30 august 2016

Forgjeves Reise til Kjøbenhavn.

Da jeg undertegnede den 3. december i dette år så mig nødsaget til på min fod at vandre til residensen for at indgive en allerunderdanigst ansøgning til vores gode konge og tillige nyde den høje nåde mundtligt at få hans majestæt i tale, hvilket jeg ved at vores elskede konge end ikke nægter til ringeste undersåt, opnåede jeg dog ikke min hensigt. Følgende var årsagen.

Den 10. i denne måned meldte jeg mig i audienssalen hos den jourhavende generaladjudant, foredrog ham mit anliggende, forestillede ham at jeg var rejst omtrent 22 mil til fods for at få denne audiens og at mine kår ikke tillod mig at opholde mig i residensen. Mit navn blev nedskrevet og mange andres efter mit. I enfoldighed troede jeg at jeg ville blive fremkaldt efter den tur som navnene var nedskrevet på listen. Men med beklemt hjerte så jeg at mange af mine lige (og visselig boende i residensen) som var tegnet efter mig, nøder den nåde som jeg i en ublid årstid ved en besværlig fodrejse havde håbet at nyde. Med uforrettet sag og meget krænket over den mig i mine tanker tilføjede uret forlod jeg den kongelige bolig med ikke de blideste følelser og med det inderlige ønske at jeg måtte blive den sidste rejsende danske provinsundersåt som efter at have tjent hans majestæt i 16 år ærlig og tro måtte blive tilsidesat af min medundersåt mens vores gode landsfader mild og nådig låner øre til ethvert af sine børns bønner. 


"Mit navn blev nedskrevet og mange andres efter mit. I enfoldighed troede jeg at jeg ville blive fremkaldt efter den tur som navnene var nedskrevet på listen." (P. Klæstrup: Audiens hos Frederik 6.)

Da det på grund af mine få rejsepenge var mig umuligt at opholde mig længere i København, så leverede jeg dagen herefter min ansøgning til hr. major v. Hansen der behandlede mig på en meget human måde og lovede mig at besørge den til hans majestæt, hvorefter jeg, overladende min sag til fremmede, begav mig på min besværlige tilbagerejse uden at have nået min egentlige hensigt, henstillende mit andrag til hans kongelige majestæts faderlige godhed.

H. Riecker
Borger og slagtermester i
Maribo på Lolland.


(Politivennen nr. 886, Løverdagen den 22de december 1832, s. 835-837) 

Til Hr. Dr. Abraham Alexander Wolff, Præst for den mosaiske Troes Bekjendere

Da De så ofte og bestemt er opfordret af menigheden medlemmer at udgive i trykken de af Dem på den senere tid holdte prædikener, ligesom de beredvilligt udgav sådanne før menigheden hengav sin skærv til synagogebygningen så tager man sig nu den frihed at spørge Dem: Af hvad årsag tilbageholdes disse taler? Har religionssystemet så væsentligt forandret sig hos Deres Velærværdighed at De finder det for godt ikke at lade Deres offentlige foredrag komme for dagslyset især de to sidste prædikener? Lov - 2 - 4 - 9!? -

B. Cantor.


(Politivennen nr. 871, lørdag den 8. september 1832, s. 599)  

29 august 2016

Endnu nogle Erindringer til Jødernes Præst og Repræsentanter

Jøden der er sin religion med dens ceremonier hengiven, måtte være meget svag når han ikke af yderste kræfter ville kæmpe mod nyhedsjægerne der ville berøve ham hans kosteligste gode, i særdeleshed her hvor Salomons ordsprog (kap. 16, v. 13) så træffende passer til vores vise regeringsprincipper: . Retfærdigheds løber er kongerne en velbehagelighed, og den som taler oprigtige ting skal hver af dem elske!"

Når vores præst altså spørger om det ikke er lige meget hvad enten Schulchon (bordet hvorpå Tora læses) står i synagogens midte eller ende, da kan man ikke undres over dette spørgsmål når man betænker at han der bebor en række af værelser, kun har et - kvistkammer til overs i sin bolig, hvori man - vendende ryggen mod lyset -kan dyrke skaberen. Men tager han i  betragtning at han er præst og hvad Orech Chaim (150. afdeling, første bind af den mosaiske religionskodeks) byder i så henseende, da burde han afholde sig fra sådanne ytringer.


Da menigheden har sat den tillid til hr. dr. Wolff at han ville træde i hans lærde og værdige forgængeres fodspor, forventer man ikke at blive skuffet i det, og at han som en ung mand ikke med påståelighed vil følge sit eget hoved, men anstrenge sig for at udfinde et moderationssystem der kan forene menigheden til kun et corpus, der er styret af en god mand.


Rygtet siger at 5 af de ærede repræsentanter vil afgå før (Gud ved om det er templet eller synagogen) åbnes. Forinden denne afgang (hvorimod man intet kan have at indvende) finder sted, ønsker man at det offentligt tilkendegives om der kan rummes det antal andægtige man kan antage som maksimum for de Guds hus besøgende af menigheden. Er dette ikke tilfældet, må man antage at de moderniserende, skønt tillige ved hjælp af de rettroende jøders penge, har ladet opbygge et tempel for sig alene, i stedet for den lovede synagoge til hele menighedens religiøse afbenyttelse og de udelukkede vil da allerunderdanigst ansøge om at måtte holde deres gudstjeneste i en af de gamle kirker, ligesom man ved retten vil kræve det tilbagekaldt man har indskudt til en synagoges opbyggelse der omskabes til et lille tempel hvori omtrent den halve menigheds andægtige til nød kan rummes - men dog få den fordel at bleve belyst af gas. Man ønsker dog at det tilfælde som i de engelske skuespilhuse har fundet sted, da ikke må indtræffe i templet, nemlig at et ubetydeligt tilfælde hvor da tiltrædende vind afgiver den største medvirkning til at fremme ondet, ikke pludselig må slukke det moderne, men skrøbelige lys og derved forsætte tempelherrerne i et mørke hvor de hverken an øjne det gode eller slette.


M. Levy


(Politivennen nr. 871, lørdag den 8. september 1832, s. 596-599.) 

Et billigt Ønske, i Anledning af en Skovfogeds grusomme Voldsfærd.

I en et ikke ubetydeligt jordegods tilhørende skov beliggende mellem Slagelse, Næstved og Ringsted og tilhørende enken efter en ikke for længe siden afdød alment agtet mand, traf skovfogeden på en fattig bondekone som havde indfundet sig der for at plukke jordbær, ved hvis salg hun ville skaffe sig brød til hendes arme faderløse børn. I stedet for at fratage hende hvad hun måske uberettiget havde bemægtiget sig og bortvise hende af skoven, behagede det fogden at overfalde hende med grusomme slag så at hun fra hoved til fod bar spor af hans grusomme medfart. 

Da konen efter flere råd har ladet sig syne og fået vedkommende læges attest, er der vel ingen tvivl om at sådan voldsdåd og barbarisk færd ved retten vil blive anset efter fortjeneste. Men da den fattige almue endnu som oftest står i den mening at det er tilladt at plukke bær som vokser vildt i sove, ville det vist være gavnligt om skovejere nu og da i en offentlig bekendtgørelse advarede mod det. For derved ville forebygges at mange underordnet betjent fik lejlighed til enten med eller mod sit herskabs vilje at vise sin påpasselighed og tjenesteiver ved at skamslå sine medmennesker.

(Politivennen nr. 869, Løverdagen den 25de August 1832, s. 561-562.)  


Træsnit fra o. 1800 som på lettere sarkastisk vis fremstiller adelens udnyttelse af bønderne.

28 august 2016

Bemærkninger i Anledning af Hr. Møllers "Sendchreiben an den Herrn J. G. C. Adler

Da Slesvig og Holstens generalsuperintendent, hans højærværdighed herr overkonsistorialråd Adler, storridder af Dannebrog og D., Dr. theol, hertil kaldet af dannerkongen, som en af de rådgivende erfarne mænd, nys gæstede hovedstaden, var det at nogle herværende bekendere af den israelitiske tro benyttede denne lejlighed for på egne og øvrige trosbrødres vegne i et for menigheden vigtig anliggende at afæske hans højheds betænkning sålydende:
"Einige Mitglieder der israelitischen Gemeine in Kopenhagen haben mich om ein Gutachten gebeten, ob und in wie fern solche Neuerungen als man in der israelitischen Synagoge vorzunehmen gefonnen sey, für zulässig zu achten.So wie nun überhaupt wesentliche Veränderungen in dem kirchlichen Ritual sehr mislich und bedenklich sind, sobald sie nicht von der Gemeine selbst ausgehen, so stimmen auch die bewährtesten sowohl alten als neueren Rabbiner darin überein, dass sie Einführing des Choralsangs, die Abschaffung oder Umänderung der vorgeschriebenen Gebete, der Gebrauch des Landessprache statt der heiligen Sprache, und überhaupt die Einführung eines neuen Rituals bei dem Gottesdienste, mit einer israelitischen Synagoge nicht betehen können, sondern dass solchebei der Annahme dieser Neuerungen aufhören würde, eine ächtjüdische Synagoge zy seyn."
Årsagen hvorfor man henvendte sig til denne berømte lærde hvis dybe kundskaber i almindelighed  og hvad israelitisk teologisk lærdom angår i særdeleshed, erkendes over hele Europa, var dels hos denne upartiske og oplyste mand at få svar på  hvad man ikke kunne opnå hos sin egen præst, og dels at se bedømt hvorvidt de forandringer i gudstjenesten som muligt hvis det almene rygte stadfæster sig, skal iværksættes i den nye synagoge, er tilladelige eller ikke.

