En Bøn til Magistraten i Kjøbenhavn og til Kronprindsen.

Da rugen allerede nu ved vinterens begyndelse koster omtrent 6 rigsdaler, det dobbelte af hvad denne for alle nødvendige fødevare burde koste, så er det naturligt at den fattige husfar der ser søen tillagt og endnu kun alt for levende husker den sidste skrækkelige vinter, gyser for den tid der skal tilbagelægges uden tilførsel, og ser i ånden enhver fødevare stegen til den mest ødelæggende dyrhed.

Han ved ganske vist at der er overflødighed i købmændenes magasiner. Men denne kundskab yder ham ingen fryd. Han forestiller sig ikke at købmanden er en oplyst, virksom, patriotisk rigdomsmand, der med glæde nøjes med en mindre vinding på de nødvendighedsvarer, hvortil hans medborger trænger, der foragter at bygge en spekulation, var det endog den allerfordelagtigste, på dennes suk og mangel. Nej, han tænker sig snarere derved en mand der ved opkøb, ved sammendyngelse i magasiner, ved udskibning, ligeså virkelig tilintetgør den rigeste hest som den hærgende fjendesværm, der afbrænder de fyldte lader og nedtramper sæden under den ranede hestehov. En mand der under fordøjelsen af en sybaristisk smaus kan beregne vindingen ved en dags længere indefrysning, vindingen ved en knivsod smør afknebet fra ti tusinde svedende arbejderes grovbrødsfrokost. En mand der på en og den samme dag kan opkøbe alt talg og slutte aftale med alle lysestøbere om leverancer, som disse med tab må støbe af det hos ham købte material. En mand der med hellig mine indstiller den velsignelse en korterlang af et tusinde favne udsolgt brænde afsavet endestumpe tilbringer ham! Og I, redelige patriotisk sindede handelsmænd, tilgiver I ham ikke at han tænker ligeså foragteligt som I, om en mængde af jeres næringsbrøde hvis principper og handlemåde er så vanærende for standen?

Hvad er altså til overs for den vemodige husfar. Hvor skal han søge råd uden hos den øvrighed som han lønner, som han beviser hørighed og lydighed for af den at nyde forsvar og sikkerhed?

Sikkerhed - ikke alene som den kolde jurist ville fortolke det, ved justits og domstole, men sikkerhed imod ethvert onde som ikke den enkelte, men det hele samfunds repræsentanter kan værne imod. Og sådant et onde er dyrtid. Ja, hører det, I øvrighedspersoner fra kongen og kejseren indtil rådmanden og fogden, hør det, for det er sandhed. Jer nævner den i landefred, i ejendom hævdede borger med taknemmeligheds, med glædens tårer, men - jer nævner også den vindskibelige mand der ser al sin anstrengelse utilstrækkelig til at anskaffe sig en føde som ikke mislykket høst, ikke karrig natur, men spekulationer og mangel på magasiner har opskruet til uhyre priser, jer nævner ha og hans sukkende mage, og hans hylende børn, men den anklagende harmes sjælebrændende tåre.

Så meget mere venter Københavns borger af sin Magistrat at denne ved magasiner afværger dyrtid som den ved anskaffelse af brændeoplag har erkendt det sin pligt. Men så håber han også at disse kornmagasiner snart åbnes, da dyrheden er så stor.

Den som skriver dette og som ved hvor slemt det er at være i uvished og uvidenhed om de nærmest vedkommende ting, vover ved denne lejlighed at anmode magistraten om hvert efterår at bekendtgøre for indbyggerne hvad og hvor meget der er anskaffet for stadens regning af de første fornødenheder.

Og du, Frederik! Vores første medborger, hvis virksomme medlidenhed over de i sidste pinsetid endnu isbelejrede og over dyrtid sukkende københavnere, dette blads udgiver glædede sig ved at beskrive *), forestil din far at en fri handel ikke er nok til at holde priserne i en tålelig højde, at magasiner på de første fornødenheder er det eneste middel, og han vil tro dig, og vi vil have dig at takke for aldrig oftere at sukke over indefrysning og over forbandelseværdige kornpugere. Og taknemelighedens tårer skal blive din løn!

*) Se nr. 59.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 88, den 28 December 1799, s 1403-1407)

Om Bøndernes Smaae Torve- og Brænde-Læs.

Det som ses hele tiden, holder op med at være påfaldende. Denne erfaring finder daglig sted ved de over al måde og til latterlighed usle læs af brænde, tørv, kul og lignende som vi daglig ser komme til torvs, og hvorover den fremmede der første gang i sit liv ser denne abderitstreg, med rette udstøder en latter sammenblandet af forundring og foragt.

En bonde tror og påstår at have bragt et forsvarligt læs som han kalder det, til torvs når det indeholder 30 snese tørv. Haverne af den korte vogn er stillet næsten lodrette og ovenpå består endog en del af det synlige læs af kviste, forder, tørre bregner eller lignende. For dette læs går to ofte tre heste, og et menneske må være med hvert læs. Beregner man nu når føreren af sådant læs om aftenen afgår fra fx egnen ved Frederiksborg, for om morgenen at være på Kultorvet som han forlader om middagen, for om aftenen at være hjemme - beregner man nu udgifterne så knapt som muligt: på indfarten 2 små måltider og 1 glas øl, aksissen, et morgenmåltid i København 1 dito ved bortrejsen, atter to ditto på hjemrejsen bompenge frem og tilbage, slid på vogn, tøj og hestesko på en kørsel af 10 mil, 3 hestes arbejde for 2 dage og 2 dage forsømt for føreren, for den bortvågede nat kræver sin ret - lægges hertil udgifterne ved tørvens frembringelse, ved dens stikning, tørring og hjemkørsel - og fradrages nu denne sum fra de 10 til 12 mark for et helt læs, dyrt nok, sælges for, hvor meget bliver da tilbage?

Forholder man en bonde den dårlige økonomi ved de små læs, så svarer han blot at det er umuligt at komme frem med større da vejene er så dårlige. Men da læssene aldrig bliver større når vejene om sommeren eller vinteren er allerbedst og da man på selv samme tid ser 6 til 8 gange så store læs indbragt ved samme hestetal, men NB kun fra landmænd over bondestanden og fra nogle få klogere bønder, så ser man nok at dette enten må være dumhed eller blot forevending.

Den rette grund er foruden ukyndighed i at gøre et rigtigt overslag over tab og vinding, lyst til sværm og hjemmelede. Så mange læs som han kan pine ud af sine tørv, så mange glade københavnsrejser.

For københavneren har denne tåbelige adfærd imidlertid den skadelige følge at den desuden dyre brændsel sælges ham endnu dyrere da nu det lilleputtiske læs står sælgeren for en del lige så højt som det store.

Dersom jeg foreslog at det blev forbudt at indføre mindre tørvelæs til København end på 100 snese, og mindre brændelæs end på en halv favn, så ville man vel kalde mig en rådgiver til despotiske forholdsregler. En beskyldning der skulle være mig den hårdeste af alle hvis den var fortjent. Men det er den ikke, eller også det er despotisk at forbyde borgeren at bage og brygge, at forbyde højere huse end 18 alen, at forbyde ædelstene i dragt og guld i værelser, ja selv disse forbuds nytte er mindre indlysende for dem de gælder for end mit.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 88, den 28 December 1799, s 1397-1400)

Ønske for Nestved og Bøn til General-Vej-Kommissionen.

Næstveds og især Lille Næstveds gader, er i vådt vejr uendelig snavset. Dette er egentlig ikke noget særegent onde for Næstved. Man beskuer næsten enhver købstads gader, man erindrer hvad der i dette blad før er skrevet om Kalundborgs, man ser endelig til hovedstadens gader hvis tilstrækkelige renholdelse endnu ikke er opnået. Det ville altså kunne man sige, anses for en alt for stærk prætension om Næstved som en tredjerangsstad, ville have rene gader. Næstved har endog en undskyldning mere end mange andre stæder. Denne at ingen veje kan tænkes dårligere end de som leder til den, især dem fra Korsør og Ringsted der næppe er i bedre stand nu end i Christian I's tider. De vogne som kommer til Næstved og som på vejen er sunket i til akslen i dræk, medfører et betydeligt antal ditto til byen, som forøger stadens egne betydelige produkter.

Næstved ligger ved foden af et sandbjerg. På vejstrækningerne mangler det heller ikke på dette til vejbygning nødvendige emne. Men sandet bliver liggende hvor det ligger, og vejene bliver ved at være halsbrækkende og hestefordærvende i den højeste grad.

