12 juni 2014

Pøbelagtige Optrin ved Suhm Ligbegængelse.

Mærkværdig, eller mere rigtigt evig uforglemmelig i Danmarks årbøger vil den 18. september 1798 blive. For på den jordedes Danmarks ædleste, mest fortjente og mest lærde mand, historikeren Peter Frederik Suhm. På grund af det så man også folk af alle stænder frivilligt strømme sammen for offentlig at bevidne deres agtelse for den mand hvis værd aldrig til fulde kan agtes, hvis fortjeneste aldrig nok så meget kan påskønnes, hvis minde aldrig nok så meget kan hædres. Og dog skulle man ved denne hædersmands ligfærd se pøbelagtige optrin! Optrin der ifald de ikke skulle vanære nationen, bør trækkes frem for dagens lys så at den hån de fortjente må falde tilbage på deres ophavsmænds egne hoveder, og sådanne letsindinge frygte for fremtiden hvis de ikke kan bedre. For så vidt som nærværende blad har gjort det til sin plan at gøre politiet opmærksom på de uordener der henhører under dets forum, bør det også berøre disse, og dobbelt bør det føle sig forpligtet hertil fordi disse uordner udøvedes mens nationens yndling båret af mange hundrede hænder, hædret, velsignet, takket af mange tusinde hjerter, ledsagedes til sit hvilested.

Det første af disse pøbelagtige optrin frembød sig da ligfølget omtrent var ved Trinitatis Kirke hvor en karl trængte sig frem med sværtede knebelsbarter i ansigtet, med malede røde øjne, men en lang tobakspibe i munden, en ølkande i hånden og flor om armen. Han blev rigtig nok bortjaget af politiet. Men sikkert ville det ikke været af vejen at optage et politiforhør herover for at opdage denne sags sande sammenhæng, hvilket endnu kan ske da det skal være en vis marskandiser. Mennesket hvem det end var, må uden tvivl være købt til dette arbejde, måske af bedemænd der har taget det såre ilde op at man brugte simpelvæk flor om armen,hvorved de mener hel let at kunne lidt efter lidt tabe deres hele bedemandstilværelse eller måske af andre som fandt detfor meget at så udmærket hæder bevidnedes den ædle oldings minde. Rygtet nævner endog adskillige personer som måske kunne komme for en dag ved et politiforhør.

Det andet lige så uværdige optrin mødte på Store Købmagergade da processionen omtrent var lige ud for nr. 23 og 24, hvor en officer som efter munderingen hørte til kongens regiment, kom ridende med en knægt bag sig og lod til at finde det mest passende at ride gennem processionen ubekymret om han red folk overende eller ikke. Endnu mindre agtede om han besudlede de gående følgere og bærere med skarn. Man bad ham holde stille eller ride tilbage, men vendte endog hans hest og lod ham vide at han enten skulle holde stille eller ride tilbage. Hvortil han skal have spurgt: "om ingen husarer var der som kunne gøre plads for ham," Han skal endog have truet med at ville trække sabel for som en helt at bane sig vej. Da han imidlertid mærkede at det ikke ville lykkes for ham at komme frem, besluttede han at hævne sig å sin hest, bestræbte sig for at vise hele forsamlingen sin store indignation og unåde ved at sætte et yderst umildt ansigt op, sporede hesten, red i fuld galop tilbage, overstænkede mange i følget og var nær ved at ride mænd overende der beklæder de vigtigste embeder i staten. 

Man spurgte overalt hvem denne unge herre var der kunne tillade sig en så uanstændig opførsel ved en højtidelig national-procession. Svaret var så overensstemmende at man ikke tvivler på at jo politimesteren *) der selv var i følget, allerede har ladet ham afæske den anordnede mulkt for uforsvarlig riden på gaderne. Større eller anden positiv straf forlanger man heller ikke, da den naturlige straf for letsindighed (for at bruge et mildt navn til hvad andet steds ville hedde foragt for nationen) så rundelig blev gerningsmanden til del på stedet selv, og da det er en i mine tanker uoprettelig lykke at blive nævnt på sådan en måde, så ofte den uforglemmelige Suhms navn skal lyde fra danske læber.

*) politiet gik foran liget og kunne altså ikke i tide hæmme de uordener som foregik i processionens midterste del)

Indsendt

(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 21, s. 328-332. [Estimeret dato: 15. september 1798])


Gerhard Ludvig Lahde: Portræt af Peter Frederik Suhm, 1795. Statens Museum for Kunst


Redacteurens Anmærkning

Peter Frederik Suhm (1728) døde den 7. september 1798. Begravelsen fandt altså sted 11 dage efter. Han havde tilbage i 1770 store forventninger til trykkefrihedsforordningen af 14. september 1770 - og døde før den reelle afskaffelse i 1799. Bl.a. ønskede han at bringe det danske sprog ind i embedsmandsstanden som i høj grad ikke talte eller forstod dansk. Han blandede sig ofte i den offentlige ikke-eksisterende debat. Hans bibliotek på 100.000 bind var samtidens største og han gjorde det offentligt tilgængeligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar