06 september 2015

Nødværge mod lumsk Bagtalelse og grundløse Rygter

Ethvert nyt foretagende i særdeleshed hvis det afviger fra det sædvanlige, må altid forvente at blive modtaget med stiklerier og lægges hindringer i vejen som ofte kan være vanskelige nok at få ryddet bort. Således blev også mit tilbud om at give undervisning i skrædderprofessionen opfattet med giftspydende anmærkninger og ussel satire. Ja selv de som jeg fornemmelig ville søge at gavne, lagde mig hindringer i vejen for min plans udførelse. Selvbevidst om min sags godhed smilede jeg kun ad de første og ved tålmodighed og standhaftighed overvandt jeg de sidste, så at jeg nu rolig kunne fortsætte mit begyndte forehavende. 

Men misundelse og had som aldrig hviler, opkogte og fordrejede gamle historier. Opspandt ubegrundede og falske rygter som skulle skade mig hos den bedre del af publikum, der havde prøvet og billiget mit foretagende. På flere steder og for betydelige embedsmænd har man fordømt mig som den der var skyld i lavets ruin. Og at jeg i året 1818 skulle have frataget lavets interessenter den fortjeneste som de kunne have haft ved at sy munderinger for det kongelige varedepot, idet jeg havde nedsat arbejdslønnen for selv at få alt arbejdet. Sådanne rygter som desværre kun alt for ofte bliver troet uden at sandheden af samme er bevist, kan skade både mit navn og min borgerlige stilling. Derfor nødsages jeg til at fremsætte en sandfærdig og bevislig fortælling om denne munderingssag og overlader det upartiske publikum at dømme mellem mig og mine forfølgere.

Efter at jeg i henved 15 år havde været bisidder eller såkaldt repræsentant ved skrædderlavet blev jeg en aften i januar måned 1818 tilsagt at møde på lavshuset for at tage nogle prøvemunderinger i øjesyn som var tilsendt lavet fra den kongelige skræddersal for at dette kunne bestemme til hvilken pris sådanne kunne forfærdiges. Samt tillige at høre oplæse en skrivelse fra det kongelige varedepots kontor hvori forlangtes nogle tusinde soldatermunderinger syet af lavets interessenter i en tid af 5 måneder.

Derpå blev i følge opstået uenighed mellem forsamlingen indbyrdes foretaget votering hvor udfaldet blev at den ringeste slags eller såkaldte eksercermunderinger skulle kunne sys for 19 mark, den bedre nemlig rabatmunderingen for 20 mark og den i arbejde sværeset eller 3. mundering for 21 mark, 8 skilling.


Efter at nævnte beslutning var taget, hævedes forsamlingen, og kun nogle mestre forblev der, formentlig for at høre om der ikke ellers skulle foretages noget til besvarelse på nævnte brev fra kollegiet. Men til alles største forundring stak oldermanden, hr. skræddermester R. H. Beck brevet i sin lomme, gik hjem og glemte straks at indholdet af brevet angik lavet. Men gjorde derimod ved sin sædvanlige egenmægtighed dette til sin egen private sag. Han besvarede derpå brevet efter eget behag, uden på mindste måde at forevise det, endnu mindre lade samme undertegne af repræsentanterne.


Følgen deraf var at han blev ene om det arbejde som var tiltænkt lavet. Og han nød således uden nogen vidste et ord af det, det held at få skrivelse igen fra kollegiet hvori var bestemt sagt at det havde antaget og resolveret på hans forslag om nævnte betaling (dog uden at deri nævntes noget om rigsbankdaler mark eller skilling), hvilket vel syntes ham selv som os andre forunderligt.


Repræsentanterne blev derpå atter sammenkaldt for at møde RB hjemme hos oldermanden selv og i hans tilskærerkammer. Han oplæste derpå den nysnævnte skrivelse som han havde fået fra det høje kollegium, tilkendegav sin tilfredshed og udbad sig 1 mark pr. mundering i provenu for sine mange og store ulejlighed som han ventede at få ved at alene at bebyrde sig med alle munderingerne. Dette synes vel meget da det dog enten skulle tages fra den fattige arbejder eller falde kongens kasse til last.


Hr. oldermanden forbeholdt sig nu ved et magtsprog at han ingenlunde ville løbe på lavshuset for en gang at uddele munderinger og en anden modtage samme, uagtet han vel så at hans rene fortjeneste af 600 munderinger om ugen udgjorde 150 rigsbankdaler, hvilket ses af det efterfølgende. Dette måtte repræsentanterne indvillige i hvis de ikke straks ville høre grovhed og se hans sædvanlige opbrusen mod dem.

Følgen heraf var at munderingerne blev uddelte i flæng og spræng, så at når de aldrende eller fattige mestre kom og forlangte arbejde, fik de sædvanlig grovheder i stedet for det forlangte arbejde da der intet fandtes.


Da jeg i forvejen indså hvordan det ville gå, betingede jeg mig 200 styk munderinger om ugen. Hvilke jeg på ansvar ville lade sy godt og meddele trængende mestre hvad jeg ikke kunne klare syet på mit værksted.

Efter kort tids forløb beklagede de blandt lavets mestre som aldeles ingen munderingsarbejde havde haft, sig for mig over oldermanden at de var blevet dårligt modtaget af ham når de havde forlangt arbejde og påtalt deres ret. Ligeledes meldte hr. skræddermester Dahlberg mig at oldermanden havde godtgjort sig selv 8 skilling pr. mundering mere, end lavets repræsentanter (hvoraf denne mand selv var en) havde indvilliget ham, og anmodede mig om at tale lavets sag, da jeg var den ældste repræsentant.


En beskikkelse var nødvendig for at afæske oldermanden en lovlig lavsforsamling, hvortil d'herrer skræddermestre Dahlberg og Stoffel var mig behjælpelige. Men vi traf ikke hr. oldermanden hjemme. Han var på skydebanen. (Formodentlig for at fejre en højtid).
Jeg besluttede straks at skrive en begæring om en lavsforsamling og bragte samme hen på hr. oldermandens bopæl i overværelse af nævnte mænd.


Den forlangte forsamling blev foranstaltet til anden dags aften under præsidium af hr. etatsråd Hammerik, hvor jeg da talte lavets sag imod oldermanden i flere end en henseende.


Etatsråden fandt alle mine påstande begrundede. Iblandt andre ting foreslog jeg:

  1. Et forbedret mesterstykke såsom det vi har, er af sådan beskaffenhed at det skaber staten tiggere i stedet for mestre.
  2. At det må forebygges at ingen kom ind i lavet som interessent med mindre han virkelig var skrædder og ville udøve professionen på sit vundne borgerskab. (Det modsatte var nylig sket ved oldermandens egenmægtighed og dem af bisidderne som indvillige samme)
Med dette forslag for oldermanden op imod mig med ord som det siger I som en infam karl og det erklærer jeg her i hele forsamlingens nærværelse.

Ganske rolig hørte jeg på det og overlod det til forsamlingen hvad denne syntes om sådan opførsel. Etatsråden bad mig ikke at tage oldermandens opfarenhed til hjerte, skammede ham derpå ud, og bad os til sidst begge om at forliges, da han ikke ønskede nogen sag som var foregået i hans nærværelse, påtalt ved retten. Jeg adlød straks og lovede at hvad han ved sin opbrusenhed havde sagt, skulle være glemt og beklagede blot at Beck ikke mere var herre over sine lidenskaber.

I det jeg foredrog om de 8 skilling pr mundering som oldermanden havde beholdt, uden repræsentanternes vidende, bekendte han straks sin skrøbelighed med de ord at han ikke syntes at han kunne have mindre end 24 skilling pr. mundering for sin store ulejlighed. Dog tilbød han ligeså hurtigt at han ville betale enhver sine 7 skilling ud, så snart som de forlangt det.


Nu var 2200 munderinger allerede snart færdige og afleveret hos oldermanden, og man kan altså tænke sig at en sådan snært gjorde ham ondt, især da den traf uventet.

Jeg påstod endvidere at munderingerne for fremtiden absolut skulle udleveres til lavshuset fra depotet under opsyn af en af bisidderne, samt at ingen uden de mest trængende lavsmestre måtte tildeles dette en gang lavets tilkomne arbejde, så også at oldermanden aldrig måtte overfuse nogen aldrende og fattig mester med grovheder om han endog syntes at have grund dertil. (NB efter sin forstand).


Til dels indvilligede man mig alt, men at nogen bisidder måtte være til stede var efter de fleste repræsentanters mening urigtigt og overflødigt, hvorfor jeg måtte frafalde denne min påstand.


Forsamlingen hævedes og alle de tilstedeværende var tilfredse såvel med min klage som med min påstand.


Efter hr. etatsrådens var gået, erklærede oldermanden at hans hjerte aldrig havde sat i sådan en klemme som i de to timer han havde hørt mig tale om vores lav (enhver som læser dette kan let vide hvad det var der klemte ham), og jeg kunne ikke undlade at beklage ham som dog ellers var min formand.


Efter at vi nylig var blevet forligt, brød oldermanden straks forliget igen, nemlig idet han i et øjeblik da jeg var gået ned fra amtssalen i et nødvendigt ærinde, tog 13 mænd som var resten af hele forsamlingen, med sig og løb bort fra mig. Så at jeg efter 4 minutters forløb stod alene tilbage i salen. Jeg vil tro det var for ikke at sige godnat til den infame karl, hvilket prædikat han som meldt havde behaget at tillægge mig. Straks dagen derefter meldte jeg mig fra laden.


"Det passerede rygtedes samme aften ud på den kongelige skræddersal eller varedepot og 2 dage derefter fik jeg en skrivelse fra generalkrigskommissær D´Auchamp hvori han bad mig komme ud på kontoret". (Guldhuset, Rigensgade. Indtil 1818 var den kongelige militære uldmanufaktur her og beskæftigede 400 arbejdere. I 1820 hvor artiklen er skrevet, var der dog i stedet militærhospital. Fabrikationen var i stedet flyttet til Usserød - se foto senere. Eget foto).

Det passerede, nemlig forsamlingen i lavshuset, rygtedes samme aften ude i den kongelige skræddersal eller varedepot, og 2 dage derefter fik jeg en skrivelse fra generalkrigskommissær D´Auchamp hvori han bad mig komme ud på kontoret. Jeg forføjede mig derud og fandt til min største forundring at jeg nu kunne få munderingsarbejde på mit eget navn, og at kollegiet havde taget en anden beslutning med det arbejde hvorom den selvkloge oldermand havde kontraheret. Tillige at flere skræddere havde meldt sig for at forskaffe munderinger færdige, samt at lavet ikke fik nogen at sy til den høje pris mere.


Hvad var her at gøre? Jeg søgte nu at beholde noget hellere end intet, og efter at jeg havde hørt de nyere betingelser oplæst af en forfattet og undertegnet kontrakt med en skrædder hvis navn jeg også havde hørt og hvem jeg personlig havde set hos oldermanden, bekvemmede jeg mig til at forskaffe 200 stykker af simpleste slags syet i 8 dage for betaling af 16 rigsbankmark og 8 skilling pr. styk. Jeg undertegnede nu samme kontrakt som førstnævnte skrædder havde underskrevet og påtog mig 200 munderinger for en uge.
Mandagen efter modtog jeg nævnte 200 munderinger, delte de 110 ud igen i samme tilstand som jeg modtog dem til 18 skræddermestre som henvendte sig til mig om dem, og betalte disse med 16 mark 8 skilling pr. stk. da oldermanden samme dag var gået fejl efter munderinger på skræddersalen.


Opbragt over at man havde indladt sig med andre mænd end hr. oldermanden, blev han så vred (hertil kom at han straks tænkte på de 7.000 gange 24 skilling som han nu også gik glip af) at han øjeblikkelig løb hen på lavshuset, slog af ham selv opsmurt stor  plakat op på væggen i krostuen, hvori han fortalte alle sine lavsbrødre at jeg havde ødelagt hele munderingsarbejdet for dem. Også udspredtes det rygte at jeg havde sat lønnen derfor ned til 2 rigsbankdaler i stedet for 19 mark *). Ja man drev det endog så vidt at hr. skræddermester Bonnesen med mange flere modtog munderinger samme dag i store partier for 2 rigsdaler pr. mundering i arbejdsløn. Således virkede denne løgn på hans venner.


Straks derefter syede lavets mestre samme slags munderinger for 9 til 10 mark stk. Jeg derimod tog ikke mod en eneste efter at de 200 var færdige. 

Nu spørger jeg:

  1. Var jeg den nederdrægtige og egennyttige som søgte at bedrage kongen, staten og lavet eller hvem var det?
  2. Var jeg den som ved nogen løgnagtig opdigtelse nedsatte arbejdslønnen til 2 rigsbankdaler stykket for det her omtalte munderingsarbejde, eller hvem var  det?
  3. Hvem er den som fortjener at forfølges, foragtes krænkes på ære og gode navn, når jeg således fralægger mig hr. oldermandens udtryk eller skældsord, er det da ham eller mig?
Dette tror jeg vil for det første være nok for at standse kabalens ondskab mod hvilken jeg venter og håber at fejre

D. With

*) Hvorfor ikke 19 mark 8 skilling


(Politivennen nr. 218. Løverdagen den 4de Marts 1820, s. 3489-3502)


Lidt mere til Nødværge mod lumsk Bagvaskelse og grundløse Rygter

Jeg har i Politivennen nr. 218 angivet årsagen der bevægede mig til at fremkomme med den deri fremsatte fortælling om den afgåede oldermand skræddermester R. H. Becks opførsel i anledning af det hos lavet bestilte munderingsarbejde. At jeg ikke kunne tage ømmere på ham ligger i sagens natur og at det anførte skønt overensstemmende med sandheden ville klinge ilde i hans åren, kunne jeg vel vide på forhånd. Men skønt jeg ikke har noget højt begreb om hans konduite, tiltroede jeg ham dog så meget at han ikke ville have prostitueret sig selv ved et sådant avertissment som det han har indført i Adresseavisen nr. 55. For for det første gør han sig latterlig ved selv at opkaste sig til dommer og at fælde dom i sagen uden på mindste måde at have modbevist mit udsagn, hvilket vil blive ham umuligt. Og dernæst ved offentligt at røbe sin opfarenhed og tilbøjelighed til at bruge skældsord, hvilket som upassende for mænd ikke engang er undskyldelig i mundtlig samtale, men aldeles utilgivelig når man skriftligt fremsætter sine tanker. For da bør et roligt sind og overlæg herske.

Jeg finder mig derfor beføjet til som et bidrag til mandens karakteristik at fremsætte et eksempel på hans uforsonlighed og harskhed.


Da jeg forinden jeg begyndte mine offentlige undervisning i skrædderprofessionen troede at burde gøre alt hvad der stod i min magt for ikke at have uvenner blandt mine lavsbrødre, søgte jeg også at blive forsonet med Beck, som jeg vidste bar nag til mig siden omtalte tildragelse med munderingsarbejdet. Jeg ytrede for en af hans venner at jeg ønskede at Beck ville være nærværende ved mit første foredrag og denne påtog sig at ville tilkendegive ham mit ønske, samt at levere ham et adgangskort hertil. Nogle dage derefter talt jeg med en af lavets agtede interessenter, hr. Møller om det samme,  og denne var af den formening at Beck ville komme når jeg indbød ham skriftligt. Jeg sendte ham derfor ved samme mester et adgangskortledsaget af følgende billet:


Iblandt en del af stadens agtede mænd som vil overvære mit første foredrag, ønsker jeg også at se den jeg af hjertet gerne rækker hånd til fred. Indlagte bedes afbenyttet.


København den 16. 1. 1820
Ærbødigst
With


Denne skrivelse bragte hr. Müller ham selv og talte desuden med ham. Den 17. om formiddagen bragte Becks dreng mig mit eget brev tilbage i hvilket han havde indlagt de 2 adgangskort. Hvorpå han udeblev fra mit foredrag. Senere hen skal han have fortalt denne sin opførsel mod mig til en del af sine venner, som med ham har glædet sig over denne hans genistreg. Da jeg nu håber at Beck efter løfte vil begynde sag mod mig for at en anden dommer end han selv kan afgøre om de af ham mod mig brugte skældsord kan og bør anvendes på mig, eller returnere tilbage på ham selv, vil jeg forsyne ham med endnu et par historier som han kan benytte for dermed at formere klagepunkterne mod mig. For som det hedder at slå to fluer med et smæk har jeg i Politivennen nummer 218 foruden munderingssagen berørt en efter min formening lille fadæse blandt flere af samme art begået af skræddermester R H. Beck som oldermand i årene 1816, 17 og 18. Hvilke som det synes tillige med det øvrige har bragt ham på den fortvivlede tanke at opkaste sig som den højeste dommer i den sag som han lover at føre mod mig ved retten *).

For nu at blive ved førnævnte ordsprog vil jeg herved forøge fakta for den selvkloge hr. Beck idet jeg yderligere tilkendegiver at den omtalte fadæse ikke er den eneste han upåtalt har udøvet, skønt sådanne både er i strid med love, anordninger, lavsartikler, ja endog fornuftens mest rimelige grundsætninger. Dermed vil jeg give benævnte N. R. Beck lejlighed til på engang at fralægge sig hvad muligt han efter sin forstand kan finde sig fornærmet over **).


Mens jeg endnu var bisidder ved laden, så jeg på Råd- og Domhuset et svendestykke blive forevist kommissionen. Dette svendestykke var syet af en af hr. skræddermester Boheims lærlinge. Otte dage derefter optog skræddermester N. H. Beck nævnte svend i lavet. Han blev skrædder, vandt borgerskab og fik derpå navn af mester, uden at denne, som lavets formand havde kancelliets tilladelse til at optage ham i samme, da han som meldt kun havde været svend i en tid af 8 dage, ikke heller havde konsulteret bisidderne om denne svend. Hr. R. H. Beck fortalte nu til alles forundring at den der havde gjort mesterstykke var den samme person som for 8 dage siden var blevet svend.


Ved en anden lejlighed fik lavet som medinteressent en overløber som udgav sig for skrædder. Denne slap også ved hjælp af daværende oldermand N. H. Beck ind i borgersamfundet uagtet førstnævnte erklærede at han hverken kunne fremvise dåbsattest, konfirmationsbevis, vaccinationsattest, lærebrev eller noget lignende dokument som love og anordninger byder, og som er nødvendige til hjemmel for øvrighed og oldermænd.
Om begge disse sandheder tvivler vel ingen af dette blads læsere uagtet jeg for at skåne bemeldte person her ikke vil nævnte den sidste, lige så lidt som jeg drager i tvivl at jo egennytte forenet med den dårligste selvklogskab kan være drivfjederen dertil. Hvilket enhver som kender skræddermester N. H.Beck ret vist vil sande.


With

*) Det ville være galt dersom man således kunne foreskrive dommere hvad man ville der skulle ske sin vederpart.

**) Denne forøgelse vil give ham lejlighed til at forny mulkten til 4 mark.


(Politivennen nr. 219. Løverdagen den 11de Marts 1820, s. 3524-3528)

Svar til S. T. hr. Skrædermester D. With fra Skræderen hvis Contract Han Underskrev *). 

Da jeg i Deres indrykkelse i Politivennen 118 egentlig er den som bliver erklæret som kontraktstifter og altså som den der røvede mine medborgere brødet af munden, mener jeg at være publikum og mig selv skyldig i gøre opmærksom på at i Deres indrykkelse findes en stor del drøje usandheder.

1. Hvad underskrivelse  på min kontrakt angår, da ved De selv ret godt at De flere gange havde været hos S. T. hr. generalkrigskommissær de Auchamp R. a. D om munderinger og allerede aftalt en pris om samme i den de mig af S. T. hr. gen. kr. kom. blev tilbudt til forarbejdelse. Og at min kontrakt først blev afsluttet, skete kun på grund af Deres udeblivelse. Den udeblivelse var formentlig ikke uden grund, som jeg senere ved Deres underskrivelse på min kontrakt og ved det udspredte rygte erfarede. I øvrigt vil formentlig bemeldte S. T. hr. G. K. K.brev til mig af 12. februar 1818 nok ikke ganske være gået Dem i glemmebogen da de dog i S. T. hr. G. K.K og fleres nærværelse så ynkelig bad mig om at tilintetgøre sidstnævnte brev. Og da jeg ikke føjede Dem deri (selv om S. T. hr. G. K. K. gerne tillod samme da han lovede at give mig et andet i stedet) endelig bad mig ikke at vise skrædderlavets oldermand S. T.hr. kaptajn Beck samme, fordi jeg ellers efter hr. Withs udtryk derved ville skaffe ovennævnte hr. kapt. Bech et søm at hænge sin hat på. 

Hovedbygningen af Den Kongelige Militære Klædefabrik i Usserød. Dog i den skikkelse den fik i 1860. Det var bl.a. her militæret fik fremstillet sine uniformer på Politivennens tid. Da den var på sit højeste, arbejdede 700 her, fortrinsvis fattige og børn. (Eget foto).

2. Må Deres hukommelse være skrækkelig svag når De ikke kan erindre at den af Dem nævnte underskrevne kontrakt kun lød på 100 munderinger ugentlig og ikke på 200. Og S. T. hr. G. K. K. ganske enslydende breve til Dem og mig af 7. februar 1818 indeholdende at vi ikke kunne vente os mere end 150 munderinger en gang for alle, som vi også modtog den 9. februar 1818. Om dette nu er glemt med vilje eller virkelig glemsomhed har bragt Dem til denne usandhed, kan jeg ikke bedømme. Men ved at S. hr. G. K. K. brev er i mit værge, og depotets protokoller i depotets værge. 


3. Hvad uddelingen af de 110 munderinger til de fattige mestre angår, da ser jeg mig atter nødt til at beklage Deres hukommelse. Men måske var det kun en fejltagelse, for 110 og 40 gør efter vores gamle Søren Mathiesen 150, og på den måde slipper vi omvendt ret godt ud af det. De vil behageligst erindre at det var Dem selv som foreslog at vi skulle uddele 36 munderinger hver til førnævnte mestre for 16 mark stykket. Hvilket De meget påtrængende bad at jeg også skulle overlade mit kvantum til Dem at uddele, hvilket jeg også indgik (siden til stor ærgrelse for mig). To dage derefter kom Deres bud til mig med den anmodning at uddele endnu 4 munderinger på samme måde, hvilket jeg tilstår, jeg med nogen uvilje gik med til. Om det måske årsagen at brovte med noget mere der gjorde Dem så påtrængende, eller hvilken årsag ved De vel bedst selv. Men det ved jeg at jeg såvel af Deres daværende, såvel som af mine svende har vidner på det nedskrevne. Lære som skrædder, men ikke som skribent, fulgte jeg meget gerne det gamle ordsprog: Skomager bliv ved din læst. Men da sagen nu er levet publikums sag, troede jeg at skylde den sandhed.


Og kun til sidst jeg Dem vil råde,
Med sandt og usandt holde måde.


C. G. Bolt.

*) I bidrag som nærværende der forlanges ordrette indrykkede og hvorfor indsenderen bliver ansvarlig tror udgiveren han aldeles ingen rettelse bør foretage om han endog fra ortografiens side havde noget at indvende mod samme.


(Politivennen nr. 221. Løverdagen den 25de Marts 1820, s. 3553-3556)

Redacteurens Anmærkninger

Det militære Varedepot 

Frederik 6. skal have været nidkær med militæret munderinger og undersøgt dem nøje. Befalingsmændenes og mandskabets dragter blev normalt leveret af statens egne fabrikker til nød købt i udlandet. I 1811 oprettedes adskillige militære fabrikker foruden de allerede eksisterende Guldhuset i Rigensgade og Børnehuset på Christianshavn: Den Kongelige Militære Klædefabrik i Usserød (1791) og Brønsholmsdal. Fabrikken i Usserød har været omtalt i Politivennen 22. november 1800 i forbindelse med skorstensfejning.

Militæret brugte megen tid på ændringer i uniformerne, især efter 1810 kom en overflødighed af bestemmelser. Det var uenighed om farverne på uniformsbukserne der skabte arbejde. Gråt blev fx erstattet med himmelblåt i 1816 i linjehæren. Og dette kan have været årsagen til de store munderingsopgaver for skrædderne. 

Generalkrigskommissær Francois Louis d'Auchamp (1778-1847), major af Infanteriet som magasinkommissær. Han opdagede omfattende underslæb i 1810, hvor væversvendene formentlig stjal 10-12 pund ud af 60 pund uldgarn.


Søren Mathiesen

Det må være den Søren Mathiesen som Rundetårn skriver om: Han var klokker og regnebogsforfatter til “Compendium Arithmeticum eller Vejviser, hvorved man på korteste og netteste Måde kan ledsages til Regnekunstens rette Brug.” (1680). Tillægget “En kort Formular til i adskillige Breve udi huslige, Handels, Vekslers og deslige daglige forfaldne Håndteringer, for Ungdommen” udkom 1721 som en selvstændig Bog. Den udkom i flere udgaver senere indtil 1763.  Desuden til "Aritmetica compendiosissima eller meget kort og net Måde at regne på, med “ (1680) og "En let Arithmetica eller Regnekunst" (1696). Sidstnævnte blev 1696 oversat til tysk og udkom indtil 1750.

Domfældelse

Den 3. oktober 1821 faldt der dom i sagen:
"De paaankede af Contracitanten Skrædermester D. With om Hovedcitanten Capitain og Skrædermester N. H. Bech i Bladet Politivennen Nr. 218 og 219 for Aaret 1820 fremførte fornærmelige Beskyldninger og Udladelser bør døde og magtesløse at være og ikke komme Sidstnævnte til Skade paa Are, gode Navn og Rygte i nogen Maade hvorimod Contracitanten for sit i saa Henseende brugte utilbørlige Forhold bør bøde til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse 50 Rbd. Sølv.
Ligeledes bør de fra Contracitantens Side paaankede i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger Nr. 55, 56 og 57 for Aaret 1820 af Hovedcitanten brugte Udtrryk døde og magtesløse at være; hvorimod Parterne iøvrigt for hinandens Tiltale i denne Sag bør frie at være.
Processens Omkostninger betaler Contracitanten til Hovedcitanten med 30 Rbd. Sølv.
At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven"