Stændervalget i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

I 3die Præstekreds, i Tønder, er der, efter K. E., "kun" strøget 2 Præster, nemlig de to konstituerede Præster paa Sylt, Møller og Frenssen, af hvilke nu Møller af Regjeringen er bleven udnævnt til virkelig Præst; kan han saa være "berygtet"? eller kan Nogen endog fungere som Præst, der af andre Embedsmænd erklæres for ikke at være uberygtet og af denne Grund at skulle miste sine statsborgerlige Rettigheder? Eller kunne andre Embedsmænd berøve den, som beklæder Statens Embede, Statsborgerret? Maa ikke Embedets Udøvelse og Værdighed beskytte mod en slig Spoliation? I samme Kreds notedes Præsterne endda ikke med at see 2 Colleger strøgne, men af flere af dem forlangtes ogsaa Strygning af 14 "Brødre i Kirkens Tjeneste". I denne Præstekrig sejrede de tog ikke dengang, thi i Valgbestyrelsen var der lige mange, 3, for og imod og Bestyrelsens Formand gav da Udslaget for, at de 11 ikke ogsaa skulde ud af Kredsen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 29. november 1860).

I 17de slesvigske Landvalgkreds (Tøstrup, Gelting, Quern, Steinberg, Sterup, Esgrus, Sørup) skulle, efter I. Av., - ca. 1000 valgberettigede Grundejere være strøgne af Valglisterne! Flensb. Av. slutter, meget oprigtigt, at hvis man ikke har taget det anførte Tal for fuldt, og den anfører ingen egentlige Data herimod, saa er der ikke mange Vælgere tilbage. - Saa meget er da vist, at i samme Valgkreds havde man forrige Gang strøget saa kraftigt, at en heel Landsby gik ud af Valgtexten.

I Flensborg er indgivet en Protest imod Stændervalget. Beretninger derfra i Alt. M. og Itzeh. Av. klage over, hvad Byens eneste Avis betegner som Fabel, at det ministerielle Partie ved sin Agitation ikke blot skulde have skræmmet afhængige Smaaborgere, men at Politiemesteren, som ikke hører til Valgbestyrelsen, havde i Uniform været tilstede hele Dagen og gjort Notitser ved Stemmegivningen og ladet uddele Valgsedler ved Politiebetjentene.

Ved et Valggilde, efter at Pastor Christiansen af Middelby var valgt til Stænderdeputeret i Flensborg for tredie geistlige Valgkreds, holdt Pastor Koch af Burkal, som ikke havde faaet fleer end 2 Stemmer, uagtet Bladene havde designeret ham til Deputeret, en Tale til den Valgte, som fortjener at betragtes lidt nøiere. Christiansen sagde nemlig i sin Tak til Valgdirecteuren for det udbragte Velgaaende, at "han ønskede, at Forhandlingerne i næste Forsamling maatte blive førte saaledes, at hver dansk Mand, som elskede Konge og Fædreland, maatte kunne følge dem med Glæde, og at han for sin Person efter bedste Evne vilde medvirke hertil." Dette greb nu Koch og yttrede, at det var værd at slaae fast. Vi forstaae desværre nok hvorfor, Christiansen meente sikkert Ordet "dansk" i undersaatlig, i politisk Betydning, uden alt Nationalitetshensyn, hvilket fremgaaer af hans tidligere sindige og upartiske Stænderfærd; men Koch vil slaae det fast som Partieord. Og til yderligere Tydelighed sammenligner han nu - ad en Omvei - Pastor Christiansen i sin tidligere Upartiskhed med "Buridans Æsel, der stod midt imellem to Knipper Hø". Ved Knipperne tænker Koch saaledes paa det danske og det tydske Bundt af Partiemænd. De burde dog begge, især da det danske, altid have for Øie, al der gives en høiere dansk Eenhed, det hele Danmarks, Statens, som de begge gaae ind under, og som de med Tak, ikke med Spottegloser, skulde hilse Anerkjendelsen af, især naar den skeer med den Ærlighed og den Sagtmodighed, som sikkerlig har ligget i den saa samvittighedsfulde Pastor Christiansens Ænske. Vi ville søge et heldigt Forvarsel deri, at denne Deputerede er fra - Middelby! (Indsendt til Staten).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. december 1860)

I Byen Slesvig har Stændervalget, trods Strygningen af den hidtilv. Deputerede Marqvardsen eller paa Grund af Strygningerne (efter K. C. vare 300 strøgne), især været stærkt imod den slesvigske Styrelse. Imedens Petersen og Tüxen valgtes med resp. 232 og 200 St.: naaede, med de fleste Stemmer derefter. Modpartiets Candidater, Skorsteensfeierm. Peschke og Muurm. G. Jessen, kun resp. 37 og 22 Stemmer. Flensb. Av. betragter endog Valget for saa vidt som et foreløbigt Dækningsvalg, idet man venter, at Suppleanten paa Grund af sin høie Alder vil gaae af. Der vil da hengaae 8 Uger til at foretage et nyt Suppleantvalg, under hvilken Frist man da haaber den udelukkede forrige Repræsentant Marqvardsen atter optagen paa Valglisten. Naar han da er valgt, vilde den nyvalgte Deputerede træde tilbage og Marqvardsen træde i hans Sted. Petersen er født i Angeln og en Ven af en af Oppositionens Førere, Rigsraadsmedlem Hansen-Grumby. Amtmanden, Kherre. Holstein, forbød ved Valghandlingens Slutning at udbringe et Hurra for de Valgte! - Den 9de Valgkreds, hvor, som igaar berettet, ogsaa Oppositionens Medlemmer gjenvalgtes og hvortil Flensborg, eft. Db., "var overfyldt af Bønder, der vare strømmede ind til Valget", tæller ogsaa endeel Sogne i Angeln, nemlig Adel by tæt ved Flensborg, Rüllskov, Hyrup, Munkbrarup, Grumtofte og Nykirke. Efter Flb. Av. "have forøvrigt ogsaa her, som i andre Kredse, Forskjellige (forgjæves) protesteret imod Udelukkelse fra Valglisten". 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. december 1860)

Valg i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Valgloven i Slesvig er vel saa aristokratisk og skadelig som blot mulig, og paaberaabes derfor idelig ved Sammenstilling af Fleertallets store Forskjel imod Mindretallet i Stænderforsamlingen. Men man har paa anden Side altid fortiet, at der ved Valglisternes Udfærdigelse i sin Tid strøges deraf en stor Mængde Vælgere, der førtes hen under Kategorien "berygtede" fordi de i Gjerningen eller demonstrativt havde i sin Tid deeltaget i Oprøret. Dette kan baade efter Udtrykkets almindelige Begreb og især efter at Kongens Amnestie havde lyst Forglemmelse og Tilgivelse neppe have været forsvarligt, og dog gik man saa vidt, at man idetmindste i eet (og vel flere) Districter endog strøg en heel Landsby bort fra Vælgerlisten og erholdt dog en oppositionel Deputeret i Districtet! Nu have, efter Møgelt. Av., Beboerne i Husum ved en Deputation fra Magistraten henvendt sig til Hs. M. Kongen personlig, for at erholde deres Valgret, og bedet tilgive deres aldre Forhold. Hs. Maj. Kongen svarede ogsaa herpaa med venlig Imødekommen og ganske overeensstemmende med sit tidligere Amnestie, at paa det ældre Forhold tænkte han ikke mere; at den Sag var tilgivet og at Alt kunde blive godt, naar de kun herefter vilde handle som troe og loyale Fædrelandets Mand. Et langt større Antal Vælgere vil saaledes vist i flere Egne af Slesvig iaar komme til at udøve deres Valgret. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. september 1860).

Sprogreskripterne i den slesvigske Stænderforsamling. (Efterskrift til Politivennen)

Den 30. januar 1860 havde den slesvigske stænderforsamling behandlet en anmodning mod sprogreskriptet. Den kongelige kommissær sagde dertil at kongen ikke kunne gå ind på en sådan. Man insisterede imidlertid alligevel på at lave en, hvilket blev vedtaget med 27 stemmer imod 14. I marts måned skulle så kommissionens anmodning behandles.

(Slesvig-Holsten.) Flensborg, 16. marts. I går nåede de mellemslesvigske stænderforsamlingsmedlemmers forslag mod sprogskriftet endelig til den afsluttende behandling. Dep. Hansen-Grumby gav som kommissionens ordfører en meget detaljeret beskrivelse af de håbløse forhold i de pågældende distrikter. Selv den ret der er garanteret i sprogskriftet til at få udført kirkelige aktiviteter på det sprog der passer de pågældende, bliver på den mest brutale måde trampet på af prædikanterne; befolkningen er blevet ganske retsløse; man har kun frihed til at udøse sit hjerte ud i Stændersalen hvert tredje år, og så vil man sige, at Stænderne er ballademagere. Politikken, der sigter mod at udvise tyskere fra kirke og skole, har været en sort tråd gennem lovgivning og administration gennem de sidste ti år. Man går til værks som om mennesker eksisterer på grund af sprog og ikke omvendt sprog på grund af mennesker. Thomsen-Oldensworth og Hüfner Ebsen talte i samme ånd. Behovet er stort, sagde sidstnævnte, fordi forældre og børn ikke længere kan forstå hinanden; men når nøden er størst, siger folket, er man tættest på Gud. Fra dansk side talte pastor Mørk-Hansen imod forslaget, om end på en påfaldende mat måde; Repræsentanten for Flensborg, senator Petersen der normalt altid stemmer med ultradanskerne, talte for forslaget. Endelig rejste præsidenten, provst Otzen (der, skønt meget servil i verdslige anliggender som præst, ikke kunne få sig selv til at tie om de nuværende forhold i kirke og skole) og bad næstformanden tage hans sæde, da han følte sig tvunget til selv at tale. Han havde længe overvejet, om han skulde tale eller tie; resultatet er at han må aflægge vidnesbyrd som en loyal mand. Han så mange tårer, megen nød og elendighed, især i de sydlige distrikter (amt Gottorf) på grund af sprogreskriptet. I ni sogne forkyndes Guds ord på et helt fremmed sprog; anglerne forsikrede ham om, at de ikke kunne forstå en dansk prædiken. Tilstanden er ynkelig. Den sproglige skrift volder kun skade, adskiller hertugdømmets indbyggere og nærer og opretholder konstant uroligheder. Alt her er stadig loyalt, men urolighederne kan blive til et oprør. Der skal gøres noget for at forhindre dette. Den kongelige kommissær forsikrede endnu en gang, at flertallets bestræbelser på at få en ændring i sprogskriftet vil mislykkes. Kommissionens forslaget blev til sidst godkendt med 29 stemmer mod 12. Mødet var meget stormfuldt, og tribunerne var fyldt til randen især med landmænd.

(Schleswig-Holstein.) Flensburg, 16. März. Gestern gelangte endlich der Antrag der mittelschleswigschen Abgeordneten gegen die Sprachrescripte zur Schlussverhandlung. Abg. Hansen-Grumby gab als Berichterstatter der Commission eine sehr eingehende Schilderung der heillosen Zustände in den betreffenden Districten. Selbst das in den Sprachrescripten noch zugesicherte Recht, die kirchlichen Handlungen in der den Betreffenden zusagenden Sprache vornehmen zu lassen, werde von den Predigern in der brutalsten Weise mit Füssen getreten; die Becölkerung sei gänzlich rechtlos geworden; man habe nur noch die Freiheit, alle drei Jahre sein Herz im Ständesaal auszuschütten, und dann heisse es, dass die Stände Unruhestifter seien. Die auf Verdrängung des Deutschen aus Kirche und Schule gerichtete Politik ziehe sich wie ein schwarzer Faden durch Gesetzgebung und Verwaltung der letzen zehn Jahre hin. Man gehe zu Werke, als ob die Menschen der Sprache wegen und nicht ungekehrt die Sprache der Menschen wegen da sei. In demselben Sinne sprachen Thomsen-Oldensworth und der Hüfner Ebsen. Die Noth sei gross, sagte letzterer, denn Aeltern und Kinder Könnten sich nicht mehr verstehen; aber wenn die Noth am grössten, sage das Volk, sei Gott am nächsten. Von dänischer Seite sprach Pastor Mörk-Hansen, jedoch in affallend matter Haltung, gegen den Antrag; der Abgeordnete für Flensburg, Senator Petersen, der sonst immer mit den Ultradänen zu stimmen pflegt, nahm dagegen für den Antrag das Wort. Endlich erhob sich der Präsident, Probst Otzen (der, obwohl in weltlichen Dingen sehr servil, es dennoch als Geistlicher wohl nicht über das Herz bringen konntte, zu den jetzigen Zuständen in Kirche und Schule still zu schweigen), und forderte den Vicepräsidenten auf, seinen Stiz einzunehmen, indem er sich gedrungen fühle, selbst zu reden. Er habe lange bei sich selbst erwogen, ob er reden oder schweigen solle; das Resultat sei, er müsse als loyaler Mann ein Zeugniss ablegen. Er habe namentlich in den südlichen Districten (Amt Gottorf) viele Thränen, viel Noth und Jammer gesehen wegen des Sprachrescripts. In neun Kirchspielen werde Gottes Wort in einer ganz fremden Sprache verkündet; die Angliter hätten ihm versichert, sie könnten keine dänische Predigt verstehen. Der Zustand sei erbarmenswerth. Das Sprachrescript wirke nur Unheil, trenne die Einwohner des Herzogthums, nähre und unterhalte beständig Unruhe. Noch sei hier alles loyal, aber die Unruhe könne in Aufstand übergehen. Etwas müsse geschehen, um dem vorzubeugen. Der königliche Commissär versicherte nochmals, dass das Streben der Majorität, end Veränderung der Spraschrescripte herbeizuführen, durchaus erfolglos sein werde. Der von der Commission befürwortete Antrag wurde schliesslich mit 29 gegen 12 Stimmen angenommen. Die Sitzung war eine sehr stürmlische und die Tribünen, namentlich von Landleutern, bis zum Erdrücken voll. 

(Regensburger Tagblatt : Kampf-Organ für nationale Freiheit und soziale Gerechtigkeit. 23. marts 1860)

De Slesvigske Provindsialstænder

(Fra vor Referent)

Provst Otzen holdt det længste foredrag, der endnu er forekommet i denne Diæt. Han havde længe overveiet, om han skulde tage Ordet i denne Sag. Der er jo blevet sagt, at det vil være forgjæves, at det skal have sit forblivende med de gjældende Bestemmelser. Men han vil i Henhold til Forfatningstillægets § 59 rette sig efter sin egen samvittighedsfulde Overbevisning om, hvad der kan fremme Almeenvellet, og der er fremfor Alt Anledning for Sjælesorgerne til at tage Ordet. Han vil derfor tage Ordet i denne Sag, det kan ikke være illoyalt, som man har sagt; han forsynder sig ikke dermed imod sin Konge, det er hans simple Pligt. Han repræsenterer Gottorp Amt; ni Segne ere der blevne haardt trufne af Sprogrestriptet, han har seet hede Taarer rinde over den ynkværdige Tilstand, har hørt bittre Klager og læst Petitionerne; naar han seer de lithograferede Petitioner, forekommer det ham rigtignok, som om dens Hjerte, der har underskrevet dem, maa være lige saa koldt som den Steen, hvorpaa de ere trykte; men han veed, at der er Grund til Klage. Guds Ord forkyndes i et Sprog, som Folket ikke forstaaer. Man siger, at de kunde forstaae det, naar de blot vide, men de kunne ikke. Han er født i Flensborg, hans Forældre have talt Platdansk, han kjender det platdanske Sprog i Angel nøie og kan altsaa dømme om, hvorvidt den, der forstaaer og taler dette platdanske Sprog, ogsaa kan forstaae en høidansk Prædiken. Naar en Kjøbenhavner kommer til Angel og taler om "Samvittighed", "Fristelse osv., forstaaer man ham ikke; naar Beboeren selv vil udtale sig om aandelige og himmelske Ting, griber han til det platydske eller Høitydske. I de Sogne, Taleren repræsenterer, forstaaer man slet ikke dansk. Der er blevet sagt, at man ikke skulde røre ved Forfatningen, men naar Kongen og Forsamlingen blive enige om, at der skal foretages Forandringer, kan deri tog ikke ligge noget Betænkeligt. Langt betænkeligere og farligere er det, naar man gaaer ud over Forfatningen, og dette er skeet (intet frit Valg med Hensyn til Sproget ved Confirmationen; Underviisning i Fædrelandshistorie er dansk ved Slesvigs Domstole). Naar saadanne Overgreb befales eller taales, hvor har man saa Borgen for, at der ikke gaaes endnu videre? Han vil derfor indstændig bede den kongelige Regjering om at gjøre en Ende paa saadanne Overgreb; det kunde falde tungt at bære de sørgelige Følger. Taleren fremkommer derpaa med Forslag til Sagens Ordning, som ikke ere ret forstaaelige, men synes at gaae ud paa, at Slesvig skal betragtes som eet blandet Distrikt. - Naar Sagen ordnes paa en tilfredsstillende Maade, grundlægger Kongen et sandt Lyksborg i sine Undersaatters Hjerte. Der gaaer en Urolighedens Aand igjennem  det slesvigske Folk, da det frygter for at berøves store og dyrebare Goder; det er ikke Oprørets Aand, det slesvigske Folk er intet oprørsk Folk; men hvad der ikke er, kan blive, smaa Aarsager kunne have store Følger. Han troer som den af Folket valgte Forsamlings Præsident at turde rette Formanings- og Advarselsord til sit elskede Folk. Han formaner det til at være roligt, til ikke at lade sig ophidse, ikke at forglemme, at al Hjemsøgelse kommer fra Herren. Men gid ogsaa de, som staae omkring Thronen, maatle betænke, at Hvem meget er givet, af ham fordres der meget. Taleren tager den Trøst med sig hjem, at han uden Menneskefrygt har talt i Sprogsagen. (Bravo paa Tribunen.)

Den kongelige Commissarius oplæser endnu engang den kongelige Resolution paa Stænderforsamlingens sidste Andragende angaaende Sprogsagen, og anseer ogsaa det foregaaende Andragende, om det skulde vedtages, derved for afgjort. Vicepræsidenten beklager, at Commisarius paa en saadan Maate har sluttet Forhandlingerne om Sprogsagen. Andragentet vedtoges med 26 St. imod 12.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. marts 1860. Uddrag).

I februar 1864 ophævede civilkommissærerne såvel sprogreskriptet som forfatningen af 18. november 1863.

Slesvig Stænderforsamling: Frihedsrettigheder i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Den til Hovedstaden alt i forr. Uge hjemvendte slesvigske Minister har, efter sin Udflugt til 3 Sogne i Angeln, meddeelt Kongen en offentliggjort Beretning, hvorefter Ministeren har fundet Underviisningen, baade i Dansk og Tydsk, og dens Frugt i de 3 Sogne, Munkbrarup, Huusby og Sattrup, aldeles fyldestgjørende. - I den første have vi selv engang gjort den samme Erfaring, men Sognet har ogsaa en usædvanligt dygtig Almuelærer, som har benyttet den for kort afmaalte Tid i det ene Sprog meget omhyggeligt og tillige afvejende talt begge Sprog med Børnene, hvad ikke overalt tilstedes. Skoleunderviisningen paa Landet er i det Hele meget god i Slesvig; saaledes vil man idetmindste vistnok træffe den paa mange Steder. Men naar altsaa begge Sprog læres tilfulde, d. v. s. at der overalt i de blandede Kredse som paa de 3 nævnte Steder pligtmæssigt sørges derfor, hvorledes bare faa Præster kunnet med nogensomhelst Ret erklære og den forr. Minister tage saadan Erklæring for gyldig: at Børnene ikke kunne tilstrækkeligt Tydsk til at forberedes til Confirmation og confirmeres paa Tydsk, naar Forældrene forlangte dette Sprog? eller hvorledes kan man da forsvare, at nægte Børnene eller Forældrene paa Børnenes Vegne, hvad selve Sprogrescriptet berettiger dem til som kirkelig Handling, at vælge det Sprog, hvori Børnene ønskes forberedede til Confirmation og konfirmerede? - Det er især denne Uretfærdighed der ogsaa, efter hvad den nuv. Minister har erfaret paa 3 Steder, er uden Nødvendighed - som man i Slesvig paa Landet har beklaget sig over, og som har foranlediget, at Forældre have sendt Børn andetstedshen for at konfirmeres. Lige saavel som Skolelæreren kan, hvor han vil og hvor det overlades ham, lære Børnene begge Sprog fyldestgjørende, lige saavel kan Præsten veilede Børnene til Bekræftelse i deres Tro og adspørge dem deri i det ene eller andet Sprog, der af eller for hver især vælges. Har Kirken afvexlende dansk og tydsk Gudstjeneste, for som Kirke at lempe sig efter hvers Sprogbrug og sætte Troesforholdet over Sprogforholdene og ialtfald over Tvist herom, og kan Enhver ved kirkelige Lejligheder, selv efter Sprogrescriptet, frit vælge efter sit Tungemaal, saa har Præsten ubetinget den samme Pligt ved Confirmationen. Det Modsatte har ogsaa fødet Tvist- og Tvangsforhold, som mindst af Alt kunne opbygge en Menighed, og selv den baade kirkeligt og sprogligt strængttroende Grundtvig har paa Kirkemødet for et Par Aar siden udtalt sig dadlende herom. 

Det kan ikke være Andet, end at mange Aars Samliv maa have knyttet mangt et Baand imellem Nordslesvig og Kongeriget, imellem Sydslesvig og Holsteen. Ligesom vi dybt vilde beklage Begivenheder, der løsnede Slesvig fra Moderlandet, saaledes er der mange, mange Medborgere i Kongeriget, for hvem Samstatsforbindelsen med Holsteen ansees for et Gode ikke blot for Slesvigerne, men for den hele, nord for Elben boende og fra Oldtiden samvirkende Befolkning. Vi imødesee Intet hellere end et oprigtigt Broderskab imellem alle fire Landsdeles Befolkninger, men troe, at dette Maal naaes bedst ved en gjensidig Agtelse for hinandens særlige Retsforhold. - Fra det folkelige Standpunkt ere vi her i Kongeriget vante til at modsætte os Embedsmandenes Overgreb i Anliggender, der bedst overlades til Folkets og Communernes Selvstyrelse. Vi have her efterhaanden seet Embedsstanden gaae frem i Humanitet og Agtelse for den bestaaende Forfatning, om ikke uden Kamp. Vi beklage, om Mænd, udgaaede fra Kongeriget, ikke have vidst at vinde de andre Landsdeles Agtelse og Tillid. Og vi skulle ikke undlade, saa vidt som vi formaae det, at indprente de opvoxende Embedsmænd et forsonligt Sindelag imod Befolkningen, ligesom vi ønske, at hver Landsdeels Embeder i Reglen besættes med Mænd, som der have hjemme og ere kjendte med Sæder - og Skikke. M. H. t. hele Statens fælleds Forfatning er den egentlige Befolkning i Kongeriget enig med lignende Anskuelser i de andre Landsdele om, at Forfatningen af 2den October 1855, hverken tilfredsstiller Ret eller Billighed. Vi ere derfor villige til ved alle lovlige Midler at virke hen til en Forfatning, hvor baade det Fælleds og det Særlige skeer Fyldest. Med disse Anskuelser kunne mange Mænd i alle Landsdele mødes, og saaledes Kronens og Statens Krav ikke mindre end Befolkningens og de særlige Landsdeles Tarv skee Fyldest i hver Henseende. - Vi have her som andetsteds havt at kjæmpe med hensynsløse Theoretikere og fordomsfulde Historikere, som kun i meget ringe Grad havde den nulevende Befolknings Vel for Øie, men satte Følelserne i Bevægelse ved Fortids Minder og Fremtids Drømme. Men i repræsentative Forsamlinger er man dog ogsaa udsat for tvivlsomme Demonstrationer, der kun give Øieblikkets Stemning Luft, og som ligne et brillant Fyrværkeri deri, at de blænde Øiet ved et flygtigt Skin og stundom ved Uforsigtighed tænde Lidenskabens Brand. Den roligere Deel af Befolkningen vil af Repræsentanterne see varigere Frugter, hvorved de fremme Almeenvellet, de aandige Krav ved Hjælp af materiel Fremskridt« og fri Udvikling af alle Kræfter. Kun saaledes kunne de overgive til ten svigende Slægt en betrygget og lovhjemlet Statstilværelse. (Eft. "Ret og Pligt".) 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. februar 1860).

Overfor minister baron Blixen-Fineckes redegørelse står den slesvigske stænderforsamlings majoritets udkast til en 19 foliosider lang adresse til Frederik 7. Den blev i sin fulde længde offentliggjort i Aalborg Stiftstidende 15. februar 1860, I tysk udgave findes den i Allgemeine Zeitung, 15. februar 1860. Nogle uddrag heraf ses nedenfor:

- - -

1) Ved hin føl. Bekjendtgj. var "der lovet Landet, at der med Ordningen af Monarchiets Anliggender, under Bibehold og videreudvikling af de Indretninger, som enten omfatte alle Sammes Dele eller som ere grundlagte for enkelte af disse, skulde skridts frem i den Aand, at opretholde og forbedre de retligt bestaaende Forhold." "Denne Aand, siger Udkastet, har Landet (Slesvig) smerteliges savnet i Regjeringens Forholdsregler fra 1852 indtil nu. Det bedrøver os dybt at maatte udtale det, at Lovgivningens og Forvaltningens Tendents i denne Periode har været kjendelig derved, at bestaaende Indretninger og Forhold, uden Hensyn til dette Hertugdømmes Interesse og Lands-Repræsentationens Anskuelser og Ønsker saavel som til selve Landet, kuldkastes i den Hensigt at sætte danske Indretninger, dansk Forvaltning og Mønt, dansk Sprog, ja selv danske Bynavne istedetfor det hidtil Bestaaende. 

- - -

Istedetfor den lovede Ligeberettelse af begge Sprog er indtraadt en voldsom og skaansesløs Undertrykkelse af det tydske Sprog. Ved et Tillæg til Forfatn. for Slesvig er i Flensborg Provsti med 26 Sogne, i Kjøbstaden Tønder, og i 10 Sogne i Tænder Provsti, i 4 Sogne under Husum og Bredsted Provsti og i 9 Sogne i Gottorp Provsti det siden Aarhundreder bestaaende udelukkende tydske Skolesprog ved voldsom Tvang og tvertimod Indvaanernes Ønske blevet fortrængt, saaledes at der i alle disse Sogne kun 4 Timer om Ugen maa undervises i det tydske Sprog; men endog dette skeer ikke engang. I den største Deel af disse Sogne er det tydske Sprog udelukkende, i alle de øvrige overdelende Folkesprog, og bliver Underviisningen derfor i de fleste af disse Sogne givet Børnene i et for dem fremmed Sprog. Paa alle mulige Maader søger man at forhindre, at Børnene i disse Sogne blive underviste ved tydske Huuslærere; og det er blevet ubetinget forbudt, at 2 eller flere Familier i fælledsskab holde en slig Huuslærer. Naar det ikke kunde forebygges, at under saadanne Omstændigheder mange Børn af de saakaldte blandede Distrikter, d. e. af alle de nævnte Sogne, af deres Forældre bleve satte i Kost i saadanne Skoledistrikter, hvor Folkesproget var tydsk, saa har man dog vidst at gjøre dette Forældrenes sidste Forsøg paa at opdrage deres Børn i deres Modersmaal derved virkningsløst, at Børnene bleve nødte til at vende tilbage til deres Forældre, for at lade sig undervise i det danske Sprog i de sidste Aar for deres Confirmation, som holdes i nævnte Sprog. Ved en saadan Underviisning i et for Børnene fremmed Sprog er det en nødvendig Følge, at der med saa Undtagelser opvoxer en Ungdom uden Tugt(L), der i Landsbyskolerne, foruden nødtørftig Skrivning og Regning, kun lærer dansk Læsning og nogle danske Phraser udenad. Efter de samme Forskrifter skal Gudstjenesten i de nævnte Sogne holdes afvexlende paa Dansk og paa Tydsk, endskjøndt i de fleste Sogne næsten alle Beboerne ikke forstaae en dansk Prædiken, men alle derimod godt forstaae en tydsk Prædiken. En notorisk Kjendsgjerning er det ogsaa derfor, at Kirken paa de Søndage, da der holdes dansk Prædiken, næsten altid staaer tom. Her foreligger en den hele Befolkning dyb og smerteligt til Hjertet gaaende Forfladigelse i Brugen (?) af det tydske Modersmaal, ja selv af Kirken og Skolen, hvilket staaer i en directe Modsigelse med det i den kgl. Bekjendtgj. af 28de Jan. 1852 givne Tilsagn. De i hver Forsamling af de slesvigske Stænder gjentagne Venner om Gjenindsættelse af det tydske Sprog der, hvor dette er Folkesprog, ere hidtil blevne uden Frugt. Man har endog, for at rydde al Modstand imod det tydske Sprogs Fortrængelse af Veien, ikke undseet sig for, uagtet de af de slesvigske Stænder under 21de Febr. 1857 imod saadanne Indgreb i Patronatrettighederne gjorte Indsigelser, i August 1857 uden videre forfatningsstridigt at ophæve de i den slesvigske Forfatningslov 3 Besidderen af Gelting og de i Gelting Sogn indlemmede Godsbesiddere garanterede Patronatsrettighcder over Kirken og Skolen. 

- - -

Det Samme gjælder om de talløse Forbud af Bøger og Kort for Slesvig, hvilke hverken i Kongeriget eller i begge de andre Hertugdommer ere forbudte, og som tvinge hver af Slesvigs Indvaanere, naar han vil være vis paa ikke uden sit Vidende at overtræde Forbudet og at paadrage sig Ubehageligheder, til at anskaffe sig en med hvert Aar stigende Fortegnelse over forbudte Skrifter. I den samme Aand haandhæves ogsaa Pressen, der kun tjener Daniseringen og som til dette Øiemeed erholder af de særlige slesvigske Indtægter betydelige Understøttelser. En Petitionsret bestaaer neppe, Retten til at afholde frie Forsamlinger og til at indgaae Foreninger aldeles ikke."

- - -

Man bør give Afkald paa at betragte det danske Sprog som en politisk Person, hvis Omraade skal udvides ved Erobringer, Sproget er til for Menneskets Skyld, men ikke omvendt er Mennesket til for Sprogets. Saalænge Kirke og Skole endnu misbruges til at gjøre Propaganda for Sproget, saalænge det ikke er tilladt Indvaanerne at betjene sig, hvor og naar de ville, navnlig ogsaa ved Underviisning af deres Børn, af deres eget Sprog, staaer Staten i umiddelbar Strid med Christendommens og Civilisationens første Fordringer og mangler den første Forudsætning for en fri borgerlig Tilværelse, Saalænge med alle Lovgivningens og Forvaltningens Forholdsregler kun Slesvigs snævrere Forbindelse med Danmark og den endnu fuldstændigere Løsrivning fra Holsteen haves til Hensigt, kan der ikke være Tale om, at Slesvigs Ønsker og Interesser blive tagne i Betragtning. 

- - -

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. februar 1860. Uddrag)

I stænderforsamlingsmødet den 15. februar 1860 talte Rumohr imod forbuddet mod bøger. Forbuddet blev  forsvaret af pastor Mørk-Hansen, provst Hansen, Krüger og Laurids Skau med at de nævnte forbud skete mod statsopløsende tiltag. Forsamlingens flertal besluttede trods den kongelige kommissarius frarådede at gå videre med forslaget, at nedsætte en kommission. Kommissarius advarede (truede?) dernæst forsamlingen med at den var i strid med den slesvigske forfatning og at regeringen ville blive underrettet og at underskriverne ville blive draget til ansvar ved retlig tiltale. Kommissarius gjorde det klart at regeringen ikke kunne indgå i en diskussion om flere rettigheder til Slesvig.

I Flensborg blev Heibergs boghandel kort efter foreløbigt lukket mens politiet undersøgte den for udbredelse af en "illoyal adresse" og andre "statsopløsende skrifter".

Ved stænderforsamlingsmødet de 21. februar 1860 oplæste kommissarius en skrivelse fra minister Blixen-Finecke hvori denne kraftigt tog afstand fra flertallets optræden: det bevirkede gæring og tvedragt, mistillid til regeringen og opægning af de nationale lidenskaber. Så længe disse tilstande bestod, ville man ikke indrømme flere friheder.

Forslaget blev på stændermødet den 24. februar med 26 stemmer mod 17 sendt i udvalg.

Den slesvigske stænderforsamling den 13. marts 1860 vedtog en udtalelse hvori man anbefalede at ophæve forbuddet mod bøger og foreninger i Slesvig. Det blev vedtaget med 26 stemmer imod 13 - det danske mindretal stod fast på at forbuddet stadig skulle eksistere: I marts 1860 fremsatte mindretallet (bl.a. Skau, Krüger, Mørk-Hansen, Blady og provst Hansen) en slags "modadresse". Kommissarius havde kun enkelt indvendinger imod formuleringerne, en af dem var at der i 1848 ikke havde været 2 partier og at kongen som sådan ikke kæmpede imod et part. Buchwald (der ikke havde deltaget i opstanden 1848), bemærkede at adressen var en demonstration imod majoriteten som misbrugte kongen. I Slesvig beherskede minoriteten majoriteten gennem regeringen. Dette forhold forekom ham bemærkelsesværdigt, og citerede Haller: "Der sker ting på jorden og under solen, som hvis man ikke mister forstanden, så har man ingen."

Slesvig Stænderforsamling: Presse- og Forsamlingsfrihed. (Efterskrift til Politivennen)

I starten af 1860 skærpedes tonen i Slesvigs stænderforsamling. En af sagerne var da der blev stillet forslag om opfordring til at indføre pressefrihed i Slesvig. De københavnske medier og store dele af provinspressen var enig med det danske mindretal i stænderforsamlingen om at der ikke skulle være pressefrihed. Enkelte aviser som Aalborg Stiftstidende var dog uenig:

- - - Mørk Hansen udtalte, at en fri Presse vistnok var en Velsignelse for et Land, men Lovgiveren maatte tage Hensyn til de givne Forhold. Slesvigs Historie lærte, at Misbruget af Pressefriheden havde fremkaldt de Ulykker, som Landet for ikke længe siben havde lidt og endnu led under; der var en fræk, tøjlesløs Presse, som havde sendt de slesvigholstenske Ideer ud i Verden og udbredt den augustenborgske Sammensværgelses Løgne i Folket; ved Blade cg Flyveskrifter havde man faaet Krigere, Embedsmænd og Borgere forledte til Troskabsbrud og Mened og bagefter besmykker Forbrydelsen paa den mest jesuitiske Maade. De oprørske Adresser, som laa paa Forsamlingens Bord, vidnede om der sammen skjændige Misbrug af Friheden. Til Pressefrihed var Tiden endnu ikke kommen, og Ønstet herom narredes heller ikke af Befolkningens Flertal. - - -

(Ribe Stifts-Tidende 1. marts 1860)

I den slesvigske Stænderforsamling har Baudissin stillet det glædelige Forslag om Presse- og Forsamlingsfrihed. Det burde den nærv. Regjering, som har lovet Frihed ogsaa for de andre Statsdele udenfor Kongeriget, egentlig være kommen selv med. Af den forrige og bureaukratiske Regjering, som var en Modstander og Modarbejder imod fri Presse og fri fvllelig Udtalelse i Slesvig, kunde del naturligviis ikke ventes. Nu er der imidlertid budt den nærv. Regjering en smuk Lejlighed til at imødekomme Folkets Trang til Frihed ogsaa i Slesvig, hvor denne Trang er saa meget større, da Embedsenevældet der hidtil har regjeret ud i alle Forgreninger og voldet megen Skade, ligesom Pressen ogsaa har maattet lide under Demoralisering og maattet savne Tillid og Støtte hos Befolkningen, fordi Pressens Udøvelse ikke var fri, men endog i den Grad bunden i Slesvig, at Wolfhagen i Hertugdømmets største og Monarchiets trediestørste Stad nægtede Typographer selv fra Kongeriget at etablere et Blad ved Siden af den store Byes eneste Tidende og man i Slesvig baade ellers nægtede Bladudgivelse, hvor Bureaukratiet ikke vilde have det, og fra dettes Side anvendte truende Tilkjendegivelser og Intimideringer imod Bladudgivere. Kun ved at udvikle Pressens og al borgerlig Frihed knytter man Slesvigs Folk isandhed fast til sig og udrydder Ufredsspirerne, der aldrig have vegeteret frodigere i Slesvig end under det bureaukratiske Regimente. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. februar 1860).

Den slesvigske Minister synes nu selv at føle Billigheden i Slesvigernes Frihedsret til at forsamle sig til offentlige Anliggenders Drøftelse. En saadan Forsamling var nemlig den 18de f. M. af nogle Stænderdeputerede berammet til Afholdelse i Eckernførde, men blev af den derv. Politiemester forhindret. Flere af Byens Indvaanere førte Klage over Politiemesterens lovstridige Fremgang i denne Anledning og, efter "Alt. M.", har Ministeren under sit Ophold i Flensborg tilkendegivet de Deputerede, at Borgemesteren og Politimesteren i Eckernførde, paa Grund af Forsamlingens Standsning, allerede havde faaet en Tilrettevisnig.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 11. februar 1860)

Slesvig Stænderforsamling: Fornærmelser mod Deputeret ved Middag hos den kgl. Commissarius. (Efterskrift til Politivennen)

Flensborg, 22. januar. De danske aviser vil utvivlsomt være fulde af usande meldinger om den hændelse der allerede i går blev nævnt ved den middag som den kongelige kommissær holdt til ære for stænderforsamlingens medlemmer - som i øvrigt ikke vil forblive uden konsekvenser - nemlig ved at stille de danske gæsters opførsel, løjtnant H. og kammerater, i et gunstigt lys; det burde derfor være værdifuldt at høre et øjenvidnes beretning om denne hændelse - som samtidig giver karakteristiske beviser for situationen for de tyske repræsentanter for hertugdømmet Slesvig. Lige fra starten af receptionen kunne de tyske repræsentanter der som bekendt udgør det store flertal i stændermødet "trods dette og alt det" konstatere, at kommissæren havde inviteret et bemærkelsesværdigt stort antal danske gæster til middagen; Resultatet heraf blev at det tyske indslag i salen blev reduceret til et meget uskønt mindretal, en omstændighed der allerede ved receptionen havde sine virkninger med hensyn til sproget og tonen der straks gjorde sig gældende som det dominerende i selskabets omgangstone. Den tyske side havde udtrykt ønske om at arbejde med nordslesvigerne, om at bevare det venskabelige forhold til de danske repræsentanter og samtidig forsikrede at de ville gøre en oprigtig indsats for helt at undgå enhver sag der kunne forårsage uenighed i forsamlingen. Men Lauritz Skau stod op til danskernes fortsatte bifald for at holde en skåltale som ikke var helt forstået, men blev stærkt afvist af de tilstedeværende tyske parlamentsmedlemmer. Rådmand Thomsen von Oldensworth hilste enhed velkommen, "selv om dansk side desværre allerede ved denne lejlighed havde gjort det klart, at fred og enhed ikke var tilsigtet." Selskabet rejste sig herefter, hvorpå Thomsen uden tilsyneladende grund blev personligt forulempet af to tilstedeværende danskere der ubemærket havde henvendt sig. Sagen var så alvorlig at den kongelige kommissær så sig nødsaget til at fungere som mægler, hvilket han lykkedes i en sådan grad at de pågældende herrer blev tilskyndet til at bede stændermedlemmet om tilgivelse for denne gang. Ikke desto mindre mødte der den følgende morgen en brevbærer op på vegne af en af ​​disse herrer der siges at være knyttet til den lokale generalkommando som løjtnant, for at kræve undskyldning af Thomsen, hvilket dog fik afslag fra sidstnævnte pga. omstændighederne, da han ikke har identificeret sig som fornærmeren, men derimod som den krænkede, og han havde også allerede modtaget sin modstanders undskyldning, hvorpå det nu afhænger af ham at gøre hvad han synes er godt. Brevbæreren gik så derfra ved at give Thomsen skylden for denne erklæring og tilføjede samtidig truslen om, at han fra nu af skulle tillægge ham alle yderligere konsekvenser som en sådan udtalelse ville medføre. Sagen giver indtryk af at militæret og de lokale danske ansatte planlægger at terrorisere medlemmerne af stænderne med tysk nationalitet på en planlagt måde. Som følge heraf har de tyske medlemmer nu haft et møde og en deputation bestående af præsidenten, provst Otzen, hofjægermester v. Ahlefeldt af Lindau, Grev Baudissin af Knoop og godsejeren Schmidt-Friedensthal, sendt til den lokale kommissær for at opnå undskyldning af ham for den fornærmelse, som den deputerede Thomsen har lidt. Dette formål er ifølge beretninger endnu ikke nået, og der er derfor opnået enighed om den videre adfærd, der nu vil blive iagttaget, især med hensyn til den kongelige kommissær.

Flensburg, den 22. Januar. Die dänischen Blätter werden ohne Zweifel durch unwahre Berichte über den bereits gestern erwähnten, bei dem Diner, das der königliche Commissar zu Ehren der Mitglieder der Ständeversammling gegeben hat, stattgehabten Vorfall - der übrigens, wie es scheint, nicht ohne Folgen bleiben wird - das Betragen der Dänischen Gäste, namentlich des Lieutenants H. und Genossen, in einem günstigen Lichte dazustellen suchen; es dürfte daher von Werth sein, das Referat eines Augenzeugen über diesen Vorfall - der zugleich einen charakteristischen Beleg über die Situation der Deutschen Abgeordneten des Herzogthums Schleswig liefert - zu hören. Gleich bei'm Empfange konnten die Deutschen Abgeordneten, die bekanntlich in der Ständeversammlung "trotz dem und alle dem" die überwiegende Mehrheit bilden, bemerken, dass der Herr Commissar zu dem Diner, eine affallend grosse Zahl Dänischer Gäste zugezogen hatte; die Folge hiervor war, dass das Deutsche Element im Saale zu einer sehr unansehnlichen Minorität herabgedrückt wurde, ein Umstand, welcher bezüglich der Sprache und des Tones, die in der Gesellschaft sich sofort als die herschenden geltend machten, schon bei'm Empfange seine Wirkungen zu äussern nicht verfehlte. Nachdem man von Deutsche Seite den Wunsch geäussert, mit den Nordschleswigschen, resp. den Dänischen Abgeordneten freundschaftliche Beziehungen zu unterhalten, und zugleich die Versicherung ausgesprochen hatte, dass man aufrichtig bemüht sein werde jede Veranlassung, welche geignet sein könne einen Misston in der Versammlung hervorzurufen, gänzlich zu vermeiden, erhob sich Lauritz Skau, um unter fortgesetzten Beifallsbezeugungen von Dänischer Seite eine Trinkrede zu halten, welche zwar nicht völlig verstanden wurde, jedoch für die anwesenden Deutschen Abgeordneten entschieden gemissbilligt wurde. Der Rathmann Thomsen von Oldensworth brachte hierauf der einigkeit ein Hoch, "obgleich man Dänischerseits leider bei dieser Gelegenheit bereits schon zu erkennen gegeben dass Fride und Einigkeit nicht beabsichtigt werde". Damit erhob sich die Gesellschaft worauf Thomsen ohne vorliegende Veranlassung von zwei anwesenden Dänen, die sich ihm unbemerkt genähert hatten, persönlich insultirt wurde. Die Sache so ernsthaft, dass der königliche Commissar sich genöthigt sah als Vermittler aufzutreten, was demselben in so weit gelang, dass die gedachten Herren sich bewogen fanden den Rathmann für dies mal um Verziehung zu bitten. Dessungeachtet erschien am folgenden Morgen für den einen dieser Herren, der als Lieutenant bei dem hiesigen Generalcommando attachirt sein soll, ein Cartelträger, um von Thomsen Satisfaction zu fordern, die von diesem letztern jedoch den Umständen nach verweigert wurde, da er sich nicht als Beleidiger, sondern als den Beleidigten betrachte, überdies auch bereits die Abbitte seines Gegners empfangen habe, worauf es nunmehr von ihm selber abhange, zu thun, was er für gut finden werde. Der Cartelträger entfernte sich hierauf, indem er Thomsen für diese Erklärung verantwortlich machte und zugleich die Drohung hinzufügte, dass derselbe alle weitern Folgen, die solche nach sich ziehen möchte, fortan sich selbst zuzuschreiben haben werde. Die Sache hat daher hiernach allerdings den Anstrich, als ob is von Seiten des Militärs und der hiesigen Dänischen Angestellten darauf angelegt sei die Ständemitglieder Deutscher Nationalität planmässig zu terrorisiren. Die Deutschen Mitglieder haben nun in Folge dessen eine Zusammenkunft gehabt und eine Deputation, bestehend aus dem Präsidenten, Probst Otzen, dem Hofjägermeister v. Ahlefeldt auf Lindau, dem Grafen Baudissin auf Knoop und dem Gutsbesitzer Schmidt-Friedensthal, an den koglichen Commissar abgeschicjt, um sich von ihm Genugthuung für die dem Abgeordneten Thomsen widerfahrne Kränkung zu erwirken. Dem Vernehmen nach ist dieser Zweck bis jetzt nicht erreicht worden und man hat sich deshalb über das weitere Verhalten, das nunmehr namentlich mit Bezug auf den königlichen Commissar zu beobachten sein werde, geeinigt.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 25. janur 1860)

Avisen havde ret i danske aviser ville bringe en anden version. "Dagbladet" (28. januar 1860) oplyste at løjtnanten hed Satrup, og citerer Flensburger Zeitung for at Thomsen skulle have givet løjtnanten en ørefigen. "Fædrelandet" en anden. En mere afbalanceret version fandtes i Aalborg Stiftstidende:

Etter en yderligere Beretning i "Alt. M." var Enighedsbrudet ved og efter Bordet hos den kgl. Commissarius fremægget ved en spydig Skaaltale af Amtsforv. Skau, hvis "tilsigtede Malice" ogsaa Krüger-Beftoft havde indrømmet, og hvorpaa Thomsen- Oldensworth med stærk Bebrejdelse til Skau havde udbragt en Skaal for Enighed trods Uenigheden. Da man gik fra Bordet var det da, at en Lieutenant og, tilføies der, en Architect insulterede Thomsen personligt. Den kgl. Commissarius søgte at tilvejebringe Fred, hvad ogsaa lykkedes ham. Men næste Dag indfandt sig en Officeer hos Hr. Thomsen for at denne i sin Kammerats Navn at forlange Oprejsning. Th. erklærede, at han ikke forstod denne Begjæring. Som Enhver veed, havde hin Lieutenant bedet ham om Forladelse; allsaa kunde der fra hans (Th.'s) Side ikke være Tale om nogen Oprejsning. Hvis det var Meningen kun at søge Tvekampe, saa maatte han hertil erklære, at han ikke var kommen for her at slaaes med Lieutenanterne. Cartelbringeren gjorde herpaa paa sin Side, komisk nok, Th. ansvarlig for Følgerne af denne Erklæring og gik. Thomsen meddeelte denne Begivenhed til de i Gjæstgivergaarden netop samlede Stænderdeputerede, der strax valgte tre Herrer af deres Midte, som med Stænderforsamlingens Formand i Spidsen begav sig til den kgl. Commissaruis og erklærede for ham, at det under disse Omstændigheder vilde for det tilstedeværende Fleertal af Deputerede først da være muligt atter at betræde Stændersalen, naar hin Officeer fjernedes eller droges til Ansvar for sin Opførsel. Som Svar paa denne Erklæring modtog Formanden endnu samme Aften en Skriv, fra den kgl. Commissarius, hvori tilmeldtes, at Lieutenanten, paa Foranstaltning af den General (altsaa Meza), som hvis adjudant han havde været med ved Bordet, var bleven fængslet. Paa Thomsens Begjæring henvendte imidlertid d'Hrr., som havde været virksomme i Sagen, sig, om ogsaa modstræbende, hos Generalen om Lieutenantens Frigivelse, idet Thomsen erklærede, at han for sit Vedk. var fuldkomment tilfredsstillet ved de trufne Forholdsregler. Forøvrigt er der ang. det af Lieutenanten udviste Forhold strax indgivet Beretning til Krigsministeriet.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. januar 1860).

Se også indslaget om forsøget på at udelukke Thomsen-Oldenswort af rigsrådet, samt kampagnen mod Krüger desangående.

Løjtnant Sattrup blev ifølge "Flyveposten" forflyttet til Odense. Han var general Ræders adjudant i Flensborg. 

Sydslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Sydslesvig d. 23de Novbr. (Dv) Vel neppe siden Krigen har man i Sydslesvig med saa megen Spænding og Interesse seet paa vore Stænder i Flensborg eller mærket et saadant livligt Røre blandt vore Tydskare, som i denne Tid. Der er ikke Tale om Rigsraadsvalg eller om de Skatter, der skulle bevilliges eller andre Ting, der angaae hele Staten, men kun om Sprogsagen, og det synes, at man længe har forberedt en ny Hovedstorm paa Sprogreskriptet. Man hører endogsaa høit yttre den Mening, at Skatterne burde nægtes, saafremt ikke Sprogforholdene bleve forandrede osv. Navnlig synes Valgene til Stænderforsamlingens Charger at have inspireret vore Hjemmetydskere og bragt dem til den Tro, at nu var det paa rette Tid at begynde forfra igjen. Vi vide jo nok, at Erfaring lkke bider paa dem, men de ville dog udentvivl snart blive advarede om det Ubetimelige i deres Adfærd. Imidlettid bliver det gamle Nag oprippet, og om intet Andet naaes, holdes en gjærende Utilfredshed med det Bestaande ilive. Desværre ere Meddelelserne i de offentlige Blade angaaende Forhandlingerne noget sparsommelige og mystiske, og selve Stændertidenden lader jo sædvanlig vente en Stund paa sig, og er endda ikke tilgængelig for Alle. Det Meste erfares her af holstenske og hamborger Blade, der naturligviis have deres gode Kilder, og forunderligt er det, at de sædvanlig allerede iforveien kunne antyde, hvad der vil skee, ligesom det tydske Publicnm kjender Sagernes Gang meget nøie og er almindelig vel instrueret. At Sproggrændsen "umulig kan holde sig", synes hos dem al være en afgjort Sag.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. december 1855. 2. udgave).

Stændervalg i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

Ved stændervalget i Slesvig og Holsten havde kun grundejere eller medejere af grundejendom valgbarhedsret. Efter valget blev derfor Tillisch og Ravit kasseret af den kongelige kommissarius (geheimeråd Scheel). Førstnævnte fordi han hverken var grundejer eller bosiddende i Slesvig, sidstnævnte fordi hans medlemskab af et jernbaneselskab ikke var nok. 

Til den holstenske stænderforsamling blev derimod tidl. borgmester i Kiel og etatsråd Jensen valgt, fordi "Harmonien" havde overdraget ham selskabets ejendom. Den kongelige kommissarius gjorde indvendinger, men det blev afvist af forsamlingen  med 40 stemmer mod 4.

De fleste danske aviser med Fædrelandet i spidsen harcellerede over at Tillisch blev vraget, mens enkelte som Kjøbenhavnsposten anførte at hvis man mente det alvorligt med fællesforfatningen, så måtte den også tage resultatet af valget til efterretning, eller også forkaste fællesforfatningen.

Fra hertugdømmerne, 9. oktober. Det var en korrekt vurdering af vores situation, da jeg for nylig skrev til jer, at hertugdømmerne ikke havde opgivet noget af deres håb trods deres nederlag. De to stænderforsamlinger i Itzehoe og Flensborg giver allerede bevis for denne opfattelse. Grev C. Moltke gjorde store anstrengelser for at "sammensætte" den slesvigske stænderforsamling af "velmenende" elementer; Til dette formål lod han et stort antal vælgere fjerne fra listen, han vandt da også tre virile stemmer og i stedet for de tidligere oppositionelt indstillede ejere indsat tre andre godsejere, der helt tilhørte det danske regeringsparti, sæde og stemme i forsamlingen af ​​tildelte stater; og heller ikke tilfreds med det, forstod han at fjerne upopulære stænderforsamlingsmedlemmer ved at nægte at konfirmere dem eller give dem orlov, og indkaldte i stedet deputerede. På den måde har regeringen vundet mindst 9 stemmer, og hvis man lægger de 3 gejstlige medlemmer sammen, som regeringen har udpeget, er der vundet 12 stemmer - og dog er de første handlinger fra denne stænderforsamling afgjort oppositionelle. Men prof. dr. Schmidt blev valgt til præsident, men det afgørende motiv ved dette valg var intet andet end at udpege et medlem, der var lige så dygtig til både dansk og tysk, til at lede forhandlingerne og i overensstemmelse med den nyligt udstedte kongelige anordning tjene på begge sprog samtidig bør gennemføres. Derfor kan dette valg ikke tillægges samme vægt som næstformandens. Og dette faldt på et medlem, der altid har støttet det tyske parti fuldt ud. Den valgte, købmand Funcke i Flensborg, var tidligere russisk vicekonsul og blev fjernet fra sin stilling af den russiske regering i 1849 på vegne af den danske regering. I overensstemmelse med den slesvigske statsforsamling manifesterede den holstenske forsamling også sin sande etos ikke gennem valget af præsidenten, men af ​​vicepræsidenten. I det mindste kunne Itzehoer-forsamlingen ikke demonstrere sin karakter tydeligere end gennem valget af den afsatte advokat sr. Bargum i Kiel, der var formand for den tidligere Slesvig-Holstenske stænderforsamling fra 1848-1851. Et yderligere tegn på at der på trods af alle regeringens bestræbelser er en vis sammenhæng mellem de to stænderforsamlinger, er kassationen af ​​valget af Tillisch og Ravit. Tillisch var som bekendt dansk delegeret medlem af delstatsforsamlingen for Hertugdømmet Slesvig fra 1849 til 1951 og er i dag kabinetssekretær for kongen. Tillisch er dog en "Eiderdansker" og Ravit en "slesvig-holstener", men det slående er at begge forsamlinger tog udgangspunkt i samme princip da man undersøgte legitimationsoplysningerne. I statutten af ​​24. maj 1834 har intet selskab eller korporation ret til at vælge et medlem gennem selskabets ejendom; I modsætning til dette princip blev borgmester Jensen på et af møderne før marts optaget som medlem af Harmonie i Kiel. Det var allerede inden forsamlingens møde forudsigeligt at regeringen denne gang ville påberåbe sig patentet af 1834 og protestere mod valget af Ravit – og det skete virkelig – forsamlingen måtte reagere på regeringens protester. Men samme dag af samme grund, trods regeringsmedlemmernes stemmer, blev valget af hr. Tillisch kasseret selv om tidligere advokat Bremer, en af ​​lederne af "Schleswig-Holsteiner", også blev optaget i Slesvig stænderforsamling som medlem af Haderslev Klub. Regeringen er nødt til at acceptere dette nederlag i stilhed, og trække hr. Tillisch tilbage. Der er altså en aftale, eller rettere sagt en umiskendelig forbindelse mellem de to stænderforsamlinger, og trods alt hvad der er sket fra regeringens side i de sidste fire år, eksisterer der faktisk stadig et "Slesvig-Holsten" .

Aus den Herzogthümern, den 9. October. Es war eine richtige Beurtheilung unserer Zustände, als ich Ihnen neulich schrieb, die Herzogthümer hätten trotz ihrer Niederlage keine einzige ihrer Hoffnungen aufgegebn. Die beiden Ständeversammlungen in Itzehoe und Flensburg liefern bereits die Belege für diese Anschauung. Graf C. Moltke hat sich grosse Mühe gegeben, die Schleswigsche Ständeversammlung aus "gutgesinnten" Elementen "zusammenzusetzen"; er hat zu diesem Zwecke eine nicht geringe Anzahl von Wählern aus dem Listen streichen lasse, er hat dann ferner drei Virilstimmen cassirt und statt der früheren oppositionell gesinnten Inhaber drei anderen Grundbesitzern, die vollkommen der Dänischen Regierungspartei angehören, Sitz und Stimme in der Ständerversammlung verliehen; und auch damitt noch nicht zufrieden, har er durch Verweigerung der Bestätigung oder des Urlaubs missliebige Abgeordnete zu seseitigen gewusst und statt deres die Stellvertreter einberufen. Auf diese Weise hat die Regierung mindestens 9 Stimmen, und rechnet man die 3 der von dem Gouvernement ernannten geistlichen Mitglider hinzu, 12 Stimmen für sich gewonnen - und dennoch sind die ersten Acte dieser Ständerversammlung entschieden oppositionell. Allerdings ist Prof. Dr. Schmidt zum Präsidenten gewählt worden, aber das bestimmende Motiv bei dieser Wahl war kein anderes, als das, ein der Dänischen wie der Deutscehn Sprache gleich kundiges Mitglied mit der Leitung von Verhandlungen zu beauftragen, dienun einmal gemäss der kürzlich erlassenen königlichen Verordnung in beiden Sprache zugleich geführt werden sollen. Man kann daher dieser Wahl kein solches Gewicht beilegen, wie der des Vicepräsidenten. Und diese fiel auf ein Mitglied, das sich stets entschieden zur Deutschen Parei gehalten hat. Der Gewählte, Kaufmann Funcke in Flensburg, war ehemals Russischer Vicekonsul und wurde 1849 auf Betrieb des Dänischen Gouvernements von der Russischen Regierung seiner Stelle enthoben. Uebereinstimmend mit der Schleswigschen Ständerversammlung hat auch die Holsteinische ihre eigentliche Gesinnung nicht durch die Wahl des Präsidenten, sondern des Vicepräsidenten manifestirt. Deutlicher wenigstens konnte die Itzehoer Versammlung ihrer Charakter nicht bekunden, als durch die Wahl des abgesetzten Advocaten Dr. Bargum in Kiel, der von 1848-1851 unausgesetzt Präsident der weiland Schleswig-Holsteinischen Landesversammlung gewesen ist. Ein ferneres Zeichen, dass trotz aller Anstrengung der Regierung ein gewisser Zusammenhang zwischen beiden Ständerversammlungen stattfindet, ist die Cassation der Wahlen des Geheimeraths v. Tillisch - derselbe war bekanntlich 1849-1951 das von Dänemark delegirte Mittglied der Landesversammlung für das Herzogthum Schleswig, und ist gegenwärtig Cabinetssecretair des Königs - so wie des Prof. Ravit. Allerdings ist Tillisch "Eiderdäne" und Ravit "Schleswig-Holsteiner", aber das Hervorspringende bei der Sache ist, dass beide Versammlungen bei der Prüfung der Legitimationen von demselben Principe ausgingen. In dem Statut vom 24. Mai 1834 ist nämlich keiner Gesellschaft oder Corporation das Recht zugestanden, ein Mitglied durch das Eigenthum der Gesellschaft wählbar zu machen; entgegen diesem Princip war in einer der vormärzlichen Versammlungen Bürgermeister Jensen als Mitglied der Harmonie in Kiel für wählbar angenommen worden. Nun war schon vor dem Zusammentreten der Versammlung vorauszusehen, dass die Regierung diesmal sich auf das Patent von 1834 berufen und gegen die Wahl Ravits Protest erheben werde - und das ist auch wirklich geschehen - die Versammlung musste auf den Proteste der Regierung eingehen. Aber an demselben Tage wurde aud demselben Grunde trotz der Stimmen der Gouvernement Mitglieder die Wahl des Herrn v. Tillisch cassirt, obwohl ehedem auch in der Schleswigschen Ständerversammling Advocat Bremer, einer von den Führern der "Schleswig-Holsteiner", als Mitglied des Clubs von Hadersleben zugelassen wurde. Die Regierung muss diese Niederlage schweigend hinnehmen, und Herr v. Tillisch zurüchkreisen. Es findet also aine Uebereinstimmung, oder um es bestimmter auszudrücken, unverkennbar ein Zusammenhang zwischen beiden Ständerversammlungen statt, und trotz alle dem, was seitens der Regierung in den letzen vier Jahren geschehen ist, existirt factisch noch immer ein "Schleswig-Holstein". 

(Artiklen fortsætter med at berette om de danske avisers reaktion på valget, Fædrelandet og Berlingske)

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 11. oktober 1853)

Købmand Funcke var blevet anerkendt som russisk vicekonsul i Flensborg i 1826. 

Advokat og politiker Ludolph Conrad Hannibal Bargum (1802-1866) var blandt de som i martsdagene 1848 var imod at proklamere en selvstændig slesvig-holstensk stat og i stedet sende en deputation til København (hvilke også skete).  Bargum var medlem af den holstenske stænderforsamling fra 1842. 1843 indgik Bargum med i den kreds, der stiftede Neue Kieler Blätter. I marts 1848 bidrog han til etableringen af den midlertidige regering uden selv at blive medlem af den. Han tilhørte "gammel-slesvigholstenerne" med en pragmatisk politisk overbevisning. Efter Krigen 1848-1851 blev han igen medlem af de holstenske stænder fra 1853. I 1855 var den eneste der støttede L.N. Scheele over for forsamlingens mistillidserklæring. I 1856 blev han valgt medlem af Rigsrådet og her talsmand for forsonlighedspolitikken. Hans udnævnelse til borgmester i Kiel 1862 vakte postyr. På et offentligt møde frakendte man ham "hans medborgeres tillid og agtelse". 1864 tog han sin afsked.

Et mere detaljeret referat af den slesvigske stænderforsamlings prøvelse af de valgte ses i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. oktober 1853, samt et referat af 2. møde af 8. oktober 1853.

Et mere detaljeret referat af den holstenske stænderforsamlings prøvelse af de valgte ses i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. oktober 1853.

Stænderhuset i Flensborg blev opført mellem Nørretorv og Søndertorv, tegnet af arkitekt Laurits Albert Winstrup. Bygningen rummede stænderforsamling, administration, centralkasse og overappellationsret. 1858-1864 fungerede en fløj for Flensborgsamlingen. I 1864 fungerede bygningen som lazarat, 1882-1964 som rådhus. Herefter blev bygningen nedrevet. Public Domain.

Valglisten i Apenrade. (Efterskrift til Politivennen)

I 1848 blev stænderforsamlingerne afskaffet i monarkiet. Men de blev genindført i hertugdømmerne i 1852. Den slesvigske stænderforsamling afholdtes i et nyopført stænderhus i Flensborg i 1853/54, 1855, 1856/57, 1860 og 1863. 

Altona, 3. november De danske og tyske aviser har allerende påpeget at regeringen ved det kommende valg til staternes forsamling i hertugdømmet Slesvig risikerer, at mænd sendes til stænderforsamlingen som kan være fjendtlige over for regeringen, og udstedte derfor denne erklæring fra "Fl. Z."hvori tilrådes ikke at lade de tysksindede, især de hjemvendte slesvigere, deltage i valghandlingen, da de kun har fået lov til at vende tilbage som private borgere og derfor ikke er bemyndiget til at udøve deres borgerlige rettigheder. Dette princip ser nu ud til virkelig at skulle omsættes i praksis. Ifølge privat brev fra Aabenraa har Aabenraas amtmand hr. v. Heltzen, stævnet de mest ansete og velhavende af de Aabenraa tysksindede borgere for sig den 1. november. De herrer J. Ahlmann, Hartmeier, Lüders, J. B. Hansen, B. Jepsen, Krause, Kasp. Koch, M. Jepsen, de Bos, Hans Bruhn og Heinrich Karsberg fik forklaret at de var fjernet fra valglisten, og at A Ahlmann og Hartmeier var helt fjernet fordi de i 1849 var udtrådt af rådet uden at spørge om lov til at gøre dette. J. B. Hansen blev helt slettet fordi han tjente under guvernørerne, de Bos fordi han drog til Tønder under statsforvaltningen og blev valgt til den slesvig-holstenske delstatsforsamling der. H. Bruhn fordi han var medlem af en deputation, der tog til Berlin i krigsårene, og Lüders fordi han var i Frankfurt i samme egenskab. Koch og Jepsen har lov til at stemme, men er ikke stemmeberettigede fordi de kun har fået tilladelse til at vende tilbage som private borgere og derfor ville have mistet deres borgerrettigheder. Disse fakta taler for højt for sig selv til at kræve nogen speciel kommentar. Må Tyskland se, hvad den danske regering mener med lighed mellem nationaliteter og forsoning.

Altona, 3. Nov. Die dänischen und deutschgesinten Blätter haben schon darauf hingewiesen, dass bei den bevorstehenden Wahlen zur Ständerversammlung im Herzogthum Schleswig die Regierung Gefahr laufe, dass Männer in die Ständeversammlung gesandt würden, die der Regierung feindlich entgegen treten könnten, und ertheilte daher die "Fl. Z." den Rath, die Deutschgesinnten, namentlich die zurückgekehrten Schleswiger, nicht am Wahlakt Theil nehmen zu lasse, da ihnen noch nur die Erlaubniss geworden, als Privatleute zurückzukehren, und sie also zur Ausübung der bürgerlichen Rechte nicht befugt seyen. Diese Prinzip scheint nun wirklich in Anwendung gebracht werden zu sollen. Laut einem Privatschreiben aus Apenrade, hat der Amtmann von Apenrade, Hr. v. Heltzen, die angesehensten und begütersten unter den Apenrader deutschgesinnten Bürgern am 1. Nov. vor sich laden lassen, als die Herren J. Ahlmann, Hartmeser, Lüders, J. B. Hansen, B. Jepsen, Krause, Kasp. Koch, M. Jepsen, de Bos, Hans Bruhn und Heinrich Karsberg, und erklärte diesen Allen, dass sie von der Wahlliste gestrichen und zwar Ahlmann und Hartmeier seyen ganz gestrichen, weil sie im Jahr 1849, die Rathswürde niedergelegt, ohne um die Erlaubniss dazu nachgesugt zu haben. J. B. Hansen sey ganz gestrichen, weil er unter den Stathaltern gedient, de Bos, weil er unter der Landesverwaltung nach Tondern gegangen und dort zur schleswig-holsteinischen Landesversammlung gewählt habe. H. Bruhn, weil er Mitglied einer Deputation gewesen, die während der Kriegsjahre nach Berlin geangen, und Lüders, weil er in derselben Eigenschaft in Frankfurt gewesen. Koch und Jepsen dürfen wählen, sind aber nicht wählbar, weil sie die Erlaubniss erhalten, nur als Privatleute zurückzukehren und also ihre bürgerlichen Rechte verloren hätten. Diese Thatsachen sprechen zu laut für sich, als dass sie noch eines besonderen Kommentars bedürften. Möge Deutschland sehen, was die dänische Regierung unter Gleichberechtigung der Nationalitäten und Versöhnung versteht.

(Aschaffenburger Zeitung : amtliches Organ der NSDAP und der Staats- und Gemeindebehörden. 9. november 1852)

Valgene til den slesvigske stænderforsamling fandt sted fra 7. december 1852. I Aabenraa var der 106 vælgere, hvoraf mødte 78. Rådmand Bahsen blev valgt til stænderdeputeret, mens rådmand Middelheus blev suppleant, begge dansksindede. De to tysksindede kandidater, købmændene Jacobsen og Davidsen blev ikke valgt. 

I Tønder var der valg 5. januar. Valgt blev geheimeråd v. Scheel til deputeret og kobmand Hugo Green til suppleant. De dansksindede kandidater H. Jensen (der var tysktalende) og Dr. Manicus fik hh. 15 og 14 stemmer. 

Den slesvigske Stænderforsamling. Det hedder fra Angeln i "Flensb. Ztg." af 8de ds.. Man er nu nogenlunde istand til at gjøre sig en Idee om vor Stænderforsamlings Physiognomi, idet Valgene saa godt som ere tilendebragte og de valgte Repræsentanters politiske Farve er temmelig bekjendt. I de mindre Landeiendomsbesidderes 1ste, 2det og 3die District (Haderslev Amt, Valgdirecteur Stockfleth) ere H. Krüger i Bestoft, Gaardmand Juhl i Hienrdrup og Amtsforvalter L. Skau i Haderslev blevne valgte; i det 4de, 5te og 6te Distrikt (Aabenraa Amt, Sundevitt og Als, Valgdirecteur Heltzen) Gaardmænden Møller i Riis, Petersen i Suurlykke og Blatt i Tanslet.

Disse sex Deputerede høre til den ikke studerede, dansktalende og dansksindede Classe. I det 7de og 8de District (Tøndern Amt, Valgdirecteur Reventlow) ere Gaardmændene Mommsen og Lüben blevne valgte. I det 10de, 11te, 12te og 13de District (Amterne Bredstedt og Husum, Landskabet Stapelholm og Eiderstedt, Valgdirecteur Johannsen) ere Gaardmændene Redlefsen i Langenhorn, Kielholz i Mohlde, Thomsen i Oldenswort og Boeter (istedetfor Hamcken, der er traadt tilbage) blevne valgte. I det 14de, 15de og 16de Distriet (Amterne Hütten og Gottorf, Valgdirecteur Davids) ere Forpagterne Beeck til Hoffnungsthal, Gaardmand Wasmer i Hoheland og Gaardmand Werner i Brebelholz blevne valgte. Endelig ere i det 9de og 17de District (Flensborg Amt, Valgdirecteur Wolffhagen) Gaardmandene Hinrichsen i Tarup og Andr. Hansen i Grunby blevne valgte. I de to blandede Distrikter (Ærø og Fehmern) ere Brandt i Ærøeskjøbing vg Advokat Micheel til Gammendorf blevne valgte. Af disse 13 eputerede vil kun den ærøiske være dansktalende og de øvrige 12 tydsktalende og, med Undtagelse af Gaardmand Kielholz, af slesvigholstensk Farve. 5 eller 4 af de Sidstnævnte ville rimeligviis høre til den exalterede og de øvrige til den moderate Fraction af dette Parti.

For Kjøbstædernes 10 Valgdistrikter ere Følgende blevne valgte: 1) for Flensborg: Agent Jensen og Cancelliraad Schmidt; 2) for Slesvig med Cappeln og Arnis: Senator Tuxen og Dr. Poulsen; 3) for Eckernförde: Kjøbmand Dehn sen.; 4) for Frederiksstad: Geheimeraad v. Tillisch; 5) for Sønderborg: Senator Hansen; 6) for Aabenraa: Senator Bahnsen; 7) for Haderslev og Christiansfeld: Gjæstgiver Iversen; 7) for Husum: Borgemester Feldberg (skal have erklæret ikke at kunne modtage Valget); 9) for Tøndern: Droguist Hugo Green i Flensborg; 10) for Tønningen og Garding: Kjøbmand Aug. Peters i Garding. Af disse 10 Deputerede ville vel de 7 være tydsktalende og de 3 dansktalende. Med Hensyn til deres politiske Anskuelser vil rimeligviis Halvdelen være maadeholdne Slesvigholstenere og den anden Halvdeel Loyale med dansk eller tydsk Farve.

De af de større Landeiendomsbesiddere valgte Deputerede ere: Hofjægermester v. Ahlefeld til Lindau, Edwards til Borghorsterhütten, Hofjægermeister Dr. Weber til Rosenkranz og Radbruch til Warleberg.

Denne Stænderforsamling adskiller sig paafaldende fra de tidligere ved det ringe Antal studerede Medlemmer. Det overvejende Fleertal bestaaer af Landmænd og Kjøbstadborgere. De studerede Medlemmers Antal vil indskrænke sig til 4 eller 5, som derfor ville have fuldt op at gjøre i Comiteerne.

(Flyveposten 11. februar 1853)

Valget til den slesvigske stænderforsamling faldt ud til oppositionen fordel som fik flertal, skønt adskillige slesvigholstenere som nævnt i artiklen blev strøget af valglisterne. I Mellemslesvig var der utilfredshed med den nye sprogordning. Efter forfatningsloven af 15. februar 1854 om stænderrepræsentationen var der heller ikke dansk flertal. Stænderforsamlingen kom herefter til at tælle 43 medlemmer.

Heller ikke på det gejstlige område var der fremgang for de dansksindede: Fx blev den 18. december pastor Peters valgt til hovedpræst ved St. Marie Kirke i Flensborg med 533 stemmer. Pastor Kroymann fik 142 og pastor Helweg 42 stemmer. Fra danske avisers side var man utilfreds med valghandlingen.

Stændervalg i Haderslev

Slesvigske Stændervalg. (Dv.) Haderslev den 4de Januar. Idag valgtes der paa Raadstuen en Stænderdeputeret og Suppleant for Staden Haderslev og Flækken Christiansfeldt (7de Valgdistrict). Det danske Parti leed et afgjort Nederlag, idet Valget fik et reent "slesvig-holsteensk" Udfald. Til Deputeret valgtes Gjæstgiver Chr. Iwersen paa Torvet og til Suppleant Kjøbmaud H. C. Sohl paa Raadet. Der stemte ialt 145 Personer. Omtrent 40 indfandt sig ikke til Valget. Afstemningen faldt saaledes: Gjæstgiver Chr. Iwersen 81 St., Kjøbmand H. C. Sohl 77 St., Justitsraad Borgemester Hammerich 63 St., Kirkeforstander J. A. Schmidt 58 St. Dhrr. Justitsraad Hammerich og Kirkeforstander J. A Schmidt vare det danske Parties Candidater. Det var "Slesvig-Holstenernes" Hensigt at faae Sohl til Deputeret istedetfor Iwersen; men af Vælgerne fra Christiansfeldt, der vare de sidste, som bleve opraabte, syntes flere ikke at være tilstrækkelig inde i Planen, de stemte vel paa Iwersen, men ikke paa Sohl, og hævede derved ham over denne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. januar 1853, 2. udgave).

Stænderforsamlingsvalg i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Altona, 7. november. I løbet af de første par dage af næste måned skal valg til "stænderforsamlingen" finde sted i hertugdømmet Slesvig; - det er første gang siden 1848 at denne forsamling er blevet indkaldt igen. På dansk side bliver alle midler brugt til at undertrykke det tyske element ved valget. "Flensborg Ztg." og "Freia" giver regeringen en meget lærerig vejledning i udøvelsen af ​​en mild valgterrorisme, og de cirkulærer, der for nylig er blevet udsendt af indenrigsministeren til embedsmændene i hans departement i en velkendt retsstat, synes for de danske aviser at være " "værdifuldt materiale". Opfindsomheden i disse papirer lykkedes med at henvise til at en deputeret ophører med at være en "privat borger". Men da det fortsætter med at blive konkluderet, de amnestierede kun må opholde sig i landet som "private borgere", kan de umuligt vælges som deputerede. - At ordet "privat borger" i det pågældende amnesti-dekret kun betyder, at de pågældende skulle miste deres embedsmandsposter, behøver nok ikke nogen nærmere diskussion for jeres læsere; - Det er også let at se at en deputeret i denne forstand ikke har noget til fælles med en tjenestemandsstilling. - Visse mennesker i den nordlige del af hertugdømmet som er endnu mere danske end danskerne, går endnu længere end disse papirer. De kræver at ikke bare at valgbarheden, men også stemmeretten skal fratages alle dem der har deltaget i den tyske bevægelse på nogen væsentlig måde, fordi disse personer ifølge deres opfattelse ikke er valgbare "på grund af deres notoriske deltagelse i den tyske bevægelses oprør." og disse mænd ikke kan tælles blandt de med et upåklageligt ry. Valgkommissionen har faktisk reageret på indsigelser af denne art og har indkaldt de berørte personer. De har henvist til deres overbevisning om nationale rettigheder; - men bør alligevel fjernes fra valglisterne. Man kan nu få en idé om hvilken slags karakter stænderforsamlingen som skal udtrykke "landets ønsker", vil have. Samtidig fortsætter regeringen med at forbyde uskyldige skrifter i hertugdømmet Slesvig. Knap er forbuddet mod "Kölnische Ztg." berettet før de officielle aviser allerede melder om yderligere forbud til os, herunder følgende skrifter: "Die Deutsche geschichte für Schule und zum Selbstunterricht von H. Petersen, ordentlichem Oberllehrer an der Bürgerschule zu Husum", "Allerneuestes Deutsches Westentaschen-Liederbuch", trykt af J. Drägerin Berlin (sandsynligvis kun forbudt på grund af sangen "Schleswig-Holstein etc.). Ja, det virker som om de bevidst vil give juridisk bevis for hertugdømmernes adskillelse, ellers ville det næppe være muligt at forklare årsagerne et forbud skulle have af et geografisk-statistisk dokument der netop er udkommet i Altona: "Mittheilungen über das Amt Hadersleben. ein beitrag zur Kunde Nordschleswigs" af Otto Kirr (Altona joh. Fr. Hammerich) i Slesvig. - 

Altona, den 7. November. Im Laufe der ersten Tagedes nächsten Monats sollen im Herzogthum Schleswig die Wahlen für die "Ständerversammlung" stattfinden; - es ist seit 1848 das erste Mal, dass diese Versammlung wieder enberufen wird. Dänischer Seits werden alle Mittel aufgeboten, um das Deutsche Element in den Wahlen zu unterdrücken. Die "Flensburger Ztg." und die "Freia" geben dem Gouvernement eine sehr lehrreiche Anleitung zur Ausübung eines gelinden Wahlterrorismus und die Circulare, die in neuerster Zeit einem bekannten constitutionellen Staate Seitens des Minister des Innern an die Beamten seines Departements erlassen worden sind, scheinen den Dänischen Blättern dabei als "schätzbares Material" zu dienen. Es ist dem Scharfsinn dieser Blätter gelungen zu entdecken, dass ein Deputirter aufhöre ein "Privatmann" zu sein. Da nun aber, so folgerman weiter, den Amnistirten nur gestattet ist als "Privatleute" im Lande zu bleiben, können sie unmöglich zu Abgeordneten gewählt werden. - Dass das Wort "Privatmann" in dem bezogenen Amnestiedecret nur den Sinn hat, dass die betreffenden Personen ihrer Stellen als Beamte verlustig sein sollen, bedarf für Ihre Leser wohl keiner weiteren Auseinandersetzung; - ebenso ist leicht einzusehen, dass die Stellung eines Abgeordneten in diesem Sinne Nichtsgemein hat mit der eines Beamten. - Noch weiter als diese Blätter gehen gewisse Leute im nördlichen Theile des Herzogthums, die Dänischer noch als die Dänen sind. Sie verlangen, dass nicht bloss die Wählbarkeit, sondern auch das Wahlrecht allen Denen entzogen werden soll, die sich an der Deutschen Bewegung in irgend hervorstechender Weise betheiligt haben, weil nach ihrer Deduction diese Personen, "wegen ihrer notorischen Theilnahme am Aufruhr" nicht zu den Männern von unbescholtenem ruf gezählt werden können. Die Wahlcommission ist in der that auf Denunciationen dieser Art eingegangen und hat die betreffenden Personen vorgeladen. Dieselben haben sich auf ihre Ueberzeugung in Betreff der Landesrechte berufen; - sollen aber nichtdestoweinger aus den Wahllisten gestrichen werden.  Sie können sich nunmehr einn Bild machen, von welchem Charakter die Ständeversammung, welche "den Wünschen des Landes" Ausdruck geben soll, sein wird. Gleichzeitig fährt die regierung fort, im Herzogthum Schleswig die unschuldigen Schriften zu verbieten. Kaum ist das Verbot der "Kölnischen Ztg." berichtet, so melden uns schon die ämtlichen Blätter weitere Verbote, unter Anderem die folgender Schriften: "Die Deutsche geschichte für Schule und zum Selbstunterricht von H. Petersen, ordentlichem Oberllehrer an der Bürgerschule zu Husum", "Allerneuestes Deutsches Westentaschen-Liederbuch", Druck von J. Drägerin Berlin (wahrscheinlich nur verboten wegen des Liedes "Schleswig-Holstein etc.). Ja, esscheint, als ob man von der Trennung der Herzogthümer absichtlich einen rechtssprechenden Beweis geben wolle, sonst liesse es sich wohl kaum erklären, welche Veranlassungen man haben solle, eine eben erst in Altona erschienene geographisch-statistische Schrift: "Mittheilungen über das Amt Hadersleben. ein beitrag zur Kunde Nordschleswigs", von Otto Kirr (Altona joh. Fr. Hammerich) in Schleswig zu verbieten. - 

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 10. november 1852)

Forsamlingen i Kiel, 17. Februar 1848. (Efterskrift til Politivennen)

I Christian 8.'s regeringstid var der truffet principbeslutning om at afskaffe enevælden. Den 28. januar 1848 underskrev Frederik 7. et reskript som bebudede en fælles stænderforsamling for helstaten, og enevælden var opgivet. Desuden blev visse begrænsninger på ytringsfriheden nu ophævet. Stænderforsamlingerne både i Kongeriget og i Hertugdømmerne havde udpeget de "erfarne mænd" (52 i alt lige mange fra Kongeriget og fra Hertugdømmerne) som ifølge reskriptet af 28. januar 1848 skulle samles og vedtage det forfatningsforslag, der som lovet var under udarbejdelse. Den danske opposition overlod bevidst udspillet til den slesvig-holstenske lejr. 

Stænderforsamlingerne i Slesvig og Holsten "nedlagde arbejdet" og blev opløst. I stedet holdt medlemmer et mere uofficielt møde i Kiel den 17. februar, hvor 60 stænderdeputerede fra den holstenske og den slesvigske forsamling traf afgørelsen. Her en tysk artikel, med en oversættelse først (afsnit indsat så teksten ikke forekommer så kompakt som i originalen):

I går fandt mødet mellem repræsentanterne for hertugdømmerne Slesvig-Holsten sted i Kiel, og Slesvig-Holstens forhold til ideen om en forfatningsmæssig indlemmelse i Danmark blev besluttet. Det var en dag af yderste vigtighed; hele Kiel var samlet om dette spørgsmål, alle andre forretninger blev suspenderet; først i dag går borger og landmand, lærling og militærfok til deres daglige gøremål med et lettet frit hjerte.

Jeg skrev ikke til jer om det vigtige spørgsmål, som skulle behandles i går. Der var uenighed om hvorvidt de erfarne mænd som følge af reskriptet af 28. januar skulle vælges eller ej. Der var nogle grunde til det sidste; De vigtigste af disse var at valget frygtedes at give en eller anden indirekte indrømmelse til reskriptet eller dets indhold, og at der var tvivl om hvordan de valgte skulle forholde sig efter valget havde fundet sted. Men de der ønskede at stemme, antog delvist at en rent negativ modstand mod ideen om en generel forfatning ikke ville føre nogen vegne og ikke ville give grundlag for fremtiden; de så at i dette øjeblik måtte en eller anden positiv erklæring fra folket være mod de danske forhåbninger. Andre påpegede med stor begrundelse at man først og fremmest skal vogte sig for det uundgåelige ved mindretalsvalg, idet man er sikker på at regeringen ikke vil finde stemmer i hertugdømmerne til at deltage i overvejelserne, højst sandsynligt at den tyske by Flensborg vil stemme, ligesom nogle dele af Nordslesvig, og sandsynligvis også, at gejstligheden, og måske også ridderskab og universitet ikke ville være i direkte og samtidig ren negativ opposition til regeringen. Atter andre mente at det var upassende at modsætte sig en ordre fra fyrsten; man kan ikke vide hvad man havde til hensigt; det er fra begyndelsen forkert at stille vor egen hertug dårligt i forhold til sit land. Dette er konturerne af de synspunkter, som har rørt sindene i nogle dage, og som gik forud for gårsdagens møde.

Men ikke en eneste var af den opfattelse at en fællesforfatning var juridisk mulig og politisk gennemførlig, ligesom den opfattelse at valget burde give en form for anerkendelse af denne fællesforfatning eller gyldigheden af ​​reskriptet af 28. jan. Hvor dette var sikkert, kunne spørgsmålet om valg eller ikke-valg kun være et spørgsmål om rent hensigtsmæssighed; og netop derfor nævnte jeg det ikke, i den overbevisning at alt ville være formålstjenligt hvis blot det blev besluttet og gennemført i enighed. Sådan var det da en stor del af suppleanterne ankom her onsdag (16.). Aftenen gik med livlig diskussion; de kom ikke til enighed, men de skiltes med den faste overbevisning at de ville enes og måtte enes.

Næste morgen, tidligt i går morges, samledes flere hundrede borgere og indbyggere fra begge hertugdømmer i Kiel før fællessamlingerne begyndte. Her blev der besluttet en værdig adresse til det forestående deputeretmøde hvori det hed at "i denne fare, der truer det fælles fædreland" sætter hertugdømmernes folk den fulde og afgørende tillid til deres repræsentanter, at de vil vide at anerkende og beskytte landets helligste rettigheder og interesser; at folket er parat til at "give styrke" til enhver beslutning som de deputerede træffer, og at de overhovedet får lov til at stå da hele det tyske folk til enhver tid står ved deres side. Denne adresse udarbejdet på få øjeblikke og undertegnet med flere hundrede underskrifter, blev forelagt for deputerede af en deputation. Sidstnævnte samledes omkring middagstid da endnu flere var ankommet om morgenen. Der var ikke færre end tres, næsten det fulde antal af de folkevalgte i begge hertugdømmer. Borgmesteren i Kiel, dr. Balemann, blev udnævnt til præsident. Derefter ville suppleanterne, medlemmerne af den akademiske konsistorium og eventuelle tilstedeværende provster samt de besatte medlemmer af ridderstanden blive indkaldt enstemmigt, fordi de skal stemme ved valget af de erfarne mænd.

Samrådet begyndte kl. 1. Det blev fortsat med de mest intense debatter indtil kl. 6. Endelig blev afstemningen gennemført. 39 stemmer erklærede sig for valg, 21 imod. Beslutningen havde naturligvis ingen bindende kraft; selv nu var det overladt til enhver at gøre hvad han havde lyst til. Det var et udtryk for overbevisning, ikke en egentlig afstemning. Men man indså at man ikke kunne skilles på den måde. Så skete der noget med mig som jeg for altid skal takke de gavmilde mænd der gjorde det. En slesvigsk stedfortræder, etats- og overretsrådmand Nickels, rejste sig og erklærede: Det var selvfølgelig hans dybe overbevisning at valget var en forkert foranstaltning. Det eneste der betyder noget for vort land, er enhed; uden den var der ingen fremtid for hertugdømmerne, og så i denne overbevisning gik han nu over til den modsatte opfattelse. Eksemplet blev givet; det gik dybt ind i hjertet. Præsidenten giver ham hånden til manden til højre; sagen blev afgjort, og valget blev vedtaget som en enstemmig beslutning i forsamlingen. 

Det var første del af sessionen. Den efterfølgende frokost for et par hundrede deltagere forløb ret hurtigt og uden en lyd. Den anden ikke mindre vigtige del af dagen var tilbage. Klokken otte blev mødet genåbnet, og mødet åbnede nu sin session i fuld offentlighed. Et stort publikum mødte op. Det så i tavshed på det første slesvig-holstenske delstatsparlament som sad der uformelt, ganske enkelt, men med bevidstheden om at begynde noget meget vigtigt. Talerne begyndte. Valget var blevet accepteret, men ingen havde tænkt på at gøre det i betydningen af ​​en dansk helstat. Nu gjaldt det om at beslutte hvilken mening dette valg skulle tillægges. Det var klart at en erklæring fra vælgerne skulle afgives ved selve valget. Om det var alle enige. Indholdet af denne udtalelse var det afgørende spørgsmål. To hovedsynspunkter blev udtrykt: Den ene mente at en simpel negativ udtalelse imod ideen om en fælles stat ville være tilstrækkelig, den anden mente at man samtidig skulle sige positivt hvad man egentlig ville.

Efter lange og grundige overvejelser besluttede man sig for sidstnævnte. Det var fra den valgte advokat som Claussen foreslog følgende erklæring som norm for vælgernes erklæring ved valget: "Ikke som suppleant, men som valgmand udpeget af Hs. Maj. til at vælge rådgivere stemmer jeg; ud fra overbevisningen om, at de valgte, under hensyntagen til hertugdømmernes rettigheder, som jeg ikke ved mit valg kan eller afvige fra, men fraråder Hs. Maj indførelsen af ​​enhver forfatning baseret på tanken om en dansk helstat, som strider mod hertugdømmernes rettigheder og interesser, men vil allerunderdanigst anmode om forelæggelse af en forfatningsgrundlov for begge hertugdømmerne Slesvig og Holsten." Det blev vedtaget, at intet medlem skulle være bundet af denne erklærings ord. Derfor satte formanden spørgsmålet til afstemning: om forsamlingen efter at have godkendt valget beslutter at enhver vælger skal afgive en erklæring herom med det negative såvel som det positive indhold af samme? Og forsamlingen vedtog denne erklæring enstemmigt. 

Glæden var stor. Publikum brød ud i langvarige klapsalver; folk rejste sig, stedfortrædere, stedfortrædere, tilhørere blandede sig; man hilste og lykønskede hinanden med dagens succes; sagen blev afgjort, og fra den dag af blev hertugdømmernes og rigets fælles forfatning på samme tid en juridisk, politisk og moralsk umulighed. I århundreder har ingen dag i hertugdømmernes historie været vigtigere end i går; vi håber fra nu af, at landets fremtid for altid er afgjort. Med Guds og det tyske folks hjælp vil vi og vores børn og børnebørn stadig nyde frugterne af denne velsignede dag! Dette resultat blev først opnået ved 12-tiden om natten. De skiltes sent. I dag går de fleste deputerede hjem. 

Det krævede stort besvær at komme dertil. En ny sten er blevet tilføjet til vores uafhængigheds bygning; vi nærmer os enden. Følelsen af at det endelig skal ske, som det tyske folk ønsker det, er generel og dyb. Og må Himlen ønske at gøre denne dag endnu rigere, netop i går kom der to budskaber af stor betydning på denne side af Elben: at Begge Sicilier ville få en forfatning, og at - som endelig hævede og styrkede mere og gav dagen sin endelige indvielse - at det tyske forbund ville gøre hertugdømmernes sag til sin egen og sende en udsending til København! Jeg kan ikke fortælle jer med hvilken glæde, med hvilken stolthed denne nyhed fyldte sindene! Så alligevel og endelig! Så de forlader os ikke, de tyske fyrster! Vi kan være sikre på hvad vi håbede på! Nu er sejren vundet; nu er vi hvad vi skal være, vores eneste støtte, vores sidste håb, er en tysk stat! Og hvis alt kommer, hvad kan så komme - hvem kan gøre noget imod os, når endelig håbet om Tyskland, den tyske stormagt, træder i brechen for os? Det har været en dag så fuld og rig som få i 30 år! 

Men tro ikke, at vi på en eller anden måde er færdige med vores kampe! Lad os ikke snyde os selv. Intet er vundet mod Danmark endnu, bare meget for os. Det er den slagmark hvor vi vil stå. Ingen er i stand til at sige hvor det der er besluttet her, vil føre hen i første omgang. Det sværeste er stadig forude; den virkelige kamp er endnu ikke kommet. Men det er vundet at vi vil gå imod ham med muntert mod, med åbent visir, og frem for alt at vi vil møde ham i enhed!

Schleswig-Holstein, 18 Febr. Gestern hat die Versammlung der Abgeordneten der Herzogthümer Schleswig-Holstein in Kiel stattgefunden, und das Verhältniss Schleswig-Holsteins zur Idee einer verfassungsmässigen Incorporation in Dänemark ist enschieden. Es war ein Tag von der allergrössten Wichtigkeit; das ganze Leben Kiels hatte sich in diese Frage concertriert, alle übrigen Geschäfte wirden ausgesetzt; erst heute geht Bürger und Bauer, Lehr- und Wehrstand mit erleichtertem * freiem Herzen wieder den Weg täglicher Geschäfte. Ich habe Ihnen nicht über die wichtige Frage geschrieben, zu deren Erledigung der gestrige Tag angesetzt war. Man war sich nicht einig ob man in Folge des Rescripts vom 28 Jan überhaupt die erfahrnen Männer wählen oder nicht wählen solle. Manche Gründe sprachen für das letztere; die haupsächlichsten waren: dass man mit der geschehenen Wahl dem Rescripte, oder seinem Inhalt irgendein indirectes Zugeständniss zu machen fürchtete, und dass man bedenklich darüber war wie die Gewählten nach der geschehenen Wahl weiter zu verfahren hätten. Diejenigen aber welche wählen wollten, gingen theils davon aus dass eine rein negativen Opposition gegen die Ideen einer Gesammtverfassung zu nichts führen, für die Zukunft keinen Halt geben werden. sie sahen ein dass man in diesem Augenblick irgendeine positive Erklärung des Volkes den dänischen Bestrebungen entgegenstellen müsse. Andere wiesen mit grossem Rechte darauf hin dass man vor allem sich vor unausbleiblichten Minoritätswahlen hüten müsse, indem es gewiss sey dass die Regierung nicht Stimmen in den Herzogthümern finden werde welche an der Berahtung Theil nähmen, höchst wahrscheilich dass die deutsche Stadt Flensburg wählen werden so wie einige Theile Nordschleswigs, und wahrscheilich dass die Geistlichkeit und vielleicht auch wohl Ritterschaft und Universität nicht in directer und zugleich rein negativer Opposition mit der Regierung stehen wollen. Noch andere hielten es für unangemessen sich einem Befehle des Fürsten geradezu widersetzen; man könne nicht wissen, was man vorzulegen beabsichtige; es sey verkehrt von vornherein unsern eigenen Herzog in eine schiese Stellung zu seinem Lande zu bringen. Das sind die Grundzüge der Ansichten welche seit einigen Tagen die Gemüther bewegten, und welche der gestrigen Versammlung vorhergingen. Aber kein einziger war der Meinung dass eine Gesammtverfassung rechtlich möglich und politisch ausführbar sey, aber auch der Meinung dass mit der Wahl irgendeine Form der Anerkennung diser Gesammtverfassung oder der Gültigkeit des Rescripts vom 28 Jan. gegeben werden solle. Wo das gewiss war, da konnte die Frage nach Wahl oder Nichtwahl nur eine Frage der reinen Zweckmässigkeit seyn; und eben darum have ich derselben nicht erwähnt in der Ueberzeugung dass alles zweckmässig seyn würde, wenn es nur mit Einigkeit beschlossen und ausgeführt werde. So standen die Sachen, als bereits am Mittwoch (den 16) ein grosser Theil der Abgeordneten hier eintraf. Der Aben ging unter lebhafter Besprechung hin; man kam zu keiner Uereinstimmung, aber man trennte sich mit der festen Ueberzeugung dass man einig seyn wolle und einig seyn müsse. Am andern Mrogen, gestern in der Frühe, fand eind Versammlung von mehrern hundert Bürgern und Einwohnern aus beiden Herzogthümern, die sich in Kiel zusammengefunden statt, noch ehe die gemeinschaftlichen Sitzungen begannen. Hier ward eine würdig gehaltene Adresse an die bevorstehende Versammlung der Abgeordneten beschlossen, in der man es aussprach dass "in dieser dem gemeinsamen Vaterlande drohenden Gefahr" das Volk der Herzogthümer das vollste und entschiedenste vertrauen in seine Abgeordneten setze, dass sie die heiligsten Rechte und Interessen des Landes zu erkennen und zu wahren wissen werden; dass das Volk bereit sey jedem Beschlusse der Abgeordneten "Kraft zu verleihen", und dass sie sich überhaupt halten dürften, wie das ganze deutsche Volk ihnen in jedem Augenblick zur Seite stehe. Diese Adresse, in wenig Augenblicken entworfen und mit mehrern Hunderten von Unterschriften bedeckt, ward durch eine Deputation den Abgeordneten überreicht. Die letztern versammelten sich nun gegen Mittag, da am Morgen noch mehrere angelangt waren. Es waren ihrer nicht weniger als sechzig, mithin fast die volle Zahl der vom Volke in beiden Herzogthümern Gewählten. Der Bürgermeister von Kiel, Dr. Balemann, ward zum Präsidenten ernannt. Dann würden einstimmig die Stellvertreter, die Mitglieder des akademischen Consistoriums und die etwa gegenwärtigen Pröbste sowie die possessionirten Mitglider der Ritterschaft zugezogen, weil sie zur Wahl der erfahrnen Männer mitzustummen haben. Um 1 Uhr begann die Berathung. Sie ward unter den eindringendsten Debatten bis 6 Uhr Abends fortgesetzt. Endlich schritt man zur Abstimmmung. 39 Stummen erklärten sich für die Wahl, 21 dagegen. Der Beschluss hatte natürlich keine bindende Kraft; es blieb auch jetzt noch jedem überlassen zu thun was er wolle. Es war ein Aussprechen der Ueberzeugungen, keine eigentliche Abstimmung. Aber das sah man ein, so konnte man nicht auseinandergehen. Da geschah was mir den hochherzigen Männern, die es gethan, ewig zu danken haben werden. Ein schleswig'scher Abgeordneter, der Etats- und Obergerichtsrath Nickels stand auf und erklärte: es sey freilich seine innige Ueberzeugung dass die Wahl eine verkehrte Massregel sey. Allein das Entscheidende für unser Land sey die Einigkeit; ohne sie gebe es keine Zukunft für die Herzogthümer, und so gehe er in dieser Ueberzeugung nunmehr zur entgegengesetzten Ansicht über. Das Beispiel war gegeben; es griff tief in die Herzen. Der Präsident rechte dem Manne bewegt die Hand; die Sache war entschieden, und die Wahl ward als einmüthiger Beschluss der Versammlung angenommen. Das war der erste Theil der Sitzung. Das Mittagessen, an das einige hundert Theilnehmer sich anschlossen, ging ziemlich rasch und lautlos vorüber. Der zweite nicht minder wichtige Theil des Tages blieb. Um 8 Uhr ward die Versammlung wider eröffnet, und jetzt liess die Versammlung volle Oeffentlichkeit ihrer Sitzung eintreten. Ein grosses Publicum fand sich ein. Schweigend blickte es auf den ersten schleswig-holsteinischen Landtag, der formlos, einfach, aber mit dem Bewusstseyn ein Hochbedeutendes zu beginnen dasass. Die Reden begannen. Man hatte die Wahl angenommen, aber niemand hatte daran gedacht sie im Sinne eines dänischen Gesammtstaates vorzunehmen. Jetzt kam es darauf an zu beschliessen welche Bedeutung man dieser Wahl beilegen wolle. Es war klar dass man darüber eine Erklärung der Wählenden bei der Wahl selber beschliessen müsse. Darüber zuerst waren alle einig. Der inhalt dieser Erklärung war die Frage auf die es ankam. Zwei Hauptansichten thaten sich kund: die eine meinte es genüge eine einfache negative Erklärung gegen die Ideen eines Gesammtstaates: die andern waren der Ansicht dass man zugleich positiv sagen müsse, was man denn eigentlich wolle. Nach langer und gründlicher Erörterung entschied sich die Meinung für das letztere. Es ward von dem Abg. Adv. Claussen die folgende Erklärung als Norm für die Erklärung der Wähler bei der Wahl vorgeschlagen: "Nicht als Abgeordneter, sondern als von Sr. Maj. zur Erwählung von Rathgebern bestimmter Wahlmann wählte ich; von der Ueberzeugung geleitet dass die Gewählten, der Rechte der Herzogthümer eingedenkt, welchen ich durch meine Wahl nichts vergeben kann, oder will, Sr. Maj. die Einführung jeder auf der Idee eines dänischen Gesammtstaats beruhenden Verfassung, als dem Rechte und den Interessen der Herzogthümer widerspechend, widerrathen, dagegen aber die Vorlage Einer constitutionellen Verfassung für beide Herzogthümer Schleswig und Holstein unterthänigst beantragen werden." Man kam überein dass sich an die Worte dieser Erklärung kein Mitglied zu binden habe. Darum stellte der Präsident die Frage zur Abstimmung: ob die Versammlung, nachdem sie die Wahl genehmigt, beschliesse dass jeder Wähler bei derselben eine Erklärung in diesem Sinne, mit dem negativen sowohl als dem positiven Inhalte derselben abgeben werde? Und die Versammlung beschloss diese Erklärung einstimmig. Die Freude war gross. Die Zuhörer brachen in langanhaltenden Beifall aus; man stand auf, Abgeordnete, Stellvertreter, Zuhörer mischten sich; man begrüsste und beglückwünschte den Erfolg des Tages; die Sache war entschieden, und von diesem Tage an ist die Gesamtverfassung der Herzogthümer und des Königreichs eine zugleich rechtliche, politische und moralische Unmöglichkeit geworden. Seit Jahrhunderten ist kein Tag in der Geschichte der Herzogthümer wichtiger gewesen als der gestrige; wir hoffen von jetzt an ist die Zukunft des Landes für immer entschieden. Mit Gottes und mit des deutschen Volkes hülfe werden wir und unsre Kinder und Kindeskinder noch die Früchte dieses gesegneten Tages geniessen! Erst gegen 12 Uhr Nachts ward diess Resultat erreicht, Man trennte sich spät. Heite gehen die meisten Abgeordneten in die Heimath zurück. Es war der Mühe wrth zu kommen. Ein neuer Stein ist in das Gebäude unsrer Selbständigkeit hineingefügt; wir nahen dem Ende. Das Gefühl dass es endlich doch so kommen müsse, wie das deutsche Volk es will, ist allgemein und tief. Und das wolle der Himmel diesen Tag noch reicher machen, kamen gerade gestern zwei Nachrichen von hoher Bedeutung diesseits der Elbe an: dass das Königreich beider Sicilien eine Verfassung erhalten werde, und dass - was enendlich mehr hob und kräftigte und dem Tage seine letzte Weihe gab - dass der deutsch Bund die Sache der Herzogthümer zu der seinigen machen und einen Gesandten nach Kopenhagen schicken werde! Ich kann Ihnen nicht sagen mit welcher Freude, mit welchem Stolz diese Nachricht die Gemüther erfüllte! Also dennoch und endlich! Sie verlassen uns also nicht, die deutschen Fürsten! Wir dürfen gewiss seyn dessen was wir gehofft! Jetzt ist der Sieg gewonnen; jetzt sind wir, was zu seyn unsre einzige Stütze, unsre letzte Hoffnung ist, ein deutscher Staat! Und wenn alles käme was kommen kan - wer vermag etwas gegen uns, wenn endlich die Hoffnung Deutschlands, die deutsche Grossmacht für uns in die Schranken tritt? Es ist ein Tag gewesen so voll und reich, wie wahrlich wenige seit 30 Jahren! Aber glauben Sie nicht dass wir irgendwie am Ende wären mit unsern Kämpfen! Täuschen wir uns nicht. Es ist noch nichts gegen Dänemark gewonnen, nur viel für uns. Es ist der Kampfplatz beseichnet auf dem wir stehen werden. Niemand ist im Stande zu sagen, wohin das zunächst führt, was hier beschlossen ward. Der schwerste Theil ist noch zurück; der eigentliche Kampf wird noch erst kommen. Aber das ist gewonne dass wir ihm mit frohem Muthe, mit offenem Visir, und vor allem dass wir ihm einig entgegen gehen werden!    

(Allgemeine Zeitung 23. februar 1848)

Forsamlingen blev nævnt i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. februar 1848, 2. udgave.

Advokat G. Balemann var tidligere præsident for den holstenske stænderforsamling. Han blev betragtet som mere moderat, men var dog sammen med grev Reventlow-Preetz blevet tillagt at stå bag den protestbeslutning imod Roskildeforsamlingens ønske om Helstatens betryggelse, som i 1844 samtidig fastslog den slesvig-holstenske bevægelses tre programsætninger: 1) Hertugdømmerne er selvstændige stater 2) der er fast forbundet med hinanden 3) og hvor arvefølgen er mandlig i modsætning til Kongeriget, hvor Kongeloven havde indført blandet arvefølge, hvilket Frederik VIIs barnløshed nu gjorde til et aktuelt problem.

Stænderforsamlingen for Roskilde fandt sted den 24. februar 1848. Den vedtog at den påtænkte forfatning ikke måtte få lovkraft før den var blevet behandlet og vedtaget af en folkerepræsentation. Det indebar at de 800.000 indbyggere i hertugdømmerne ikke skulle vælge lige så mange repræsentanter til den nye fællesrepræsentation som de 1,3 mill. i Kongeriget. 

Den 22.-25 februar udbrød der revolution i Paris. Og denne stemning bredte sig hurtigt til mange europæiske byer, inklusive Tyskland. I Danmark forøgedes den politiske aktivitet med offentlige borgermøder i Casino og Hippodromen (se senere), kendt under betegnelsen "Marts-dagene".