30 juni 2016

Bøn fra Landet.

Det er kendt at landmanden ved sognefogden eller hans bud bliver tilsagt til at køre kongerejse uden at man ser anden ordre end den der siges mundtligt ved buddet. Uagtet man nu ikke bør tvivle om at sådanne kørsler ikke sker oftere end nødvendigt, eller at de jo fordeles retfærdigt, så at der ikke kræves mere af en end af en anden, så ville det dog være ønskeligt om tilsigelsen til sådanne pligtrejser skete ved en trykt seddel der leveredes fra amtstuen til sognefogden som nu forsynet den med den mands navn hvis tur det var til at køre. Når disse sedler blev gemt, kunne der let ved årets slutning holdes en kontrol med amtstuen hvoraf det ville blive klart om enhver havde kørt den tur der tilkom ham, samt om at sognefogden ikke havde forlangt flere ture end han var berettiget til fra amtet. Sådanne sedler ville også forebygge den ubehagelighed for bonden at sognefogden tager vogn på hans regning når bondens dreng eller karl forsømmer at underrette ham om at han var tilsagt til at køre.

(Politivennen nr. 730, Løverdagen den 26de December 1829, s. 836-837)

Redacteurens Anmærkning

Kongerejser eller kongeægter var et begreb der stammede tilbage fra den tid hvor kongerne rejste rundt. Det var bøndernes pligt at transportere konge, følge og rejsegods. På Politivennens tid omfattede denne pligt udover kongen mm også de kongelige embedsmænd. 

I Politivennen er der adskillige artikler som argumenterer imod disse rejser som var en stor byrde for bønderne og som tilsyneladende også blev misbrugt af enevældens omfattende bureaukrati. Mod at blive fritaget for krigstjeneste kunne bønderne foretage sådanne ægtrejser for herremændene og godsejerne, altså en form for hoveri.

Uberettigede Restaurationer paa Peblingesøen.

Blandt de fornøjelser der om vinteren bliver det mandlige køn til del, er unægtelig skøjteløb. Men det er ligeledes at der også her kan finde såvel uorden som andre politiovertrædelser sted. Indsenderen heraf tror således at det må være ham en behagelig pligt at gøre de ansvarlige opmærksomme på at en uskik finder sted på isen, især på Peblingesøen, da mange koner og mænd uden nogen som helst given tilladelse, opsætter dækkede borde med en anretning der absolut må falde såvel ynglingen som manden i øjnene og hvorved den unge uerfarne yngling der er overladt til sig selv, let forledes til drik hvorved ikke alene hans moralske karakter let fordærves, men han bliver også uskikket til i sin tid at fremme menneskeheld på jorden. For ikke at tale om at de traktører og værtshusholdere der bor i nærheden, taber i deres næringsvej, hvorved der gøres skår i deres borgerret, og det derved opnåede borgerbrev som de ved så megen bekostning har erhvervet sig. Det ville være en lav misundelse hvis man klagede over at krøblingen med en kurv på armen søgte sin fortjeneste på denne måde. Men at folk der er aldeles uberettigede til en sådan erhvervsgren søger deres undertiden ikke ubetydeligt fortjeneste på en sådan måde, forekommer indsenderen ikke tilladeligt.

Skulle dette hensigtsmæssige vink vække de ansvarliges opmærksomhed, da ville det glæde indsenderen at have nedskrevet disse linjer.

(Politivennen nr. 729, Løverdagen den 19te December 1829, s. 819-821)

29 juni 2016

Bort med Hønsene

I Nybrogade, Naboløs og Magstræde driver en flok høns dagligt om på gaden der tilhører ejeren af nr. 16 i førstnævnte gade. Man har lagt mærke til at dette uvæsen har fundet sted i flere år og man har forventet at ejeren af disse høns dog endelig engang ville holde dem fra gaden hvor han vel ikke har nogen rettighed, fremfor nævnte gaders øvrige beboere til at lade sin hønseflok gå omkring. Man da det hidtil ikke er sket uanmodet, så bedes han i fremtiden at holde sine høns på sit eller deres eget. I manglende fald vil myndighederne vist alvorligt pålægge ham denne pligt.

(Politivennen nr. 728, Løverdagen den 12te December 1829, s. 809-810)

En ny Tyve-Industrie.

Indsenderen af dette passerede for nogle dage siden Østergade om formiddagen og så der en ganske ny måde at drive tyveri på.

To drenge og to piger var forenet om at bestjæle de bønder som passerede med tørv i Østergade på denne måde: De to piger bar hver en pose, og drengene placerede sig hver på sin side af tørvevognen. Så snart bonden nu så til venstre, så stjal drengen til højre flere tørv fra vognen, løb tilbage til pigerne og kastede dem i posen. Og således varierede det med begge parter indtil poserne var fyldt. Da det er at formode at disse børn er tvunget til dette tyveri af forældrene og indsenderen har hørt at det endog drives meget stærkt, så anser han det for pligt at gøre de ansvarlige opmærksom på det.

(Politivennen nr. 728, Løverdagen den 12te December 1829, s. 805)

Ønske i Amagerport.

Amagers og Christianshavns indbyggere har haft den glæde i nogle år at Amagerport var fri for at være udsalgssted, men må nu desværre beklage at dette gode er ophørt, og at den derimod ikke alene er blevet til et udsalgssted, men også til et værtshus der bestyres af et ikke belevent fruentimmer som endog har tilfælde af slag der forvolder skrækkelige tumulter i porten når det kommer over hende, så at ikke alene færdslen spærres, men det forårsager tillige et frygteligt skue for dem som skal passere porten. 

Indsenderen vover på grund af det at bede de høje ansvarlige at disse linjer må blive taget i betragtning så at Amagerport må nyde samme rettighed - nemlig at være fri for at være udsalgssted og værtshus - som stadens øvrige porte. Indsenderen er overbevist om at der er små lejligheder nok at få for en billig leje på Christianshavn uden at det behøver at spærre og vansire fortorvene eller stadens porte.

(Politivennen nr. 723, Løverdagen den 7de November 1829, s. 728-729)

Redacteurens Anmærkning

Amagerport var stadig lukket om natten endnu i 1834, hvad der fremgår af artiklen "Ønske om Passage igjennem Amagerport om Natten." Politivennen nr. 980, lørdag den 11. oktober 1834, s. 701-703.

28 juni 2016

Om Leddes Afskaffelse paa de offentlige Landeveie.

Den kongelige forordning om vejvæsnet befaler i § 84 at "intet led eller rækværk må findes på de, efter den anlagte landeveje, med undtagelse af byled for bønderbyer, der har småkreaturer i gadekærene." - Dette lovbud er som enhver let kan se, lige så rigtigt som vigtigt. Med forundring ser man alligevel ved at befare vejene at den gamle uskik med led endnu ikke er fjernet overalt efter et tidsforløb på næsten 40 år. Man vil således ved at befare visse jurisdiktioner fx på Sjælland, Store Heddinge-egnen næppe finde noget led på de offentlige landeveje. Men derimod generes vejfarende mellem Næstved og Præstø af led ved Rønnebæksholm, af to ditto ved Mønstrings Skov, af et ved Bårse, af et på Faxinge Mark og af to ved Nysø Mark. Det er kun kort tid siden at endog postvognen skal have taget skade ved et af disse sidste. Ligeledes findes to led på vejen til Kallehave ved Høfdingesgården osv.

Nævnte led giver anledning til forbudt tiggeri. De hindrer de rejsende og forvolder dem ofte mange besværligheder såvel om dagen som om natten. For en lukket vogn der ikke fører tjener med sig, må herren eller damen undertiden selv stige op på bukken mens kusken åbner og lukker. Tænker vi os jordmødre der som bekendt ofte hentes i fuldt firspring, kan man da antage at konen når hesten engang er i fart altid vil være i stand til selv at kunne køre dem gennem leddet, især hvor der skal drejes eller ned ad bakke? Og hvad forpligter en postfører til mens karlen står af, at agere kusk, eller den rejsende til at betro sit liv i hans hænder? Og hvordan tør man sætte led på postvejen?

Anmelderen af dette ønsker og håber at alle sådanne led må forsvinde anordningsmæssigt, da det offentlige i så mange henseender synes berettiget til at nyde gavn af den vise kongelige foranstaltning. Men skulle dette ikke ske, da vil det sikkert ikke vare mange år inden den rejsende på sine steder vil plages med en halv snes led og tiggere pr. mil. Og anordningen om hegn og markfred vil på sådanne steder ikke blive fulgt, hvorved der kan forvoldes stor skade for den mand (herremand) der har mange kreaturer ved siden af den nabo som kun har få. 

Hvad er årsagen til nævnte led, uden den at man vil spare sig hegn langs ved vejene? Men derved overtrædes jo atter rejseanordningen, især i ævredtiden når kvæget strejfer i flok tværs over vejene til fare for fodgængere, især for børn og kvinder og overhovedet for enhver som har sin hund med. Gid da disse få bemærkninger ikke må være en røst i ørkenen!

(Politivennen nr. 723, Løverdagen den 7de November 1829, s. 719-722)

27 juni 2016

Om Slavers Arbeide hos Private.

For få år siden gik det rygte at det af høje vedkommende var forbudt at slaver måtte arbejde for private folk. Men alligevel har man forrige sommer set hele flokke af slaver med deres vogtere at blive afhentet om morgenen og om aftenen blive ført til deres fængsel. At den største del af disse har arbejdet for private, er troligt. Således har anmelderen set slaver arbejde på justitsråd Langes førhen tilhørende gårde i Falkoner Alle, hos tømmerhandler Kellermann, på Store Ravnsborg, på vognmand Loreks gård på vejen til Lygten, hvorfra 2 løb bort og siden blev efterlyst i aviserne. 

