25 september 2014

Om de elendige Forestillinger af den 2. april i Landemærket

De herrer Kørner og Zirn der hos det københavnske publikum som erindrer sig en Pierres duelighed, som mekanikere ikke kunne få bedre titel end fuskere, synes dog efter deres avertissementer at dømme, at måtte have ikke så lidt tilløb. Og virkelig har man så ofte haft sådanne eksempler at man ikke misunder dem deres penge, hvis de blot ville afholde sig fra, med vanhellige hænder at røre vores nations hæder, fra at gøre den jammerligste og mest falske forestilling af den 2. aprils kamp. Denne foregribelse kan vel næppe revses af statspolitiet, men derfor burde den nok ikke slippe, så længe der er mænd som det tilkommer at våge over nationens dekorum. 

Disse folk ville vel påberåbe sig at de har kongelig tilladelse, men det kunne let bevises at de ikke har kongelig tilladelse til at vise det de viser. Tilladelsens ord hjemler dem vist ikke ret til at give falske og nationen fornærmende forestillinger.

Det er mere begribeligt at engelske kobberstikkere forsøger at give en falsk forestilling af den 2. aprils hændelser, og tro at de løgne de indgraverer i kobber kunne døve og kvæle de sandheder erfaringen i Kongedybet indgraverede i de engelske søfolks minde, fra Nelsons til den mest ringe matros’. Enhver som vil se hvorvidt engelsk uforskammethed kan gå lige såvel i stik som på prent, og ikke vil købe de 5 velstukne løgnetryk, som er kommet her til byen, kan se dem i konditor Komerabilis stue, hvor de er ophængt til skam.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 190, 12. december 1801, s. 3035-3037)

Bekendtgørelse fra Ebeltoft

For at forebygge at ingen bliver forledt til at gøre sig et urigtig forestilling om Ebeltoft, ud fra en annonce indrykket under Bekendtgørelse i Københavns Adresseaviser for dette år nr. 341,  angående en gård der her udbydes til salg, finder man det nødvendigt at oplyse følgende:

Ebeltoft ligger 6 mil fra Århus. Der er ikke strand rundt om den, men kun en fjord går ind til den. Der er kun en lille skov på den ene side ½ fjerding vej herfra. Skoven selv kan gås igennem på et halvt kvarter. Gården er bygget for 14-15 år siden, med henblik på at blive udlejet til de garnisonschefer, der opholder sig her. Her er ingen havn hvor udover man har udsigt, og kun 3 fartøjer hører til byen. Byens egne skibe må hver vinter ligge i havn i Århus. Ebeltoft er ikke et let levested. I de nærliggende Århus og Randers er det meste langt lettere. Fx når talg der koster 10 mark, koster den her 14 mark. Når kødet der koster 5 mark lpd, koster det her 7 mark. Ingen familie, hvor lille den end er, kan leve simpelt og tarveligt for ringere end mellem 4-500 rigsdaler årligt. Derfor må de fleste som ingen midler selv har, foruden deres levebrød søge anden næringsvej, fx kommissioner, informationer osv. Når undtages husly som kan fås årligt for 40 rigsdaler og brændet til 4 rigsdaler favnen, og fortrinlig god rug, er det øvrige dyrere end i København. 

Fiskeri er her næsten intet af. Kun nogle små flyndere kaldet isinger fås engang imellem. Og som en sjældenhed lidt torsk. Uagtet alt det en og anden virksom mand har gjort til at fremme fiskeriet, og uagtet et helt selskab er dannet af folk fra byen og egnen, for at ville understøtte med en anselig sum penge og skrifter, er det dog ikke blevet til virkelighed. Det ses altså heraf, at Ebeltoft hører blandt de byer, som ligger i deres sidste dødskamp og snart vil opgive ånden, eller iføre sig en anden skikkelse og blive til landsbyer. Dog kan den på grund af dens fortrinlige til handels og skibsfarts bekvemme beliggenhed fremmes. Hvorledes dette kan ske, er man villig til at oplyse på forlangende.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 190, 12. december 1801, s. 3030-3032)

24 september 2014

Om det færøske Stenkul

Det har allerede i lang tid været kendt, at der i de danske lande mange steder findes det så nyttige og nødvendige mineral stenkul, der hidtil koster de danske stater store summer til England. Allerede i begyndelsen af det sidst forløbne århundrede holdt man det for ganske vist at der på Fur, en ø i Limfjorden, var brugelige stenkul. Men man har ikke hørt om det siden. For en 40 år siden fandt man at øen Nølsø mellem Færøerne næsten ikke bestod af andet, end af fortræffelige stenkul. Man sendte folk op for at efterse dem. Man skrev om dem. Man udregnede endog kulindholdet og værdien i millioner rigsdaler. Men derved blev det, og ikke et eneste kul blev brugt af det. Bornholm så nær ved hovedstaden gav større håb. Det var almindeligt kendt at der var kul. Der blev også skrevet en del derom. Men vi blev alligevel ved at købe vores kul fra de fremmede.

I de sidste år er gjort noget mere for at fremme de bornholmske kulbedrifter. Ifølge beretninger bruges de stadig mere på øen selv. Hertil kommer at mig bekendt har der ikke været annonceret med bornholmske stenkul nu i over et år.

Regeringen besluttede endelig at lade stenkul bryde for sin egen regning på Suderø mellem Færøerne, i egnen ved Qvalbo [Hvalba?]. Men da en betydelig mængde var brudt og de skulle transporteres herned, var det ikke rentekammeret muligt at få skibsfragt til en acceptabel pris. Kullene blev altså liggende.

Endelig begyndte et patriotisk selskab (Det Økonomiske Velfærdsselskab) som stiftedes for nogle år siden, også at gøre det til sin opgave, at få den færøske kuludskibning i drift. Det opmuntredes hertil ikke alene ved at få enetilladelse på at kunne købe de for kongelig regning på Suderø brudte kul for 6 rigsdaler læsten, men endog ved at få en præmie på 8 rigsdaler for hver fra Færø udskibet læst kul, for den mængde af 200 læster. Senere er denne kongelige præmie atter bevilliget for 200 læster. Selskabet har både ved fragtede og ved egne skibe indtil dato medbragt omtrent 300 læster eller 5.400 tønder stenkul.

Disse kulladninger var godt nok i de første år ikke så gode som de skotske (det må mærkes at disse kul er kakkelovnskul men ikke smedekul). Men efterhånden som arbejderne (der nu er 13 under en kongelig inspektør) kommer dybere ind i bjerget, bliver disse også bedre, og ligger nu ikke de skotske efter hvad angår kvalitet

Selskabet har i alle disse år kæmpet mod mange vanskeligheder mod kultransporten. I begyndelsen før selskabet havde selv skib, måtte man betale en ublu fragt. Da selskabet selv købte skibe, gik et ganske forlorent med ladningen på Skagen, og til stadighed er afsejlingen herfra blevet så forsinket ved hindringer af alle slags, i år ved krigen, at kun en rejse er blevet gjort om året. Alt dette gør det klart at selskabet ikke uden noget tab har kunnet gøre så prisværdig en begyndelse med kultilførslen.

Selskabet venter nu at fragterne skulle blive lavere og skibskøbet lettere. Det har for ganske nyligt taget den beslutning at drive kultilførslen med forøget iver.

Dette så nyttige selskab består allerede af henved 800 patriotisk sindede medborgere, og man bør håbe at mange hundrede flere ville tiltræde det, for at forøge dets så vel brugte virkekraft!


(Politivennen. Hefte 15. Nr. 189, 5. december 1801, s. 3018-3022)

Bogsamlinger for Bønder

(Efter meddelt)

Da regeringens højpriselige bestræbelser sigter til landalmuens oplysning, så var det meget at ønske, at der i hvert sogn i Danmark blev oprettet et læseselskab. Bekostningerne til disse måtte bestemmes til 2 skilling for hvert menneske som mødte ved bryllupper, barsler, begravelser og alle andre højtideligheder. Disse penge skulle indsamles i en sparebøsse med lås på, hvortil præsten burde have nøglen, og det skulle betales af skoledistriktets største og næststørste lodsejer uden at de fik godtgørelse for det. Denne sparebøsse skulle åbnes af præsten i overværelse af medhjælperne, sognefogden og hver bys oldermænd, som ombærer sparebøssen, og præsten skulle for dem foreslå hvilke bøger der burde indkøbes der kunne sigte til kristelig oplysning, indsigt i landvæsnet og haveanlæg. Bøgerne burde opbevares i et skab, betalt af største og næststørste lodsejer i skoledistriktet med nøgle og lås for. Dette skab skulle forblive i sognepræsten forvaring. Han var forpligtet at holde en protokol over bøgerne, hvori fremgik for bispen og provsten ved hver visitation, til hvad tid bøgerne er udlånte og hvornår de kommer tilbage.


(Politivennen. Hefte 15. Nr. 189, 5. december 1801, s. 3011-3012)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen udtrykker formentlig en trend i tiden. I hvert fald beretter Aalborg Stiftstidende den 21. december 1839 om noget lignende:

 

23 september 2014

En stor Uorden ved et Pakhus i Kattesundet

Fra det pakhus som ligger i Kattesundet mellem hjørnehuset til Frederiksberggade og nr. 115 forøves ind i mellem uordener, som bør påtales. Fx torsdag den 12. i denne måned om formiddagen kl 11 stod en karl i færd med at nedkaste et stort stykke brænde fra loftslugen. Og det var blot med en alvorlig påtale, man fik ham til at holde op med denne for forbigående så farlige gerning. Jeg vil ikke omtale den skade som stenbroen fik ved det. Det skal det være sædvane på dette sted at hejse brænde op med bindetovet, hvorved der ofte på vejen op falder et stykke ud efter det andet og udsætter folk for fare for at blive lemlæstet, ja endog slået ihjel. Dette, såvel som hvert øjeblik at at overstænkes af nogle grove knolde, som fejer gaden, er uordener som man kunne ønske at ejeren at det nævnte pakhus, som sikkert hidtil var været uvidende om det, ville sætter en stopper for. Herved ville han ikke alene retfærdiggøre sig selv, men gøre publikum en sand tjeneste.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 188, 28. november 1801, s. 2996-2997)

Redacteurens Anmærkning

Kattesundet 115 er vore dages Kattesundet 8. Huset er opført 1799-1800 for snedker Christian Fridrich Graubner. Huset mellem denne bygning og hjørnehuset må vel så være nr. 6 idet nr. 4 ligger på den anden side af Frederiksberggade. Denne bygning er ligeledes fra ca. 1800.

Atter noget om Københavns mangfoldige Hunde

Hundenes antal tager hele tiden til. Da disse dyr er meget frugtbare og forplanter deres art så flittigt på alle hjørner, så kan man snart forvente at dette antal bliver lige så stort som folketallet. Københavnerne elsker umådeligt disse for det meste unyttige dyr, og det synes at høre til god tone at man har en stor skiden loppefuld køter i sit følge. Hver vognmandskarl eller kusk tror sig berettiget til at have en hund på vognen som er nær ved at bide de forbigående i næsen, til stor fornøjelse for ejeren, som roser vagtsomheden. I de fleste huse er mindst et par stykker, som forretter stank og urenlighed på trapperne. Samt små angreb på de ankommendes ben, og ofte hænder det, at den ankommende ikke får lov at tale før husets favorit er lukket væk. Alt ofte er dette omtalt i dette blad, men hidtil kun til lidt nytte. Årsagen må nok være at disse unyttige ædere, som fortærer en ikke ubetydelig del fødevarer, hvoraf adskillige fattige familier kunne leve, har hver sin protektor og med mange protektorer som har en årsag, er det ikke godt at have at gøre. Imidlertid var det at ønske at tallet måtte blive formindsket, og det tror man kunne bedst ske ved hvad allerede mange er foreslået, en afgift af alle de som ikke er nødvendige i byen. Og dette tal er stort.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 188, 28. november 1801, s. 2994-2996)

Om Illumination i Anledning af Freden

Der var for nyligt en almindeligt frygt for at man ved jubelårets begyndelse skulle blive tvunget til at illuminere enten man havde lyst eller ej. Regeringen gjorde ende på den frygt ved offentligt at bekendtgøre at hans majestæt ikke ønskede illuminationen. Nu befinder mange indbyggere sig i en lignende frygt i anledning af en fred, som man siger vi har fået. Ingen god borger foretrækker en uvis krig for en anstændig fred, og om han frivilligt illuminerer for det, så er der ikke noget at sige til det. Men naboen der enten ikke har så mange lys til overs, eller ikke kan fordrage sådan damp i sine værelser, eller endog - hvad også må stå en fri borger åbent - ikke har lyst til at illuminere, bør heller ikke lastes, og endnu mindre af frygt for en ubændig pøbel nødes til at illuminere med. Det var derfor at ønske, at politikammeret offentligt bekendtgjorde i tilfælde af at der foregik en sådan illumination, at ingen som ikke har lyst til at illuminere behøver at have den mindste frygt, da der er truffet anstalter til så hyppige patruljer, at de der vovede at slå vinduer ind, straks vil blive pågrebet for at blive straffet alvorligt.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 188, 28. november 1801, s. 2993-2994)

22 september 2014

Spørgsmål om Opsyn med Slaverne

Fredag den 13. november kl kvart over fire om eftermiddagen i skumringen, stod to slaver sammen på volden mellem Nørre og Østerport. De var begge uden gevaldiger og uden opsyn, og den ene af slaverne stod med et gevær i hånden. Spørges: Tør det tillades de, som for en misgerning har tabt deres frihed, og altså har så lidt at tabe, at være uden opsyn, med et morderisk våben i hånden?

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 186, 14. november 1801, s. 2970-2971)

Et par Ord til Bedste for Musikelskere

Man har ofte bebrejdet vores nation, at den ikke var musikelskende. Og det må desværre tilstås, at parterrets og parkettets adfærd næsten hver spilleaften vidner om denne bebrejdelses sandhed. Man hører folk såvel i parket som parterre fortsætte deres samtaler under den bedst udførte musik mellem akterne. Hvor højt de må opløfte røsten for at gøre sig forståelig under en 10-12 fortestemmer i orkestret er let at forstå. Det Kongelige Kapel gør sig al umage for at give publikum udsøgte ting og med en nøjagtig udførelse. Men det må vist være højst ubehageligt for kunstneren, når han af den høje snakken, der næsten forhindrer ham i fornemmelse af sine kollegers spil, må konstatere at han for det meste spiller for ører, hvis trommehinder er for tykke. Man skulle ikke tro, at det var nødvendigt for folk af opdragelse at bemærke, at om man selv synes bedre om en musiceren af en stegvender end af et godt besat orkester, så bør man dog ikke ved sin snakken fratage andre, der har rigtigere organer, den fornøjelse de kunne nyde.

Endelig vil jeg gerne ønske at teaterledelsen selv ville selv hædre orkesteret, bidrage til musikkens agtelse, og få mange sande musikelskere, ved at vedtage herefter om muligt den regel at lade orkestret spille et begyndt stykke ud, inden tæppet blev trukket op.


(Politivennen. Hefte 15. Nr. 185, 7. november 1801, s. 2949-2951)

Forespørgsel angaaende Aarøsunds Færgeløb

En færge fra Assens til Årøsund er efter anordning at betale med 16 mark. Og en færge fra Årøsund til Assens med det samme. Hr. Bøg i Årøsund har imidlertid haft den besynderlige dristighed at fordre og modtage mere, og det under påskud at han skulle betales i slesvigholstenske penge, og altså efter den ufordelagtige kurs 12 procent over taksten. Anmelderen har i hænde en kvittering der lyder således:
Af hr. **** er betalt fragt for en smakke fra Årøsund til Assens med 16 mark danske og i mangel af slesvigholstenske kurant med lagio 32 skilling. Det er i alt 3 rigsbankdaler banko sedler AssenseTesterer Jens Knudsen Skipper ved Årøsund
Det er vel sandt at den der skal have 16 mark under en ufordelagtig kurs taber ved at få dem betalt i danske banksedler. Men forunderligt ville det være om satte takster skulle stige og falde med kursen, og endnu meget mere forunderligt om en mand der bor på den ene side af et lille bælt skulle have mere ret til skadesholdelse end den der bor på den anden, skønt denne lige så vel som den anden er borger i samme stat, ja bidrager endog mere til dens vedligeholdelse.

Man tvivler ikke om at denne sag er værdig til højeres opmærksomhed, da det anførte er bevisligt.

(Politivennen nr. 185, Den 7 November 1801. s. 2945-2947)

Redacteurens Anmærkning

Det var denne artikel der udløste at Seidelin blev idømt livslang censur. Fordi det var anden gang han blev dømt for noget sådant. Dommen lød sådan:

     Den paaankede af Indstevnte Bogtrykker K. H. Seidelin i den fremlagt No. 185 af Bladet Politievennen, udgivet den 7de Nov. 1801, fremførte fornærmelige Beskyldning imod Citanten Postmester Bøeg i Aarøsund bør død og magtesløs at være, og ikke komme Citanten til Forkleinelse paa Embede, Ære, eller gode Navn og Rygte i nogen Maade, hvorimod Indstævnte for dette sit lovstridige Forhold bør bøde Halvtredsindstyve Rigsdaler til Kiøbenhvans Fattigvæsens Hoved-Kasse, samt betale til Citantens beskikkede Sagfører Procuratør Beyer i Salarium Ti Rigsdaler. Det idømte udredes inden Femten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven. 

21 september 2014

Forslag til en bedre Bygningskunsts Indførelse i Provinserne

Den danske håndværker er berøvet det betydelige hjælpemiddel til sin uddannelse som kunstner, som andre lande yder deres kunstnere på deres sprog og i et fatteligt foredrag *). Den danske håndværker er generelt af fattig fødsel, og man kan altså ikke i almindelighed fordre af ham, at han ved indsigt i fremmede sprog skulle kunne benytte sig af deres skrifter. Så meget desto mere er det at ønske, at der må gøres så meget som muligt til hans fuldkommelse, fra statens side.

Et ypperligt Uddannelsesmiddel har kongen givet Københavns håndværkere ved den fri undervisning på Charlottenborg akademi. Og virkningen deraf er ikke udeblevet. Men provinsernes kunstnere er desværre udelukkede fra denne velgerning.

Bygningskunsten, der er så vigtig, der giver os boliger af de bekvemmeligste og varigste emner, under de smukkeste og nyttigste former, findes næsten ikke uden for hovedstaden. Næsten overalt ser man krumme og skæve, for små og for store, ubekvemme og uanselige, åbne og kolde, men især uvarige bygninger. En sammenflikning af tømmer og sten, eller af tømmer og ubrændt ler. Og hvorfor? Ikke fordi bekvemme, smukke, tætte og varige huse koster mere, men fordi håndværkerne ikke kan bygge anderledes. Og fordi bygherrerne ingen model har så øjne ellers kunne få tegning og overslag af disse.

Hvis der i enhver købstad for stadens regning blev bygget af grundmur et beboelseshus med tilhørende stalde, vognremise osv. alt efter den bedste (ikke kostbareste) indretning, så ville håndværkerne her have et mønster at følge mere eller mindre. Bygherrerne ville have noget at give anvisning efter, og virkningen på de senere bygninger ville sikkert vise sig.

Staten ville heller ikke tabe ved det, da der altid ville være købere til mønsterbyggeri. Og når tillige regnskabet for denne bygnings omkostninger siden nedlagdes i stadens arkiv, med NB frit til alles eftersyn, så ville man overbevises om, at en smuk og varig bygning ikke koster mere, end de jammerlige boliger, man nu ser overalt uden for København.

*) Med længsel imødeser man det skrift for håndværkerne, som bestyrerne af det Rejersenske Legat vil udgive.


(Politivennen. Hefte 15. Nr. 184, 31. oktober 1801, s. 2939-2941)

Et nyt Slags Opkøb

Foretagsomheden i handelen er nu kommet så vidt hos os, at spækhøkerne endog møder med vogne på Toldbodvejen for der at opkøbe alt det tømmeraffald eller såkaldt brændeaffald som arbejderne på Holmen tager med sig derfra når de går fra arbejde.

Det var hidtil de mindre og fattigere familiers daglige trøst ved denne lejlighed for nogle få skillinger at få det så nødvendige brændsel. Og til en bedre pris end det ellers var muligt. Nu vil det ved at være slut, hvis ikke som man dog håber, høkerne vil skamme sig ved at bruge deres større formuenhed til at fjerne disse brændebundter lige for de fattige køberes næse, for siden at udpinde dem i mindre og dyrere portioner til dem i deres spækhøkerbod.

Det forstår sig at denne nærsomhed nok vil tages i forsvar af mange, ligesom ethvert andet opkøb. Det kan vel heller ikke ligefrem forbydes, eller straffes. Imidlertid skal dog dette blad, hvis denne handel fortsættes, offentlig nævne de høkere, der er slet tænkende nok til at drive den, og måske kan dette hjælpe. Man ved at mangen handler slet, men kun få vil vedkende sig at de handler slet.

Den revsede høker vil vel sige. Hvorfor skal jeg alene nævnes. Hvorfor nævner Politivennen ikke hver kornpuger, der på torvet og før torvet opkøber kornet. Hver hørkræmmer, der opkøber smør, gæs og fødevarer for siden at prange dermed. Hver en af de vakre mænd der vandrer ud for at møde torvevognene på landevejene. Hver stenkulspuger. Hver brændekniber. Jeg svarer: Skaf beviser for enhver sådan handling, så skal gerningsmanden også straks blive nævnt.


(Politivennen. Hefte 15. Nr. 183, 24. oktober 1801, s.2922-2924)

20 september 2014

Vesterbros Mangel på offentlige Herberger

Natten mellem den 19. og 20. september kom et selskab her til byen lige efter at portene blev lukket. En del af selskabet, som var på en postvogn, fandt det for pinagtigt at tilbringe en kold nat under åben himmel og forsøgte derfor at komme ind et sted på Vesterbro, men forgæves. På Skydebanen blev svaret: "Jeg holder ikke Nachtgesellschaften". I Bjørnsdal spurgte en stemme indefra, efter at de længe havde hørt talt med pigen, hvad der var på færde? Og da hun svarede, at det var et selskab, som var kommet for sent til porten og ønskede et værelse, hvori det kunne tilbringe natten, gentog stemmen: "Er det ikke andet, så lad dem kun stå".

I Slotskroen blev bandet på, at der ikke blev åbnet før kl. 6. Omsider rådede vægteren dem, at køre til fru Kierulff på Frederiksberg, hvor de blev modtaget med megen beredvillighed og fik alle de forfriskninger de forlangte.

Dette er ikke den eneste begivenhed af denne slags. Det sker ikke sjældent, at rejsende anstrenger sig for i det mindste at nå staden før natten, om de ikke før portlukning kunne nå staden selv, og man kan let forestille sig, hvor harmeligt det må være at se sig jaget tilbage på den mest ugæstfri måde.

Ligesom den gamle skik, at holde portene lukkede lige så tit i fred som i krig, straks, da den havde været årsag til den rædsomste tildragelse, blev ophævet. Således er der ingen tvivl om, at dersom engang et læs rejsende, efter forgæves at søge natteherberg på Vesterbro, og efter at have fundet Frederiksbergs herberger fulde, og været nødt til at tilbringe natten under åben himmel, fryser ihjel i en hård vinternat. Der er da lige så lidt tvivl om at der bliver oprettet herberger på Vesterbro, pålagt nogle af de mangfoldige udskænkere at modtage dem, som ikke kunne rummes i herberger, ja endog indsat en slags øvrighed, eller nogen man kunne søge ret hos i forstæderne, der om natten, når al kommunikation mellem dem og deres rette øvrighed er afskåret, kunne anses for at leve i et fuldkomment anarki. Men det var ønskeligere at forebygge sørgelige tilfælde, end at bruge dem som sine lærere.


(Politivennen. Hefte 14. Nr. 179, 26. september 1801, s.2854 -2856)

Redakteurens Anmærkning

En af de legendariske værter var Lars Mathiesen (Allegade 7). Han skal have været en jovial person i sit forlystelsessted. Han var bl.a. ufrivillig vært for englænderne under bombardementet 1807. Hvor han dog nægtede at sidde for bordenden og drikke med. Han blev i køkkenet og satte priserne op til det dobbelt. Englænderne anså ham for en gemytlig person. Han smed en løjtnant i grøften efter at han havde gjort nar af Christian 7. Og et forsøg på at drikke ham under bordet skal ikke være endt godt. 

Den Sorte Hest lå på Vesterbrogade 148. (Forhuset fra 1771 eksisterer stadig).

Kraks Vejviser 1825 nævner tre hoteller, Hotel Royal (Gammelstrand 152, nu Ved Stranden 18?), Hotel d'Angleterre (skiftende lokationer) og Hotel du Grand Nord med den første offentlige badeanstalt fra 1816 (-1860, hvor nu Magasin du Nord ligger). Derudover nogle gæstgivergårde,  Stadt Lauenburg (Store Strandstræde 78 nævnt i Politivennen, 31. juli 1819), Stadt Flensburg (Lille Strandstræde 74), De tre Kroner (Tornebuskegade 255), Gammel Avlsgaard (Suhmsgade 196 & 197 B), Rosengården 123, Rosengården 126 & 127 Christian Bentzen, Den Forgyldte Nøgle (Nørregade 25), De Tre Ruller (Nørregade 47), Den Hvide Svane (Studiestræde 62), Det Hvide Lam (Studiestræde 84), De Tre Roser (Studiestræde 91), Rosen (Vestergade 8), Garvergården (Vestergade 11), De Tre Hiorter (Vestergade 12, 1668-1936), Skibet (Vestergade 14),Gardergaarden (Vestergade 15), Viinkanden (Vestergade 16), Farvegaarden (Vestergade 17), Prindsen (Vestergade 21), Den Hvide Hane (Vestervold 209), Store Norske Løve (Vestervold 58), Knapsteds Gaard (Halmtorvet 64, omtalt i Politivennen 9. februar 1822), Holger Danske (Farvegade 139). Desuden logihuse, hvoraf det mest berømte/berygtede var Pjaltenborg på hjørnet af Rosenborggade og Åbenrå (-1850)

Militært Spørgsmål

Mandag den 21. september om aftenen ved 5-6 tiden så man borgerskabet med fane og klingende spil marchere gennem Frederiksberggade og dreje om til Halmtorvet. Da de kom ud på Frederiksberggade blev der gjort holdt, og skildvagten råbte Vesterports hovedvagt ud. Men skønt officer og soldater kom ud, blev dog ikke gjort den ringeste honnør. Man så derpå en borgerskabsofficer ride hen til hovedvagten og tale med officeren. Men hvad han sagde hørte man ikke, ligesom han også straks red tilbage og borgerskabet marcherede videre, uden at nyde nogen honnør. Tilskueren heraf, der nylig ved Nørreport har set den derværende hovedvagt gøre honnør til optoget ved at præsentere, kunne ikke nok så meget forundre sig over, at dette ikke skete ved Vesterport. Han ønsker sig oplyst, om en hovedvagt ikke bør honorere en fane. Vil man svare at den kun gik forbi hovedvagten fra siden og at det da ikke bør ske, hvorfor honorerede så Nørreportsvagten, som den også kun gik forbi fra siden. Tilskueren mener, at en af disse vagthavende officerer må have gjort for lidt eller den anden for meget.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 179, 26. september 1801, s. 2853-2854)

19 september 2014

Noget om Færge- og Færgemænd ved Jægerspris

Transporten ved dette færgested besørges af den på Jægerspris betroede færgemand med en meget mådelig færgepram og to små både, hvortil han skal holde 3 fast folk, hvoraf mindst de 2 skal bruges ved færgen. Men i stedet for 2 mænd er der for det meste kun 1 mand, som sejler frem og tilbage med den. Det er let at se, at dette i forening med den måde, hvorpå transporten sker, må forårsage ophold for de rejsende. Således skete det den 26. juli da et selskab på 13 personer med 3 vogne som kom fra Jægerspris ikke alene måtte vente i over ½ time, inden færgen kom fra Frederikssund, men endog til dets forundring opdagede at der kun var en mand med færgen. Og således sker det den meste tid. Da befordringsvæsnet er en af de ting der i enhver nogenlunde ordnet stat bør være så fuldkommen som muligt, så var det at ønske at de mænd, som er lønnede af staten for at påse sligt, ville påpege over for færgemanden, der desuden tjener så anseeligt, altid at have det anbefalende antal af folk med færgen, samt at holde den og bådene i så forsvarlig stand, at man ikke bliver våd om fødderne eller sidder i angst for at synke.

Færgen bliver trukket ved et tov, der er fastgjort tværs over fjorden. Men da midten af dette tov altid ligger i vandet, så følger deraf, at det meget hurtigt rådner og springer. Når det sker, så må enten færgen drive på grund, eller hvis der er nogen søgang (således som forhen sket) blive fuld af vand og synke, og mennesker omkomme. Så utilgiveligt og skødesløst sørger man for menneskers liv. Burde der ikke være i færgen et lille anker, to par årer og et reservetov?

Ved dette færgested er som bekendt to broer. Nemlig en ved Frederikssund og en ved Jægerspris. Men de er begge i en meget mådelig forfatning. En stor mængde af de stene, hvor broerne er lagt, er faldet ud og ligger i vandet, og bolværket og pæle omkring en del af broerne er enten helt borte, eller så rådne, at de er faldefærdige. Det var ellers at ønske at regeringen i fremtiden betroede denne gode og vigtige færgemands post til en gammel og fortjent sømand.


(Politivennen, Hefte 14. Nr. 172, 8. august 1801, s. 2737-2739)

Til det medicinske Politi

Et menneske fra Hamborg har i Berlings Avisen nr. 58 fra i år, inviteret til hos ham for 5 rigsdaler at skaffe sig en recept mod den sygdom, hvis blotte nævnelse er ubehagelig, og hvis årsag de 99 gange ud af 100 er en forbrydelse. Da næppe nogen sygdom forværres så meget som denne ved selvkurering og kvaksalveri, så håber man at det medicinske fakultet eller hvem det medicinske politi er betroet, vil købe denne recept og efterprøve hvad den dur til. Og i øvrigt forbyde såvel sådanne recept som nogle indenbys bogavertissementer, der ved at lokke til farlige selvkure, kunne have få fordærvelige følger.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 170, 25. juli 1801, s. 2706-2708)

18 september 2014

Mulig Pendant til Snøde Præstegård

Så ønskeligt det var at større slagterier skete enten uden for porten eller i det mindste i udkanten af byen, så er det åbenbart ikke muligt, siden man i så lille en gård som gården nr. 100 i Pilestræde har kunnet anlægge et af byens største slagterier, til ikke så lidt ubehagelighed for denne gades beboere, og endnu mere for beboerne af gården selv. Det svineri som finder sted i denne gård er næsten ubeskriveligt. Porten er altid fyldt med skidne, stinkende vogne og undertiden levende stude. Opgangen til de øverste værelser er I gården hvor slagteriet egentlig foregår, og for at nå den, må man vade i blod, tarme, huder og de allerufordrageligste urenligheder. Bag ved posten, som altid mangler vand og derfor undertiden bliver spædet med skident vand, er skarnkisten anbragt. Den står for det meste åben og er topfyldt. Læg dertil at lokummet aldrig tømmes før det i nogle dage er løbet over, og så er grundtrækkene til maleriet færdige. Man forestiller sig nu den giftige stank af det forannævnte, undertiden forenet med en ufordragelig lugt af tællesmeltning i disse hede dage stiger op i værelserne, og ejeren har været så ubarmhjertig at  tage en gangdør væk, det eneste brystværn mod angrebet af disse dræbende dunster, og vurder selv om denne adfærd ikke ville bringe selv den koldeste filosof i affekt. Enhver som vil overbevises om sandheden af dette, må gerne henvende sig til undertegnede, som bebor gårdens øverste etage.

J. Ulstrup
Guldsmed


(Politivennen. Hefte 14. Nr. 170, 25. juli 1801, s. 2708-10)

Redacteurens Anmærkning

Pilestræde 100 har siden 1859 heddet Pilestræde 33. Huset er fra før 1745, ombygget mellem 1769 og 1798 til 3 etager, og igen 1851 til fire etager.

17 september 2014

En gotisk Uskik som truer Residensstaden

Karnapper var en af fortidens smagløse udsmykninger, og tilmed en anmasselse, som kun det endnu såre ufuldkomne politi og den endnu dybt slumrende følelse af lighed kunne holde til gode. At man derimod nu ser dem dagligdags opstå både ved butikker og beboelsesrum kan man på ingen måde få til at rime med tiden og smagen. Det er klart at den, der bygger en karnap, fornærmer sine naboer, mens han skænder sit hus. Dersom der ingen lov er imod det, som man dog mener, så håber man, at både stadskonduktøren, Magistraten og enhver som der har med smag og ret at gøre, vil gøre sit for at få sådan en lov vedtaget, før vi ganske er hensunkne i det gammeldags arkitekturbarbari igen.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 169, 18. juli 1801, s. 2698-2699)

Frederiksberg Halsjern

I anledning af, at porten til Frederiksberg kirkegård tillige er en gabestok, spørger en fremmed: Om halsjernet er bekostet af sognets beboere for dem og efterkommere?

Det yderst frappante syn at se et halsjern - et gabestoksattribut, som i de sidste 10 år ikke engang er brugt ved Gammelstrand - i muren ved indgangen til et tempel for gudsdyrkelse, må sætte enhver fremmed i forundring. Havde præsten langt til kirke, kunne man dog formode, at han til sin ridehest brugte dette jern for at sikre sig dens tilstedeværelse mens han forrettede sit kald i kirken. Men da dette ikke er tilfældet, kan man ikke forstå hvorledes han, som så tænkende mand, kan undlade at anmode om tilladelse til at borttage dette forargelige halsjern, som aldrig bliver brugt, og som vel intet menneske der i sognet fortjener - når man undtager de valbykvinder der plukker fjerkræ levende på Gammeltorv - og til disse kunne jo sognets øvrighed, når behov gjordes, låne Københavns forladte og altid ledige gabetræ ved Højbro, hvilket måske endog ville opbygge vores fiskerinder, og hvorved der i så fald sloges to fluer med et smæk.


(Politivennen. Hefte 13. Nr. 169, 18. juli 1801, s. 2696-2697)

"Havde præsten langt til kirke, kunne man dog formode, at han til sin ridehest brugte dette jern for at sikre sig dens tilstedeværelse mens han forrettede sit kald i kirken. Men da dette ikke er tilfældet, kan man ikke forstå hvorledes han, som så tænkende mand, kan undlade at anmode om tilladelse til at borttage dette forargelige halsjern, som aldrig bliver brugt, og som vel intet menneske der i sognet fortjener" (Halsjern fra Thy. Nationalmuseet. Eget foto 2015)

Skadelig Uorden på Assistens Kirkegården

Efter sædvane besøgte jeg onsdag den 15. dennes Assistens Kirkegård uden for porten et sted som bevarer støvet af nogle mig dyrebare afdøde venner, og som derfor er mig højtideligt og helligt, og imod hvilket altså enhver overtrædelse af den orden, fred og ærbødige tavshed, som bør dvæle over de dødes boliger, er mig forhadt og ufordragelig. Derfor kan jeg ikke ligegyldigt  være vidne til, at graveren, som bor ved kirkegården, og er den mand, som er betroet opsynet med stedet, ikke forhindrer fremmede fra at slippe deres køer derind. For det er vel umuligt ham der lukker sine egne derind.

Denne højst urimelige uskik må uvægerligt vække mistillid og harme hos enhver. Men især må det støde alle dem, der årligt betaler graveren 2 rd. for deres graves vedligeholdelse, og dog alligevel må se dem ødelagt igen af disse kreaturer, der uden forskel nedtræder og afbider såvel de på de vedligeholdte grave plantede blomsterbuske, som det vilde græs af de til glemsel overladte dødeboliger. Desuden gnaver de barken af på de hist og her anbragte unge træer, hvorved disse - gravenes pryd - aldeles ødelægges, uagtet de dog er plantet med bekostning i håb om at tjene som tegn til at kunne kende den gravhøj som gemmer de kære savnede.

For at forebygge at denne ødelæggelse ikke for fremtiden skal finde sted, hvorved så mange fornærmes og hr. graverens agtelse tabes, var det at ønske, at han i stedet for disse køer ansatte et par mand, eller endnu bedre, nogle fattige børn til at afskære græsset, som det nu engang er blevet vane skal gro på de grave hvis ejere ikke har råd til at kunne betale den alt for dyre vedligeholdelse. Den udgift dette ville medføre for ham, især når man vil regne at den betaler sig selv, vil vel næppe holde ham fra, hellere at vælge denne måde til at benytte sig af kirkegårdens græs, som han muligt har rettighed til, end just at benytte det på en måde, der er så ubehagelig for gravenes ejere, og derfor en utilladelighed, som ikke kan tåles.


(Politivennen. Hefte 13. Nr. 169, 18. juli 1801, s. 2689-2691)

Om Maleværket for København

(Skrevet i det sidste vindstille)

Er byens forsyning med mel så ligegyldig en ting? Nu sker den samme standsning som i fjor i februar måned! Der er intet brød at få af mangel på mel. Unægtelig er brændevinsskrå højt nødvendig og uundværlig, men skal brødkornet stå tilbage? Selv på dampmaskinen kan så godt som intet fås malet til groft brød, da Kastellet (som dog selv har mølle og vel kunne holde den i stand til sit brug) også mange brændevinsbrændere får malet der, så brødkornet for byen kan ligge 5-6 uger uden at blive malet. Er der da ingen bedre anstalter mulige for så vigtig en sag. På vandmøllerne får ingen malet, som ikke er bestandig gæst, og den højere bekostning her på hver tønde a 24 sk. mere end ellers, er mere end den halve eller ofte den hele fortjeneste for den som skal leve af grovbrødsbagning, hvor taksten ofte er så høj imod priserne?


(Politivennen. Hefte 13. Nr. 168, 11. juli 1801, s.2676)


Redacteurens Anmærkning

En klage over lignende står i Politivennen nr. 691, lørdag den 28. Marts 1829, s. 199-201: "Lidt om Møllerne og Meelmaling", udløste en mindre debat med svar i Politivennen 692, lørdag den . april 1829, s. 205-208: "Gjendrivelse af den Annonce i Politievennen Nr. 691, under Overskrivt: "Lidt om Møllere og Meelmaling", og Politivennen nr. 694, lørdag den 18. april 1820, side 237-240: "Endnu Lidt om Møller og Meelmaling"

16 september 2014

Assistens Kirkegården

Efter mange overvundne fordomme har man endelig besluttet at begrave sine venner uden for porten. På den såkaldte Assistens Kirkegård er mange skønne monumenter. Og uden filosofisk at undersøge, hvorfor de er blevet opsat, eller hvad de frugter, så må vi vel antage, at den skik at hædre sine venners minde, endnu fandtes og findes blandt alverdens beboere, enten poliserede eller barbariske. Et kærlighedsbånd er spundet mellem de levende og deres afdøde venner. For så vidt er da denne skik hos os hvad den er hos andre. Men den sløvhed, hvormed alt hvad offentligt hos os bliver behandlet, den ligegyldighed vi viser for alt hvad det kære jeg ikke umiddelbart er interesseret i, har også sat præg på dette sted.

På mange steder i Tyskland, særdeles hos de tænkende beboere i Dessau, er hvilepladsen for de døde en skøn velholdt have. Høje træer, tavshed, og sømmelig adfærd hos de besøgende. Stedet er viet til de følelser, hvormed man nærmer sig sine venners grav, og opsyn og orden hos de der ansatte folk forener sig dermed til et harmonisk hele. Hos os kunne og burde det være det samme. En mur omgiver steder, alle porte kan holdes lukket, burde lukkes, efter brug er gjort deraf. Og indgangen burde kun være forbi overgraverens bolig. De karle der af og til slæber spader med sig i hånden i begær efter drikkepenge kunne holde gangene rene. Men hvad ses i stedet! Drengestøj, og beviser på det pøbelagtigste sindelag. Fodaftryk på gravhøje. For nogle uger siden en død gris, puttet ind gennem et jerngitter på et monument. Et jerngitter revet af et andet, som dog var indskruet i en stenkarm. Således hædres vores afdøde venner, og vi københavnere må vide, at enten nedrig egennytte, dovenskab eller andre fejl hos de der er ansatte til opsyn, forvandler denne helligdom til en kloak og et teater for pøbelagtighed og usømmelighed.

(Hefte 13. Nr. 167, 4. juli 1801, s.2657-2659)

Redacteurens Anmærkning

Assistenskirkegården ligger tæt på den gamle jødiske kirkegård (1693-1804) i Møllegade. I 1694 havde jødernes ældste købt denne grund. Som senere (1704) blev suppleret med indhegning, kapel og opsynsmandsbolig (der bl.a i 1711 fungerede som pestlazaret for jøderne). Den blev udvidet af flere omgange. 

15 september 2014

Mangel på Menneskekærlighed.

I dag den 24. juni indtraf for en halv time siden det ulykkelige tilfælde at en murersvend faldt ned fra taget på Nikolaj skolebygning og slog sig dødeligt. Lærerne ved skolen sendte straks bud efter vogn, for at lade ham bringe på hospitalet, til følgende hyrekuske: Fæderholt i Pilestræde, Møller på Store Købmagergade og Clementsen i Lille Kongensgade. Men hos dem alle tre nægtedes at sende en vogn, fordi ... de skulle til lig. Man ønsker at udgiveren ville indføre denne menneskekærligheden modstridende handling i Politivennen.

G. P. Friis

Lærer ved Nikolaj Skole i Hvælvingen

*    *    *

Det synes som om der virkelig behøves at en klausul blev tilføjet i enhver hyrekusks borgerbrev at hans vogne, til hvem de end var udlovede, straks når forlangtes skulle afhente sådanne ulykkelige og føre dem til hospitalet. En ting som ingen der havde bestilt vognen, ville bebrejde, da i så tilfælde den ene hyrekusk let fik den anden til at køre en sådan tur.

Man måtte ellers ønske at de herrer lærere straks havde henvendt sig til politiet, der vist straks ville have skaffet dem vogn.


(Politivennen. Hefte 13. Nr. 166, 27. juni 1801, s.2654-2655)

Hvorfor Christianshavn er anset så meget slettere end København

Det er kendt nok at huslejlighederne på Christianshavn hverken er så efterspurgte eller så højt betalt som københavnske. Christianshavn bliver anset for at være en forstad og næppe den bedste. Så mange som kan, flytter derfra ind til byen, og enhver krymper sig ved at flytte derud.

Det er dog nok umagen værd at se på de årsager, der gør denne store og anselige del af byen så modbydelig, for med det samme at lære midlerne til at ophæve denne modbydelighed.

Som den første årsag viser sig straks broerne, der er så få og usle. Den ene af disse, Langebro, er endda så afsidesliggende, at den kun har en yderst lille del af passagen. Den er desuden alt for smal, ikke oplyst om natten og næsten rådnet op. Knippelsbro er da så godt som Christianshavns eneste bro, og i sandhed er den elendig. Lige så stor og anselig som den måtte syne i Christian den Stores nys anlagt Christianshavn, er den ussel og utilstrækkelig for byens nuværende færdsel og folkemængde. Den standsning i færdslen som sker når den åbnes for skibene, er altid højst ubehagelig og tidsspilde. Men den kan endog for de, som har meget vigtige ærinder, være særdeles skadelig.

Fra kl. 10 om aftenen til et par timer op ad dagen gør natrenovationen denne bro til den væmmeligste overgang, og er sikkert en særdeles vigtig årsag til den lede man har ved at bo på Christianshavn.

Slagtere er der kun få af, og kunne være så dyre som de vil, da de ikke altid går an at sende ind til byen efter kød.

Grønttorv mangler ganske, og de finere grøntsager må derfor hentes den lange vej fra Amagertorv.

Blæser vinden fra syd har man en plagende stank fra renovationsmagasinet. Blæser den fra øst lider man meget af den endnu slemmere stank fra trankogeriet.

Mange slags nyttige næringsveje drives slet ikke på Christianshavn, og for en mængde varer er der ikke engang butikker.

Alle forlystelser, spadseregange, komedier og klubber må søges på byens side. Amager vold må ikke bestiges. Landevejen uden for porten tilbyder hverken frisk luft eller behagelig udsigt.

Der kunne endnu opregnes flere ubehageligheder. Men det er måske bedre at holde op, da der er nok at afhjælpe for det første. Man tror dog slet ikke dette er ugørligt. Der behøves blot to eller i det mindste en god bred bro mere, og den der er skal gøres bredere. Der behøves blot at trankogeriet flyttes langt uden for byen, således som andre steder er skik, da ingen anden hovedstad paraderer med sådan en stankfabrik. Der behøves blot at indføre den langt rimeligere metode at bortføre renovationen i pramme, og at opvække den industri hos agerdyrkeren at benytte sig deraf til gødning. Der behøves endelig for at afbøde alle de øvrige mangler, kun at gøre landet uden for Amagerport behageligt, ved plantninger, og ved en offentlig have, og at gøre volden til en yndet offentligt spadseregang. Og man ville snart se Christianshavn kappes med København om at tiltrække sig beboere!


(Politivennen. Hefte 13. Nr. 165, 20. juni 1801, s.2631-2634)

14 september 2014

Vandmangel i den nordre Del af Byen

Man måtte ønske, at der alvorligt ville blive tænkt over den forlegenhed en stor del af byens nordlige del er, og at der blev rådet bod på det.

Det mindste som indbyggerne i en kant af byen såvel som i en anden kunne forlange var at der også blev sørget for at de fik vand, da vandledningen nu engang er en offentlig indretning og enhver enkelt ikke på egen hånd kan indrette den.

At det ville kræve nogle, måske mange folk at lægge en ny hovedrende ind, er ikke noget gyldig indvending. For hvilken husejer i Fiol- Skiden- Kannike og flere stræder ville ikke gerne udrede sin andel for at skaffe sin bygning i så betydelig bekvemmelighed.

I tilfælde af ildebrand er denne del af byen udsat for større fare, end den øvrige, da de få brøndposter vel ikke ville være nok, og de fine springvandsportioner ikke kan afgive nok vand.

Hvor presserende denne vandmangel er, kan man bedst se ved, når man ved, at mange husejere i Kannikestræde, Skidenstræde osv. for ikke at slæbe vandet fra Købmagergade, Landemærket eller endnu fjernere gader, må betale årlige penge til de som har springvand. Når nu de som har vand enten af særhed, utjenstvillighed eller ædlere bevæggrunde snart nægter dem adgangen fuldstændig til deres poster, snart hæver den årlige ydelse for det til det højeste, hvad råd er der da? Således blev fx en mand, der bor lige over for Regensen, og som ansøgte hos de teologiske professorer om at måtte for sin familie have adgang til Regensens vand imod en årlig kendelse, opkrævet 25 rigsdaler årligt for denne adgang. Eller omtrent 8 skilling hver dag.


(Politivennen. Hefte 13. Nr. 164, 13. juni 1801, s.2629-2631)

En slem Uorden i Karlebo.

(Tilegnet den ansvarlige amtmand)

Ingenting er så god at den jo også kan have en ond følge. Ordsproget kan man se bekræftet på vores så fortræffelige landeværn.

I Karlebo og flere steder har nogle mennesker sat sig for, imod lovene, at holde værtshus og udskænkning. De svarer de som påtaler denne uorden, at de som landeværnsmænd skulle have tilladelse til det.

Det går endog så vidt, at nogle af disse militære kroholdere triller hjulbøre fulde af drikkevarer op ved kirken og sælger ud af det, uden at lade sig bortvise enten af formaninger eller skam.

Hvor skadelige følgerne heraf kunne blive, helst imellem en så fordærvet og umoralsk slægt, som vores kulsvierbønder gemenlig er, er gyseligt at tænke på. Man må derfor ønske at den ansvarlige amtmand alvorligt søger at kvæle en så giftig usædelighedspire ved fødslen.


(Politivennen. Hefte 13. Nr. 165, 20. juni 1801, s.2625-2626)

I Anledning af det Indrykkede, om Landeværnsuordner i Karlebo.


(Indrykket efter begæring).

I ugebladet Politivennen nr. 165, d. 20. juni 1801 findes indrykket: En slem uorden i Karlebo (tilegnet den ansvarlige amtmand). Under denne titel forklarer bladets udgiver hr. Seidelin, at nogle mennesker i Karlebo og flere steder, har taget sig for, tværtimod lovene at holde værtshus og udskænkning, og svarer de, som gør opmærksom på denne uorden, at de som landeværnsmænd skulle have tilladelse til det. Og at det går endog så vidt, at disse militære kroholdere triller hjulbøre fulde af drikkevarer op ved kirken, og sælger ud af den, uden at lade sig bortvise, enten ved formaninger eller skam. Herefter fremsætter forfatteren det ønske, at den ansvarlige amtmand alvorlig søger at kvæle en så giftig usædelighedsspire i fødslen.

Jeg ville anse det for unødvendigt at tage til genmæle over for egnens beboere og andre, som kender omstændighederne i anledning af ovennævnte klage. Men måden hvorpå denne uorden er fremsat, nemlig at denne var foranlediget ved ligegyldighed i min embedsførelse, har jeg for deres skyld, som læser det påankede, og ikke kender mig og sagens sammenhæng, villet forklare sagen indgående og således som den er.

Da forordningen af 19. januar dette år var udkommet, kom adskillige landeværnsmænd til mig og spurgte om de nu ikke var berettigede til, ifølge nævnte forordnings § 5 at udskænke øl og brændevin mod betaling, samt at handle med kaffe, te og sukker mm. Jeg oplyste dem så om det urigtige i deres antagelse. Forklarede dem hvad straf de ville pådrage sig hvis de foretog sig enten at skænke mod betaling eller at drive den omtalte handel. Og ydermere forbød jeg dem strengt at foretage sig nogen af delene. Efter nogen tids forløb blev det berettet til mig, at nogle landeværnsmænd uagtet denne advarsel begyndte at sælge øl og brændevin med videre.

Jeg lod derpå udgå en almindelig advarsel, som blev bekendtgjort, såvel ved birkedommeren som de berørte sognefogder, at ingen landeværnsmænd, uden han var forsynet med kongelig bevilling, måtte enten skænke øl eller brændevin mod betaling, eller drive nogen slags handel, som henhørte til købstadsnæring, under den straf som anordningen bestemmer for sådan ulovlig krohold og handel.

Det er nok så bekendt, at oplysningen hos almuen desværre er meget indskrænket, og at den derfor ikke besidder evne til selv at forstå lovenes mening, især når der forekommer udtryk, som den synes at kunne tolke til sin fordel. På grund af det troede jeg det ville have været at handle hårdt, at en del fattige husmænd med familie skulle have været straffet efter lovenes strengeste strenghed. Og naturligvis således var blevet aldeles ødelagt, fordi de af vankyndighed, ja muligvis endog forledt af andre, havde begået en overtrædelse af lovene. Og dette var da således de bevægende årsager som bestemte mig til på den måde, som foran er meldt, nemlig først at advare landeværnsmændene, i stedet for efter lovenes yderst strenghed at lade straffe en del vankyndige husmænd, som vist ikke med overbevisning om deres ulovlige foretagende var blevet lovovertrædere.

Denne advarsel hjalp så vidt, at jeg i nogen tid intet hørte om ulovlig krohold eller deslige. Indtil først i denne måned, da en angiver meldte sig hos mig, og angav at to husmænd i Karlebo som udøvede ulovlig krohold. Efter at jeg havde modtaget denne angivelse, beskikkede jeg den 6. dennes en aktor til at afsige dom over disse to husmænd.To til tre angivelser fra andre steder, som indkom omtrent på samme tid, er ligeledes staks foranstaltet påtalte på lovlig vis. Men om disse er præcis de samme som hr. Seidelin mener, når han udtrykker sig således: I Karlebo og flere steder, uden at nævne hvilke de steder er, ved jeg ikke. Men dette ved jeg, at enhver ordentlig angivelse, som er indkommet til mig er straks foranstaltet undersøgt og påtalt. Jeg tror således at have handlet overensstemmende med embedspligt , ligesom også hr. Seidelin heraf vil blive underrettet om, at den påankede uorden er søgt hæmmet, længe før samme blev påanket i Politivennen.

Frederiksborg d. 27. juni 1801
Levekow.
Amtmand over Frederiksborg, Kronborg og Hirschholms Amter


(Politivennen. Hefte 13. Nr. 167, 4. juli 1801, s.2660-2664)

Om Badehusene

Badehusene er nu udlagt (man ved at de af deres første opfinder og ejer er skænkede til byens fattigvæsen) og forpagtede af en driftig mand som allerede har gjort bekvemme indretninger i dem end der før har været, og har i sinde at lave endnu flere.

I henseende til det andet køns benyttelse af disse huse, så er samme meget rigtigt indskrænket således, at en kone i selskab med sin mand kan få et kammer. Det er imidlertid ikke at tvivle på, at jo enhver agtværdig husfar, som ønsker det, kan på forlangende få et indgangskort for den kvindelige del af sin familie, så at disse sammen uden ledsagelse af et mandfolk kunne få et kammer.


Det var at ønske, at direktionen ved denne sundhedsanstalt ville efterligne en indretning som i lang tid har været ved Hamborgs badehus. Jeg hentyder til at hvert kammer forsynes med et opslag, som indeholder de vigtigste medicinske baderegler. Såvidt jeg erindrer er disse, at man ikke skal gå i vand straks før eller efter et måltid. At man altid skal gøre hovedet vådt først. At man ikke må blive i vandet indtil den første kulde, der efter at man er kommet helt ned snart forlader en, indfandt sig igen. At brystsyge ikke bør betjene sig af søbadet før at have rådspurgt deres læge. At man så hurtigt som muligt skal klæde sig på efter at være kommet op af vandet. osv.

Før jeg forlader badehusene bør jeg endnu føje det ønske, at vi i forbindelse med dem eller i nærheden af dem, kunne få en svømmeskole, forsynet med en kyndig og skikkelig lærer i denne så nyttige kunst. Og med sådan indretning, at begynderne der kunne modtage undervisning, uden at være udsatte for tilskuende lediggængeres latter o.lign.


