23 november 2014

Ønske fra en Del af Kronborg Amts Bønder

Vi og enhver redeligt tænkende husbond skylder nuværende birkedommer Lemvigh tak for den orden han har udvirket siden sin tiltrædelse, og ved slettens årvågne pleje har standset den ulovlige krogang, som var tjenestefolkenes yndlingsbeskæftigelse. Men den bedste vilje og den nidkæreste embedsmand kan ikke forebygge alt det skadelige som den menneskelige opfindsomhed fremavler. Nu har der blandt bøndernes tjenestefolk indsneget sig et andet, mere skadeligt onde. Ondsindede husbonde, bønder og husbeboere, er ungdommen og tjenestefolkene behjælpelige ved at låne dem deres huse til sammenkomster, under navn af ølgilde. Den bedste lejlighed til udsvævelser, liderlighed og moralske fordærvelser, fordi ingen love respekteres, som sætter grænser for deres forhold, der fuldstændig er overladt til egne lidenskaber. Her må enhver betale 1 mark, ja 24 skilling, enten han har lyst til at fortære noget eller ikke.

Godt nok har birkedommer Lemvigh også tilsyn med disse private sammenkomster, ved at befale fogden i sognet at være til stede. Men hvad kan en mand udrette, når han ingen assistance kan vente, og hvor han udsættes for prygl ved anden lejlighed, hvis han ville være angiver, eller vise nidkærlig?


Det ville være godt om disse sammenkomster blev fuldstændig forbudt. Vel skulle den ringe almue også kunne afholde selskab. Men på landet vil betalte selskaber blandt almuen være betænkeligt at tillade, fordi udsvævelser ikke kan forebygges der. De har heller ikke den hensigt blandt bønderne, som et selskab bør have og som klubber kan rose sig af. Nej, formålet er drik og svir, og hvad kan forventes af et sådant selskab? Den ene uorden afløser den anden, og den onde forfører den gode og uskyldige. Vi skylder altså os selv, det sogn vi bor i, og vores medbrødre at gøre øvrigheden opmærksom på at sådanne sammenkomster kan fordærve ungdommen, og bringe en sæd midt iblandt et folk, som af naturen har hang til ro og orden, hvorpå borgerlig lyksalighed så væsentligt hviler. Vi ønsker at fremstille dette patriotiske for høje vedkommendes undersøgelse og overvejelse.


(Politivennen Hefte 23, Nr. 296, 24. december 1803, s. 4717-4719)

22 november 2014

Tildragelse ved Gåbense Færgested på Falster

I oktober i år rejste anmelderen med et selskab fra Falster til Sjælland. Ved vor ankomst til Gåbense færgegård fandt vi den ene færge optaget af ko- og studeprangere, som talrigt førte kvæg fra Falster til Sjælland. Den anden færge var ovre på den anden side. Vi anmodede færgemanden om at komme over med den anden færge, som kom tilbage fra den anden side mens vi endnu var der. Men vores anmodninger var forgæves, skønt vi forsikrede ham om, at det var vigtigt for os at blive færget over med vores heste og vogn samme aften. Han nægtede os at komme over, og gav i stedet efter for studeprangernes grovheder, som med kraftige eder svor på at ville over før os. Ligeglad med vores anmodninger så han på at færgen, så snart den havde lagt til broen blev proppet fuld af stude, selvom vi lang tid i forvejen havde reserveret den. Vi blev så sat i den ubehagelige situation at køre derfra og først morgenen efter blive færget over.

Denne færgemands opførsel mod et anstændigt selskab rimer meget dårligt med at der kort før vores ankomst var blevet færget et andet selskab over med heste og vogn til Sjælland, selv om der var lige så mange koprangere som da vi selv kom. Anmelderen mener ikke at rejsende med heste og vogn bør stå tilbage for studeprangere, og lader dette trykke for at foranledige at sådanne ubehageligheder for rejsende ikke i fremtiden sker, med en instruks til færgemændene.

Køge d. 7. dec. 1803 
H. E. Wolf 
Student 

(Politivennen Hefte 23, Nr. 294, 10. december 1803, s. 4678-4680) 

Redacteurens Anmærkning

Gåbense færgested er omtalt i "Gaabense og Spodsbjerg Færgesteder." (Politivennen nr. 1150, lørdag den 13. januar 1838, side 17-19) 

21 november 2014

Om Svins Roden på Landevejen mellem Nyrop og Niverød

Enhver dansk borger ser med velbehag på den omhu som landets vise regering drager for de rejsende ved de årlige istandsættelser og forbedringer af landevejene. Men det er højst ubehageligt, når man ser uordener, som forhindrer formålet med dette arbejde. Jeg vil ikke undlade at gøre opmærksom på en: Det stykke af Helsingørvejen fra Nyrup til Niverød, som for nyligt var i den ønskelige stand, er dagligt siden kornhøsten blevet hjemsøgt af svineflokke, som ved deres roden gør betydelig skade på begge sider. På den måde ødelægger de det møjsommelige arbejde under store omkostninger. Og regeringens hensigt fortabes. Rabatterne er fyldt med huller og ujævnheder, og ved regnvejr vil de ikke længere give den rejsende den behagelige, jævne og magelige fart, som er regeringens hensigt og de rejsendes ønske.

Måske kunne denne uorden fjernes, hvis det blev tillagt alle gårdmænd at holde det stykke af vejen i stand, som grænser op til deres jord. Dette ville medføre at de ville holde deres svin hjemme og gøre dem påpasselige at antage andres, for hvilke de skulle hæve optagelsespenge. Det var endvidere at ønske at ejeren af sådanne svin var forpligtet til at istandsætte vejen, som hans svin havde beskadiget.

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 293, 3. december 1803, s. 4669-4670)

20 november 2014

Om Salmebøger til Kirkeparaderne

Ved at overvære kirkeparaderne tit og ofte, er det faldet en besøgende i Garnisonskirken ind, at soldaterne da vist ikke kommer der bare for at paradere, men for at opbygges. Da det sker gennem sangen og prædikenen, ville det være ønskeligt om det blev muligt for soldaterne at deltage i kirkegangen ved at give dem bøger. Han mener endog at have set i mange soldaters ansigter en mærkelig lyst til at synge med, og at de har gjort det for enkelte særdeles almindelige afsungne salmers vedkommende.

Hvis det ikke kan lade sig gøre at give hele garnisonen salmebøger, så ville det ikke være så dyrt at anskaffe et tilstrækkeligt antal til kirkeparaden. Disse bøger kunne, for ikke at blive væk, gemmes i kirken og uddeles af en sergent ved tjenestens begyndelse og indsamles igen ved den slutning.

Hvis man synes dette er et rigtigt forslag, så mener man at turde love sig at Københavns guvernør ville værdige dette forslag opmærksomhed.

(Hefte 23, Nr. 288, 29. oktober 1803, s. 4585-4586)

[Et tillæg til Politivennen nr. 384 1805 side6113-6120 er et udskrift af domsprotokollen i landsretten fra 12. august 1805 vedr. en sag fra Politivennen nr. 290, s. 4714-4715. Ellen Kristine, enke efter den døde brændevinsbrænder Busch imod toldbetjent Mathiesen.]

19 november 2014

Til overrabbineren af den jødiske menighed i København

Fredag den 30. september om eftermiddagen kl. 3 gik jeg tilfældigt over Købmagergade. Jeg så en del mennesker forsamlede, og erfarede at det var vekselerer Tikans kone, fra den jødiske menighed, som skulle begraves. Jeg blev forfærdet da jeg fik at vide at denne kone døde samme middag kl. 12 og nu 3 timer efter allerede skulle begraves.

Pladsen tillader ikke her at skildre det farlige ved en så hastig begravelse. Heller ikke at bevise hvorvidt det selv efter den jødiske religions love er tilladt at lade de døde ligge i 2 til 3 dage. Man behøver bare at gennemlæse hofråd og professor Mareus Hertz udkomne skrift "Über die frühe Beerdigung der Juden" , som udkom for 6 til 7 år siden i Berlin. Så vil man finde ud af hvor urigtigt og farligt det er at begrave et menneske så hastigt efter døden som det indtil nu har været skik hos den jødiske menighed.

Som fornuftig og veltænkende mand håber jeg at Deres velædelhed vil anbefale medlemmerne af Deres menighed, ved dødsfald ikke at lade nogen begrave før efter 24 timer.


(Politivennen. Hefte 21. Nr. 286, 15. oktober 1803, s. 4552-4553)

Kirkeuorden

Ofte kommer børn på 6, 8 eller 9 år ind i kirkerne under gudstjenesten. Deres trippen frem og tilbage og småsnak er forstyrrende. Dette kunne måske bedst håndhæves ved at vægterne ikke tillod børn som de skønnede under 10 år at komme ind, med mindre de var i følge med voksne. Mod den vane som adskillige børn har at komme ind, se sig lidt omkring og gå igen, kendes ikke andet middel end at enhver fornuftig viser en sådan opførsel den behørige foragt.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 285, 8. oktober 1803, s. 4541-4542)

18 november 2014

Indsendt Ønske for unge Piger

Søndagsskolernes heldige fremskridt for den mandlige ungdom fremkalder et ønske om en lignede indretning for unge, evneløse piger i nyttige håndarbejder mm. Hvem kender ikke til hvor nyttigt det er i ledige timer at beskæftige sig med behagelig og gavnlig tidsfordriv. Man tvivler ikke på tilhængere som vil arbejde på dette mål.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 284, 1. oktober 1803, s. 4522)

Til Bedste for amagerkanske Madmødre og for københavnske Sælgerinder

(Efter indsendt)

Mange koner og amagerpiger dovner nu til dags på gader og sælger alskens frugter. Med kurven trygler eller tilskynder de for at tjene nogle skillinger som de så bruger til lediggang. Man kunne forledes til at tro at frugterne voksede på Amagerland, og at der var anlagt frugthaver med alskens finere og ringere frugter, ligesom kål og grønt. Og at de amagerklædte dagdriversker gik rundt med  i huse og gader og solgte frugterne af deres eget arbejde. Når man ser de går omkring med appelsiner, citroner, fordærvede figner osv., står det klart at det ikke er produkter fra Amager. Men det er også velkendt at de stikkelsbær, æbler, pærer og kirsebær osv. ja endog det grønne som de går rundt med, ikke er fra Amager. Tværtimod stammer de fra haverne uden for byens porte, bøndervognene på torvene og ofte inden de er nået inden for portene, samt skibene med frugt fra provinsen. Her køber de sig en kurvfuld og driver omkring med den.

Indsenderen mener ikke at have set denne sag interesserer nogen offentlig skribent. Men synes at den fortjener ikke alene at disses, men især politiets og fattigvæsenets bestyrelse, selv den høje og velvise magistrats opmærksomhed, som beskytter Københavns bosatte borgere af de lavere klasser i deres lovlige næringsveje.

Det drejer sig ikke om de ærværdige torve-amagermatroner som sælger det som de har høstet ved deres flid og arbejde. Intet er mere agtværdigt end at de selv tager til byen for at afsætte deres egne produkter. Intet er bedre for byen selv. De tager også kun den fortjeneste, som de som førstehåndssælgere må tage. Men når man ser voksne, stærke og arbejdsføre unge fruentimmer drive rundt som nævnt ovenfor, så er det indlysende at dette håndværk (undskyld, man burde ikke kalde det således, udtrykket håndværk er for ædelt dertil), kun medfører lediggang, dovenskab og udsvævelser.

Et løst og ledigt kvindemenneske, som tager fra Amager til byen for på den og de dermed forbundne måder at tjene penge, går hverken hjem til familien eller en madmoder på Amager med deres fortjeneste. Nej, om aftenen eller når de har fortjent noget, opsøger de knejper, kroer og andre opholdssteder, og bruger det uden at tænke på dagen i morgen.

Dette dagdriveri afholder dem fra at føre en ordentlig levevis, og udsvævelser og liderlighed er en meget naturlig følge. Og hele flokkens elendighed er ikke alene en byrde for staden. De fordærver også de øvrige unge kvindfolk på Amagerland og bidrager til at vi madmødre på Amager ikke kan få tjenestetyende. For når et antal går fra landet, mindsker det antallet af tjenende, som kræver højere løn og gør dem vanskelige at få. Desuden påvirker og fordærver de de andre som ellers ville tjene på en ordentlig og skikkelig måde. De forfører dem og ved eksemplets magt giver dem smag for en udsvævende og i deres forestilling fri og let måde at leve på, som ellers i den fremskreden alder vil få slette følger for dem. Vi amagermadmødre henstiller derfor til den høje og velvise øvrighed om gode midler at hæmme arbejdsføre amager-kvindfolks dagdriveri.

Som københavnske sælgerkoner beder vi vores Magistrat samt fattigvæsens bestyrere at beskytte os mod det overgreb på vores lovlige næringsvej. Mange af os har ingen anden mulighed end at gå med kurven. Vi skal endog have tilladelse og tegn fra vores gode politimester, som sørger for at ingen anden københavnerinde får lov at bære kurven. Så vi mener at kunne bede om at han forbyder uvedkommende det, uagtet de ikke bærer samme dragt som vi. Ja selv denne dragt er af og til bedrageri. Ikke alle som bærer den, er født på amager.

En fattig håndlangere, en matros eller soldaterkone, en enke. Hvad skal de gribe til, måske endog med børn? Et lille barn kan man dog tage med sig sammen med kurven eller sidde med på hjørnet af en gade eller i en port og drive tiden bort, imens man sælger så meget at man får nogle skillinger at mætte det med. Gamle og skrøbelige mennesker kunne ernære sig med kurven. Og så længe de har den, er københavnske sælgerkoner ikke til byrde for fattigvæsenet, som har flere at sørge for end det kan overkomme. Det vi på denne måde tjener, tager vi med hjem til vore boliger og vederkvæger os selv, vores mænd og små med en liden læskende tår kaffe eller af det klare og [Skotste] til. Delvis underholder vi vores mænd som kommer fra vagt og i 2 gange 24 timer ikke kan tjene noget, eller vi samler lidt til husleje og brænde osv som de løse fruentimmer fra Amager ikke behøver.

Vi beder derfor de, som våger over at Københavns almue ikke bliver fattigere end den er og føde andre dagdrivere på deres regning, vil finde på midler til at forebygge dette overgreb mod vores lovlige næringsveje. Da vi ikke har laug, og derfor må tåle mange fuskere, har vi ingen anden mulighed for at påtale det.


(Politivennen. Hefte 21. Nr. 284, 1. oktober 1803, s. 4515-4521)

Redacteurens Anmærkning

Billeder af sælgersker fra Amager findes i: Elna Mygdal: Amagerdragter, s. 137-162.

17 november 2014

Advarsel til unge Mænd

(Efter indsendt)

En ung mand som den 17. september om aftenen gik på Købmagergade, så foran sig et velklædt fruentimmer gå på en underlig måde. Hun dinglede i den grad at han hvert øjeblik frygtede at se hende falde i rendestenen. Da han troede at hun enten måtte være fuld eller syg, holdt han øje med hende, også fordi han skulle samme vej som hun. På hjørnet af Gothersgade så han hende gå op ad hustrappen og famlende søge efter nøglehullet i døren. Da hun så ham stå stille bad hun ham hjælpe hende. Det gjorde han, og da døren var åbnet, takkede hun, men bad ham  hjælpe hende stuedøren op. Da det var sket, takkede hun ham igen og nødte ham meget til at komme med ind og sidde lidt. Det gjorde han og fandt værelset meget velmøbleret.

Efter at have siddet lidt ville han gå, men bemærkede at døren var låst. Han begyndt at ane uråd og krævede at blive låst ud. Det nægtede hun under megen banden og skælden ud. Hun truede også med at hendes mand nok skulle sætte hovedet til rette på ham. Denne mand eller den som skulle forestille ham, kom også straks efter ind fra gaden, og på hendes beskyldning om at den fremmede havde trængt sig ind på hende, truede han med bank. Heldigvis var den pågældende person så stærk at han uagtet den voldsomste medfart fra mandens og konens side trængte sig ud af gadedøren. Da en sådan forstilt fuldskab synes at høre til gavtyvenes nyeste kneb, så har den pågældende bedt om at få historien offentliggjort for at andre i lignende tilfælde kan tage sig i agt.


(Politivennen. Hefte 21. Nr. 283, 24. september 1803, s. 4502-4504)

"På Købmagergade så han foran sig et velklædt fruentimmer gå på en underlig måde. Hun dinglede i den grad at han hvert øjeblik frygtede at se hende falde i rendestenen." (Købemagergade set fra Rundetårn, 2015. Eget foto).

16 november 2014

Om Mad til Nattergale i Bur

Vi har ladet os fortælle at de som holder nattergale i København, skaffer myretuer til deres underhold fra Danzig, Lübeck of Kønigsberg. Det er bekendt at vi ikke langt fra hovedstaden har myretuer nok og at de kan fås i hele læs, når de bestilles hos skovfogederne eller hos den kone i Skovshoved som ernærer sig af at samle mos i skoven til dyner og stolebetræk. Derfor beder vi her Politivennen om at lægge et godt ind for os fattige folk over for stadens velhavende mænd, at disse under os den fortjeneste. Vi kan skaffe myretuer til en bedre pris, end de kan fås fra Østersøens byer, med tillæg af fragt, assurance, told, landtransport. Udgifter som løber op i 150 %. Vi er igen til al mulig tjeneste.

Skovshoved den 16. august, 1803
Ane Nielsdatter
boende i huset ud til Bellevy med de to fløje på taget.


(Politivennen. Hefte 21. Nr. 280, [3. september] 1803, s. 4463-4464)

Spørgsmål om Hernhuttermenigheden i Byen

Er de der ikke hører til dette religionsparti, forment adgang til at overvære den religiøse forsamling i Stormgade? Jeg er så meget mere tilbøjelig til at drage denne almindelige sags pålidelighed i tvivl da jeg selv i en tysk hernhutterkoloni har deltaget i deres aftenandagt uden at mærke det mindste tegn på uvillige, ja end ikke til forundring derover, som om en fremmed var noget usædvanligt.

Ingen religiøs forsamling, som staten beskytter, bør holdes inden for lukkede døre. For det vækker grundet mistanke om dens tendens. Kristus advarer jo selv (Matt. 24, 26) mod konventikler.

Jeg forventer svar fra menigheden lærer, i samme blad hvor det blev lagt frem.

Det ville overhovedet være godt om man kendte noget til den københavnske hernhuttermenigheds forfatning, personale osv. Intet samfund der består i og ved kristendommens ånd - sandheden ånd! - skyr publicitet, tværtimod søger det.


(Politivennen. Hefte 21. Nr. 279, [27]. august 1803, s. 4437)

Redacteurens Anmærkning

Brødremenighedens hus lå i Stormgade siden 1783. Det forsvandt da hele den ene side af Stormgade blev revet ned i 1931 for at give plads til Nationalmuseet. Brødremenighedens medlemmer var især utilfredse med de statskirkelige præsters gridskhed. Grundlaget for det forsvandt med grundloven og siden sygnede Brødremenigheden hen. Menigheden blev dog først opløst i 1923.

15 november 2014

Forslag om gynger

Man kunne ønske at folk som går ud for at fornøje sig selv og deres børn ville holde sig fra de maskiner som man kalder gynger. Her kan de for 4 skilling i 5 minutter gynge sig ud af verden. Det så man for eksempel torsdag den 28. i denne måned om aftenen på Vesterbro i Lassens Have. Godt nok slap alle rimelig godt fra det, på nær et pigebarn som fik kramper, da gyngen knak. Men det kan ikke afgøres om hun og de andre som var med, vil mærke virkningen af det på et senere tidspunkt. Generelt kunne man ønske at denne flaue fornøjelse blev forbudt for at forebygge flere ulykker i fremtiden. Da der allerede er sket nok. Skulle dette gyngeri anses for en lovlig næringsvej, så burde ejeren pålægges at stille kaution for en klækkelig mulkt som skulle udbetales i tilfælde af ulykker med mennesker, hvad enten disse kom til skade eller ej.

København den 29 juli 1803
P. Hansen
I Store Fiolstræde 184


(Politivennen. Hefte 21. Nr. 275, 30. juli 1803, s. 4377-4378)

Redacteurens Anmærkning

På Vesterbro eksperimenterede Price med teater, linedansere, Pjerrot, rariteter - og kastegynger. Samt fyrværkeri. Stedet var centrum for en del hærværk. Slagtersvendene betragtede området mellem Trommesalen til Sorte Hest som deres og brød ind i haverne, trampede alt ned, rev stakitter og andet. Price var dog hårdnakket. I 1804 installerede han en karrusel til 12 personer, et vokskabinet med Napoleon. Og i 1805 begunstiget af godt vejr så han kunne fortsætte vinteren igennem. 

Han døde den vinter ved på Hotel d'Angleterre at få et kyllingeben i den gale hals. Hans kone fortsatte hvor manden slap. Med fyrværkeri 1806. Hun var rejst under bombardementet 1807 og kom først tilbage 1810. På Vesterbrogade nr. 31 opførte hun en ridebane med den tyske kunstberider Frantz Joseph Kuhn. Keglebane, traktørsted og fra 1816 pantomime.

En nyttig indretning på et brændetorv

Det kan ikke tælles hvor mange redelige borgere der bliver taget ved næsen når de køber brænde på Kultorvet eller ved portene. Men det er ikke ukendt at brændeindkøb er den urimeligste og bedrageriske måde som eksisterer. For når man virkelig tror at man har købt noget godt, bliver man skuffet når brændet bliver læsset af. Dels når man ser den 4 tommer tykke vognbund, og dels den måde det er pakket på. Hvilket man først opdager når vognen bliver læsset af. Protesterer man over for bonden er han så polisk at han svarer med grovheder og påberåber sig politiloven, som støtter ham fordi brændet er købt på torvet. For at publikum skal undgå disse ubehageligheder, kan jeg ikke lade være med at oplyse om en ypperlig indretning som jeg har set på min rejse gennem de sydlige stater i Tyskland. På torvet og ved portene er af magistraten bestemte favnsættere. De er forsynet med et jernfavnmål som består af 4 jernstænger. Hver af disse stænger er ½ tomme tyk. På enderne er de forsynet med magistratens stempel. Disse kan på et øjeblik tætte sammen og lange fra hinanden, og er meget let at bære. Disse stænger er i højden indvendig inddelt i 96 dele, som er mærket med indfilede streger. Følgelige så mange rigsdaler man sælgere favnen for, så man skillinger er for enhver streg. Pengene bliver så betalt efter brændets højde efter stregerne. Det er så det samme om bonden har meget eller lidt på vognen. Og ingen af parterne kan blive narret.

Favnmåleren nyder den samme betaling om han sætter en hel, ½ eller 1/4 favn og er pligtig til at følge hjem med brændet.

Denne gode indretning vil vist det danske publikum ikke misbillige.


(Politivennen. Hefte 21. Nr. 274, 23. juli 1803, s. 4362-4364)

"Det kan ikke tælles hvor mange redelige borgere der bliver taget ved næsen når de køber brænde på Kultorvet eller ved portene." (Kultorvet 1856, efter H. G. F. Holm. Langberg;: Fra torv til torv, 1943).

14 november 2014

Spørgsmål fra en Randersven

1. Hvordan er det muligt i en by som Randers, hvor handel og fabrikker florerer, hvor velstand er almindelig, og hvor det synes som om øvrighed og borgere kappes med hinanden i virkelyst, at man alligevel offentligt på gaderne ved højlys dag generes af betlere?

2. Hvordan er det muligt, at Randers By, der har gjort så store fremskridt i andre henseender, stadig ligger midt i fælledskab hvad angår marker? For maleren er det måske et smukt syn at se de buntede og brogede agre, hver med sin egen afgrøde. Men for landmanden er det ikke noget kønt syn. Byens virksomme øvrighed skulle foreslå udskiftning, og borgerne ikke lide den skam at modsætte sig! Randers vil vel ikke være den mindst udviklede købstad!

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 272, [9]. juli 1803, s. 4338-4339)


Torvedag i Randers. Fra Illustreret Tidende, 3. november 1861.

Advarsel imod Bogavertissementer

(Efter indsendt)

Blandt de mange som ved alskens markskrigeri forsøger at sælge deres varer, ser man man desværre undertiden også boghandlere. Det er beklageligt. Det er langtfra at man laster boghandleren for at rose sin bog for at få den solgt, da stadig færre køber bøger de sidste fem år. Man taler heller ikke om visse boghandleres avertissementer af disse imod alt sundhedspoliti stridende bøger, om selvkure. Hvem gider nævne disse væmmeligheder, da de to-tre mænd der beskæftiger sig med disse giftblanderier næppe står til at kurere med ord. Men det gør en ondt når ellers ærværdige boghandlere ville skaffe bøger i hænder de ikke passer for. I den anledning advarer man vores fruentimmere mod en bog der netop er rost som fruentimmerlæsning i Adressavisen nr. 233. Det er Ambroso eller Munken.


(Politivennen. Hefte 21. Nr. 269, 18. juni 1803, s. 4289-4290)

13 november 2014

Et par Ord til Fordel for den offentlige Sikkerhed

Aviserne skriver hele tiden om bortløbne slaver. Tager man i betragtning at slave her er det samme som en overbevist og dømt forbryder, forstår man at politi i egentlig forstand ikke findes uden for vores købstæder (Københavns Amt undtaget). Enhver landboer må gyse ved tanken om at den forbryder der er sluppet løs ikke frygter for at begå de skrækkeligste handlinger, fordi han tror at han kan undgå at blive pågrebet igen, helst når han ved at han straffes, endog for blot undvigelse. Han må naturligt stille sig disse spørgsmål: Hvad er årsagen til at disse mennesker flygter? Frygt kan det ikke være, for de forventer ikke større eller anden straf. Deres utålelige tilstand? Nej, det er det ikke. De arbejder hellere for lidt end for meget, og de har nok muligheder for at forbedre deres kår ved tiggeri og eget arbejde. Den åbne mulighed for at undvige må altså være det som frister. Så kommer andre spørgsmål: Hvorfor får de sådanne muligheder? Hvordan kunne de fratages den? hvor svært kan det være. I lang tid har man glædet sig i håbet om den gode gerning, at slaveri kunne omdannes til tugthus, og forbedringshus til tvangshus. Men stadig ser man rækker af disse mennesker gå på fæstningsarbejde, under ledsagelse af enkelte ældre vogtere som ikke ser ud til at være deres post alt for voksne. I Kronborg fæstning er også et slaveri hvorfra undvigelser ikke er så sjældne som de burde være. Man hører om indbrud på landet. Man hører om mord på landet. Hvad kan landmanden ikke ønske mere end at forbrydere blev holdt på deres straffesteder. Hertil skal lægges de hyppige undvigelser fra arresthuse omkring i de små købstæder! Det var vel ikke for højt sat at der af sådanne undvegne dømte og ikke dømte forbrydere sværmede et hundrede stykker omkring i Danmark, som således takket være vores påpasselige slavefogeder, rådhustjenere og byfogeder, ikke for meget skal bryste sig af det fortrin for de fleste andre lande, at være fri for glubende dyr. Man forgriber sig vel ikke på nogen ved at fremsætte nogle råd mod et onde, som er så reelt og så stort. Kunne en rådhustjener eller arrestforsvarer i en købstad ikke få bøde på 1 rigsdaler for den første undvegne arrestant, 10 rigsdaler for den anden, og for den tredje miste sit embede? Her taler man ikke om at hjælpe arrestanten til at undvige. For dette bør uden nåde straffes med at miste levebrødet. Kunne ikke stedets byfoged for samme undvigelse få en bøde på 10 rigsdaler indtil tallet steg til fx 12. og derefter miste embedet? Kunne en slavefoged ikke straffes for hver undvegen slave med et vist antal stokkeprygl, og efter et vist antal undvigelser med at miste embedet eller et års slaveri? Er disse straffe for hårde? Måske, måske ikke. At undvigelserne ville blive sjældnere, må dog være en naturlig følge. Gid dette måtte opnås, uanset hvordan. Det er bedre at de skyldige straffes, end at uskyldige lider for at skåne dem.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 267, 4. juni 1803, s.4259-4262)

Om Skærslibernes Skrålen og om Mundfløjteri

Vi kan være enige i at det er nødvendigt at den slags varer som sælges ved at blive kørt eller båret på gaderne, falbydes med en lydelig røst, så enhver københavnervant straks kan høre på de forskellige modulationer hvilket sortiment der bliver udbudt. Ligeså enige kan vi være om at skærsliberne burde moderere deres overdrevne og modbydelige skrig, da man ikke tror at disse folk tabte nogen fortjeneste ved at de indskrænkede sig til det simple råb: Skærslib. Ligesom før i tiden. For de som skal have sakse og knive slebet, kommer nok alligevel når bare skærsliberne anbefaler sig ved godt arbejde, og ikke er for ublu med betalingen. For folk som er syge kan skærsliberbrøl have farlige følger, da de med deres høje røst til tider bliver stående et helt kvarter på et sted. En anmodning i blidt tonefald om at flytte sig, er lige så frugtesløst som en hård tiltale. Hvad kan man gøre? Næppe noget når ikke de ansvarlige herrer under hvem disse folk hører, ville have den godhed at finde den fornuftigste måde at få deres undergivne til at opfylde det meget eftertragtede ønske. Det ville især det smukke køn takke dem hjerteligst for.

Uden sammenhæng med dette, men fordi det også for mange ører er besværende og ubehagelig lyd: Mundfløjten. Ingen tvivler på at ungdommen i deres opdragelse er blevet gjort opmærksom på ikke at fremføre den slags musik, da de kun fløjter på deres egen boldgade. Men sandt er det at mange lapse har den vane at de end ikke i selskab inde i værelserne afholder sig fra det, når en overordnet ikke kan være opmærksom på dette. Imens må andre være lidende tavse tilhørere, når de ikke vil vove at få et kort svar og en bemærkning for at være smagløse eller sære, når de kun beder fløjtemesteren på en nok så beskeden måde at blive forskånet for piberiet. Virtuosen er gerne selv stor elsker af kunsten, og mener det er desto mere herligt jo skarpere tonerne kan frembringes, og opmuntres endnu mere vedvarenhed når en tilstedeværende jævnaldrende ven eller veninde bifalder det med at det er meget kønt! En liebhaber må derfor udholde pinslen og hytte sig en anden gang for ikke at komme i tilsvarende forlegenhed.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 267, 4. juni 1803, s.4256-4259)

Bekendtgørelse

Tode og siden af Politivennens udgiver var de første til at foreslå den gode skik med at de som bekendtgjorde slavers eller andre fangers undvigelse, også siden, når de var pågrebet bekendtgjorde dette for at berolige egnen. Skikken er for nylig til al ære for kommandantskabet på Kronborg, af samme blevet fulgt med en bekendtgørelse i Adresseavisen: At en undvegen slave var pågrebet. Man håber at dette dejlige eksempel følges af andre i lignende tilfælde.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 319, 2. juni 1804, s. 5083)

Om Kobbersmede

(Efter indsendt)

De har skrevet om trommeslagning på torvene og den skade som det kan forårsage med sky og uvante heste. Men har så vidt jeg husker ikke skrevet om en anden uorden, som let kan forvolde ulykkelige tilfælde. Nemlig at kobbersmede står på gaden og forfærdiger store kedler. Det skete for nyligt i en periode på 14 dage i Klædeboderne tæt på Gammeltorv, i Kompanistræde, i Gothersgade og flere andre steder. Dette er vist farligt når sky heste kommer i nærheden, hvilket sker tit. Desuden er den halve gade ved sådanne lejligheder spærret for gående såvel som kørende. For slet ikke at tale om den megen larm som lyder stærkere på gaden end i husene. Det er især ubehageligt for syge som ikke kan finde ro. Af disse årsager burde det vel forbydes kobbersmede at købe huse eller bo til leje steder hvor man ikke kan indrette det sådan at de store kedler kan færdiggøres i husene. Hvis jeg husker ret, var det før ildebranden indrettet sådan hos den kobbersmed som boede i Klædeboderne. De som nu har huse eller bor til leje og ikke har sådanne indretninger, burde henvises til en offentlig og lukket plads til at lave sådanne kedler, formedelst en lille afgift til byen eller dens fattige.


(Politivennen. Hefte 21. Nr. 267, 4. juni 1803, s.4249-4251)

En Urigtighed i Almanakken som må og bør rettes

At slesvigerne eller sønderjyderne ikke gerne vil anses som jyder, men anser sig selv som holstenere, det har man mange eksempler på. Men hvorfor de anser det for en slags ære, at de anses for det de ikke er, nemlig holstenere, det kender man ingen sand grund til. Imidlertid er det meget morsomt, at høre en sådan jyde erklære: "Æ er Guds død en holstener, æ er fra Haersløv faelil". Og denne påstand henter han bevis for fra almanakken som under markederne anfører at Haderslev ligger i Holsten. En urigtighed som man håber almanakudgiveren vil rette i det kommende års almanak. På denne måde kan man udfri enfoldige mennesker fra den vildfarelse som den giver anledning til og bestyrke dem i.

(Poltitivennen. Hefte 21. Nr. 266, 28. maj 1803, s. 4237-4238)

12 november 2014

Medicinsk Forslag til Bondealmuen

Det er unægteligt at der stadig er behov for at aflive adskillige dårlige fordomme og afhjælpe adskillige skadelige ting som stammer fra vankundighed blandt almuen på landet. Især når disse fordomme og denne vankundighed afstedkommer øjensynlig og blivende fordærv, og ikke blot er noget i sig selv uskyldigt og uskadeligt gøgl, som kun har rod i en død tro på overnaturligheder og meget sjældent viser sig i nogle dumme intetsigende foretagender. Mange af sådanne dårlige vankundighedsfrugter, som ikke blot er uskadeligt gøgl, bør udryddes.

Blandt de skadeligste af disse, vil jeg bare nævne den skik som så mange bønder, og jeg tror især bondekoner, har med at lade sig årelade hvert år. Nogle en og andre flere gange på visse årstider, så at man ofte i en åreladestue kan se rækker gennem hele stuen på en eller anden helgens navnedag hvor det er en ubrydelig lov at lade springe ham til ære. Selv tror de at denne åreladen er ganske fornøden for deres sundhed. Gud ved ellers, hvor bønderne er kommet p den ide, således at sørge for deres sundhed, for de er ellers ikke så villige til at gå til lægen, selv når de virkelig trænger til ham, men beroliger sig som oftest med den tanke, at er det Guds vilje de skal leve, så lever de nok alligevel, enten der så kommer doktor eller apoteker til dem. Skønt jeg nu ikke er læge, tror jeg dog at vide, at selvom åreladen i almindelighed i sygdomstilfælde kan være af største betydning, når det anvendes hensigtsmæssig og efter kyndig læges råd, så mistes denne dens virkning sikkert, når den således bruges så urigtig ofte og i flæng.

Mon det ikke var godt om det ingen årelader, som ikke aner om det er gavnligt eller ej, og som oftest gør det kun for fireskillingens skyld, blev tilladt at øse så meget godt blod ud, uden en kyndigs tilladelse og råd. Ligesom der er adskillige ting på apotekerne som ikke må fås uden attest fra vedkommende. Hvorfor skal man ikke lede menigmand til det bedre og nyttigere. Først ved lempelig og klog tvang, som kan bestå i med fornuft og hans frihed som moralske skabning, indtil han efter nogen tid selv indser det rette, eller i det mindste finder sig godvillig deri, når han ikke kan sige, at således gjorde hans forfædre før ham, og derfor vil han også gøre således. For det er næsten den eneste virkelige grund til de fleste af bøndernes ubøjelige særheder, at fædrene var og gjorde således, og så vil de også være og gøre sådan. Når derfor forældrene var fri for sådanne skadelige urimeligheder, skulle børnene ikke så let finde på at skabe sig nye selv.

K. H. S.        Hygaiofilos *)

*) Det meddeles herved Politivennens læsere at det digtede navn her, såvel som andre, når de herefter findes med bogstaverne K. H. S. til venstre ikke er nogen maskeret forfatter, hvilket er lovstridigt, men at alle sådanne stykker er af mig selv. En skik, som flere redaktører har brugt. Det digtede navn står altså ikke for læserens skyld, men for at give vedkommende anmeldere, når flere som undertiden sker, berører en genstand, tilkende hvis anmeldelse jeg har brugt under stykkets forfattelse.

K. H. Seidelin


(Politivennen. Hefte 21. Nr. 264, 14. maj 1803, s. s. 4201-420)

11 november 2014

Om Portlukning under Gudstjenesten

Da jeg i Politivennen nr. 2622 så en artikel med denne overskrift, troede jeg det indeholdt et forslag til at ophæve en anordning der tydeligt ikke stammer fra en oplyst tidsalder, men fra en epoke, hvor begreberne om religiøsitet og udvortes gudsdyrkelse kun var lidt mere fornuftig end i katolicismens dage. Jeg blev skuffet. Jeg læste endog et forslag til at forbyde vognkørsel på gaderne under den såkaldte gudstjeneste. Og dog er nok dette levn fra en uoplyst oldtid en af dem, selvom religionens oprigtigste ven måtte ønske den udryddet jo før desto bedre.

Hvorfor skal porten lukkes under gudstjenesten? For at tvinge folk til at gå i kirke? Opnås denne hensigt fordi man ikke kan komme ud af byen? Man kan jo blive hjemme,man kan spadsere omkring i gaderne, på volden, i Filosof- og Kirsebærgangene. På hundrede steder og hundrede måder kan man jo fordrive tiden uden at gå i kirke. Og politiet kan ikke indvende noget mod det. Hvis det er hensigten, bør man også nævne den besynderlige inkonsekvens at hvis man gør alt muligt for at nøde københavnerne til at besøge kirken, ved den samme forholdsregel spærrer adgangen til templet for mennesker, der hører til de københavnske menigheder. Det er bekendt at hele Nørre- og Østerbro til Lygten på den ene og gamle Vibenshus på den anden side hører til Trinitatis Sogn. Altså, når disse folk, der til dels bor så langt fra byen, at de ikke kan høre eller se de københavnske ure ikke er ved porten præcis kl. 9 eller 2, må gå hjem igen, uden at komme der, hvor det just var lovgiverens hensigt at enhver skulle møde. Men forudsat, hvad aldrig kan forudsættes, at folk skulle tvinges til at gå i kirke mod deres vilje - er tvang i den kristelige religions ånd? Hvad gavner den blotte kirkegang, når ikke hensigten med den er, at love og tilbede det højeste væsen i ånd og sandhed, at få forstanden oplyst, hjertet rørt og forberedt? Den, der sidder i kirken og sover eller sladrer med sine naboer, eller tænker på uvedkommende ting, mon han ikke havde anvendt den tid lige så godt og bedre, om han havde gjort en spadseretur, ja om han hjemme i sit hus ved arbejde eller - på enhver anden tid tilladte - forlystelser havde gjort sig skyldig i såkaldt helligdagsbrøde? 

Sabbatten er jo til for menneskers skyld, ikke mennesket for sabbatten.Kort sagt: De der har lyst til at gå i kirke, går derhen, om alle porte står vidt åbne (som jo Vesterport gør nu). De der ikke har lyst, bliver væk, om man så lukkede deres egne porte og gadedøren for enhver, som ikke agtede sig i kirke.Hvad til slut det forslag angår om at afværge vogntummel på gaderne under gudstjenesten, så må jeg, i det jeg erkender min udygtighed til at bedømme, hvorvidt det kunne iværksættes, tilstå, at det forekommer mig i højeste grad terroristisk. Blev det forbudt at køre på gaderne under gudstjenesten, måtte det også forbydes at holde middagsselskaber om søndagen. Og til at blande sig med sådan minutiøs detalje i folks huslige anliggender, dertil er vor regering alt for vis og retfærdig. Og hvad hindrer da den vognkørsel? Muligt, at man i kirkerne kan høre den. Men i København er man så vant til den ting, at det måtte være en svag andagt, der ved en vogns fjerne raslen kunne forstyrres. Hindre de tilstedeværende fra at høre hvad præsten siger, kan det umuligt, da kirkerne dog ligger noget isolerede og er omgivet af kirkegården med tilhørende mur, der afsondrer dem fra gaden. Det måtte da være de vogne, der holdt ved selve kirkedøren, og det skulle dog vel ikke forbydes folk at køre til kirken i dårligt vejr og føre, eller at komme ind i den efter at præsten var gået på prædikestolen, når det måske blot var et urigtigt urs skyld at man ikke passede tiden nøjere? Hvad endelig taleren angår, så kan undertegnede, der som bekendt prædiker i en kirke beliggende i den hvad karetkørsel angår uroligste og mest befærdede del af byen, med sandhed bevidne, at han aldrig, ved vogntummel eller anden larm på gaden under prædikenen har følt sig ulejliget, ja at han ikke engang har hørt den, med mindre, som sagt, vognene udtrykkelig var bestemt til kirken.

Langt fra altså, at understøtte det strenge forslag, ville jeg tværtimod bede vor oplyste regering at hæve et bud, som den sikker ikke ville lade give: At portene skulle lukkes under gudstjeneste. Et bud hvis tendens ikke stemmer med kristendommens ånd, og som, om det end havde den allerbedste hensigt, dog aldrig tilfulde kunne virke dens opnåelse.

Pavels
Præst ved Nicolai Menighed.

(Politivennen nr. 263, 7. Maj 1803, Hefte 21, s. 4185-4190)

10 november 2014

Spørgsmål om en vis Uordens Afskaffelse på Skibsbroen i Helsingør.

(Efter indsendt) 

Det må vist være faldet uvedkommende fremmede i øjnene at se at næppe har en ilandkommen fremmed skipper sat fod på land, før han omringes af en menneskevrimmel, som man har tillagt navnet brokaprere, trækkes hid og did i ærmerne af disse, og overvældes af spørgsmål, som han ofte ikke kan, ofte ikke vil og af forbavselse ofte ikke ved at svare. Men endnu ubehageligere og stødende må det være for de ubekendte ankomne skippere, selv at se sig som et bytte, efter hvilket man griber heftigt og på engang. Undertiden gives også morsomme svar, således svarede i fjor en englænder på spørgsmålet: Hvor kommer De fra? Fra Helvede. Hos hvem klarerer de? Hos Satan. Men kunne denne uskik ikke ophøre, hvis alle de værdige handlende blev enige om at fjerne den? Når de gjorde det til en lov ikke selv eller ved deres betjente, under en vis mulkt, at tale nogen skipper til, men lade enhver frit passere, og kun på spørgsmål, at give den forlangte oplysning. Eller og om de kunne forenes alle, til at lønne 1 eller 2 agtværdige og sprogkyndige mænd til at modtage og henvise enhver ankommen skipper til det kontor eller den købmand han var adresseret til. Uredelig omgang eller bestikkelse måtte pålægges en ærefølende straf. O. I værdige og respektable handelsmænd. Foren jer i denne hensigt på den værdigste måde til et øjemed. Det er jeres egen ære, som vil forøges ved fremmedes og medborgeres agt, beundring og velfortjent ros!

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 262, 30. april 1803, s. 4173-4174)

09 november 2014

Om de usømmelige Tegninger på Mure og Porte

Man ser alt for tit at mange huse og porte, især på offentlige bygninger, er ilde tilredt af tegninger, om man kan kalde dem det, som er lige så usømmelige som dårlige, og som uden tvivl har kåde drenge eller liderlige personer som ophavsmænd. Der er vist nok ingen anden måde at blive fri for synet, end ved at lade tegninger viske ud. Anmelderen tror at den offentlige agt for sømmelighed og tugt ville vinde ved at der blev gjort noget fra politiets eller Magistratens side, dog mest fra det førstes. En sag som ikke ville koste noget i forhold til den ubehagelighed som derved blev fjernet. Anmelderen kan ved denne lejlighed ikke undlade at takke vedkommende for overmalingen i fjor i Kavalergangen som med et kvalte hele legioner af usædelige hjernefostre.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 261, 24. april 1803, s. 4161-4162)

En Klub i Buegangen ved det afbrændte Slot

Da jeg gik gennem buegangen ved det afbrændte slot., på den venstre side når man kommer fra Prinsensgade, stødte jeg søndag den 17. april på en klub der for sine følger i højeste grad fortjener politiets opmærksomhed. Her fandtes en samling af drenge fra forskellige klasser. Lig vores store klubber var hvert selskab beskæftiget med sit spil. Nogle spillede klink, andre nærmeste væg. Nogle var beskæftigede med en trekort. Andre med en femkort og atter andre med at spille terninger. Alt om penge. Hvor sådanne drenge får penge fra, hvad skadelig indflydelse det vil have for fremtiden, er her ikke plads til at undersøge. Det er blot et vink jeg giver. Ved denne lejlighed vil jeg tillige gøre de ansvarlige opmærksomme på, hvor ubehageligt det er at folk der går på fortovet skal udsættes for at få de klinkspillende drenges kobberskillinger i ansigtet, eller endog udsættes for deres grovheder. Enhver som kender lidt til den uopdragne københavnske ungdoms kådhed vil tilstå, at dette sidste ikke sjældent finder sted. Med mindre at man, for at lade disse kåde drenge have frit spil, vil retirere fra vores i mange henseender dårlige fortove ud på de befærdede gader.

Bergenhammer

Cand. Theol.


(Politivennen. Hefte 21. Nr. 261, 24. april 1803, s. 4155-4156)

Bøn til Havnekommissionen eller andre Ansvarlige

Fra det sted mellem Knippelsbro og Langebro hvor det såkaldte Københavns vartegn for nogle år siden blev fjernet, ligger mod nordvest et langt rev eller grund, hvorpå små fartøjer, som ikke stikker dybt, alligevel ofte støder på grund til stort tab og tidsspilde, udover den deraf følgende bekostning.

Godt nok tror man ikke, at dette rev eller grund kan fjernes. Men man kunne ønske at farvande med rev eller grunde som ikke engang små fartøjer kunne sejle over, blev afmærket med et vartegn og endelig bekendtgjort for rette vedkommende, især for skippere, som har ærinde der. For nyligt stod et skib på revet eller grunden med last til Færøerne, af nogle fyrretyve læsters drægtighed. Det var dog så heldigt med megen møje og vandets stigning efter ½ dags forsinkelse at sejle flot.

Ligeledes kunne man ønske at graven som løber mellem det nye og gamle bryghus, måtte blive opmudret, især på begge sider lige op til broen. En del skibe ligger i denne grav, både for at udlosse og indlade. Men der sker som oftest det ved lavvande at skibene hverken kan komme ud eller ind, og således lider undertiden betydeligt ophold, som var at undgå, når graven måtte blive fornøden opmudret, da den i øvrigt er dyb nok til at der endog kan ligge store skibe.


(Politivennen Hefte 21. Nr. 261, 24. april 1803, s. 4153-4155)

Noget om Bryllupper på Landet

Ikke sjældent opstår der uenigheder mellem to præster om hvem af dem der er berettiget til at forrette en vielse og derved få de dermed forbundne indtægter. Godt nok burde det ikke på nogen måde have indflydelse på en mands agtelse at han er uenig med en anden. Men en del af menigheden kunne dog let anse deres præst for egennyttig når han tit har sådanne tvister. Og da en præst for at opfylde sin høje bestemmelse, at forbedre sin menighed, bør nyde en udmærket grad af agtelse, så tror jeg at det ville være godt at forebygge dem, ved at lade brudeparret selv bestemme hvilken præst de ville have. Betalingens størrelse er arbitrær og ved denne indretning ville det ligeledes være arbitrært hvilken præst man ville give den.

Schultz

Landværnsofficer

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 260, 16. april 1803, s. 4146-4147)

08 november 2014

Noget om Stråtag og Brandvæsen i Provinskøbstæder

Regeringen har i mange år været opmærksom på at stråtage hvad angår ildebrand er meget farlige i købstæder, Den har forbudt nye. Men desuagtet findes der stadig købstæder i Nordjylland hvor halvdelen er tækket med strå eller lyng. Disse bliver dels hele tiden udbedret hist og her, dels er det ikke sjældent at se et helt nyt hus opbygget under et gammelt stråtag. Hvilket endog flyttes til det sted hvor man agter at sætte det nye hus. Da alle menneskelige produkter er forgængelige, så må strå- og lyngtage lide samme skæbne. Kunne man nu efter sagkyndige mænds skøn bestemme hvor mange år et sådant højst kunne holde, så var det ønskeligt at en lov bestemte den tid hvor alle tage skulle ophøre.

Brandanstalter kan i små købstæder aldrig være nær så fuldkomne som i de store byer. Desto mere mener jeg at der i de første burde overholdes at der var brandredskaber i enhver bygning og det i behørig stand. Jeg tror at dette bedste kunne opnås, når en mand blev tillagt befaling at berejse samtlige købstæder for at undersøge dette. eller også at man i amternes brandinspektører fik opsynet med brandvæsnet i købstæderne. Når man betænker hvor mange mennesker der fra tid til anden er blevet ulykkelige af ildebrand, så vil man finde dette emne værdigt til opmærksomhed.

Schultz
Landeværnsofficer


(Politivennen. Hefte 20. Nr. 259, 9. april 1803, s. 4130-4131)

Uorden af Færgefolkene ved Vordingborg Færgested

Hvor prisværdigt regeringens hensigt for det offentlige vel og hastige befordring såvel til lands som over færgesteder end er, så kunne 4 styrmænd fra Lolland og Falster som af stor nødvendighed for hastig befordrings skyld havde taget ekstrapost for at komme til deres bestemmelse, nok ønske nogen forbedring. De kom til Gåbense den 24. forrige måned og forlangte færgebåden at føre dem til Vordingborg, som straks blev den akkorderet for 2 rigsdaler. De fortsatte deres rejse gennem den daværende drivis, til de kom til åbent vand. Der mødtes de med  færgefolkene fra Vordingborg færgested. Samtlige måtte stige fra Gåbense færgebåd til sidstnævnte. De gjorde sig håb om hastig befordring, da vejret var godt og rent åbent vand. Men til uheld for dem måtte de under mange grovheder og skældsord fra Vordingborg færgefolk være tilfreds med at blive sat i land på Masnedø. Var det ikke tilfreds med med denne overfart, så ville de vende om og sætte dem af på den drivende isflage og sejle fra dem. Da ingen bønner hjalp, om at føre dem til det aftalte sted, bad de om befordring over øen, men forgæves. De måtte selv betale 4 mark 8 skilling og foruden dette lide nogle timers ophold så de kom for sent til bestemmelsesstedet.

Man er vis på at dette ikke er færgemændenes egen skyld, men en selvrådig egennyttighed af deres folk, som de bedes straffe.

Peder Vilhelmsen
Styrmand


(Politivennen. Hefte 20. Nr. 258, 2. april 1803, s. 4121-4123)

07 november 2014

Forsvar for maskerader

 Til Politivennen!

Fordi Deres blad har indrykket et så heftigt angreb på maskerader, har De pålagt Dem selv den forpligtelse også at indrykke et ligeså bestemt forsvar for samme, med mindre De vil anses for uretfærdig.

Jeg har så mange skønne ting at sige til forsvar for den herlige og fortryllende maskerade, at jeg ikke kan svare for om jeg ikke følger den rigtige orden i fremstillingen af de store og almengavnende virkninger til hvis beskuelse jeg vekselvis henrives af min indbildningskraft. Dog jeg må begynde og begynde med:

Luksus: Denne funklende diamant i en nations kulturkrans, på hvilken bedre baggrund kan den være end maskeraden! Alle store politikere, og nylig den største af dem alle, har ydet luksus den mest uskrømtede lov. Luksus befordrer kunster, videnskaber, handel. Luksus tømmer den riges overfyldte pung til fordel for at tusinde fattige kan blive mætte. Luksus svækker den kraft der ellers ville give sig udtryk i dristige forbrydelser eller bringe sig i fare ved store heltegerninger. Luksus hærder sine dyrkere til gavn af hundrede uglimrende goder, for at erholde det største. Luksus udretter altså det samme som de mest roste dyder. Modsat de dyder der er vanskelig hårde, ikke tilgivende mod deres dyrkere, er Luksus en blid, smilende, henrykkende herskerinde. Og hvilken nation tør påstå at tilhøre Luksus, hvis den ikke har maskerader, og søgte dem med ædel entusiasme.

Nationalvelstand, patriotens kæledægge, hvor trives den ikke ved maskeraden. Den har jo skabt en fabrik for os, der nylig opstået kappes med landets ældste, der uden forstand iler til fuldkommenhed, det ædle maskemageri! Hvor mange hænder beskæftiges ikke her på den mest nyttige af alle måder i forædling af vore egne råmaterialer! Nu de øvrige industrigrene der opfostres ved maskeradens kraftige die. Vore stræders tal vokser for at skabe tusinde nye yndige dragter. Kræmmerne afsætter deres forlagte varer. Perlestikkerne deres galoner, marskandiserne deres klæder. Udlejningen af dragter og masker afgiver en ny erobret erhvervsgren, som allerede rigelig *) føder mange værdige munde. Og for at gøre ende på denne udsigt, for endnu større venter mig, hvilket Peru er ikke maskeraden for mængden af fortjente gæstgivere!

Legemsdannelse. Det er en vigtig disciplin, som pædagogen så ofte hindrer frem for at befordre, som gymnasten har så stor møje med at fremtvinge ved vovelige spring, som statsmanden og krigeren kun på besværlige måder arbejder for. Den frembringer maskerader på den letteste, behageligste og mest virksomme måde. Her har den unge hele verden i en nøddeskal (in nuce), en levende billedbog (Orbis Pictus), hvor enhver kan læse den anstand han finder skønnest. Her øves styrken i at bære kakkelovne, sukkertoppe, små bitte vindmøller, og store flæskeskinker. Dansen læres langt bedre der end af en dansemester i et halvtomt værelse. Og hvordan kunne hurtighed bedre erhverves end ved øve sig i at redde sin person i en fart, når man har sagt sådanne grovheder, som man plejer at få prygle for?

Sjælen, menneskets ædleste del, denne ubegribelige, udødelige ånd, denne guddomsstråle - hvorved kan den bedre forædles og nærme sig sit store mål, end ved maskerader? Beskuelsen, dette de nyere opdrageres højpriste vehikel for oplysning, som er kommet i stedet for vores forfædres tunge kedsommelige udenadslæren, aldrig kan den fuldere nydes end her! Forstanden beriges med kundskaber i den uberegneligste grad. Geografien læres ved at se folk fra alle landet i Sommerfelt. Deres skikke, sæder, klædedragt udgør det vigtigste af historien. Psykologien har her sit kateder. Sprogene lige til fingersproget, bringes i udøvelse. Fantasien er i bestandigt spil, og dømmekraften har altså nok at berigtige. Hvor styrkes ikke vittigheden, ved hurtige impromter på uventede tiltaler! Hvor øves ikke opfindelsen ved at udtænke antog og optøjer! Og skarpsindigheden,hvor er den ikke her på prøvestenen, for at gætte sig til personerne, for at udtænke deres hensigter med den valgte maskering. Med et ord, alle sjæleevener vinder og udvikler sig til fuldkommenhed på maskerader, og ikke mindre opammes, næres og trives på maskeraden alle dyder. Undseelse glæder sig ved den dølgende beskedne maske. Tålmodighed besidder hver den der kan udholde en hel nats maskerade og alle dens følger. Tavshed ser man de fleste maskeradegængere udøve i en underlig grad. Kyskhed lutres som i en ild. Manddom, tapperhed kan ikke sjælden få lejlighed til at vise sig. Sædelighed, anstændighed er ovenpå, for her kan en honet kone tale med en galan uden at udsætte sin ære, pigen møde og omgås sin fyr uden forargelse, manden medbringe eller finder sin bole, uden at opvække sin elskede hustrus frygtelige skinsyge.

Staten, de fattige, industrien, opdragelsen dyden, anstændigheden vinder alle uendelig ved maskeraden. Op derfor alle for at forsvare den imod dens frakke angribere! Lad dem dø af harme ved at se eder søge den med uafladelig lyst!

J. J. A. Schønberg
Kandidat på alm. Hospital

*) 25 rd. er givet i leje for engang af en husardragt

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 256, 19. marts 1803, s. 4085-4091)


Annonce for maskerade i Adresseavisen, 5. januar 1837. I Hotel d'Angleterre. Sådanne annoncer var ret almindelige, så maskeradee må have haft en del udbredelse.

06 november 2014

Om Maskerader

(Efter indsendt)

Maskerader er en fornøjelse, om man kan kalde det sådan, som vi har fået fra hedningerne.

På mødet i Auxerre år 585 blev det forbudt kristne at have maskerader.

I de katolske lande er maskerader kun tilladt i karnevalstiden. Straks efter kommer fasten hvor denne og andre morskaber ophører, og man forbereder sig i stilhed til påsken.

Ved maskerader må man sige grovheder, som man umaskeret enten ville skamme sig ved, eller ville få en dragt prygl for.

I de seneste år, og især denne vinter, har maskerader taget overhånd hos os. Private, klubber, gæstgivere afholder maskerader. Kristne, jøder, rige og fattige, høje og ringe, stormænd og håndværksdrenge, bivåner dem med et raseri der harmer menneskevennen.

Maskerader kunne tjene forelskede til stævne. Maskerader kunne tjene forføreren med lejlighed han ellers ikke fik. Maskerader kunne give vellysten frihed til at besmitte det mest kyske øre med sin gift, osv. osv.

Maskerader kan ikke forbedre sæderne. Maskerader kan ikke udvide kundskaberne. Maskeraderne kan ikke gøre huslige, sparsommelige, blide, tænksomme osv. osv.


(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4068-4070)


Om Maskeraden ved Purimfesten


(Efter indsendt)

Kultur og sædelighed er to stykker for enhver nations lyksalighed og velstand, og ingen nation kan tænkes forædlet uden dem. I en tid, hvor kun kundskab og fortjenester adler mennesket, og fordom og overtro svinder som tåge for solens lys, er det enhver tænkendes pligt at gøre opmærksom på de fejl han mener at finde. For han smigrer sig med det håb, at han ikke taler forgæves.

Ingen fornøjelser må nogensinde stride imod sædeligheden, men altid være i overensstemmelse med vores pligter. Yppighed afskys i hvert lag, hvor formålet er: Uskyldig fornøjelse. Og man bør altid have følgende gyldne regel indprentet i sin hukommelse: Med lidt kan man være veltilfreds. De kostbare retter og vine, der pranger på frådserens bord er ikke midler til at befordre fornøjelsen. Nej. Der hvor tarvelighed hersker, findes den sande glæde, fryd og fornøjelse. Mennesket trænger til selskabeligt samfund, men han trænger ikke til at ødsle. Han trænger ikke til støjende glæder. Han behøver blid adspredelse. Og efter disse grundsætninger tror jeg, at man kan bedømme fornøjelsernes moral.

I disse dage højtideligholdt en del af den jødiske nation den sædvanlige årlige purimfest. Nogle har truffet den meget gavnlige indretning ikke at indlade nogen med maske. Denne årlige fest, blot bestemt til indbyrdes fornøjelse, er som sådan meget god. Men hvor forstyrres ikke denne glæde ved de mange uberettigede som deltager i den! Hvor fornedrende er det ikke at se sig omgivet med modens eller umodens folk, som under skjul af  masker spiller en rolle, som er dem ganske uværdig, og tager sig friheder grænsende til uforskammethed. Små drenge lister sig fra deres forældre. Håndværksdrenge forlader værkstedet og med et stykke papir for ansigtet (for finanserne tillader dem ikke at købe en maske). Således udrustet beærer de en med deres nærværelse og for maskens (eller papirets skyld) bliver de modtaget med en usædvanlig gæstfrihed. At det kan være en såre kildrende fornøjelse for disse, vil jeg ikke nægte. Men at husfaderen kan more sig ved det, er mig ubegribelig. Jeg vil ikke tale om de spekulationer mangen spradebasse går på, jeg holder det for nok at pege hen dertil.

Denne festlige fornøjelse er så langt fra i overensstemmelse med hvad jeg førhen har søgt, men er øjensynlig stridende imod sædeligheden. Man har derfor det håb, at de som endnu lader sig forlede, på denne måde at fornøje sig, ikke vil undlade at følge denne velmente advarsel.


(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4071-4073)

Redacteurens Anmærkning

Maskerader var forbudt i Danmark 1724-1766. De blev genindført 4. december 1766 for de kongelige, fra 1768 dog også i Komediehuset. Fra 1803 kunne bevillinger til maskerader søges gennem det danske kancelli, og de skulle være under politiets opsyn. Fx afholdt Hotel d'Angleterre et ugentlig maskebal. Det er formentlig denne forordning som satte gang i diskussionen om maskeballer. Mens Holberg beklagede forbuddet mod maskerader, udgav Grundtvig i 1808 en pjece hvor han harcellerede over at man vedblev med at afholde maskeballer efter bombardementet i 1807. Om Purimsfesten, se anmærkningen til artiklen fra 1809.

Uorden i Kompagnistræde

Torsdag aften den 10. marts kl. halv otte blev en kone overfaldet af 3 personer. Da hendes mand fik det at vide, ville han forsvare sin kone, men fik kun et hug i nakken af den ene, hvorfor han forsvarede sig mod ham. Men i samme øjeblik havde han nok 100 stk pøbel omkring sig som truede ham. Han retirerede ned i min forstue, for at spare livet, og da jeg kom ud, blev jeg mødt af denne pøbel så skammeligt at de sofede mig i ansigtet og hovedet.

Christen Madsen Tveden
Ved Gammel Strand nr. 19


(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4068)

Om Råben med Gadeviser under Prædikerne om Søndagen

Da ingen handlende offentligt på gaden eller i åben bod må falbyde varer om søndagen under prædikenen eller før den starter, så må man virkelig forundres over, at visekællingerne straks efter højmesseprædikenen er endt, ja undertiden nogle gange før, har den frækhed at istemme deres skurrende og hæse falbyden af deres viser. Det var tilfældet søndag den 6. marts da anmelderen, der var i kirke, hvor hans stol stod tæt på gaden, endnu mens præsten stod på prædikestolen, blev afbrudt i sin agtpågivenhed af en kælling som gik forbi kirken mens hun skreg sin vise ud.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4065-4066)

Ditto fra Fattigforstanderne i 8. distrikt

Samtlige forstandere i fattigvæsnets 8. hoveddistrikt skal ikke undlade, foranlediget af et indslag i Politivennen nr. 253, offentligt at bevidne at det af hans majestæt allerunderdanigst skænkede brænde i vores overværelse og efter overlæg med os om omfanget som enhver fattig skal have, er uddelt som sædvanligt af direktøren til alle distriktets fattige.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4064-4065)

Erklæring fra Fattigforstanderne i 7. distrikt

I anledning af Politivennen nr. 253 ser vi, samtlige fattigforstandere i 7. hoveddistrikt, os beføjede til at melde, at det brænde, som tilfaldt ovennævnte distrikt af de 50 favne hans kongelige majestæt allernådigst har skænket til de fattiges eget brug, i distriktsdirektøren C. L. hr. kammerjunker Hoppes fraværelse, er uddelt mellem de mest trængende fattige, på sådan en måde, at vi er overbevist om, at det ville have været det samme som når distriktsdirektøren selv havde været til stede ved uddelingen.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4064)

05 november 2014

Billige Påmindelser om Kronborg Geværfabrik

Første påmindelse: Da der for det meste hele tiden sættes så lidt mælk til salg fra Hellebækgård til beboerne af Grønborgs Geværfabrik så disse må nøjes med en halv pot mælk daglig, og nogen gange ikke kan få den, så er det naturligt at ønske at dette lidet måtte blive udmålt upartisk, så ingen i så fald kan besvære sig over det. Det ville være fint, hvis det blev tilladt for visse, fortrinsvis daglig at få 2 og flere potter mælk forud, på Hellebækgård, målt i deres potter før mælken kom til salg på fabrikken. At familieforbindelser kunne forårsage visse undtagelser, kan måske undskyldes, da det er meget naturligt, at ens egne bør have forud for fremmede. Men dersom en kone dagligt får fortrinsvis to eller måske undertiden flere potter mælk og sælger videre til beboerne af fabrikken under betegnelsen fløde og tager sig dyrt betalt for det, er det efter min uforgribelige mening højst uhørt, for hvorfor skal man unødigt forårsage forprang?

