Forslag til de som har Loger

Det er en almindeligt mangel at vi hverken har et større eller flere skuespilhuse i København. Denne mangel er så klart udtrykt, at det sikkert engang bliver afhjulpet.
Men for Københavns egne indbyggere er det udsigt til at man kan abonnere på en loge. For fremmede eller udenbys tilrejsende især damer, er der ingen adgang, kun pladslogerne, hvis billetsælgerne tillader det.

Provinsfolk begynder vel nu at nyde lidt af kære Thalias goder mere end før, da hun begynder lidt efter lidt at oprette sig et landværn. Men hovedstad er dog immervæk hovedstad, og man vil dog gerne se, hvordan der spilles i København.

Dersom de københavnske damer ville, og dette tvivler jeg ikke på, kunne de i temmelig høj grad hjælpe deres søstre fra landet. De kunne nemlig, i tilfælde, som en gang imellem sker, at de forhindres fra selv at benytte deres logers fulde plads (ulæseligt), sende kassereren så mange sedler, som der var vakante, imod at få godtgørelse for det.

Disse sedler solgtes så af kassereren, men kun til personer som nævnte deres navn, og måtte da logeejerinden kunne få disse navne at vide før komedien begyndte.

(Hefte 27, Nr. 349, 29. december 1804, s. 5555-5556)

Redacteurens Anmærkning

Politivennen bragte med jævne mellemrum små artikler som ovenstående med klager over hvor svært det var at skaffe billetter, og at billethajer solgte dem til ublu priser. Det Kongelige Teater (opført 1748) havde monopol på offentlige skuespil i København og havde dengang ca. 800 tilskuerpladser til en befolkning på omkring 100.000. At teatret vogtede nidkært på sit monopol, fremgår fx af at det fik selveste kronprinsen til at forpurre Duntzfeldts forsøg på at drive teater i Dehns Palæ i Bredgade. Private dramatiske selskaber kunne drive små teatre. Det Kongelige Teater havde eneret på betydelig dramatik helt frem til 1889.

Skøn Handling af ungt Menneske

Nakskov på Pontoppidans kort over Danmark. (Værket er fotografisk optrykt i 1968. Kan beskues på Københavns Hovedbiblioteks håndbogssamling). Om byen har set ud sådan på Politivennens tid, er svært at sige.

Ved skøjteløben på strømmen i Nakskov i forrige måned faldt to disciple, begge af den jødiske nation, gennem isen. Reservelodsen Michael Krøier ilede ved deres skrig straks til med en stage. Men isen brast også under ham. Den nærmeste af de to, der først var faldet i, holdt sig nu til ham. Uden tvivl var både han og lodsen blevet havets bytte, hvis ikke en anden discipel (en søn af prokurator Fugl fra byen) var løbet til og fået fat i lodsens stage og holdt den så længe oven for isen, at hjælp fra land nåede frem. Da man måtte bryde isen med en jolle, kom denne først efter ½ kvarters tid. Og kun lodsen og den, der holdt sig ved ham blev reddet. Den anden, der kort efter at han faldt i, sank under isen, blev godt nok noget efter trukket op, men kom ikke til live igen. De to frelste kunne altså takke discipel Fugl for deres redning. Også lodsen bør hædres for hans udviste redebonhed til at frelse sine medmennesker, hvad tro de end måtte have.

(Politivennen, hefte 27, Nr. 349, 29. december 1804, s. 5554-5555)

Redacteurens Anmærkning.

Også andre steder reddedes skøjteløbere: I "Den Nord-Cimbriske Tilskuer eller Thisted Amts allernaadigst privilegerede Avertissements-Tidende", 20. januar 1826 kunne man læse følgende:

Fredericia den 11te Januar. Sidstafvigte Søndag havde man her atter et Beviis for, at man ikke kan tilraade yndere af Skøiteløben Forsgtighed nok ved samme, saavel med Hensyn til Stedet, som og med Hensyn til at Isen har naaet fuldkommen Styrke og Fasthed, idet at en Person i sine bedste Aar, ved at løbe paa de her nystillagt dybe Voldgrave, sank igjennem den altfor tynde Iis og kom ind under samme. Alt Haab om Redning vilde have været forgjæves, og han maatte ufeilbar bleven Dødens Bytte, hvis ei en Søn af Hr. Kammerraad Beck: A. Beck, havde med Behjertethed og med største Fare for sig selv ilet til den i Isen blevne Aabning, hvorr det paa Kanten med Største Anstrængelse, fordi Isen alt mere gik i Stykker og Hullet derved blev større, lykkedes ham at faae fat paa den Ifaldnes opadstræbende Haand og derved faae ham trukket op paa den bristende Iis hvorved han blev reddet.

Et Nytaarsønske.

Da den tid nærmer sig da man kappes om at ønske hinanden alt det gode man kan finde på at nævne, tror anmelderen det passende at give læserne et nytårsønske hvis opfyldelse ganske beror på dem selv.

Det er ikke sundhed, skønt man vel kan sige at også denne velsignede gave kan fås når de man ønsker det, blot selv ville få den. Ikke formue skønt det også står i hver mands magt at opnå den, i det mindste hvis de bøger der kan lære kunsten at blive rig, skulle skuffe, dens surrogat: nøjsomhed. Heller ikke er det magt, ære, indflydelse, venner eller noget af det der læses om i de millioner nytårsvers som alle vegne i disse tider ses opstillede til skue.

Mine ønsker er at overtale mine læsere til at skaffe sig af med den mængde nytårsønsker hvis ønsker svier til deres punge de gøres til. Jeg vil ikke opregne den mængde af nytårsønskede tiggere der hendriver den første dag i hvert nyt år på denne uværdige måde og falder deres øvrige medborgere til betydelig besvær. Det er sørgeligt at mænd som har embeder og fast løn ikke undser sig ved et sådant tiggeri, og et håndgribeligt bevis på hvor langt det endnu står tilbage med vores håndværker at svende og drenge ikke har mere ærekærhed, mere agtelse for deres stand!

Men denne sande byrde for husfaderen der vokser hvert år, mens levemåden bliver dyrere, denne indbildte æresskat der vel ikke endnu kan udpantes, men ofte nok indkræves med grovhed, kunne mine medborgere meget let fritage sig fra, og det er det mit nytårsønske går ud på.

Der kræves blot:

1) At enhver mester ikke alene forbyder sine læredrenge at løbe omkring med nytårsbøsse, men ved fornuftig tale viser dem det lave og tiggeragtige i denne adfærd.

2) At enhver husfar og husmor engang for alle satte sig for, for det første intet at give, og for det andet venligt, men alvorligt at foreholde dem som kommer for at ønske et glædeligt nytår, hvor urigtigt det er at forlange penge, uden at gøre fyldest derfor, at den lønnede betjent bør leve efter sin løn, og at det trygleri unge mennesker såedes driver, vedligeholder en uskik der engang når de selv bliver mænd og husfædre, vil falde dem yderst besværlig.

For alting gælder det om når man engang har fattet denne beslutning, at vise sig standhaftig, og ikke begå den latterlighed at give det til den grove pukkende nytårsønskere som man afslog ham ved hans første høflige hilsen. Man skulle tro at det var overflødigt at råde folk dertil, men det er virkeligt alt for ofte tilfældet at folk ikke har standhaftighed nok til at blive et godt forsæt tro.

Der bortgives vist 40 til 50.000 daler i København på nytårsdag for disse falske varer, tiggeri under nytårsønskers maske. Man betænker dog hvor meget virkeligt godt og nyttigt der kunne udrettes med det!

(Politivennen, hefte 27, Nr. 348, 22. december 1804, s. 5532-5536)

Gensvar på Hr. Werfels Udfald i Nyeste Skilderie Nr. 8

Først i dag får jeg nyeste Skilderie nr. 8 at læse, og ser heri at hr. Werfel har misforstået mit Schechter og troede at jeg mente at en slagter der sælger kød, skulle bruges til børns moralske undervisning. For nu at undgå al bitter spot, og tillige give hr. Werfel en bedre oplysning om hvad jeg forstod ved ordet Schechter, ser jeg mig nødsaget at sige ham: At en Schechter er en mand der har studeret den jødiske religionslære og sådanne videnskaber som bruges hos os til at give børn en god moralsk undervisning. Den samme mand bruges da tillige til at skære og visitere de kreaturer som skal være tjenlige til vores spisning. Det er da hans pligt at efterse dyrets indvortes sunde beskaffende for derefter at bestemme om jøderne må købe det kød af slagterne der er visiteret eller ikke. Heraf ses altså klart at sådan en mand ikke er slagter, som hr. Werfel behagede at forstå den jeg kaldte Schechter, men en der både giver børn information og tillige påser at vi får sundt og frisk kød at spise. For jeg er fuldkommen sikker på, at det kød jeg spiser er sundt, og at det ofte hænder at kristne slagtere sælger kød, hvoraf dyret havde indvortes fejl, hvorved det ikke kunne have levet og følgelig usundt. Derom er jeg ganske overbevist for den indvortes beskaffenhed bliver jo aldrig efterset af nogen sagkyndig mand.

Jeg håber altså at her. Werfel ikke fortryder at en stakkel der kun residerer (som hr. Werfel kalder det) i Svendborg dog ved hvem der kan bruges til hans børns undervisning og tager sig den frihed at svare på hans anmærkning der formodentlig skulle være satirisk men hos enhver der kender den jødiske religions skikke blot viser at forfatteren ikke forstod det han søgte at latterliggøre.

Svendborg den 18. december 1804
David Meyer

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 348, 22. december 1804, s. 5530-5532)

Advarsel mod at lade sig indkalde i Huse man ikke kender

Søndag formiddag den 16. december mellem kl. 11 og 12 kom jeg i mit lovlige ærinde gående gennem Sankt Gertruds Stræde da et fruentimmer i stueetagen af et hus hvis nummer jeg har skrevet ned, åbnede vinduet og kaldte på mig. Da jeg for nogle år siden har boet et stykke tid i nævnte stræde, troede jeg det var nogen som kendte mig. Jeg vendte mig om da fruentimmeret allerede havde forladt vinduet og modtog mig i stuedøren. Mit spørgsmål blev straks hvad hun ville mig. Hun svarede om jeg ville behage at træde indenfor et øjeblik, da hun havde et meget vigtigt ord at tale med mig. Derpå førte hun mig gennem en sal ind i et lille kammer. Hun låste døres og tog nøglen ud.

Nu mærkede jeg først uråd, og gentog på en alvorlig måde hvad hun ville tale med mig om. svaret blev Oh! Mit hjerte, De ved meget godt hvad pigerne har at tale om. Jeg bad blot hun straks ville lukke mig ud. Nok et fruentimmer kom ind og nu blev jeg anmodet om at give en falske vin. Men da jeg aldeles nægtede det og tillige forsikrede dem at jeg på ingen måde havde tid til at opholde mig der et øjeblik længere, samt desuden måtte love at når jeg fik forrettet mine ærinder skulle jeg vist komme igen, blev døren dog endelig låst op. Således slap jeg da ind i salen hvor jeg på ny blev anmodet om i det mindste at give en dram. Men jeg nægtede det og skyndte mig ud af døren det bedste jeg kunne, hvorved jeg da blev ledsaget af en hånlig latter, som af nedrige ryggesløse fruentimmere.

Indsenderen er forsikret om at vort årvågne politi vist vil have et vågent øje henvendt på disse nedrige, for det kunne let indtræffe på et menneske der kunne være noget fuld og da ville det nok ikke havde de bedste følger for ham. Og jeg råder enhver af mine medborgere ikke at lade sig bedrage eller indkalde på sådan snedig måde af disse nedrige uforskammede fruentimmere.

København den 17. december
Aage Møller Bende på Ulfeldts Pladsnr. 127 i København

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 348, 22. december 1804, s. 5528-5530)

Sankt Gertruds Stræde. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Underretning om Rygning med Salpetersyre

Rygning med svovlsyre og salpeter er det mest virkningsfulde af alle midler der endnu er opfundet mod den gule pests smitsomhed og virkninger.

Den er også bedre end rygning med saltsyre, da denne er skadelig for åndedrættet. Rygning med saltsyre er derfor blot tjenlig til ubeboede steders rensning. Rygningen med svovlsyre og salpeter hindrer derimod slet ikke åndedrættet, og er derfor fortrinligt egnet til renselse af sygestuer, fængsler og med et ord alle beboede steder.

Denne rygning der er så let at frembringe, har vist sig yderst gavnlig i det ulykkelige Spanien, ifølge iagttagelser af Menzies, Smith og Cayanelles.

For at forrette rygningen lukke døres og vinduer. Derefter hældes sædvanlig svovlsyre i en tekop eller et glas, og deri kommes efterhånden en lige mængde pulveriseret salpeter. Blandingen omrøres med et glas rør eller en tobakspibestilk.

I det øjeblik blandingen sker, og så længe denne varer, udvikler der sig en hvid røg, eller tåge af salpetersure dampe, men som er aldeles ikke besværlig for den som forretter den eller for de syge. Også ved at blæse i blandingen med en blæsebælg fremmes udviklingen af dampene.

Når dampene først ret har udfyldt værelset, og siden atter har fortaget sig, åbnes et par vinduer, for at indlade ny luft.

Karret, hvori blandingen sker, må absolut være glas eller porcelæn, og aldeles ikke træ eller noget slags metal, da der ellers vil udvikles en luft, som netop er det modsatte af det man ønsker, og meget skadelig.

Antallet af røgkarrerne må passes efter værelset der skal renses. 1 lod svovlsyre og ligeså meget salpeterpulver er nok til at rense et værelse af 20 fod i hver dimension.

I store værelser som sygestuer og deslige gør man bedre i at ryge med mange små kar, end at foretage en stor blanding i et, da udviklingen af de sunde dampe derved sker hastigere og overflødigere.

Omstændighederne må tilsige hvortil der bør ryges. Vil man blot fordrive slem lugt, eller forebygge smitte ved luften, så er en eller 10 gange om dagen nok. Vil man derimod standse en allerede sket befængelse, så må man både ryge stærkere og ideligere, ja vel endog vedholde bestandig dermed.Rygningerne kunne så meget hellere fortsættes bestandig, som de på ingen måde besværer de syge, men er behagelige og holder deres mod vedlige.

Alle som opvarter eller kurerer på den syge bør så længe de er i værelse med dem, have et sådant rygende kar i hånden. Dette indhyller dem med en tåge, der sikrer dem og giver dem mod, til at nærme sig patienterne.

******

Ovenstående er den anvisning der af kurfyrsten af Salzburg er uddelt allevegne i hans lande til øvrigheder, præster og læger.

Udgiveren af disse blade har troet at gavne det almene ved også at undtrykke denne anvisning i dette blad, og således efter evne bidrage til udbredelsen af en så vigtig kundskab. Højst nyttigt ville det være om ikke alene øvrigheden i hver af vores købstæder, men også alle sognefogder eller rettere præster i landsbyerne var forsynede, foruden med anvisning til de sure røgelsers brug, med en vis forråd af svovlsyre og af salpeter. Mange steder er der langt til en købstad, hvor der er apotek, og muligt er endog mangt et apotek ikke så overflødig forsynet dermed, som man vel kunne øsnke. Udgiveren vover at anbefale denne genstand til vores virksomme karantænevæsen.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 348, 22. december 1804, s. 5524-5527)

Redacteurens Anmærkning

I 1801 havde to svenske salpetersydere anlagt et salpeterværk på hjørnet af Øste Alle og Trianglen (Øster Fælled). Det blev imidlertid ødelagt af englænderne i 1807.

Noget om Haarfrisur

(Efter tilsendt)

Rien n'est beau que le vrai
Intet i verden er skønt som fødtes af moder Dårskab

Mere end en gang har Politivennen opløftet sin stemme mod en skik der er lige så unaturlig som skadelig for sundheden og strider mod ethvert begreb af sand renlighed. En skik der, hvor meget den end er i aftagende, dog endnu ikke har kunnet fortrænges, og stadig samler sine døende kræfter for om muligt at vedligeholde sig eller vel endog at sætte sig igen i besiddelse af sit forrige herredømme. Her tales om den skik at belægge sit hovedhår med pomade, smørelser og med mel. En mode der af alle europæernes skikke mest opvakte kinesernes forundring (se Macartneys rejse) og som denne Hyder Aly ikke vidste at forklare på anden måde end at det var for at se gammel og ærrværdig ud.

Der er næsten ingen læge der i de nyere tider har givet regler for sundhed, der ikke også har bestridt denne besynderlige skik. Frank har i sit fortræffelige og bekendte værk a) endog troet at dens afskaffelse burde betragtes som genstand for medicinalpolitiet. Og vor Tode har i samme henseede talt sundhedens, renlighedens og bekvemhedens sag, med en harme og eftertryk som viser hvor vigtig den genstand er forkommet ham. b)

Også de som i senere tider har skrevet om soldaters klædedragt har næsten alle ivret mod den tvang, tidsspilde og skade som frisuren volder og tilrådet den størst mulige simpelhed og bekvemhed: "Håret", siger Colombier i hans Code de Medecine Militaire c) "er soldaten mere til hinder end gavn. Da han ikke altid kan have tid til at pleje det, så sætter der sig let utøj, sved osv., tilstopper porerne og danner et skadelig lag. Det skulle være mere nyttigt, om soldaten havde håret ganske kort afklippet, derved skulle hovedet altid være rent, i det mindste let kunne renses".

Kejser Leo tænkte ligeså, og Maizeroy i sine bemærkninger til ham tager heraf anledning til at bekæmpe den europæiske soldaterfrisure, af hvilken også den berømte marskal af Saksen var så stor en fjende, at han ville have man i stedet for skulle indføre meget kort afskårne hår d). En nyere skribent går endog så vidt at han regner stivheden og pedanteriet ved de østrigske soldateres frisure med blandt årsagerne til de østrigske hæres slette lykke i sidste krig. e).

Det ville være aldeles urigtig om man ville nægte at så mange oplyste lægers, pædagogers og krigeres forenede stemmer ingen indflydelse skulle have haft. Næsten i alle opdragelsesanstalter er frisur, hvad allerede Filangieri drev på f) for længst afskaffet g). Blandt de samtlige studerende i København er der måske næppe 3 tilbage som endnu holder ved den gamle skik. Måske fordi de ikke ville modsætte sig deres forældres fordomme. Alle unge søofficerer og artilleriofficerer har afskediget den, og den danske regering, altid den første til at give eksempel på fordomsfrihed, har som bekendt fritaget den danske soldat fra denne unyttige tvang, som den preussiske og østrigske etc. end stedse må lide h)! De svenske har allerede efterlignet os heri (se Hamb. Korrespondent for 7. dec. 1804) og det kan ikke fejle at jo flere nationer vil gøre det samme i).

Så meget er der da som taler imod en skik der på engang er unaturlig, skadelig og ubekvem. Så aldeles intet er der som taler til dens forsvar. For ikke engang det kan siges at den klæder bedre. Hvem finder ikke at den ædle simpelhed klæder overalt bedre end den stive kunst! Har ikke alle fundet at det korte hår klæder vores børn vores studenter, vores soldater langt bedre end fordum fronter og bukler og piske? Hvem holder da endnu så mange ved det, som så stærke grunde råder til at forkaste? Hvem forblander man endnu så ganske begrebet om renlighed og puds, på hvis forskel en af vore egne landsmænd, og just i selvsamme anledning, dog for længst har gjort opmærksom på k)? Vi kalder os oplyste og fornuftige, g kunne dog ikke sejre over en mode som vi selv erkender for tåbelig og ufornuftig!

a) System einer voldständ. medec. Polizey 3 B. p. 742 f. (ed. 1783)b) Prosaisk Skrift 4 D. p. 162-170c) T. i. p. 42d) S. Neue Kriegsbibliothek 5 St. p. 93 f. 1e) Darstellung der Ursachen, welche di Unfälle der oestreichischer Armee etc. nach sich gezogen haben 1801f) Scienca della legislazione, Libr. IV, P. I. C. g.g) Den Wiener Hoftidende fortalte engang i sommer at elegancen kom nu alt mere og mere ind igen i Frankrig, og at man derfor også igen havde indført frisur i alle offentlige skoler. Dette er aldeles urigtigt. Hverken i sekundærskolerne eller lyceerne ser man eleverne uden med kort afskåret hår eller såkaldt la Tituts. Des mere friserede er eleverne i Theresianum i Wien.h) Når man ser de preussiske soldaters alenlange piske, så kan man slet ikke opdage den bekvemmelighed og lethed i deres antog, som Keist så meget beundrer i hans skrift om den preussiske soldats sofrtrin. Ingen østriigsk soldat tør komme på vagt uden at være pudret.i) Kejser Napoleons guider og vicepræsidenten Melzis livgarde bærer også kort afskåret hår. Man ved at den romerske soldat har det på samme måde.k) S. Grev Schmettovs afhandling "Putz und Reinlicheit sind sehr wesentlich verschieden, i hans kleine Schriften 2te Th, p. 360 f.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 347, 15. december 1804, s. 5516-5521)

Ønske fra Helsingør.

(Efter indsendt).

Den omstændighed at nogle borgere i Helsingør der har husarindkvartering, har ment at den fra de indkvarterede heste faldende gødning tilhørte dem og at dette fra den anden side er gjort dem stridigt, foranlediger det ønske at det ved anordning måtte bestemmes hvem denne gødning tilhører.

For den borger der har indkvartering, vil det være hårdt om bestemmelsen faldt imod ham. For han blev da nødt til at lave to møddinger i sin gård, en for gødningen af sine egne, og en for den af de indkvarterede heste.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 345, 1. december 1804, s. 5489-5490)

Uordener.

1) I mandags den 19. d. kl. 6 om aftenen overfaldt nogle maskerede knægte en pige der vilde gå ind til bager Rasmussens på Højbro Plads. De slog hende med kæppe på hovedet og rendte derpå hvinende og grinende borg. Idet denne skr[]streg anmeldes, tjener det tillige nævnte maskerede knægte til alvorlig efterretning at man har i sinde at hilse på dem ved lejlighed uden maske.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 344, 24. november 1804, s. 5478)

Ønske for Beboerne af den Helsingørske Daarekiste.

De efter reformationen sekulariserede klostre som på adskillige steder her i landet er indrettet til hospitaler for gamle, svagelige personer, er vist så priselige stiftelser at enhver der føler noget for sine lidende medbrødre, må glæde sig over at regeringen har anvendt disse store bygninger med tilhørende jordegodser til så hæderværdigt et brug.

Men det spørgsmål kunne måske med føje gøres: er også disse stiftelser overalt således indrettede som de burde være? Anmelderen heraf tror det ikke, han har haft lejlighed til at lære at kende hospitalet i Helsingør hvor han blandt andet lagde mærke til en højst vigtig mangel. 

Som bekendt er med hospitalet forbundet en dårekiste hvis indretning er så lidt menneskelig, så grusom at enhver som har set de ulykkelige som en ublid skæbne bragte derhen, må gennemtrænges af de vemodigste følelser.

Dårekisten er en fritstående bygning på den ene side af hospitalet som vender ud mod Kronborg. Den er altså udsat for at den storm og kulde som det nærliggende sund fører med sig. Væggene er af enkelte egeplanker hvori åbninger med blot et jerngitter for er anbragt til lysning. I ethvert lukaf er en seng med halm. Men ingen kakkelovn som på nogen måde kunne lindre vinterens kulde, hvilken enhver let ser må på det græsseligste plage de ulykkelige skabninger der opholder sig der da intet uden en blot bræddevæg beskytter dem mod vejrligets ubehagelighed.

En vanvittigs tilstand er vist nok den beklageligste som kan tænkes. At han bør være i sikker forvaring for hverken at skade sig selv eller andre, vil vist ingen nægte. Men hvorfor skal han behandles værre end misdæderen? Og det tør jeg sikkert påstå er tilfældet her.

Da Helsingørs hospital er en af de rigeste stiftelser i riger, synes det underligt at der ikke for lang tid siden er bødet på denne vist nok overmåde store mangel. Måske arbejder nuværende bestyrelse derpå. Det siger i det mindste rygtet at hospitalets ærværdige forstander har allerede for et år siden indgivet et forslag til direktionen om en dårekistes bedre indretning.

Men man tør håbe at direktionen ikke tøver med at udøve en for deres lidende brødre så højst vigtig velgerning, og kunne anmelderen heraf have bidraget noget dertil ved at skrive disse linjer, da vil han anse det øjbelik han anvendte herpå som det lykkeligste i sit liv.

P. Hansen.
Student. Boende på Regensen.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 344, 24. november 1804, s. 5465-5468)

Uordener.

6). Ejeren af gården på hjørnet af Købmagergade og Silkegade hvor der er vinkælder, har ladet lægge en bedækning af møg tværs over fortovet for at holde en gårdrende tør. Denne mødding står 2-3 tommer over fortovets linje, og lover en artig søle i tøvejr. Man håber at ejeren selv vil indse hvorledes gaderne ville se ud hvis hver ejer efter forgodtbefindende kunne lægge gødning på fortovene, og at han altså hellere lader sin gårdskarl bryde isen op end fordærver gangen for et helt publikum.

7) Det er ikke sjældent indtruffet at man fra de gader om Nikolaj Ruiner ser en hob drenge løbe omkring på vægtergangen og gøre spillopper. Undertiden kan man se dem løbe omkring på de faldefærdige mure og hvælvinger, og der til angst for alle tilskuerne øve sig i at stå på et ben eller i andre farlige stillinger. For ikke længe siden løb en af dem til og slog et slag på klokken som straks fik alle mennesker deromkring til at stikke hovederne ud af vinduerne da de tænkte at der var brand. Ikke sjældent øver de sig i at kaste med sten deroppefra imod husene i nabogaderne. Man ønskede at tårnvægteren ville indse hvor stor uskik alt dette er, og for fremtiden holde sådant småpak fra sit vagtsted.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 343, 17. november 1804, s. 5463-5464)

Uordener.

3) Imellem Hollænderbyen og Dragør skal efter rygtet adskillige kørende personer være med skældsord, trusler og slag overfaldet af mennesker som finder lyst i sådan vildskab. Man anser det for pligt at opvække politiets opmærksomhed på det. Et sådant rygte om det end ikke har fuldkommen grund, har den ubehagelige virkning på dem der skal tage ad denne vej.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 342, 10. november 1804, s. 5445-5446)

To Ønsker paa Vejene tæt udenfor Staden.

 1. På det stykke jord som ligger tæt op til hr. garver Rings gård ved St. Hans Hospital, er for nærværende tid et rettersted for gamle heste, hvor disse efter at være blevet slagtet, aftrækkes huden, og hvor man ikke sjældent ser flere nøgne kroppe ligge i snesevis og flere dage i træk. Enhver der går forbi, fristes let til at opkaste det spørgsmål om man ikke viste den del af publikum som kommer ad denne vej, enten for man nyder den eller fordi den er hans nærmeste, mere opmærksomhed, når man anlagde slagteriet bag ved gården, i stedet for lige ud til vejen?

2. Da alle offentlige veje hører det almindelige og ikke nogen enkelt mand til, så anmeldes det som en synd imod vejpolitiet, at der på det stykke vej som går fra Falkoner Alle op til Godthåb er anlagt et møddingssted, som ønskes fjerńet.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 342, 10. november 1804, s. 5435-5436)

Bøn til Vandvæsnet

Næsten i en måned har man nu på Toldbodvej manglet vand. For man kan vel godt kalde det mangel når man for hver dag hvor man har vand igen mangler i 8-10 dage. Folk som bor der finder det både trykkende og ærgerligt at de næsten hver dag må holde mennesker alene for at hente vand, enten oppe i Store Kongensgade, Borgergade, Husarkasernerne eller andre steder.

I husarkasernerne ser man hver dag en stor stimmel mennesker dels fra Toldbodvej, og dels fra Nyboder som kommer for at hente vand. Men selv her kunne de ikke alle tider få det, da der er en mængde heste som skal vandes, og skønt chefen viser den største villighed til at hjælpe på de vandtrængende, må han dog undertiden se sig nødt til at afvise dem, for ikke selv at mangle.

Vel er det sandt at de to på Toldbodvej ved hjørnet af Store Kongensgade boende brændevinsmænd kunne forbruge en stor mængde vand til, efter desværre alt for almindelig skik at pumpe koskarn osv. ud med (den ene har ogå svin, hvis skarn vel må herud på denne nydelige måde). Men man kan dog ikke indse at når vandrenderne var i god stand, de jo desuagtet måtte yde vand nok til beboernes brug.

Man nødes altså til på det indstændigste at anmode de ansvarlige om at tingen måtte sættes i den stand at de stakkels beboere på Toldbodvejen også kunne forsynes med denne så uundværlige livsfornødenhed.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 342, 10. november 1804, s. 5433-5435)

Esplanaden (Toldbodvej) 8 er fra 1785, så det må jo have savnet vand dengang.

Redacteurens Anmærkning

Brændevinsmænd på Toldbodvej (esplanaden) var på Politivennens tid ikke ualmindelige. Den var en af de veje hvor mange søfolk færdedes. Nogle endda ret velhavende som brændevinsbrænder Bjerre (nr. 289). Der var mange kældre med beværtning, keglebaner mv. Med navne som Toldbod Vinhus, den lille knejpe Lumskebugten, Paradiset ved indgangen til Nyboder, Brokkens Bod mv. De blev også besøgt af de mindre fine fra borgerskabet.

Ønske i Kristenbernikovstræde.

Det må fornøje enhver at se at den kasselige rønne som i Kristen Bernikows Stræde stod så langt frem udenfor de andre bygninger, er nedbrudt og at gaden altså her tager sin tilbørlige vidde.

Ved denne lejlighed kan man ikke andet end ønske at det sorte hus der også står frem på den anden side i sammes træde, og som skønt med jernbånd sammenføjet, dog er så ganske brøstfældigt at stykker af beværfningen hvert øjeblik falder ned, engang måtte dømmes til nedrivning. Dette ønske henvendes både til politiet og til brandvæsnet, da en sådan rønne om den end ikke ellers falder sammen, dog i tilfælde af ildebrand nærved, kan forvolde højst ubehagelige følger.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 341, 3. november 1804, s. 5428-5429)

Uorden paa Nytårs Aftener

Det er nu tredje gang siden jeg kom her til apoteket at jeg har oplevet den ubehagelighed at se nytårsaften helligholdt ved at kaste potter på dørene. Hertil forsamles stadens unge drenge og piger, der i forvejen har forsynet sig med hele og halve potter for ved den første den bedste lejlighed at kaste dem på den første og bedste dør. Når de nu har kastet alle de potter og potteskår som de har kunnet overkomme, tager de flasker og sten. Og alt dette lader de uden barmhjertighed danse på døre og porte. Ja ikke alene ser man peblinge more sig sådan, men endog fuldvoksne og gamle mennesker fordriver tiden på denne måde, forsamlede i hobetal, udrustede med føromtalte materialer. Og dem skulle man dog tro besad den fulde fornuft.

Når de nu har kastet potterne (eller hvad det så er de har mellem hænder, skjulte under kjoler eller forklæder) løber de straks bort under hånlig latterfryd. Som et eksempel herpå vil jeg anmærke at sidste nytårsaften kastede de en hel buteillieflaske ind i apoteket, der gik i mange stykker. Jeg opsamlede disse stykker og foreviste dem for min foresatte. Gennemtrængt af harme over denne mod sædelighed og god orden stridende opførsel, besluttede jeg at bekendtgøre samme, da der sandelig må findes et middel til at hæmme samme for eftertiden. Mange onder følger af dette: De syge og svage, der på samme tid nyder en velgørende søvn, vågner op af forskrækkelse ved potte- og stenkastningen, og deres helbred bliver forværret. Også på dørene sker der stor skade, da der naturligvis må splittes hele stykker fra, når dørene ikke er desto stærkere, og selv hvis det ikke sker, så skades maling. Det kan også undertiden ske med vinduer, og når det sker, hvor ulykkelig er da ikke de, der måtte være inden for på samme tid og blive ramt? Og hvem kan sikre mig, at hvis jeg ikke tilfældigvis stod i døren i mørke, blev ramt og måske skamslået. Er denne sag ikke så vigtig, at man ikke bare kan være så aldeles ligeglad? I øvrigt vil jeg ikke undlade at anmærke, at jeg den kommende nytårsaften ser mig nødsaget til at anskaffe mig redskaber til modværge, eller også med en anden stå vagt. Hvis i givet fald en eller anden af disse ubudne dørtugtere skulle blive ramt af et høfligt stød har de blot sig selv at takke for den ubehagelighed.

Jeg ville ønske om en jurist ville udtale sig om sådan en nytårspotteskydning er lovlig, og om den bør være det eller ej? Da almuen ikke ved hvorfra den uskik stammer, gør man ham derved en tjeneste. I øvrigt måtte man at føromtalte pottekast og uskik blev fuldstændig forbudt.

Varde den 25. oktober 1804
Bjørn Bjørnsen
Apotekersvend
Conditionerende på apoteket i Varde.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 341, 3. november 1804, s. 5417-5420)

Som det fremgår af Redacteurens Anmærkning var den også gal i Strandgade i Helsingør: Pistol og fllinteskud, samt en svingbasse, altså en lille kanon. Det må havde genlydt i dagen. Erik Nicolaisen Høy.

Bekendtgørelse

For at forebygge den gule pests meddelelse på kysterne nord og syd for Helsingør er der nu ridende patruljer med skarpladte våben langs kysterne. En foranstaltning hvorfor enhver fædrelandsven vil takke vor årvågne regering.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 340, 27. oktober 1804, s. 5415-5416)

Kystsstrækningen syd for Snekkersten Havn giver måske et indtryk af hvordan der har set ud der hvor man har patruljeret. Omkring Helsingør er kysten omdannet af bolværker, kampesten mm.

Et par ord om hovedvagten på Hallandsås

Opmuntret af de nys anlagt forbedringer og indretninger ved hovedvagten på Kongens Nytorv som gør denne bygning passende til den flotte plads den står på og endnu mere værdig at være hovedstadens fornemste hovedvagt, tillader udgiveren sig at fremsætte endnu et ønske, som han sikkert håber vil finde guvernørens bifald.

Et par gange om dagen ser man nemlig ved denne vagt et syn, som er langt fra behageligt. Fangerne som sidder arresterede der, skal have adgang til lokummet. Man ser så vagterne udstillede, og et halvt eller helt dusin arrestanter i skjorte eller laser, kort sagt slet ikke pyntet, traske ud af hovedvagtens forgård om i den lille gade bag bygningen og siden ses et lignende tilbagetog.

Det er blot mangel af en bagdør på bygningen selv, som forårsager disse optrin. Og en sådan dør kunne dog bekvemt anbringes og al stank fra gården desuagtet holdes ude, når man blot indenfor gjorde et såkaldt forslag og en dobbelt dør.

Mænd som hr. general Gjede og hr.major Krüger ville ikke finde det for småt at afhjælpe det her omtalte vansyn, og på deres anbefaling at bringe det foreslåede til udførelse.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 340, 27. oktober 1804, s. 5410-5411)

Ønske for Fodgængeren i Frederiksberg.

Der har ofte i Politivennen været ytret det ønske at sidevejene i Frederiksberg Alle måtte gøres mere bekvemme for fodgængere, og mere fremkommelige i vådt vejr. Dette ønske er nu gået i opfyldelse. Sidevejene er i år blevet istandsat og fyldes nu med grus, som allerede i dette efterår har været til betydelig lettelse for de mange der enten i forretninger eller for at spadserevandre denne vej. Indsenderen heraf ved ikke bestemt efter hvis bevirkende denne forbedring egentlig er foretaget. Men hvem det end er, så er det en pligt offentligt at tilkendegive sin taknemmelighed for en så velgørende foranstaltning. 

Den eneste hindring som endnu standser den vandrendes fremskridt på denne vej, er overgangen over Runddelen udenfor Frederiksberg Kirke samt den mindre sidevej langs kirkegårdsmuren fordi kirkebetjentenes boliger og op til landevejen. Dette stykke vej må nødvendigvis passeres, ikke blot af de derværende gårdsbeboere, men også af de mange blandt hoffets betjente og flere. Hvor ubehageligt for alle disse efter at have gået gennem den jævne og tørre Frederiksberg Alle, da til sidste at synke i det dybe dynd som i regnvejr opfylder Runddelen og den omtalte sidevej. Ikke sjældent er ethvert fodtrin der forbundet med største fare for at glide og falde. Og lykkes det end at stå fast, så bærer i det mindste fodtøjet sådanne mærker at man ikke uden at blues kan vise sig for noget menneske eller træde ind i noget renligt værelse.

Med lidt forøgelse af bekostning ville vedkommende som allerede har bevist en så veldædig omhyggelighed for fodgængernes bekvemmelighed og gavn, pålægge det vandrende publikum en nu taknemmelighedsforpligtelse ved at lade overgangen over Runddelen og den nævnte lille sidevej forbi kirken opfylde med samme slags grus som nu gør alleen så skøn og behagelig at passere.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 340, 27. oktober 1804, s. 5404-5406)

Noget om fremmede Jøders Bortsendelse

Det må glæde enhver retskaffen dansk borger at se regeringens gode hensigter med at bortskaffe alle fremmede jøder, der omstrejfer landet med varer, og derved fratog næringen fra købstadsborgere der ofte kummerfuld nok må tjene til brødet til sig og sine. Men hvor hensigtsmæssig denne forordning end er, tillader jeg mig dog at ønske at den ikke udstrakte sig til sådanne fremmede jøder der er konditionerede som lærere, og tillige dem, der ifølge den jødiske religions love skulle slagte og visitere de kreaturer som skal bruges til spisning. For da det hos os er forbudt at spise kød af andre kreaturer end de der er skåret af en med attest fra en rabbiner dertil berettiget, ville vi i mangel af sådan en mand udsættes for hunger.

Antager man nu, at der i hver provinskøbstad, hvor der bor jøder, skal være sådan en lærer eller så kaldet schlechter, ville der mindst kræves 50 sådanne mænd, og hvor skal disse tages fra? I København og Altona ville der måske knap findes 10 der var duelige til børns moralske undervisning og tillige til at slagte. For det bekendt at disse to stæder selv må hjælpe sig med fremmede lærere. Var man nu end også heldig nok at få en mand der var denne tjeneste voksen, så ville det endda være usikkert hvor længe man kunne blive enig med ham. For da han vidste at man ikke måtte tage nogen udenlandsk, kunne han daglig forlange mere i løn, og til slut drive det så højt som han fandt for godt, skønt han kunne være hengiven tii svir og laster. Den bosiddende jøde ville altså hos sådan en mand være underkastet daglig chikane, og være nødsaget til at give ham mere i løn end han måske havde råd til at give. Da det formodes at sådan en schlechter, hvad enten inden- eller udenlandsk, ikke kan være staten til nogen skade da han blot befatter sig med information og slagtning, skulle da regeringen ikke være så nådig at tillade en sådan lærer i hver købstad? Dog med de vilkår at når han opsagde sin tjeneste, da at bevise for byens øvrighed at have en lige sådan tjeneste i en anden købstad, men i manglende fald være nødsaget til at rejse ud af riget, for derved at forebygge at han ikke gav sig til at handle på landet eller drive anden håndtering, man ikke kunne forudse.

David Meyer
i Svendborg

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 340, 27. oktober 1804, s. 5401-5404)

En umenneskelig Handling

En person fra Frederiksborgs amtsstue ved navn Hûbner kom her til København den 3. oktober kl. henad 9. Han kørte ind ad Nørreport om med volden. Da han kom nær Vestergade, fik han kastet en sten mellem skuldrene, så han faldt næsegrus over på kusken og blev liggende nogle minutter uden ubevidsthed. Da han kom til sig selv igen, bad han kusken at holde, for at se hvor den kom fra, men der var intet at se. Han måtte altså køre til Knapsteds Gård for at komme i seng. En ven af nævnte person har ladet stenen hente fra Knapstedsgård og vejet den, og den var 4½ pund tung.

J. C. Berg
Skræddermester, Krystalgade 239

***

Uden så troværdige vidnesbyrd som de der haves for denne tildragelse, skulle man næppe tro at der kunne findes folk med så djævelsk skadefryd, som den desværre viser at være midt iblandt os. Havde stenen truffet et halvt kortere højere var den rejsende uden tvivl blevet dræbt. Stenens størrelse peger på en voksen forbryder og ikke på en dreng. Et så ondt menneske vil sikkert, sent eller snart, for anden forbrydelse blive straffet. Den her skete anmeldelse kan kun have den nytte, at nogen anstalt blev gjort for at få de ikke sjældent på vores gader løsgående sten fjernet. Måske kunne det pålægges fejekonerne og påses af gadekommissærerne. Sådanne sten er desuden til en højst ubehageligt anstød for fødderne.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 337, 6. oktober 1804, 5357-5358)

Om Mængden af Skænkere i København og Ønske om at deres Antal indskrænkes

De der har det som borgerligt eller frit erhverv at sælge stærke drikke til deres medborgere, og altså - rent ud sagt - holder kro: Vintappere, konditortraktører, egentlige traktører, destillatører, billardholdere, horeværter, dansebodsværter, øltappere, brændevinsbrændere, kaffeværter og teskænkere, spækhøkere og marketendere osv. osv. Når man i København tæller dem, bliver deres antal mellem 2 og 3.000 inden for voldene (uden for dem i forstæderne er næsten hvert hus en kro). Dette er i sandheden en alt for stor mængde udskænkere for en folkemængde som Københavns som man regner til 90.000. Når halvdelen trækkes fra for det køn der ikke går på kro, og atter halvdelen for børn, syge, skikkelige mænd der hellere drikker af det huslige bæger, og nogle få unge mennesker som enten af mangel eller sædelighed holder sig fra kroen - så bliver der kun 22.500 krogængere tilbage. Sikkert alt for mange, og kun en meget lille del kan af domstolen for sædelighed, huslighed, tarvelighed og borgerflid frikendes for at gå på kro. Men alligevel en meget lille mængde gæster i forhold til den uhyre hær af værter. Der er knap 9 gæster for hver vært.

 "Hvorfor skal København netop have 320 brændevinsbrændere, og er dette antal ikke alt for højt! 150 brændevinbrændere, ja færre, ville levere det samme fabrikat for billigere pris." (Billede af destillateur og brændevinsbrænder Peter Matthias Spendrup 1747-1828, Bakkehusmuseet. Eget foto, 2015).

Hvad sjældent sker, at alle disse gæster skulle beværtes på en gang, så kunne dette klares af et langt ringere antal mennesker end nu, til fornøjelse for gæster og rigeligt såvel som ærligt udkomne for værter. For en ussel kro - hvad slags den end måtte være - er en sådan som ikke kan pleje 40 gæster på en gang. Deler man nu krogængernes tal med 40, finder man frem til at 563 eller afrundet 600 er et passende antal værter. Stadens magistrat kan fordele dette tal på de ovennævnte arter af kroer bedre end jeg kan, ud fra det nuværende tals fordeling som rettesnor.

Når 3.000 husfædre og 3.000 husmødre ikke gør staten andet gavn end hvad 600 husfædre og 600 husmødre kunne klare, så er det sandelig stor skade for staden og staten. Beværtningen må nødvendigvis blive dårligere, da der må skæres mere på varerne. Dåren råber at folkemængden vinder. Javel, men den vinder det dårligste der kan vindes: Dovne, usædelige, dumme borgere!

Men dette er dog ikke den værste følge af et overdrevent antal kroer. Den sande ulykke ved dem er den, at de fordærver en stor mængde mennesker på sjæl og legeme.

Man behøver bare at have været en gang på disse skænkesteder for at se den skadeligste indflydelse af deres store antal. Hvilken vintapper, traktør, billardholder og overalt hvilken skænkevært, der altid havde fuldt hus, ville nedlade sig til at være ungdommens forfører. Og er man ikke det, når man skænker for en dreng, uanset stand, når han ikke er i et voksent menneskes selskab.

I dag ser man på billardhusene bordet besat af halvvoksne lediggængere, som her lærer at forøde, bande, ryge og skrå tobak og være fræk mod tøser. Vores traktører skænker op for drenge som for voksne. Og vores værtshusmænd og spækhøkere (især de sidste) mener at for at kunne overleve, er de berettigede til at forføre læredrenge, som man her kan se, bænkede, i færd med at vise kort eller terning i hånden, hvor nemt de har tilegnet sig den visdom de lærer af de voksne gæster, ja værten selv.

Anmelderen er overbevist om skaden af dette uforholdsmæssige antal værter, og beder derfor Københavns magistrat, hvis pligt det er at afværge alt det onde der af mangelagtige indretninger kan forekomme i staden, om at vælge og til kongeligt bifald foreslå bedre. Det er vel ikke muligt, på engang at fratage disse mange mennesker deres nuværende erhverv. Men efterhånden som de nedlægges eller ved døden forlod samme, burde det være en ufravigelig grundregel ikke at uddele borgerskab på sådanne næringsveje, før deres antal var svundet ind til det engang fastsatte.

Al ære til den magistrat, der ved at formindske kilden til lediggang, forførelse, drik, liderlighed og spillesyge, fremmer borgernes moral, sundhed og velstand. Ingen usle grunde hentede fra folkeforøgelsen (for derved forstår statshusholderen kun forøgelse af nyttige folk). Ingen påberåbelse på den i teorien så smukt lydende, men i virkeligheden så urigtige regel at enhver borger bør have lov til at ernære sig ved hvilken som helst lovlig næringsvej han lyster. Intet hensyn til stadens kasses fordel, ved mængde af borgerbreve, bør bevæge den retskafne og for sine borgeres velfærd nidkære øvrighed fra det engang fastsatte mål.

Hvad denne sidste fristelse angår, så er det netop en langt større fordel at hente for stadskassen af den her foreslåede indskrænkning af værternes antal, end der nogensinde kan fås af den uforholdsmæssige antal bevirkede forøgelse i borgerskabsbrevpenge. For når det ved indskrænkningen sikrede antal fik godt udkomme, var det blot rimeligt at tage, hvad heller ikke nogen vært synes hårdt at give, en årlig kendelse til stadskassen. Denne kendelse kunne være fra 100 til 200 rigsdaler om året, og ville indbringe hen imod 100.000 rigsdaler.

Måske var det allerbedste, at enhver der holdt egentligt værtskab, hvert år måtte med oven meldte kendelse skulle forny sit privilegium, og for at få det, skulle forevise politimesterens erklæring, således at den som politiet havde grebet i ungdomsforførelse, skænkeri efter de befalede tider o. lign. ville blive nægtet en anbefaling.

To næringer der nu tillige bruger udskænkning, burde ganske fratages den. Den første er brændevinsbrænderiet, det andet spækhøkeriet. Især er foreningen af spækhøkeri og krohold skadelig, fordi netop unge uerfarne mennesker har mange ærinder hos høkeren og falder således desto lettere i kroholderen klør. Hverken brændevinsbrænderen eller spækhøkeren vil savne denne fortjeneste, når deres medbrødres tal formindskedes efterhånden. Hvorfor skal København netop have 320 brændevinsbrændere, og er dette antal ikke alt for højt! 150 brændevinbrændere, ja færre, ville levere det samme fabrikat for billigere pris. Også spækhøkernes tal kunne og burde formindskes til det halve, til deres egen og hele stadens store fordel.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 336, 29. september 1804, 5346-5353)

Uhøflig Begægnelse paa Kastels Volden

Den 27. september mellem kl. 5 og 6 gik jeg med to damer på Kastelsvolden, hvortil vi har tegn. Men da vi kom nær en mand som gik og rev hø, blev vi meget dårligt modtaget af ham, fordi vi ville på op på brystværnet, hvilket ikke før er blevet os forbudt. Denne mand ikke alene overfusede os med grovheder og skældsord. Han stødte mig for brystet med riven og truede damerne med den, og råbte op om at høet var hans og han havde betalt for det. Jeg råbte alarm til skildvagten og gik straks derefter til kommandanten og beklagede mig. Kommandanten var meget venlig og sendte sin ordinans ud for at se hvem manden var. Det vist sig at det var marketenderen i Kastellet. Kommandanten sagde, at tingen skulle tages alvorligt, når jeg indgav en klage. Dette ville jeg også have gjort, hvis tiden tillod det. Men da jeg er på rejse tillader tiden mig ikke at gøre det. Jeg vil derfor nøjes med bare at fortælle mine medborgere om hændelsen, både for at de kan tage sig i agt, og for at mennesket tænkte sig om og af skam om ikke af fortrydelse ændrer sin slemme opførsel.

Svend Tergesen

Skibskaptajn

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 336, 22. september 1804, 5343-5345)

Uordener.

1) Når man går ved Gammelstrand forbi jødernes slagterbod, ser man en hel mængde piger og koner som ries og slås om kødet, men betænker denne ækelhed og endnu oven i købet klager mange jødiske familier over ikke at kunne få kød i rette tid. Denne uorden bedes det jødiske repræsentantskab at råde bod på. Tillige er denne støj også en ubehagelighed for genboerne.

5) I mange gader hvor bortkørelsen af gadeskarnet først sker om eftermiddagen, ser man dog folk kaste skarn og uhumskheder ud straks om morgenen. Denne uskik foregår navnlig i Dronningensgade på Christianshavn. Han håber at det ændres da det er meget besværende hele dagen at måtte døje stanken af de ved overørsel udspredte møddinger, og når det blæser at se sengehalm og deslige fare ind af ethvert åbent vindue

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 335, 29. september 1804, 5338)

Utæt Nattefarervogn.

(Efter indsendt.)

Torsdag den 20. september 1804 om aftenen kl. 10 slæt, har en natterenovationsvogn begyndt at læsse i Borgergade nr. 176 i sin vogn, derpå kørte han med læsset, og lagde det jævnligt efter sig gennem Borgergade, Store Grønnegade, Lille Grønnegade, Kongens Nytorv, Laksegade til Boldhusgade om ad Admiralgade til Holmens Bro og hele vejen til Christianshavn. Betalingen for natterenovation er så temmelig blevet forhøjet både for hus- og gårdejere og lejere at det i det mindste ikke burde lægges på gaderne til pestagtig lufts vedligeholdelse hele byen igennem. Vægterne i Borgergade er vidner hertil, og det blev mig lovet at de ville rapportere derom. Jeg beklager vægterne som må blive i den rådne stank hele natten igennem, og undrer mig meget at en sådan vogn ikke bliver anholdt af dem fordi han begynder at losse på uret tid og sted. At en vægter kan fejle, det er rigtig  nok. Men at alle vægtere heri fejler og tager imod stanken, det går over min forstand. Imidlertid lider alle københavnere derunder.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 335, 29. september 1804, 5333-5334)

To Uordener i Helsingør.

(Efter tilsendt.)

I Bjergegade har bager Borup sit plankeværk stående langt over rendestenen ud på gaden som forhindrer passagen, især når genboen lader sine porte der går op ud til gade, stå åbne hvilket sker næsten dagligt og hvorved folk let kunne blive overkørt, især når to vogne møder hinanden, hvilket ofte ser i denne smalle gade hvor der er stærk færdsel fra og til byens torv. Denne bagers rendesten er også uden for dette hans plankeværk, jævnlig opfyldt med urenlighed som hindrer vandets løb og forårsager utålelig stank af blod og anden uhumskhed der kommer ovenfra slagterens og forrådner i rendestenen på hede sommerdage. Det var derfor at ønske at bageren der eller i sin dont er en flink mand, blev pålagt at borttage sit plankeværk, at holde sin rendesten renset og hvis det behagede ham, at slå brædder for sine nye vinduer og døre.

På døren i rådstuebygningen står endnu malet at der er hvedemel etc. at få til købs, skønt melbutikken er flyttet derfra, hvorover folk går forgæves til rådstuen for at købe mel.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 335, 29. september 1804, 5328-5329)

Ønske til S. T. Overrabineren Hr. Gedallia.

Ved Elias Delbacos jordefærd den 12. i denne måned har overrabbineren ved den jødiske menighed, hr. Abraham Gedallia, der ellers er lige så bekendt ved sin retskaffenhed som ved sin lærdom og religiøse iver, holdt en tale hvori han blandt andet har ivret mod den nyere skik blandt jøderne at lade deres afdøde henstå i nogle dage før de jordes. Da nu denne skik er begrundet i den nyere lægekunsts heldige fremskridt og den efter de skarpsindigste mænds videnskabelige undersøgelser end ikke skal i nogen henseende være stridende enten mod religionsstifteren Moses' forskrift eller mod Talmudens bud, så er det højlidt at formode at oven meldte overrabbiner med hensyn til dette emne må være rykket et skridt videre frem i religiøs lærdom end alle hans berømte forgængere eller samtidige, og det var derfor at ønske at han enten selv velvilligt eller dertil af regeringen gennem sundhedskollegiet opfordret, offentligt opgav de grunde og motiver som har bestemt ham til at anbefale en fremgangsmåde der synes at være så i modstrid både med menneskekærlighed og alle de fornuftsprincipper samt videnskabelige bemærkninger som nu hyldes af den jødiske menigheds mest oplyste mænd.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 335, 29. september 1804, 5325-5327)

Atter et Par Ord til Bedste for Publikums Øjne og Næser.

Allerede ofte er der i disse blade ønsket at den megen hensulende tang ved esplanademuren mellem Kastellet og toldboden måtte optages, ja endog med pengefordel kunne ske når som foreslået, dette sted indrettedes til en bådehavn.

Men samme sted har endnu en anden kilde til stank, den i den senere tid store slamkiste som er forlagt der. Det er en mangel som virkelig skriger om afhjælpning at denne så stinkende fos ikke som alle vore andre skarnkister, er dækket til. Denne pligt imod det store publikum som dels på esplanaden, dels på toldbodpladsen søger fornøjelse håber man snart at se afhjulpet. Dersom hertil behøvedes endnu flere bevæggrunde end dem øjet og næsen straks fremgiver, så tør man vel ytre at man for fremmedes skyld så meget som muligt bør skjule den skrækkelige vansir vores så skønne toldbodplads har fået ved dette ækle vælds forlæggelse der ind på.

Det hører ikke til min materie her at drøfte om dette også var det bedste sted til en skarnkistes anlæg, for havnens skyld.  Hvis det er sandt at denne kiste ikke bundfælder de grovere dele nok der fylder havneløbet - og om det er sandt hvad der virkelig er forsikret anmelderen at vandet ved bommen således forpestes af dette væld, at endog fiskene i kvaserne dør, hvis man ikke så hastig som muligt ser til at komme forbi stedet.

Så meget er vist at en god bedækning måske og en bedre indvendig indretning, ville i stor grad formindske denne kistes væmmelighed.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 334, 15. september 1804, 5316-5318)

Slet Ølforsynelse til Frederiksberg

Bryggerlauget i København skal forsyne Frederiksbergs indbyggere med øl. Men det går sådan til, at når man bestiller øl og betaler i laugshuset i dag, så må man sommetider vente flere dage inden man får det. Jeg har nu dagligt nogle og tyve arbejdsfolk i marken. Jeg bestilte øl og betalte det i torsdag den 6. september. Så blev det sagt at jeg ikke kunne få det før mandag den 10. Nu er det tirsdag, og jeg har endnu intet øl fået. Vand vil danske arbejdsfolk ikke drikke, og mælk eller mælk og vand kan de ikke alle tåle. Intet øl kan man købe på de mange værtshuse, da de alle klager at de ikke straks kan få øl for penge fra laugshuset. Det er mærkeligt at sådant kan eksistere i et kornland, således gik det mig i fjor, og således hvert år. *)

*) Almuen forledes derved til at ro, at kornudførsel er skyld i at man ikke kan få øl, og at råbe derimod. Og det er dog slet ikke godt at almuen har den tro.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 334, 15. september 1804, 5312-5313)

En Hex i København

På nærværende tid findes der en midaldrende svensk kone her i staden, som giver sig ud for at kunne hekse. For nogenlunde oplyste folk har man intet at frygte af denne kone, men dog vist nok for de mindre oplyste og især halvvoksne børn. Udgiveren har flere gange bemærket at hun kalder dem  ind i døre eller porte, for der at få underretning om deres tilkommende kærligheds forståelser osv. Hun er som oftest beskænket, taler ikke desto mindre ikke dårligt for sig og har en sagte listende gang. At hun har lange fingre, kan man vel ikke overbevise hende om, skønt det synes meget rimeligt. Hun er klædt i blå trøje, brunt skørt, gulbrunt tørklæde og brunt skørt, samt et meget stort hvidt tørklæde om hovedet. Hun opholder sig for det meste om formiddagen i Strandgade, Skt. Annæ Plads eller Amaliegade.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 333, 8. september 1804, 5307)

Redacteurens Anmærkning. 

Se bl.a. Kjøbenhavnsposten, 17. november 1835.

Utilladelig Morgen-Reveil.

Indsenderen af dette som bor i en af stadens såkaldte reelle gader, er ved en hændelse af at forflytte sit sovekammer fra bygningen til gården, over i den til gaden, blevet gjort opmærksom på en uskik som han håber blot bør blive vedkommende bekendt for at blive fjernet. Adskillige især spækhøkere og kælderfolk har for skik at lade vægteren vække dem, forinden han går fra sin post om morgenen, mellem 4 og 5 slæt. Dette gør da denne også, men på samtlige huses beboeres, naboers og beboeres bekostning. For hans slag på kælderskodderne er så djærve, gentages så ofte og med sådant crescendo at den ikke-pågældende som oftest vågner før vedkommende i kælderen omsider giver tegn til liv fra sig. 

Man betænker nu den syge der som oftest kummerligt og i smerte tæller nattens søvnløse timer og hen mod morgenen er faldet i slummer, med hvilken angst han vågner, og hvem erstatter ham tabet af den kvægede søvn som disse den natlige ros befordrere, men nu forstyrrere (foruden deres som oftest alt for høje sang af lange lange vægtervers) har forårsaget? Og hvem siger desuden at jeg, skønt frisk, skal vækkes af min søvn på en tid da mine forretninger tillader mig at nyde den? Indsenderen tror derfor med rette at sådanne folk hvis kald det er at være tidligt oppe, kan finde en for deres medborgere mindre byrdefuld måde at blive vækket på end den vægtertorden på vindueskodden. En lille klokke med en snor gennem vindueskarmen ville gøre den samme nytte og os andre ingen forstyrrelse.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 332, 1. september 1804, 5277-5279)

Uordener.

1) I Kompagnistræde nr. 51 er hverken hammer eller ringetøj på porten. Når nu en af gårdens beboere kommer hjem efter kl. 10, ser han sig nødsaget til at gøre en græsselig larm for at komme ind, som naboerne og Hoses folk allerede ofte har beklaget sig over da de derved forstyrres i deres nattero. Man håber at værten nok vil hæmme denne ubehagelige uorden.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5276)

Redacteurens Anmærkning 

Kompagnistræde 51 blev 1806 til nr. 54, og 1907 henlagt til Knabrostræde 23, Kompagnistræde 13-15 og Snaregade 12-14. Denne indeholder adskillige ældre bygninger, tilsyneladende dog ikke den omtalte.

Om Røverhistorie

For nylig har Danske Tilskuer kastet et velfortjent (ulæseligt, formentligt h()anfn()()) over disse afskyelige frembringelser af uordentlige tyske romanskriverhjerner, disse Gloriosos, Rinaldo Rinaldinos, Schinderhannes og flere af den art, som vi ser indpodes i vores litteratur af smagløse oversættere. Men dette og den ringeagt disse usselheders læsere udsætter deres smag og dømmekraft for, er ikke nok til at standse den skade, der virkelig frembringes af en sådan læsning.

Der er en sandfærdig tildragelse med en dreng, der nu er arresteret som skyldig i adskillige grove tyverier. Han fandt fra begyndelsen en stor velbehag i at læse Schinderhannes og den store djævel osv. og lukkede altid bogen med det ønske: Hvem der bare kunne blive sådan en mand! Når andre drenge sagde. Gud bevares! Det kan du jo dog ikke mene for alvor, sagde han: Hvorfor ikke, så blev jo dog skrevet en bog om mig, som om en stor og mærkværdig mand!

Det var virkelig højst ønskeligt at sådanne bøger ikke blev oversat eller at politiet i tilfælde af at sund fornuft og menneskekærlighed ikke kan holde oversættere og forlæggere tilbage, ved lov kunne forbyde deres salg.

Ved denne lejlighed kan jeg ikke tilbageholde det ønske, at vores sundhedspoliti dog endelig måtte finde det tjenligt at lægge tøjler på dem, der oversætter eller forfatter bøger om selvkure for venerisk syge, om manddoms og mødoms genoprettelse og deslige!!!

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5274-5275)

Redacteurens Anmærkning.

Også Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn beskæftigede sig af og til med røverromaner. Fx nr. 78, den 27. august 1804, s. 1241-1242:

Man har i Anledning af en i disse Dage indtruffen Begivenhed villet bevise, at Røverromaners Læsning kunde danne virkelige Røvere. Forfatteren af nærværende Stykke har allerede  tilforn klaget over den Mængde Røverromaner, vi i denne Tid hjemsøges af, som en for vor Litteratur høist skadelig Læsning. Men at paastaae, at den blotte Læsning af en Røverroman skulde kunne danne en virkelig Røver eller Tyv, er at paastaae en Urimelighed. Fra denne Side kan og bør deres Skadelighed ikke bevises, thi det vilde være det samme som at erklære Ilden for en skadelig Ring, fordi Mordbrændere kunne bruge den til at stikke Huse i Brand. Bibelen selv, som er een af de første Bøger, Børn faae i Hænderne, indeholder jo adskillige Røver- og Morderhistorier. I eet af de første Capitler slaaer jo Cain sin egen Broder ihjel, og Davids Omgang med Batsebas Mand, er jo den gyseligste, der kan tænkes. Skulde Bibelen altsaa være en forbuden Læsning, fordi den indeholder saadanne Ting?

Om Gaderenovationen

Ved licitationen den 24. august i rådstuen over fjernelse af renovationen, is og sne i København, forlangte efter sigende kontrahenterne 46.000 rdr, foruden hvad det 21. distrikt vil komme til at koste, der førhen var 1.000 rdr., men hvorpå ingen bud skete. Skulle vedkommende nødes til at acceptere så overmåde forhøjede priser, vil det blive sørgelig nødvendigt at renovationsskatten mere end fordobles, da den efter sigende hidtil skal have været utilstrækkelig, og der har måttet tæres på den lille kapital, kassen havde samlet.

Mon der ikke skulle være nogen anden måde, at få ført det væk uden at skulle udsættes for at enkelte mænd efter eget forgodtbefindende af mangel på konkurrenter, bestemmer prisen? et godt råd kunne være at gennem et år optegne hvor mange læs renovation, is og sne der er fjernet. Så vil det let ses, hvor mange heste og vogne der er brugt. Måske en eller anden formuende patriot, der så denne liste, påtog sig sagen og nøjedes med 3 til 4.000 rdr ren profit om året!

Regner man, at et par heste mindst kan fjerne 1.200 læs årligt og ikke med karl kan koste over 250 rigsdaler, så kunne man for 20.000 rigsdaler få fjernet over 96.000 læs! Hvilket efter al formodning langt overstiger det virkelige antal.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5272-5274)

Til to urolige Piger i Lille Kongensgade

Der er to jomfruer P. og H. i Lille Kongensgade, der har en mærkelig og usædelig morskab i at plage en lige overfor dem boende mand, så denne ikke tør lade sig se for sit vindue, ikke heller på gaden, uden at udskældes og råbes efter. De to advares herved at afholde sig fra denne opførsel, ligeledes deres husvært bedes om at bringe dem til en fornuftigere adfærd. Hvis dette ikke sker fra nu af, nødes man ikke alene til at bekendtgøre deres navne, og husnummeret, men endog hvis dette ikke virker afskrækkende, at indbringe Dem for retten, der vil finde straf for hver der forstyrrer den offentlige orden.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5269-5270)

Svar paa det i Politivennen No. 329 indrykkede Ønske, Lyngbye angaaende.

At små uordner kan indløbe ved fattigvæsnet og engang imellem virkelig sker, bør kommissionen være så beskeden at tilstå. Den bestræber sig efter muligste evne for at kende og afhjælpe dem. Men ikke altid lykkes dens bestræbelser. Med sand erkendtlighed modtager man derfor også ethvert vink, ethvert råd og enhver hjælp som tilbydes.

Man påskønner derfor også anmelderens velvilje i henseende til det give vink. Men bør tillige anmærke at kommissionen som ikke er uvidende om nogle børns utilbørlige ufærd allerede for længe siden har gjort hvad den kunne. Den har nemlig opbragt 2 børn som formodentlig er de tilsigtede, og overleveret dem til politikammeret hvor de uden tvivl har fået den ved forordningen bestemte advarsel, hvilket de ikke har agtet. For de har atter indfundet sig. Kommissionen har derfor skriftligt anmeldt dem for politiet og fået løfte om deres afstraffelse. Den tror sig derfor i denne henseende angerløs. Angående Dyrehaven da er samme dels så langt fra Lyngby at enhver uorden ikke kan bemærkes af kommissionen, dels ligger den i kildetiden på en speciel måde i enhver henseende nærmest under politiets opsyn, hvis betjente også nyder en kendelse af Gentofte Hospital for at være der til stede til at forebygge uorden.

Lyngby den 20. august 1804.

På kommissionens vegne

B. F. Rønne.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5265-5267)

Nogle Anmærkninger i Sønderjylland

(Efter indsendt)

Et smukt sidestykke til det i Politivennen nr. 329 omtalte skilderi af de unge studerende i Vordingborg, som 4 gange årligt må gå rundt med en slags fattigbøsse fra dør til dør, fik jeg på mit militære togt i sommer, og derfor må det nævnes her. Eksemplet fra Vordingborg er vist temmelig gammelt, men mit som hører hjemme i Husum, skriver sig sikkert fra de hertugelig-katolske tider og er næppe yngre end 400 år:

Deres nærmere karaktertræk håber jeg også viser, at omend det ikke overgår det vordingborgske, så viger det dog ikke en hårsbredde fra det. Her er det: Første søndag efter vores indrykning i Husum blev vores ører fornærmede af en ulidelig sang på gaden. Vi så ud og fik øje på en gammel, sortklædt mand, som i spidsen for 4-5 halvvoksne drenge med afmålte skridt travede op ad gaden, og anførte denne hjerteskærende. På forespørgsel gav man os denne forklaring, at et sådant optog efter god gammel skik blev foretaget hver søndag middag. At det går syngende eller rettere brægende gennem byens fornemste gader. At der ifølge umindelig hævd gøres holdt uden for storfolkenes huse, fx borgmesterens, provstens osv. Samt at der i flere minutter (hvis jeg mindes ret med blottet hoved) afsynges en hel sang til de pågældendes opbyggelse. Og endelig at det hele har til hensigt at indsamle almisse.

At nu denne procession foregår uden mindste undtagelse i alskens vejr og føre, voldte os meget anstød og forargelse behøver vel næppe at anføres. De kan fx let forestille Dem hvor latterligt det forekom os når denne procession passerede vores paradeplads, og med dybe buk gik skrålende forbi. Som en selvfølge heraf tænkte vi straks på at få det ændret. Da manøvren forekom os ganske gejstlig, mente vi det rigtigt at henvende os om den til provsten hr Marx, hos hvem vi havde nogen adgang.

Denne overmåde fornuftige og lærde mand (oplyst nævner jeg med forsæt ikke, for de ved lige så godt som jeg at oplysning og fritanke altid har været og synes endnu at være så farlig kontrabande, at man vanskelig vover endog bare at tale om det uden ved omskrivning og omsvøb, eller ligefrem i smug) - provsten altså forsikrede os at selv om den omvandrende sang indbragte såre lidt, vovede han sig dog ikke at røre ved en så indgroet gammel skik.

Dette virker så meget mærkeligere som man virkelig har drevet igennem at for den nye kirke agende indført i Husum, hvilket blev forpurret i det nærliggende Tønningen ved overrumpling af en vis Kirchspiel Vogt sammesteds, just som mange var enige om tingen og man troede den hellige grav velforvaret.

Jeg beder dette offentliggjort på det at en lige så vældig som veldædig hånd kunne formås til at løfte denne gamle husumer skilderi ned fra sin højde og hænge eller flage det hen i blandt disse Madonnabilleder, helgener, altre, røgelses- og vievandskar mm. som hørte til samme old, og nu nok bør gøre hinanden selskab.

Skulle det end anses for disjecta membra, må jeg dog endnu sige Dem, at grundtrækkene i nysnævnte egne synes langt mere hertugelig-tyske end kongelig danske. Meget, som jeg hverken havde tid eller lyst til at undersøge, forrådte dette. Her vil jeg kun nævne en ting som faldt os gamle danske overmåde kraftigt for brystet, denne nemlig at hverken i Tønningen efter den gamle, eller i Husum efter den nye agende, blev der fra prædikestolen, eller overhovedet ved gudstjenesten afsagt nogen bøn for kongen og det kongelige hus. Ja der blev end ikke et ord nævnt, hvoraf man kunne slutte at man sad i en dansk kirke.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5261-5265)

Forslag til Uordens Afskaffelse ved Charlottenborgsiden.

