På en tid da en oplyst og tolerant regering ingen forskel gør mellem fine borgere om de er kristne, jøder eller om de holder sig til slet ingen kirke, hersker dog endnu hos os en gammel uskik, som vores vise regering ikke har fået anledning til at råde bod på, fordi ingen hidtil offentligt har klaget over den.
Der er måske få blandt vores medborgere der så nøje kender jødiske borgeres rettigheder her, at de ved hvorledes disse borgere i nogle henseender står mere under politiet end vi andre. Denne forskel består deri, at en jødisk husvært lige såvel som kristne husværter kan forskaffe på sin påtegning et præsidentpas til en kristen, som bor hos ham. Vil derimod denne samme jødiske husvært have et præsidentpas for en hos ham boende jøde eller for sig selv, så nægtes dette ham, men passet må hentes ved en politibetjent, som dog egentlig kun er sat af øvrigheden for at passe på sådanne tiggerjøder. *)
Fremdeles får ingen jødisk husvært et præsidentpas for sig selv eller for en hos ham logerende jøde, når ansøgningen ikke er påtegnet af de jødiske kirkeforstandere eller de såkaldte Ältesten da dog dette ikke er tilfældet med danske borgere af nogen anden religion. Således bruger fx ingen dansk reformert borger en påtegning af sin diacono osv. Ligesom en bosiddende borger, der har troværdighed nok til at attestere for en kristen, ikke skulle have troværdighed for sig selv, og for en hos ham boende jøde uden sine kirkeforstanderes påtegning! Er disse da ikke jøder?
Til disse fornedrelser kommer, at passkriveren her aldrig glemmer foran mandens navn at sætte ordet Jøde **), da man dog ikke plejer foran andre danske borgeres navne at sætte katolik, reformert, fornuftstroende eller lignende. Dette eneste ord jøde nedværdiger vores danske jødiske borgere, i det mindste uden for vores grænser, og forårsager dem mange krænkelser og ydmygelser. Jeg mener i det såkaldte romerske rige, for dettes fleste store små og bittesmå fyrstendømmers regeringer gør endnu, enten af intolerance eller af nedrig vindesyge, en umenneskelig forskel mellem rejsende af jødisk religion og andre. Disse må endog ofte nødes til at stå i portene, selv når de rejser med landsherrens post, og at betale et nedrigt pålæg, som tyskerne meget ædelt kalder livtold (leibzoll).
Sådanne ydmygelser må vores medborgere døje hjemme og imellem fremmed, blot ved en slendrian, men en skadelig slendrian behøver sikkert i Danmark kun engang højt at påankes, for at ændres. Vores regering, der så ædelt søger at udrydde intolerance i hjerterne, vil sikkert ile at tilintetgøre enhver levning af intolerance, i anordninger og forretningsformer, så snart den ærligt vises.
*) Først for nyligt har vi haft et eksempel hvor skadelig denne uskik kan blive for en rejsende købmand. En anselig købmand af den jødiske religion havde på denne fornedrende måde fået sit pas. Hans sager var nu bragt ombord. Men da skipperen havde fået forfald, så at passet blev ældre end 3 dage, måtte dette efter forordningen fornys. Til ulykke var omtalte politibetjent ikke så hastig at få fat på, og skipperen kunne ikke vente. Han sejlede da bort, tog købmandens sager med sig. Og denne måtte blive tilbage uden sine sager, kom meget senere hen hvor han agtede sig, og led derved et betydeligt tab.
**) Og dette ords udeladelse bliver ofte nægtet, kun nogle få lykkeligere undtagen, skønt der såvidt mig bekendt, ikke findes nogen kongelig forordning herfor.
(Politivennen.Hæfte 4, nr. 51, den 13. april 1799, s 804-807)
Der er måske få blandt vores medborgere der så nøje kender jødiske borgeres rettigheder her, at de ved hvorledes disse borgere i nogle henseender står mere under politiet end vi andre. Denne forskel består deri, at en jødisk husvært lige såvel som kristne husværter kan forskaffe på sin påtegning et præsidentpas til en kristen, som bor hos ham. Vil derimod denne samme jødiske husvært have et præsidentpas for en hos ham boende jøde eller for sig selv, så nægtes dette ham, men passet må hentes ved en politibetjent, som dog egentlig kun er sat af øvrigheden for at passe på sådanne tiggerjøder. *)
Fremdeles får ingen jødisk husvært et præsidentpas for sig selv eller for en hos ham logerende jøde, når ansøgningen ikke er påtegnet af de jødiske kirkeforstandere eller de såkaldte Ältesten da dog dette ikke er tilfældet med danske borgere af nogen anden religion. Således bruger fx ingen dansk reformert borger en påtegning af sin diacono osv. Ligesom en bosiddende borger, der har troværdighed nok til at attestere for en kristen, ikke skulle have troværdighed for sig selv, og for en hos ham boende jøde uden sine kirkeforstanderes påtegning! Er disse da ikke jøder?
