23 august 2014

Forestillinger tilegnde Oekonomie- og Kommers-Kollegium, General-Toldkammeret og Magistraten

Ege- og birkebark er et uundværligt materiale til garverierne. Men det begynder at skorte på det efterhånden som skovene mindskes. Denne mangel er ikke kun her, men allevegne i Europa, garveriernes største forhindring. Derfor er det forbudt at udføre bark både i England, Preussen og Sverige. Hos os er der derimod ikke et forbud, og som følge af det udføres en mængde af vores bark. Især fra Norge til England og andre steder.

Den yndest som hans majestæt gennem forskud og andre måder har vist garverierne, lader håbe at det ikke vil være forgæves at landets garvere ønsker barkens udførsel til fremmede steder provisorisk enten forbudt eller besværet gennem forhøjet told når det kollegium under hvis pleje og forsorg fabriksfliden er henlagt, bedre end det er undertegnede muligt, måtte ville udvikle hvor meget mere fordelagtigt det er for landet at gøre indførsel af fremmed læder unødvendig eller vel endog for den forædlede vare, tilberedt læder, at indløse penge fra de fremmede selv, end - at give udlændingen en daler for læder for at kunne indlæse en skilling for rå huder og en ditto for det rå materiale, bark.


Det kongelige Generaltoldkammer vil bedst af alle kunne understøtte dette andragende ved at meddele kollegiet beløbet af barkens og de rå huders udførsel, og af forarbejdet læders indførsel for nærværende tid.


Man kan frygt at adskillige garverier til vinter må holde op med at arbejde af mangel på bark. 


Efter her kort men som jeg håber tilstrækkeligt har berørt en for alle danske staters garveriers fælles interesse, må det være mig tilladt at omtale et særegent anliggende for de københavnske garverier.


Den usundhed som garveriernes uddunstninger truer med, når de er anlagt midt i en tæt bebygget og folkerig stad, har foranlediget det ønske hos regeringen, at disse garverier efterhånden måtte forlægges uden for staden, enten i forstæderne eller længere borte.


Hvor en regering udmærker sig ved kærlighed og omsorg for borgerne, der går disse med glad opofrelse ethvert ønske fra regeringen i møde. Adskillige garverier er forlagt og anlagt udenfor voldene og det indses let at sådant ikke sker uden stort tab. Men sikkert vil vores hovedstads magistrat være enig med mig i at sådanne gavnlige foretagender på inden måde bør møde større eller flere forhindringer end sagens natur selv uomgængelig medfører.


Transportens tidsspilde, rettere fordobling, og dens store omkostning forenet med folkelønnens større dyrhed og den nødvendighed stadig at have et udsalg i staden, er vanskeligheder som ingen kan borttage fra ethvert fabriksanlæg i forstæderne.
Men de hindringer som Generaltoldkammeret og Magistraten kan afhjælpe, og som de sikkert vil afhjælpe på min anstændige forestilling er følgende.


1) Portpengene hvorfra nu ikke engang de fabriksejere er fritaget der før h har haft fri passage. Denne udgift tynger fabriksejerne uden at være nogen stor genstand for stadens indtægter. Ligesom den synes mig hård, når man betænker at en sådan på stadens broer bosat fabrikant dog svarer alle stadens ordinære byrder.


2) Konsumtionen. en rå hud giver 4 skilling i konsumtion. Disse 4 skilling godtgøres vel fabrikanten på den rå til forarbejdelse udførende hud. Men når den forarbejdet igen indføres, må han betale 18, 20 til 22 skilling igen (10 2/3 skilling af lispundet) herved sættes forstadens fabrikant tilbage, da han taber 10 til 12 procent og må dog holde pris med den indenbys garver.


Dersom det på denne min forestilling måtte besluttes at fritage forstadens garvere fra denne byrde, tror jeg at sådant meget godt uden tab eller svig kunne ske på følgende måde: I konsumtionskontoret kunne være et stempel af skarpe spidser fx med de ord: Ind og Udførselsstempel til forarbejdelse. Hermed stempledes hver rå udført hud i skilten, og nød da ingen godtgørelse. Når den forarbejdet igen indførtes, og bar sit stempel, var den igen fri for afgift. Til sikkerhed for svig kunne i samme kontor være en bog hvori hver fabrikant havde en folio som vist antallet af det ind- og udførte.


Dersom det fra højere steder måtte lægges mærke til det her ytrede, vil sådant i tiden sikkert bevæge flere til at flytte ud, og således opfylde fornufts-, sundheds og regerings ønske.


Kildevæld på Østerbro d. 10. dec. 1800.
M. Bresselau
Kongelig privilegeret læderfabrikant.


(Politivennen. Hæfte 11, nr. 138. 13de december 1800, s. 2194-2197)

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1800 står opført Læderfabrikør Breslau, Lille Strandstræde 100.

Et ord om de mange Værtshuse som findes i København

Man behøver kun lidt kendskab til denne store by for at blive overbevist om at de fleste borgere er værtshusmænd. Og det kan jo ikke være anderledes da et borgerskab er tilgængeligt for enhver. Det vil sige, enhver hvis kår er nok så ringe, og for resten intet nyttigt har lært, kan jo dog få en kælder at bo i, især siden ildebranden, da byen er blevet så rigelig forsynet med underjordiske boliger. Ingen som har kundskab om byen, om dens forfatning og næringsmidlernes priser, kan nægte at et så stort antal værtshusholdere er skadeligt for byen i det hele. Mange værtshuse i en by er ved første øjekast byens indbyggere ingen ære. En fremmed som ser det, må slutte: I den by findes mange drankere, mange lediggængere, meget klammeri, spil, sus og dus og tillige mange mennesker der intet andet har lært end at skænke øl og brændevin og spille kort med sine gæster. 

Det er ufordrageligt at se en ung rask kældermand stå og skænke øl og brændevin fra morgen til aften, i stedet for at bruge helbred og lemmer til landprodukternes frembringelse eller forædling. Mange familier må sukke over de mange værtshuse. De er (i det mindste en del af dem) skadelige både i henseende til det moralske, det fysiske og det økonomiske. Jeg tror, men jeg vil ikke så ligefrem påstå det, at mange tyverier måske ikke ville finde sted, når værtshusholderne var færre. Og ikke at tale om deres skadelighed, vil jeg blot spørge: Til hvilken nytte er vel en kældermand, der skænker for penge øl og brændevin, og sælger det af bageren købte brød? Kan han kaldes en sig selv ernærende borger? Jo, vil man svare, han betaler sine borgerlige afgifter, han må gøre vat osv  Men det behøver intet gensvar. Jeg hørte forleden en fremmed mand sige til en anden: Den der dur til intet, kan blive værtshusmand i København

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 137. 6. december 1800, s. 2180-2182)

Anmodning til hr. Boghandler Malling

Nogle auktionsgæster, som ofte har besøgt og stadig ønsker at søge deres bogauktioner, anmoder Dem venligst om, hvis det ellers er muligt, og hvis, som ikke kan betvivles, de holder af fornuftige menneskers søgning, at udvirke, at Deres auktioner ikke bliver et samlingssted (helst om aftenen) for kåde og usædelige halvvoksne lapser, hvad enten disse her vil slippe løse den af skolen eller skolegefrejderen i arbejdstimerne tilbageholdte kådhed, eller blot ville stifte boldgade for de drengestreger, der ellers synes så vel at høre hjemme, siden de tåles på de filosofiske eller filologiske ruskollegier. Man formoder, at De ikke optager denne bøn anderledes end den er ment, nemlig til deres eget bedste

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 136. 29. november 1800, s. 2164-2165)

22 august 2014

Klage over Tiggere på Fyn

Der er i provinsen Fyn hele flokke omløbende tiggere på landet, som med tiden kan blive meget farlige for den almindelige sikkerhed. Derfor ville regeringens landsfaderlige interesser være bedst tjent med en almindelig nøje og streng overholdt fattigindretning. Når ethvert sogn  alene brødfødte sine egne fattige, kunne man i tide forebygge de nævnte ulykkelige følger. Især ville man forbedre de syge og sengeliggende husvildes kår, såvel som de, der havde mange fattige uforsørgede børn at opdrage ved at holde disse sidste i skole, i stedet for som dagdrivere at strejfe om i landet. Og når de store, stærke, arbejdsføre mennesker, hvoraf endog nogle er formuende, der nu løber landet om og tigger, nødtes til på en kristelig måde at tjene deres brød, da ville heller ikke hverken agerdyrkeren, fabrikanten, eller håndværkeren mangle hænder. Det var også meget at ønske at omløbende fremmede tiggere ved strengt opsyn ved færgestederne ikke måtte tillades at komme ind i provinsen Fyn, der nu vrimler af dem.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 135. 22. november 1800, s. 2154-2155)

Om Nødvendigheden af en Brygger på Vesterbro

Ikke for at skade bryggerlavet i København, som især i de sidste år ikke har spundet meget silke, men for at afbøde et behov for Vesterbro og Frederiksberg ønskes det at en eller anden mand på Vesterbro efter ansøgning måtte få bryggerprivilegium, mod en afgift som kunne opveje konsumtions- og accisse-friheden.

Det er fuldt bevist at når mænd fra Vesterbro, Frederiksberg osv. bestiller øl her, får de det først efter 4-5 dage. For de som lever af at sælge det betyder det et føleligt tab, såfremt deres forråd slipper op forinden. Og at bestille øllet længe forud for at undgå det, lader sig i det mindste ikke gøre om sommeren, da øllet så let kan blive surt.

Jeg tør derfor håbe at den høje Magistrat, og selv de af dens medlemmer der er bryggere, ville indse, at det tab bryggerne inden for voldene ville lide ved at en kollega nedsætter sig på Vesterbro, ikke kan komme i betragtning ved siden af den skadelige øltvang, som Vesterbros osv. beboere nu lider under. Og altså at Magistratens befaling ville imødekomme anmodningen.