(Politivennen. Hefte 13. Nr. 163, 6. juni 1801, s.2593-2595)

13 september 2014

Om de af Havet opskyllede Døde

Med megen misfornøjelse måtte man, i sidste og denne uge, se to opskyllede lig af vores tapre fædrelandsforsvarere ligge 4-5 dage på Charlottenlunds forstrand. Den ene endog plyndret.

Den følelsesløshed for menneskehed og for fædreland skulle man ikke have tiltroet noget menneske, nogen dansker. At se ligene af de personer, hvis tapperhed man måske skyldte sin fred, henligge for sin dør til spektakel, til forhånelse, til plyndring, til fugleføde! Men alligevel ser vi den findes!

Muligt er der noget i vores love, der bidrager til sådan umenneskelighed. Hvis det er tilfældet, vil denne anledning måske udvirke en forbedring. Men sikkert er, at ingen lov retfærdiggør umenneskelighed.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 162, 30. maj 1801, s. 2588-2589)

Om Kongens Have

Uden at tale om andet som kunne være en klage værd, spørges: Om ikke bænkene, mest de i den såkaldte kavalergang, der hvor Samson står, ufortøvet burde males, for at overdække de sære og pøbelagtige indskrifter som de er dækket med. Intet er mere ærgerligt end at se, at der blandt københavnere findes så kåde personer af kultur. Indskrifterne blev så på den måde ukendelige, og den eller de man kunne overbevise om, igen at have skrevet sådanne ting, burde, synes jeg, få en passende straf?

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 169, 18. juli 1801, s. 2691-2692)

Sædvaner på Kongens Bibliotek

Hvor ofte videnskabernes dyrkere lider tab eller tidsspilde ved hr. sekretær Eccards sædvaner som bibliotekar, kan man se af følgende begivenheder, som alle er sket for en og samme mand. Da denne engang forlangte Niethammers [ncues?] phil. journal, svarede han, at den ikke var til at finde, selv efter at man havde forsikret ham, at den fandtes på sin plads. Kun ved at klage hos overbibliotekaren hr. prof. Moldenhawer lykkedes det at få den. Uagtet man nu hver gang man mener sig fornærmet af hr. Eccard kunne gøre det samme, så tror skribenten dog at det er bedre at bekendtgøre sådanne tilfælde offentligt. Både for at spare klageren ulejligheden at løbe oftere efter at få sin ret, og overbibliotekaren fra at spilde et par timer om dagen på at høre folk besvære sig.

Ved en anden lejlighed forlangte man den del af et videnskabers selskabs skrifter, hvori en vis afhandling fandtes. Hr. Eccard lovede den, men da der dagen efter kom bud efter bogen, svarede han, at den som havde forlangt den, selv måtte komme at hente den. Den 29. maj forlangte man et par bøger op på læsesalen. Hr. Eccard svarede, at den ene var der, men om den anden var det uvist. Uden at rejse sig fra sit sted, blev han ved med at skrive, og da han noget efter gik ind i biblioteket og kom tilbage uden noget, sagde man til ham at han uden tvivl måtte have glemt bøgerne. Han svarede nej, men at klokken nu var over 12. Og derfor kunne der den dag ikke udleveres flere bøger. Disse eksempler er uden tvivl mere originale end rosværdige. Og ønsker man af sandt venskab for hr. sekretæren at han for fremtiden ville forandre sig i det her påklagede.


(Politivennen. Hefte 13. Nr. 162, 30. maj 1801, s. 2584-2586)

Redacteurens Anmærkning

Daniel Gotthilf Moldenhawer (1753-1823) var bibliotekar og teolog. Ansat 1788-1805 som overbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek

Et Foretagende af Englænderne ved Bornholm

Troværdige personer fra Bornholm har fortalt, at englænderne for nyligt landede med både ved en udkyst af denne ø, og på strandbredden fyldt en mængde tønder og fade med småsten.

Dersom dette har været flint eller kvartssten, og om deres formål var at blive brugt i stedet for skrå, så kan det ikke nægtes, at deres virkning, til at kvæste, jo må være omtrent den samme som om der blev skudt med glas.

Man har derfor ment at det ville være godt at offentliggøre dette, da det er godt at kende sin fjende godt. Briterne kan ikke heller klage over en sådan mistanke, da det er alt for let at bevise, at de i slaget den 2. april har brugt sømstumper og flasker til at skyde med. Noget ingen dansk kriger ville bruge.


(Politivennen. Hefte 13. Nr. 162, 30. maj 1801, s. 2583-2584)

12 september 2014

Drengeuorden i Maj Måned

Det var særdeles ønskeligt om den ansvarlige ville være opmærksom på følgende. Folk kunne så med mere sikkerhed end nu spadsere på volden. For i disse tider, især på de steder af volden, hvor træerne står tættest sammen, har gadedrengene den uskik at kaste sten og træstykker op for at slå oldenborrer ihjel. Hvor let kunne ikke en forbipasserende på volden eller gaden komme til skade enten straks, eller siden når stenen falder ned. Er det ikke politiets sag at slå ned på en sådan uorden på volden, så burde det dog indskærpes de vagthavende soldater. Ganske vist var anmelderen vidne til, at en soldat for få dage siden advarede mod det. Men uden virkning, for drengene grinede af ham, og udøvede siden deres udåd. Disse stoler formentlig på, at en vagthavende soldat kun må gå visse skridt på sin post. Men i sådanne tilfælde turde det vel tillades ham at gå lidt længere, for enten selv eller ved nærmeste vagts hjælp at jage disse fredsforstyrrere.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 161, 23. maj 1801, s. 2571)

Spørgsmål om Islands Besejling og Handel 1801

Island var engang et fadebur for Danmarks kongestad. Islandsk fisk, tran, kød, talg købte man begærligt til husholdningerne. Og såvel i Tordenskjolds, Juels, Adlers og Gyldenløves dage, som i vores nærværende med rette berømte søheltes tid, har Islands bedekød været flådens tapre krigere sund og nærende føde. Det må uden tvivl af frygt for at savne disse gode varer her, at man i denne tid ofte spørger: Om islandske varer er at få til købs, og om der går nogen skibe til Island i denne sommer. Men desværre lyder svaret: Hvad der kom hertil i fjor er forbrugt. Der er ingen skibe begyndt at gøre sig klar. Bliver krigen ved, tør de vel ikke vove det, og kommer intet over, kommer intet hjem. Imidlertid beklager vi, hedder det, det folk, hvis eneste næringskilde er handel, og især de købmænd som flere gange ved skibbrud og andre tilstødte uheld er sat tilbage. For dem er denne standsning i handel følelig, da de i sommerens bedste tid ikke kan komme til deres ejendomme, og om vinteren sejler man ikke til Island. Ligesom dem vil islændingene komme til at lide. De vil blive igen hvad de var i 1784 og 1785, et meget trængende folk, og siden den tid har Island kommet sig så godt. Nu nedbrydes det, som gode år på land og hav og fornøden skibsfart har opbygget. Den, der har skrevet disse linjer på papiret, har spurgt: Et det også vist, at der ingen skibe går til Island denne sommer? Man har svaret: Det vil næppe ske. Nu spørger han herved offentligt om det samme, for han er af anden mening og har grund til det: Islands indbyggere (så siger de som kender dem) er et kækt og vindskibeligt folk. Men at forsvare sig uden værge og fiske på havet uden fartøjer, liner og kroge, det kan de lige så lidt som andre folk. Vidste de, hvad fjenden nylig har turdet foretage sig ved rigernes hovedstad, havde de årsag til at frygte. De kan nu ikke vide det, men udebliver den vanlige skibsfart vil længsel forandre sig til frygt, frygt til angst for fjendtligt overfald, og især for sult, som det skarpeste sværd. For magasiner for levnedsmidler og næringsredskaber, der er dobbelt nødvendige i et så langt bortliggende land, har de endnu ikke. Danmarks konger har altid sørget for dette deres fjerne land. Og næppe har noget folk mindre kastet i glemme hvad godt der er gjort for dem. De husker ved hjælp af deres annaler, at tyrkerne to gange, nemlig 1627 og 1687 er kommet til deres land og har anrettet ulykker. At engelske sørøvere i den svenske krig 1568 gik til Island og gjorde skade i landet, og at der kom skibe dertil fra Danmark. De husker endvidere at 1652 blev et orlogsskib sendt til island for Handelskompagniets regning for at hindre indpas, og 1667 i krigen med England sendte Frederik 3. Otto Bielche, som kommandant med et orlogsskib og landtropper med ham. De siger, at i flere hundrede samfulde år er der kommet skibe fra Danmark. Det mindste antal et år var 4 (et til hvert af landets fjerdedele). I krigstiden 1660, da Islandske Handelskompagni ikke turde besejle Island, sendte Henrik Jensen skibe til 4 havne. Borgmester Hans Nansen skibe til 3 havne, borgmester Hans Sørensen og tolder Boyssen begge 1 skib alle med de nødvendigste varer på eget eventyr til Island, efter en forud indhentet kongelig tilladelse. Nu stiller jeg igen det førnævnte spørgsmål: Er det også sandt at der ikke kommer skibe til Island sommeren 1801.

Hvad armerede skibe angår, så sigter spørgsmålet ikke derhen. Vi ved at vores kloge og gode regering forsvarer sit land og folk hvor og når den finder det nødigt og gørligt. Men hvorfor skulle ingen handelsskibe komme til Island fra rigerne dette år. Her er nu intet konkurrerende kompagni i vejen. Her behøves ikke at erhverve kongelig tilladelse for at gå på eget eventyr derhen. Enhver fri mand kan handle i Islands frie købstæder og bringer han der fiskeliner, tjære, jern, stenkul, tømmer til både, salt til fisk og kød, da vil det blive godt betalt. Den handel ville gøre godt udslag, især om man medbragte andre varetyper, som folk der gerne vil købe, skønt de ikke varer af den nødvendigste. Ville man ikke handle på skibene, mens de står til ankers på havnene, så ville de, som førte skibe over og ikke selv ejede huse der, sagtens få dem til låns, som da var ledige. Enhver købmand eller faktor ville selv tilbyde det i sådant tid og tilfælde, indtil deres egne skibe kom engang. I mellemtiden kunne værdien for det overbragte varer udskibes.

Skulle vi få sikker sejlads efter de 14 ugers forløb, så blev det dog ikke disse i forvejen sejlende til skade. De som vil til Island tager sjældent senere herfra end ved Skt. Hans, hvis de agter at komme tilbage om efteråret. Og tilførsel af varer vi i tilfælde at vi får fred næppe bliver tilstrækkelig i år. For skibenes eget fiskeri, den sædvanlige fiskepræmie og stor kpipfiskvirkning bliver ikke at tænke på og ordsproget vil her gælde: Den der kommer først til mølle får først malet. Som vanskelighederne ville blive ubetydelige i hensigt til handelen der, så var faren ikke heller så såre stor, når de, der påtog sig sådan ekspedition var formuende mænd og flere deltog deri. Patriotiske købmænd ved vi findes ligesåvel nu som i førnævnte tider. Vores formuende købmænd har skænket store summer til de sårede og forladte, skulle de ikke også vove noget for et fjerntboende folk. Et folk de kender. Et folk der har fortjent det og vil gengælde det, ja ved vindskibelighed giver købmændene deres penge tilbage med rige renter. Og det hele høster den nytte, at Islands handel med det gamle Kaufmannahafn ikke forfalder, som sikkert ville ske, når Island et helt år skulle savne de redskaber, de behøver til deres næringsdrift,  Hvad dette betyder, ser vi i Alton(aer). Merc(urius). Nr. 74 i en skrivelse fra Maassluis, og røres ved elendighederne der. Spørgeren har kun selv en kraftesløs vilje hvad angår deltagelse i den forventede ekspedition, udover hvad der angår disse hans betænkninger, de underretninger han kunne give om forlanges, og den tjeneste han er villig til at gøre og med flid og redelighed udfører, ved at fare til Island med et sådant skib, uden hensyn til den personlige fare han derved kunne udsætte sig for. Af denne årsag og fordi han tør være bekendt hvad han skriver, og fordi det er efter trykkefrihedslovene at navnet skal følge med, er hans navn og bosted tilføjet.

København den 15. maj, 1801
J. S. Plum
Borger til Grønnefjords købstad i Island, nu her tilstede og bor i Store Kongensgade nr. 39


(Politivennen. Hefte 13. Nr. 161, 23. maj 1801, s. 2561-2567)

Redacteurens Anmærkning

En artikel i Politivennen nr. 717, lørdag den 26. September 1829, s. 621-629 beskæftiger sig indgående med besværligheder ved forskellige valutaer: "Om den forvirrende Regningsmaade i Handel og Vandet paa Island."

10 september 2014

En forfærdelig Anekdote og Bøn til Københavns Guvernør

Følgende bogstavelig sande anekdote  mener jeg fortjener offentliggørelse i Politivennen, da dette måske kunne være et middel til at hindre lignende tildragelser for fremtiden. For 14 dage eller tre uger siden kom et besvangret bondemenneske ud til Bakkehuset, hvor hendes bror tjener hos ejeren, der endnu ikke er flyttet ud, men dog kommer der idelig. Hun udbad sig og fik af ham tilladelse til at opholde sig hos sin bror, indtil tiden kom for at hun kunne blive modtaget på Fødselsstiftelsen. Da hun efter vedkommendes vurdering endnu havde 8 dage tilbage. 

" For 14 dage eller tre uger siden kom et besvangret bondemenneske ud til Bakkehuset, hvor hendes bror tjener hos ejeren, der endnu ikke er flyttet ud, men dog kommer der idelig." (Bakkehuset på Frederiksberg. Ejeren "der endnu ikke er flyttet ud, men dog kommer der idelig" er formentlig Kamma og K. L. Rahbek selv, som boede i Bakkehuset 1802-1830. Eget foto, 2015)

Natten mellem lørdag og søndag overraskedes hun uventet af fødselsveer. Hendes bror fik en her på gården temmelig fremmed pige vækket, og disse to kørte så med hende til Vesterport. Men da de kom der, var klokken mellem to og halv tre, og porten lukket. Skildvagten, hvis medlidenhed de appellerede til, henvendte sig til sin overordnede, med forespørgsel om det stakkels menneske ikke måtte lukkes ind. Men kom tilbage med det svar at hvis hun havde tegn, kunne hun blive lukket ind, eller kunne det ikke ske. At et fjernt udenbys bondemenneske ikke enten havde tænkt på eller vidst vej til at få et sådant tegn, behøver jeg vel ikke at nævne. Hun måtte da i den mest skærende morgenkulde blive holdende i sluget af Københavns indkørsel. Fødte der uden hjælp et barn, som naturligvis omkom. Og først efter to lange timer, klokken efter fire, blev så porten åbnet. Hun, som ikke kunne tåle at føres til Fødselsstiftelsen, hvor hun desuden da barnet var dødt, ikke troede at blive modtaget, blev så bragt til nogle fattige folk af sine bekendte.

At vedkommende civil myndighed, der med sædvanlig menneskelighed har behandlet denne hele sag, uden tvivl fra sin side vil gøre de fornødne bevægelser for om muligt at udvirke, at den vagthavende i sådant tilfælde måtte have frie hænder til at følge sit hjerte og menneskekærlighedens bud, derom er jeg ikke mindste i tvivl. Imidlertid mener jeg, at det var godt tillige at give sagen publicitet, så den måske så meget des snarere og bedre kan komme for Københavns hæderværdige guvernør, der fra det første øjeblik han under nationens jubel tiltrådte sin hæderspost, har givet bevis på bevis, at han ved at sætte pris på menneskeliv. Jeg har fremstillet faktum så ligefrem som muligt, uden deklamation og uden sarkasme, da jeg troede sagen ville tale for sig selv, og ethvert menneskehjerte føler alt, hvad der i denne anledning er at sige.

Bakkehuset d. 15. maj 1801
K. L. Rahbek


(Politivennen. Hefte 13. Nr. 160, 16. maj 1801, s. 2545-2548)

Et Forslag til Kister for de efterhånden af Havet opflydende Døde

Man ser stadig daglig døde med begyndende forrådnelse flyde op fra dybet, og skylle op på land. Synet af et delvis lemlæstet, delvis af fisk forgnavet dødning, der ved sit leje på bunden af havet er blevet endnu mere udskæmmet, er højst frastødende. Man tror næppe fejl, hvis man påstår at det for menneskeligheden, sædeligheden og for de følger et sådant syn kunne have hos personer af det andet køn under visse omstændigheder var langt bedre om et antal simple ligkister stod færdige på visse steder ved kysten, eller i det mindste uden for forstaden, for deri straks at nedlægge disse levninger, hvad enten de er af venner eller fjender, og siden så hastigt som muligt begrave dem uden for voldene. End at bære dem udækkede til skue for forbigående og siden hensætte dem således i en gård eller hus, indtil de kunne komme i jorden.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 160, 16. maj 1801, s. 2554)

09 september 2014

Den sorte Lovgivning

Ingen europæisk regering har gjort så meget for vores sorte brødre i Guinea og Vestindien som den danske. Ingen har gjort så meget for dem i Europa som den engelske. I England er en neger fri så snart han betræder landet. I Danmark mangler vi endnu love, der kunne hindre tildragelser som følgende:

En ejer ved navn Abestee af en neger fandt sig bevæget til at frigive sin neger som han havde medbragt fra Østindien. Denne lod sig antage ved et her i København liggende regiment, og det med skriftlig indvilligelse af sin forrige herre. Seks år efter kommer et fruentimmer rejsende fra Vestindien hertil, kræver denne neger udleveret til sig som slave, og beviser, at han tyve år har tilhørt hende, at hun havde lånt ham til en østindisk kaptajn, at denne var død i Østindien, at negeren var solgt på hans auktion, købt af Abestee, og således kommet hertil. Lovene havde ikke sat grænser for så stærk en anvendelse af det ene menneskes ejendomsret over det andet. Negeren havde forgæves opført sig til sin herres tilfredshed, havde forgæves fået sin frihed af denne, havde forgæves tjent kongen af Danmark i 6 år. Han blev ifølge Højesterets dom udleveret som slave.


(Politivennen. Hefte 13. Nr. 159, 9. maj 1801, s. 2541-2542)