. 365 blev der klaget over krouorden på Kronborg Geværrfabrik. Man må nu gentage, at denne uorden stadig varer ved. Det ser ud til, at den derværende kromand bidrager sit til at hæmme denne uorden, da han efter sigende ikke skænker efter klokken ti om aftenen, efter at han er blevet bekendtgjort med det. Og dog støjes der hele nætter igennem på kroen, som hidrører af stedets lokale årsager, hvilke ligger uden for kromandens myndighed. Politiet har godt nok opslået en plakat, men døde bogstaver udretter intet. Man håber derfor at det sætter deres bydende i kraft! Efter min uforgribelige mening ville denne lømmeluorden blive stoppet, når hver og en, som fandtes i kroen efter klokken ti, skulle betale en rigsdaler i straf, hver gang han blev truffen der (herfra undtages rejsende), og værten, ifald han skænkede efter berørte tid, få ti rigsdaler i straf, og derudover overvåges om det blev sat i værk. Ganske at forbyde siddende gæster i kroen er lige så lidt anvendeligt på fabrikken, som i købstæderne, sålænge indretningerne bliver som de nu er 


(Politivennen nr. 382, 17. august 1805, s. 6074-6075)


Redacteurens Anmærkning.

Artiklen fulgte op på Politivennen nr. 365, 20. april 1805, s. 5802-5803, og blev besvaret senere.

En lang artikel beskæftiger sig med princippielle sager, Politivennen 385, 7. september, side 6026-6030,

Svar på det i Politivennen af Student Andersen indrykkede, angående Badetvang

Motto:
Se der går L. Andersen! Se, hvor han går og spekulerer. Dersom den knægt ikke var så tåbelig, skulle man tro det var ondskab.
Henrik [ulæseligt]


Dersom forfatteren af det skrevne i Politivennen nr. 381 om badeforbud, student Andersen, havde om ikke andet haft så megen kundskab i naturretten som indeholdes i det velbekendte ordsprog: Den der kommer først til mølle får først malet, så havde han vist som andre skikkelige mennesker fundet sig i at vente på plads i badehusene. Jeg benægter at undertegnede skal have bandet på at der forrige år var en ordre som forbød badning uden for køkkenkurven, og med uhøflighed lod forfatteren vide at om han badede sig der, blev han arresteret. Men 
det er sandt at det unge menneske blev advaret af den vagthavende underofficer, og at min bekræftede advarsel om at ordren virkelig er til og findes i en bog i vagten. Ligesom det også er en sandhed, at i vagten ligger en ordre om at vise mig assistance, når nogen enten med ord eller gerning vil overfalde mig. Hvilket desværre før har været tilfældet, og som forfatteren vel må være vidende om, da der blandt mængden af unge mennesker findes en del der ikke er velopdragne, og som dog ser lige så vel ud i klæder som de andre og hvoraf nogle kaldes studenter, men burde, som der står i komedien, kaldes studehentere. 

Imidlertid er det averterede mindre fornærmende for mig, end for høje ansvarlige, og ville samme tilgive forfatteren, så vil jeg gerne skænke ham de fornærmelser han dermed har haft til hensigt. Og at han kalder mig bommand, lider min ære intet under. For jeg er hverken mere eller mindre end bommand. Men at gøre mig til skillingsmand formår forfatteren formodentlig ikke. Skulle han ellers have en anden hensigt, da må det tjene ham til behagelig efterretning: At badehusene nu er privat ejendom, omendskønt solgt til en høj pris, da der svares af dem 25 rigsdaler månedlig, og at følgelig forfatteren ikke vil misunde mig 8 skilling for hver badegæst, eller skille mig ved mit lille levebrød, hvorom jeg i al fald på egne, min kones og 5 uopdragne børns vegne beder ham:
Min kære!
Lad kommandanten være,
Deraf har han ære


J. D. Kiær
Bommand


(Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6071-6073)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen var et svar på en artikel i Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6051-6054.

Om Versemagere og Visekællinger

Blandt de mange ulyksalige plager, København dagligt bliver hjemsøgt af, regner jeg de personer, som skriver og dem som skriger gadeviser. Det er så langt fra at denne genstand er uværdig politiets opmærksomhed, at jeg tværtimod tror det nyttigt at betragte den fra flere synspunkter.