Danmark har en vejkommission som besidder nationens agt og tillid. En vejforordning som anses for et mesterstykke. Der er før og efter denne forordning årligt arbejdet på vejene. Men efter de fuldfærdige strækningers størrelse, såvelsom deres varighed (se Roskilde- og Hørsholmsvejen) at dømme, vil Christian den 20. endnu kunne vælte på sin kongevej, uagtet alt hvad Christian 7. har gjort for at forebygge det.

Det var måske muligt at indbyggerne i mange købstæder eller amter blev til sinds selv at anlægge (efter den anviste linje og plan) deres landevej dersom de vidste at turen ellers først om et hundrede år ville komme til dem, og dersom de havde den nødvendige kundskab såvel om bygningsmåden som især om dens omkostninger.

Dette såvel som det ovenfor sagte om de små strækninger som årligt bygges, giver mig føje til at gøre følgende anmodninger til generalvejkommissionen: 1) At den ved hvert års ende underrettede almenheden om hvad der i samme var anlagt af nyt og hvad der var forbedre. Intet kunne tænkes mere behageligt for folket som tager så stor del i disse nyttige arbejder og altså heller intet behageligere for vejkommissionen som må ønske den agt og tiltro den besidder, end mere bestyrket end en sådan meddelelse der sikkert vandt en regents bifald som selv så lidet ønsker kundskab om noget offentligt anliggende tilbageholdt fra folket, at han endog ofte offentlig meddeler sine tanker, hensigter og iagttagelser. *) 2) At den ville udgive en plan over hele kongerigets vejarbejde hvori følgen og tiden for ethvert steds vejes bygning bestemtes, for så vidt dette lader sig gøre når arbejdets gang hidtil lægges til grund. Endelig 3) At den ved trykken bekendtgjorde en kort og tydelig anvisning til grus- og stenvejes bedste anlæg, forsynet med beregninger over omkostningerne af de derved forekommende arbejder. Dette sidste ville tjene mest til at opmuntre til vejanlæg da man nu forestiller sig disse omkostninger som uhyre store og af mangel på sikker underretning ikke ved hvilket man skal holde sig til at de forskellige derom løbende rygter. **)

*) Denne priselige regentadfærd som så ofte har vist sig i indledninger til de kongelige forordninger osv. giver den mest frydende forhåbning at hans majestæt engang vil befale alle sine kollegier årligt ved trykken summarisk at bekendtgøre deres handlinger til det almenes tarv. Dette er mange gode patrioters ivrige ønske, og dets opfyldelse tror de vil have mange herlige følger, vil gøre skatterne mindre tunge, vil bestyrke kærligheden mellem folket og dets regent, vil stoppe munden på kritikere. Kort sagt, vil befordre landets lyksalighed, og give alle andre regeringer det mest glimrende eksempel at efterligne.

**) Disse rygter er så forskellige at milen mellem Roskilde og Korsør efter nogle skal have kostet 80.000 og efter andre 3.000 rigsdaler at anlægge.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 88, den 28 December 1799, s 1393-1397)

En Bøn til Skolekommissionen.

Iblandt de beviser som Frue Skoles ny indretning afgiver på den sætnings sandhed at intet menneskeligt er fuldkomment, er valget af lære- og læsebøger ikke det mindst betydelige.

Jeg vil her for pladsens skyld blot nævne den nye tyske læsebog Die Bestimmung des Menschen af Spalding. Dersom det gælder om, til læsebog at vælge et skrift af et behageligt nyttigt indhold, af et tydeligt, i daglig tale anvendeligt sprog og som er frit for battologisk, tungskrevet tøj, så vil næppe nogen turde påstå at ovennævnte skrift er det mest passende af alle.

Jeg vil til bevis blot citere s. 61 som jeg på Veram har opslået og overlade læseren at afgøre om sådant er egnet til at give begyndere lyst til sproget:

An diesem habe ich also eine erste, mit uneingeschänckter Gültigkeit regierende Vorschrift in mir, die sich sehr bestimmt von meiner Selbstliebe unterscheidet und doch eben so innin und unabtrennlich zu meiner Natur gehöret. Etwas ist recht und gut und lebenswürdig, unabhängig von der Rücksicht auf eigenen Vortheil; und etwas ist das nicht. Diese Verschiedenheit und Entgegensetzung empfinde ich so klar, als jemal die zwischen Harmonie und Misklang in Tönen. Auch beweiset der Eindruck davon so viel Kraft an mir dass er sich [] meiner ganzen Seele bem¨chtiget, alle andere Empfindungen gleichsam verschlingt und allein mich entweder mit Lust oder mit Unmuth erfüllet. Wenn ich, bey einer ernstlichen Uebersicht meiner Neigungen und meines Verhaltens, gleichförmige gerade Rechtschaffenheit darin wahrnehme, wenn ich mich da der, noch immer herrschenden, und in jeder Freiheit des Willens treulich befolgten, Grundregeln moralischer Eure bewusst bin, so schaffet mir diese Selbstbeschauung ein Wohlbehagen und under Zufriedenheit, die jede Freude von anderer Art überwiegt oder erhöhet. Aber dagegen ist auch nichts vermögend, mich mit mir selbst auszusohnen, mich aufzubeitern und zur Ruhe zu bringen, wenn ich von dem Anblick einer innerlichen selbstbewirkten Zerruttung meines Herzens geschreckt, die ganze Marter der Selvstverdammung erfahren muss; ich mag dann auch noch so mühsam - aber doch immmer vergebens - mir selber entschliehen und mich, uner dem Schwarme auswärts gesuchter Zerstrenungen und Frohlichkeiten, vor den unausweichtlichen Verfolgungen einer einheimischen Anklage versteckten wollen.

Det ville være ønskeligt om skolekommissionen ved at anordne en for ungdommen bedre skikket bog, ville give den mere lyst til dette nyttige sprog. Vel måtte Spalding da sættes hen ved siden af logaritmetabellerne og Galettis lærebog. Men målet kom man dog stadig nærmere, og hvad ville da et lille pengetab sige.

Forvisset om at kommissionen ikke tror sig ufejlbarlig, men endog vil vide enhver medborger tak der vil gøre den opmærksom på en afvigelse fra den gienneste vej til målet, agter jeg efterhånden at fremsætte i dette blad hvad der i denne henseende måtte synes mig at fortjene en plads.

K. H. Seidelin.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 87, den 22 December 1799, s 1389-1391)

Redacteurens Anmærkning

Johann Joachim Spaldings hovedværk "Betrachtung über die Bestimmung des Menschen" (førsteudgave 1748, sidste oplag 1794) var et i samtiden meget populært værk som udkom i flere udgaver og oplag. Værket lå langt fra den ellers gængse teologi og dogmatik og er i stedet en dialog med sig selv om eksistensspørgsmål.

Om Frue Kirkeskole skrev Adresseavisen efter Københavns Bombardement 1807, følgende den 1. oktober 1807:

Under de Bekymringer, hvorpaa min Embedsstilling i nærværende sørgelige Tidspunkt har været saa frugtbar, var det mig en opmuntrende Glæde, igaar at modtage 10 Rd. til Frue Kirkeskoles Reparation. Den ædle Mand, som leverede mig dem med Taarer iØinene, syntes ikke at ville nævnes offentlig. Jeg antegner Gaven i Skoleregnskabet til Anvendelse efter Hensigten, og haaber, at den ikke vil blive den eeneste. Skolen, hvis Bestemmelse er, at give fattige Borgerbørn frie Underviisning, og, om mueligt, frie Klædning, har ved Bombardementet lidt en Skade, som er vurderet til 1000 Rd. Dens egne Midler ere utilstrækkelige til Istandsættelsen. Dens sædvanlige Hielpemidler: Collecter, Legater af Sognet, kan ved saa mange Familiers Ødelægelse ikke andet end være forringede. Men de ere ikke alle udtømte. Frue Sogn er ved Branden forarmet og adspredt, men ikke tilintetgiort. - Mange af dets veltænkende Indvaanere have i disse Trængselsdage havt øiensynligt Beviis paa Forsynets Varetægt over deres Liv og Eiendomme. De ville ikke glemme at vise Taknemmelighedved at giøre Vel, og betænke, at Understøttelse til Armods Linding og christelig Børneopdragelses Befordring, er den ædleste Art af Velgiørenhed. 

Plum.

Og igen i Adresseavisen den 9. oktober 1807:

Den sædvanlige Efteraars-Collect for Frue Kirkeskole indsamles for Trinitatis Døttre til Høimesse og Aftensang Søndagen den 11 October. Det som indkommer, anvendes til den ved Bombardementet overmaade beskadigede Skolebygnings istandsættelse. 

En nødlidende Kone.

I huset hvor jeg bor, på hjørnet af Hummergade og Skvaldergade nr. 369 og 70, ligger en gammel og aldeles fattig kone som har den grille at hun ikke vil søge hjælp hos Fattigkommissionen. Da man nu kan vente at hun i denne hårde kulde en morgen vil findes død (da hun ligger næsten nøgen på loftet under de af frost tindrende tagsten) så anmoder jeg Dem herved om De i Deres næste Politiven ville tale et par ord om hende for at hun på en eller anden måde kunne blive sørget for.

København den. 20. december 1799
Ærbødigst 
Schiøtt

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 87, den 22 December 1799, s 1388-1389)

Bøn til Generalpostamtet.

At generalpostamtet foranstalter mange nyttige indretninger til de rejsendes bekvemmeligheder er lige så sandt som rosværdigt, og man vil derfor med god grund kunne formode at se en her påanket ubekvemmelighed hævet. En rejsende finder næsten overalt fra Hamborg til København et nogenlunde varmt værelse hvori han især når han på rejsen har udstået meget kulde og af denne er stiv og forfrossen, kan opvarme sig og forfriske sine livs kræfter, indtil han videre vil fortsætte sin rejse. Men på denne vej er også postmestrene samtidig herbergere. Derimod finder en rejsende når han rejser med diligencen eller dagposten, ikke dette gode i Helsingør. Er han ankommet hertil, så må han så forfrossen han end er, stå i porten og vente indtil litzenbroderen eller postmesterens karl kan bringe hans rejsetøj og ledsage ham hen til et herberge. Der tillukkes straks ved postsækkens aflevering døren til postmesterens stue, indtil man på kontoret er færdig med brevenes ekspedition. Undertiden er de rejsendes antal så stort at der følger en bivogn, og da må den blandt disse mest ubekendte rejsende ofte i den strengeste kulde vente en evighed i det mindste før hans udmattede sanser, indtil han med gods bringes til hus og indtil karlen har opvartet de øvrige medrejsende. Ufejlbarlig vil derfor sådanne rejsende være generalpostamtet tak skyldig dersom det kunne formå postmesteren i Helsingør til at give den tiltrædelse til et værelse hvor de i streng kulde kunne få lidt næsevarme og blive så længe indtil de blev ledsaget til deres bestemmelse der i byen.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 87, den 22 December 1799, s 1386-1388)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge ODS er en Litzenbroder en person som ved havn, færge, station eller posthus var ansat til at bære bagage og gods fra og til befordringen. Helsingør Postkontor lå fra 1788 på hjørnet af Stengade og Bjergegade og indtil 1867 Stengade nr. 39.

Stengade 72-74, Helsingør. Diligencen er ankommet her i nærheden. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Torvedags Optrin.

Da min vej en gang imellem falder uden for porten på torvedagene, har jeg haft lejlighed til at se adskillige uordner som let kunne fjernes og som vist nok burde fjernes. Det ophold som her sker fordi de mange vogne ikke hastig nok kan blive færdige ved boden, gør de forsinkede harme og lette at ophidse. Den ene kø er for nær den anden. Den ene skyder den anden til side for at komme til hullet. Grove slagtersvende eller kuske der i stedet for at elske bonden, hvis koste de så nylig selv aflagde, gør sig en fornøjelse af at udle, håne og fornærme ham, slå løs på hvad der står dem i vejen, således opstår mange klammerier og slagsmål som ofte har ærgret mig meget at se, og som vægterne intet gør eller overmåde lidt gør for at fjerne.

Jeg ser intet andet middel til at råde bod på disse uordner end dette at der blev ansat flere betjente så at det blev muligt for flere torvebønder at klarere på en gang. Vel kan indvendes at dette ville være en udgift for staten. Men dette fik ikke hjælpe. Disse afgifter er desuden i deres natur odiøse nok at de ikke ved en dårlig indrettet modtagelse og deraf flydende følger skulle gøres endnu mere odiøse.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 87, den 22 December 1799, s 1384-1386)

Amager-Grusomheder.

Politivennen har adskillige gange talt plagede og tyranniserede dyrs sag, og med forskelligt held. Nogle private medborgere har lånt ham et opmærksomt øre og et alkærligt hjerte, mens de offentlige autoriteter endnu intet har gjort for at rette de påankede grusomheder. Således ser man endnu uhyre vognlæs at opdynges, således forbydes det endnu ikke at lade køer ved uforandret at spølfødes ved at ligge i deres urenlighed, og ved aldrig at blive vasket, at henstå som levende ådsler, således er Knippelsbro som giver som mange for et svært læs svedende hest deres baneknæk, endnu ikke forandret, skønt et hundrede dalers anvendelse her kunne muligvis redde et hundrede hestes liv eller mere årligt. Desværre, det bliver ved det gamle.

En sådan lunkenhed ikke mod en nidkær medborgers stemme, men mod hjertets stemme, burde afskrække fra at tale oftere for det undekuede meddyr. Men det skal den ikke. Jeg opgiver ikke håbet. Dog til sagen:

Amagerne, rettere nogle (jeg ville ønske jeg kunne sige få) amagere har for skik om efteråret at gøre indkøb af gamle, forslidte eller ville kulrede heste. Disse lader de gå ude hele vinteren igennem for om muligt at kunne bruge dem, så mange som overlever, ved næste forårspløjning. Denne handlemåde måtte ved første øjekast synes tåbelig og skadelig for dem selv da mange af disse dyr dør inden midten af vinteren, men man vil finde at den i dets sted bør kaldes umenneskelig snue når man betænker at disse heste fås for næsten intet og at dog nogle overlever hvis arbejde ved næste pløjning betaler de døde og kaster vel endda et par rigsdaler profit af for tyrannen. Husly til dem koster dem intet, den må disse elendige undvære under den strengeste årstid, og på et land der når det ikke fryser, er et morads og i storm og frost ikke har en eneste højde eller skov som kan lune, for remiserne er kun til for de mere nydte harer. Føden koster dem heller intet, ikke engang et knippe strå. Jeg har set en af disse vinterheste, faldet om af sult eller sygdom, ligge i sin sidste dødskamp på en plet sort jord, hvoraf den selv så langt den kunne, havde afgnavet hvert græsstrå og rod. Amageren går forbi og nænner ikke engang at give sig den møje at forunde den en hastigere og mindre pinefuld død.

Oh, at dog et medlidende menneske ville skue ned på dette og så meget andet gængse tyranni mod vores umælende medskabninger. Oh, at en kraftig og retfærdig hånd ville stille sig mellem dem og deres så dybt under menneskelighed nedsunkne herrer!

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 87, den 22 December 1799, s 1382-1384)

Advarsel for Komediegængere.

En god ven af mig som for nogen tid siden ville hente sig en billet i forsalen, fandt da han kom ind, slet ingen ved hullet. Men i samme øjeblik som han trådte derind, så han sig omringet og trykket på alle kanter af 7 til 8 personer som stod ledige i forsalen. Han måtte søge at skaffe sig nogen luft med albuerne, og mens hænderne havde forladt lommerne, gik hans guldur og tegnebog fløjten.

To af denne mands bekendte har i den sidste tid udstået lignende overfald og mistet betydeligt.

Det er altså sikkert at der er en bande af tyve som på denne måde bestjæler dem der tager billetter, når der enten ingen er, eller blot så få til stede som ikke hører til komplottet. Meget måtte man ønske at politiet ville tage disse personer i betragtning som man altid ser hænge i forsalen uden at ville se komedien. Vel er mange af disse blot til stede i lapseærinder. Men rimeligvis ville man dog deriblandt også træffe lommetyvene.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 87, den 22 December 1799, s 1381-1382)

Noget om Vejfred m. m.

