31 juli 2014

Kanefart på Kongens Nytorv

Mellem hesten og Thotts Palæ ses dagligt og især om aftenen en stor flok mennesker forsamlet. Går man derhen vil man opdage at sammenløbet skyldes en del kaner som holder der for at blive udlejet til ture omkring hesten og i gaderne. Størstedelen af dem som bruger kanerne, er drenge der her for en kort glæde i ungdommeligt letsind spenderer deres lommeskillinger.

Ingen misunder mindre ungdommen dens uskyldige glæder end anmelderen. Men de må også være uskyldige. Det er kanefarten i sig selv for den som for ærlige penge skaffer sig den. Men den er således som den her foregår, anledning til anstød både mod politi og sæder. Og den er det desværre alt for tit. Ikke alene er det ynkværdigt at se hvor mishandlede de stakkels kaneheste bliver. Snart af de drenge der sidder indeni, og snart af den der står bag på kanen. Men den hujen og skrigen hvormed ørkesløse drenge (dem København til uheld er rigeligere forsynet med, end måske noget andet sted) kan endda gøre hestene sky og forårsage megen ulykke. Ligeledes er den fart hvormed disse kaner jager afsted, slet ikke tilladelig i den ordenselskende stad. Endelig fristes måske mange i ærinde udsendt dreng til at anvende et par af de ham betroede skillinger på den frydefulde glideflugt.


"sammenløbet skyldes en del kaner, som holder der for at blive udlejet til ture omkring hesten og i gaderne. Den største del af dem, som bruger kanerne, er drenge, der her for en kort glæde i ungdommeligt letsind spenderer deres lommeskillinger". (Kongens Nytorv, H. G. F. Holm, 1830. Københavns Museum)

Disse ulemper kunne for størstedelen afhjælpes og endnu en anden nytte opnås ved at indrømme en egen plads til disse farter. Og dertil kunne ingen være bedre skikket end Kongens Have. En vagt for porten kunne holde alle læredrenge, og alt hvad man så egentlig kalder gadedrenge ude. Et par vagter hist og her i haven selv kunne bidrage til orden og menneskelighed hos de farende. Et traktørpavillon kunne yde dem forfriskninger. Enhver kusk, som jog ind i haven, måtte betale en entre. Og enhver person, som gik derind for at age eller spadsere, måtte også betale. De penge der kom ud af det, såvel som hvad traktøren afgav, kunne fraregnet en dusør til vagten, komme fattigvæsenet til gode. Vægterne måtte påse, at ingen kusk var der længere end to timer ad gangen med de samme heste, for ikke at ødelægge dem. Og når denne indretning var truffet, måtte alle disse kanefarter på Kongens Nytorv, som ovenfor er talt om, høre op.

(Politivennen. 1799, Hæfte 7, nr. 90, den 11. januar 1800, s. 1430-1432)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen hjalp ikke. Hvis artiklen "Om Skillingskanerne paa Kongens Nytorv" (Politivennen nr. 732, lørdag 9. Januar 1830, s. 17-21) står til troende. Samt den opfølgende artikel "Anmodning til Politiet", (Politivennen nr. 733, lørdag den 16. januar 1830, s. 46-48)

25 juli 2014

Spørgsmål fra musikalske Øren

Er ikke den utilladelige syngen, eller rettere skrålen af små børn på gaderne, enten en slags tiggeri eller et unyttigt erhverv, som man burde søge at afskaffe ved at give disse stakkels børn noget værdigere at bestille? Hvem ved om ikke mangen en af disse små ulykkelige kunne ved god undervisning og understøttelse blive et godt mon for teatret som nu ved deres uophørlige skrålen kun er til plage for dem, ved hvis huse de undertiden rodfæster sig?

(Politivennen 8. december 1799, Hæfte 7, nr. 85, s 1352)

24 juli 2014

Til Fattigvæsnets Direktion

En meget gammel og næsten i barndom gående mand har taget sit natteleje i et hønsehus i en gård i Pilestræde, hvor han ligger på de bare stene. Da han ikke tigger og ingen fortræd gør, og heller ikke har noget andet husly, har husejeren ikke villet kaste ham på gaden, men meldte det for distriktets direktør. Denne lovede at tage sig af det, og dagen efter kom en mand fra arbejdsanstalten med en seddel fra direktøren til inspektøren, for at afhente bemeldte gamle. Da denne ikke var til stede, gik buddet og lod sedlen ligge. Næste dag kom buddet igen for at hente sedlen, og lod sige inspektøren, at han ikke kunne få plads der. Nu spørges: Om husejeren da er nødt til at huse denne fattige, eller om der af de fattiges mange midler ikke kunne falde lidt af for de få dage staklen endnu har at leve i? Anvisning gives af udgiveren.

(Politivennen Hæfte 7, nr. 84, den 30. november 1799, s. 1336-1337)

Mangel på akademisk Politi

Hvis det er sandt at der ikke behøver vidtløftigt bevis for, at politi er det middel, til at opretholde på større steder især den udvortes rolighed, orden og decorum, så fremsætter man herved en klage, der virkelig fortjener de ansvarliges opmærksomhed.

Med rette kunne man vel forvente, at de mennesker der vil anses for musernes sønner, der vil anses som de, der dyrker videnskaberne, at de også burde være sædelige i deres opførsel, da selv alderdommen anså det for en af videnskabernes vigtigste virkninger, at de skulle formilde deres dyrkeres sæder, og forjage alt vildskab og råhed fra dem. Og dog ser man daglig her hos os hvor lidt de unge studerende lader dette være sig magtpåliggende. Selv på de steder, hvor de burde være lutter opmærksomhed, selv under professorernes forelæsninger, støjer og larmer de ofte således, at ikke blot den professor, hos hvilke de er, men også den, som læser nærmest ved, forstyrres.

Dette er tilfældet med dem, som læser til eksamen filosofikum og filologicum. Og hvad der er det værste: Det lader aldeles ikke til, at denne uorden og vildskab vil ophøre. Meget mere synes den at tiltage hvert år. De akademiske lærere, der har med disse forelæsninger at gøre, kan bedst bevidne rigtigheden heraf.

Da det nu naturligvis må være yderst ubehageligt for enhver lærer, at blive forstyrret i sit foredrag, da når han anstrenger sig for at vejlede og undervise de unge studerende, da visse ikke medbringer så megen anstændighed og selvfølelse til akademiet, at de af egen drift kunne afholde sig fra sådan vildskab og råhed, og da endelig denne mangel på anstændig og videnskabsdyrkere værdige opførsel lettelig kan bidrage til ringeagt med den hele studerende klasse i almindelighed, så synes det virkelig at være en genstand for konsistoriets opmærksomhed, at fastsætte sådanne tvangsmidler, der kunne hæmme denne uorden, hvilket synes så meget mere nødvendigt, som det er en sandhed, erfaringen bekræfter, at der til akademiet dimitteres stadig yngre og yngre mennesker.


(Politivennen Hæfte 7, nr. 84, den 30. november 1799, s. 1333-1335)

23 juli 2014

Politiangivelse fra Jylland

En skam er det for politiet, når arbejdsføre folk generet rejsende med deres tiggeri, som undertiden sker af høstfolk, dem der reparerer veje, og andre. Men når virkelige krøblinge lejrer sig ved kroerne og viser deres skade frem, for at vække medlidenhed, til skræk for frugtsommelige og væmmelse for enhver, hvem skulle da skamme sig: Politiet eller hospitalernes bestyrere? Måske begge?

Ved Borum kro går bestandig en gammel dværg. Hun er foruden sin lidenhed også vanskabt, og vist nok også tosset. Ved Hammershøj kro er to tiggere: 1. en bukseløs dreng med et væmmeligt ansigt, skadet i benene så han næppe kan gå og mangel på forstanden. 2. en gammel kone som mangler en hånd. Denne siges ellers at være ejer af nogle hundrede daler.

Ved at dette undes en plads i Politivennen, kunne der måske vækkes af uvidenhed eller dvale, og gives anledning til, at der blev sørget for disse ulykkelige.


(Politivennen, Hæfte 7, nr. 82, den 16. november 1799, s. 1300-1301)

Erklæring i Anledning af trykkeforordningen af 27. september 99

I den overbevisning, at genfødslen af barbaris, volds og uansvarligheds sekler sikkert ville finde sted, hvis redelige, oplyste og nidkære sandhedselskere ophørte *) i skrifter at meddele deres lys og at afdrage ondskabens glimrende maske, finder jeg det nødvendigt at erklære: At Politivennen vedbliver at modtage enhver frimodig undersøgelse, enhver anke mod vold og undertrykkelse, enhver anmeldelse af forsømte pligter, enhver opdagelse af skadelig uorden, ethverts forslag til nyttig indretning, når samme er skrevne med tydelighed og anstændighed.

At handle anderledes ville være at misforstå forordningen om trykkefrihedens grænser, især dens indledning, 7. paragraf og 10. paragrafs 3. stykke.

*) Jeg skulle ikke have ytret denne frygt, hvis ikke en skribent af agtet navn i den sidste tid ganske havde henlagt pennen, og hvis ikke nogle af dette blads vakre, men anonyme medarbejdere havde frasagt sig al videre deltagelse.

K. H. Seidelin


(Politivennen, Hæfte 7, nr. 80, den 2. november 1799, s. 1279-1280)

Postuordner mellem Hamborg og Kiel

Jeg er vred over den omgang jeg mødte på min rejse fra Hamborg hertil. Jeg er uvis på om den klage jeg derover kunne forfatte til en af postens foresatte, vil kom i rette hænder. Så jeg vælger at søge en plads i Politivennen for min beretning, i det håb at de veltænkende ansvarlige derfor ikke mindre vil råde bod på det ufuldkomne. Til ære for dem selv og til bedste for de som herefter på denne vej bliver overladt til egennyttige og grove postilloners rådende.

Fredag den 18. oktober rejste jeg fra Hamborg med den danske kielerpost. I stedet for komme fra Hamborg kl. 4 som den bestemte tid, skete det ikke før omkring halv fem. På adskillige usle foregivender nølede postillonen således, at vi først kl. 10 kom til Ahrensborg, hvor postmesteren selv undrede sig over den sene rejse, og annoterede postillonens udsigende over årsagerne dertil. Fra Ahnborg til Oldeslo gik det os slet ikke bedre. Ikke alene optog postillonerne en mængde blinde passagerer, der ikke kunne få plads uden at genere os og uden at oversnavse os med deres beskidte støvler. Men den uendelige tid det tog inden postillonerne i hvert krohul kunne få tinget om betalingen med disse blinde, var da det værste. Dette ophold var endog over en time, og var blevet længere, hvis vi ikke havde gjort alt for stor larm derimod. 


På denne vej havde vi desuden den ubehagelighed at man kastede os over på en returvogn vi mødte, hvorved ikke alene vores sager led betydeligt, da postilloner og vognmestre i almindelighed tumlede med kufferter og pakker, som om det var jern eller sten, men vi led også selv ved at måtte vade over en moradsagtig gade for at kunne bestige den nye vogn. Vi kom altså ikke til Oldeslo før henimod kl. halv fem.

Alle disse ophold havde den ubehagelig følge at vi ikke nåede Kiel før kl. halv et til forundring for postmester, gæstgiver osv. Enhver vil indse hvor fortrædeligt det er, i tilfælde af en gunstig vind straks at måtte gå ombord på en paketbåd, i stedet for, at have en fire timers tid til at besørge bestemte og vigtige forretninger i Kiel.

Sikkert vil postvæsnets foresatte søge at råde bod på en virkelig uorden. Nogle postilloners afskedigelse ville sikkert have god virkning, og et tog af et par uinteresserede vidner, der midt på stationerne mødte vognen og opskrev de blinde passagerers navne og antal, for herefter at lade dem betale den fulde fragt, foruden hvad de havde betalt postillonen, ville være det bedste middel mod disse uretmæssige gæsters påhænd.

Kiel d. 20. okt. 99


(Politivennen, Hæfte 7, nr. 80, den 2. november 1799, s. 1270-1273)

Redacteurens Anmærkning

Postvognene var en af de få muligheder man havde når man skulle rejse rundt i Danmark. I 1798 havde postvæsnet fået diligencer ("stage coaches") som kunne medbringe rejsende. Pas var påkrævet for at rejse rundt i Danmark, Slesvig-Holsten og andre steder i perioden 1804-1862.

Er en Husbonde forpligtet til at bevise Rigtigheden af det Skudsmål han giver til sit Tyende i Tilfælde af samme påklages af Tyendet for usandfærdigt?

Det såkaldte tyendeselskab eller det forhold hvori tjeneren står til sin herre, er grundlagt på en kontrakt, hvorved den første overlader den sidste et større eller mindre brug af sine kræfter for en vis betaling. Af denne kontrakt er tjeneren forpligtet til at forrette den fastsatte tjeneste, og herren til at betale den betingede løn i rette tid. Og enhver af parterne har så store rettigheder som behøves for at tvinge hinanden til at efterkomme enhver sin forpligtelse. Herren får altså ved kontrakten selv ingen myndighed over tjeneren som ikke er begrundet, eller er en følge af den forpligtelse tjeneren frivilligt har pådraget sig. Følgelig heller ikke ret til at ytre sin mening om tjenerens forhold efter forgodtbefindende. Ligesom tjeneren heller ikke er forpligtet til at tåle at herren ytrer hvad mening om hans forhold han lyster. Ja sådan rettighed for herren og forpligtelse for tjeneren kan så meget desto mindre tænkes som følge af den mellem dem oprettede kontrakt som det ligefrem er moralsk umuligt for den sidste at pådrage sig en sådan forpligtelse. Giver altså herren et usandfærdigt vidnesbyrd om tjenerens forhold, så fornærmer han tjeneren. Og denne får derved alle de lovlige rettigheder mod herren som kommer af fornærmelse. Efter almindelig retslæres grundsætninger er altså tjenerne beføjet til at søge stadens erstatning af sin herre, når denne giver et vidnesbyrd om hans forhold der er ham til skade og som herren ikke er i stand til at bevise.

Betragter man derimod herrens og tjenerens forhold til hinanden efter vores love, så er spørgsmålet ikke så let afgjort. Herren har her som familiens hoved en myndighed som den strenge retslære ikke indrømmer ham. Tjeneren  underordnes her i flere henseender herrens vilje og som stående under denne betænker man sig ikke på at tillægge herren eller husbonden troværdighed frem for tyendet. Jeg tilstår at dette vel i flere tilfælde kan være rigtigt, ligesom det også synes som lovene selv giver denne mening medhold. 6 B. 5. k. 5 Art tillægger husbonden ret til at revse sit tyende med kæp eller stok. Altså ret til at fælde og eksekvere en dom han har bygget på sin egen individuelle mening om tyendet uden hensigt til om denne er rigtig eller ikke, og uden hensigt til om tyendets forhold virkelig er strafbart eller ikke. Har altså husbonden så stor ret over sit tyende, så synes det også som herren er beføjet til at karakterisere tyendets forhold efter sit tykke, uden hensyn til om det kan bevises eller ikke. Følgende omstændighed formener jeg imidlertid bør tages i betragtning ved besvarelsen af det spørgsmål.

Begrebet om fornøjelse og misfornøjelse er aldeles relativt. Det forhold som en finder sig misfornøjet med kan en anden være fornøjet med. Ja det kan endog virkelig i sig selv være ulasteligt. Nu vredes en herre fordi hans tjener ikke har gjort hans støvler så blanke som han ønskede, en anden fordi hans tøfler ikke bringes ham hurtigt nok. Madmoderen klager på pigen fordi hendes lænestol ikke står i dag som i går, eller fordi hun finder støv i et vindue. Ja det sker vel endog undertiden at den gudhengivne enke dømmer den 18 års pige letfærdig fordi hun foretrækker Holger Danske og Helena for Brokmann og sin visebog for salig Kingo. Skal nu tyendet der forlader sin tjeneste være fornøjet med at husbonden eller madmoderen fortæller i dets skudsmål: At sammes opførsel har været utilbørlig? Og har dette skudsmål ubetinget troværdighed uden at tjeneren der desårsag ingen tjeneste kan få, må kræve det utilbørlige forhold bevist?

Loven bestemmer intet udtrykkeligt. Følgende fortjener uden tvivl overvejelse. 3 B. 19. k. 12, art. og af 3. december 1755 s. 11 byder: At enhver skal give sine tjenestefolk når de forlader tjenesten pasbord, dvs. skudsmål således som de har fortjent. Loven siger fortjent, dvs. efter fortjeneste. Her går det næppe an at tillægge skudsmålet blottet for bevis, troværdighed uden videre. For ved at bevises (ifald det kræves) er det først at man får vished om at det er givet efter fortjeneste som loven udtrykkelig befaler og derved sættes første andre (for hvis skyld skudsmål gives) i stand til at bedømme og tyendets forhold i og for sig har været utilbørligt. Plakaten af 3. december 1755 på lægger i den 5. § husbonden at bevise de gyldige årsager han har til at forvise tyender af sin tjeneste. Den påfølgende § 9 taler ligeledes om gyldige årsager og kræver altså bevis. Måske man i analogi heraf kunne slutte til det her omhandlede tilfælde, når tyendet der led skade ved et ufordelagtigt skudsmål, benægtede samme og krævede bevis for dets rigtighed. Sagen er tvivlsom så meget er imidlertid vist at man intet argument kan drage af omtalte 6-5-5. For når tyendet forlader sin husbonds tjeneste ophører det forhold de tidligere stod i til hinanden. Ligesom også at når herren giver tyendet et skudsmål hvorved dette sigtes for et kriminelt faktum, da er han altid forbundet til at bevise samme. 

(Politivennen, Hæfte 7, nr. 80, den 2. november 1799, s. 1265-1270:

22 juli 2014

Om Renlighed ved udkastede Dyr i Peblingesøen

Ved plakat af 12. november 1687 er det blevet forbudt i Peblingesøen at vaske tøj eller andet hvormed nogen urenlighed medfølger, langt mindre noget [væst] deri kaste eller kaste lade. Grunden til dens udgivelse var, at pumpevandet ikke skulle fordærves og forårsage sygdom derved. Dens hensigt var altså meget velgørende og kan derfor tro, at den snarere er skærpet end hævet. Ikke desto mindre sker der ofte forseelser mod samme og det var at ønske, at disse blev undersøgt og forbryderne afstraffet. Man finder ikke sjældent udkastede dyr, især hunde i Peblingesøen, og godt var det, om der engang blev sat skranker for denne væmmelighed

Denne sø er hovedvandsamlingen for byen. Da den ved sin beliggenhed falder enhver i øjet, som passerer ind eller ud af Nørreport, så må det ikke give den rejsende synderligt begreb om renlighed her til lands, når han finder så grove synder mod samme ved første øjekast.

En af de første fornødenheder for en by er godt og sundt vand, og man kan ikke, uden at være urimelig, klage i den henseende. Men lige så rimeligt bliver det at fremføre anke, når nogen enten forsætlig på ovenanførte måde forringer dets godhed eller om dette ved mangel af tilbørlig renholdelse skulle ske.

Ved den kant af Peblingesøen som vender hen mod Ladegården, finder man ellers jævnligt urenligheder. Der har fx i nogen tid lagt et par druknede hunde, og Falkoneråen som er et vigtigt tilløb for Peblingesøen, kan man vel ikke kalde uren. Men der kan næppe være tvivl om, at den kunne være renere.

Selv den skik, som mange har, at lade deres hunde svømme efter udkastede træstumper, dels for derved at få dem vasket og dels for at fremvise deres kunster, burde ikke tillades i Peblingesøen. Der er steder nok uden for byen hvor noget sådant kan ske. Og så vist som det er en pligt at skåne vores medmenneskers sundhed og undgå alt, hvad der kan forårsage dem væmmelse, så afgjort er det, at man næppe skal kunne gå for vidt i renlighed og orden, og at disse altid bliver umiskendelige beviser på kultur hos mennesket

Redaktøren.


(Politivennen Hæfte 7, nr. 79, den 24. oktober 1799, s. 1258-1261)

Om Tjenestefolk

I den kongelige forordning af 25. marts 1791 under titlen: Forordning om adskilligt, der vedkommer politivæsenet på landet i Danmark, fornemmelig i hensigt til tjenestefolk, hvis rettigheder og pligter befremmes nøjagtigen [] søger jeg forgæves i den 12 § om hvad straf tjenestefolk er underkastet når de imod deres husbonds vilje udebliver af hans gård om natten, samt hver søndag og festdag går deres egen gang så de ikke ses fra om morgenen de har fået frokost til de skal have middagsmad, og fra de har fået den til de skal have aftensmad, og så bliver borte hele natten. Men jeg fandt tværtimod ligesom medhold for tjenestetyende i disse ord: Men vi befaler endvidere på det alvorligste at ingen tjener uden sin husbonds tilladelse må udeblive fra sin tjeneste, og forsømme sit arbejde nogen søgnedag [] uden at der meldes noget om det foranførte, da tjenestetyendet tager heraf anledning til at svare sin husbond, når han tiltaler ham på en søndag for hans udeblivelse, at det er helligdag, ligesom det skulle være blot godhed af ham, om han på den dag ville gøre sin husbond nogen tjeneste. Meningen kan dog vist ikke være med søndagens og festdagens [afholdelse?] af forordningen, at på søndage kan tjenestetyende gøre hvad de vil. Husmoderen må selv at gå ud og malke, flytte og vande sine køer, når pigen ikke vil, og hun må opvarte sine karle og piger med mad og drikke. Husbonden må ligeledes flytte og vande sine heste, hugge brænde til at koge mad ved, og forrette slige karlepligter, når karlen spadserer, og de ikke vil have deres kreaturer forsømte. Og at det alt sammen er blot godhed og ædelmodighed af tjenestefolkene når de ikke lader det komme dertil. Jeg ønskede i Politivennen af en kyndig at blive underrettet, om ikke andetsteds findes anført noget, som et kraftigt og højst nødvendigt antivotum mod ovenmeldte onde.

P. F. Hansen

(Politivennen, Hæfte 6, nr. 78, den 19. oktober 1799, s. 1246-1247)

Spørgsmål angående Slavernes Tiggeri på Gaderne og Volden

Er det ikke forunderligt og beklageligt at se slavernes tiggeri tiltage på gader og volde just på samme tid, som direktionen for fattigvæsenet med så meget held og iver arbejder på dets afskaffelse i almindelighed?

Burde ikke disse menneskers foresatte straffes, når de ser gennem fingre med denne uorden og tillader dem at gå på egen hånd omkring i byen. Det er mennesker som altid burde være under opsyn. For den offentlige sikkerhed lider, når de overlades til sig selv. Og desværre har man eksempler på at de er farlige. Især af den grund, at de har lidt eller intet at vove ved gentagne forbrydelser. En lænke mere eller korporlig straf betyder næsten intet for den som er dømt til slaveri på livstid. I Amaliegade ses jævnligt en ung slave, som trygler enhver forbipasserende. Og man kunne næsten tro at de på mange andre steder havde fast post.

Redaktøren


(Politivennen Hæfte 6, nr. 78, den 19. oktober 1799, s. 1245-1146)

21 juli 2014

Om Slavers og Arrestanters Undvigelse

I anledning af det nylig fra Kronborg fæstning averterede om 2 slavers Hans Jensens og Claus Webekes undvigelse, som siges at være to for den offentlige sikkerhed farlige mennesker, kan man med rimelighed gøre det spørgsmål, om opsynet med disse mennesker, der fængsles for hårde forbrydelser og hvis straf vanskelig kan skærpes, svarer til hensigten, at holde menneskeligheden sikker for deres voldsomhed? Disse slaver har intet at tabe og bliver derved så meget desto farligere. Landevejene bør være sikre, og hvorledes kan dette ske, når disse mennesker så tit anmeldes som undvegne fra vores fæstninger? Der er ingenting mere naturligt end at de gør komplot og dette bliver dem en let sag, at Skælskør arresthus alt for jævnligt furnerer dem med værdige medlemmer, som kan bevises ved hr. byfoged Payngs avertissement af 6. august i år.

Man tror det pligt at gøre vedkommende mere opmærksom på deres pligts opfyldelse. Sagen er meget vigtig for det almindelige. Danmark har hidtil været befriet for det engelske fortrin at have landevejsrøvere, og vil nok næppe misunde dette land den lykke. Imidlertid har man i disse tilfælde årsag at frygte derfor. Var det ikke godt, om man offentlig i aviserne bekendtgjorde sådanne menneskers pågribelse, ligesom man har anmeldt deres undvigelse, for at spare en frygtsom rejsende den angst, som enhver med mistænkeligt udseende kunne sætte ham i? Det var i det mindste en menneskekærligheds pligt.


(Politivennen. Hæfte 6, nr. 73, den 14. september 1799, s. 1165-1166)

Redacteurens Anmærkning.

Om fangeundvigelser, se også "Om Forbryderes Undvigelse fra Fængslerne" se også Politivennen nr. 1193, lørdag den 3. november 1838. Side 697-701. 

Et par Ord om Pasudstedelse

At pasudstedelse er en vigtig ting, benægter næppe nogen fornuftig. Det var derfor ønskeligt, om der kunne træffes en bedre og forsigtigere indretning, således at ikke enhver bedrager så skammelig skal bortrejse uden rede og rigtighed.

Så vidt som jeg kender til den nærværende indretning, består den jo blot deri at når en vil have et pas, fremviser han en seddel fra en eller anden borger. Indsenderen har i disse tider måttet føle at denne indretning ikke svarer til den sikkerhed, som tingens natur fordrer, da to svende som skyldte ham en anselig sum, er bortkomne uden hans eller noget retmæssigt bevis. Det formenes langt bedre og sikrere, at en borger fulgte med den, der ville have et pas, og fremviste sit borgerbrev. For ved den indretning er det jo en let sag for en spid[mangler] at skrive, eller lade skrive, et falsk bevis.

Det er sandelig en vigtig ting her tales om. Og det skal inderlig glæde indsenderen, om en eller anden af hans medborgere kunne og ville fremtræde med forslag til en bedre indretning i denne henseende. Og at det måtte tages i betragtning!!

En medborger


(Politivennen. Hæfte 6, nr. 73, den 14. september 1799, s. 1159-1160)

Østerports Stadsgrave

På en spadseretur forleden dag blev jeg opmærksom på at Østerports indre stadsgrave er ganske bevokset med siv eller rør, der inden for kort tid aldeles truer med at tilintetgøre en stor strækning af disse grave. Det faldt mig straks ind, hvor urimeligt det er at lade en sådan indretning, som engang er der og vist nok er der kun med store omkostninger, forfalde. Så meget mere som nødvendigheden uden tvivl fordrer at disse grave efter engang i tiden at være aldeles tilgroede, igen skal udgraves. Og altså den derved medgående ikke ubetydelige udgift ganske henkastet, da den derimod kunne spares når vedkommende ville værdige disse linjer nøjere overvejelse.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 73, den 14. september 1799, s 1158-1159)

20 juli 2014

Et Sidestykke til den liderlige Lurendrejer i Dyrehaven

 I Grønningen foran Kastellet har man hver søndag eftermiddag i sommer kunnet træffe en af sin udvortes figur genkendt mand ved navn Hans Jørgen, som midt i en klynge af mennesker har til sin violin, hvorved han røber et godt gehør, sunget en del liderlige viser, der meget begærligt høres og bifaldes af det omstående publikum. Anmelderen bekendtgør dette ingenlunde for at betage den arbejdende klasse af folket sin søndagsfornøjelse af denne slags. Han tror tværtimod at der for lidt er sørget for nationens offentlige musik og dans under åben himmel. Men når han ser, at sådan gift indsuges så begærlig at endog fruentimmer, der er temmelig godt klædt, kan godte sig derover og er så frække at de uden at skifte farve, kan døje omstående liderlige mandfolks gebærder og anmærkninger til visen, så beklager han inderlig sædernes fordærvelse, der omsider bringer ve over dem selv og staten. Ja, han jamrer over at denne fornøjelse ikke gives et andet heldigt sving i at bibringe folket på deres søndagsspadsereture, i en sang ved et og andet instrument, fædrelandskærlighed, lyst til dyd, huslighed og orden, med personificerede eksempler, hvorledes det er gået sådanne mennesker, i nogle med et og andet vittigt passende indfald krydrede viser.

Han kan heller ikke ved denne lejlighed undlade at anmærke, at det forbud i den kongelige vedtagne plan for fattigvæsenet i København dateret 2. juli 1799 dens 126 § forekommer ham hårdt, hvorved de som på offentlige pladser synge eller spiller for at tilvende sig gaver anses for tiggere der bør arresteres. Når de ikke på nogen måde anmoder folk at give sig noget, indser jeg ikke hvorfor ikke en krøbling *) på en offentlig plads, ikke på gader og stræder hvor man er nødsaget at passere forbi, må more sig selv og andre ved sit spil og sang, forudsat at dette ikke er umoralske liderlige viser.