Ved at tænke på at denne tilkommende Vesterbro-brygger måtte hente sin loug af St. Jørgens Sø, kan jeg ikke andet end atter at lægge de ansvarlige på hjerte, at på bedst mulig måde sørge for renheden ikke alene i denne forsømte sø, men også for de bedre, men ikke noksom overvågede Peblinge- og Sortesø. Og i den anledning gentager jeg ikke alene min foregående klage over både, men føjer en ny dertil mod skøjteløbning om vinteren. Denne for ungdommen så nyttige øvelse må forlægges til andre vande der ikke bruges til drikkevand

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 135. 22. november 1800, s. 2153-2154)

Offentlige og private Foranstaltninger

Den 14. november har kongen i overensstemmelse med de grunde, på hvilke han den 1. august forbød udførsel af alle slags kornvarer og deraf tilvirket brød, gryn og lignende, fundet det nødvendigt at udstrække dette forbud til indenlandsk brændevin.

Ved et ældre opslag af 7. november er udførsel af kartofler fra hertugdømmerne blevet forbudt, og tillige de ældre forordninger mod opkøb af smør samme sted på ny indskærpet.

Bagerne i København, som havde erklæret sig ude af stand til inden november måneds udgang at forsyne sig med det, ved regl. af 5. juni 1771, befalede forråd af rug, har ved reskript af 31. oktober fået tilladelse at udbøde manglen med andre til brødbagning tjenlige kornsorter, såvel som ærter og kartofler, således at værdierne bliver lige.

Det er pålagt de danske konsuler i England at være opmærksomme på om dansk korn skulle blive indført der, og derom indgive beretning.

En subskription går omkring hos de rige i staden hvorpå enhver kan tegne hvor meget han vil tabe ved et indkøb af korn, som for nedsat pris kunne sælges til de trængende.

Fattigvæsenets bestyrelse har bekendtgjort, at den besidder et ikke ringe forråd af fødevarer hvoraf den, ved hjælp af subskriptionsbidrag, vil besørge brødbagning og madlavning for de fattige.I garderstaldene er der lavet en indretning til at koge rumfordsk suppe til 100 personer. Kedlen dertil er lavet efter en meget god og besparende indretning hos blikkenslager hr. Løser.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 135. 22. november 1800, s. 2148-2150)

Forslag til Indretninger i de danske Provinskøbstæder

1) Mange fattige i de små købstæder må når de trænger, som især nu kan ses, pantsætte deres indbo, og give 1 skilling af rigsdaleren i ugentlig rente, som er 52 procentsrente. Eller må sælge det for en spotpris, da vi intet assistenshus eller lombard har i provinsen. Da nu kongen selv har fundet det godt for København at have assistenshus, ja endog selv holder det, da pantsætningen er langt mindre skadelig end spotsalg af bohave, når renterne ikke er overdrevne, så tror jeg man burde ønske at det blev i enhver by befalet en embedsmand, eller tilladt en anden mand, alt mod kaution, og efter bestemt rentefod, at holde en lombard. Kapitalen kunne i første fald, under regeringens garanti, af private folk lånes. Nogle af de tagende procent kunne tilfalde enhver bys fattigvæsen.

2) Det ville være meget nyttigt for alle hospitaler og fattiginstitutter i provinsbyerne at indføre den rumfordske suppe, som kunne gives i stedet for penge. Disse sidste anvendes desværre ofte til kaffe og brændevin, hvorimod hele familien lider sult og bliver derved tillige med efterslægten moralsk og fysisk fordærvet. Den skade som brændevin forårsager, især den største klasse af arbejdere og mest de fattige er ubeskrivelig.

3) Da mange folk som er født på landet, bliver købmænd, hvorved disses antal forøges så meget, at de ikke alle kan overleve, og de for nogenlunde at kunne bestå, må tage for store fordele, så var det at ønske, at landboernes for stærke tilstrømning til købstæderne blev forhindret ved en anordning. Da på landet ikke let for mange, i købstæder, der er uden transithandel og uden tilstrækkelige fabrikker sjælden for så folk, opholde sig.

4) Måske ville det ikke være upassende at belønne den mand i hvert stift, som til fabriksarbejde, der for helbredet er uskadeligt, lønner de fleste folk.

5) Brolægningen er i mange små købstæder meget dårlig, fordi enhver husejer skal besørge sit. Når de derimod betalte i forhold, og politimesteren derfor skaffede duelige folk, som arbejdede under hans bestyrelse, så ville arbejdet blive bedre og lettere. Under nuværende indretning kan en privat mand ikke vel bekoste, at lade en god brolægger komme.

Peter Schultz i Varde
Beskikket strandingskommissionær, og priviligeret fabrikentreprenør


(Politivennen. Hæfte 11, nr. 135. 22. november 1800, s. 2146-2148)

Redacteurens Anmærkning

Suppen får også et par ord med på vejen i artiklen "Om den Rumfordske suppe."  hvor det omtales at den bruges på straffeanstalterne på Christianshavn. Se Politivennen nr. 1191, lørdag den 27. oktober 1838, side 684-685

I Anledning af Klagen over Forsømmelighed fra Skorstensfejeren i Københavns Amt.

For alle de, som forgæves henvender sig til den skortensfejer for i tide at få ordnet den for dem, deres naboer og brandassurancekassen så vigtige fejning, kan det måske være en kærkommen oplysning, at skorstensfejer Severin, fra Nørrebro nr. 49, har meget søgning fra udenbys, ja endog fra Hirschholm Amt. Han kan vise attester fra Brede Mølle, Bellevy, Usserød Fabrik og flere lignende steder. Og ingen vil kunne klage over forsømmelighed hos ham. Da sikkert intet privilegium kan forbinde en husejer til at udsætte sig for ildebrand, så vil det vist ikke kunne forhindres, at henvende sig til den skorstensfejer, der gør sit arbejde, og forlade den, som forsømmer det.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 135. 22. november 1800, s. 2151-2152)

21 august 2014

En forsømmelig Skorstensfejer

Den ansatte skorstensfejer i Københavns Amt forsømmer fuldstændig at komme til nogle af dette amts beboere. Man risikerer sine ejendomme ved sådan en mands efterladenhed. Adskillige på Bernstorffs Gods har lavet den aftale, at han skal feje deres skorstene 4 gange om året. Men han har endnu aldrig opfyldt det løfte. I stedet indfinder han sig kun højst 2 gange om året. Siden marts måned har det ikke været muligt at få ham til at feje, uagtet han godt nok har haft bud her på egnen og ladet indkassere hos husmænd og beboere, hvad han kan tilkomme for at rense disse skorstene. Ved at sende bud til ham, har han svaret for over 4  uger siden at han nok skulle indfinde sig. Men til dato har man ikke set det mindste til ham. Man kunne derfor ønske, at flere af disse mænd blev ansatte i amtet , så ingen slags ildebrand skal opstå på grund af en mands skødesløshed. Og såsom de fleste bygninger er affurerede i brandkasse, er det et betydeligt ansvar, som pådrages fra denne side.

Den 1. nov. 1800

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 134. 15. november 1800, s. 2136-2137)

Upassende Bøgers Brug i Friskoler

Hr. Udgiver!

De trykkende dyre år er til fortvivlelse for den uformuende og det har i forening med en anden årsag, som ikke her kan nævnes, men som enhver håndværker på forespørgsel kan opgive, ført så mange af de mindre håndværkere og professionister i tiggerstanden, og vil som udsigten stadig er, bringe mange flere deri. Der er altså en ganske sandsynlig formodning om at personalet under fattigvæsnet er således tiltaget, at direktionen har været frataget både lejlighed og pengeevne til at udføre noget det meget gode, som den kongelige vedtagne plan fra den 59 til 82 § foreskriver i henseende til de under fattigvæsnet henlagte frie skoler.

Imidlertid ønskes det indtil ovennævnte §§er kan udføres, at de anskaffede begyndelsesbøger i nævnte skoler, såsom abc og katekismer, bliver valgt af en anden slags, der ikke så at sige er i strid med hensigten af ovenanførte paragraffer, især 61, 61, 63.

Det er en ynk endnu i disse skole *) at se, med hvilken sløvhed, ulyst og unytte, de små børn spilder tiden på den gammeldags abc, i hvilken hverken troens artikel eller dåbens og alterens sakramente, men alene hanen som står bag i, er dem fattelig eller begribelig. Lige så  jammerlig tygges der den ældgamle katekismus, hvor Luthers trussel til paven er indført. Da der dog gives en meget morsom og fattelig abc af provst Rasmussen, ligesom der også findes senere og bedre udgaver af katekismer, når man endelig vil at små børn skal gøre begyndelse med religion, hvilket dog så ofte og grundigt er modsagt, og nu nylig i sidste Minerva, ved en ypperlig afhandling af hr. Frechland.

*) Jeg er ikke vis på om de her omtalte bøger bruges i alle fattigskoler, men i nogle bruges de.

(Politivennen. 1800, Hæfte 11, nr. 131. 25. oktober 1800, s. 2081-2083)

20 august 2014

Om Stipendier for Syge Studenter ved Københavns Universitet

Blandt de kapitaler som er skænket så rigeligt til dette universitet, har de eftertænksomme og omhyggelige forfædre også at have sørget for, at de studerende fra fjerntliggende egne i de danske og norske stater, som uheldigvis bliver syge og sengeliggende, kunne få understøttelse, i den tid som deres sygdom varede. Således har Johannes Høpner d. 7. juni 1675 givet til syge studenter 1.000 rigsdaler, Oluf Borch d. 8. jan. 1791 til syge studenter 500 rigsdaler, J. Bing d. 8. juni 1751 til syge studenter 2.000 rigsdaler.

Anmelderen heraf udbeder sig oplysning om, hvilke studenter, der sidst har nydt noget tilskud heraf under deres sygdom, og om måske man har sørget for at sådanne syge uformuende studerende, har fået penge til gratis seng, kur, og pleje i Frederiks Hospital. Anmelderen har kendt flere fattige studenter langt fra hjemegnen, fra udkanter af Bergens og Trondhjems stifter, som her i København, af mangel på  pleje i sygdomstilfælde, er så aldeles blevet sat tilbage, at de i mange år siden ikke har kunnet hjælpes på fode igen. Langt fra forældre, som de i mere end flere måneder ikke har kunnet få svar på deres breve fra, uden venner og frænder her, har de på sådan tid ført et højst kummerligt liv. Man vil derfor anse det som en godhed, om man kunne blive underrettet om, hvor og til hvem man, når nogen trængte til at få del i en sådan forfædrenes forsorg og gave, har at henvende sig.

(Politivennen. Hæfte 10, nr. 129. 11. oktober 1800, s. 2051-2053)

Adskillige Spørgsmål til Politiet

1) Når man går ud af Vesterport, så starter straks en række af lygtepæle som alle synes at være brugbare i 10 om ikke flere år, og som dog aldrig bruges. Årsagen hertil var dog værd at undersøge, da de dog vel ikke står der til blot pynt?

2) Hvorfor har vel selskabet, som oprettede kongen en ærestøtte i Runddelen uden for Vesterport, ikke kunnet bekoste 4 lygter omkring støtten i stedet for 2. Det sker let, at man i stærk regnvejr med blæst, eller i stærk snefog, støder ind i den, især når kusken ikke før har været i København? Vandspringet i København tillige med E5 og F5 ridderstøtter har dog deres 4 lygter omkring sig. 

3) Kan det dog ikke forandres, at alle de rebslagerkoner, som sidder omkring springvandet på Gammeltorv, kunne blive kommanderet hen på Nytorv lige over for Vajsenhuset, da der er plads nok. Nu skjules i stedet springvandet år ud og år ind af stole, klodser osv. som kastes endog på pillerne og inden for kæderne. Ja springvandet er som oftest behængt med snesevis af vådt vasket tøj.

4) Var det vel skadeligt om der på kongens Nytorv (dette om aftenen og natten skumle og til spidsbuberier inviterende torv) på velplacerede steder af samme blev opstillet nogle stenstøtter med lygter på, da man virkelig sent om natten med gysen må gå derover?

5) Da København har en guvernør, som besøges både nat og dag, så synes mig rimeligt at der dog fra en kasse, ligegyldigt hvilken, blev bekostet et par lygter uden for hans port, da manden bor ind til gården, og der er ikke mindste lys at se til gaden. Den mand, som fortjener to skilderhuse, kan vel også fortjene to lygter.

6) Dersom der skal være slagterbutikker på Kultorvet, så var det vel ikke mere end blot rimelighed mod urtekræmmeren og isenkræmmeren, hvis udsigt og søgning nu lider ved dem, at de flyttedes længere ud på torvet.

(Politivennen. Hæfte 10, nr. 129. 11. oktober 1800, s. 2049-2051)

19 august 2014

Tanker om Forbedringer af Vesterbros Forstad

Ved alle byer som trives godt og vokser er det gerne tilfælde at man for sent må beklage, ikke under væksten at have været opmærksom nok på de fornødenheder en større bebyggelse og befolkning ville kræve. Det som før blot var landeveje bliver endelig tætbyggede gader, og må nu evig beholde den skævtløbende retning, som ingen lagde mærke til ved vejen. På veje er ingen bredere steder. Altså opstår ved bebyggelse lange gader, men ingen torve som dog er så nødvendige. Endelig bliver man for sent opmærksom på at der mangler tvær- eller forbindelsesgader. Og nu må man, for at få disse, med bekostning nedrive bygninger eller dyrt  afkøbe ejerne de pladser, haver osv. hvorigennem sådanne forbindelsesgader må trækkes.

Hvor sandt, men tillige hvor urigtigt dette er kan man straks overbevise sig om, ved at betragte København selv. Vimmelskaftet har den livagtige retning af en bondevej, og de skævvinklede bygninger der foruden at fordre langt mere af de få dyre bygningsemner, ikke yder enten så rummelige eller så bekvemme værelser, viser indlysende hvor godt det havde været, om byens øvrighed i tide havde tænkt på at gøre vejen lige. Nørregade var før en landsby, uden for byen, og dens krumning og ulige bredde svarer til denne oprindelse. Hvor fattig var det gamle København på torve før den sidste ildebrand? Og kan man tvivle om, at dersom Borgergade, Adelgade og Store Kongensgade brændte, der jo da ville gøres et torv for denne så stærkt beboede del? Da disse ellers regulære gader anlagdes, troede man aldrig de ville blive så befolkede, og forsømte således at anlægge torve.

Den opmærksomhed som disse eksempler leder til, burde for lang tid siden være brugt på Vesterbros forstad. Den ville da ikke alene have fået et eller to torve, men også tværgader ned til stranden og om til Farimagsvejen. Men at dette hidtil har været forsømt, bør kun være en drivkraft mere til, mens omkostningerne endnu er tålelige, at iværksætte det. Man forestiller sig blot hvor ubekvemt det ville blive, når hele firkanten mellem Farimagsvejen og Vesterbrogade bliver bebygget med grundmurede tæt på hinanden stående huse. Og ligeså nødvendigt er det vel at åbne kommunikation fra forstaden ned til søen. Så meget mere er dette sidste en vigtig foranstaltning, som farten på kalvebrostrand dog sikkert engang vl komme i stand, og som den i gøre værende kanal fra Ringsted til Køge lover en nyttig bådfart ind ad dette sund, som Vesterbros beboere er i begreb med, af mangel på fornøden foranstaltning af tværgade, at udelukke sig fra.

Således som det nu går, har man at vente en eneste sammenhængende række af bygninger fra møllerens ved Runddelen ud til Bakkehusalleen!


(Politivennen Hæfte 10, nr. 128. 4. oktober 1800, s. 2039-2042)

18 august 2014

Ærede hr. Politiven

Da jeg to dage i træk har fået to sæt tøj ødelagt ved at passere Østergade, som formentlig er sket af en skarnsunge med en sprøjte, da jeg aldeles ikke har bemærket at det skete. Ligesom samme ubehagelighed er sket et fruentimmer af mine bekendte på denne vej, så underretter jeg Dem om det. Muligvis ved at bekendtgøre dette kan barnets forældre blive opmærksom på det, så folk uden at få deres tøj ødelagt kan passere gaden

Jeg er osv.

***

At denne verden nyligt har frembragt flere drengestreger, det vidste jeg. Men ikke at man nu også møder dem på Østergade. For 8-10 dage siden så jeg den blive udøvet af en dreng på Store Købmagergade uden for professor Tode. Sprøjten blev endog fyldt fra rendestenen, og tæt ved stod en til butikken hørende voksen person, der ikke synligt misbilligede det. Da drengen mærkede at der var opmærksomhed på ham, holdt han inden, og jeg havde ikke tid til at lægge mærke til, hvor drengen hørte hjemme. Så snart det imidlertid sikkert vides, at en eller anden bedriver sådant uvæsen, skal hans navn blive bekendtgjort.


(Politivennen. 1800, Hæfte 10, nr. 124. 6. september 1800, s. 1976-1977)


Østergade 30. Annonce fra Illustreret Tidende, 9. december 1860. Adressen eksisterer ikke mere. Den lå hvor Kristen Bernikowsgade i slutningen af 1800-tallet blev udvidet fra at være en smal gyde til den brede vej vi kender i dag. Numrene springer derfor fra 26 til 32.

Spørgsmål til Stadshauptmanden

Når en borger, som hidtil ikke har båret eller haft gevær, tilsiges på engang at holde sig færdig med et side- og et skydegevær samt 24 skarpe patroner, og han ønsker at opfylde sin pligt for fædrelandet, hvorledes skal han da bedst bære sig ad med det. Sender han bud til kaptajnen, så svarer han, at kun de forarmede kan få geværer fra Tøjhuset. Går man til tøjhusforvalteren, svarer han, at kun på stadshauptmandens eller kaptajnens anmodning udleveres geværer. Går man til marskandiserne, ser man nogle gamle opskurede geværer, hvoraf det man med sin lille kendskab til den slags varer, udvælger, måske er i stand til ved første skud at springe i luften og beskadige eller dræbe ham eller de omkringstående borgere. Jeg spørger, hvad man skal gøre. Meget få af dem, som ikke plejer at holde vagt, har siden tilsigelsen anskaffet sig geværer, eller om de har gjort det, da vil det for det meste være geværer, som forsvaret kun er lidt tjent med. Det er derfor en falsk regning, om man tror, at man har så mange fuldt bevæbnede borgere rede i øjeblikket, som man har tilsagt.

I det hele taget tror spørgeren at de fleste borgergeværer næppe dur. De er desuden af forskellig kaliber, hvilket skader brugbarheden meget. Var det ikke det bedste, at enhver borger, når han løste borgerskabsbrev, fik et brugeligt gevær, hvorpå var indgraveret ordet Stadens eller Statens. Dette gevær var statens ejendom, da det ikke måtte sælges eller afhændes. Det var af ens kaliber med de andre. Forefandtes det ved nogen borgers død borte eller ødelagt, måtte stervbodet udrede værdien.

(Politivennen. 1800, Hæfte 10, nr. 123. 30. august 1800, s. 1964-1966)

Om Krigen

(Til mine medborgere)

Udgiveren ville gøre sig skyldig i en ligegyldighed lig den man så ofte har bebrejdet mange af vores landsmænd, hvis han på sin sædvanlige måde blot holdt sig til det indre borgerlige politi i et øjeblik da fædrelandets, sikkerhed, ære og selvstændighed synes at trues af overmagten.

Vores regering har selv i de offentlige tidender bekendtgjort anledningen til den uro som omringer os. En fregat udsendes for at føre nogle af vores købmandsskibe sikkert til Middelhavet. En flok engelske skib støder på den, og da fregattens kaptajn, vores kække Krabbe ifølge instruks ikke tillod dem at visitere købmandsskibene, blev han gennem en time beskudt af *) 4 af de engelske skibe, indtil han strøg flaget og opbragtes tillige med konvojen til England.

Efterretning herom kom næsten ikke til København før en engelsk eskadre på 20, for det meste dog små skibe, kom i Kattegat og Sundet, ja nogle endog på Københavns Red, formodentlig for at beskytte deres allerførste flåde, men måske og efter aviserne sikkert, tillige for at skræmme.

Men Danmarks regering lader sig ikke skræmme. Med il og raskhed blev Kronborg sat i forsvarsberedskab, med iver arbejdedes nat og dag, indtil også Københavns forsvar nu er i den stand den for tiden kan opnå. Med uafbrudt flid dreves og drives endnu en del af flådens udrustning og snart vil en dansk flåde, stærk nok til at være de danske have, løbe ud af havnen.

Stemningen var i begyndelse den uvilkårlige frygt som fredens dyrker så naturligt føler, når krigersværdet dryppende af tusinders blod og af tusindfold tusinders tårer pludselig lyner for de halvslumrende øjne. Men frygten gav plads for de følelser, som er særegne for en kæk og selvstændig nation, der ligeså lidt vil tåle som gøre overlast.

Dette er tilstanden, medborgere! Fremstillet med få ord, og sande. Og den er sådan at tillid og kærlighed til regeringen, til vores krigere, til os selv som nation, bør dæmpe enhver levning af svækkende tvivl eller vanærende frygt.

Bør Danmark frygte for at England ønsker krig med et? Intet mindre. Man behøver kun at være mådelig politiker for at indse sådan frygts ugrund.

England ved hvad danske søkrigere er. England ved at Danmark om ikke straks, så dog til næste forår, kan stille en flåde af 50 større og minde krigsskibe. England som skal holde en flåde i Middelhavet for at hindre en fransk arme i at komme til Egypten. En anden uden for de franske havne. En mængde skibe til at beskytte deres handel over det hele verdenshav. England vil næppe kunne stille en stærkere flåde mod denne, for at åbne sin skibsfarts vej til den Østersø, det ikke kan undvære.

England ville ved en krig med Danmark stille sig ved en stor mængde af sine dueligste søfolk, der er danske, og ikke kunne som forrædere stride imod deres fædreland.

England ville i sin nuværende forfatning også med en krig mod Danmark ikke have anden kommunikation med fastlandet end gennem Veseren og Elben. Den sidste kunne Danmark straks spærre. Hamborg, Englands oplagssted stod blottet for en dansk hær. Ja Hannover og med det Veseren kunne ikke vel sikres mod en dansk invasion.

Bør Danmark frygte for at blive ødelagt ved en krig med England? Sikkert ikke. Vel kan det ikke forsvare mod den sømagt sine besiddelser i andre verdensdele, ligesom heller ikke Island og Grønland. Vel ville handelen uden for Østersøen lide et stort tab. Men vores marker og enge ville frembringe ligeså godt korn og fødevarer, vores skove ligeså gode planker, vores bjergværker ligeså godt jern og kobber, og disse varer ville udføres af neutrale, mens de af vores købmandsskibe som ikke turde fare længere, forvandledes til kapere og rigeligt erstattede handelens tab.

Krigere ville vi ikke mangle, og iblandt dem ville ikke mangle helte. Danmark har frembragt troller og adlere, juler og tordenskjolder, sehsteder, tønderer, gripper, lykker, ranzover, gyldenløver, schacher og hvem opregner dens helte i hedenold eller deres efterlignere i det nærværende? Danmark frembragte Christian den Store.

Danmarks søhæder var aldrig besmittet, aldrig overgået. Sejrene på Køge Bugt, ved Femerns kyster, i Dynekilen og for Sild, ville hædre en Tromp, en Reuter, en Drake, en Duguai Trouin.

Danmark er ikke rig, og krig medtager så mange penge! Dette frygtens udråb er sandt, men det skræmmer ikke den som kender nationen og dens færd. Hellere end at trues af en overmagt til skændige vilkår, giver hver ægte dansker sin sidste skilling. Hvem har allerede glemt hvad der gaves da Christiansborg var brændt og da tillige vores selvstændighed truedes. Frivillig gaves og den ydre fare var det, som såvel gierne som modtageren mere rettede øjet på, end branden af en kongeborg.

Dette er ikke smiger. Forbandelse lammer hver hyklende tunge! Ikke heller er det tant eller ubegrundede drømme. Selv vores regerings faste skridt i det nuværende øjeblik viser at den stoler på nationen. Vores kongesøns umættelige virksomhed, der fornyer hin ættens Christians minde, borgerskabets deltagelse, koffardifarerens villighed **) til at spænde sværdet ved mandige bælte, vores købmænds borgerdåd, der har tilbudt på egen bekostning at oprette et korps på 800 til 1.000 mand. Alt dette sammenlagt er gerning der retfærdiggør mine ord. Bryder krigen ud, står flere end en stad færdige med frivillige bidrag. De øvrige ville følge eksemplet. København især hvis den ikke snarere vil ile at give det.

Ikke frygt, ikke tvivl, ikke uro, men mandig, fyrig, sindig deltagelse være da vores følelse, elskede medborgere! Det folk som er enigt, uforskrækket og retfærdigt er altid stort, rigt og stærkt nok til at slås med enhver fjende, der nægter en ærefuld fred.

Kun en klasse af jer synes i dette øjeblik at have forladt sin post. Og det er - skribenternes. Ved mindre lejligheder var det i fortiden ikke sådan. Ved taler, ved afhandlinger, ved digte, ved sange, oplyste og oplivede I tillige. Jeres forgængere, til dels jer selv, skyldes en stor del af den almenånd som hersker. Niddingen og bedrageren rystede for jeres ånde, mens den opflammede den kolde, kølede den vilde og belønnende den retskafne borger. Nu tier I! ***) Og hvorfor? Hvem har bundet jeres tunger? Skal den mattere pen opfordre de kraftfulde! Grib jeres penne, grifler, pensler, harper! Underviser, oplyser, beregner, forestiller, gendriver, pisker, snerter, opmuntrer, opflammer! Og Daniens lovgivers ord skal være jeres skjold, og Daniens held jeres løn!

***

Ovenstående var skrevet før rygtet udbredtes om et mindeligt forlig. Jeg troede at det alligevel ikke var til overs.

*) Aldrig har fire danske på engang overfaldet en enkelt fjende.

**) Ligeså villigt som koffardikaptajner indstillede sig som månedsløjtnanter, ville sikkert mange mennesker have indstillet sig til arbejde på Holmen, ja endog til at besætte befæstningen, hvis kongen i en opfordring havde bekendtgjort at det behøvedes og at en god behandling ventede dem, foruden en god dagløn eller anden belønning. Langt fra at ville dadle den skete presningsmotiv, tør jeg næsten tro, at en sådan opfordring havde givet både flere og villigere folk. Presning (denne engelske skik) er i sandhed yderst vanskelig at iværksætte med retfærdighed, som en god regering og et ordenselskende politi så gerne så iagttaget. Det er ikke let at afgøre, hvem der er lediggænger. Så meget synes i det mindste vist, at ingen håndværker burde tages, med mindre hans arbejde netop krævedes, så længe der var føre og friske tjenere at tage. Og let ville en læredreng, om han pressedes, i et par dage have set og lært så meget at hans mester ikke mere kunne bruge ham

***) Rahbek ene må undtages fra denne almindelige omtale.


(Politivennen. 1800, Hæfte 10, nr. 123. 30. august 1800, s. 1953-1961)

17 august 2014

Klage til Ejeren af Dampmøllen på Christianshavn

Den 26. juni om formiddagen gik to af stadens møllersvende ind på dampmøllen for at bese dette kunstværk, som de havde hørt om og som de nu fandt at stå åbent for alle anstændige videbegærlige. Men efter de var kommet ind på værket, blev de af en møllerkarl og nogle sjovere kastet ned af trapperne. Man er sikker på, at dette er en selvbestaltet myndighed af arbejderne. Og ønsker at det må forbydes dem i fremtiden at gøre noget sådant. Eller at møllersvende hvis de ikke er tilladt adgang, advares om det, før de udsætter sig for fare.

(Politivennen, Hæfte 10, nr. 120. 9. august 1800, s. 1911)

Spørgsmål om Ådsler i det Vand vi drikker

Fredag den 1. august gik jeg fra Frederiksberg ad den vej som løber ned forbi St. Hans Hospital. Ikke langt derfra så jeg i vandet i kanalen ligge et stygt hundeådsel. To karle slog på samme tid græs langs med vandet. Jeg fik med drikkepenge og gode ord en af dem til at tage en rive og trække hunden op af vandet med den og smed den i grøften. Karlene fortalte at der lå flere af den slags i vandet længere nede mod hospitalet. Det har jeg også selv siden set. Et ådsel ligger nær ved skomager Rings fabrik, og længere derfra, hvor kanalen løber ud i Falkonergården, ligger et stort hundeådsel til skue i vandet.

Når man tænker på, at det er denne kanal der leder vandet ind til Peblingesøen, hvoraf samtlige Københavns indbyggere forsynes, og at vi altså alle, hver for vores portion af de rådne partikler af disse ådsler, så må man tilstå, at denne tanke er ret modbydelig. Derfor spørger jeg:

1. Om det er tilladt eller ej at drukne hunde og andre kreaturer i denne kanal?

2. Hvis det er forbudt, hvis sag er det så at holde øje med at denne uskik ikke findes? Hvor ingen opsyn er, er der stiltiende tilladelse.
3. Med det bedste opsyn, hvis der er noget, nægtes ikke, at det vil være vanskeligt at forhindre, at et skarnsmenneske undertiden smider en hund i vandet. Men så er det dog muligt at lade de døde ådsler tage op af vandet når de viser sig på vandets overflade. Bør dette ikke ske, og hvorfor sker det ikke?

(Politivennen. Hæfte 10, nr. 120. 9. august 1800, s. 1905-1907)

16 august 2014

Om Badehusene

En elsker af renlighed, som ønsker hver dag at kunne gå i bad, og som ikke har råd til give 8 skilling i drikkepenge hver dag, spørger hermed offentlig såvel som badehusenes ædelmodige ejer hr. grosserer Larsen, som publikum, om det ikke var både uforskammet og upolitisk, dersom konen i stedet for at modtage 4 skilling overvældende den, som bød dem, med grovheder?

(Politivennen Hæfte 10, nr. 119. 2. august 1800, s. 1901)

14 august 2014

Samtale om Kød og Takst

Onsdag den 18. denne måned, da anmelderen kom fra København og gik til sine forretninger på Christianshavn, blev han tilfældigvis opmærksom på noget, som fortjener fleres opmærksom og understøttelse. Mens 2 skibe passerede Knippelsbro, samledes en mængde mennesker. Blandt dem en kone, som så meget bedrøvet ud. Anmelderen spurgte hende om årsagen og hun svarede: Jeg har grund nok til at være bedrøvet. Min mand er arbejdsmand, som må ud tidligt om morgenen, og vi sidder med 3 børn hvoraf det ældste er 7 år gammelt. Føde skal vi have hvor det kommer fra. Brød kunne jeg i dag ikke få på Christianshavn. Det jeg har her, har jeg købt i Stormgade, og kød er det næsten umuligt at få for fattige folk. For i lørdags gik jeg til slagteren og ville have en lille forfjerding lammekød, men tænk, 3 mark 8 skilling! Jeg bød 3 mark, men slagteren tog den og hængte den hen og sagde: Det er bedst hun venter  til vi får taksten. Men så må hun vente længe, for i år bliver det med lammekød ligesom med flæsk, vi vil ingen takst have på det.

Vi kom nu over broen. Vil han se, sagde hun, en fjerding lammekød, som jeg har givet 2 mark. 12 skilling for hos kongens slagter. Han må tro det er en meget skikkelig madame, men det er så langt derned, og jeg er så bange for at mine børn skal komme noget til. For den ældste skulle passe dem, og hun kan dog kun regnes for et barn.

Forfatteren foreslog hende til at sende det lille pigebarn på 7 år i slagterboden på Christianshavn, da slagteren måske ville være så retsindig og medlidende at give barnet et godt stykke kød for den anordnede takst. Nej, det har jeg forsøgt en gang, sagde konen, og om jeg slog tøsen ihjel fik jeg hende ikke i slagterboden. For nu skal han se, ifald han går den vej, hvilke folk der er for at passe på kødet, og desforuden har hver slagter 2-3 hunde, som kunne kyse selv en husar. Sagtens et barn eller en tjenestepige. Her forlod forfatteren konen og gjorde følgende anmærkninger:

Han fandt på det såkaldte Børnehustorv 3 grundmurede slagterboder (forfædrenes hensigt havde været god). I den ene bod hængte et lam, i den anden to, og den tredje var en marskandiser. Forfatteren spurgte en mand hvor mange slagtere der havde lejet disse boder. Såvidt jeg ved har en de to, da Gud ved han kunne have nok i den ene. Den tredje har for en tid været tom. Men det siges, at Magistraten har givet en marskandiser lov til at oprejse et møbelmagasin langs bag med slagterboderne og at benytte sig af den ene bod til at handle i. Den anden slagter handler i en bræddebod lige over for denne.

Hvorfor ikke ved siden af ham eller op imod Knippelsbro som i mange måder er mere gavnligt for Christianshavns indbyggere og søfok? To slagtere på Christianshavn er alt for lidt til folkemængden. Sæt at: Københavns og Christianshavns folkemængde er 80-90.000 da kan det ikke være helt galt, når man sætter Christianshavns indbyggere til  1/6-del, og disse er på en vis måde tvunget til at lade sig diktere priser og nøjes med de varer som 2 mænd finder for godt at bestemme. Det fordi de ved at folk ikke kan gå til 3. mænd uden meget besvær. Hvor stort er ikke disses fordel i sammenligning med den mængde af slagtere som findes på Kongens Nytorv, Ulfeldtsplads Skindergade, Gammeltorv og ved Stranden! Og alle disse lever dog af deres håndværk, og svarer skat.

En kone, som 2 år har boet på Christianshavns Torv, forsikrede forfatteren, at hun var glad over, at hun var kommet op i byen at bo. For når hun nu ikke kunne få kød hos en slagter så kunne hun hos en anden. Men sådan gik det ikke på Christianshavn. For hver af de to slagtere har 3-4 karle som for det meste ikke bestiller andet end at stå på udkik. En pige, som havde tjent på Christianshavn sagde, at en købmand, som boede på Christianshavn havde givet hende 4 rigsdaler årlig over sin aftalte løn for at gå i byen for at hente kød, for ikke at lade sig foreskrive takst af de 2 slagtere, eller nøjes med det kød, de smed en pige i næven. Hvem kan ikke se, at enten skal en mand lade sig nøje med at give og tage, som bemeldte 2 slagtere finder for godt. Eller han skal undvære sin pige i huset det meste af lørdag formiddag for at gå op til byen for at hente kød. Hvor tungt er det ikke for de som kun har en pige og 2-4 små børn, ses let såvel af enhver som især af slagterne. Det kunne afhjælpes ved at Christianshavn fik fire slagtere, fordelt på flere steder.

Forfatteren spurgte en åbenhjertig slagter, hvorfor de ikke hellere fik deres kødtakst forhøjet end i almindelighed at forhøje dem selv, da magistraten vist var villig til det, når den fandt grund til det. Ja, svarede han, det var en let sag at få, men det vil vi ikke, for når forpagtere og andre opdager det, så ved de ligeså godt som vi andre hvad en stud, en kalv og et lam vejer, og derefter skrue prisen op. Tænker han det var værd at sælge kalvekød for 14 []. Nej, det er den tid vi går op til 18-20.

Med frimodighed og beskedenhed har forfatteren nedsat disse anmærkninger. Ethvert faktum har sin rigtighed (muligt de omtalte hunde, for visse årsagers skyld ikke findes på det sted, hvor konen viste ham den 18. juni) som undersøgelse kan stadfæste, og derfor tør han sikkert håbe at genstanden ikke bliver ubemærket.

(Politivennen. Hæfte 9, nr. 114. 28. juni 1800, s. 1818-1822)

Spørgsmål om Fisker-Råberne

Man hører daglig fiskerkonerne råbe om morgenen tidlig fx kl. 8 med fisk. Da man ikke ved andet, end at det er forbudt fiskerhandlerskerne inden kl 10 at købe fisk af bådene eller vognene, som bringer samme til byen, så må fiskene, hvormed der råbes så tidlig, logisk set være gamle. Og da sælgerinderne desuagtet altid påstår, at de er friske, så synes det som om de enten (med forbehold for at forbuddet endnu findes) burde forbydes at råbe eller tilholdes at råbe: Gamle fisk! Fisk fra i går! Eller lignende, hvorved da enhver vidste hvad man blev tilbudt.

(Politivennen. Hæfte 9, nr. 114. 28. juni 1800, s. 1815)

13 august 2014

Tiggere i Kongens Have

Med misfornøjelse må man næsten hver gang man spadserer i Kongens Have se sig overhængt af tiggere, der gør lykke her ved at henvende sig til damerne. Mandfolkene er dog nu til lukke, dels ved fattigbestyrelsens bekendtgørelse, dels ved virkelig kundskab og overbevisning om, at med de anstalter, der nu er trufne, ingen uden den dovne har nødig at tigge, blevet døve imod disse mennesker, men det bløde kvindehjerte rådspørger sædvanlig kun sin følelse. Denne i mange tilfælde så elskværdige svaghed, gør imidlertid virkelig skade, da den opmuntrer og forhærder disse dovne kroppe i deres lediggang og løgnagtige beskyldninger mod fattigbestyrelsens foranstaltninger. Hvad om hver fader eller mand førte sin datter eller kone engang på en spadseren hen i Pustervig eller på de andre arbejdshuse, for at væbne dem mod kunstig udtænkte bagvaskelser.

(Politivennen Hæfte 9, nr. 113. 21. juni 1800, s. 1804-1805)

Redakteurens Anmærkning

Arbejdsanstalten i Pustervig nåede kun at eksistere få år. Den brændte under englændernes bombardement 1807. Ved samme lejlighed brændte også fattigvæsnets arkiv, ifølge Wiki.

12 august 2014

En forargelig Tildragelse på Nørre Fælled

Man har, så ofte der er ført klagemål over fremfusenhed, vild adfærd, og deres årsag folkestimmel, næsten altid været så redelig at skyde skylden på den studerende yngling, og så ofte en krigens søn har været med i spillet, har studenten måttet bære den hele brøde, hvoraf dog uden tvivl i det mindste en del, og en stor del hvilede på den militære. Det ligger mig fjernt at rippe op i hændelser, som endnu er i alt for frisk minde. Efterfølgende sande hændelse, den eneste i sit slags jeg kender, og nogenlunde ønsker at kende - skal tjene til at bevise: At den almindelige stemme ikke altid er så pålidelig som man vil bilde os ind. Den skal tjene til at bevise: At der blandt ældre militære gives den, der ganske kunne glemme at det er fred. Glemme folkerettens hellige love. Glemme sin egen værdighed. Og endelig tjene til at gøre den rimelige slutning: Kan en af de ældre tillade sig sådan ufærd, hvad kan da ikke den yngste finde tilladeligt? Dog. Hændelsen taler for sig selv. 

Onsdag den 7. maj d.å. var Trinitatis Skoles lærere med den betroede ungdom gået ud af byen, for at unde disse børn en passende bevægelse i den frie luft, og være nærværende ved deres forehavende: At plukke blomster og binde kranse, hvormed de siden ville pynte skolen, hvilket man kalder at maje. I selskab med os, var endnu adskillige personer af vores venner. Straks inden for ledet, på Nørre Fælled, havde vi alle taget hvile i græsset, og var alle glade i den stemning, hvori den skønne vårdag, og de muntre børn så let måtte sætte enhver. 

Dog. Hvor kort varede den, denne blide stemning? Et korps gardere til hest, kommanderet af et ritmester kom fra Nørreport ind ad samme led, ved hvilket vi havde taget sæde på Guds grønne, og tillige for civile frie jord, nogle få skridt fra grøften. Lærerne befalede børnene at blive liggende ganske roligt, for ikke ved at rejse sig, at kyse hestene, og var overbevist om at det ridende korps trak ud ad fælleden for at foretage deres manøvre. Men til stor forundring sås, at den kommanderede officer førte lige ind på det liggende selskab, hvilket dog ikke var nødvendigt, da det på Fælleden værende kær bag dog måtte bryde den lige linje. Med endnu større harme hørte man fra ritmesterens læber disse ord: Rid dem over! Intet under, at dette måtte krænke enhver, der har mindste gran af følelse for menneskeværd. Intet under, at der hørte mere end ynglingens fyrighed til at holde sig fra at søge fornærmeren. En af selskabet, en student tog sig den frihed, at spørge denne menneskekærlige ritmester: Om de havde ordre til at ride folk over? Af hvem den ordre var, om den var i overenstemmelse med den almindelige folkeret? Svaret var: Om han var fræk? Og om han ville arresteres? Og et slag, som var tiltænkt hans hoved, men kun ramte hans hat, som fløj et stykke bort, fulgte efter. For nu ikke at eksponere sig mere for grovhed og overmagt, tav studenten da han så sig indespærret blandt 2 heste, og blev grebet i brystet. Løsladt forlod han roligt scenen, og gik med beundring over vedkommendes bravoure tilbage til sit bedre selskab. 

Denne hele tildragelse kan med adskillige vidners udsigende bekræftes og beediges, hvorfor skulle da indsenderen frygte for den offentlighed, som loven hjemler ham ret til?

J. Studsgård 
Lærer ved Trinit. Skole 

(Politivennen. Hæfte 9, nr. 111. 7. juni 1800, s. 1768-1771) 


Noget i Anledning af hr. Studsgårds Fortælling om en Tildragelse på Nørrefælled 

(Svar på en artikel i nr. 111 Politivennen nr. 111, s. 1768) 

En så urigtig forklaring som den i anmeldte nummer anførte om tildragelsen på Nørrefælled den 7. maj d.å. ville ingenlunde tiltrække sig min opmærksomhed, endnu mindre bevæge mig til offentlig retfærdiggørelse, såfremt jeg ikke havde erfaret, at man i flere offentlige blade (se Iversens Avis nr. 74) gentog denne i sig selv så ubetydelige tildragelse, ja endog gav den tilsætninger, som kaster en ufordelagtig skygge på samme. 

Jeg vil derfor her, uden videre omsvøb fremsætte sagens rigtige sammenhæng til oplysning for dem som ikke kender mig personligt, eller er tilbøjelige til at dømme enhver sag ensidig. 

Den 2. eskadron af garden rykkede den 7. maj d.å. ud for at eksercere under min kommando på den mig anviste eksercerplads - Nørrefælled. Straks inden for leddet, som fører dertil, bemærkede jeg at en del børn lå i græsset 4-500 skridt fra samme. Jeg marcherede som sædvanlig den korteste vej henimod Øster Alle, hvor terrænet er fordelagtigt for kavaleriets øvelser. Uden at trække mig til nogen af siderne nærmede jeg mig med eskadronen i skridt det liggende selskab. Ved vores ankomst begav de sig alle af vejen undtagen en midaldrende mand, som til trods blev liggende. Jeg undersøgte straks og fandt at denne hverken ved sygdom eller fuldskab forhindredes fra at rejse sig, og råbte derfor: At såfremt han ikke ville give plads for eskadronens fremmarch, så skulle man ride ham over. Denne trussel frembragte den ønskede virkning. Manden veg stiltiende fra stedet. Men nogle øjeblikke efter kom en anden. Og altså denne sag ganske uvedkommende, mod mig. Og med høj røst og på en trodsig måde fordrede regnskab for min adfærd. Jeg tilkendegav ham at såfremt han vedblev at vise sig usømmelig, så lod jeg ham arrestere, og henviste ham til mine foresatte såfremt han mente sig beføjet til at klage over mig. Han blev derpå mere højrøstet, og for ikke længere at udsætte de militære øvelser for hans skyld, så gav jeg ham et slag, med hånden, til kende at jeg ikke tålte ubeskeden opførsel af nogen. Jeg er soldat og derfor vant til at fatte mig i korthed. Jeg har fortalt hvad som er sket uden at indlade mig i spidsfindigheder eller ordkløveri, hvortil dog, fandtes megen anledning ved nogle i hr. Studsgårds fortælling så upasselig anbragte udtryk. Fx bravour, folkeret o.a.fl. Ved folkeret vil næppe nogen anden forstå den adkomst som Trinitatis skolelærer formener sig at have, til uforstyrret at ligge på Nørrefælled i vejen for et eksercerende korps. 

Flindt 
Kongl. kammerjunker og second ritmester i Livgarden til hest. 

(Politivennen, Hæfte 9, nr. 115. 5. juli 1800, s. 1825-1828) 


Redacteurens Anmærkning 

På Frederik 6. tid spillede militæret en stor rolle. Dagligt blev der spillet militærmusik på Østerbro. Og der fandt jævnligt store øvelser sted på Fælleden og rundt på glaciet. Man øvede sig ved fx at storme Vibenshus. Disse troppeøvelser tiltrak ofte mange tilskuere, som gerne ville se de forskellige korps med de forskellige uniformer. En særlig attraktion var borgerbevæbningen som ofte blev ledsaget af koner og børn. Når kanoner blev skudt af, blev folk bedt om at tage deres vinduer af.

11 august 2014

Er det nødvendigt med liderlige Huse i København?

Fra de første tider da jeg trådte ind ad Københavns porte, og blev opmærksom på den store mængde gemene og forføriske fruentimmer som dels omstrejfer på gaderne og dels står i gadedørene og med den skammeligste ublufærdighed og frækhed anmoder næsten enhver forbigående om at følge sig, enten for at optrække disse eller for at få deres dyriske lyster tilfredsstillet, faldt mig straks den tanke ind: Mon det er en uundgåelig nødvendighed i en stad, hvor der bør herske orden, at disse nedrige ryggesløse skabninger således længe ustraffet vover at fremture i denne skændige og forargelige næringsvej. Talrige eksempler viser at de ikke alene gør sig selv ulykkelig ved, men tillige mange flere. Og det er til vanære for staden og bliver til sidst til byrde for det almindelige.

Hvor mange håbefulde ynglinge forlader ikke sine forældres hus, fuld af uskyldighed, og med det forsæt efter sine ømme forældres og venners ønske og formaninger at vandre ad dydens skønne vej. Han kommer endelig til det glimrende og desværre lastefulde København, hvor han hvert øjeblik fristes til at falde i. Men hans ømme forældres gennemtrængende og kærlige formaninger er ham endnu hellige og dyrebare. Altså stærke nok til at værne om hans uskyldighed, og afholder ham fra at betræde lasternes bane. 


Dog snart får en eller flere af dem, som allerede er nedsunken til, ja vel endog under dyrenes klasse, ved smigrende veltalenhed ham bevæget til at træde ind i et af de skændige huse, hvoraf der desværre findes alt for mange. Nu husker ynglingen ikke længere sine venners formaninger, sit aflagte løfte og sit forsæt med at vandre på dydens vej. Hans sanser bedøves og han gør da det første skridt på alle lasters bane, og det varer ikke længe, før man tæller denne forårsyngling blandt de ulykkelige medskabninger, som man er omgivet af daglig i hobetal. Nu har han såret sine gode forældres og venners hjerte lige til det inderste, alt håb om at levere verden en værdig og nyttig borger er nu forsvundet. Og efter at ynglingen med sig har gjort en større eller mindre hob ulykkelige er endnu tilbage: At han under de forfærdeligste pinsler og samvittighedsnag, længe før den tid forsynet havde bestemt, lægges i gravens skumle dyb. Hvor tungt er det ikke for fromme forældre, der i det søde håb at danne ham til en retskaffen borger i verden, har anvendt alt, ja endog sat sig i en trykkende forfatning? Har ikke disse en gyldig årsag til at forbande oprindelsen til deres uerstattelige tab?

Min hensigt og mit ønske er: At dog nogen, som kan virke, ville værdige dette vigtige emne en smule opmærksomhed, og indse, at de ovennævnte lige så syndige som farlige og højst forargelige huse, virkelig så vidt muligt burde fjernes og de umennesker, der bor i dem og har valgt denne skændige næringsvej, følelig straffes.

Selvom der vel findes de, som ikke bifalder mig, så tør jeg dog nok påstå, at mit ønskes opfyldelse ville være til sand nytte, om det alligevel kan og bør ske, det overlader jeg til vedkommende.


(1800, Hæfte 9, nr. 108. 17. maj 1800, s. 1724-1726)

Et Spørgsmål til en Kasuist i det Gejstlige

En præst på landet får begæring fra en i hans sogn boende møller, om den følgende mandag at ville kaste jord på en fattig omflakkende urmager, der var død på den sidst foregående fredag i hans hus. Liget bæres til kirken, men præsten møder ikke. Bærerne nødsages at sætte liget i våbenhuset. Da derpå godsejeren, for at forebygge skadelig uddunstning i kirken, lader præsten anmode om at foretage denne jordpåkastelse, svarer han: Jeg kender ingen lov, der forpligter mig dertil på en søgnedag, med mindre jeg får betaling for det. Overalt er der for travlt i denne tid, til at man kan komme til sogns, uden om søndagen.

Antaget at denne fortælling var et faktum, hvorvidt var da præstens udeblivelse og svar, hvorved den døde kom til at stå åben i kirken samfulde otte dage, overensstemmende med hans embedspligt eller ikke?


(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 108. 17. maj 1800, s 1723-1724)


Svar på det i Politivennen nr. 108 s. 1723 gjorte Spørgsmål til en Kasuist i det Gejstlige


Den omflakkende urmager hvorom meldes, var af den romersk-katolske religion. Som følge heraf var præsten efter kirkeritualet ikke forpligtet til at kaste jord på ham. Ja, det var ham ikke engang tilladt at gøre det, uanset den her herskende tolerance og menneskekærlighed næppe vil lægge en præst til last, end han viste denne høflighed imod en afdød af en anden sekt. Bemeldte urmager var også død natten mellem onsdag og torsdag, eller torsdag morgen tidlig. Her var altså tid nok til at besørge ham begravet næste søndag, (for at han først skulle være død om fredagen er urigtigt. det var først om søndagen ved annekskirken at mølleren forlangte, at jeg mandag derpå ville komme ned til annekset for at kaste jord på dette lig. Og da jeg spurgte mølleren, hvorfor han ikke havde sørget for, at liget samme søndag var bragt til kirken, svarede han mig, at det havde og blevet begravet samme dag, dersom det ikke havde været ham til ulejlighed, da han og hans hustru just nu kommunikerede. Jeg skulle altså for møllerens bekvemmeligheds skyld en anden dag i ugen gøre en rejse og en forretning, som jeg kunne gjort om søndagen, da jeg var ved kirken. Men dette var i dårligt vejr, og gennem en dårlig vej en stor besværlighed for en gammel mand. Jeg sagde derfor mølleren at jeg ikke kom ned til annekset om mandagen og bad ham lade liget nedsætte i den dertil kastede grav da jordpåkastelsen kunne ske følgende søndag.

For i vores oplyste tider ville det være upassende med kundskabens fremgang, at nægte denne fremmede jords påkastelse, da denne nægtelse var en frugt af sekterisk had, som hørte til de mindre oplyste tider. Ligbærerne kunne altså ikke være satte i nogen forlegenhed ved min udeblivelse, da de forud vidste at jeg ikke kom. Ikke heller kunne de være uvidende om hvor liget skulle sættes, da jeg havde anvist det sin plads i graven. Da det ikke alene er brug i Norge, men også i Danmark, at lig, som uden ceremoni begraves en søgnedag i ugen først får jordpåkastelse følgende søndag, så kan det ikke anses som en misgerning af mig, at jeg lod det henstå disse få dage. Allerhelst da loven ikke forpligter mig til at kaste jord på bemeldte afdøde. Man kan ikke heller sætte på min, men vel på ligbærernes regning, alle mulige sørgelige følger, som kunne forårsages af slig skadelig uddunstning, som for visse årsagers skyld, dog aldrig kunne ramme godsejerens person. For hans bønder vil det være noget uventet at se dette bevis på hans omsorg for deres sundhed.

At jeg på godsejerens anmodning ikke straks foretog denne jordpåkastelse, bør ikke sætte ham i forundring, som bedst ved, hvor ofte jeg har anmodet ham om, at sørge for, at vejen til annekskirken sættes i stand, men ved tillige, at denne vej i afvigte vinter har været så dårlig, at en af hans egne vogne forspændt fire heste er der kørt i sænk og med vanskelighed er kommet op af sølet ved hjælp af en del løftestænger mm.

(Fortsættes)



(Politivennen Hæfte 9, nr. 112. 14. juni 1800, s. 1788-1790)

Svar på det i Politivennen nr. 108 s. 1723 gjorte Spørgsmål til en Kasuist i det Gejstlige

(Sluttet)

Det er nok så bekendt her på egnen at den gode kirkevej, som mine formænd efter en højesteretsdom havde over godsejerens marker er forlagt på et andet sted, og siden atter forandret, men altid til det værre, da jeg med alle sognefolkene kan bevise, at der i afvigte vinter har været uføre over den nye hovmark, hvor godsejeren har ladet den gamle mådelige vej pløje op og anlagt en ny, som vel behøvede 2-3 stenkister, men endnu ikke har nogen, så vandet fra den højere del af marken flyder ned på vejen og gør den til et morads, hvorigennem man ikke kan komme uden fare for at brække hals og ben, og hvor bønderne i vinter ikke sjældent kørte i sænk, uagtet denne vej er en bilandevej, kirkevej og hovvej.

Til bevis på hvorledes godsejerens veje er holdt i stand, må jeg endnu tilføje, at jeg i afvigte vinter sålænge sølet varede, måtte krybe op på gærdet ved leddet fra omtalte vejs hovmark, og med besværlighed føre min hest igennem et lille hul ind på en af godsejerens græsmarker, fordi den rette vej var ufremkommelig. Og når jeg nu nåede nørrebjergshusene og skulle gennem leddet, var jeg nær ved at sætte hesten i det morads som de fra de høje marker nedstyrtende vande havde gjort i ledestedet, hvor ingen stenkiste eller ordentligt afløb for vandet gives. Denne vanskelighed at fremkomme på kirkevejen var årsag til, at jeg ikke fandt det rådeligt at komme oftere til annekset, end jeg var højligt nødt til.

Om travl tid ved jeg ikke at have talt med forvalteren, som frembragte godsejerens anmodning. Jeg sagde kun på denne tid, nemlig da vejen var ufremkommelig. Da jeg hverken begærede eller modtog noget for jordpåkastelsen på anførte urmagers lig, og derfor ikke kan henføres til dem som begører slem våde/både, så ved jeg ikke hvorfor vedkommende har villet anføre i offentlige blade det, som jeg under 4 øjne sagde hans forvalter, nemlig at jeg kendte ingen lov, som forpligtede mig dertil på en søgnedag, medmindre jeg betaltes derfor, uagtet det har sin gode rigtighed, at jeg hverken en søgne- eller helligdag var ved landets love forpligtet til denne forretning.

Jeg må derfor udlede anførte anmeldelse fra vores tiders herskende modetone eller modesyge at slå sig til ridder på præster.

Præsten


(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 113. 21. juni 1800, s. 1788-1790)

Til Præsten i Kirke Helsinge

Ved forsøget på at gendrive det af præsten Alexander Holm til Kirke Helsinge i Politivennen nr. 112 og 113 fremsatte svar, har jeg kun til hensigt at oplyse og bevise min i samme blads nr. 110 indrykkede anmeldelse, der ene foranlediges af inderlig, rimelig fortrydelse og uvilje over den der tilsigtede, i mine tanker så umoralske handling.

At den omflakkende urmager var af den romersk-katolske religion, vidste præsten lige så lidt før begravelsen som nogen anden i sognet, da ingen der kendte ham. Og han havde ikke rekvireret den af mig, der som kommitteret stiftsforvalter var den eneste der havde den afdødes papirer i hænde og følgelig kunne give oplysning herom. På den blotte formodning altså, siden den syge nu og da råbte på Maria, kunne vel præsten ikke nægte den forlangte jordpåkastelse? Mangel på sådan vægring bliver altså ingen fortjeneste af præsten. Om urmageren døde torsdag eller fredag betyder ikke noget, da det er bevisligt at ligkisten ikke blev færdig før søndag aften, hvorledes også møllerens bekvemmelighed, det er: At denne anså sin altergang vigtigere end begravelsen, lige så lidt kan anses som nogen rimelig forsvarsgrund.

De der kendte landsbykirkegårdene ved, at der på de fleste er gennemgange, hvorved dørene ofte kommer til at stå åbne, så at både svin og hunde indfinder sig der. Hvor upassende altså at anvise liget sin plads i den åbne grav. Ligbærerne var af samme tanker, og sendte derfor bud til mig med anmodning om at måtte hensætte liget i kirken. Hvilket gav anledning til at jeg blandede mig i denne begravelsessag.

Jeg troede at burde afværge fra godset alle mulige ubehagelige følger af skadelig uddunstning og afsendte i den anledning godsets forvalter med min nævnte høflige anmodning, der som præsten selv siger s. 1790 "til største forundring for godsejeren ikke blev opfyldt". Hvilket dels skulle være gengæld, fordi jeg ikke efter hans anmodning lod anneksvejen istandsætte, dels og følge s, 1796 "fordi det havde sin gode rigtighed, at han hverken en søgn- eller helligdag var forpligtet til denne forretning..." Det første var privat animositet, det sidste en uforklarlig underlighed. For efter min overbevisning var det mindre sekteriske had ganske at nægte jordpåkastelsen ifølge embedspligt, end at lade den afdøde, for sin religions skyld, stå i graven utildækket samfulde 8 dage. Med ringeagt for sine medmennesker kunne man i det mindste benævnte den handling at lade liget så lang tid stå åben i kirken.

Jeg skal ikke afgørende kunne bestemme hvorvidt en i Norge brugelig sædvane at opsætte jordpåkastelsen til næstfølgende søndag, der måske finder sin undskyldning i besværlige fjeldveje, stundom endog i lange ubehagelige sørejser, er lovlig, og hvorvidt dette kan anvendes på Danmark, og in specie på Helsinge og Drøsselbjerg sogne, mellem hvilke næppe er en halv mil, en om sommeren særdeles jævn og god vej. Kun synes mig årsagens ophør burde være virkningens.

Endelig om præstens andragende: "At godsejeren sjældent eller aldrig kommer i kirken". herved naturligvis de s. 90 anførte visse årsager må forklares. Og: "At det var noget uventet for bønderne at se dette bevis på hans omsorg for sundhed". Det første skal jeg villigt indrømme, at jeg sjældent, når lejlighed gives, forsømmer nogen agtets foredrag især når jeg ved en bestemt tid til prædikenens begyndelse. Det sidste gendriver et fra hr. eskadrons chirurgus Petersen i Slagelse erhvervet attest, som beviser at jeg i 3 år har lønnet læge for godsets uformuende bønder, samt uddelt og betalt de fornødne lægemidler.

Den. 11 juni 1800

von Deurs
Ejer af Bøttrup.

(Politivennen Hæfte 9, nr. 117. 19. juli 1800, s. 1860-1865)

Svar til Godsejeren af Bødstrup på det i Politivennen anførte under Nr. 117 Pag. 1860.

"Oh musa! giv mig held og lykke

At jeg en synder nu på bylden godt må trykke"

Da jeg mest elsker det muntre, har jeg valgt med dette gammeldags poetiske udråb at fortsætte mit forsvar mod hr. van Deurs, med hvilken jeg har levet i venskabelig omgang, indtil han fik det underlige indfald at anmelde eller angive mig i offentlige blade, hvilket jeg ikke kan anse som en prøve på venskab. Hvad der gav hr. van Deurs anledning til at blande sig i denne begravelsessag på denne måde, er uforklarligt, da præsten i formente eller virkelige fejl burde angives for en gejstlig myndighed og dømmes af denne. Jeg må da acceptere den grund, som han selv giver: Inderlig fortrydelse over så umoralsk en handling. Ja hårde klipper ville revne over den umoralske handling at lade et lig stå i nogle dage uden jordpåkastelse! At offentlige forklejne en mands ære, hvis man kunne, er jo ikke nær så umoralsk?

Hr. van Deurs bevis forekommer mig latterlig, at jeg ikke kendte urmagerens religion. Skulle ingen her i landet vide fra hvilken sekt en mand kom, undtagen den som havde en skriftlig forvisning derom, så måtte man jo antage at i disse så tolerante riger var endnu et eller flere inkvisitionstribunaler som med bål og brand forfulgte enhver, som ikke bekendte sig til den i disse riger herskende religion. Men da hr. van Deurs efter egen tilståelse havde skriftligt bevis for at den afdøde var af den romersk-katolske religion, så må jeg spørge: Hvorfor han i sin anmeldelse har fortiet dette? Da enhver af almindelig retskaffenhed opgiver en sag sådan som han finder den, uden at lægge til eller trække fra?

Det synes at van Deurs i sin iver mod svin og hunde som går ind på landsbykirkegårde, har glemt at han selv er kirkepatron og har kirketiende for at holde kirke og kirkegård i stand. Vist er det, at intet kreatur kan komme ind på en kirkegård, som har gode mure, port og låger, da de på kirkelågerne satte bomme lukker selv lågerne, når den gennemgående forsømmer det. Ved folks gang over Drøsselberg Kirkegård er næppe noget kreatur indkommet, da det med mere bekvemmelighed kan gå ind ad kirkeporten, der i sine stakitter har en åbning så stor, at et ungt høved sagtens kan gå gennem dette og hverken kirkelåger eller kirkeriste er her i vedbørlig stand.

Da liget efter van Deurs tilladelse er indsat i kirken, så er han selv årsag i alle de onde virkninger af den uddunstning som han gør så meget larm over. Hvad hr. v. Deurs siger om animosite er for mig lige så uforklarlig en underlighed, som hvad han skriver om at liget stod utildækket i samfulde otte dage. Liget var jo lagt i en med låg forsynet og tilsømmet kiste, Det var altså ikke utildækket. Liget blev bisat om mandagen mellem 11 og 12, og fik jordpåkastelse følgende søndag. At lade et lig, som nedsættes en søgnedag i ugen, først få jordpåkastelse den derpå følgende søndag, er ikke min opfindelse, men noget, som er sket før min tid.

Hr. van Deurs dyrker ikke sandheden allerivrigst. Beviset er hans fortielse af urmagerens religion, hans forkortelse af kirkevejen, som han nedsætter under en halv mil, da den af andre er anset for 3 fjerdingvej, hans forsikring at kirkevejen om sommeren er særdeles jævn og god. Denne vej har endnu ingen stenkister, dog har hr. van Deurs lovet at forsyne den med disse, efter min til øvrigheden herom indgivne besværing.

Hr. van Deurs har så godt som læst for publikum den gamle skriftebøn: Jeg arme synder etc., og bekendt sig skyldig i kirkegangsforsømmelse, men han forsømmer ikke kirketjenesten uden grund! Og disse er: Uvidenhed om kirketjenestens begyndelse, mangel på lejlighed, og at taleren ikke er agtet. Den første grund er dårlig. De som jævnligt søger kirken, kender tiden. Derimod må jeg sige om den anden af hr. van Deurs anbragte grunde, hvad poeten siger om vinen: At den er evig god, for dersom verdens dommer modtager undskyldning for vores forsømmelse af de pligter, vi skylder ham, da synes det at den, som har en herregård at bestyre, en bondefejde at udholde, og nu polemik mod præsten, kan have grund til at sige: Jeg kan ikke komme, herre! Undskyld mig. Derimod ved jeg ikke om van Deurs kan finde nogen undskyldning i dette, at taleren er ikke agtet af ham, da mennesket sjælden lader den vederfare, hvis fjende han er.

Hvad hr. van Deurs lægeattester angår, så tilstår jeg at jeg ikke bryder mig om attester som skulle bevise godgørenhed, da denne helst bør ske i løndom, og det synes undertiden, at den, som vil bevise godgørenhed med attester, bruger de samme til at at skjule for verdens øjne et eller andet som ikke bryder sig om bliver set.

Til sidst ønsker jeg at hr van Deurs må være i stand til at forsvare alle sine handlinger såvel som jeg skal forsvare mine for enhver, som har ret til at kræve mig til regnskab, og nu byder jeg ham farvel med følgende lånte erindring:

Lykkelig er den mand, som holder sig smukt hjemme

Den bliver selv til ?iek, som andre vil beskæmme

Kirke Helsinge den 9. august 1800

Alexander Holm
Præst til Helsinge og Drøsselberg menigheder i Løve Herred på Sjælland.

(Politivennen Hæfte 10, nr. 124. 6. september 1800, s. 1979-1983)


Til Helsinge Præst

Den af mig i Politivennen nr. 103 og 117 fremsatte anmeldelse vedstår jeg på den måde, at jeg kan og vil, om og når det måtte forlanges ved tingsvidne bevise dens sandhed. Forudsat dette behøver jeg ikke yderligere at godtgøre handlingens umoralitet, da Politivennens læsere  selv kan bedømme den. Jeg tror derfor så meget mindre at burde afgive nogen detaljeret svar på præstens i nr. 124, som dette er skrevet så lavt og så meget under al kritik. Men, da der i dette svar findes nogle forblommede hentydninger, hvorved præsten søger at kaste en ufordelagtig skygge på mit rygte, så nødsages jeg herved at opfordre ham til, at fortælle publikum om enhver af mine offentlige eller private handlinger, der måtte være umoralske, eller måtte stride mod de pligter, der påligger mig i min stilling i staten. Kan han det, vil jeg indrømme at hans udtryk: "At jeg med godgørenhed vi skjule ting som verden ikke lyster at se"  er rigtigt. I modsat fald tillader jeg mig at anse ham for at tilhøre den type mennesker, der ved feje og lumske våben søger at undergrave medborgeres agtelse.

Bødstrup den 15. oktober 1800.

van Deurs. 

Politivennen 1800, Hæfte 11, nr. 131. 25. oktober 1800, s. 2088-2089)

10 august 2014

Atter noget om Kirkegårde

På Runde Kirkegård er opsat et lysthus. På Nikolaj Kirkegård er anlagt en have, og omsat med et nyt stakit. Ud til den sidstnævnte kirkegård har et hus fra Lille Kongensgade en hel række af vinduer. På samme kirkegård er en slags huggehus, der har sin dør ud til kirkegården. Item et hundehus med tilbehør ved siden af gravene. Item en flok høns, og måske flere af den slags dyr. Sikkert må alt dette have sin grund i hævd, da man vel ikke kan forestille sig at at kirkernes nuværende forstandere uden at blive bedt om det ville lade de hvilesteder de har fået ansvaret for, underlægges så slemme servitutter. Hvem ønsker at have sit gravsted under vinduer, hvorfra alskens urenlighed kunne udkastes? Hvem ville se sin kærestes ben henlagt i en hønsegård, under et hundehus osv.

(Politivennen 10. maj 1800, Hæfte 9, nr. 107. s. 1704-1705)

Om den Misbrug at tørre og fole Klæder på Kirkegården

På alle kirkegårdene her i byen ser man på tørrevejrsdage at vask ophænges og klæder udbredes for at tørres. Dette vover jeg at kalde misbrug som graverne (for under dem er vel nærmest kirkegårdenes opsyn) hverken gratis eller mod betaling burde tillade. Det strider fuldstændig mod den højtidelige sikkerhed, den ubrudte fred, som vores følelser forlanger for elskede og uforglemmelige venners grave. At se børn, letsindige tjenestepiger, daglejere Vingnedtrampe højene eller at tumle sig derimellem i spøgende kådhed, eller at vanhellige stedet med skingrende latter, med skammelig snak, eder o.lign. Sålænge vi skal have kirkegårde inden i byen, så lad os dog i det mindste håndhæve dem i den dem tilkommende fred.

Af alle kirkegårdene er Nikolajs den som mest forarger i den henseende. da man endog næsten på alle tider af dagen, ved at gå gennem gangen fra Lille kongensgade til Vingårdsstræde, ser især på den ene side flokke af børn, som bruger kirkegården til deres boldgade.


(Politivennen 10. maj 1800, Hæfte 9, nr. 107, s. 1701-1702:)

09 august 2014

Et par almennyttige Anmeldelser

Uagtet al den prisværdige omhu fattigvæsenets foresatte stedse viser, og har vist, ved så vidt muligt at afhjælpe og hæmme det førhen så meget overhåndtagende tiggeri, er det meget beklageligt, at det, især på visse udkanter af staden, endnu må erfares at være i fuld gang. Vedkommende som derom måtte ønske sig nøjere overbevist, behager kun især at gøre dem en lille spadseretur til Toldboden, samt på Grønningen mellem træerne under Kastellet, hvor en hel flok rollinger, under uafladelig påhæng, på en tid har inkommoderet næsten hver forbigående. Da stedet især for den til søs ankommende rejsende, er så særdeles påfaldende, håber man, at denne fejl jo før jo hellere måtte blive ændret.

Ikke alene i denne, men adskillige vintre, har en mand haft det uheld hver aften på sin vej at passere tværs over Kongens Nytorv, just overalt på den tid vognene, i to lange rækker, holder for at afhente deres herskaber fra komedie. Da nu kuskene i almindelighed har den vane at køre så tæt sammen, at stangen af den ene vogn ganske sidder mellem baghjulene på den anden, er der næsten ingen anden mulighed for at komme igennem for en stakkels fodgænger - endsige for kørende - end at gå langs uden for hele rækken, over den mest skidne del af pladsen, som i skidne og mørke vinteraftner sandelig er tungt nok, eller ganske at underkaste sig de grovheder og fornærmelser, man af slet opdragne kuske og heste kan have at vente. Har man tilmed en paraply over hovedet, er man da rent ulykkelig.Kunne heri ved lejlighed ikke ske en passende forandring, helst de samme fejl, som man mærker, nu også har indsneget sig ved næsten alle klubber og stor selskaber?

(1800, Hæfte 9, nr. 106. 3. maj 1800, s. 1688-1689)