Dersom det er en vigtig betingelse for orden og rolighed i en stat at politiet har magt til at pågribe enhver der forstyrrer samme, og at fremfare med sådanne på lovlig måde, da tror jeg at de omtalte personer, som ophav til fysisk og moralsk uorden, både kunne blive en genstand for politilove og kriminelle love i almindelighed. Man må ikke alene undre sig over almuens lille kræsenhed, men endnu mere over politiets overbærenhed, når man hører den vedvarende skrigen af hæse, halte og kobberrøde visekællinger, som dagligt gør deres vandringer gennem de folkerigeste gader, og tillige ser disse skidne deklamatriser omgivne af en sværm af tilhørere og gabere,. 

Jeg vil først betragte de omtalte personer som årsagen til moralsk uorden. Læredrenge og piger, som sendes i byen af deres husbond eller madmoder, kan i hele og halve timer stå ved og gå efter disse kællinger. Ofte ser man at dette snavs købes både af små og store, og siden synges på kældertrapperne efter deres velklingende melodi. Mange husfædre og husmødre har jeg hørt klage: "Vi kan intet få bestilt af vore folk. De skal altid læse de forbandede viser, og når de skal læses, må arbejdet ligge". Man kan nemt indse hvor skadeligt det er for tjenestefolkene og husmødrenes arbejde. 

Men også fra en anden synspunkt giver dette visetøj anledning til moralsk uorden. Hvad indeholder disse viser? Enten beretning om en arm synder, der enten om føje tid skal føres eller allerede er ført til døden, eller også indeholder de umoralske elskovsviser. Begge har skadelig indflydelse på moralen. De første fremstiller gerne syndernes forbrydelse på en undskyldende måde, så at de derved opfordrer til forbrydelser. De sidstes skadelighed er overalt for synlig i vore dage.

Hvad angår den fysiske uorden som følger af disse personers tilstedeværelse, tror jeg, at den er ikke mindre. Visekællingernes skrigen er en sand vederstyggelighed for sunde og endnu mere for syge. Deres syn på gaderne er ikke mindre behagelig, og den ofte ukyske deklamation på gaderne, som gerne er forenet med anvendelse på forbigående fruentimmer og mandfolk, er en ligeså stor fysisk som moralsk uorden.


Spørgsmålet er nu alene: Hvilke midler bør anvendes for at hæve dette onde. Svaret er formodentlig: Det må hæves ved et lovbud. Hvorledes dette lovbud bør være, må de ansvarlige afgøre. I mine tanker burde politiet når al salg, trykken og forfattelse af sådanne produkter ved en lov var forbudt, have ret til at gribe visekællingerne og visemagerne, når de fandtes in flagranti delicto. De burde straffes som løsgængere og siden sættes til offentligt arbejde, når de ingen lovlig næringsvej kunne angive og ikke ville lade sig indskrive i lovovertrædernes rulle. Hvad versemagerne angår, da burde deres produkter konfiskeres og de sættes til offentligt arbejde, ligesom bogtrykkerne burde mulkteres.


N. Bruun


****
Udgiveren har ikke villet nægte at indrykke ovenstående skønt han er af en vel ikke modsat, så dog meget forskellige mening om gadeviser, og vil i den henseende henvise til hvad derom før er skrevet i Politivennen. De ovenstående hårde beskyldninger
imod gadeviserne, er vist ikke grundede på sandhed. Mange af dem indeholder gode moralske advarsler, og kunne virke uendelig mere godt på den lavere klasse, end man forestiller sig. Jeg anser ikke en misdæders død for en uvigtig materie. Da henrettelsen sker offentlig, hvorfor da ikke ved en vise gøre en alvorlig tanke derom almindelig. Selv frygten for at blive råbt om som helt i en gadevise, kan være motiv, eller bimotiv hos mangt et menneske til at imodstå fristelsen til en ond handling.

Nu elskovsviser. Herregud, hvorfor må den lavere klasse ikke have sine lige såvel som den højere? Kærlighed er jo dog ikke noget man bør udrydde, men snarere opmuntre til. Jo modtageligere en nations masse er for kærlighed, jo bedre, jo mindre lastefuld er den. Vel nægter jeg ikke at det var yderst skadeligt, om ukyske eller umoralske viser udbredtes, men dette er jo forbudt og værget mod ved loven. Altså kan indsenderen ikke med grund ivre derimod fra materiens side.


Nu personerne som udråber dem! Ja disse er ikke gratier, det er sandt nok, men var det at ønske at de var det? Lidt intolerant er det nok også plat at ville betage folk deres næringsvej, fordi de ikke er skønhedsmodeller.


Hvad forfatteren har ret i at, at mange visekællingers tone og stemme, at synge og råbe med, er ubehagelig, og heri var det at ønske at nogen forbedring opnås.


Hvad det angår at en af sælgerinderne dyrker mimikken og morer gadens personale ved sine gebærder og lader, da finder jeg ikke at dette er noget at ivre over. Og når den påankede uanstændighed ikke går videre end til nogle små forblommede tvetydigheder, da er det jo latterligt at harmes over det, sålænge vores teater i nye franske småstykker giver os dem, ikke alene oftere, men meget drøjere.


Til forsvar for gadeviserne, vil jeg her atter gøre opmærksom på, at de er et middel til hos mange af almuen at vedligeholde den færdighed i at læse, som konfirmationen lagde grund til.


Udgiverens ønske er, at vi aldrig berøves vores gadeviser, eller nogen anden indskrænkning pålægges dem, end den at de ikke må indeholde noget, som strider imod moralen.


(Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6065-6071)

Visekælling. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)


Redacteurens Anmærkninger

Visekællinger 

Er et jævnligt tilbagevendende tema i Politivennen, se fx Hefte 19. Nr. 236, 30. oktober 1802, s. 3772-3776: Om gadeviser. Og Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4065-4066:
Om råben med gadeviser under prædikerne om søndagen.


Debatten i Politivennen om gadeviser er en del af en større debat der havde stået på i flere årtier. Gadeviserne var en aflægger af de viser som var udbredt i den brede danske befolkning, kaldet almuen. Og som blev sunget i alle mulige sammenhænge: Vuggen, spindestuer, julestuer, kartegilder, værksteder, markarbejdet osv. 

Den kulturelle og intellektuelle elite (som Politivennen var en del af) interesserede sig som sådan ikke for almuens åndsliv. Med mindre de kunne gøre viserne til genstand for finkulturens ironi. Tænk Holberg, Ewald (før han selv skrev en skillingsvise). Især efter 1780 begyndte eliten at interessere sig for disse viser med henblik på at forbedre deres kvalitet. Man skal ikke forestille sig at de forsøgte at indleve sig i almuens forhold, endsige solidarisere sig med dem. Snarere opdrage dem. Bedre skillingsviser skulle med andre ord fungere på det kulturelle felt ligesom de forbedrede redskaber på landbrugsområdet.

Tidsskriftet Minerva advarede i sit første nummer i 1785 om at almindelig oplysning var en farlig sag. Om end ironien dog var til at tage og føle på. Politimesteren havde 29. marts 1785 bedt kancelliet gribe ind, hvilket det gjorde 9. april 1785 ved at give politimesteren ret til at indstævne bogtrykkere hvis de trykte noget som stred imod ”ærbarhed og gode sæder”. 

Efterslægtsselskabet af 1786 (måske dannet bl.a. på opfordring af J. C. Tode) mente ikke dette var vidtgående nok. Og forsøgte at udgive viser som levede op til deres standarder.

Debatten stoppede ikke her. Den fortsatte i flere indlæg (klik på tagget i højremenuen). Seidelin fik ikke lavet sit forsvar før 1805 og foranlediget af endnu et angreb på gadeviserne. Og så sent som 31. oktober 1818 er der artikler om gadeviser i Politivennen. 

Kampen mod gadeviser er håbløs. Over et årti senere, i 1818, tordnede Jens Møller i Theologisk Bibliothek, mod gadeviserne.
...uddeele Modgift imod den farlige Gift, som Folket idelig inddrikker af flaue usædelige Gadeviser, og som de høiere, halvraffinerede Stænder indsue endnu i fuldere Maal af Røverhistorier, liderlige Romaner o.s.v. Vel forbyder vor Lovgivning alle Skrifter, som stride imod Religionen og gode Sæder; men hvo veed ikke, at saadanne hos os ligesom andre Steder hver Dag falholdes og læses?

Uordener.

2) I 192 i Store Larsbjørnsstræde bliver en mængde garverhår vaskede og beredte til en og anden brug. Så priselig som denne flid i sig selv er, så besværende er det derved i mængde indskyllede stinkende vand for en mængde af beboerne i de huse der tager sin flugt forbi. Man ønsker at vedkommende selv ville være så veltænkende ikke at udslå vandet før om natten efter den tid da spaniefarerne kører.

(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6063)

Om Fiskekøb i Helsingør.

De indbyggere som bor i nærheden af Svingelport, kan næsten daglig være vidner til hvorledes 2 der også i nærheden boende koner køber de fra fiskelejerne Snekkersten, Espergærde etc. indbragte fisk og siden udhøkrer dem igen på byens fisketorv, hvorved de bliver fordyrede. Hvad de en dag ikke kan afsætte, opviser de den anden dag, og sælger den for frisk fisk, eller dog blander den med sådan og fikserer mange købere. Et lille opsyn af byens årvågne politi NB lidt tidligt om morgenen, ville let stande dette skadelige fiskeopkøb.

(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6062)

Om Frederiksbergs Allees Vanhelligelse.

(Efter indsendt).

Til Udgiveren.

Med forundring har man i Politivennen savnet en anke imod det uvæsen som i nogen tid har fundet sted i en af vore mest søgte spadseregange. Hidtil frydedes naturens ven når han på sin gang til Frederiksberg efter at have arbejdet sig ud af Vesterbros støvskyer, slagterstank, værtshusmusik, markskrigerstøj osv. endelig åndede frit i den fredelige skønne alle. At holde dette fristed helligt, syntes hidtil at være vedkommendes attrå da det ikke alene var forbudt at anlægge værtshuse der for den lavere klasse, men endog pålagt forud at få tegningerne til hver bygning opført der bifaldet af rentekammeret. 

Alleen var egentlig en kørevej kun for de kongelige personer som dem som af marskallen fik nøgle dertil. Kongen tillod siden alle kørende at deltage i nydelsen af den bedre vej mellem to med spadserende opfyldte skyggefulde gange. De spadserende tabte vel noget herved da mange kentaurer hvis øverste del er ubændigere end den underste, nu og da sætter firbenet gennem sidealleerne, men den vilde støjende pøbelglæde var de dog fri for. Nu derimod er dette til ende. En af disse maskiner der desværre i vore tider så særdeles har forfleret sig i og om København hvor tjenestepiger og læredrenge, daglejeren og håndværkersvenden opofrer det surt erhvervede for i nogle øjeblikke under trommers og trompeters lyd at svinges omkring i en tankebedøvende hvirvel - hvor denne jammerlige fornøjelse vist nok ofte købes for skøgeprofit eller utroskabs onde penge hvor hvor sikkert mange sæder først nedlægges til slette handlinger. Om denne gynges anlæg nu ikke strider imod det forbud, så kan dog ikke nægtes at det derved frembragte spektakelmageri og larmende uvæsen jo endog er værre end hvad der kunne frembringes ved det gemeneste pøbelværtshus.

Om søndagen er det endog ikke muligt at trænge sig igennem den ene sidealle for den mængde gabende tilskuere som samler sig der.

Således er nu den landlige ro forjaget ved dette uvæsen fra den dejlige alle. Snart vil flere søge her for at udspænde deres garn, og man vil da nødes til at fortsætte sin vandring lige til haven for at nyde den stille natur hvis ellers ikke også en gyngemand finder adgang dertil.

Men nu den familie, hvor meget er ikke den at beklage under hvis vinduer denne lede pøbelrangle er opstillet, hvis skønne udsigt til Frederiksberg derved ganske er spildt, hvis øje evig mødes af en ikke altid sædelig mængde, og hvis øren fra middag til langt ud på natten døves af pøbelstøj og af en elendig bjørnetrækkermusik.

Måtte disse betragtninger forenede med den at heste ved tumlen kunne blive sky, og at denne alle er kongens yndlingspromenade, kunne bevirke at denne gynge bortvistes il et andet sted, da vel endog en lille erstatning gerne sammenskødes af beboerne i Frederiksberg Alle og af dens yndere.

(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6057-6060)

Ønske angående Peblingesøen

(Efter indsendt)

Det var høfligt at ønske, at de ansvarlige ville få Peblingesøens oprenset, da det meget græs og mos som gror op fra bunden, i nogen tid har groet så stærkt at man med god grund kan formode at søen om nogle år vil gro helt til. På samme måde var det ønskeligt at en pram som ligger ved Blågård, blev trukket op. Både mosset og prammen er meget ubehagelige for de som har både i søen. Ligesom det ydermere fordærver vandet, hvoraf hele byen drikker. Hvilket nok så meget kan mærkes af det dårlige vand der overalt findes i hele byen.


***


Udgiveren er fuldkommen af den mening at søerne bør holdes rene. Men aldeles ikke for lystbådenes skyld, der uden undtagelse, hvis hans råd gjaldt, burde forvises af disse vores suppefade.


(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6055-6056)

Sortedamssøen. Peblingesøen starter på den anden side af Dr. Louises Bro som man kan ane midt i billedet med bussen.

Marked i Adelgade.

Hver aften mellem klokken 7 og 9 holdes der nu et slags marked i den ene af Adelgade som vender imod Nyboder. Her ser man matroser og kællinger falbyde alskens ting, i særdeleshed klædesorter, støvler osv. At dette er utilladeligt, vil let indses, når man betænker hvor megen lejlighed derved gives til at sælge tyvekoster. Man tør derfor håbe at vort årvågne politi vil søge at forhindre denne uskik, hvilket let kan ske blot ved nogle gange at pågribe de falbydende personer.

T. P. Thortsen
Student.

(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6054-6055)

Om Badeforbud

Jeg kan ikke lade være med at fortælle en historie som hændte mig i går eftermiddags, og som jeg stadig ikke forstår. Jeg kommer med et andet menneske til badehusene ved Langebro for at benytte os af dem. Men da her var så fuldt at vi blev nødt til at vente længe for at få et kammer til brug, gik vi til den såkaldte køkkenkurv, eller det sted der i en ret vinkel skyder ud i vandet ikke langt fra badehusene på venstre side. Vi forespurgte os hos skildvagten om man måtte bade der. Men da denne lod os vide, at for hans skyld kunne vi godt, men vagten og bommanden ville nok ikke tillade det, forføjede vi os straks til den vagthavende underofficer, som heller ikke rigtig vidste rede i denne sag, bortset fra at han for nogle år siden havde haft en ordre om det. Den var nu borte, men talte ellers altid om skillingsmanden eller bommanden som den der var hans mand eller til hvem han henholdt sig. 


Næsten 1805: Rysensten Badeanstalt 1825-1893. Med Langebro og København i venstre side af billedet, Christianshavn i højre. Det giver måske et indtryk af hvordan der kan have set ud i 1805.

Han gik derpå med os til nævnte bommand. Da underofficeren spurgte ham om der ikke var en ordre om at ingen måtte bade sig i køkkenkurven, vidste han intet andet at svare end med hidsighed at bande på, at der i de forrige år i en gud ved hvilken bog stod en ordre som forbød badning på dette sted. Men for i år kunne han ikke fremvise nogen sådan ordre. Endelig lod han os uhøfligt vide, at hvis vi prøvede på at bade der, ville han lade os arrestere.

Denne begivenhed forekommer mig helt besynderlig. Allerede det at soldaten lader enhver gå uhindret ved køkkenkurven, og først når man vil til at kaste klæderne, ganske eftergivende og ubestemt siger: For min skyld må De gerne bade, men så må de takke Dem selv for om bommanden eller vagten kommer og tager klæderne fra dem. Det synes mig lidt underligt, da man ellers er vant til at høre det sædvanlige: Zurück, eller andre platte myndighedsord, som dog i al fald er et tegn til, at de grunder sig på en ekspresordre. Det skete altså ikke her. Man står derimod i tvivl om hvad man skal gøre. Især når man hører at bommanden er ligesom det magnum lumen som overtrumfer både vagtens og den vagthavende soldats ustadige forbud, og man ved at han har sine badehuse i nærheden som da ikke ville skaffe ham 8 skilling fra hver som badede sig i køkkenkurven. 

Selv om al badning også virkelig var forbudt her, altså af gyldige grunde, så var det at ønske, at skildvagten kunne fortælle folk det med bestemthed. For at en vagthavende underofficer på sin post skal spørge skillingsmanden ved Langebro om sine ordrer, det synes mig meget upassende. Og at lade sig fortælle af denne mand, at han vil lade en arrestere ifald man overtræder hans befaling på et offentligt sted hvor der er vagt, det er overmåde ærgerligt.

Mange med mig ønskede sikkert at vide, hvorledes dette i sig selv hænger sammen og må hænge sammen for at kunne forebygge de ubehageligheder, som er den uundgåelige følge af nærværende uvished.

København den 1. august 1805
Anderson
Student, Regensen

(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6051-6054)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvaredes af bommand Kjær i Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6071-6073

Badeanstalterne ved Langebro

Badehusene må være en tidlig forgænger for de badeanstalter, som snart skulle blive opført ved Langebro. En artikel i Berlingske Tidende har historien.Badeanstalterne var inspireret af Rousseaus anbefalinger om at svømme. Området ved Kalvebod for enden af Vestervold og Langebro var øde. Grosserer Larsens Bade blev ikke en succes, Men 1825-1893 lå Rysensteen Badeanstalt sammesteds. Det blev et meget populært udflugtsmål.  

Køkkenkurven omtales flere gange i Politivennen, og var det sted der i en ret vinkel skød ud i vandet ved udgangen til tømmerpladserne, ikke langt fra det sted hvor badehusene ved Langebro blev anlagt. Den blev også kaldt Rysensteen Køkkenkurv. Langebro lå dengang nordligere og forbandt nuværende Vestervoldgade med Langebrogade på Amager. Se kortet fra 1815.