Et slemt Skraalen.

På hjørnet af Adelgade og Helsingørsgade sidder en sælgerkone med æbler som ved sit stærke, gennemtrængende skrål hvormed hun udråber sine varesorter, meget forstyrrer syge menneskers ro. Desuden er det meget ubehageligt for enhver i hendes nabolag en hel dag at høre på sådan musik. Da såvidt vides det ikke er sådanne sælgerkoner tilladt at tage fast stade på hjørner og stræder, hvor de ikke alene er kørende, men også gående til ulejlighed, langt mindre lydeligt at bekendtgøre deres udsalgsvarer, så håbes at vedkommende heraf vil tage notits og forebygge en sådan uorden.

(Politivennen nr. 417. Løverdagen den 27de December 1823, s. 6748-6749)

I Anledning af Student Obels Begravelse den 18. december 1823.

Det forekommer mig og måske flere med mig helt besynderligt at man i en vel ordnet og indrettet stat tilsidesætter eller viser en vis ligegyldighed mod gode og fra fysikkens side betragtet velgørende love, men til hvad nytte bliver da lovene?

Ingen fornuftig mand kan vel nægte at det har været den vise, den gode, kærlige lovgivers hensigt med lovene at fremme almen held og almen nytte for borgersamfundet. Men man ser desværre meget ofte disse love enten bliver taget meget lidt i betragtning eller for at sige det rent ud, næsten helt tilsidesat. Sådant bemærkes i særdeleshed ved ligprofessionen. Følget og bærerne tilsiges i almindelighed til at møde ved lighuset 1, 2 ja vel 3 timer før professionen begynder. 

For ikke at være vidtløftig eller anføre flere eksempler, vil jeg blot nævne et eneste bevis for dermed at stadfæste min sætning. For dem der vil have lagt mærke til sådant. behøves ikke flere beviser da de kan hente dem fra daglig erfaring som i alle ting er den bedste læremester. I dag den 18. blev en løjtnant Obel fra kongens livkorps begravet fra Frederiks Hospital. Ifølge de vedtagne ceremonier skulle en stor del af korpset ledsage den afdøde til sit hvilested og disse var tilsagt til at møde på Smedelinjen ved citadellet - tænk engang! - kl. 9! og - liget bragtes ikke fra hospitalet før klokken over 12.

"Disse unge imod sædvane var klædt og med denne påklædning under sådan et snefog under åben himmel måtte opholde sig 3 samfulde timer før de gik til lighuset" (Kongeporten, vist nok set fra Smedelinien. Eget foto 2015).

Enhver erindrer let hvorledes vejret var den dag. Og når man nu tager hensyn til hvorledes disse unge imod sædvane var klædt og med denne påklædning under sådan et snefog under åben himmel måtte opholde sig 3 samfulde timer før de gik til lighuset, hvem vil da vel indestå mig for alt det onde og al den uheld disse samme ceremonier er i stand til at medføre for deltagende venner og ømme forældre der måske blandt denne mængde kan have haft en eller anden yngling og håbefuld søn som ved denne lejlighed har som man siger, på dette sted fundet pinden til sin ligkiste. Kunne det ikke forandres? Hvorfor sådanne intetsigende ceremonier? Kunne vedkommende ikke tilsiges ½ time før begravelsestiden var bestemt? Og er de kommanderende forbundet til at vente på et talrigt følge? Det ses let at jeg på dette sted ikke har udladt mig i det vidtløftige. Jeg har blot fremført dette for at bringe det til højere vedkommendes eftertanke, bedømmelse og mulige forandring.

(Politivennen nr. 417. Løverdagen den 27de December 1823, s. 6743-6745)

Redacteurens Anmærkning

Smedelinien er betegnelsen for kontrescarpen omkring den vestlige del af Kastellet. Opkaldt efter det gamle smedehus i Fyns Ravelin.

Der er tale om premierløjtnant Ludvig Obel (1795-1823), som døde af en smitsom sygdom den 13. december 1823. Begravelsen blev også omtalt i Den Vest-Siællandske Avis eller Slagelse Ugeblad for den uden- og indenlandske Historie og for Dagens vigtigste Nyeheder, 2. januar 1824:

Torsdagen den 18de December var i Kiøbenhavn et meget betydeligt og høitideligt Ligfølge, da afdøde Kand. Theol. og Premierlieutenant ved HS. Majestæt Kongens Livcorps, Ludvig Obel, blev begravet paa Trinitatis Kirkegaard. Han var almindelig yndet og høiagtet, og hans Død er meget beklaget. Henved 200 Studenter fulgte deres hedengangne elskte og hædrede Medbroderrs Liig. Iblandt flere af Statens hæderlige Mænd Liigfølget saaes og Korpses Chef, Hr. Generalmajor Lorenz, Kommandeur af Dannebrog.

Glædeligt Nytaar!

Allerede nogle dage før jul hjemsøges man ved sine døre med denne hilsen hvorved den ønskende dog ikke vil sige andet end: giv mig penge. For nægter man at give noget, får man eder og forbandelser i stedet for lykønskninger. Brandfolk, renovationskarle, vægtere, sjovere, læredrenge af forskellige professioner og en del andet pak som nok ellers intet bestiller, tumler sig i en tid af 14 dage fra hus til hus. Og det synes som om staden er overgivet til disses brandskatten. Ja man har endog bemærket kuske og tjenere i liberi ikke holdt sig for gode til også at løbe med tiggerbøssen. Dette onde er således blevet værre år for år og synes nu ikke at kende nogen grænse.

Gilde på Amager. Det fremgår ikke i hvad anledning. Men man kan jo forestille sig at det er omkring juletid. H. C. Henneberg, 1855. Statens Museum for Kunst.

Imidlertid er det ikke alene ubehageligt at blive af med sine penge og spilde megen tid på at skaffe sig disse folk af halsen. Men man har endog ofte den ærgrelse at se at sådanne penge som giverne i disse tider har ondt ved at skaffe tilveje, drikkes op endnu samme dag. Og det er ikke småskillinger der således bortødsles, men summer som mange familier må savne længe. Således har en mand der sidder i en temmelig god handel, forsikret at han ved nytårstid ikke slipper mindre end 200 rigsbankdaler, og en anden i en mindre næringsvej har påstået at det kostede ham mellem 70 og 80 rigsbankdaler for at tilfredsstille disse gratulanter. Det ville derfor være ønskeligt om man på nogen måde kunne sætte grænser for dette onde hvis ikke det kan rykkes op med rode. Et lovbud desangående kunne derfor ønskes. Og hvorfor skulle man ikke have håb om det da alt offentlig tiggeri er forbudt.

(Politivennen nr. 417. Løverdagen den 27de December 1823, s. 6741-6743)

Erklæring til Forfatteren af et anonymt Brev.

Forfatteren af en mig tilsendt anonym skrivelse hvori kundgøres mig: "at nogle interessenter af et lav som skulle finde sig fornærmet over et i Politivennen indrykket stykke, havde undsagt og truet mig, således at jeg stod i fare for at komme til skade på liv og lemmer" vil jeg herved lade vide at jeg dog tiltror en del af omtalte interessenter den evne at kunne læse og forstå dansk, og at de altså ved at bruge eftertanke både vil finde at stykket ikke er fornærmende for noget helt lav og at det heller ikke kan være forfattet af mig, eftersom man deri gør mig en bebrejdelse for at have indrykket et foregående stykke hvorpå omhandlede stykke skal være svar. 

Desuden tror jeg også at lavets forstandere vist ville vide at gå frem på lovlig måde om de skulle finde at det respektive lav in copore skulle være fornærmet og ikke formene sig eller nogen af interessenterne berettigede til at tage noget som helst selvhævn. Er altså skrivelsen ægte eller med andre ord er der virkelig ytret en sådan trussel mod mig, så vil jeg takke hr. forfatteren og være meget forbundet når han vil nævne sig og bevisligt opgive den eller dem der har ytret samme, da jeg dernæst ved rettens hjælp nok skal vise dem at vi for nærværende tid lever i en stat hvori det ikke er tilladt nogen hvad enten denne har sin force i penge eller i håndkraft at tage sig selv til rette på ulovlig måde eller at gøre andre uret fordi man bilder sig ind at man har ret. 

Opfylder forfatteren derimod ikke dette ønske så tillader han at jeg anser ham for en person der slår knips i lommen og som mener at han kan strække mig med trusler. Men jeg må i så fald erklære ham: at jeg som førhen til indrykkelse i mit blad vil modtage ethvert bidrag der sendes mig under navn hvori frimodigt samme endog måtte forekomme den pågældende, ligesom ingen frygt eller nok så slem trussel skal afholde mig fra selv at ytre min egen individuelle mening om det der forekommer mig at være urigtigt.

Udgiveren.

(Politivennen nr. 416. Løverdagen den 20de December 1823, s. 6734-6736)

Redacteurens Anmærkning

Politvennens udgiver og redaktør boede i starten i Klosterstræde. Fra omkring dette tidspunkt ser det ud som om han er flyttet til Vestergade 47, 1.sal. Siden 1859 Vestergade 17. Det fremgår af Politivennen nr. 488, 7. maj 1825. Bygningen er opført 1790.

Mælkeregn i Compagniestræde.

Anmelderen passerede lørdag eftermiddag den 13. kl. 3.30 tillige med en god ven som kom i følge med ham, Kompagnistræde, og udenfor gården nr. 54 som de gik forbi, blev de ovenfra nævnte gård hilst med en mælkeregn som ganske ødelagde indsenderen klæder. Fra hvilken etage i huset dette skete, kan indsenderen ikke bestemme. Kun hørtes et vindue i samme øjeblik at blive lukket og en loftsluge stod åben. Om ondskab eller skødesløshed har været skyld heri, vides ikke. Dog tros sådant i alle tilfælde at stride imod anordningerne. Indsenderen kender ingen der bor i gården, men at der hos disse mennesker må findes meget overflødigt af det som så mange mennesker trænger til, er sandsynligt. Men at tildele sin næste sådant ved at kaste ham det over hovedet, er vist nok en kærlighedsgerning som man tror enhver bør frabede sig.

(Politivennen nr. 416. Løverdagen den 20de December 1823, s. 6733-6734)

Redacteurens Anmærkning.

Kompagnistræde 54 blev 1859 til nr. 13. I 1907 henlagt til matrikel nr. 8, idag Knabrostræde 23, Kompagnistræde 13-15, Snaregade 12-14. Huset i Kompagnistræde er fra 1902, mens de øvrige er over 100 år ældre.

Atter en Udaad paa Assistence Kirkegaarden.

Skønt der i Politivennen flere gange er påtalt uordener på denne kirkegård, ser man dog lignende endnu daglig at finde sted blandt de dødes gravhøje. Den 9. d. m. prydede jeg en for kort tid siden afdød vens grav, nr. 158 på Helligånds Assistenskirkegård, med 2 kranse, en stor grøn og en mindre af evighedsblomster, hvori var anbragt et V. Men da jeg den 15. igen ville besøge min afsjælede ven, fandt jeg den store krans søderrevet og den mindste helt borte. At vinden ikke kunne forårsage dette, ved jeg med temmelig vished, da kransen var hæftet på graven med temmeligt lange træpløkker som endnu fandtes ved graven. Men at den er afrevet af kåde eller rettere af ondskabsfulde menneskehænder er vist.

(Politivennen nr. 416. Løverdagen den 20de December 1823, s. 6729-6730)

Øster- og Vesterport.

Ikke sjældent ser man unge piger med børn, ja endog sådanne aldeles ene at stå over Østerport, eller at barnepiger sætter børn på kanten ovenover Vesterport så at de ved mindste skødesløshed kan falde ned. - Vel ved indsenderen at der Gud være lovet endnu ikke er sket nogen ulykke. Men det er for sent at kaste brønden til når barnet er druknet, lg de høje vedkommende ville vist herpå at være gjort opmærksomme også vide at tage sådanne forholdsregler at det ikke bliver en for sent tilkastet brønd.

(Politivennen nr. 415. Løverdagen den 13de December 1823, s. 6723-6724)

Slem Lugt i Amaliegade.

Fra Almindelig Hospital til toldboden plades de der passerer denne vej, især om formiddagen, af en fæl rådden stank som fra hospitalet udflyder i rendestenen. Skulle denne gule væske ikke kunne lade sig lede gennem gården  og ud i kanalen?

(Politivennen nr. 415. Løverdagen den 13de December 1823, s. 6722)

Nok en Klage fra Humlebæk.

Uforvarende kom jeg til at læse Politivennen nr. 409 hvori findes indført skipper H. Schandorphs klage fra Humlebæk over den derværende distriktstoldbetjents ulovlige opførsel. Jeg fandt denne klage så meget mere troværdig og begrundet som samme betjent havde vist en lignende opførsel mod mig. Da min vej engang faldt forbi kroen, kom jeg derind just på en tid da nogle heste som skulle føres til Sverige, blev takseret. 

Hesteprangeren havde 9 heste og spurgte toldbetjenten hvor meget de skulle koste i told, hvorpå denne svarede 40 rigsbankdaler i sølv. Prangeren ytrede da at de 3 af dem ikke var mere værd. Jeg som ikke vidste om han mente hver af dem eller dem alle, sad just og talte med en af mine naboer om det, da jeg efter min ringe forstand syntes at det var for meget for en, men ikke for meget for dem alle. Toldbetjenten som hørte det, kom da hen til mig og spurgte om jeg var kommet her for at taksere heste? Jeg svarede at det var langt fra min bestilling og at jeg kun talte med min nabo. Men uden at veksle flere ord gav han sig til at slå og prygle mig på det grusomste og tilredte mig så ilde at jeg lignede et menneske der var faldet blandt røvere. 

Skønt dette kan bevises med mange vidner, har jeg dog på grund af min fattigdom og ringe formue ladet sagen gå upåtalt. Men da der nu høres flere klager over denne mands opførsel, så har jeg troet også at burde bekendtgøre det der er hændt mig. Og måtte det nu komme i betragtning hos hans høje foresatte således at derved blev udvirket at hver fredelig mand for fremtiden kan blive sikret for sådan behandling var mit og fleres ønske opfyldt.

J. Jensen
Bonde på Kronborg Amt

(Politivennen nr. 415. Løverdagen den 13de December 1823, s. 6711-6712)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne meningsudveksling: Nr. 415, 13. december 1823, nr. 418, 3. januar 1824 og 420, 17. januar 1824.

J. Jensens svar af 19. januar er særdeles svært at læse, og jeg skal ikke stå inde for at det er korrekt gengivet. Jeg har haft stort besvær med at prøve at finde ud af hvad meningerne egentlig er i sætningerne. Tegnsætningen og ordstillingerne gør i sig selv svaret temmelig vanskeligt at forstå.

Slem Uskik paa Christianshavn!

Den 29. november om aftenen mellem kl. 10 og 11 da anmelderen ville gå hjem fra en god ven han havde været hos på laboratoriet, mødte ham den ubehagelighed da han passerede gården nr. 60 i Wildersgade at nogle ekskrementer kom flyvende øverst oppe fra langs muren ned til stueetagen og overstænkede hans ny fine hat. Vel var det at han slap med det og ikke fik sine øvrige klæder ødelagt. Dog havde han mindst ventet sådant fra denne gård som så vidt ham bekendt blot indeholder honette beboere. 

Anmelderen har formået Politivennens ærede udgiver til at forunde det passerede en lille plads i sit blad for om muligt derved at forebygge at en sådan uorden udøves oftere og for tillige at vække andres opmærksomhed hvis deres vej om aftenen måtte falde der forbi at hvis samme oftere skulle indtræffe, de da holder sig ude på gaden eller på den anden side af fortovene for ikke at lide samme skæbne eller en endnu værre ved at få deres klæder ødelagt. Det er højst ubehageligt især i tider da anskaffelse af gode klæder er særdeles bekostelig.

(Politivennen nr. 414. Løverdagen den 6te December 1823, s. 6704-6705)

Bøn og Bemærkning angaaende Sædestakke i Roeskilde.

Ved Maglekildevæld - nær store Kludeborg -
Hvor vandets strålers kraft og ildens flammer
Til nyt organ omskabe Pjalterigets jammer,
Tæt vejen på politiets afmagt står,
Som let iføre kan min gamle stad stor sorg.
End kan mit jeg sig ej i sanseverdenen røre,
Som da det samlet var i to.
Jeg håbe tør man ånden min dog vil bønhøre
Som om den om fra selve Roes.....!

Uden tvivl er der uoverensstemmelse i lovgivning angående brandpolitivæsenet i købstæderne når det selv efter der er gjort ophævelse, ikke kan forbydes indbyggerne at hensætte store sæd- og halmstakke på de umiddelbart til byens gader og stræder stødende sædevænger. For hvor der ikke efter de etablerede og forkyndte grundsætninger om stråtagenes afskaffelse må opføres nogen bygning belagt med stråtag, skønnes det at der heller ikke burde tåles sæde- eller halmstakke som vist nok ikke mindre farlige end disse tage. Og dog er dette tilfældet med flere stående sæde- og halmstakke i og omkring denne by. Det må imidlertid antages at det er lovligt, siden det ovenfor berørte Ceres' tegn efter rygtet skal være plantet af politimesteren i Ramsø Herred.

Det var ønskeligt om høje vedkommendes opmærksomhed måtte blive henledt på denne vigtige politigenstand.

(Politivennen nr. 414. Løverdagen den 6te December 1823, s. 6701-6702)

Noget om Ildebranden i Ballerup.

Ved ildebranden i Ballerup søndag den 16. november var anmelderen med flere af omegnens beboere til stede. Kun de som var til stede, kan gøre sig begreb om den megen fare som formedelst den stærke blæst en stor del af byen stod i. Imidlertid var det anmelderen meget kært ved den lejlighed at erfare at flere af de tilstedeværende viste en særdeles beredvillighed til ved denne lejlighed at opfylde deres pligt. Især tror anmelderen at den overordentlige åndsnærværelse og raskhed som møller Niels Christensen af Ballerup ved den lejlighed viste offentligt, bør nævnes da flere af byens beboere især de som ligger mellem brandstedet og kroen (samt kroen med indbegrebet) sikkert har grund til næst det alvidende forsyn at takke nævnte Christensen at deres ejendomme ikke blev luernes rov da han med yderste anstrengelse og næsten livsfare bidrog så meget til at ilden ikke kom til at gribe videre om sig. Den særdeles opmærksomhed som murermester Harup fra Lyngby efter sin ankomst til brandstedet ved samme lejlighed viste, er sikkert også blevet påskønnet af mange.

(Politivennen nr. 414. Løverdagen den 6te December 1823, s. 6699-6700).

Redacteurens Anmærkning

Denne artikelserie omfatter Politivennen nr. 414. 6. december 1823, Politivennen nr. 425. 21. februar 1824, Politivennen nr. 429. 20. marts 1824 og Politivennen nr. 433. 17. april 1824.

Ønske i Trinitatis Kirke.

Forleden fredag var anmelderen til gudsbord i Trinitatis Kirke. Under sangen søgte han i sin salmebog efter de salmer som stod på tavlerne, men af melodierne så han at det ikke var dem som blev afsunget, og siden erfarede han at de numre der stod på tavlerne, var fra søndagen før. Han var derfor i forlegenhed, især da graverne ikke, hvilket dog nogen gange skal være tilfældet, ved en lille seddel som sendes rundt til kommunianterne, gjorde ham opmærksom på de salmer der skulle afsynges. Han han derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at hvis vedkommende finder det for besværligt at lade alle tavlerne vise de salmenumre som ved enhver gudstjeneste om fredag eller onsdag skulle afsynes, da i det mindste en tavle anbragt på prædikestolen og en ved uret måtte angive sådant. På disse to steder i Trinitatis Kirke ville tavlerne kunne overses af alle tilstedeværende, som vel kunne vente så megen opmærksomhed af kirkens betjente.

(Politivennen nr. 413. Løverdagen den 29de November 1823, s. 6688-6689)

Forslag til at forhindre visse Gaders Spærring af Bøndervogne.

Er det ikke aldeles urigtigt og utilladeligt at bønderne med deres vogne holder på torvedagene helt gennem Frederiksberggade og Vestergade, samt Frederiksborggade ved Nørreport, og derved ikke alene hindrer, men endog til sine tider aldeles stopper passagen for rejsende og andre som har færdsel gennem disse gader, ja endog ofte står hestene som fraspændes vognene, ind på fortovet så at samme ikke uden fare kan passeres, hvilket er meget ubehageligt, allerhelst når betragtes at en sådan holden af fraspændte vogne alene sigter til fortjeneste for kældermændene og deres karle, da enhver bonde for en sådan holden, må betale karlen nogle skillinger der dog ikke er mindre end 4 skilling, og som altså udgør en betydelig løn for en karl når man endog kun regner 24 skilling pr ugen der, dog nok er det allerringeste.

En sådan holden ved kælderen giver bonden stor lejlighed til at suppe og drikke i kælderen, ja ofte mere end han kan tåle, og således har kældermanden dobbelt fortjeneste, nemlig stærkere afhændelse af hans varer og karlen for at lunte.

Indsenderen heraf som flere gange til vogns har haft vanskelighed ved at køre igennem førnævnte gader, især på torvedagene, har endog med egne øjne set bønder komme så beskænkede op fra kælderen at de ikke selv har kunnet stige på vognen. I den anledning forslås herved om ikke det såkaldte hestetorv ved Vesterport siden hestehandelen nu er flyttet uden for porten, og Skidentorvet ved Nørreport, samt Hauser Plads nu kunne bestemmes til en holdeplads for de bøndervogne som ikke kan rummes enten i gæstgivergården eller hos de handlende, og at det ganske og aldeles måtte forbydes kældermændene især i førnævnte gader, at lade holde fraspændte vogne på gaden uden for deres bopæl. Men at samme straks kørte bort og hen på ovennævnte steder når de har aftorvet. På før omtalte holdepladser kunne af politiet ansættes en eller flere opsynsmænd der kunne være bønderne behjælpelige til at spænde fra og for, og være ansvarlige til hvad der var på vognene, imod at denne betjent fik det samme af bonden som kældermandens karle, imod at de skaffede hestene vand og foder etc., da det må formodes at en sådan betaling ville blive en passende belønning for en simpel karl eller betjent, helst på torvedagene. Det følger af sig selv at en sådan opsigtskarl måtte være forsynet med skilt eller uniform så at bønderne kunne kende og vide at henvende sig til den rette, ligesom han ofså måske kunne forsynes med blotte numre som kunne afgives til bonden når han til ham afleverede sine heste og vogne til opsigt.

(Politivennen nr. 413. Løverdagen den 29de November 1823, s. 6683-6686)

Bøn til Vægteren i Laxegaden.

Vægteren i Laksegade ville meget forbinde sig en del af gadens beboere hvis han i nogen måde ville modificere sin latter og sin stemme når han om natten byder god morgen til bekendte eller andre der passerer hans post. Om natten når alt er stille, lyder sådant dobbelt stærkt og forstyrrer den syges og den om dagen arbejdendes ro. Og det er jo for denne ro han skal våge.

(Politivennen nr. 412. Løverdagen den 22de November 1823, s. 6675)

Ønske paa en Restauration.

Det var at ønske at hr. Olsen på hjørnet af Kongens Nytorv og Østergade som tillader den rødhårede mosait at opholde sig i hans restauration, ville pålægge denne ikke at vise sig så påtrængende ved at pånøde de samme restauration besøgende gæster blyantspenne og andre ubetydeligheder der synes at udgøre hans hele handel. Man ønsker gerne at være fri for påtrængenhed og ubehageligheder, og allermest under måltidet.

(Politivennen nr. 412. Løverdagen den 22de November 1823, s. 6665)

Bekendtgørelse.

Den sidste lejer af Wilders Plads har nu ved at anskaffe 3 lygter anbragt på samme plads gjort ende på det egyptiske mørke hvorover der har været klaget i Politivennen nr. 364 og nr. 407. Han fortjener så meget mere almindelig tak som han har sørget for at disse 3 lygter bestandigt skal blive tændt og at der ydes en dusør til vægteren som har påtaget sig at bære omsorg derfor.

(Politivennen nr. 411. Løverdagen den 15de November 1823, s. 6660)

En lille slem Hund; og en Anmodning.

For nogle dage siden blev indsenderen da han gik ind i huset nr. 208 på Kongens Nytorv overfaldet af en lille lavbenet gulbrun hund der forfulgte ham over gården og i baghuset og bed ham uafbrudt i støvler og benklæder uden dog at gøre anden skade end at rive de sidste i stykker. På forespørgsel hvem denne lille djævel tilhørte, erfaredes at det var værtindens, og at den har den vane at overfalde næsten alle folk som skal til husets beboere. Tillige anmærkede nogle af beboerne at denne hund forårsagede dem megen skade da folk var bange for at komme til dem med arbejde. Og de ønskede meget at madammen som ejer den, ville have ladet den blive på landet hvor den tilbragte sommeren (formodentlig for dens sundheds skyld).

Man vil håbe at den ærede værtinde for at undgå videre ubehagelighed vil sørge for at man tør passere over hendes gård. Når hun udlejer baghuset, må der være fri passage for gående der har noget med baghusets beboere at bestille.

(Politivennen nr. 411. Løverdagen den 15de November 1823, s. 6657-6658)

Redaceurens Anmærkning

Siden 1859 har adressen heddet Kongens Nytorv 10. Adressen ser ikke ud til at eksistere længere, men må have befundet sig mellem Cafe Ravage og den fransk ambassade.

Ønsker i Anledning af Ildebranden i Husum.

Ved den ildebrand som opstod mandag den 3. i denne måned i Husum, skulle undertegnede møde, og vi indfandt os derfor ved sprøjtehuset kl. 8. Omtrent en halv time derefter fik det forsamlede mandskab tilladelse at gå hjem da ilden var udenfor distriktet. Men kl. 12 samme nat blev der slået alarm til udrykning med sprøjterne som da kom til ilden i Husum omtrent kl. halvto med 1/3 af mandskabet og forblev der til kl. 1 om eftermiddagen.

"Vi indfandt os ved sprøjtehuset kl. 8. Kl. 12 samme nat blev der slået alarm til udrykning med sprøjterne som da kom til ilden i Husum omtrent kl. halvto med 1/3 af mandskabet og forblev der til kl. 1 om eftermiddagen." (Sprøjtehus fra landsbyen Kirke-Såby på Sjælland ca. 1850. Frilandsmuseet. Eget foto, 2015).  

Imidlertid var mandskabet blevet tørstigt og trængte til forfriskning. De søgte altså hen til sognefogeden for mod betaling at få noget brød og brændevin. Men denne mand var så god at sætte en kande mudret vand og et glas for dem, hvoraf de da hver nød omtrent ½ pægl til at styrke sig på og fik intet mere.

I denne anledning kan vi ikke undlade at ønske at det i sådanne tilfælde måtte være sognefogeden tilladt eller pålagt som pligt at overlade nødvendige levnedsmidler til tørstige folk der ved nattetid kommer dem til assistance og ikke kan føre noget med sig.

Niels Hansen           Peter Andersen
Assistent                  Strålemester

(Politivennen nr. 411. Løverdagen den 15de November 1823, s. 6650-6651)

Redacteurens Anmærkning

Siden 1764 var bondebyer blevet pålagt at have en fælles brandsprøjte. Fra 1792 skulle landsbyen desuden udpege en brandfoged med ansvar for brandsprøjter og andet slukningsmateriel. Brandsprøjten fra Frilandsmuseet som formentlig ligner den fra Husum, var hestetrukken og havde et stort kar på hjul med en pumpe og en slange. 

Husum havde 1787 17 gårde og 22 husmands- og inderstehuse (202 personer), 1845 17 gårde og 40 huse (339 personer). (Historiske Meddelelser om København, 1936).

En pægl svarer til ca. 1/4 liter.

Kort Besked paa den lange Snak fra Frugthandler-Corporationen.

Det er bekendt at citroner som bringes hertil fra lande der ligger 5 til 600 mil borte fra Danmark, og hvoraf må betales fragt, told m. fl. omkostninger desuagtet sælges for 4 til 5 skilling pr. stk. skønt de benyttes til mangfoldige slags brug i husholdninger, hos konditorer, i sygdomstilfælde osv. Er dt da rimeligt at pærer som kun tjener til et øjebliks mundsmag, og vokser nær omkring staden skal i et godt frugtår koste 2 skilling pr. stk.) Kan dette kaldes et passende forhold i priser?

(Politivennen nr. 410. Løverdagen den 8de November 1823, s. 6635)

(Politivennen nr. 409. Lørdagen den 1. November 1823 mangler)

Bøn paa Kuhns Sommertheater.

Ved begyndelsen af denne sæson lod hr. Kuhn bekendtgøre i Avisen at han havde lavet adskillige forbedringer ved sit teater og lovede at bestræbe sig for at opfylde det ærede publikums forventninger. Man tror derfor at have desto større grund til at gøre ham opmærksom på at der på hans sommerteater undertiden bliver indladt personer af den ringere klasse i deres arbejdstøj. Og det endog på de pladser som almindeligvis besættes af tilskuere der af flere årsager ikke er ligeglade med i hvilket selskab de er. Det er muligt at sådant er undgået hr. Kuhns opmærksomhed, og at samme kan være en følge af efterladenhed hos dem der modtager adgangsbilletterne og anviser pladserne. Men vist er det at ved forestillingen onsdag den 15. i denne måned var 4 til 6 slagterdrenge i deres fedtede dragt sluppet ind på 2. plads. Da nu velklædte personer i det mindste ikke kan være tjent med at få deres tøj smurt til og vel heller ikke af anden årsag ønsker sig et sådant naboskab, så beder man at hr. Kuhn vil søge at forebygge sådant for fremtiden.

(Politivennen nr. 408. Løverdagen den 25de October 1823, s. 6609-6610)

Hvor er Trøstens rette Bolig?

Hr. udgiver!

De eller en af Deres indsendere har for nylig givet den af rentekammeret opførte bygning for embedsmænds enker i Skindergade navn af Trøstens Bolig, og derved forårsaget at man måtte betale tredobbelt for at bære to læs flyttegods, eftersom bærerne blev da de spurgte efter Trøstens Bolig, henvist til Hindegade, og derfra atter måtte traske tilbage til Skindergade. Om der virkelig er trøst for beboerne på Hindegade, ved man ikke. Men i Skindergade må man give omtrent samme leje som andre steder, og som De ser endog tredobbelte bærepenge for sit flyttegods for det urigtige navns skyld. Man skulle derfor tjenstligt anmode hr. udgiveren at give barnet sit rette navn såfremt det herefter skulle oftere komme under omtale i bladet.

(Politivennen nr. 408. Løverdagen den 25de October 1823, s. 6609)

En styg Udløbsrende i Norgesgade.

Straks når man fra Kongens Nytorv kommer ind i Norgesgade, viser sig på højre side en fæl vaskerende der overskyller fortovet med allehånde affald og uhumskheder. Man kan således hvis man er nysgerrig, få underretning om hvad der spises til middag der i huset. Men vogter man sikke ikke, kan man let glide og falde over det slibrige affald som der ofte findes. Om vinteren når det fryser, gør denne kilde fortovet endnu vanskeligere at passere. Al ulempe kunne imidlertid afhjælpes dersom vedkommende ville lede vandet gennem et rør eller en rende under fortovet ud til rendestenen ligesom skik og brug er i de fleste andre gårde og huse her i staden.

(Politivennen nr. 408. Løverdagen den 25de October 1823, s. 6608)

Drengestræger af gamle Folk.

Der var en tid da de såkaldte knaldere blev meget misbrugt af dreng som kastede dem ind af åbne vinduer og ned i butikker og således indjog mange mennesker en skræk der kunne have farlige følger. Efter vedkommendes foranstaltnig blev derfor forfærdigelsen af disse indskrænket og salget hæmmet. At imidlertid kåde og uartige drenge kunne more sig med sådant, er vel ikke at undres over, men at folk som har trådt deres barnesko og selv er familiefædre ville nedlade sig til sådant morskab hvorved andre ængstes og forskrækkes, synes utroligt. Og dog findes der en mand som har en ikke ubetydelig og indbringende tjeneste og som bor på anden sal i den midterste del af Østergade der i lang tid har fundet sit største morskab i at kaste disse knaldere ud af sit vindue hvorfra han da roligt betragter virkningen af hans eksplosion.

Skønt nogle af samme hus' beboere havde mærket den skadelige virkning dette morskab havde på deres fjerkræ hvoraf nogle blev le,læstede, tav de dog stille dertil. Men da en ung dame der forleden aften kom i ærinde til en familie samme sted, blev så forskrækket over et uventet knald i nærheden at hun faldt i besvimelse som man frygtede skulle have endnu værre følger, sendte man et bud op til ham med bøn om at han ville holde inde med denne spøg. Men manden var så lidt tilbøjelig til at efterkomme denne begæring at han endog svarede: "Jeg har selv et barn som kun er 4 år gammelt, og det kan ret godt tåle knaldene. Desuden har De jo tålt et bombardement, og dette er noget ganske andet." Da buddet forlod ham og gik ned af trappen, hilsedes det endnu med en knalder der traf det i hovedet.

Da den her omtalte unge dame siden er blevet syg - en følge af den pludselig skræk - og en hane som gik i gården, er skamslået, så tror man at have tilstrækkelig grund til at advare nævnte mand at han i tide holder op med sit bombardement hvis han ikke vil blive offentlig nævnt eller sagsøgt.

(Politivennen nr. 408. Løverdagen den 25de October 1823, s. 6605-6607)

Svar til Indsenderen af Stykket i Politievennen No. 406 under Titel: Godt Frugtaar og dyr Frugt.

Da De tror at frugthandlerkorporationens interessenter uagtet al omløb med frugt, endda kan stå sig ret godt fordi de får 1 til 2 skilling for en god pære og næsten 1 skilling for en blomme, så undlader man ikke at underrette Dem om at staden har 112 bosiddende frugthandlere og 160 personer som sælger frugt fra stader, foruden den øvrige mængde som ombærer frugt til salg.

I betragtning af den mængde frugthandlere, vil ubillige priser fra frugthandlernes side ikke kunne tænkes mulig. For den frugthandler som vil lade sig betale ubilligt, ville vist skade sig selv værst ved at tabe sin næring.

Men selvom endog nogle af de mange unge tøser såvel fra staden som fra Amager der dels sidder på Højbro Plads, dels løber om i gader og huse og sælger frugt, sælger disse lidt billigere, var det da ikke så forunderligt, da disse ved deres løben om hurtigt afsætter en langt større del end de bosiddende frugthandlere som må beholde deres frugt indtil købere kommer og imidlertid fordærves meget.

Disse frugtomløbere kunne da stå sig langt bedre end både frugthandlerne og salsdamerne. Da de ikke sidder for de udgifter som disse, og giver de lidt køb et sted, så får de deres høflighed desto bedre betalt på et andet, hvor de siger: "vær så artig, gode herre, at tage hvad og hvilket de lyster."

Det ville vist ikke være urimeligt at sådan ulovlig og i strid med plakaten af 2. december 1755, § 17 blev hæmmet, og man tør da vel håbe at det med tid og lejlighed vil ske. For skulle frugthandel ved omløb være fri og tilladt for alle som er uden fast tjeneste, da burde den vist også være fri handel på bopæle. Men de bosiddende frugthandlere må først løse borgerskab eller bevilling, og siden svare næringsskat, fattigskat og alle udgifter, lige så fuldt som mange andre borgerklasser. De burde da vel også have lidt mere ret end netop at den ene bosiddende kan undertrykke den anden, ved enten at tvinge dem til at ophøre med en ofte ubetydelig frugthandel, eller de må rykke ud med 23 rigsbankdaler sølv til statskassen for at få ret til at drive en handel hvorved de umuligt kan leve. Om dette år kan kaldes et godt frugtår, derom tvivles, og dog kan jo herren få pærer til 4 skilling og blommer til 2 skilling for en snes. Denne pris synes dog så temmelig at stå i forhold til vores penge. Da man længe før 1807 ikke almindeligt har hørt pærer udråbes til ringere pris end 8 for 1 skilling.

At prisen må stå i forhold til frugtens godhed er nødvendig. Og man ser jo i avisen at haveejere averterer æbler og pærer til salg til 2 til 3 rigsbankdaler skæppen, og de kan også købes til 2 mark skæppen.

Mangler De evne eller vilje til at betale hvad udsøgt god frugt koster, får De enten vente til de kommer med det gode køb, eller lade Dem nøje med en ringere sort.

(Politivennen nr. 408. Løverdagen den 25de October 1823, s. 6601-6604)

Tag Knivene fra dem!

I hele denne sommer har man på Kongens Nytorv og en del af Østergade set nogle voksne jødedrenge falbyde foldeknive med flere blade og instrumenter. De påtrygler folk dette gods, og uagtet de forlanger 7 til 8 mark for en sådan kniv, sælger de den til sidst for 1 mark 8 skilling. Disse knive er aldeles ubrugelige, da bladene er støbt og lader sig bøje som bly og mange bliver bedraget ved at købe dem. Den lange tid denne handel er drevet synes at vidne om at her er en mængde af sådant gods. Det kunne derfor måske fortjene at undersøges hvorledes disse drenge forsynes med denne vareartikel. Det lader til at den er indført hertil i partier til stor skade for vores egne gode fabrikker og dem der handler med forsvarlige fabrikater, hvilke naturligvis ikke kan sælges for lignende pris.

(Politivennen nr. 408. Løverdagen den 25de October 1823, s. 6597-6598)

En styg Uorden af en Gaardeier.

Fredag i forrige uge erfarede anmelderen der kom i et ærinde til en mand som bor på hjørnet af Pilestræde og Østergade, at der findes folk her i byen der hverken bryder sig om egen eller andres sundhed. For det i samme gård straks ved porten værende lokum var gået over dets grænser og forvoldte en utålelig stank for enhver der har sine lugteredskaber i orden. Dagen derefter og således 4 dage i rad i hvilke anmelderen forgæves søgte den mand han ville tale med, fandtes det påankede lokum uden at vedkommende havde tænkt på at hæve årsagen. At det må være ubehageligt for folk som bor i et sådant hus og betaler en dyr renovation at de der kommer i besøg eller ærinde til dem, skal modtages i første entre med sådan potpourri, vil De hr. udgiver let indse, og man håber derfor at De i Deres blad vil påtale denne uorden.

(Politivennen nr. 407. Løverdagen den 18te October 1823, s. 6587-6588)

Ønske til Kjøbenhavns Magistrat.

Anmelderen har ikke sjældent været øjenvidne til hvorledes at flere ulykkelige ægtefolk som søgte separation for Magistraten, var genstand for andre uvedkommendes spot i det udenfor værende værelse som fører ind til magistratssalen. Den medfølende mand er rørt over disse ulykkeliges tårer. Men han erfarer også snart at en håndværkersvend, en tjener og flere lignende personer ikke deler hans følelser, men snarere bryder ud i spottende latter og fortællinger over de bortgående. Hvilket vist må krænke de tilbageblivende, hvem en lignende skæbne forestår.

Dersom den høje magistrat derfor bestemte en særlig dag for disse ulykkelige og hvor da på den tid ikke andre blev indladt i forsalen, ville den gøre sig disse taknemmelige og formindske det bitre i denne tunge handling.

(Politivennen nr. 406. Løverdagen den 11te October 1823, s. 6573-6574)

Om Huses og Gaardes Afpudsning.

Man har lagt mærke til at de fleste huse og gårde som i de seneste år er blevet bygget eller repareret her i staden, er hvidtet eller glat pudset med kalk. De offentlige bygninger synes at have været eksempel for de private. For således er foruden slottet og Rådhuset nu også Frue Kirke, Katedralskolen og den såkaldte Trøstens Bolig alle hvide. Og Studiegården vil sikkert når den engang opbygges, tilligemed de tilstødende bygninger blive af samme beskaffenhed så at man da rigtigt vil kunne kalde det terræn hvor de nævnte bygninger ligger, for Københavns hvide kvarter.

"Foruden slottet og Rådhuset er nu også Frue Kirke, Katedralskolen og den såkaldte Trøstens Bolig alle hvide, og sikkert vil Studiegården blive af samme beskaffenhed så at man da rigtigt vil kunne kalde det terræn hvor de nævnte bygninger ligger for Københavns hvide kvarter" (Det Hvide Kvarter varede ikke ved. I dag er Katedralskolen eller Metropolitanskolen, 1816 bagest og en strimmel af Frue Kirke til højre ikke hvide. Eget foto, 2015)

Det er muligt at man i denne pudsningsmåde har troet at finde en besparelse. Men tager man hensyn til at denne farve i et klima som vores ikke står sig længe og at en hyppigere afpudsning hvortil kræves stilladser og arbejdsfolk bliver nødvendig, så vil man vel indse at besparelsen bliver intet, og at man i stedet for måske endog med fordel kunne have givet bygningen en maling der både ville have pyntet den og holdt sig længe. At den hvide farve ikke står længe, har man eksemplet på i slottet der for nogle år siden blev afpudset, mens det endnu stod under bygning og i råd- og domhuset der allerede længe har trængt til det.

Men hvad der er endnu værre ved denne pudsningsmåde er den skadelige indflydelse den har på synsorganerne. Mange har desværre erfaret hvor pinagtigt det er for en studerende, tegnemester, kobberstikker, urmager og enhver der måtte bruge sine øjne meget at bo lige over for et sådant hvidt afpudset hus, især når solens stråler falder på det. Men vidste mange husejere dette og hvor meget hans hvide bygning forulemper hans genboeres øjne og svækker deres syn, så ville han vist være så barmhjertig at give sit hus en anden farve, eller lade stenene beholde den de har fra naturen. Vi ser dagligt på vores gader en del endog meget unge mennesker gå med briller. Man er tilbøjelig til at anse dette for lapsestreger eller en utidig mode. Men hvem ved om det ikke hos mange er en sørgelig nødvendighed for deres svækkede syn, og hvem ved om denne svækkelse ikke stammer fra et stadigt ophold lige over for en hvidpudset bygning?

Forfatteren heraf har set at huse der før har været grå eller haft anden farve, ifølge moden nu er blevet hvidt afpudset. Ja dette har endog været tilfældet med bygninger der er muret med røde hollandske sten hvis farve ikke alene er smuk, men meget varig. Dette synes at gå vel vidt og skal denne mode således vedblive vil man om nogle år blot se hvide huse i København. Forfatteren som ved at der findes en kommission for hvilken enhver der vil bygge eller foretage nogen forandring med sin bygning skal melde sig, henvender sig til denne kommission med det ønske at den vil tage ovenstående i betragtning. Og hvis den skulle finde noget grundigt deri, da sørge for at den pudsning der tager så meget overhånd og er til skade for menneskers syn i nogen måde må blive indskrænket.

(Politivennen nr. 406. Løverdagen den 11te October 1823, s. 6565-6568)

H. G. F. Holm: Udsigt fra Rundetårn, 1837. Hvis ellers maleriet er tro, er der i forhold til i dag særdeles mange hvide bygninger.

Drenge-Overfald udenfor Gaarden No. 51 i store Kongensgade.

I porten til gården til Store Kongensgade nr. 51 er der hver aften forsamlet en flok store drenge som består af skomager Pradel's og af en del andre læredrenge der har hjem i nævnte gård. Disse gør sig næsten hver aften på en skammelig måde lystige over de forbigående.

Anmelderen heraf hændte et meget ubehageligt optrin med disse drenge søndag aften kl. omtrent 10. Efter at være blevet fornærmet flere aftener i forvejen med skældsord af ovennævnte drenge uden at have givet mindste anledning til det og efter flere gange at have været vidne til sådant foretagende af dem mod andre, skete det samme igen med ham nævnte aften. Da han spurgte efter årsagen, fik han intet andet svar end flere skældsord og et slag, hvilket han dog nogenlunde afbødede med en stok han havde i hånden. Men i samme øjeblik kom næsten en halv snes af deres konsorter, blandt hvilke en, formentlig anføreren, gav anmelderen et slag så hatten faldt af, og han måtte flygte ned i en kælder under samme gård for at undgå videre forfølgelse. 

Da anmelderen nu ikke kender drengene specielt for at kunne drage dem i retten, så beder han vores årvågne politi også at ville henvende deres opmærksomhed til disse drenges tøjlesløshed så at man i fremtiden kan passere dette sted uden at blive udsat for sådanne ubehageligheder.

(Politivennen nr. 405. Løverdagen den 4de October 1823, s. 6557-6559)

Store Kongensgade 66 (1731/1803). Store Kongensgade 51 er nedrevet, men dette sted kan være et lige så godt bud som ethvert andet. (Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Store Kongensgade 51 blev i 1856 til Store Kongensgade 55. Den nuværende bygning er fra 1860, og den fra Politivennens tid altså nedrevet

Mosters Pølser.

Sidste lørdag den 27. september blev der til en husholdning i Klosterstræde nr. 87 i stuen købt nogle færdige stykker kødpølser. Pølserne blev kogt og sat frem for de forsamlede gæster. Men hvilket ubehageligt og højst ækelt tilfælde indtraf nu. For idet man skar pølserne over, væltede en stor del maddiker ud på det fad som pølserne var anrettet på. Naturligvis måtte dette syn vække ækelhed og væmmelse hos enhver af de tilstedeværende.

Det hænder vist nok ofte at en husmor der ikke til enhver tid har lejlighed til at tillave sådanne spisevarer, lader dem købe på steder hvor man skulle forvente en renlig og god behandling. Men at man ikke altid kan være sikker på det, ses af ovenstående eksempel som man tror at burde fremsætte offentligt for at råde enhver der køber sådanne spisevarer at de ser dem vel for hvad de køber, for at ikke lignende ubehagelighed skal træffe dem.

(Politivennen nr. 405. Løverdagen den 4de October 1823, s. 6556-6557)

"Der blev til en husholdning i Klosterstræde nr. 87 i stuen købt nogle færdige stykker kødpølser."(Klosterstræde 16 som det hedder nu, er huset i venstre side med blåmalet stueetage og kælder, rødmalet 1., 2. og 3. sal. Nu sælges der ikke længere pølser, men man kan få stylet sit hår. Solander. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Siden 1859 har Klosterstræde 87 heddet Klosterstræde 16. Huset er fra 1731 og eksisterer stadig.

Upassende Færd paa Østergade og i andre gader.

Det er en beklagelig sandhed at de offentlige fruentimmers antal her i hovedstaden på nogle år er tiltaget betydeligt fordi en stor del af dem mangler tjeneste. Hvert halvår forlader en del unge piger skolerne og forøger antallet af tjenestesøgende. Men de familier som formår at holde tyende, bliver hele tiden færre fordi erhvervsløshed stiger dagligt. Derfor ser man i avisen langt flere tjenestesøgende piger end ledige tjenester. Disse tidsforhold øger naturligvis disse beklagelsesværdige skabningers tal. Men en gade som Østergade der er blevet til et promenadested, kunne mange dog ønske fritaget for deres besøg og for de uanstændige optrin som samme undertiden giver anledning til. Og for ungdommen er det intet tjenligt skuespil i adskillige andre gader at se disse fruentimmer strække sig ud af vinduerne og vinke ad de forbigående såvel om dagen som ved lys om aftenen. Mange unge mennesker som ellers næppe tænkte på sådant, forledes derved til skridt som siden leder ham videre på en umoralsk og deraf følgende ofte farlig bane

(Politivennen nr. 404. Løverdagen den 27de September 1823, s. 6547-6548)

"Det er en beklagelig sandhed at de offentlige fruentimmers antal her i hovedstaden på nogle år er tiltaget betydeligt fordi en stor del af dem mangler tjeneste. En gade som Østergade kunne mange dog ønske fritaget for deres besøg og for de uanstændige optrin som samme undertiden giver anledning til". (Østergade o. 1835. Troels Lund. Kreditering: Væggen, Københavns Museum).

Bøn om St. Jørgenssøes Rendsning.

Når man sejler i Sankt Jørgens Sø, vil man i stille vejr bemærke at bunden af samme ligner en kratskov, da den er så opfyldt af grøde og ukrudt at dette næsten når til vandskorpen. Vel har man set at nogle folk i sommer har været i færd med at rense den, men denne rensning synes især at have bestået deri at man ved bredderne har borthugget en del siv med leer, hvoraf rødderne dog er blevet stående og som altså fra tid til anden atter skyder frem over vandfladen. 

"Når man sejler i Sankt Jørgens Sø, vil man i stille vejr bemærke at bunden af samme ligner en kratskov, da den er så opfyldt af grøde og ukrudt at dette næsten når til vandskorpen. (Skt. Jørgens Sø med Vodroffs Gård og Mølle i baggrunden på Frederiksbergsiden. Siden omkring år 1700 havde møllen i forskellige udformninger ligget der. Før og nu, 1921)

Denne tilgroning af søen har ikke alene til følge at vandmassen formindskes, men at vandet på visse årstider bliver usundt og udrikkeligt. Vesterbros beboere som får deres vand fra denne sø, kan derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at der må foretages en alvorlig rensning, hvortil nærværende årstid synes meget bekvem. Dette ønske istemmes vist nok også af dem der har forpagtet søen til fiskeri. For så bevokset som den nu er, vil disse ikke kunne vente at gøre nogen betydelig fangst, da garnene ikke kan nå bunden, men når der trækkes vod vil de rulle sammen hen over toppen af det ukrudt som vokser i søen.

(Politivennen nr. 404. Løverdagen den 27de September 1823, s. 6545-6546)