Sextus Miskow (3. februar 1857 i Nyborg – 24. november 1928) var en dansk sanger, komponist og musikanmelder. Efter to år på Hærens Elevskole fra 1871 videreuddannede han sig i violin- og klaverspil og blev 1876-1879 undervist på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han fik sangundervisning med Carl Helsted som lærer, og debuterede som bassanger på Det kongelige Teater i 1880. Han fik imidlertid aldrig fast ansættelse på teatret og virkede siden som sanglærer og som koncertsanger:
Sextus Miskow (født 3. febr. 1857) debuterede i Schrams Parti som Jacob, Israelitternes Stamfader. Han var elev af Musikkonservatoriet og Adolph Rosenkilde og ejede en i Dybden velklingende Basbaryton, som han benyttede musikalsk. Men dens ungdommelige Klang passede ikke til Oldingens Skikkelse, og Pressen turde intet spaa om Debytantens Fremtid. Han trak sig forøvrigt snart tilbage til en omfattende Gerning som Komponist og Sanglærer.
(Fra: Det kongelige Teaters historie 1878-1882).
I 1880 skrev han melodien til Holger Drachmanns "Den spillemand snapped' fiolen fra væg" (1879). Den kom med i mange sangbøger op til nutiden, og indspillet af talrige kunstnere. Bl. a. genoplivet af Peter Malberg i "Det gamle guld" (1951). I 1903-1914 var han også musikanmelder bl.a. ved Berlingske Tidende og kordirigent for Københavns Arbejder Sangkor, som han stiftede i 1915. Desuden begyndte han at komponere. Hans Allegretto Fantasia for klarinet og klaver kan høres i flere udgaver på nettet.
Sextus Miskow
Sextus Miskow har i Aarenes Løb med Rette skabt sig et Navn som sangkomponist - ja, han er vel egentlig den, der mest har forstaaet at trænge igennem, naar Talen er om dansk Sang-Komposition, En Lange-Müller kan være finere, dybere, og han henvender sig derfor til en snævrere Kreds af Musik-Interesserede, Men Miskow har den store Fordel, at hans Sange er skrevne for alle, ikke mindst for den menige Mand, der længes efter sund, naturlig Musik - og af den har vi ikke altfor megen i dette Land, hvor "fin" Musik ofte er det samme som kunstlet, utilgængelig.
Sextus Miskow hører ikke til den Slags Komponister, der mener at have brudt nye Baner. Han har det gode, sunde Talent, der ved, hvad han kan, og stadig søger at uddybe sig selv.
Han havde f. Eks. til i Aftes skrevet en ny Sangcyklus - aldeles fortrinlig udført af Frk Ellen Beck - "Erico" til Tekst af Søderberg. Man genkendte Miskow i disse Sange og dog var der et nyt Moment, et dramatisk Spring, som men ikke tidligere har bemærket hos denne Komponist. Skulde mon Hr. Miskow ikke sidde inde med Evner til at skrive for Scenen? Han burde i alt Fald efter denne Cyklus prøve derpaa.
En Suite for Piano og Klaver, d Hrr, Edv. Borregaard og Fini Henriques, er tidligere hørt. Den er saa vidt vides omarbeidet. og har kun vundet ved denne Omarbejdelse - sidste Sats maatte endda gives da capo.
Nogle Stykker for Piano og Klarinet viste netop Hr, Miskows fine poetiske Nerve. De er just ikke særlig banebrydende, men man genfinder i dem den Miskowske Ynde og Naturlighed. Det er ikke store Motiver eller ejendommelige Kombinationer, som Komponisten leverer, men man hører Sextus Miskow selv, der skriver ud af sit store, gode musikalske Hjerte, Fantasistykkerne blev udmærket blæst af Hr. Anders Brems.
Mindst betydelige forekom mig de 6 Sange for Mandskor. Der manglede jeg Miskows sædvanlige Melodiøsitet og naturlige Ligefremhed. De var hørlig vanskelige for Koret - som forøvrigt sang med stor Interesse - og der var ikke den Klangsang, som man skulde have tiltroet Miskows fine Øre. Bedst Iykkedes hans herlige Spillemandsvise, der tog sig overordentlig morsom ud i denne Udsættelse.
Der var stor og stærk Begejstring for hele Koncerten, og Miskow fortjente det i fulde Maal - og Komponisten fremkaldtes Gang paa Gang.
Sophus Andersen
(København 15. marts 1905).
Der var også en anmeldelse af Miskow-Koncerten i Frederiksborg Amts Avis 16. marts 1905 der stillede store forventninger til dennes gentagelse for Folkekoncert for Hillerød og Omegns Foredragsforening på "Leidersdroff".
Sextus Miskow
Hr. Redaktør!
I Anledning af "København"s elskværdig-spøgefulde Artikel om min "Spillemandsvises" forestaaende 25-aarige Fødselsdag den 13. ds., tillader jeg mig at berigtige en lille Unøjagtighed.
Der udtales nemlig, at Frk. Ellen Beck har skabt den Popularitet, der knytter sig til den Melodi, jeg har skrevet til Ludvig Holsteins "Far, hvor flyver Svanerne hen?" Dette er ikke ganske korrekt; thi den Melodi, som Frk. Beck plejer at foredrage til Holsteins Tekst, er ikke at mig, men af Lange-Müller.
Min Melodi kan fornemlig takke min kære Ven og gamle Elev, Operasanger Ejnar Forchhammer, for den store Udbredelse, som den har vunden blandt Publikum.
Deres ærbødige.
Sextus Miskow.
(København 8. december 1906)
I Morgen - "Snehvide" paa Casino
Komponisten Sextus Miskow
Endelig i Morgen naar Casino at faa "Snehvide" paa Plakaten og faa udløst den Spænding, hvori Komponisterne Sextus Miskow og Chr. Danning saa længe har gaaet.
Men endelig staar nu den store Julepremiere i Morgen Aften. Vi synes oprigtig talt, det er kedeligt at servere Juleknas en Uge før Jul. Anmelderne er meget mere glade 2den Juledag, naar de har Maverne fulde af Gaas og Rødkaal, Marzipan og Romtoddyer, - meget mere mætte og velvillige. Selv Sven Lange har Vinger paa i Julen.
Men det bliver jo nu Casinos Sag.
Kongen af Sjælland spilles af Vilh. Birch, Dronningen af Carmen Riis, Snehvide af Illemann Levinsen (udslagent Haar), Prins Jørgen af Lolland af Carl Hillebrandt, Prinsens Følgesvend af Gunnar Helsengreen, Førsteministeren af Regnar Bjelske og Mosekonen af Amanda Lund.
Reenberg medvirker ikke.
(Folkets Avis 15. december 1916).
Dagens Krønike
Dagens Fødselsdagsbarn
Sextus Miskow
I Dag fylder Sextus Miskow, - tal bare ikke om det! - Fanden er gammel, - ikke jeg! siger Sextus, og det har han Lov til at sige.
Sextus er en af mine livligste Bekendte, og man opdager stadig nye Talenter hos ham. For tre Aar siden opdagede jeg f. Eks., at han er en udmærket Maler, - ikke I Kunstmaler, - dem er der nok af, - nej, rigtig Maler, - Plankeværk osv.
Sextus Miskow er bl. a. en Svend til at male Havemøbler! Han og jeg var for tre Aar siden oppe i Skive og hjalp hinanden med at holde Sommerferie.
Sextus havde nemlig en Søn der var Præst i Skive. - Sextus, - en Søn der er Præst! - Ja det lyder mærkeligt, men som bekendt er dét Livet selv, der digter de mærkeligste Æventyr.
VI holdt Sommerferie deroppe, og for at faa Tiden til at gaa, skulde vi male Præstens Havemøbler. Vi stod nede i en Kælder og gjorde det. - Det lyder ogsaa mærkeligt, men det havde sine Grunde. Skive Befolkning er nemlig alvorlig, lidt religiøs og rettænkende. - de maatte ikke se at vi malede Møblerne, - for Sextus og jeg kan nemlig ikke male Møbler uden at drikke Øl til Altsaa stod vi inde i Kælderen.
Og vi malede, og trallede og sang. - den Spillemand snapped' Fiolen fro Væg, - og drak Albani Øl.
Det lyder ogsaa mærkeligt at man drikker Albani Øl i Skive. - men det havde ogsaa sine Grunde. De rettænkende Skiboniter maatte Ikke se at Præsten fik en Kasse Øl hver Dag, - derfor fik vi den sendt fra Odense, - Albani Øl - godt emballeret. og der stod skrevet uden paa Kassen:
- Forsigtig! Billedbibler!
Men Møblerne blev malet, - det var muntert. - jeg fik mange Malerklatter paa Tøjet.
Træffer jeg Sextus Sivsko i Dag skal v| have en Fødselsdagsøl sammen. - ikke Albani. - her i København behøver vi jo ikke af genere os. Her er Folk ikke nær saa "rettænkende", som i Skive
Skaal. Sexsjus!
