31 maj 2015

Om Rygter og Rygtesmedde

Når aviserne ikke indeholder efterretninger om forefaldne blodige slag, når ingen betydelig ildebrand eller andet uheld indtræffer som kan give stof til samtale og underholdning i kroer og på værtshuse, så opfinder og udspreder lediggang og snakkesyge rygter der ofte i sig selv er latterlige, bliver ved med at gå fra mund til mund fordrejet på de underligste og meste urimelige måder.

Men når der bringes sådanne rygter der kan vække almindelig frygt i omløb, eller sætte de personer hvis sag det er at våge over den offentlige sikkerhed i forgæves arbejde med unyttige undersøgelser, eller som kunne forklejne medborgeres ære, burde vist nok rygtemageren eller udsprederen efterspores, og hvis han opdagedes, alvorligt afstraffes.


Blandt flere usandfærdige rygter som i den senere tid har været udspredt, er også det som fra sidste i oktober denne måned indtil nu har været i omløb, at ejeren af Damhuset, eller som andre siger, en P. E. Galberg er fundet myrdet med flere knivstik og kastet over rækværket ved Søndermarken. 


"Galberg har i nogen tid haft løjtnant Bodenhoffs gård i Vridsløselille i forpagtning. Denne forpagtning ophørte uventet, da gården efter at have været stillet 4 gange til auktion underhånden blev solgt". (Området lidt nordvest for Vridsløselille ned til Store Vejleå. Eget foto)

Hvad ejeren af Damhuset angår, da har han ved en bekendtgørelse i aviserne modsagt dette rygte som ubegrundet. Og da anmelderen kender Galberg, vil han i anledning af hans fosvinden her anføre hvad man med tilforladelighed ved om ham. Galberg som i nogen tid har haft løjtnant Bodenhoffs gård i Vridsløselille i forpagtning. Denne forpagtning ophørte uventet, da gården efter 4 gange at have været stillet til auktion underhånden blev solgt, og han gik den 27. oktober til København og indlogerede sig hos en værtshusholder på Christianshavn, hvor han forblev til torsdag den 29. forrige måned. På den dag gik han til København i følge med sin vært, hvor han forlod denne på hjørnet af Studiestræde og Teglgårdsstræde, med løfte om at komme hjem for at spise til middag. Men han kom ikke, og har siden ikke været at opspore. 


Den 29. oktober forlod Galbergs kone og øvrige familie den gård der havde været i forpagtning og indlogerede sig i Damhuset. Derfra lod hun under 19. november et avertissement indføre såvel i Adresseavisen som i Statstidende angående hendes mands bortgang og udeblivelse. Det har formodentlig givet anledning til det førnævnte dobbelte rygte, der desuden fortaltes med mangehånde tilsætninger. At Galberg imidlertid ikke har været at opspore, og at ingen dræbt eller ilde mishandlet person er fundet på ovennævnte sted, og at de rygter er aldeles ugrundede, kan anmelderen på vedkommende autentiske personers forsikring herved bekendtgøre.

(Politivennen nr. 52, Løverdagen den  28. december 1816, s. [809]-812)

 "Han forlod sin vært på hjørnet af Studiestræde og Teglgårdsstræde, med løfte om at komme hjem for at spise til middag". Hjørnet af Teglgårdsstræde og Sankt Pedersstræde er ved det grønne hjørnehus. Herefter fortsætter Teglgårdsstræde som Larsbjørnsstræde. Hjørnet af denne og Studiestræde anes i baggrunden efter tagstilladset.

Redacteurens Anmærkning

Skribenten er nu også med til at udsprede rygter. Det omtalte hjørne af Teglgårdsstræde og Studiestræde eksisterer ikke, heller ikke på Politivennens tid ifølge Gjeddes Kort over København. Der kan enten være tale om hjørnet af Teglgårdsstrædes forlængelse, Larsbjørnsstræde og Studiestræde, eller hjørnet af Teglgårdsstræde og Sankt Pedersstræde. Eller et helt tredje sted.

Desuden er det lidt uklart hvad der menes med Damhuset. Der kan fx være tale om Damhuskroen ved Damhussøen eller om Damhuset i Lyngby ved kirken. Det mest logiske ville være Damhuskroen da det ligger på vejen fra Vridsløse til København. Der var også indlogeringsmuligheder dengang.  

30 maj 2015

Om Kattenes hyppige Bortranen fra Huuse og Gaarde i Kjøbenhavn

Det er bekendt nok at politiet i fjor efterår fik fat på en hoben drenge der havde gjort kattetyveri til en næringsvej, fordi de fandt købere til disse nyttige og nødvendige huskreaturers skind. Der er vist ingen tvivl om at gerningsmændene blev straffet. Imidlertid er hverken straffen blevet bekendt. Heller ikke kan man formode denne har været af den beskaffenhed at den har afskrækket disse tyveknægte fra at fortsætte deres begyndte håndværk fordi klagen nu er så almindelig over fjernelse af kattene at adskillige huse har mistet flere på en gang.

Kan man endda se gennem fingrene med tyvene selv, der enten af nød eller andre årsager har søgt en slags næring i at stjæle katte, så må man af hjertet foragte de håndlangere og hælere der ved at opkøbe tyvendes skind, opmuntrer disse i at drive sådant skammelig næringsvej. Man kan og bør ikke antage at nogen mand der har mindste følelse af borgerære kan stå i forbindelse med disse lumpne tyve. Men ønskeligt var det at såvel hælerne som tyven måtte opspores og afstraffes på det føleligste. En offentlig gabestokstraf synes mest hensigtsmæssig og afskrækkende for sådan hæler. For pøbelen ville vist ikke efterlade at hædre denne med et karakteristisk navn som kunne udmærke ham hans hele liv igennem, og dette var det ringeste han fortjente som den der havde rakt hånden til at medborger berøvedes så nyttige og nødvendige husdyr.


(Politivennen nr. 51, Løverdagen den  21. december 1816, s. 793-798)

29 maj 2015

Spørgsmaal

(Indsendt)

Er det tilladt at vanvittige folk løber omkring ubevogtede i staden når de i deres vanvid er onde?


Indsenderens anledning til dette spørgsmål er en person af den mosaiske trosbekendelse som almindeligvis er kendt under navnet Gale Meyer. Denne så han forleden dag løbe i Gothersgade hvor han sparkede 2 fruentimmer op i underlivet. Den ene var så heldig at bære en kurv der afbødede sparket. Men den anden fik det med fuld kraft. Dog var hun så heldig ikke at komme til skade. Men dette bør kun regnes til lykke for hende, og hvor farligt et sådant menneske som denne Meyer er for sne medmennesker, kan man let indse. Indsenderen vover derfor at gøre de ansvarlige opmærksom på denne uorden. 


"Kunne det ikke lade sig gøre at vænne butiksfolk af med den evindelige tobaksrygen? Man ved at fødemidler trækker røg til sig og gør nydelsen væmmelig endog for de der ellers kunne være elskere af at ryge tobak". Spækhøker omkring 1810, Lahdes Trykkeri.

2) Kunne det ikke lade sig gøre og var det ikke ønskeligt om slagterne og andre der sælger fødevarer vænnede deres butiksfolk af med den evindelige tobaksrygen? Man ved at fødemidler trækker røg til sig og gør nydelsen væmmelig endog for de der ellers kunne være elskere af at ryge tobak.


(Politivennen nr. 50, Løverdagen den  14. december 1816, s. 786-787)

Slem Duejagt i Borgergaden

På hjørnet af Borgergade og Dronningens Tværgade er et dueslag. På dette slag forsamler der sig hele tiden en del drenge eller unge personer for at jagte duerne. Så uskyldig og morende denne fornøjelse i sig selv kan være, er den dog meget ubehagelig for de der har det uheld at bo i nærheden af et sådant dueslag. Anmelderen, hvis vinduer gå ud til dette her omtalte, kan især beklage sig over at nævnte unge personer hvoriblandt nogle også er klædt i uniform, hele tiden forstyrrer ham i hans arbejde de få timer han er hjemme om dagen. For dels forfølges høgen når han indfinder sig for at få en steg, med en for uvedkommende utålelig hujen, klappen og piben, dels rammer også ofte de kalkstumper eller sten som de kaster efter duerne, når de sætter sig på en anden skorsten, end de plejer, hans vinduer, så at han aldeles igen ro kan nyde i sit værelse. Kun om aftenen efter at det er blevet mørkt. Det indkig der fra slaget er ind i hans værelse, er vel også meget ubehagelig, men kan dog forbydes med gardiner. Men da man ikke kan vente de andre uordener afhjulpet ved at indlade sig med omtalte unge personer, så bedes husets ejer at pålægge disse ikke at forstyrre naboer og genboer ved deres fæle støjen, skrigen, stenkast osv.

(Politivennen nr. 50, Løverdagen den  14. december 1816, s. 785-786)

28 maj 2015

En styg Gadeuorden

En af de store uordener som gadedrengene eller de der fortjener at klassificeres som sådanne, afstedkommer er vist nok kasten med snebolde. Enhver som kommer lidt omkring i byen, vil erfare at gadedrengene ikke lader sig nøje med at kaste snebolde på hinanden indbyrdes, men at de også tillader sig at kaste efter og ramme de roligt forbigående folk. Som folk ikke er tjent med at blive bombarderet med snebolde, således er borgere og indbyggere heller ikke tjent med at deres vinduer som ikke sjældent sker, bliver knust. Derfor og da for dem som gør sig skyldige i denne uorden vistnok er fastsat straf, var det ønskeligt at hver mand som greb en gadedreng i gerningen, ville komme vores årvågne politi til hjælp ved at pågribe og overlevere den skyldige til politiet.

(Politivennen nr. 50, Løverdagen den  14. december 1816, s. 781)

Uhumskhed i Badstuestrædet

(Indsendt)

Intet kan være mere vederstyggeligt og ækelt for naboer og genboer end at se hvorledes 2-3 mandspersoner i kælderen under gården nr. 119 hver dag tømmer bøtter og potter med alskens stinkende uhumskheder i rendestenen, og derpå med en kokkepiges behændighed vasker og skyller dem i det varme svalevand fra brændevinsbrænderen. Man ønsker at denne bekendtgørelse i fremtiden måtte afholde disse gode folk fra en så smudsig og styg forretning, i det mindste ved højlys dag.

(Politivennen nr. 49, Løverdagen den  7. december 1816, s. 766-767)

Bekjendtgørelser

1) Den i nr. 49 påankede udskylning af alle slags uhumskheder i Badstuestræde er nu ophørt.

(Politivennen nr. 50, Løverdagen den  14. december 1816, s. 790)

"2-3 mandspersoner i kælderen under gården nr. 119 tømmer hver dag bøtter og potter med alskens stinkende uhumskheder i rendestenen." (Badstuestræde. Nr. 8 er det hvide hus på venstre siden af vejen ovenover den parkerede hvide bil. Eget foto, 2016)


Redacteurens Anmærkning

Badstuestræde 119 er nutidens nr. 8. Det er opført 1795. Og eksisterer altså stadig. H. C. Andersen kom i Badstuestræde nr. 18 hos den svenske balletfamilie Carl og elisabeth Dahlén, som dog fik fortalt ham at han ikke ville blive nogen stor danser.

27 maj 2015

Et par Ord om Helligbrøde

Det er befalet at detailhandlere af alle slags skal have deres udsalgssteder lukket på helligdage, således at udsalg fra samme under gudstjenesten ikke finder sted. Imidlertid er det almindeligt kendt at denne lov ikke overholdes. Ja at der næppe findes en ud af tyve handlende der virkelig efterkommer den. Går man forbi den største del af vores detailhandleres boder om søndagen, vil man rigtigt nok finde dem lukket og glasdørene forsynet med et slags, om man så tør sige, forlorne skodder. Men at denne tillukning, at disse skodder er sat på skrømt vil enhver let kunne overbevises om. For man kan til enhver tid købe og handle på helligdage lige så meget som på søgnedage så meget man lyster. Hvor dørene for alvor og af frygt for politiet virkelig er lukkede, har man dog en genvej hvorigennem man indlader sin næste for at afhjælpe hans mangel på en eller anden fornødenhed. 

Kræmmerbod ved Amagertorv, Kokkegade (nu Valkendorfsgade). Til højre ses indgangen til Helligåndskirken. Der er åbent, så det er nok ikke søndag, med mindre altså at indehaveren som skribenten beskriver det, trodser åbningstidsforbudet. (Udsnit af stik af Eckersberg, 1802). 

Om en sådan handel på helligdagene egentlig kan skade, eller om en lov som forbyder samme, i vores oplyste tidsalder kunne ophæves, er et spørgsmål som anmelderen ikke vil indlade sig på at forsvare. Men overlader det til højere personers bedømmelse. Kun tror han at så længe denne lov er i kraft, bør den som enhver anden ikke illuderes om, og selv om overtrædelse af samme ikke direkte kan have skadelige følger for det almindelige, kan den dog bevirke sådanne for enkelte individer i særdeleshed. For når man antager at en detailhandler år ud og år ind får hjælp af en dreng som altid må være nærværende, kan denne dreng jo sjældent eller aldrig enten overvære gudstjenesten eller få sig en motionstur i fri luft. Hvilket han i allerhøjeste grad kunne trænge til, når han i 8 til 14 dage har stået ved sin disk, ligesom sans comparaison, et bæst ved sin krybbe. Anmelderen tror derfor at hvis eftergivenhed mod overtrædelse af denne lov kan finde sted fra en side, må der fra en anden side i henseende til enkelte tilkommende stadsborgeres fysiske opdragelse haves meget at indvende derimod.

(Politivennen nr. 48, Løverdagen den 30. november 1816, s. 756-758)

26 maj 2015

Bøn til mindre Lystighed på Bagerkroen


(Indsendt)

Allerede længe har man haft grund til at besvære sig over den uro bagersvendene i deres kro i Borgergade ved deres ofte indløbne lystigheder forårsager naboer og genboere. Men man ventede dog engang bedring. Da nu denne forventning er så langt fra at være blevet opfyldt, da bemeldte onde er tiltaget i den grad, da halvdelen gadens beboere må føle det ubehagelige og fredsforstyrrende i deres uanstændige og larmende støjen, råben og hurraen. Så ønskede man herved at gøre politiet opmærksom på disse uordener da man har det sikre håb at dets vante omhu og virksomhed for indbyggernes fred og ro også vil strække sig til forebyggelsen af sådant uvæsen for fremtiden.


(Politivennen nr. 47, Løverdagen den 23. november 1816, s. 734-735)


Mere om Lystighederne paa Bagerkroen og et par Forslag i den Anledning


(Indsendt)

Det er unægteligt at de hyppige lystigheder som finder sted på ovennævnte kro må være meget ubehagelig for naboer og genboer. Men endnu mere ubehageligt er det for en bagermester når hans svende kommer ganske berusede hjem og er aldeles uduelige til at arbejde. At mesteren får sit brød ødelagt, at publikum må tage til takke med og betale for det ødelagte og dårligt bagte brød, som om det var godt, er ikke de eneste slemme følger af en sådan levemåde. Den sygdom som de fleste svende der for nærværende ligger på hospitalet lider af, kan opvise endnu sørgeligere. Da mange vist ville ønske disse lystigheder indskrænket, så vover indsenderen heraf, der ofte har prøvet disses ubehagelige følger, at gøre følgende forslag:


  1. Ingen dans burde finde sted på Bagerkroen undtagen helligdage og ikke som nu hver søndag og onsdag.
  2. Kroværten må ikke tillade nogen svend som er i kondition eller i arbejde hos en mester her i staden, at opholde sig længere på kroen indtil kl. 8. (I forrige tider måtte en svend være hjemme ved sit arbejde kl. 7. Tænker man sig det brændsel der i et bageri i en time kan forbrændes til unytte, eller at der i mesterens og svendenes fravær opstår brand, hvilket jo let kan hænde, vil man ikke finde denne fordring urimelig.
  3. Kroværten burde ikke tillade tjenestepiger, langt mindre offentlige fruentimmer at indfinde sig på kroen (At dette forbud når det følges vil have til følge at mange husmødre fik sin pige hjem før, i stedet for at hun nu bliver ude hele nætter, og at fattigvæsenet fik årlig en snes mindre børn til forplejning kan vist ikke nægtes).
  4. Burde det vil heller ikke tillades at flere svende ligger på kroen i lang tid uden at ville gå i arbejde, da det er til stor byrde for deres medsvende og mestrene til omkostning.
Endelig tillader indsenderen sig følgende spørgsmål, kunne bagersvendene ikke efter andre lavssvendes eksempel indsætte deres sølvtøj i Rigsbanken? De renter de kunne hæve for dem, ville hjælpe den betydeligt til at understøtte deres syge medbrødre som ligger på hospitalerne.

Man taler meget om tarvelighed, men hvortil da det meget sølvtøj, som ikke alene er til brug for bagersvendene, men for enhver ..., der indfinder sig på kroen. Dette sølvtøj er dog kun givet af mestrene og mestersønner alene til brug ved visse højtider og ikke efter nuværende svendes luner, så ofte disse finder det for godt. Skulle oven anmeldte bestemmelse med dette sølv ikke finde bifald, var det måske dog godt om det blev givet oldermanden i forvaring, der da kunne udlevere det til brug ved visse lejligheder efter dets bestemmelse.


(Politivennen nr. 50, Løverdagen den 14. december 1816, s. 777-780)

Redacteurens Anmærkning

Bagerkroen må have været en af datidens lavskroer. Altså kroer for medlemmer af lavene. I 1794 eksisterede der således bl.a. Tømmerkroen, Skomagerkroen, Dugmagerkroen, Nagelsmedkroen, Murerkroen og Bagerkroen. Og netop en bagersvenden Lorentz Werner var en af de tre som med stort held gik fra lavskro til lavskro den 8. august 1794 for at samle støtte til den legendariske tømrerstrejke.

Schöne Rariteten

Da der til det Kongelige Teater trods den begærlighed som dette søges, ikke udstedes flere adgangsbilletter end der bør, det vil sige at flere personer end det lokale kan rumme ikke indlades, så var det ønskeligt om omrejsende trupper der her får tilladelse til at give forestillinger af allehånde slags ville følge dette eksempel. 

At det modsatte sker, har anmelderen erfaret onsdag den 20. i denne måned på det Geiselbrechtske Teater. Han indfandt sig klokken kvart i seks, men alle pladserne var allerede optaget, og der var en sådan mængde mennesker at mange måtte blive stående på trappen uden at kunne få nogen plads hvor de kunne se skuespillet. Anmelderen var siden formiddagen forsynet med billet og fandt det urimeligt at man når man har betalt for en plads ikke kan få adgang til det. Han spurgte en ved døren stående lille tysk person som modtog billetter hvorfor man udgav billet til flere personer end lokalet kunne rumme og fik til svar: Was sollen wir machen, man plagt uns so sehr. Da anmelderen ikke fandt denne grund gyldig, og søgte at overbevise vedkommende at man ikke kunne modtage penge for pladser man ikke kunne skaffe, genmælede den lille person: Werden Sie Grob, so werfe ich Sie hieraus

Uagtet nu anmelderen virkelig ikke frygtede for denne trussel fordi han i fysisk kraft vel opvejer 4 til 6 sådanne småpersoner som omtalt, og da han anså det for uanstændigt på dette sted at indlade sig i videre ordstrid, tav han til denne tyske bille og begav sig hen til en plads hvorfra han over de andre tilskueres hoveder, så at sige måtte stjæle sig til at se lidt af forestillingen. 

Beklageligt er det at vores forlystelsessyge eller nysgerrighed er steget til den grad at sådanne omrejsende personer som man dog må antage vil tjene penge, skal beklage sig over vores alt for villige nærværelse, da dette måske kunne bidrage til at retfærdiggøre en benævnelse som udlændinge har taget sig den frihed at tillægge den danske nation.

(Politivennen nr. 47, Løverdagen den 23. november 1816, s. 741-743)

Forslag til en Skat paa vore Skjønnes Strudsfjær

Overdådighed kan det vist nok kaldes at vores skønne bærer så stort antal af strudsefjer i deres hatte. Foruden at disse fjer hentes udenlands fra og pengene således går ud af landet, så har moden i den senere tid endog budt at den af vores damer der foretrækker pragt for den i vores pengeløse tid så nødvendige indskrænkning ses at bære 1 og flere strudsefjer. Og således til denne pynt har beskattet sin mand eller far for i det mindste 60 rigsbankdaler. Ja, her er falbudt en hat med 28 fjer for hvilken der blev forlangt 120 rigsbankdaler. Var det således ikke rimeligt om der til statens tarv og ødselhedens hæmmelse blev pålagt en skat af 1 rigsbankdaler for hver strudsefjer vores skønne bærer på deres hatte for at de om muligt derved kunne finde sig i at undvære en prydelse som første ejere har brugt til at skjule sin bagdel med.

(Politivennen nr. 47, Løverdagen den 23. november 1816, s. 732-733)

Ønske om mere Reenlighed ved Raad- og Domhuset

Det nye råd- og domhus er unægteligt en pryd for hovedstaden og en i mange henseender vigtig bygning for alle stadens indbyggere. Under begge hensyn fortjener den borgernes erkendtlige opmærksomhed. Desto mere er det at beklage at dette skønne monument for Frederik de Sjettes landsfaderlige regering ligesom adskillige flere offentlige monumenter, er udsat for mishandlinger af alle arter, som dels tilfældet, dels pøbelagtig kådhed eller urenlighed måtte pådrage det. Enhver forbigående hvis følelse forlystes ved synet af dette majestætiske tempel, beklager at forskellige sanser nødvendigvis må lide hvis man nærmer sig. Hver en krog er opfyldt med urenlighed og stank der breder sig i en betydelig omkreds. Trapperne er som oftest opfyldt med væmmelig smuds og skarn. Og om føje tid vil enhver forbigående i særdeleshed i mærke tror at man vandrer forbi en stillestående kloak.

"Enhver forbigående hvis følelse forlystes ved synet af dette majestætiske tempel (til højre i billedet med det grønne tag), beklager at forskellige sanser nødvendigvis må lide hvis man nærmer sig. Hver en krog er opfyldt med urenlighed og stank der breder sig i en betydelig omkreds. Trapperne er som oftest opfyldt med væmmelig smuds og skarn" (Eget foto).

Anmelderen af disse velmente linjer tror, at disse uordener, der sårer alle veltænkende patrioter så meget, let kunne fjernes ved en fast skildvagt som det måtte pålægges at overvåge orden og renlighed sammesteds, samt ved en belysning der var stedsevarende og ikke lig stadens øvrige belysning, savnedes sådanne aftener da almanakken forkynder et måneskin der mellem høje bygninger ikke kan virke. De mange høje autoriteter som i råd. og domhuset udøver deres kaldspligter, ville måske selv udfinde noget bedre og mere hensigtsmæssigt. Anmelderen håber imidlertid at hans udtalte ønske vil møde velvillig og patriotisk opmærksomhed.

(Politivennen nr. 47, Løverdagen den 23. november 1816, s. 729-731)

25 maj 2015

Ønske om smudsige Personers Udelukkelse fra offentlige Forsamlingsstæder

Skulle det ikke være muligt at formene pjaltede, lurvede og skident klædte personer, samt de der har noget at bære, adgang til forhallen hvor kortene efter Hamborg posts ankomst udhænges, ligeså vel som det i almindelighed er disse personer nægtet til visse offentlige promenader, til fortovene på stadens gader mv.

Indsenderen er så meget desto mere af den formening som sådanne mennesker næppe kommer på ovennævnte sted for at afhente breve eller i eget ærinde, men snarere i kvalitet af sendebud for andre, eller måske i en vis anden hensigt, hvortil lejligheden ved den herskende trængsel er meget tilbydende. 