En i og for sig selv anonym skribent, for navne som Petersen, Bendix, Møller uden standsbetegnelse kan dog ikke antages at være hjemlede for publikum, har i en tysk 12 skilingspjece forsøgt at gøre angreb på den af hans højhed udstedte attest der er sendt til højere vedkommende.


Ligesom det ingenlunde er venteligt at den mand hvis kompetence og sandhedskærlighed så ofte og klart er lagt for dagen, nogensinde vil besvare hvad en ukendt måtte finde for godt at fremføre imod de vidnesbyrd han i medfør af sagens natur og efter opfordring velvilligt har udstedt, finder vi det endog at være under denne lærdes værdighed om vi et øjeblik nærede den tanke på hans vegne at ville forsvare samme. Vi ledes meget mere af overbevisningen om at forfatterens hele nøgenhed let vil kunne fremstilles for publikum blot ved at fremhæve de argumenter af hans pjece ved hvilke han tror at kunne rokke hans højheds ytringer. Det er derfor ikke her stedet punktvis at gendrive dette åndsfoster der synes at være udklækket bag disken hos en af vores mosaiske modehandlere, hvis tragten er den til fælles med alle nyhedsjægeres at danne sig en fornuftreligion efter dagens mode.
Vi vil altså overgå til at besvare det egentlige i pjecen hvor forfatteren side 9 tiltaler hr. generalsuperintendenten således:

"Hätte der herr Generealsuperintendent die Männer, denen dieser schriftliche Schein mitgetheilt wurde, nur etwas genauer gekannt, oder über ihre intellektuellen Fähigkeiten nur den geringsten Aufschluss gesucht, ich bin dessen versichert, nie würden Menschen, die dem Paniere der Unwissenheit geschworen haben, je im Stande gewesen seyn, sich rühmen zu können, im Besiss eines solchen von Ew. hocherwürden herrührenden Attestes zu seyn, mit dem sie zugleich der Menge, der es, wie ihnen, an Klarheit und Deutlichkeit der Begriffe, anrichtiger Einsicht, an Kenntnissen gebricht, den Rebel, der vor ihren Augen schwebt, verdickten"
De mænd der havde den ære på egne og flere trosfællers vegne at opvarte hans højhed, er just ikke lige de indbildske dårer! Deres levnedsløb er ikke heller betegnet med kneb, åger eller falsk fallit. Men hvad israelitiske troslærdomme angår, tør de vist nok måle sig med dem af deres trosfæller der er bevandrede i Guds lov og især med en hr. Møller. Men om ikke så var, hvad gør vel det til sagen?!
"Einge Mitglieder .... heisst es. So viel ich weiss, waren diess nur zwei, und, zur Ehre der Israeliten seys gesagt, nur wenige können diesem ihrem Verfahrten Beifallzollen."
Hvor mange ordførere er nok for hr. Møller? Han vil dog vel ikke have en hel klub for eksempel Casino! for at udbede sig en betænkning? Pluraliteten af den herværende israelitiske menighed er mod sådanne foranstaltninger, der rokker den hidtil brugelige gudstjeneste. Blev dens stemmer fordrede og fulgte som rettesnor, da ville det vise sig.
"Solche Neuerungen .... Die Worte find an ihrenPlatze. Denn welche diese Veränderugen sind, wie weit sie sich erstrecken, was sie unfassen, wussten sie wohl nicht, nur dem Hörensagennach kantten sie diese."
Når en del mænd af menigheden fx 7 i følge af bevirkede eller efterladte kendsgerninger og hvis kompetence næppe kan drage i tvivl bryster sig af "hvad vi siger, det siger vi hvad vi vil, det vil vi" og giver al grund til det påtalte, har man da forløbet sig om man tog forholdsregler?
"So wie nun überhaupt wesentliche Veränderungen in dem kirchlichen ritual sehr mislich und bedenklich sind, sobald sie nicht von der Gemeinde selbst ausgehen" ----
"Sind Veränderungen sobald sie nicht von der Gemeinde selbst ausgehen, denn so mislich und bedenklich?"
Ingen, hvem som helst er med grund berettiget til at forkaste eller ophæve hvad nationens udvalgte (Sanhedrin) og før dem profeterne, såsom Hagæus, Zacharias, Malachias, Daniel og flere har samlet i et råd for mere end 2.000 år siden - og hvad israelitterne antager ved guddommelig inspiration fremsat, var han end ypperstepræst. Lad os først høre og erkende bevæggrundene og kilderne hvoraf disse store mænd opgav os ritualet, først da kan man, nemlig menigheden, enes om andre bestemmelser, hvis disse er fornødne. Ville dog den stortalende hr. forfatter betænke at religion og dertil hørende gudstjeneste er samvittighedssag, at denne overleveret af forfædre og gældende i årtusinder, ikke lader sig rokke - at man ikke kan påtvinge nogen forandringer i så henseende - at det netop her er pluraliteten af menighedens stemme der bør gælde.
"Doch ich gehe jetzt zu dem weit wichtigern Punkt über, welchem gemäss "die bewährtetesten, sowohl alten als neueren Rabbiner darin übereinstemmen, dass die Einführing des Choralsangs, die Abschaffung oder Umänderung der vorgeschriebenen Gebete, der Gebrauch der Landessprache statt der heiligen Sprache, und überhaupt die Einführung eines neuen Rituals mit einer israelitischen Synagoge nicht bestehen können, sonder ..."
Ich fordre Sie demnach auf, mir zu sage, werdiese bewährten herren Rabbiner älterer und neuerer Zeit sind."
I en bekendt "Schulbuchhandlug" vil forfatteren muligvis kunne få en bog udkommet i 1819 under titlen Debrihabrit (Pagtens ord) i anledning af at en sammenrotning i vores nabostad Hamburg af en næppe af 100 individer bestående ny sekt, udvalgte sig en hr. Salamin som prædikant for i et nyt modetempel at udøve en såkaldt gudstjeneste, hvorover det højærværdige rabbinerkollegium i Hamborg, i kraft af dets statutter, afæskede erklæring fra de i Tyskland, Holland, Polen, Frankrig, Italien, Böhmen, Mähren og Ungarn af de højere regeringen ansatte landsoverrabbinere om og hvorvidt de forehavende projekter turde bestå. Disse, fyrretyve i tallet, har deri ikke alene i kraft af den dem tilkommende myndighed, men de støttede sig på hvad de mest berømte kommentatorer og i særdeleshed hvad de berømte doctores Moses Mendelsohn, Hartvig Wesfelly m. fl. har ytret om det, på det mest bestemte erklæret sig imod, såvel den nye sekt i særdeleshed, som imod enhver i almindelighed der vover at forandre, forfalske eller tilintetgøre hvad som helst os er foreskrevet, den hellige religion og ritus betræffende, ligervis som den af den vise hr. generalsuperintendent afgivne erklæring udviser. Forfatteren og konsorter vil af disse deponenters erklæring erfare meget mere end de kender når samme i særdeleshed lægger mærke til de 10. brev Noget om fritænkere (se Moses Maimon 3. afdeling om opsætlige).

I den bedre del af menighedens navn der ret har fattet den vise Salomons ord: "Min søn, frygt Gud og Kongen og bland dig ikke med nyhedsjægere!" - og hvis religion overleveret af forfædre er mere end et tomt hjernespind eller grundløse fornuftproduktioner - hvor det gælder at holde Guds bud - er ikke frækt betegner sabbatten helligholdelse med verdslig syssel - og for hvem nedarvede tro og love, næst Gud er en fast klippe her på jorden - være det sagt at hvert brud på vores religiøse rettigheder vil strande som forførernes gift på de dydige!

(Politivennen nr. 869, Løverdagen den 25de August 1832, s. 553-561.)

Redacteurens Anmærkning

Jacob Georg Christian Adler (1756-1834) var slesvigsk orientalist, generalsuperintendent (biskop 1792-1834) og overkonsistorialråd i Holsten (fra 1806). Hans alterbog fra 1796 vakte stærk modstand pga. dens moderniserende tendens og forsøg på at tildanne kirkens tekster og ritualer efter tidens sprog. Tidligt i sin karriere havde han vist indsigt i mellemøstlig religiøs litteratur, fx Talmud, rabbinske skrifter og den arabiske historieskriver Abulfedas årbøger. (Om Adlers øvrige virke, se fx Nationalitet og kirke i Danmark og Slesvig-Holsten 1770-1920.)

Anmodning til Vedkommende, at forebygge Selvmord ved Nedstyrtning fra Rundetaarn.

For omtrent et år siden skete den ulykke at et menneske styrtede sig ud fra en af lugerne på Rundetårn og slog sig ihjel. I disse dage er en lignende ulykke sket. Efter forlydende er adgangen til tårnets øverste del forment publikum for at ikke sådant skal ske. Men det vil kun nytte lidt når det ikke tillige gøres umuligt at springe ud gennem lugerne, hvilket let kan ske ved at anbringe jernstænger så tæt sammen at ikke engang det smalleste menneske kan trænge sig derigennem. Den bekostning som er forårsaget af det, kan vel aldrig komme i betragtning imod redning af et menneskeliv. Ved at se det græsselige syn af den selvdræbtes blod og hjerne ytrede adskillige forundring over at de tidligere tildragelser af denne art ikke allerede havde ansporet vedkommende til en så højst nødvendig foranstaltning. Nu da kirken er under reparation, ville det være så meget mere passende at iværksætte det her fremsatte forslag.

(Politivennen nr. 868, Løverdagen den 18de August 1832, s. 551-552.)  

"For omtrent et år siden skete den ulykke at et menneske styrtede sig ud fra en af lugerne på Rundetårn og slog sig ihjel. I disse dage er en lignende ulykke sket." (Rundetårn, 2015. Eget foto.)


Endnu et Par Ord om Nedstyrtning fra Rundetaarn.

I fjor fandt en ulykkelig sin død ved at styrte sig ned fra en af åbningerne på Rundetårn. Det samme har været tilfældet i disse dage. Begge styrtede ned på en plads som hele tiden befærdes af mennesker af enhver alder, så det må anses for en sjælden stor lykke at ingen er blevet slået ihjel eller i det mindste slået til krøbling ved deres fald. Da man ikke kan vide hvor ofte nogen vil styrte sig ned fra Rundetårn og således passagen omkring samme til enhver tid må anses farlig for liv og lemmer, anser anmelderen det for passede gennem dette blad at gøre opmærksom på det middel hvorved han tror at en sådan fare for de forbigående i fremtiden mest sikkert og lettest vil kunne afvendes. 

Dette middel er at forsyne de på tornet værende åbninger med flere jernstænger anbragt på samme måde som de der findes i den nederste åbning ud til Købmagergade. Man indvender ikke at dette vil være uden nytte, såsom den der søger en sådan dødsmåde alligevel nok vil finde en eller anden bygning fra hvilken han kan nedstyrte sig så at andre ligefuldt vil være i fare for at blive slået ihjel ved hans fald. Det vil nemlig ikke kunne nægtes at ligesom lejlighed giver tyve, således frembyder også Rundetårn en bekvem lejlighed for sådanne ulykkelige der - vistnok oftest i sindsforvirring - søger det første det bedste sted hvor de kan ende deres dage. Det er da sandsynligt at sådanne når denne lejlighed bliver dem betaget vil søge en anden for deres medmennesker ikke farlig dødsmåde. 

Det kan heller ikke med rette indvendes at adgang til tårnets øverste del jo nogle gange om ugen står åben for alle hvorved da en bekvem lejlighed frembyder sig. For dels vil i det mindste den der i sindsforvirring beslutter at tage sig selv af dage, vistnok ikke opsætter sit forehavende til en vis bestemt time, dels plejer flere i de omtalte timer at besøge tårnets øverste del og næppe vil da nogen prøve på i fleres nærværelse at udføre et sådant forsæt. Ikke blot med hensyn til dem der frivilligt søger døden burde de omtalte jernstænger anbringes, men også med hensyn til de mange drenge der undertiden løber i tårnet. For dem har anmelderen ofte set ligge i tårnets åbninger med hovedet langt udenfor muren, og hvor let kan da ikke en dreng blive svimmel i hovedet og styrte ned!

(Politivennen nr. 869, Løverdagen den 25de August 1832, s. 565-567.)  

Redacteurens Anmærkning

Muligvis er den første artikel baggrunden for at følgende stod at læse i Aalborg Stiftstidende, 25. august 1825:
Den meddeelte Efterretning, at et Menneske havde nedstyrtet sig fra Rundetaarn i Kbhvn, var optaget i denne Avis af Politivennen. Nu læses i Dagen følgende Avertissement: "Da et falsk Rygte er kommet i Omløb her i Staden, at jeg Undertegnede af Fortvivlelse skulde have styrtet mig ned fra Rundetaarn og paa denne Maade endt min jordiske Bane, seer jeg mig beføiet til at anmærke, at det er en Usandfærdighed. Vel er det sandt, at jeg, over et Aar, ikke har havt noget Humeur som i Fortiden; men Himmelens naadige Gud, beder jeg, vil bevare mig fra saadan en ynkværdig Tanke, og i dette Haab vil jeg bede, at Gud vil styrke mig til min Død. - Jeg vover tillige ved denne Leilighed at anmelde for mine Venner og Bekjendtere, saavel som og til enhver Anden, at min Bopæl er paa Christianshavn, lille Amagergade Nr. 318, hvor jeg nu som før forfærdiger alle Slags Skomagerarbeide efter Maal, og modtager til Reparation Alt muligst billige Prise. Ærbødigst Hans Hendrik Hoff." 
Politivennen oplyste dog som det fremgår ikke navnet, ej heller køn eller profession. Så rygtet må have været sat i gang af andre end Politivennen. Det afkræftes også i Dagen, ifølge Fyens Stifts Adresseavis den 30. august 1832. Her står følgende notits:
Faderen til den i fjor henrettede Grev Sponnecks Morder, Skomagermester Hans Hendrik Hoff paa Christianshavn, erklærer i Dagen det Rygte, at han af Forvildelse skulde have styrtet sig ned fra Runde Taarn, for en Usandfærdighed.
Om dette drab blev der udgivet en bog, "Skinsygens Magt, en Criminalhistorie, samt et Par Ord om Mord i Almindelighed, med Hensyn til det nys udøvede Drab paa Capitajn C. L. F. Greve af Sponneck". Denne publikation er digitaliseret af Det Kongelige Bibliotek. Ifølge den skulle Underofficer Hoff den 7. august 1831 have skudt kaptajn grev v. Sponneck, efter at han havde irettesat Hoff for nogle kompagniforseelser, og som straf skulle paradere med sit gevær. I stedet skød han altså kaptajnen. Han flygtede, men blev fundet og pågrebet samme dag. Ifølge bogen blev morderen af nogle ikke blot beklaget og ynket, men også forsvaret.
Mord var godt stof dengang, og som det fremgår af Adresseavisen 27. august 1831 var der da allerede udkommet et skrift om mordet og retterstedet. En udførlig beretning findes i Kiøbenhavnsposten 9. august 1831. Heri fremgår bl.a. at Hoff gik ud til sin far som sammen med broderen indvilligede i at hjælpe ham med flugten. De blev opdaget af nogle gardere og alle tre blev arresteret

Tilsyneladende overlevede Hoff mange år efter, for ved Folketællingen i 1845 var han indlagt på Københavns Almindelige Hospital. Her er noteret følgende oplysninger: Hans Hendrik Hoff, enkemand 61 år (født 1784). Skomagermester, L. Amagergade nr. 331.

27 august 2016

Spørgsmaal til Jødernes Præsts, Hr. Dr. Wolff, samt Noget om de jødiske Repræsentanters Forhold og Religionsstridighederne.

De uroligheder som for nyligt fandt sted blandt den jødiske menighed i anledning af at dennes præst tværtimod en stor del af menighedens ønske ville indføre en ny ritus i stedet for at opretholde religionen med dens ceremonier, gav regeringen anledning til at pålægge præsten at besvare omtrent følgende spørgsmål: "Af hvilke grunde har de gamle indført de hellige skikke?" og "Af hvilke grunde vil De afskaffe dem?" Da han i sin besvarelse ikke godtgjorde at hans intenderede forandringer kunne forbedre de gældende ceremonielle love, forblev den gamle ritus uantastet.

De herværende jøder der føler sig lykkelige og tilfredse ved deres religion med dens ceremonier som var da den blev stiftet, som den i årtusinder har været og som den under de hårdeste forfølgelser omhyggeligt plejet er gået over fra slægt til slægt, befinder sig for tiden i den pinlige uvished om de vil blive berøvet dette hellige gode eller ikke. Jødernes præst, hr. dr. Wolff der blev kaldt for at besætte det ledige præstekald og som hans forgængere frede om religionen med dens hellige skikke skal have til hensigt at ville indføre koralsang, afskaffe bønner (hvilket ikke er noget kunststykke) osv. uagtet dette er aldeles i strid med loven for en jødisk synagoge. Den oplyste dvs. til det moderne hældende repræsentation (som i øvrigt ifølge reglementet af 29. marts 1814 § 10 ikke har noget med religionsceremoniellet at bestille) har vel ikke besværet gennemførelsen af planen, det er ikke at undre over at have kunnet opstå hos en mand der har studeret og er kreeret til doktor ved et af de nyeste universiteter. Repræsentanterne for en hel menighed må dog kun give det medhold som er i overensstemmelse med dennes ønsker, for ellers opfylder den ikke sin bestemmelse.


Da ønsket om en forandret ritus ikke udspringer fra menigheder, begribes ikke af hvilken grund man anstrenger sig så meget for at påbyrde den en reform som en stor del blandt den af den grund anser for et onde, fordi den strider mod religionsloven uden i øvrigt at gavne mere end det ville gavne at give en gammel jøde med trekantet hat og hageskæg en lapseklædning på og rage det agtværdige skæg af ham fordi moden fordrer det, så at han kom til at se ud som en modedreng og herved vandt pluralitetens bifald fordi pluraliteten lignede ham. 

Den stedfundne og muligvis stedfindende antipati mod jøderne bør ikke bringe den af hengivenhed til sin religion besjælede blandt dem til at afvige fra Guds og de gamle vises love for at unddrage sig antipatiens byrde. Vores forfædre har prøvet de hårdeste forfølgelser, men forblev deres religion tro. Deres standhaftighed har vi at takke for vores religions vedligeholdelse! Og vi ville nedbryde deres kæmpeværk? Måske fordi en gadedreng råber efter os: "Jøde!" som for os må være et hædersnavn. Gud forbarme sig over eder, I forblindede som med det udråb: "Oplysningen, tidens tarv kræver det," uden grund, uden at regeringen har pålagt os det, uden at menigheden ønsker det, ville nedbryde vores tro og det skønne minde vores forfædre satte sig om standhaftighed i troen - af ussel modesyge.


Da dog den intenderede forandring med vores ritus kan have til følge, at menigheden splittes, en del af samme af repræsentanterne vil kræve tilbagebetaling af de til en synagoges opbyggelse indskudte penge, og da templets indtægter ville blive sparsomme, opfordrer man herved jødernes præst, hr. dr. Wolff til at besvare de præsten i Fürth forelagte spørgsmål og derved stadigt tænke på Salomons ordsprog:

Min søn, frygt Gud og kongen og afhold dig fra nyhedsjægerne, det er uden at religionen tro kan man ikke være kongen tro.

(Politivennen nr. 868, Løverdagen den 18de August 1832, s. 547-550.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen bringes som et eksempel på splittelsen blandt jøderne der brød ud under opførelsen af synagogen og udnævnelsen af Wolff til overrabbiner. Se anmærkningen til indslaget fra 28. april 1832. Her et eksempel på en repræsentant fra den konservative fløj. Debatten fortsætter i de følgende numre af Politivennen.

Kjørom mellem Hvidovre og Vigersløv.

Indsenderen har flere gange under landevejens reparation mellem Damhuset og remisen måttet passere Vigerslev og forbi Hvidovre for igen at komme til landevejen ved Damhuset eller omvendt. Han kom ligeledes søndag den 12. august fra landet og kørte (da han ingen advarselstavle fandt ved Damhuset) som sædvanligt ad Hvidovre til. Men fandt til sin forundring først broen spærret mellem Hvidovre og Vigerslev. At denne spærring eller i det mindste et varselstegn burde være opsat på de 2 steder hvor denne vej går fra og til landevejen, vil vist enhver fornuftig indse og ikke på det omtalte sted, hvorved man udsættes for at køre et så betydeligt stykke vej tilbage. I andre lande har indsenderen set at man den ene side af vejen mens man reparerer den og lader passagen fri på den anden. Dette kunne vel også ske her.

Ved samme lejlighed kom indsenderen til at tale med en mand fra Vigerslev der fortalte ham at denne by og Hvidovre der ligger omtrent 2 bøsseskud fra hinanden, og hvoraf vigersleverne skal til Hvidovre kirke, dog bestandig har været afskåret fra hverandre. At der ingen vej har været mellem dem undtagen omkring ad landevejen, hvilket udgør ca. 3/4 mil.
Det er indlysende at dette er meget byrdefuldt for vigersleverne ved bryllupper og barnedåb, men især ved begravelser i dårligt vejr at transportere et lig 3/4 mil da det kunne ske med 1/6 af denne vej. Og i tilfælde af brand kan ulykken være betydelig når der med sprøjter og andre redskaber skal køres en omvej af mere end ½ mil, hvorved hjælpen som ad den kortere vej kunne ydes på nogle minutter, gerne kan forsinkes 1 time. Indsenderen nærer derfor det håb at de 2 mænd på hvis jord vejen er anlagt, fremdeles mod en rimelig godtgørelse vil afstå et 5 til 6 alen bredt vejstykke til almindelig afbenyttelse, hvilket ville være til uberegnelig fordel for begge omtalte byer og omegn og når bomhuset blev omtrent hvor det nu er, ville endogså vejindtraderne vinde ved det, om endog vigersleverne fritoges for bompenge. 