På Charlottenborgsiden af Nyhavn hvorfra overfarten sker til Christianshavn, er trappen ned til vandet meget brøstfældig, ligesom også 3 fodtrin sammesteds mangler. Når denne udbedring bliver foretaget, håber man at et rækværk bliver anbragt til bekvemmelighed og sikkerhed for de mange mennesker der benytter sig af denne overfart. Og da den ubehagelighed ofte indtræffer at skive tager losseplads ved trappen hvorved man undertiden må passere over et, to til tre skive for at komme til færgebåden, så vil de ansvarlige formodentlig sørge for at denne uorden for eftertiden bliver hævet.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 330, 18. august 1804, s. 5255-5256)

Gadepoliti i Pilestræde

Da jeg om aftenen den 14. i denne måned ville gå hjem i Pilestræde, blev jeg på hjørnet af Sværtegade og Pilestræde uden for glaspusteren standset af et opløb. Jeg måtte stå stille nogle øjeblikke. Og med et fik jeg min hat og klæder oversjasket med alskens uhumskheder, som blev smidt ud af en spand fra et vindue. Da det kan bevises at der blev tømt en spand ud på gaden fra 2. sal, så måtte vel gerningsmanden blive pålagt en passende bøde.

Peter Reynst

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 330, 18. august 1804, s. 5255)

Et Par Ord til Fordeel for Ridende og Kørende.

(Efter indsendt.)

Der er i den senere tid sagt og skrevet så meget om kørendes og ridendes naragtige fremfærd at man kunne gøre en lille bog deraf. Men audiatur et altera pars. Har end en springfyr på sin Rosinante, eller en Jean de France i kabriolet forstyrret rolige og fredelige fodgængere, så har i sandhed også grove og ubehøvlede fodgængere forstyrret rolige og fredelige ridende og kørende. Indsenderen har lagt mærke til at der findes mennesker som ret ordentlig synes at have en antipati mod hest og vogne. De kan slet ikke tåle at se nogen ride eller køre uden at lade enten deres indbildte vittigheder eller plumpe grovheder høre. Det morsomste er imidlertid at indsenderen har set nogle af disse herrer som når de selv engang kommer til hest, eller får tilladelse til at køre hestene for en kildevogn, ride og køre som besatte mennesker uden at agte på de kære fodgængere. Skulle måske ene fodgængerne have rettigheder? Ridende og kørende ene forpligtelser? eller er både de første og de sidte fælles for begge? Skal en mand fordi skæbnen har sat ham i stand til at holde hest (det være nu for sin sundhed, sine forretninger eller blotte fornøjelse han benytter sig heraf) derfor og ene derfor tåler pøbelens og deres fornærmelser som tilfældet ikke har sat i denne stand? 

Ved flere lejligheder har indsenderen, hvis alder, og han tør føje til tænke- og handlemåde, sikkert adskiller ham fra byens kulbuteurs, erfaret folks uvilje til at vige, skønt midt ad den bredeste vej for hans hest og vogn, uagtet han kom meget langsomt frem, de har fundet sig fornærmede ved hans høflige advarsel "tag dem i agt" og til andre tider taget ham det ilde op at han ikke, som de sagde, varskoede uagtet der var mere end en halv meters afstand mellem dem og hans hjul. Man har engang ved en folkestimmel på en vej hvor han nødvendig skulle forbi, taget hans hest i tøjlerne, befalet ham at stige ned og trække den, om han ikke ville rives ned. Man har slået, sparket og stukket hans hest, og siden taget ham det ilde op om den blev urolig ved denne behandling. Han har mødt memmenser som arm i arm har spærret vejen i porten og dog råbt "rid af vejen!" Han red forleden aften, fod for fod, ind ad en af stadens porte da et menneske kom løbende mens han så sig omkring efter nogle fruentimmer, rendte lige i fuld fart panden mod hans hest og under de groveste skældsord bandede ham fordi han ikke havde redet af vejen for ham. Han har set fodgængere sinde en sand fornøjelse i at gøre heste sky, og når de har opnået deres hensigt, da ved svingen med hatte og stokke samt skrigen at få dem til at rende, for ret at have deres glæde om den ridende eller kørende kunne komme til ulykke.

Jeg vil tro at ubetænksomhed, kådhed, mangel på opdragelse vel også stundom den pøbelagtige hang til at trodse fornemmere, snarere end ondskab, er grunden hertil. Men følgerne, de uberegnelige følger denne adfærd kan have, er i sig selv de samme. Derfor står jeg i den fulde formening at den ridende og kørende når han holder sig på de ham bestemte veje, når han i byen og på dens såkaldte broer hvor der er flere spadserende mennesker, rider eller kører langsomt, bør lige så lidt udskældes og tåle uartigheder af fodgængeren som denne i modsatte tilfælde bør tåle det af disse, og at man ikke kan kræve af den ridende eller kørende at han altid skal fare frem i slangelinjer for at krydse sig op mellem de gående. Man vil sige: ja, det er tydeligt, men da man imidlertid såvidt jeg erindrer, altid har fundet noget at udsætte på de ridende og krøende, men aldrig på den gående, så kunne de af disse som blot havde disse historier for øje, og som desuden var forsynet med et svagt begreb, let forføres til at tro at de ene som fodgængere var vejens politi og herrer, og som sådanne tror sig berettigede til at udøve kommando over alle stakkels ridende og kørende, både sindige og vildhoveder, rolige og urolige, som dog næppe er lovens hensigt, eller i overensstemmelse med menneske- og borgerrettigheder.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 330, 18. august 1804, s. 5245-5250)

Redacteurens Anmærkning

Audiatur et altera pars, (lat.): også den anden part (modparten) skal høres.

Uordener.

3) Naboerne af menneskemøllen, eller den så stærkt besøgte gynge på Vesterbro, ønskede for at have lidt mere ørefred at dette gyngeri måtte ophøre efter en vis tid om aftenen, hvilket man tror med så meget mere føje kunne pålægges som enhver sammenstimlen af folk om aftenen let giver anledning til spektakler.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 329, 11. august 1804, s. 5244)

Noget om Holms Legat til Allinge m.f. Byers Skole.

I anledning af bogen: "Endnu lidt om undervisningsanstalterne paa Bornholm. Fornemmelig som svar paa hr. pastor Balles saakaldte berigtigelser." af Elieser Gad, sognepræst til Rø menighed på Bornholm.

(med motto)

"Det er mig en såre ringe ting at jeg må dømmes af eder" Paulus.

København, 1804. Trykt hos H. J. S. Vinding. Den 19. og følgende sider."

tror man at følgende bør komme til sammes læseres kundskab:

Kopi:

Underdanigst og ydmygst promemoria!

I Allinge Skole, St. Ols sogn på Bornholm er jeg født. Mine forældres uformuenhed tillod ikke at holde mig i skole, hvor jeg kunne have lært til fuldkommenhed at skrive og regne, med videre et drengebarn til sin forfremmelse i tiden kunne behøve. Det faldt mig derved mere besværligt end andre ved min udflugt at komme frem, dog har forsynet bragt det dertil at jeg i det oktrojerede Danske Asiatiske Compagnis tjeneste har ført skib. For at hjælpe på den mangel jeg har følt, har jeg betænkt at give en kapital af seks hundrede rigsdaler at udsætte på rente, og renten at blive til løn for en duelig skoleholder der kunne, foruden kristendommen, lære de unge uformuende i Allinge og Sandvig byer, St. Ols sogn vel at skrive og regne, samt stile et brev med videre der kunne befordre et ungt menneske til bedre forfremmelse. Dog at nævnte Allinge og Sandvig byer kommer til hjælp, at en duelig person kunne få frit hus at holde skole i, og tillægges det en skoleholder efter anordningen bør nyde at han med lyst kunne forrette sit embede og have nogenlunde skikkelig levebrød. Da af mig så snart det ved Deres excellences og hr. biskoppens foranstlatning og beslutning er bestemt og jeg derom får efterretning, de seks hundrede rigsdaler til Deres excellence og hr. biskoppen skal blive udbetalte.

København den 21. juni 1771.

Peder Holm

Til hans excellence geheimekonferensråd og stiftamtmand von Brochenhuus og hans højærværdighed hr. biskop Harboe.

Foranstående er aldeles ordlydende med den fra stiftsøvrigheden os tilstillede kopi af førnævnte kaptajn holms skriftlige tilbud, hvis original må findes i stiftsarkivet og hvorpå daværende byens formænd blandt hvilke jeg var en, gav svar aldeles overensstemmende med det i bladet Dagen nr. 140 for 1803 anførte brev som jeg i alle henseender vedstår. For at tilfredsstille sit velbekendte hjertelag mod Bornholm, var det at ønske at her pastor Gad måtte blive i de mindste så længe i København indtil han havde opdrevet bevis for at jeg var utroværdig.

Dette bedes indrykket af

Allinge den 5. juli 1804
Hans Hillebrandt
Allinge og Sandvig byers formand.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 329, 11. august 1804, s. 5232-5235)

Redacteurens Anmærkning.

Sagen er udførligt beskrevet i bogen "Bornholmernes forhold til skolevæsnet ved begyndelsen af det 19. aarhundrede" af G. Dam (1948). Beløbet blev afslået, fordi en eventuel skole i Allinge der skulle betjene så stort et opland, ville give for lang skolevej, især om vinteren. Og de 600 rigsdaler ville ikke forslå til formålet. Bogen i øvrigt interessant ved at den kommer ind på stridigheder om bornholmsk folkekarakter. Sandvig fik sin egen skole i 1856.

Peder Holm er formentlig den kaptajn Peder Holm (1715-1786) som bl.a. sejlede "Juliane Maria" til Kina. Han var kaptajn i den dansk-norske flåde. Hans far Hans Andersen (1698-1754) var også marineløjtnant og født i Allinge. Han var bedstefar til marinemaleren Hans Peter Holm (1847-1929).