Københavns Postkontor på Købmagergade (1732). Talrige artikler i Politivennen vidner om et livligt leben der. (Eget foto)
 
Det skete netop for indsenderen i forrige uge da han stod ved en af tavlerne, at en malerdreng, der fra top til tå var ganske oversmurt med malerfarve og som stedse trængte sig på af alle kræfter for at komme frem, så aldeles tilsølede hans frakke på ryggen og den ene side, at denne der nylig med megen bekostning var anskaffet for størstedelen blev ruineret. Da den erstatning man i sådant tilfælde har til sådanne personer af ingen værd, og da en fin frakke i disse tider er et kostbart stykke, som ikke let anskaffes igen, så tror anmelderen det ikke upassende om de skildvagter der i posttimer til ordens vedligeholdelse osv. er hensatte på ovennævnte sted i postgården og som så længe står under postforvalterens befaling, blev pålagt at bortvise alle sådanne personer hvis påklædning enten på en eller anden måde ved mulig berøring af andre kunne efterlade sig kendelig spor på disses klæder. Dette forslag bedes taget i overvejelse af de høje ansvarlige.

(Politivennen nr. 46, Løverdagen den 16. november 1816, s. 713-715)

Uartig Opførsel af visse Contoirbetjente

(Indsendt)

Det er besynderligt at nogle kontorbetjente, i særdeleshed de af de såkaldte kongelige, tror sig beføjede til at antage en myndig uhøflig tome mod de som indfinder sig på kontorerne. Jo yngre en sådan kontorbetjent er, jo uhøfligere er han. Hos de ældre bliver man i almindelighed behandlet med høflighed. 


Blandt flere eksempler vil anmelderen kun anføre følgende. En mand der både i alder og stand står over de fleste kontorbetjente, bragte selv et brev på et af postkontorerne. Da han afleverede dette, råbte modtageren, en meget ung person "1 skilling!". Man rakte ham en 4 skilling med bøn om at give tilbage på den. Denne blev kastet tilbage med de ord "De skaffer 1 skilling ellers modtager jeg ikke brevet". At en så yderst upassende opførsel ikke er sjælden, kan sikkert enhver der har forretninger på de kongelige kontorer bevidne. 

Møinichens kongelige postkontor på (Store) Købmagergade fra 1732. (Eget foto). 

At man på de private kontorer af alle kræfter stræber at efterligne denne prisværdige skik, lærer erfaringen ligeledes. Ønskeligt var det derfor at de herrer kontorchefer ville indskærpe deres skriverdrenge til at udvise den høflighed der skyldes ethvert menneske.

(Politivennen nr. 45, Løverdagen den 9. november 1816, s. 705-706)

En gammel Uskik

I denne tid må man erfare at nogle fattige børn, trods forbuddet, befatter sig med at agere helligtrekonger, og oversmurte i ansigtet samt udsmykkede med guldpapir, i den hensigt mest at tilbyde sin tjeneste i Bredgade, Store og Lille Strandstræde osv. Når de forgæves har tilbudt deres gøglerier, overvælder de folk, især fruentimmer, med grovheder og falder publikum til besvær, så var det ønskeligt at forbuddet mod det på ny blev indskærpet. Især da de ved deres besøg ofte kunne have bihensigter og tidligt vænnes til rapserier.

(Politivennen nr. 43, Løverdagen den 26. oktober 1816, s. 674)

Drengeuorden i Ulkegade

(Indsendt)

Ulkegade på den strækning hvor kalluns- med flere butikker findes, er på visse tider af dagen samlingsplads for gadedrenge. Formanden for disse drenge er en lang lømmel som velkendt i gaden. Og deres øvelser der består i at slås eller brydes indbyrdes, at kaste med skarn eller småsten, at hidse hunde på folk eller at drille disse dyr, at overmale disse butikker med kridt på usømmelig måde mm., er altid ledsaget med pibe i fingeren eller skriger af fuld hals. Dette foruroliger meget nabolaget, og derfor samt da deres uskik også stundom at gøre nar af de forbigående, forvolder klammeri og folkestimmel, anmeldes sådant for vores årvågne politi til forebyggelse som stridende mod anordningerne.


(Politivennen nr. 37, Løverdagen den 14. september 1816, s. 571)

Advarsel til en slem person i Ulkegade

(Indsendt)

Den lange lømmel i Ulkegade, over hvis opførsel der er klaget før i disse blade, øver sammen med flere gadedrenge stadig sit spil sammen steds. Og man må med harme se hvorledes ordentlig klædte folk ofte tilsøles når drengene dels af kådhed og dels af en rodfæstet skadefryd finder på at kaste kålblade, gamle klude mv. som de har taget op af rendestenen, efter folk. Forældrene eller de foresatte til disse dårligt opdragne og kun på skalkagtighed pønsende drenge som bor i Ulkegade eller tilstødende gader og stræder, advares hermed foreløbig om at holde drengene i bedre ave. Men hvis dette ikke bærer frugt, vil der sikkert findes dem, som med vidner kan og vil bevise deres dårlige opførsel og forlange dem afstraffet.


(Politivennen nr. 50, Løverdagen den 14. december 1816, s. 784)

24 maj 2015

Drengestimlen paa Ulfeldtsplads

(Indsendt)

I nogen tid har en stor flok drenge fundet på at forsamle sig om aftenen i tusmørket på Ulfeldtsplads, hvor de under deres lege, som altid ledsages af en ubehagelig skrigen, kaster snart med skidne bolde, snart med sten efter hinanden. Da forbipasserende derved let kan, om ikke komme til skade, så dog få deres tøj tilsølet, og da den evindelige skrigen er ubehagelig for de omkringboende, var det ønskeligt om disse børns forældre ville have lidt mere opsigt med deres børn, når de tillader dem at være ude, at også denne slemme uskik kunne blive fjernet.


(Politivennen nr. 40, Løverdagen den 5. oktober 1816, s. 611)

"En stor flok drenge forsamler sig om aftenen i tusmørket på Ulfeldtsplads, hvor de under deres lege, som altid ledsages af en ubehagelig skrigen, kaster snart med skidne bolde, snart med sten efter hinanden".Tusmørket er der. Husene var der også på Politivennens tid. Det var statuen ikke. Men der var slagterboder. (Eget foto)

Klage over nogle Bommænd paa Landeveiene

Til udgiveren af Politivennen

Ikke alene jeg selv, men også andre har erfaret at bommændene på landevejene bruger en besværlig fremgangsmåde mod folk der skal betale bompenge. De påstår nemlig at man skal stå ned af vognen når man vil bytte og betale bompenge, i stedet for at de som bommændene eller passagebetjentene ved stadens porte kommer med en lygte, hvorved enhver kan se hvad de betaler eller hvad de får tilbage når de lader bytte. Derfor ønskede jeg at De ville indsætte et sådant passende stykke i Politivennen da jeg synes at passagebetjentene på landevejene lige så godt som de herved porten
burde have lygte at komme til vognen med, fordi det ophold som på sådan måde sker ved bommen, mange gange forårsager den ubehagelighed at folk bliver udelukket af stadens porte, hvorved de kan risikere betydeligt såvel på helbredets som på pungens vegne.

(Politivennen nr. 40, Løverdagen den 5. oktober 1816, s. 604-605)

Redacteurens Anmærkning

Bommene stod på højde med Jagtvej, bl.a. ved Vibenhus Runddel. Lyngbyvejen var en kongevej, og når folk skulle ind og ud af byen den vej, skulle man betale bompenge. Til bommanden var opført en kro, Vibenhus Kro. Da der ikke var nogen videre bebyggelse på det sted der dengang var langt ude på landet, har det formentlig også været meget mørkt.

Bompengesystemet var blevet indført 1774 med det formål at finansiere hovedvejene. Systemet forsvandt gradvist fra 1851, men blev først afskaffeti 1915 i Nordsjælland. Hvad man end mente om systemet, så var vejene dog efter 1800 blevet hæderlige. 

