Om Rygter og Rygtesmedde

Når aviserne ikke indeholder efterretninger om forefaldne blodige slag, når ingen betydelig ildebrand eller andet uheld indtræffer som kan give stof til samtale og underholdning i kroer og på værtshuse, så opfinder og udspreder lediggang og snakkesyge rygter der ofte i sig selv er latterlige, bliver ved med at gå fra mund til mund fordrejet på de underligste og meste urimelige måder.

Men når der bringes sådanne rygter der kan vække almindelig frygt i omløb, eller sætte de personer hvis sag det er at våge over den offentlige sikkerhed i forgæves arbejde med unyttige undersøgelser, eller som kunne forklejne medborgeres ære, burde vist nok rygtemageren eller udsprederen efterspores, og hvis han opdagedes, alvorligt afstraffes.

Blandt flere usandfærdige rygter som i den senere tid har været udspredt, er også det som fra sidste i oktober denne måned indtil nu har været i omløb, at ejeren af Damhuset, eller som andre siger, en P. E. Galberg er fundet myrdet med flere knivstik og kastet over rækværket ved Søndermarken. 

"Galberg har i nogen tid haft løjtnant Bodenhoffs gård i Vridsløselille i forpagtning. Denne forpagtning ophørte uventet, da gården efter at have været stillet 4 gange til auktion underhånden blev solgt". (Området lidt nordvest for Vridsløselille ned til Store Vejleå. Eget foto)

Hvad ejeren af Damhuset angår, da har han ved en bekendtgørelse i aviserne modsagt dette rygte som ubegrundet. Og da anmelderen kender Galberg, vil han i anledning af hans fosvinden her anføre hvad man med tilforladelighed ved om ham. Galberg som i nogen tid har haft løjtnant Bodenhoffs gård i Vridsløselille i forpagtning. Denne forpagtning ophørte uventet, da gården efter 4 gange at have været stillet til auktion underhånden blev solgt, og han gik den 27. oktober til København og indlogerede sig hos en værtshusholder på Christianshavn, hvor han forblev til torsdag den 29. forrige måned. På den dag gik han til København i følge med sin vært, hvor han forlod denne på hjørnet af Studiestræde og Teglgårdsstræde, med løfte om at komme hjem for at spise til middag. Men han kom ikke, og har siden ikke været at opspore. 

Den 29. oktober forlod Galbergs kone og øvrige familie den gård der havde været i forpagtning og indlogerede sig i Damhuset. Derfra lod hun under 19. november et avertissement indføre såvel i Adresseavisen som i Statstidende angående hendes mands bortgang og udeblivelse. Det har formodentlig givet anledning til det førnævnte dobbelte rygte, der desuden fortaltes med mangehånde tilsætninger. At Galberg imidlertid ikke har været at opspore, og at ingen dræbt eller ilde mishandlet person er fundet på ovennævnte sted, og at de rygter er aldeles ugrundede, kan anmelderen på vedkommende autentiske personers forsikring herved bekendtgøre.

(Politivennen nr. 52, Løverdagen den  28. december 1816, s. [809]-812)

 "Han forlod sin vært på hjørnet af Studiestræde og Teglgårdsstræde, med løfte om at komme hjem for at spise til middag". Hjørnet af Teglgårdsstræde og Sankt Pedersstræde er ved det grønne hjørnehus. Herefter fortsætter Teglgårdsstræde som Larsbjørnsstræde. Hjørnet af denne og Studiestræde anes i baggrunden efter tagstilladset.

Redacteurens Anmærkning

Skribenten er nu også med til at udsprede rygter. Det omtalte hjørne af Teglgårdsstræde og Studiestræde eksisterer ikke, heller ikke på Politivennens tid ifølge Gjeddes Kort over København. Der kan enten være tale om hjørnet af Teglgårdsstrædes forlængelse, Larsbjørnsstræde og Studiestræde, eller hjørnet af Teglgårdsstræde og Sankt Pedersstræde. Eller et helt tredje sted.

Desuden er det lidt uklart hvad der menes med Damhuset. Der kan fx være tale om Damhuskroen ved Damhussøen eller om Damhuset i Lyngby ved kirken. Det mest logiske ville være Damhuskroen da det ligger på vejen fra Vridsløse til København. Der var også indlogeringsmuligheder dengang.  

Fornødent Gjensvar til Producenten af det i Bladet No. 49 Indførte, "Til Uvæsenet, der agerer Forsvarer for Tjenestetyender."

(Forlangt indrykket).

Når pedanten i dette sit bidrag - der med hensyn til de deri anførte grovheder fuldkommen står ved siden af det foregående - går ud fra den sætning at han ingen forsvarer tåler for tjenestetyender, da er indsenderens med fleres omdømme om denne person at han ved at nedskrive sit produkt har udsat sig for enhver fornufts latter - for ikke at sige forgat.

Forfatteren - der selvom han muligvis kan være til alders, dog går i en ungdommelig uskyldigheds tilstand, har ved at ville gendrive de af indsenderen i bladet nr. 47 anførte medargumenter til fulde røbet hvor lidt han er blottet for kundskab og erfaring i at forsvare sin egen sætning, og dette har bragt indsenderen på de tanker at han ikke br fortsætte en pennestrid mod en autor der ikke høre begrundede indsigelser. Blot må indsenderen gøre ham opmærksom på - som han vist nok ikke har haft for øje - hvilket uheldigt lod der er faldet tjenestetyender til del, og må man beklage de tyender der muligvis er eller kunne komme under hans martialske behandling, ligesom også for øvrigt henvise ham til den regel: "Lige så godt at sidde stille som rejse sig op og falde".

(Politivennen nr. 51, Løverdagen den  21. december 1816, s. 805-806)

Om Kattenes hyppige Bortranen fra Huuse og Gaarde i Kjøbenhavn

Det er bekendt nok at politiet i fjor efterår fik fat på en hoben drenge der havde gjort kattetyveri til en næringsvej, fordi de fandt købere til disse nyttige og nødvendige huskreaturers skind. Der er vist ingen tvivl om at gerningsmændene blev straffet. Imidlertid er hverken straffen blevet bekendt. Heller ikke kan man formode denne har været af den beskaffenhed at den har afskrækket disse tyveknægte fra at fortsætte deres begyndte håndværk fordi klagen nu er så almindelig over fjernelse af kattene at adskillige huse har mistet flere på en gang.

Kan man endda se gennem fingrene med tyvene selv, der enten af nød eller andre årsager har søgt en slags næring i at stjæle katte, så må man af hjertet foragte de håndlangere og hælere der ved at opkøbe tyvendes skind, opmuntrer disse i at drive sådant skammelig næringsvej. Man kan og bør ikke antage at nogen mand der har mindste følelse af borgerære kan stå i forbindelse med disse lumpne tyve. Men ønskeligt var det at såvel hælerne som tyven måtte opspores og afstraffes på det føleligste. En offentlig gabestokstraf synes mest hensigtsmæssig og afskrækkende for sådan hæler. For pøbelen ville vist ikke efterlade at hædre denne med et karakteristisk navn som kunne udmærke ham hans hele liv igennem, og dette var det ringeste han fortjente som den der havde rakt hånden til at medborger berøvedes så nyttige og nødvendige husdyr.

(Politivennen nr. 51, Løverdagen den  21. december 1816, s. 793-798)

Duplik til en fynsk Resensent

 (Indsendt)

I et af de sidst udkomne numre af såvidt erindres Hempels Avis findes en replik i anledning af det i nr. 48 af Politivennen indrykkede, med overskriften "Et sørgeligt eksempel osv". Indsenderen af nedenstående som tillige er anmelderen af sidstnævnte, har blot hændelsesvis læst anførte replik i nærmeste købstad, og på et sted hvor tiden ikke tillod han at tage afskrift af det læste. Imidlertid erindrer han så meget af det at man har fundet det udtryk upassende hvor han omtaler overtro hos en konfirmant af det nittende århundrede. Og det synes som man har tiltroet ham den ubetænksomhed dermed at have villet give visse personer (måske almueslærerne) en påmindelse, fordi det ikke endnu har været muligt for disse fuldstændigt at udrydde overtro i deres embedskreds. 

Havde anmelderen virkelig manglet den fornødne menneskekundskab for at vide: at det ikke er muligt for en religionslærer - selv med den største omhu - at udrydde fordomme hos almuebørn der ligesom har indsuget dette med modermælken og dagligt bestyrkes i dem af forældre og foresatte osv. Havde han virkelig manglet denne kundskab, så ville han muligvis have følt at han fortjente den givne påmindelse.Men da han ved hvor yderst vanskeligt det er at fjerne falske begreber hos mennesker hvor disse først er blevet rodfæstet og er gået i arv fra forfædre, og da han altså aldeles ikke i sin anmeldelse kan have tænkt på at angribe århundreders morallære, så finder han sig aldeles ikke truffet af ovennævnte påmindelse. Han har med denne ytring aldeles ikke taget hensyn til ungdomslærernes iver eller ikke-iver i at udrydde overtro, men kun på den nu omstunder alt for almindeligt ytrede mening: At tidens oplysning mærkbart har fortrængt fordomme blandt den simplere menneskeklasse. 

Denne mening har han ofte fundet lejlighed til at finde falsk. Det var dette han bestred ved at fremstille et af de utallige eksempler på at selv unge og nyligt i religionsfaget underviste mennesker endnu var befængt af fordomme der ligeså meget gerådede religionen og sund menneskeforstand til vanære, som fødelandet til skade. Imidlertid skulle det fornøje anmelderen at føle sig overbevist om at den man der angreb denne ytring virkelig havde ladet sig lede dertil af upartiskhed og følende kald til at hævde enhver stands rettigheder. Dette tør imidlertid anmelderen næppe tro, for det er en sandhed at det er ulige lettere at være kritiker end skribent. Er det vist at førstnævntes bestræbelser bør gå ud på at udfinde og anmærke alt det hvori denne kan synes at have fejler. Er det endelig en afgjort sandhed at en kritiker lettere opdager fejlene i hvad der er skrevet end den som selv har skrevet samme, så gør anmelderen den simple slutning: At den person som skrev indrykkelsen i den fynske avis enten har manglet opmærksomhed eller upartiskhed. For intet måtte være ham lettere når han nu engang for alle ville påtage sig den forretning at undfinde den værste mening af ord end også at opdage en tvetydighed i denne anmeldelse, hvor det hedder: Skulle disse linjer vække vedkommende etc. Det mente er anmelderen af flere gjort opmærksom på at disse ord let kunne lede til den formodning at han hermed har villet gøre stedets øvrighed mistænkt for ligegyldighed, ja han nægter end ikke at denne formodning ingenlunde nødvendigvis ligger deri. 

Det er også derfor at anmelderen skønt ikke dertil direkte opfordret med fornøjelse griber lejligheden til at fralægge sig sådan mistanke, da muligvis flere kunne have fattet samme, ved her offentligt at erklære at han ikke på fjerneste måde har haft sådant i øjemed, så meget desto mindre som han endog for nyligt og i et tilfælde som angik ham selv, har haft umiskendelige prøver på stedets civile øvrigheds udmærkede iver i at fremme den gode sag. Hans mening med nys nævnte ord var ingen anden end den: "at gøre opmærksom på", og til afgørende bevis for at ingen mening kan søges deri tjener ydermere: At han aldrig har underrettet nogen øvrighedsperson om den tildragelse som foranledige hans anmeldelse i førnævnte nummer af dette blad, fordi han ikke vidste ja tvivlede endog om at øvrigheden var berettiget til at tvinge barnets forældre. Han forudsatte blot muligheden af et slags tvangsmiddel ved sådan lejlighed, og valgte derfor offentlig anmeldelse af det forefaldne som den hastigste og sikreste måde at opnå sit tilsigtede øjemed på. Ingen veltænkende vil altså i anmeldelsen og især således som den her er udviklet, finde uædle hensigter hos anmelderen. 

I øvrigt nægter vist ingen at manden som skrev i den fynske avis lige så let måtte have kunnet finde den sidste som den første tilsyneladende forseelse i anmeldelsen og at hans tavshed hvad sidste angår beviser at han, som før anført har manglet enten opmærksom eller upartiskhed. I det tilfælde er han en slet kritiker, og burde ikke oftere give sig det erhverv at kritisere. I sidste tilfælde derimod fortjener han aldeles ikke engang navn af en mådelig kritiker, men henhører til den klasse af skribenter som man kun ugerne nævner og i endnu mindre bør indlade sig med. I øvrigt mener anmelderen sig forpligtet til at underrette den ædelt tænkende del af publikum om at de kraftigste foranstaltninger allerede fra den høje øvrighed er føjede med hensyn på det nævnte vanføre barns helbredelse.

(Politivennen nr. 51, Løverdagen den  21. december 1816, s. 793-798) 

Spørgsmaal

(Indsendt)

Er det tilladt at vanvittige folk løber omkring ubevogtede i staden når de i deres vanvid er onde?

Indsenderens anledning til dette spørgsmål er en person af den mosaiske trosbekendelse som almindeligvis er kendt under navnet Gale Meyer. Denne så han forleden dag løbe i Gothersgade hvor han sparkede 2 fruentimmer op i underlivet. Den ene var så heldig at bære en kurv der afbødede sparket. Men den anden fik det med fuld kraft. Dog var hun så heldig ikke at komme til skade. Men dette bør kun regnes til lykke for hende, og hvor farligt et sådant menneske som denne Meyer er for sne medmennesker, kan man let indse. Indsenderen vover derfor at gøre de ansvarlige opmærksom på denne uorden. 

"Kunne det ikke lade sig gøre at vænne butiksfolk af med den evindelige tobaksrygen? Man ved at fødemidler trækker røg til sig og gør nydelsen væmmelig endog for de der ellers kunne være elskere af at ryge tobak". Spækhøker omkring 1810, Lahdes Trykkeri.

2) Kunne det ikke lade sig gøre og var det ikke ønskeligt om slagterne og andre der sælger fødevarer vænnede deres butiksfolk af med den evindelige tobaksrygen? Man ved at fødemidler trækker røg til sig og gør nydelsen væmmelig endog for de der ellers kunne være elskere af at ryge tobak.

(Politivennen nr. 50, Løverdagen den  14. december 1816, s. 786-787)

Slem Duejagt i Borgergaden

På hjørnet af Borgergade og Dronningens Tværgade er et dueslag. På dette slag forsamler der sig hele tiden en del drenge eller unge personer for at jagte duerne. Så uskyldig og morende denne fornøjelse i sig selv kan være, er den dog meget ubehagelig for de der har det uheld at bo i nærheden af et sådant dueslag. Anmelderen, hvis vinduer gå ud til dette her omtalte, kan især beklage sig over at nævnte unge personer hvoriblandt nogle også er klædt i uniform, hele tiden forstyrrer ham i hans arbejde de få timer han er hjemme om dagen. For dels forfølges høgen når han indfinder sig for at få en steg, med en for uvedkommende utålelig hujen, klappen og piben, dels rammer også ofte de kalkstumper eller sten som de kaster efter duerne, når de sætter sig på en anden skorsten, end de plejer, hans vinduer, så at han aldeles igen ro kan nyde i sit værelse. Kun om aftenen efter at det er blevet mørkt. Det indkig der fra slaget er ind i hans værelse, er vel også meget ubehagelig, men kan dog forbydes med gardiner. Men da man ikke kan vente de andre uordener afhjulpet ved at indlade sig med omtalte unge personer, så bedes husets ejer at pålægge disse ikke at forstyrre naboer og genboer ved deres fæle støjen, skrigen, stenkast osv.

(Politivennen nr. 50, Løverdagen den  14. december 1816, s. 785-786)

Advarsel til en slem person i Ulkegade

(Indsendt)

Den lange lømmel i Ulkegade, over hvis opførsel der er klaget før i disse blade, øver sammen med flere gadedrenge stadig sit spil sammen steds. Og man må med harme se hvorledes ordentlig klædte folk ofte tilsøles når drengene dels af kådhed og dels af en rodfæstet skadefryd finder på at kaste kålblade, gamle klude mv. som de har taget op af rendestenen, efter folk. Forældrene eller de foresatte til disse dårligt opdragne og kun på skalkagtighed pønsende drenge som bor i Ulkegade eller tilstødende gader og stræder, advares hermed foreløbig om at holde drengene i bedre ave. Men hvis dette ikke bærer frugt, vil der sikkert findes dem, som med vidner kan og vil bevise deres dårlige opførsel og forlange dem afstraffet.

(Politivennen nr. 50, Løverdagen den 14. december 1816, s. 784)

En styg Gadeuorden

En af de store uordener som gadedrengene eller de der fortjener at klassificeres som sådanne, afstedkommer er vist nok kasten med snebolde. Enhver som kommer lidt omkring i byen, vil erfare at gadedrengene ikke lader sig nøje med at kaste snebolde på hinanden indbyrdes, men at de også tillader sig at kaste efter og ramme de roligt forbigående folk. Som folk ikke er tjent med at blive bombarderet med snebolde, således er borgere og indbyggere heller ikke tjent med at deres vinduer som ikke sjældent sker, bliver knust. Derfor og da for dem som gør sig skyldige i denne uorden vistnok er fastsat straf, var det ønskeligt at hver mand som greb en gadedreng i gerningen, ville komme vores årvågne politi til hjælp ved at pågribe og overlevere den skyldige til politiet.

(Politivennen nr. 50, Løverdagen den  14. december 1816, s. 781)

Mere om Lystighederne paa Bagerkroen og et par Forslag i den Anledning

(Indsendt)

Det er unægteligt at de hyppige lystigheder som finder sted på ovennævnte kro må være meget ubehagelig for naboer og genboer. Men endnu mere ubehageligt er det for en bagermester når hans svende kommer ganske berusede hjem og er aldeles uduelige til at arbejde. At mesteren får sit brød ødelagt, at publikum må tage til takke med og betale for det ødelagte og dårligt bagte brød, som om det var godt, er ikke de eneste slemme følger af en sådan levemåde. Den sygdom som de fleste svende der for nærværende ligger på hospitalet lider af, kan opvise endnu sørgeligere. Da mange vist ville ønske disse lystigheder indskrænket, så vover indsenderen heraf, der ofte har prøvet disses ubehagelige følger, at gøre følgende forslag:

1. Ingen dans burde finde sted på Bagerkroen undtagen helligdage og ikke som nu hver søndag og onsdag.
2. Kroværten må ikke tillade nogen svend som er i kondition eller i arbejde hos en mester her i staden, at opholde sig længere på kroen indtil kl. 8. (I forrige tider måtte en svend være hjemme ved sit arbejde kl. 7. Tænker man sig det brændsel der i et bageri i en time kan forbrændes til unytte, eller at der i mesterens og svendenes fravær opstår brand, hvilket jo let kan hænde, vil man ikke finde denne fordring urimelig.
3. Kroværten burde ikke tillade tjenestepiger, langt mindre offentlige fruentimmer at indfinde sig på kroen (At dette forbud når det følges vil have til følge at mange husmødre fik sin pige hjem før, i stedet for at hun nu bliver ude hele nætter, og at fattigvæsenet fik årlig en snes mindre børn til forplejning kan vist ikke nægtes).
4. Burde det vil heller ikke tillades at flere svende ligger på kroen i lang tid uden at ville gå i arbejde, da det er til stor byrde for deres medsvende og mestrene til omkostning.

Endelig tillader indsenderen sig følgende spørgsmål, kunne bagersvendene ikke efter andre lavssvendes eksempel indsætte deres sølvtøj i Rigsbanken? De renter de kunne hæve for dem, ville hjælpe den betydeligt til at understøtte deres syge medbrødre som ligger på hospitalerne.

Man taler meget om tarvelighed, men hvortil da det meget sølvtøj, som ikke alene er til brug for bagersvendene, men for enhver ..., der indfinder sig på kroen. Dette sølvtøj er dog kun givet af mestrene og mestersønner alene til brug ved visse højtider og ikke efter nuværende svendes luner, så ofte disse finder det for godt. Skulle oven anmeldte bestemmelse med dette sølv ikke finde bifald, var det måske dog godt om det blev givet oldermanden i forvaring, der da kunne udlevere det til brug ved visse lejligheder efter dets bestemmelse.

(Politivennen nr. 50, Løverdagen den 14. december 1816, s. 777-780)

Redacteurens Anmærkning.

Adresseavisen 18. marts 1801 angiver beliggenheden af Bagerkroen til hjørnet af store Købmagergade og Kannikestræde nr. 49. I 1814 angiver Adresseavisen imidlertid en Bagerkroen Borgergade 195 og i 1833 Læderstræde nr. 29 i stuen. En anden artikel i Politivennen angiver Borgergade, så det er sandsynligvis den adresse der er den rigtige. Borgergade 195 blev 1859 til Borgergade 94, i 1964 Borgergade 26 D og 1966 indbefattet i 669. Det er Borgergade 26, opført 1971.

Slemme Optøier paa Østergade.

På nogle aftner når klokken er slået 8, har man på Kongens Nytorv og i tilstødende gader hørt en utålelig støj og hylen af de fra Tegneakademiet kommende læredrenge. Især har de vist sig frygtelig på Østergade imod de fruentimmer de har mødt, og ved at kaste alle slags skidne ting ind i butikkerne hvad enten dørene til disse står åbne eller ikke. I den del af Østergade der ligger mellem Kongens Nytorv og Integade, synes de at have haft råderum, da vægteren derimod i den øvrige del af gaden til Købmagergade har gjort den tapre modstand og sat sig i respekt hos dem. Men da dette uvæsen kan drives for vidt, så var det at ønske at de vedkommende lærlinges forældre eller mestre ville formå eleverne til en anstændig og rolig opførsel på gaderne og gøre det klart for dem at de i modsat fald udsætter sig for ubehagelige følger.

(Politivennen nr. 49, Løverdagen den  7. december 1816, s. 772-773)

Et Exempel paa Kudskes og Kjøresvendes Uforsigtighed.

Det er et ubehageligt syn at se med hvilken skødesløshed og uforsigtighed de til og fra Det Kongelige Teater kørende kuske farer af sted. Men at denne ilen har og fremdeles vil have sørgelige følger er upåtvivlelig dersom vedkommende køresvende ikke indprentes større forsigtighed ved deres kørsel. Blandt flere eksempler vil anmelderen blot anføre et. For få dage siden da jomfru Astrup havde benefice, kom en gammel mand gående fra Lille Kongensgade for at gå over til Det Kongelige Teater. Det var meget mørkt den aften hvorfor han ikke kunne se en vogn som kom ham i møde, og da han tillige er lidt tunghør, kunne han ikke høre vognens raslen. Kusken kunne derimod vel se manden der havde en lygte med et klart blændende lys i hånden. Men desuagtet kørte han dog ind på ham, hvorved han fik vognstangen lige for brystet så at han faldt baglæns ned i skarnet. Ved hans skrig ilede nogle skikkelige folk til og hjalp ham op på benen og ledsagede ham over gaden, og således slap manden uagtet han lå under hestene, med nogle stød, en portion skræk og en sønderslået lygte. Den ligegyldige kusk kørte sin vej uden at blive anholdt.

(Politivennen nr. 49, Løverdagen den  7. december 1816, s. 767-768)

Uhumskhed i Badstuestrædet

(Indsendt)

Intet kan være mere vederstyggeligt og ækelt for naboer og genboer end at se hvorledes 2-3 mandspersoner i kælderen under gården nr. 119 hver dag tømmer bøtter og potter med alskens stinkende uhumskheder i rendestenen, og derpå med en kokkepiges behændighed vasker og skyller dem i det varme svalevand fra brændevinsbrænderen. Man ønsker at denne bekendtgørelse i fremtiden måtte afholde disse gode folk fra en så smudsig og styg forretning, i det mindste ved højlys dag.

(Politivennen nr. 49, Løverdagen den  7. december 1816, s. 766-767)

Bekjendtgørelser

1) Den i nr. 49 påankede udskylning af alle slags uhumskheder i Badstuestræde er nu ophørt.

(Politivennen nr. 50, Løverdagen den  14. december 1816, s. 790)

"2-3 mandspersoner i kælderen under gården nr. 119 tømmer hver dag bøtter og potter med alskens stinkende uhumskheder i rendestenen." (Badstuestræde. Nr. 8. Foto Erik Nicolaisen Høy)

Redacteurens Anmærkning

Badstuestræde 119 er nutidens nr. 8. Det er opført 1797-98 for brændevinsbrænder Haagen Westergaard.. Og eksisterer stadig. H. C. Andersen kom i Badstuestræde nr. 18 hos den svenske balletfamilie Carl og elisabeth Dahlén, som dog fik fortalt ham at han ikke ville blive nogen stor danser.

Til Uvæsenet, der agerer Forsvarer for Tjenestetyender.

(Indsendt)

På den tid indsenderen heraf besvarede de invectiver som en formentlig ung herre havde tilladt sig at nedskrive i dette blad nr. 44, var førstnævnte på den tanke at hans modpart dog var et væsen, hvilket kunne blive fornuftig, men af dennes såkaldte svar nr. 47 ses at han som et fuldkomment ikke-væsen eller uvæsen ikke som Holberg siger: "Kan til Corpus juris høre". Skønt indsenderen foragter alt det vås svarskriveren har indladt sig i at anføre og som åbenbart røber at denne ikke-ved at behandle eller forsvare en sætning med fornuftsgrunde, men derimod besidder den hos vor ungdom, desværre! tiltagende uforskammethed og fripostighed, så vil dog indsenderen heraf til det uvæsens belæring her kort svare: 1) Fordi plakaten af 3. december 1755 pålægger husbonden at give sit afskedigende tyende et med tyendets opførsel overensstemmende skudsmål, deraf følger ikke - som også daglig erfaring viser - at skudsmålet udstedes i overensstemmelse hermed. Som oftest udviser tyendet sin opsætsighed mod sit herskabs befalinger på tider da ingen vidner er til stede. Klager herskabet og tyendet benægter faktum, bliver dette nødvendigvis frifundet for herskabets tiltale, og tyendet går i triumf tilbage i sin kondition hvis herskabet ikke vil gøre opofrelse af ½ års løn. 2) Hvad enten et fruentimmer som med øvrighedens tilladelse afgiver sig med at bortfæste tjenestetyender, kaldes fæstekone eller fæstemands enke, releverer intet, fordi det dog alligevel er et fruentimmer. Uvæsnet søger formodentlig om at blive fæstemand. Men hvorledes han vil kunne bestride denne post der synes at være over hans kræfter, kan indsenderen heraf ikke indse og det så meget mindre som uvæsenet selv tilstår at han ikke ved hvori en fæstemands pligter består. Dette er det sidste som indsenderen heraf vil værdige uvæsenet i denne sag. -

Politivennen nr. 49, Løverdagen den 7. december 1816, s. 764-766)

Et par Ord om Helligbrøde

Det er befalet at detailhandlere af alle slags skal have deres udsalgssteder lukket på helligdage, således at udsalg fra samme under gudstjenesten ikke finder sted. Imidlertid er det almindeligt kendt at denne lov ikke overholdes. Ja at der næppe findes en ud af tyve handlende der virkelig efterkommer den. Går man forbi den største del af vores detailhandleres boder om søndagen, vil man rigtigt nok finde dem lukket og glasdørene forsynet med et slags, om man så tør sige, forlorne skodder. Men at denne tillukning, at disse skodder er sat på skrømt vil enhver let kunne overbevises om. For man kan til enhver tid købe og handle på helligdage lige så meget som på søgnedage så meget man lyster. Hvor dørene for alvor og af frygt for politiet virkelig er lukkede, har man dog en genvej hvorigennem man indlader sin næste for at afhjælpe hans mangel på en eller anden fornødenhed. 

Kræmmerbod ved Amagertorv, Kokkegade (nu Valkendorfsgade). Til højre ses indgangen til Helligåndskirken. Der er åbent, så det er nok ikke søndag, med mindre altså at indehaveren som skribenten beskriver det, trodser åbningstidsforbudet. (Udsnit af stik af Eckersberg, 1802). 

