30 april 2016

Et Bidrag til Characteristik over Kromanden i Ballerup.

For nogen tid siden gjorde indsenderen i forening med en god ven og dennes børn en rejse til Jægerspris og bedede såvel på hen- som tilbagerejsen i Ballerups kro hvor man fandt en modtagelse ganske forskellig fra den man have nydt af kroens forrige besidder.

På udrejsen gik vi ind i den yderste gæstestue hvor vi traf et rejsende selskab der var i begreb med at drikke kaffe. Men ingen af kropersonalet, af hvilken årsag vi gik op i den anden stue og fandt der kromanden liggende på en kanope. Ved vores indtræden i værelset og forinden vi kunne fremsætte nogen anmodning til ham, forlod han pludselig denne og løb i største fart ud i køkkenet uden at tale et eneste ord eller at komplementere os på anden måde end med at vende os - bagen. Imidlertid formodede vi at manden om han endog havde taget det unådigt op at vi forstyrrede ham ..

[Side 840 og s. 841 mangler]

... vort ophold havde fortalt os at han havde fået sin dannelse ved at køre med fløde og mælk på Københavns gader.

Vi fortsatte efter at have betalt rejsen til København, men besluttede undervejs at offentliggøre den hele passage til advarsel for den eller dem der herefter nødsages til at tage ind i Ballerups Kro.

Indsenderen slutter med det ønske at denne på grund af dens beliggenhed så særdeles nødvendige kro snart måtte skifte herskab, hvilket ønske han siden har hørt fremsat af et par andre rejsende.

(Politivennen nr. 625 Løverdagen den  22de December 1827, s. 839 og  842).

Mosaisten skal ikkun udholde en Religionsprøve, men ikke konfirmeres.

På grund af at repræsentanterne for det mosaiske trossamfund har tilladt sig offentlig at benævne religionsprøven som allernådigst er befalet den mosaiske ungdom, "konfirmation" tillod anmelderen sig i dette blads nr. 618 at anmode disse om behageligt at opgive deres hjemmel for og berettigelse til at betjene sig af den oven citerede benævnelse.

Det har imidlertid ikke behaget de herrer repræsentanter at besvare det fremsatte til dem stillede spørgsmål. Og de vil derfor tillade mig at jeg anser denne deres tavshed for en stiltiende erkendelse af deres skrivesynd: Den de ikke har villet eller kunnet forsvare, især da den allerhøjeste forordning af 29. marts 1814 alene betjener sig af benævnelsen "eksamen". se fx dens §§ 15 og 16.

I sidste Politivennen har imidlertid en såkaldt hr. Emet Hadabar (sandsiger) historisk søgt at bevise at den allerede nævnte prøve retteligt og passende burde benævnes konfirmation. Men da han i sin fremstilling dels er afveget fra sandheden, og dels har tilladt sig upassende udladninger om anmelderen som fx at kun ortodoksi og fantastiske religionsskrupler har foranlediget spørgsmålet, så finder han det upassende, ja vel endog unyttigt at gøre forsøg på at overbevise en person der allerede må antages at have sat sig på det point ikke at ville lade sig overbevise. Kun vil han henvise andre tvivlende til den oven citerede forordning der ikke taler om konfirmation, men altid betjener sig af benævnelsen "eksamen", ligesom han også til styrke for sin påstand bør bemærke at man hverken i kateketernes attester eller på de udstedte adgangskort betjener sig af denne benævnelse.

Anmelderen slutter med den bemærkning at det synes ham formasteligt at forandre en af hans majestæt kongen allernådigst autoriseret benævnelse, og tør holde sig forvisset om at de herrer repræsentanter, ja vel endog hr. Emet Hadabar ikke vil kunne have noget at indvende mod det.

(Politivennen nr. 625 Løverdagen den  22de December 1827, s. 834-836).

Redacteurens Anmærkning

Konfirmationen i den skikkelse som den lutherske kirke praktiserede på Politivennens tid, var blevet indført i 1736. Og da var der virkelig tale om at træde "ind i de voksnes rækker", dvs retten til at erhverve de borgerlige rettigheder. Kun konfirmerede kunne indgå ægteskab, være fadder og vidne. Desuden kunne man blive straffet hvis man ikke var blevet konfirmeret inden sit 19. år. Juridisk gjaldt dette til 1921, uofficielt dog en del år før.

Med jødernes "frihedsbrev" 1814 var det blevet aktuelt at udbrede dannelse, bl.a. gennem jødiske skoler så de kunne blive borgere. Ikke i nutidens betydning af ordet "borger", men i enevældens betydning hvor borgerstanden var Københavns over- og middelklasse, dvs. handlende og håndværkere, der havde løst borgerskab og derigennem havde fået monopol på at styre byens anliggender.

Anordningen af 1814 betød at der skulle udpeges kateketer (lærere) til at forestå konfirmationsundervisningen. Kravene til disse var at de kunne forstå, tale og skrive korrekt dansk og beherske tysk så godt at han kunne få udbytte af velegnede bøgerI praksis var der kun en kateket i København, Odense og Fredericia. I København Isac Noa Mannheimer. Indførelsen af denne form for konfirmation rejste en intern splid i den jødiske menighed mellem reformvenlige og ortodokse som dog neddæmpedes efter opførelsen af synagogen i Krystalgade 1830. (Martin SchwartLausten: Jøder og kristne i Danmark. 2012)

Omløbende Bissekræmmere.

Det er ganske påfaldende at man så ofte på landet ser omstrejfende bissekræmmere gæste beboerne hus til hus og at dette ikke forbydes udlændinge (som oftest italienere), da der dog i denne henseende finder indskrænkning sted for landets egne børn. Sådanne omløbere lister sig vel ofte med deres kasse på ryggen eller under armen forbi toldvæsenets betjente, hvilket man næsten må formode af de lave priser til hvilke de sælger deres kram når en kyndig indlader sig i handel med dem. Når sådanne personer har gæstet en og anden, savnes undertiden adskilligt i huset og vil man opsøge personen d er han sjældent at træffe. For inden han har samlet lidt sammen, har han ingen fast bollig. Den ukyndige ser sig desværre ofte bedraget ved sådant pak og kan vel næppe nogensinde komme til oprejsning igen hos vedkommende.

Når nu sådanne omløbere har samlet en del penge sammen, nedsætter de sig i købstæderne på landet, køber ejendomme og er snart borgere der. For at nå dette mål, slår ofte flere sig sammen, og når der med tiden bliver overskud, sender de penge til deres i fødelandet levende familie og så snart de nu kan leve hjemme ved den formue de har erhvervet her, drager de ud af landet med hele kapitaler. 

Undertiden spilles der en pæn bankerot efter at man har ladet sig kreditere dygtigt og på denne måde kommer man da lettest til den sum der med tiden skal skaffe hele familien et sorgfrit udkomme. Ved sådanne lejligheder slipper kompagnonen til de faste ejendomme, han får borgerret og nu fortsætter han sin forgængers handel indtil også han kan vende hjem. Man skal have set eksempler på at sådanne folk efter at de ved deres snyderi ikke har kunnet begå sig i købstæderne på landet, har begivet sig ind til hovedstaden hvor de har givet sig i kompagniskab med en handelsberettiget indfødt (som måske blot udlånte sit navn), senere selv fået borgerskab og da givet sig i et slags fællesskab med deres landsmænd der i provinserne havde haft samme skæbne som de selv.

