Om aftenen kan man ikke passere slotspladsen uden overhæng af nogle der posterede børn der med en klynkende anmodning om almisse forfølger fodgængerne fra kancellibygningen hen over Holmens Bro indtil Admiralgade hvor man endelig efter at have passeret den sidste post, slipper for disse lidet opmuntrende anmodninger.
(Politivennen nr. 313. Løverdagen den 29de December 1821, s. 5031).
En dame som for en tid siden var på bomuldsvæveriet i Vandkunsten i gården nr. 180 fandt trappen i sidehuset i en så slet forfatning at hun ikke uden gysen betrådte den, og da hun og flere vist har adgang til denne indretning, venter man at ejeren af nævnte gård snarest muligt istandsætter berørte aldeles brøstfældige trappe.
(Politivennen nr. 313. Løverdagen den 29de December 1821, s. 5029-5030).
Så behagelig denne vej er at passere om sommeren i tørt vejr, så tungt og vederstyggeligt er det at passere den når fugtigt vejr indtræffer, og dog der mange nødt til det skønt den næsten er ufremkommelig. Hvilket man heller ikke kan undes over da den i de sidste 10 til 12 år ikke har nydt nogen forbedring. For at opfylde vejen med det som graves op af grøfterne, eller i det højeste af den nærliggende sandgrav, kan vel lige så lidt kaldes nogen forbedring som at grave af selve vejen, hvilket er tilfældet i Nørreskov hvor der ikke kan graves af grøfterne da disse er tæt begroede med buske og unge træer, hvorfor også vejen år for år bliver smallere så at hvis dette buskværk skal uforstyrret få fremgang, bliver der om nogle år slet ingen vej.
Indsenderne har så meget mere grund til at ønske denne vej forbedret som vejene i Frederiksborg Amt lige til Fiskebæksbroen for det meste er i god stand og hvad der mangler, har vi dog håb om snart vil blive afhjulpet. Vor gode øvrighed i Frederiksborg Amt være takket for den omhu hvormed den sørger for vejenes istandsættelse på amtet.
Men desværre for os og flere, vor meste kørsel er på denne vej til København, og det med produkter som ikke kaster så betydelige fordele af sig, men når man skal passere en så dårlig vej, snarere tab da man kun kan transportere det halve af det man ellers på en god vej var i stand til, og endda ofte udsættes for at vælte og komme til skade. For kort tid siden fik en mand to vogne itukørte på denne vej så at af 3 vogne han havde sendt til København, kom kun den ene hel og holden tilbage.
Vi ønsker og beder derfor om at denne vej må få en istandsættelse og forbedring som den vil findes at trænge højligt til. Skulle det forlanges, ville beboerne i Farum sogn vist ikke være uvillige til at istandsætte et stykke af samme når det kunne skee under tilsyn af vor brave vejfiskal hr. Dallerup i Frederiksborg om hvis indsigt og iver for vejens istandsættelse de nye veje i Frederiksborg Amt nok så meget vidner om.
Den 6. december 1821.
Farum Sogns Beboere.
(Politivennen nr. 313. Løverdagen den 29de December 1821, s. 5025-5027).
En ukendt har i Politivennen, jeg ved ikke om i en velment hensigt eller ikke, troet at kunne give råd mod svinesygen, og har tillige indstrøet et og andet som ligefrem taget efter ordene, kan gøre mig mistænkt, ligesom jeg på mine medborgeres sundheds bekostning ville tilfredsstille en egennytte fordi jeg nemlig falbyder og i min udslagsbutik sælger flæsk uden svær. - Forsåvidt nu egennytte har en udstrakt betydning og enhver på en tid og omstændighed bygget rigtig spekulation også absolute må være grundet på spekulatantens ventende, tilsyneladende fordel, da ingen fornuftig kan tiltros at spekulere på sit tab eller ruin, forsåvidt har rådgiveren ret. Men når han uden rigtig at vide besked, kaster en ikke fordelagtig skygge på min handlemåde, så nødes jeg til mine medborgeres og egen beroligelse til at forsvare mig.
Flere steder udenrigs købes svinehuder begærligt til garverierne, hvor man siden bereder dem til fortrinligt hestetøj. Dette besluttede jeg mig til for en tid siden at forsøge, hvorvidt denne her ubekendte i det mindste ikke før iværksatte, negocie kunne lykkes. En begyndelse gjorde jeg med at købe unge svin. Disse som alle var sunde, slagtede jeg, afhændede huderne der var afslagtede og med hensyn til den betaling jeg således fik for huderne, så jeg mig i stand til at sælge flæsket for en ringere pris end ellers var muligt, hvilket jeg tor tro var til gavn lige såvel for indbyggerne som for mig selv, og jeg ved helt sikkert at ingen køber har klaget, eller med føje kunnet klage, over at nydelsen af dette på alle måder sunde flæsk har haft nogen som helst skadelig følge, hvorfor jeg også herved tillader mig at bekendtgøre at jeg for det første vedbliver i min udsalgsbutik at sælge sådant og andet flæsk, alt sundt og godt, til de i Adresseavisen averterede priser, og at jeg villigt og med god samvittighed samt til betryggelse for enhver der muligvis af rådgiverens anførte kunne fatte mistanke til det af mig solgte flæsk, underkaster mig hver nok så streng undersøgelse som denne min handel måtte fremvirke.
