Med fornøjelse indrykkede udgiveren et bidrag i nr. 56 hvori kronprinsen takkedes fordi han tillod madskibene at gå gennem bommen anden pinsedag hvorom de forgæves havde anmodet den ansvarlige chef, og tillige ytredes det ønske at der ved flere lejligheder fx i tilfælde af gunstig vind, på skippernes andragende, hurtigt måtte lukkes op for dem forudsat at deres toldklarering var gjort. Med endnu større fornøjelse indrykkes følgende sande fortælling som ophøjer kronprinsens nævnte ordre til mere end en virkning af et godt lunes nik, til virkelig skøn og elskværdig borgerdåd.
Torsdag før pinse da endnu ingen skibe var kommet hertil, da priserne på de første fornødenheder og de trængendes klage var steget til det højeste, da kornpugerne, store og små smørkræmmere, brændestakrere i palæer og kældre benyttede sig på den laveste måde af den totale mangel på offentlige forrådskamre, da isen der fra Østersøens fjerner var drevet ind på Sjællands kyster, allevegne spærrede indløbene til og nødte de mange sømænd som med skibe fulde af proviant længtes efter at komme til staden, til at krydse længselsfulde frem og tilbage i den åbne del af farvandet som ved den svenske side endnu var levnet dem - traf kronprinsen ved præsentationen på Holmen på kaptajn Sølling. Da han i ham kendte en rask og erfaren sømand, hvis barm tillige rummer sand og varm patriotisme, spurgte han ham i en bekymret tone om han ikke vidste noget middel til at få skibene ind. Sølling besindede sig og sagde at han ville se til.
Han kørte nu langs ad kysten for at udforske om det ingensteds skulle være muligt at kunne sætte ud gennem isen. Ved Tårbæk troede han endelig at dette var muligt for kækhed og ufortrødenhed. Han meldte nu kronprinsen dette, og foredrog at han troede det bedste middel ville være at arbejde sig ud i det åbne, fare omkring til sejlerne, underrette dem om (hvad man her i København vel vidste, men ikke derude) at isen der syntes sammenhængende, dog ikke var det, men drev snart tættere, snart mere åbent i store flader. Og at opmuntre ved løfte, dels om håndhjælp af fregatternes mandskab, dels om erstatning af kronprinsen hvis nogen i isen kom til skade, til at forsøge at trænge igennem.
Prinsen bifaldt dette på alle måder og med megen glæde over det opvågnende håb. Sølling førte endnu samme nat med to udsøgte matroser ned til Tårbæk, fik fiskerne ufortøvet til at lægge ud og arbejdede sig i to både, i løbet af 3 til 4 timer, igennem den halvanden mils is og for nu omkring til skipperne med mandig opmuntring og gode løfter. Dette gjorde sin virkning. Om lørdagen så det henrykte København en talrig flåde af madskibe ved Toldboden. Og Sølling i sin båd kom samme vej ind, og aflagde sin beretning til prinsens inderlige fornøjelse. Det hele nyttige tog var iværksat for 50 rigsdaler.
Held den prins der handler som borger!
(Politivennen. Hæfte 5, nr. 59, den 8 Junii 1799, s 929-932)
Torsdag før pinse da endnu ingen skibe var kommet hertil, da priserne på de første fornødenheder og de trængendes klage var steget til det højeste, da kornpugerne, store og små smørkræmmere, brændestakrere i palæer og kældre benyttede sig på den laveste måde af den totale mangel på offentlige forrådskamre, da isen der fra Østersøens fjerner var drevet ind på Sjællands kyster, allevegne spærrede indløbene til og nødte de mange sømænd som med skibe fulde af proviant længtes efter at komme til staden, til at krydse længselsfulde frem og tilbage i den åbne del af farvandet som ved den svenske side endnu var levnet dem - traf kronprinsen ved præsentationen på Holmen på kaptajn Sølling. Da han i ham kendte en rask og erfaren sømand, hvis barm tillige rummer sand og varm patriotisme, spurgte han ham i en bekymret tone om han ikke vidste noget middel til at få skibene ind. Sølling besindede sig og sagde at han ville se til.
Han kørte nu langs ad kysten for at udforske om det ingensteds skulle være muligt at kunne sætte ud gennem isen. Ved Tårbæk troede han endelig at dette var muligt for kækhed og ufortrødenhed. Han meldte nu kronprinsen dette, og foredrog at han troede det bedste middel ville være at arbejde sig ud i det åbne, fare omkring til sejlerne, underrette dem om (hvad man her i København vel vidste, men ikke derude) at isen der syntes sammenhængende, dog ikke var det, men drev snart tættere, snart mere åbent i store flader. Og at opmuntre ved løfte, dels om håndhjælp af fregatternes mandskab, dels om erstatning af kronprinsen hvis nogen i isen kom til skade, til at forsøge at trænge igennem.
Prinsen bifaldt dette på alle måder og med megen glæde over det opvågnende håb. Sølling førte endnu samme nat med to udsøgte matroser ned til Tårbæk, fik fiskerne ufortøvet til at lægge ud og arbejdede sig i to både, i løbet af 3 til 4 timer, igennem den halvanden mils is og for nu omkring til skipperne med mandig opmuntring og gode løfter. Dette gjorde sin virkning. Om lørdagen så det henrykte København en talrig flåde af madskibe ved Toldboden. Og Sølling i sin båd kom samme vej ind, og aflagde sin beretning til prinsens inderlige fornøjelse. Det hele nyttige tog var iværksat for 50 rigsdaler.
Held den prins der handler som borger!
(Politivennen. Hæfte 5, nr. 59, den 8 Junii 1799, s 929-932)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar