30 juni 2016

Bøn fra Landet.

Det er kendt at landmanden ved sognefogden eller hans bud bliver tilsagt til at køre kongerejse uden at man ser anden ordre end den der siges mundtligt ved buddet. Uagtet man nu ikke bør tvivle om at sådanne kørsler ikke sker oftere end nødvendigt, eller at de jo fordeles retfærdigt, så at der ikke kræves mere af en end af en anden, så ville det dog være ønskeligt om tilsigelsen til sådanne pligtrejser skete ved en trykt seddel der leveredes fra amtstuen til sognefogden som nu forsynet den med den mands navn hvis tur det var til at køre. Når disse sedler blev gemt, kunne der let ved årets slutning holdes en kontrol med amtstuen hvoraf det ville blive klart om enhver havde kørt den tur der tilkom ham, samt om at sognefogden ikke havde forlangt flere ture end han var berettiget til fra amtet. Sådanne sedler ville også forebygge den ubehagelighed for bonden at sognefogden tager vogn på hans regning når bondens dreng eller karl forsømmer at underrette ham om at han var tilsagt til at køre.

(Politivennen nr. 730, Løverdagen den 26de December 1829, s. 836-837)

Redacteurens Anmærkning

Kongerejser eller kongeægter var et begreb der stammede tilbage fra den tid hvor kongerne rejste rundt. Det var bøndernes pligt at transportere konge, følge og rejsegods. På Politivennens tid omfattede denne pligt udover kongen mm også de kongelige embedsmænd. 

I Politivennen er der adskillige artikler som argumenterer imod disse rejser som var en stor byrde for bønderne og som tilsyneladende også blev misbrugt af enevældens omfattende bureaukrati. Mod at blive fritaget for krigstjeneste kunne bønderne foretage sådanne ægtrejser for herremændene og godsejerne, altså en form for hoveri.

Uberettigede Restaurationer paa Peblingesøen.

Blandt de fornøjelser der om vinteren bliver det mandlige køn til del, er unægtelig skøjteløb. Men det er ligeledes at der også her kan finde såvel uorden som andre politiovertrædelser sted. Indsenderen heraf tror således at det må være ham en behagelig pligt at gøre de ansvarlige opmærksomme på at en uskik finder sted på isen, især på Peblingesøen, da mange koner og mænd uden nogen som helst given tilladelse, opsætter dækkede borde med en anretning der absolut må falde såvel ynglingen som manden i øjnene og hvorved den unge uerfarne yngling der er overladt til sig selv, let forledes til drik hvorved ikke alene hans moralske karakter let fordærves, men han bliver også uskikket til i sin tid at fremme menneskeheld på jorden. For ikke at tale om at de traktører og værtshusholdere der bor i nærheden, taber i deres næringsvej, hvorved der gøres skår i deres borgerret, og det derved opnåede borgerbrev som de ved så megen bekostning har erhvervet sig. Det ville være en lav misundelse hvis man klagede over at krøblingen med en kurv på armen søgte sin fortjeneste på denne måde. Men at folk der er aldeles uberettigede til en sådan erhvervsgren søger deres undertiden ikke ubetydeligt fortjeneste på en sådan måde, forekommer indsenderen ikke tilladeligt.

Skulle dette hensigtsmæssige vink vække de ansvarliges opmærksomhed, da ville det glæde indsenderen at have nedskrevet disse linjer.

(Politivennen nr. 729, Løverdagen den 19te December 1829, s. 819-821)

29 juni 2016

Bort med Hønsene

I Nybrogade, Naboløs og Magstræde driver en flok høns dagligt om på gaden der tilhører ejeren af nr. 16 i førstnævnte gade. Man har lagt mærke til at dette uvæsen har fundet sted i flere år og man har forventet at ejeren af disse høns dog endelig engang ville holde dem fra gaden hvor han vel ikke har nogen rettighed, fremfor nævnte gaders øvrige beboere til at lade sin hønseflok gå omkring. Man da det hidtil ikke er sket uanmodet, så bedes han i fremtiden at holde sine høns på sit eller deres eget. I manglende fald vil myndighederne vist alvorligt pålægge ham denne pligt.

(Politivennen nr. 728, Løverdagen den 12te December 1829, s. 809-810)

En ny Tyve-Industrie.

Indsenderen af dette passerede for nogle dage siden Østergade om formiddagen og så der en ganske ny måde at drive tyveri på.

To drenge og to piger var forenet om at bestjæle de bønder som passerede med tørv i Østergade på denne måde: De to piger bar hver en pose, og drengene placerede sig hver på sin side af tørvevognen. Så snart bonden nu så til venstre, så stjal drengen til højre flere tørv fra vognen, løb tilbage til pigerne og kastede dem i posen. Og således varierede det med begge parter indtil poserne var fyldt. Da det er at formode at disse børn er tvunget til dette tyveri af forældrene og indsenderen har hørt at det endog drives meget stærkt, så anser han det for pligt at gøre de ansvarlige opmærksom på det.

(Politivennen nr. 728, Løverdagen den 12te December 1829, s. 805)

Uorden paa Droschernes Holdepladse.

På de holdepladser der er anvist droskerne, finder en uorden sted som man håber kun behøver at påpeges for at fjernes af de ansvarlige. Ved disse vogne hensættes nemlig sædvanligvis en krybbe af omtrent en mands halve højde for deraf at fodre hestene hvilket måske kan være fordelagtigere end brugen af sædvanlige muleposer. Men for at opnå en sådan fordel, bør vel næppe forgængernes lemmer og muligvis liv udsættes for fare. Og dog er dette virkelig tilfældet. For når nævnte vogne forlader holdepladsen for at køre en tur, bliver krybberne stående og er da meget farlige for enhver fodgænger der ikke er skarpsynet nok til at blive opmærksom på dem på mørke aftner som er den tid på hvilken droskerne især i dårligt vejr, hyppigst benyttes og krybberne altså står alene tilbage.

Anmelderen har således flere aftner når aldeles ingen vogn var på stedet, fundet en sådan ḱrybbe hen sat ved fortovet udenfor forrige Raus gård på Kongens Nytorv. Han var den første gang nær ved at gøre et farligt fald over denne kasse som da stod oprejst. En anden gang slap han med at snuble over den da den lå på jorden, med fødderne i vejret. På dette sted hvor så mange, barn, mand olding har vandret uden at træffe på sådanne snarer, er det højst uventet at finde dem nu da København med hensyn til orden står langt over de fleste hovedstæder.

(Politivennen nr. 728, Løverdagen den 12te December 1829, s. 803-805)

Atter Klage over Damhuset.