Makkeren driver nu omkring fra hus til hus, og hovedstadens beboere deler nu skæbne med provinserne. Måtte nu sådanne tilfælde oftere indtræffe da kan man ikke tvivle om at der vil drages omsorg for at opdage alle de kneb sådanne landstrygere anvender for at sætte sig i stand til at udplyndre nationen, og at de i det mindste ikke ustraffet tillister sig fordele der ikke med rette nydes af landets indfødte.

I en tid hvor handelen næsten ligger i dvale må man jo ønske at dens fordele ene nydes af dem der i selve landet vil nyde den større eller mindre formue de kan erhverve, og blot i denne hensigt nedskrives disse linjer hvis forfatter har hørt den heri omtalte genstand af folk der siger sig vel underrettet, og om hvis troværdighed han ikke har årsag til at tvivle.

(Politivennen nr. 625 Løverdagen den  22de December 1827, s. 831-834).

28 april 2016

Enhver er Tyv i sin Næring.

Dette ordsprog synes kun lidt at stemme med nutidens kultur, og man må derfor bringe i forslag i dets sted at betjene sig af et andet, nemlig dette: "Enhver søger sin fordel". Vel kan der siges at man kan søge fordel på en ulovlig måde, men da den tillige også kan søges på en lovlig måde, så er det sidste dog i det mindste mindre stødende end det første, når det anvendes på eller bruges om personer der ved enhver lejlighed er om sig. Det er bekendt nok at der gives mange sådanne, og man vil her fremsætte et par eksempler.

I Politivennen nr. 618 lod hr. Kehlet bekendtgøre at han ifølge en ham tilhændekommen skrivelse var til sinds at åbne et udsalg af chokolade til billig pris. Næppe havde man bemærket at denne handel lykkedes ham særdeles vel, før en anden lod bekendtgøre i Adresseavisen at han på Vesterbro åbnede et lignende udsalg. 

I Politivennen nr. 623 var indført et stykke med titlen: "Ægte jydske Theevandsknægte". Det kan næppe betvivles at indsenderen med dette havde til hensigt at gøre sig lystig over over den måde hvorpå hr. Kehlet bebudede sit udsalg. Men desuagtet så man dog 2 dage efter ikke ringere end 3 avertissementer i avisen i hvilke man underrettes om at man på 3 forskellige steder kunne få de såkaldte ægte jyske tevandsknægte der tillige anprises som en sund, styrkende, nærende og oplivende drik, ret som om der hørte kunst til at blande en snaps cognac eller rum i en kop tevand.

I Handelstidenden nr. 50 for dette år findes en afbildning af og beskrivelse over en kaffebrændingsmaskine, hvori bønnerne under brændingen mister de vandagtige og syrlige dele så at kaffen bliver mere aromatisk velsmagende og desuden vinder i drøjelse.

I bladet Dagen nr. 287 anmeldtes at hr. urtekræmmer Bøtger på hjørnet af Borgergade og Dronningens Tværgade havde anskaffet en sådan maskine, samt at bønner brændt i samme hos ham udsolgtes i større og minde kvantiteter. Straks derpå så man anmeldt i Adresseavisen af kaffebønner brændt i denne ewanske maskine solgtes hos hr. urtekræmmer Arntzen i Lavendelstræde nr. 91.

Anmelderen, en ven af alle nyttige indretninger, henvendte sig til hr. Bøtger for at tage maskinen i øjesyn. Hvilket blev ham tilladt med største beredvillighed. Men da han i samme øjemed henvendte sig til sidstnævnte sted, fik han til svar at man ikke havde maskinen der i huset. Og da han desuagtet ytrede ønske om at anstille en sammenligning mellem begge maskiner, blev det ham betydet at man ikke havde lejlighed til at forevise den, og at så mange var fremkommet med en lignende anmodning.

Da man nu ikke kan indse grunden til denne hemmelighedsfulde nægtelse og det så meget mindre som en udførlig afbildning og beskrivelse over maskinen som ovenfor sagt er offentligt bekendtgjort gennem Handelstidende, så tillader man sig at give hr. Arntzen det råd at lade sin maskine besigtiges af 2 kyndige og bekendte mænd samt offentligt at bekendtgøre disses mening om samme, da de mange som forgæves har ønsket at se samme, ellers let kunne falde på den tanke at en sådan maskine ikke var i hans værge, men at den kun eksisterer i det af ham i avisen indrykkede avertissement.

(Politivennen nr. 624 Løverdagen den  15de December 1827, s. 816-820).

Redacteurens Anmærkning


Artiklen er et svar på følges op af artikler i Politivennen nr. 6183. november 1827, s. 685-686.

Mosaisterne have dog nok Confirmation.

I Politivennen nr. 618 fremsatte en ubenævnt det spørgsmål: om den religionsprøve som er befalet for den mosaiske ungdom, kan kaldes konfirmation. Og da han tillige ytrer tvivl om at mosaisterne kan have konfirmation, vil man her forsøge på at besvare hans spørgsmål og løse hans tvivl.

Børn bliver hos de kristne kort efter fødslen optaget i den kristelige kirke ved dåben. Faderen lover og forpligter sig til at lade dem blive oplært i denne religions lærdomme og grundsætninger. Når børnene i en mere moden alder i kirken har aflagt prøve på at de kender religionens bud og forskrifter og lovet at ville iagttage og følge disse, får de velsignelsen, og de optages nu som selvtænkende og selvhandlende medlemmer af det kristne samfund, eller: konfirmeres. Faderens forpligtelser ophører og konfirmanden må nu selv svare for sine handlinger.

Hos mosaisterne bliver drengebørnene 8 dage efter fødslen underkastet den omskærelse som er befalet i Mose lov, hvorved de tillige får deres navne og indvies således i religionens samfund. Pigebørn får almindeligvis deres navne når moderen efter barselssengen holder sin kirkegang i synagogen hvor begge efter en dertil indrettet formular får en velsignelse af vedkommende og betyder dette barnets indlemmelse i samfundet.

Efter de lærdes fortolkning i Mose lov er faderen i særdeleshed forpligtet til at opdrage sønnen til gudsfrygt og kundskab om pligterne mod Gud og menneskene. For hedder det videre: faderen skal selv svare for og bære synderne for sønnen, indtil denne har opnået en alder af fulde 13 år, som kaldes Bar mitzwa, dvs. da er barnet modent til selv at overtage de hellige bud og pligterne. Ceremonien derved består deri at faderen bringer barnet, den første lørdag efter at det har fyldt sit trettende år, til synagogen hvor det bliver opkaldt til det såkaldte allerhelligste, eller Tora for at oplæse et kapitel af samme på hebraisk, mens faderen fremsiger følgende ord: "Baruch schepatranni meannesch hase", dvs: lovet være du Gid at du har befriet mig for denne straffulde byrde! Barnet får derpå en velsignelse af vedkommende. Og fra det øjeblik påhviler der ikke længere faderen noget ansvar, men barnet må nu selv svare for sine handlinger, ligesom i det hele taget sørge for sig selv. For efter loven er faderen ikke mere pligtig til at sørge for dets underhold når han ikke selv vil.

Er denne handling efter selve loven ikke en bekræftelse på en foregående og har den ikke samme hensigt som de kristnes konfirmation? At barnet efter disse skikke ikke overhøres i religionens grundsætninger hidrører fra lovgivningen selv, der i øvrigt ligner alle andre østerlandske skikke hvor det blot går ud på det ceremonielle uden hensyn til hvad der foregår i menneskets indre.

Derimod har vores vise regering i allerhøjeste forordning af 8. marts 1814 påbudt at alle mosaiske børn i det danske rige ikke må komme i nogen borgerlig stilling, ikke heller i nogen måde indlade sig i ægtestanden, før de har overstået en offentlig eksamen i det danske sprog og aflagt deres religionsbekendelse samt forklaret de pligter de skylder Gud og mennesket, kongen og staten.

Katekisationen sker af den dertil beskikkede kateket, og handlingen foregår offentligt i overværelse af den dertil allerhøjst befalede kongelige kommission, såvel af kristelige gejstlige som også af andre kongelige embedsmænd på en lignende måde som i den kristne kirke.

Er denne højtidelige handling ikke en bekræftelse af det før passerede, og er den altså ikke en virkelig konfirmation? Man kan ikke nok så meget takke vores vise regering for en så hensigtsmæssig lov hvorpå ungdommens velfærd grunder sig. I øvrigt vil jeg blot anføre at i de af det kongelige danske kancelli vedkommende årligt tilstillede trykte skemaer for af ministerialbogen at få nøjere opgivelse hedder det: "Hvor mange drenge og piger af den mosaiske trosbekendelse, i den tid er konfirmeret".

Hans eget spørgsmål beviser at spørgeren i ovennævnte Politivennen altså blot går ud på ortodoksi og synes selv at være uvidende om sin egen religions bud og meget mindre indser den velgerning hvorpå den nævnte allerhøjeste forordning grunder sig. Og han henholder sig derimod blot til fantastiske skrupler som intet steds hører hjemme.

Emet Hadabar.

(Politivennen nr. 624 Løverdagen den  15de December 1827, s. 809-813).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i nr. 625, 22. december 1827, s. 834-836

27 april 2016

Bøn til Kjøbenhavns Comanndantskab eller andre Vedkommende.

Man hører desværre at der hver vinter sker uheldstilfælde ved uforsigtig skøjteløb på Kastelsgravene og Søerne omkring København. Også i år har dette været tilfældet, uagtet vinteren næppe er begyndt. I forrige uge blev en mandsperson fundet i et hul i isen på Peblingesøen og 4 drenge er fra tid til anden plumpet i Kastelsgravenes ishuller, men lykkeligvis reddet. I den anledning giver man sig den frihed at anmode højere ansvarlige om behageligst at ville på en eller anden måde søge at beordre vagterne at forbyde al skøjteløb så længe isen ikke er fuldkommen sikker, eller ved at sætte vartegn på isen både på de steder hvor der allerede findes huller og hvor isen er så tynd at man ikke uden fare kan vove sig derhen. Den ansvarlige ville derved erhverve sig mange menneskers tak, især forældres.

A. P. Jürgensen.

(Politivennen nr. 623 Løverdagen den  8de December 1827, s. 795-796).


Redacteurens Anmærkning.

At det ikke var ufarligt, fremgik af Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende, 31. januar 1823:
Kbhvn. Ogsaa ved Baade have mange i F. A. tilsat Livet. Ufordigtig Skøiteløben har allene i de sidste trende Uger af Aaret kostet 15 unge Mennesker Livet.
Ligeledes berettede "Den til Forsendelse med Brevposten Kongelig allernaadigst alene privilegerede Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis", 9. februar 1828 fra København:
Omendskjøndt den kortvarige Kulde som hidtil i Vinter har fundet Sted, kun i en stakket Tid har tilladt Skøiteløben, har denne Fornøielse dog ogsaa i Aar ved Letsindighed og Uforsigtighed krævet et ikke ringe Antal af Offere. Blandt de sidste af disse kan henregnes at i Midten af forrige Uge en Dreng paa tolv Aar tilsatte Livet ved at løbe paa den tynde Iisskorpe, som endnu er bleven tilbage langs med Tømmerpladsen, og hvorpaa flere Drenge, saavel paa hans Alder som yngre, daglig have vovet sig ud. Hans Liig fandtes først Dagen efter; en anden Dreng, der faldt i tilligemed ham, blev lykkeligviis reddet - Et andet Ulykketilfælde af samme Art tildrog sig igaar, paa Stadsgravene, hvorr et ungt Menneske paa 14 til 15 aar ved lignende Uforsigtighed tilsatte Livet. 

26 april 2016

Anmodning til Veivæsenet.

Da der i de sidste år er blevet gjort så meget til vejenes forbedring, kan man ikke andet end højligt undres over at dog endnu en og anden vej aldeles er undgået vejvæsenets opmærksomhed. Til eksempel herpå vil anmelderen kun anføre Smallegade i Frederiksberg By. Denne er i en så dårlig tilstand at den endog for kreaturer og vogne er næsten ufremkommelig. Så meget mere er det besynderligt og påfaldende at denne vej (eller om man vil gade) aldeles ingen forbedring er blevet værdiget. Uden at træde sandhede et skridt for nær, kan man sige at man i egentlig forstand går i snavs til op over anklerne, ja næsten midt op på benene. Og hvor latterligt og utroligt det end klinger, er det dog sandt at man er nødt til at tage sin tilflugt til - grøfterne som de mest passable. Da vejvæsnet for kort tid siden var beskæftiget med at forbedre Gammel Kongevej kan man ikke indse grunden til hvorfor det ikke værdigede også Smallegade et par læs grus. Samtlige Frederiksbergs Bys og især Smallegades beboere forener vist derfor deres ønsker med indsenderen om at denne vej snart måtte blive sat i stand, endog kun så meget at man ikke behøver at frygte for at forlise sine sko og støvler i snavset og om aftenen tillige at brække arme og ben.

(Politivennen nr. 622 Løverdagen den  1ste December 1827, s. 770-771).

Ytring til Theater-Directionen.

En del af det musikelskende publikum finder sig foranlediget til at gøre den ærede direktion opmærksom på en uorden der let kan indsnige sig og formere sig ved vores teater og som i udlandet en gang imellem drager misnøje og urolige optrin efter sig. Det er nemlig ikke sjældent at meget yndede arier bliver udelukket af syngestykker uden at man kan opdage anden årsag til det end at sangeren eller sangerinden finder det for godt. 

At en af disse virkelig undertiden kan føle sig ubekvem til at udføre dette eller hint store parti er begribeligt. Men at det går for hyppigt på til at være grunden, tror anmelderen at kunne bevise ved at måtte i en ung og øvet tenors hænder savne Don Ottavias ypperlige arie i Don Juan, og i besynderlighed Rosinnis brillante arie med kor i slutningen af Barberen i Sevilla, som vores fortjenstfulde jomfru Yrza sikkert ville give os med lige så meget kraft som behagelighed. 

"Det er nemlig ikke sjældent at meget yndede arier bliver udelukket af syngestykker uden at man kan opdage anden årsag til det end at sangeren eller sangerinden finder det for godt" (C.A. Lorentzen: Scene af "Figaros bryllup" o. 1782. Statens Museum for Kunst) 

Endvidere vil anmelderen være så fri at udpege nogle flere såsom Euphemias smukke og udtryksfulde arie i Nonnernes andet akt, Lisettes arie i Skatten. Mads' i Kærlighed uden Strømper. For ikke at tale om den herlige duet mellem Agiria og Tancredo som i sin tid blev udeladt af Trancredo formedelst hr. Zincks hæshed. Ikke desto mindre er det lidt tungt når man for sine 7 til 8 mark forventer at se en fuldstændig opera ikke alene må se sig skuffet i den forventning at høre sit yndlingsnummer, men i stedet for denne putte sin tyske nabos glose i lommen:

"So was darf man uns nicht biethen, wo ich her bin - oder:
Die Dänen müssen sehr gutmüthig seyn dass man Sie so behandlen darff"

(Politivennen nr. 621 Løverdagen den  24de November 1827, s. 764-765).

Svar til Indsenderen af det i Politievennen Nr. 618 indførte Stykke, angaaende Oldermanden for Færgelauget i Helsingøer, fra hans Laugsbrødre.

Når man søger offentligt at påtale en formentlig uorden, da bør man ikke lade sig forlede enten af personligt had eller ondskab således som det tydeligt viser sig af de imod Anders Thorsen Lund brugte udtryk. Vel kan det ikke nægtes at en af de både der overbragte det beckerske skuespillerselskab, ragede fast på grunden tæt uden for havnen. Men at dette kunne give anledning til at sætte oldermanden der vel var på broen, men ikke med i båden, og altså uskyldig i det passerede, i et så ufordelagtigt lys, og således at nedsætte ham i publikums øjne som en sit fag uværdig mand, dette kan ingen retsindet mand blandt hans laugsbrødre tåle. Vi tillader os derfor at offentliggøre sagen således som den i sandhed forholder sig.

Båden hvori det beckerske selskab ved overfarten befandt sig, blev ført af 2 færgekarle der altid i lauget har været anset for duelige folk, og heller aldrig har der været ført nogen klage over dem for uduelighed i deres fag. Og dette var heller ikke årsagen til det indtrufne uheld da dette lige så godt kunne være sket med 3 mand i båden. Men vandet var den 23. oktober usædvanlig lavt, og vinden var på en øst til syd der gjorde det nødvendigt at lade stå over bagbordsbov så længe som muligt, for desto bedre ved vendingen at kunne klare havnen forover. Dette forvoldte at båden der var bygget med en høj køl, og temmelig lastet med passagerer, ved dette lave vand kom til at hæle på grunden så den derved nægtede at gå over stav. Følgen deraf blev at den nogle få minutter kom ti at stå fast her, hvor den ved daglig vande ikke havde haft noget at frygte. Men da vinden var løj, og søen aldeles ikke medførte noget bråd, så er det urigtigt hvad indsenderen beretter at passagererne blev gennemvåde af det overstående vand. Heller ikke er det at formode at de led nogen skræk, for fruentimmerne sad ganske roligt i båden de få øjeblikke denne stod på grunden, imens mandspersonerne blot steg ind i en anden båd for derved at lette denne af grunden. At de heller ikke derved satte nogen mistillid, enten til båd eller folk, på grund af dette indtrufne uheld, sås tydeligt deraf at de med den største ro fortsatte overfarten til Helsingborg med samme båd og folk, og for øvrigt fandt de sig såvel tilfredse med befordringen at de ikke alene gav dette til kende ved påtegning på timesedlen, men endog tildelte os drikkepenge ved ankomsten til Helsingborg, hvilket sidste blot anføres til underretning for indsenderen for at betage ham den frygt som han mener affæren kunne forvolde andre rejsende ved offentliggørelsen af samme.

Hvad det for øvrigt angår at indsenderen på en så ublu måde omtaler oldermandens konduite m. v. da mener vi at han enten må være uvidende om hvad han taler, eller også den rene ondskab har ledet hans pen. For de ældste blandt os kunne bevidne at Anders Thorsen Lund fra sin tidlige ungdom har vist sig som en duelig mand i sit fag, og da yngre kunne bekræfte at han altid i færgefarten er vedblevet at udvise samme duelighed, hvorfor lauget der tillige kender ham som en redelig og retskaffen mand, nu 3 gange ved gentagne valg har stemt for ham som oldermand. enhver fornuftig vil således indse at man ikke tre gange i træk kan finde på at vælge en oldermand der både ved sin konduite og øvrige forhold skulle stå tilbage for enhver anden mand i lauget. Dette være nok til indsenderen, for at føre pennefejde, dertil har vores fag ikke dannet os. Vi beder ham derfor at træde os nærmere under øjne da skal vi overbevise ham om sandheden af hvad vi her har fremsat, og tillige overbevise ham om hvor urigtigt han har handlet, idet han måske af had eller misundelse har søgt at kaste en offentlig skændsel på en olding hvis vandet har været uplettet, og således uforskyldt må føle den ham offentligt påføre krænkelse.

På egne med flere laugsbrødres vegne.

O. Bendsen Schmidt, J. Pedersen Krabe, J. Bakke, Børge Pedersen, Anders Siversen Lund, Bendt N. Møller, R. Magnussen, F. Buck, P. Antonii, R. Jensen, F. Friderichsen, A. B. Møller, J. Gotliebsen, Jørgen Larsen, Niels Backe, L. S. Gundersen, R. Hartvig, Carl Meinertsen, B. J. Jørgensen, P. Pedersen Gurne, M. Larsen, F. H. Skotte, Jens Pedersen.

(Politivennen nr. 621 Løverdagen den  24de November 1827, s. 744-749)

Bøn angaaende Lirendreierne.

Flere forener vist deres ønske med anmelderens om at hvis det ikke allerede er forbudt, det da måtte formenes lirendrejerne at stå stille på gaden, og ofte en hel time ad gangen at gennemgå alle deres stykker. Intet er ubehageligere for den, hvis arbejde fordrer hans hele opmærksomhed end flere gange hver aften at afbrydes ved sådan ubelejlig musik. For ikke at tale om hvor utåleligt det må være for den syge der ønsker ro, hvert øjeblik at forstyrres i denne, og det måske blot fordi et menneske i nabolaget finder behag deri. Anmelderen må således hver aften, for det meste fra kl. 6 til 7, høre mange forskellige stykker flere gange gentaget, da han just bor i nærheden af hjørnet af Klareboderne og Springgaden, hvor sådan musikus sjældent udebliver nogen aften. Det synes tilstrækkeligt når vedkommende blot ved en strofe af et stykke tilkendegav gadens beboere at hvem der ønskede deres musik, kunne lade dem indkaldes. Kunne disse linjer bevirke befrielse fra unyttig og tidsspildende musik, da er hensigten opnået. 

(Politivennen nr. 621 Løverdagen den  24de November 1827, s. 743-744)

25 april 2016

Forunderlig Bordskik.

Efter i mange år at have opholdt mig på landet i Nørrejylland, kaldte forretninger mig til København, hvor jeg dagen efter min ankomst havde den ære at spise hos en af mine velyndere, en af stadens rigeste og fornemste mænd, hvis ædle gæstfrihed svarer til hans formue. Et talrigt selskab af herrer og damer dels tilhørende familien, dels fremmede trak jeg forsamlet ved indtrædelsen hos min venlige vært, så at man uden ophold blev anmodet at gå til bords. Ikke så lidt forundredes jeg over at bemærke en ny og som mig synes uanstændig skik i et sådant selskab, nemlig at man længe før desserten serveredes begyndte på at plyndre adskilligt, såsom frugt, deviser og kager fra de foranstående tallerkener. Og da disse sorter endelig skulle præsenteres gæsterne blev jeg af en af mine naboer anmodet om at gøre fælles sag med ham i at tilegne os en ananas, vindruer og andre lignende ting som stod foran os. Da jeg med forundring så på ham, begyndte og vedblev han selv at stoppe sine lommer fulde og sagde spøgende: han kunne vel se at jeg hverken var gift eller forlovet. 

Flere som var ligeså heldigt placerede med hensyn til sådanne tallerkener, gjorde samme manøvre med megen behændighed så at der for mange andre gæster hvilke enten ikke ville efterligne denne rovgerrige skik, eller hvis stilling ikke tillod dem at deltage i det, blev lidt eller intet levnet af desserten. Da damernes mangel på lommer ikke tillod dem at udføre et sådant fourageringssystem på samme måde, undså de sig ikke ved at fylde deres tallerkener med hvad dem syntes bedst om, og at lade dem sætte til side af tjenerne for endnu længere at nyde godt af deres erobringer. Nogle yngre herrer hvis lommer måske ikke var indrettet i overensstemmelse med deres spiselyst, fulgte end også dette eksempel, mens de fleste ældre herrers lommer efter at selskabet havde rejst sig fra bordet bar  præg af at det ikke alene havde været for maven de havde forstået at sørge.

Jeg kan ikke udtrykke hvor sær og vederstyggelig denne skik forekom mig, som fremmed og hvor stødende den syntes at være mod mine begreber om velanstændighed. Da jeg efter nogle dages ophold forlod hovedstaden, uden at have haft lejlighed til at overvære flere sådanne fester er jeg uvis om hvorvidt dette på værtens og en del gæsters bekostning egoistiske forsørgelsessystem er blevet almindelig mode. Men jeg tillader mig at gøre mine gæve landsmænd opmærksom på det og at advare dem om ikke at efterligne alt hvad der måtte synes påfaldende for dem i residensen.

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 737-739).

Anmodning til Ossians Udgiver.

Det har længe været tilfældet at bladet Ossians udgiver ved højtidelige lejligheder har indsendt sange af andre som om de var hans egne, fx ved højtideligheder på den kongelige skydebane og endogså ikke blues ved at sætte sit navn under det således lånte produkt for siden efter at bringe det på den mødding hvor enhver stodder henlægger sine pjalter. Indsenderen misunder langt fra hr. Lahde de par skillinger han på sådan måde kan tiltrygle sig eller den lystige aften han derved kan komme til at nyde, hvortil indtægten af Ossian formentlig ikke rækker. Men han vil nemlig advare hr. Lahde fra oftere at pryde sig ligesom alliken med andres fjer, som man tør formode at være samlet i en åndelig rus og vil gøre ham opmærksom på at det muligvis ikke vil bekomme ham så vel som den jøde der oversatte en tysk sang til kongen af Preussen som han udgav for sin egen, til kongen af Danmark!

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 735-736).


Redacteurens Anmærkning

Ossian var et ugeblad som udkom  1826-1838, udgivet af Carl Fr. Wilh. Lahde (1801-1837). Altså ikke at forveksle med Gerhard Ludvig Lahde (1765–1833), hvis kobbertryk illustrerer mange af denne weblogs indslag.

Til Brolægningens Foresatte.

Ved såvel delvis som almindelig belysning er det blevet mere og mere brugt at plante begkranse uden for stederne. Dels for at oplyse desto bedre, dels for at undgå os indvending i værelserne. Men dette medfører en skadelig ulempe for almenheden. Den består i at de folk der sendes hen for at plante disse fakler, straks tager en sten op fra broen og slænger den til siden. Begkransens stang stødes ned i hullet, hvor den forbliver så længe belysningen varer. Men når denne er til ende og stangen tages op, glemmer man at lægge stenen i hullet og tætne samme. Hvilket forvolder at både mennesker og kreaturer dels træder i hullet, dels snubler over den løse sten. Spor heraf kan foruden på flere steder ses på Garnisonspladsen og på Kongens Nytorv.

Man anmoder derfor ærbødigst det ærede brolægningsvæsen om at have nogen indsigt hermed, så at alt efter illuminationen igen bringes i sin forrige orden *).

Ligeledes kan man ikke undlade ved denne lejlighed at bringe i erindring og beskuelse de store indsøer der er at se på Kongens Nytorv efter at regn er faldet og som endog bliver stående mange dage efter. Og da vejen over torvet falder overalt, så træffer det ofte, særdeles i mørke aftner at man spadserer lige i dem. Man har så mange beviser på at brolægningsvæsnet når man blot peger til sådanne mangler velvilligt, råder bod på samme og ikke optager angivelser ilde som slår i dens fag. Så i tillid til at hjælpen vil komme, vover at fremsætte dette.

"Man ikke undlade ved denne lejlighed at bringe i erindring og beskuelse de store indsøer der er at se på Kongens Nytorv efter at regn er faldet som endog bliver stående mange dage efter." (Kongens Nytorv, set af H. G. F. Holm, 1853. Statens Museum for Kunst.)

*) Den humanitet som udmærker vores politi, havde for nogen tid siden tilladt en bygherre der manglede plads, at henlægge sit tømmer ved statuen på Kongens Nytorv for der at få det tilhugget. Da manges vej faldt over torvet og man i mærke tågede og regnfulde aftener let kunne falde over tømmeret og komme til skade, eftersom de to lygter på den ene side af statuen ikke nok så meget kunne oplyse terrænet, havde man ventet at tømmerets ejer havde ladet en lygte opsætte på den vestre side, hvilket dog ikke sket. Efter at den største del af tømmeret var taget bort, så man en del store huller i brolægningen samt en mængde løse sten ligge strøet deromkring. Denne skade burde nok bygherren også straks have foranstaltet erstattet, da det almindelige ikke bør lide tab ved en enkelt mands fordel. Men huller og sten er endnu i samme tilstand i dag den 15. november.

Udgiverens Anmærkning.

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 731-733).

Svar fra Oldermanden for Færgelauget i Helsingøer.

Det har såret mig nu 66 år gamle mand dybt at læse de angreb en unavngiven har gjort imod mig i Politivennen nr. 618. Min selvbevidsthed og den sørgelige erfaring mange deler med mig, at den der samvittighedsfuld op fylder sine pligter i sit kald indtil graven, må kæmpe mod lidenskaber og misundelse, skal imidlertid berolige mig. Jeg har i en række år ifølge mine laugsbrødres gentagne valg, været oldermand for færgelauget i Helsingør. Jeg har følt mig glad og lykkelig ved deres tillid som jeg tror aldrig at have svigtet. Jeg har ved min fremfærd og borgerlige vandel altid søgt at fortjene mine foresattes agtelse og tilfredshed. Min allernådigste konge har hædret mig med dannebrogskorset. På denne måde fandt jeg et kært vidnesbyrd om at jeg ikke har været uheldig i mine bestræbelser. Jeg har ikke tiltrukket mig offentlig opmærksomhed ved udmærket raske og dristige handlinger. Det står ikke i enhvers magt at skabe sig en lejlighed dertil. Imidlertid tror jeg dog at jeg i min tidligere alder næppe ville have været den sidste når omstændighederne havde opfordret mig, iblandt flere at trodse livsfare for at redde andre. - Man må ikke anse det for ubeskedenhed at jeg således offentlig taler om mig selv. Men det er et nødtvungent forsvar. Man skildrer mig offentlig som en uduelig oldermand for et hæderligt laug, som en dårlig såmænd og jeg an ikke lade denne beskyldning hvile på mig. Jeg kan påberåbe mig min øvrigheds, mine medborgeres vidnesbyrd og jeg er overbevist om at de alle ville finde at jeg ikke fortjener at stå i det lys for publikum som indsenderen har søgt at sætte mig i. Af et lille uheld der indtraf ved overfarten med det beckerske selskab den 23. oktober har indsenderen taget anledning til at ville skade mit gode rygte. Jeg skal imidlertid godtgøre at han ved sin kundgørelse har fremsat sagen og dens omstændigheder aldeles usandfærdige, hvad enten at det er sket af uvidenhed eller skadelyst.

Den ene af de både der blev brugt til den anførte overfart kom ved udløbet af havnen et øjeblik på grund hvorfra den dog straks kom flot uden at få mindste skade. Denne båd tilhørte ikke mig. Den tilhørte en af mine laugsbrødre. Den var bemandet med to dygtige færgekarle, den ene 36 år gammel, der fra sin tidligste ungdom har faret i lauget, den anden 49 år gammel og som i 26 år har faret som karl. Det er altså usandfærdigt at der var så godt som kun en mand med båden. Lige så urigtigt er det som indsenderen anfører at der ifølge anordningen burde havde været 3 mand på båden. Laugets inspektør er bemyndiget til efter omstændighederne at tillade at der fares med 22 mand, og denne embedsmand har en gang for alle afgivet denne tilladelse når det er magsvejr, som det var den 23. oktober. Om der endog havde været flere mand på boden, ville det samme uheld kunne have fundet sted, da det blot kan tilregnes en uforsigtighed af den der sad ved roret at han ikke iagttog den dags usædvanlige lave vand. For der hvor båden stødte på grund, ville den ved dagligt eller almindeligt vand aldrig har været udsat derfor. Hele tildragelsen var kun en ubetydelighed og ville aldrig være blevet mere omtalt, dersom indsenderen ikke ved sin indrykkelse havde givet den så megen offentlighed. Passagererne har på timesedlen udtrykkeligt skrevet at de var vel tilfreds, og ingen har ført nogen anke over det passerede. Mig kan efter det anførte hvis sandfærdighed inspektørens nedenstående attest bevidner, vist ikke noget i den henseende lægges til last, hverken som oldermand eller bådejer.

Hvad har da nu indsenderen udrettet ved sin bekendtgørelse? Han har givet en i sig selv ubetydelig tildragelse som dog ikke er behagelig for lauget, en offentlighed som den ikke burde have, og han har søret en olding der ønsker på sine gamle dage at leve i fred og ro med enhver, og som vist ikke kan finde nogen glæde i at indlade sig i en offentlige fejde som denne.

Det ville jo være en let sat for mig at drage indsenderen til ansvar for domstolene for hans uforskyldte angreb. Men det vil jeg ikke. Jeg vil nøjes med at have retfærdiggjort mig for publikum og i egen barm vil angriberen finde den straffende stemme for sin umenneskekærlige handling.

Anders Thorsen Lund.

Oldermand for færgelauget i Helsingør og dannebrogsmand.

* * * 

At det af fægelaugets oldermand her anførte om overfarten med det beckerske selskab den 23. oktober er i overensstemmelse med sandheden, bevidnes herved.

Helsingør den 8 november 1827
Schmidt
Kaptajn af søetaten. Inspektør ved færgelauget.

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 722-726).

To farlige Stude i Hillerød.

Tirsdag den 30. oktober var indsenderen og andre vidne til en skrækkelig tildragelse i Hillerød. En bonde kom nemlig trækkende til markedet med 3 stude af hvilke de 2 blev rasende da de kom ind i byen. Og først efter at de havde tilføjet adskillige personer betydelig skade, lykkedes det nogle af de tililende karle at få dem bundet til en vogn, hvilke de ligeledes beskadigede.

Efter et kort ophold fornyedes raseriet hos dyrene så at de uagtet flere personer kom til hjælp, igen kom løs og på ny søgte at prøve deres styrke på nogle tilstedeværende der måtte segne for overmagten. Disse farlige dyr kom siden i en have hvor de ifølge rygtet skulle have tilføjet en rebslager skade på nogle redskaber mm.

Adskillige personer og blandt dem ejeren kom ved denne lejlighed til betydelig skade. Andre fik beskadiget deres ejendom og endnu flere blev betaget af en skræk der ikke var ubegrundet.

"En bonde kom nemlig trækkende til markedet med 3 stude af hvilke de 2 blev rasende da de kom ind i byen." (Bakkegade i Hillerød en del årtier efter, nemlig 1884. Albert Gottschalck. Statens Museum for Kunst.)

Såvel på grund af dette som i andre henseender er det et almindeligt ønske at kvægmarkedet i fremtiden må holdes uden for byen. Den ubehagelighed at trække kvæget gennem byen og de deraf følgende tilfældige ulykker bliver derved hævet. Men ulejlighed for vedkommende toldbetjente blev sparet da den største del af de kvæg der kommer til markedet, igen bliver udført, og følgelig bliver den indkomne toldafgift fra indførelsen igen tilbagebetalt. Fremdeles er det vist meget ofte tilfældet at husmænd der af pengetrang drager til markedet med deres ofte eneste høved, må låne de penge de skal deponere for at komme ind på markedet.

Det erfaredes ligeledes at den plads hvor kvægmarkedet afholdtes, ikke kan rumme den mængde kreaturer som førtes dertil, og det var af den grund næsten umuligt for nogen køber at trænge sig derind. Hvilket vist ikke var til fordel enten for sælger eller køber.
Ligeledes synes det heller ikke at være nogen bekvem lejlighed da disse dyrs hæslige musik vist må være de der boende til ulejlighed.

Man håber derfor at de ansvarlige vil drage omsorg for at især kvægmarkedet må holdes uden for byen, da det er meget vanskeligt i en gade der er fuld af mennesker, at undgå et rasende dyrs overfald. Og i dette tilfælde kan hverken politi eller vægtere gøre synderlig nytte.

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 719-721).

24 april 2016

Erklæring

I Politivennen nr. 584 dette år er indført en annonce med titlen: "Utilbørligt og uchristeligt Forhold af en christelig Præstemand". Ved de ifølge det kongelige danske kancellis ordre, i anledning heraf optagne forhør og anstillede retlige undersøgelse som af vedkommende selv var begæret er det oplyst og bevist:

a) At stykket skal have været stilet mod sognepræsten i Ringsted, hans højærværdighed hr. dr. theologiæ og amtsprovst Münster, ridder af dannebrog og dannebrogsmand, hvis embedsforhold stykkets forfatter ved en særdeles lejlighed har haft til hensigt at udsætte for offentlig daddel

b) At det faktiske der skulle ligge til grund herfor, er uredeligt og fremsat på en måde som er aldeles i uoverensstemmelse med sandheden.

c) At stykkets egentlige forfatter har søgt at skjule sig for at unddrage sig ansvarlighed og at vælte denne over på bladet Politivennens redaktion.

Som dette blads redaktør og ifølge den ansvarlighed der påligger mig, endog for stykker hvortil jeg ikke selv er forfatter, erklærer jeg derfor herved de i nævnte annonce brugte udtryk og beskyldninger for aldeles grundløse og usandfærdige så at de ikke i mindste måde skal komme hans højærværdighed hr. amtsprovst Münster til fornærmelse, enten som embeds- eller som privatmand. Og denne erklæring indføres ikke alene i Politivennen, men tillige i den danske Statstidende for at det kan blive vitterligt for enhver der har taget notits af den annonce, at den er falsk og ubegrundet.

København den 8. november 1827.

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 619 Løverdagen den 10de November 1827, s. 710-712).

23 april 2016

Noget om Chocolade.

(Fremsat i følgende brev til undertegnede)

Ikke så få unge mænd især af den studerende klasse ville ønske de nu så meget brugte drikke kaffe og te som fortærer ånd og kraft, ombyttet med den sunde og styrkende chokolade. Men da man ikke selv kan tillave samme og en pris afpasset til flere hundrede procents fortjeneste ikke passer til tærepenge tilmålt efter tarveligheds målestok, så var det at ønske at en dansk mand af de bedste chokoladefabrikanter som er her, ville åbne et udsalg af chokolade hvor enhver kunne drikke sin kop for en pris i overensstemmelse med rimelighed. Han ville derved vinde manges tak og formodentlig tillige gavne sig selv. Hvis hr. chokoladefabrikant Kehlet hvis fabrikat er almindelig velkendt, ville (som gammel student) vise sine yngre kolleger denne forekommenhed, da blev hensigten med det fremsatte ønske just derved i særdeleshed opnået.

København den 16. september 1827
Studiosi


"Om hr. chokoladefabrikant Kehlet hvis fabrikat er almindelig vel bekendt, ville (som gammel student) vise sine yngre kolleger denne forekommenhed, da blev hensigten med det fremsatte ønske just derved i særdeleshed opnået". (Kehlet havde i 1825 åbnet et konditori med udskænkning af chokolade i den lysegrønne bygning til venstre for midten). 


Svar:

Havde den herre Studiosi ytret dette ønske et par måneder før, ville det have været mig mere kærkomment da jeg derved bedre havde set mig i stand til at få et lokale, ikke for langt fra de studerendes gade. Et udsalg af chokolade skal imidlertid om nogle dage blive åbnet og prisen skal blive upåklagelig. Tiden og stedet skal nærmere blive bekendtgjort. Jeg er meget forbundet for den mig viste tiltro som jeg efter evne vil stræbe at fortjene.

København den 25. oktober 1827
Ærbødigst
R. T. Kehlet.

(Politivennen nr. 618 Løverdagen den 3die November 1827, s. 696-698).


Christian Kehlets gravsted på Holmens Kirkegård. (Eget foto, 2015)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen følges op af artiklen i Politivennen nr. 62415. december 1827, s. 816-820.

Der hentydes til Christian Kehlet som havde opført en chokoladefabrik. Det er broderen R. T. Kehlet som svarede i ovennævnte indslag og som ofte nævnes som grundlægger af fabrikken i 1813. Han havde et konditori med café på hjørnet af Gothersgade og Store Grønnegade, nuværende Gothersgade 19. Her kunne man få billig chokolade (6-8 skilling mod konkurrenternes 16-20 skilling). 

Af en annonce i Adresseavisen, 18. december 1822 for Kehlets Chokoladeudsalg på hjørnet af St. Jørgensgade og Store Kirkestræde fra fabrikken Rosenlund på Værnedamsvej, kan man se hvad man solgte:
R. T. Kehlets
Chocolade-Udsalg paa Hjørnet af St. Jørgensgade og store Kirkestræde Nr. 58, fra Fabriken Rosenlund paa Værnedamsveien, er forsynet til nedsatte Priser med: Kjøbenhavnsk fiin Chocolade 3 mk. 8 sk. a 4 mk., fiin med Vanille 4 mk. 8 sk., fineste Kryder Nr. 1 5 mk. 8 sk., Nr. 2. 4 mk. 8 sk., uden Kryderi 3 mk., fineste Vanille Nr. 1. 7 mk., Nr. 2. 6 mk., Nr. 3. 5 mk., dobbelt Vanille 3 mk., Sundheds eller bitter 7 mk., bitter med Vanille 8 mk, Bryst, efter en berømt Læges Recept, 6 mk., mod Orm hos Børn 6 mk., smaae Kager a 1, 2, 4, 6 a 8 sk. pr. Pd. 5 mk., WienerVanille 9 mk. I. 9 mk., Nr. 2. 6 mk.; Londoner 4 mk., Vanille Nr. 1. 7 mk., nr. 2. 5 mk.; Spansk 5 mk.; Chinesisk 6 mk.; Pariser Vanille 8 mk., Caneel 3 mk.; tillige sælges fiinmalede Risengryn 14 sk., Riismeel 14 sk., fiin Løvetand 1 mk. 18 sk. Pd.; i Partier og til Udsalg gives Rabat for contant Betaling. Risengyn til Formaling og enhver anden Ting, som ønskes pulveriseret, modtages.
Politivennens tid kendte man kun til den varme, søde kakaodrik. Først året efter, i 1828 fandt hollænderen Conrad van Houten på at affedte kakao i en skruepresse, og biproduktet, kakaosmør, gjorde det muligt at fremstille chokolade i fast form. Den første plade chokolade blev fremstillet af englænderen Joseph Fry i 1847. I løbet af 1800-t. blev kakaomasse industrielt fremstillet i Danmark, mens den finere chokoladeforarbejdning til konfekt, dessertchokolade og sæsonartikler som påskeæg ofte blev foretaget af mindre, selvstændige sukkerbagere eller konditorer. (Den Store Danske).

Herefter blev en række kendte chokoladefabrikker grundlagt: Deichmann (1831), Brd. Cloetta (1862), Galle & Jessen (1872) og Anthon Berg (1884). Kehlet samarbejdede med Brødrene Cloëtta A/S, indtil Kehlet blev opslugt af Cloëtta. Og begge blev i 1960 købt af finske "Dumle" Fazer-koncern.