Om den slette Vej fra Kollekolle til Farum igiennem Nørreskov

(Indsendt af en hvis kår ikke tillader ham at indkøbe den fornødne brændsel til vinteren).

Indsenderen er overbevist om at den respektive vejkommission har gjort at for at lette tilkørslen af fødevarer og brændsel til København, og at en eller anden mangel hidrører fra at den er undgået sammes opmærksomhed. Han tror derfor også at vejen gennem Nørreskov måske uden denne i den reneste hensigt fremførte anmodning inden for kort tid endnu i år vil blive taget under reparation. Men hans ønske var at fremskynde arbejdet. Denne vej har ikke været repareret i flere år, og måske skyldes det den omstændighed at man, da de byer som har haft deres vejparter på den ved Københavns og Frederiksborg Amts fordeling er blevet tildelt andre, har forbigået at pålægge andre byer denne korte, men dog vigtige vejs reparation. Denne, man tør næsten sige i søle ufremkommelige vej, kunne let repareres når de to stenkister ved plantagerne fra nye oplægges og der forhøjes. Materialer hertil vil let kunne hentes fra den på denne side Fiskebækbroen beliggende bakke, der er så opkørt at hulvejen i den ikke tillader en vogn at køre forbi den anden, og dersom det hændtes at to vogne mødtes der, ville det måske være med største fare at de kom forbi hinanden. 


Nørreskoven ved Farum tæt ved Kollekolle. Om den har set sådan ud på Politivennens tid er uvist. (Eget foto).

Da denne vej vist kan anses at være lige så vigtig for Københavns indbyggere som en hovedlandevej, fordi man nok tør påstå at den tredjedel af den tørv som forbruges her i staden bekvemmeligt føres ad denne vej fra Sjællands tørverige egne, så er det en ikke uvigtig grund til at bede vejkommissionen om at den må tages under reparation inden vinterens komme. For da vil den blive aldeles ufremkommelig, og dette vil forårsage at enhver tørvehandler næsten afholdes fra at føre sine varer til byen, når han for den ringe gevinst af nogle rigsbankdaler ikke agter enten at køre sin vogn itu, eller udmatte sine heste. Hvilket ikke kan undgås med mindre han vil køre et par miles omvej. Men dette kan han ikke gøre uden at tage mere for hans tørv, da det er enhver vel bekendt at transporten er det som gør denne varesort dyr. Og hvem lider under dette? Ingen anden end de københavnske indbyggere hvis evne ikke tillader dem at indkøbe den højst nødvendige brændsel til vinteren, og som når den ikke kan købes af bønderne må søge til spækhøkere og pugere der kunne tage så høj betaling de vil da ingen takst kan sættes derfor og intet magasin forefindes hvor den sælges for lavere priser. 


(Politivennen nr. 40, Løverdagen den 5. oktober 1816, s. 600-604)

Et fælt Syn paa Nørrebroe

(Indsendt)

Bag det lille hus som ligger udenfor Nørreport lige efter man har passeret broen over Peblingesøen er et aflukke omgivet af et gitterværk på en halv mands højde, inden for hvilken man daglig kan se en karl tage livet af kalve og lam. Da slagteri er af de bestillinger som burde henvises til afsides bekvemme lokaler, og da dette slagteri derimod foretages på et sted som uundgåeligt falder enhver i øjnene, som passerer broen udad og alleen ved Blågårds Vænge indad, og frembyder et ikke ubehageligt skue, så var det ønskeligt om vedkommende blev påtalt i det mindste at forsyne gitterværket med tæt til hinanden føjede brædder hvorved synet af hvad det foretages indenfor blev undgået


(Politivennen nr. 37, Løverdagen den 14. september 1816, s. 573)

Et lille Rap til en selvgjort Doctor

Motto: Man doktor kaldte ham, skønt han var kun barber
Holberg


(Indsendt)

I en af stadens boglader er indlagt til salg en pjece med titlen: Hvad er mennesket i sammenligning med dyrene? af Dr. C. F. Simonsen, Aalborg 1815, trykt hos Albert Borch. Da anmelderen anset denne visk for en skamplet på vores litteratur og da dens forfatter tillige har begået den synd at tilegne sig en titel der ikke tilkommer ham, tror han det ikke upassende at omtale dette utidige foster i Politivennen for at gøre en eller anden recensent opmærksom på det, der om han finder det umage værd, kan drøfte det efter fortjeneste.


Pjecen er med titlen iberegnet 12 sider i 8vo og koster 2 mark. Forfatteren opregner noget som han kalder menneskets og dyrenes egenskaber, udsmykket med latinske benævnelser, hvilke synes lånt af professor Callisens system og Skjelderups andropologi. Hvor han går på egen hånd forekommer noget underligt stads. Som fx hvor han taler om dyrenes egenskaber, har han:


"Intet dyr frembyder samme skønne ydre som mennesket. Det eneste dyr som skulle komme mennesket nærmest i henseende til den ydre form er orangutang".


Efter således at have nævnt menneskets og dyrenes egenskaber samt sanserne kommer han uden videre ræsonnement eller slutning til følgende resultat:


"Jeg har nu i korthed skildret (?) menneskenes fuldkommenheder og dyrenes mangler. Resultatet vil derfor blive at mennesket er det mest fuldkomne."
O! Dersom vi kunne gøre os en ide om de store naturanlæg som er nedlagt hos os, og når disse fra den tidligste ungdom bliver ret udviklede, desto mere fuldkomment bliver mennesket. Måtte enhver derfor ikke altid søge at bruge sin tænkekraft rigtig, for om muligt i sin korte levetid at kunne vire på bedste måde, da ville det blive for ham et himmerig på jorden"


Ved at anføre denne prøve på forfatterens skrivemåde, tror anmelderen at have retfærdiggjort sin nys ytrede mening om denne pjece. Nemlig at den ville geråde vores litteratur til skam om den blev læst af udlændinge, da de måske kunne tro at vi havde virkelige doktorer der skrev sådanne lærde afhandlinger til almennyttig oplysning. Ligesom han også mener deri at have grund nok til at opfordre hr. dr. C. F. Simonsen til offentligt at bekendtgøre når og ved hvilket universitet han er kreeret til doktor, samt hvorom hans disputats handler og i hvilket sprog den er trykt.


Denne opfordring bør hr. C. G. Simonsen af en dobbelt grund besvare, dels for hans egen skyld, at han ikke skal anses for, lig alliken i fablen at ville pryde sig med lånte fjer, dels også for at han ikke skal forveksles med en mand af samme navn og karakter, der såvel ved sin vandel som menneske og videnskabsmand har vundet sine medborgeres agtelse og som vel ikke kan være ligegyldig ved en sådan forveksling, eller ved at anses som forfatter til sådanne usle smørerier.


(Politivennen nr. 36, Løverdagen den 7. september 1816, s. 545-548)

Nok en Dosis til den selvgjorte Doctor

I nr. 36 af Politivennen omtaltes en pjece med titlen: "Hvad er mennesket i sammenligning med dyrene?" af dr. C. F. Simonsen. Der bemærkedes at denne pjece gerådede såvel vores litteratur som forfatteren til skam, og denne sidste opfordredes derfor til at offentliggøre når og ved hvilket universitet han er kreeret til doktor. Skønt forfatteren som anmelderen ved har læst denne opfordring, har han dog ikke besvaret den, men ganske forbigået den med tavshed. Havde han nu ligeledes ophørt med at kalde og lade sig kalde doktor, ville man have tilgivet ham at han ikke havde besvaret dette spørgsmål, hvilket vist nok vil falde ham vanskeligt. Men da han endnu fremturer i denne synd og således endog for nyligt under navn af doktor har ladet sig tilskøde et hus på bryggernes længe (se Statstidende for 3. januar i år) kan man ikke undlade at gøre vedkommende fakultet opmærksom på at et hædersnavn som kun tildeles mænd af lærdom og fortjenester således egenmægtigt tilegnes og vanhelliges af en uberettiget. Da man let kan indse at det ville have flere ubehageligt følger om enhver plaster smører eller dumstolt person kunne efter eget forgodtbefindende skrive og kalde sig doktor eller professor håber man at der sørges for at sådant misbrug hæmmes og at vedkommende må lære at indse at der er forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager.

(Politivennen nr. 66, Løverdagen den 25. januar 1817, s. 871-872)

Redaktørens Anmærkning

Tilsyneladende havde artiklen ingen umiddelbar effekt, men at der er noget mere i sagen fremgår af at Simonsen blev fradømt embedet og jus practicandi ved Højesteret 12. januar 1820 pga misligt embedsforhold. Han søgte siden mange gange forgæves om licens. (Se særtryk af Ugeskrift for Læger nr. 34, 1905). Hans karriere så ellers lovende ud. I følge Almindeligt Forfatterlexikon 1814-1840 blev Christian Ferdinand Simonsen født i København, søn af fjerhandler (bemærk artiklens hentydning til lånte fjer) og opsynsmand (portner) ved Rundetårn (1769-1805) Christen Simonsen (1740-1805) og Cathrine Marie Næstved. Bror til læge og institutbestyrer på Fødselsstiftelsen Niels Simonsen og overkrigskommissær Frederik Wilhelm Simonsen. Privat indtegnet ved universitetet i maj 1802. Juridisk præliminæreksamen september 1802. Lægevidenskabsstuderende. Kompagnikirurg. Konstitueret underkirurg ved marineregimentet 1808. Eksamen ved det Kirurgiske Akademi 1809. Distriktskirurg i Skagen 1812, i Hjørring 1813.

23 maj 2015

Sørgelige Exempler paa Lapsestræger

På Roskilde Kro ved hovedlandevejen i Københavns Amt er en fattigbøsse anbragt ved indgangen til gæsteværelserne, formodentligt af vedkommende sogns fattigkommission. Og oven over samme er sat et sort bræt hvor der var malet: At det som gaves af ædelt tænkende mennesker var til sognets fattige. Ondskabsfulde og skadefro drengelapse har imidlertid ikke forsømt med kradsen, formentlig med knive, at gøre ovennævnte læsning latterlig og uforståelig. 

Da ortografien på førnævnte bræt ikke var så rigtig, troede man at denne måske kunne have bevirket opkast eller lignende revolution på de kåde lapses fine nerver, hvorfor man for så meget som muligt at forebygge forargelse af kildne øjne og den deraf flydende slemme smag besluttede på et ark papir at afskrive i ren ortografisk stil den på brættet før påmalede mening. Hvorefter dette papir blev sømmet på brættet. Og nu troede man at al anledning til ærgrelse på grund af det var fjernet. Men nej. Det påklistrede papir til fordel for den fattige som var klistret over fattigbøssen hvor man anbefalede den trængende til deltagende menneskevenner, blev kun på sit sted uforstyrret 8 til 12 dage. I dette tidsrum har vel ingen lapsekatte der så gerne vil kradse, som pigen skrev, passeret her, eller måske har disse styltegængeres mangefarvede brilleglas hindret at det ikke er set før. Men som sagt. Efter ovennævnte tidsrum blev de fattiges papir revet af. Hvor længe det tillades bøssen at være i fred, vil tiden vise.

Man har ikke villet undlade at bekendtgøre dette offentligt, og tilføjet en bøn til en eller anden skriftklog at i dette blad lade bekendtgøre hvad straf en sådan fattighader som har begået ovennævnte udåd fortjener når man får fat i ham, og til hvilken lapseklasse en sådan måtte henhøre, som overfalder og angriber døde ting som plakater, fattigestavler, grønne træer osv. om det viser mangel på mod, da viljen ikke mangler. Eller om sådant måtte forudsætte øjeblikkelig mangel på levende genstande.


(Politivennen nr. 35, Løverdagen den 31. aug juli 1816, s. 529-531)

Redacteurens Anmærkning

Roskilde Kro lå i Vridsløselille på Roskildevej (nu Egelundsvej 7 C, Albertslund). Foruden krobygningen var der rejsestald, avlsbygninger, stort brændevinsbrænderi (1836-1902) som lå i Høje Taastrup Sogn på den anden side af Roskildevejen ved gården Lykkensgave. I 1800-tallet det eneste lovlige brændevinsbrænderi der

Roskilde Kro fik dårlig omtale i J. L. Beeken: En Sommerforlystelse i 1817, eller Rejse i Sjelland, 1817 (s. 4-5):
Jeg kom snart til Roeskildekroe. Denne kroe har i mange Aar været den mest besøgte i hele Landet; hvilket heller ikke er at undre over, naar man erindrer dens beliggenhed paa Hoved-Alfarvejen. For faa Aar siden afbrændte den; men opbyggedes strax derpaa igjen ret smukt; det synes imidlertid, som om den er meget forfalden baade i en og anden henseende. At Vinduerne i Kroerne findes overmalede med Navne, er almindelig gjengs og noget sædvanligt; men neppe vil paa noget offentligt Sted i Danmark, findes flere Pøbeluartigheder samlede end i Roeskildekroe. Baade Vinduer og Døre, Vægge og Stolper ere oversmurte af slige vittigheder, og det vil vel neppe heller vare længe, førend Lofterne faae samme Skjebne. At Værten for endeel kunde forhindre slig Udyd, som kun er et Middel til at enhver Usling kan hævne sig paa sin Uven, behøver man hverken Vid eller Skarpsind for at kunne indse.
På sin side klagede værten i 1820'erne over at de rejsende slog sig ned i skænkestuen og spiste deres medbragte mad uden at betale en skilling, ikke engang for at værten måtte gøre rent efter dem. Den øverste etage blev benyttet af kongen som omklædningsværelse.

Kroen fra Politivennens tid eksisterer ikke mere. Den blev nedrevet i mellemkrigstiden, men lukkede i 1972, hvor bygningerne blev overtaget af Albertslund Kommune. Bygningerne er opført mellem 1920 og 1940. Hedehus Kro havde kun tilladelse til at servere øl og brændevin. Til gengæld lagde den navn til det nu kendte Hedehusene.

Børneskrig paa Sommertheatret

Da det nu er blevet mode at besøge hr. Cassortis sommerteater på Vesterbro og der på grund af det er sådant tilløb om billetter at vores dristige billetsælgere også undertiden gør et godt marked der, så kan man ikke indse hvorfor entreprenøren tillader at der medbringes sådanne småbørn der ikke kan afholdes fra at græde og skrige enten af frygt for bajads eller af andre årsager. Skønt sådanne børneskrig vel ikke forstyrrer tilskuerne så meget her, hvor der blot opføres pantominespil, så er det dog altid meget ubehageligt at høre på. Man håber derfor at de ansvarlige gør den indretning som alt for længe har været ved det Kongelige Teater at børn under en vis alder ikke tillades adgang til skuespillene, hvor de selv ikke kan nyde nogen fornøjelse, men blot forstyrrer andres.

(Politivennen nr. 34, Løverdagen den 24. aug juli 1816, s. 518)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge forskellige kilder er det højst sandsynlig tale om Giuseppe Casorti, om hvem kilderne beretter at han var mimiker, pantominekomponist og teaterbestyrer. Navnet staves i vejviseren undertiden Cassorti. 1816 Vesterbrogade 68,70. 1817-19 Vesterbrogade 55. 1823-26 Vesterbrogade 46. Han introducerede sammen med Price Pjerrot i Danmark.


Det første Morskabsteater (1802-1808) blev grundlagt på Vesterbrogade overfor Skydebanen af James Price (1761-1805) og blev kaldt Det danske National-Sommertheater. Det andet hed Hanne Kuhns Sommerteater (1812-1816), opkaldt efter Prices enke Hanne Tott, gift med Franz Joseph Kuhn. Vesterbro Morskabstheater var Pricernes tredje teater  med plads til omkring 700. Det lå på Vesterbrogade over for Skydebanen 1817-45.

Om Fred og Hegn paa Landeveje

(Indsendt)

Det synes ligesom umuligt at få fred, hegn og hævd for træer og beplantninger som er sat ved veje, grøfter og jorde. Hvem harmes ikke over at se de unge træer rykket op, brækket eller hugget i, dels rykket løs ved roden, som gør at de inden kort tid taber vegetationer og dør. De som ikke fordærves på en af disse måder fordi de har for stærke rødder og stamme, bliver barken helt eller delvist revet af så at de ligesom de øvrige dør. 


Med smerte og fortrydelse har anmelderen og andre i disse dage set dels i alleerne uden for byen og dels på landevejene, ligesom på Amager at en mængde træer således er ødelagt af ondskab. For andet navn kan det vel ikke have da næppe den usle fordel at røve og rane så lidt kan være umagen værd her. Men lige så skønt det er at vandre i skyggen af sådanne træer, så kvægende er det for dyret selv under vægten af sin byrde her at nyde livskraft på en brændende solhed dag på en lang vej der ofte må tilbagelægges i al hast. 

Med hensyn på det skulle den pågrebne volds- og ransmand straffes på pungen. Første gang med en mulkt efter skadens størrelse af 10 til 100 rigsbankdaler. Samt en offentlig skarp irettesættelse med navns nævnelse til advarsel for ligesindede. For anden gang med det dobbelte af det, foruden lignende irettesættelse på den mest offentlig måde og tillige skulle han ikke kunne anses habil eller værdig til at få nogen hædersforretning i sin stilling eller kreds som almuemand, eller i borgerlig stilling, uden at det var godtgjort at han kendeligt og bevisligt havde forbedret sit forhold og vandel. Forbrød han sig tredje gang kunne det næppe være for hårdt at sådan en ondskabsfuld forbryder dømtes til fængselsarbejde på kongens nåde, som en højst skadelig og farlig lem af det offentlige samfund. At hans navn indførtes i en offentlig bog for at tjene til advarsel for andre, så at det kunne læses af alle og enhver, hvorledes han nu havde mistet frihed og ære for gentaget forøvet vold og ondskab.

Dette synes at være nødvendigt for at vinde fred og hævd her, hvor så mange alt for længe har ført begrundet klage.


(Politivennen nr. 33, Løverdagen den 17. aug juli 1816, s. 497-499)

22 maj 2015

Ydmyg Bøn mod Klæders Tørring paa Byens Kirkegårde


(Indsendt)

Indsenderen ser dagligt ved at gå gennem Helligånds Kirkegård at folk står på gravhøjene og ophænger deres tøj til tørring på de i forvejen ophængte snore. Det er harmfuldt at se på da som det hedder "ens støv skal hvile i ro". Skønt nu den dødes ro vel ikke forstyrres, er det dog ubehageligt at den ophøjede grav
over dem skal nedtrampes af folk som bruger den som stige for at de mageligt kan ophænge deres tøj. Et smukt syn er det heller ikke når man spadserer gennem gangene da man i stedet for smukke og klappede og med blomster og træer besatte gravhøje ser lagen, særke, kjoler osv. Og ved at vandre gennem en smuk gang som Helligånds og Trinitatis kirkegang, i stedet for at nyde en behagelig frisk og sund luft indånder en usund og fugtig luft. Da folk om vinteren ikke tørrer på kirkegården, men må tørre det på det til hvert hus hørende tørreloft, hvorfor kan de da ikke gøre det om sommeren, da vasket tøj dog nok snarere tørres der om sommeren end om vinteren.

Et smukt syn er det ikke når man spadserer gennem gangene. I stedet for smukke og klappede og med blomster og træer besatte gravhøje ser an lagen, særker, kjoler osv. Og ved at vandre gennem en smuk gang som Trinitatis kirkegang, indånder man en usund og fugtig luft. (Eget foto).

Enhver som tørrer tøj på kirkegården må jo betale for det (man har endog hørt at folk har givet flere rigsbankdaler for det). Og da denne betaling alene tilfalder, som det hedder, graverkarlen, så var det da at ønske at de ærede herrer kirkeforstandere, eller hvem der har opsigt med kirken ville forbyde folk at tørre klæder på kirkegården, fordi at folk som der har begravet venner og frænder osv. og ofte lader deres grave udsmykke kunne have den fornøjelse når de går gennem kirkegangen at se disse vel vedligeholdt.


Denne bøn ønsker vist enhver der har frænder eller venner på en af byens kirkegårde, lige såvel indsenderen at se opfyldt. Man håber derfor at høje ansvarlige vil tage det til eftertanke.


(Politivennen nr. 32, Løverdagen den 10. august 1816, s. 491-492)

Bekiendtgiörelser

3) Det glæder udgiveren at kunne bekendtgøre: At Trinitatis Kirkes forstandere har forbudt at tørre vaskede klæder, sole sengetøj osv. på kirkegården, og vil herefter søge at hæmme al unyttig sammenløb af drenge som forårsager uorden der. Når som man kan håbe, flere vil følge dette prisværdige eksempel, da kan først Thaarups skønne ord: "Bærer fred med eder alle" med sandhed anvendes på vores kirkegårde i hovedstaden.

(Politivennen nr. 33, Løverdagen den 17. august 1816, s. 503)

Ønske om et beqvemt Badested

Der har ofte været klaget over at vi mangler badesteder i nærheden af staden, da badehusene kun kan rumme en lille del af de mange som ønsker at bade. Det stykke af Kalvebod Strand mellem pælene og Køkkenkurven er fortrinlig egnet til badested, da grunden her er temmelig fri for sten, vandet rent og ikke stillestående, og stedet selv ligger afsides. Men da alle og enhver i de sidste år har haft fri adgang til det, så findes der ofte sådant selvskab som intet anstændigt menneske kan og bør være iblandt. Det var derfor ønskeligt om der måtte gøres den indretning at ingen undtagen anstændige personer fik adgang til dette badested. Når man mod en vis årlig betaling, der kunne tilfalde en eller anden offentlig stiftelse, udstedte billetter til det, ligesom til Kirsebærgangene og Christianshavns volde, så ville stedet blive fri for de mange drenge og lurvede personer som nu indfinder sig der i mængde, og en stor del af Københavns indbyggere få bekvem lejlighed til at nyde en sund og velgørende fornøjelse.

 (Politivennen nr. 32, Løverdagen den 10. august 1816, s. 493-494)

Spørgsmaale

1. Hvor længe bør man ved højlys dag holde og vente ved bommen til det behager bommanden at komme frem for at modtage sine penge? Bommanden ved Vibenhus påstår at man er pligtig ved højlys dag at holde i 5 minutter uden for hans hus før han må komme ud efter sine penge. Hvis han virkelig har så megen ret, så er de som især i dårligt vejr må holde så længe og vente, meget at beklage. Et svar af kyndige desangående ønskes derfor meget.

2. Hvorledes kan det gå til at springvandet stadig er gult og mudret?


3) Hvorledes forebygges den uskik som nogle lystige brødre udøver ved om natten at banke på apotekernes vinduer og narre det der vagthavende personale?


(Politivennen nr. 32, Løverdagen den 10. august 1816, s. 489)

Noget i Anledning af hvidt afpudsede Bygninger

De fleste af de gårde og huse der opbygges i disse år er hvidpudsede. Dette kan måske være økonomisk rigtigt. Men foruden at denne farve som professor Tode for henved 30 år siden i sin sundhedstidende bemærkede er skadelig for øjnene, er den også kun af kort varighed. Pudset falder nemlig hurtigt af eller bliver sort, og bygningen trænger så igen til at efterses og forbedres. Som eksempel kunne her anføres det nye råd- og domhus, samt den nordre facade af Christiansborg Slot der endnu står under bygning. Dog ville sådanne bygninger uden synderlig bekostning igen kunne pudses. Men da det lader til at det under opførelse værende Frue Kirketårn også skal få en sådan hvid afpudsning, så vover anmelderen heraf at fremkomme med sin individuelle mening om det. Han tror da

  1. At det hvide tårn vil skade deres syn som rejser til staden, da de endog i lang afstand fra samme ligesom nødes til uvilkårlig at stirre på det.
  2. At gentagen afpudsning som ofte vil være nødvendig, vil forårsage kirken store bekostninger, eftersom de nødvendige stilladser til et så højt tårns reparation ikke vil kunne fås for en bagatel.

Han indstiller derfor til de høje ansvarliges omdømme om ikke stenenes egen farve (man ser hvor længe det gamle tårn, og St. Nikolaj Kirke samt dens tårn, har stået uden afpudsning) eller en mørkere farve ville være hensigtsmæssigt, samt om en sådan ikke ville forebygge ovennævnte ubehageligheder.


Når Frue Kirke engang bliver færdig, venter man i den at se et værk som gør sin bygmester og sin tidsalder ære. Den skal prydes med stykker af vores Thorvaldsen, vores yppige malere og øvrige kunstnere ville vist ikke undlade at bidrage til dens indvendige forskønnelse. At dens ydre vil svare dertil, er der ingen tvivl om, ligesom heller ikke at det på kuplen oprejste kors som mange finder upassende jo efter rygtets sigende vil blive afløst af en eller anden passende symbolsk figur.


(Politivennen nr. 32, Løverdagen den 10. august 1816, s. 483-485)

Nikolai Tårn, 1828. Et af de steder som skribenten nævner ikke er blevet afpudset. (Fra W. Mollerup: Danmarks gamle Hovedstad, 1912).

Redakteurens Anmærkninger 

Med det nye råd- og domhus menes det nuværende Domhuset på Nytorv som blev opført 1805-1815 og som dengang også var rådhus (indtil 1903). 

Med Frue Kirke menes den fjerde og nuværende udgave, som genanvendte dele af den tredje kirke som blev ødelagt under Københavns Bombardement 1807. Den blev indviet i 1829. Thorvaldsen lavede Kristus og de Tolv Apostle. En sønderlemmende kritik af kirken findes i Politivennen nr. 712, lørdag den 22. August 1829, s. 553-556: "Frue-Kirke, indvendigt og udvendigt betragtet."

I modsætning til begge disse to bygninger eksisterer det omtalte Christiansborg (det andet) ikke længere. På Politivennens tid stod slottet som en ruin efter branden i 1794. Bygningsarbejdet var længe undervejs, næsten 25 år og var først færdigt i 1828. Det brændte i 1884, og blev erstattet af det nuværende som blev opført i de første årtier af 1900-tallet.

Svinerie paa vore Forlystelsesstæder uden for Staden

Det er en slem uskik at de som om sommeren holder deres måltider i Dyrehaven, på Sorgenfri eller i Charlottenlund Skov efterlader sig en mængde fedtet papir, lakseskind, ben, appelsinskræller osv. udover at det er et uappetitligt syn for de der elsker renlighed, fordærves også derved den rene luft man forventer at nyde på disse steder. At denne uskik bør afskaffes, kan der ikke være tvivl om. Er det forbudt at kaste papir og andet affald på vores gader, hvorfor bør det da være tilladt at henkaste det på steder hvor vi søger fornøjelse og at vedligeholde vores sundhed ved bevægelse i den fri luft? Kunne det derfor ikke enten forbydes vedkommende at efterlade sig sådanne ting, eller pålægges de folk der bor i nærheden, der har opsyn med skovene og som dagligt har fortjeneste af skovbesøgende ved at koge vand til dem, til at opsamle og bortkøre disses efterladenskaber? Endnu mindre levemåde viser det at samme uskik finder sted i Frederiksberg Slotshave hvor der endog i to alleer er anbragt bekvemmelighed for de der ønsker at spise der. Gangene hvor det kongelige herskab spadserer burde dog i det mindste være fri for at besudles med noget sådant.

(Politivennen nr. 31, Løverdagen den 3. august 1816, s. 471-472)

"De som om sommeren holder deres måltider i Dyrehaven, på Sorgenfri eller i Charlottenlund Skov efterlader sig en mængde fedtet papir, lakseskind, ben, appelsinskræller osv." (Sorgenfri Slot fri for affald om vinteren, 2016. Eget foto).

21 maj 2015

Uorden på Strandvejen

(Indsendt)

På den vej som fører til Charlottenlund Skov, der i denne tid hyppigt besøges af Københavns indbyggere, foregår mange uordener af hvilke anmelderen anfører nogle, som han var vidne til på sin vandring til omtalte skov med sin familie søndag den 21. juli.


Herskabs-, selvejer- og hyreekvipager kørte udad både til højre og venstre side på jordvejen så nær ved grøfterne at der knap levnedes plads til 2 fodgængere ved siden af hinanden. Bønderne som efter anmelderens mening nu ikke længere må befordre, sås lærevilligt at træde i herskabernes, selvejernes og hyrekuskenes fodspor ved med deres vogne hele tiden at sætte støv i bevægelse til gene for fodgængere.


Hjemad iagttog vel de fleste kørende den høflighed at køre midt på vejen, men man måtte dog beundre nogle, især herskabers og selvejeres uforskammethed der vist ved at de på hele fjerdingsvejs distance tillod deres køresvende at jage i støvet på jordvejen på højre side, just der hvor de fleste fodgængere ilede til staden. En ekvipage med gule, eller efter hvad man i mørket kunne skimte bespændt med grå heste udmærkede sig i særdeles ved den uorden.


Om dagen når alt det kørende personale må præsummeres ved sansernes fulde brug, kan herimod indvendes at det gående personale får klæderne ødelagt af støv og må tåle en ubehagelig ukomoditet for øjne og næse. Men om aftenen når vin og brændevin har gjort sin virkning, kan ved denne jagen på begge sider let afstedkommes store ulykker.


Det var derfor ønskeligt om der med strengere tilsyn kunne rådes bod på disse uordener.


(Politivennen nr. 30, Løverdagen den 27. juli 1816, s. 450-451)

Glimt af Haab om Fred paa Landevejene

Politivennens tidligere angivne tip vedrørende kørsel på sidevejene til og fra Charlottenlund Skov har udvirket så meget at anmelderen fx søndag den 15. i denne måned på sin vandring til og fra skoven kun har bemærket en eneste køresvend som med sin bondebefordring tillod sig den uartighed at lunte til byen ad bemeldte sideveje og hermed at forstyrre fodgængernes fred, samt at give et dårligt eksempel for andre. 

Da køresvenden såvel som det til befordring indehavede personale fandt sig i at de forspændte heste ved tøjlen blev ført op på den brolagt vej som egentlig er bestemt for det kørende personale, efter på samme tid at blive mindet om det utilladelige i at køre på jordvejene og at han burde holde den midterste rette vej på så lang distance som øjnes kunne i tusmørket, så kan i henseende til dette tilfælde vel ingen egentlig klage føres. 

Men når et lignende tilfælde indtræffer i den korte tid, som til at nyde sommerens glæder er levnet for dette år, opstår rimeligvis det spørgsmål: Om ikke vedkommende fortjener tak som er modige og mandstærke nok til at anholde og efter fornøden oplysning vil angive kusken til behørig afstraffelse som med eller uden sit herskabs samtykke tillader sig at foretage kørsel til foruroligelse for fodgængere. Det være sig enten af kappelyst eller for at unde sit herskab en mindre skrumplende og mageligere kørsel end den som den rette kørevej frembyder.

(Politivennen nr. 38, Løverdagen den 21. september 1816, s. 581-583)

Redacteurens Anmærkning

På artiklens tilblivelsestidspunkt var det blevet overvældende populært at tage på udflugt til Dyrehaven. Kun de  velhavende havde dog råd til at køre i egen ekvipage eller leje et køretøj hos en vognmand. Langt de fleste kørte med de klodsede og umagelige hyrevogne som bønderne mødte op med ved byportene. Støvet fra vognene var et stort problem indtil 1825 hvor en privatmand istandsatte vejen mod at opkræve bompenge ved Slukefter. Denne ordning varede i 90 år!