Tænker man sig hvor mange af de mest simple arbejdere der i forrige lange og hårde vinter var kommet i gæld for husly og føde, som han håbede at kunne betale om sommeren, men at han da måtte føre samme klage over mangel på arbejde, så må man vel ønske at det må forbydes slaverne at arbejde for private, eller om der eksisterer et sådant forbud, at det da måtte blive overholdt. For vel syntes det godt at slaverne kunne fortjene noget til at bøde på de bekostninger deres underhold udfordrer. Men fratages den fattige, simple arbejder lejligheden til at tjene det mest nødvendige, bliver han af nød forbryder og formerer antallet af disse. Gevinsten er derfor kun tilsyneladende.

(Politivennen nr. 723, Løverdagen den 7de November 1829, s. 727-728)

"Således har anmelderen set slaver arbejde på justitsråd Langes forhen tilhørende gårde i Falkoner Alle, hos tømmerhandler Kellermann, på Store Ravnsborg, på vognmand Loreks gård på vejen til Lygten." (Nicolai Abilgaard: En slave skubbende en trillebør. Statens Museum for Kunst.) 

Redacteurens Anmærkning

Hvis den nævnte justitsråd Lange er identisk med Christian Lange (1754-1823) giver det mening. Omend han da ville være død på det tidspunkt. Men hans "førhen" tilhørende gårde ville da være Nørre Alleenlyst, Marienlyst m.fl. Han får i artiklen ikke just noget skudsmål som en humanistisk indstillet godsejer. På et tidspunkt ejede han også Edelgave, hvis senere ejere (Tutein) bl.a. baserede deres rigdom på slavearbejde på Sankt Croix, se Vandringsløse Tidende.

Emnet berøres også i "Om Slavers Anvendelse til Privatarbeide." Politivennen nr. 1251, lørdag den 21. december 1839, side 795-799. 

Til Vægteren i Studiistrædet.

Det er vist en af de bedste og nødvendigste indretninger at der ved nattetid findes årvågne og påpasselige vægtere i alle stadens gader og stræder, som samtidig med deres råben tilkendegiver klokkeslættet for dem som ikke sover. Men hvorvidt det er nødvendigt - min gode vægter i Studiestræde! - at du råber eller rettere brøler, gudelige vers hele natten igennem er en ting dine foresatte bedre må vide end du og jeg, så at du i den henseende er undskyldt. Men bøn som jeg håber du for fremtiden opfylder, er derfor at du med undtagelse af ovenstående, tilsidesætter al anden unødvendig larm som du forårsager ved den ækle latter du så ofte slår op og de højrøstede samtaler du fører på urigtig tid og sted. 

Endnu værre er det at du sjældent eller aldrig kan lade de stakkels natterenovationskuske køre i fred. De eder og forbandelser du udøser mod dem og som dårligt harmonerer med dine gudelige vers, samt det spektakel du derved forårsager, er åndsfortærende for Studiestrædes beboere. At du er befalet af dine foresatte at underrette de nævnte kuske om hvorledes de skal køre og holde eller omvendt, kan jeg indse. Men dine foresatte skulle bare vide hvorledes du udfører deres befalinger. Så indestår jeg dig for at ingen af dem fik lyst til at bo i Studiestræde.

Din ven

(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 712-713)

"Du råber eller rettere brøler, gudelige vers hele natten igennem." (Vægter ca. 1815. Riedters dragtserie. Københavns Museum.)

Egenmægtig Vægteradfærd mod en Skindød.

Forleden mandag den 19. oktober om aftenen mellem kl. 10 og 11 fik indsenderen ved at passere Store Kongensgade øje på en gammel, velklædt mand der pludselig forandrede sin ellers regelmæssige gang, idet han nemlig tog sin tilflugt til muren ved hvilken han støttede sig i nogen tid, indtil han blev betaget af en sådan afmagt at han faldt omkuld på fortorvet. Indsenderen ilede ham straks til hjælp og erfarede da at manden slet ikke var beruset, men at hans fald måtte tilskrives et pludseligt opstået sygdomstilfælde. En overbevisning som endnu mere foranledigede indsenderen til i største hast at løbe ned i en frugtkælder i nærheden hvor han udbad sig koldt vand og et tændt lys, hvilket sidste indsenderen holdt mens frugthandleren bestænkende den syges ansigt med vandet. 

"En gammel, velklædt mand forandrede sin ellers regelmæssige gang, indtil han blev betaget af en sådan afmagt at han faldt omkuld på fortorvet." (Wilhelm Marstrand: Spadserende ældre borgerpar, 1850erne. Statens Museum for Kunst.)

Den tilstimlende folkemængde såvel som indsenderen anmodede derpå gadevægteren om at hente barberen som boede overfor, en anmodning som gadevægteren beredvilligt opfyldte. Men barberen udeblev, hvorfor man fandt det mest rigtigt at vægteren besørgede den syge bragt til hospitalet. Ved at støde i sin pibe tilkaldte vægteren et par af sine kammerater, af hvilke den ene straks påtog sig overkommandoen, stødte indsenderen til side, slukkede lyset som han holdt i hånden for at assistere den person der holdt den syge i oprejst stilling og den mand der stænkede ham med mere vand, og lagde i det hele taget ved sin uartige adfærd for dagen at han ikke havde vidst at tilegne sig det mindste gran af den humanitet det i så høj grad karakteriserer hans foresatte.

