30 september 2014

Bornholmsle Møllestene.

En meget ønskelig og følgeværdig benyttelse af indenlandske råmaterialer ser man i den begyndende handel med bornholmske møllesten. Allerede har ikke så få møllere her i København og det øvrige Sjælland indset hvor fordelagtigt det er at have en indenlandsk sten for omtrent 60 skilling kubikfoden, og altså for omtrent 30-40 rigsdaler, i stedet for at en rhinsk ofte koster 100 rigsdaler og derover. Stenbruddet drives for kongelig regning, og under rentekammerets bestyrelse. Stenene kunne fås af hvad tykkelse og størrelse man opgiver, og tillige den stenart man vælger da der er flere end en art, og af forskellige hårdhed.

Det var at ønske at også den bornholmske cementsten af rentekammeret besørgedes hidført til salg, da man ganske mangler dette materiale ved vores vandbygninger der vel endnu kun er få, men måske blev flere når man alle tider var vis på at have et så tjenligt materiale og for en billig pris.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 192, 26. december 1801, s. 3070-3071)

29 september 2014

En Skik i Studistræde.

I Studiestræde nr. 6 er en skik opfundet formodentlig kun blandt de dovne tjenestepiger, som dog da de tjener i stuen er de nærmeste ved gadeporten, med desuagtet ikke lukker andre op, end dem der ringer 1 slag på klokken. Den der ringer 2 slag, skal første sal lukke op osv. Men da denne skik kun er nyttig for husets beboere and som ved det, og ubekendte let kunne blive fikserede ved ikke at blive lukket ind, så gjorde de bedst i for at kræve lydighed i dette, enten at slå en plakat op udenfor på gadeporten hvorved om aftenen skulle hænge en lygte, på det at man til alle tider kunne læse den, eller også skulle de ikke overøse fremmede folk med grovheder som for første gang kom i huset.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 191, 19. december 1801, s. 3051)

En farlig Omgang med Lys i Læderstræde.

Der er i Læderstræde nr. 48 i gården en mand ved navn Søren der holder renovationsvogn. Uagtet gentagen advarsel sætter dette beboerne og man kan vel sige hele staden, i den største fare for ildebrand ved sin ufornuftige og dumdristige omgang med lys. Han går nemlig ikke alene med et bart lys uden lygte i stalden og på forloftet, men kliner endog lyset under hans arbejde snart på et spiltov, snart andet steds. At der endog blander sig en trodsig ondskab i denne mands adfærd, er tydelig deraf at en af huset beboere der lånte ham en staldlygte, blev hånet i stedet for takket, og lygten slet ikke brugt.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 191, 19. december 1801, s. 3049)

28 september 2014

Om de elendige Forestillinger af den 2. april i Landemærket

De herrer Kørner og Zirn der hos det københavnske publikum som erindrer sig en Pierres duelighed, som mekanikere ikke kunne få bedre titel end fuskere, synes dog efter deres avertissementer at dømme, at måtte have ikke så lidt tilløb. Og virkelig har man så ofte haft sådanne eksempler at man ikke misunder dem deres penge, hvis de blot ville afholde sig fra, med vanhellige hænder at røre vores nations hæder, fra at gøre den jammerligste og mest falske forestilling af den 2. aprils kamp. Denne foregribelse kan vel næppe revses af statspolitiet, men derfor burde den nok ikke slippe, så længe der er mænd som det tilkommer at våge over nationens dekorum. 

Disse folk ville vel påberåbe sig at de har kongelig tilladelse, men det kunne let bevises at de ikke har kongelig tilladelse til at vise det de viser. Tilladelsens ord hjemler dem vist ikke ret til at give falske og nationen fornærmende forestillinger.

Det er mere begribeligt at engelske kobberstikkere forsøger at give en falsk forestilling af den 2. aprils hændelser, og tro at de løgne de indgraverer i kobber kunne døve og kvæle de sandheder erfaringen i Kongedybet indgraverede i de engelske søfolks minde, fra Nelsons til den mest ringe matros’. Enhver som vil se hvorvidt engelsk uforskammethed kan gå lige såvel i stik som på prent, og ikke vil købe de 5 velstukne løgnetryk, som er kommet her til byen, kan se dem i konditor Komerabilis stue, hvor de er ophængt til skam.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 190, 12. december 1801, s. 3035-3037)

Bekendtgørelse fra Ebeltoft

For at forebygge at ingen bliver forledt til at gøre sig et urigtig forestilling om Ebeltoft, ud fra en annonce indrykket under Bekendtgørelse i Københavns Adresseaviser for dette år nr. 341,  angående en gård der her udbydes til salg, finder man det nødvendigt at oplyse følgende:

Ebeltoft ligger 6 mil fra Århus. Der er ikke strand rundt om den, men kun en fjord går ind til den. Der er kun en lille skov på den ene side ½ fjerding vej herfra. Skoven selv kan gås igennem på et halvt kvarter. Gården er bygget for 14-15 år siden, med henblik på at blive udlejet til de garnisonschefer, der opholder sig her. Her er ingen havn hvor udover man har udsigt, og kun 3 fartøjer hører til byen. Byens egne skibe må hver vinter ligge i havn i Århus. Ebeltoft er ikke et let levested. I de nærliggende Århus og Randers er det meste langt lettere. Fx når talg der koster 10 mark, koster den her 14 mark. Når kødet der koster 5 mark lpd, koster det her 7 mark. Ingen familie, hvor lille den end er, kan leve simpelt og tarveligt for ringere end mellem 4-500 rigsdaler årligt. Derfor må de fleste som ingen midler selv har, foruden deres levebrød søge anden næringsvej, fx kommissioner, informationer osv. Når undtages husly som kan fås årligt for 40 rigsdaler og brændet til 4 rigsdaler favnen, og fortrinlig god rug, er det øvrige dyrere end i København. 

Fiskeri er her næsten intet af. Kun nogle små flyndere kaldet isinger fås engang imellem. Og som en sjældenhed lidt torsk. Uagtet alt det en og anden virksom mand har gjort til at fremme fiskeriet, og uagtet et helt selskab er dannet af folk fra byen og egnen, for at ville understøtte med en anselig sum penge og skrifter, er det dog ikke blevet til virkelighed. Det ses altså heraf, at Ebeltoft hører blandt de byer, som ligger i deres sidste dødskamp og snart vil opgive ånden, eller iføre sig en anden skikkelse og blive til landsbyer. Dog kan den på grund af dens fortrinlige til handels og skibsfarts bekvemme beliggenhed fremmes. Hvorledes dette kan ske, er man villig til at oplyse på forlangende.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 190, 12. december 1801, s. 3030-3032)

27 september 2014

Uordener.

Det var at ønske at nogen forbedring kunne træffes imod de mange flaskeskår som man ser udkastet på gaderne og fortovene. En strengere opsigt ville gøre meget. Men man må tillige ønske at hver husejer ville have indseende med sine husfolk i denne henseende. Uden at nævne den skade hestene kan komme til, er det gyseligt at tænke sig nogen falder på fortovet i disse skår. Det er skade at ingen fattig hos os er så dristig at samle disse skår og bære dem på glaskompagniet. Måske ville en gentaget opfordring i aviserne, samt en præmie for den som bragte den største mængde, foruden betalingen efter vægten, være den bedste opmuntring.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 189, 5. december 1801, s. 3023-3024)

Om det færøske Stenkul

Det har allerede i lang tid været kendt, at der i de danske lande mange steder findes det så nyttige og nødvendige mineral stenkul, der hidtil koster de danske stater store summer til England. Allerede i begyndelsen af det sidst forløbne århundrede holdt man det for ganske vist at der på Fur, en ø i Limfjorden, var brugelige stenkul. Men man har ikke hørt om det siden. For en 40 år siden fandt man at øen Nølsø mellem Færøerne næsten ikke bestod af andet, end af fortræffelige stenkul. Man sendte folk op for at efterse dem. Man skrev om dem. Man udregnede endog kulindholdet og værdien i millioner rigsdaler. Men derved blev det, og ikke et eneste kul blev brugt af det. Bornholm så nær ved hovedstaden gav større håb. Det var almindeligt kendt at der var kul. Der blev også skrevet en del derom. Men vi blev alligevel ved at købe vores kul fra de fremmede.

I de sidste år er gjort noget mere for at fremme de bornholmske kulbedrifter. Ifølge beretninger bruges de stadig mere på øen selv. Hertil kommer at mig bekendt har der ikke været annonceret med bornholmske stenkul nu i over et år.

Regeringen besluttede endelig at lade stenkul bryde for sin egen regning på Suderø mellem Færøerne, i egnen ved Qvalbo [Hvalba?]. Men da en betydelig mængde var brudt og de skulle transporteres herned, var det ikke rentekammeret muligt at få skibsfragt til en acceptabel pris. Kullene blev altså liggende.

Endelig begyndte et patriotisk selskab (Det Økonomiske Velfærdsselskab) som stiftedes for nogle år siden, også at gøre det til sin opgave, at få den færøske kuludskibning i drift. Det opmuntredes hertil ikke alene ved at få enetilladelse på at kunne købe de for kongelig regning på Suderø brudte kul for 6 rigsdaler læsten, men endog ved at få en præmie på 8 rigsdaler for hver fra Færø udskibet læst kul, for den mængde af 200 læster. Senere er denne kongelige præmie atter bevilliget for 200 læster. Selskabet har både ved fragtede og ved egne skibe indtil dato medbragt omtrent 300 læster eller 5.400 tønder stenkul.

Disse kulladninger var godt nok i de første år ikke så gode som de skotske (det må mærkes at disse kul er kakkelovnskul men ikke smedekul). Men efterhånden som arbejderne (der nu er 13 under en kongelig inspektør) kommer dybere ind i bjerget, bliver disse også bedre, og ligger nu ikke de skotske efter hvad angår kvalitet

Selskabet har i alle disse år kæmpet mod mange vanskeligheder mod kultransporten. I begyndelsen før selskabet havde selv skib, måtte man betale en ublu fragt. Da selskabet selv købte skibe, gik et ganske forlorent med ladningen på Skagen, og til stadighed er afsejlingen herfra blevet så forsinket ved hindringer af alle slags, i år ved krigen, at kun en rejse er blevet gjort om året. Alt dette gør det klart at selskabet ikke uden noget tab har kunnet gøre så prisværdig en begyndelse med kultilførslen.

Selskabet venter nu at fragterne skulle blive lavere og skibskøbet lettere. Det har for ganske nyligt taget den beslutning at drive kultilførslen med forøget iver.

Dette så nyttige selskab består allerede af henved 800 patriotisk sindede medborgere, og man bør håbe at mange hundrede flere ville tiltræde det, for at forøge dets så vel brugte virkekraft!


(Politivennen. Hefte 15. Nr. 189, 5. december 1801, s. 3018-3022)

Bogsamlinger for Bønder

(Efter meddelt)

Da regeringens højpriselige bestræbelser sigter til landalmuens oplysning, så var det meget at ønske, at der i hvert sogn i Danmark blev oprettet et læseselskab. Bekostningerne til disse måtte bestemmes til 2 skilling for hvert menneske som mødte ved bryllupper, barsler, begravelser og alle andre højtideligheder. Disse penge skulle indsamles i en sparebøsse med lås på, hvortil præsten burde have nøglen, og det skulle betales af skoledistriktets største og næststørste lodsejer uden at de fik godtgørelse for det. Denne sparebøsse skulle åbnes af præsten i overværelse af medhjælperne, sognefogden og hver bys oldermænd, som ombærer sparebøssen, og præsten skulle for dem foreslå hvilke bøger der burde indkøbes der kunne sigte til kristelig oplysning, indsigt i landvæsnet og haveanlæg. Bøgerne burde opbevares i et skab, betalt af største og næststørste lodsejer i skoledistriktet med nøgle og lås for. Dette skab skulle forblive i sognepræsten forvaring. Han var forpligtet at holde en protokol over bøgerne, hvori fremgik for bispen og provsten ved hver visitation, til hvad tid bøgerne er udlånte og hvornår de kommer tilbage.


(Politivennen. Hefte 15. Nr. 189, 5. december 1801, s. 3011-3012)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen udtrykker formentlig en trend i tiden. I hvert fald beretter Aalborg Stiftstidende den 21. december 1839 om noget lignende. Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 52, 28. maj 1804 skrev følgende:
Læseselskaberne for Almuen tiltage nu dagligen. Sognemanden Jens Christensen, Smed i Lodskoved, Raaberg Sogn ved Skagen, har hidtil af sin egen lille Bogsamling udlaant til den læsebegjerlige Almue i Raaberg, Tværsted- og Skagens Sogner saadanne Bøger, der kunde være en gavnlig Læsning for menig Mand. Med roesværdig Iver søger han nu aarligen at forøge dette Bibliothek.
 

26 september 2014

Uordener.

På Blegdamsvej der er slem nok i sig selv, ser man til sin forundring hele bunker af gadeskarn henlægges, hvorved vejen bliver endnu dårligere. Men dette er ikke nok, man ser ofte endog midt på dagen hele læs af menneskeskarn blive kørt denne vej, og gøre luften såvel for den der går på vejen, som for den derved boende yderst ubehagelig. Man ønske meget at heri kunne ske nogen forandring.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 188, 28. november 1801, s. 3008)

En stor Uorden ved et Pakhus i Kattesundet

Fra det pakhus som ligger i Kattesundet mellem hjørnehuset til Frederiksberggade og nr. 115 forøves ind i mellem uordener, som bør påtales. Fx torsdag den 12. i denne måned om formiddagen kl 11 stod en karl i færd med at nedkaste et stort stykke brænde fra loftslugen. Og det var blot med en alvorlig påtale, man fik ham til at holde op med denne for forbigående så farlige gerning. Jeg vil ikke omtale den skade som stenbroen fik ved det. Det skal det være sædvane på dette sted at hejse brænde op med bindetovet, hvorved der ofte på vejen op falder et stykke ud efter det andet og udsætter folk for fare for at blive lemlæstet, ja endog slået ihjel. Dette, såvel som hvert øjeblik at at overstænkes af nogle grove knolde, som fejer gaden, er uordener som man kunne ønske at ejeren at det nævnte pakhus, som sikkert hidtil var været uvidende om det, ville sætter en stopper for. Herved ville han ikke alene retfærdiggøre sig selv, men gøre publikum en sand tjeneste.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 188, 28. november 1801, s. 2996-2997)

Redacteurens Anmærkning

Kattesundet 115 er vore dages Kattesundet 8. Huset er opført 1799-1800 for snedker Christian Fridrich Graubner. Huset mellem denne bygning og hjørnehuset må vel så være nr. 6 idet nr. 4 ligger på den anden side af Frederiksberggade. Denne bygning er ligeledes fra ca. 1800.

Atter noget om Københavns mangfoldige Hunde

Hundenes antal tager hele tiden til. Da disse dyr er meget frugtbare og forplanter deres art så flittigt på alle hjørner, så kan man snart forvente at dette antal bliver lige så stort som folketallet. Københavnerne elsker umådeligt disse for det meste unyttige dyr, og det synes at høre til god tone at man har en stor skiden loppefuld køter i sit følge. Hver vognmandskarl eller kusk tror sig berettiget til at have en hund på vognen som er nær ved at bide de forbigående i næsen, til stor fornøjelse for ejeren, som roser vagtsomheden. I de fleste huse er mindst et par stykker, som forretter stank og urenlighed på trapperne. Samt små angreb på de ankommendes ben, og ofte hænder det, at den ankommende ikke får lov at tale før husets favorit er lukket væk. Alt ofte er dette omtalt i dette blad, men hidtil kun til lidt nytte. Årsagen må nok være at disse unyttige ædere, som fortærer en ikke ubetydelig del fødevarer, hvoraf adskillige fattige familier kunne leve, har hver sin protektor og med mange protektorer som har en årsag, er det ikke godt at have at gøre. Imidlertid var det at ønske at tallet måtte blive formindsket, og det tror man kunne bedst ske ved hvad allerede mange er foreslået, en afgift af alle de som ikke er nødvendige i byen. Og dette tal er stort.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 188, 28. november 1801, s. 2994-2996)

Om Illumination i Anledning af Freden

Der var for nyligt en almindeligt frygt for at man ved jubelårets begyndelse skulle blive tvunget til at illuminere enten man havde lyst eller ej. Regeringen gjorde ende på den frygt ved offentligt at bekendtgøre at hans majestæt ikke ønskede illuminationen. Nu befinder mange indbyggere sig i en lignende frygt i anledning af en fred, som man siger vi har fået. Ingen god borger foretrækker en uvis krig for en anstændig fred, og om han frivilligt illuminerer for det, så er der ikke noget at sige til det. Men naboen der enten ikke har så mange lys til overs, eller ikke kan fordrage sådan damp i sine værelser, eller endog - hvad også må stå en fri borger åbent - ikke har lyst til at illuminere, bør heller ikke lastes, og endnu mindre af frygt for en ubændig pøbel nødes til at illuminere med. Det var derfor at ønske, at politikammeret offentligt bekendtgjorde i tilfælde af at der foregik en sådan illumination, at ingen som ikke har lyst til at illuminere behøver at have den mindste frygt, da der er truffet anstalter til så hyppige patruljer, at de der vovede at slå vinduer ind, straks vil blive pågrebet for at blive straffet alvorligt.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 188, 28. november 1801, s. 2993-2994)


Redacteurens Anmærkning.