Oven anførte bringer også indsenderen til at erindre hvad han selv ofte med taknemmelighed har erfaret i udlandet, nemlig at man ved alle korsveje og hvor flere veje løber sammen, opsætter en pæl med så mange arme som der er veje og lader hver arm vise sin vej med påskrift hvor den går hen og undertiden endog hvor langt der er til det betegnede sted, og hvilke mindre steder man har at passere for at komme til det. Dette viser en humanitet og agtelse for sine medmennesker som indsenderen så gerne ønskede indført hos sine landsmænd, dersom højere ansvarlige finder det gørligt.


(Politivennen nr. 868, Løverdagen den 18de August 1832, s. 539-542.)

På det historiske kort fra 1855 ses Damhussøen med Damhuset foroven ved Roskildevej, derunder Vigerslev og Hvidovre. Harrestrup Å slynger sig mellem de to landsbyer.

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om broer over Harrestrup Å (Damhusåen). Hvidovre og Vigerslev var på Politivennens tid små landsbyer på hver side af åen, ca. 1½ km syd for Roskildevejen. Formentlig forbundet med en bro ved Vigerslev Alle. Der kan endnu ses rester af det gamle Hvidovre langs nuværende Hvidovregade.

26 august 2016

Vogt Benene!

De fleste af Roskilde bys gyder er i den sørgeligste forfatning. I særdeleshed er de på det såkaldte bjerg så skrækkelige at endog fodgængere kun med den yderste varsomhed kan passere dem. Fra disse kloakker må jo opstå de mest giftige dunster og at dødeligheden i den seneste tid ikke har været større på disse pestbefængte steder, må vel ene tilskrives strandens nærhed. I tilfælde af koleras ankomst da vil formodentlig hele sognet på bjerget uddø, fordi man ved at urenlighed er den bedste leder for denne sygdom. At der i den sidste tid er gjort meget til Roskilde omegns forskønnelse, er udvirket ved enkelte mænds patriotiske opofrelser. Og måske vil dette kunne lede til at de ansvarlige autoriteter henvender deres opmærksomhed på de omtalte gyder hvis nuværende forfatning virkelig behøver en radikal forbedring.

(Politivennen nr. 867, Løverdagen den 11te August 1832, s. 530-531.)


Efterretninger om kolera dukkede en gang imellem op i aviserne, fx Aalborg Stiftstidende 7. oktober 1834 som citerede en artikel i Politivennen og som vist ovenfor i Kiøbenhavnsposten den 3. november 1834, hvor der berettes om koleratilfælde i Göteborg. 

Hvad Ret har Kirkebetjenten i Slotskirkerne til Offer? eller: hvad Taxt har han derfor?

Indsenderen, en af vores Mynsters stadig tilhørere, kom søndag den 15. juli dette år i Frederiksberg Slotskirke. Klokken var ikke slået tolv. Kirken endnu ikke halvfuld. Den bageste stol med flere andre nærmest indgangen stod endnu tomme. Om indsenderen forgreb sig ved at ville åbne just denne stol, eller ved at ville på egen hånd tage en siddeplads  nok: kirkebetjenten afholdt ham med de ord: "vil De behage at stå! De må vide det er ikke her som inde i byen!" vendte sig imidlertid for at åbne en stol ved siden for nogle indtrædende og tilføjede hviskende, skønt højt nok: "jeg skulle have noget til offer, skal jeg sige Dem!"

Indsenderen tav og gik fordi stedet syntes ham for helligt til at rumme hans rimelige fortrydelse - ikke over den skæbne at måtte stå hvilket han vel ikke forrige år der havde, men gerne nu kan dele med andre - men over en fordring som, den være ved rettighed eller vedtægt gyldig eller ugyldig, alle dog må finde der i det mindste højst usømmeligt fremført. Da samme kirkebetjent efter forlydende før har tilladt sig lignende tiltale til andre, ikke blot herrer men også damer, der ellers lige så godt som anmelderen har husket på at der nutildags også i Guds hus skal ses på klædningen for at sidde her eller stå der, så tillader man sig offentligt det spørgsmål: om dette i slotskirkerne hvor kongehuset har åbnet adgangen for enhver dog tillige skal komme an på et offer til kirkebetjenten og hvilket da dette offer er.


(Politivennen nr. 864, Løverdagen den 21de Julii 1832, s. 479-481) . 

Redacteurens Anmærkning

I en længere artikel i Politivennen nr. 865, lørdag den 28. juli 1832, s. 489-493 med titlen "Et Par Ord i Anledning af det i Nr. 864 Indrykkede, om Kirkebetjenten i Slotskirken." giver en af kirkegængerne en forklaring på kirkebetjentens opførsel og beder skribenten ovenfor at tilbagekalde fornærmelserne. Artiklen er ment som et eksempel blandt efterhånden mange på ubegrundede klager.