30 december 2014

Forslag til de som har Loger

Det er en almindeligt mangel at vi hverken har et større eller flere skuespilhuse i København. Denne mangel er så klart udtrykt, at det sikkert engang bliver afhjulpet.
Men for Københavns egne indbyggere er det udsigt til at man kan abonnere på en loge. For fremmede eller udenbys tilrejsende især damer, er der ingen adgang, kun pladslogerne, hvis billetsælgerne tillader det.

Provinsfolk begynder vel nu at nyde lidt af kære Thalias goder mere end før, da hun begynder lidt efter lidt at oprette sig et landværn. Men hovedstad er dog immervæk hovedstad, og man vil dog gerne se, hvordan der spilles i København.

Dersom de københavnske damer ville, og dette tvivler jeg ikke på, kunne de i temmelig høj grad hjælpe deres søstre fra landet. De kunne nemlig, i tilfælde, som en gang imellem sker, at de forhindres fra selv at benytte deres logers fulde plads (ulæseligt), sende kassereren så mange sedler, som der var vakante, imod at få godtgørelse for det.

Disse sedler solgtes så af kassereren, men kun til personer som nævnte deres navn, og måtte da logeejerinden kunne få disse navne at vide før komedien begyndte.

(Det Kongelige Biblioteks stik med Kongens Nytorv og Det Kongelige Teater)

(Hefte 27, Nr. 349, 29. december 1804, s. 5555-5556)

Redacteurens Anmærkning

Politivennen bragte med jævne mellemrum små artikler som ovenstående med klager over hvor svært det var at skaffe billetter, og at billethajer solgte dem til ublu priser. Det Kongelige Teater (opført 1748) havde monopol på offentlige skuespil i København og havde dengang ca. 800 tilskuerpladser til en befolkning på omkring 100.000. At teatret vogtede nidkært på sit monopol, fremgår fx af at det fik selveste kronprinsen til at forpurre Duntzfeldts forsøg på at drive teater i Dehns Palæ i Bredgade. Private dramatiske selskaber kunne drive små teatre. Det Kongelige Teater havde eneret på betydelig dramatik helt frem til 1889.

Skøn Handling af ungt Menneske


Nakskov på Pontoppidans kort over Danmark. (Værket er fotografisk optrykt i 1968. Kan beskues på Københavns Hovedbiblioteks håndbogssamling). Om byen har set ud sådan på Politivennens tid, er svært at sige.

Ved skøjteløben på strømmen i Nakskov i forrige måned faldt to disciple, begge af den jødiske nation, gennem isen. Reservelodsen Michael Krøier ilede ved deres skrig straks til med en stage. Men isen brast også under ham. Den nærmeste af de to, der først var faldet i, holdt sig nu til ham. Uden tvivl var både han og lodsen blevet havets bytte, hvis ikke en anden discipel (en søn af prokurator Fugl fra byen) var løbet til og fået fat i lodsens stage og holdt den så længe oven for isen, at hjælp fra land nåede frem. Da man måtte bryde isen med en jolle, kom denne først efter ½ kvarters tid. Og kun lodsen og den, der holdt sig ved ham blev reddet. Den anden, der kort efter at han faldt i, sank under isen, blev godt nok noget efter trukket op, men kom ikke til live igen. De to frelste kunne altså takke discipel Fugl for deres redning. Også lodsen bør hædres for hans udviste redebonhed til at frelse sine medmennesker, hvad tro de end måtte have.

(Politivennen, hefte 27, Nr. 349, 29. december 1804, s. 5554-5555)

27 december 2014

Gensvar på Hr. Werfels Udfald i Nyeste Skilderie Nr. 8

Først i dag får jeg nyeste Skilderie nr. 8 at læse, og ser heri at hr. Werfel har misforstået mit Schechter og troede at jeg mente at en slagter der sælger kød, skulle bruges til børns moralske undervisning. For nu at undgå al bitter spot, og tillige give hr. Werfel en bedre oplysning om hvad jeg forstod ved ordet Schechter, ser jeg mig nødsaget at sige ham: At en Schechter er en mand der har studeret den jødiske religionslære og sådanne videnskaber som bruges hos os til at give børn en god moralsk undervisning. Den samme mand bruges da tillige til at skære og visitere de kreaturer som skal være tjenlige til vores spisning. Det er da hans pligt at efterse dyrets indvortes sunde beskaffende for derefter at bestemme om jøderne må købe det kød af slagterne der er visiteret eller ikke. Heraf ses altså klart at sådan en mand ikke er slagter, som hr. Werfel behagede at forstå den jeg kaldte Schechter, men en der både giver børn information og tillige påser at vi får sundt og frisk kød at spise. For jeg er fuldkommen sikker på, at det kød jeg spiser er sundt, og at det ofte hænder at kristne slagtere sælger kød, hvoraf dyret havde indvortes fejl, hvorved det ikke kunne have levet og følgelig usundt. Derom er jeg ganske overbevist for den indvortes beskaffenhed bliver jo aldrig efterset af nogen sagkyndig mand.

Jeg håber altså at her. Werfel ikke fortryder at en stakkel der kun residerer (som hr. Werfel kalder det) i Svendborg dog ved hvem der kan bruges til hans børns undervisning og tager sig den frihed at svare på hans anmærkning der formodentlig skulle være satirisk men hos enhver der kender den jødiske religions skikke blot viser at forfatteren ikke forstod det han søgte at latterliggøre.

Svendborg den 18. december 1804

David Meyer

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 348, 22. december 1804, s. 5530-5532)

Advarsel mod at lade sig indkalde i Huse man ikke kender

Søndag formiddag den 16. december mellem kl. 11 og 12 kom jeg i mit lovlige ærinde gående gennem Sankt Gertruds Stræde da et fruentimmer i stueetagen af et hus hvis nummer jeg har skrevet ned, åbnede vinduet og kaldte på mig. Da jeg for nogle år siden har boet et stykke tid i nævnte stræde, troede jeg det var nogen som kendte mig. Jeg vendte mig om da fruentimmeret allerede havde forladt vinduet og modtog mig i stuedøren. Mit spørgsmål blev straks hvad hun ville mig. Hun svarede om jeg ville behage at træde indenfor et øjeblik, da hun havde et meget vigtigt ord at tale med mig. Derpå førte hun mig gennem en sal ind i et lille kammer. Hun låste døres og tog nøglen ud.

Nu mærkede jeg først uråd, og gentog på en alvorlig måde hvad hun ville tale med mig om. svaret blev Oh! Mit hjerte, De ved meget godt hvad pigerne har at tale om. Jeg bad blot hun straks ville lukke mig ud. Nok et fruentimmer kom ind og nu blev jeg anmodet om at give en falske vin. Men da jeg aldeles nægtede det og tillige forsikrede dem at jeg på ingen måde havde tid til at opholde mig der et øjeblik længere, samt desuden måtte love at når jeg fik forrettet mine ærinder skulle jeg vist komme igen, blev døren dog endelig låst op. Således slap jeg da ind i salen hvor jeg på ny blev anmodet om i det mindste at give en dram. Men jeg nægtede det og skyndte mig ud af døren det bedste jeg kunne, hvorved jeg da blev ledsaget af en hånlig latter, som af nedrige ryggesløse fruentimmere.

Indsenderen er forsikret om at vort årvågne politi vist vil have et vågent øje henvendt på disse nedrige, for det kunne let indtræffe på et menneske der kunne være noget fuld og da ville det nok ikke havde de bedste følger for ham. Og jeg råder enhver af mine medborgere ikke at lade sig bedrage eller indkalde på sådan snedig måde af disse nedrige uforskammede fruentimmere.

København den 17. decemberAage MøllerBende på Ulfeldts Pladsnr. 127 i København


(Politivennen. Hefte 27, Nr. 348, 22. december 1804, s. 5528-5530)

Underretning om Rygning med Salpetersyre

Rygning med svovlsyre og salpeter er det mest virkningsfulde af alle midler der endnu er opfundet mod den gule pests smitsomhed og virkninger.

Den er også bedre end rygning med saltsyre, da denne er skadelig for åndedrættet. Rygning med saltsyre er derfor blot tjenlig til ubeboede steders rensning. Rygningen med svovlsyre og salpeter hindrer derimod slet ikke åndedrættet, og er derfor fortrinligt egnet til renselse af sygestuer, fængsler og med et ord alle beboede steder.

Denne rygning der er så let at frembringe, har vist sig yderst gavnlig i det ulykkelige Spanien, ifølge iagttagelser af Menzies, Smith og Cayanelles.

For at forrette rygningen lukke døres og vinduer. Derefter hældes sædvanlig svovlsyre i en tekop eller et glas, og deri kommes efterhånden en lige mængde pulveriseret salpeter. Blandingen omrøres med et glas rør eller en tobakspibestilk.

I det øjeblik blandingen sker, og så længe denne varer, udvikler der sig en hvid røg, eller tåge af salpetersure dampe, men som er aldeles ikke besværlig for den som forretter den eller for de syge. Også ved at blæse i blandingen med en blæsebælg fremmes udviklingen af dampene.

Når dampene først ret har udfyldt værelset, og siden atter har fortaget sig, åbnes et par vinduer, for at indlade ny luft.

Karret, hvori blandingen sker, må absolut være glas eller porcelæn, og aldeles ikke træ eller noget slags metal, da der ellers vil udvikles en luft, som netop er det modsatte af det man ønsker, og meget skadelig.

Antallet af røgkarrerne må passes efter værelset der skal renses. 1 lod svovlsyre og ligeså meget salpeterpulver er nok til at rense et værelse af 20 fod i hver dimension.

I store værelser som sygestuer og deslige gør man bedre i at ryge med mange små kar, end at foretage en stor blanding i et, da udviklingen af de sunde dampe derved sker hastigere og overflødigere.

Omstændighederne må tilsige hvortil der bør ryges. Vil man blot fordrive slem lugt, eller forebygge smitte ved luften, så er en eller 10 gange om dagen nok. Vil man derimod standse en allerede sket befængelse, så må man både ryge stærkere og ideligere, ja vel endog vedholde bestandig dermed.Rygningerne kunne så meget hellere fortsættes bestandig, som de på ingen måde besværer de syge, men er behagelige og holder deres mod vedlige.

Alle som opvarter eller kurerer på den syge bør så længe de er i værelse med dem, have et sådant rygende kar i hånden. Dette indhyller dem med en tåge, der sikrer dem og giver dem mod, til at nærme sig patienterne.


******

Ovenstående er den anvisning der af kurfyrsten af Salzburg er uddelt allevegne i hans lande til øvrigheder, præster og læger.

Udgiveren af disse blade har troet at gavne det almene ved også at undtrykke denne anvisning i dette blad, og således efter evne bidrage til udbredelsen af en så vigtig kundskab. Højst nyttigt ville det være om ikke alene øvrigheden i hver af vores købstæder, men også alle sognefogder eller rettere præster i landsbyerne var forsynede, foruden med anvisning til de sure røgelsers brug, med en vis forråd af svovlsyre og af salpeter. Mange steder er der langt til en købstad, hvor der er apotek, og muligt er endog mangt et apotek ikke så overflødig forsynet dermed, som man vel kunne øsnke. Udgiveren vover at anbefale denne genstand til vores virksomme karantænevæsen.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 348, 22. december 1804, s. 5524-5527)


Redacteurens Anmærkning

I 1801 havde to svenske salpetersydere anlagt et salpeterværk på hjørnet af Øste Alle og Trianglen (Øster Fælled). Det blev imidlertid ødelagt af englænderne i 1807.

26 december 2014

Noget om Haarfrisur

(Efter tilsendt)

Rien n'est beau que le vrai
Intet i verden er skønt som fødtes af moder Dårskab

Mere end en gang har Politivennen opløftet sin stemme mod en skik der er lige så unaturlig som skadelig for sundheden og strider mod ethvert begreb af sand renlighed. En skik der, hvor meget den end er i aftagende, dog endnu ikke har kunnet fortrænges, og stadig samler sine døende kræfter for om muligt at vedligeholde sig eller vel endog at sætte sig igen i besiddelse af sit forrige herredømme. Her tales om den skik at belægge sit hovedhår med pomade, smørelser og med mel. En mode der af alle europæernes skikke mest opvakte kinesernes forundring (se Macartneys rejse) og som denne Hyder Aly ikke vidste at forklare på anden måde end at det var for at se gammel og ærrværdig ud.

Der er næsten ingen læge der i de nyere tider har givet regler for sundhed, der ikke også har bestridt denne besynderlige skik. Frank har i sit fortræffelige og bekendte værk a) endog troet at dens afskaffelse burde betragtes som genstand for medicinalpolitiet. Og vor Tode har i samme henseede talt sundhedens, renlighedens og bekvemhedens sag, med en harme og eftertryk som viser hvor vigtig den genstand er forkommet ham. b)

Også de som i senere tider har skrevet om soldaters klædedragt har næsten alle ivret mod den tvang, tidsspilde og skade som frisuren volder og tilrådet den størst mulige simpelhed og bekvemhed: "Håret", siger Colombier i hans Code de Medecine Militaire c) "er soldaten mere til hinder end gavn. Da han ikke altid kan have tid til at pleje det, så sætter der sig let utøj, sved osv., tilstopper porerne og danner et skadelig lag. Det skulle være mere nyttigt, om soldaten havde håret ganske kort afklippet, derved skulle hovedet altid være rent, i det mindste let kunne renses".

Kejser Leo tænkte ligeså, og Maizeroy i sine bemærkninger til ham tager heraf anledning til at bekæmpe den europæiske soldaterfrisure, af hvilken også den berømte marskal af Saksen var så stor en fjende, at han ville have man i stedet for skulle indføre meget kort afskårne hår d). En nyere skribent går endog så vidt at han regner stivheden og pedanteriet ved de østrigske soldateres frisure med blandt årsagerne til de østrigske hæres slette lykke i sidste krig. e).

Det ville være aldeles urigtig om man ville nægte at så mange oplyste lægers, pædagogers og krigeres forenede stemmer ingen indflydelse skulle have haft. Næsten i alle opdragelsesanstalter er frisur, hvad allerede Filangieri drev på f) for længst afskaffet g). Blandt de samtlige studerende i København er der måske næppe 3 tilbage som endnu holder ved den gamle skik. Måske fordi de ikke ville modsætte sig deres forældres fordomme. Alle unge søofficerer og artilleriofficerer har afskediget den, og den danske regering, altid den første til at give eksempel på fordomsfrihed, har som bekendt fritaget den danske soldat fra denne unyttige tvang, som den preussiske og østrigske etc. end stedse må lide h)! De svenske har allerede efterlignet os heri (se Hamb. Korrespondent for 7. dec. 1804) og det kan ikke fejle at jo flere nationer vil gøre det samme i).

Så meget er der da som taler imod en skik der på engang er unaturlig, skadelig og ubekvem. Så aldeles intet er der som taler til dens forsvar. For ikke engang det kan siges at den klæder bedre. Hvem finder ikke at den ædle simpelhed klæder overalt bedre end den stive kunst! Har ikke alle fundet at det korte hår klæder vores børn vores studenter, vores soldater langt bedre end fordum fronter og bukler og piske? Hvem holder da endnu så mange ved det, som så stærke grunde råder til at forkaste? Hvem forblander man endnu så ganske begrebet om renlighed og puds, på hvis forskel en af vore egne landsmænd, og just i selvsamme anledning, dog for længst har gjort opmærksom på k)? Vi kalder os oplyste og fornuftige, g kunne dog ikke sejre over en mode som vi selv erkender for tåbelig og ufornuftig!


a) System einer voldständ. medec. Polizey 3 B. p. 742 f. (ed. 1783)b) Prosaisk Skrift 4 D. p. 162-170c) T. i. p. 42d) S. Neue Kriegsbibliothek 5 St. p. 93 f. 1e) Darstellung der Ursachen, welche di Unfälle der oestreichischer Armee etc. nach sich gezogen haben 1801f) Scienca della legislazione, Libr. IV, P. I. C. g.g) Den Wiener Hoftidende fortalte engang i sommer at elegancen kom nu alt mere og mere ind igen i Frankrig, og at man derfor også igen havde indført frisur i alle offentlige skoler. Dette er aldeles urigtigt. Hverken i sekundærskolerne eller lyceerne ser man eleverne uden med kort afskåret hår eller såkaldt la Tituts. Des mere friserede er eleverne i Theresianum i Wien.h) Når man ser de preussiske soldaters alenlange piske, så kan man slet ikke opdage den bekvemmelighed og lethed i deres antog, som Keist så meget beundrer i hans skrift om den preussiske soldats sofrtrin. Ingen østriigsk soldat tør komme på vagt uden at være pudret.i) Kejser Napoleons guider og vicepræsidenten Melzis livgarde bærer også kort afskåret hår. Man ved at den romerske soldat har det på samme måde.k) S. Grev Schmettovs afhandling "Putz und Reinlicheit sind sehr wesentlich verschieden, i hans kleine Schriften 2te Th, p. 360 f.


(Politivennen. Hefte 27, Nr. 347, 15. december 1804, s. 5516-5521)

Bøn til Vandvæsnet

Næsten i en måned har man nu på Toldbodvej manglet vand. For man kan vel godt kalde det mangel når man for hver dag hvor man har vand igen mangler i 8-10 dage. Folk som bor der finder det både trykkende og ærgerligt at de næsten hver dag må holde mennesker alene for at hente vand, enten oppe i Store Kongensgade, Borgergade, Husarkasernerne eller andre steder.

I husarkasernerne ser man hver dag en stor stimmel mennesker dels fra Toldbodvej, og dels fra Nyboder som kommer for at hente vand. Men selv her kunne de ikke alle tider få det, da der er en mængde heste som skal vandes, og skønt chefen viser den største villighed til at hjælpe på de vandtrængende, må han dog undertiden se sig nødt til at afvise dem, for ikke selv at mangle.

Vel er det sandt at de to på Toldbodvej ved hjørnet af Store Kongensgade boende brændevinsmænd kunne forbruge en stor mængde vand til, efter desværre alt for almindelig skik at pumpe koskarn osv. ud med (den ene har ogå svin, hvis skarn vel må herud på denne nydelige måde). Men man kan dog ikke indse at når vandrenderne var i god stand, de jo desuagtet måtte yde vand nok til beboernes brug.

Man nødes altså til på det indstændigste at anmode de ansvarlige om at tingen måtte sættes i den stand at de stakkels beboere på Toldbodvejen også kunne forsynes med denne så uundværlige livsfornødenhed.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 342, 10. november 1804, s. 5433-5435)


Redacteurens Anmærkning

Brændevinsmænd på Toldbodvej var på Politivennens tid ikke ualmindelige. Den var en af de veje hvor mange søfolk færdedes. Nogle endda ret velhavende som brændevinsbrænder Bjerre (nr. 289). Der var mange kældre med beværtning, keglebaner mv. Med navne som Toldbod Vinhus, den lille knejpe Lumskebugten, Paradiset ved indgangen til Nyboder, Brokkens Bod mv. De blev også besøgt af de mindre fine fra borgerskabet.

24 december 2014

Uorden på nytårsaften

Det er nu tredje gang siden jeg kom her til apoteket at jeg har oplevet den ubehagelighed at se nytårsaften helligholdt ved at kaste potter på dørene. Hertil forsamles stadens unge drenge og piger, der i forvejen har forsynet sig med hele og halve potter for ved den første den bedste lejlighed at kaste dem på den første og bedste dør. Når de nu har kastet alle de potter og potteskår som de har kunnet overkomme, tager de flasker og sten. Og alt dette lader de uden barmhjertighed danse på døre og porte. Ja ikke alene ser man peblinge more sig sådan, men endog fuldvoksne og gamle mennesker fordriver tiden på denne måde, forsamlede i hobetal, udrustede med føromtalte materialer. Og dem skulle man dog tro besad den fulde fornuft.

Når de nu har kastet potterne (eller hvad det så er de har mellem hænder, skjulte under kjoler eller forklæder) løber de straks bort under hånlig latterfryd. Som et eksempel herpå vil jeg anmærke at sidste nytårsaften kastede de en hel buteillieflaske ind i apoteket, der gik i mange stykker. Jeg opsamlede disse stykker og foreviste dem for min foresatte. Gennemtrængt af harme over denne mod sædelighed og god orden stridende opførsel, besluttede jeg at bekendtgøre samme, da der sandelig må findes et middel til at hæmme samme for eftertiden. Mange onder følger af dette: De syge og svage, der på samme tid nyder en velgørende søvn, vågner op af forskrækkelse ved potte- og stenkastningen, og deres helbred bliver forværret. Også på dørene sker der stor skade, da der naturligvis må splittes hele stykker fra, når dørene ikke er desto stærkere, og selv hvis det ikke sker, så skades maling. Det kan også undertiden ske med vinduer, og når det sker, hvor ulykkelig er da ikke de, der måtte være inden for på samme tid og blive ramt? Og hvem kan sikre mig, at hvis jeg ikke tilfældigvis stod i døren i mørke, blev ramt og måske skamslået. Er denne sag ikke så vigtig, at man ikke bare kan være så aldeles ligeglad? I øvrigt vil jeg ikke undlade at anmærke, at jeg den kommende nytårsaften ser mig nødsaget til at anskaffe mig redskaber til modværge, eller også med en anden stå vagt. Hvis i givet fald en eller anden af disse ubudne dørtugtere skulle blive ramt af et høfligt stød har de blot sig selv at takke for den ubehagelighed.

Jeg ville ønske om en jurist ville udtale sig om sådan en nytårspotteskydning er lovlig, og om den bør være det eller ej? Da almuen ikke ved hvorfra den uskik stammer, gør man ham derved en tjeneste. I øvrigt måtte man at føromtalte pottekast og uskik blev fuldstændig forbudt.

Varde den 25. oktober 1804
Bjørn Bjørnsen
Apotekersvend
Conditionerende på apoteket i Varde.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 341, 3. november 1804, s. 5417-5420)

23 december 2014

Bekendtgørelse

For at forebygge den gule pests meddelelse på kysterne nord og syd for Helsingør er der nu ridende patruljer med skarpladte våben langs kysterne. En foranstaltning hvorfor enhver fædrelandsven vil takke vor årvågne regering.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 340, 27. oktober 1804, s. 5414-5415)

Et par ord om hovedvagten på Hallandsås

Opmuntret af de nys anlagt forbedringer og indretninger ved hovedvagten på Kongens Nytorv som gør denne bygning passende til den flotte plads den står på og endnu mere værdig at være hovedstadens fornemste hovedvagt, tillader udgiveren sig at fremsætte endnu et ønske, som han sikkert håber vil finde guvernørens bifald.

Et par gange om dagen ser man nemlig ved denne vagt et syn, som er langt fra behageligt. Fangerne som sidder arresterede der, skal have adgang til lokummet. Man ser så vagterne udstillede, og et halvt eller helt dusin arrestanter i skjorte eller laser, kort sagt slet ikke pyntet, traske ud af hovedvagtens forgård om i den lille gade bag bygningen og siden ses et lignende tilbagetog.

Det er blot mangel af en bagdør på bygningen selv, som forårsager disse optrin. Og en sådan dør kunne dog bekvemt anbringes og al stank fra gården desuagtet holdes ude, når man blot indenfor gjorde et såkaldt forslag og en dobbelt dør.

Mænd som hr. general Gjede og hr.major Krüger ville ikke finde det for småt at afhjælpe det her omtalte vansyn, og på deres anbefaling at bringe det foreslåede til udførelse.


(Politivennen. Hefte 27, Nr. 340, 27. oktober 1804, s. 5410-5411)

Noget om fremmede Jøders Bortsendelse

Det må glæde enhver retskaffen dansk borger at se regeringens gode hensigter med at bortskaffe alle fremmede jøder, der omstrejfer landet med varer, og derved fratog næringen fra købstadsborgere der ofte kummerfuld nok må tjene til brødet til sig og sine. Men hvor hensigtsmæssig denne forordning end er, tillader jeg mig dog at ønske at den ikke udstrakte sig til sådanne fremmede jøder der er konditionerede som lærere, og tillige dem, der ifølge den jødiske religions love skulle slagte og visitere de kreaturer som skal bruges til spisning. For da det hos os er forbudt at spise kød af andre kreaturer end de der er skåret af en med attest fra en rabbiner dertil berettiget, ville vi i mangel af sådan en mand udsættes for hunger.

Antager man nu, at der i hver provinskøbstad, hvor der bor jøder, skal være sådan en lærer eller så kaldet schlechter, ville der mindst kræves 50 sådanne mænd, og hvor skal disse tages fra? I København og Altona ville der måske knap findes 10 der var duelige til børns moralske undervisning og tillige til at slagte. For det bekendt at disse to stæder selv må hjælpe sig med fremmede lærere. Var man nu end også heldig nok at få en mand der var denne tjeneste voksen, så ville det endda være usikkert hvor længe man kunne blive enig med ham. For da han vidste at man ikke måtte tage nogen udenlandsk, kunne han daglig forlange mere i løn, og til slut drive det så højt som han fandt for godt, skønt han kunne være hengiven tii svir og laster. Den bosiddende jøde ville altså hos sådan en mand være underkastet daglig chikane, og være nødsaget til at give ham mere i løn end han måske havde råd til at give. Da det formodes at sådan en schlechter, hvad enten inden- eller udenlandsk, ikke kan være staten til nogen skade da han blot befatter sig med information og slagtning, skulle da regeringen ikke være så nådig at tillade en sådan lærer i hver købstad? Dog med de vilkår at når han opsagde sin tjeneste, da at bevise for byens øvrighed at have en lige sådan tjeneste i en anden købstad, men i manglende fald være nødsaget til at rejse ud af riget, for derved at forebygge at han ikke gav sig til at handle på landet eller drive anden håndtering, man ikke kunne forudse.

David Meyer
i Svendborg


(Politivennen. Hefte 27, Nr. 340, 27. oktober 1804, s. 5401-5404)

22 december 2014

En umenneskelig Handling

En person fra Frederiksborgs amtsstue ved navn Hûbner kom her til København den 3. oktober kl. henad 9. Han kørte ind ad Nørreport om med volden. Da han kom nær Vestergade, fik han kastet en sten mellem skuldrene, så han faldt næsegrus over på kusken og blev liggende nogle minutter uden ubevidsthed. Da han kom til sig selv igen, bad han kusken at holde, for at se hvor den kom fra, men der var intet at se. Han måtte altså køre til Knapsteds Gård for at komme i seng. En ven af nævnte person har ladet stenen hente fra Knapstedsgård og vejet den, og den var 4½ pund tung.

J. C. Berg
Skræddermester, Krystalgade 239

***

Uden så troværdige vidnesbyrd som de der haves for denne tildragelse, skulle man næppe tro at der kunne findes folk med så djævelsk skadefryd, som den desværre viser at være midt iblandt os. Havde stenen truffet et halvt kortere højere var den rejsende uden tvivl blevet dræbt. Stenens størrelse peger på en voksen forbryder og ikke på en dreng. Et så ondt menneske vil sikkert, sent eller snart, for anden forbrydelse blive straffet. Den her skete anmeldelse kan kun have den nytte, at nogen anstalt blev gjort for at få de ikke sjældent på vores gader løsgående sten fjernet. Måske kunne det pålægges fejekonerne og påses af gadekommissærerne. Sådanne sten er desuden til en højst ubehageligt anstød for fødderne.


(Politivennen. Hefte 26, Nr. 337, 6. oktober 1804, 5357-5358)

21 december 2014

Om Mængden af Skænkere i København og Ønske om at deres Antal indskrænkes

De der har det som borgerligt eller frit erhverv at sælge stærke drikke til deres medborgere, og altså - rent ud sagt - holder kro: Vintappere, konditortraktører, egentlige traktører, destillatører, billardholdere, horeværter, dansebodsværter, øltappere, brændevinsbrændere, kaffeværter og teskænkere, spækhøkere og marketendere osv. osv. Når man i København tæller dem, bliver deres antal mellem 2 og 3.000 inden for voldene (uden for dem i forstæderne er næsten hvert hus en kro). Dette er i sandheden en alt for stor mængde udskænkere for en folkemængde som Københavns som man regner til 90.000. Når halvdelen trækkes fra for det køn der ikke går på kro, og atter halvdelen for børn, syge, skikkelige mænd der hellere drikker af det huslige bæger, og nogle få unge mennesker som enten af mangel eller sædelighed holder sig fra kroen - så bliver der kun 22.500 krogængere tilbage. Sikkert alt for mange, og kun en meget lille del kan af domstolen for sædelighed, huslighed, tarvelighed og borgerflid frikendes for at gå på kro. Men alligevel en meget lille mængde gæster i forhold til den uhyre hær af værter. Der er knap 9 gæster for hver vært.

 "Hvorfor skal København netop have 320 brændevinsbrændere, og er dette antal ikke alt for højt! 150 brændevinbrændere, ja færre, ville levere det samme fabrikat for billigere pris." (Billede af destillateur og brændevinsbrænder Peter Matthias Spendrup 1747-1828, Bakkehusmuseet. Eget foto, 2015).

Hvad sjældent sker, at alle disse gæster skulle beværtes på en gang, så kunne dette klares af et langt ringere antal mennesker end nu, til fornøjelse for gæster og rigeligt såvel som ærligt udkomne for værter. For en ussel kro - hvad slags den end måtte være - er en sådan som ikke kan pleje 40 gæster på en gang. Deler man nu krogængernes tal med 40, finder man frem til at 563 eller afrundet 600 er et passende antal værter. Stadens magistrat kan fordele dette tal på de ovennævnte arter af kroer bedre end jeg kan, ud fra det nuværende tals fordeling som rettesnor.

Når 3.000 husfædre og 3.000 husmødre ikke gør staten andet gavn end hvad 600 husfædre og 600 husmødre kunne klare, så er det sandelig stor skade for staden og staten. Beværtningen må nødvendigvis blive dårligere, da der må skæres mere på varerne. Dåren råber at folkemængden vinder. Javel, men den vinder det dårligste der kan vindes: Dovne, usædelige, dumme borgere!

Men dette er dog ikke den værste følge af et overdrevent antal kroer. Den sande ulykke ved dem er den, at de fordærver en stor mængde mennesker på sjæl og legeme.

Man behøver bare at have været en gang på disse skænkesteder for at se den skadeligste indflydelse af deres store antal. Hvilken vintapper, traktør, billardholder og overalt hvilken skænkevært, der altid havde fuldt hus, ville nedlade sig til at være ungdommens forfører. Og er man ikke det, når man skænker for en dreng, uanset stand, når han ikke er i et voksent menneskes selskab.

I dag ser man på billardhusene bordet besat af halvvoksne lediggængere, som her lærer at forøde, bande, ryge og skrå tobak og være fræk mod tøser. Vores traktører skænker op for drenge som for voksne. Og vores værtshusmænd og spækhøkere (især de sidste) mener at for at kunne overleve, er de berettigede til at forføre læredrenge, som man her kan se, bænkede, i færd med at vise kort eller terning i hånden, hvor nemt de har tilegnet sig den visdom de lærer af de voksne gæster, ja værten selv.

Anmelderen er overbevist om skaden af dette uforholdsmæssige antal værter, og beder derfor Københavns magistrat, hvis pligt det er at afværge alt det onde der af mangelagtige indretninger kan forekomme i staden, om at vælge og til kongeligt bifald foreslå bedre. Det er vel ikke muligt, på engang at fratage disse mange mennesker deres nuværende erhverv. Men efterhånden som de nedlægges eller ved døden forlod samme, burde det være en ufravigelig grundregel ikke at uddele borgerskab på sådanne næringsveje, før deres antal var svundet ind til det engang fastsatte.

Al ære til den magistrat, der ved at formindske kilden til lediggang, forførelse, drik, liderlighed og spillesyge, fremmer borgernes moral, sundhed og velstand. Ingen usle grunde hentede fra folkeforøgelsen (for derved forstår statshusholderen kun forøgelse af nyttige folk). Ingen påberåbelse på den i teorien så smukt lydende, men i virkeligheden så urigtige regel at enhver borger bør have lov til at ernære sig ved hvilken som helst lovlig næringsvej han lyster. Intet hensyn til stadens kasses fordel, ved mængde af borgerbreve, bør bevæge den retskafne og for sine borgeres velfærd nidkære øvrighed fra det engang fastsatte mål.

Hvad denne sidste fristelse angår, så er det netop en langt større fordel at hente for stadskassen af den her foreslåede indskrænkning af værternes antal, end der nogensinde kan fås af den uforholdsmæssige antal bevirkede forøgelse i borgerskabsbrevpenge. For når det ved indskrænkningen sikrede antal fik godt udkomme, var det blot rimeligt at tage, hvad heller ikke nogen vært synes hårdt at give, en årlig kendelse til stadskassen. Denne kendelse kunne være fra 100 til 200 rigsdaler om året, og ville indbringe hen imod 100.000 rigsdaler.

Måske var det allerbedste, at enhver der holdt egentligt værtskab, hvert år måtte med oven meldte kendelse skulle forny sit privilegium, og for at få det, skulle forevise politimesterens erklæring, således at den som politiet havde grebet i ungdomsforførelse, skænkeri efter de befalede tider o. lign. ville blive nægtet en anbefaling.

To næringer der nu tillige bruger udskænkning, burde ganske fratages den. Den første er brændevinsbrænderiet, det andet spækhøkeriet. Især er foreningen af spækhøkeri og krohold skadelig, fordi netop unge uerfarne mennesker har mange ærinder hos høkeren og falder således desto lettere i kroholderen klør. Hverken brændevinsbrænderen eller spækhøkeren vil savne denne fortjeneste, når deres medbrødres tal formindskedes efterhånden. Hvorfor skal København netop have 320 brændevinsbrændere, og er dette antal ikke alt for højt! 150 brændevinbrændere, ja færre, ville levere det samme fabrikat for billigere pris. Også spækhøkernes tal kunne og burde formindskes til det halve, til deres egen og hele stadens store fordel.


(Politivennen. Hefte 26, Nr. 336, 29. september 1804, 5346-5353)

Uhøfligt møde på Kastelsvolden

Den 27. september mellem kl. 5 og 6 gik jeg med to damer på Kastelsvolden, hvortil vi har tegn. Men da vi kom nær en mand som gik og rev hø, blev vi meget dårligt modtaget af ham, fordi vi ville på op på brystværnet, hvilket ikke før er blevet os forbudt. Denne mand ikke alene overfusede os med grovheder og skældsord. Han stødte mig for brystet med riven og truede damerne med den, og råbte op om at høet var hans og han havde betalt for det. Jeg råbte alarm til skildvagten og gik straks derefter til kommandanten og beklagede mig. Kommandanten var meget venlig og sendte sin ordinans ud for at se hvem manden var. Det vist sig at det var marketenderen i Kastellet. Kommandanten sagde, at tingen skulle tages alvorligt, når jeg indgav en klage. Dette ville jeg også have gjort, hvis tiden tillod det. Men da jeg er på rejse tillader tiden mig ikke at gøre det. Jeg vil derfor nøjes med bare at fortælle mine medborgere om hændelsen, både for at de kan tage sig i agt, og for at mennesket tænkte sig om og af skam om ikke af fortrydelse ændrer sin slemme opførsel.
Skibskaptajn

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 336, 29. september 1804, 5343-5345)

20 december 2014

Om ølforsyningen til Frederiksberg

Bryggerlauget i København skal forsyne Frederiksbergs indbyggere med øl. Men det går sådan til, at når man bestiller øl og betaler i laugshuset i dag, så må man sommetider vente flere dage inden man får det. Jeg har nu dagligt nogle og tyve arbejdsfolk i marken. Jeg bestilte øl og betalte det i torsdag den 6. september. Så blev det sagt at jeg ikke kunne få det før mandag den 10. Nu er det tirsdag, og jeg har endnu intet øl fået. Vand vil danske arbejdsfolk ikke drikke, og mælk eller mælk og vand kan de ikke alle tåle. Intet øl kan man købe på de mange værtshuse, da de alle klager at de ikke straks kan få øl for penge fra laugshuset. Det er mærkeligt at sådant kan eksistere i et kornland, således gik det mig i fjor, og således hvert år. *)

*) Almuen forledes derved til at ro, at kornudførsel er skyld i at man ikke kan få øl, og at råbe derimod. Og det er dog slet ikke godt at almuen har den tro.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 334, 15. september 1804, 5312-5313)

En Heks i København

For tiden findes der en midaldrende svensk kone her i staden, som giver sig ud for at kunne hekse. Nogenlunde oplyste folk har intet at frygte af denne kone, men anderledes med de mindre oplyste og især halvvoksne børn. Udgiveren har flere gange bemærket at hun kalder dem  ind i døre eller porte, for der at få underretning om deres tilkommende kærligheds forståelser osv. Hun er som oftest beskænket, taler ikke desto mindre ikke dårligt for sig og har en sagte listende gang. At hun har lange fingre, kan man vel ikke overbevise hende om, skønt det synes meget rimeligt. Hun er klædt i blå trøje, brunt skørt, gulbrunt tørklæde og brunt skørt, samt et meget stort hvidt tørklæde om hovedet. Hun opholder sig for det meste om formiddagen i Strandgade, Skt. Annæ Plads eller Amaliegade.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 333, 8. september 1804, 5307)

19 december 2014

Om Røverhistorie

For nylig har Danske Tilskuer kastet et velfortjent (ulæseligt, formentligt h()anfn()()) over disse afskyelige frembringelser af uordentlige tyske romanskriverhjerner, disse Gloriosos, Rinaldo Rinaldinos, Schinderhannes og flere af den art, som vi ser indpodes i vores litteratur af smagløse oversættere. Men dette og den ringeagt disse usselheders læsere udsætter deres smag og dømmekraft for, er ikke nok til at standse den skade, der virkelig frembringes af en sådan læsning.

Der er en sandfærdig tildragelse med en dreng, der nu er arresteret som skyldig i adskillige grove tyverier. Han fandt fra begyndelsen en stor velbehag i at læse Schinderhannes og den store djævel osv. og lukkede altid bogen med det ønske: Hvem der bare kunne blive sådan en mand! Når andre drenge sagde. Gud bevares! Det kan du jo dog ikke mene for alvor, sagde han: Hvorfor ikke, så blev jo dog skrevet en bog om mig, som om en stor og mærkværdig mand!

Det var virkelig højst ønskeligt at sådanne bøger ikke blev oversat eller at politiet i tilfælde af at sund fornuft og menneskekærlighed ikke kan holde oversættere og forlæggere tilbage, ved lov kunne forbyde deres salg.

Ved denne lejlighed kan jeg ikke tilbageholde det ønske, at vores sundhedspoliti dog endelig måtte finde det tjenligt at lægge tøjler på dem, der oversætter eller forfatter bøger om selvkure for venerisk syge, om manddoms og mødoms genoprettelse og deslige!!!


(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5274-5275)

Om Gaderenovationen

Ved licitationen den 24. august i rådstuen over fjernelse af renovationen, is og sne i København, forlangte efter sigende kontrahenterne 46.000 rdr, foruden hvad det 21. distrikt vil komme til at koste, der førhen var 1.000 rdr., men hvorpå ingen bud skete. Skulle vedkommende nødes til at acceptere så overmåde forhøjede priser, vil det blive sørgelig nødvendigt at renovationsskatten mere end fordobles, da den efter sigende hidtil skal have været utilstrækkelig, og der har måttet tæres på den lille kapital, kassen havde samlet.

Mon der ikke skulle være nogen anden måde, at få ført det væk uden at skulle udsættes for at enkelte mænd efter eget forgodtbefindende af mangel på konkurrenter, bestemmer prisen? et godt råd kunne være at gennem et år optegne hvor mange læs renovation, is og sne der er fjernet. Så vil det let ses, hvor mange heste og vogne der er brugt. Måske en eller anden formuende patriot, der så denne liste, påtog sig sagen og nøjedes med 3 til 4.000 rdr ren profit om året!

Regner man, at et par heste mindst kan fjerne 1.200 læs årligt og ikke med karl kan koste over 250 rigsdaler, så kunne man for 20.000 rigsdaler få fjernet over 96.000 læs! Hvilket efter al formodning langt overstiger det virkelige antal.


(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5272-5274)


Til to urolige Piger i Lille Kongensgade

Der er to jomfruer P. og H. i Lille Kongensgade, der har en mærkelig og usædelig morskab i at plage en lige overfor dem boende mand, så denne ikke tør lade sig se for sit vindue, ikke heller på gaden, uden at udskældes og råbes efter. De to advares herved at afholde sig fra denne opførsel, ligeledes deres husvært bedes om at bringe dem til en fornuftigere adfærd. Hvis dette ikke sker fra nu af, nødes man ikke alene til at bekendtgøre deres navne, og husnummeret, men endog hvis dette ikke virker afskrækkende, at indbringe Dem for retten, der vil finde straf for hver der forstyrrer den offentlige orden.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5269-5270)

Nogle Iagttagelser i Sønderjylland

(Efter indsendt)

Et smukt sidestykke til det i Politivennen nr. 329 omtalte skilderi af de unge studerende i Vordingborg, som 4 gange årligt må gå rundt med en slags fattigbøsse fra dør til dør, fik jeg på mit militære togt i sommer, og derfor må det nævnes her. Eksemplet fra Vordingborg er vist temmelig gammelt, men mit som hører hjemme i Husum, skriver sig sikkert fra de hertugelig-katolske tider og er næppe yngre end 400 år:

Deres nærmere karaktertræk håber jeg også viser, at omend det ikke overgår det vordingborgske, så viger det dog ikke en hårsbredde fra det. Her er det: Første søndag efter vores indrykning i Husum blev vores ører fornærmede af en ulidelig sang på gaden. Vi så ud og fik øje på en gammel, sortklædt mand, som i spidsen for 4-5 halvvoksne drenge med afmålte skridt travede op ad gaden, og anførte denne hjerteskærende. På forespørgsel gav man os denne forklaring, at et sådant optog efter god gammel skik blev foretaget hver søndag middag. At det går syngende eller rettere brægende gennem byens fornemste gader. At der ifølge umindelig hævd gøres holdt uden for storfolkenes huse, fx borgmesterens, provstens osv. Samt at der i flere minutter (hvis jeg mindes ret med blottet hoved) afsynges en hel sang til de pågældendes opbyggelse. Og endelig at det hele har til hensigt at indsamle almisse.

At nu denne procession foregår uden mindste undtagelse i alskens vejr og føre, voldte os meget anstød og forargelse behøver vel næppe at anføres. De kan fx let forestille Dem hvor latterligt det forekom os når denne procession passerede vores paradeplads, og med dybe buk gik skrålende forbi. Som en selvfølge heraf tænkte vi straks på at få det ændret. Da manøvren forekom os ganske gejstlig, mente vi det rigtigt at henvende os om den til provsten hr Marx, hos hvem vi havde nogen adgang.

Denne overmåde fornuftige og lærde mand (oplyst nævner jeg med forsæt ikke, for de ved lige så godt som jeg at oplysning og fritanke altid har været og synes endnu at være så farlig kontrabande, at man vanskelig vover endog bare at tale om det uden ved omskrivning og omsvøb, eller ligefrem i smug) - provsten altså forsikrede os at selv om den omvandrende sang indbragte såre lidt, vovede han sig dog ikke at røre ved en så indgroet gammel skik.

Dette virker så meget mærkeligere som man virkelig har drevet igennem at for den nye kirke agende indført i Husum, hvilket blev forpurret i det nærliggende Tønningen ved overrumpling af en vis Kirchspiel Vogt sammesteds, just som mange var enige om tingen og man troede den hellige grav velforvaret.

Jeg beder dette offentliggjort på det at en lige så vældig som veldædig hånd kunne formås til at løfte denne gamle husumer skilderi ned fra sin højde og hænge eller flage det hen i blandt disse Madonnabilleder, helgener, altre, røgelses- og vievandskar mm. som hørte til samme old, og nu nok bør gøre hinanden selskab.

Skulle det end anses for disjecta membra, må jeg dog endnu sige Dem, at grundtrækkene i nysnævnte egne synes langt mere hertugelig-tyske end kongelig danske. Meget, som jeg hverken havde tid eller lyst til at undersøge, forrådte dette. Her vil jeg kun nævne en ting som faldt os gamle danske overmåde kraftigt for brystet, denne nemlig at hverken i Tønningen efter den gamle, eller i Husum efter den nye agende, blev der fra prædikestolen, eller overhovedet ved gudstjenesten afsagt nogen bøn for kongen og det kongelige hus. Ja der blev end ikke et ord nævnt, hvoraf man kunne slutte at man sad i en dansk kirke.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5261-5265)

Gadepoliti i Pilestræde

Da jeg om aftenen den 14. i denne måned ville gå hjem i Pilestræde, blev jeg på hjørnet af Sværtegade og Pilestræde uden for glaspusteren standset af et opløb. Jeg måtte stå stille nogle øjeblikke. Og med et fik jeg min hat og klæder oversjasket med alskens uhumskheder, som blev smidt ud af en spand fra et vindue. Da det kan bevises at der blev tømt en spand ud på gaden fra 2. sal, så måtte vel gerningsmanden blive pålagt en passende bøde.

Peter Reynst


(Politivennen. Hefte 26, Nr. 330, 18. august 1804, s. 5255)

18 december 2014

Styg stank og endnu værre syn ved Langebro

En mand som gik over Langebro, bemærkede på byens side en utålelig stank, og lokaliserede den fra et hus indrettet til at sætte druknede lig. Han så derind og så gysende to lig, ikke alene blottede, men også forbidt af rotter. Dette fæle syn sammen med stanken og ligenes opsvulmede skikkelse af heden, vakte både gysen og harme hos ham. Dette skete den 3. april. Manden tænkte på graverkarlene. Man håber at der gøres anstalter til at have nogle kister stående klar for at kunne afværge rottebid, og at ligene bliver begravet før forrådnelsen går så vidt.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 328, 4. august 1804, s. 5226-5227)

Spørgsmål til Politiet i Lyngby

(Efter indsendt)

Er den uanstændighed tilladt som foregår ved Lyngby Sø at nogle kuske praktiserer at lade en fuldstændig nøgen dreng sætte sig på deres heste for at ride ud i vandet, på et tidspunkt hvor så mange spadserende, især fruentimmer, går i skoven for at fornøje sig, og dels sidder at spise aftensmad. Da en sådan kusk blev foreholdt denne uanstændighed af et siddende selskab, blev der (som man naturligvis ikke kunne forvente andet af en sådan karl) svaret med grovheder, og siden var der adskillige andre, som desuagtet på lige måde benyttede den samme dreng.


(Politivennen. Hefte 26, Nr. 328, 4. august 1804, s. 5215-5216:)

17 december 2014

Til bedste for Skolebørn i Brønshøj

I Brønshøj er, lidt fra ovennævnte møddinger, en meget stor ler- og sandgrav i siden på den bakke hvor skolen er bygget. Den er forfærdende dyb og stejl. Imellem denne afgrund og et halvgærde er der en opgang eller sti for børnene fra vejen op til skolen, der højest er en god alen bred fra gærdet til graven. Man kan ikke undre sig nok over, at endnu ingen af de børn der dagligt går der, er faldet og kommet til skade! At det alligevel nok engang vil ske, forekommer uundgåeligt efter nærværende omstændigheder! For selv for et voksent menneske, som er uvant hertil, skal der virkelig lidt mod til at betræde denne vej, gerne i mørke, såvel som når det har regnet og jorden er blød og slibrig.

Godt nok er der en anden vej til skolen. Men da denne sti stikker nærmere ligefor skoledøren, så vælges denne, for sin højere beliggenhed i slemt føre, muligvis frem for den anden - uagtet sin rædsomhed. At denne sti enten blev forsynet med et rækværk, eller, hvad der nok var bedre, blev ganske spærret, er anmelderens bøn til de ansvarlige. Dette vil og bør sikkert også ske, når der er en der kommer til skade her. Men den, i hvis lod dette falder, vil vist desværre hvis han overlever, imod sin vilje komme til at fylde en plads på fattiglisten.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 327, 28. juli 1804, s. 5210-5211)

Uorden i Brønshøj

(Efter indsendt)

Nogle bønder fra Husum by i Brønshøj Sogn, Københavns Amt har for skik at når de kommer tilbage fra København med deres møglæs, hvad enten der er dårligt eller godt føre, aflæsser deres vogne midt på gaden i Brønshøj, tæt ved den nye landevej.

Der ligger så altid 6-7 forskellige møgdynger, som vel tilhører lige så mange ejere. Disse ofte blandet med den ildelugtende urenlighed, som ligeledes af ovennævnte husumbeboere føres hertil fra sukkerhusene i staden, udsender en kvælende dunst og en pestagtig stank, der må være ikke så lidt modbydelig for de omkringværende boliger og deres beboere, fx præstegården, skolen, kroen med flere gårde og huse. For slet ikke at tale om at det vand, der løber fra dem, fordærver den nyligt anlagte landevej gennem byen.

Anmelderen, mener at det altid er en uskik at henlægge skarn i så stor mængde og så slemt et indhold, som noget heraf sandelig er, på et offentlig sted, bare pga. magelighed, for at spare en fjerdingvej. Han udtrykker det håb at disse møddinger bliver afhentet af deres ejere. De ville vel, som alt andet skarn, lugte forfærdeligt, når der da skulle røres i dem. Men - den trøst at det engang fik ende, og at - de aldrig kom der mere - ville være en sand velgerning for de af Brønshøj bys beboere, der endnu kunne og ville bruge den første og tredje sans: Synet og lugten til noget bedre end møddinger. For enhver bør jo passe på sin ejendom.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 327, 28. juli 1804, s. 5209)

Om Badehuse i Stadens Østerende

(Efter indsendt)

Mon hovedstaden snart kan gøre sig håb om flere badeindretninger, end den der er ved Langebro. Det ville være ønskeligt for den del af stadens beboere som bor oppe i byen, og som har følt søbadets velgørende virkning, hvis der fx var sådanne huse udlagt ved citadelspynten eller længere inde mod toldboden, uden for gamle kvæsthus på strømmen. Det ville sikkert ikke blive dem nægtet at få dem oplagt på Holmen om vinteren. Mange beboere i stadens østerende må nu lade være med at bade. Når de benytter badehusene ved Langebro, må de gå en lang vej og kommer trætte og svedige til badet. En hovedårsag til at hypokonderi, gigt, lungesyge, gastriske febre og andre sygdomme nu om stunder har taget så meget overhånd hos os, må vi søge i, at vi er ophørt med at rense og styrke vores hud ved bad og andre midler.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 327, 28. juli 1804, s. 5205-5206)

16 december 2014

Til Oplysning om det, som i nr. 61 af Kjøbenhavns Nyeste Skilderi er anført om de på Strømmen ved Langebro henlagte Badehuses nærværende Forfatning, er følgende indsendt.

Fattigvæsnets bestyrelse blev i året 1801 anmodet om at overtage badehusene af disses første stiftere, som selv ikke mente sig tilbøjelig længere til at vedligeholde dem, men som dog ønskede at publikum ikke måtte undvære denne velgørende indretning for fremtiden.

Tilbuddet blev modtaget med den tanke at man kunne forbinde dem med en renselsesanstalt for stadens fattige. Men omstændighederne ændrede denne tanke, og man ville desuden formodentlig have fundet det stridende imod den respekt man skylder publikum, når man forbinder en for fattigvæsenet nødvendigt badeanstalt med et offentligt bad.

Fattigvæsenets bestyrelse har imidlertid taget det på sig at vedligeholde den nyttige og for dens første stifter hædrende indretning for så vidt som det kan ske uden tab for fondene til de fattiges forsørgelse, og indtil en anden, mere hensigtsmæssige badeindretning for publikum kan finde sted. Hertil har flere i den senere tid lavet forslag.

I året 1801 medgik til de modtagne badehuses istandsættelse, udlæggelse på strømmen, nye dryppemaskiners anskaffelse mm. : 214 Rd, 4 mrk, 11 sk.

Afgiften som forpagteren betalte var 200

For noget gl. material blev betalt: 9 - 2 -

Altså tabte fattigvæsenet: 5 - 2 - 11 sk

I dette år indrettede man det således, at badegæsterne blev sejlet over til badehusene i både, for ved adskillelsen fra dæmningen, som fører til køkkenkurven, at fjerne badegæsterne fra nysgerrige og uvedkommende personers ophold uden for dørene. Men da mængden ikke var tilfreds med det, så blev badehusene året efter forbundne med dæmningen ved en flydebro.

Til denne bros indretning i året 1802, samt til badehusenes udlæggelse på strømmen og videre fornøden reparation medgik 106 rd. 5 mk. 5 sk.

Forpagteren betalte i dette år kun  : 100 -

Derfor tilflød der et tab til fattigvæsnet på : 6 - 5- 5- sk

Godt nok var forpagteren efter sin kontrakt bundet til at svare afgift for denne sommer på 250 rd. Men enhver som erindrer det dårlige vejr den pågældende sommer, vil finde årsagen til, hvorfor han blev eftergivet 100 rd. Og for de øvrige 50 rd af afgiften blev han forpligtet til at optage vandkasserne og hensætte dem på det anviste sted, og at henlægge badehusene i efteråret 1802 til brændemagasinets bolværk, samt i foråret 1803 igen for egen regning at udlægge dem på strømmen.

I året 1803 indbetalte forpagteren i afgift efter sin kontrakt 200 rd.

Udgiften for de fornødne materialer til reparation beløb sig til    48 - 3 mk. 14 sk

Altså har fattigvæsenet det år haft en indtægt af badehusene på   151 - 2 - 2-

Blandt de ubehageligheder som badegæsterne i året 1803 med god grund kunne besvære sig over, var denne den vigtigste, at de gæster, som fandt fornøjelse i at svømme, også forårsagede ubehageligt ophold for andre, som på samme tid ønskede at betjene sig af badet. For ikke at nævne at synet af nøgne mennesker og undertiden disses munterhed afskrækkede en del af gæsterne.

For at imødekomme denne ubekvemmelighed har forpagteren i sommer 1804 for egen regning henlagt en pram ved en af pælene på strømmens til brug for de af badegæsterne som finder behag i at svømme. Badehusene er for denne sommer overladt til forpagteren for en afgift af 100 rd. imod at han ligeledes for egen regning besørger den fornødne reparation, badehusenes henlæggelse på strømmen og deres borttagelse med videre til efteråret.

De fleste, om ikke alle, mener ved erfaringen at være blevet overbeviste om, at alle almindelige nyttebestemte indretninger bør vedligeholdes for privatmands, og ikke for offentlig kasses regning når det efter dens beskaffenhed og formål kan ske. Fattigvæsnets bestyrelse har derfor ved badehusenes indretning forsøgt at forbinde og ligeledes befordre publikums, forpagterens og sin egen interesser. For således at sikre både publikum og sig selv imod misbrug, som fx kunne være ansættelse af betjente og løn på fattigvæsnets regning til badehusenes varetægt og rengøring, gæsternes opvartning og penges oppebørsel med mere. Hvilket ikke anses for at henhøre til formålet for fattigvæsnet.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 325, 14. juli 1804, s. s. 5170-5174)

15 december 2014

Ønske om Portene

Da der allerede er udvist så meget tolerance ved Københavns portes lukning om søndagen, så  giver just dette tillid til at ønske endnu mere, eller med andre ord at ønske, at portene slet ikke lukkes under gudstjenesten.

Dels er skikken med at lukke portene om helligdage, så folk som således fratages lejlighed at fornøje sig i naturen enten må ty til kirken eller til kroen, en levning fra ældre tider, hvor kirkegang og andre udvendige dyrkelseshandlinger blev tillagt større værd. Dels har København med sine mange dygtige talere nu anbefaling nok for kirkerne, så tvangsmidler ikke behøves for at få dem fulde.

Hvis portlukningen skulle virke ret på kirkegangen, så måtte de indespærrede ordentlig drives ind i kirkerne. Så længe dette ikke sker, så synes portlukningen snarere i det store hele skadelig, og kun til gavn for stadens kromænd.

Disse tanker faldt indsenderen ind, da han i søndags under aftensang, sammen med en mængde mennesker med længsel ventede på Nørreports åbning. Et godt kvarter før åbningen blev porten åbnet, men ikke et menneske ladt igennem. Kunne man håbe, at det blev tilladt officerer, når tiden alligevel næsten er gået og der åbnes for porten, så også at åbne for den ventende mængde.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 324, 7. juli 1804, s. s. 5163-5164)

Redacteurens Anmærkning

Portene blev normalt lukket hver nat. Vester- og Østerport blev lukket ved midnat og åbnedes om morgenen. Nørreport stod senere åben hele natten, og man kunne mod ekstra portpenge komme ind og ud, dog ikke fragtvogne og bøndervogne med læs. Toldbetjentene ved accisseboderne eller konsumtionskontoret undersøgte hø- og halmlæs og indkrævede betaling (indtil 1851). Bommanden indkasserede portpenge af luksusvogn og rytter. Bommene var nede fra kl. 12 til klokken 7 (om sommeren kl. 4).

Betleri på Landeveje

Det er underligt at en mand ved Vibenshus på Helsingørvejen, som har en virkelig eller opdigtet skade i hånden, med høj stemme tør anråbe ikke alene kørende, men også gående om almisse og oven i det være uhøflig når han ingen får. En rejsende spørger i anledning af det: Hvilket sognedistrikt tilhører bommen ved Vibenshus? For det er i hytten ved denne bom at denne betler, så vidt man ved, opholder sig. Af sagkyndige ønskede samme rejsende at underrettes om, hvor sådant betleri skal anmeldes?

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 324, 7. juli 1804, s. s. 5149-5150)

14 december 2014

Uordner

2) De som passerer vejen fra Ballerup til Slagslunde rådes til at sætte deres vogn i Ballerup hvis den er bredere end en almindelig bondevogn, da de ellers risikerer at brække arme og ben. Indsenderen væltede ikke mindre end 4 gange med en gig på denne korte vej og måtte til sidst stå af for at gå resten af vejen.

3) Den viser på Frue Tårn som vender ud til Gammeltorv, har i lang tid været upålidelig. Den drejer sig for langsomt.

4) Fra en af de sidste gårde på Østergade nær Kongens Nytorv på solsiden lader det som om man udpumpede sit vandhus, både på grund af den stank som nabolaget lider under, og på synet i renden fra gården tværs over fortovet. Så slem som en sådan uorden er til alle tider, så meget desto mere er den kritisabel på dette sted af gaden, der lider utroligt af en fiskebløders vand der i nærheden.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 323, 30. juni 1804, s. s. 5147)

Ønske til Kommissionen for Bryggerlaugsvæsenets bedre Indretning

Alle elskere af godt øl hæver atter stemmen for at bede kommissionen at forsyne sine forretninger med så meget øl, at denne sag engang må få en ende!

Det er en vigtig fældrelandssag der er betroet deres indsigt, skarpsindighed og iver for den gode sags fremme og for fædrelandets vel.

Fordi Danmark årligt enten skal drikke nogle tønder guld mere eller mindre værd i vin, der er en fremmed vare, eller nyde sundt og godt øl ved forædlingen af indenlandske materialer for en fjerdedel af hine summer, er det store spørgsmål som kommissionens dom vil bidrage til at afgøre.

Hidtil foretrækkes vinen, fordi øllet ikke altid er lige godt, altid ens, ja ofte ikke engang kan fås for penge.

Men det er også vigtigt, at kommissionens dom kommer snart. Mange der ønskede at lave et nyt anlæg osv kan ikke gøre det, så længe han endnu ikke ved om det gamle skal køre lidt længere eller ej. At der er sådanne mænd, det ved anmelderen. Og det var en skade, om lang tids vedvarende uvished og deraf forårsagede kedsomhed eller dødsfald eller lignende skulle afskære staten fra den nytte deres patriotiske iver kunne udvirke.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 323, 30. juni 1804, s. 5144-5146)

Uorden ved Bellevy

Når man tager til Dyrehaven enten ad Strandvejen eller til søs, bliver ens øjne stødt over et helt underligt syn som i ethvert andet land end det fredelige danske, næppe ville blive tolereret og som anmelderen af dette derfor håber de ansvarlige straks rydder af vejen  for at undgå mulige ubehageligheder.

I en nu afdød, men før af en fremmed magt akkrediteret embedsmands have, ikke langt fra Bellevy ser man nemlig et dansk kongeflag som ingen ifølge de kongelige danske love, må føre, undtage fæstninger og kongelige krigsskibe. Dette kunne være som det være ville. Men når man en gang imellem over dette danske kongeflag ser en fremmed nations vimpel, eller som dette en gang imellem for en forandrings skyld har været tilfældet, den fremmede nations flag øverst, og under det den danske kongevimpel, så er dette, med kort sagt, noget ubetænksomt og upoleret af vedkommende embedsmands arving eller efterladte.

Anmelderen bør anmærke at det nogle gange er skik og brug blandt krigsførende magter, når man erobrer et skib, at hejse den overvundnes flag nederst og sejrherrens oven over det. Krigshistorien har eksempler på at flag er forhånet, fx ved at anbringe dem ved gallionen (stedet bestemt til befæstningens brug ved vis nødtørft) osv. Men den ædle, mådeholdne og beskedne kriger bruger næppe sådanne pralerier. Endnu mindre bør fremmede tillade sig noget sådant i et venneland, blot fordi deres borgere indtil videre enten ikke har lagt mærke til det, eller har været for venlige og gæstfri til at klage over det. Men det er og bliver dog en uskik, og den vækker noget underlige begreber hos de nationer, der hver dag farer forbi her, at se gamle Dannebrog under fremmed vimpel! Det skulle ikke undre anmelderen om han ifølge heraf i de engelske aviser havde læst at Danmark var blevet en provins af riget.

Idet anmelderen gerne frikender vedkommende for uædel bevæggrund og gerne tilskriver det enten på uvidenheds eller et blot indfalds regning, håber han på den anden side også, at ejeren eller ejerne af bemeldte sted vil tage dette vink og hæve en uskik som har stødt ham og flere.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 323, 30. juni 1804, s. 5137-5139)

Uordner på Stadens Kirkegårde og i Filosofgangen

Kirkegårdene er indviede, hellige steder, som på ingen måde bør profaneres. Enhver anledning til at sløve det ædlere menneske følelse bør omhyggeligt undgås og fjernes. Det sørgelige eksempel på religiøs råhed er os alle endnu i frisk minde. Derfor bør det strengt forbydes graverne at tillade (som det sker hver dag) at tørre deres vasketøj på kirkegårdene. Ved sådanne lejligheder samles et slæng af tjenestepiger, karle, børn etc. Ligstenene tjener til kaffeborde, til øl- og brændevinsudskænkning. Der konverseres, ikke altid på den anstændige måde. Gravene nedtrædes under skæmt og latter. Den alvorsfulde ro, der bør hvile over dem, forstyrres af letsind og kåd larm. Kort sagt: Kirkegården mister sin betydning. Mange forbigående er blevet harm over denne uorden, der fandt sted mellem deres venners grave, og håber at de herrer præster ved samtlige stadens kirker alvorligt vil henstille til deres underordnede gravere ikke at give lejlighed til det.

Sådan tørring af vask finder også (næsten daglig om sommeren) sted mellem træerne i Filosofgangen. Det ulejliger de spadserende og er desuden ofte et væmmeligt syn, som skræmmer folk væk. Man håber at den ansvarlige vil drage omsorg for, at noget sådant ikke mere finder sted. Godt ville det være, hvis byen flere steder havde bekvemme tørrepladser, med fornødne indretninger.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 323, 30. juni 1804, s. 5134-5136)

Redacteurens Anmærkning

Først i 1805 blev det forbudt at begrave folk inde i kirkerne. Alle kirker i København var omgivet af kirkegårde. Og efterhånden som de blev overfyldt, også assistenskirkegårde inden for voldene. Uden for voldene lå Almindeligt Hospitals to fattigkirkegårde: Nørre Kirkegård (Nansensgade/Gothersgade/Farimagsgade parallelt med Bartholinsgade) 1637-1842. Også kaldet "Selvmordernes Kirkegård". Samt Kirkegården på Østerbro 1769-1858 ved Garnisonskirkegården. Begge kirkegårde var overfyldte og udsendte ofte en ulidelig stank af forrådnede lig. 

Filosofgangen lå som et lille åndehul på den nuværende Vester Voldgade, fra det daværende Halmtorvet, nu ca. Vartov og ned til havnen. 
 

13 december 2014

Om Dyrehaven

(Efter indsendt)

Dyrehavssæsonen er nu snart for døren. Med al dens spotten med, præken imod og ynk over Dyrehavens dårligdomme. Den giver anledning til overdådighed og ødselhed, man rejser mod betaling ud til kedsomhed. Og dog ser man selv alle spotterne, prædikanterne og ynkerne følge sporet. Og man kan sige hvad man vil, det er naturligt og uskyldigt at en stads indbyggere om sommeren så ofte det kan lade sig gøre tager ud til den nærmeste skov. Det er ikke skovens skyld, heller ikke ejerens, der velvilligt åbner den for publikum, at mange ikke laver andet end at nyde og glæde sig ved den skønne natur, forbedrer sit helbred med sund luft, mådelig bevægelse og et landligt måltid.

Det er meget muligt at de tilladte gøglerier kan give en forkert anvendelse af dyrehavsturene. Gid disse mange gøglerier og narrestreger, som man nu ser hver dag uden for vore porte og inden for dem med, må forvises fra Dyrehaven. De øger rejsens omkostninger meget, og nedbryder i stedet for at forhøje de fornuftiges nydelse. Der var en tid da man mente det for meget at åbne adgangen til vore lettroende almues punge for disse nichtsmagere i Dyrehaven i 4 uger. Bladet er nu vendt. De kan nu indsamle landets penge hele året, og man må indskrænke sig til det ønske, at blot Dyrehaven måtte forskånes for dem.

En af de ting, man især kunne ønske gjort for at udbrede nydelsen af skovturene, var at finde et middel til at komme dertil for mindre betaling. En ordentlig diligencekørsel mellem København og Dyrehaven i ovennævnte periode ville måske tjene til det og lønne sin foretager. Måske var det også gavnligt at sætte en takst for bøndervognene og kunne bestille og betale disse på et kontor uden for porten.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 319, 2. juni 1804, s. 5080-5082)

12 december 2014

Et Spørgsmål til Jurister i Anledning af en Hyrekusks og hans Karls Opførsel

(Efter indsendt)

Følgende skete da en agtværdig hofbetjents kone og familie for nylig spiste om aftenen den anden helligdag inde i byen. Om aftenen kvart over ni sendte hun bud efter en hyrevogn for at køre ud til Frederiksberg. Vognen kom straks. Men da de var kommet ind i den og man sagde til ham: Til Frederiksberg, erklærede han, at han ikke kunne køre dem derud. Men da de påstod at han alligevel måtte køre dem derud, kørte han dem i stedet for til Frederiksberg til sin husbond oppe i Vestergade ind i en lille tværgade for at høre sin herres ordre. Samme påstod at de måtte stige ud igen, da kusken ikke skulle køre dem til Frederiksberg. Da de så forlangte at køre til politikammeret, lo han af dem, og tvang dem til sidst med mange grovheder at stige ud igen. Da tiden var forspildt og de ingen anden vogn kunne få så sent, måtte en sygelig kone med sit selskab spadsere til fods hjem. En hr. Meisner, som bor her i nabolaget, og som var vidne til dette optrin, beklagede meget, og var så rar at følge dem ud til Frederiksberg Alle. Han ville sikkert have fulgt dem hjem, hvis han kunne nå porten igen før den blev lukket. Dette er species facti.

Jeg tilstår at kusken måske skulle mange steder hen og køre sine faste kunder. Men imidlertid mener jeg dog, at en mand, hvis næringsvej det er og som skal leve af publikum og skal køre når han har fået en fragt, er strafværdig for denne sin handling? Man ønskede en jurists svar.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 318, 26. maj 1804, s. 5064-5065)

Gendrivelse af en urigtig Anekdote

I bladet Københavns Skilderier nr. 49 er skrevet en anekdote om åreladning ved en fribarber, som er helt usand. Denne åreladning kan ikke anses som misbrug, da den såkaldte fribarber ikke fandt patientinden i nogen tilstand som kunne røbe koldfeber, på det tidspunkt hvor han blev kaldt derhen for at betjene hende med åreladning. Det kan jeg (hendes mand) og hun selv bevidne. Men da vor husdoktor siden kom for at se til hende, sagde vi begge til ham, at vi dagen igennem vel havde sendt bud 3 til 4 gange efter ham. Da det var forgæves, var vi nødsagede til at søge råd og hjælp hos nogen anden mand, det være sig enten hos embeds- eller fribarber. Vi kendte til en fribarber, som da han kom, for at årelade min kone, spurgte hende: Hvorfor? Hvorpå hun gav til svar, at det meste hun klagede over den gang var svimmelhed, hold i ryggen osv. Dengang sporedes endnu ingen feber, og det er en sandhed, at min kone efter hans senere besøg hos hende i henseende til hans opvartning og betjening efter åreladningen, befandt sig både frisk og vel

Georg Poeschmann

Buntmagermester

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 318, 26. maj 1804, s. 5061-5062)

Om Opgivelse af Præstekalds Indkomster

(Efter indsendt)

Det er uden tvivl uimodsigeligt at alt hvad der er officielt og offentligt bør være rigtigt og i overensstemmelse med sandheden. Hvis man anvender det på de angivelser, man ser i aviserne om ledige præstekalds indkomster, så giver det indsenderen anledning til i overenstemmelse med det at foreslå, at man i stedet for at nævne pengesummer (som hele verden ved er kun en 1/3 part af et præstekalds indkomster) angiver: 1) Det tiendeydende hartkorn. 2) Præstegårdens hartkorn. For så ved enhver vedkommende, på et halvt hundrede rigsdaler nær, hvor stort eller lille et kald det er, når man kender eller forhører sig om egnen. Man kan slutte sig til det både af tiendens værd og af de omtrentlige indtægter af præstegårdens hartkorn efter egnens beskaffenhed. Var det rigtigt, som det hedder, at folkeløn, kreaturers og redskabets anskaffelse og vedligeholdelse skulle opsluge hele indtægten fra produkterne, så var jo Danmarks hartkorn intet værd.

Offeret kan man udelade af angivelsen og antage at det medgår til skatter og afgifter.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 318, 26. maj 1804, s. 5056-5057)

11 december 2014

Om fiskerkoner og andre sælgerkoner som sidder i Adelgade på hjørnet af Prinsensgade

Politiets første opgave er at holde orden og at forstyrre uorden. Derfor kan det ikke være dem imod når man gør dem opmærksom på et misbrug, som i lang tid har hersket her i Adelgade. Disse uordener skyldes fisker- og sælgerkoner, som ikke alene forhindrer passagen gennem Prinsensgade og Adelgade, men også hvad angår moral, da de med de skammeligste skældsord tiltaler de forbipasserende uden at gøre forskel på om de er honette personer eller ej. Og hvad skal man sige, når børnene hører på det? Er det ikke at ødelægge alt hvad de har lært i skolerne til deres forbedring?

Og når der nu er regnvejr, så tillader de sig at flytte ind i de nærliggende huses forstuer og forhindrer passagen ind i husene, hvorved folk som bor der, nødvendigvis må lide i deres næringsvej. Og når man høfligt bortviser dem, så bliver man overvældet af skældsord.

Ikke det alene, men med deres utilladelige købmandskab, køber de ofte for en ringe pris noget af mistænkte personer, og driver så med det købte offentlig negotie såvel på hverdage som om søndagen. Så man kan konstatere: Adelgade er den anden børs.

Da nu politiets opmærksomhed allerede har truffet de fornødne anstalter til at afskaffe soldater- og matroshandel og marskandiserier, så venter man også at det søger at standse disse uordner, og i så fald turde bare patruljerne gå noget længere og være lidt mere opmærksomme for at opdage og melde dem, som gør sig skyldig i sådanne utilladelige marskandiserier.

C. Stanlej
Professor ved det Kongelige Akademi
for kunsterne
Adelgade nr. (ulæseligt. 245?)

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 317, 19. maj 1804, s. 5039-5040)



Redacteurens Anmærkning

Prinsensgade er en nu ikke længere eksisterende gade der forbandt Borgergade 129-131 med Adelgade 274-275 parallelt med Dronningens Tværgade og Hindegade.

Et mølleønske

Var det ikke muligt at møllerne eller deres folk blev forpligtet at male den rug som Holmens folk bringer til mølle, frem for brændevinsskrå. Desto mere fordi denne rug er løn in natura, og når den ligger i 14 dage på møllen, bliver man nødt til at købe brød. Når man så ikke længere kan finde udveje for penge, må man tage den umalet tilbage fra møllen og være nødt til at sælge den, hvilket sætter fattige folk i denne klasse meget tilbage.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 316, 12. maj 1804, s. 5023)

09 december 2014

Om fribarbererne

(Efter indsendt)

Man har ofte med rette hørt nogen ihærdigt tale imod den mærkelige indretning hos os, at de fleste der lærer kirurgi, starter karrieren som barberdrenge og at denne håndtering, barberen, tilsyneladende er blevet så uadskillelig forenet med den ædle kirurgi ved vores barberembeder. Der er imidlertid mange vanskeligheder ved at ville ophæve dette levn fra ældre tiders badstuekvaksalveri, fordi her kommer ejendomsretten i vejen, og ejendomme var altid hellige for den gode regering.

Vores regering, der har gjort og gør så meget for kirurgiens dyrkelse hos os, vil nok med tiden udtænke et middel, der uden despotisk brud på ejendomsretten, adskiller barberingen helt derfra.

Fribarberenes oprettelse må anses som et skridt henimod det. For det gik dog ikke an, at denne forretning ophørte at drives i embedskirurgernes stuer, før der var personer fordelt i staden, der bedrev dette erhverv som embedskirurgerne ophørte med.

Fribarberene bør altså anses som nødvendige og gavnlige borgere i staten. Som sådanne har kongen givet dem den lettelse at drive næringen uden borgerbrev, når de er antagne af chefen for det borgerlige artilleri.

Men nogle af de, der vel ikke benægter dette, taler kraftigt imod, at fribarberene årelader. Og dersom deres påstand var sand, at fribarberer må antages at være ukyndige i hvad man bør vide, for at kunne betjene folk med et så vigtigt middel, så burde enhver være enig med dem. Men denne indvending bortfalder når man tager i betragtning, at fribarberene har lært på barberstuer, hvor der altid, når læremesteren udskriver en dreng, bliver afholdt en slags eksamen i to-tre embedskirurgers nærværelse, i grundlæggende kirurgi, og altså også over hvad der hører ind under en god åreladers anatomiske kundskab og hans fingerfærdighed. Og man må vel indrømme, at den erfarne læge eller feltskær lige så godt kan betjene sig af en fribarber, som af en embedsbarber, når han dømmer at en lidende skal årelades.

Ja vel, vil man måske indvende, men fribarberene tilkaldes af folk, der i deres naivitet mener at de skal årelades, og han forretter så åreladningen på egen hånd, måske netop i tilfælde, hvor den bliver til patientens første fordærvelse.

Herimod svarer fribarberen: Tror man da at embedsbarberens svend ville være mere samvittighedsfuld, eller at han ikke gerne ville tjene nogle drikkepenge? Og amtsbarberen selv kan jo ikke være allevegne. Overalt hvordan skulle jeg som fribarber, der ikke er ukyndig i kirurgiens første grunde, der har kone og børn, og altså ikke så let kan løbe fra en lumpen handlings følger, være så tilbageholdende med at årelade i flæng. Jeg vinder jo ved at sige, hvis tilfældet er derefter: "Her bør en læge kaldes". For både lægen og den syge vil så fatte større fortrolighed til mig, og jeg vil ikke tabe ansigt ved det.

Kort sagt, så længe ændringen med embederne går for sig, er der ikke noget vundet, men snarere tabt ved at ville forbyde fribarbererne åreladen, kopsætning, lavementssætning osv. For det er da bedre at den, der har behov for øjeblikkelig hjælp, kan få denne af en fribarber, da lægen ofte ikke kan, gerne ikke vil applikere den, og embedsbarberene dels er så ulige fordelt, at den nærmeste undertiden er langt væk, dels ikke sjældent beklager sig over at forlade varmen og hvilen, for gennem rusk og kold nat at følge den syges bud.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 314, 28. april 1804, s. 4996-4999)

Redakteurens Anmærkning


Barberernes stilling som kirurger ses bl.a. af at de ikke var soldater, men fungerede som kirurger under Slaget på Reden og Københavns Bombardement.

08 december 2014

Om Petri tyske Menighed

Når der i en stad er større rettigheder for nogle indbyggere end for andre af samme klasse, uden at de første derfor yder mere til almenvellet eller tror sig underkastet tungere pligter, så tør man vel påstå at en retfærdig ulighed, rimelig tilfældigvis, er udsprunget af en oprindeligt retfærdig anordning

Hvis en regering over for en del fremmede der strømmer ind i dens hovedstad fra mindre godt regerede lande, tillader at disse, selvom det er af samme sekt som landets indbyggere, priser og tilbeder det højeste væsen  i deres eget tungemål fordi de endnu ikke forstår landets, og dertil har deres kirke og præster, så er det sikkert en handling, der bærer præg af visdom og mildhed.

At ville lade de fremmede lave deres egen koloni, i stedet for at blande dem med (ulæseligt, ionens) masse. At lade deres afkom bestandig beholde sprog og kirkeskikke som en fremmed stamme, var ubilligt både mod disse kolonister selv, der naturligvis ikke af de ældre indfødte ville erkendes for ægte brødre, og således kom til ikke at tilhøre til nogen nation, og imod regeringens egen nation og sprog, som den altid anser det for sin glæde og pligt at hædre frem for alle nationer og sprog i verden.

At St. Petri tyske menighed i København har udseende som en koloni, er sikkert ikke grundet i nogen sådan hensigt hos de foregående eller nærværende regeringer. Siden Kristian den første har vi ikke haft nogen udlænding til konge. Forkærlighed til udlændinge eller udenlandsk tungemål kan ikke næres i nogen danskfødt regents baron. Måske en mangel af bestemthed i anordningens ord (og hvor er denne altid uundgåelig?) kun en misforstået gæstfrihed hos stadens fædre i ældre tider. Tilgivelig fordi de ikke mærkede at den var lunkenhed for landsmænds ret og ære, ville vi tilskrive at velmente, og med fædrelandskærlighed bestående nådesbevisninger, ved at nydes af dem de ikke vel kunne være tiltænkte, nu ligne forrettigheder og herligheder.

Petri menighed har hvad alle danske har, præster og kirkeværger. Men den har desuden den fordel at stedse en af landets store dens patron, og hvilken dansk menighed har det? Den har derved et talsmandskab, som de danske ikke har.

Petri menighed har kaldsrettighed, hvilket ingen dansk menighed har. En rettighed udøves af den og beholdes af den, som enhver god dansk kaldsherre i vore tider iler at tilbagegive staten, fordi han ved at dens styrer ønsker den, og ønsker den blot fordi den aldrig af privat kaldsherre eller af menighed kan bruges så retfærdig som af et kollegium.

Lemmerne af denne Petri menighed kunne bo overalt i staden, uden derved som de andre borgere at bindes ved stadens areals inddeling i sogne. Denne frihed nyder de andre borgere ikke. Herved gøres endog det tilfælde muligt, at et dansk sogns præster kunne tabe. For dersom ved en flyttede fx et sogns distrikt fik 100 familier af Petri menighed over hvad det deraf før havde, så blev jo sognets egen menighed derved 100 familier ringere.

Personer der næppe efter den første hensigt hørte til Petri menighed, personer der i mange led tæller danske forældre, personer der langt bedre forstår og taler dansk end tysk, sætter en glorie i at være af Petri menighed. Og heri er det egentlig jeg finder at den forsømmelse må have haft sted, der er skyld i det påankede misforhold. Petri kirke skulle være en kirke for fremmede. Godt! Men børn af den fremmede der nedsatte sig, børn der ved fødslen er danske, bør ikke regne sig til de fremmedes menighed. De burde være reklamerte af præsterne til vore danske sogne, hvori forældrene boede, og dette krav på rette måde understøttet af magistraten ville vist hævet den ubehagelighed det kunne været for forældrene, ifald deres kærlighed og taknemmelighed mod det land, der havde optaget dem i sit skød, ikke forslog til at lade dem foretrække at have danske børn i stedet for børn der hverken var danske eller tyske.

Jeg sagde ovenfor at Petri menighed så ud som en koloni. Dette er kun alt for sandt. Også ser man ligesom en ængstelighed hos den for at beholde dette udseende. Den kalder: men yderst sjældent kalder den en dansk undersåt til sin præst.

Næppe vil det tillades nogen dansk kaldsherre, og mindre af landsmænd tilgives ham, om han kaldede en udlænding.

Måske ville man finde det her sagte for hårdt, men jeg forsikrer dem som finder det sådan, at det tværtimod har kostet mig umage at tale så moderat i denne sag. Alt det der ligner en ringeagtelse af min nation og mit sprog, og udvist endnu dertil i nationens hovedstad, må vel opgløde mig, hvis jeg er fædrelandsven. Alt hvad der ligner ulighed hvor lighed bør være, vil vel gøre ethvert menneske varmt.

Og hvad er vel hensigten af hele denne anke, og hvad gavn skal den virke? Den som kan spørge således, foretrækker sikkert at være en halvtysker for at være dansk, og fortjener ikke mit svar.

At der i København er en kirke hvori der prækes tysk for rejsende eller naturaliserede tyskere har jeg på ingen måde villet ytre det mindste imod.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 313, 21. april 1804, s. 4981-4986)