Tirsdag den 1. december kom anmelderen på en rejse fra landet kl. mellem 8 og 9 om aftenen til Damhuset. Da han og bonden der kørte for ham, var meget forfrosne, ønskede de at nyde nogen forfriskning i nævnte kro, men de fik til svar på deres forlangende at de selv var i seng og de kunne derfor intet få. Det er ikke første gang sådant er hændt i samme kro, for for ikke længe siden kunne en rejsende der ønskede at overnatte der, ikke få en seng, men måtte køre videre. Det formodes at det er kroholderens pligt at skaffe rejsende forfriskninger og nattely, og derfor meldes denne uorden til vedkommendes efterretning.

(Politivennen nr. 727, Løverdagen den 5te December 1829, s. 802)

28 juni 2016

Bemærkninger i Trinitatis Kirke.

Trinitatis Kirke er vist nok en af de smukkeste af hovedstadens kirker i henseende til dens indre. Og da dens små mangler let kunne afhjælpes, så tror man at burde gøre dens værger eller foresatte opmærksomme på samme:

1) Kirken kunne skaffes mere lys når de gamle vinduer forsynedes med nyt og bedre glas således som allerede er sket med de 3 øverste fag ud mod Landemærket, hvori rudernes antal i hver kvadrat kun er 20, mens det i de gamle er 30.

2) De gamle gardiner for vinduerne på kirkens søndre side burde afløses af nye, da de ikke formår at skærme for solen, på grund af deres mange huller.

3) Den lysekrone der ligner en ballon og som hænger i koret, burde hænges nederst i kirken hvorimod de 2 glaslysekroner som plejer at hænge der, ved højtidelige lejligheder kunne placeres på begge sider af koret, således at hele alteret kunne ses  af kirkebesøgerne. Nu derimod betager denne lysekrone aldeles skuet af alteret.

4) Siden Frue Kirkes menighed holdt gudstjeneste i denne kirke, blev den såkaldte klokkertavle ombåret såvel til højmesse som til aftensang. Herimod kan intet indvendes, eftersom hver menighed kun holdt en gudstjeneste om søndagen. Nu da Frue menighed har sin egen kirke, indses ikke hvorfor denne tavle endnu ombæres såvel til højmesse som til aftensang, da sådant før Frue Kirkes brand ikke var tilfældet. Mange tavler trætter kirkegængernes velgørenhed, så at de lægger noget i de første, men lader de sidste gå forbi. Herved går det som det plejer, ud over de fattige hvis tavler er de sidste.

5) Endelig kunne man også ønske at alterlysene måtte ligesom i andre af hovedstadens kirker, tændes for tjenestens begyndelse. Nu sker det først når præsten holder bøn fra prædikestolen, og at se en graver sysle med denne forretning som ofte kan medføre en lille klapren eller raslen, kan næppe bidrage til at vække tilhørernes andagt. Den smule voks der ved den attråede forandring ville medgå, kunne vist betales med 1 rigsbankdaler om året. Et offer som selv den mest påholdne klokker ikke ville vægre sig for at yde.

Observatøren.

(Politivennen nr. 725, Løverdagen den 21de November 1829, s. 759-762)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen 767, 11 september 1803 bekendtgjordes at de gamle vinduesruder ud til Landemærket nu var afløst af nye og større.

Dominico Capozzi til sine Medborgere.

I Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger nr. 262 for lørdag den 7. november er indrykket følgende avertissement:

Da hr. D. Capozzi har betaget mig friheden og min ulykkelige familie dens forsørger ved at opkøbe fordringer på mig, og derfor lade mig sætte i slutteriet, uden at jeg ved i mindste måde at have fornærmet denne mig næsten aldeles fremmede mand; men det danske publikum vist nok let kunne antage at jeg - ved groft at fornærme ham, havde foranlediget ham til at bruge dette fremgangsmåde for at hævne sig - så ønsker jeg at offentliggøre mit forhold til hr. Capozzi. Men da jeg ikke er det danske sprog mægtig, anmodes herved en ædeltænkende mand der forstår det danske og dertil enten det franske eller engelske sprog, om at være mig behjælpelig med at oversætte fra et af disse sprog til det danske, en kort fremstilling af mit forhold til hr. Dom. Capozzi.

Københavns gældsarrest den 7, november 1829.
J. L. Lewin.

I begyndelsen troede jeg det ufornødent at gendrive hr. Lewins usandfærdige bekendtgørelse. Men da jeg i Politivennen er offentligt opfordret dertil, mener jeg at jeg skylder mig selv, mine handelsvenner og publikum at give oplysning om det forhold der har fundet sted mellem Lewin og mig.

Det er øjensynligt at dette avertissement er forfattet i den hensigt at skade min borgerlige agtelse, og at sætte mig i et ufordelagtigt lys hos mine medborgere når deri siges at jeg er en Lewin næsten aldeles fremmed mand og har opkøbt fordringer på ham for at lade ham sætte i slutteriet. Men det forholder sig alddeles ikke således. For før Lewins kom her til stadem har jeg da en af hans bekendte og en ven af mig på hans vegne, anmodede mig derom, besørget hans logi møbleret og forsynet med brændsel osv. og efter hans ankomst besørget efter hans forlangende, indkøbt porcelæn, glas, køkkentøj og alt til hans husholdning nødvendigt. Desuden har jeg af mit eget indbo lånt ham lagen, dækketøj og sølvtøj, hvilket jeg uagtet mange gentagne anmodninger, først efter 6 måneders forløb og i beskadiget tilstand har fået tilbage. Hr. Lewin har også ofte besøgt mig og taget til takke med mit bord, hvilket jeg under andre omstændigheder ikke vill ehave nævnt, hvis ikke dette og at jeg for beløbet af mit udlæg for ovennævnt købte sager, først fik betaling efter indklagelse til forligelseskommissionen samt flere andre ubehageligheder, klart viste at Lewin og jeg ikke var fremmede for hinanden.

Når der i avertissmentet siges at Lewin er familiens forsørger, da må jeg bemærke at det forholder sig omvendt. Da familien forsørger ham, og han ikke den. For dette kan vel siges om en mand som selv intet tjener, men hvis børn indbringer ham en gage af 150 rigsbankdaler månedlig foruden indtægten af en nylig haft benefice.

Jeg har ikke heller opkøbt fordringer på Lewin, ikke en eneste. Men hvorledes han er blevet min debitor, vil ses af følgende:

Efter at de herrer Andrea Magni og Philippo Pettoletti havde antaget Lewin til associe og meddirektør ved teatret på Nørrebro, kom han hertil i slutningen af september 1828. De havde samtlige indgået kontrakt med aktieejerne i Göteborgs teater om i løbet af samme vinter at benytte dette teater til derpå at give 18 forestillinger, hvorfor de skulle betale 600 rigsdaler svensk banco, og rejsen dertil var bestemt at skulle gå for sig først i december måned. Men imidlertid fik Lewin andre tanker, han vægrede sig ikke alene for at rejse, men gjorde endog beslag på de herrer Magnis og Pettolettis rejsepas og anlagde en sag mod dem for 200 Louisd'or som han påstod de skulle betale ham fordi Nørrebros Teater ikke kunne åbnes den 1. september, og han imidlertid kunne have tjent så meget med at give forestillinger i Lübeck. Lewin tabte ikke alene denne sag, men blev endog ifølge kontrasøgsmål i sagen tilpligtet at betale de herrer Magni og Pettoletti 341 rigsbankdaler, 5 mark 1 skilling. Da nu således rejsen til Göteborg ikke blev foretaget, lod aktieejerne af teatret samme sted, i marts måned d. å. de herrer Magni, Pettoletti og Lewin indkalde for Københavns forligelseskommission for at få den i kontrakten bestemte leje af deres teater. Fordringen som var 600 rigsdaler svensk banco, nedsattes på grund af teateret ikke var benyttet, til 540 rigsdaler svensk banco som de herrer Magni, Pettoletti og Lewin indgik forlig om at betale med 100 rigsdaler svensk banco hver måned, og det første afdrag skulle betales i løbet af maj måned. De herrer Magni og Pettoletti der havde haft betydelige udgifter og manglede penge, bad mig at betale deres andel af beløbet, og jeg betalte da for de 3 måender maj, juni og juli 300 rigsdaler svensk banco, idet jeg formodede at Lewin ville klarere for sit vedkommende. Men da 3 måneder var forløbet, blev Magni og Pettoletti krævet for resten, og da de frygtede for at fordringen skulle af en eller anden blive opkøbt, måske i uædel hensigt, nødsagedes jeg til også at indfri resten med 240 rigsdaler svensk banco, eller 191 rigsbankdaler 1 mark 8 skilling, og at lade mig give transport på samme. Det synes rimeligheden fordrede at Lewin havde betalt hele den svenske fordring, da han ved at forbyde Magnis og Pettolettis rejse, hvorved deres entreprise gik overstyr. Men dog alligevel er ham kun foranførte beløb afkrævet.

Efter således hele fordringen af mig var indfriet, hvilket hr. Lewin ret vel vidste, anlagde han som værge for sine døtre sag mod hr. Magni og Pettoletti for disses formentlige tilgodehavende gage, og da disse herrer der var ubekendte med rettergangsmåden her til lands, ved en samtale med Lewin hvori han foregav at ville få sagen udsat, foranlediges til at undlade at møde for gældskomissionen, blev de dømt til at betale den krævede som med 205 rigsbankdaler, hvoraf jeg da atter måtte udrede de 2/3 for de herrer Magni og Pettoletti, da det fandtes rimeligt at Lewin som meddirektør betalte 1/3 af døtrenes gage.

Jeg havde nu ventet at Lewin der havde penge i hænde, ville betale sin skyldige del af den svenske fordring, men han ikke alene gjorde det ikke, men atter for Magni og Pettoletti som agtede at rejse, stoppede passene for at anlægge en ny sag mod dem s"vil vel enhver finde det rimeligt at jeg som havde så meget til gode, søgte at få en del deraf. At Lewin var eller burde være i stand til at rede for sig, skønnes heraf at hans familie er godt engageret ved Vesterbros Teater, og at han siden han blev meddirektør ved Nørrebros Teater, har i 11 måneder fået i egen og i døtres gage omtrent 2.500 rigsbankdaler. - Der vil derfor vist ikke findes nogen retsindet der vil fortænke mig i at jeg har anvendt de midler lovene hjemler mig for at få mit tilgodehavende hos en mand der har vist sig som modvillig betaler, og ved sin stridighed og uforligelighed med sine medkontrahenter i deres entreprise har forvoldt disse, deres familier og mig et uerstatteligt tab.

Dersom altså hr. Lewins økonomiske forfatning virkelig er så slet, som han vil bringe publikum til at tro, kan man ikke beklage ahm der selv er skyld deri, idet han har gjort alt for at ødelægge sine meddirektører og derved tillige sig selv, såsom at han under foregivende af sygdom har nægtet at deltage i forestilingerne, været årsag i at hans døtre ofte gjorde det samme, og tilsidst aldeles nægtede at spille, således som ved tingsvidne er oplyst, men derimod tog engagement ved teateret på Vesterbro, skønt deres kontrakt med teatret på Nørrebro lød på 4 år. Hvilket havde til følge at Nørrebro Teater måtte lukkes. Hvoraf efter hvad jeg i det foregående har oplyst, vil resultere betydeligt tab for mig, da Magni og Pettoletti er gjort brødløse og heller ikke kan søge erhvervi udlandet fordi der er gjort indsigelse imod deres pas.

Alt hvad jeg her har anført til oplysning om mit forhold til Lewin er i overensstemmelse med den strengeste sandhed, og kan bevises med restsdomme, forlig og kontrakter, hvilket Politivennens udgiver har tilladt at måtte henligge i 8 dage på hans kontor til gennemsyn for enhver der måtte bære mindste tvivl om rigtigheden af mit anførte.
Dominico Capozzi.

(Politivennen nr. 725, Løverdagen den 21de November 1829, s. 751-759)

Redacteurens Anmærkning.

Lewin er tidligere omtalt her på bloggen i Politivennen 705, 4. juli 1829Lewins svar på dette indlæg er et helt nummer af Politivennen, nr. 726, 28. november 1829 s. 767-786. Det tilbageviser delvist Capozzis påstande, og betegner andre dele som fordrejninger eller direkte usandheder. Capozzi svarede igen i Politivennen nr. 727, 5. december 1829, s. 787-797. I samme nummer følger Lewins fortsættelse af artiklen i nr. 726, s. 797-800. Interesserede henvises til originaludgaverne, idet jeg ikke har medtaget disse på denne blog.

"Bergamotter, Bergamotter 4 Sk. en Snees; Carviner - Carviner, faa Pærer - Pærer 4 Sk. en Snees."

Så højrigtigt at det må synes at enhver i sin erhvervsgren søger på bedste måde at virke sig til gavn og andre ikke til skade, så ofte kan det dog ved enkelte lejligheder falde andre til besvær, om just ikke til skade. Fx findes på hjørnet af Antonigade og Kristen Bernikows Gade fra mørkets begyndelse indtil langt ud på aften to udmærket højrøstede frugthandlersker som hele tiden af fuldeste hals - ude ophør - udskriger deres ovennævnte frugter til salg.