Til disse fornedrelser kommer, at passkriveren her aldrig glemmer foran mandens navn at sætte ordet Jøde **), da man dog ikke plejer foran andre danske borgeres navne at sætte katolik, reformert, fornuftstroende eller lignende. Dette eneste ord jøde nedværdiger vores danske jødiske borgere, i det mindste uden for vores grænser, og forårsager dem mange krænkelser og ydmygelser. Jeg mener i det såkaldte romerske rige, for dettes fleste store små og bittesmå fyrstendømmers regeringer gør endnu, enten af intolerance eller af nedrig vindesyge, en umenneskelig forskel mellem rejsende af jødisk religion og andre. Disse må endog ofte nødes til at stå i portene, selv når de rejser med landsherrens post, og at betale et nedrigt pålæg, som tyskerne meget ædelt kalder livtold (leibzoll).
Sådanne ydmygelser må vores medborgere døje hjemme og imellem fremmed, blot ved en slendrian, men en skadelig slendrian behøver sikkert i Danmark kun engang højt at påankes, for at ændres. Vores regering, der så ædelt søger at udrydde intolerance i hjerterne, vil sikkert ile at tilintetgøre enhver levning af intolerance, i anordninger og forretningsformer, så snart den ærligt vises.
*) Først for nyligt har vi haft et eksempel hvor skadelig denne uskik kan blive for en rejsende købmand. En anselig købmand af den jødiske religion havde på denne fornedrende måde fået sit pas. Hans sager var nu bragt ombord. Men da skipperen havde fået forfald, så at passet blev ældre end 3 dage, måtte dette efter forordningen fornys. Til ulykke var omtalte politibetjent ikke så hastig at få fat på, og skipperen kunne ikke vente. Han sejlede da bort, tog købmandens sager med sig. Og denne måtte blive tilbage uden sine sager, kom meget senere hen hvor han agtede sig, og led derved et betydeligt tab.
**) Og dette ords udeladelse bliver ofte nægtet, kun nogle få lykkeligere undtagen, skønt der såvidt mig bekendt, ikke findes nogen kongelig forordning herfor.
(Politivennen.Hæfte 4, nr. 51, den 13. april 1799, s 804-807)
Redacteurens Tilføjelse
I Helsingøers Kongelig alene privilegerede inden- og udenlandske Nyheder, 19. april 1799 kunne man læse følgende af den sicilianske konsul i Helsingør (Sicilien var på daværende tidspunkt et kongedømme):Da jeg erfarer, at de tvende Jøder Levi Noah og Meyer, (med hvem jeg havde begyndt en slags Accord om min her havende Galanteriehandels Bestyrelse, men maatte efter Omstændighederne igien afbryde samme) ikke allene vedblive at omgaae og handle her i Byen, men have endog complotteret sig med flere slige omvandrende Jøder; saa paa det de ikke ved nogen deres Handel eller Omløben skulle betiene sig af eller bruge mit Navn til Skade for mig eller andre, tilkiendegives herved: at disse paa ingen Maade have noget med min Handel eller Forretninger at bestille, og at jeg saaledes ikke heller bliver ansvarlig for noget deres Foretagende. Helsingøer, d. 18de Apr. 1799. Consolle Couriell.Denne bekendtgørelse blev imødegået i Kiøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, den 29. april 1799, med en bekendtgørelse:
I Følge Jøden Consolle (om det skal være Tittelen Consul eller om det er hans Fornavn vides ikke) Couriell's Avertissement i Helsingøersavisen No. 6 bliver det vores Pligt offentlig at bekiendtgiøre de Aarsager som tvang os til 9½ Aar før de bestemte 10 Aar, at give vort Minde til at ophæve een imellem ham og os oprettet Contract, der under Navn af hans Fuldmægtige, indsatte os i hans Galanteriehandel. Det var altsaa paa Grund af Jøden Couriell havde brugt den Forsigtighed først at pantsætte sin Vare til en mand her i Byen forinden han solgte os samme, og at deenne Mand da, som efter 3/4 Aaar først erfarede sligt, gjorde Paastand paa sit pant, som i den Tid var blevet betydeligt forbedret. Jøden Couriell maae være ilde underrettet om paa hvilken Fod hans Credit staaer, da han i sit Avertissement yttrer Frygt for at vi skulle benytte os af samme til hans Skade. For at berolige og sikkre ham derfor erklære vi herved; end ikke i den Tid Contracten stod ved Magt at have benyttet os af Jøden Consolle Couriell's Navn, Credit eller Recommendation og at vi for nærværende eller tilkommende Tid heller ikke ville benytte os deraf, da vi vel vide at vi udrette mindre derved end naar vi paa vort eget Navn og [s]pelende paa vore Handlingers Redelighed søge at forskaffe os den en handlende nødvendige Credit. At indlade os i videre Pennekrig mod Jøden Consolle Couriell ville vi aldeles ikke, da det kun vil foraarsage os lige saa unyttig Pengespilde, som det at søge ham ved Landets Love, over hvilke han som Consul er hævet, har foraarsaget os. Og altsaa er dette blot en Følge af Avertissementet i No. 6 af Helsingøersavisen og tillige vores endelige og eneste Svar i denne Anledning.
Noah M. & Levy.Dette fremprovokerede et modsvar i Helsingøers Kongelig alene privilegerede inden- og udenlandske Nyheder fra 6. maj, hvor man kunne læse nedenstående yderligere forklaring under Bekiendtgiørelser:
Da Jøderne Noah Levi og Meyer ved deres Bekiendtgiørelse i Adresse Kontoirs Avisen No. 105 for dette Aar aftvinge mig, offentlig at bekiendtgiøre endeel af deres Handlinger imod mig, saa nødes jeg til at fortælle og tilstaae: At jeg har været troeskyldig nok til ved dette Aars Begyndelse at oprette en Contract med dem, som kunde været indgaaet med redelige Folk, og i hvis Følge jeg havde overdraget dem min Boutique og Galanterie Vare for den Summa 1100 Rd., som de skulde betale mig i 10 Aar med 110 Rd. aarlig, samt at de, især for min Sikkerheds Skyld, siden de ingen Caution havde stillet, skulde bestandig i disse 10 Aar have og afskaffe sig et Vare Forraad af Værdie 1100 Rd: Men jeg maatte snart erfare, at deres Handel bestod i det, man i Almindelighed kalder at feie ud, da de solgte Varene for hvad de kunde faae derfor, og undertiden under Indkiøbs-Prisen, samt, for desto hastigere og lettere at blive færdige, complotterede sig med 3 a 4 andre omvandrende Jøder, som de brugte til at omløbe i Byen og paa Landet, og saaledes udfeie mine Vare. I de Værelser, jeg i mit Huus havde overdraget dem til Beboelse, levede de ikke som ordentlige Mennesker, der ved sædelig og redelig Vandel vilde søge at bane sig Vei til at erholde den dem endnu manglende Tilladelse til at opholde sig og handle her i Landet; men de med deres Selskab (hvoriblandt 2 a 3 Personer, hvis Benævnelse jeg for deres Stands Skyld endnu vil spare) svirede og sværmede i disse Værelser paa min Bekostning, indti sildig ud paa Nætterne, og stedse drillede og ærgrede min Kone og mig ved at udraabe uanstændige og skammelige Udtrykke imod os. Af foranførte begriber enhver lettelig, at de ikke forskrev eller anskaffede friske Vare i steden for dem, som bleve solgte; Jeg saae dette; der stod i Contracten, at de vare forbundne til stedse at have et Vare Forraad af 1100 Rd. Værdi; men der stod ikke udtrykkelig, at de skulde paa Forlangende viise mig samme; Jeg søgte i Forligelses-Commissionen at bevæge dem dertil, men forgiæves; Jeg tænkte da "cum Vulpibus vulpinandum" og den Mand, som jeg har givet Panteret i mine Vare, foranstaltede en Eftersynsforretning, hvorved befantes, at i Boutiquen, som skulde indeholde vare for 1100 Rd., manglede for mere end 650 Rd. Dette gav da Anledning til, at jeg, eller rettere sagt, min Søn blev, efter at Contracten var sønderrevet, igjen indsat i Boutiquen og Handelen med de faae Vare, disse Personer havde levnet. Jeg havde foresat mig, at lade dem dermed gaae; men da de have været dumdrige nok til, i deres løgnagtige Bekiendtgiørelse blandt andet at melde, at min Boutique ved dem skulde være betydeligt forbedret, saa agter jeg nu at sagsøge dem for det, de for mig have ødelagt. Skulde nogen tvivle om Rigtigheden af hvad jeg her har fortalt, beder jeg, at man vil henvende sig til mig selv, da jeg med paalidelige Mænds Vidnesbyrd skal overtyde dem om Sandheden.
Helsingøer, den 4de Mai 1799. Salomon Curiell, Siciliansk Consul.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar