30 november 2014

Ønske fra en Del af Kronborg Amts Bønder

Vi og enhver redeligt tænkende husbond skylder nuværende birkedommer Lemvigh tak for den orden han har udvirket siden sin tiltrædelse, og ved slettens årvågne pleje har standset den ulovlige krogang, som var tjenestefolkenes yndlingsbeskæftigelse. Men den bedste vilje og den nidkæreste embedsmand kan ikke forebygge alt det skadelige som den menneskelige opfindsomhed fremavler. Nu har der blandt bøndernes tjenestefolk indsneget sig et andet, mere skadeligt onde. Ondsindede husbonde, bønder og husbeboere, er ungdommen og tjenestefolkene behjælpelige ved at låne dem deres huse til sammenkomster, under navn af ølgilde. Den bedste lejlighed til udsvævelser, liderlighed og moralske fordærvelser, fordi ingen love respekteres, som sætter grænser for deres forhold, der fuldstændig er overladt til egne lidenskaber. Her må enhver betale 1 mark, ja 24 skilling, enten han har lyst til at fortære noget eller ikke.

Godt nok har birkedommer Lemvigh også tilsyn med disse private sammenkomster, ved at befale fogden i sognet at være til stede. Men hvad kan en mand udrette, når han ingen assistance kan vente, og hvor han udsættes for prygl ved anden lejlighed, hvis han ville være angiver, eller vise nidkærlig?


Det ville være godt om disse sammenkomster blev fuldstændig forbudt. Vel skulle den ringe almue også kunne afholde selskab. Men på landet vil betalte selskaber blandt almuen være betænkeligt at tillade, fordi udsvævelser ikke kan forebygges der. De har heller ikke den hensigt blandt bønderne, som et selskab bør have og som klubber kan rose sig af. Nej, formålet er drik og svir, og hvad kan forventes af et sådant selskab? Den ene uorden afløser den anden, og den onde forfører den gode og uskyldige. Vi skylder altså os selv, det sogn vi bor i, og vores medbrødre at gøre øvrigheden opmærksom på at sådanne sammenkomster kan fordærve ungdommen, og bringe en sæd midt iblandt et folk, som af naturen har hang til ro og orden, hvorpå borgerlig lyksalighed så væsentligt hviler. Vi ønsker at fremstille dette patriotiske for høje vedkommendes undersøgelse og overvejelse.


(Politivennen
Hefte 23, Nr. 296, 24. december 1803, s. 4717-4719)

Om liderlige Malerier.

Ved forordning af 27. september 1799 forbødes liderlige kobberstik og bøger. I overensstemmelse hermed måtte man sandelig ønske at der kunne ske noget imod disse frihåndstegninger i rødkridt, kul, kridt, kalk, ja hvor en malerpotte har været ved hånden, endog med oliefarve, hvorved så mange porte, plankeværker og selv nylig med bekostning oppyntede husnumre, vansires til anstød for øjet. Man skulle tro at en hob lingamsdyrkere fra Indien var kommet til København for således overalt at fremstille for øjet de legemsdele der for dem er tilbedede billeder af frugtbarhedens guddom, men efter vores sæder bør holdes fra offentlig beskuelse.

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 296, 14. december 1803, s. 4716-4717)

Redacteurens Anmærkning. 

Lingam er sanskrit og bruges i hinduismen om guden Shiva. Anmelderen bruger her ordet om den hinduistiske tilbedelse af mirakuløsheden af de menneskelige kønsorganer.

Advarsel.

Jeg har i en tid omtrent af 2 år bemærket en uskik som strider tvært imod anordningerne, nemlig at i Pilestræde nr. 98 i stuen hos mad. Busk er punchehus og at en del unge mennesker tilbringer hele natten der. Gadedøren findes her åben til kl. 2, 3 til 4 om morgenen eller så længe som nogen har lyst til at drikke og sværme. Jeg anser det for pligt at advare offentligt for dette sted som en bundløs faldgrube for helbred og velfærd, ja som en mordergrube for huslige glæder. Jeg kan så meget mindre tilgive denne kone eftersom hun ingen trang eller nødvendighed har for eget udkomme  til at drive et sådant utilladeligt værtskab da hun i hendes afdøde mands sidste leveår har vidst at blive antaget i adskillige borgerlige enkekasser der nu udbetaler hende en årlig pension af 35o rigsdaler.

København den 22. december 1803.

Matthiesen.
Toldbetjent her i staden,
St. Larsbjørnsstræde 182 anden sal.

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 296, 14. december 1803, s. 4714-4715)


Redacteurens Anmærkning.

Pilestræde 98 skiftede senere til nr. 123 og blev 1971 henlagt til 123, nu A/B Pilestræde 42-44. Nr. 42 er opført 1784-86 og nr. 44 af 1730-1735. De er senere ombygget. Anmelderen boede i Larsbjørnsstræde 182, nu nr. 16 med Studiestræde 23 (1798).

Et Ønske om Indretning til Tidens Bestemmelse.

Skønt mange familier ugentlig lader deres stue- og taffelure stille ved en urmager, så må man dog tit og ofte erfare at disse ure skønt de samme formiddag er blevet stillet, differer 5, 10 ja flere minutter efter det, et par timer derefter på det astronomiske tårn udsatte flag. Det var at ønske at denne uoverensstemmelse for fremtiden kunne forebygges. Måske kunne det ske ifald et ur overensstemmende med flaget var at se i opgangen til Rundetårn. Der kunne da urmagerne daglig stille deres ure.

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 296, 14. december 1803, s. 4713-4714)

29 november 2014

Advarsel for Skøjteløbere, som ej ønsker at plyndres.

Søndag den 11. december gik en student med 2 unge mennesker ned på stadsgraven ved Østerport for at løbe på skøjter. Da isen var stærk og god, bandt de skøjterne på og lovede sig den bedste fornøjelse. Men - næppe havde de løbet nogle få minutter før en del matroser og matrosdrenge som også befandt sig på isen, begyndte at insultere dem på de mest krænkende måder, formodentlig for at få grund til klammeri og således at berøve dem et eller andet. Men de var kloge nok til ikke at bryde sig derom og tænkte blot på at komme op af isen, løb derfor hen til et sted lige nedenfor Østerports vagt og begyndte at binde skøjterne af. Men næppe så de andre dette, før de omringede dem og var uforskammede nok til med magt at borttage et par skøjter fra den nygifte af selskabet efter at de forgæves havde søgt at tage hans lommetørklæde. Studenten bad dem nu høflig at tilbagelevere skøjterne, men langt fra at udrette noget, måtte han høre en hoben grovheder og havde ær fået prygl. Ja! en holdt allerede sin knyttede hånd for hans ansigt og skule måske nok have slået til ifald han ikke havde betaget ham lejligheden ved at trække sig tilbage. Der var altså intet andet at gøre end - som Tuillin siger, at høre og tie og frygte og fly.

Da de formodede at den vagthavende officer måske kunne gøre noget ved denne ting, især siden et par soldater var øjenvidne til det - gik de staks op i vagten og fortalte ham hele historien. Han sagde at han ikke kunne arrestere dem alle, men at han gerne ville sende vagt for at gribe gerningsmanden når man bestemt kunne angive ham. Da de nu ikke kunne dette, fordi der var så mange gerningsmænd, måtte de - og det i Danmarks hovedstad - stå og se på at man betjente sig af ting som man med vold havde berøvet!

Man har troet at burde bekendtgøre dette dels for at andre ikke skulle blive udsat for samme krænkende behandling, dels for at gøre sit til at sådanne isplyndringer kunne standses.

(Politivennen Hefte 23, Nr. 295, 17. december 1803, s. 4701-4703)

Ønske i Karlebo

(Efter indsendt.)

Skulle dette særsyn ikke fortjene at anmærkes: I Karlebo sogn, Hørsholm Amt, er et kvindemenneske som er så vanfør at hun hverken kan gå eller stå. Med besværlighed kan bruge hænderne når hun sidder på disse og får knæene til støtte. Desuagtet har hun for nogle år siden ladet sig besvangre og frembragte en velskabt dreng, samme har også lykket hende i dette år - ved en gift mand. Ved sidste reskript har fattigvæsensanordningen bestemt årlig understøttelse til d fattige for derved at forbyde al tiggeri. Ja endog de som gav almisse, skulle give mulkt. Desuagtet  sker endnu ikke andet til hendes og barns nødtørft i husly og forplejning end at sognets beboere må på omgang transportere hende og barn efter nogle dage at have på ethvert sted med største besværlighed båret hende fra et sted til et andet. Da hun ikke på mindste måde kan hjælpe sig sig eller barn. Var det ikke at ønske at herpå kunne rådes bod?

(Politivennen Hefte 23, Nr. 295, 17. december 1803, s. 4700-4701)

Uordener.

Ved bondevielsen den 25. november om aftenen ved lys i Trinitatis Kirke var kirken propfuld af en talrig og ubændig pøbel der besteg stole, pillarer osv., nedrev vokslysene og til dels bortstjal dem. Den uanstændige støj af disse uvedkommende tilskuere var langt fra at bidrage til handlingens højtidelighed. At det er skadeligt for sæderne at den ringere klasses ungdom får lejlighed til uanstændig opførsel i kirken, vil vel ikke nægtes. Man ønsker derfor at den nu begyndende skik at lade sig vie ved lys i kirkerne, måtte fra høje vedkommende tillægges sådanne bestemmelser der afholdt forargelse.

(Politivennen Hefte 23, Nr. 294, 10. december 1803, s. 4688) 

Om Drengenes kanekørsel.

Da den lille uskyldige fornøjelse som den uformuende hidtil om vinteren har kunnet have ved at køre en lille tur for et par skilling på Kongens Nytorv, Højbro Plads og ved Toldboden, virkelig giver anledning til tyranni mod heste, til svineri for drenge og til frygt for de gående, så ønsker man at den uden at betages det publikum som nyder den, måtte skilles ved disse ubehagelige følger. Dette ville måske allerbedst ske ved at forbyde drenge at være kaneholdere og lade denne trafik som gren af hyrekuskenes næring, blot drives af dem på vilkår at de ikke betroede deres heste uden til en fornuftig karl der tillige måtte tilholde sine passagerer ikke som fulde og gale mennesker at huje i den vilde sky, en ting som forskrækker den svage fodgænger der har nok at bestille med at vogte sig for at falde.

H. Lassen.

Studiosus.

(Politivennen Hefte 23, Nr. 294, 10. december 1803, s. 4685-4686) 

Om Tyendes Overdaadighed.

(Efter Indsendt.)

Der er så ofte og af mange og mere sagkyndige talt og skrevet om overdådigheds skade og nytte at det ville være overflødigt at anføre min mening i den sag. Jeg vil blot i forbigående anmærke at hvad der hos den simple borger og embedsmand med rette fortjener navn af overdådighed er højst skadeligt - er hos den bemidlede og i de højere klasser en art af nødtørft og uundgåelig nødvendighed, ja endog nyttig for så vidt at denne luksus sætter en del hænder i virksomhed og bringer mening og velstand i den arbejdende dels hænder som disse i modsat fald ellers måtte savne.

Men hvad jeg her egentlig ville påanke som højst skadelig for moralen og almenvellet er den overhåndtagende luksus som i de senere tider ved en rasende efterabelyst er nedstegen lige indtil tjenestetyende. Det er sket mig mere end en gang at jeg har forledt af det fornemme udvortes, har i ubekendte huse antaget kokkepigen i huset for fruen, hvilken fejltagelse uden tvivl må møde flere der træffer en sådan simpel tjenestepige udmajet med atlask pels, moderne muffe, pallentin, guldbeslagne hænder, ører og bryst, og hovedtøj og øvrige klæder i forhold dertil, og altså ikke uden nøjere bekendtskab kan antage sådan pyntet dukke for mindre end fruen, frøken eller embedsmands kone eller datter, da man ikke let kan finde på at tro at en pige med 16 til 20 rigsdaler årlig løn kan anskaffe sig en sådan garderobe, hvoraf et eneste stykke ikke på lovlig måde kan fortjenes ved et helt års slid og slæb. Anmelderen kender blandt flere en simpel kokkepige som på et årstid har anskaffet sig af sådanne ting over for 100 rigsdaler. Han ved tillige positivt at hun hverken står i nogen æragtig forbindelse med nogen ugift person der med hensyn til lovlig ægteskab kunne give hende så kostbar present, heller ikke har familieunderstøttelse eller nogen andre lovlige indkomster end hendes årlige løn der ikke er over 20 rigsdaler. Der er altså kun to kanaler hvoraf man kan slutte sig til at denne rige indtægtskilde måtte flyde. Enten at hun bedrager sit herskab eller at hun må tjene det på en måde - som jeg ikke vil nævne. Begge er de skændige og spår kun lidt godt for den der i sin tid skulle have det uheld at vælge en sådan til hustru, og det er sørgeligt at hos denne klasse hvoraf den simple borger og håndværksmand (der udgør en væsentlig del af statens styrke) i almindelighed må vælge ægtefæller, at enhver udsigt til tarvelighed, vindskibelighed, ægteskabstroskab tillige med håbet om fremtids huslige glæder, velstand og hæder, med hver dag taber sig mere og mere efter tingenes nuværende gang.

Det ville være ønskeligt og uden tvivl meget gavnligt om enhver husbond og husmor, en eller flere gange årligt, mønstrede deres pigers pynt, og nøje undersøgte og krævede regnskab for hvorfra pengene dertil var kommet. Den pige som da havde mere stads end hun kunne gøre regnskab for - på lovlig måde at have erhvervet sig, måtte afskediges og årsagen dertil anføres på hendes skudsmål til advarsel og eksempel.

(Politivennen Hefte 23, Nr. 294, 10. december 1803, s. 4683-4684) 

Tildragelse ved Gåbense Færgested på Falster

I oktober i år rejste anmelderen med et selskab fra Falster til Sjælland. Ved vor ankomst til Gåbense færgegård fandt vi den ene færge optaget af ko- og studeprangere, som talrigt førte kvæg fra Falster til Sjælland. Den anden færge var ovre på den anden side. Vi anmodede færgemanden om at komme over med den anden færge, som kom tilbage fra den anden side mens vi endnu var der. Men vores anmodninger var forgæves, skønt vi forsikrede ham om, at det var vigtigt for os at blive færget over med vores heste og vogn samme aften. Han nægtede os at komme over, og gav i stedet efter for studeprangernes grovheder, som med kraftige eder svor på at ville over før os. Ligeglad med vores anmodninger så han på at færgen, så snart den havde lagt til broen blev proppet fuld af stude, selvom vi lang tid i forvejen havde reserveret den. Vi blev så sat i den ubehagelige situation at køre derfra og først morgenen efter blive færget over.

Denne færgemands opførsel mod et anstændigt selskab rimer meget dårligt med at der kort før vores ankomst var blevet færget et andet selskab over med heste og vogn til Sjælland, selv om der var lige så mange koprangere som da vi selv kom. Anmelderen mener ikke at rejsende med heste og vogn bør stå tilbage for studeprangere, og lader dette trykke for at foranledige at sådanne ubehageligheder for rejsende ikke i fremtiden sker, med en instruks til færgemændene.

Køge d. 7. dec. 1803 
H. E. Wolf 
Student 

(Politivennen Hefte 23, Nr. 294, 10. december 1803, s. 4678-4680) 

Redacteurens Anmærkning

Gåbense færgested er omtalt i "Gaabense og Spodsbjerg Færgesteder." (Politivennen nr. 1150, lørdag den 13. januar 1838, side 17-19) 

28 november 2014

Om Svins Roden på Landevejen mellem Nyrop og Niverød

Enhver dansk borger ser med velbehag på den omhu som landets vise regering drager for de rejsende ved de årlige istandsættelser og forbedringer af landevejene. Men det er højst ubehageligt, når man ser uordener, som forhindrer formålet med dette arbejde. Jeg vil ikke undlade at gøre opmærksom på en: Det stykke af Helsingørvejen fra Nyrup til Niverød, som for nyligt var i den ønskelige stand, er dagligt siden kornhøsten blevet hjemsøgt af svineflokke, som ved deres roden gør betydelig skade på begge sider. På den måde ødelægger de det møjsommelige arbejde under store omkostninger. Og regeringens hensigt fortabes. Rabatterne er fyldt med huller og ujævnheder, og ved regnvejr vil de ikke længere give den rejsende den behagelige, jævne og magelige fart, som er regeringens hensigt og de rejsendes ønske.

Måske kunne denne uorden fjernes, hvis det blev tillagt alle gårdmænd at holde det stykke af vejen i stand, som grænser op til deres jord. Dette ville medføre at de ville holde deres svin hjemme og gøre dem påpasselige at antage andres, for hvilke de skulle hæve optagelsespenge. Det var endvidere at ønske at ejeren af sådanne svin var forpligtet til at istandsætte vejen, som hans svin havde beskadiget.

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 293, 3. december 1803, s. 4669-4670)

Til Fattigvæsenet eller hvem det vedkommer.

Indsenderen har ofte med bedrøvelse set en ussel og pjaltet jøde blive forfulgt på adskillige kanter i byen. Men næppe er denne ulykkelige værre faren end i Springgade. For aldrig så snart han viser sig her (hvilket er tilfældet flere gange om dagen) før løsenet med det samme er givet for en hob kåde drenge, til med hujen at galoppere mod ham, og tilføje mennesket alle optænkelige krænkelser. Som et udyr flygter han da under en regn af sten og skarn. Men på et par fordums støvler tvunget med sejlgarn til at følge benene, kan det begribeligt kun være dårligt bevendt med flugten, så det ulde lag bliver ham til del uden han med ynkelig kvæk når sit jævnlige tilholdssted, nr. 21 hvor han formodentlig nyder almisse af en derboende jødisk familie. Kun højst sjældent er han så heldig som uglen at mørket begunstiger hans udflugt, for for det meste oppebier drengene ham troligt og forbereder ham ved skrigende udfordringer på en ny tortor.

Dette bekendtgøres i håb om at vedkommende måtte kunne træffe et middel til denne elendiges forørgelse hvorved han unddrages offentlig forfølgelse.

De omtalte drenges afstraffelse der i al fald ikke lader sig vente af ukultiverede forældres ligegyldighed, ville kun være et palliativ da uslingen bærer noget rædsomt ved sig der indbyder pøbelen til at behandle ham som prise hvor den øjner ham

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 293, 3. december 1803, s. 4664-4666)

25 november 2014

Forslag til Petri Kirkes Foresatte.

(Efter Tilsendt.)

For dem som kun har svage øjne, ville det være en højst kærkommen ting om det lys fra vinduerne ved siden af prædikestolen ved gardiner blev dæmpet da det for sådanne personer er umuligt og for enhvers syn ikke tjenligt at se på taleren (hvilket man dog så gerne vil) når solen skinner stærkt derigennem.

(Hefte 23, Nr. 289, 5 November 1803, s. 4635-4636)

Uordener.

Den person som i huset nr. 39 i Store Kannikestræde næsten hver aften spiller på violin og synger dertil, vil vist gøre sig sine genboer på Regensen meget forbundet ved at lukke sine vinduer til når han musicerer, da man er overbevist om han selv vil indse at så behagelig god musik til hver anden tid end er, den dog meget forstyrrer dem der har alvorligere forretninger.

(Hefte 23, Nr. 289, 5 November 1803, s. 4606)

24 november 2014

Om Salmebøger til Kirkeparaderne

Ved at overvære kirkeparaderne tit og ofte, er det faldet en besøgende i Garnisonskirken ind, at soldaterne da vist ikke kommer der bare for at paradere, men for at opbygges. Da det sker gennem sangen og prædikenen, ville det være ønskeligt om det blev muligt for soldaterne at deltage i kirkegangen ved at give dem bøger. Han mener endog at have set i mange soldaters ansigter en mærkelig lyst til at synge med, og at de har gjort det for enkelte særdeles almindelige afsungne salmers vedkommende.

Hvis det ikke kan lade sig gøre at give hele garnisonen salmebøger, så ville det ikke være så dyrt at anskaffe et tilstrækkeligt antal til kirkeparaden. Disse bøger kunne, for ikke at blive væk, gemmes i kirken og uddeles af en sergent ved tjenestens begyndelse og indsamles igen ved den slutning.

Hvis man synes dette er et rigtigt forslag, så mener man at turde love sig at Københavns guvernør ville værdige dette forslag opmærksomhed.

(Hefte 23, Nr. 288, 29. oktober 1803, s. 4585-4586)

[Et tillæg til Politivennen nr. 384 1805 side 6113-6120 er et udskrift af domsprotokollen i landsretten fra 12. august 1805 vedr. en sag fra Politivennen nr. 290, s. 4714-4715. Ellen Kristine, enke efter den døde brændevinsbrænder Busch imod toldbetjent Mathiesen.]

22 november 2014

Til overrabbineren af den jødiske menighed i København

Fredag den 30. september om eftermiddagen kl. 3 gik jeg tilfældigt over Købmagergade. Jeg så en del mennesker forsamlede, og erfarede at det var vekselerer Tikans kone, fra den jødiske menighed, som skulle begraves. Jeg blev forfærdet da jeg fik at vide at denne kone døde samme middag kl. 12 og nu 3 timer efter allerede skulle begraves.

Pladsen tillader ikke her at skildre det farlige ved en så hastig begravelse. Heller ikke at bevise hvorvidt det selv efter den jødiske religions love er tilladt at lade de døde ligge i 2 til 3 dage. Man behøver bare at gennemlæse hofråd og professor Mareus Hertz udkomne skrift "Über die frühe Beerdigung der Juden" , som udkom for 6 til 7 år siden i Berlin. Så vil man finde ud af hvor urigtigt og farligt det er at begrave et menneske så hastigt efter døden som det indtil nu har været skik hos den jødiske menighed.

Som fornuftig og veltænkende mand håber jeg at Deres velædelhed vil anbefale medlemmerne af Deres menighed, ved dødsfald ikke at lade nogen begrave før efter 24 timer.


(Politivennen. Hefte 21. Nr. 286, 15. oktober 1803, s. 4552-4553)

Kirkeuorden

Ofte kommer børn på 6, 8 eller 9 år ind i kirkerne under gudstjenesten. Deres trippen frem og tilbage og småsnak er forstyrrende. Dette kunne måske bedst håndhæves ved at vægterne ikke tillod børn som de skønnede under 10 år at komme ind, med mindre de var i følge med voksne. Mod den vane som adskillige børn har at komme ind, se sig lidt omkring og gå igen, kendes ikke andet middel end at enhver fornuftig viser en sådan opførsel den behørige foragt.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 285, 8. oktober 1803, s. 4541-4542)

21 november 2014

Indsendt Ønske for unge Piger

Søndagsskolernes heldige fremskridt for den mandlige ungdom fremkalder et ønske om en lignede indretning for unge, evneløse piger i nyttige håndarbejder mm. Hvem kender ikke til hvor nyttigt det er i ledige timer at beskæftige sig med behagelig og gavnlig tidsfordriv. Man tvivler ikke på tilhængere som vil arbejde på dette mål.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 284, 1. oktober 1803, s. 4522)

Til Bedste for amagerkanske Madmødre og for københavnske Sælgerinder

(Efter indsendt)

Mange koner og amagerpiger dovner nu til dags på gader og sælger alskens frugter. Med kurven trygler eller tilskynder de for at tjene nogle skillinger som de så bruger til lediggang. Man kunne forledes til at tro at frugterne voksede på Amagerland, og at der var anlagt frugthaver med alskens finere og ringere frugter, ligesom kål og grønt. Og at de amagerklædte dagdriversker gik rundt med  i huse og gader og solgte frugterne af deres eget arbejde. Når man ser de går omkring med appelsiner, citroner, fordærvede figner osv., står det klart at det ikke er produkter fra Amager. Men det er også velkendt at de stikkelsbær, æbler, pærer og kirsebær osv. ja endog det grønne som de går rundt med, ikke er fra Amager. Tværtimod stammer de fra haverne uden for byens porte, bøndervognene på torvene og ofte inden de er nået inden for portene, samt skibene med frugt fra provinsen. Her køber de sig en kurvfuld og driver omkring med den.

Indsenderen mener ikke at have set denne sag interesserer nogen offentlig skribent. Men synes at den fortjener ikke alene at disses, men især politiets og fattigvæsenets bestyrelse, selv den høje og velvise magistrats opmærksomhed, som beskytter Københavns bosatte borgere af de lavere klasser i deres lovlige næringsveje.

Det drejer sig ikke om de ærværdige torve-amagermatroner som sælger det som de har høstet ved deres flid og arbejde. Intet er mere agtværdigt end at de selv tager til byen for at afsætte deres egne produkter. Intet er bedre for byen selv. De tager også kun den fortjeneste, som de som førstehåndssælgere må tage. Men når man ser voksne, stærke og arbejdsføre unge fruentimmer drive rundt som nævnt ovenfor, så er det indlysende at dette håndværk (undskyld, man burde ikke kalde det således, udtrykket håndværk er for ædelt dertil), kun medfører lediggang, dovenskab og udsvævelser.

Et løst og ledigt kvindemenneske, som tager fra Amager til byen for på den og de dermed forbundne måder at tjene penge, går hverken hjem til familien eller en madmoder på Amager med deres fortjeneste. Nej, om aftenen eller når de har fortjent noget, opsøger de knejper, kroer og andre opholdssteder, og bruger det uden at tænke på dagen i morgen.

Dette dagdriveri afholder dem fra at føre en ordentlig levevis, og udsvævelser og liderlighed er en meget naturlig følge. Og hele flokkens elendighed er ikke alene en byrde for staden. De fordærver også de øvrige unge kvindfolk på Amagerland og bidrager til at vi madmødre på Amager ikke kan få tjenestetyende. For når et antal går fra landet, mindsker det antallet af tjenende, som kræver højere løn og gør dem vanskelige at få. Desuden påvirker og fordærver de de andre som ellers ville tjene på en ordentlig og skikkelig måde. De forfører dem og ved eksemplets magt giver dem smag for en udsvævende og i deres forestilling fri og let måde at leve på, som ellers i den fremskreden alder vil få slette følger for dem. Vi amagermadmødre henstiller derfor til den høje og velvise øvrighed om gode midler at hæmme arbejdsføre amager-kvindfolks dagdriveri.

Som københavnske sælgerkoner beder vi vores Magistrat samt fattigvæsens bestyrere at beskytte os mod det overgreb på vores lovlige næringsvej. Mange af os har ingen anden mulighed end at gå med kurven. Vi skal endog have tilladelse og tegn fra vores gode politimester, som sørger for at ingen anden københavnerinde får lov at bære kurven. Så vi mener at kunne bede om at han forbyder uvedkommende det, uagtet de ikke bærer samme dragt som vi. Ja selv denne dragt er af og til bedrageri. Ikke alle som bærer den, er født på amager.

En fattig håndlangere, en matros eller soldaterkone, en enke. Hvad skal de gribe til, måske endog med børn? Et lille barn kan man dog tage med sig sammen med kurven eller sidde med på hjørnet af en gade eller i en port og drive tiden bort, imens man sælger så meget at man får nogle skillinger at mætte det med. Gamle og skrøbelige mennesker kunne ernære sig med kurven. Og så længe de har den, er københavnske sælgerkoner ikke til byrde for fattigvæsenet, som har flere at sørge for end det kan overkomme. Det vi på denne måde tjener, tager vi med hjem til vore boliger og vederkvæger os selv, vores mænd og små med en liden læskende tår kaffe eller af det klare og [Skotste] til. Delvis underholder vi vores mænd som kommer fra vagt og i 2 gange 24 timer ikke kan tjene noget, eller vi samler lidt til husleje og brænde osv som de løse fruentimmer fra Amager ikke behøver.

Vi beder derfor de, som våger over at Københavns almue ikke bliver fattigere end den er og føde andre dagdrivere på deres regning, vil finde på midler til at forebygge dette overgreb mod vores lovlige næringsveje. Da vi ikke har laug, og derfor må tåle mange fuskere, har vi ingen anden mulighed for at påtale det.


(Politivennen. Hefte 21. Nr. 284, 1. oktober 1803, s. 4515-4521)

Redacteurens Anmærkning

Billeder af sælgersker fra Amager findes i: Elna Mygdal: Amagerdragter, s. 137-162.

20 november 2014

Advarsel til unge Mænd

(Efter indsendt)

En ung mand som den 17. september om aftenen gik på Købmagergade, så foran sig et velklædt fruentimmer gå på en underlig måde. Hun dinglede i den grad at han hvert øjeblik frygtede at se hende falde i rendestenen. Da han troede at hun enten måtte være fuld eller syg, holdt han øje med hende, også fordi han skulle samme vej som hun. På hjørnet af Gothersgade så han hende gå op ad hustrappen og famlende søge efter nøglehullet i døren. Da hun så ham stå stille bad hun ham hjælpe hende. Det gjorde han, og da døren var åbnet, takkede hun, men bad ham  hjælpe hende stuedøren op. Da det var sket, takkede hun ham igen og nødte ham meget til at komme med ind og sidde lidt. Det gjorde han og fandt værelset meget velmøbleret.

Efter at have siddet lidt ville han gå, men bemærkede at døren var låst. Han begyndt at ane uråd og krævede at blive låst ud. Det nægtede hun under megen banden og skælden ud. Hun truede også med at hendes mand nok skulle sætte hovedet til rette på ham. Denne mand eller den som skulle forestille ham, kom også straks efter ind fra gaden, og på hendes beskyldning om at den fremmede havde trængt sig ind på hende, truede han med bank. Heldigvis var den pågældende person så stærk at han uagtet den voldsomste medfart fra mandens og konens side trængte sig ud af gadedøren. Da en sådan forstilt fuldskab synes at høre til gavtyvenes nyeste kneb, så har den pågældende bedt om at få historien offentliggjort for at andre i lignende tilfælde kan tage sig i agt.


(Politivennen. Hefte 21. Nr. 283, 24. september 1803, s. 4502-4504)

"På Købmagergade så han foran sig et velklædt fruentimmer gå på en underlig måde. Hun dinglede i den grad at han hvert øjeblik frygtede at se hende falde i rendestenen." (Købemagergade set fra Rundetårn, 2015. Eget foto).

Advarsel til Brolægningscommissionen.

(Efter tilsendt.)

Tirsdag den 6. lå omtrent ved hjørnehuset af Kompagni- og Hyskenstræde en bunk blåler sammenklappet som så meget lignede den nys oplagte gade at mange i mørket faldt derover. Jeg styrtede over denne kl. 9.30 og mens fire nuksomme leende vægtere sagde: "der faldt atter en", faldt en pige ved siden af mig og skar sin arm på en flaske. Er dette rimeligt? Vil man ikke sætte en pæl med en lygte på, lad da en af fire sammenstødende gaders vægtere så længe blive befalet at varsle den gående. Man gav ham langt heller 5 styver for ikke at fald, end 2 faldne at rejses.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 281, [10. september] 1803, s. 4473-4474)

Anmærkning i Lyngby.

Gabestoksjernet eller halsjernet som hænger i kirkegårdens mur i Lyngby, klæder grumme ilde på dets sted, og så vidt man kan skønne af dette udslidte tilstand, bliver det nok sjældent brugt. Dette giver anledning til den formodning at velbemeldte jern kunne borttages uden at savnes, enten af retten eller af Lyngbys oplyste menighed.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 281, [10. september] 1803, s. 4470)

19 november 2014

Om Mad til Nattergale i Bur

Vi har ladet os fortælle at de som holder nattergale i København, skaffer myretuer til deres underhold fra Danzig, Lübeck of Kønigsberg. Det er bekendt at vi ikke langt fra hovedstaden har myretuer nok og at de kan fås i hele læs, når de bestilles hos skovfogederne eller hos den kone i Skovshoved som ernærer sig af at samle mos i skoven til dyner og stolebetræk. Derfor beder vi her Politivennen om at lægge et godt ind for os fattige folk over for stadens velhavende mænd, at disse under os den fortjeneste. Vi kan skaffe myretuer til en bedre pris, end de kan fås fra Østersøens byer, med tillæg af fragt, assurance, told, landtransport. Udgifter som løber op i 150 %. Vi er igen til al mulig tjeneste.

Skovshoved den 16. august, 1803
Ane Nielsdatter
boende i huset ud til Bellevy med de to fløje på taget.


(Politivennen. Hefte 21. Nr. 280, [3. september] 1803, s. 4463-4464)

Spørgsmål om Hernhuttermenigheden i Byen

Er de der ikke hører til dette religionsparti, forment adgang til at overvære den religiøse forsamling i Stormgade? Jeg er så meget mere tilbøjelig til at drage denne almindelige sags pålidelighed i tvivl da jeg selv i en tysk hernhutterkoloni har deltaget i deres aftenandagt uden at mærke det mindste tegn på uvillige, ja end ikke til forundring derover, som om en fremmed var noget usædvanligt.

Ingen religiøs forsamling, som staten beskytter, bør holdes inden for lukkede døre. For det vækker grundet mistanke om dens tendens. Kristus advarer jo selv (Matt. 24, 26) mod konventikler.

Jeg forventer svar fra menigheden lærer, i samme blad hvor det blev lagt frem.

Det ville overhovedet være godt om man kendte noget til den københavnske hernhuttermenigheds forfatning, personale osv. Intet samfund der består i og ved kristendommens ånd - sandheden ånd! - skyr publicitet, tværtimod søger det.


(Politivennen. Hefte 21. Nr. 279, [27]. august 1803, s. 4437)

Redacteurens Anmærkning

Brødremenighedens hus lå i Stormgade siden 1783. Det forsvandt da hele den ene side af Stormgade blev revet ned i 1931 for at give plads til Nationalmuseet. Brødremenighedens medlemmer var især utilfredse med de statskirkelige præsters gridskhed. Grundlaget for det forsvandt med grundloven og siden sygnede Brødremenigheden hen. Menigheden blev dog først opløst i 1923.

18 november 2014

Betragtnig i Anledning af den Randers Magistrats saakaldede aftvungne Svar i No. 276.

Udgiveren kan ikke andet end tro at den ærede Randers magistrat havde gjort bedre i ikke at svare da den hverken var opfordret eller udfordret dertil. Heri tror han alle læsere af nr. 272 vil være enige med ham. Når det der siges, fordi det kan bevises at en rejsende har mødt tiggere i en stad, skal det da straks være en stikpille til stadens magistrat? Vist nok ikke, og man tror at en magistrat snarere burde takke end angribe angiveren. Og hvad gør da nu Randers magistrat? Den nægter ikke at der jo er tiggere i Randers, men, siger den, de er ikke så mange at de inkommoderer folk ved højlys dag. Hvor mange hører da dertil? Den vil bevise dette med brave rejsendes attester og edeligt vidnesbyrd af en mængde folk i og uden for Randers! Det ville i sandhed være ret løjerligt om Poul som den ene dag rejste igennem Randers, ville attestere at Per som dagen før eller efter rejste derigennem, ikke var inkommoderet, og man tvivler på at nogen ret tillod ed at aflægges således som magistraten her ytrer. Når magistraten videre hen siger "men at sådant tiggeri sker offentligt og upåtalt, det er ren opdigtelse og beskyldning osv.", så må man sige at den fægter i luften for sådant er jo aldrig sagt. Hvad magistraten beretter at være sket i henseende til stadens jorder, anser udgiveren for en nyttig underretning, hvoraf man ser at magistraten virkelig har tænkt på det som i Politivennen var foreslået. Men viser dette ikke tillige at dette forslag var gjort med føje siden magistraten endog havde fundet nødvendigt at indhente et kollegie resolution derom. At man ikke vidste at sådant allerede var sket, skal dog vel ikke hedde ondskab, det er jo ikke andet end naturlig følge af den uvidenhed man i almindelighed er i om vore magistraters nyttige foretagender.

Således tror udgiveren at have svaret magistraten lige så sagtmodigt som den har angrebet ham overilende. Dette angreb var i øvrigt intet påfaldende. Han har nu allerede 28 gange været indklaget og indstævnet i anledning af hvad han af iver for sine medborgeres vel har skrevet. Vil magistraten i Randers forøge tallet, så får han stå den til rette. Han vil da deri blot se et nyt eksempel på den pirkhed en stor mængde embedsmænd, dog mest de småbitte, snes i senere tid at vise imod den patriotiske skribent, og som man tror at rejse sig fra en urigtig fortolkning af denne lov der dog på den udtrykkeligste måde indrømmer skribenten et sted i staten, som et nyttigt og af kongen yndet medlem af samme.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 278, 20 august 1803, s. 4432-4434).

Svineri.

I Store Kongensgade lige for bryggernes længde var den 19. dennes henlagt en mængde uhumskheder af menneske eller svineskarn. Da sådant lå udbredt på begge sider af rendestenen, var det formodentlig ikke kvalificeret til bortkørsel og derfor var de omkringliggende hele dagen plagede af den afskyelige stank som forstærkedes af varmen i den grad at man nok kunne kalde samme giftig. Skønt det efter sporet syntes at være udført fra den lige overfor boende brændevinsbrænder, så er det langt fra anmelderen at tiltro denne agtværdige mand så lidt agtelse for sine medborgere at denne uskik skulle være tilladt af ham. Ønskeligt var det imidlertid om den eller de der tillader sig sådan uskik, måtte blive opdaget og afstraffet.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 278, 20 august 1803, s. 4431-4432).

Uordener paa gamle Kongevei.

Ved hr. Prices fyrværkeri sidste 11. forefaldt scener af uforskammethed og voldsomhed som fortjener offentligt at påankes, idet som jeg håber de herefter må med eftertryk forebygges. Hver borger i staten venter med rette øvrighedens kraftige bestyrelse mod overfald som ødelægger hans ejendom. Ja endog truer hans liv. Da fyrværkeriet skulle begynde, nedbrød pøbelen (de første var slagterkarle) bogbinder Klausens plankeværk. Hans kone tiltalte dem først, men blev snart med skældsord, trusler, ja endog stenkast drevet tilbage. Nu stormede alle tusindvis ind, nedtrådte og sønderbrød alting i haven og var endogså ublu at nedbryde tagstenene af mandens beboelseshus for at krybe op ad lægterne.

Nu måtte manden med kone og børn skjule sig, og overlade hus og ejendom til en kåd og selvrådig mængdes forgodtbefindende. 

På plankeværket på hjørnet, tæt ved broen, forfaldt lignende scener af ubluhed med opkløven og nedbryden, skønt af mindre betydning. Men det ynkeligste var det bestandige skrig af fruentimmer og børn som alle øjeblik stod i fare at nedstyrtes ved trængslen i de dybe hul under broen.

Hr. professor Hornemann har for en del år siden for egen regning sat et rækværk på den ene side af broen der vender til hans have i den ædle hensigt at forebygge ulykke. Gid hans gode eksempel kunne virke på hans rige genbo for at gøre det samme på sin side! Faren i trængsel at styrtes eller i mørke at falde ned i dette dybe hul, vedbliver endnu.

Nu, alle disse uordener er sket ved lys sommeraften hvor en og anden forbryder dog kunne frygte for at blive kendt og tiltalt. Hvad vil ikke ske herefter når enhver kæltring i nattens og mængdens skjul ustraffet kan vove enhver udsvævelse? Har ikke beboerne deromkring største årsag til at frygte alt? Indbrud! Tyveri! Voldomshed! - og har ikke hr. Price tilladelse til at give så ofte fyrværkeri som hans fordel tilsiger ham?

Nogle politibetjent var til stede og gjorde hvad de kunne. Men kunne naturligvis intet vove eller udrette imod så overlegen en magt. Skal flere fyrværkerier tilstedes hr. Price, og jeg under ham det gerne, når det er uden hans naboers skade, for de er skønne at se, så må hvis udsvævelser skal forebygges, en tilstrækkelig militærvagt posteres på Gammel Kongevej som forbyder al opkløven på omliggende plankeværk og hegn. Lad de ubetalende nøjes med at blive på jorden og se hvad der år op i luften!

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 278, 20 august 1803, s. 4419-4422).

17 november 2014

Noget til Opmærksomhed i Nestved.

1) Ved en af byens broer hvor åen løber, er et vandsted, hvor en del af byens borgere henter vand. Dette vandsted er yderst farligt og burde indhegnes med jerngitter eller stærke træværk. En pige fra Lille Næstved druknede her forleden vinter. Om vinteren når stenene er isede, har det en dobbelt farlighed, da kan endogså det forsigtigste menneske let plumpe ud og drukne. Hans hedenfart ville blive anklagende for de ansvarlige.

2) Man træffer hele tiden på byens gader i staden Næstved møgbunker og store stykker træstumper, det første kan øjet og næsen ikke fordrage og det sidste kan de stakkels skinneben let få slemme stød af.

3) En del købmænd her benytter gaden - eller i det mindste deres fortove - til at opfylde dem med tjæretønder og afskovede træer, ja endog bygningstømmer findes her. Et pakhus af den slags røber handelsfrihed, men aldeles ingen agtelse for stedets publikum eller stadens hæder.

4) Vejen som løber igennem Lille Næstved og som er brolagt, håber man omlagt. For sådan som nu er den yderst dårlig og statuerer et stødende eksempel på mangel af opmærksomhed for befordringen.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 277, [13] august 1803, s. 4410-4411).

Forslag om Helsingørs ledige Portvagthuse.

Da disse vagter i lang tid har stået ledige og måske endnu i lang tid bliver ubrugte til deres bestemmelse, især så længe Helsingørs garnison er så ringe, så foreslås at overlade samme til gifte militære til afbenyttelse. Disse ville være godt tjente med samme boliger som er forsynet med ildsteder, bilæggerovne og loftsrum. Denne afbenyttelse er dog vel mere at tilråde end deres ledigståen eller deres brug til  tørveoplag og lignende.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 277, [13] august 1803, s. 4409-4410).

Advarsel til Publikum.

Tirsdag den 9. august omtrent kl. 10 om aftenen faldt min vej gennem Silkegade hvor jeg pludselig blev standset af en person med spørgsmålet om klokken var slået 10. Jeg gav ham straks oplysning om tiden for så vidt jeg kunne, og blev da ved at fortsætte min vej op ad Pilestræde til mit hjem. Denne mig ubekendte person blev da ved at følge mig og indlade sig i samtale med mig. endelig mærkede jeg til min største forbavselse at hans hænder var i mine lommer. Ingen kan vel tro at denne nederdrægtiges hensigt har været andet end at stjæle, hvilket dog ikke lykkedes ham. Mod denne hans adfærd satte jeg mig naturligvis til modværge, så meget jeg kunne. Men da jeg just befandt mig på denne tid alene med ham og endogså intet mærkede til nogen vægter, søgte jeg at undgå ham, hvilket øjeblik han også benyttede sig af ved at se mig gå ind af en port.

Da man sjældent har mistanke til en sådan veltalende person og når man vedføjer at han var meget godt og net klædt, så advarer jeg alle og enhver at vogte sig for denne gaderøver som antaster folk på offentlige gader. Efter tilsyneladende var han iklædt en lang mørk frakke, pantalons og støvler samt en rund hat på hovedet. Jeg kan da ingen anden oplysning give om dette menneske, men smigrer mig alene med det håb at vores årvågne politi nok vil finde denne for det almene farlige natteløber.

P. Hermann.
Møntergade nr. 46.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 277, [13] august 1803, s. 4408-4409).

Vandet i Frederiksberg.

Det er allerede bemærket i Politivennen for nogle år siden at indbyggerne i Frederiksberg er overmåde ligegyldige hvad angår at besørge vandet i påkommende ulykkelige tilfælde. De vandhullet hvoraf vand skal tages, er fulde af morads, så man ikke kan få vand mere deraf uden at øse det med små skåle i spanden.

Dammen er siden 1784 ikke blevet renset mere end en gang, for anden gang blev det opkastede udskyllet ved efterfølgende stærk regn da man forsømte at føre de bunker væk der var opkastet af grunden.

Nu er næsten alle brønde læns af tørke. Om ulykke kom, var hele byen hvor vinden bar hen, uden redning, og det kan dog vel ikke være brandkassen ligegyldigt.

Man håber at denne her påankede mangel hæves, og ønsker det snart for ikke at nødes til at henvende sig til højere steder.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 277, [13] august 1803, s. 4406-4407).

16 november 2014

Om uoverlagt ventelig ogsaa utilladelig Skyden i Kronborg Allee ved Helsingør.

Man kan ikke tro at den person som af kommandanten på Kronborg fæstning antages til voldskytte og til at skyde de hunde som måtte komme på fæstningens terrasser og volde, også skulle være beordret eller have tilladelse til at skyde løse hunde i alleen der grænser lige til byen. Imidlertid så man dog for nogen tid siden en sådan person tillade sig sådant. Det var et stygt syn og kunne have haft meget ubehagelige følger. Ikke alene at han i den nedre ende af alleen til byen skød to gange på en hund uden at dræbe den og måtte til sidst måske tage sin tilflugt til at slå den død med sten, men gjorde endog disse skud i nærværelse af fire damer der spadserede forbi der. Hvilken skadelig indflydelse kunne det ikke have på disse, om de var frygtsomme og i gravid tilstand. Sådant er vist heller ikke undgået Helsingørs årvågne politis opmærksomhed. Man formoder at fæstningens agtværdige kommandant ikke alene forbyder for fremtiden sådan hundeskyden i den for spadserende kølige og behagelige alle, men at også personer måtte blive dertil antaget som er duelige skytter og med et skud at træffe og dræbe et dyr, og ikke langsomt pine det som er umenneskeligt. Dersom denne har muligt skudt med alt for sine hagl og alene efter hovedet, for at få hundens smukke fortryllede kjole ubeskadiget, tror an at interesse bør i sådant tilfælde ikke tages i betragtning.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 276, 6 august 1803, s. 4391-4392)

Aftvunget Svar fra Randers Magistrat.

På de i Politivennen nr. 272 af en som kalder sig Randersven, opgivne to spørgsmål om tiggeri og markens tilbagestående udskiftning, svares:

Man er fuldkommen overbevist om at hverken Hamborg, Kiel eller København i hvor fortrinlig disse stæders fattigvæsen end er og hvor betydelige ressourcer disse hertil har, dog ikke uden al unddragelse kan rose sig af aldeles at være befriet for al slags tiggeri enten hemmelig eller åbenbar. At der i Randers skulle gives så mange af de sidste slags at de inkommoderede folk ved højlys dag på gaderne, det modsiges ganske, og kan uden synderlig umage, let modbevises, såvel med mange brave fremmede rejsendes attester som med edeligt vidnesbyrd af en mængde mennesker både i og uden for Randers. Vel sandt at her ligesom i andre stæder - hvormed Randers dog ingenlunde kan måle sig - gives enkelte såvel fremmede som af byens egne (især de der er affældige og svage samt forfaldne til druk) som af og til tigger i smug i disse vedvarende overhånds dyre tider, og de affældige og svage kan dog ikke straffes efter lovene. 

Det er også muligt at et enkelt barn kan - dog sjældent - hermed afgive sig.

Men at sådant tiggeri sker offentlig og upåtalt, det er ren opdigtning, og en beskyldning som hos spørgeren ikke røber det foregivne venskab for Randers, formodentlig er dette spørgsmål alene fremsat for at få anledning til det påfølgende.

At Randers øvrighed ikke har tænkt således som spørgeren ønsker betræffende markens udskiftning, det henregner den sig til en fortjeneste så meget mere da det kongelige rentekammer i denne sag har været af mening, med den som bedst kan erfares af dette kollegiums resolution d. d. 23. oktober 1802, således lydende:

"En del af Randers Købstads indbyggere har ved kammeret anholdt om at samtlige byens jorder måtte blive udskiftede, og derhos blandt andet foreslået at de såkaldte fælles vange måtte deles efter grundtaksten, således at de jorder som i forhold dertil bliver stederne tillagte, bestandig skulle følge samme, samt at de jorder som nogle tillige bestod i de såkaldte private vange, måtte komme med under udskiftningen for at begge slags jorde samlede på et sted kunne udlægges til bedre afbenyttelse med videre.

I anledning heraf skulle vi ikke undlade herved tjenstligt at tilmelde Deres excellence til behagelig efterretning og bekendtgørelse for samtlige vedkomme at da nævnte såkaldte fælles vænge efter de hertil indsendte oplysninger er hele byen som en kommune, og ikke borgerne som private ejendomme tilhørende, så kan udskiftningen på den ansøgte måde for så vidt disse jorder angår aldeles ikke finde sted, da ikke alene en del af byens nuværende, men også dens mulige tilkommende nye indbyggere om byen blev udvidet, derved blev udelukket fra de dem tilkommende rettigheder og fordele, og da disse jorder efter de hertil indsendte oplysninger allerede er inddelt i ordentlige vange, til afvekslende kornsæd og græsning, og bruges på den måde som kammeret anser mest passende for købstadmaden der efter vor mening mere bør se hen til jordernes hensigtsmæssige brug til græsning end til kornsæd, s kunne vi nu for tiden heller ikke tilråde dermed at foretage nogen forandring.

Imidlertid tvivler vi ikke at jo Randers købstads magistrat og i særdeleshed justitsråd borgmester Carøe der med så megen iver som supplikanterne i deres ansøgning selv anfører, har sørget for jordernes opdyrkning til det de nu er, fremdeles vil lade sig jordernes forbedring, især med hensyn til græsningen, være meget magtpåliggende.

Hvad dernæst angår udskiftningen af de såkaldte private vange, da skønnes ikke rettere, efter de oplysninger vi desangående har, end at eftergræsningen på disse jorder der ligesom de andre, før skal have været hele byen tilhørende, jo endnu er reserveret menige mand i byen, og i så tilfælde ville samme heller ikke kunne udskiftes med mindre en sådan forening om udskiftningsmåden kunne træffes at eftergræsningen desuagtet og uden fornærmelse, blev byen forbeholdt. Men da de nu gældende udskiftningsanordninger ikke indeholder regler for det tilfælde hvor en ejer jorder, og en anden er berettiget til eftergræsninger, og følgelig delingsplanen, taksationsmåden, den godtgørelse som enkelte borgere der har tilkøbt sig jorder til høje priser, fordi de er byen nærliggende, men mulig kunne blive samme udlagt på længere fraliggende stæder, hvorved de naturligvis og så meget desto mere da ingen udflytning her som ved landsbyjorders udskiftning kan finde sted, ville tabe deres værdi, derfor kunne være berettiget til at kræve med videre, ville komme til at bero på mindelig overenskomst mellem vedkommende, men nogle aldeles har erklæret sig imod al udskifning, så kan kammeret nu for tiden ikke indlade sig i samme."

Randers den 26. juli 1803.
J. H. Carøe. H. Rabell. Stadfeldt. Bendixen.

På dette [] svar skal modsvares i næste nummer.[] Imidlertid nøjes man med at [] påankede spørgsmål i nr. 272. Der ikke indeholder det mindste []

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 276, 6 august 1803, s. 4387-4391)

15 november 2014

Erklæring.

Hvad i Politivennen nr. 271 findes anført om Knippelsbro at samme nemlig ikke bør åbnes uden om morgenen meget tidlig og om aftenen efter et vist klokkeslæt, da beror sådant aldeles ikke på mig, men jeg retter mig efter den mig af høje foresatte give instruks. At nogen ellers i min tid er blevet forsinket fordi et eller andet er kommet i vildrede ved gennemhalingen, er en stor usandhed hvilket anmelderen skal stå mig til rette for. Tværtimod har jeg ved min nøjagtighed erhvervet mig i det mindste Christianshavns beboeres tilfredshed som ofte komplimenter mig for den hurtighed  skibene passerer. Når en rasende strøm af enten sydlig eller nordlig vand standser gennemfarten, da sker forsinkelse som dog så meget som muligt afkortes endog derved at skibet tilbageholdes, men en sådan naturårsag er dog vel ikke vildrede! Om et par færgebåde ellers lå rede for at overføre en doktor, jordemoder eller en patient, kunne vel ellers afhjælpe den mangel som synes grundet hos anmelderen. Men i så fald forudsættes ordentlige slæbesteder på begge sider. Betræffende i særdeleshed den på Christianshavn foreslåede arbejdsmand som ikke kunne få hurtigt som ønskeligt bragt på hospitalet fordi broen var oplukket, da er anførslen herom aldeles forkert. For det kan nok så meget bevises at broen en time før mandens ankomst og 2 timer efter var lukket, der desto værre ikke er sjældent i denne tid.

Dette har jeg fundet passende foreløbig at melde mine venner især til efterretning, og hvoraf tillige måtte skønnes anmelderens egentlige hensigt med hans ønske ved Knippelsbro.

Lorentzen
Kongl. bestaltet bromand.

* * *

Hr. Lorenzen skal få svar i næste nummer.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 275, 30. juli 1803, s. 4379-4380)

Forslag om gynger

Man kunne ønske at folk som går ud for at fornøje sig selv og deres børn ville holde sig fra de maskiner som man kalder gynger. Her kan de for 4 skilling i 5 minutter gynge sig ud af verden. Det så man for eksempel torsdag den 28. i denne måned om aftenen på Vesterbro i Lassens Have. Godt nok slap alle rimelig godt fra det, på nær et pigebarn som fik kramper, da gyngen knak. Men det kan ikke afgøres om hun og de andre som var med, vil mærke virkningen af det på et senere tidspunkt. Generelt kunne man ønske at denne flaue fornøjelse blev forbudt for at forebygge flere ulykker i fremtiden. Da der allerede er sket nok. Skulle dette gyngeri anses for en lovlig næringsvej, så burde ejeren pålægges at stille kaution for en klækkelig mulkt som skulle udbetales i tilfælde af ulykker med mennesker, hvad enten disse kom til skade eller ej.

København den 29 juli 1803
P. Hansen
I Store Fiolstræde 184


(Politivennen. Hefte 21. Nr. 275, 30. juli 1803, s. 4377-4378)

Redacteurens Anmærkning

På Vesterbro eksperimenterede Price med teater, linedansere, Pjerrot, rariteter - og kastegynger. Samt fyrværkeri. Stedet var centrum for en del hærværk. Slagtersvendene betragtede området mellem Trommesalen til Sorte Hest som deres og brød ind i haverne, trampede alt ned, rev stakitter og andet. Price var dog hårdnakket. I 1804 installerede han en karrusel til 12 personer, et vokskabinet med Napoleon. Og i 1805 begunstiget af godt vejr så han kunne fortsætte vinteren igennem. 

Han døde den vinter ved på Hotel d'Angleterre at få et kyllingeben i den gale hals. Hans kone fortsatte hvor manden slap. Med fyrværkeri 1806. Hun var rejst under bombardementet 1807 og kom først tilbage 1810. På Vesterbrogade nr. 31 opførte hun en ridebane med den tyske kunstberider Frantz Joseph Kuhn. Keglebane, traktørsted og fra 1816 pantomime.

Uordener.

2) Man ønskede noget middel mod en del af gadedrengene, og især matrosdrenge som for det meste daglig ligger hist og her og rager i rendestenene og derved forårsager en ubehagelig stank, overstænker fortovet med rendestensskarn og oversøler de handlendes udhængende skilte. Og når der tales et ord over det til dem, da bruger de grove ord, ler dem ud som forbyder dem det, og vil ikke gå fra stedet før det behager dem selv.

3) I Møntergade nr. 46 har man den slemme vane at udpumpe i rendestenen en del ildelugtende urenligheder enten af mennesker eller kvæg. Søndag den 17. juli skete sådan pumpning mellem kl. 7 og 8 om aftenen og udbredte en giftig stank over hele gaden. For sikkerheds skyld var poten lukket (som ellers ikke er tilfældet på denne tid af dagen) og en karl posteret udenfor som havde nøglen til at indlade husets folk. Man advarer vedkommende for ikke oftere at begå sådan uskik som er i strid mod de kongelige anordninger. 

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 274, 23. juli 1803, s. 4371)

Redacteurens Anmærkning.

Møntergade 46 lå hvor siden 1962 Gutenberghus ligger.

En nyttig indretning på et brændetorv

Det kan ikke tælles hvor mange redelige borgere der bliver taget ved næsen når de køber brænde på Kultorvet eller ved portene. Men det er ikke ukendt at brændeindkøb er den urimeligste og bedrageriske måde som eksisterer. For når man virkelig tror at man har købt noget godt, bliver man skuffet når brændet bliver læsset af. Dels når man ser den 4 tommer tykke vognbund, og dels den måde det er pakket på. Hvilket man først opdager når vognen bliver læsset af. Protesterer man over for bonden er han så polisk at han svarer med grovheder og påberåber sig politiloven, som støtter ham fordi brændet er købt på torvet. For at publikum skal undgå disse ubehageligheder, kan jeg ikke lade være med at oplyse om en ypperlig indretning som jeg har set på min rejse gennem de sydlige stater i Tyskland. På torvet og ved portene er af magistraten bestemte favnsættere. De er forsynet med et jernfavnmål som består af 4 jernstænger. Hver af disse stænger er ½ tomme tyk. På enderne er de forsynet med magistratens stempel. Disse kan på et øjeblik tætte sammen og lange fra hinanden, og er meget let at bære. Disse stænger er i højden indvendig inddelt i 96 dele, som er mærket med indfilede streger. Følgelige så mange rigsdaler man sælgere favnen for, så man skillinger er for enhver streg. Pengene bliver så betalt efter brændets højde efter stregerne. Det er så det samme om bonden har meget eller lidt på vognen. Og ingen af parterne kan blive narret.

Favnmåleren nyder den samme betaling om han sætter en hel, ½ eller 1/4 favn og er pligtig til at følge hjem med brændet.

Denne gode indretning vil vist det danske publikum ikke misbillige.


(Politivennen. Hefte 21. Nr. 274, 23. juli 1803, s. 4362-4364)

"Det kan ikke tælles hvor mange redelige borgere der bliver taget ved næsen når de køber brænde på Kultorvet eller ved portene." (Kultorvet 1856, efter H. G. F. Holm. Langberg;: Fra torv til torv, 1943).

Tildragelse ved Gaabense Færge.

Lørdag den 4.juni, morgenen kl. 8, ankom søværts til Vordingborg Færgegård to rejsende som straks afsendte et bud til vognmandslauget i Vordingborg for der at bestille et forspand heste til deres videre befordring. Efter forløb af 2 174 time, nemlig kl. 10.15 ankom vognmand Peder Mortensens karl med forspandet. Da de rejsende spurgte karlen om det nu er tid at komme? svarede denne i en fræk tone: Det er min S.... tid endnu. Og tilføjede som årsag at forspandet ikke var bestilt skriftligt - en omgangsmåde som de rejsende ikke kender og om hvis tilværelse de af gode grunde meget tvivler. Den brave færgemand i hvis og færgefolkenes overværelse dette passerede, misbilligede ikke alene karlens opførsel, man endog formanede ham til at vise de rejsende den dem skyldige høflighed, og udlod han sig tillige med at en lignende omgangsmåde og opførsel af vognmandskarlene imod de rejsende næsten altid var tilfældet.

Man offentliggør denne tildragelse fordi man er overbevist om at høje vedkommende vil gøre sig en fortjeneste af at træffe foranstaltninger til de rejsendes beskyttelse mod lignende tildragelser.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 273, 16. juli 1803, s. 4351-4352)

Umenneskelighed hos Almuen imellem Fredensborg og Frederiksborg.

(Efter indsendt).

På en spadseretur mellem Fredensborg og Frederiksborg den 10. juli fandt vi en gammel udtæret mand ligge i en grøft og drages mod døden. Han var omringet af en del bønderkarle og drenge. Vi bad disse så snart muligt at hente en vogn fra næste bondeby for at få ham bragt derhen da det måske endnu kunne være redning for hans liv. De sagde os at den næste by var Sørup, og at der var en mand som var fattigforstander ved navn Haagen Petersen. Vi fulgte med derhen for at haste på vognen, og konen afslog at sende vognen derhen med tillæg at de kunne ikke modtage alle som styrtede på vejen. Vi gik videre uden nytte. Til sidst kom vi forbi et hus hvori var musik og hvorfra udstrømmede en hoben mennesker. Disse bad vi om hjælp for den stakkels syge, men i stedet for den, fortalte de os at de vidste det for længe siden, at han havde ligget der fra middagen, og at han ikke kunne leve. Imidlertid råbte en ung karl til mængden, lad ham ligge og dø, så kan vi sætte et fold om ham så at svinene ikke skal æde ham, siden melder vi det til præsten som kan gøre med ham hvad han vil, og denne karl var forstander Haagen Pedersens søn. Om faderen besidder mere menneskekærlighed end moder og søn, eller om andre årsager har drevet ham, ved vi ikke, men et par timers tid derefter har han dog da manden allerede var død, hjemført ham og lagt ham i sin lo.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 273, 16. juli 1803, s. 4349-4350)

Spørgsmål fra en Randersven

1. Hvordan er det muligt i en by som Randers, hvor handel og fabrikker florerer, hvor velstand er almindelig, og hvor det synes som om øvrighed og borgere kappes med hinanden i virkelyst, at man alligevel offentligt på gaderne ved højlys dag generes af betlere?

2. Hvordan er det muligt, at Randers By, der har gjort så store fremskridt i andre henseender, stadig ligger midt i fælledskab hvad angår marker? For maleren er det måske et smukt syn at se de buntede og brogede agre, hver med sin egen afgrøde. Men for landmanden er det ikke noget kønt syn. Byens virksomme øvrighed skulle foreslå udskiftning, og borgerne ikke lide den skam at modsætte sig! Randers vil vel ikke være den mindst udviklede købstad!

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 272, [9]. juli 1803, s. 4338-4339)


Torvedag i Randers. Fra Illustreret Tidende, 3. november 1861.

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen Nr. 276, 6 august 1803, s. 4387-4391. 

Bøn til Vedkommende under hvis Tilsyn Gaderne udi, og Landevejen til og fra Valdbye, ligge.

(Efter indsendt).

Den vej som løber fra vest til syd om Søndermarken gennem Valby, og derfra leder ud til den offentlige landevej mellem Frederiksberg og Damhuset, fortjener på grund af de forskellig meget nydelige udsigter den frembyder, over staden, Amager, indløbet til Østersøen, en del af samme, samt ud over Sjæland mere at besøges, end den bliver, men jeg råder ingen til at vove sig denne vej, enten til vogns eller til hest, ja end ikke fodgængere er sikre for at brække arme og ben i de næsten bundlæse huller og slag som her findes ved hvert skridt. Allerede vejen fra Bakkegården til Valby er yderst ujævn, hældende og farlig. Om brolægningen i Valby vil jeg intet tale, dens forfatninger kan kun føles, ikke beskrives. Straks uden for Valby er et hul hvis faste bund vist er 1 3/4 alen under den øvrige vejs overflade, og selv om en øvet kusk slipper over med en hel vogn, har han dog derfor ikke vundet sejren, for uagtet dette hul er det dybeste af dem alle, så er de øvrige slag dog så ujævne og hældende i deres hulheder at det er at vædde ti mod en at vognen vælter forinden den kan rystes, puffes og slæbes frem til den kvasi bro der ligger over en å. Denne svarer i det hele til vejen, rådnende og rystende modtager den vognens vægt, i midten er et hul større end en jydepotte hvorigennem en hests begge ben mageligt kan smutte, dog har end vognen mod al forventning holdt sig hel og holden ved dumpene, er den end ikke væltet i slagene, har end bæsterne ikke brækket benene i vejens og broens huller, så må vist en af delene ske, på det stykke brovej som slutter denne infernalske vej hen mod landevejen. Her er et kaos af sten der ligger som om de var i flæng kastede ommellem hinanden. De er af forskellig størrelser, store og små, toppede, runde kantede ovenpå hinanden, tæt ved hinanden og isolerede hele kvarterer fra hinanden, og det gabende svælg imellem er det visse brud enten for fodgængerens eller hestenes ben og vognens hjul. 

At læseren ikke skal tro at min beskrivelse er overdreven, så beder jeg enhver, kravlende, vel at mærke ved højlys dag og med behørig forsigtighed og på ingen måde til vogns eller til hest, men til fods, at gå denne vej for at overbevise sig om sandheden af hvad jeg på en følelig måde har erfaret, blot ved at ride den. Da denne vej ligger så nær byen og fortjener virkelig at blive besøgt, da så mange har lystgårde i og omkring Valby, og endelig da de arme valbyere sikkert ofte må passere den på deres rejser ud i landet og dagligt til deres marker, håber man at vedkommende under hvis tilsyn denne vej ligger, med det første vil se derhen om ikke køre den.

Politivennen. Hefte 21. Nr. 272, [9]. juli 1803, s. 4329-4332)

14 november 2014

Uorden paa Vejen til St. Hans Hospital.

Det har mange gange været sagt at vejen til St. Hans Hospital var farlig. Indsenderen anså dette for et ugrundet rygte, men han er den 24. forleden kl. 9 betaget denne tro, da en kildebonde, en ung knos som kørte fredeligt fra byen ad denne vej, først med grove ord blev angrebet af en høj tæt ved garver Rings stående person i blå klæder og rund hat, som talte tysk, men hvis udtale lod formode at han var en englænder og en ung opløben dreng eller yngling i blå klæder og bart hoved der så ud som en papas søn, i selskab med dem var et fruentimmer. Da bonden kørte væk, bombarderede de ham med sten, og da bonden så sig om, traf en af stenene ham på munden så han blødte stærkt. Han tog da den beslutning at køre bort. Man sagde at endnu værre ting skete af samme personer på denne deres boldgade. Hvad her er sagt, har man vidner på.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 271, 2. juli 1803, s. 4325).

Til Søndagsskolernes Foresatte.

Man læse i aviserne om hvor mange håndværkere, mestre, svende, drenge der nyder og har nydt godt af hr. Massmans velgørende indretning søndagsskolerne. Man takker ham og glæder sig ved at de agtbare folk af håndværkerstanden tænker så rigtigt at de indset det ingen skam er at være, om man så var 100 år gammel. Kun forundrer man sig over at ikke flere nyder godt af denne indretning. Skulle det ikke være godt om væres øltappere, brygger- og brænderkarle, brændevinsmænd o. fl. af den klasse hvori der sikker er mange der kun har haft tarvelig skolelærdom, også ville betjene sig af denne skønne indretning!

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 271, 2. juli 1803, s. 4324).

Ønske ved Knippelsbro.

Det er nok så bekendt hvor ofte denne bros oplukning forhindrer en stor del af indbyggernes nødvendigste forretninger. I dette blad er før ført anke imod det. En doktor som skulle besøge sin patient, en jordemoder som der ventes på i dødelig angst, må her ofte forsømme de vigtigste minutter og den utilbagekaldelige lejlighed. Undertiden varer denne oplukning længe når et eller andet kommer i vildrede ved gennemhalingen af skibet. Jeg vil kun anføre et påfaldende eksempel på skaden ved denne forsinkelse. Det er bekendt at i forrige uge en meget brav arbejdsmand blev slået fordærvet i hovedet på et pakhus af en håndspag. Man skyndte sig at bære ham til hospitalet. Men just som han kom til Knippelsbro, blev denne trukket op og han måtte blive der til skuden kom igennem. Man vil spørge hvad derved kan gøres, for skibene bør jo dog også komme igennem. Dette tilstås, men man kunne her gøre som i Holland hvor intet skib kommer igennem en vindebro undtagen om morgenen meget tidlig og om natten efter et vist klokkeslæt.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 271, 2. juli 1803, s. 4322-4323).

Redacteurens Anmærkning.

Bromanden besvarede artiklen i PolitivennenNr. 275, 30. juli 1803, s. 4379-4380.

Ubehagelig Historie paa Vesterbro.

Søndag aften var en del gående, ridende og kørende personer ved de tre af hovestadens porte kommet for sent, og naturligvis så man dem alle samle sig ved Vesterport, da de af gammel erfaring vidste at denne port altid plejede at stå åben hele natten så længe der var et hof på Frederiksberg og man vidste også at hans majestæt for nærværende tid ligger der. Men man fandt sig skuffet. Hvad var nu andet at gøre end at ty ud til Vesterbro for at søge husly til kl. 3½. Men her var man igen ilde faren, man så ikke lys tænkt og lutter lukkede porte. En mængde holdt for Bjørnsdal der så så trøstelig stort ud i sin nye tilstand, at det syntes at tilbyde rum for dem alle. Man pikkede, og til sidst pryglede på porten, bankede også på vinduesskodder, men i denne store gård fandtes ikke en sjæl som var barmhjertig nok til at åbne. Man traf vægteren, og denne sagde at der var intet sted man kunne komme ind med mindre det skulle være Egholmsdal. Der drog man da hen og fandte vakre folk der ufortrødne stof op og beværtede de stakkelse udelukkede kildegæster. Det er siden blevet sagt at hr. Aaby har traktørsted, men man vidste det ikke, og gjorde altså ikke forsøg der. At der bør lukkes op til enhver tid af alle dem der driver værtsskab, er nok så bekendt.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 271, 2. juli 1803, s. 4320-4322).

Svar paa Stykket om Skilderiet.

Det i Politivennen nr. 270 omtalte kobberstykke som forfatteren sagde at det mindede os om vores fødsel, man tror det var godt om ethvert menneske ville erindre sig såvel om sin herkomst som om sit endeligt, og da man på nævnte kobberstykke intet forargeligt kan se, så var det bedste at nævnte forfatter brød sin hjerne og sled sin pen på mere vigtige ting.

E. N. Staarup.
Marskandiser, boende på hjørnet af Vimmelskaftet og Badstuestræde.

* * *

Udgiveren har ikke taget i betænkning at indrykke dette svar, da det måske bedre end noget andet viser hvor ønskeligt det var om der toges nogen alvorlig forholdsregel imod den vindesyge der ikke tager i betænkning at fordærve sæderne. Af hr. Staarup kan man efter hans ovenstående vente ethvert liderligt stykke han på en auktion måtte opkøbe, udhængt på hans væg, for det er jo godt, siger han, på sådan en måde at mindes om sin herkomst.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 271, 2. juli 1803, s. 4319-4320).

Uordener.

Udenfor marskandiseren på hjørnet af Badstuestræde og Vimmelskaftet lige overfor boghandlerne Arenzen og Hartier har i mange år hængt i glas og ramme et jobber som alle tilskuere har taget for at være et kobber af en jordemoderbog som tydelig mindede os om vores fødsel. Man tror ikke at sådanne kobbere bør udstilles til offentlig skue.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 270, 25. juni 1803, s. 4312)

Ønske om en lille Tvang på Vognmandskarle.

Sidste onsdag var en pige blevet overkørt på hjørnet af Fortunstræde og Admiralgade af en vognmandsvogn. Når man således kommer gående på hjørnet af en gade, kan man især når der noget bag efter er en vogn, ikke let bemærke en ny der således som denne, kommer ansættendes i fuld fart. At disse vognmænd når de intet læs har, daglig bærer sig således ad, har man ofte set. Denne karl der af udseende var meget ung, kunne således her have været skyld i at et menneske ved overkørsel enten var død på en ynkelig måde, eller også for bestandigt var blevet en krøbling, da intet andet end tilfældet at pigen faldt over ad fortovet til, hvorved hun slap med at få et ben fortrådt af hesten, reddede hende.

Man ved at vores politi når sådan overtrædelse bevislig opgives, afstraffer overtræderen, men sådan opgivelse er ofte ikke så let. Det var at ønske at nogen kraftig indskærpelse kunne afholde fra at begå sådant. Man ønskede især at vognene var meget kendelig nummererede på begge sider, og at ikke alene vognmænds, men også andre arbejdsvogne.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 270, 25. juni 1803, s. 4310-4311)

Spørgsmaal i Anledning af den i Dagen No. 95 ommeldte danske Matros, som undløb fra de Engelske paa Skibbroen i Helsingør.

Hvis det skulle ske at flere sådanne matroser som kunne være pressede i England, ankom med andre engelske i Helsingør Havn og skønt de måtte blive i båden og ikke komme i land, erklærede højt at de som pressede ikke havde lyst til at sejle videre med sådant engelsk armeret skib - må og tør da ikke den officer fra det i sundet liggende vagtskib som har inspektion på broen, tage en sådan eller sådanne danske matroser i bestyrelse, og løsfri dem fra det fremmede åg og tvungne tjeneste.

Politivennen. Hefte 21. Nr. 270, 25. juni 1803, s. 4306-4307)

Et Par Ord om en af Dyrehaves Rariteterne.

I Adresseavisen averterer to personer ved navn Joseph Snoban og Carl Potter at hos dem er at se en mandsperson med tre hænder og en fod, en ditto med en gevækst under hagen så stor som et mandshoved, nok en ditto med en gevækst et kvarter lang, som slynges om en stok og endelig et fruentimmer som vel endnu kun har en gevækst, men kan med det første vente at få nok en. Jeg ved det er med regeringens tilladelse disse ynkværdige er at se for penge, skønt jeg rigtig nok ikke i Kollegialtidende finder andre nævnte end den nævnte trehåndede person. Men dette skal dog ikke afholde mig fra, alvorligt, skønt med den anstændige beskedenhed kongens lov og min egen selvfølelse byder, at påtale denne afskyelighed. Jeg forbigår hvad der dog nok for den der erkender sandheden i Evalds ord:

"Mennesket er vigtigt for den!"

ikke kan være så helt ligegyldige. Hvor dybt disse elendige næsten isolerede fra hele den øvrige menneskehed, må synke under deres menneskeværdighed, ved således uophørligt at stilles til skue for en frivol pøbel. Jeg vil blot omtale de umiddelbare følger dette væmmelige spektakel kan have for vores medborgere og medborgerinden. At blandt de utallige der i denne tid stimler ud i Dyrehaven, også findes mange gravid ekoner, er vel desværre næppe at tvivle på. Lige så lidt tør man vel håbe at alle disse eller at engang alle de gravide, nervesvage blandt dem kunne overvinde deres nysgerrighed efter at se disse vanskabninger. Og hvor højst skadeligt er sådant syn for en eller anden af dem i sådan forfatning kan blive, derom kan vel blandt fornuftige og erfarne folk kun være en mening. 

Jeg overlader til fysiologer at bedømme hvorvidt synet af vanskabninger kan virke så stærkt på kvinde forestillingskraft at det foster hun bærer under sit hjerte, selv kan blive en vanskabning. Men følgende tilfælde tør jeg vel uden fysiologiske kundskaber antage for mulige, ja sandsynlige: at en kone i graviditetens første og farligste periode ved et syn hun vel havde forberedt sig på, men næppe forestillet sig i dets hele fælhed, kan betages af en heftig forskrækkelse og abortere. At den gravide ved at udmale vågende og i drømme det stygge billede der ikke vil forlade hende, kan pådrage sig en for tidlig fødsel og sit foster sygdom eller død. At moderen endnu fuld af den revoltante forestilling, lægger sin spæde til brystet hvor den i det øjeblik noppe nyder nogen sund føde, hvor den måske endog indsuger dræbende gift. Lad kun et eneste af disse tilfælde indtræffe - og mulige er de jo alle - de er da blodpenge. Hver skilling Gentofte Hospital vinder ved dette spektakel, om entreprenørerne vil jeg ikke tale, sådanne folks valgsprog er: profitten lugter godt, om man så sankede den op på en mødding. Jeg opfordrer altså enhver af mine medborgere og medborgerinder til ikke ved hyppige besøg hos de herrer Snoban og Potter hvis håndværk er nok så uædelt som slavehandleren, da det er sjæle og ikke blot legemer de trælbinder, at opmuntre dem til fremdeles at drive det, og fremfor alt opfordrer jeg hver gravid kvinde hvor moder som giver die, til at kvæle en utidig nysgerrighed, der kan have de sørgeligste følger for hende, hendes mand og hendes barn. I menneskelighedens navn beder jeg også vor vise ædle regering ikke oftere at tillade sådanne vederstyggeligheder at fremstilles blandt os. Det er tungt nok at så meget andet skal tåles som et nødvendigt onde. Sådanne yderst revoltante spektakler tåler i det mindste ikke den regering hvis omhu for at fremme hver borgers held og sikkerhed er så umiskendelig.

Pavels. Præst ved Nikolai Menighed.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 270, 25. juni 1803, s. 4297-4301)

Redacteurens Anmærkning.

Også en efterfølgende artikel af 1. forstander i 10 district, N. H. Weinwich omtaler annoncen som var offentliggjort i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, nr. 241, 1803.

Advarsel imod Bogavertissementer

(Efter indsendt)

Blandt de mange som ved alskens markskrigeri forsøger at sælge deres varer, ser man man desværre undertiden også boghandlere. Det er beklageligt. Det er langtfra at man laster boghandleren for at rose sin bog for at få den solgt, da stadig færre køber bøger de sidste fem år. Man taler heller ikke om visse boghandleres avertissementer af disse imod alt sundhedspoliti stridende bøger, om selvkure. Hvem gider nævne disse væmmeligheder, da de to-tre mænd der beskæftiger sig med disse giftblanderier næppe står til at kurere med ord. Men det gør en ondt når ellers ærværdige boghandlere ville skaffe bøger i hænder de ikke passer for. I den anledning advarer man vores fruentimmere mod en bog der netop er rost som fruentimmerlæsning i Adressavisen nr. 233. Det er Ambroso eller Munken.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 269, 18. juni 1803, s. 4289-4290)

En forment utilladelig Adfærd af en Skildvagt uden for Vagten paa Toldbodbroen i Helsingør den 15. juni.

(Efter indsendt.)

At en grov opførsel med skældsord og eder imod toldbetjente og i nærværelse af en skildvagt bør revses, det er for ordens skyld meget rimeligt. Men måden hvorledes revselsen sker, vil tillige og alene gøre den retfærdig. Man kan ikke tro at en skildvagt uden for en hovedvagt og i nærheden af en så tilstrækkelig assistance kan og bør have tilladelse til at slå en nok så ubehøvlet matros med kolben af geværet i hovedet som skete oven anførte dato og hvorved et menneske let kunne styrte død om. Mennesket forbliver menneske, og er det i sådant øjeblik at anse som forbryder mod love og orden, så bør det straffes, men ikke mishandles. Hvor en enlig skildvagt morderisk overfaldes, der bruger han hvert voldsomt middel til selvforsvar. Men dette var ikke tilfældet her hvor man kunne og vel også burde, have taget den studse og uregerlige karl ind i vagten og der i al besindighed skænket ham sin fortjente del.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 269, [18 Juni 1803], s. 4288-4289)

Toldboden eksisterer ikke længere. Men det gør derimod toldkommissærens bolig (1770) på Stengade 83. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

En Uorden i Frederiksbergs Kirke.

For nogle dage siden var hvad vel ofte er tilfældet, en del københavnere til en barnedåb i Frederiksberg Kirke. Men måtte med største ubehagelighed erfare at deres klæder af stolesæderne var blevet ligeså ilde tilredte med støv som om de havde siddet ude på Kongevejen. Det er naturligt at meget støv af de forbiløbende veje jages i luften og af vinden drives ind i denne kirke. Men det er ikke smukt - skønt måske også det er naturligt - at dette støv ikke afvikles når nogen gudsdyrkelseshandling finder sted i kirken.

Det er måske ikke til overs ved denne lejlighed at bejamre den virkelig utilgivelige skødesløshed hvormed næsten alle offentlige bygninger hos os behandles i henseende til rengøring. I Holland bliver sådanne bygninger hver lørdag fuldkommen renset som andre huse, gulvene skurrede og skrubbede, og vinduerne afvasket med håndsprøjter osv. Hos os kender vi intet til sådant. De få offentlige bygninger København ejer, der fra bygningskunstens side fortjener at beskues, er stinkende og besudlede. Enhver kirkes yderdel synes helliget Cloacina. Dels er mangel på offentlige lokummer skyld heri. Men også at der hos os ikke er sørget for eller befalet nogen rengøring af offentlige bygninger.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 268, [11 Juni 1803], s. 4278-4279)