Lovgivere! Filosoffer! Overvej dette nøjere, hav hensyn på den, om ugen blot ved legemskræfter arbejdende klasses trang, der om søndagen med familier går ud i det grønne for at skaffe deres sjæl underholdning og fornøjelse, stræber, at lempe sig efter deres opmærksomhed og trang i denne henseende, og heller formere end formindske de offentlige fornøjelser, der sker for alles øjne. Skaffer den almindelig mand gavnende skuespil om søndag aften, hvor længe skal den hendøje dens tid og kræfter ved at drikke forstand og sundhed bort om søndagen i brændevinspøler?

*) Der ej ved kræft, flåd eller venerisk syge er defigurerede og væmmelige.

(Politivennen 7. september 1799, Hæfte 6, nr. 72, s 1148-1150)

19 juli 2014

Om Hønsetortur

Det er bekendt at de for stadens proviantering alt for omhyggelige valbyboere for det meste plukker deres fjerkræ ganske levende, endog offentligt på torvene, fordi de stakkels kreaturer derved kommer til at se mere fyldige og fede ud, og altså skaffer ejerne større fordel. Men hvor umenneskeligt og afskyeligt denne handling er, for en ringe vindings skyld, at martre et kreatur på denne ugudelige måde, det ved valbyerne nok ikke, for ellers måtte de inderligt skamme sig. Politiet her i byen tilkommer det vel ikke så lige, at sige valbyboerne, hvorledes de skal slagte deres høns. Men deres præst anmoder man på det mest venskabelige, at bibringe disse, i den henseende rå folk, mere menneskelige begreber om rigtig forhold til umælende værgeløse skabninger.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 71, den 31. august 1799, s. 1134-1135)

En gal Mand i Gaderne på Slotspladsen

I en af gaderne på slotspladsen var anmelderen for nogle dage siden vidne til et optrin, som bedrøvede ham  meget. Han så nemlig et menneske, som utvivlsomt måtte være berøvet forstandens brug. For han satte sig i ganske besynderlige stillinger og gjorde underlige grimasser. En stor flok især gadedrenge havde samlet sig omkring ham, som naturligvis gjorde hans beklagelige forfatning meget værre. Det lod imidlertid til, at hans galskab var af godmodig art, for han var meget fornøjet med sig selv. Dog er dette ikke altid at stole på, det forandrer sig undertiden og han kunne gøre skade. Vedkommende gøres derfor opmærksomme herpå og rådes i denne varme tid at holde ham inde og sørge efter evne og pligt til hans helbredelse.

Besynderligt er det at ingen ved sådanne lejligheder tiltaler pøbelen og råder den fra således at stimle sammen, som dog ved plakater er forbudt. Anmelderen var på vej at ville gøre det. Men en ubekendt frarådede ham sådant. Dersom han ikke derved ville have gadedrengene efter sig. Disse anser sligt som et indgreb i deres rettigheder, og forstyrrelse af det, som blandt dem hedder løjer har ofte frembragt piben og hvinen til hævn over dem, som tænkte ædelt nok til at ville standse slige uordener.

Man taler og skriver så meget om opdragelse og oplysning. Når skal man spore virkningen deraf blandt de ringere klasser? Gid det dog måtte blive til mere end blot skønne ord!!!

Indsenderen vil undskylde, at dette stykke ikke er blevet indført i forrige nummer. Det kom lidt for sent til at få plads.


(Politivennen. Hæfte 6, nr. 71, den 31. august 1799, s 1133-1134)

Om Amagervogne ved Sandkisten

Det er ved plakater bestemt torve og pladser hvor amager- og andre bøndervogne skal holde. Men ikke desto mindre har anmelderen lagt mærke til at 4 amagervogne hver onsdag og lørdag i 3 ugers tid har valgt sig en ny torveplads ved Gammelstand skråt for sandkisten. På et sted, hvor der er så megen færdsel og tæt ved det betydelige traktørsted Palais Royal, hvor fremmede jævnlig kommer til og fra. Dette burde så meget desto mindre tillades som passagen derved spærres og pladsen allerede er knap nok ved de mange arbejdsvogne, som nok har tilladelse at holde her. På en tid da man næsten tror at kunne vinde hævd på uordener, er det nødvendigt at gøre vedkommende opmærksomme herpå. Ved undersøgelse vil der findes, at tingen forholdet sig sådan, og man kan da vente, at disse vogne henvises til de for dem bestemte pladser.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 71, den 31. august 1799, s 1132)

Redacteurens Anmærkning

Med traktørstedet Palais Royal hentydes måske til det fine Hotel Royal på den nuværende adresse Ved Stranden 18. Det var der hvor H. C. Andersen spiste frokost med den svenske sangerinde Jenny Lind og hvor Riborg Voigt som H. C. Andersen var forelsket i, boede.

Spørgsmål om Amagertorv

Er skødesløshed eller ligegyldighed skyld i, at den gamle optagne pumpe har ligget i tre uger og ligger endnu uden at blive fjernet?

Den nye pumpe har stået omtrent lige så længe uden at kunne bruges. Men hvorfor? Begge dele er nok af det slags man kalder byens arbejde? Bør ikke den gamle pumpe tages bort, inden nogen brækker arme eller ben ved at falde over den? Og bør ikke den nye sættes i brugelig stand inden ildebrand indtræffer?


(Politivennen. Hæfte 6, nr. 71, den 31. august 1799, s 1129)

18 juli 2014

Drengeuorden på Hjørnet af Store Kirkestræde og Nikolaj Kirkegård

Unægtelig hører jo det til god orden, at kunne være sikker på gaden for ulejligheder af drenge, og at kunne sende bud i byen, uden at frygte for at det skal blive opholdt og forulempet af disse. Men det kan man ikke være, så længe den ansvarlige ikke vil sørge for, at de bliver holdt inden for deres rette grænser. For de er ikke bange for at antaste de forbigående enten ved at slå ler eller andet sligt på dem, eller at besætte folks døre, således at ingen passage derigennem er rådelig. Man behøver blot at ulejlige sig derhen kl. 4 om eftermiddagen. Vedkommende vil da finde denne drengeklub samlet, og oven i købet få at se drenge på 8-9 år ryge tobak af åben pibe.

(Politivennen Hæfte 6, nr. 70, den 24. august 1799, s 1119-1120)

Om Ådsler på Gaderne

At man ser døde dyr såvel katte som hunde liggende på gaderne og det endog flere dage, har anmelderen ofte været vidne til. I Vigantsgade lå for nogle uger siden en stinkende kat i 4 dage.

Der spørges altså i den anledning om sådanne dyr ikke efter anordningen bør fjernes af renovationsvognene, og hvis det er pligt, hvad bøde kørerne af samme er underlagt når de i den henseende viser forsømmelighed?

Gadekommissionerne må vide hvilke karle og vogne der skal renholde gaderne i deres kvarter. Og det var altså en let sag for dem at komme efter årsagen til en uorden, som både er væmmelig og skadelig i en så stor by, hvor man desværre ikke har mangel på ting som gør luften usund.

Overalt synes den anordningen, at folk ikke må kaste urenligheder fra deres huse og gårde på gaden, men vente til renovationsvognen kommer og signalet med skralden bliver givet, ikke så nøje overholdes som den burde. Dens hensigt er meget prisværdig, men de mange bunker af snavs som bliver liggende især i Peder Hvitfeldts Stræde, indtil de ganske udjævnes, er et bevis på, at den bliver gammel og støvet på hylden.

Vedkommende ville fortjene tak og agtelse om de tog den ned, børstede den af og i fremtiden nøje vågede såvel over denne som flere nyttige politianordningers efterlevelse.


(Politivennen Hæfte 6, nr. 70, den 24. august 1799, s. 1115-1117)

Noget om Christianshavns Kløvermark

Når en mand betaler græspenge for en hest eller ko og han for at være vis på, at hans kreaturer går sikkert og nyder det bedste græs, betaler den højeste pålagte takst, kan han da ikke med lige så stor grund påstå det ene, som ham prompte har præsteret det andet?

Magistraten lønner, siger man, en hyrde på Christianshavns kløvermark. Hvorfor? Man kommer en ja flere gange, men finder ham ikke i marken. Og har man det lykke at finde ham, da er er det for meste sovende i en hytte. Spørger man hvor er den hest eller ko, svarer han: Måske i en anden mark, for jeg kan ikke passe på, fordi grøfterne på alle sider er forfaldne. Sender en mand sin pige ud for at malke, da må denne enten gå tilbage med uforrettet sag, eller kravle over 3 til 4 grøfter for at komme til kløvermarken, og gå barfodet, eller give en styver for at blive transporteret over vandet, som har oversvømmet vejen, der egentlig fører til benævnte mark. Ville vedkommende værdige denne lille sag opmærksomhed, da skal overbevisning bekræfte sandheden af anførte og nogle vil måske takke herfor.

F.D.F


(Politivennen Hæfte 6, nr. 70, den 24. august 1799, 1110-1111).

Slagsmål mellem Borgmester og Råd

Lørdag den 13. denne måned behagede det borgmesteren og rådmanden at slås på rådstuen i en vis købstad i provinsen. Bataljen skal have været hårdnakket og blodig, men sejren for denne gang uafgjort, da arrestforvarerens kone og en arrestant efter gevaltskrig skal være kommet til, og med en passende moralsk tale have endt dette feltslag. Ved kurer skal samme straks fra begge omtalte chefer være blevet anmeldt til stiftamtmanden, som befalede omtalte feltherrer at indfinde sig hos ham tirsdagen efter bataljen. De krigsførende parter mødte bestemt tid hos deres foresatte, hvor en våbentilstand skal være blevet erklæret med gensidig tillæg at de en anden gang ville ende et forefaldende feltslag med mere selvstændighed og tapperhed. Alles ønske er at det da måtte ske på åben mark, for ikke at forstyrres som denne gang.

****

Et andet stykke er indkommet netop i samme anledning, men da man desværre i denne tid hører for meget til strid og rygte om strid, så ville indsenderen undskylde, at det ikke ganske blev indrykket. Den tanke, som forfatteren ytrer, at en borgmester som slås på rådstuen (rettens sæde) kan ikke med fynd dadle eller straffe et par slagsbrødre i et ølhus, er meget rigtig og kan ikke andet end bringe i erindring Henriks svar i Maskeraden: "At det er underligt at se en gammel fuld mand ledt hjem af vægterne moralisere over og gennemhegle ungdommens fejl på vejen".


(Politivennen. Hæfte 6, nr. 67, den 20. juli 1799, s. 1067-69)

Københavns Gader i Regnvejr

Når der falder stærkt regnvejr, er det allerede ubehageligt nok at gå på Københavns gader formedelst den pludselige oversvømmelse, der truer at sætte nogle af byens gader især Store Købmagergade og Pilestræde i den tilstand, i hvilken hollænderne kun i yderste fortvivlelse sætter deres egne, når de frygter for belejring eller undertvingelse. Og uagtet denne ubehagelighed stedse vidner om at rendestene, rendestensbrætter, og alt hvad der hører til de render, hvorigennem vandet skal have sin flugt, ikke er i den ønskeligste stand, så er det dog en ubehagelighed som langt overvejer denne såvel for kørende og ridende, som især for de gående, denne nemlig, at der i enhver gade er så mange afbrudte tagrender, der hænger ud over tagskægget, og giver vandet fra sig i en så frygtelig nedstyrtende kvantitet, at man er øjeblikkelig gennemblødt, og måske kunne føle sig meget farlige virkninger af dette dryppebad.

På det at disse kunne desto overflødigere give vandet fra sig, er de åbnede i form at en løvemund og bøjede så langt ud, at de kaster strålen over rendestenen. De ødelægger desuden også gaden formedelst den stærke nedstyrtning, og det ville derfor sikkert være særdeles ønskeligt, om den ansvarlige gjorde sådanne anstalter, at disse render i det mindste  efterhånden blev afskaffede. Huset nr. 248 i Åbenrå har fx to sådanne tagrender, når man da for at undgå den ene vil løbe frem, kommer man under den anden, og overskænkes derhos, om man endog er mere end 2 alen derfra.


(Politivennen Hæfte 6, nr. 70, den 24. august 1799, s. 1108-1109)

Redacteurens Anmærkning

Købmagergade har trods elendig forfatning gennem tiderne haft flere af samtiden kendte teaterfolk boende. Komponist og syngemester ved Komediehuset Hardenack Otto Conrad Zinck (nr. 5) 1802-1803. Skuespilleren, tidligere "kalkslager og tallerkenslikker" (dvs. murersvend) Hans Christian Knudsen (nr. 62, 1803-1807). Balletmester Vicenzo Tomaselli (Galeotti). Instruktør Ferdinand Lindgreen (nr. 66, 1818-1829). Tenoren og kvindebedåreren Guiseppe Siboni (nr. 48, 1824), som bl.a. hjalp H. C. Andersen.

Til Direktionen For fattigvæsnet

Blandt de arbejder hvortil arbejdsdygtige fattige bliver at anføre, vil man formodentlig især have hensyn til simple og nyttige redskaber, som er uundværlige for visse stænder i landet, og som dog ikke forfærdiges i samme, men endnu dagligt forskrives udenlands fra. Således har det sig med et, særdeles til skibs højst nødvendigt redskab, en såkaldt dvælg eller svaber, som er en halvanden alens rund fyrrestok, i hvis nederste ende er anbragt en del klude af forskellige farver, eller tykke uldgarnslidser, eller også kabelgarn. Denne bruges som bekendt, at vaske og rengøre dækket og andet til skibs med. Endnu til dato er disse forskrevne til de danske stater fra Lybeck, hvor de formodentlig gøres på fattiges arbejdshuse. De fås der for 2 mark danske og i København koster de 3 mark, og da der ikke udfordres stor kunst eller strengt arbejde til at forfærdige dem, ubrugelige lapper til samme kan nyttes og de kunne gøres af gamle aldrende folk, så kan jeg ikke tro andet, end dette vink er direktionen velkommen, der vist vil vide, at gøre brug af samme. Med stor forundring hørte anmelderen heraf ved en lejlighed, at disse svabere ikke blev forfærdigede nogen steds i de danske stater, der har så megen del i skibsfarten, men at denne handlende nation hidindtil har hentet dem i vindskibelige Lybeck, der sikkert endnu gør flere leverancer til os af lige så simple sager som fx malerkoste, tjærekoste, pensler osv. og han besluttede straks, at lade direktionen over fattigvæsnet dette vide, til nærmere overvejelse.

(Politivennen Hæfte 6, nr. 70, den 24. august 1799, s. 1106-1107)

Tiggeri uden for Østerport

Uden for Østerport findes der hver dag 3 pigebørn, der altid tigger på den mest påtrængende måde. Da direktionen for fattigvæsenet opfordrer enhver til at bidrage sit til at afskaffe tiggeriet, så håber anmelderen at bemeldte direktion vil undersøge disse børns trang, og afhjælpe dem, for at befri det forbigående publikum fra denne ubehagelige overhængen.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 67, den 20. juli 1799, s. 1065)

En velment Bøn til Fattigvæsenets Direktion

Uagtet der er gjort de hæderligste anstalter af Fattigvæsensdirektionen for at afskaffe tiggeriet på gaderne, så har indsenderen dog heraf bemærket på adskillige steder, fx ved Børsen, Nikolaj Kirke og slottet tæt ved den store port, at tiggerkællinger af den sande [æt], den ene endog forsynet med et stakkels sygeligt barn, har taget ordentlig sæde, ja været så dristige, at være på stedet 4 timer efter. Uagtet der blev truet med at det skulle blive anmeldt på vedkommende steder. Rigtig nok blev det ved truslen. For anmelderen heraf er ikke husejer og følgelig har han ikke fået den omtalte anordning, fattigvæsnet betræffende. Hans bøn er altså,  at om deri skulle være en artikel, som opfordrede den veltænkende at anmelde sådanne uordener, man da offentlig i aviserne eller og ved en plakat på hjørnerne ville bekendtgøre, hvor sligt kunne ske. De betjente, som er ansatte til tiggeres opbringelse bliver del bekendte og dels kan de umulig være så mange, at de alene skulle kunne hindre anordningens overtrædelse.

Det ville altså være til megen lettelse når den rettænkende, som indså nytten af anordningen, ved ufortøvet at opgive uordenen på behørige steder. Anmelderen ville ufortrøden gå fra Vester- til Østerport og længere, når han så at en nyttig plan derved kunne fremmes. Men en ubehagelig anmærkning må han gøre ved denne lejlighed: Han så nemlig en aldrende mand, efter det ydre og klædedragten endog over middelstanden at give almisse til denne tiggerkælling, som var sund og stærk og i den alder, at hun burde fortjene sit brød på en anstændigere måde. Det er et højst misforstået begreb at tro man således viser gode gerninger. Tværtimod gør man ondt ved denne medlidenhed. For man opmuntrer den dovne og meget ofte liderlige i stedet for at henvise til at leve af deres hænders arbejde og derved blive nyttige lemmer i staten.


(Politivennen. Hæfte 6, nr. 68, den 10. august 1799, s. 1086-1088)

17 juli 2014

Et Uhyre i Dyrehaven

En ting som ved denne lejlighed bør bemærkes: er at der ligeledes i Dyrehaven findes en lurendrejer, som til sin lyre synger de liderligste og (i egentligste forstand) pøbelagtigste viser. Når man nu vil betragte sagen fra sin rette side og overveje hvor mange slags folk og af hvor forskellig kultur der forsamles for at fornøje sig, så kan man med rimelighed gøre dette spørgsmål: Hvorfor tillades dette rå menneske på sådan en skammelig måde med sin liderlige sang at ophidse den grove sanselighed hos den uoplyste mængde og tigge på denne nederdrægtige måde?

Ofte har jeg set unge mennesker med største begærlighed stå i mængde omkring ham for at høre på ham og uden tvivl har det ikke gode følger med sig.

I, hvis pligt det er at våge over og befordre moralen blandt jeres medmennesker, hør mine ord og bortjag for bestandig dette uhyre

F+y


(Politivennen Hæfte 5, nr. 65, den 20. juli 1799, s. 1035-1036)

Ubehageligheder i Rosenborggade

En meget formuende mand har det ulykkelige tilfælde, nu tredje gang i 7-8 år at falde i en periodisk sindssygdom og galskab, som efter vejrligets indflydende beskaffenhed på ham sædvanlig plejer at vare et par måneder.

De foranstaltninger, som for nærværende tid er taget med ham, næst det at han efter Addresseavisen nr. 178 af stadens Magistrat viselig er erklæret umyndig indtil videre, er at han holdes under vagt i sin egen gård nr. 102, men har frihed at komme i gården og dens have, og hvor han da såvel nat som dag huserer rasende til ubehageligste uro for de omkringboende folk. Og da han, som bekendt er, ejer en bopæl på landet, hvorfra man vistnok ikke klogelig har søgt at få ham ind hertil staden, da stedet der skal have alle de mulige fordele, som kan tjene til hans helbredelse, såsom bekvemme værelser, have, skov og marker, et fersk kildebad, den sunde søluft, også meget let tilvejebringende saltvandsbad og overalt, alt det som efter omstændigheder kan synes fornøden og tjenlig for hans helbreds genkomst, som dog vist ønskes, så synes det at være underligt, at vedkommende ikke betjener sig klogelig af det nævnte sted, ved at føre ham derhen under sikker gelejde, give ham en medikus eller kirurg med for at blive hos ham, som besidder den sjælsstyrke, ikke for ukvemsord eller et håndslag at banke ham, indtil hylen og jammerskrig, men med tålmod behandle ham som et beklageligt menneske, der fortjener sand medynk, sålænge denne uheldige periode varer. Man vil hernæst agte på, om dette ufornærmelige andragende og forslag respekteres, da naboer og omkringboende ønsker sig befriede for så vigtig ubehageligheder.

(Politivennen Hæfte 5, nr. 65, den 20. juli 1799, s. 1029-1031)


Der står ingen adresse i Rosenborggade. Her er nr. 7. Det hus hvor Søren Kierkegård boede på 1. sal et halvt århundrede senere, 1848-50. Og bl.a. skrev "Sygdommen til døden".

Spørgsmål til Amtmanden og Landfysikus i Lolland

Efter at Lollands Nørreherreds bondealmue i 15 til 16 år har været plaget af en kræftsyge, der om den end ikke - som de fleste læger påstår - er venerisk, dog er lige så smittende, og i sine følger ondartet, som de veneriske. Efter at man længe forgæves havde ønsket øvrighedens og medicinpolitiets kraftige medvirken til at standse og hæve dette onde. Efter at øvrigheden endog havde endelig begyndt derpå, men straks ladet sig kyse bort af den uoplyste almues opsætsighed mod den undersøgelse, de til at kende sygdommens natur anså nødvendig, grebes til sidst denne sag for alvor an, da proprietær Dons, efter at have modtaget administrationen over baroniet Vintersborg, hvor i Utterslev by og sogn sygen fornemmelig rasede, derom gjorde en alvorlig fremstilling til det danske kancelli. Nu befaledes da et sygehus' anlæg i amtet, hvor patienterne under en læges daglige opsyn og med en for sygdommen passende diæt kunne henlægges til helbredelse. Nu påbødes og en under amtmandens opsyn og nærværelse af stiftsfysikus og og distriktskirurgen årlig over hele herredet foretaget visitation. Sygehuset indrettes i Nakskov, men langt vidtløftigere og kostbarere end nødvendigt var, og de forestillinger som med grund derfor herimod er gjort på højere steder som for sildig, da ingen måtte blive vidende om indretningen og dens vide, før den allerede af regeringen var sanktioneret.

Undersøgelsen i herredet efter de syge foretages og - men kun det første år i overværelse af amtmanden siden i herredsfogedens overværelse og nu i år har man aldeles intet hørt til, at nogen undersøgelse er foretaget eller skal foretages. Som man heller ikke kan vente så langt ud på sommeren. Amtmanden baron Juel Wind og landfysikus Dr. Wivet, som denne sag især kommer an på, spørges derfor: Om sygen nu så ganske er hævet at den årlige visitats ikke længere behøves? Eller om de er overbevist  om at det rygte er falsk, som vil at sygen hist og her endnu skal eksistere fx i Sandby sogn, navnlig Husmarkeby? Men skulle end rygtet være falsk og denne sygdom ganske hævet var det da ikke en for Lollands medicinalvæsen værdig beskæftigelse, om det tog sig af den mange blandt almuen af begge køn der især i Halsted amt er behæftede med benskade eller sure ben. Vel ved jeg, at landets klima og jordbund er meget skyld i dette onde. Men også ved jeg, at det meget kunne afhjælpes, når man gjorde sig umage. Derfor ved alvorlig at sørge for, at de syge kom i kur under de beskikkede læger, ved at foreskrive dem den fornødne diæt, og de forsigtigheder, der kunne forebygge sygen osv. Hertil kunne jo og det nye sygehus komme vel tilpas. Vist er det, at sygdommen er for sine farlige følger af yderste vigtighed. Hele familier er angrebne af den, blot af mangel på eftersyn af kyndige læger, da husrådene, vil måske lindre, men aldrig hæve den, ofte vel og forværre sygen.


(Politivennen Hæfte 5, nr. 64, den 12. juli 1799, s. 1011-1014)

16 juli 2014

Spørgsmål om Volden.

Er det større synd at civile ved en spadseretur, for at nyde den skønne udsigt går lidt op på brystværnet af volden, og træder en smule græs ned, end at det militære i eksercertiden nedtramper og næsten fordærver Fælledens græs? Den eneste forskel er vel den at på det ene sted lader øvrigheden græsset nedtrampe, skønt stadens kvæg kunne gøre begrundede indsigelser imod det, og på det andet våger kommandantskabet over hvert græsstrå, skønt et helt publikum kunne have fornøjelse ved en liden opofrelse deraf.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 63, den 6. juli 1799, s.1004)

Drengeuorden ved Springvandet på Gammeltorv

Rebslagerkonerne ved springvandet har De rigtig i Deres blade omtalt. Ved springvandet paraderer de kun slet, ja de er årsag til mange uordener. Blandt andet er det vel ikke for behageligt at se deres drenge og disse kammerater at kaste til måls efter billedet, kærligheden, som står på springvandet. De 100 ja 1.000 sten, som har lagt eller må ligge endnu inden for gitterværket bevidner sandheden heraf.

(Politivennen, Hæfte 5, nr. 63, den 6. juli 1799, s 1004)

Forskrifter hos Boghandler Pelt - en Advarsel til Publikum

Hr. Boghandler Pelt bekendtgjorde i Addresseavisen nr. 169 d. å. at engelske og danske forskrifter var at købe hos ham for 1 mark. Jeg som flere sendte min mark hen for at få disse forskrifter, som jeg formodede var stukne af en berømt kobberstikker. Men tænk sig min forundring da jeg for min mark fik et halvt ark papir bemalet med nogle skæve linjer af en stymperagtig skrift, som jeg, ved at sammenholde den med breve af hr. Pelts egen håndskrift fandt højst rimelig at være hans. Jeg betænker mig ikke på at kalde dette et væmmeligt og en boghandler højst uværdigt kneb at lokke folk, ved en mørk og ufuldstændig bekendtgørelse, til at jage et bud hen i en udkant af byen for at købe en ting for sin gode mark, der ikke er en pibe tobak værd. Og i sandhed, når hr. Pelt nok engang indrykker dette avertissement uden at tilføje disse ord: Skrevne med en mådelig hånd, er det efter min mening politiets pligt at revse ham. En prøve af dette nydelige skønskriverprodukt er henlagt til enhvers beskuelse hos udgiveren af Politivennen.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 63, den 6. juli 1799, s 1001-1002)

15 juli 2014

Ulovlig Smughandel ved Bispevisitatser i Lolland

I denne tid læser man ofte i aviserne, at borgere bliver med handel og andre ulovlige trækker fornærmede i deres næring og borgerlige rettigheder. Men hvad skal man kalde det, når deres højærværdigheds hr. biskop Bloks tjener nu i 6 til 7 år, ikke alene i de første år ved hver visitats  i præste- og herregårde i Lolland har handlet med hvide allunshandsker. Men også i sidste år hos bønderne med brune mands- og fruentimmerhandsker, da dog alene i Nakskov 7 borgere og handskemagermestre derved bliver højligen fornærmede, og samme Bahre ikke engang bliver angivet for konsumptionsbetjenten ved porten?

Kan man ikke kalde dette smughandel, eller mon en biskoppelig betjent har rettighed dertil? Dette ønskes besvaret af en veltænkende og kyndig mand, da gerningen lovlig kan bevis af
Nakskov d. 4. juni 1799
Gabriel Lundberg
Handskemagermester i Lolland

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 60, den 15. juni 1799, s 969-970)

Om Tiggere i Amaliegade og uden for Østerport.

Så inderlig glad som anmelderen af dette blev ved at læse Kollegial Tidende nr. 23, hvori står indført den ypperlige indretning med fattigvæsenet og sammes bestyrelse, så nedslået må han og enhver ædel dansk mand blive, hver gang turen falder gennem Amaliegade og ud af Østerport, ved øjensynlig at være vidne til de mange tiggere af alle slags som findes der. Især er det ethvert fornuftigt og retskaffent menneske højst ubehageligt at se små friske og sunde børn opmuntrede af deres lumpne forældre eller tilhørende uden ophør at forfølge de forbigående med deres tryglen. Der findes også bestandig krøblinge og syge mennesker, hvoriblandt en apoplektikus med et fruentimmer opvækker yderste medlidenhed. 

Uden for Østerport ligger bestandig et fruentimmer, som foregiver at have et dårligt ben, hvad enten det er sandhed eller ikke, i lige måde en hel hoben nøgne rollinger, som stedse har de mest udsøgte overtalelser i munden, hvoraf hjertet vist intet føler, for at opvække dårernes medlidenhed til at bestyrke og underholde dem i deres skammelige og menneskeslægten fornedrende næringsvej. Det er indsenderen heraf ubegribeligt hvordan noget sådant kan tåles lige for næsen den militære magt og den ovennævnte betlen i Amaliegade efter fattigvæsenets så ypperlige nye indretning endnu kan finde sted. Han ved blot at det er den største skam for de ansvarlige ikke at våge bedre over de bedste indretninger og at det var lige så godt slet ingen lov i den henseende at have, som at den ikke overholdes

Den 19. juni 1799
Betlerihader.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 60, den 15. juni 1799, s 966-967)

Stinkende Lig på offentlige Veje

Torsdag den 30. maj om morgenen blev det opdaget, at et menneske havde hængt sig på nordvejen i en grøft, som er bag ved værtshusholder Kreutsfeldts have. Sagen blev straks af omtalte mand foredraget kommissæren, som den hvis pligt det er at andrage sagen for den ansvarlige. Men ikke desto mindre konstateredes at den døde mand endnu lå på samme sted om fredagen. Skulle det ikke påses at et sådant menneske der havde taget sig selv af dage, ikke blev liggende i så lang tid, da det er et rædsomt syn at se et dødt menneske liggende til et rov for et dyr en hel dag og nat ja endog til den følgende dags aften, og det nu på denne årets tid da et dødt legeme let går i forrådnelse. Hvilket allerede var tilfældet her, og hvilken ubehagelighed må ikke derved den mand tåle, uden for hvis ejendom det døde legeme findes.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 59, den 8. juni 1799, s 936-937)



14 juli 2014

Amagerinde-Bidrag

I denne tid da alle med glæde køber det grønne, sælger amagerinderne os nu både gode og onde planter. Mængden som køber kender desværre ikke væksterne. Fx skarntyde i stedet for kommen o. lign. Var det ikke rimeligt at det undertiden blev efterset af urtekender. Vores unge botanikere kunne både lære og gøre sig fortjente af publikum.

(Politivennen, Hæfte 5, nr. 58, den 1. juni 1799, s 922-923)

Til Fattig-direktionen

Nogle små drenge går og tigger med bare fødder på Kongens Nytorv. En tiggerske har et gammelt stade ved Holmens Kanal

(Politivennen Hæfte 5, nr. 58, den 1. juni 1799, s 921)

Kronprinsen indlukker Madskibene

De vil uden tvivl, hr. Politiven, sammen med indsenderen heraf ønske at embedsmanden, når han udføre den ham givne instruks, i ekstraordentlige tilfælde, altså dem instruksen ikke kan forudse, turde, ikke mindre end burde, skønne hvad der er rigtigt og nyttigt for det almene vel. Følgende tildragelse er et bevis på at dette ikke altid finder sted.

I den forlegenhed, hvori man her i staden har været i de sidste 14 dage for visse provisionsvarer, efter en isbelejring af henved 6 måneder, har man med længsel set fartøjer med provisioner i møde. Endelig som hertil i lørdag aften og første pinsedag 10 a 12 skibe, som med megen fare og ved utrolig møje havde arbejdet sig ind gennem isen til bommen. De hørte hjemme i Lolland og Falster, og var, da løbet var spærret ved Dragør, vendt om og gået norden om Sjælland, altså over 40 miles omvej. Der var mange årsager for hånden, som stemte dem til at ønske sig igennem bommen efter 3 a 4 ugers rejse, på et farvand, som sædvanlig lægges tilbage i en snes timer. Den vigtigste var den, at deres små fartøjer, hvoraf nogle havde taget skade i isen, stod nu i fare for at ville blive knust mellem de andre store skibe, som dels var kommet og dels var udlagt for at gå bort, og som da vinden begyndte at blæse op fra nordvest, let kunne rage på hinanden.

At ingen skibe lades ind gennem bommen på søn- og helligdage, fatter man let er en god og fornøden orden. Men i et så ualmindeligt tilfælde, som det der træffer København i år, fordrer det almindelig tarv at reglen har undtagelse. Jeg var i mandags mellem mængden af stadens folk på toldboden og så et antal skive så stort og så tæt på hinanden, at jeg aldrig har set lige dertil. Jeg hørte nogle provinsskippere, der havde en del mennesker omkring sig, klage over at de ikke kunne komme ind i havnen med deres fartøjer, uagtet toldvæsnet havde på muligste måde lettet dem vejen dertil. Gå til Buntzen, råbte en af forsamlingen. Gå til kommandanten råbte en anden. Vi har været hos dem begge: Det er mod ordrer, svarer de. Gå til kronprinsen råbte flere. Han er præses for admiralitetet. Vi vil vise jer vejen til ham. Dette råd blev fulgt. Skipperne fik hans kongelige højhed i tale og det gode tilsagn, at der skulle komme ordre til at lade bommen ufortøvet oplukke. Men naturligvis tog det tid, inden ordren kunne komme vedkommende i hænde, på en dag og en tid da mange er ude at trække frisk luft. Henimod klokken 8 aften kom en admiral fra admiralitetet, som gav bådsmanden befaling at lade provisions-skibene gå gennem bommen. Dog måtte nøglen først hentes fra Holmens chef. Den kom kl. 9. Nu oplodes bommen, og idet varpningen gik for sig lovprisede det forsamlede folk kongens hulde søn, som i et øjeblik fattede at der gives tilfælde hvori instrukser kunne tåle undtagelse. O! at han ville engang for alle berige toldbodens chefs instruks med den klausul, at der i tillfælde som dette eller nåren særdeles gavnlig vind blæste, altid på begæring af skipperne skulle åbnes for dem. At toldbodens kommandant, der selv er sømand, og altså indser nytten, vil understøtte dette ønske, bør man love sig.

Skipperne og deres mandskab arbejdede hele natten i spillet, og morgenen tidlig var de på deres markedsplads. Skulle de have ventet til dagen efter, da de udgående skib endnu mere gøre farten gennem bommen besværlig, ville de ikke endnu i 2 dage have kommet op i havnen. Og rimelig ikke alle i behold.

De såkaldte pæreskuder var vigtigere for København end de store skibe med sukker, kaffe og tobak: Det nyttige måtte vige for det nødvendige.

den 14. maj 1799. Sincerus


(Politivennen Hæfte 5, nr. 56, den 18. maj 1799, s 881-885)


 "Nu oplodes bommen, og idet varpningen gik for sig lovprisede det forsamlede folk kongens hulde søn" (Træsnit fra o. 1790 af kronprinsen og kronprinsessen)

13 juli 2014

Om Uorden ved Bryllups-Højtideliger i en vis Købstad.

Det er meget ubehageligt at savne politiet der hvor det egentlig burde have nøje opsyn. For så længe som pøbelen og kåde drenge uden tiltale spøger med en god mands agtelse, så længe behøver man desværre politi og sand justits.

Jeg vil som bevis på disse sørgelige sandheder meddele Dem følgende optrin: Sandhed og upartiskhed skal føre min pen. Så snart som et bryllup (eller anden højtid) skal holdes i bemeldte købstad, så forsamler der sig en mængde skødesløse drenge med andre voksne mennesker ude på gaden. De sidste er to slags: Ryttere, ligesom nogle borgere (usle borgere, forstår sig).

Nu begynder altså bryllupshøjtiden. Men udenfor på gaden hersker den skrækkeligste kontrast. Fx kikker nogle af de respektive tilskuere dristigt ind af vinduerne (ofte går ruderne derved fløjten), nogle ler, andre griner, nogle hujer, nogle beskadiger hinandens klæder såsom ved at kaste snavs på dem, eller at sy i dem med groft tvinde. Andre råber på de personer, som er med til højtiden, dem til lille vinding med visse udtryk såsom: Den nar, den kvast, den nathue osv. Andre har deres søde løjer med bruden og brudgommen. Af beskedenhed for det agtede publikum, vil jeg tie med disse naive flauheder.

Omtalte klynge af sådanne skadefro bremser bliver uafladeligt stående på gaden så længe brudeselskabet konverserer hinanden. Men, vil man sige, hvorfor ruller man ikke rullegardinerne ned? Ja da skete først en ulykke, fordi så ville alle vinduerne snart gå i med i købet. Men vægterne da? De snuser tobak, drikker brændevin og tier. Men Magistraten da? Bør om muligt afværge disse fatale uordener. Og til det vil man fremsætte følgende forslag til midler, som sikkert vil have deres gode indflydelse så snart han bruger dem.

1) Pålægge alle mestre, at de ved sådanne lejligheder måtte passe på, at deres drenge bliver hjemme. I manglende fald burde drengene transporteres på rådstuen, og der skulle de straffes med ris. I forvejen kunne man bekendtgøre det med trommeslag. I manglende tilfælde, burde mesteren betale mulkt 1 a 2 rigsdaler.

2) Den militære patrulje skulle bringe ryttere i hovedvagten, forstå sig selv en smule dada måtte have. Item mulkteres, overensstemmende med deres forfatning.[Side 876-877 mangler]

(Politivennen nr. 55, Maj 1799, Hæfte 5, s. 873-875)

12 juli 2014

Spørgsmål om Øl og Ølkander

Da man erfarer, at bryggerlavet har fået den forhøjede takst til at gælde for hele året, i betragtning af at alle species til ølbrygning er steget i pris, så spørges, om der ikke kunne spares lidt mere på den species: Vand i sekstenmarks øllet? Item om øltappere og spækhøkere har ret til at måle med fynske trækander, om der ikke er justerede kander, og om ikke to potter bør gå på en kande efter dansk mål?

M

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 54, den 4. maj 1799, s 859)

Til Brand- og Vandkommissionen om de to ferske Vandpumper på Toldboden

I nogle sidst afvigte somre, er en beboer i Skt. Anne Østerkvarter, der til hans gård ved kongeligt skøde har en portion af Charlottenborgs hovedrende, blevet opmærksom på, at hans pumpevand ikke alene er kendeligt formindsket, men endog bliver undertiden på nogen tid rent borte. Årsagen hertil må sikkert være de to pumper der er anbragt på Toldboden, der skal være ansatte på samme Charlottenborg hovedrende. Disse som om forår, sommer og efterår, når reden jævnligt ligger fuld af skibe, er fra morgen til aften i uophørlig gang, gør det rimeligt at vandet ved denne idelige pumpning drages bestandig hid til dette punkt. Efter sagn skal fontænemester Bekker, da han ytrede sin mening om disse pumper, erklæret sig imod dem, fordi han formodede, det ville ske, hvad nu sker, at delhaverne i denne rende ville herved komme til at mangle vand.

Ingen opmærksom nægter herligheden af dette bekvemme anlæg, men disse pumper burde nok have en hovedrende for sig selv. For antallet af de tønder vand som dagligt pumpes, må være særdeles betydeligt. Man ønsker derfor at gøre Brand- og Vandkommissionen, under hvis omsorg sådanne tilfælde formodentlig ligger, opmærksom på den farlighed vandets formindskelse eller ganske fravær i mødende ulykkelige begivenhed kunne forårsage, ligesom også, at man aldeles ikke kan undvære vandet i det daglige husholdning. Vedbliver denne mangel, nødes man til alvorligere at påtale sine rettigheder, da vand, denne livets første og største nødvendighed, på ingen måde kan undværes endog i det bestemte øjeblik, da man skal gøre brug af samme.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 54, den 4. maj 1799, s  835-837)

Rådne Fisk i Stadsgraven

Den voldsomme frost i vinter har blandt andet haft til følge, at fiskene på nogle steder er frosset ihjel. Således finder man en mængde døde fisk flydende på stadsgravene, men da dette såvel forgifter vandet for de tilbageblevne fisk og fordærver luften med stank, som det tilbyder et væmmeligt syn, så anmodes vedkommende civile eller militære politi at besørge de rådne fisk bortførte.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 54, den 4. maj 1799, s 855-856)

Et Ord for Tiggerbørn

Hvorledes kan det forebygges at en mængde bittesmå tiggerbørn vrimler om mellem vogne og trængsel på Østergade og omliggende stræder, mens fattigvæsnet endnu er under revolution, og før den konstituerende fattigdirektion har fuldendt sit arbejde? Anmelderen har med skræk set disse ulykkelige små, formodentlig tvungne af lige så ulykkelige og derved ufølsomme forældre, at være udsatte hvert øjeblik for at overkøres af de lynsnare kuske, der skaffer vokse folk nok at bestille med at tage vare på sig selv.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 54, den 27. april 1799, s  843-844)

Et Ønske til det Almindelige

Hvor meget bekvemmeligt ville det ikke være for de som ønsker at leje værelser, når det blev almindeligt til alle tider, at i aviserne hvor sådanne avertissmenter af husejerne anføres, tillige blev anført hvad leje årligt eller halvårligt gik af deres således udlejede værelser.

Herved undgik værterne selv en hoben ulejligheder, og de som søger værelser endnu meget mere, da det er begribeligt, at de som ønsker værelser til fx 100 rigsdaler årligt ikke behøvede undertiden at gå fra den ene ende af byen til anden, for at erkyndige sig om de værelser hvoraf derimod skulle svares 200 rigsdaler årlig leje, eller blandt 10 avertissmenter næppe at finde en prise som svarer til den leje de ungefær kunne tåle at erlægge. Vel kunne nogle husværter være af den formening at de ikke altid så får høj leje som forlanges og derfor tro det bedre, at sådant måtte være skjult indtil de ved samtale med vedkommende kunne afhandle sligt og derved nærmere komme til aftale.

Men dette behøvede heller ikke at afskrække de boligsøgende fra at erkyndige sig hvor kun en halv snes daler var forskellen af den leje som de kunne give, hvorimod de sparede ulejligheden for sig selv og værterne, hvor afstanden var så stor, at de forudså, at det ikke var for dem at entrere udi.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 54, den 4. maj 1799, s  838-839)

11 juli 2014

Et par Ord om Fattige og Arme.

Uagtet vi siges at have en Fattigkommission der ret er martyrer for deres nidkærhed og aktivitet, der besidder forstand og redelighed nok til at opnår deres ædle hensigter, hvorom aviserne endog overtyder os, så finder man dog i næsten enhver gade en mængde usle tilsyneladende arme, ja endog ofte mødre med spæde børn på armene. Udsatte for kuldens strenghed, som stedse plager og trygler den forbigående om en liden hjælp, der for det meste dog ikke tjener dem til andet, end til at forlænge deres kummerlige liv. For at give en fattig nogle få skillinger er langt fra den virkelig hjælp. Det er det samme som at kaste et lille bræt til et menneske der er nærved at omkomme i vandet, hvorved man kun ville forøge hans lidelser.

Skulle det ikke være muligt, at den sørgelig uskik på nogen måde kunne hæves. Kunne ikke den lade arbejdsdygtige besørges hensat i arbejdsanstalter og fabrikker og der fortjene så meget at han kunne være befriet for alle næringssorger og nyde et lykkeligere og nyttigere liv. Og den fattige men virkelystne mand på anden måde ophjælpes. Men hjælpen måtte være så  fuldkommen at den som findes værdig dertil, aldeles må være befriet for næringssorger, for troede man at hjælpe alle ved at tildele alle noget lidt, da var troen meget falsk og svag, og man hjalp aldeles ingen, men anvendte pengene på en unyttig og ufornuftig måde, som var et sandt kendetegn på forstandsmangel og redelighed. Hensigten måtte være nok så god. Og når afstanden mellem ekstremerne rigdom og armod er så uforholdsmæssig stor, at rigmanden (der vanskeligt efter rene moralprincipper, kan besidde god moralsk karakter) ejer tønder guld mens hans ædle medbroder hentærer i elendighedens vrå sukker under livets byrder, da er staten langt fra fuldkommenhed!


(Politivennen 20. april 1799, Hæfte 4, nr. 52, s  825-826:

10 juli 2014

Lighed, o hellige Lighed!

På en tid da en oplyst og tolerant regering ingen forskel gør mellem fine borgere om de er kristne, jøder eller om de holder sig til slet ingen kirke, hersker dog endnu hos os en gammel uskik, som vor vise regering ikke har fået anledning til at både på, fordi ingen hidtil offentligt har klaget over den.

Der er måske få blandt vore medborgere, der så nøje kender jødiske borgeres rettigheder her, at de ved hvorledes disse borgere i nogle henseender står mere under politiet end vi andre. Denne forskel består deri, at en jødisk husvært lige såvel som kristne husværter kan forskaffe på sin påtegning et præsidentpas til en kristen, som bor hos ham. Vil derimod denne samme jødiske husvært have et præsidentpas for en hos ham boende jøde eller for sig selv, så nægtes dette ham, men passet må hentes ved en politibetjent, som dog egentlig kun er sat af øvrigheden for at passe på sådanne tiggerjøder. *)

Fremdeles får ingen jødisk husvært et præsidentpas for sig selv eller for en hos ham logerende jøde, når ansøgningen ikke er påtegnet af de jødiske kirkeforstandere eller de såkaldte Ältesten da dog dette ikke er tilfældet med danske borgere af nogen anden religion. Således bruger fx ingen dansk reformert borger en påtegning af sin diacono osv. Ligesom en bosiddende borger, der har troværdighed nok til at attestere for en kristen, ikke skulle have troværdighed for sig selv, og for en hos ham boende jøde uden sine kirkeforstanderes påtegning! Er disse da ikke jøder?

Til disse fornedrelser kommer, at passkriveren her aldrig glemmer foran mandens navn at sætte ordet Jøde **), da man dog ikke plejer foran andre danske borgeres navne at sætte katolik, reformert, fornuftstroende eller lignende. Dette eneste ord jøde nedværdiger vores danske jødiske borgere, i det mindste uden for vores grænser, og forårsager dem mange krænkelser og ydmygelser. Jeg mener i det såkaldte romerske rige, for dettes fleste store små og bittesmå fyrstendømmers regeringer gør endnu, enten af intolerance eller af nedrig vindesyge, en umenneskelig forskel mellem rejsende af jødisk religion og andre. Disse må endog ofte nødes til at stå i portene, selv når de rejser med landsherrens post, og at betale et nedrigt pålæg, som tyskerne meget ædelt kalder livtold (leibzoll).

Sådanne ydmygelser må vores medborgere døje hjemme og imellem fremmed, blot ved en slendrian, men en skadelig slendrian behøver sikkert i Danmark kun engang højt at påankes, for at ændres. Vores regering, der så ædelt søger at udrydde intolerance i hjerterne, vil sikkert ile at tilintetgøre enhver levning af intolerance, i anordninger og forretningsformer, så snart den ærligt vises.

*) Først for nyligt har vi haft et eksempel hvor skadelig denne uskik kan blive for en rejsende købmand. En anselig købmand af den jødiske religion havde på denne fornedrende måde fået sit pas. Hans sager var nu bragt ombord. Men da skipperen havde fået forfald, så at passet blev ældre end 3 dage, måtte dette efter forordningen fornys. Til ulykke var omtalte politibetjent ikke så hastig at få fat på, og skipperen kunne ikke vente. Han sejlede da bort, tog købmandens sager med sig. Og denne måtte blive tilbage uden sine sager, kom meget senere hen hvor han agtede sig, og led derved et betydeligt tab.

**) Og dette ords udeladelse bliver ofte nægtet, kun nogle få lykkeligere undtagen, skønt der såvidt mig bekendt, ikke findes nogen kongelig forordning herfor.

(Politivennen.Hæfte 4, nr. 51, den 13. april 1799, s 804-807)

Spørgsmål til Professorerne Winsløv og Schumacher.

Udenlandske rejsende, som ofte besøger København, ønsker at vide, om det skidne, surbenede fruentimmer, der i så mange år har ligget og tigget på det kirurgiske akademis trappe, virkelig er akademiets attribut eller ikke? Er hun attribut burde hun have en anden stilling, og er hun det ikke, burde hun helbredes. Det sidste var nok det hæderligste.

(Politivennen, Hæfte 4, nr. 49, den 30. marts 1799, s  781-782)