I en hast blev en vægterstige bragt til veje, hvorefter nævnte vægter rev den syge ud af armene på den mand der holdt ham oprejst, kastede ham overende og slængte ham hen på stigen, til hvilken han blev fastbundet med sejlgarn. Alt dette skete trods alle de forestillinger den forsamlede mængde i forening med indsenderen gjorde derimod, og trods de gentagne bønner om en mildere behandling med en syg og ikke beruset person. Men alt var forgæves. Den syge skulle efter vægterens mening absolut være drukken og behandles som sådan.

Indsenderen der havde ondt ved at undertrykke sin harme over en så skændig behandling, bad endvidere at der måtte lægges noget under den syges hoved, hvortil vægteren svarede: "Jeg har ingen hovedpude," men da det blev ham betydet at den syges hat kunne tjene i stedet for en sådan, bekvemmede han sig da endelig til at benytte denne.

Netop som den formentlige drukne skulle føres i procession gennem gaderne, kom en læge gående forbi, hvem indsenderen formåede til at besigtige den til vægterstigen fastbundne patient, der straks blev erklæret for skindød, hvorhos lægen udlod sig med at han i største skynding måtte bringes til hospitalet, hvilket da også skete, eftersom vægteren formodentlig frygtede voldsomme optrin af den forbitrede mængde. Og det er rimeligt at antage at noget sådant ville have fundet sted, hvis han havde fuldbyrdet sit første forsæt. Ved ankomsten i det almindelige hospital blev manden konstateret død og var ikke at bringe i live. Såvel indsenderen som flere med ham er ikke utilbøjelige til at antage at nævnte vægters adfærd har fremskyndet om ikke just bevirket mandens død. Og man tillader sig derfor herved at fremsætte anmodning om at stadens vægtere måtte få fornyet instruktion om hvorledes de skal omgås skindøde så at flere ikke skal komme i et lignende, rædsomt tilfælde.

Bülow
Assistent

(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 703-707)

Redacteurens Anmærkning

Den underskrevne assistent Bülow findes ikke umiddelbart i Krak 1830. De to eneste der ikke er fornemme mænd, er Fr. Chr. Bülow, kopiist under Statsgælden, Farvergade 150 og Joh. Bülow, bud i Hof-og Stadsr., Frederiksberggade 22

26 juni 2016

Slemt Svineri i Myntergade.

Den 27. september tog jeg logi i Møntergade nr. 50 på første sal hvor jeg havde lejet for en måned. Da jeg om aftenen var gået til sengs og alt var roligt, hørtes en uafbrudt grynten af svin, og med denne ubehagelige musik opvartedes jeg hele natten. Om morgenen erfarede jeg at denne grynten forårsagedes af en stor flok svin som var jaget ind i nogle små rum hvor de ikke havde plads at ligge. Tillige medførte denne sammendyngede masse en modbydelig stank som jeg troede ikke ville være så utålelig når jeg blev vant til det. Men nogle dage gik og det onde blev værre da to karle skulle rengøre kælderen hvor svinene slagtes og hver der samles en stor del urenligheder som tarmstumper og deslige der hurtigt går i forrådnelse. Dog denne stank blev endnu mere overgået af nogle dragter forrådnet vand der blev kastet under mine vinduer og som selv om de var lukket, forårsagede en så utålelig stank at jeg måtte forlade huset i nogle timer. 

Ved min hjemkomst var det næsten det samme. For møddingen indeholdt nu de ingredienser som kælderen før havde bevaret. Det var ønskeligt at svineslagterenken fik påtalt at lade svinene slagtet og skoldes i gården da der er et stort halvtag hvori hun ikke behøver at gemme sin mødding, der når den køres væk, opvarter huset beboere med en ingenlunde behagelig frokost. Nogle af disse for hvilke jeg ytrede min misfornøjelse over den fæle lugt, som kunne afhjælpes eller formindskes ved ikke at holde så mange svin, og tillige ved at sørge for mere renlighed, fortalte at når fedtsmeltningen blev foretaget, var det endnu værre, da smeltekedlen står således at emmen må ud gennem vinduer og døre, hvorved huset omspændes af en så utålelig stank at beboerne må forlade samme. Stod kedlen i skorstenen, kunne lugten ikke så meget falde beboerne til besvær. 


For at undgå disse ubehageligheder flyttede jeg den 11. oktober og der var den dag 15 til 16 store svin i svinehuset. Jeg håber at dette vink vil formå slagterenken til at forebygge disse her påankede ubehageligheder eller at vedkommende som sørger for ordens vedligeholdelse, vil holde hende dertil da huset beboere virkelig lider meget.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 698-700)

Redacteurens Anmærkning.

Møntergade 50 eksisterer ikke længere. 

Venskabeligt Raad til Herr' Conditor Pedrin, samt Noget om de danske Mumier.

