30 juni 2015

Årgang 1818 Mangler

Københavns Biblioteker mangler årgang 1818, hæfterne 9-11. Såfremt denne engang skulle dukke op, vil den blive indplaceret her.

Et Par Ord til Bladets Læsere

Idet jeg afslutter den anden årgang af dette blad kan jeg ikke undlade at aflægge min oprigtige tak til enhver som har bidraget til at det er vedblevet med at udkomme, enten ved at abonnere på det eller ved at tilsende mig bidrag, der ikke alene har formindsket arbejdet for mig, men også forøget interessen for bladet. I lige måde gives min skyldige tak såvel til de høje autoriteter som til enkelte embedsmænd og private der ufortrødent har rettet de mangler som er blevet klaget over i bladet. Selv dem der ikke vil bifalde Lüxdorfs ordsprog: "Fornøden sandhed er ingen mand for broget" og som gerne drog i felten mod udgiveren når en gunstig lejlighed måtte findes, takker jeg dog fordi de har vist en slags agtelse for bladet i det de har lagt mærke til det påklagede uden at kaste det ulæst fra sig. 

Fortjener nærværende Politiven ikke at sættes ved siden af den fordums af K. H. Seidelin udgivne, så håber jeg dog man er så rimelig at betænke at om jeg end besad lige evner med nævnte min afdøde ven, hvilket oprigtigt tilstået dog er langt fra at være tilfældet, så er tiden da han skrev og nutiden meget forskellige i henseende til litterære produkter udgivelse. Desuden gøres mig marken alt mere og mere eng ved de mange for nærværende tid udkomne blade der jager ind på Politivennens gebet ved at optage stykker som dog findes mest at passe for denne. Jeg vil ikke tale om at der i sidste halvår er udkommet et blad af lignende titel og indhold. For om dette vil opfylde hvad der i indledningen til samme så pralende loves og altså gøre Politivennen unødvendig, eller det vil synke tilbage til intet, vil tiden vise. 

At mit blad imidlertid har gjort nytte kan jeg med sandhed påstå. En stor del af de deri gjorte påanker er fjernet, og kundgjort under rubrikken Bekendtgørelser, så snart jeg har fået kundskab derom. At store mangler er afhjulpet og forbedringer foranstaltet i anledning af bladet tror jeg vel også at turde mene. Derfor begynder jeg nu den tredje årgang i det sikre håb at mine ærede medborgere vil vise dette mit plejebarn samme yndest og deltagelse som det i de 2 forgangne år har været så heldigt at vinde.

Jeg havde ønsker og håbet at modtage flere bidrag fra provinserne. Men man har været særdeles sparsomme at tilsende mig sådanne. Om det er fordi disse steders aviser selv trænger til indmad eller fordi man måske frygter for at støde en eller anden for hovedet ved sin klage skal jeg ikke kunne sige. Men jeg tror heller ikke at alt er der så aldeles rent og purt at ikke noget hist og her kunne trænge til forbedring. Men hvorledes alt endog er, så vil jeg til slutning sige med den præst der engang på en juledag takkede for offer: Jeg takker jer som har givet mig noget. I andre kunne komme i morgen.
Udgiveren

(Politivennen nr. 104, Løverdagen den 27de December 1817, s. 1722-1724)

Et slemt Rækværk i Pilestrædet.

På huset nr. 106 i Pilestræde er et rækværk ved trappen op til stuen der i disse mørke aftner da lygterne kun sent tændes, er til storulejlighed for fodgængere som naturligvis søger fortovene, hvor man formoder at der er bedst og sikrest at gå. Har ejeren ret til at have dette rækværk hvorved mange fodgængere allerede har fået et slemt puf, så får det vel blive som det er. Man har han derimod ikke ret til det, da er man overbevist om at det borttages.

(Politivennen nr. 103, Løverdagen den 20de December 1817, s. 1714-1715)

Om Tobaksrøgen især paa offentlige Gader og Stræder

At ryge tobak er i og for sig et uskyldigt tidsfordriv. Og som anmelderen vel vil tilstå just ikke så skadelig for helbredet når den bruges med måde som den i almindelighed har ord for. Altså har han ikke meget imod at den bruges, men han ønskede blot at brugen blev udøvet på passende steder og ikke som nu næsten allevegne. 

Denne tobaksrygens syge har taget så meget overhånd at man til sidst tør befrygte at folk, især de som har begyndt at vænne sig til det fra deres syvende eller ottende år ikke kan undvære dens nydelse selv i kirkerne, og måske vil anføre til undskyldning at lige såvel som den ene kan snuse, den anden skrå i kirken, så kan den tredje ryge sin pibe og dog i magelighed samle sine tanker al adspredelse og henvende dem alene på talerne. Men før visse bringer det så vidt, var det ønskeligt at det blev forbudt at ryge offentligt på gaderne ved højlys dag, selv med som uden dæksel, ikke engang de så yndede cigarer som enhver skoledreng begynder at lære sig til på. For det forekommer anmelderen at være i højeste grad uanstændigt. 

Men hvorledes skulle det forebygges vil man sige. Intet er lettere. Lad enhver som om dagen agter at have privilegium på at overryge folk på offentlige gader og stræder eller rettere sagt, enhver som vil vise det offentlige at han ikke længere står under sin mesters tamp, eller enhver skolepog at han har sluppet riset, give en passende årlig afgift for denne tilladelse. Så er der håb om at han styrer sin lyst til mørket falder på, da det kan være passende siden der da ikke er sådan vrimmel på gaderne blandt hvilken mange mænd som hjemme i sit har for ikke at besudle sine klæder med lugten, et eget værelse til dette brug, nu af disse utidige tobaksrygere skal få sine klæder tildampede og medbringe lugten deraf på sådanne steder hvor sådan opfattes om ikke just med afsky så dog med følelig fortrydelse.

(Politivennen nr. 103, Løverdagen den 20de December 1817, s. 1709-1711)

Slem Skraalen i Christenbernikowstrædet.

Anmelderen som tydeligt erindrer at der i Deres blad Politivennen er påanket at en sælgerkone som har sin plads på hjørnet af Kristen Bernikovs Gade og Antonistræde, hele tiden vedbliver at råbe sine varer op til folk og at hun derved forstyrrer naboer og genboer, giver sig herved den frihed at tilmelde Dem at denne skrigen og skrålen endnu er den samme som før. Det var derfor ønskeligt om man kunne få hende bragt til at stemme sin tone lidt lavere, hvilket en som ligger syg der i nærheden og som ofte er blevet afbrudt i sin søvn af denne matrone, hjerteligt ønsker.

(Politivennen nr. 103, Løverdagen den 20de December 1817, s. 1708-1709)

Et Par Ord om Degne og Skolelærere

De endnu tilbageblevne såkaldte gamle degne synes at have vel meget at leve af, i forhold til den nytte de yder staten og menneskeslægten. Når sådan en degn har samme indtægt som den arbejdsomme skolelærer, skulle han så ikke kunne leve og nøjes med det? Jeg drister mig derfor til i al beskedenhed at foreslå nedenstående til nærmere overvejelse og prøve for høje vedkommende:

  1. At kirkeindtægterne blev delt mellem skolelærer og degn, dog således at den sidste skulle have noget mere som nærmere kunne bestemmes.
  2. At klokkerpenge, degnerente eller små ydelser, samt indtægt ved ligfærd også måtte deles, dog med den bemærkning at degnen fik lidt mere end skolelæreren. I købstæderne deles offeret mellem den anordnede kateket og gamle kordegne.

Sikkert må et misundeligt øjekast ofte falde hen på degnen fra skolelæreren når denne må se på at han alene får hvad der ofres i kirken. Det må ryste ham vældigt, og hans sinds væsen må just ikke blive det mest muntre og mon lysten derved opildnes til hans meget vigtige fag, hvis øjemed er at danne det unge menneske til kundskab om dyd, sædelighed og fædrelandskærlighed? Han skal tåle at degnen ene griber offeret og dog være sine pligter hengivne. Hvem der kender mennesket, han vil med anmelderen sande at sådant gør et dybt og græmmende indtryk på den værdige skolelærers karakter og forhold. Var det muligt så gid der måtte blive rådet bod på det

(Politivennen nr. 103, Løverdagen den 20de December 1817, s. 1703-1704)

Redacteurens Anmærkning

Politivennens periode var for så vidt en spændende tid med mange forandringer på skoleområdet. I København var der de gratis borgerskoler (fattigskoler) og de finere betalingsborgerskoler. "Selvfølgelig" opdelt i en drenge- og pigeafdeling. På landet havde man fået oprettet almueskoler.

Hensigten med skolen var radikalt anderledes end hvad vi kender i dag. Fra Politivennens tid kender vi kun skoleforholdene set fra degnenes og lærernes side, ikke var almuen eller eleverne selv. Et typisk eksempel fra Politivennens tid er lærer Anton Nielsen "Gamle Nielsen". Han beklager sig over manglen på forståelde for Oehlenschläger. Og at man meget sent (1840'erne) fik at høre om Grundtvig, Baggesen og P. A. Heiberg. Ellers var det Rahbeks, Todes og Zetlitz' drikkeviser der stod på timeplanen. Kongen nød en ubegrænset tillid. Han noterer at af kristeligt liv var der så godt som intet. De eneste folkelige forlystelser man kendte var dansegilder og markeder. Og så var bønderne dygtige til at finde på alle slags kneb for at snyde tiendeejeren, derfor måtte denne såvidt muligt, oplyse tælleren om de snyderier som var mest brugelige


Hans beretning illustrerer meget godt at lærernes og degnenes rolle var først og fremmest at lære bønderne, almuen om deres plads i samfundet. At indordne sig. Politivennens artikler beskæftiger sig da også mest med to forhold: Degne og læreres dårlige forhold, og beklagelser over bøndernes og almuens manglende forståelse for at de skal underordne sig. Set fra en moderne tid er det forståeligt at almuen og befolkningen var fjendtligt indstillede over for skolen. Men egentlige vidnesbyrd fra de der gik i skole, har vi først fra slutningen af 1800-tallet. Her begynder der at komme beretninger fra andre end degne og lærere. Og de fortæller en helt anden historie. Et typisk eksempel er Kai Rosenberg i bogen "Et dejligt forår". Han fortæller om "den religiøse hjernevask i de første klasser" i tiden omkring år 1900:

"Det er meget få, som ikke blir mærkede for livet og derved blir mindre skikkede til at tænke klart, når det drejer sig om det overnaturlige. Ofrene blir ude af stand til at tænke stringent og logisk, når det rejser sig om emner, man intet ved om og derfor erstatter viden med tro. Jeg tror nok, at jeg efterhånden er sluppet ud af dette emotionelle hængedynd og nu befinder mig på nogenlunde fast grund. Men der skulle megen spekulation til, som måske kunne ha været sparet til vigtigere problemer, hvis jeg ikke havde været hjernevasket som lille og derfor forsvarsløs."

29 juni 2015

Spørgsmaal angaaende formeentlige Overtrædelser af Kirketugten

Da en af anmelderens familie søndag den 7. december var vidne til at andagten i Vartov Kirke under højmesse blev forstyrret på den ene side af fiskerkællingernes råb om fisk i Løngangsstræde, og på den anden side af nogle kvinders høje skvalder i den til kirken stødende gård, ligesom den også efter sigende undertiden forstyrres ved galende haner, kaglende høns og kvækkende gæs og ænder i denne tilstødende gård, tager anmelderen sig den frihed at spørge om der gives noget som hjemler ovennævnte fiskerkællinger og skvaldrende kvindfolk ret til at forstyrre andagten i kirken, og om ikke de nævnte fjerkræ kunne holdes borte fra den tilstødende gård under gudstjenesten.

(Politivennen nr. 102, Løverdagen den 13de December 1817, s. 1692-1693)

"Anmelderens familie var vidne til at andagten i Vartov Kirke under højmesse blev forstyrret af fiskerkællingernes råb om fisk i Løngangsstræde" (Løngangsstræde hvis huse stort set er som på Politivennens tid. I midten Vartov Kirke. Eget foto).

En Skjærv til Hjelp for udlærte Haandværksdrenge

(Indsendt)

Det er glædeligt for patrioten at se hvordan mange gode indretninger der altid sker i staten når høje vedkommende af oldermænd eller af en og anden bliver gjort opmærksom på samme, og hvor redebon regeringen er til altid at fremme undersåtters vel. Det er derfor enhver tro og redelig borgers pligt at vække opmærksomhed på alt hvad der synes at kunne være til almindelig nytte. I den tanke altså at stifte nytte og med tryg tillid at det af vedkommende vel optages, vover anmelderen at fremsætte følgende.

Det er en bevislig sandhed at de fleste mestre af alle professioner holder 2 til 3 ja ofte flere drenge og derimod slet ingen svende. For så snart en dreng er udlært, har mesteren gerne en anden i beredskab og udlærlingen må vandre med de ord: Nu behøver mesteren ham ikke. At mesteren kan have fordel af at holde drenge i stedet for svende, eftersom ugelønnen derved spares, kan være meget muligt. Men denne skik er vist til stor skade for professionerne og de svende som har lært samme. Er det en sandhed at en skomagersvend syr bedre sko efter at han har været svend i 2 til 3 år end den dag da han kommer ud af læren, så gælder det nok om alle håndværkere. Især i de små købstæder hvor en dreng ofte lærer lidt nok, da han må gøre så mange ekstraarbejde uden for professionen. Desuden kan man vel også antage at selvom en lærling er blevet gjort til svend, kan han dog endnu trænge til at lære meget inden han kan kaldes udlært i professionen. Det værksted hvor flere ældre svende arbejder, leverer vist bedre arbejde end det som bestyres alene af drenge.

Der kan vel ikke være to meninger om at den uskik som især finder sted i købstæderne, nemlig at håndværkere antager drenge i lære på kortere tid end den sædvanlige, imod at der erlægges en vis betaling for dem er meget skadelig
. De fleste af sådanne drenge er bønderbørn. Disse sættes sjældent i lære så tidligt som købstadsbørn, og så snart de endog efter den kortere læretid er udlært, bliver de indkaldt til soldatertjeneste når de er tjenstdygtige. Og når nu sådan en bondekarl er udtjent til regimentet, drager han for det meste tilbage på landet igen og får sig der et hus eller en stue og driver da det håndværk som han har lært dårligt, ikke øvet i 6 år og altså næsten glemt. At hans arbejde kan kaldes fuskeri er der vel ingen tvivl om. Vel bruger mestrene den såkaldte måde at jage efter dem. Men denne har også sine vanskeligheder. For da den kun må foretages med rettens betjente, så vil der nok altid vindes så megen tid, at vedkommende kan få det pågældende bragt til side så at hverken omkostningerne eller ulejligheden kan betale sig. Anmelderen uforgribelige mening er derfor.
  1. At det aldrig burde tillades nogen bondedreng at lære noget håndværk hos nogen købstadsmestre når ikke en eller anden legemsfejl eller bræk gør ham udygtig til bondearbejde. Agerdyrkningen, rigets guldmine, trænger vist til alle de hænder der kunne være duelig til at beskæftige sig dermed.
  2. At når en mester holdt 2 drenge, han da også måtte forpligtes til at holde en svend, og hvis han holdt 3 til 4 drenge, da 2 svende, og at der fra oldermandens og politiets side måtte haves strengt tilsyn dermed, hvilket let kunne ske hvert kvartal da de fleste lav holder et såkaldt kvartalsmøde. Anmelderen er temmelig overbevist om at når dette gik i opfyldelse, ville man for størstedelen blive befriet for de mangfoldige, halvnøgne håndværkersvende, som 2, 3, 4 ad gangen kommer betlende og klagende over at de intet arbejde han få. Og hvorledes er dette også muligt når ingen svende holdes mod det store antal lærlinge, så år for år udlæres og således selv må udvandre. Ja det er ikke for meget sagt når man påstår at i de små købstæder hvor der er et antal svende af de såkaldte geschengte professioner, at disse næppe selv kan tjene så meget i ugeløn som de må give til deres medbrødre. Vel er det bekendt at en håndværkersvend ikke må betle, men når han dog så uformærket, halvnøgen og med elendigt fodtøj anmoder om lidt hjælp til rejsen efter at have løbet så længe uden at kunne få arbejde, så ynkes man dog over ham og giver ham en almisse. Dette fremsættes i bedste hensigt til højere vedkommende og kyndigere medborgeres nøjere eftertanke

***

Udgiveren som for en stor del er enig med forfatteren af ovenstående, tror at burde tilføje at han anser en urtekræmmers, isenkræmmers og klædekræmmers, kort sagt enhver detailhandlers lærling der bliver tjenesteløs for langt ulykkeligere end enhver håndværkers lærling. For denne sidste har dog lært noget som hvor lidt det end er kan til nød brødføde ham på et eller andet sted. Men hvad har en af de første egentlig lært efter 7 års tjeneste og kan det han har lært beskytte ham for mangel eller sætte ham i stand til at erhverve sig livets ophold? Har en sådan person egen formue eller venner som kunne og ville sætte ham i stand til at etablere en egen handel, har han da i så ung en alder kunnet samle sig den erfaring, menneskekundskab, sindighed og klogskab der udfordres for at være en sådan husfader og borger som staten kan have gavn af eller være tjent med? Og nu den der ikke er så heldig at eje disse lykkens goder, hvordan går det ham? Hvordan skal han kunne leve? 

Ville man adspørge en del af vores talrige handelskommissærer om deres levnedsløb, så ville man vist komme til det resultat: At de var forulykkede svende der ikke have kunne få tjeneste og altså måtte skabe sig en næringsvej som de kunne leve af. Om denne næringsdrift er gavnlig for handelen eller det almindelige hører ikke til her. Imidlertid tror udgiveren at om den ypperlige forandring der for nyligt er sket med bagerlavet i henseende til svendenes skiftetid, som nu er sat i lighed med andre tjenestetyendes også blev udvidet til flere lavssvende ville dette allerede bidrage meget til at afhjælpe de mangler som anmelderen af forestående påanker.

(Politivennen nr. 102, Løverdagen den 13de December 1817, s. 1685-1692)

Et Par Ord i Anledning af Maria Petersens Avertissement i Adresavisen no. 272 og Fattigvæsenets Besvarelse derpaa i Mandags Avisen den 1ste Decb. sidstleden

(Indsendt)

Da anmelderen læste denne gode madames offentlige jeremiade i Avisen hvori hun på det ynkeligste jamrer over tabet af sin ægtefælle, der har efterladt hende fem umyndige børn i den kummerligste forfatning uden håb at kunne forskaffe disse sine børn de allerførste livsfornødenheder, skal han ikke nægte at han jo hos sig selv gjorde sin bemærkning over hvorledes dette offentlige tiggerbrev kunne blive indrykket i Addresseavisen under så forstandig og forsigtig en redaktørs bestyrelse som den Addressekontoret er så lykkelig at besidde. Det indeholder jo en tydelig anklage mod Fattigvæsenet som om det ikke havde opfyldt sin pligt: At hjælpe den sande ulykkelige fattige og at denne på grund af det er nødsaget til at anråbe det offentlige om hjælp. 

Ikke desto mindre fandt hun nåde for redaktørens øjne, og han lod det indrykke, uden at tage i betragtning at den offentlige bekendtgørelse i højeste grad måtte være en fornærmelse for et årvågent fattigvæsen. En benævnelse som anmelderen oprigtigt kan tillægge vores, da han ofte har haft lejlighed til at se det ile den fattige til hjælp med hastig understøttelse så snart samme kun har anmeldt sin trang for vedkommende fattigvæsens forstander. Dersom nu redaktøren blot havde tænkt at dette havde været konens pligt før hun henvendte sig til Adressekontoret, så er anmelderen overbevist om at han ikke havde tilladt hende at få det indrykket. Men da det nu er sket og Fattigvæsenets administrerende direktion i Addresseavisen nr. 281 har taget offentligt til genmæle ved at bekendtgøre: at den straks efter at have læst hendes avertissement havde tilbudt hende husleje, brød, skolegang og mad i skolen for børnene. Men at hun personligt havde mødt for direktionen og erklæret at hun som jordemoder mente hun selv kunne ernære sine børn.

Det synes altså som det ikke var så ganske rigtigt, uden eftertanke at tillade at indrykke sådanne avertissementer, hvorved vedkommende har grund til at tro sig fornærmede i henseende til deres embedsstilling. Men meget mere som det burde være en redaktørs første pligt at våge over at ingen ved hans ubetænksomhed blev fornærmet, ligesom også at vedkommende der havde skrevet samme kunne. Således som tingen nu er forklaret i sin sande sammenhæng har fortjent en skarp irettesættelse.

(Politivennen nr. 101, Løverdagen den 6te December 1817, s. 1672-1675)

Om de barbariske Kalvekudske.

(Indsendt.)

Forleden dag så indsenderen på Roskildevejen en vogn der kom kørende med kalve, og disse ulykkelige dyr var henkastet på vognen i en så umenneskelig grusom stilling at man virkelig af medlidenhed med de mishandlede umælende dyr måtte ønske at politiet ville tage sig lidt af denne sag og søge at forhindre og afskaffe en behandling mod dyrene der er så oprørende for ethvert følende menneske. At denne fremgangsmåde har været drevet i land tid, kan ses deraf at vores fortjente Olufsen allerede for længst har ivret imod den, og da indsenderen intet bedre ved at sige i denne sag, tillader han sig her at udskrive den varme patriots ord i denne anledning. "Kalveopdræt til Københavns slagtere - siger han - er en så forfærdelig sag at vedkommende burde af erkendtlighed mod uskyldige lidende skabninger, bestræbe sig for at finde en mindre kvalfuld måde at føre dem til slagterbænken på end den barbariske henslængen og fastsurren på de væmmelige kalvevogne hvor de ofte ligger med hovederne slæbende på hjulene, med sprængte årer, under de forgæves anstrengelser efter en mindre martrende stilling og i krampetrækninger som ikke sjældent dræber dem." Indsenderen ønsker, hvad vist ethvert følende menneske med ham vil ønske, at vedkommende vil tage disse ord til hjerte, og erindre at de umælende har også rettigheder, lige såvel som de fornuftige jordens beboere.

* * *

Udgiveren som er aldeles enig med indsenderen af ovenstående, at de både efter Guds, naturens og menneskelige love er synd at tilføje dyrene unødvendige pinsler, tror at burde tilføje at han er overbevist om at sådan behandlingsmåde mod dyrene er merkantilisk urigtig. For flere slagtere har beklaget sig over at de ofte ikke uden tab har kunnet sælge kødet af kalve og lam der på en så voldsom måde var transporteret til staden. Ja at det ofte havde givet anledning til kiv og klage fra køberens side som troede sig forurettet af slagterne når deres sendebud hjembragte kød der havde et slemt udseende som dog transporten alene var skyld i. For ved de voldsomme stød og slag som et sådan stakkels dyr må lide, fordærves ikke alene skindet, men kødet bliver blodigt og får et stygt udseende. Måske kunne dette onde forebygges når vedkommende kuskes husbonder ikke sparede alt for meget på den halm som lægges over de kister og kasser hvorpå man snører de arme dyr. Fyldte man vognen med halm, indtil over vognfjællene, så vilde derved forbygges at hovederne og lemmerne af de pålæssede dyr ikke skamsloges derpå.

(Politivennen nr. 101, Løverdagen den 6te December 1817, s. 1669-1672)

28 juni 2015

Et Fejlgreb af rigtigt Brødmaterial.

(Indsendt)

At bage brød af mel og vand
Var hidtil - kan jeg tro - en mode i vort land.
Men nu i denne tid da alt man bedre vil,
At komme skarn i brød og det af katte til
Sligt uhørt var, og dog kan sådant ske.
Udi vort København der findes bagere
Blandt de, der brød for brave sømænd bage,
Som også lidt katteskarn imellem melet tage.
   Det må være sagt som velment råd for hver,
   Der tænder, næse, tunge haver kær.

(Politivennen nr. 100, Løverdagen den 29de november 1817, s. 1665)

Smuk Sang i Gothersgaden.

(Indsendt)

Skønt indsenderen alt for længe havde anset det for at være visekællinger og andre lignende personer forbudt syngende at drive deres handel på gaderne, så har han dog i denne tid adskillige gange i Gothersgade og tilstødende gader truffet på en sådan ngociantinde der gav prøver af sine ofte usædelige poesier. Da sådan sang hverken er behagelig for øret eller underholdende for forstanden og desuden ved lovene forbudt, så var det at ønske at vedkommende i forbigående ville lægge lidt mærke til sådanne sangersker.

(Politivennen nr. 100, Løverdagen den 29de november 1817, s. 1664)

Noget om Slagtersvende, som bære Kjød omkring.

(Indsendt.)

Ved i Deres så almennyttige blad at se så mange uordener påanket, og derved ofte hævet, kan jeg ikke undlade at gøre opmærksom på slagtersvendenes temmelig almindelige uforskammethed: På fortovene at fare deres truge lige i næsen af folk for således at nøde dem til at gå af vejen. Hvorvidt at slagtersvendene fortrinligt er tilladt at slæbe med deres truge på fortovene, erindrer jeg ikke så nøje. Imidlertid formoder jeg dog at de i det mindste må være underkastet fortovsrettens love.

Rigtig nok kan man for politiet angive en sådan person, men dette er ikke så let en sag. For hvor findes karlen? Og hvem er det? At kræve at politiet skulle kunne påse eller være til stede ved enhver lille uorden, var en urimelighed. Men jeg tror at når gode anordninger er udkommet og disse i det hele taget bliver påset overholdt fra politiets side, da bør publikum selv i enkelte of små tilfælde være sin egen dommer eller politimester. Fx når en skiden slagtersvend nøder et honet og velklædt menneske til at forlade fortovet, burde de omkringstående (ifald personen selv ikke tror sig i stand dertil) være ham behjælpelig at kaster monsieur Slagtersvend med samt sit trug ud på gaden. Men da vi danske nu af karakter er alt for ligegyldige eller ikke sammenholdende nok til at den svagere eller mere fredelige i så tilfælde tør stole på at få det fornødne medhold, lader han sig hellere insultere end udsætter sig for prygl, ja måske endog for hån af den omkringstående pøbel. - Jeg foreslår derfor et middel hvilket måske for en del kunne hjælpe til at afskaffe denne uorden. Nemlig at enhver slagtersvend skulle uden på sit trug have et nummer så stort og tydeligt påmalet at det til alle tider kan ses. Den fornærmede havde da med samt sine vidner blot nødig at se hen til nummeret, han kunne da uden at gøre videre alarm eller opsigt på gaden ved tid og lejlighed angive for politiet nummeret på den slagtersvend der ved sit forhold ikke alene havde fornærmet ham, men tillige tør trodse de offentlige anordninger. 

Deres uforskammethed går endog så vidt og sikre tror disse grove folk sig, ustraffet at kunne insultere folk til trods for gode anordninger, at de ofte går to ved siden af hinanden med hver sit trug med kød på nakken, og således ganske bemægtiger sig fortovet. For enhver som ikke vil have sine fine klæder oversmurt af disse ikke renlige personer, eller ikke kan lide at få en smøre i ansigtet af et stykke blodigt kød eller en stank som ofte står uden for truget, må hurtigt retirere ud på gaden.

Om nævnte forslag vil være det bedste eller mest passende, må de ansvarlige bedre kunne bedømme. Det overlades derfor deres bedre omdømme om De vil antage samme eller ej. Enhver som har levet nogen tid, må vide hvad god virkning det har haft på hyrekuske og vognmandskarle at deres vogne blev nummererede. Skulle dette forslag om det iværksattes, ikke hjælpe, burde i det ganske forbydes slagterne at bære kød omkring i byen til salg.

(Politivennen nr. 100, Løverdagen den 29de november 1817, s. 1660-1663)

Et farligt Sted paa den ordentlige Landevej nærved Sorøe.

Ved de såkaldte vindebrohuse mellem Krebshuset og Sorø er nogle temmelig dybe grusgrave ved siden af landevejen. Vel er dette sted ikke så farligt som det ovenfor omtalte ved Sisåen, da alletræerne nogenlunde kunne tjene til afvisere og graven ikke er så dybe som skrænten ved den å er høj, men alligevel ville det sikkert ikke være ufornødent også at forsyne dette sted med et bolværk. Jeg har selv været øjenvidne til at en vogn væltede her, da hestene for den blev løbske, og dersom den havde væltet til højre i stedet for til venstre, var de personer som sad i vognen, uden tvivl blevet styrtet ned i grusgravene hvor de da ufejlbarligt var blevet ilde tilredt, hvis ikke knust på de sten som just uforsigtig nok er sammenhobet på denne side af gravene,

(Politivennen nr. 99, Løverdagen den 22de november 1817, s. 1650-1651)

Overfald på Vesterbro

(Indsendt)

Forleden lørdag den 15. november i middagsstunden lod en grundejer fra Nørrebro en del kvæg bringe til salg på det ugentlige heste- og kvægmarked, som nu holdes ved den såkaldte Trommesal uden for Vesterport. Mens han var der uden på mindste måde at fornærme nogen og holdt tilsyn med sine kreaturer blev han påtrængende fornærmet af en slagtersvend fra Nørrebro, først med ord og siden med skub. Da han mærkede at denne karl var ude på klammeri, sagde han: "Jeg mærker nok at jeg ikke må få fred her, og vil derfor overlade Dem pladsen!". Og derpå gik han væk. 

Men nu forfulgtes han ind i huset af slagtersvenden med hvem en vognmand fra Nørrebro og nogle andre forenede sig. Og her overfaldt disse karle ham voldeligt med slag i hovedet og kastede ham til jorden med den ytring: At dette var betaling for optagelsen af deres løse kreaturer. Den overfaldne kom endelig op igen og veg tilbage i køkkenet hvorhen voldsmændene forfulgte ham for at begynde igen. Imidlertid tog værtinden og pigen samt 2 til 3 tilstedeværende den overfaldnes parti (hvorfor de herved takkes på det hjerteligste!). Og således slap han bort fra disse morderiske mennesker der ellers efter deres niddingsværk at dømme ville have slået ham fordærvet.

Det siger sig selv at han ikke alene for sin egen skyld, men også for sine medborgeres sikkerheds skyld vil forfølge disse udådsmænd på det strengeste med lov og ret. Og i den henseende anmodes herved enhver retsindig og for sin egen og andres sikkerhed, for fred, lemmer og liv, årvågen af de mange tilstedeværende (iblandt hvilke den overfaldne som nyligt har bosat sig i nærheden af hovedstaden kun kendte få), at melde sig som vidner til det forefaldne hos beboeren på 1. sal til højre i Rosenborggade nr. 212 i København. 

Det er overflødigt at tilføje at enhver duelig og påpasselig jordbruger der ikke vil se frugterne af sine bestræbelser for et bedre avlsbrug tilintetgjort ved uduelige og skødesløse naboers slendrian, må søge sit nødværge i den for ikke længe siden allernådigst kundgjorte velgørende forordning om markfred. Men for at sætte disse niddingers ufærd i det rette lys  bør det bemærkes at den overfaldne endog have vist sig særdeles skånsom mod dem. Da han nemlig blot havde fordret ufredsbøderne for at få fremtidig markfred (den han havde pålagt sine tjenestefolk at påse mod at de fik opbringerpengene), så havde han dels ladet de optagne kreaturer udlevere mod mindre end de halve bøder, og dels hvad slagtersvenden angår ikke fordret de svære voldsbøder som denne havde pådraget sig ved med magt at føre det optagne kvæg ud af optagerens hus. 

I anledning af denne anmeldelse der fornemmelig sigter til at vække en større opmærksomhed for den vigtigste genstand i det borgerlige samfund, nemlig den personlige sikkerhed, vover indsenderen at ytre det ønske til vores årvågne og nid 

(Politivennen nr. 99, Løverdagen den 22de november 1817, s. 1641-1643, side 1644-1645 mangler)


Redacteurens Anmærkning

Trommesalen var Københavns kvægtorv 1671-1879. På den måde blev borgerne forhindret i at købe lam og kreaturer og slagte dem uden at betale afgift. Navnet kommer af at der var en der slog på tromme når det åbnede. Efter 1879 overtog slagtehallerne ved Halmtorvet denne funktion. 

Markfredsordningerne gik ud på at kreaturer skulle bevogtes så de ikke trængte ind på marker. Lovgivningen var klart på agerbrugernes side imod kreaturerholdere. Siden udskiftningen var sagen blevet et privat anliggende, og ordningen var just blevet reguleret den 9. juli 1817. Hvis et kreatur trængte ind p en mark var ejeren i sin gode ret til at skyde dyret eller i bedste fald fodre det indtil ejeren kunne afhente det. Ejeren skulle så betale en slags bøde, eller optagelsespenge for kreaturets underhold.

Grundejeren fra Nørrebro havde altså fulgt loven om markfred og konfiskeret kreaturerne og havde ret til mindst at få optagelsespenge. Hvad slagtersvenden, vognmanden og andre der sympatiserede med kreaturejerne åbenbart ikke havde til hensigt, men mente en dragt prygl var mere passende.

Lov om mark- og vejfred eksisterer stadig og nogenlunde uændret i forhold til på Politivennens tid.

En slem Skjændegæst i Adelgaden.

Hr. udgiver!

Da jeg ofte af Deres blad Politivennen har erfaret og det til min største glæde, at adskillige uordener som De har offentligt påtalt, er blevet om ikke straks, så dog så snart det har været vedkommende muligt, rettet, så håber jeg også at De ved at indrykke vedlagte stykke i Deres blad, vil bevirke at Adelgades beboere især de som bor i nærheden af Sølvgade, bliver befriet fra en hæslig skændegæst som nu i adskillige dage efter jubelfesten har indfundet sig der for daglig at opvarte sin familie, således kalder hun to fiskerkoner som har vedkommendes tilladelse til i en port der i gaden, at sælge deres varer, med de groveste og pøbelagtigste skældsord, som ledsages med ganske nye originale eder og forbandelser, hvorved hun tildrager sig alle forbigåendes opmærksomhed i en sådan grad at ikke alene fortovet aldeles bliver spærret, men endog passagen på gaden vanskelig. For ikke at tale om den uro de omkringboende derved forårsages, for før det behager denne matrone at ende sin tale der er temmelig vidtløftig og højtskingrende, og som plejer at akkompagneres af gadedrengees lydelige hurraråb, er det ikke muligt for de som bor i nærheden, at kunne have deres tanker samlet til forretninger. Da det lader til at denne kone har hjemme i Nyboder, idet mindste styrer hun altid kursen derhen med sine fiskekurve, så var det måske ikke vanskeligt for vedkommende at erfare hendes opholdssted, og efter fortjeneste få hende revset for hendes højst uanstændige opførsel, hvorved hun forårsager utilladeligt opløb. For sker dette ikke i tide, må man frygte hver eftermiddag at blive forhindret i sine forretninger af denne skændegæst.

(Politivennen nr. 98, Løverdagen den 15de November 1817, s. 1631-1632)

En barbarisk Indretning i Læderstrædet.

(Indsendt)

Ejeren af gården nr. 27 i Læderstræde har fundet på en styg indretning for at forhindre urinering på hans port. Denne indretning består i brædder der står i vinkel mod hinanden fra muren til porten, og er ikke alene beslået med jernpigge for oven, hvorved et menneske når det i drukkenskab eller overfaldet af en sygdom, vil hælde sig dertil, kan blive slemt beskadiget. Men det er også forneden beslået med lignende jernpigge der vender nedad, og som kunne være yderst farlige for de børns hoveder som måske drevne af en vis nødvendighed, vil i mørket søge sin tilflugt under samme. Vel er det slemt at se sin port oprådnet og besudlet af sådanne udtømmelser, men sådanne barbariske forebyggelsesmidler passer dog heller ikke med vor oplyste tidsalder. Man håber derfor at ejeren ved dette vink gjort opmærksom på den skade en sådan indretning afstedkommer, uden videre vil borttage samme, og i dette sted til betryggelse for sin ports besudlelse lade opsætte en urinkumme af sten, således som før har været foreslået i Politivennen. Herved vil han ikke alene forskåne sin port for beskadigelse, men måske ved sit eksempel opmuntre andre til at gøre en lignende og meget gavnlig indretning ved deres porte.

(Politivennen nr. 97, Løverdagen den 8de November 1817, s. 1616-1617)

Bøn Trinitatis Kirke angaaende.

Denne kirke er nu indvendig i anledning af reformationsfestens højtideligholdelse i samme blevet særdeles forskønnet ved de 2 pulpiturer over alteret, især så længe forhængene er der. Og ypperligt er kongestolen anbragt foran orgelet. Denne tager ikke plads for tilhørerne. Den må ved koncerters opførelse være særdeles nyttig da et stort personale kan rummes i den, og for tilhørerne af prædiken er den ypperligt placeret. Men da man efter rygtet har hørt at denne hele skønne indretning der dog har kostet meget, igen skal tages bort, så vover en mand af menigheden her at ytre det ønske at kirken må forblive i dens nuværende skønne tilstand, ifald der ikke skulle gives tilstrækkelige ham ukendte grunde for det modsatte. At dette imidlertid er manges ønske, vil man kunne overbevise sig om ved at meninger og bedømmelser af den mængde tilskuere som nu i flere dage med særdeles velbehag har taget kirkens indretning i øjesyn.

(Politivennen nr. 97, Løverdagen den 8de November 1817, s. 1615-1616)

Tanker ved Bernstorfs Støtte.

Kan velgerninger så snart glemmes? Kan sønnen i sin velstand ikke mere mindes den velgører der skabte faderens og hans lykke? Disse tanker påtrængte sig anmelderen da han forleden dag beså Bernstorffs støtte. Og i sandhed, denne støtte står i dens nuværende forfatning mere som minde om visse folks utaknemmelighed end den hædrer den store mand for hvem den rejstes. På flere steder af støtten er hele stykker borte, himlens fugle bygger rede i dens top, og den er overalt så mosbegroet at intet af inskriptionen kan læses. Den ene hvidtjørn der står i det søndre hjørne af indhegningen, stræber med sine vældige grene at ville skjule alle disse skrøbeligheder som tidens tand har anrettet, mens de 3 andre træer der står i de øvrige hjørner, synes at have fået svindsot over at man ikke har rådet bod derpå. Også trægitteret er i en mådelig forfatning, og hvad der af samme ikke er borttaget, er næsten råddent. Anmelderen der aldrig passerer forbi denne støtte uden at mindes de velgerninger den store Bernstorf viste hans fødeland, se en velhavende bonde fra det nærmest liggende sogn, køre forbi i fuld trav uden at se hen til denne støtte som ingen landmand burde nærme sig uden med sønlig ærefrygt og taknemmelig følelse. Kan velgerninger da så snart glemmes? Tænkte han atter. Dog nej! Ædle mand, når denne støtte er hensmuldret i støv, når vandreren forgæves søger at opdage det sted den stod på, vil dit minde endnu længe leve i den bedre del af nationshjerter, de ville føle hvor meget de skylder navnet Bernstorf og velsigne det.

(Politivennen nr. 97, Løverdagen den 8de November 1817, s. 1613-1615)

Redacteurens Anmærkning

Mindesmærket for J.H.E. Bernstorff står ved Fristedet, Lyngbyvej i Gentofte og er fra 1783 af Johannes Wiedewelt. Indskriften lyder: Æreminde efter Døden / for / Johan Hartvig Ernst / Greve af Bernstorff / som gav / udskiftede hovningsfrie arvelige /Gaarde / med dem Stræbsomhed Velstand alt / til Mønster for Efterslægten / MDCCLXVII / oprettet / af Godsets takfulde Beboere MDCCLXXXIII.

Spørgsmaal om Posten ved Rundetaarn.

Ethvert øje som ser den gadepost der er flyttet hen ved Rundetårn, må fortørnes over dens plads. Da der er gjort så meget til pladsens og kirkens forskønnelse, og denne post er flyttet fra gaden derhen, kunne den da ikke lige så godt have været skjult i krogen bag kirkepillen? Spørgeren mener at man ligefuldt kunne komme til den med vandkar og karrer og at pumpestangen havde svingerum nok alligevel.

(Politivennen nr. 97, Løverdagen den 8de november 1817, s. 1611)

27 juni 2015

En slem Uorden i Sølvgaden.

(Indsendt)

At skrive om uorden er at befatte sig med materie som er næsten uudtømmelig. For den findes overalt såvel inden hus som på gader og stræder, og da disse som begås her, egentlig er de som anmelderen vil tale om, så beder han Dem herved ved første lejlighed at få nedenstående indrykket i Deres blad. For han er overbevist om at det vil have den ønskelige virkning at den i tide vil blive forebygget og naboer og genboer derved vinder betydelig i deres ro.

Hver søndag især under prædiken, har en flok drenge forenet sig i Sølvgade for der at more sig med adskillige slags lege, såsom at spille top, springe i tov, gå på stylter, en leg som i denne byende begynder særdeles at blive mode, spille klink, trille med tøndebånd, lege tag fat på hinanden, og andet lignende, hvorved de forårsager både passagens standsning såvel for kørende som for ridende og gående. Og tillige gøre sådant en frygtelig skrigen og råben at det ikke er muligt at have sine tanker samlede til alvorlige forretninger. Og da nu anmelderen frygter for at antallet af disse drenge skal blive forøget og med det naturligvis både skrig og skrål, så håber han at det vil blive forebygget ved denne anmeldelse til almen kundskab til vedkommendes behagelige efterretning.

(Politivennen nr. 96, Løverdagen den 1ste november 1817, s. 1596-1597)

Et Par Ord om Frelsers Kirketaarn paa Christianshavn.

Et selskab af tre personer lod sig en dag i forrige uge forevise Frelser Taarn, og gik lige op af omgangen til det øverste hvor der er anbragt en stige som går oven på kuglen. Men de blev ikke så lidt forundrede da den forevisende spurgte om vi ikke havde lyst til at bestige kuglen. På en tid da man hører så megen ulykke, tror man at det burde strengt forbydes dem som foreviser tårnet, at lade nogen bestige kuglen, inden det kom så vidt at sikkert en eller anden måtte betale sin nysgerrighed med livet.

(Politivennen nr. 96, Løverdagen den 1ste november 1817, s. 1591-1592)

Uforskammet Betlerie.

Man tor at burde gøre følgende bekendt: I lørdags i forrige uge kom to tysktalende personer ind på et sted i Lille Kongensgade og tiggede med en yderst uforskammethed. Den ene af dem havde omtrent 1 uges tid i forvejen været der og viste en overmåde grov opførsel da han intet fik. Da anmelderen var til stede og hørte at han ligeledes ytrede sin uforskammethed, var han nødt til at vise ham døren med magt, eftersom han ikke godvillig ville gå bort. Men denne person blev ved at opmuntre den anden til også at være uforskammet. Den ene af disse personer var klædt i en gammel grøn trøje og blåstribede benklæder, den anden havde frakke på. Sikkert var ikke tiggeri årsag til deres komme, men måske de har til hensigt at lære at kende det lokale for om muligt med tiden at gøre en bedre fangst.

(Politivennen nr. 95, Løverdagen den 25de October 1817, s. 1583-1584)

Dyrt Øl i Dronningens Tvergade i Kjøbenhavn

Det er besynderligt at man har vanskelighed ved at få et ret godt glas øl i en stad som København, som dog er rigelig forsynet med bryggere, øltappere og ølsælgere. Alle folk der forstår eller burde forstå sig på at behandle denne til livets ophold og næring så nødvendige artikel rigtigt. Man hører hele tiden folk klage over disse ølbryggere at de leverer dårlige og tynde varer. Men mon det altid er bryggerens skyld. Mon ikke øltapperen eller sælgeren en gang imellem selv kan finde på at gøre eksperimenter med det når han får tønden hjem og skal til at aftappe det, og at dette kan være årsag til at øllet skønt det er til bestemt pris hos sælgerne dog ikke fås lige godt hos dem alle. Hvordan det end hænger sammen med det ølsalg, var det vist ikke skadeligt for københavnernes maver som ofte må bøde for disse herrers urigtige eller ligegyldige måde at behandle øllet på, om der engang af de ansvarlige skete en alvorlig undersøgelse af denne sag. Måske udfaldet ville blive til almen glæde og tilfredshed.

Indsenderen er en stor elsker af øl. Han besøger ofte sådanne steder hvor dette sælges. Næsten aldrig finder han  prisen ens på de såkaldte værtshuse. Hans drik er husholdningsøl, og når dette er godt og forsvarligt, så er han heller ikke så nærig med at betale en styver mere eller mindre for en flaske. Men at tage 24 skilling for en flaske husholdningsøl, som anmelderen måtte betale forleden aften i Dronnings Tværgade, det synes at være for mange procent. Vel sandt, der var dans i samme værtshus, men det er jo dog urimeligt at anmelderen som ikke er dansebodsgæst, skal betale dyrt for sit øl for at andre kan have musikken for intet.


(Politivennen nr. 94, Løverdagen den 18de October 1817, s. 1570-1571)

Bøn fra en Slagter i Nicolai Kirkegang.

(Indsendt)

Da Nikolaj Kirkegang såvel som andre gader kun fejes to gange om ugen, hæder det ikke sjældent at folk ofte om dagen må vade i de væmmeligheder som natrevonationsvogne på deres hyppige fart, ved uagtsom kørsel ofte om natten spilder i denne gang. Og da det er yderst ubehageligt for dem som har stader der, både at lugte denne potpouri og at tabe en stor del af deres næring såsom køberne, for at undgå at træde i så skidne fodspor, hellere søger andet steds hen, var det særdeles ønskeligt om denne nattefart gennem gangen måtte stoppes, i det mindste så længe indtil at de omfaldne rudere der har indskrænket gangens bredde, er blevet bortkørt. Overalt synes det underligt hvorfor denne gang ligesom con amore vælges til befaring af oven nævnte vogne da man mens kirken stod ret vel kunne afhjælpe sig uden samme. At imidlertid de spor som denne natlige fart efterlader sig, må være lige så ubehagelig for de slagtere og sælgere af madvarer som har stader der, som for købere der kommer for at få disse, må være meget begribeligt. Man håber derfor denne simple bøns opfyldelse.