Om en sådan handel på helligdagene egentlig kan skade, eller om en lov som forbyder samme, i vores oplyste tidsalder kunne ophæves, er et spørgsmål som anmelderen ikke vil indlade sig på at forsvare. Men overlader det til højere personers bedømmelse. Kun tror han at så længe denne lov er i kraft, bør den som enhver anden ikke illuderes om, og selv om overtrædelse af samme ikke direkte kan have skadelige følger for det almindelige, kan den dog bevirke sådanne for enkelte individer i særdeleshed. For når man antager at en detailhandler år ud og år ind får hjælp af en dreng som altid må være nærværende, kan denne dreng jo sjældent eller aldrig enten overvære gudstjenesten eller få sig en motionstur i fri luft. Hvilket han i allerhøjeste grad kunne trænge til, når han i 8 til 14 dage har stået ved sin disk, ligesom sans comparaison, et bæst ved sin krybbe. Anmelderen tror derfor at hvis eftergivenhed mod overtrædelse af denne lov kan finde sted fra en side, må der fra en anden side i henseende til enkelte tilkommende stadsborgeres fysiske opdragelse haves meget at indvende derimod.

(Politivennen nr. 48, Løverdagen den 30. november 1816, s. 756-758)

Et sørgeligt Exempel paa Fordomme og Overtroe i vort oplyste Aarhundrede, samt et Spørgsmaal desangaaende

(Indsendt)

Følgende spørgsmål fremsættes til besvarelse for en kyndig jurist:

"Udstrækker forældres rettigheder over deres børn sig så vidt at de har frihed til uden ansvar at lade deres misfostre forblive misfostre når disses legemlige bræk står til at ændre"?

Anledningen til ovenstående spørgsmål skyldes følgende tildragelse:

I en landsby omtrent 6 mil fra København blev den 1. august dette år født et drengebarn med 6 fingre på hver hånd, 6 tæer på den ene og 7 tæer på den anden fod. På enhver af hænderne var den 2., 3., 4. og 5. finger, ligesom også fødderne alle tæerne, på den ene fods tå nær sammenvokset med en fuldkommen organisation der kun ved overfladiske, arlignende linjer viste stedet hvor fingrene burde adskilles. På hænderne var blot begge tommelfingrene og den 6. finger adskilt fra de øvrige. En i nærheden boende læge blev hentet den følgende dag og for at forskåne moderen for barnets skrig, foretog han med sognets retskafne præsts samtykke operationer i præstegården hvorved fosterets fingre blev adskilte og den 6. på hver hånd bortskåret (eftersom disse bifingre blot løseligt og uden nogen ordentlig artikulation var hæftet til den udvendige side af den 5. finger). Det samme blev foretaget med den 7. bi-tå, da denne ellers med tiden ville have forhindret drengen i at bruge bekvemt fodtøj på denne fod.

Den påfølgende forbinding foranledigede lægen til dagligt at rejse til barnet indtil den 13. august inklusive, da sårene var så vidt lægte at man ikke fandt det for godt at hente ham oftere. Han så nu ikke barnet før den 16. september, da hans vej faldt forbi stedet hvor dette var. Men til sin store bestyrtelse fandt han at forældrene havde forsømt forbindingen af fingrene indtil disse var fuldkommen lægte. Dette havde han ellers forud forklaret dem de burde vedblive med, ligesom også at de flittigt måtte skille barnets fingre indtil dette kom til den skønsomhed at kunne ved at gribe efter et eller andet selv fuldføre denne forretning. Som en følge af forældrenes forsømmelse havde fingrene allerede begyndt at vokse sammen på ny, ved en hindre som udstrakte sig fra den flade del af hånden ned mellem fingrene.

Et på samme tid tilstedeværende fruentimmer, efter udseende mellem 20 og 24 år gammel var imidlertid af den overbevisning at denne nye sammenvoksning vel måtte være en straf fra Gud, fordi man ved første gang at adskille fingrene havde formastet sig til at stride mod hans gerning, hvorpå hun med gysen for ud gennem døren, som om hun befrygtede at hun ellers skulle blive offeret for den hævnende straf der nu sikkert ville ramme den dumdristige læge. Dette var en konfirmant af det oplyste 19. århundrede. Lægen henvendte sig nu til præsten omtrent således: Vil de sige forældrene at hvis de endnu engang vil underkaste deres barn operation, så er jeg villig til at foretage samme på ny, og endnu mere, vil jeg ikke alene give afkald på den betaling som kunne tilkomme mig af dem for den nye operation, men endog på hvad jeg er berettiget til at fordre for den første foretagne. Og de mange rejser jeg i denne anledning har haft. Men selv dette tilbud var ikke i stand til at overtale de i øvrigt aldeles uformuende forældre.

Således er da dette barn på vej til for altid at være ulykkelig. Uagtet det endnu uvidende herom slumrer trygt ved sin ufornuftige moders side, og ikke aner den mørke fremtid det iler i møde. Således er staten forsætlig berøvet en borger, og fødelandet en af dets tilkommende værne- og tjenstgørende sønner. Således tør et allerede med svære byrder belagt sogn vente om en føje tid at se sig besværet med en elendig betler måske for et halvt eller størstedelen af et helt århundrede. hvis ikke dette barns forældre på en eller anden måde nødes til mens det måske endnu er tid at lade råde bod på dets ulykke. Hvilket dog næppe vil kunne være gørligt, uden alene på hospitalet. Skulle disse linjer have den tilsigtede nytte, og vække vedkommende til snart at frelse et uskyldigt offer for skændig egensindighed og fordomme, da ville nærmere oplysning om stedet mv. kunne erholdes hos dette blads udgiver.
--------------
P.S. Indsenderen skylder den deltagende læser at anføre grunden hvorfor denne anmeldelse ikke er sket tidligere. Denne må søges i lægens hidtil grundede håb om at forældrene til sidst dog skulle have ladet sig bevæge til godvilligt at efterkomme deres pligt.

(Politivennen nr. 48, Løverdagen den 30. november 1816, s. 745-750)

Schöne Rariteten

Da der til det Kongelige Teater trods den begærlighed som dette søges, ikke udstedes flere adgangsbilletter end der bør, det vil sige at flere personer end det lokale kan rumme ikke indlades, så var det ønskeligt om omrejsende trupper der her får tilladelse til at give forestillinger af allehånde slags ville følge dette eksempel. 

At det modsatte sker, har anmelderen erfaret onsdag den 20. i denne måned på det Geiselbrechtske Teater. Han indfandt sig klokken kvart i seks, men alle pladserne var allerede optaget, og der var en sådan mængde mennesker at mange måtte blive stående på trappen uden at kunne få nogen plads hvor de kunne se skuespillet. Anmelderen var siden formiddagen forsynet med billet og fandt det urimeligt at man når man har betalt for en plads ikke kan få adgang til det. Han spurgte en ved døren stående lille tysk person som modtog billetter hvorfor man udgav billet til flere personer end lokalet kunne rumme og fik til svar: Was sollen wir machen, man plagt uns so sehr. Da anmelderen ikke fandt denne grund gyldig, og søgte at overbevise vedkommende at man ikke kunne modtage penge for pladser man ikke kunne skaffe, genmælede den lille person: Werden Sie Grob, so werfe ich Sie hieraus. 

Uagtet nu anmelderen virkelig ikke frygtede for denne trussel fordi han i fysisk kraft vel opvejer 4 til 6 sådanne småpersoner som omtalt, og da han anså det for uanstændigt på dette sted at indlade sig i videre ordstrid, tav han til denne tyske bille og begav sig hen til en plads hvorfra han over de andre tilskueres hoveder, så at sige måtte stjæle sig til at se lidt af forestillingen. 

Beklageligt er det at vores forlystelsessyge eller nysgerrighed er steget til den grad at sådanne omrejsende personer som man dog må antage vil tjene penge, skal beklage sig over vores alt for villige nærværelse, da dette måske kunne bidrage til at retfærdiggøre en benævnelse som udlændinge har taget sig den frihed at tillægge den danske nation.

(Politivennen nr. 47, Løverdagen den 23. november 1816, s. 741-743)

Svar til Forfatteren af det i Politievennen No. 45 Indførte: "Om Tjenestepigerne i Kjøbenhavn".

(Forlangt indrykket.)

I de 13 til 14 punktummer som dette skrivende væsen her opvarter med, findes en del sætninger som vi da skulle antage fordi væsnet har fremsat dem. Imidlertid et par bemærkninger til dette virvar af nonsens. Væsnet slutter fra det han kalder uhumskheder hos indsenderen af svaret i bladet nr. 44 til at denne er et ungt menneske - er han ikke selv et talende bevis på at uhumskhed kan komme fra et just ikke så aldeles ungt menneske? - Hvor mange dage behøver man at være yngre end De, hr. Væsen! for af Dem at betitles ung? - Og hvad ondt finder De i at være ung? - Svarskriveren - Indsenderens titel hos væsnet - vil det måske ikke falde vanskeligt at bevise at hans og væsnets alder er omtrent den samme. 

Kådhed, hr. Væsen! kalder indsenderen når fx den overmodige kalv springer om på marken eller hos menneskene når fx betjenten fra kontoret leger som barn på trappegangen det ene øjeblik, mens han næste øjeblik - usandfærdigt - frakender en anden erfaring i det hvorom han skrev. En lille vildfarelse i henseende til personen! - "At der gives flere gode end dårlige herskaber". Bevis hr. Væsen! - "Herskaberne meddeler tyenderne bedre skudsmål end de har fortjent" - Det lovkyndige væsen har her ganske glemt plakaten af 3. december 1755 § 11. Han kunne ellers gøre sig fortjent siden han kender herskaber der handler således lovstridigt ved at gøre politiet opmærksom på samme. Hvorledes væsnet benytter sine fætre eller disse ham, er indsenderen ukendt. Denne har kun en der efter sin levevej vist lige så lidt tænker på indlæg som væsnet i nr. 45 af Politivennen har tænkt på at fremsætte nogen fornuftig gendrivelse mod indsenderen idet han derimod er forfalden til den fejl han pådigter ham, kådhed og grovhed der sandsynligvis ombær Adresseavisen, siden han fra dem så net har hentet ordet "fæstekoner" - mens plakaten af 28. juni 1728 afskaffer samme, og den senere lovgivning ved at tillade enken mandens håndtering, tåler fæstemands enker - det lovlærde væsen behover sikkert ingen forklaring her - anbefales til sådant ombæren - man vil ikke formode det over hans kræfter.

Når væsnets forretninger tilladerdet, ville det vist forbinde såvel tyender som herskaber ved meddelelsen af dets modne erfaringer i fæstevæsnet kun at deri må være en smule "sund sans".

(Politivennen nr. 47, Løverdagen den 23. november 1816, s. 737-739)

Bøn til mindre Lystighed på Bagerkroen

(Indsendt)

Allerede længe har man haft grund til at besvære sig over den uro bagersvendene i deres kro i Borgergade ved deres ofte indløbne lystigheder forårsager naboer og genboere. Men man ventede dog engang bedring. Da nu denne forventning er så langt fra at være blevet opfyldt, da bemeldte onde er tiltaget i den grad, da halvdelen gadens beboere må føle det ubehagelige og fredsforstyrrende i deres uanstændige og larmende støjen, råben og hurraen. Så ønskede man herved at gøre politiet opmærksom på disse uordener da man har det sikre håb at dets vante omhu og virksomhed for indbyggernes fred og ro også vil strække sig til forebyggelsen af sådant uvæsen for fremtiden.

(Politivennen nr. 47, Løverdagen den 23. november 1816, s. 734-735)

Redacteurens Anmærkning

Bagerkroen må have været en af datidens lavskroer. Altså kroer for medlemmer af lavene. I 1794 eksisterede der således bl.a. Tømmerkroen, Skomagerkroen, Dugmagerkroen, Nagelsmedkroen, Murerkroen og Bagerkroen. Og netop en bagersvenden Lorentz Werner var en af de tre som med stort held gik fra lavskro til lavskro den 8. august 1794 for at samle støtte til den legendariske tømrerstrejke.

Adresseavisen 18. marts 1801 angiver beliggenheden af Bagerkroen til hjørnet af store Købmagergade og Kannikestræde nr. 49. I 1814 angiver Adresseavisen imidlertid en Bagerkroen Borgergade 195 og i 1833 Læderstræde nr. 29 i stuen. Borgergade er sandsynligvis den rigtige adresse. Borgergade 195 blev 1859 til Borgergade 94, i 1964 Borgergade 26 D og 1966 indbefattet i 669. Det er Borgergade 26, opført 1971.

Bagerkroen er også omtalt i Politivennen 11. december 1816.

Et Svineinstitut i Ulkegaden.

(Indsendt)

I mere end 1½ år har en i Ulkegade boende høker opelsket grise til svin og derved formodentlig haft til bihensigt at ophjælpe snuskræmmerne. Men da sådanne svineinstitutter er og bør være forbudt i en hovedstad, så advares han foreløbig i dette blad at forlægge sit institut udenfor staden.

(Politivennen nr. 47, Løverdagen den 23. november 1816, s. 733-734)

Forslag til en Skat paa vore Skjønnes Strudsfjær

Overdådighed kan det vist nok kaldes at vores skønne bærer så stort antal af strudsefjer i deres hatte. Foruden at disse fjer hentes udenlands fra og pengene således går ud af landet, så har moden i den senere tid endog budt at den af vores damer der foretrækker pragt for den i vores pengeløse tid så nødvendige indskrænkning ses at bære 1 og flere strudsefjer. Og således til denne pynt har beskattet sin mand eller far for i det mindste 60 rigsbankdaler. Ja, her er falbudt en hat med 28 fjer for hvilken der blev forlangt 120 rigsbankdaler. Var det således ikke rimeligt om der til statens tarv og ødselhedens hæmmelse blev pålagt en skat af 1 rigsbankdaler for hver strudsefjer vores skønne bærer på deres hatte for at de om muligt derved kunne finde sig i at undvære en prydelse som første ejere har brugt til at skjule sin bagdel med.

(Politivennen nr. 47, Løverdagen den 23. november 1816, s. 732-733)

Ønske om mere Reenlighed ved Raad- og Domhuset

Det nye råd- og domhus er unægteligt en pryd for hovedstaden og en i mange henseender vigtig bygning for alle stadens indbyggere. Under begge hensyn fortjener den borgernes erkendtlige opmærksomhed. Desto mere er det at beklage at dette skønne monument for Frederik de Sjettes landsfaderlige regering ligesom adskillige flere offentlige monumenter, er udsat for mishandlinger af alle arter, som dels tilfældet, dels pøbelagtig kådhed eller urenlighed måtte pådrage det. Enhver forbigående hvis følelse forlystes ved synet af dette majestætiske tempel, beklager at forskellige sanser nødvendigvis må lide hvis man nærmer sig. Hver en krog er opfyldt med urenlighed og stank der breder sig i en betydelig omkreds. Trapperne er som oftest opfyldt med væmmelig smuds og skarn. Og om føje tid vil enhver forbigående i særdeleshed i mærke tror at man vandrer forbi en stillestående kloak.

"Enhver forbigående hvis følelse forlystes ved synet af dette majestætiske tempel (til højre i billedet med det grønne tag), beklager at forskellige sanser nødvendigvis må lide hvis man nærmer sig. Hver en krog er opfyldt med urenlighed og stank der breder sig i en betydelig omkreds. Trapperne er som oftest opfyldt med væmmelig smuds og skarn" (Eget foto).

Anmelderen af disse velmente linjer tror, at disse uordener, der sårer alle veltænkende patrioter så meget, let kunne fjernes ved en fast skildvagt som det måtte pålægges at overvåge orden og renlighed sammesteds, samt ved en belysning der var stedsevarende og ikke lig stadens øvrige belysning, savnedes sådanne aftener da almanakken forkynder et måneskin der mellem høje bygninger ikke kan virke. De mange høje autoriteter som i råd. og domhuset udøver deres kaldspligter, ville måske selv udfinde noget bedre og mere hensigtsmæssigt. Anmelderen håber imidlertid at hans udtalte ønske vil møde velvillig og patriotisk opmærksomhed.

(Politivennen nr. 47, Løverdagen den 23. november 1816, s. 729-731)

Endnu noget om Tjenestefolk.

(Indsendt)

Alle gode gange er tre siger ordsproget, og denne gamle sætning viser tydeligt nok at flere projekter ofte leder til et rigtigt resultat og at ville fordømme projekter fordi man øjner mangler ved samme, er uoverlagt, men at skrive noget bedre hvis man kan og kan man ikke, da at tie, dette holder forfatteren heraf for at være vel overlagt.

Vores første forfatter om denne sag, se Politivennen nr. 41 af 12. oktober, tænker efter min mening meget rigtigt når han siger at tjenestetyende bør melde sig hos politiassistenten med sit skudsmål. Men så rigtigt dette ville være, lige så urigtigt var det at indrette skriftlige tjenestekontrakter som han ligeledes anbefaler.

Min mening er denne: Så vist som det er at en ren og ordentlig påklædning giver os et fordelagtigt begreb om det menneske som bærer den, når man ikke nøjere kender samme, så vist er det at et godt skudsmål ligeledes er det, hvorefter man vælger tjenestetyender som man ikke nærmere kender. Men hvis bedrag heri ikke skal indtræffe, må skudsmålet være et lovligt dokument som ikke kan udstedes af enhver som kan skrive, og for at opnå dette, var det nødvendigt at ethvert tjenestetyende kun havde et skudsmål og disse måtte en gang for alle indkaldes for politiet hvis segl måtte sættes på dem, og kun tjenestetyende med sådanne approberede skudsmål måtte tages i fast tjeneste. For det hjælper jo ikke at en husbond misrekommanderer et dårligt tjenestetyende når dette har flere ulovlige skudsmål som vidner om et godt forhold. At dette indløber, er jeg overbevist om ved en pige som forleden 11. november skiftede fra en af mine bekendte. For hun sagde selv til sine medtjenere at hun var ligeglad med hvad som blev skrevet på det skudsmål der var i husbondens værge, da hun havde et andet for sig selv alene.

Hvad forfatteren nr. 2 se politivennen nr. 44, stykket om tjenestepiger angår, da synes det temmelig klart at denne næppe er husbond, eller blot kender det af navn. For når han siger at det er meget tungt at madmødre ikke har forsvarligere gemmer end at tyendet kan praktisere sager ud af disse, så må man forlade ham når han ikke indser umuligheden i at låse for hustyve.

Den påstand forfatteren videre gør om oplysning ved hjælp af mandtalslister, da umuliggøres denne hvor der haves falske skudsmål, og det samme ville være tilfældet med den sandfærdige påskrift på et sådant skudsmål.

Ingenlunde heller følger det om politiassistenten havde indsigt med tjenestetyender og disses skudsmål at denne så var fæstemand, eller der af den årsag burde ansættes flere embedsmænd til byrde for staten. For fulgte med større virkekreds, mere arbejde, så blev det blot af den beskaffenhed at en af kvarterets politibetjente under assistentens opsyn, nogle timer daglig kunne bestride samme.