Indsenderen der bør tæt i nærheden, hører til den klasse der skal arbejde med pen, og følgelig kræves dertil i det mindste mere ro end den vist anordningsstridige adfærd tillader. Endog kun simpelt, uden hovedanstrengende arbejde at opholde sig i værelser i den strækning hvor den utålelige øreskurrende lyd forplanter sig, er højst pinefuld. Det må dog derfor synes rimeligt at dette virkelige uvæsen blev hævet. Da man ikke tør antage at beboerne af Antonigade, Kristen Bernikows Gade og omliggende gader skal have mindre krav på nydelse af almindelige ro, end beboerne i ethvert andet af byens kvarterer, hvor efter anmelderens overbevisning sådan uskik er hævet.

(Politivennen nr. 724, Løverdagen den 14de November 1829, s. 747-749)

Ønske i Amagerport.

Amagers og Christianshavns indbyggere har haft den glæde i nogle år at Amagerport var fri for at være udsalgssted, men må nu desværre beklage at dette gode er ophørt, og at den derimod ikke alene er blevet til et udsalgssted, men også til et værtshus der bestyres af et ikke belevent fruentimmer som endog har tilfælde af slag der forvolder skrækkelige tumulter i porten når det kommer over hende, så at ikke alene færdslen spærres, men det forårsager tillige et frygteligt skue for dem som skal passere porten. 

Indsenderen vover på grund af det at bede de høje ansvarlige at disse linjer må blive taget i betragtning så at Amagerport må nyde samme rettighed - nemlig at være fri for at være udsalgssted og værtshus - som stadens øvrige porte. Indsenderen er overbevist om at der er små lejligheder nok at få for en billig leje på Christianshavn uden at det behøver at spærre og vansire fortovene eller stadens porte.

(Politivennen nr. 723, Løverdagen den 7de November 1829, s. 728-729)

Redacteurens Anmærkning

Amagerport var stadig lukket om natten endnu i 1834, hvad der fremgår af artiklen "Ønske om Passage igjennem Amagerport om Natten." Politivennen nr. 980, lørdag den 11. oktober 1834, s. 701-703.

Om Slavers Arbeide hos Private.

For få år siden gik det rygte at det af høje vedkommende var forbudt at slaver måtte arbejde for private folk. Men alligevel har man forrige sommer set hele flokke af slaver med deres vogtere at blive afhentet om morgenen og om aftenen blive ført til deres fængsel. At den største del af disse har arbejdet for private, er troligt. Således har anmelderen set slaver arbejde på justitsråd Langes førhen tilhørende gårde i Falkoner Alle, hos tømmerhandler Kellermann, på Store Ravnsborg, på vognmand Loreks gård på vejen til Lygten, hvorfra 2 løb bort og siden blev efterlyst i aviserne. 

Tænker man sig hvor mange af de mest simple arbejdere der i forrige lange og hårde vinter var kommet i gæld for husly og føde, som han håbede at kunne betale om sommeren, men at han da måtte føre samme klage over mangel på arbejde, så må man vel ønske at det må forbydes slaverne at arbejde for private, eller om der eksisterer et sådant forbud, at det da måtte blive overholdt. For vel syntes det godt at slaverne kunne fortjene noget til at bøde på de bekostninger deres underhold udfordrer. Men fratages den fattige, simple arbejder lejligheden til at tjene det mest nødvendige, bliver han af nød forbryder og formerer antallet af disse. Gevinsten er derfor kun tilsyneladende.

(Politivennen nr. 723, Løverdagen den 7de November 1829, s. 727-728)

"Således har anmelderen set slaver arbejde på justitsråd Langes forhen tilhørende gårde i Falkoner Alle, hos tømmerhandler Kellermann, på Store Ravnsborg, på vognmand Loreks gård på vejen til Lygten." (Nicolai Abilgaard: En slave skubbende en trillebør. Statens Museum for Kunst.) 

Redacteurens Anmærkning

Hvis den nævnte justitsråd Lange er identisk med Christian Lange (1754-1823) giver det mening. Omend han da ville være død på det tidspunkt. Men hans "førhen" tilhørende gårde ville da være Nørre Alleenlyst, Marienlyst m.fl. Han får i artiklen ikke just noget skudsmål som en humanistisk indstillet godsejer. På et tidspunkt ejede han også Edelgave, hvis senere ejere (Tutein) bl.a. baserede deres rigdom på slavearbejde på Sankt Croix, se Vandringsløse Tidende.

Emnet berøres også i "Om Slavers Anvendelse til Privatarbeide." Politivennen nr. 1251, lørdag den 21. december 1839, side 795-799. 

Om Leddes Afskaffelse paa de offentlige Landeveie.

Den kongelige forordning om vejvæsnet befaler i § 84 at "intet led eller rækværk må findes på de, efter den anlagte landeveje, med undtagelse af byled for bønderbyer, der har småkreaturer i gadekærene." - Dette lovbud er som enhver let kan se, lige så rigtigt som vigtigt. Med forundring ser man alligevel ved at befare vejene at den gamle uskik med led endnu ikke er fjernet overalt efter et tidsforløb på næsten 40 år. Man vil således ved at befare visse jurisdiktioner fx på Sjælland, Store Heddinge-egnen næppe finde noget led på de offentlige landeveje. Men derimod generes vejfarende mellem Næstved og Præstø af led ved Rønnebæksholm, af to ditto ved Mønstrings Skov, af et ved Bårse, af et på Faxinge Mark og af to ved Nysø Mark. Det er kun kort tid siden at endog postvognen skal have taget skade ved et af disse sidste. Ligeledes findes to led på vejen til Kallehave ved Høfdingesgården osv.

Nævnte led giver anledning til forbudt tiggeri. De hindrer de rejsende og forvolder dem ofte mange besværligheder såvel om dagen som om natten. For en lukket vogn der ikke fører tjener med sig, må herren eller damen undertiden selv stige op på bukken mens kusken åbner og lukker. Tænker vi os jordmødre der som bekendt ofte hentes i fuldt firspring, kan man da antage at konen når hesten engang er i fart altid vil være i stand til selv at kunne køre dem gennem leddet, især hvor der skal drejes eller ned ad bakke? Og hvad forpligter en postfører til mens karlen står af, at agere kusk, eller den rejsende til at betro sit liv i hans hænder? Og hvordan tør man sætte led på postvejen?

Anmelderen af dette ønsker og håber at alle sådanne led må forsvinde anordningsmæssigt, da det offentlige i så mange henseender synes berettiget til at nyde gavn af den vise kongelige foranstaltning. Men skulle dette ikke ske, da vil det sikkert ikke vare mange år inden den rejsende på sine steder vil plages med en halv snes led og tiggere pr. mil. Og anordningen om hegn og markfred vil på sådanne steder ikke blive fulgt, hvorved der kan forvoldes stor skade for den mand (herremand) der har mange kreaturer ved siden af den nabo som kun har få. 

Hvad er årsagen til nævnte led, uden den at man vil spare sig hegn langs ved vejene? Men derved overtrædes jo atter rejseanordningen, især i ævredtiden når kvæget strejfer i flok tværs over vejene til fare for fodgængere, især for børn og kvinder og overhovedet for enhver som har sin hund med. Gid da disse få bemærkninger ikke må være en røst i ørkenen!

(Politivennen nr. 723, Løverdagen den 7de November 1829, s. 719-722)

27 juni 2016

Svar paa Ønsket til Fattigcommissionen i Vordingborg.

I anledning af ønsket til Fattigkommissionen i Vordingborg har undertegnede som medlem af nævnte kommission den fornøjelse af kunne meddele at da kommissionen indgik til det kongelige danske kancelli med forslag til en fattig- og arbejdsanstalts oprettelse her i byen, var den årlige fattigskat i et tidsrum af 3 år, middeltal 1718 rigsbankdaler, 24 skilling sedler og tegn, 41 tønder, 2 skæpper rug og 21 tønder byg, derimod de fattiges antal cirka 51.

Siden anstaltens oprettelse er repartitionen nedsat i et lignende tidsrum til middeltal 1098 rigsbankdaler, 16 skilling, 80 tønder 1 skæppe rug og 7 tønder byg. hvorimod de fattiges antal dels i og dels uden for anstalten er forøget til 70. Dog bør dette resultat ikke søges i indretningens tilværelse alene, men til dels i tiderne i forandring. 


At give en fuldstændig detaljeret beretning om anstaltens værd og nytte såvel i moralsk som  økonomisk henseende ser undertegnede sig ikke i stand til. Dels fordi dens specielle bestyrelse ikke er mig overdraget, dels fordi meget beror på tilfælde hvor arbejdet forrettes af gamle svage mennesker og børn der ikke altid er de samme så at det som i et år bringer fordel, kan et andet år bringe tab. Imidlertid yder indretningen under alle omstændigheder altid den nytte at de gamle, svage fattige ikke er udsat for at lide nød, men nyder fuldstændig forsørgelse, at børnene ikke er overladt deres egen skæbne, men så passende opdragelse og undervisning sat at betleri ikke finder sted.


Skulle foranførte resultat i forbindelse med den nævnte forsørgelsesmåde ikke være tilstrækkelig nok til at bestemme indsenderen eller vedkommende til oprettelsen af en lignende indretning, men man meget mere ønsker at få en detaljeret underretning om dens egentlige besparelse, bedes den ærede indsender at ville opgive sit navn og adresse, da muligvis kommissionen så vil underrette ham om det ønskede, og overlade det til eget forgodtbefindende at lade samme offentliggøre hvis den findes interessant nok.


H. Søtoft
Kaptajn og bager.


(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 715-717)

Til Vægteren i Studiistrædet.

Det er vist en af de bedste og nødvendigste indretninger at der ved nattetid findes årvågne og påpasselige vægtere i alle stadens gader og stræder, som samtidig med deres råben tilkendegiver klokkeslættet for dem som ikke sover. Men hvorvidt det er nødvendigt - min gode vægter i Studiestræde! - at du råber eller rettere brøler, gudelige vers hele natten igennem er en ting dine foresatte bedre må vide end du og jeg, så at du i den henseende er undskyldt. Men bøn som jeg håber du for fremtiden opfylder, er derfor at du med undtagelse af ovenstående, tilsidesætter al anden unødvendig larm som du forårsager ved den ækle latter du så ofte slår op og de højrøstede samtaler du fører på urigtig tid og sted. 

Endnu værre er det at du sjældent eller aldrig kan lade de stakkels natterenovationskuske køre i fred. De eder og forbandelser du udøser mod dem og som dårligt harmonerer med dine gudelige vers, samt det spektakel du derved forårsager, er åndsfortærende for Studiestrædes beboere. At du er befalet af dine foresatte at underrette de nævnte kuske om hvorledes de skal køre og holde eller omvendt, kan jeg indse. Men dine foresatte skulle bare vide hvorledes du udfører deres befalinger. Så indestår jeg dig for at ingen af dem fik lyst til at bo i Studiestræde.

Din ven

(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 712-713)

"Du råber eller rettere brøler, gudelige vers hele natten igennem." (Vægter ca. 1815. Riedters dragtserie. Københavns Museum.)

Til Herr' Conditor Pedrins Raadgiver.

Det råd De i sidste nummer af Politivennen har givet hr. Pedrin, nemlig at han burde lade sin iskælder mure til, er vistnok fremsat i en god mening. Men man tror dog at burde bemærke at det var ligeså overflødigt som det røber aldeles ukendskab med anlægget af en iskælder, samt med brugen af den is der opbevares. For i København findes mange iskældre som alle er muret med 1½ til 2 stens mur, hvilket er nødvendigt for at holde den altid fugtige jord fra at styrte sammen. Og man har ingen grund til at tvivle på at hr. Pedrin ville bruge samme forsigtighed og ikke anvende ubetydelige udgifter på en iskælder der snart ville styrte sammen og ikke være ham til nogen nytte. 

Hvad den is som opbevares i kælderen angår, da ved enhver isspiser at den kun bruges til at uddrive varmestoffet af de ingredienser der skal nydes, eller at få disse til at fryse, uden at komme i umiddelbar berøring med samme. Det er heller ikke altid tilfældet at man bruger ferskvandsis til det. Om vinteren tages ofte søvandsis, ja endog af det der findes i kanalerne. Og hidtil har ingen kyndig fundet sig foranlediget til at klage over det. Hr. Pedrin kan derfor roligt fuldende sit påbegyndte værk uden frygt for at mangle afsætning på sin is. Rådgiveren derimod ønsker man for eftertiden ville skaffe sig nogen mere sagkundskab inden han kommer frem med sine råd. 

(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 711-712) 

Egenmægtig Vægteradfærd mod en Skindød.

Forleden mandag den 19. oktober om aftenen mellem kl. 10 og 11 fik indsenderen ved at passere Store Kongensgade øje på en gammel, velklædt mand der pludselig forandrede sin ellers regelmæssige gang, idet han nemlig tog sin tilflugt til muren ved hvilken han støttede sig i nogen tid, indtil han blev betaget af en sådan afmagt at han faldt omkuld på fortovet. Indsenderen ilede ham straks til hjælp og erfarede da at manden slet ikke var beruset, men at hans fald måtte tilskrives et pludseligt opstået sygdomstilfælde. En overbevisning som endnu mere foranledigede indsenderen til i største hast at løbe ned i en frugtkælder i nærheden hvor han udbad sig koldt vand og et tændt lys, hvilket sidste indsenderen holdt mens frugthandleren bestænkende den syges ansigt med vandet. 

"En gammel, velklædt mand forandrede sin ellers regelmæssige gang, indtil han blev betaget af en sådan afmagt at han faldt omkuld på fortovet." (Wilhelm Marstrand: Spadserende ældre borgerpar, 1850erne. Statens Museum for Kunst.)

Den tilstimlende folkemængde såvel som indsenderen anmodede derpå gadevægteren om at hente barberen som boede overfor, en anmodning som gadevægteren beredvilligt opfyldte. Men barberen udeblev, hvorfor man fandt det mest rigtigt at vægteren besørgede den syge bragt til hospitalet. Ved at støde i sin pibe tilkaldte vægteren et par af sine kammerater, af hvilke den ene straks påtog sig overkommandoen, stødte indsenderen til side, slukkede lyset som han holdt i hånden for at assistere den person der holdt den syge i oprejst stilling og den mand der stænkede ham med mere vand, og lagde i det hele taget ved sin uartige adfærd for dagen at han ikke havde vidst at tilegne sig det mindste gran af den humanitet det i så høj grad karakteriserer hans foresatte.

I en hast blev en vægterstige bragt til veje, hvorefter nævnte vægter rev den syge ud af armene på den mand der holdt ham oprejst, kastede ham overende og slængte ham hen på stigen, til hvilken han blev fastbundet med sejlgarn. Alt dette skete trods alle de forestillinger den forsamlede mængde i forening med indsenderen gjorde derimod, og trods de gentagne bønner om en mildere behandling med en syg og ikke beruset person. Men alt var forgæves. Den syge skulle efter vægterens mening absolut være drukken og behandles som sådan.

Indsenderen der havde ondt ved at undertrykke sin harme over en så skændig behandling, bad endvidere at der måtte lægges noget under den syges hoved, hvortil vægteren svarede: "Jeg har ingen hovedpude," men da det blev ham betydet at den syges hat kunne tjene i stedet for en sådan, bekvemmede han sig da endelig til at benytte denne.

Netop som den formentlige drukne skulle føres i procession gennem gaderne, kom en læge gående forbi, hvem indsenderen formåede til at besigtige den til vægterstigen fastbundne patient, der straks blev erklæret for skindød, hvorhos lægen udlod sig med at han i største skynding måtte bringes til hospitalet, hvilket da også skete, eftersom vægteren formodentlig frygtede voldsomme optrin af den forbitrede mængde. Og det er rimeligt at antage at noget sådant ville have fundet sted, hvis han havde fuldbyrdet sit første forsæt. Ved ankomsten i det almindelige hospital blev manden konstateret død og var ikke at bringe i live. Såvel indsenderen som flere med ham er ikke utilbøjelige til at antage at nævnte vægters adfærd har fremskyndet om ikke just bevirket mandens død. Og man tillader sig derfor herved at fremsætte anmodning om at stadens vægtere måtte få fornyet instruktion om hvorledes de skal omgås skindøde så at flere ikke skal komme i et lignende, rædsomt tilfælde.

Bülow
Assistent

(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 703-707)

Redacteurens Anmærkning

Den underskrevne assistent Bülow findes ikke umiddelbart i Krak 1830. De to eneste der ikke er fornemme mænd, er Fr. Chr. Bülow, kopiist under Statsgælden, Farvergade 150 og Joh. Bülow, bud i Hof-og Stadsr., Frederiksberggade 22

26 juni 2016

Uordener.

1) I to til tre år har beboerne af gården nr. 83 i Studiestræde følt den ubehagelighed at mangle vand, så at de har måttet forsyne sig dermed fra naboernes og genboernes gårde. Når de har beklaget sig derover, har huset ejerinde vel ladet vandmesterens folk efterse pumperedskabet, men da dette kun har frugtet lidt, mener man at enten er opstanderen forslidt indvendig, eller der må være fejl ved renden. Men hvori end fejlen stikker, håber man at den afhjælpes, for manglen af det fornødne vand er ubehageligt for beboerne og i ildebrandstilfælde farlig.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 702)

Redacteurens Anmærkning.

Studiestræde 83 er nutidens nr. 34. Huset er fra 1907, tegnet af arkitekt Christian Mandrup-Poulsen. Men Politivennens hus for evigt borte.

Huusvilde Ænder i Garnisonshospitalets Gaard.

I forrige vinter lå omtrent 200 ænder i hospitalets gård uden ly og læ, nat og dag, udsat for kulde og det ublide vejrlig. I år findes der omtrent 150 stykker som efter al sandsynlighed vil få samme skæbne. Da disse stakkels dyr som dag og nat må vandre og hvile i en åben gård der er belagt med sne eller isvand, ikke sjældent ytret deres lidelse ved skrig og kvækken, som forstyrrer patienterne i den ro der er dem så gavnlig, og ssom er det eneste dette velindrettede og velbestyrede hospital lader dem til overs at ønske, beder man ændernes ejer, formodentlig spisemesteren, at skaffe dem et skur eller et tørt opholdssted hvilket vist ikke vil være vanskeligt i et så rummeligt lokale som hospitalets.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 701)

Slemt Svineri i Myntergade.

Den 27. september tog jeg logi i Møntergade nr. 50 på første sal hvor jeg havde lejet for en måned. Da jeg om aftenen var gået til sengs og alt var roligt, hørtes en uafbrudt grynten af svin, og med denne ubehagelige musik opvartedes jeg hele natten. Om morgenen erfarede jeg at denne grynten forårsagedes af en stor flok svin som var jaget ind i nogle små rum hvor de ikke havde plads at ligge. Tillige medførte denne sammendyngede masse en modbydelig stank som jeg troede ikke ville være så utålelig når jeg blev vant til det. Men nogle dage gik og det onde blev værre da to karle skulle rengøre kælderen hvor svinene slagtes og hver der samles en stor del urenligheder som tarmstumper og deslige der hurtigt går i forrådnelse. Dog denne stank blev endnu mere overgået af nogle dragter forrådnet vand der blev kastet under mine vinduer og som selv om de var lukket, forårsagede en så utålelig stank at jeg måtte forlade huset i nogle timer. 

Ved min hjemkomst var det næsten det samme. For møddingen indeholdt nu de ingredienser som kælderen før havde bevaret. Det var ønskeligt at svineslagterenken fik påtalt at lade svinene slagtet og skoldes i gården da der er et stort halvtag hvori hun ikke behøver at gemme sin mødding, der når den køres væk, opvarter huset beboere med en ingenlunde behagelig frokost. Nogle af disse for hvilke jeg ytrede min misfornøjelse over den fæle lugt, som kunne afhjælpes eller formindskes ved ikke at holde så mange svin, og tillige ved at sørge for mere renlighed, fortalte at når fedtsmeltningen blev foretaget, var det endnu værre, da smeltekedlen står således at emmen må ud gennem vinduer og døre, hvorved huset omspændes af en så utålelig stank at beboerne må forlade samme. Stod kedlen i skorstenen, kunne lugten ikke så meget falde beboerne til besvær. 


For at undgå disse ubehageligheder flyttede jeg den 11. oktober og der var den dag 15 til 16 store svin i svinehuset. Jeg håber at dette vink vil formå slagterenken til at forebygge disse her påankede ubehageligheder eller at vedkommende som sørger for ordens vedligeholdelse, vil holde hende dertil da huset beboere virkelig lider meget.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 698-700)

Redacteurens Anmærkning.

Møntergade 50 eksisterer ikke længere. 

Venskabeligt Raad til Herr' Conditor Pedrin, samt Noget om de danske Mumier.

Foranlediget af rygtet om nogle ligs opgravning fra en grund i Peder Hvitfeldts Stræde, gik anmelderen i tirsdag formiddag derhen for at se samme. Ved denne lejlighed blev har opmærksom på et stort hul i jorden som var beklædt med brædder og som hr. Pedrin efter sigende lader grave for at have en iskælder der. Men da en del mennesker var øjenvidner til at en karl samlede en stor del af de opgravede ben op og kastede disse ned i hullet mellem brædderne og jorden, og folk i almindelighed har modbydelighed for naboskabet af sådan noget som skal nydes, er man så fri at råde hr. Pedrin enten at mure iskælderen til eller at anlægge den på et andet sted da han måske ellers ikke vil få afsætning på sin is.

Ved denne lejlighed undlader indsenderen ikke at ytre ønske om at den stedfundne forevisning af ovennævnte lig til hvis beskuelse mange havde indfundet sig af en vist nok tilgivelig nysgerrighed, ikke havde været betroet til en simpel karl der fra tid til anden viste utilbøjelighed til at åbne det højst mådelige, halvmærke bræddeskur hvor ligene var sat hen, når det ikke behagede ham eller han måske ytrede tvivl om at få noget for sin ulejlighed. 


Derimod kunne man have haft anledning til at ønske at nævnte lig havde været placeret i et lyst lokale hvor enhver uden at berøre de afsjælede legemer eller deres iklædning, bekvemt kunne have taget dem i øjesyn. Herved ville enhver utidig og plump udladning og al uanstændig blottelse ikke have fundet sted.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 695-697)

"En karl samlede en stor del af de opgravede ben op og kastede disse ned i hullet mellem brædderne og jorden." (Peder Hvitfeldts Strædes lige numre fandtes også på Politivennens tid. Artiklen nævner imidlertid ingen numre. Men kældre er der nok af. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Det var en kendt sag at man stødte på lig ved udgravning til nye huse i karreen Rosengården, Peder Hvitfeldts Stræde og Krystalgade på Politivennens tid. I 1711 var der pestepidemi i København med 20.000 døde (ud af en befolkning på 70.000). Derfor blev der oprettet en række pestkirkegårde, bl.a. i en krohave i Fiolstræde (Frue Kirkes Assistens Kirkegård). Hovedindgangen var fra det nuværende Fiolstræde 34, og den blev nedlagt i 1760 da Assistenskirkegården på Nørrebro kom til. Det er formentlig disse skeletter ("ben" og rester af deres tøj ("iklædning") som karlen var stødt på mere end 100 år efter da han udgravede iskælderen. På Geddes kort fra 1761 kan man se at karreen er "hul", med træer osv.  


Adresseavisen 29. juni 1813 angav Pedrins adresse til Østergade 72. Herfra flyttede han december i 1823 til Nytorv 89 overfor Råd- og Domhuset, ifølge samme avis. Her havde han udskængning af te og kaffe, kager, is, gele og andre konditorvarer. I Krak 1829 og følgende årgange er opført en konditor André Pedrin, Nytorv 89. Adresseavisen den 12. maj 1828 angiver en alternativ adresse, Gammeltorv nr. 89 som oså figurerer de følgende år. Der er ikke opgivet en adresse i Peder Hvitfeldts Stræde, så han har formentlig blot ejet ejendommen. Ved folketællingen 1845 er opført en Andre Pedrin, 61 år. Født 1784 i Schweiz, Nytorv nr. 89 i stueetagen. Han må have været temmelig velhavende, for husstanden består foruden af ham der på det tidspunkt er enkemand, af 16 personer, hvoraf 5 er konditorlærlinge, 2 tjenestekarle, 2 piger, 1 husholderske og 1 dagmand. Ved denne folketælling var der 49 konditorer i København og ikke usædvanligt schweizere. I starten af 1800-tallet var 12 ud af 15 konditorier i København schweiziske - og Pedrin var muligvis en af dem.

Schweiziske omvandrende konditorer var kommet til Danmark i 1770'erne. De rejste rundt i hele Europa. Til at begynde med solgte de deres kager fra små boder og fik de københavnske sukkerbagere på nakken. Men gled efterhånden ind i befolkningen. I 1788 fik den første af dem (Johan Soltani) borgerskab som konditor i København. Hans butik blev fra 1850'erne drevet af den senere mere kendte Stephan a Porta med restaurant og cafe. På Politivennens tid havde schweizerne nærmest monopol på sukkervarer - først fra midten af 1800-tallet gjorde sukkerroerne sukker til et discountprodukt. 

Artiklen besvares i Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 711-712.

Oplysning om en Liigfærd, der gjorde Opsigt.

Fredag den 16. i denne måned mødte anmelderen efter foregående indbydelse på Frederiks Hospital for at følge en afdød der til sit hvilested på Assistenskirkegården. Efter at sørgeparrene var samlet og liget bragt ud i gården, var det umuligt for ligbærerne at få kisten indsat i ligvognen uagtet de fremstående udsmykninger blev afbrudt, på anden måde end at et stykke af en alens længde af samme blev stående udenfor ligvognen. For at kisten ikke skulle tabes undervejs, blev den fastsurret med tove til de to forreste opstandere på ligvognen og således transporteret gennem staden hvorved den tildrog sig enhver den mødte særdeles opmærksomhed.

På efterspørgsel erfarede man at den afdøde der ikke her på stedet var i nogen embedsstilling og ikke havde nære pårørende, var indlagt på hospitalet uden betaling. Men at en fjernt beslægtet havde villet forunde ham en såkaldt hæderligere eller mere anstændig begravelse end den hospitalet plejer at give sådanne. Han havde derfor sendt en ligkiste til hospitalet til en pris af 10 rigsbankdaler og desuden deponeret 20 rigsbankdaler til hospitalet til hvilket den øvrige besørgelse overlodes, så begravelsesomkostningerne som efter sigende ville andrage omtrent 30 rigsbankdaler, hermed var dækket ind når man betjente sig af 1 rigsbankdalers ligvognen. *)


"Efter at sørgeparrene var samlet og liget bragt ud i gården, var det umuligt for ligbærerne at få kisten indsat i ligvognen." (Niels Ludvig Mariboe: Lighuset i nordre sidegård mellem Bredgade og Amaliegade, o. 1900. Brostenene kan ikke have været der på Politivennens tid. Københavns Museum.)

Da denne som bekendt nok frembyder et højst ubehageligt skue, ønskede man at benytte den til 5 rigsbankdaler. Men man lod vedkommende forstå at denne forandring ville forårsage at udgifterne som rettes efter den satte takst på ligvognen, derved ville forøges til en sum af nogle og 80 rigsbankdaler, hvorfor man fandt sig beføjet til at afbenytte den første.


Da denne ligvogn der dog synes højst upassende efter nutidens begreb om det anstændige, kun er indrettet til at rumme en kiste der består af 4 brædder, så var det dog ønskeligt at de 4 opstandere forlængedes til en sådan højde at vognen kunne modtage enhver kiste således som den bliver forfærdiget efter nutidens skik.


Regner man nu at denne bør benyttes i det mindste en gang dagligt, så kunne det måske nok lønne sig at kusken fik en mere anstændig påklædning. For det ville være vanskeligt at afgøre grundfarven på den habit som hanhavde, da den spillede mellem rødt, mørkegråt og sort. Især bukserne var yderst slemt medtagne og forsynet med utallige lapper så at han i så henseende ikke stod tilbage for den simpleste karl ved det lille vognmandslaug.

*) Med sørgetæppe og øvrige udgifter koster den dog 3 rigsbankdaler.


(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 691-694)

Kongens Nytorv.

For enhver som i regnvejr har passeret Kongens Nytorv fra Østergade til Bredgade og Lille Strandstræde, eller omvendt, er det vist ubehageligt at der ikke findes et bekvemt trottoir som ellers næsten overalt i hovedstadens gader. Indsenderen af dette har ofte haft lejlighed til at høre dem hvis vej i regnvejr førte over denne plads, beklage sig over de talrige vandsteder som næppe og kun ved en stor omvej er at undgå. Og man må virkelig ofte tage sin tilflugt til at følge pladsens periferi, fra Østergade til Gothersgade, og derfra ned til Bredgade igen for ikke at få gennemvåde fødder. Var det ikke muligt at føre en smal sti derover, horisontalt med den øvrige flade (så at den ikke hindrede vognpassagen), men bestående af to eller flere rader tilhuggede sten, ligesom over Gammeltorv fra Frederiksberggade til Nygade? På Kongens Nytorv synes det at være endnu mere nødvendigt da det ville lette kommunikationen af stadens største del med dennes hovedpunkt, de kongelige slotte, og med de omliggende kvarterer betydeligt for fodgængere.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 690-691)

Bøn for de Hunde, som skamskydes paa Volden.

Lørdag den 26. september om morgenen passerede voldskytten - som sædvanligt medhavende en slave med spade og sæk - volden ved Vesterport forbi Gyldenløves Bastion og nedad Filosofgangen.

Omtrent klokken 7.30 hørtes et skud, og krudtrøg steg op fra bastionen. Kort efter sås en stor sort puddelhund haltende på bastionen, og efter at have løbet, dels krøbet nogle alen kastede den sig ned og efter kort ophold krøb atter, hvilken manøvre den gentog 4 til 5 gange, indtil den endelig nåede Filosofgangen hvor den gispende lå i lang tid, avancerede side, valtrende, hen på Halmtorvet og nåede til sidst efter at have hvilet flere gange, fortovet ud for nr. 72 og 72 på torvet, hvor den endnu efter kl. 9, lå i krampagtige bevægelser.

Man havde ventet at voldskytten som øvet jæger, enten straks havde ladet sit gevær og skudt anden gang på hunden, mens den endnu var på bastionen, hvortil han havde god tid da der gik 5 minutter fra det øjeblik af at hunden blev truffet, og indtil den ynkelig nåede Filosofgangen, eller at skytten havde befalet slaven at slå hunden for panden med sin spade for at gøre ende på dens lidelser. Men ingen af delene skete. Begge stod som rolige tilskuere blandt den tilstimlede mængde der ynkedes over det lidende dyr. Omsider ladede voldskytten sit gevær, ved den ud for nævnte bastion stående bænk, og gik koldsindig ned ad Filosofgangen. Klokken 8.45 kom skytten og slaven tilbage, de kastede vel et nådigt blik hen til det lidende dyr, men det var alt og de fortsatte deres vej uden videre.

Det vil ikke være overflødigt at anmærke at de hunde som i nærheden af Vesterport, dræbes ved voldskyttens skud bliver nedgravede på Gyldenløves Bastion. Hundens lugtesans er som bekendt meget skarp, og de som har undgået voldskyttens hagl, søger nu skarevis deres faldne brødres grav og hyler derved, hvorfor skytten næsten dagligt kan være sikker på at løsne sit gevær på bastionen. Ligesom han herved kun opfylder sin pligt, således tør man håbe at høje vedkommende ville tilholde skytten når hunden ikke dør straks af hans skud, da øjeblikkelig at slade slaven slå den ihjel med sin spade, for man har eksempel på at voldskytten har skudt en hund som vel ikke kunne gå langt, men dog haft så meget liv at slaven har været bange for dens bid, og i stedet for at slå den for panden, har han behændigt fået den i sin sæk, i hvilken den sprællende på hans ryg, er bragt til sit hvilested. - En sådan lørdagsscene afgiver et væmmeligt skue, røber lille følelse for dyret og kan have farlige følger for ømtfølende fruentimmer, for ikke at tale om frugtsommelige koner.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 687-690)