Min legemsbeskaffenhed kræver megen og stærk bevægelse i fri luft. For at få denne har jeg altid måttet bruge mine ben siden jeg aldrig har været i stand til enten at holde eller leje nogen slags anden befordring. Efter et ophold i København på næsten 20 år har jeg derfor haft mere end rigelig lejlighed til at gøre en del praktiske anmærkninger over den sikkerhed og bekvemhed som fodgængere har både i og omkring hovedstaden. Således er min galde ofte blevet pirret når jeg træt af en lang vandring har listet mig hjem langs med de usle gangstier på vores brede landeveje og kun alt for tæt, endog når den alfare vej er ganske tør og ren har mødt en rytter efter den anden anden på disse gangstier, og det ikke blot de såkaldte Tårbæksjunkere, men endog mænd for hvis talenter, karakter og charge jeg i øvrigt har al mulig højagtelse. Skønt det nu hidtil altid er lykkedes mig at få disse herrer til uden sværdslag at vige op af fodstien har jeg til min store ærgrelse dog set at de straks er bøjet ned igen. Derved bliver nu den fodgængerne levnede smalle pasage ikke alene temmelig usikker, men stien selv bliver bestandig mere udhulet af hestehoven og følgelig ubekvem. Desuden efterlader hesten hyppigt andre spor som hverken er behagelige for øjne, næse eller fødder. Ligeledes har det ikke undgået min opmærksomhed hvorledes unge ved vejen plantede træer er dels ganske afbrækket, dels højst beskadigede. Ved sådant syn har mine hænder altid uvilkårligt knyttet sig, og det hjertelige ønske er opstået hos mig at jeg dog engang måtte overrumple sådan en nidding på fersk gerning, da jeg vist tror at få ham til at love aldrig mere at gøre det. 

Ådsler og anden vellugt på de offentlige veje er just heller ikke sjældne. Men alt dette som i forbigående. Derimod må jeg fortælle noget som for ganske nylig satte mig i fuld fyr og flamme. Sidste 12. december medbragte klar himmel og behageligt stille frostvejr - sådan god lejlighed måtte ikke slippe unyttet. Om eftermiddagen tager jeg derfor en tur ad Strandvejen, op forbi Eriksens have i tanke at gå Bernstorfsvejen hjem. Men se! Da jeg kommer til den sidste gård mod Lundehuset, springer tre hunde, hvoraf især de to var meget store og ikke mindre glubske, ud mod mig på vejen og forbød mig at komme videre. Der var altså intet andet for end baglæns og så forsigtigt som muligt at dække sin retirade med frosne jordklumper og deslige, hvor efter jeg meget mod min vilje måtte trække samme vej tilbage jeg var kommet. Hvad der ville være sket hvis et fruentimmer eller andet frygtsomt menneske havde truffet disse hunde og givet sig til at løbe, er vel ikke vanskeligt at gætte. Men slap man endog med skrækken og den misfornøjelse at måtte vende næsen om igen, er det derfor ikke mindre sandt at et sådant overfald af bidske hunde på en almindelig vej er ganske utålelig. 

Jeg vil derfor herved have den gårdbruger (hvis navn og stand er mig ubekendt) på det alvorligste advaret om at holde sine hunde således indelukket eller bundne at de ikke kan forulejlige den rolige forbigående. Skulle han hverken af agt for og skånsomhed med sine medmenensker eller af ømhed for sine hunde, overtale sig til at opfylde dette rimelige ønske, må han selv tilstkrive sig de mulige og fortjente følger.

Citadellet Frederikshavn, den 16. december 1799.
J. Schousboe.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 87, den 22 December 1799, s 1377-1380)

Redacteurens Anmærkning

Der er formentlig tale om Schousboe, regimentskvartermester i Citadellet, Elephantstokken, se Krak for 1799. Ligesom beskrivelsen i denne liste passer godt på ham: Johan Christian Schousboe (1763-1818). Cand. jur. regimentskvartermester og auditør ved 2. Sjællandske Batteri let Infanteri. Overkrigskommissær 1806. Afskediget 18.8.1807.

Theateruskikke

1) Alt for mange personer bliver indladt på parterret. Denne virkelig stygge uskik som aldrig ville blive tålt hvis teatret var i privat eje, bør heller ikke tåles af direktionen for kongens. For når kongen som teaterholder sælger mig en parterrebillet for mine 2 mark, har jeg rettighed til en tilstrækkelig plads på hans parterre.

2) Den forunderlige hyssen af mange personer på engang så snart en næse syndes eller en nysen høres. Denne uvane som især en del unge dramaturger udmærker sig ved, er så meget mere tåbelig som den forøger det onde man vil hæmme.

3) En del spilleres og spillerinders sparsomhed på mæle. Denne fejl er egentlig moder til den foregående og overmåde ærgerlig. Var det ikke muligt at instruktørerne ville underrette disse lønnede hviskere og hvæsere at ikke blot parketgængeren, men selv den nærmest ved døren stående parterrist har ret til at kræve hvert ord så tydeligt talt at det kan høres og forstås.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 86, den 15 December 1799, s 1374-1375)

Et Par Ord til alle Klæde- Hof- Galanteri-Isenkræmmere o.a.fl.

Det er så almindeligt når man ser et nyt mon anskaffet af en god ven, at spørge hvor han har købt det og hvad det har kostet. Det sidste er man især nysgerrig efter når man hører at det er købt på samme sted hvor man selv har gjort lignende indkøb. Og der er næppe mange af læserne som jo ved af erfaring hvor ubehageligt det er at erfare at den ting man selv på sælgerens forsikring har anskaffet sig for den nøjeste pris, er fået af andre for en betydelig mindre.

Det er forunderligt at meget agtværdige mænd kan ved opdragelse og vanen være gjort ufølsomme for det lave, det dobbelttungede der er i at sælge en og den samme ting, på en og samme tid, til forskelige priser. At mænd hvis ord i betydelige, mange tusinde dalere gældende affærer antages som den helligste sikkerhed, mænd der sætter den højeste pris på redelighed og sanddruhed, hele tiden kan føre disse ord på tungen: Jeg kan ikke sælge det billigere - det koster mig selv mere - jeg sælger det med tab for ikke at lade en god kunde gå fra mig; jeg overlod det ikke for den pris til nogen anden - og utallige sådanne glatløbende talemåder mens de dog sælger ringere, dog profitere ved at sælge dog, dog på øjeblikket er rede at bevise enhver anden bodgæst den samme udmærkende tjeneste.

Man siger for et ordsprog: når narre kommer til torvs, så får kræmmeren penge. Men man siger mig hvem denne talemåde er mest vanærende, enten for narren eller kræmmeren. Sikkert bliver det den sidste. For narren skader kun sig selv, men den der benytter sig af hans uvidenhed for at optrække ham, det vil sige at lade ham betale en eneste skilling mere end anden, gør det som kaldes bedrageri og som næppe bliver noget bedre fordi det er adopteret og bragt i system af en hel klasse agtværdige handlende.

Men det er ikke narren alene der taber. Hvor mange skønne mænd der ikke er opdraget ved handelen, er vel i stand til eller gider besværet med at prutte eller tinge? Mange købere ynkes hjertelig over sælgeren der så ædelmodig selv taber på sine varer for hans skyld og nænnede for alverden ikke at byde en skilling mindre. Og bør han lide for denne ynk, denne godtroenhed?

Enhver upartisk vil vel tilstå at det er skadeligt for et folks moral at sælgere ikke har deres bestemte priser, at de for at få det mest muligt, tåler sig i i usandheder og tror at disse hører til næringen, og bør vi da ikke ønske en skik afskaffet der desuden har så meget andet mod sig.

I England siger man, har alle handlende deres bestemte priser og taber ikke ved det. Alle fabrikker og manufaktører her har bestemte priser, og taber ikke ved det. Vores urtekræmmere, boghandlere o. fl. har bestemte priser og taber ikke ved det. Selv af isenkræmmere har Serup og Puirary i Adelgade bestemte priser, og befinder sig vel ved det. Hvorfor skulle det da ikke kunne blive en almindelig brug, uden tab for nogen og til vinding for det hele.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 86, den 15 December 1799, s 1370-1373)

Vindbyholt Kro forbedret.

Den misfornøjelse som ytres i Deres blad nr. 67 over Vindbyholts kros indvortes samt udvortes dårlige forfatning og beværtning, er ikke undgået vedbørlig opmærksomhed. For hr. kammerherre og amtmand Bjelke anmodede straks værgerne for Lindersvold umyndige stamherre at påse nævnte kros bygninger bekvemmelig indrettet. Og jeg som stedets politimester ikke alene gav madam Gielf, værtinden samme steds, alvorlig erindring om altid at være forsynet med gode spise- og drikkevarer, men har også ladet opslå en takst hvorefter det fornødne skal sælges så man tør håbe på berørte måde at have hævet en uorden der ikke var mindre fornærmende mod rejsende end staten i almindelighed.

Store Heddinge d. 4 december 1799

Adam Caspar v. Holstein.
Herredsfoged og skriver i Stevns og Fakse Herreder.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 86, den 15 December 1799, s 1367-1368)

Redacteurens Anmærkning

Der blev klaget over Vindbyholt Kro i nr. 67, 3. august 1799.

Adam Caspar von Holstein (1741-1817) var byfoged i Store-Heddinge 1766-1790, herredsfoged i Stevns og Fakse Herreder 1766-1801 og byskriver i Store Heddinge 1766-1790. Han var far til den mere kendte officer, hofmand, teaterchef Frederik v. Holstein (1771-1853) som fik en gade opkaldt efter sig på Østerbro i København. 

Om Vejen ved Storehedinge til Gjensvar paa Politivennen No. 85, samme Materie angaaende.

Mener anmelderen Store Heddinge gader når han taler om dens vejstrækninger der er i meget dårlig forfatning, kan han for så vidt have ret, de [] ndre småbyers gader, men sku [] de landeveje der fører til Store Heddinge, da tager han mærkelig fejl, når [] er om disse at der på nogle strækninger ikke findes spor til fyld, men store brosten kastet oven på hinanden.

Det er bekendt af enhver rejsende og enhver indbygger i herredet med hvor megen påpasselighed og flid herredsfogden von Holstein har ladet sig landevejene være magtpåliggende. I en tid af henved 30 år er næppe noget år gået over at der jo er sket påfyldning på landevejen, ja endog på biveje. Og man måtte ønske at enhver vej i landet, endog der hvor bompenge betales, var så fremkommelig og fast samt fri for huller som landevejen i Stevns Herred fra prambroen til Store Heddinge.

Jeg har tværtimod ofte hørt de vejstrækninger rose der ligger under herredsfoged von Holsteins jurisdiktion, og i sammenligning med nogle andre herreders veje skal de være kongeveje, en og anden bivej der løber fra Store Heddinge til [] dsby vil jeg ikke tale om. De er som [] lt i det hele land og må endnu [] i Stevns Herred der har en flad [] bund.

Jeg står ikke i nogen forbindelse med herredsfoged von Holstein hvorfor jeg skulle tage hans forsvar når tingen ikke forholder sig således. Men det er en sandhed at samme mand har i hans embedstid gjort sig særdeles fortjent af landevejene som Stevns Herreds indbyggere sikkert med mig vil stadfæste. Det har altid forekommet mig at den der baner en god vej, og vedligeholder samme, gør sig meget fortjent af sine medborgere. Foruden den bekvemmelighed at køre hurtig frem, sikrer han dem køretøj, heste, liv og lemmer og derfor bør man offentlig rose end hver der iagttager disses istandsættelse. Man kan ikke nok så meget opmuntre til at have et opmærksomt øje på alt hvad der kaldes landeveje.¨'

N. H. Weinwich
Literatus.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 86, den 15 December 1799, s 1361-1364)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er ulæselig sine steder pga blækklatter. Enkelte ord eller dele af ord er faldet ud, markeret med [].

Der kan muligvis være tale om Niels Henrich Weinwich (1755-1829), som angives til at være forfatter, bibliotekar, justits- og etatsråd. Efter Thorvaldsens ankomst til København 3.10.1819 afholdt Weinwich 10.10. et offentligt foredrag om Thorvaldsen – og til hans ære – i det Moltkeske malerigalleri i Bredgade. Weinwich og Thorvaldsen kan muligvis også have kendt hinanden i tiden før billedhuggerens afrejse til Italien i 1796, se brev af 13.7.1797. Weinwich udgav skrifter om kunst, bl.a. kataloger over malerisamlinger i Danmark som fx den Moltkeske (1818) og to leksika over dansk-norske kunstnere (1811) og skandinaviske kunstnere (1829). Et eksempel på hans artikler findes i Minerva, s. 207-212

Tillæg til det Stykke i No. 84 om de Beskænkede.

Til Politivenen fra Peter Potor.

De skal have tak fordi De har talt et godt ord for en klasse af mennesker der virkelig har grundet fordring på agtelse i selskabet, en klasse der opfylder alle den rolige og ordenelskende undersåts pligter trods nogen. Mens den nøgterne skribent piner sin hjerne for at laste eller forsvare regeringer, indskrænker Evans dyrker sig til at vrage eller rose sin druesaft. Trykkeforordninger, brandforordninger osv. nedskyller han fornøjet i Lethe, og mens andre ræsonnerer over forandringer i kollegier, tømmer han sit bæger på den brave toldkammerpræsidents velgående der engang får udvirket en fri indførsel af vine.

Dog det var ikke det jeg ville sige. Siden de nu anordner at vinhandlere og andre deslige skal lade os følge hjem, når vi har tæret bravt hos dem, hvorfor udstrækker De da ikke dette bud også til enhver som ved at have budt gæster til sig har fået ret til af dem at kaldes vært. Da disse i almindelighed ikke eftergiver dem der har borgerbrev på værtsskab i at gøre gæsterne beskænkede og motiverne til at drikke her er flere, så ser jeg ved Bacchus ikke hvorfor de skulle være fritaget mere end de andre.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 85, den 8 December 1799, s 1356-1357)

Redacteurens Anmærkning

Den omtalte artikel i nr. 84.

Spørgsmål fra musikalske Øren

Er ikke den utilladelige syngen, eller rettere skrålen af små børn på gaderne, enten en slags tiggeri eller et unyttigt erhverv, som man burde søge at afskaffe ved at give disse stakkels børn noget værdigere at bestille? Hvem ved om ikke mangen en af disse små ulykkelige kunne ved god undervisning og understøttelse blive et godt mon for teatret som nu ved deres uophørlige skrålen kun er til plage for dem, ved hvis huse de undertiden rodfæster sig?

(Politivennen 8. december 1799, Hæfte 7, nr. 85, s 1352)

I Anledning af Ilden paa Nørregade d. 2 Dec.

Ved denne ildebrand så man ikke en af bryggernes vandkarrer, da dog det ridende artilleris var der. Ej heller blev indsenderen opmærksom på dem der står i Kastellet. Hvad kan årsagen være?

Man pumpede på Skidentorvet af byens pumpe og lod begge brandpumper på samme torv brandpumper stå tillåst uden at benytte sig af dem da dog mange af de nærboende på samme tid behøvede vand af deres pumpe og ikke kunne afbøde denne trang ved de andre der var i lås.

Skulle det ikke være godt at disse brandpumper engang imellem blev rørt, så vandet der står i dem, ikke skal forrådne.

Da disse pumper står på springvandsrenderne, så følger at interessenterne taber deres vand når de bruges. Dette synes at være en fejl som kunne være undgået, da man kunne have sat dem på en fra graven indlagt rende.

I anledning af de ny karrer vil anmelderen ikke tale om deres alt for store læs da denne post ofte er påtalt og er så iøjnefaldende. Men en anden let afbødelig mangel kan han ikke undlade at påanke. Denne at de ikke tømmer sig gennem en anbringer, men gennem et blot hul, og at de altså må vendes om for at udtømmes i karret, i stedet for at de i første fald kunne holde ved siden af karret  til langt større bekvemmelighed, og når de var tømt, køre fort uden at vende. At denne indretning er anordnet ved seks karrer, er et bevis på at man har fundet den nyttig, men hvorfor bliver den da ikke anbragt ved dem alle.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 85, den 8 December 1799, s 1349-1351)

Et Forslag til Havnekommissionen.

Hr. Politiven!

Jeg havde forleden dag en forretning på Christianshavn i selskab med en god ven. Klokken var henimod 6 om aftenen. Det var altså sort nat. På vores tilbagegang faldt vi på diskurser som fængslede os vores opmærksomhed. Ved Knippelsbro blev vi ved en usædvanlig trængsel adskilt. Jeg kom forud, og med et da jeg befandt mig på broen, opdagede jeg et gab der viste mig den blotte sø, og tillige turde jeg ikke gøre et skridt tilbage mod den opgående bros tilspidsede vinkler hvori jeg frygtede at blive knust. Jeg gav mig altså til at larme og skrige så stærkt at broen igen blev ladt ned og jeg slap med skrækken. Kunne ikke som tilfældet er i Amsterdam den indretning træffes at sådanne broer slet ikke blev åbnet om dagen, men kun fra kl. 12 til 2 om natten da ingen fodgængere formodes.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 85, den 8 December 1799, s 1348-1349)

Brød og Veje i Storehedinge.

Da bageren (NB. den eneste i Store Heddinge) i år solgte 2 pund meget mådeligt brød for 8 skilling og 4 pund for 1 mark, mens bagerne i Køge solgte rent rugbrød seks og et halvt pund for en mark, da rug der dog kun kostede fem og en halv til seks rigsdaler tønden, blev der indgivet en klage til stiftamtmanden og det blev da ved takst fastsat at bagerne i Store Heddinge skal sælge fem og trekvart pund brød for 1 mark.

Dette er sikkert en forbedring for de fattige borgeres tilstand, men to ting ville jeg endnu ønske skete. Den ene at bageren tillige for det foregående havde været pålagt en straf, den anden at taksten havde givet storeheddingerne lige så meget brød for skillingen som køgebagere giver denne nabostads indbyggere hvor kornet vel næppe er, og efter omegnens natur og stædernes beliggenhed fra København næppe kan være lettere end i Store Heddinge.

Store Heddinges vejstrækninger er i meget dårlig forfatning da der på nogle strækninger ikke findes spor til fyld, på andre store brosten kastet således oven på hinanden at det er snarere en forværring end en forbedring.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 85, den 8 December 1799, s 1345-1346)

Redacteurens Anmærkning

Før Trykkefrihedsforordningen var der blevet klaget over Vindbyholt Kro til von Holstein og han havde svaret at han gjorde noget ved det. Det samme skete ikke med denne klage, som tværtimod affødte en tilbagevisning af klagerne.

Klagen følges op i Politivennen 1800, nr. 117. 19 Juli 1800, s 1857-1859 af herredsfogeden Holstein, da der tilsyneladende intet er sket

Et Vink for Stadspolitiets Dyrkere.

Iblandt de mange besværligheder som store stæders indbyggere er underkastede, er den konstante forandring af til- eller fraflyttende naboer og genboer ikke den mindste. Den rolige tænker, der hidtil uforstyrret kunne efterhænge sine granskninger, finder sig på engang ubehageligt hindret ved en nylig i nabolaget indflyttet kobbersmed, blikkenslager o. fl. a. Den sygelige, der mere trænger til frisk luft end til føde, finder sin sundhed på engang voldsomt angrebet, sit blod fordærvet ved de stinkende dunster af en nær tilflyttet fiskebløders lud eller en stivelsebløders vand eller ved en slagters ankomst der anstikker den hele lavere del af gaden med sin urenlighed!

Man behøver bare at spørge en husejer der har en garver, en feldbereder, en fiskerbløder, en stivelsefabrikant ved siden af sig, hvad han ville give for at blive ham kvit, og man vil på hans bud straks høre hvor meget han tror sine lejligheder nedsat i lejernes dom ved dette naboskab. Man vil mærke at her er en mangel i stadspolitiet.

Og i sandhed det er en stor mangel når ejendom ikke er sikret og er det ikke tilfældet her? Eller er måske sundhed og en behagelig role tilværelse ikke en dyrebar ejendom? Eller er min ejendom ikke formindsket, er jeg ikke bestjålet når de lejligheder jeg før udlejede for hundrede daler, nu kun indbringer mig tres fordi en kvælende stank eller et døvende hverdagsbulder skræmmer folk af svagt helbred af sine nerver eller af lyst til et stille ustøjende liv, fra at leje dem af mig?

Og dog sker dette indbrud på ens ejendom uden mindste betænkning eller skånsel, uden at tro sig i mindste måde forpligtet til at give nogen erstatning. Den der ville gyse tilbage for tanken om at udstrække sin hånd til det mindste af en andens gods, gør sig ingen samvittighed over ved hvad der hører eller tros at høre til hans næringsvej langsomt at dræbe personer han ager og elsker, eller betydelig at forringe deres ejendom. Den omstændighed at han selv er udsat for lige kands, den uopmærksomhed stadspolitiet hidtil har vist på denne slags usikkerhed, døver eller rettere dræber den følelse af ret og uret der ellers ikke ville undlade at lade sin stemme høre.

Selv øvrigheden der skal overholde sikkerheden, synder ikke mindre heri og er ikke mere inkonsekvent end borgerne indbyrdes. Den samme øvrighed der ville anse det for vold at påbyde byggeren af et hjørnehus at afskære sin hjørne uden at få skadeserstatning for den tabte grund, lader ikke den mindste tanke om erstatning opstå hos sig, om den finder det nødvendigt fx på et nyt sted at anlægge en slamkiste, eller at tilplante en gades lys og udsigt, eller at anvise kanefarerne en anden kurs, eller at henstille et par snese tambourer, der uophørlig plager de nærboendes øren med det vederstyggeligste af alle buldre, eller at anlægge inde i staden et pestførende trankogeri osv. Uagtet husejerne der ikke som beboerne kan undvige efter et halvt års forløb, taber uendelig mere ved sådan en forandring end ved at se deres grunde indskrænkes et par kvadratalen.

Man vil måske indvende at hvis jeg kan forbyde min nabo at leje til en slagter, så pålægger jeg ham en servitus eller indskrænker hans rådighed over sin ejendom. Jeg svarer: kan jeg ikke forbyde det, så indskrænker han jo min ejendom selv?

Det er bestemt hvorvidt jeg må frabygge en anden sit lys, burde der da ikke også være lovbestemte grænser for mit indgreb på hans nydelser ved næsen og øret.

Skulle ikke nogen af vore grundige lovkyndige af ovenstående finde anledning til at skænke publikum en udvikling af den en borger kan have, eller ikke have imod enhver moralsk eller fysisk person der formindsker hans bopæls behagelighed, sundhed eller værdi.
Følgende bestemmelser synes foreløbig at kunne antages:

1. Alle servitutter som er nødvendige for hele stadens væsentlige tarv, må tåles af enhver borger. Således må staden have sine slamkister på de fornødne steder, dens renovation må ske, men de som bor i nabolaget af sådanne, eller lider ved denne, har ret til en skadeserstatning af hele staden.
2. Ethvert servitut som en væsentlig nødvendighed for nabo eller genbo nøder ham til at pålægge den enkelte borger, må denne tåle uden skadeserstatning fordi han igen pålægger hin de samme servitutter eller i det mindste beholder ret til i tilfælde at pålægge ham dem. Således kan jeg ikke forlange skadeserstatning fordi fx en forbedring på hans tag afspærrer min vej for en tid eller fordi han kalker sin mur, uagtet mine øjne lider ved glansen.
3. Alle næringsveje som ikke kan drives i en stad uden at fornærme nabolaget, bør forlægges uden for staden. Sådanne er slagterier, garverier, trankogerier, feldberederier, fiskebløderier, stivelsefabrikker, anker- og kobbersmedjer og flere lignende. Det samme gælder om eksercering i fredstider hvis denne ikke kan holdes uden bulder.
4. Alle servitutter hvorved min medborger eller øvrighed uden nogen væsentlig nødvendighed enten for den enkeltes eller for dets heles tarv, angriber mit vel, må loven sætte mig i stand ti at tibagevise. Således må min genbo vel kalke sin mur, men ikke bemale den med en liderlig eller væmmelig figur. Således må min nabo vel lade et indkøbt læs aflæsse på fortovet og derved nøde mig til at gå så længe på kørebanen. Men han må ikke bruge fortovet til et varelager.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 84, den 30 November 1799, s 1337-1343)

Til Fattigvæsnets Direktion

En meget gammel og næsten i barndom gående mand har taget sit natteleje i et hønsehus i en gård i Pilestræde, hvor han ligger på de bare stene. Da han ikke tigger og ingen fortræd gør og heller ikke har noget andet husly, har husejeren ikke villet kaste ham på gaden, men meldte det for distriktets direktør. Denne lovede at tage sig af det, og dagen efter kom en mand fra arbejdsanstalten med en seddel fra direktøren til inspektøren for at afhente bemeldte gamle. Da denne ikke var til stede, gik buddet og lod sedlen ligge. Næste dag kom buddet igen for at hente sedlen, og lod sige inspektøren, at han ikke kunne få plads der. Nu spørges: Om husejeren da er nødt til at huse denne fattige, eller om der af de fattiges mange midler ikke kunne falde lidt af for de få dage staklen endnu har at leve i? Anvisning gives af udgiveren.

(Politivennen Hæfte 7, nr. 84, den 30. november 1799, s. 1336-1337)

Endnu engang et Ord om de omplantede Træer paa Vesterbro.

Uagtet der såvel i disse som andre blade så ofte er klaget over de omkring de nyplantede træer på Vesterbro opkastede jord- og stendynger, som ikke alene formindsker fortovet meget, men endog gør det farligt om natten og ubehageligt om dagen da man hvert øjeblik har en af de løse hist og her af drenge kastede sten for fødderne, er der dog ingen forbedring sket.

Dersom Magistraten er overbevist om at disse træer bør stå på fortovet uagtet alt det man derimod ikke uden grund kunne indvende, fx 1) At disse træer når de bliver store, vil gøre fortovet lige så ubrugeligt som bankerne gør det nu fordi der altid sætter sig en forhøjning omkring en stor træstamme. 2) At der efter regn bliver et ubehageligt dryp i lang tid for de gående som altså må søge kørebanen og overlade fortovet til de kære træer. 3) At husejerne må finde sig fornærmet ved at se deres udsigt betaget eller formindsket uden at de endog kan skaffe sig luft ved at borthugge en eller anden gren med mindre Magistraten som virkelig var rimeligt nok, skænkede hver husejer de uden for hans hus plantede træer. 5) At husejerne med tiden vil se deres vinduer, tage og mure udsat for regndryp og fugtighed - dersom Magistraten dog synes godt om træer i denne gade. Så borttager den dog disse unyttige banker og omgiver de unge stammer istedet derfor med fire små planker således som man ser så mange steder her i byen.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 84, den 30 November 1799, s 1335-1336)

Mangel på akademisk Politi

Hvis det er sandt at der ikke behøver vidtløftigt bevis for, at politi er det middel, til at opretholde på større steder især den udvortes rolighed, orden og decorum, så fremsætter man herved en klage, der virkelig fortjener de ansvarliges opmærksomhed.

Med rette kunne man vel forvente, at de mennesker der vil anses for musernes sønner, der vil anses som de, der dyrker videnskaberne, at de også burde være sædelige i deres opførsel, da selv alderdommen anså det for en af videnskabernes vigtigste virkninger, at de skulle formilde deres dyrkeres sæder, og forjage alt vildskab og råhed fra dem. Og dog ser man daglig her hos os hvor lidt de unge studerende lader dette være sig magtpåliggende. Selv på de steder, hvor de burde være lutter opmærksomhed, selv under professorernes forelæsninger, støjer og larmer de ofte således, at ikke blot den professor, hos hvilke de er, men også den, som læser nærmest ved, forstyrres.

Dette er tilfældet med dem, som læser til eksamen filosofikum og filologicum. Og hvad der er det værste: Det lader aldeles ikke til, at denne uorden og vildskab vil ophøre. Meget mere synes den at tiltage hvert år. De akademiske lærere, der har med disse forelæsninger at gøre, kan bedst bevidne rigtigheden heraf.

Da det nu naturligvis må være yderst ubehageligt for enhver lærer, at blive forstyrret i sit foredrag, da når han anstrenger sig for at vejlede og undervise de unge studerende, da visse ikke medbringer så megen anstændighed og selvfølelse til akademiet, at de af egen drift kunne afholde sig fra sådan vildskab og råhed, og da endelig denne mangel på anstændig og videnskabsdyrkere værdige opførsel lettelig kan bidrage til ringeagt med den hele studerende klasse i almindelighed, så synes det virkelig at være en genstand for konsistoriets opmærksomhed, at fastsætte sådanne tvangsmidler, der kunne hæmme denne uorden, hvilket synes så meget mere nødvendigt, som det er en sandhed, erfaringen bekræfter, at der til akademiet dimitteres stadig yngre og yngre mennesker.

(Politivennen Hæfte 7, nr. 84, den 30. november 1799, s. 1333-1335)

Forslag til Bedste for Beskænkede.

Det er nok så bekendt at man uagtet det strenge forbud mod gallopperende ryttere og jagende kuske, og uagtet de deri fastsatte straffe virkelig ikke sjældent udføres, endnu konstant ser jagende kuske og ryttere, men især de første, på vores gader og at derved ofte forvoldes stor skade. Indsenderen så for et par dage siden en beruset matros i den mest åbenbare fare for at blive kørt over af en galopperende kusk og kun et vældigt greb i ham for at drage ham til siden var i stand til at redde ham. Flere som han kender, har set og overværet lignende tildragelser.

Han ser vel et godt middel til at forekomme mangfoldige ulykkestilfælde af den natur deri at alle gaderne forsynedes med et tilstrækkelig bredt, jævnt og tydeligt fortov, men dette synes være et af de mange ønsker som evigt bliver ønsker. I det mindste tvivler Pilestrædes, Østergades, Møntergades, Antonistrædes, Gammelmønts og fleres beboere om nogentid ved tilstrækkelig fortove at befris for at vandre på kørebanen, udsat for overfald af dragere, vogne, løbske heste, lapsede ryttere og af hele horder af svin, stude osv.

Han tror derfor at følgende forslag indeholder det bedste og eneste middel til at befri en mængde beskænkede fodgængere fra overlast: At nemlig ved en politiplakat pålægge enhver vært hvor der skænkes stærke drikke, fra vinhandleren til brændevinsmanden at lade enhver gæst der gik beskænket fra dem, ledsage hjem ved et bud.

For desto vissere at overholde denne anordning, skulle enhver beskænket person på gaden som blev truffet af vægterne, der ikke var ledsaget ifølge anordningen, opgive den vært hvorfra han sidst kom, og denne pålægges med en mulkt, der tredobbelt udredes hvis den beskænkede blev kørt over.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 84, den 30 November 1799, s 1329-1331)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen får en kras kommentar i Politivennen. Hæfte 6, nr. 85, den 8 December 1799, s 1356-1357.

Theaterpoliti.

Det er en erfaring af pudder især hvis det er blandet med fedt, talg eller pomade er en ruin for klæder. Dette skulle man imidlertid ikke tro de pudderhelte var overbevist om der med deres indsmurte hatte indfinder sig på parterret og ved at vende pullen mod dem selv ødelægger deres formænds eller sidemands klæder. Da disse folk har to midler til at undgå at fornærme deres medtilskuere, det ene at holde tærklædet mellem hatten og deres egne klæder, det andet at aflevere hatten udenfor før de går ind, og de desuagtet vedbliver deres unode, burde det da ikke påbydes dem som bruger pudder, at gå ind uden hat og var det ikke godt at dette tryktes med på hver komedieplakat til fornøden advarsel?

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 83, den 16 November 1799, s 1325)

Et nyt Levebrød.

Da gulvtæpper begynder mere end før at komme i brug, og disse ugentlige udbanknng er altid til besvær når den sker i gårde eller i porte og udbankning selv er et arbejde der ofte overstiger en piges kræfter, kunne da ikke her ligesom i andre flere stæder, et par mennesker leve af at banke tæpper ud for betaling? Disse kunne have deres hytte på et torv eller en stor plads hvor man bragte dem tæpperne og afhentede dem afbankede og børstede. Det var godt om en sådan udbankerhytte stod på ruller for altid at kunne flyttes hen på den side af pladsen hvor vinden kom fra.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 83, den 16 November 1799, s 1322-1323)

Et slemt Fenomen.

Et fruentimmer hvis næse er bortædt, går offentlig omkring og sælger fisk. Da det holdes for skadeligt for frugtsommelige at se noget som er så frastødende, og det i det virkelige er ækelt for enhver, så var det at ønske at der kunne findes en uskadelig måde til at unddrage såvel denne som enhver anden på lignende måde ulykkelige person fra at være til ækel, frygt, eller virkelig skade for deres medmennesker.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 83, den 16 November 1799, s 1317-1318)

Portoskæser i Kjøbenhavn.

Når man i Danmark kaster et øje på landevejene og på de vogne hvormed de befares, skulle man næsten tro at folket bestod af lutter kæmper, af lutter hårdføre eller i det mindste friske personer, så lidt er der sørget for at de der er syge eller gamle, magelig kan komme fra sted til sted. Udsat for regn og storm, kulde og solhede rejser man afsted, forskumplede, ømme i sædet, med forrevne klæder og forgnavet fodtøj, stiger man ned og takker Gud for fuldendt rejse.

Følgerne er at den gamle, den svage slet ikke rejser og hvor ubehagelig en følge er ikke denne, hvor mangt et kært familiemøde er ikke derved tilintetgjort, hvor mangt et vigtigt anliggende, ofte af største indflydelse på hele familiers vel, bliver ikke herved forsinket, opsat og til sidst uoprettelig forsømt!

Men nu den syge! Ja han må kønt blive hjemme. Selv om han kunne for at forflytte sig nogle mil sikre sig en duelig læges daglige hjælp, en elsket hustrus hulde pleje, det hjælper ikke! Han må dog hellere langsomt dø hvor han er, end radbrækkes på en kongelig agende post! Han må vide at han ikke som i England eller Frankrig kan køre i magelige, affjedrede, vel udførte kareter, at han ikke er i Holland hvor han i en pilsnar trækfløjte befinder sig under tag og lige så uskrumplet som i sin gang, han må vide han er i det gode gamle nøjsomme Danmark hvor man endnu som helst med hellig ærefrygt, vandrer i de træsko man arvede efter salig kong Dans hustrælle, hvor mange ville råbe mirakel hvis man kunne komme så vidt at køre fra den ene af vores forfaldne møddingsrige flækker til den anden i sådanne hønsehuse som man beundrer hos vore sydlige naboer, at sige: wo sich das Postwesen besonders gebessert hat, og hvor de gyldne ord festina lente det er udlagt: gå frem med sneglefart er løsenet i tusinde munde hver gang det stygge ord grundforbedring lader sig høre *)

Hidtil har jeg kun talt om rejser fra stad til stad, men mon den syge er bedre faren i København selv? Ja, i karet kan han sidde mageligt, men kan kareten alle tider fås i sådan hast som det er nødvendigt, når blot en times tidligere ankomst på hospitalet ville have reddet det liv der nu inden en karet midt om natten kan blive forspændt og komme til det bestemte sted er uigenkaldeligt tabt. Og er der ikke en mængde tilfælde hvor selv en karets bevægelser er den syge så voldsomme og ser man ikke derfor ved Frederiks Hospital både liggende og oprette porteføljer anskaffet og med nytte brugte?

Dersom der ved rådstuen, ved borgerhovedvagten og flere passende steder kunne være godt indrettede og i beredskab stående portechaiser, så at disse inden et halvt korteer og hurtigere kunne komme, dersom derved mange smerter kunne forebygges, mangen kær persons sygdom lindres, mangen elsket mages, mangt med længsel forventet barns liv frelstes. Skulle vi da ikke have varmt hjerte nok til at skaffe os denne så lidt bekostelige sikkerhedsanstalt?

Man vil dog ikke spørge: hvem skulle være portører? For ville man vel tro soldaten vanæret ved at låne et menneskekærligt håndsrækning? Den veltænkende kriger vil ikke tro det, han vil ønske at han i fredens tid altid havde så hædrende forretninger som denne.

Den erfarne læge der angav indsenderen denne ide, og overbeviste ham om dens gavnlighed, ved at nævne flere individer hvem savnet af sådan en anstalt havde kostet livet, modtager her min tak og gid han snart oplever at se sit menneskekærlige forslag virkeliggjort.


K. H. Seidelin

*) Indsenderen vil ikke forstås som den der her skulle have talt mod vores postamt. Da han ikke kender kassens tilstand og altså ikke kan vide om en total forandring med postvognene var mulig, da endog i postamtet ved de to anskaffede diligencer i det mindste har tilsigtet en forbedring og da disse anstalter i England, Frankrig og Holland er private intereseenters værk, så ville sådan fortollkning være falsk. Han har alene ment nationens med beskedenheds og nøjsomheds kappe maskerede livløshed. Ingen kan mere skatte det danske folks mange gode egenskaber end han, men derfor bør en god patriot ikke være blind eller ligegyldig imod de mindre gode.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 83, den 16 November 1799, s 1313-1317)

Redacteurens Anmærkning

Porteskæser må være portechaiser, dvs en bærestol, i følge ODS.

Bortforpagtning af Stadens Belysning.

Uagtet ingen kan nægte at København er nogenlunde belyst, så er det dog lige så uimodsigeligt at den ikke kan påstås at være det ypperligt eller blot tilstrækkeligt, bort set fra de der enten af uvidenhed eller af en indbildt patriotisme tror at København er den skønneste, reneste, ordentligste stad i verden.

Københavns gadelygter er små, forsynet med dårligt glas, har kun en væge, bliver aldrig gjort rene som de burde.

De nye lygter i Kronprinsensgade som man har placeret således at deres trandryp falder lige på dem der bevandrer fortovets fliserække, er en undtagelse for så vidt de har bedre glas.

Til endnu lygternes usselhed kommer deres dårligt valgte stade. Mens andre store stæder har valgt den langt bedre indretning af hængende lygter, vedbliver man i København at kline dem så at sige på husene som de tillige vansirer. Men en fra en bygning udstående lygte øder en stor del af sit lys til unytte på den ene side, mens den lader den anden mørk. Skulle den lyse fordelagtigt, så burde armen nå ud over midten af gaden. Så sandt er det at de i midten hængende lygter har fortrinet.

De hængende lygter har desuden den fordel at det ikke er så let for en uredelig vægter at stjæle tranen fra flammen. Et tyveri der i det små er det samme som når en nedrig fyrinspektør af vindesyge slukker sit fyr.

Hængelygternes store nytte i ethvert kryds af hinanden overskærende gader er uden modsigelse.

Københavns lygter står ikke sjælden åbne, flammen svæver da uophørlig, oplyser ikke godt og blæses endog ofte ud. Vægterne har den undskyldning klar når man viser dem en åben lygte at den har skade og ikke kan lukkes. Bare dog den skade ikke indtraf så ofte!

Endelig kommer den største mangel ved Københavns belysning: at der ofte er - slet ingen belysning. Man har af almanakken set at måneskinnet i så og så mange dage kan gøre lygternes tjeneste, og man har tiltroet det så megen velvilje at det også altid ville. Hvor ubehageligt er det imidlertid ikke, på en overskyet, regnfuld nat mellem første og sidste kvarter at træde i rendestenen, at snuble over grusbanker eller deslige, for de mange på gaderne skadesatte vogne kan man i sådanne nætter dog skimte, eller at løbe knæet mod en af de mange narriske afvisere det vrimler med. Vægteren vil i al fald svare den som klager at han må holde sig til månen.

At vores lygter tændes af vægtere er en større mangel ved vores belysning end man i starten forestiller sig. Disse mænd har en anden, forskellige og langt vigtigere pligt end at belyse. Man møder her den samme ulejlighed som allevegne hvor et individ har flere embeder. Man bruger hans duelighed til det ene som undskyldning for hans forsømmelse af det andet, og vil finde det hårdt at afsætte ham fra det forsømte især hvis det velrøgtede embede er det vigtigste. Men denne forestilling er falsk, for selvom den vægter der forebygger uorden og tyveri i sin gade, men ikke besørger belysningen vel, er nyttigere end den der holder sine lygter klare og lyse, men lader tyve og lignende frit råderum, så er det dog mest rigtigt at belysningen fratages ham og den egentlige vægterpost den anden, og at begge blot forretter hvad de kan forrette.

Dette leder mig til mit forslag: Man bortforpagter ved licitation stadens belysning! Herved tror jeg ville alle fordele opnås: Staden ville blive bedre belyst, for hver utændt eller d¨årligt brændende lygte måtte entreprenørerne lade sig fradrage en fastsat mulkt. En dårlig lysetænder kan afskediges uden tab. Og bekostningen ville ikke blive meget større, for entreprenørerne tog den tranleverandøren nu tilfaldende profit. Vægterne blev desuden en god kontrol mod lysetænderne.

Lidt efter lidt ville forpagterne indføre hængelygter med 4 flammer i stedet for de nu brugte, da de derved sparede i lysetænderløn og sikkert også i tran. De ville vælge de bedste stader for at kunne formindske lygternes tal.

En lygte som er tæt og forsynet med god væge, behøver kun at tilgydes sin afmålte del af tran for hele natten. Lysetænderne kunne derfor når de som tillige er rigtigst og andetsteds brugeligt, tænde straks i mørkningen, og ikke som her når alt er bælgmørkt, være meget få og dog befulde gerningen.

Forpagteren kunne spare lygterne i et fuldkomment måneskin og i skyfuldt vejr kunne de halve være uantændte, men så snart månen ikke mere lyste, måtte der uopholdeligt tændes om det end kun var en time før dag.

For at skaffe sig bydere ved sådan licitation og for ikke at lade sig foreskrive betingelser, ville Magistraten gøre vel i således som før i disse blade er rådet ved renovationslicitationen at anstille det eksperiment hvor meget en flamme på en nat (og altså i alle årets nætter) fortærer. Dette attesterede eksperiment, sammen med lygternes antal, forelagt ved licitationen, ville både skaffe bydere nok og tillige antageligt bud.

K. H. Seidelin.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 82, den 16 November 1799, s 1305-1310)