For så vidt fæstemændene angår, da ved man at de rigtigt modtager fæstepenge såvel af herre som tjener, og dette er jo deres levebrød, jo flere skiftedage jo flere fæstepenge, men ved falske skudsmål bedrages jo også den redeligste fæstemand.

Til slut er indsenderen heraf enig med forfatteren nr. 2 i at der allerede er gjort meget til fæsteindretningernes forbedring. Men lige så unægteligt er det at hvis kulturen skal vedblive at stige i den grad som hidtil hos tjenestefolk, nemlig at det bliver dem forment at komme på dansekældre der ikke kan klæde sig lige så galant som deres herrer eller madmødre, så længe det er en skam at bære alene det hvad lovligt kan fortjenes, så længe vil sikkert nye foranstaltninger efter kulturers fremskridt i omskrevne sag blive anvendelige. Om det ikke snart var tid at tænke på den så ofte anpriste nationaldragts indførelse, især blandt tjenerklasen, til sædernes og moralens forbedring, overlader indsenderen ved dette vink til mænds prøvelse som er blevet givet evne og kraft til at udføre store, for staten vigtige foretagender.

(Politivennen nr. 46, Løverdagen den 16. november 1816, s. 717-721)

Uskik paa Østergade.

Om aftenen når det bliver mørkt, finder den uskik sted at de om dagen omvandrende frugthandlersker tager sæde i de tillukkede butiks- og gadedøre på Østergade for at fortsætte deres handel. At de forvolder de der bor i samme gade der handler med samme varer, afbræk er vel ikke af så stor betydning som at de omgås uforsigtigt med ild og lys. Således har anmelderen flere gange set at et par småpiger der jævnligt til nævnte tid tager stade i hosekræmmer Jørgensens gadedør på hjørnet af Halmstræde og Østergade, ofte åbner deres lygte, pudser lyset med fingrene og brtkaster tannen. At denne brændende tane engang kunne gøre skade, er vist nok at befrygte og at advare vedkommende herom tror anmelderen at være pligt. Ligeledes har han set at nogle smådrenge der undertiden opholder sig samme sted for at more pigerne, har røget cigarer eller haft spanskrør hvori de for spøg har tændt ild. Men denne spøg kan jo også have farlige følger.

(Politivennen nr. 46, Løverdagen den 16. november 1816, s. 715-716)

Ønske om smudsige Personers Udelukkelse fra offentlige Forsamlingsstæder

Skulle det ikke være muligt at formene pjaltede, lurvede og skident klædte personer, samt de der har noget at bære, adgang til forhallen hvor kortene efter Hamborg posts ankomst udhænges, ligeså vel som det i almindelighed er disse personer nægtet til visse offentlige promenader, til fortovene på stadens gader mv.

Indsenderen er så meget desto mere af den formening som sådanne mennesker næppe kommer på ovennævnte sted for at afhente breve eller i eget ærinde, men snarere i kvalitet af sendebud for andre, eller måske i en vis anden hensigt, hvortil lejligheden ved den herskende trængsel er meget tilbydende. 

Københavns Postkontor på Købmagergade (1732). Talrige artikler i Politivennen vidner om et livligt leben der. (Eget foto)
 
Det skete netop for indsenderen i forrige uge da han stod ved en af tavlerne, at en malerdreng, der fra top til tå var ganske oversmurt med malerfarve og som stedse trængte sig på af alle kræfter for at komme frem, så aldeles tilsølede hans frakke på ryggen og den ene side, at denne der nylig med megen bekostning var anskaffet for størstedelen blev ruineret. Da den erstatning man i sådant tilfælde har til sådanne personer af ingen værd, og da en fin frakke i disse tider er et kostbart stykke, som ikke let anskaffes igen, så tror anmelderen det ikke upassende om de skildvagter der i posttimer til ordens vedligeholdelse osv. er hensatte på ovennævnte sted i postgården og som så længe står under postforvalterens befaling, blev pålagt at bortvise alle sådanne personer hvis påklædning enten på en eller anden måde ved mulig berøring af andre kunne efterlade sig kendelig spor på disses klæder. Dette forslag bedes taget i overvejelse af de høje ansvarlige.

(Politivennen nr. 46, Løverdagen den 16. november 1816, s. 713-715)

Niddings Daad

Lørdag den 2. november mellem 7 og 8 om aftenen blev i Pilestræde mellem Sværtegade og Antonistræde den skændige handling udøvet af et ondskabsfuldt menneske eller kåd dreng at en brændbar materie der var ledsaget af et stærkt knald, blev påført et forbigående fruentimmer. Dette havde til følge at smertefulde brandvabler straks fremkom på de berørte dele af legemet og at de berørte klædningsstykker forbrændte og ødelagdes. Ønskeligt var det om man ville se at gribe denne ondskabsfulde person dersom han oftere skulle prøve denne farlige spøg, så han kunne blive tilbørligt afstraffet.

(Politivennen nr. 45, Løverdagen den 9. november 1816, s. 709-710)

Uartig Opførsel af visse Contoirbetjente

(Indsendt)

Det er besynderligt at nogle kontorbetjente, i særdeleshed de af de såkaldte kongelige, tror sig beføjede til at antage en myndig uhøflig tome mod de som indfinder sig på kontorerne. Jo yngre en sådan kontorbetjent er, jo uhøfligere er han. Hos de ældre bliver man i almindelighed behandlet med høflighed. 

Blandt flere eksempler vil anmelderen kun anføre følgende. En mand der både i alder og stand står over de fleste kontorbetjente, bragte selv et brev på et af postkontorerne. Da han afleverede dette, råbte modtageren, en meget ung person "1 skilling!". Man rakte ham en 4 skilling med bøn om at give tilbage på den. Denne blev kastet tilbage med de ord "De skaffer 1 skilling ellers modtager jeg ikke brevet". At en så yderst upassende opførsel ikke er sjælden, kan sikkert enhver der har forretninger på de kongelige kontorer bevidne. 

Møinichens kongelige postkontor på (Store) Købmagergade fra 1732. (Eget foto). 

At man på de private kontorer af alle kræfter stræber at efterligne denne prisværdige skik, lærer erfaringen ligeledes. Ønskeligt var det derfor at de herrer kontorchefer ville indskærpe deres skriverdrenge til at udvise den høflighed der skyldes ethvert menneske.

(Politivennen nr. 45, Løverdagen den 9. november 1816, s. 705-706)

Uorden paa Axeltorvet.

(Indsendt)

Det er ethvert menneske her i staden bekendt at vor virksomme og for alment vel omhyggelige politidirektør i forrige år har ladet bekendtgøre at ingen uberettiget må opholde sig på torvet. Men desuagtet ser man dog for nuværende tid hele torvet vrimle af sådanne folk. Når en bonde kommer kørende til torvet, skulle en fremmed som så det, tro at bonden førtes i triumf eller at der var hungersnød i staden, for en tolv til seksten af disse herrer omringer og bestiger vognene, river alt hvad der findes på samme til sig, og kaster det imellem hianden. Findes der nu gode gæs, godt smør eller flæsk, forbliver de stående ved vognen, og holder hver på sit stykke, så at det er umuligt for enhver anden borger eller embedsmand eller disses kone eller pige at komme til vognen, sålænge disse herrer finder det for godt at handle med bonden, eller rettere sagt, at sejpine ham. Men er varerne ikke gode eller bonden ikke vil lade sig afprutte, forlader de alle som en mand valpladsen med de ord: "Lad dem nu have det, det kan være godt nok for dem", og posterer sig nu for at modtage en anden tilkommende vogn på samme måde. Et bevis på at omtalte herrer er uberettigede til en sådan fremfærd, er at adskillige af dem er blevet anset mulkt, for at have haft gæs til salg i deres forstuer.

At det ikke går stort bedre med kornvarer uden undtagelse og at forprang eksisterer, ikke alene på selv torvet, men også i de tilstødende gader, ja endog udenfor porten, skønt det er strengt forbudt, er bekendt. nok.

Anmelderen vover derfor den bøn at den oven nævnte forordning som forbyder uberettigede at indfinde sig på torvet for at foretage opkøb inden bestemte klokkeslæt, måtte offentliggøres på ny. At torvemesteren strengt ville opfylde sine pligter er jeg overbevist om, da hans embedsforretninger lettes ham ved to politibetjente og to vægtere der er givet ham til assistence.

(Politivennen nr. 45, Løverdagen den 9. november 1816, s. 703-705)

Til Svarskriveren i Politievennen No. 44, paa det i No. 41 indførte Stykke "Om Tjenestepigerne i Kjøbenhavn". (

(Indsendt.)