Illumination var fortrinsvis forbeholdt de kongelige, og kun ved festlige og særlige lejligheder. Den var en slags eksamen i om undersåtterne også bakkede op om enevælden. Undladelse kunne derfor ses som en fornærmelse og få alvorlige konsekvenser. Derfor indledningen i artiklen om det var tvang eller ej. Kongelig allernaadigst privilegerede Aarhus Stifts Adresse Contoirs Tidender, berettede den 24. februar 1802, at kronprinsen var ude at inspicere illuminationen i  anledning af kronprinsessens nedkomst (barnet døde senere):
Ved Illuminationen i Anledning af Kronprindsenssens lykkelige Nedkomst udmærkede sig især: Statsminister Grev Schimmelmans Palais i Bredgaden og Statssecretair Grev Bernstorffs paa Garnisonspladsen, foran hvis Boepæl endeel Musicantere efter hans Foranstaltning underholdt Mængden, Gjethuset, Tracteur Rauchs Gaard, Postgaarden og nnæst vedliggende Huus, Porcelainsfabriken, Grosserernes Peschiers og Erichsens Gaarde, Bryggernes Laugshuus og Søekadetacademiet. Man vil have bemærket, at H. K. H. Kronprindsen den 13de om Aftenen spadserede incognito paa Byens Gader, for at see Illuminationen, og ubemærket været Vidne til Undersaatternes Glæde, der yttrede sig i enhver Mands Adfærd.
Private kunne dog også mod en særlig kongelig tilladelse få lov til at bruge illumination, som det fremgik af Kiøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, den 13. februar 1807:
Med Kongl. allernaadigst Tilladelse vil Undertegnede have den Ære alle Dage i Ugen fra Kl. 5 Eftermiddag til Kl. 10 om Aftenen, at forevise det ærede Publicum et optisk Theater med brilliante optiske Forestillinger; først sees adskillige af de fornemste Hovedsteder i Europa, og andre interessante Forestillinger med forandring af Farve og Lys, samt Aften og Natscener, med Illumination. Prisen er 8 sk. for hver Person. Herskaber betale efter Behag. Skuepladsen er Vildmanden paa Østergade No. 45 inde i Gaarden i Stuen paa venstre Haand. 
Et indtryk af hvordan illuminationer foregik, kan man få ved beskrivelser fra den senere Frederik VII's første bryllup i 1828, her fra Kiøbenhavnsposten, 3. november 1828:
Fra Klokken 8 til 11 behagede det de høikongelige Herskaber at kjøre omkring, for at tage Illuminationen i naadigst Øiesyn. Overalt hvor de kom, modtoges de med den største Jubel af den talrige Folkevrimmel. I Raad- og Domhusets Forsal havde det borgerlige Artilleries og Infanteries Officierer samlet sig, og modtoge Høisamme med en af Hr. Lieutenant Garbrecht forfattet Sang, som ledsagedes af et tre Gange gjentaget Hurra, hvilket det allernaadigst behagede Hans Majestæt at besvare, ved at udbringe et Vivat for Kjøbenhavns Magistrat og Borgere. Ogsaa ved Landcadetacademiet, som var smagfuldt oplyst og decoreret, modtoges de hie Herskaber med en Sang og et Vivatraab.
Men samme artikel antydede dog også at det kunne blive for meget af det gode:
Illuminationen var denne Aften endnu mere glimrende end den foregaaende, og man saae flere nye Transparenter og Decorationer. Desværre skadedes Total-Virkningen dennegang meget ved de paa flere Steder, som paa Kongens Nytorv, Gammeltorv, ved Frederiksholms Kanal, anbragte, saakaldte Blaalyses altfor blændende Skin. Den største Orden og Rolighed herskede iøvrigt paa begge Illuminationsaftnerne.
Fra 1831 blev det kortvarigt en tradition at lave illumination i anledning af indkaldelsen af Stænderforsamlingen. Men da disse delvis udviklede sig som en opposition til enevælden, fik illumination en anden karakter. Da det gik op for borgetskabet at stænderforsamlingerne efter Christian VIII's tiltrædelse i 1840 ikke fik nogen betydning, ophørte man med illuminationerne. I 1841 aflystes endog illuminationen, og endnu værre: Da kronprinsen (den kommende Frederik VII) blev gift i 1841, var stemningen i København i følge en artikel i Kjøbenhavnsposten 28. juni 1841 noget mat hvad angik illumination:
Tro ikke vore servile Blade, naar de ville bilde dig ind, at Byen var "almindelig" illumineret; det er deres sædvanlige Brouten af Alt, hvad de troe, der fylder i deres egen Skjeppe. Nei, Du, Illuminationen var virkelig sparsom og ufuldstændig ligesom den i høieste Grad var simpel; og der var paa mange afsides Steder i Byen Grund nok til at ønske Gadelygterne tændte, under hen stor Conflux af nysgjerrige og andre Mennesker, der strømmede gennem Gaderne. Maaskee deeltog 1/4 eller høit 1/3 af Byens Huse i Illuminationen; men af de enkelte Leiligheder i Husene tør jeg nok indestaae for at ikke engang 1/4 havde Lys i Vinduerne. Og, hvad vil Du vel sige, om det bekræftede sig, at mange "tændte" alene af Frygt. Jeg kan fortælle Kjendsgjerninger, som efter min Mening lade dette udenfor al Tvivl: Saagodtsom Enhver, der havde Vinduesskodder udenfra, lukkede dem i, og blandt der boede høiere, vare ikke Faa, som toge deres Vinduer af og gjemte dem paa et sikkert Sted bag Muren. Du fatter naturligviis Grunden, og Du vil ogsaa indsee, at den samme Grund maa have bevæget miindre snarrådige og mindre stærke Gemytter til "at tænde". Om den her udviste Frygt nærmest har været for Politiet (Du kjender da fra "Kjøbenhavnsposten" dets besynderlige Annonce, der baade kunde gjelde for en Opfordring og for en naiv Udtalen af en blot Forventning?!) eller for Pøbelen, skal jeg ikke sige; men een Fordeel er imidlertid herved vunden, det er den, at Menigmand dog bu er paa det Rene med, at Illumination er en fri Sag og at Afholdelse derfra ikke er istand til at paaføre ham nogen directe Ubehagelighed af Autoriteterne. Jeg vil fortælle Dig, min Ven, jeg var den Eneste i mit Huus, som havde illumineret, og der var i den hele Gade kun tre Steder foruden, som havde Lys i Vinduerne. Det gjør mig ondt at det Hele var saa kummerligt.
Det samtidig med at Kongehuset begyndte at foretrække ikke at tvinge nogen til det. Midt i 1840'erne ser det endog ud til at undladelse af illumination begyndte at få en symbolsk betydning for utilfredshed med kongehuset. Hermed mistede lluminationen også den "gamle" betydning og indhold. 

25 september 2014

Malede Slagterboder paa Ulfelds Plads.

Dette torv har nylig fået nogen prydelse derved at nogle af de der stadehavende slagtere frivilligt har malet deres boder. Dersom denne nethed blev almindelig, ville det være en sand formindskelse af pladsens uanselighed og gøre det tåleligt for dens beboere at se ud af deres vinduer. Helst om den unyttige skamstøtte blev taget bort, der både vansirer, optager plads og sætter en i forlegenhed når man skal give en fremmed besked derom.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 187, 21. november 1801, s. 2985-2986)

Gjentaget Ønske om Stakit for Nyhavns Hoveds Slæbested, og andre lignende Steder.

(Efter Meddelt)

Tirsdag aften den 10. november kl. 10 gik jeg med en madsperson ned af Nyhavn. Ved et af de sidste huse gik en mandsperson forbi os, han havde efter anseelse drukket for meget, eller han så mere ud efter at han gik i søvne, som en der ikke havde sovet i nogle nætter. Vi bemærkede ham begge, og min ledsager gik efter ham, da han efter den retning som han tog, nødvendig måtte komme i vandet. Vores formodning var rigtig, han var ganske tæt derved, da han sagde ham med temmelig høj stemme: De går nok fejl, hvor vil De hen? Han for sammen som om han vågnede af søvne, hvor vil De hen, ved De at De er ved Nyhavn og tæt ved vandet? Er jeg i Nyhavn, jeg logerer ude ved Grønningen ved Citadellet, og troede jeg var i Bredgade. Han fulgte ham op af Nyhavn. 

Jeg tror at det er pligt at gøre de ansvarlige opmærksomme på at der foranstalte et stakitværk, med port som lukkes om aftenen, da det er anden gang at jeg har set mennesker på dette sted nær ved at komme til ulykke. For tre vintre siden skete det at nogle af mine betjente kørte til komedien, da de var i vognen, vendte kusken. De troede at noget var i vejen, og at han ville køre ned af Kvæsthusgade, men til deres angst og forfærdelse kørte han helt ned til vandet. Til lykke var der en af dem som fik karetdøren op, sprang op og holdt hesten. Begge disse tildragelser er sandfærdige, og ønskes fremsatte i Politivennen.

* * *

Der er før i bladet forslået stakitport ved Nyhavn. Men sikkert er der mange lignende åbne slæbesteder eller alt for lave bolværk som trænger til samme forsigtighedsanstalt.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 187, 21. november 1801, s. 2984-2985)

24 september 2014

Uordener

1) På hjørnet af Amaliegade og Sankt Annæ Plads befinder sig af og til en matros efter udseende, iklædt gamle sejldugs lange bukser og trøje, som trygler af de forbigående, ventelig under skin af at have været med den 2. april. Er dette virkelig tilfældet, behøver han næppe at tigge, da der så rundelig er sørget for de kvæstede. Og mindst på et sted hvor rejsende passerer, som kommer eller går til skibs, og man bør bortfjerne alt som kan give anledning til at formode vi var utaknemmelige mod vore krigere.

3) Der er i ikke lang tid stedt 2 til 3 begravelser på Garnisons Kirkegården. Det var meget at ønske at den uting at begrave folk i byen blev ganske ophævet. Ikke alene for de ulykker som kunne hænde ved de beviste honores, at heste kunne blive løbske, men end også for de usunde dunster det mulig kunne give i en tæt bebygget by.

9) Længe har omplantningen ved hjørnegården af Gammeltorv og Nygade været borttaget fra den del som vender til torvet, og dog har fortovet været overmåde farligt, da flisestenene ligger til dels på kant. Man beder de ansvarlige at der hastigt bliver rådet bod på det.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 186, 14. november 1801, s. 2974-2976)

Hændelse i Kongens Have.

Den 9. november om eftermiddagen gik jeg sammen med en person af den jødiske nation som efter hans udsigende skal bo i Kompagnistræde nr. 151, en time i Kongens Have, og da klokken var noget over 5 slæt, ville vi gå ud af porten til Gothersgade, men fandt den lukket, måtte altså gå ud til volden gennem gartnerens gård der spurgte jeg en karl hvad tid porten blev lukket? Svaret blev at de på den tid af året kunne lukke når de ville. Jeg synes derimod at det var rimeligt at der blev givet signal med en klokke som om sommeren, eller også bekendtgjort i aviserne, eller rent tillukket så ingen kunne komme ind. Straks råbte en ud af et loftsvindue at vi kunne henvende os til hofmarskallen, der kunne vi få efterretning.

Vi blev nu bange der skulle komme flere, eller en hund der kunne bide os, og altså gik for at undgå ubehageligheder.

P. Aagaard, boende i Admiralgade nr. 112.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 186, 14. november 1801, s. 2973)

Det mørke Maaneskin.

To aftner i denne uge har publikum måttet lide under den kære månes uefterrettelighed der synes at have sat sig for at spille den ved vor gadebelysning anbragte og på rigtige beregninger grundede økonomi det ene puds efter det andet. Skaden er at meteorologien ikke er drevet til den højde som astronomien! Når man engang kan udregne, ikke alene når månen skinner over vor dunstkreds, men også når denne er så fri fra tåge og skyer at skinnet kan række ned i vore gader og stræder, vil ingen indretning kunne være ypperligere end den nuværende.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 186, 14. november 1801, s. 2972)

Spørgsmål om Opsyn med Slaverne

Fredag den 13. november kl kvart over fire om eftermiddagen i skumringen, stod to slaver sammen på volden mellem Nørre og Østerport. De var begge uden gevaldiger og uden opsyn, og den ene af slaverne stod med et gevær i hånden. Spørges: Tør det tillades de, som for en misgerning har tabt deres frihed, og altså har så lidt at tabe, at være uden opsyn, med et morderisk våben i hånden?

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 186, 14. november 1801, s. 2970-2971)

23 september 2014

Svar paa den i Politivennen No. 185 indrykkede Forespørgsel angaaende Aarøsunds Færgeløb.

Følgende mening angående denne sag er ikke af hr. postmester Bøeg men af en anden mand blevet udgiveren meddelt:

"Efter forordningen af 29. februar 1788 er den ved samme i Hertugdømmerne indførte nye species-mønt og ny skillemønt de eneste der gældende møntsorter, og ingen er forpligtet til at modtage nogen anden møntsort. Ved forandringen af 21. juni 1793 er den i Danmark og Norge i året 1791 indførte species-mønt der er udmøntet efter samme gehalt, vægt og møntfod, som denne ligeledes befalet som gældende for hertugdømmerne.


Kortet fra det Kongelige Bibliotek er fra 1864, men viser detaljerne i det omhandlede område. Fyn til højre, og daværende Nordslesvig (nuværende Sønderjylland) til venstre, samt "Orösund". Da artiklen blev skrevet, lå Årøsund i hertugdømmet Slesvig.

Da Årøsund ligger i hertugdømmet Slesvig, så kan hr. postmester Bøeg ikke være forpligtet til at modtage fragten for Årøsunds smakke i danske courrant-bankosedler

Når altså hr. ***** ikke, som han efter ovennævnte forordning burde, havde forsynet sig med slesvigholstensk eller dansk og norsk speciesmønt, men kun havde danske courant-bankosedler at betale med, så måtte hr. Bøeg når han føjede ham i at modtage dem, være berettiget til under titel af agio at lade sig godtgøre disse sedlers mindre værdi efter kursen.

Dette er nok for at vise det urimelige i spørgerens mening og hans uvidenhed i henseende til lovene. Næppe vil hans spørgsmål værdiges højesterets opmærksomhed.

***   ***   ***
Udgiveren kan efter at have indrykket ovenstående ikke andet end yttre at han for sin part finder denne gendrivelse aldeles ufyldestgørende. Han er ikke derved bragt ud af den tro at indførelsen af slesvigholstensk mønt som den ene gældende i Holsten og det stykke af Danmark som kaldes Slesvig, ikke kan berettige en oppebørselsmand til andet, end til at tage valuta for den i danske penge anordnede afgift, i slesvigholstenske penge, men aldeles ikke til at påstå at denne indførelse af anden mønt forhøjede alle afgifterne over det ved forordningen bestemte. 

Hr. Bøeg har derfor tror han endnu, handlet urigtigt i at lade sig betale valuta i danske sedler for 16 mark slesvigholstensk, i stedet for valuta i slesvigholstenske penge for 16 mark dansk.

Udgiveren antager imidlertid gerne at hr. Bøeg har handlet bonafide efter sin overbevisning. han tror sikkert at regeringen ved sin bestemmelse heri, vil give den rejsende vished og tilintetgøre enhver tanke om at der fra landsfaderens side kan gøres indvendiger der begunstigede en del af statens borgere mere end den anden.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 185, 7. november 1801, s. 2961-2964)


Redacteurens Anmærkning.

Men den kunne retten nu alligevel godt. Se Redacteurens Anmærkning til det første indslag om emnet, Politivennen nr. 184.

Om Stormen den 3die November og nogle skjønne Handlinger, som den gav Anledning til.

Følgende er indsendt til udgiveren af disse blade:

Af Adresseavisen nr. 375 ses at Helsingørs færgefolk NB disse havde ved lejlighed været som lodser her på stedet, den 3. november har bjærget mandskabet fra kaptajn Ric. Dreviks kæntrede skib på de gamle 3 kroner. Kunne der ikke i Deres blad omhandles hvorfor Københavns færgelaugsfolk foregående i så vigtig henseende ikke opfyldte menneskehedens pligter, disse sidste skal forgæves have røvet en tur til søs, dog ikke føre en præmie som der siges, af hr. Staal. Hagen var lovet til den eller dem som ville bjærge det skibbrudne mandskab som ved toldboden kunne ses at stå på skroget. Blandt Helsingørs færgemænd skal en ved navn Bache været formand og kækt vist sine pligter. Ved tilbagekomsten ville han aldeles ingen betaling modtage da nævnte Bache tilligemed de øvrige Helsingør færgefolk svarede de havde alene gjort deres pligter. Altså blev mandskabet reddet ved disse kække folk der muligt ellers ved førstes fejhed måtte have druknet. Fra de 2 nordbåde som samme dag forliste, lige for Nyholm, viste sig en af Holmens underofficerer hvis navn skal være Terkild Sloat, med at vove sig langs på de såkaldte stakater eller palisader, og trak efter sig en båd hvori var 3 mand for at bjærge en der stående sømand som også lykkedes. Upåtvivlelig vil disse folk ved undersøgelse blive belønnet.

* * *

I anledning af ovenstående tilmeldelse må udgiveren til læserens underretning om tildragelser der er så almendeltagelige, tilføje hvad derom er kommet til hans kundskab.