Hr. urtekræmmer Bøtger på hjørnet af Borgergade (181) og Dronningens Tværgade er omtalt i Kraks Vejviser for 1828, som J. F. Bøttger. Fra 1859-1945 hed den Borgergade 47/Dronningens Tværgade 33. Den blev så nedlagt og udlagt som gade.

Lavendelstræde 91 er nutidens nr. 19. Huset lå der hvor Sankt Clemenshus ligger i dag ved Rådhuspladsen. 

Et Par Ord til Oldermanden for Færgelauget i Helsingøer.

Når en mand som Anders Thorsen Lund påtager sig at være oldermand for et laug som det helsingørske, bør han være det han giver sig ud for, og ikke prostituere sig ved en dårlig fremgangsmåde som den med den beckerske familie den 23. oktober. For derved kan lauget let sættes i miskredit, når man ikke kendte de øvrige laugsbrødre bedre. At sende så godt som kun en god mand med sin båd, for den anden karl, en gammel mand, har for sin alder ikke de fornødne kræfter der kræves hos en dygtig færgekarl - at sende sin båd ud uden det fornødne og det i anordningen af den kongelige generalpostdirektion befalede mandskab, nemlig 3 dygtige søfolk der forstår deres fag som færgekarle sømmer og anstår, især med pålandsvind, er noget man ikke kunne tro hr. oldermanden ville have befattet sig med da han selv burde give eksempel på orden og ikke på uorden. Følgen af denne sejlads blev at færgebåden der tilhørte oldermanden, strandede nord for havneindløbet og det ved hans egen fødeby hvilket endnu aldrig er sket nogen anden mand i færgelauget. Herved led passagererne især fruentimmerne meget, både af skræk og af det ovenstående vand der gjorde den gennemvåde og de måtte således holde turen ud til Helsingborg hvilket varede i nogle timer. For færgebåden blev flot ved hjælp af færgemand Carl Meinertzen og Christian Bache, en søn af den i sin tid berømte Lars Bache, hvem enhver retskaffen der kendte ham, vist vil mindes for hans ved flere lejligheder udviste dåd.

Hr. Becker havde foruden denne omtalte, strandede båd, til sit øvrige gods lejet endnu tre andre der alle gik godt. Ja! endog løjtnant og færgemand Fridericksen forlod havnen med sin jagt uden at komme til skade, altså ville også en færgebåd når den blot havde haft det befalede og fornødne mandskab, kunne gået sikkert. Af folk var der nok at få, for der stod i samme øjeblik en del der gerne havde ladet sig leje imod en rigsbankdalers penge og således kunne denne fatale affære der vist ikke anbefalede oldermanden, have været forebygget. Men det er ikke første gang at oldermanden med hensyn til sin konduite som sømand har stået tilbage for enhver anden mand i lauget. Indløbet af havnen kan oldermanden vist ikke besvære sig over da det er lige så bredt for hans båd som for de øvriges. Endnu mere til efterretning for ukyndige skal indsenderen heraf bevise, at siden det ny havneanlæg er bragt i stand, kan søen ikke virke ved mundingen som ved det gamle, og af den årsag som følger: det gamle brohoved såvel som broen stod lodret op på en dybde af omkring 3½ meter vand i sin tid. En kabellængde S. O. fra broen var allerede over 20 meter vand. Dette forårsagede at søens force mod det lodret opgående bolværk kastede ved pålandsvind bølgerne tilbage med fornyet kraft og derved fordoblede bråddets voldsomhed. Ja! man kunne ikke engang med enkeltrebede sejls kuling nogensinde passere broen uden at blive gennemvåd. Nu derimod løber vandet ikke an med den halve kraft da det jævnt opadgående glacie modtager vandet meget let og ikke har kraft til at tilbagekaste den som før så at man til alle tider, endog med den største storm, ikke er udsat for det tilfælde at blive overhalet af søen.

Det er ikke at undres over om rejsende der bliver bekendt med ven nævnte affære med oldermandens båd, kunne tro at sådant ofte skulle hænde, og derfor var det rimeligt at hr. Anders T. Lund så sig bedre for næste gang når hans båd skal afgå med passagerer. For med de øvrige medlemmer i lauget har det vist ingen fare, især i sådant tilfælde som nævnte, da det kun var stiv bramsejls kuling. Det kan ikke heller blive nogen plet på det øvrige laug, for der findes mænd og sønner i samme som forstår deres fag, og som altid er redebone til at vove alt for at redde medbrødre i nødens stund.

Dette være nu nok og man håber at det vil bidrage til at vække oldermanden op af hans drømmerier så ikke flere passagerer skal lide skibbrud med hans fartøj. For i al sin levetid har han vist aldrig hædret lauget ved nogen rask handling, hverken som sømand eller færgemand, selvom han har haft lige så megen lejlighed til det som flere mænd i lauget der har gjort sig fortjent med raske handlinger som sømænd.

(Politivennen nr. 618 Løverdagen den 3die November 1827, s. 687-691).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares af oldermanden i Politivennen nr. 620, 17. november 1827, s. 722-726. Ligeledes gendrev laugsbrødrene i Politivennen nr. 621, 24. november 1827 indlægget. Denne artikels forfatter svarer både oldermanden i Politivennen nr. 623 den  8. december 1827, s. 798-806 og til færgelauget i Politivennen nr. 629 den  19. januar 1828, s. 38-44 (første del). I Politivennen 635, 1. marts 1828 s. 141-147 svarer en af laugsbrødrene, færgemand i Helsingør O. Bendsen Schmidt på klageren i en meget barsk tone. Alle disse artikler er ikke medtaget på denne blog.

22 april 2016

Vogt Dig for Drengene med Strikkerne og Klodserne

Her i staden har i nogen tid hersket en stor uorden som man tror egner sig til de ansvarliges opmærksomhed. Denne uorden forårsages af næsten alle gadedrenge (for ikke at tale om at velklædte børn ofte deltager i det) idet de med en snor i hvis ender der er fastgjort to træklodser, gør visse svingninger som er meget farlige for forbigående personer. 

Anmelderen var i denne uge øjenvidne til at en gammel kone ved at passere forbi sådan en krabat blev truffet af en af de omtalte klodser. Dog til lykke for konen på et sted hvor slaget ingen videre følger efterlod sig når man undtager den øjeblikkelige smerte. Men hvor let kunne klodsen ikke have truffet på et ømfindtligere sted, fx i ansigtet, øjet eller hvad endnu værre i tindingen. Hvilket slag måske kunne have berøvet et mennesket sit liv. 

Når nu disse klodser ikke er tilbørlig fastgjort til snoren, hvilken fare var da folk i nærheden og de i gaden boendes vinduer udsat for. Det er altså indsenderens og vist nok enhvers indstændige bøn til vort virksomme politi at det vil træffe anstalter som kan hæmme dette så højst farlige uvæsen for folks liv, lemmer og gods.

(Politivennen nr. 617, Løverdagen den 27de October 1827, s. 685-686).