Den herre der i nr. 44 har bemøjet sig med at ville gendrive det i nr. 41 indrykkede stykke "Om tjenestepigerne i København", og på fulde 5 sider har pectoreret sig for at rense sig fra en samling uhumskheder, hvoraf hans produkt vrimler, røber åbenbart at han endnu er et ungt menneske der mangler erfaring, men derimod besidder den egenskab som det i moral stigende menneske beflitter sig på at aflægge. At moral dagligt aftager hos den tjenende klasse, synes svarskriveren at være uvidende om, og derfor henvises han til politiet og til husfædre for at belæres. Når han i stedet for med beskedenhed at bedømme et velment forslag, slår om sig med uartigheder, for ikke at sige grovheder, og end ikke er sin materie voksen, så kan han ikke vente andet end at blive revset for sin kådhed. Han erhverver sig først erfaring før han afgiver sig med at ville bruge Alexanders sværd, og han erindrer sig at klogskab da følger på uvidenhed ligesom vinter på høst. At der gives brave tjenestetyender og sletsindede herskaber, vil nok ingen nægte, men det er også uden for al question at der er flere slette end gode tjenestetyender, ligesom der er flere gode end slette herskaber. De gode herskaber overser som oftest med tyendernes uartigheder så længe indtil nødvendigheden byder at skille sig ved dem. Af svaghed eller måske af godlidenhed meddeler de tyendet bedre skudsmål end fortjent, for ikke at skade de sidstes vel i fremtiden, og dette medfører ubehagelige følger for det offentlige. Når svarskriveren frakender indsenderen af bidraget i nr. 41 lovkyndighed og siden selv tilstår at han ikke ved hvilke pligter der påligger fæstemand, røber han åbenbart at han selv ingen lovkyndighed besidder, og altså gør rettest i at gøre "omkring". At kunne allegere en plakat som en fætter måske kan have vist ham, eller for denne at have omskrevet bidraget i nr. 41, at have læst dette, ligesom efter ordsproget Fanden læser Bibelen. At en tjenestepige på en underfundig måde kan tilliste sig sit skudsmål, er ikke fornuftstridigt, og det ville medføre al for meget besvær om man hos husbonden af enhver pige der melder sig om tjeneste, skulle søge bevis for opsigelse fra den kondition hun skal forlade. Herren kunne måske bruges til at gå sådanne ærinder. At der findes fæstekoner, viser Adresseavisen jævntligt. Ved ophævelsen af fæstemænd og fæstekoner kunne disses sportler tilfalde politiassistenerne som et bidragt til lønnen, og når disse fik med tingen at bestille, var man mere vis på at få gode tjenestetyender. At fæsteindretningerne er sat på en ret god fod, kan kun den uvidende påstå, og det ville ikke medføre nogen vanskelighed ved fæste hos politiassistenten i henseende til den fæstende piges pligter, når de fæstedes som husholdersker, kammer-, stue-, kokke- eller enepiger, og det udtrykkelig blev  nævnt i hvilken egenskab de skulle tjene. Sat sapienti.

(Politivennen nr. 45, Løverdagen den 9. november 1816, s. 697-700)

Svar i Anledning af det i Politievennen No. 41 indførte om Tjenestepigerne i Kiøbenhavn.

(Indsendt)

Det er desværre i vore dage blevet til regel at enhver der kan, skal i vore offentlige tidender lader sin stemme høre, og at vores forfatter har ligeledes fulgt denne gode sandhed, er udenfor al tvivl. Dog ikke uden herved at handle ganske inkonsekvent.

Meget let er det at foreslå projekter, men at disse om de sættes i virksomhed, ofte ville have en skadelig indflydelse såvel på det offentliges som privates vel, er en sørgelig erfarings sandhed.

Indsendern er med forfatteren enig i at vores vise regerings foranstaltninger med tjenestetyendeklassen har det bedste øjemed. Men at forfatteren har ved at nedskrive sit produkt alene heft tjenestefolkenes forseelser for øjne, synes at være uoverlagt, da disses forseelser meget ofte kan have deres grund i herskabets urigtige handlemåde og de deraf følgende retsbrud.

Hvad forfatterens to anførte eksempler angår, da tror indsenderen at disse såvel som forslaget i det hele taget er ganske uden vægt. For hvad det første eksempel angår, er det meget tungt at madmødre ikke har forsvarligere gemmer end at tyendet kan praktisere sager til at besnære deres herskab ved flere lejligheder. Her synes forfatteren ellers at have forbigået den væsentligste oplysning om lovmæssige opsigelse fra en af siderne havde fundet sted? Og hvad det andet angår, da havde det været meget let for herskabet at få den tilsyneladende manglende oplysning ved politiets mandtalslister i hvilket distrikt af staden tjenestepigen opholdt sig, for derved at kunne tilholde hende at indtræde i sin kondition. Men dette må indsenderen antage ikke er sket, hvilket vist nok leder til den ubehagelighed at et sådant tyende på samme måde vil søge at besnære andre i stedet for at hvis det første herskab med hvilket tilfældet indtraf, havde påtalt sin ret til tyendets vedbørlige afstraffelse, ville have forårsaget at dette ikke oftere benyttede sig af lejligheden. Herved kan indsenderen ikke forbigå at ytre det øsnke at husbonder og madmødre for at komme det offentlige til hjælp ved ders foranstaltningers opnåelse, ville ved et tjenestetyendes afskedigelse meddele det sådanne vidnesbyrd som stemmer med dettes værd og opførsel i tjenestetiden. At det modsatte i mangfoldige tilfælde har fundet og finder sted, kan indsenderen om opfordres, bevise.

Forfatteren slutter sin epistel med det ønske at indretningen med fæstemænd og fæstekoner måtte bortfalde og at fæstemål herefter skulle ske ene og alene ved politiassistenten. At fæstekoner allerede ved plakat af 28. juli 1728 er forbudt, må man undskylde forfatteren som formodentlig ulovkyndig at være uvidende om.

Af forfatterens videre ønske om politiassistenter som fæstemænd, fulgt at regeringen hvis ønsket skulle svare til øjemedets opnåelse, atter måtte ansætte flere af sådanne embedsmænd, hvis lønninger ville være til byrde for statskassen. For at de for tiden værende assistenter også skulle kunne påtage sig det vist  nok ikke ubetydelige arbejde med fæstemål tilligemed de forretninger de har nu, synes at være en urimelighed. Rigtig nok er indsenderen ukyndig om hvori en fæstemands forretninger egentlig består, men at disse efter tingenes natur må vore forbundet med en del vanskeligheder og vidtløftigheder, er uden for al tvivl, hvis fæstemændenes instruks opfyldes nøjagtigt, hvilket må antages da hans nærmeste tilsyn såvel er Magistraten som politidirektøren. Den første autoritet udsteder nemlig under sig autorisation af fæstemændenes protokoller til indførsel af tyendes og herskabets navne, de førstes ophold, lønnens størrelse, i hvilken egenskab de er fæstede og så videre, hvorved fæstemanden i indtræffende tvivlstilfælde sættes i stand til at afgive de fornødne oplysninger til politiet.

I anledning af forfatterens forslag at skriftlige konditioner skulle oprettes, om hvad tyendet påtog sig at bestride under sin tjenestetid, d er det ikke alene en sand absurditet, men en virkelig umulighed såvel for forfatteren som enhver anden så udstrakt at bestemme tyendets arbejde, og ville heraf vist nok følge at tjenestetyendet let fandt et eller andet påskud mod de befalede forretningers udførelse og at således herskabet ifald disse skulle blive fuldførte, blev tyendet undergivet.

Det synes at fæsteindretningerne i København er sat på en ret god fod, og som hvis husbonden og madmoderen anvender den tilbærlige agtsomhed, har den følge at tjenestetyendet vvanskeligt kan bedrage sit herskab, så meget mere som politiet ved de nu holdende mandtaller har tilstrækkelig tilsyn med tyender.

(Politivennen nr. 44, Løverdagen den 2. november 1816, s. 684-689)

En gammel Uskik

I denne tid må man erfare at nogle fattige børn, trods forbuddet, befatter sig med at agere helligtrekonger, og oversmurte i ansigtet samt udsmykkede med guldpapir, i den hensigt mest at tilbyde sin tjeneste i Bredgade, Store og Lille Strandstræde osv. Når de forgæves har tilbudt deres gøglerier, overvælder de folk, især fruentimmer, med grovheder og falder publikum til besvær, så var det ønskeligt at forbuddet mod det på ny blev indskærpet. Især da de ved deres besøg ofte kunne have bihensigter og tidligt vænnes til rapserier.

(Politivennen nr. 43, Løverdagen den 26. oktober 1816, s. 674)

Mere end Stadens Arresthuus.

(Indsendt)

I dette blads nr. 39 er anket over at muren mod Hestemøllestræde er for lav, og gjort forslag til dens forhøjelse i det en alen.

Vedkommende har derefter ladet anbringe skarpe jernpigge oven på muren der vender ind mod gældsarrestantgården. Men skønt det ikke kan nægtes at derved er gjort noget, mener dog anmelderen at den ønskede sikkerhed for arrestanters undvigelse over nævnte mur, meget mere at lette undvigelsen. Før piggene blev anbragt, krævedes der en medhjælper for at komme over muren. Men nu er medhjælpen mindre nødvendig da den der vil undvige, kun behøver at kaste sin kjole op mod piggene og når denne hæfter, hejse sig selv op på det brede og flade tag.

Vel udsættes han for at rive sig noget på piggene. Men hvad agtes dette af den der vil søge sin frihed. Muren selv er og ved piggenes anbringelse blevet en sten lavere. Da det er enhver b0rgers pligt at gøre det offentlige opmærksom på enhver ting hvorved borgersikkerheden kan lige, og det er en selvfølge at den forbryder som undviger, må for at opholde livet, begå nye forbrydelse, så nærer anmelderen det håb at de ansvarlige der har med stadens arresthus at gøre, betragtet som bygning, vil ved at forhøje muren som foreslået, betage stadens indbyggere den frygt at blive hjemsøgt af undvigende forbrydere.

(Politivennen nr. 43, Løverdagen den 26. oktober 1816, s. 667-669)

Ønske om Urinkummer ved Raad- og Domhuset.

Ved råd- og domhusbygningen hvortil så mange mennesker har adgang, burde unægtelig lige såvel som dette er tilfældet ved de kongelige palæer på Amalienborg, anbringes urinkummer da det ikke alene er ækelt at se de væmmelige urinfloder som findes ved de forskellige indgange, men murene og pillerne opløses derved efterhånden til stor skade for bygningen i det hele taget.

(Politivennen nr. 42, Løverdagen den 19. oktober 1816, s. 658)

Om Tienestepigerne i Kiøbenhavn.

(Indsendt)

Meget, såre meget er der skrevet om den almindelige utilfredshed husbonder og madmødre føler ved denne klasse af tyender. Stemmen er nået til vor gode regerings øren, og der er allerede trufne sådanne foranstaltninger at en stor del af det onde er afværget, og tyendet sat under vedbørlig kontrol. Men ligesom det i almindelighed er en sørgelig erfarings sandhed at de bedste love vel kunne straffe deres overtrædere, men ikke aldeles hindrer brud på lovene, så ved også de københavnske tjenestepiger at benytte sig af sådanne praktiker at almuesfolk ofte bliver bedraget. Således har anmelderen fx erfaret at en pige lod sig fæste efter at have tillistet sig sit skudsmål af sin madmors gemme, og dagen efter at hun var tiltrådt sin nye tjeneste, blev hun afhentet af politiet ifølge sin forrige husbonds begæring, af hvis tjeneste hun var undveget. En anden foregav at hun ikke havde tjent før, og afleverede således blot en døbeattest og en konfirmationsseddel. Hun kom ikke siden i sin nye tjeneste. Flere eksempler kunne anføres, men de nævnte menes at være tilstrækkelige for at ønske at den gamle indretning med fæstemand og fæstekoner bør melde sig hos vedkommende politiassistent og til denne aflevere skudsmålet, samt at intet fæstemål mellem husbond og tyende bør være gældende med mindre det hos assistenten er indgået hvorhos der burde oprettes skriftlige vilkår om såvel lønnens størrelse som hvad tyendet påtog sig at bestride under sin tjenestetid, alt i analogi af hvad der er anordnet i henseende til kontrakten mellem mestre og drenge.

Denne indretning ville tillige når der fra politiassistentens side blev anstillet undersøgelse om skudsmålets rigtighed, hæve den desværre alt for gængse afbenyttelse af falske skudsmål hvorved husbonder og madmødre bliver bedraget, og blot nogle slette mennesker som skriver falske skudsmål, har fordel af.

(Politivennen nr. 41, Løverdagen den 12. oktober 1816, s. 641-643)

Varsko! Varsko i store Strandstræde.

Anmelderen tror at have ret til at råbe to gange varsko til den rende der er anbragt på huset nr. 103 i Store Strandstræde. For for det første er den afbrækket i en højde af 2 meter fra gaden, og for det andet er den fra øverst til nederst forsynet med lufthuller hvert hul på flere tommers længde og bredde. At den især i nuværende tilstand er særdeles bekvem til at udgyde den fra himlen nedfaldende og på taget urenliggjorte væske på de forbigående, er soleklart. Men ikke så begribeligt er det hvorfor ejeren af huset hellere vil lade dette ødelægge ved den fra nævnte rende udstrømmende fugtighed, hvilken ødelæggelse både husets nedre facade såvel som det fra stueetagen udspringende vindue bærer tydeligt præg af, end at bekoste en ny rende der tilbørligt kunne afledes vandet. Er den blikkenslager der bebor stueetagen, husets ejer, bliver det endnu mere ubegribeligt at han ikke kan afhjælpe sin egen tagrendes mangler, mens han bøder på andres. Bekostningen ville være ubetydelig mod den skade renden nu forårsager. Men om endog utidig sparsomhed skulle ville hjælpe sig med en sådan rende, tror anmelderen dog ifølge vores gode politilove at kunne forlange den istandsat for at ikke forbigående skulle få drypper eller styrtebad når de ikke venter eller ønsker det.

(Politivennen nr. 41, Løverdagen den 12. oktober 1816, s. 639-640)

Redacteurens Anmærkning

Store Strandstræde 103 blev i 1859 til 35, 1907 indgået i matriklen Store Strandstræde 21. Huset eksisterer ikke længere.

Bekjendtgørelser.

2) Det glæder udgiveren at kunne bekendtgøre at efter to anmeldelser om oversvømmelse i Store Kongensgade er den i samme gade liggende afledningskiste efterset og renset, hvorfor vedkommende takkes. De frygtsomme kan nu være rolige og ikke ængstes for at de skal undergå i vand.

(Politivennen nr. 40, Løverdagen den 5. oktober 1816, s. 613)

Drengestimlen paa Ulfeldtsplads

(Indsendt)

I nogen tid har en stor flok drenge fundet på at forsamle sig om aftenen i tusmørket på Ulfeldtsplads, hvor de under deres lege, som altid ledsages af en ubehagelig skrigen, kaster snart med skidne bolde, snart med sten efter hinanden. Da forbipasserende derved let kan, om ikke komme til skade, så dog få deres tøj tilsølet, og da den evindelige skrigen er ubehagelig for de omkringboende, var det ønskeligt om disse børns forældre ville have lidt mere opsigt med deres børn, når de tillader dem at være ude, at også denne slemme uskik kunne blive fjernet.

(Politivennen nr. 40, Løverdagen den 5. oktober 1816, s. 611)

"En stor flok drenge forsamler sig om aftenen i tusmørket på Ulfeldtsplads, hvor de under deres lege, som altid ledsages af en ubehagelig skrigen, kaster snart med skidne bolde, snart med sten efter hinanden".Tusmørket er der. Husene var der også på Politivennens tid. Det var statuen ikke. Men der var slagterboder. (Eget foto)

Klage over nogle Bommænd paa Landeveiene

Til udgiveren af Politivennen

Ikke alene jeg selv, men også andre har erfaret at bommændene på landevejene bruger en besværlig fremgangsmåde mod folk der skal betale bompenge. De påstår nemlig at man skal stå ned af vognen når man vil bytte og betale bompenge, i stedet for at de som bommændene eller passagebetjentene ved stadens porte kommer med en lygte, hvorved enhver kan se hvad de betaler eller hvad de får tilbage når de lader bytte. Derfor ønskede jeg at De ville indsætte et sådant passende stykke i Politivennen da jeg synes at passagebetjentene på landevejene lige så godt som de herved porten burde have lygte at komme til vognen med, fordi det ophold som på sådan måde sker ved bommen, mange gange forårsager den ubehagelighed at folk bliver udelukket af stadens porte, hvorved de kan risikere betydeligt såvel på helbredets som på pungens vegne.

(Politivennen nr. 40, Løverdagen den 5. oktober 1816, s. 604-605)

Redacteurens Anmærkning

Bommene stod på højde med Jagtvej, bl.a. ved Vibenhus Runddel. Lyngbyvejen var en kongevej, og når folk skulle ind og ud af byen den vej, skulle man betale bompenge. Til bommanden var opført en kro, Vibenhus Kro. Da der ikke var nogen videre bebyggelse på det sted der dengang var langt ude på landet, har det formentlig også været meget mørkt.

Bompengesystemet var blevet indført 1774 med det formål at finansiere hovedvejene. Systemet forsvandt gradvist fra 1851, men blev først afskaffet i 1915 i Nordsjælland. Hvad man end mente om systemet, så var vejene dog efter 1800 blevet hæderlige. 

Da Vibenhus på hjørnet af Lyngbyvej og Jagtvej i 1918 blev revet ned, skrev Aftenbladet (14. april 1918, med foto) følgende om husets historie:

Det stammer allerede fra Christian den Fjerdes Tid. Det gjaldt for denne Konge at skaffe Bedesteder for alle dem, der vilde ud i Nordsjælland, f. Eks. til hans eget Frederiksborg. Han manglede imidlertid Penge. R. F. P., der var hans Valgsprog, er ikke for intet oversat til: "Riget fattes Penge", skønt det jo betyder "Fromhed styrker Magten".

Han gav da - ligesom da han vilde have Christianshavn bebygget - velhavende Borgere i Frihed for Skat og anden Tynge i ti Aar og endda Grunden frit. Paa den Maade fik han Raadmand Mikkel Vibe, der drev en udbredt Handel paa Island og Nordlandene selv havde Skibe i Søen og sikkert kunde have købt Kongen mange Gange, til at bygge det første Hus ude paa Christianshavn, nuværende Strandgade 32. Mikkel Vibes Gade, der, hvor Kultorvet nu ligger; men da Kongen vilde have ham til at bygge et Bedested paa Lyngbyvejen, var samme Mikkel klog nok til at forlange Beværterprivilegium med det samme. Det fik han, byggede det Hus, der nu skal falde og gav det Navnet St. Vibenhus. Efter Datidens Forhold var det pragtfuldt.

Vibenhus fik mere Historie siden. Da Struensee skulde holde Opsyn med Reguleringen af Nordsjællands Hovedlandevje, boede han i en Maanedstid paa Vibenhus; derimod er det sikkert forkert, naar Sagnet har tilføjet, at han her har holdt Dueslag for sig og Caroline Mathilde. Deres forhold er af senere Dato.

Endnu en Gang fik Store Vibenhus Historie; Frederik den Sjette var jo som bekendt en tapper Mand - paa Fælleden hvor han opførte de store Øvelser med Borgerne og de øvrige Soldater der i de Tider var yndede Folkeforlystelser, og de eneste virkelige Sejre han vandt i sit Liv, vandt han her; og man forstaar at han, naar han havde stormet og indtaget Vibenhus under Kanonernes Torden, med særligt Velbehag trak sig tilbage til et Værelse bag Skænkestuen - det eksisterer endnu - for der at hvile paa sine Laurbær sammen med "de røde Fjer", hans lidet yndede Adjudanter, der helt havde ham i Lommen og misbrugte hans Tillid, - og at spise en solid Frokost efter de overstandne Krigsrædsler.