Anden påmindelse: Da øllet, og i særdeleshed det såkaldte hverdagsøl, for det meste ikke er alt for godt, kunne man ønske, at årsagen til dette måtte undersøges, om det enten er bryggerens efterladenhed ved ikke at rengøre sine kar og tønder etc., eller hvad andet som kan være grunden, så denne uorden kunne fjernes. Sagens vigtighed taler for sig selv. At øllet er tyndt, siger ikke noget, når blot den smager rent, men det er som oftest ildesmagende, tykt og undertiden surt, når bryggeren bringer det. En mindre vigtig ting er brændevinen, som har har tre graders styrke, kan have sin nytte, men man ville ønske at det måtte smage rent.

Tredje påmindelse: Det ville være godt om møllerkarlen blev befalet til først at male for beboerne, når de er mange, foruden han maler for fremmede, så de første ikke skulle vente til de sidste fik malet. Man håber at disse påmindelser måtte blive taget i betragtning og afhjælpes.

For de læsere, som ikke kender til fabrikken og altså ikke kan dømme om vigtigheden af disse påmindelser, tjener til orientering: At man kun kan købe mælk på Hellebækgård, og der er kun det ene bryggeri og brænderi på stedet, så folk er altså er nødt til at få deres mælk, øl osv. der.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 254, 4. marts 1803, s. 4056-4058)

Om Bøndernes slette Behandling på Vesterbro

Ingen kan uden sand medlidenhed og inderlig harme se den behandling som bønderne der kommer til torvs hver mandag, onsdag og lørdag mødes med ved den østre ende af Accisseboden. Af hvem? Af slagterknægte, der selv sædvanligvis er af bondestanden, og altså handler desto mere kannibalsk ved at prygle og skubbe de stakkels fredelige bønder. Vores politivæsens foresatte bedes tage dette op. Det fortjener sandelig opmærksomhed, da man kan forvente at ulvene enten på en tilstrækkelig måde skilles fra fårene, eller ved kraftige midler hindres i at bide dem

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 254, 4. marts 1803, s. 4047-4051)

Forslag i Tilfælde af Vandmangel

Beboerne på den nordlige side af Ulfeldtsplads har i flere uger ingen vand haft. Der er blevet gravet på forskellige steder, men årsagen til manglen skal endnu ikke være fundet. I tilfælde af ildebrand ville man være i stor forlegenhed. Det var ønskeligt og nyttigt så længe denne mangel står på at der var nogle kar eller tønder som der er mange af i byen, blev opstillet på pladsen, for dog i tilfælde at have et redningsmiddel ved hånden, da der især ved nattetid kan gå lang tid inden hjælp kan fås andre steder fra.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 254, 4. marts 1803, s. 4047-4048)

Spørgsmål til Vandvæsnets Foresatte

Hvad er årsagen til at København, Christianshavn og Vesterbro så ofte lider af mangel på vand fra Peblingesøen og St. Jørgens Sø, selv om man daglig ser nogle tusinde tønder fersk vand løbe ud til ingen nytte i den brede grøft på Vesterbro, der går mellem gårdene nr. 12 og 13. Det var et ønske, at de ansvarlige venligst ville efterse samme, for i tilfælde af et brud at kunne forebygge vandmangel.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 254, 4. marts 1803, s. 4045-4046)

Kulsvieruskik

(Efter indsendt)

På hvad bedst mulig måde kunne man gøre passagen på Kongevejen i nærheden af København mere sikker for overfald af bønder eller såkaldte kulsviere? Disse menneskers uforskammethed er nok så bekendt, samt hvor vanskelig den er at undgå, når man møder dem. Udover ulejligheder og strid, som jeg selv har haft adskillige gange, var jeg vidne til følgende optrin. Mellem Lyngby og Rudersdal var en aksel brækket på en vogn, der kom fra København. En mand og kone var steget ud af vognen da en række kulsviere kom fra byen. Selv om vejen var bred nok, kørte den forreste lige ind i kusken, som stod og var i færd med at binde akslen sammen. Følgen af det blev et skænderi, og at bønderne samledes og pryglede både manden og hans kusk. En af dem kørte ind i hans heste, så de blev løbske og løb med vognen i grøften. Konen som var højgravid, blev meget forskrækket, og de måtte fortsætte deres rejse til fods, da jeg var ridende og ingen hjælp med befordring kunne tilbyde dem. Det var ønskeligt, om noget middel kunne findes til at forebygge slig usikkerhed og overfald, som desværre så ofte sker.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 253, 26. februar 1803, s. 4031-4032)

"Det blev et skænderi, og at bønderne samledes og pryglede både manden og hans kusk. En af dem kørte ind i hans heste, så de blev løbske og løb med vognen i grøften." (Kongevejen ved Damhuset i Lyngby, 2016. Kulsviervejen forløber ca 1 km længere østpå. Eget foto).

04 november 2014

Urigtige Forestillinger i Offentligheden om Forsørgelsesforstandernes Embede ved Fattigvæsnet

Uagtet det i den kongelige approberede plan for fattigvæsenet her i byen nok så meget er gjort klart hvad forsørgelsesforstanderens embede består i, og hvad de forestiller samt hvilke pligter de har, sker det alligevel oftere end man skulle tro, at endog mænd hvis stillinger i staten er af den slags at de måtte formodes at vide hvad disse forsørgelsesforstandere er, har urigtige forestillinger om dem. Således er der fx engang sendt bud til en forsørgelsesforstander om straks at indfinde sig hos en sådan mand, for at arrestere en omløbede tiggerkone, som dagligt overrendte hans bopæl og tryglede. Hvorved han øjensynligt forvekslede forsørgelsesforstandere med fattigfogeder, hvis embede det egentligt er at opdage og anholde tiggere på gader og stræder.

Adskillige indbyggere har ligeledes spurgt forstandere der indfinder sig for at indsamle kollekten, om hvor meget de får i årlig løn? Og lod til at blive meget forundrede når de fik at vide, at man påtog sig denne umage gratis, ligesom de troede at man ikke kunne gøre noget kun af kristen medlidenhed, uden hensyn til egen fordel. Men det anstødeligste og værd at opholde sig ved, er følgende: At en forstander der gik omkring i sit distrikt for at indkassere den sædvanlige kollekt, efter at være blevet spurgt et sted om både det ene og det andet, dels fattigvæsenet uvedkommende, dels uvedkommende ting, i det han var i færd med at forlade det værelse hvor man havde været, overhørte manden i huset inderligt sagde til nogle omstående personer: Ja dette er også et embede!

Måske var det derfor til publikums nytte, at forklare hvad en fattigforstander er: En fattigforstander ofrer en betydelig del af sin tid for at kende, vejlede, råde de fattige i hans distrikt, for at indsamle frivillige gaver til dem. En mand, der ufortrøden går til armoden i dens små, mørke tilrøgede, usunde, ofte til ækelhed urene vråer. Der tålmodig bærer de fattiges overhæng, og hører på deres alt for ofte usande og ufornuftige klage. En mand der lige så ofte behandles uartigt af givere, som anklages for partiskhed og hårdhed af tagere. Og som tåler alt dette, blot for at gavne det almindelige og fortjene de skønsomme medborgeres agt.


(Politivennen. Hefte 20. Nr. 252, 19. februar 1803, s. 4025-4027)

Redacteurens Anmærkning

Københavns fattigforsørgelse 1799-1857 var Fattigvæsenets ansvar. Formålet var at forhindre at nogen skulle lide nød, man skulle opsøge de trængende hvor de ikke selv gjorde opmærksom på sig selv, afhjælpe arbejdsløshed og yde hjælp i forhold til hvad man trængte til. 

Fattigvæsenet blev ledet af en direktion (undtaget var mosaisk trossamfund og den fransk reformerte kirke) med 24 medlemmer. Den var delt i 5 kommissioner (for forsørgelse, industri, skolevæsen, sygepleje og Fattigvæsenets politi).

København var inddelt i 12 hoveddistrikter, som igen var underdelt i forstanderdistrikter i forhold til antallet af fattige. Forstanderne førte personligt tilsyn med de fattige og skulle holde sig ajour med samtlige trængende i distriktet.

I år 1800 var der 130 forstandere og ca. 230 over- og underbetjente. Hurtigt fandt man dog ud af at systemet var for ufleksibelt og forsøgte i 1815 at forenkle det til en administrerende direktion på 3 medlemmer. 

En stor mangel ved ordningen var at medarbejderne var ulønnede, og for at tvinge folk til at melde sig lev der i 1810 udstedt respkript om at hvis man vægrede sig ved at være fattigforstander ville man være uberettiget til at fortsætte den borgerlige ernæring og risikere tab af borgerskabet og mulkt.

Fattigvæsenet stod bl.a. for Almindeligt Hospital, Skt. Hans Hospital (fra 1816 ved Roskilde), Søbadeanstalt (1811) til folk med hudsygdome, Ladegården mm.

Fattigvæsenet håndterede på denne måde mindst 8.000 personer, i 1807 9.000 personer og i 1808 10.000 personer.

Finansieringen haltede efter behovet. Forskellige tiltag skulle råde bnod på det, bl.a. fattigskatten af 1812.  Men fattigvæsenet skyldte helt indtil 1870 penge til staten. I 1857 overgik Fattigvæsenet så til Magaistraten.  men da var Politivennen forlængst gået ind.