Foranlediget af rygtet om nogle ligs opgravning fra en grund i Peder Huitfeldts Stræde, gik anmelderen i tirsdag formiddag derhen for at se samme. Ved denne lejlighed blev har opmærksom på et stort hul i jorden som var beklædt med brædder og som hr. Pedrin efter sigende lader grave for at have en iskælder der. Men da en del mennesker var øjenvidner til at en karl samlede en stor del af de opgravede ben op og kastede disse ned i hullet mellem brædderne og jorden, og folk i almindelighed har modbydelighed for naboskabet af sådan noget som skal nydes, er man så fri at råde hr. Pedrin enten at mure iskælderen til eller at anlægge den på et andet sted da han måske ellers ikke vil få afsætning på sin is.

Ved denne lejlighed undlader indsenderen ikke at ytre ønske om at den stedfundne forevisning af ovennævnte lig til hvis beskuelse mange havde indfundet sig af en vist nok tilgivelig nysgerrighed, ikke havde været betroet til en simpel karl der fra tid til anden viste utilbøjelighed til at åbne det højst mådelige, halvmærke bræddeskur hvor ligene var sat hen, når det ikke behagede ham eller han måske ytrede tvivl om at få noget for sin ulejlighed. 


Derimod kunne man have haft anledning til at ønske at nævnte lig havde været placeret i et lyst lokale hvor enhver uden at berøre de afsjælede legemer eller deres iklædning, bekvemt kunne have taget dem i øjesyn. Herved ville enhver utidig og plump udladning og al uanstændig blottelse ikke have fundet sted.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 695-697)

"En karl samlede en stor del af de opgravede ben op og kastede disse ned i hullet mellem brædderne og jorden." (Peder Huitfeldts Strædes lige numre fandtes også på Politivennens tid. Artiklen nævner imidlertid ingen numre. Men kældre er der nok af. Eget foto, 2015).

Til Herr' Conditor Pedrins Raadgiver.

Det råd De i sidste nummer af Politivennen har givet hr. Pedrin, nemlig at han burde lade sin iskælder mure til, er vistnok fremsat i en god mening. Men man tror dog at burde bemærke at det var ligeså overflødigt som det røber aldeles ukendskab med anlægget af en iskælder, samt med brugen af den is der opbevares. For i København findes mange iskældre som alle er muret med 1½ til 2 stens mur, hvilket er nødvendigt for at holde den altid fugtige jord fra at styrte sammen. Og man har ingen grund til at tvivle på at hr. Pedrin ville bruge samme forsigtighed og ikke anvende ubetydelige udgifter på en iskælder der snart ville styrte sammen og ikke være ham til nogen nytte. 

Hvad den is som opbevares i kælderen angår, da ved enhver isspiser at den kun bruges til at uddrive varmestoffet af de ingredienser der skal nydes, eller at få disse til at fryse, uden at komme i umiddelbar berøring med samme. Det er heller ikke altid tilfældet at man bruger ferskvandsis til det. Om vinteren tages ofte søvandsis, ja endog af det der findes i kanalerne. Og hidtil har ingen kyndig fundet sig foranlediget til at klage over det. Hr. Pedrin kan derfor roligt fuldende sit påbegyndte værk uden frygt for at mangle afsætning på sin is. Rådgiveren derimod ønsker man for eftertiden ville skaffe sig nogen mere sagkundskab inden han kommer frem med sine råd. 

(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 711-712) 

Redacteurens Anmærkning

Det var en kendt sag at man stødte på lig ved udgravning til nye huse i karreen Rosengården, Peder Huitfeldts Stræde og Krystalgade på Politivennens tid. I 1711 var der pestepidemi i København med 20.000 døde (ud af en befolkning på 70.000). Derfor blev der oprettet en række pestkirkegårde, bl.a. i en krohave i Fiolstræde (Frue Kirkes Assistens Kirkegård). Hovedindgangen var fra det nuværende Fiolstræde 34, og den blev nedlagt i 1760 da Assistenskirkegården på Nørrebro kom til. Det er formentlig disse skeletter ("ben" og rester af deres tøj ("iklædning") som karlen var stødt på mere end 100 år efter da han udgravede iskælderen. På Geddes kort fra 1761 kan man se at karreen er "hul", med træer osv.  


 I Krak 1829 og følgende årgange er opført en konditor André Pedrin, Nytorv 89. Der er ikke opgivet en adresse i Peder Huitfeldts Stræde, så han har formentlig blot ejet ejendommen. Ved folketællingen 1845 er opført en Andre Pedrin, 61 år. Født 1784 i Schweiz, Nytorv nr. 89 i stueetagen. Han må have været temmelig velhavende, for husstanden består foruden af ham der på det tidspunkt er enkemand, af 16 personer, hvoraf 5 er konditorlærlinge, 2 tjenestekarle, 2 piger, 1 husholderske og 1 dagmand. Ved denne folketælling var der 49 konditorer i København og ikke usædvanligt schweizere. I starten af 1800-tallet var 12 ud af 15 konditorier i København schweiziske - og Pedrin var muligvis en af dem.