Michael.
(Folkets Avis - København 3. februar 1923)
"Den Spillemand snapped' Fiolen fra Væg betalt med 40 Kr.
Komponisten Sextus Miskow fortæller om sin Fortjeneste hos Wilhelm Hansens Musikforlag.
Mellem de Skrivelser, vi har modtaget i Anledning af vor Omtale af det Wilhelm Hansenske Musikforlag, er en, der har henledt vor Opmærksomhed paa Forlagets Forhold til en enkelt af dets Komponister, Hr. Sextus Miskow. Brevet nævner som et Kuriosum, at Hr. Miskows Melodi til Holger Drachmanns herlige Sang "Den Spillemand snapped' Fiolen fra Væg" - en Sang, der ved Melodien ikke mindre end ved Teksten er blevet et nationalt Klenodie - i sin Tid af Wilhelm Hansens Musikforlag er blevet betalt med 300 Kr.
- Er dette rigtigt? spurgte vi i Gaar den gamle Komponist.
- Ikke helt, svarede Hr. Sextus Miskow. Thi naar jeg skal være helt ærlig, er Sandheden den, at der den Gang jeg afleverede min Melodi kun blev udbetalt mig 40 Kr. Det blev jo regnet for meget den Gang, og ingen kunde jo da ane, hvor godt Melodien skulde slaa igennem.
- Har De da ikke senere faaet udbetalt mere for Kompositionen alt som den blev trykt op i Oplag efter Oplag?
- Nej, det kan jeg jo heller ikke godt sige, naar jeg skal være i Overensstemmelse med Sandheden. For den enkelte Melodi har jeg intet særligt faaet. Men mit Forhold til Wilhelm Hansens Forlag er i Aarenes Løb blevet saadant, at Forlaget har fundet sig foranlediget til at yde mig en lille ekstra Paaskønnelse nu og da. Alt ialt har Jeg vel faaet nogle Hundrede Kroner udbetalt med Mellemrum.
- Og hvor meget mener De, at Forlaget selv har tjent paa "En Spillemand snapped' Fiolen fra Væg"?
- Ork, det løber op i mange Tusinder. Men forøvrigt er vi Komponister jo saa vant til den Slags Misforhold. De aner ikke, hvad Forlaget har tjent paa "Lille Ellen", en anden af mine Melodier, der synges i hvert Hjem, og jeg tror saamænd ikke, at jeg selv fik 50 Kr. for den. Men det er dog Ingenting mod den Skuffelse, jeg har haft med et lille Bind med tre Sange, deriblandt Melodien "Vil man kysse Hjertenskær", ogsaa en Komposition, der er bleven uhyre populær og blandt andet hører til Koncertsangerinde Ellen Bechs faste Repertoire. Paa det Bind har Wilhelm Hansen tjent enorme Summer. Engang, jeg henvendte mig paa Forlaget, fortalte en af Personalet mig, det var Forlagets bedste Salgsartikel.
- Men De selv har intet faaet for det?
- Saa godt som intet. Jeg er den Dag i Dag en fattig Mand, der maa kæmpe for det daglige Udkomme og maa være glad for det lille, aarlige Tilskud, jeg faar af Staten. Havde jeg levet i Tyskland, saa havde jeg forlængst haft en Formue alene for Melodien "En Spillemand". Men saadan er det jo nu engang. Den ene bliver rig paa den andens Arbejde.
- Finder De ikke, at det var mere rimeligt, at et Musikforlag betalte en Kunstner eftersom hans Arbejde blev solgt til?
Den gamle Komponist lér.
- Jo, naturligvis! Naa, saadan de moderne Kontrakter vel ogsaa indrettede. Men forsøg paa at faa Wilhelm Hansen til at efterbetale mig i Forhold til, hvad Forlaget har solgt af mig. Prøv blot paa at gøre Forsøget.
Nej, vi anser paa Forhaand Forsøget for haabløst.
g.
(Social-Demokraten 1. oktober 1925).
Med Fryd og megen Glæde...
Men ikke for Komponisten Sextus Miskow, der bare fik et par Kroner.
Hos den gamle Komponist.
Under et besøg fortæller han om Kunstnerkaar og Forlagssucces.
Den gamle djærve Sextus Miskow fortæller om Komponistvilkaar og []dagssukcesser.
Vi synger de gamle Sange, vi lærer at holde af dem - men oftest glemmer vi vel at sende en venlig Tanke til dem, der har skabt de gamle Sange.
Og hvor mange Gange har vi ikke, naar det gode Humør var oppe, sunget Visen om Spillemanden, der snappede Fiolen fra Væg og gik i Skoven med Pigerne, disse djærve Ord af Drachmann til Sextus Miskows prægtige Melodi.
FOR TID OG EVIGHED
Og nu hører man, at den muntre gamle Kunstner fik - 40 Kroner for denne Sang, der er gaaet ud i Folket og solgt i titusinder Eksemplarer, ja endda hører man, at han for de 40 Kr. yderligere leverede to andre Sange - og underskrev Kontrakt paa, at Retten til de 3 Sange for Tid og Evighed gik over til Forlæggeren for samme 40 Kr.
- Det har været svært at være Kunstner i "de gode gamle Dage", siger vi til Sextus Miskow, der nu med sit store Skæg og sine buskede Bryn minder om en af de gode og gæve gamle Gubber, der fortælles om i skønne Æventyr.
- Naa - den Gang gik det - siger han - men nu, hvor man er blevet lidt gammel, ja, man kan vel næsten sige en Fortidslevning, nu sidder man jo og synes, man havde fortjent lidt mere for det, man skabte i de unge Aar - og som gik ud i Folket
- Er det Forlæggernes Skyld?
- Naa - egentlig ikke. De kunde selvfølgelig være lidt mere forstaaelige - men det er Loven, der er gal. Der skulle pilles ved den - og det er det Forhold, der aldrig er rør ved. Vi har solgt vore Ting for et Par skilling - for Tid og Evighed. De unge Kunstnere har faaet lidt bedre Forhold ved Loven af 1913. Men vi, der solgte før - vi sidder i det. Det vilde gavne de gamle Kunstnere, om man kunde faa ordnet dette Forhold.
DE GAMLE SANGE
- Hvornaar skrev De "Den Spillemand snapped'"?
- Da jeg var 25 Aar? Det var min første Komposition. Aa, det var dejlige Tider.
- Hvor længe varede det før den slog Igennem?
- Det var Jerndorff, der holdt den over Daaben, men det varede et Par Aar, inden den blev - skal vi sige en Forlagssukces.
- Hvor meget fik De for Sukces'en Lille Ellen?
- Jeg tror, det var 50 Kr - for Tid og Evighed.
-- Har De haft nogen kunstnerisk Glæde af Deres Kompositioner?
- Ja, det kan De tro, jeg har. Og de har da ogsaa slaaet an - mange af dem. Baade Spillemanden, Lille Ellen, Skriv hjem til Mor, Fader vor, der ofte spilles i Tivoli Koncertsal under Navnet "Andante religiøs" - og - ja, der er mange, der synges meget.
- Hvilken af de nyere Kompositioner synes De er slaaet an?
- Melodien til Seedorfs prægtige "3 Røvere fra Rold".
HVOR ER "DUKKELISE"
- Bundede de gamle Sange dybere end Nutidens?
- Ja, det kan man vist sige uden at sige noget ondt om Nutiden. Vi er kommet ind i Schlagernes Tid. En Sang, eller et Par Stykker, for hver Sæson. Saa lever de et hektisk Liv. De kommer paa Lirekasser, paa Grammofoner, de sælges rundt i Hjemmene til alle Klavererne, de sælges paa Postkort - og Forfatter og Komponist tjener en Snes Tusind Kroner. Men de dør hurtigt, glider væk. Hvem husker "Dukkelise" nu? Hvem synger og spiller den? Jeg tror, der var mere Følelse i de gamle Sange, derfor lever de udover alle de Snese af Døgnmelodier der dukker op.
Og den gamle Spillemand nynner nogle af de gamle Sange, der har sunget sig ud over Danmark og for nogles Vedkommende udover Verden - og har skabt deres Forfattere Publikums Gunst - men ikke af Forlæggerens Guld.
(Klokken 5 (København) 12. oktober 1925)
Sextus Miskow 3.2.1857-24.11.1928. Gudrun Miskow, f. Langkilde 5.8.1871-15.5.1957. De blev gift i Odense 29.11.1890. Gudrun var datter af Niels Valdemar Langkilde (1838-1914) og Hedevig Marie Petersen (1848-1921). Hun var klasselotterikollektrice. I 1930 boede hun i Nansensgade 23, i 1940 i Hellebækgade 1, st. Gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling 4, række 1, nummer 15. Foto Erik Nicolaisen Høy.