(Politivennen nr. 94, Løverdagen den 18de October 1817, s. 1568-1569)

Fæl Stank i Kronprinsessegade.

Fortovet udenfor gården nr. 385 og 386 i Kronprinsessegade er næsten hver dag besudlet af en væmmelig urenlighed og altså meget ubehagelig at passere. Det er underligt at da den ene af disse gårdes ejer holder en kusk, den anden en kusk og en portner, de da ikke pålægger disse hver morgen at udskylle porte og rendestenen og holde begge dele i den stand de bør være.

Mange gange når vinden står på gården, kan man lugte denne forpestede lugt i øverste etage, og man må undre sig over at beboerne af nævnte gårdes lejligheder ikke klager over det og derved søger at forskåne de venner som kommer til dem, for denne afskyelige stank der er mere ubehagelig og ulidelig end lugten fra et garveri.

Er gadekommissærerne som skulle våge over at fortovenen og rendestenene tilbørligt holdes rene, ikke også berettigede til at holde orden med gårde og porte, hvor sådan urenlighed findes, og hvorfra den siden kommer at overflyde fortovene og opfylde rendestenene, til megen væmmelse for den som er nødt til at indånde sådan ubehagelig lugt? -

(Politivennen nr. 94, Løverdagen den 18de October 1817, s. 1567-1568)

Et Forslag til paa bedste Maade at faae kundgjort naar Portbommen bliver lukkede.

Det sker ofte når vinden bærer fra eller det blæser heftigt at den klokke som man betjener sig af til at ringe med for at tilkendegive at portbommene nedlades, ikke altid lyder så tydeligt at alle sǻvel indebys som de der kommer til staden, kan høre når den holder op. Heraf opstår uenighed mellem bomforpagteren og den som skal betale bompenge, da denne i almindelighed får skylden for at han har nedladt den før klokken har ringet af. For nu at forebygge sådanne ubehagelige mundhuggerier hvoraf udfaldet i almindelighed endes med skæælden og banden, tror anmelderen det passende at når klokken begyndte at lyde, der da blev udstukket et lille flag ved ravelinsvagten, og så længe den vajede, var passagen fri. Men når den blev indtaget, var vedkommende forpligtet til at betale de påbudte bompenge uden vægring.

(Politivennen nr. 94, Løverdagen den 18de October 1817, s. 1562-1563)

Et par Ord om den algierske Rosenessents

(Indsendt)

I en tid hvor det er offentligt kendt at pesten i høj grad hersker på kysten af barbariet hvis havne af den grund er karantænekommissionen er blevet erklæret for smittede og således al samførsel med disse hindret, kan det ikke andet end være påfaldende at man i den sidste mandag udgivne Addresseavis finder indført at der på hjørnet af Kirkestrædet og Hvælvingen nr. 98, 2. sal skal kunne fås lugtende rosenessens som er ankommet fra Algier. 

Man kunne ved denne lejlighed vel spørge: På hvilken måde er denne essens kommet hertil? Er dette sket siden Algier er blevet erklæret for smittet, så er det en utilgivelig ringeagt for medmenneskers liv. Men er det gamle forlagte ting, som nu anprises som nyankommet, så er det rimeligt udtrykt det hvad man kalder handelskneb.

(Politivennen nr. 94, Løverdagen den 18de October 1817, s. 1561-1562)

26 juni 2015

Om Bagere og Brød hos os

(Indsendt)

Meget længe havde en af dette blads læsere ønsket at se noget om bagere og brød her hos os, da endelig et stykke kom til syne i nr. 90. Oprigtigt talt må indsenderen af disse linjer tilstå at det der indrykkede "Forslag til bagerne" aldeles ikke var som han havde ventet. For at man ved at tale om vores brødvæsen skulle begynde med at overfalde de stakler som sidder på gaderne uden ligefrem at gå løs på bagerne og deres dårlige brød som ikke alene findes her i København, men i hele dens omegn. Ja! jeg tror ikke at for vidt når jeg siger hele Sjælland *) faldt mig helt underligt. Sandelig at Danmark var et kornland, skulle man ikke falde på når man kommer udenlands fra og brødet sættes på bordet.


Rugbrødet er: sort, surt og kliet. Hvedebrødet fremkommer som såkaldt franskbrød i en bitter lille humpel ikke stort større end en mundfuld. Rigtig nok! Brødet kunne være endnu dårligere. Når vi fx i stedet for rugbrød kun fik skoster og for omtalte bitre hvedeklumper fik kun havreflager. Men da nu min mening er at ved at se hen til de ting som findes hos os vi da  ikke skulle sammenligne dem med hvad som er dårligere, men med det bedre, så bliver facit ved sammenligningen af vores brød i almindelighed med enten det franske eller engelske at vores er dårligt, så dårligt at enhver dansker der har set andre landes brød, må skamme sig over det. 


At forbyde fattige folk at sælge brød ville sikkert ikke være midlet til at forskaffe København bedre brød. For al indskrænkning i handel og vandel (hvilket nu synes at være blevet en kær kæphest) forværrer kun i stedet for at forbedre. Tro ikke at de kære herrer bagere skulle ved fortfejning af alle de fra lavet uindviede brødsælgere endes om at "overgå" hinanden ved udsalg af godt og velbagt brød. Nej, nej, at mele sin kage er nu omstunder så temmelig på mode og hvem kan vel bedre mele, end manden med brød? Han har i sin magt hvad just ikke faldt i enhver andens lod. Han kan mele snart fint, snart groft, nu lidt oret eller surt iblandt. Jo færre der findes af en næringsgren, jo dårligere varer se de sig derved i stand til at afsætte, og da brød er een af de ting som ikke kan sættes ud af mode, må man altså når det ikke findes i desto større overflod tage det som det falder.

Hvad det angår, at fremmede ved at se udsalgskællingerne må fælde en ufordelagtig dom om vores renlighed, da synes mig rigtig nok at de dertil kunne have tilstrækkelig grund når de ser hvorledes folk lader sig nøje med fra bagerne selv at modtage brødet. Er det surbrød, eller rundebrød, da sidder derpå en hel kage af mel og urenlighed. Aldrig tænkes der på inden brødet udleveres først at afraspe denne skorpe. Om dette nu altid har været således eller om det hidrører fra at folk finder sig i at modtage sådant brød, det ved jeg ikke. Men så meget ved jeg at gud trøste den bager i London der tilbød sig at udlevere sådant brød. Længe vilde det vist ikke vare inden han fik et aftryk af et sådant rundebrød på sin hjernekiste, for der er folk mere kræsne.


Ret hjertelig skulle det glæde mig om vi engang kunne få hvedebrød. Det vil sige: Hele brød af hvede og ikke som hidtil hvedegnallinger.

*) Heri er udgiveren dog ikke ganske enig med indsenderen. For han har erfaret at jo længere man kommer fra København, jo bedre brød finder man. Allerede i Lyngby sælges meget godt hvedebrød. I Roskilde er det endnu bedre. I Frederikssund og i Skælskør er det overmåde godt og formodentlig findes der endnu flere købstæder hvor brødet er som det bør være. For folkemængden, og som følge deraf afsætningen, er der ulige mindre end i København. Ja endog på sidstnævnte sted og udenfor dets porte findes enkelte bagere der sælger ulasteligt og meget godt brød.


(Politivennen nr. 92, Løverdagen den 4de October 1817, s. 1557-1561)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 90.

Umaneerlig Skrigen i Kristenbernikovstrædet.

Hr. udgiver!

De har så vidt jeg erindrer i et af Deres blade talt om hvor ubehageligt det er at bo i nærheden af et sted hvor en eller flere sælgerkoner behager at tage stade hvorfra de udbyder deres varer og søger at trælle købere til sig. Tillad derfor at jeg beder Dem have den ulejlighed at umage Dem ned i Kristen Bernikows Gade, så vil De få en ide om den plage nogle af boeberne, især de lige for Antonigade, må udstå. For her har 2 til 3 ja undertiden 5 frugtsælgerinder valgt sig stader hvorfra de med uendelig råb og skrig udbyder æbler, pærer, blommer osv. Om eftermiddagen og til langt ud på aftenen er de allerslemmest da deres røst synes at forstærkes ligesom mørket tiltager. Allerede for de forbigående der ikke har aldeles upirrelige høreredskaber, er denne disharmoniske sang hvoriblandt der findes temmelig spæde stemmer, ubehagelig nok. Men for dem der hele tiden er nødt til at høre på det, er den ganske uudståelig. 

Man siger vel at mennesket kan vænnes til alt, altså også til at tåle denne musik. Men selv om jeg vil indrømme sandheden af det, så må De dog tilstå mig at det vil vare meget længe inden et menneske hvis sysler mest består i hovedarbejde og tænkning, bliver så vant dertil at han ikke forstyrres. Og nu syge som nødvendigt behøver ro, hvorledes kan den forstyrrede ro erstattes dem? Behag ni når De selv har overbevist Dem om sandheden af det her fremførte at indføre noget derom i Deres blad for at vedkommende kan gøres opmærksom på det. Man kan da vel håbe at disse personer ville blive lidt indskrænkede og da vil jeg og mange med mig, hjertelig takke den.

(Politivennen nr. 93, Løverdagen den 11de October 1817, s. 1551-1552)

Hjelp i Tide!

Mon det ikke er befalet at vedkommende feltskærer ved regimenterne skal have deres forbindingstøj med sig når regimenterne er forsamlede for at øve sig i våben. Det synes måske underligt at stille dette spørgsmål da det næsten ikke synes at behøve besvarelse. Men det fremsættes dog da anmelderen har været øjenvidne til at en af disse feltskærere som ved en høstmanøvre blev tilkaldt fra et andet korps for at forbinde en af mandskabet der var kommet til skade, helt manglede dette nødvendige redskab. I stedet for altså at gøre nytte ved en hastig hjælp gjorde han skade, for det tog dog en tid bort inden det var muligt at få et lærredstørklæde til bandage, uagtet så vidt skønnes han selv havde et i sin lomme. Men formentlig har han sparet på det i den hensigt at bruge det til bandage, hvis nogen af folkene ved det korps hvorved han egentlig var ansat, skulle komme til skade som han ventelig nu begreb kunne hænde sig.


"Det virkelig ikke for meget om kirurger blev pålagt at fremvise for de høje ansvarshavende officerer at han havde sit forbindingstøj med videre i den tilbørligste orden. Borgerlig artillerist fra Politivennens tid. (Lahdes Kobbertryk, 1810).

Følgen blev altså af denne hans uforsigtighed eller glemsomhed at karlen blev forbundet med et bomuldstørklæde som en af de tilstedeværende tilskuere lånte ham. Da der som oftest kommer folk til skade ved høstmanøvrerne så var det virkelig ikke for meget om sådanne kirurger før regimenterne eller korpsene drog ud på øvelse blev pålagt at fremvise for de høje ansvarshavende officerer at han havde sit forbindingstøj med videre i den tilbørligste orden, for derved ville sikkert megen skade i tide forebygges.


(Politivennen nr. 93, Løverdagen den 11te October 1817, s. 1549-1550)

Bøn til Fattigvæsenets Direktion.

(Indsendt)

I de sidste uger da kulden er begyndt at indfinde sig temmelig alvorligt har man set mange fattige barbenede pige- og drengebørn, hvilket efter al sandsynlighed står under fattigvæsenets tilsyn og pleje. At man om sommeren på grund af økonomi lader børnene gå barbenede, barhalsede, barhovede, kan nu være hvad det være vil. Men på nuværende årstid må det vist være højst skadeligt for sundheden. Man ved at fattigvæsnets børn kun søger skolen halvdelen af dagen, den anden halvdel arbejder de hos fabrikanter eller på andre steder. at denne deres arbejdsfortjeneste imellem år og dag må være tilstrækkelig til at forsyne dem med nødvendig klæde og fodtøj, hvilket vist altid er af en særdeles ringe og simpel slags, og altså ikke bekosteligt er højst sandsynligt. Direktionen for fattigvæsnet anmodes derfor om at forskaffe de til dens forsorg betroede børn jo før jo bedre heller fornødent holdbart fodtøj. Denne rimelige og menneskekærlige anmodnings opfyldelse tror man at have så meget desto mere føje til at vente da de fornødne midler hertil umuligt kan antages at savnes.


(Politivennen nr. 93, Løverdagen den 11te October 1817, s. 1547-1548)

Noget til Eftertanke for Stadens Høkere og Øltappere.

Enhver som til bunds kender denne klasse af borgerstanden ved at disse godtfolk for størstedelens vedkommende aldrig befatter sig med læsning. Og det kan de måske have deres gode grunde det. Men det var dog sandelig at ønske at det måtte pålægges dem i deres ledige timer at læse og lære at forstå, i det mindste de anordninger som angår dem i deres fag, da det ville være meget gavnligt både for dem selv og andre. Men da anmelderen erfarer at de aldeles ikke kender dem, vil han tage sig den frihed at gøre dem opmærksomme på at efter politianordningerne har høkere og øltappere hver deres særskilte varer at sælge. 

Men griskhed og begær efter rigdom har forårsaget at den ene har grebet ind i den andens rettighed. Dette er ikke alene til stort tab for den næringsdrivende, da den mindre formuende som i dette tilfælde unægteligt er øltapperne, må se at de mere velhavende hvortil høkerne kan henregnes, handler med de varer som tilkommer dem at handle med og hvorpå de alene har taget borgerskab. Denne ølhandel som høkerne driver, er til ubodelig skade for øltapperne. For den fattige er nødsaget til at købe livets allerførste nødvendigheder hos højkerne i yderst små partier. Ja hvad der endog er værre og ofte tilfældet, søge kredit hos disse indtil de enten har fået deres uge-eller dagløn, og derudover bliver de også nødsaget til at købe ikke alene den øl og brændevin de behøver, men også brød, fløde, sukker og kaffebønner hos spækhøkerne, eftersom en del af disse gode folk uden tilladelse, men til fornærmelse og skade for andre af deres medborgere offentligt handler med disse varer. 

Det er nok så bekendt at disse godtfolk altid klynker og klager over tidernes besvær. Og det var derfor at ønske at de ansvarlige for at efterse vinterforrådet, som nok sker med det første, efter evne ville drage omsorg for at disse uordener blev fjernet så at den klasse blandt borgerne som skal leve at af handle med de artikler som høkerne ulovligt sælger kan se et bedre udkomme i møde.

(Politivennen nr. 93, Løverdagen den 11te October 1817, s. 1544-1546)

"Det er ikke alene til stort tab for den næringsdrivende, at øltapperne må se høkerne handle med de varer som tilkommer dem at handle med og hvorpå de alene har taget borgerskab. Denne ølhandel som høkerne driver er til ubodelig skade for øltapperne." (Spækhøker grebet på fersk gerning. Det ser ud som om han har et ølanker stående på disken)

25 juni 2015

Er det tilladt at holde Kjør paa Stald i Kjeldere.

(Indsendt)

Dette spørgsmål forekommer Dem måske lidt besynderligt, men det går anmelderen ligeså. Imidlertid er det dog tilfældet med en brændevinsbrænder i Antonistræde. Dog kunne vel dette passere når ejeren blot ville drage omsorg for den urenlighed som disse dyr efterlader sig, just ikke så ganske plump blev kastet naboerne i næsen. Kostank er afskyelig, især på sommerdage. Måske ejeren til disse køer er uenig i det med anmelderen, at adskillige holder med ham. Det ved han, og at disse i forening med hinanden beder brændevinsbrænderen i Antonistrædet nr. 230 at han vil drage omsorg for at den urenlighed som hans køer efterlader sig, ikke kommer naboerne til ulejlighed. For det er virkelig beklageligt at mænd som har borgerret, det vil sige ret til at drive borgerlig næring skal nødsages til på de varmeste sommerdage at tilspærre deres vinduer for at holde på deres gæster som alle nødsages at retirere for kostanken. Naboerne tør derfor nære det håb at nævnte brændevinsbrænder vil drage omsorg for at den urenlighed som kommer fra køerne, bortskaffes på sådan måde at det ikke generer eller skader naboer og genboer i deres næringsvej.

(Politivennen nr. 92, Løverdagen den 4de October 1817, s. 1534-1535)

 "Naboerne tør derfor nære det håb at bemeldte brændevinsbrænder vil drage omsorg for at den urenlighed som kommer fra køerne bortskaffes på sådan måske at det ikke generer eller skader naboer og genboer i deres næringsvej" (Brændevinsmand. Samtidigt stik fra Lahde)


Redacteurens Anmærkning

Køer og kostalde bliver i Politivennen ofte nævnt i forbindelse brændevinsbrændere. Det skyldes at fremstillingen der var baseret på destillation af et udkog af byg eller kartofler, avlede et biprodukt, masken som var velegnet til kreaturfoder. Til brænderierne hørte derfor oftest en pænt stor kostald. Selve destilleriet lå for det meste i stueetagen, mens køerne eller svinene holdt til i kælderen eller 1. salen. I sidste tilfælde blev køerne som kalve hejst op og tilbragte derefter deres liv i en konstant rus af det alkokolholdige foder.

Brændevinsbrænderi i gården, Vognmagergade 25. Formentlig efter år 1900. I gården var der også en kostald.  (Kreditering: Københavns museum).

Skadeligt Dagdriverie.

Man må forbavses når man betragter de mange ledige og ørkesløse hænder som hovedstaden fremviser af kvindekønnet. Til den slags henregner anmelderen den store hob, næsten alle unge, raske amagerpiger som fra morgen til aften gennemstryger alle byens gader, vinkler og vråder med en kurv på armen. Enten med nogle få pund kirsebær, blommer eller nogle stykker æbler eller pærer, som disse opstøver og opkøber allevegne fra. Og således fordyres da de skal leve af det, så man for en enkelt pære kræver den ublu pris 12 skilling rigsbank. 

Det samme gælder den mængde af tøser, voksne piger og friske og rørige koner som med en halv snes stykker gammelt og nyt linned, med nogle porcelænsfade, lysestager, skeer osv. fylder pladser og stader for dermed at drive en næringsvej der dog kun kan og må være sulteføde, uagtet det er begribeligt at alle disse ting derved må fordyres fordi de går gennem så mange hænder som deraf skal fødes og næres. 

"Unge, raske amagerpiger som fra morgen til aften gennemstryger alle byens gader, vinkler og vråder med en kurv på armen. Enten med nogle få pund kirsebær, blommer eller nogle stykker æbler eller pærer, som disse opstøver og opkøber allevegne fra." (Samtidigt kobbertryk af amagerkone fra Lahde)

Dette så ørkesløse, unyttige og til dels skadelige erhverv forekommer anmelderen at være vokset og årligt at vokse således at det fortjener opmærksomhed. Det er rimeligt at enkelte individer som på grund af alderdom, legemsbræk eller andre specielle årsager på denne måde tillades at søge livets ophold. Men det er upassende at unge, stærke og kraftfulde mennesker på denne uværdige vej skal drive deres levetid hen. For ethvert menneske der ønsker sig livets ophold, må og skal arbejde, og staten bør have opsigt med den dovne. Det vil derfor næppe kunne nægtes at det ville være langt mere gavnligt for staten og mere værdigt for mennesket om de - jeg tør vel sige - flere tusinde således i lediggang og ørkesløshed tabte hænder blev indskærpet at gavne og ved nyttigt arbejde hædre både landet og sig selv. 

Anmelderen forekommer det således at han kun skal nævne en ting der falder i kvindens lod, langt hensigtsmæssigere og ædlere, at anvende disse mange spildte hænders kræfter og flid på forarbejdning af linned, fra det groveste til det fineste, da det dog uden utvivlsomt er en skam der desværre er alt for bekendt at Danmark må købe og indføre det til forbrug nødvendige lærred fra udlandet, mens dovne kvindehænder i hundredvis vandrer gade op og gade ned med en kurv på armen der hverken nytter køber eller sælger noget reelt. Det er dog i grunden om man så må kalde det ikke andet end et honet slags tiggeri hvis rette benævnelse man under sådanne masker søger at undgå, uagtet anmelderen anser dem for anledning til på en endnu bekosteligere måde end det almindelige tiggeri at beskatte almenheden. 

Vi har desværre især i hovedstaden et overmåde stort antal ørkesløse og dagdrivende hænder der under alskens benævnelser og håndteringer søger at skaffe sig et monopol på at lade sig række føden, uden at de derfor gavner staten, eller arbejder til nytte for 4 skilling et helt år om, og at disse ene og alene tærende lemmer, er usunde, skadelige og rådne grene der strengt bør holdes under saksen og kniven så at de ikke skal drage de ædle næringssafter til sig fra nyttige lemmer, det er dog vist upåtvivleligt. At pege på, ja nævne hvem disse er, ville ikke være så vanskeligt. Men anmelderen har troet for denne gang, til en mere bekvem lejlighed derom at udsætte sine tanker. Alt kan ikke ske på en gang.

(Politivennen nr. 92, Løverdagen den 4de October 1817, s. 1525-1528)


Redacteurens Anmærkning

I originalartiklen står ordet "vråer" som jeg har angivet som "vråder". Det er med baggrund i ODS mit bedste bud på hvad skribenten mener, for vråde er nedsættende som de andre ord skribenten bruger, bl.a. i betydningen om svin der går og roder med trynen i jorden,

24 juni 2015

Forslag til næste Roeskilde Marked

På sidste Roskilde Marked hvor anmelderen var til stede blev han opmærksom på at de købere som indfandt sig for at købe kramvarer i butikkerne ofte blev forstyrrede og foruroligede af flere kobbel heste som dels kom fra den lille markedsplads ved møllerhusene på den vestre ende af Roskilde og som når der manglede liebhavere ofte i et antal af 4 til 5 blev ført gennem gaden hvor kræmmermarkedet holdes, ned til den østre ende hvor det egentlige hestemarked er, dels også fra denne sidstnævnte til førstnævnte plads. 

"De købere som indfandt sig for at købe kramvarer blev ofte forstyrrede og foruroligede af flere kobbel heste som i et antal af 4 til 5 blev ført gennem gaden hvor kræmmermarkedet holdes, ned til den østre ende hvor det egentlige hestemarked er, dels også fra denne sidstnævnte til førstnævnte plads" (Hestetorvet i Roskilde. Eget foto).

Herved opstod en trykken og trængen der var lige ubehagelig for købere og sælgere især da man kunne frygte at nogle af de heste man således ønsker at skille sig ved at kunne have en eller anden nykke fx at bide, slå bag op osv.  hvorved let kan ske skade da endog 5 til 6 heste er bundet efter hinanden og kun styres af en karl eller dreng der rider den forreste og som altså ikke kan råde bod på den skade en eller anden af de øvrige blot med en grime forsynede heste kunne afstedkomme. 

Man tror derfor at det var godt om der til næste marked måtte træffes den foranstaltning at hestemarkedet blot holdtes på det sædvanlige sted, nemlig ved den østre ende af byen og da man meget bekvemt kan ride og køre uden for byen at det da måtte befales at kun de markedsgæster som kommer for at overvære markedet og vil opholde sig der hos gæstgivere eller andre borgere, måtte tillades at køre gennem gaden hvor markedet holdtes, men rejsende og andre hestesendere burde tage vejen uden omkring samme.

(Politivennen nr. 90, Løverdagen den 20de September 1817, s. 1511-1513)

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid var Roskilde sammen med Ringsted og Slagelse de sjællandske købstæder som havde det bedste ry og tiltrak flest sælgere, henved 100-150. Kræmmerne solgte her fx tørklæder, huer, bånd, knapper, dukketøj, malerier. Det var især håndværkere som hatte- og handskemagere, bogbindere og guldsmede som havde gavn af markederne. Mens fx snedkere, grovsmede, skræddere, bødkere, pottemagere og vævere som regel holdt sig væk. Hestemarkedet var en af Roskildes store begivenheder og blev afholdt på Hestetorvet nord for hvad der i dag er Roskilde Station (se fotoet i artiklen).

To flittige Sangerinder i Borger-Gaden

(Indsendt)

Mange står i den formening at det er af vores årvågne politi på det alvorligste har forbudt sælgekonerne under prædiken på helligdage at falbyde deres varer ved råb og skrig. Ikke desto mindre hører man ofte på helligdagene både før og under prædiken på hjørnet af tværgade og Borgergade to matroner på denne måde udbasunere deres varer og for, tor indsenderen, ikke at komme ud af takten, afløser den ene altid den anden så hurtig i råbet som den formular hun udråber er til ende. 


Nu er det ikke for at skade disse mamseller i deres næringsvej at dette her bemærkes. Men blot for at se forebygget at ikke flere af deres lavssøstre skal begynde at efterabe dem. For bliver det tilfældet, kan den uskik jo udarte sådan at der aldeles i henseende til stilhed på gaden ikke bliver den ringeste forskel på søn- og hverdage som dog er aldeles modstriden de retvise og til ordens vedligeholdelse udstedte politianordninger. Det var derfor ønskeligt om disse to sælgekoner måtte blive pågrebet og det lovstridige i deres opførsel påpeget.

(Politivennen nr. 90, Løverdagen den 20de September 1817, s. 1508-1509)

Et Lys i Reformationsfestens Belysning

I vores dagblade er ført strid om reformationsfestens værdige helligholdelse. Den ene part mener at dette ikke kan ske uden en almindelig illumination, den anden er af modsat mening. Anmelderen og mange med ham, ser i den sidstes sindige ræsonnement over denne genstand så mange vægtige grunde, så megen sund sans, at disse, lænkede til tidsomstændighederne utvivlsomt må vinde for fornuftens domstol. 

Det kan ikke være uden en falsk ideassociation hos den første, der har vildledt ham, fordi han mener at åndens oplysning ikke kan værdige, hædres uden ved at vække sanserne med en hel stads, et helt lands belysning. Foruden den krasse ide som skjuler sig herunder, vil den store mængde uden tvivl tabe en del af sin sindsro, idet den beregner at den af sin armod og trang har ofret hvad den næste dag behøvede for at stille sin sult, og at dette strålende lysglimt nu er forsvundet, uden at efterlade sig andet end bitter erindring. 

Det hører unægtelig med til tidens karakteristiske tegn at den for øjeblikket fulde eller i det mindste vel forsynede pung, ikke alene er ubekymret for sig selv, men også for andre. Det ville være særdeles vel overlagt ifald enkelte ville afholde sig fra at give tonen an, til at stemme for opofrelser hvor trykket falder på den store mængde, der ikke kan bære det, og i det tilfælde hvor sådant er absolut nødvendigt, overlade regeringen dette, men ikke end også imod dennes vilje gøre forslag. Det står ikke så let i enhver mands hånd og vilje at dække en overmodig ødselhed med en skammelig fallit. Og fordi et pålæg på 4 til 6 skilling på pungen af lys i en tid da denne artikel står ca. 300 procent højere end i fortiden, for dem der blot har rede penge at leve af, synes illuminationsforsvareren et intet, så kunne man let fristes til den formodning, også med hensyn til tidsånden, at herunder snarere måtte ligge en lykkelig tællespekulation skjult end iver for den sande oplysning og Luthers lære.

(Politivennen nr. 90, Løverdagen den 20de September 1817, s. 1505-1506)

Redacteurens Anmærkning

Reformationsfesten skete i anledning af 300-året for at Luther satte sine teser på slotsdøren i Wittenberg. En handling er almindeligvis betragtes som starten på reformationen. Vor Frue Kirke var lagt i ruiner af bombardementet 1807, så Trinitatis Kirke var på Politivennens tid Københavns fineste kirke. Men selv den trængte til ombygninger. Indgangen blev fx flyttet fra den sydvestlige portal til nordsiden. Landemærkets småbutikker blev fjernet, ligesom den nordlige del af kirkegården.

Ingeman skrev en jubelhymne (se fx Tilskueren nr. 86 og 87, 14. november 1817, s. 681-683