Uagtet det om natten før den 3. november havde stormet temmelig var det dog egentlig om morgenen ved kl. 8 omtrent at den heftigste nordvest gjorde næsten alt sømandsskab umulig. Straks efter kl. 8 kæntrede skipper Drevik ved Trekroner, og man så fra Toldboden mandskabet der klyngede sig ved vraget, for at redde livet indtil hjælp kunne nå dem. De måtte med største årsag håbe denne, så nær ved en stad hvor der er så mange sømænd og så mange både. Ikke desto mindre så dette håb næsten slukt. Blandt de mangfoldige mænd der fra Toldboden med rørelse beskuede disse ulykkeliges fare og den almindelige sønød, var også købmand Hagen. Han udlovede straks en betydelig belønning for dem som kunne redde disse skibbrudne. Nogle Københavns færgefolk gik ud, men vendte snart med uforrettet sag tilbage. Hverken de selv eller deres fartøj syntes skikkede til sådant foretagende. Det begyndte allerede at aftnes og tilskuernes sorg og harm voksede med faren for de ulykkelige. Men nu foretog sig nogle udenbys mænd: Lars Bache, og med ham Frederik Vilhelmsen, Peder Magnusen og Lars Jensen Worm, alle fra Helsingørs færgelaug, der lykkeligvis lå hernede, samt to tjenestekarle Christian og Jens, at sejle derud. Lars Bache sejlede op langs med landet for at få vinden for vraget, kastede der et dræg ud, og firede sig derfra ned mod vraget, og ved liner og bøjer, hvorpå de ulykkelige kastede sig og hvorved de blev trukket gennem vandet til båden, lykkedes det at redde dem alle på en drengnær der allerede var omkommet. Ved tilbagekomsten ville hr. Hagen med fornøjelse have udbetalt Lars Bache den udlovede præmie, men denne ville ikke modtage den. Han havde, sagde han, gjort hvad der var gjort for at redde menneskene, men ikke for at tjene penge.

Så megen ære denne redningsdød gør Lars Baches mod og overlæg, hans medmænds ufortrødenhed og hr. hagens hjerte, så ondt må det gøre hver for menneskeheden, for sin nations og stads hæder ivrig københavner at der ikke her er bedre anstalter til redning i sådanne tilfælde, end at det skal bero på hændelser om en Helsingørs færgebåd netop er her, eller om et skibs mandskab efter en hel dag at have anråbt Københavns søfolk om hjælp, skal omkomme for deres øjne. Færgebådene her til byen er sikkert ikke de bedste. skønt færgemændenes laugs artikler af 29. april 1684 giver gode forskrifter desangående. Folkene selv er desuden ikke alt for godt i orde for rimelighed. Men skulle det være et alt for vovet forslag at der p admiralitetets bekostning byggedes et par stormbåde her til reden, og at samme i enhver storm lå færdige, bemandede med djærve og kyndige sømænd, og forsynede med alle tænkelige redningsredskaber? En sømands liv må være kostbart i ethvert admiralitets øjne. Et menneskes liv er dyrebart for enhver der selv er menneske!

Takket være dig, ædle Lars Bache og dine uforsagte staldbrødre! I reddede mennesker og I viste ved jeres ædle uegennyttighed at I fortjente den store lykke at have frelst brødre!

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 185, 7. november 1801, s. 2952-2957)

Et par Ord til Bedste for Musikelskere

Man har ofte bebrejdet vores nation, at den ikke var musikelskende. Og det må desværre tilstås, at parterrets og parkettets adfærd næsten hver spilleaften vidner om denne bebrejdelses sandhed. Man hører folk såvel i parket som parterre fortsætte deres samtaler under den bedst udførte musik mellem akterne. Hvor højt de må opløfte røsten for at gøre sig forståelig under en 10-12 fortestemmer i orkestret er let at forstå. Det Kongelige Kapel gør sig al umage for at give publikum udsøgte ting og med en nøjagtig udførelse. Men det må vist være højst ubehageligt for kunstneren, når han af den høje snakken, der næsten forhindrer ham i fornemmelse af sine kollegers spil, må konstatere at han for det meste spiller for ører, hvis trommehinder er for tykke. Man skulle ikke tro, at det var nødvendigt for folk af opdragelse at bemærke, at om man selv synes bedre om en musiceren af en stegvender end af et godt besat orkester, så bør man dog ikke ved sin snakken fratage andre, der har rigtigere organer, den fornøjelse de kunne nyde.

Endelig vil jeg gerne ønske at teaterledelsen selv ville selv hædre orkesteret, bidrage til musikkens agtelse, og få mange sande musikelskere, ved at vedtage herefter om muligt den regel at lade orkestret spille et begyndt stykke ud, inden tæppet blev trukket op.


(Politivennen. Hefte 15. Nr. 185, 7. november 1801, s. 2949-2951)

Forespørgsel angaaende Aarøsunds Færgeløb

En færge fra Assens til Årøsund er efter anordning at betale med 16 mark. Og en færge fra Årøsund til Assens med det samme. Hr. Bøg i Årøsund har imidlertid haft den besynderlige dristighed at fordre og modtage mere, og det under påskud at han skulle betales i slesvigholstenske penge, og altså efter den ufordelagtige kurs 12 procent over taksten. Anmelderen har i hænde en kvittering der lyder således:
Af hr. **** er betalt fragt for en smakke fra Årøsund til Assens med 16 mark danske og i mangel af slesvigholstenske kurant med lagio 32 skilling. Det er i alt 3 rigsbankdaler banko sedler AssenseTesterer Jens Knudsen Skipper ved Årøsund
Det er vel sandt at den der skal have 16 mark under en ufordelagtig kurs, taber ved at få dem betalt i danske banksedler. Men forunderligt ville det være om satte takster skulle stige og falde med kursen, og endnu meget mere forunderligt om en mand der bor på den ene side af et lille bælt, skulle have mere ret til skadesholdelse end den der bor på den anden, skønt denne lige så vel som den anden er borger i samme stat, ja bidrager endog mere til dens vedligeholdelse.

Man tvivler ikke om at denne sag er værdig til højeres opmærksomhed, da det anførte er bevisligt.

(Politivennen nr. 185, Den 7 November 1801. s. 2945-2947)

Redacteurens Anmærkning

Sagen udviklede sig i "Svar paa den i Politivennen No. 185 indrykkede Forespørgsel angaaende Aarøsunds Færgeløb", Politivennen, nr. 186, 14 November 1801, s.2961-2964. Denne artikel udløste at Seidelin blev idømt livslang censur. Fordi det var anden gang han blev dømt for noget sådant. Dommen lød sådan:
     Den paaankede af Indstevnte Bogtrykker K. H. Seidelin i den fremlagt No. 185 af Bladet Politievennen, udgivet den 7de Nov. 1801, fremførte fornærmelige Beskyldning imod Citanten Postmester Bøeg i Aarøsund bør død og magtesløs at være, og ikke komme Citanten til Forkleinelse paa Embede, Ære, eller gode Navn og Rygte i nogen Maade, hvorimod Indstævnte for dette sit lovstridige Forhold bør bøde Halvtredsindstyve Rigsdaler til Kiøbenhvans Fattigvæsens Hoved-Kasse, samt betale til Citantens beskikkede Sagfører Procuratør Beyer i Salarium Ti Rigsdaler. Det idømte udredes inden Femten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven. 

22 september 2014

Forslag til en bedre Bygningskunsts Indførelse i Provinserne

Den danske håndværker er berøvet det betydelige hjælpemiddel til sin uddannelse som kunstner, som andre lande yder deres kunstnere på deres sprog og i et fatteligt foredrag *). Den danske håndværker er generelt af fattig fødsel, og man kan altså ikke i almindelighed fordre af ham, at han ved indsigt i fremmede sprog skulle kunne benytte sig af deres skrifter. Så meget desto mere er det at ønske, at der må gøres så meget som muligt til hans fuldkommelse, fra statens side.

Et ypperligt Uddannelsesmiddel har kongen givet Københavns håndværkere ved den fri undervisning på Charlottenborg akademi. Og virkningen deraf er ikke udeblevet. Men provinsernes kunstnere er desværre udelukkede fra denne velgerning.

Bygningskunsten, der er så vigtig, der giver os boliger af de bekvemmeligste og varigste emner, under de smukkeste og nyttigste former, findes næsten ikke uden for hovedstaden. Næsten overalt ser man krumme og skæve, for små og for store, ubekvemme og uanselige, åbne og kolde, men især uvarige bygninger. En sammenflikning af tømmer og sten, eller af tømmer og ubrændt ler. Og hvorfor? Ikke fordi bekvemme, smukke, tætte og varige huse koster mere, men fordi håndværkerne ikke kan bygge anderledes. Og fordi bygherrerne ingen model har så øjne ellers kunne få tegning og overslag af disse.

Hvis der i enhver købstad for stadens regning blev bygget af grundmur et beboelseshus med tilhørende stalde, vognremise osv. alt efter den bedste (ikke kostbareste) indretning, så ville håndværkerne her have et mønster at følge mere eller mindre. Bygherrerne ville have noget at give anvisning efter, og virkningen på de senere bygninger ville sikkert vise sig.

Staten ville heller ikke tabe ved det, da der altid ville være købere til mønsterbyggeri. Og når tillige regnskabet for denne bygnings omkostninger siden nedlagdes i stadens arkiv, med NB frit til alles eftersyn, så ville man overbevises om, at en smuk og varig bygning ikke koster mere, end de jammerlige boliger, man nu ser overalt uden for København.

*) Med længsel imødeser man det skrift for håndværkerne, som bestyrerne af det Rejersenske Legat vil udgive.


(Politivennen. Hefte 15. Nr. 184, 31. oktober 1801, s. 2939-2941)

Uordener

Da garden til fods den 24. oktober kom ind af Vesterport med trommer og piber, blev forløberne for en kalvevogn som ville ud af byen, sky og løb op ad den filosofiske gang hvor kusken fik dem standset. men den aftroppende officer bragte sin vagtparade op i Filosofgangen og i en afstand af omtrent 2 alen lod præsentere gevær og troppede af. Hestene gjorde imens flere forsøg på at løbe løbsk, men blev hindrede ved en bondes tilkomst. Man ønskede det pålagdes ved sådan lejlighed hvor betydelig uheld kunne ske, at lade trommeslaget ophøre så længe indtil sådanne heste kunne komme væk.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 183, 24. oktober 1801, s.2926-2927)

Et nyt Slags Opkøb

Foretagsomheden i handelen er nu kommet så vidt hos os, at spækhøkerne endog møder med vogne på Toldbodvejen for der at opkøbe alt det tømmeraffald eller såkaldt brændeaffald som arbejderne på Holmen tager med sig derfra når de går fra arbejde.

Det var hidtil de mindre og fattigere familiers daglige trøst ved denne lejlighed for nogle få skillinger at få det så nødvendige brændsel. Og til en bedre pris end det ellers var muligt. Nu vil det ved at være slut, hvis ikke som man dog håber, høkerne vil skamme sig ved at bruge deres større formuenhed til at fjerne disse brændebundter lige for de fattige køberes næse, for siden at udpinde dem i mindre og dyrere portioner til dem i deres spækhøkerbod.

Det forstår sig at denne nærsomhed nok vil tages i forsvar af mange, ligesom ethvert andet opkøb. Det kan vel heller ikke ligefrem forbydes, eller straffes. Imidlertid skal dog dette blad, hvis denne handel fortsættes, offentlig nævne de høkere, der er slet tænkende nok til at drive den, og måske kan dette hjælpe. Man ved at mangen handler slet, men kun få vil vedkende sig at de handler slet.

Den revsede høker vil vel sige. Hvorfor skal jeg alene nævnes. Hvorfor nævner Politivennen ikke hver kornpuger, der på torvet og før torvet opkøber kornet. Hver hørkræmmer, der opkøber smør, gæs og fødevarer for siden at prange dermed. Hver en af de vakre mænd der vandrer ud for at møde torvevognene på landevejene. Hver stenkulspuger. Hver brændekniber. Jeg svarer: Skaf beviser for enhver sådan handling, så skal gerningsmanden også straks blive nævnt.


(Politivennen. Hefte 15. Nr. 183, 24. oktober 1801, s.2922-2924)

21 september 2014

Uordener.

Hyrekusken i Store Strandstræde har sine vogne stående på gaden. Det samme sker med hr. Fæderhelts vogne i Pilestræde. Skønt det var at ønske at dette ikke skete i så smalle og befærdede gader. Men foruden heraf følgende spærring følger andre ulejligheder, hvoraf det er en at disse vogne bliver rengjorte på gaden, hvorved de forbigående udsættes for enten at få en spand vand på sig, eller ved børstningen at se deres klæder overstænkede med skarn. Overalt trænger vi til et regulativ for hyrekuske, hvorved hver offentlig plads forsynes med forspændte færdigholdende kareter, hvorved alle lejekareter får kendelige numre på siden og bagen, og lygter som om natten må være tændte, for at døve personer dog har en advarsel, hvorved ingen nyrekusk tillades at bo undtagen der hvor han har rummelig gårdsplads, hvor bygningen er af fuld grundmur og hvor gaden eller pladsens bredde tillader den vedvarende ud-og indkørsel uden besvær for færdslen mm.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 182, 17 October 1801, s. 2910-2911)

Skure at holde i Ly under ved Ciseboderne, uden for Stadens Porte.

Allerede engang før har det i disse blade været forslået at der ved accisseboderne oprettedes skure hvorunder man i regn, sne osv. kunne holde for at visiteres. Men dette er endnu ikke sket.

For enhver der selv har rejst, der selv har prøvet hvor meget den nødvendige ubehagelighed at blive visiteret, forhøjes ved undertiden i det hæsligste vejr at måtte holde stille ved accisseboderne, ikke alene mens man selv, men også mens andre visiteres - for enhver sådan behøves intet videre at siges til anbefaling for forslaget. Man skulle endog tro at dette var unødvendigt for den der, skønt han ikke selv har prøvet det, dog ved besked om sagen og har en smule fantasi. Man forestiller sig den syge, den aldrende eller svage der trænger til vederkvægelse, og netop ved porten må døje endnu en god del af uvejret. Man forestille sig beskadigelsen af tøj som beskues i de kufferter der må åbnes midt i regnen! og man vil ikke finde forslaget overflødigt.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 182, 17 October 1801, s. 2902-2903)

20 september 2014

Uordener.

1) Omtrent kl. kvart over otte om aftenen til den 6 dennes blev det observeret at en lue brød frem under rendestensbrættet på hjørnet af Højbroplads og Stranden. Ved at undersøge tingen, blev det fundet at nogle skadefro mennesker havde nedlagt en mængde gamle klude og deri antændt ild, formodentlig i den hensigt at se rendestensbrættet afbrændt eller forårsage sammenløb.

2. Til advarsel for enhver der har ærinde eller noget at aftale med dem der bor i huset på Vesterbro hvor hr. Price viser sine kunster, tjener at de må være vel forsynede med gode prygle, da en arbejdskarl den 5. om formiddagen blev overfaldet af 3 store glubske løse hunde hvoraf den ene ganske forrev hans benklæder og de to andre for op  på ham. Han gjorde adskillige gange anskrig, men ingen kom ham til hjælp og med megen fare undløb han disse hunde. Han spurgte adskillige i huset hvem disse løse hunde tilhørte, men ingen vedkendte sig dem. Men da han gik fra hr. Price, så han at 2 karle var i færd med at binde den ene fast i gården og de to andre gik løse udenfor.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 181, 10 October 1801, s. 2894-2895)

Svar paa Politivennens i No. 178 fremsatte Uordeners 1ste Punkt.

Jeg tror at skylde anmelderen følgende oplysning: "Den uden for Eutin befindende grøft, var efter øvrighedens befaling ikke tilkastet. I dette års sommer er 2 gange faldet børn i grøften. Den er altså både farlig og til almindelig fornærmelse. Men at derudi (som anmelderen fortæller) kastes det rådne af slagtede dyr, er usandhed, hvilket jeg, som bruger slagteriet ved Eutin, kan bevidne. Profitten ved slagteriet er ikke så stor at man skulle gemme kødet indtil det rådner og bortkaste samme. Men at denne grøft som modtager gadeurenligheden, giver sur og stinkende lugt fra sig, især i varme, er en naturlig følge. Måtte denne grøft tilkastes, ville vist fleres ønske opnås. 

M. E. Lange.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 180, 3 October 1801, s. 2879)

Om Rakkerkulen.

Den så almindelig yndede promenade fra Kastellet forbi konferensråd Classens Have til gamle og nye Øster Kalkfabrik, den eneste promenade hovedstaden har langs havet og Reden har den ubehagelighed at man passerer forbi ådselskulen hvor der i denne hede tid henlægges en usædvanlig mængde af flåede og uflåede hunde. Alle i en bunke uden at blive nedgravet, hvilket forårsager en så gennemtrængende stank at alt i nærheden må flygte med afsky. Det medicinske kollegium må overlades at bedømme hvorvidt det kan skade de der bor deromkring. Hvoraf nogle huse kun ligger 2 til 300 skridt derfra. Lugten kan fornemmes over 2.000 skridt derfra, og i min have cirka 400 skridt fra kulen, kan lugten efter 3 dages forkøb endnu fornemmes når man berører planter eller træer. Dette må jeg tillige anmærke at for nogle år siden da ådsler af heste blev henlagte, indfandt sig store flokke af ravne og krager, men bliver nu en enkelt ved stanken lokket til, flygter den straks uden at berøre noget, hvilket man temmelig sikkert antager som bevis at ådsler af hunde må være ulige giftigere end af heste eller hornkvæg. Dem man dog iblandt alle kultiverede nationer søger at skjule i jorden hvor det er muligt. Og hvor let er dette her gørligt når natmanden fulgte den ordre som efter sigende skal være ham givet af magistraten. Dette har jeg som en ven af mennesker og sundhed ikke kunnet undlade at gøre de ansvarlige opmærksomme på.

Den 21. august 1801
J. Karlebye.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 180, 3 October 1801, s. 2877-2879)

Gadelysning i mørkt Maaneskin.

Den 30. september om aftenen kl. halv tolv kom jeg sammen med et par andre venner gående fra et familieselskab på Nørregade, på gaden var mørket så stærk at man havde ondt med at vejlede sig. Men vej gik gennem Skidenstræde hvor jeg måtte stage mig frem ved en stok af frygt for at komme under rendestenen eller også at blive overkørt af de kørende. Jeg råbte på vægterne og spurgte hvad årsagen var, hvorfor lygterne ikke var tændt i et så ubehageligt mørke, idet jeg formodede at sådant måtte være en efterladenhed af dem. Men de svarede mig at de ingen ordre havde til at tænde lygterne. Min vej blev altså videre fortsat gennem Landemærket, Slippen og Gothersgade. Men fandt heller ikke der nogle lygter tændt. Den frygt jeg gik i forinden jeg nåede min bopæl, for at blive kørt over, overfaldet af drukne mennesker, samt for fald og stød, tillod mig kun denne tanke at hovedstaden i dette øjeblik lignede en af de usleste købstæder i provinserne.

Måtte dog engang den indretning træffes at lygterne ikke blot tændtes når månen ikke kan lyse, men også når den virkelig ikke lyser! Skulle den nu svarende lygteskat hvor klækkelig den end synes, ikke forslå til det, så tror jeg at de skatteydende foretrak hellere at give mere for at nyde lys så ofte det behøves end som nu at svare lygteskat og dog gå i mørke.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 180, 3 October 1801, s. 2876-2877)


Skidenstræde/Krystalgade, set med ryggen til Fiolstræde mod Nørregade. Til venstre universitetets Laboratorium chymicum (1840). 


Redacteurens Anmærkning

En lignende artikel "Om det mørke Maaneskin." findes i Politivennen, nr. 237, [7 November 1802], s. 3781-3784

Om udlejede Klasse-Lotterisedler.

Ikke så meget for at læserne af jøden Juda Jacobsens bekendtgørelse i Adressekontorets Efterretninger angående den af ham begåede fejltagelse med at udleje nr. 28596 og 28847, om anledningen til disse uforståelige avertissementer med lige så uforståelige senere indrykkede forklaringer over samme, men meget mere for at advare den eller de som muligvis kunne falde på at prøve lykken med at leje lotterisedler af nævnte Jakobsen eller andre, om derved at iagttage den fornødne forsigtighed, er det jeg herved vil bekendtgøre denne sags sammenhæng.

Tirsdag den 22. september sidste går jeg efter anmodning af nogle venner til klasselotterikollektør Juda Jakobsen for at leje nogle numre til den påfølgende dags trækning. Han var straks ved hånden med at levere mig seks sedler, NB ikke originalsedler, men af ham selv udstedte, hvorved han forbandt sig at udlevere originalsedlerne i tilfælde de på disse sedler skrevne numre den 23. september udkom med gevinst. Og han forsikrede derfor mundtlig at ingen af de numre han udleverede til mig, var udtrukket, hvilket naturligvis også måtte være conditio sine qva non. Og for at gøre mig så meget mulig sikker i at denne hans forsikring medførte sandhed, viste han mig at han af kontrolløren ved lotteriet, dagligt fik de numre som af hans kollektion var udtrukket.

Efter det løfte jeg havde givet mine venner om at være øjenvidne til den os muligvis forestående lykke, går jeg den 23. september op på Rosenborg Slot for at se på lotteriets trækning, og jeg erfarede da straks af hr. kontrollør Hansen at de to før nævnte og mig lejede numre allerede var udtrukket som frilodder. Den ene den 18 september og den anden den 21 næstefter.

Så snart trækningen den dag var forbi, går jeg til jøden Jakobsen og siger ham min mening om hans forhold med tillæg at jeg i aviserne vil bekendtgøre samme til advarsel for andre. Efter at jeg således har fremsat anledningen til førnævnte hans bekendtgørelser, må jeg endnu anmærke et tilfælde som muligvis kan indtræffe med disse lejesedler. Dersom fx en stor gevinst udkom på en sådan lejeseddel, vat det muligt at når man meldte sig med sit interimsbevis for at å originalsedlen at få til svar at det ar en fejltagelse af numre, og at man derfor kunne få sine udlagte penge tilbage. Dette var nemlig Jakobsens svar til mig i henseende til de to numre som var udtrukne.

Og for at undgå en sådan fejltagelse var det forsigtigst at originalsedlen blev deponeret hos en tredje mand.

Endnu må jeg tilføje at jeg ikke af Jakobsen har villet modtage de 2 rigsdaler han tilbød mig for nævnte 2 sedler. Men er sindet at tiltale ham for domstolen til tilbagebetaling af de 6 rigsdaler han fik for alle seks sedler. Og desuden påstå ham straffet for hans urigtige forhold. Og jeg mener at han er pligtig at give mig pengene tilbage for alle sedler, på grund af at disse er mig overdragne uno actu, og da han i henseende til de to ikke kan præstere akkorden vil den hele kontrakt efter min påstand blive kendt ugyldig.

Og at han for hans urigtige forhold vil blive kendt strafskyldig, er efter min mening lige så indlysende. For dersom foregivende af fejltagelse kunne fritage for straf, da ville endog grove forbrydere vide at undgå samme.

Chr. Fred. Dahl
Candidatus Juris
Antonistræde nr. 323.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 180, 3 October 1801, s. 2872-2875)


Redacteurens Anmærkning

Der faldt som i denne sag som blev offentliggjort i Politivennen. nr. 182, 17 October 1801, s. 2900-2902. Hvidberg mente ikke Jakobsen var vidende om at sedlerne var udtrukket, og blev dømt til kun at tilbagebetale 2 rigsdaler.

Om de Hovedstaden saa beskæmmende Slagterier paa Vesterbro.

København indtager i folkemængde og størrelse næppe den sekstende plads mellem Europas store stæder. London, Paris, Wien, Rom, Konstantinopel, Amsterdam, Berlin, Madrid, Petersbord, Lissabon og flere overgår den i de egenskaber. Men i skønhed, sundhed, sikkerhed, gode indretninger, i borgerlig ånd og tone er Københavns rang langt højere.

I de sidste tyve år er gjort uendelig meget til at forskønne staden og forøge indbyggernes bekvemmeligheder. Man behøver imellem andet blot at nævne vejene og alleerne gennem og ved forstæderne, og enhver der kan huske gennem hvilke snævre, mørke, halsbrækkende og moradsige gyder man før måtte arbejde sig ind till landets hovedstad, må tilstå Københavns magistrat den største ære for disse så nyttige som smagfulde foranstaltninger.

Desto mere må man forundre sig over at en indretning der strider mod skønhed, sundhed og moral, en indretning der må nedsætte os uendelig dybt hos alle fremmede der vil bedømme vores smag og kultur, at denne indretning kan finde sted i den største og mest besøgte af alle stadens forstæder.

Denne afskyelige indretning er den at hele Vesterbros hovedgade fra Frihedsstenen til Frederiksbergs alleport er besat på begge sider af slagterier og det ikke i slagtertiden eller en kort tid af året alene, men gennem alle tolv måneder i året.

Hvad begreb om en stads indbyggeres renlighed, smag, følelse for det anstændige og værdige og om deres sædelighed selv, må en rejsende fatte, hvad tanker må han gøre sig om den hele nation hvis hovedstad han besøger når han ser sig pludselig ført ind i en gade der uagtet sin bredde og husenes lavhed er besat med den ækleste luft, når hans øje hvor han end vender det hen, intet møder undtagen slagterværtsteder i hver port, med alt det væmmelige, urenlige og grusomme dertil hører, og når han ser velklædte folk og de højeste standspersoner på begge sider vade over lutter bække af blod og uhumskhed!

Skulle man tro at dette var hovedindfartsvejen til kongen af Danmarks residensstad, at dette var den daglige vej for alle dem af stadens indbyggere der måtte have ved hoffet at forrette, for alle de hoffolk der besøger deres venner i staden, for alle dem der i Frederiksberg Have vil forfriske sig fra dagens arbejder, eller på selve Vesterbro i renere luft nyde den aften de ene har tilovers - ja er det umuligt at han kan forestille sig at dette er vejen for kongen og hans søn fra deres sommerophold til deres vinterbolig, til landets kollegier og til stedet for deres vigtigste sysler.

Dog hvad behøver vi at sætte os i den fremmedes sted? Uskikken er vel så stor at vi kunne føle den selv! hvem af os har ikke følt den største modbydelighed så ofte han, dels for vejens korthed, dels for Farimagsvejens skidenheds skyld, er nødt til at vandre langs det vederstyggelige Vesterbros fortov hvor uhumskhed i portene, uhumskhed i de stagnerende rendesten og uhumskhed under hert andet fjed forpester luften. Hvem har ikke i de brændende sommerdage fordoblet sine skridt for snart at komme ud i en renere luft.

Men ikke blot ækel i den højeste grad er det man i denne umenneskelige gade er udsat for. Den som har svage nerver, den hvis konstitution hælder til putride febere, er udsat for alvorlige følger. Og den kærlige fader, den ømme moder der i det kæreste selskab omringet af unge sønner og døtre, forlader byen for at nyde naturens forædlende betragtning, hvor ængstelig må de føre deres små venner fordi disse mangfoldige rettersteder der ikke viser andet end rå, halvvilde, dræbende mennesker, og døde eller under det sidste slag stønnende kreaturer! Det er ikke sådanne syn der bestyrker de bøjelige hjerter i blidhed, medlidenhed og menneskelig!

Oprindelsen til denne slagterkoloni var meget uskyldig. Man tillod i en vis måned at slagte i forstæderne til lettelse for indbyggernes vinterproviantering. Dengang var antallet af de der slagtede kun lille mod nu. De slagtede kun en kort tid, i en kold årstid, og der tænktes aldrig på at slagte om sommeren. Dengang var her heller ikke nogen spadseregang undtagen i den mest tørre tid, og siden forstaden i det hele var ussel og styg, var der intet tabt i skønheden. Alt dette er nu det modsatte.

Intet er lettere end at skaffe disse slagterier en plads lige så bekvem for dem og for byen uden derfor at skæmme staden og ækle dens beboere. Man behøver blot at anlægge en gade ned til stranden enten ved reberbanerne eller et andet sted hvor tillige rendestenens hældning blev gjort betydelig større. Dette var ligeså nær som nu, og uden alle de ubehageligheder som nu finder sted.

Husejerne på den store gade ville snart ved logerende godtgøres for det lille tab de led ved ikke længere at leje deres porte ud til slagterne. Et tab som desuden ikke kunne være nogen bevæggrund hvorfor det hele skulle lide. Ligeså lidt som udgifterne til den nye gades anlæg bør komme i betragtning, imod en så nødvendig forbedring.

Udgiveren har før adskillige gange forgæves talt mod denne skændige indretning. Han er imidlertid atter således blevet opfordret til på ny at skrive derimod, at han anså det som en uopsættelig pligt. Og han nærer det håb at have gjort det for sidste gang, og at Københavns magistrat snart også med kraft ved ophæve en uorden som i så høj grad mishager enhver dansk, fra de højeste ned til de allerringeste personer!!!

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 179, 26 September 1801, s. 2857-2862)


Redacteurens Anmærkning

Ifølge sidste afsnit må det være redaktør K. H. Seidelin der har skrevet dette indlæg. I Politivennen nr. 209, 24 April 1802, s. 3359 blev bekendtgjort følgende:

Bekjendtgørelse.

Under 23 April er gennem det danske kancelli udfærdiget et reskript til politimesteren hvorved alle dem som på stadens broer eller grund udøver slagteri, forbydes at foretage samme i åbne porte eller at lade urenligheden eller blodet udskylle på fortovet eller gaden, da dermed skal forholdes efter plakaten af 1. december 1776, hvorimod udsalg af kødet tillades som før i portene. Overtrædelse heraf straffes med mulkt af 2 til 10 rigsdaler og urenligheden bortføres på hans bekostning.

Vesterbros Mangel på offentlige Herberger

Natten mellem den 19. og 20. september kom et selskab her til byen lige efter at portene blev lukket. En del af selskabet, som var på en postvogn, fandt det for pinagtigt at tilbringe en kold nat under åben himmel og forsøgte derfor at komme ind et sted på Vesterbro, men forgæves. På Skydebanen blev svaret: "Jeg holder ikke Nachtgesellschaften". I Bjørnsdal spurgte en stemme indefra, efter at de længe havde hørt talt med pigen, hvad der var på færde? Og da hun svarede, at det var et selskab, som var kommet for sent til porten og ønskede et værelse, hvori det kunne tilbringe natten, gentog stemmen: "Er det ikke andet, så lad dem kun stå".

I Slotskroen blev bandet på, at der ikke blev åbnet før kl. 6. Omsider rådede vægteren dem, at køre til fru Kierulff på Frederiksberg, hvor de blev modtaget med megen beredvillighed og fik alle de forfriskninger de forlangte.

Dette er ikke den eneste begivenhed af denne slags. Det sker ikke sjældent, at rejsende anstrenger sig for i det mindste at nå staden før natten, om de ikke før portlukning kunne nå staden selv, og man kan let forestille sig, hvor harmeligt det må være at se sig jaget tilbage på den mest ugæstfri måde.

Ligesom den gamle skik, at holde portene lukkede lige så tit i fred som i krig, straks, da den havde været årsag til den rædsomste tildragelse, blev ophævet. Således er der ingen tvivl om, at dersom engang et læs rejsende, efter forgæves at søge natteherberg på Vesterbro, og efter at have fundet Frederiksbergs herberger fulde, og været nødt til at tilbringe natten under åben himmel, fryser ihjel i en hård vinternat. Der er da lige så lidt tvivl om at der bliver oprettet herberger på Vesterbro, pålagt nogle af de mangfoldige udskænkere at modtage dem, som ikke kunne rummes i herberger, ja endog indsat en slags øvrighed, eller nogen man kunne søge ret hos i forstæderne, der om natten, når al kommunikation mellem dem og deres rette øvrighed er afskåret, kunne anses for at leve i et fuldkomment anarki. Men det var ønskeligere at forebygge sørgelige tilfælde, end at bruge dem som sine lærere.


(Politivennen. Hefte 14. Nr. 179, 26. september 1801, s.2854 -2856)

Redakteurens Anmærkning

En af de legendariske værter var Lars Mathiesen (Allegade 7). Han skal have været en jovial person i sit forlystelsessted. Han var bl.a. ufrivillig vært for englænderne under bombardementet 1807. Hvor han dog nægtede at sidde for bordenden og drikke med. Han blev i køkkenet og satte priserne op til det dobbelt. Englænderne anså ham for en gemytlig person. Han smed en løjtnant i grøften efter at han havde gjort nar af Christian 7. Og et forsøg på at drikke ham under bordet skal ikke være endt godt. 

Den Sorte Hest lå på Vesterbrogade 148. Forhuset fra 1771 eksisterer stadig. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Kraks Vejviser 1825 nævner tre hoteller, Hotel Royal (Gammelstrand 152, nu Ved Stranden 18?), Hotel d'Angleterre (skiftende lokationer) og Hotel du Grand Nord med den første offentlige badeanstalt fra 1816 (-1860, hvor nu Magasin du Nord ligger). Derudover nogle gæstgivergårde,  Stadt Lauenburg (Store Strandstræde 78 nævnt i Politivennen, 31. juli 1819), Stadt Flensburg (Lille Strandstræde 74), De tre Kroner (Tornebuskegade 255), Gammel Avlsgaard (Suhmsgade 196 & 197 B), Rosengården 123, Rosengården 126 & 127 Christian Bentzen, Den Forgyldte Nøgle (Nørregade 25), De Tre Ruller (Nørregade 47), Den Hvide Svane (Studiestræde 62), Det Hvide Lam (Studiestræde 84), De Tre Roser (Studiestræde 91), Rosen (Vestergade 8), Garvergården (Vestergade 11), De Tre Hiorter (Vestergade 12, 1668-1936), Skibet (Vestergade 14),Gardergaarden (Vestergade 15), Viinkanden (Vestergade 16), Farvegaarden (Vestergade 17), Prindsen (Vestergade 21), Den Hvide Hane (Vestervold 209), Store Norske Løve (Vestervold 58), Knapsteds Gaard (Halmtorvet 64, omtalt i Politivennen 9. februar 1822), Holger Danske (Farvegade 139). Desuden logihuse, hvoraf det mest berømte/berygtede var Pjaltenborg på hjørnet af Rosenborggade og Åbenrå (-1850)

Militært Spørgsmål

Mandag den 21. september om aftenen ved 5-6 tiden så man borgerskabet med fane og klingende spil marchere gennem Frederiksberggade og dreje om til Halmtorvet. Da de kom ud på Frederiksberggade blev der gjort holdt, og skildvagten råbte Vesterports hovedvagt ud. Men skønt officer og soldater kom ud, blev dog ikke gjort den ringeste honnør. Man så derpå en borgerskabsofficer ride hen til hovedvagten og tale med officeren. Men hvad han sagde hørte man ikke, ligesom han også straks red tilbage og borgerskabet marcherede videre, uden at nyde nogen honnør. Tilskueren heraf, der nylig ved Nørreport har set den derværende hovedvagt gøre honnør til optoget ved at præsentere, kunne ikke nok så meget forundre sig over, at dette ikke skete ved Vesterport. Han ønsker sig oplyst, om en hovedvagt ikke bør honorere en fane. Vil man svare at den kun gik forbi hovedvagten fra siden og at det da ikke bør ske, hvorfor honorerede så Nørreportsvagten, som den også kun gik forbi fra siden. Tilskueren mener, at en af disse vagthavende officerer må have gjort for lidt eller den anden for meget.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 179, 26. september 1801, s. 2853-2854)