Schweiziske omvandrende konditorer var kommet til Danmark i 1770'erne. De rejste rundt i hele Europa. Til at begynde med solgte de deres kager fra små boder og fik de københavnske sukkerbagere på nakken. Men gled efterhånden ind i befolkningen. I 1788 fik den første af dem (Johan Soltani) borgerskab som konditor i København. Hans butik blev fra 1850'erne drevet af den senere mere kendte Stephan a Porta med restaurant og cafe. På Politivennens tid havde schweizerne nærmest monopol på sukkervarer - først fra midten af 1800-tallet gjorde sukkerroerne sukker til et discountprodukt. 

Peder Huitfeldts Stræde 94 er genstand for anker, denne gang over en mosaisk boligejer i artiklen "Pjaltenborg." i Politivennen nr. 1223, lørdag den 8. juni 1839, side 351-356.

25 juni 2016

Oplysning om en Liigfærd, der gjorde Opsigt.

Fredag den 16. i denne måned mødte anmelderen efter foregående indbydelse på Frederiks Hospital for at følge en afdød der til sit hvilested på Assistenskirkegården. Efter at sørgeparrene var samlet og liget bragt ud i gården, var det umuligt for ligbærerne at få kisten indsat i ligvognen uagtet de fremstående udsmykninger blev afbrudt, på anden måde end at et stykke af en alens længde af samme blev stående udenfor ligvognen. For at kisten ikke skulle tabes undervejs, blev den fastsurret med tove til de to forreste opstandere på ligvognen og således transporteret gennem staden hvorved den tildrog sig enhver den mødte særdeles opmærksomhed.

På efterspørgsel erfarede man at den afdøde der ikke her på stedet var i nogen embedsstilling og ikke havde nære pårørende, var indlagt på hospitalet uden betaling. Men at en fjernt beslægtet havde villet forunde ham en såkaldt hæderligere eller mere anstændig begravelse end den hospitalet plejer at give sådanne. Han havde derfor sendt en ligkiste til hospitalet til en pris af 10 rigsbankdaler og desuden deponeret 20 rigsbankdaler til hospitalet til hvilket den øvrige besørgelse overlodes, så begravelsesomkostningerne som efter sigende ville andrage omtrent 30 rigsbankdaler, hermed var dækket ind når man betjente sig af 1 rigsbankdalers ligvognen. *)


"Efter at sørgeparrene var samlet og liget bragt ud i gården, var det umuligt for ligbærerne at få kisten indsat i ligvognen." (Niels Ludvig Mariboe: Lighuset i nordre sidegård mellem Bredgade og Amaliegade, o. 1900. Brostenene kan ikke have været der på Politivennens tid. Københavns Museum.)

Da denne som bekendt nok frembyder et højst ubehageligt skue, ønskede man at benytte den til 5 rigsbankdaler. Men man lod vedkommende forstå at denne forandring ville forårsage at udgifterne som rettes efter den satte takst på ligvognen, derved ville forøges til en sum af nogle og 80 rigsbankdaler, hvorfor man fandt sig beføjet til at afbenytte den første.


Da denne ligvogn der dog synes højst upassende efter nutidens begreb om det anstændige, kun er indrettet til at rumme en kiste der består af 4 brædder, så var det dog ønskeligt at de 4 opstandere forlængedes til en sådan højde at vognen kunne modtage enhver kiste således som den bliver forfærdiget efter nutidens skik.


Regner man nu at denne bør benyttes i det mindste en gang dagligt, så kunne det måske nok lønne sig at kusken fik en mere anstændig påklædning. For det ville være vanskeligt at afgøre grundfarven på den habit som hanhavde, da den spillede mellem rødt, mørkegråt og sort. Især bukserne var yderst slemt medtagne og forsynet med utallige lapper så at han i så henseende ikke stod tilbage for den simpleste karl ved det lille vognmandslaug.

*) Med sørgetæppe og øvrige udgifter koster den dog 3 rigsbankdaler.


(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 691-694)

Farlige Smedesvende eller Smededrenge i Adelgaden Nr. 236.

Lørdag den 26. i forrige måned omtrent klokken halv ni om aftenen gik indsenderen gennem Adelgade. Men måtte pludselig standse uden for nævnte sted da hans vens karl der just passerede forbi samme hus, uden mindste skyld fra hans side blev overfaldet af nævnte smedesvende. Ved anmodning om at få fri passage som den der havde fortovsretten, blev han af disse slået i ansigtet så voldsomt at blodet styrtede ud af hans næse og mund. Indsenderen anmoder derfor indstændigt vedkommende smed at han vil pålægge sine kåde svende eller drenge at holde sig fra sådan voldsom adfærd hvis han ikke vil pådrage sig ubehageligheder.

(Politivennen nr. 719, Løverdagen den 10de Oktober 1829, s. 662-663)

Redacteurens Anmærkning

Adelgade 236 blev 1859 til Adelgade 66. Nummeret eksisterer ikke længere.

24 juni 2016

Ønske til Fattig-Commissionen i Vordingborg.

Indsenderen har dels af rejsende og dels af Vordingborgs egne indbyggere hørt adskilligt fortælle om den gode fod hvorpå fattigvæsenet i Vordingborg skal være indrettet. I fattighuset selv skal fx være anlagt en fabrik som ved kommissionens årvågenhed skal indbringe en ikke ubetydelig sum. Det må rimeligvis gøre udgifterne til fattigvæsenet mindre trykkende for bidragsyderne og foruden det at fattiglemmerne på denne måde må gøre noget gengæld for den understøttelse de nyder, har vedvarende virksomhed sikkert en god indflydelse på deres sundhed.

Det var derfor ønskeligt at de regler som tjener til grundlag for en sådan fattiganstalt, måden hvorpå fabrikken drives, samt endelig hvad Vordingborg bys fattigskat nu er, og hvad den ville være, hvis anstalten ikke bestyredes efter dens nuværende plan, kom til almindelig kundskab, da denne sjældne bestyrelse muligvis med fordel kunne efterlignes i andre købstæder.


Hr. pastor Boesen og hr. kaptajn Søtoft eller en anden med anstaltens planer og bestyrelse bekendt person anmodes derfor om i et offentligt blad eller i et særegent skrift at fremkomme med det ønskede.


J.....


(Politivennen nr. 719, Løverdagen den 10de Oktober 1829, s. 660-662)

Svar paa Ønsket til Fattigcommissionen i Vordingborg.

I anledning af ønsket til Fattigkommissionen i Vordingborg har undertegnede som medlem af nævnte kommission den fornøjelse af kunne meddele at da kommissionen indgik til det kongelige danske kancelli med forslag til en fattig- og arbejdsanstalts oprettelse her i byen, var den årlige fattigskat i et tidsrum af 3 år, middeltal 1718 rigsbankdaler, 24 skilling sedler og tegn, 41 tønder, 2 skæpper rug og 21 tønder byg, derimod de fattiges antal cirka 51.

Siden anstaltens oprettelse er repartitionen nedsat i et lignende tidsrum til middeltal 1098 rigsbankdaler, 16 skilling, 80 tønder 1 skæppe rug og 7 tønder byg. hvorimod de fattiges antal dels i og dels uden for anstalten er forøget til 70. Dog bør dette resultat ikke søges i indretningens tilværelse alene, men til dels i tiderne i forandring. 


At give en fuldstændig detaljeret beretning om anstaltens værd og nytte såvel i moralsk som økonomisk henseende ser undertegnede sig ikke i stand til. Dels fordi dens specielle bestyrelse ikke er mig overdraget, dels fordi meget beror på tilfælde hvor arbejdet forrettes af gamle svage mennesker og børn der ikke altid er de samme så at det som i et år bringer fordel, kan et andet år bringe tab. Imidlertid yder indretningen under alle omstændigheder altid den nytte at de gamle, svage fattige ikke er udsat for at lide nød, men nyder fuldstændig forsørgelse, at børnene ikke er overladt deres egen skæbne, men så passende opdragelse og undervisning sat at betleri ikke finder sted.


Skulle foranførte resultat i forbindelse med den nævnte forsørgelsesmåde ikke være tilstrækkelig nok til at bestemme indsenderen eller vedkommende til oprettelsen af en lignende indretning, men man meget mere ønsker at få en detaljeret underretning om dens egentlige besparelse, bedes den ærede indsender at ville opgive sit navn og adresse, da muligvis kommissionen så vil underrette ham om det ønskede, og overlade det til eget forgodtbefindende at lade samme offentliggøre hvis den findes interessant nok.


H. Søtoft
Kaptajn og bager.


(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 715-717)

Anmodning til de respektive Kirkebetjenter og navnligen Graverne.

Ved konfirmationer og andre højtideligheder i kirkerne ser man med forargelse hvorledes såvel damer som herrer stiller sig op på bænkene i stolene og derved forstyrrer den højtidsfulde andagt som også med deres ofte beskidte fodtøj besudler sæderne. Det er tillige indlysende at denne opstabling på bænkene ikke engang kan være til nytte for de der således opstabler sig. Man beder derfor de respektive gravere om at bestræbe sig på at forebygge en sådan stødende og højst uanstændig adfærd i Herrens Tempel.

(Politivennen nr. 718, Løverdagen den 3die Oktober 1829, s. 650)

Spørgsmål


Er der nogen anordning som bestemmer i hvilken orden konfirmander skal stå frem på kirkegulvet under overhøringen og kommer derved forældrenes rang eller de unge menneskers intellektuelle dannelse i betragtning? Dette spørgsmål ønskes besvares i næste nummer af dette blad.

(Politivennen nr. 719, Løverdagen den 10de Oktober 1829, s. 664)


Noget i Anledning af Anmodningen til Kirkebetjente og Gravere, i Politievennen Nr. 718.


I nr. 718 af Politivennen er fremsat en anmodning til kirkebetjente og gravere om at hæmme den uskik at kirkebesøgerne under konfirmationen eller ved andre højtideligheder bestiger bænkene i stolene. Men så ønskeligt det end er at denne usømmelige og andagtforstyrrende uskik måtte blive ophævet, lige så lidt tror indsenderen af dette at det står i disses magt at bevirke alt. For ved enhver af hovedstadens sognekirker er der almindeligvis ansat to gravere hvoraf den ene i almindelighed er op i alderen, og begge har andre pligter at iagttage under gudstjenesten så at de ikke kan sørge for ordens vedligeholdelse. Desuden er kirkerne ved sådanne lejligheder gerne fyldt med en usædvanlig stor mængde så at det næppe er muligt for graverne at trænge igennem denne, når de skal udføre deres dont, som dels består i at lukke stolene op, gå med tavlerne osv. og når de nu i den ene ende af kirken ville formå folk til at vise en sømmelig opførsel, så ville virkningen af en sådan formaning om den endog for øjeblikket efterkommes, sikkert være ophørt inden de nåede den modsatte ende. Meget mindre ville de kunne tilbageholde den sværm af lapse der som trækfugle flyver fra en kirke i en anden og som med mageløs dristighed voltigere over stolene og bestiger bænkene både med og uden briller for at kunne have de unge piger i kikkerten uden på mindste måde at tænke på hvorledes de ved denne deres usømmelige adfærd både forulemper forældrene til de børn der konfirmeres, og forstyrrer den højtidelige andagt der ved en sådan lejlighed allermest bør finde sted.

I ældre tider havde graverne under gudstjenesten hjælp af et par vægtere og nogle fattigfogeder. Men ligesom indsenderen ikke ynder påpassere eller vagt i kirken, tror han heller ikke at den omtalte uorden ville hæves ved det og han mener at garnisons og Holmens kirker kunne tjene til bevis på det. Derimod tror han at den kan hæves på en ganske simpel måde og uden at gøre opsigt.

Man har nemlig lagt mærke til at denne opstigen på bænkene tager sin begyndelse idet præsten træder frem i koret for at holde talen til konfirmanderne. Det er meget naturligt at alle tilstedeværende ønsker at høre ham. Men dette er ikke muligt for dem som har plads i den midterste del af kirken og endnu mindre for dem er er i den nederste ende af samme, hvorfor de stiger op for at forhøje deres personer så meget at de kan se taleren og opfange hans tale. Blev talen derimod ikke holdt fra koret, men fra prædikestolen, der i vores kirker er anbragt således at man overalt kan se og høre taleren *), ville derved årsagen til denne opstigen på bænkene helt ophøre. Ville præsten endvidere før han forlader prædikestolen med et par ord omtale denne uskik som upassende for stedets hellighed  og handlingens højtidelig, så ville man sikkert spore en god virkning deraf, og måske behøvedes en sådan formaning kun en gang. Men da forældre eller pårørende af konfirmanderne gerne ønskede at høre hvorledes disse besvarer de spørgsmål de får, så måtte graverne sørge for at sådanne fik plads så nær deres konfirmander som muligt.

"Det var først bestemt at prædikestolen i Frue Kirke skulle have stået på gulvet mellem koret og skibet, men da taleren derfra ikke kan høres eller forstås, forflyttedes den til det sted den nu indtager." (Prædikestolen er opsat på væggen til venstre uden for billedet. Vor Frue Kirke. Eget foto, 2016)

I Politivennen har for nyligt været fremsat det spørgsmål om der er nogen bestemmelse for at konfirmander skal fremstilles på kirkegulvet efter deres forældres rang eller efter deres egen intellektuelle dannelse. Uden at kunne besvare dette spørgsmål, tror indsenderen af dette det ikke urigtigt at bemærke at afdøde konfessionarius Liebenberg havde for skik at lade sine konfirmander udtrække numre hvorefter de da tager deres plads på kirkegulvet. Herved undgik han rangsyge forældres misfornøjelse og konfirmanderne fandt ingen anledning til misundelse.

*) Det var først bestemt at prædikestolen i Frue Kirke skulle have stået på gulvet mellem koret og skibet, men da taleren derfra ikke kan høres eller forstås, forflyttedes den til det sted den nu indtager.

(Politivennen nr. 720, Løverdagen den 17de Oktober 1829, s. 676-680)

23 juni 2016

Venlig Anmodning til Eieren af Gaarden nr. 73 i Krystalgade.

Da anmelderen onsdag den 30. september om aftenen i dybe tanker passerede Krystalgade, blev han ubehageligt vækket af sin tankegang ved at hans fod trådte ned i den utildækkede rendesten udenfor ovennævnte gård på hvilket fulgte et fald. Da anmelderen nær havde brækket sit ben, og han desuden fik et par nye sorte bukser iturevet på de skarpe flisesten, så anmodes venligst den human ejer om at overdække rendestenen med det befalede rendestensbræt for at flere ulykker ikke skal afstedkommes ved det.

(Politivennen nr. 718, Løverdagen den 3die Oktober 1829, s. 653-654)

"Hans fod trådte ned i den utildækkede rendesten udenfor ovennævnte gård på hvilket fulgte et fald." (Krystalgade 10. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Krystalgade 73 hedder siden 1859 Krystalgade 10. Huset ligger på hjørnet af Krystalgade og Peder Huitfeldtsgade, oprindeligt Vor Frue Skole. Og huser i dag restaurant Ankara.