Ved denne lejlighed har jeg ganske nylig gjort den opdagelse at ualmindelig magert flæsk er solgt på torvet for 4 mark lpd. En så yderst ringe pris er mistænkelig i højeste grad. For et levende magert svin koster altid 5 til 6 rigsbankdaler når det NB. er sundt og friskt, og hvad skulle vel bevæge landmanden til at slagte, transportere og sælge sit magre svin for mere end det halve under den pris det levende ville koste. - Her tror jeg med større ære at gøre publikum opmærksom på det mistænkelige end rådgiveren ved sine ubegrundede anmærkninger imod mig, og jeg må tilføje at på dette tilsyneladende snarere mistænkelige flæsk som skønt med sværen, fandtes ingen pletter på huden. Er det end så at der for øjeblikket grasserer sygdom blandt svinene, så er det på få og enkelte steder, dertil langt ude på landet, så at om man end kunne tiltro en stadens borger den nederdrægtighed at tragte efter at tilvende sig fordele på sine medmenneskers sundheds bekostning, så ved enhver sagkyndig at et sygt svin ikke kan udholde en så lang transport enten til fods eller vogns, men må krepere undervejs, selv friske og sunde svin tilsætter ofte livet når de skal transporteres langt. På disse grunde er det indlysende at det ikke kan svare regning at købe og lade syge svin til vogns transportere så lang en vej.
Antages det i øvrigt at der er kommet en transport af 100 gamle heste til Roskilde, så må man dog virkelig smile når rådgiveren vil traktere os med den urimelighed at de skal være solgte for 2 mark stykket, for da en hestehud alene koster 5 til 6 rigsbankdaler, måtte den der solgte sin gamle hest med hud og hår for 2 mark, sandelig være en dårekistekandidat. Har derimod rådgiverens fantasi skildret ham en død hest, så må man lade ham vide at en død hestekrop er et helt vognlæs, og nu må han selv gøre beregning over hvad transporten ville koste over de 2, skriver 2, mark. Hvorledes endelig den omtalte sygdom ytrer sig, om ved pletter på huden eller anderledes, er mig ubekendt. Kun ved jeg at sagkyndige påstår den ytrer sig ved bylder på begge sider af halsen, ligesom også at fersk vand aldrig kan være medicin for disse firefodede, men vel præservativ mod en eller anden sygdom.
Til slut må jeg tilføje at når ikke en skadefro dadlelyst havde drevet rådgiveren til at udpege det flæsk jeg sælger, og det havde været ham om at gøre at få tilfredsstillende kundskab om denne sag, for derefter om det behøvedes at advare sine medborgere, så havde han vist vist mere kærlighed mod sin næste om han direkte havde henvendt sig til mig selv og undersøgt sammenhængen. For først når min oplysning var utilfredsstillende, var det tid for ham at fremkomme offentligt med sin formodning eller tvivl, og er rådgiveren ubegrundede fremfærd vist nok årsag til at flere som havde tillige med mig begyndt denne handel, senere har ophørt dermed for ikke at udsættes for uforskyldt dadel, men skønt det yderst langsomt vil lønne umagen, har dog som før meldt foresat mig at vedblive samme handel der muligvis kunne gavne landet, når det blev alvorlig brug her som i England for at slagte svin på den af mig begyndte måde. For så forblev huderne i landet og her beredt hvorved ville spares betydeligt, dog er det ikke ment derved at alle svin skulle slagtes på den måde, men at det måtte ske med de fleste, er sikkert et fælles ønske.
Jacob Frisch
Slagtermester, Vesterbro nr. 6
(Politivennen nr. 312. Løverdagen den 22de December 1821, s. 5010-5016).
Idet anmelderen torsdag den 6. dennes om eftermiddagen ville gå til sit hjem på Nørrebro, kom en tom gaderenovationsvogn i meget stærk fart ham i møde på den yderste vindebro. Han søgte at undvige vognen ved at holde sig tæt op til gelænderet, men desuagtet kunne han ikke undgå at få et eftertrykkeligt slag på hovedet af et langt bræt der stak på skrå ud af bagvognen, og der manglede kun lidt i at han var blevet nedstyrtet i stadsgraven. Bedøvet af slaget kunne han ikke ile efter vognen for at erfare hvem denne tilhørte, især da karlen kørte meget stærkt, men måtte upåtalt tåle hvad der var hændt. Men da forbuddet mod stærkt kørsel vist nok gælder indtil man har nået den banede landevej, så kan anmelderen ved at fortælle dette, ikke undlade at bede dem som holder køretøj, at pålægge deres kuske og kørekarle at køre i mag indtil de kommer på sådanne steder hvor de har lov til at køre stærkt, og hvor fodgængerne ikke udsættes for at blive kørt over.
(Politivennen nr. 311. Løverdagen den 15de December 1821, s. 5002-5003).
Under overskriften "Niddingsdåd på Assistence Kirkegård" indeholdt Politivennen nr. 288 den 7. juli d. å. anmeldelse om den skadefrohed letsindige, ja ondskabsfulde mennesker udøver på gravene. Dybt krænket ved ofte gentagne ødelæggelser på gravstedet nr. 3 under litra H på Frue Kirkegård har anmelderen ikke alene haft store bekostninger, men det synes som tålmodigheden skal friste den yderste prøve.
Således måtte man sidstleden 6. december i skumringen se 4 uvæsner i skikkelse som sortklædte mandspersoner lig andre nysgerrige nærme sig denne grav som ejeren da forlod, men efter at i nogen afstand at have bemærket de igen forlod den, søgte man dette minde hvor uskyldigheden hviler. Nu til bitter erindring om en ravnsort troløshed! Og ømtfølende læser, tænk: Ikke alene en månedsrose på graven, men omtrent en alen af den smalle jernkæde var imidlertid ranet. At denne anmeldelse i lang tid rimelig har virket til mindre fredsforstyrrelse og frygt for opdagelse er sandsynligt. Men endelig opfordrer den beskrevne voldsgerning til at udlove en erkendtlighed af 10 rigsbankdaler for bevislig opdagelse af samme til strafs undgældelse og navnet fortiet om forlanges. For bevislig opdagelse af en mulig fornyet skadefrohed på denne grav tilsiges ligeledes 10 rigsbankdaler. Dette blads udgiver giver i så henseende fornøden påvisning. Man istemmer endelig denne anmelders så rimelige ønske om at blive betrygget de forgangne gravninders fred, om hvilket man vel af vedkommende autoritet tør gøre sig håb.
(Politivennen nr. 311. Løverdagen den 15de December 1821, s. 5000-5002).
Motto: Ja, Lars, jeg tror nok at du ved et rigt giftermål og for penge, fra musketer kan blive brygger og herremand; men at du desuagtet bliver en klodrian din hele levetid, det tror jeg også.
(af et komedie-manuskript)
Havde man i Politivennen nr. 308 anket over dårlig beværtning i Roskilde Kro eller talt om for høje priser, eller blot på fjerneste måde hentydet til Siraks ord, 26. kap. 37 "En købmand kan næppe undtages fra forseelse, og en kromand kan ikke retfærdiggøres for synd", så kunne muligvis hr. kromanden haft føje til at udøse sin galde i Statsvennen eller i hvilket andet blad der ville modtage hans forulykkede hjernefoster. Men da man kun har ytret det på lovbuddet og rimelighed grundede ønske at taksten måtte hænge således at den kunne læses af alle kroens besøgere, og hans selv i sit skriveri to gange tilstår at den hænger for højt, så havde han efter fornuftigt tænkende menneskers mening handlet klogere i stiltiende at have hængt taksten på sit rette sted end indladt sig i unyttig modsigelse og flaut ordgyderi desangående.
Indsenderen har sagt at kromanden selv 2 gange har tilstået at taksten hænger for højt, og dette skylder han at bevise. Man behager derfor at efterse produktet i Statsvennen og da finder man at der står: 1) "at taksten i Roskilde Kro, ene og alene er sat hvor den sidder fordi at visse kløfingre som så forbandet gerne kradser i døre, vinduer og vægge, ikke så let kan besudle samme med skråtobak etc. som før er sket osv. Dernæst for 2) siger han at man har dog stole i værelset for de lavbenede.
Hvad nu det første angår, så må det antages at taksten hænger for højt indtil hr kromanden beviser at det er muligt for enhver at læse skrift i en afstand der er længere end han kan nå for at besudle den. I øvrigt kunne det fortjene en egen undersøgelse hvem man så forbandet gerne vil besudle taksten i Roskilde Kro, hvorover man dog ikke hører klage i andre kroer hvor der dog kommer langt flere rejsende. - Hvad det andet angår, at man kunne benytte sig af en stol for derved at forhøje sin person så meget at man kunne læse teksten, da er dette endvidere et bevis på at taksten hænger for højt. For hvortil behøvedes dette når taksten hængte lavt. For resten er det mærkeligt at hr. kromanden vil tillade folk der kommer fra en sølet vej, med støvler og sporer at betræde hans stol da han dog engang har krævet og haft sag om 24 skilling med 2 personer der blot betrådte hans stuegulv. Dog menneskenes griller er uberegnelige. Det som ellers i almindelighed i honette huse anses for en uanstændighed, nemlig at træde op på stolene, kan altså tåles og anses for sømmeligt i Roskilde Kro..
Den øvrige sagen vedkommende snak forbigås her da det er så sædvanligt at folk som ingen lærdom og kundskaber besidder, dog gerne når de af en hændelse kan få fat på en bog, siden ved enhver lejlighed anfører noget af samme for at give sig en slags vigtighed. Man har derfor ikke noget imod at hr. kromanden lader fornemme at han nyligt har læst Niels Klim. Men når han hele tiden råber Klaus, da kan indsenderen ikke undlade at sige ham at han derved kommer til at tænke på sin genbo, skomagerens stær der altid udråber sit eget navn.
Til slut må man bemærke at når kromanden sammenligner indholdet af de udkommende ugeblade ved amagernes produkter som de bringer til torvs, så kan hans smøreri med rette lignes med det affald af kålhoveder og andet som unyttigt smides væk og bortkøres af skarnagerne. Skulle han imidlertid forstå hvad han selv skriver, hvilket dog omtvivles, så kunne man ønske at han når han atter fremkommer med en dråbe af hans urenligheds dybe pøl, ville forklare hvad han mener ved en kanalist. For dette ord kender ingen. Det findes ikke i den danske ordbog dog måske det er dårlig fynsk.
-m
(Politivennen nr. 310. Løverdagen den 8de December 1821, s. 4980-4984).
Ved at passere Møntergade natten til den 17. befandtes i 1. sals etage af gården nr. 43 i nævnte gade et selskab der ved dets sang, skrigen og tummel frembragte en alarm der endog kunne høres i de derved nærliggende gader fra kl. 9 om aftenen til kl. 3 om morgenen. Indsenderen der personlig kender gårdens ejer som en mand der ellers søger at overholde orden og ro blandt sin gårds beboere, erindres derfor om herefter at se en uorden forebygget der er lige så ubehagelig for de derved lidende naboer og genboer som i strid mod god orden og natlig ro.
(Politivennen nr. 309. Løverdagen den 1ste December 1821, s. 4968).
At traske om på gaderne her i staden i mulm og mørke hvilket undertiden er tilfældet, er slemt og ubehageligt, men at stave sig frem af Nørrebro på denne årstid om aftenen, er endnu meget værre. Derfor vover man også at gøre de ansvarlige opmærksom på at afhjælpe denne mangel på belysning ved ligesom på Vesterbro at anbringe lygter langs as broen. Mange ville sikkert med taknemmelighed se denne forandring i møde så meget mere som man, blændet ved lygternes skin i porten, aldrig så snart man trasker i et evigt mørke, så at man hverken ved om man går i grøften eller løber mod træerne i alleen. Det synes nu at man med så megen mere rimelighed kan opfordre de ansvarlige til at forsyne denne bro med lygter som porten nu står åben hele natten og følgelig den meste færdsel tyr hen til denne port.
Dette er nok om belysningen. Nu et ord om patruljer. Hvor behageligt ville det ikke være, ifald der her ligesom i Frederiksberg Alle var nogle patruljer der påså at ingen løsgængere overhængte en ved tiggeri. For indsenderen heraf der undertiden er nødsaget til at gå den vej, er som oftest overhængt af sådanne drabanter der forfølger folk lige indtil enden af alleen. Hvem indestår for om sådanne tiggere når de så deres snit, muligvis ikke kunne overfalde en enligt gående person og på et øjeblik være smuttet bort. For smuthuller mangler ikke langs Farimagsgade. Da man har haft så mange beviser på øvrighedens opmærksomhed for borgernes bekvemmelighed og ro, så smigrer man sig med at se dette ønske kronet med opfyldelse til stor glæde for den vandrende.
(Politivennen nr. 309. Løverdagen den 1ste December 1821, s. 4966-4968).
Så meget end de ofte gentagne klager over dyrenes mishandling med hensyn til deres ringe virkning, må synes at være kun en røst i ørkenen, så bør der dog råbes og råbes så længe til de vores art så højligt vanærende krænkelser af pligt mod dyret, selv det der villigst yder os hele sin kraft og styrke, i det mindste bliver mindre hyppige end de desværre endnu er.
Torsdag den 22. november havde indsenderen heraf den ubehagelighed at blive vidne til et syn som beboerne af den del af Gothersgade der grænser nærmest Nørreport efter sigende oftere skulle have.
En vogn så tung at den endog tom for at komme ud af stedet syntes at behøve endnu to eller tre kammerater af den hvis pligt det den dag var at skaffe den frem, var belæsset med en mængde rå huder, forspændt med en ussel lille hest hvis hele udvortes nok så meget forkyndt dens snart forestående skæbne. En svær karl som kørte den, havde ikke alene sat sig selv op på vognen med, men hans barmhjertighed mod dyret havde endog intet haft imod at en anden karl af samme drøjde som han selv, fik plads ved hans side. Da nu stenbroens beskaffenhed i den del af Gothersgade især, hvorom talen her er, uden tvivl er tilstrækkelig bekendt, så indses let at en ekvipage som den oven beskrevne, under sådanne omstændigheder ikke er at bringe frem, uden at der anvendes de fornødne overtalelsesmidler på dyret der for at spares for disse, gerne ville hvad det skulle når bare det kunne. - Den arme hest stræbte så godt den kunne at kratte sig frem, fik så drøje slag af de mægtige tykke vognstænger og rigelig tildelte piskerap at indsenderen uvilkårligt bragtes til at standse herved, skønt et sandt bulbiderblik af karlen som kørte og uden tvivl følte sin uret, siden han blev malicieux, skulle have skræmt ham til at gå sin vej.
Da den samme hesteplager oftere skal lade sig se på det angivne strøg af Gothersgade, har man dog villet henvende de ansvarliges opmærksomhed på ham. Ønskeligt var det at der dog engang bestemtes alvorlig straf for sådan grusomhed mod dyrene, og hvad var vel mere rimeligt end at de samme eller lignende overtalelsesmidler som dyrplageren bruger for at bringe dyret til at anstrenge sig over evne, anvendtes på ham selv for dog at formå ham til at vise dyret noget af den barmhjertighed han selv trænger til? Man ved desuden at de lektioner pøbelen i sådanne tilfælde trænger til, ikke let kunne være intuitive nok.
(Politivennen nr. 309. Løverdagen den 1ste December 1821, s. 4962-4965).
Anmelderen som på en rejse i en del af Sjælland for en tid siden havde lejlighed til at passere Køge, så her et af de dårligste eksempler på elendig brolægning han har set i nogen småkøbstad i lang tid. Selv i denne bys hovedgader står man nemlig let i fare for ved at køre nogenlunde stærkt at vælte, og ved om aftenen at passere denne til fods, må man hvert øjeblik vente at falde og brække arme og ben. Besynderligt at i en by som denne hvor færdslen dog ikke er ubetydelig, og hvor politiet efter sigende i flere henseender skal være ret godt, at der ikke er sørget mere for denne sag der sikkert hører til en af de nødvendigste og væsentligste for en købstad. At byen skulle være så forarmet at den ikke skulle se sig i stand til at kunne anvende noget på dette sit største behov, synes næppe troligt. I særdeleshed da man skal have set mindre væsentlige mangler afhjulpet her i den senere tid. Anmelderen forener derfor sit ønske med flere af byens indbyggere han i denne henseende har talt med, om snart at se denne offentlige mangel fjernet.
(Politivennen nr. 309. Løverdagen den 1ste December 1821, s. 4961-4962).
Længe har anmelderen heraf som vist nok også øvrige beboere i Studiestræde ventet at denne gade skulle værdiges vedkommendes opmærksomhed, men da dette hidtil ikke er sket, kunne et par ord desangående måske ikke være overflødige. Siden Københavns store ildebrand har ingen reparation fundet sted ved den, skønt den ved denne ildebrand led betydeligt derved at størsteparten af fortovsfliserne revnede og nu med tiden er så ganske forrykkede af deres plads at man aldrig om aftenen tør vove sig på dem. Langt farligere er dog den side af fortovene der er smallest da stenene der ligger endnu mere uregelmæssigt og har en dyb rendesten ved siden der på grund af de udglidte sten næsten altid står fuld af vand. Desuden mangler næsten ved alle bygningerne de for fodgængerne så nødvendige udlægsbrædder. At få gaden ganske omlagt, som den så højligt trænger til, tør man vel næppe gøre regning på, men rimeligt er dog ønsket a den måtte blive efterset og nogle af manglerne afhjulpet.
(Politivennen nr. 308. Løverdagen den 24de November 1821, s. 4957-4958).
I et yderst hypokonderlune har forfatteren af stykket "Om tjenestepiger" i Politivennen nr. 304 og 306 grebet pennen for at udkaste et maleri som i alle dets nuancer kun har hjemme i fantasien, til lykke ikke i det virkelige liv. Den kvindelige tjenende klasse måtte ellers være rene afskum. Det er sandt der kan gives, og der gives vel også nogle tjenestepiger som kan have flere og færre af de i hint stykke opregnede laster. Men at nedværdige en hel klasse så dybt for nogles skyld, er uretfærdigt. Højst uheldigt må forfatteren have været om han altid skulle have truffet for sådanne uværdige skabninger. Og en årsag må da vist dertil være hentet fra en anden side. Det var ikke alene beklageligt, men det var umuligt at samfundet kunne bestå når mængden af tjenestetyende svarede til denne skildring. Det er lige så sandt at et godt herskab formår at tilbageføre et på afveje værende tjenestetyende, men det koster nogen umage, og hvor få gider anvendt denne på at stifte godt. De tænker ikke på den uundværlige nytte et tyende gør dem, ikke på den fornedrende stilling det nyder i livet, de retter aldrig med blidhed på det, eller søger ved godhed at lette dets sure lod, men de slår straks om sig med lønnen og porten, føden vil jeg ikke nævne, for den skal på mange steder være højst ussel. Selv lønnen som forfatteren råber på, er langt fra at være for høj, den er meget for ringe for et godt tjenestetyende. I borgerklassen som er den største, får en pige 12, 14 til 16 rigsbankdaler halvårlig. Hvor langt skal hun komme hermed når særke, sko, strømper og øvrige klædningsstykker skal indkøbes efter nuværende handelsprincip at tage 100 pct. på alle varer. Daglig afslides, og når året er omme, så er alt som man siger, gået af hånden i munden. Om ikke altid et sådant tjenestetyende der tænker på sin alderdom, kan være mild og venlig, er det at undres over? Dog gives der mange tro, gode, hengivne tjenetsefolk der var en bedreskæbne værdig. Og det må til ære for religion og menneskehed være så. Men gives der ikke også på den anden side mange slette husbonder og madmødre? Jo, desværre!
Det kan ikke nægtes. I samtaler med de ynkværdige skabninger der fra salsjomfruer synker ned til den beklagelsesværdigste forfatning, vil man læse hvor mange husbonder og madmødre der har disses kummerfulde liv på deres samvittighed. Den vellystige husbond ser med brændende brynde et glat ansigt, og gør dette til målet for hans lidenskab. Hunfæstes, ung, uskyldig og uden mistanke, og inden føje tid er hun ved frygt, magt, uerfarenhed eller overtalelse moder. Nu jages hun bort, foragtet af sine frænder synker hun hver dag dybere. Såre gavnligt ville det være om et uberørt fruentimmer der kunne godtgøre at være besvangret af sin husbond, kunne ved lovene nå en anden satisfaktion end den tilfredsstillet vellyst yder hende. Måske tjenestepigeklassen herved ville blive langt bedre forbedret end man tror. Anmelderen ved flere ofre på denne vej. Uden blusel for kone og børn ser man flere frugtsommelige tjenestepiger i huse hvor man ikke tør frikende husbonden. Madmødrene er på mangfoldige steder selv højst sure, bydende, vrantne, ja ilsindede og dertil enten af trang eller gerrighed så sparsomme på føden at det er umuligt at tjenestetyende der arbejder, kan mættes. Men derom meldes intet. Mange steder har man for skik at rage allehånde sammen og sætte det for pigen når man selv spiser lækre retter. Den madmoder der tænker som hun bør, giver sin tjenestepige af samme gryde hun selv spiser. Jeg ved en pige som efter at blive sultet de seks dage om ugen, blev den syvende, om søndagen, jaget ud om morgenen kl. 10 under påskud af frihed for at spare maden til hende den dag.
Der er nogle dårlige tjenestetydende, jeg gentager det, men der er også mange dårlige husbonder, og hvorledes vil man håbe fra et dårligt herskab at få et godt tjenestetyende. Var herskaberne alle gode, så ville der være få dårlige tjenere. Man bør være rimelig og ikke kræve dyder hos ens undergivne som man ofte selv mangler. Det er let at se skærven i andres øje. Adresseavisen nr. 254 for dette år vidner med mig at ikke alle kvindelige tjenestetyende er så hård en dom værdige som ovennævnte forfatter fælder, idet den angiver at 288 ansøgninger var indkommet til det søsterlige velgørenheds selskab der kan give den pågældende adgang til belønning for lang og tro tjeneste. Forbedringen hos tjenestetyendet må som så meget andet, hentes ovenfra.
Men hvorledes kan man undre over at der er blevet så mange flere dårlige tjenestepiger nu end der før har været, da krigens periode skabte madammer og madmødre i overflod af den slags der selv ikke ar dannet til at herske, og hvis tåbelige overmod, forfængelighed og råhed ved idelige kapricer og luner måtte ødelægge det bedste tjenestetyende. Fra denne epoke er el endnu en del til overs. Men når en tom titel ikke længere behersker husmoderen, så vil også hun gøre sin pligt og derved spærre mange lejligheder der nu af fornemhed står åben for tjenestepigen til at handle dårligt. Lejlighed gør tyve, siger ordsproget, og man kan dog med rimelighed ikke kræve den strengeste moral hos tjenestetyendet. Tiden må og den vil også rette dette, med meget andet som omstændigheder har forværret. - Da det lader til at forfatteren har lyst til at trække denne materie ud i det uendelig, så kan man her ikke indlade sig på besvarelse af alt, men når han omtaler tjenestekarles forhold som fortrinligt i forhold til tjenestepigernes, så indlader han sig på at bedømme hvad han ikke kender.
(Politivennen nr. 308. Løverdagen den 24de November 1821, s. 4951-4957).
På hjørnet af Sankt Annægade og Overgaden Nedenvandet på hjørnet af Sankt Annægade og Strandgade samt på hjørnet af sidstnævnte gade og Langebrogade, henstiller sig hver dag en del sjovere for at vente på sjov. Disse optager helt fortovet og spærrer passagen for enhver fodgænger så at man for at komme forbi dem, må træde ud på gaden i hvor sølet denne end undertiden er. Også frygter velklædte personer for at komme dem nær da et par damer ville have sporet skråspyt på deres klæder i det de har passeret forbi dem. Da i almindelighed intet må hensættes på fortovene for at passagen kan være fri for fodgængere, så mener man at det heller ikke kan være disse mennesker tilladt at forsamle sig der i masse og bemestre sig fortovet. Man ønsker derfor at de måtte henvises til et andet sted hvor de står mindre i vejen.
(Politivennen nr. 308. Løverdagen den 24de November 1821, s. 4950-4951).
Så stor en fornøjelse det var at se et antal af henved 400 børn af søetatens skoler at blive bespist på Søkvæsthuset sidste 28. oktober i anledning af hendes majestæt vor allernådigste dronnings fødselsdag, så meget skønnere ville det være når til denne dobbelt festlige dag da det tillige er vor nådigste kronprinsesse Carolines fødselsdag, korte passende sange af skolernes lærere eller andre blev anskaffet hvoraf en for, og en efter måltidet blev afsunget ved 10 til 12 af korskolens bedste syngeelever og ledsaget med blæsende instrumenter af Holmens Musikskoles personale. Ja, ikke alene skønt, højtideligt, festligt og dagen hellig ville det være. Men også opmuntrende for disse børn der ender højtiden med deres frydefulde hurraråb.
Da en lige foranstaltning efter allerhøjeste befaling plejer at finde sted samme steds, på vor allernådigste konges allerhøjeste fødselsdag, turde måske denne forskønnelse af høje vedkommende ventes foranstaltet, når samme måtte værdiges opmærksomhed.
(Politivennen nr. 308. Løverdagen den 24de November 1821, s. 4948-4949).
For at sætte kroholderes og gæstgiveres fordringer inden for rimelighedens grænser, blev der for nogle år siden befalet at disse i deres skænkestuer skulle have ophængt den dem af øvrigheden givne takst på de forskellige fornødenheder og forfriskninger hvormed de beværter de rejsende. Denne befaling er godt nok efterkommet i Roskilde Kro, men taksten hænder der så højt at den næsten når op over den 3 alen høje dør så at ikke engang et meget højt menneske, endsige folk af middelstørrelse, kan læse den og således blive underrettede om priserne på de artikler de muligvis kunne ønske sig at nyde. Da man mener lovbuddet sigter til at den bør hænge således at den tydeligt kan ses af alle, så kan man ikke undlade at ønske den forflyttet til et sådant sted. Rimeligheden af dette ønske vil vel ingen kunne nægte. For skriften siger jo: Man tænder ikke et lys og sætter det under en skæppe.
(Politivennen nr. 308. Løverdagen den 24de November 1821, s. 4947-4948).
Brandkorpsets driftige chef, hr. oberst løjtnant Schmidt, lader hyppigt undersøge om slukningsredskaberne, sprøjter, vandkar og sluffer er i tilbørlig stand for i påkommende tilfælde at kunne modsætte sig ildens heftige virkning. men skal dette ske med kraft og nogenlunde sikkerhed, bør nok det fornemste slukningsmiddel: vand ikke mangle. Og da man aldrig kan vide hvor den frygtelige fjende angriber, bør man vel i enhver gård sørge for at der ikke er mangel på dette element der ene er i stand til at bekæmpe den. Politivennen har altså alene af denne årsag grund nok til at anke over den ligegyldighed eller frygt for bekostninger nogle gårdejere viser, idet de lader deres pumperedskaber forfalde så aldeles at ikke alene beboerne mangler det til husbrug fornødne vand, men at brandkorpset i påkommende tilfælde derved endog udsættes for ikke at kunne virke med den aktivitet og kraft det ellers almindeligt er bekendt for. Udgiveren modtager derfor enhver anmeldelse om denne uorden og skal straks bekendtgøre samme til høje vedkommendes efterretning. For dette formål anmeldes:
1) Bagergården nr. 120 på hjørnet af Borgergade og Dronningens Tværgade. Denne gård har siden april måned manglet vand. Kunne end ejeren og husbeboerne finde sig i at hente deres vand andet steds fra, så bør dog sådan vandmangel af ovenanførte grund ikke tåles.
2) Huset nr. 72 i Lille Kongensgade har som ses af Politivennen nr. 300 et pumperedskab der i lang tid har været ubrugeligt, og er skønt derom offentligt er ført anke, endnu ikke istandsat.
3) Gadeposten i Pilestræde straks ved Kronprinsensgade, har i lang tid ikke givet vand. De omkringboende har med ynk set på hvorledes man forgæves har strabadseret pumperedskaberne og tilladt at bandet hentedes fra deres poster, men er endelig kede af at lade disse opslide af uvedkommende.
(Politivennen nr. 307. Løverdagen den 17de November 1821, s. 4940-4941).
(Slutning, se forrige nummer)
Ligesom enhver svend eller anden person der giver sig i tjeneste for at erhverve sit udkomme, lønnes efter fortjenester og beviserne på sin duelighed, lige så burde også pigernes løn bestemmes efter deres duelighed (nu derimod forlanger den uduelige lige så meget som den duelige). En dygtig pige som på egen hånd kan til fuldkommenhed udføre alt arbejde som forefalder i huset, bør have så høj løn at hun godt kan anskaffe sig alle fornødenheder efter hendes stand. Den derimod som kun ved hjælp at tilsyn kan udføre sit arbejde til fuldkommenhed, burde have noget mindre. Den der slet intet kan påtage sig uden at husmoderen bestandig går hos, eller den der giver sig ud for at forstå hvad man siden erfarer hun ikke forstår, burde anses lige med den der påtager sig det første tjeneår, og burde ikke have andet end føden, før hun især ved egen flid, var dannet til at udføre noget til gavns. Derfor burde deres løn ikke fast bestemmes før efter ½ års tjeneste og stige eller falde eftersom man var mere eller mindre tilfreds med dem. Dog intet uden øvrighedens vidende, for at ingen skulle kunne beskyldes for uretfærdighed. - Selv om det hedder at de ikke har andet end føden, er det dog langt mere, fx logi, varme, lys, vask, lærdom. Lutter store og kostbare ting som mange sukker efter der med alle opbudte kræfter næppe formår at skaffe sig føden. Når pigen altså passer sin dont som hun bør og gør sig værdig til en god behandling, vinder hun derved alle livets fornødenheder, og bør anse sig som et lykkeligt menneske, men sådanne betragtninger gøres vist nok kun af få som nyder dette gode. - Hvor mange mennesker er der ikke endog langt over den tjenende klasse, som ikke kan siges at være så lykkelige? Det er sandt, tjenestefolk slider og slæber meget. Men må vi ikke alle det, hver på sin måde? Og hvor mange er der ikke som dog alligevel kun har føden derfor? Og hvor mange ville ikke gerne påtage sig svære arbejder for føden alene. Tjenestepigerne har jo også den fordel hvis de bliver syge at få fri doktor, medicin og pleje, eller man må betale for dem på hospitalet, og hvad enten der er der eller hjemme, må man holde og lønne fremmede i deres sted til husgerningerne, ja vel endog (om de er hjemme i huset hvor de tjener) til deres opvartning om man ikke selv kan eller vil passe dem. Desuden må man give dem fuld løn - men dette er måske ikke fornødent, for når det findes rimeligt at kongens folk afkvitter i deres sold for den tid de ligger syge på hospitalet, og ingen tjeneste kan gøre, skulle det da ikke også være rimeligt at tjenestepiger eller andre tjenende mistede noget af lønnen i så tilfælde? (Var det ikke rimeligt at enhver tjenestepige uden hensyn til at hun tjente rige eller fattige, tilstedes fri pleje på hospitalet når hun ikke har anden understøttelse end hendes løn? Eller er det en byrde som under alle omstændigheder bliver husfaderen? Indsenderen kender ikke bestemmelserne som måtte være herfor, men tror ikke at nogen som helst embedsmand nyder af stadens understøttelse i sygdoms tilfælde, og ved derfor ikke hvorvidt tjenestefolk kan kræve sådant fordi de tjener. Kur og pleje hjemme i huset er måske en undtagelse, men når de enten selv forlanger at komme på hospitalet eller sygdommen er af den beskaffenhed at de mår der, synes det rimeligt at de bidrog efter evne til omkostningerne, når fri pleje ikke har været at få).
For alle de store fordele der som anført, sikrer enhver tjenende for nød eller nogen som helst trang, kan man vist fordre at de til gengæld opfylder deres pligter til fuldkommenhed, og vil man endog i strenghed kræve dette, så har man dog i det mindste ret til at kræve opmærksomhed og taknemmelighed, rimelighed, lydighed og beskedenhed.
Det var vel ikke upassende om tjenestepigerne i det mindste i de første tjenesteår og fremdeles så længe de havde fejl som kunne have skadelige følger, skaffede kaution for deres duelighed, opførsel og den mulige skade som skødesløshed måtte kunne forvolde - hvilken de absolut bør betale.
(Politivennen nr. 307. Løverdagen den 17de November 1821, s. 4930-4938).
Forfatteren får svar på tiltalerne i Politivennen nr. 308. 24. november 1821, s. 4951-4957.
