Samtiden

Danmark på Politivennens var meget anderledes end i dag. Enevælden var en styreform som gennemtrænger mange artikler i Politivennen. Artikler med emneordene vold og soldater optræder hyppigt på denne blog: Militær (soldater og officerer) er til stede i artikler hvor vi ikke ville have forventet det, og i situationer hvor vi i dag ville have forventet en anden ordensmagt (politiet) opretholde lov og orden. Militæret var til stede på alle steder hvor der var forsamlet mange mennesker: Det Kongelige Teater, begravelser, markedspladser, parker, voldarealerne (som var militære områder). Og området øst for Gothersgade indeholdt store militærforlægninger: Rosenborg og Sølvgade kaserner, Kastellet, Sø- og landkadetakademierne for at nævne de vigtigste. Også Hovedvagten på Kongens Nytorv og de 4 byporte var bevogtet af militær. Anslået 40% af statsbudgettet gik til militæret, andre 10% til Frederik 6. Hvis man kigger på andre end guldaldermalernes glorificerende glansbillede af Danmark, vil man også kunne opdage at der er et forbløffende antal soldater til stede. Kort sagt, militæret var synligt næsten overalt i København. Politiets og vægternes opgaver drejede sig derimod modsat i dag mest om overholdelse af torveregler og almindelig ro og orden i det offentlige rum, hhv. om dagen og om natten

Almuen var tavst, overklassens borgere kunne skrive i tidsskrifter og blade som Politivennen. Konflikter mellem konge og befolkning blev løst med vold eller trusler om vold.  I talrige artikler i Politivennens artikler ser man at militæret løste konflikter med vold eller trusler om vold, med opplantede bajonetter som man ikke tøvede med at anvende, ja selv uforvarende kunne soldater komme til at beskadige tilfældige forbipasserende. Og hvis der foregår en "uorden", var det ofte militæret skribenterne man pegede på som konfliktknuser. Andre artikler vidner om at som samfundet således var militariseret, således var det også i familierne. Disse var små kopier af landets styre, i form af i husstande med en alfaderlig husbond som øverstbefalende med en "madmoder" ved sin side, over et større eller mindre antal familiemedlemmer, karle, tjenestefolk osv. Mange af Politivennens artikler afspejler at konflikter også på familieplanet og i dagligdagen blev løst med vold eller trusler om vold. Men andre artikler peger også på et opgør med dette, for i Politivennens tid opstod en ny form for borgerfamilie, kernefamilien (det begreb vi mest forbinder familie med i dag) var ved at vinde indpas. Med familiefaderen som det arbejdende overhoved og moderen som den hjemmegående husmoder der passede børnene.

I 1834 var befolkningssammensætningen i København (med dem de forsørgede i parentes): 393 gejstlige embedsmænd, kirkebetjente, lærere (1.249). Civile embedsmænd 2.839 (977). Officerer og militærembedsmænd 707 (2.223). Underofficerer og soldater 4.275 (1.344). Matroser 1.835 (4.118). Jordbrugere og søfolk 876 (1.718). Industri 17.410 (23.677). Handel 4.544 (12.248). Pensionister og kapitalister 3.808 (6.063). Daglejere 3.810 (5.194). Ubestemte 1.708 (1.953). Almisse 4.795. Slaver 1.126. Og 2.398 jøder.

Skolen, kirken og andre institutioner var til for at lære "de lavere, ringere og slet klædte klasser" om deres plads i samfundet. I Politivennens periode overtog teatret en stor den af kirkens opgave med at lovprise enevælden. Derfor er der også en del kritik af kirken. Det Kongelige Teater havde eneret på offentlige forestillinger. Omrejsende teatre kunne få midlertidig tilladelse, ligesom private selskaber med amatørskuespillere. Uden for voldene, især på Vesterbro og Frederiksberg kom enkelte forlystelsessteder. Og så var der Dyrehavsbakken. Ellers var der et anseligt antal udskænkningssteder og danseboder. Op imod 10% af befolkningen ernærede sig ved disse. Derudover trak fornemme begravelser, stabelafløbninger på Holmen, ildebrande - især møller, og lignende store skarer af nysgerrige.


Kirken klagede over ringe fremmøde trods det at det var lovpligtigt, og den ligeledes lovbefalede hviledag blev heller ikke respekteret. Kirkens trusler om Helvede havde dog virket, hvilket bl.a. fremgår af en artikel i Kjøbenhavnsposten  17. november 1835:

- Om en i denne Tid for Kjøbenhavns Politiret svævende heksesag læses følgende meddelelse i Bib. Samler: "En Kone havde bildt nogle Tjenestepiger ind, at Fandens Hovedkasse var i Krystalgaden; dertil kunde de indgive Ansøgninger, og, naar de betalte hende godt derfor, kunde de være sikkre paa, at hun nok skulde tale godt for dem hos Fanden, til hvem hun havde specielt Bekjendtskab, og at deres Ønsker skulde blive opfyldte; en pige har saaledes betalt disse forbønner hos hans diaboliske Majestæt med Victualier, for at komme i Besiddelse af 100 Rbd. En anden Pige ønskede at faae at vide, hvorledes hendes i udlandet værende Kjæreste befandt sig, og om hun skulde blive hans Kone. Denne Videbegjærlighed lovede Konen ogsaa at tilfredsstille. Efterat Pigen nemlig havde erlagt et Honorar af 10 Rbd. blev hun ført ind i et Værelse, hvor den kloge Kone igjennem en magisk Røg lod hende see en Mandsperson; men da Pigen erklærede, at dette ikke var hendes Kjæreste, fik hun til Svar: "Ja, det er dog ham, Du skal faae til Mand." Efterat der i Danmark er gjort saa særdeles Meget for Folkeoplysning, skulde man næsten ansee det for umuligt at Overtroen endnu kunde have saa faste Tilhængere."
- (Efter hvad Red. om denne vistnok saare mærkværdige Sag har bragt i Erfaring, skal ommeldte kone, der virkelig er sat under Tiltale her for Politiretten, være beskyldt for, under det nævnte Foregivende af, at hun stod i forbindelse med Fanden og kunde vise igjen, m. fl. Hexekonster, at have fralokket flere tjenestepiger her i Staden Penge. De omtalte Victualier, som een af disse piger havde præsteret, bestode i to fleskeskinker og 3 Lspd. Aal, som konen foregav at Fanden, der, som bekjendt, holder meget af fede Sager, netop behøvede til et Gilde, han vilde give. Flere heelt kuriøse Ansøgninger, stilede til Fanden, om Laan af hans Hovedkasse, ere blevne producerede for Politiretten. Den Anklagede nægter paa det meest haardnakkede Sandheden af de mod hende fremførte Sigtelser).


Staden: Kjøbenhavn

"Staden" Kjøbenhavn var i voldsom befolkningsvækst. Fra 100.000 indbyggere (af knap 1 mio i alt i hele Danmark) i 1800 til ca. 119.300 i 1934. Inden for det område vi i dag genkender som Indre By, altså inden for voldgaderne. (Se kortet). Mange af Politivennens artikler handler netop om konsekvenserne af den enorme pladsmangel, affald osv. Rig og fattig rykkede i bogstaveligste forstand tættere på hinanden på gader og stræder. (En samtidig gennemgang af gadenavnenes betydning samt enkelte oplysninger hvad der var i dem, se Kraks Vejviser 1771, s. 110 ff.)

Siden 1659 var Københavns styre den kongevalgte Magistraten (præsidenten, 1747 Overpræsidenten), borgmestre og rådmænd og de 32 mænds råd som repræsenterede det velhavende borgerskab og var valgt af Magistraten og borgerskabet - i praksis selvsupplerende. Den reelle magt lå dog i Kancelliet og hos kongen. Sammen tog de beslutninger helt uden om kommunalbestyrelsen. Også det begyndte dog at ændre sig på Politivennens tid: Først i 1840 med en Borgerrepræsentation på 36 mænd valgt af byens borgere, dvs. næringsdrivende med borgerskab og mindst fem portioner næringsskat, alt i alt ca. 1.929 mænd (1,6% af befolkningen). Helt udelukket var kvinder, børn og forbrydere, som det hed "disses udelukkelse er begrundet i sagens natur". De måtte vente til 1908.



Kort over København på Politivennens tid, efter Nyerup: Vollständige Beschreibung der Stadt Kopenhagen. Neue Deutsch umgearbeitete, bis auf jetzige Zeit fortgeführte Ausgabe von G. F. Fischer. Kopenhagen, Bonnier. 1815.
 


Enevoldskongen sad solidt på de arealer hvor København kunne have ekspanderet. Københavnskortet fra 1815 ligner en lagkage. Nord-syd ad Gothersgade var byen delt i to nogenlunde lige store halvdele. Højre halvdel til enevoldskongen og det forhadte militær, samt hele voldarealet. Enevælden beslaglagde mere end halvdelen af datidens Københavns areal (fx Rosenborg Slot og Kongens Have). For den efterhånden overfyldte by må det for den menige befolkning have været en provokation. Men et titusindtalligt militær (indkvarteret på bl.a. Rosenborg Kaserne, Sølvgades Kaserne og Kastellet) forhindrede at utilfredshed slog ud i demonstrationer, i hvert fald indtil 1839. Kongen havde dog "allernådigst" givet københavnerne adgang til Kongens Have på Politivennens tid. Selv om det strengt taget var københavnernes eget område!
 

Forstæderne

Udenfor voldene begyndte Forstæderne at vokse frem: Nørrebro, Vesterbro og Østerbro. Den største var Vesterbro, koncentreret om Vesterbrogade og stranden (Kalvebod Strand) ved nutidens Istedgade. Nørrebro var en lille bebyggelse koncentreret om Nørrebrogade. Den voksede i Politivennens periode fra ca. 700 til ca. 3.000 indbyggere. Derudover havde Frederiksberg alt i alt omkring 1.500 indbyggere. Især på Vesterbro begyndte et forlystelsesliv at formere sig i slutningen af Politivennens periode.


Købstæderne

København havde samme befolkningstal som samtlige købstæder, handelspladser og flækker til sammen. Den største var Odense med knap 6.000 indbyggere. Aalborg havde 5.600 (1801), Århus havde 4.100, Fredericia, Horsens, Viborg, Helsingør og Randers derunder. Købstæderne havde monopol på håndværk, handel osv. Og de var som nutidens grænser lukket af med paskontrol, toldkontrol osv. Handlende skulle betale told for indførelse af varer til købstæderne.

I "Georg Christian Saxild, Etatsråd, Herredsfoged, Ridder af Dbg" (1911) står følgende beskrivelse af Kolding, anno 1837 som svarer meget godt til Politivennens løsrevne bemærkninger om provinsens købstæder:
"Dybt inde på bunden af en næsten usejlbar fjord lå Kolding med sine 2300 indbyggere, som om den var forglemt af gud og af kongen. Vejrbidt og ulykkespående knejsede slotsruinen over den lille by med de krogede gader og gamle faldefærdige huse - et à to hundrede år de fleste af dem. Og du milde gud, sikken en brolægning! i de fleste gader kun en række store, flade utilhugne sted midt ned ad gaden, og i stenbroen ved siden af dem dybt slidte vognspor, delvis opfyldt med grus. Når man som fader kom fra øerne, holdt man sit indtog i byen gennem Klosterport. Snoghøjvejen var, omtrent ud for den nuværende Kærlighedssti, afspærret med et stakit, og ved siden af det lå konsumptionsboden, hvor vognene standsede for at blive ransaget af betjentene - nogle stakkels defekte individer højt oppe i oldingealderen og kun alt for ofte dybt nede i laster af alle slags. Var dette skær klaret, rullede - nej, skumplede man langs staldgårdsbakkens rand ned igennem Klostergade. På sin højre hånd havde man lige fra staldgården af en vældig stor have (slottets gartnerhave), som optog hele pladsen mellem staldgården og den nuværende S. Klostergade og mellem Ø. Klostergade og Persillegade. Ud for sidstnævnte gades vestre hjørne var Klostergade næppe mere end 8 alen bred; men Helligkorsgade var en pæn, bred gade og Rendebanen en anselig plads. Husene var overalt små og usle, ét-etages bindingsværks bygninger, hver beregnet til én familie med de færrest mulige krav til livets hygge. Gadebelysning var en fuldstændig ukendt ting. For så vidt man i det hele taget gik ud om aftenen, medførte man sin håndlygte og hoppede ved dens lys fra sten til sten gaden igennem.
Som Klosterport lukkede af for Snoghøjvejen, således spærrede Nørreport (i Låsbygade), Hospitalsporten og Sønderport for byens andre adgangsveje. Intet spiseligt måtte indføres i byen, før der var betalt konsumptionsafgift af det. Af hvert læs brændsel kunde byen desuden kræve 1 stykke brænde og 5 tørv. - Toldgrænsen gik op til Koldingå; Sønderjylland betragtedes som udland, og Kolding by var derfor afskåret fra halvdelen af sit naturlige opland. Følgen heraf var, at der i Kolding trivedes det skamløseste smugleri, der demoraliserede en stor del af den næringsdrivende befolkning.
Handelen lammedes skammeligt ved disse indførselshindringer, og den fordel byen kunde haft af en havn, kendte den den gang ikke til. De skibe, som fôr på Kolding, måtte opankres på rheden ved Strandhuse, og varerne transporteredes derfra i fladbundede både op ad fjorden og åen, hvor de udlossedes ved Sønderbro. Strandhuseboerne brugte deres faktiske monopol til at flå kondingenserne efter noder.
Da omsætningen var så ringe, var pengene også få. Men borgerstanden var ikke desto mindre ikke egentlig fattig. Den havde hvad den kunde bide og brænde; den kunde forsyne sig selv og havde derfor nok, ja rigelig nok for sine få fornødenheder. Hver købmand, hver brændevinsbrænder, hver håndværker havde ved siden af sin egentlige virksomhed et avlsbrug, som var den egentlige basis for hans økonomiske eksistens, eller i hvert fald den reserve, han havde at falde tilbage på, hvis alt andet skulde slå fejl. Hver grundejende borger havde sin lod i bymarken, måske også en større eller mindre ejendom i de tofter, som lå rundt omkring i byen eller dens udkanter. Dér dyrkede han sit korn; dér havde han sine kreaturer på græs, og hans hele økonomi havde denne agrarisme til baggrund. I nødsfald kunde han producere sit eget og sin families konsum. i de borgerlige huse bagtes og bryggedes der, der blev spundet og vævet, støbt lys og hensaltet - omtrent som blandt bønderne på landet. Bondskhed i livsbetragtning og livsvaner, ja endog i sprog var da også et fremtrædende træk hos datidens købstadsborgere; og der var også den gang mellem en købstads "fine portion" og den "simple" befolkning et selvfølgeligt skel, som kun delvis slettedes derved, at der mellem disse to nationer eller racer groede en mellemstand frem - de (relativt) store handlende, som i kraft af deres pengepunge kunde tage en art konkurrence op med de socialt privilegerede.  
Kolding. Historiske kort 1842-1899.

Forhold på Politivennens tid som er ukendte i dag

  • Enevælden var et militærdiktatur.
  • Slavearbejde blev først afskaffet i 1851
  • Kirken opkrævede tiende (indtil 1920'erne)
  • Præste-, degne- og klokkerpenge. En afgift husfædre skulle betale. Afskaffet 1904.
  • Samfundet var rangs- og standsinddelt på alle niveauer. 
  • Helligbrøde - ingen måtte arbejde i kirketiden.
  • Åbne kloakker
  • Toiletter skulle tømmes.
  • Transport foregik til fods, med hest eller sejskib. 

Nutidige forhold som var ukendte på Politivennens tid

  • Valgret, både for mænd (grundloven 1849), kvinder og tyende (1915)
  • Nedgravede og overdækkede kloakker
  • Rindende, frisk vand (Københavns Vandværk 1856)
  • Vandskyllende toiletter.  
  • Gas og elektricitet
  • Jernbaner 
  • Broer over større farvande.


Politivennen og dens samtid

De 80 første numre indtil 2. november 1799 udkom under den relativt udstrakte trykkefrihed. Efter Trykkeforordningen af 27. september 1799 var det slut med det. P. A. Heiberg blev landsforvist til Frankrig julen samme år. I 1825 var der 14 aviser med et oplag på omkring 12.000.

Under Seidelins redaktion prægedes artiklerne ideologisk af patriotismen. I Seidelins periode afslørede Politivennen at politivennerne (det finere velklædte borgerskab) tolererede almuen, bønderne som en del af fællesskabet, hvis disse uoplyste kendte deres rette plads. De skulle opdrages så de kunne blive inddraget i Fædrelandet, Fællesskabet, Det danske, i det finere borgerskabs selvforståelse. De der ikke ville underordne sig var "pøbelen", de uregerlige lavere og slet klædte klasser. Efter landboreformerne var nogle af de mest velhavende bønder dog blevet mere selvbevidste, hvilket også fremgår af at de begyndte at skrive artikler til Politivennen.

Danmark blev opfattet som det lyksaligste blandt riger. I dette militærdiktatur sørgede den hårde, enevældige hånd (kronprinsen/Frederik 6.) for at alt var godt. Et fredeligt paradis i en krigerisk verden, hvor borgerne levede i harmoni med hinanden. Ro, værdighed, den gyldne middelvej. Arkitekturen nærmest afspejlede dette: Stram, ingen dikkedarer, ja selv mod karnapper blev der hetzet. Og med indbyggere med de bedste egenskaber. Suppleret af at kronprinsens politik med at agere krigens købmand og sælge til begge kriges parter betød et blomstrende økonomi.

Kunne Politivennerne ikke kritisere enevælden, kunne man kaste sig over fx militæret og især matroserne i Nyboder. Bladet ændrede holdning til bønderne, de begyndte nu at blive accepteret som genstand for at hæve sig over almuen, landarbejdere, karle, husmænd osv. Og under det hele befandt der sig et ikke ubetydeligt lag af løsgængere, dagdrivere, immigranter, udlændinge, tiggere, slaver, kriminelle osv.

Englandskrigene, 1801, 1807 og 1814

De første anslag mod Politivennens ideologi skete bogstaveligt. Første advarsel var Slaget på Reden 1801. Dette vink med en vognstang fik dog snarere Politivennerne til at udvikle et overmod hvor nederlaget blev fortolket som en sejr. Først bragene fra Københavns Bombardement 1807 vækkede Politivennerne fra denne drømmeverden. Man forsøgte i stedet at lulle sig ind i en ny: Alt var englændernes og almuens skyld. Disse sidste havde ikke udvist patriotisme nok eller forstået at de skulle kæmpe for Fædrelandet. De havde nok at gøre i at forsvare deres eget land, dvs. deres hjemegn, også ofte fra det danske militærdiktatur, enevælden.

Året 1807 og Københavns Bombardement markerede et mindre skift i Politivennens vægtning: Fra dagligdagsbeskrivelser mod at blive et holdningstidsskrift. Disse artikler er ikke denne genudgivelses formål. De manglende numre er måske ikke så begrædelige. Artiklerne afspejlede mangelsituation og desperate forsøg på at skaffe livsfornødenheder. Bizart er at spare træ til ligkister i et af de sidste numre fra 1809. Depressionen er nok en af årsagerne til at tidsskriftet midlertidigt gik ind. Den stigende inflation fra 1810 og kulminationen med statsbankerotten 5. januar 1813. Efter bombardementet lægger der sig en mørk skygge over bladet som holder Seidelins periode ud. Og som også falder sammen med den økonomiske depression i Danmark, statsbankerotten osv.

Politivennen forsøgte at hævde "Danmarks Ære" i stedet for at se kritisk på militærstyrets fejl. Man anså den florissante periode umiddelbart før Englandskrigene som en svunden guldalder. Man anklagede englænderne for at være skyld i landets ulykke. Godt bakket op af den såkaldte guldalders forfattere, digtere og kunstnere. Omend der dog andre steder i samfundet var spredte røster om egen skyld. At det måske var på sin plads med lidt selvransagelse. Denne selvransagelse groede i al ubemærkethed inden for videnskaben. Mest anerkendt i udlandet såsom fx P. W. Lund.

Københavns betydning som handelscentrum var slut. Hamborg snuppede føringen. København lukkede sig om sig selv. Militærstyret var på trods af bombardementet overbevist om voldenes betydning og skærpede reglerne for byggeri udenfor volden i 1810, og demarkationslinjen, hvor indenfor der kun blev bygget huse der nemt kunne fjernes, blev rykket fra Søerne helt ud til Jagtvej. Mange huse var indrettet med 28 m2 lejligheder hvor der boede en hel familie. Bygningerne formerede sig gennem knopskydning: Side- og baghuse og slummen bredte sig med uhyre fart.

Politivennens skribenter, spidsborgerne, boede i store lejligheder eller måske i egen ejendom. Og oplevede kun almuens desperate forsøg på at overleve som irriterende uordener, måske oven i købet udartende sig til pøbeloptrin. Den økonomiske krise fortsatte og handelshusene krakkede på stribe helt op til 1817. Men krigen fik trods alt en ende, landet kom bedre på fode økonomisk. Og Kristen Kristensen genoplivede bladet i 1816.

Redningen for borgerskabet synes bl.a. at være den såkaldte Guldalder hvor kunstnere førte an i at drømme sig væk. "Gamle Danmark skal bestå så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå". Men i Oehlensclägers Danmark anno 1823 var der formentlig færre bøge end der er nu. For langt hovedparten af befolkningen var guldet dog nok en by i Rusland. Kristen Kristensens glansperiode varede til omkring 1830 hvor oprørsbevægelserne i Europa, især julirevolutionen i Frankrig satte Danmarks tilbagestående stade i relief. Og det blev sværere og sværere at opretholde drømmetilstanden ikke længere var mulig. Politivennen kritiserer mere og mere "de lavere klasser" for at tiltage sig mere og mere af borgerskabets vaner, såsom fx beklædning, forlystelsesliv osv. Og der er flere og flere artikler som beretter om "pøbeloptøjer".


1820'erne

Igennem 1820'erne rapporterede Politivennen om nyskabelser til: Transportmæssigt ved at vejene "makadamiseres", dvs får en bedre vejbelægning, regelmæssige dampskibe. I 1828 blev MacAdams bog om de engelske veje fra 1824 udgivet på dansk. Men også ildevarslende meldinger om koleraen. Så tidligt som 1831 begyndte der er udkomme efterretninger om denne sygdom som blev til epidemi årtier senere.

Guldalderens kunstnere drømte sig væk og hyldede enevælden. I Nationalsangen skrev Oehlenschläger i 1823 (Krøyers melodi kom til 1835) "Hil drot og fædreland! Hil hver en danneborger, som virker, hvad han kan". Ingen var over, endsige ved siden af drotten, enevoldskongen Frederik 6. Selv set i samtidens europæiske standard et brutalt styre. Hvis der var noget galt i Danmark, var det ikke hans skyld, men uduelige laverestående embedsmænd. Datidens danneborger var den lille magtelite som havde råd til at indløse borgerbrev og blive borger med de rettigheder (og få pligter) der fulgt af det. Endvidere skriver Oehlenschläger om det yndige land at "det står med brede bøge". Sandheden var at kun 2% af Danmark var skov. Og "de brede bøge" var et resultat af at kongen havde omdannet store dele af disse skove til dyrehaver. Af hensyn til jagt havde man ryddet (revl og) krat (underbeplantningen) så de uhindret kunne galoppere igennem. Behørigt afspærret for den underernærede befolkning som under strafansvar kunne forsøge sig med lidt krybskytteri.

Kristendommen var forbeholdt det finere borgerskab, de som havde råd til at betale sig fra en plads på kirkestolene. For alle andre var kirken i bedste fald en markedsplads og forlystelsessted. Og ellers noget man konstant skulle betale til. Ikke blot tiende, men også de lovpligtige kirkelige handlinger, dåb, konfirmation, begravelse osv. Med trusler om mulkt og gabestok hvis man ikke gjorde det. Dette udmøntede sig i at Politivennen ofte klager over befolkningens manglende respekt.

Industrisamfundet var i sin vorden, men indenfor nogle industrigrenes om ikke er toneangivende i dag. Top 10 for 1847 i Rawert:. Kongeriget Danmarks industrielle Forhold, 1850 giver et indtryk for København (antal virksomheder - antal arbejdere): Snedkere: 360-1.320. Grov- og klejnsmede: 246-850. Tobaksspindere: 61-521. Tøjmagere: 61-467. Jernstøbere: 10-348. Brændevinsbrændere: 138-270. Handskemagere: 30-191. Bryggere: 28-177. Guldsmede: 108-153. Blikkenslagere: 43-146. Dernæst bl.a. Farvere og trykkere, garvere, hjul- og karetmagere, strømpevævere, sukkerraffinaderier og voksdugsfabrikker. 

Politivennen var irriteret på alle de små tegn på opbrud i samtiden. Især når de kom udefra. For de pillede ved enevældens illusion om styreformens lyksaligheder. Og Politivennen angreb hårdt disse usædelige lystigheder. 


Lad os dvæle lidt ved billedet af Philippo Pettolettis linedans foreviget 1819. Det var mere end i bogstaveligste forstand en linedans. Pettoletti var en af de store banebrydere for teater i Danmark. Politivennerne var ikke alt for glade  - men købte dog alligevel billetter til for at se deres forestillinger så de ved selvsyn kunne kritisere dem. Om ham skriver Den Store Danske bl.a.:
Philippo Pettoletti (1783 el. 1784-1845) kom til København ca. 1800, hvor han optrådte som stærk mand. Han vendte i 1816 tilbage med sin familie som komiker og bajads på Morskabsteatret på Vesterbro. Han startede i 1827 sit eget forlystelsesteater uden for voldene og skaffede penge så lystgården Blågårds hovedbygning blev til Nørrebros første teater. Pettoletti opførte linedans, cirkusforestillinger og pantomimer. I 1833 brændte teatret, men han opførte i stedet 1843 bræddehuset Vesterbros ny Teater (lå Bernstorffsgade, Hotel Plaza findes) som blev nedrevet 1875. 
Pettoletti var medvirkede til gennem sin praksis at myndighederne efterhånden indså at nationalscenens eneret fra 1750 på opførelse af al dramatisk litteratur ikke var tidssvarende. Hvis det altså foregik uden for voldene. Han skaffede den italienske opera hertil, der siden gjorde furore på Hofteatret. Det er næppe Pettoletti man regner som repræsentant for Guldalderen 1800-1850 med højdepunkt omkring 1820. Det er snarere Oehlenschläger & Co. med deres exceptionelt forvrængede nationalromantiske billede af Danmark, bondebefolkning og fortid. For Pettoletti var udlænding og repræsenterede tilmed "den lavere kultur". 

Men selv i det velstående danske borgerskab var der folk der ikke kunne udholde dette drømmenes Danmark. I 1820 døde den driftige forretningsmanden Henrik Lund. Hans sønner kunne leve resten af deres levetid af renterne af de mange penge han havde tjent. En af dem hed Peter Wilhelm og var i 1818 startet på Københavns Universitet. Først på Frederiks Hospital, senere Botanisk Have ved Charlottenborg og Det Kongelige Naturhistoriske Museum i Stormgade. 

Men Peter Wilhelm brugte sin fars penge til at finansiere ikke alene sine senere huleudgravninger i Brasilien, men også betale sine medarbejdere der. Her oplevede P. W. Lund i 1825 Brasiliens rige og afvekslende natur. En skærende kontrast til det afpillede og ensformige landbrugsland Danmark. Tilmed var der i Rio de Janeiro et blomstrende videnskabeligt liv. Fjernt fra Oehlenschlägers nationalromantiske drømmeunivers. Fjernt fra Politivennerne.

Pettoletti og P. W. Lund har det fælles træk at de normalt ikke forbindes med dansk guldalder. Pettoletti var en talentfuld udlænding som blev glemt i Danmark. Lund var en talentfuld dansker som blev glemt i Danmark, men anerkendt i udlandet. Darwin nævner hans talrige fund som en direkte inspirator til evolutionslæren. I Brasilien er Lund en nationalhelt. Både Lund og Pettoletti forbrød sig på hver deres måde mod den danske nationalromantiske selvforståelse. Selv Henrik Stangerup bortforklarede Lunds emigration med religiøse kvababbelser. 

Men sandheden er nok nærmere at P. W. Lund holdt mere af Brasilien end Danmark. København forekom ham som et fængsel. Han nænnede ikke at såre eller skuffe sin familie og omgangskreds, så hvorfor ikke bruge beklagelsen, såsom sygdom som undskyldning for at ikke at vende tilbage? Hvem har ikke brugt den undskyldning for at undgå et party som man inderst inde ikke orker eller gider komme til? Lund må have indset at Danmark slet ikke hverken kunne rumme eller kapere storheden i hans fund. Det blev i stedet Darwins fortjeneste. Danmark vendte ryggen til P. W. Lund, ikke omvendt. Hvilket bevises af hans talrige artikler i danske videnskabelige tidsskrifter og til hans kasser med knogler som endnu i dag udgør et lille museum i Geologisk Museum.

P. W. Lund til sin død forblev i Brasilien. Selv i dag 200 år efter støder det mange danskeres følelser. Men Politivennen giver en kontekst. Det spejl hvor vi har en chance for at se os selv, tænke og mærke efter. Datiden var gennemsyret af en overvurdering af dansk kultur og kulturarv. Og disse drømmeforestillinger, bedrefølelsen lever videre i dag. Det er ikke et spørgsmål om enten-eller Oehlenschläger eller Lund. Men om både-og. Kort sagt en afbalanceret vurdering af den første og en retfærdig anerkendelse af den sidste.


1830'erne

Fra 1931 skifter Politivennen karakter. Et par enkelte artikler afspejler politivennernes utilfredshed med enevælden: Der begynder at komme artikler som er spirer til en kritik af Enevældens tunge centraladministration som på mange måder lagde en dæmper på alle aktiviteter og især på handelen. Denne kritik var dog mere udtalt i de efterhånden mange konkurrerende blade, og det er især gennem omtaler af disse kritikken kan spores. Bladet skifter karakter fra at opdrage på almuen og påvise deres talrige fejl og mangler i retning af holdninger, også kritiske til fx håndværkere, især laugene, offentligt ansatte og sågar også andre fra spidsborgerskabet. Disse højtuddannede var ofte i stand til at svare igen, og der er et stigende antal af artikler som efterfølgende blev trukket tilbage da de hviler på usandfærdige rygter.

Af Kiøbenhavnsposten 7. januar 1834 fremgik at omvæltningerne i Europa ikke nåede til de tre skandinaviske lande, herunder Danmark med hertugdømmerne. Det danske folk beskrives som tilsyneladende tilfredse med tingenes tilstand under enevælden. 

Men enevældens forsøg på at dække over landets miserable tilstand begyndte at slå revner. I 1835 kom det frem at staten havde en enorm gæld. Hovedsagelig forrmøblet gennem enorrme udgifter til militæret, men også til kongehuset selv. Dette gav sig dog ikke udslag i Politivennen, snarere i de øvrige aviser som var begyndt at udkomme. I Kiøbenhavnsposten for 19. november 1835 kunne man fx se bladet - forsigtigt - citere Ribe Avis for at "sorg hviler over Danmark" ved opdagelsen af gælden. 

Gældsproblematikken udløste dog ikke i første omgang vrede mod hovedårsagen: Enevælden, men mod et påstået problem generelt i befolkningen: Vellevned.
Udover de politiske ændringer forstærkedes frygten for koleraen. I 1831 udstedte regeringen anordninger imod kolera (fortrinsvis karantæne) og der begyndte at udkomme ganske mange artikler om dette emne. I denne periode fylder især det forbedrede vejvæsen og den medfølgende bedre transport en del, bl.a. posten. Opførelsen af Synagogen medførte at fløjkrigen blandt jøderne brød ud i lys lue med en snes artikler. Også sprogstriden dansk/tysk blev beskrevet i nogle artikler. 

Opblomstringen af blade i 1830'erne betød at Politivennen nu holdt op med at interessere sig for almuen. I stedet begyndte bladet at ligne de andre. Generelt kan man sige at almuen ikke blev behandlet særlig meget, for ikke at sige slet ikke. Her havde Politivennen ellers en niche. Men borgerskabet koncentrerede sig nu om sine egne interesser der jo som bekendt udløstes med Grundloven. Almuen blev glemt og måtte med få undtagelser vente til slutningen af 1800-tallet, med arbejderbevægelsen, for at vække den litterære verdens interesse.  

Med årtiets udgang døde Frederik 6. Hans nidkære følgen med i småting havde også levnet Politivennen en eksistensberettigelse som nu forsvandt. Og bemærkelsesværdigt er det måske at Frederik 6.s død den 3. december 1839 kun nævnes i et par bisætninger.
Omnibusfarten var et resultat af bedre veje. Her en annonce fra Adresseavisen, 10. september 1842 hvor man også kan se at vognene har fået affjedring. En klar forbedring i forhold til tidligere.

1840'erne

1840'erne skete store omvæltninger, hvilket fx fremgår af indholdet i Adresseavisen. Forlystelseslivet udviklede sig kraftigt. Vejene var efterhånden blevet så makadamiseret at regelmæssigt diligencefart var mulig, ligesom posten formentlig blev mere pålidelig. Dampskibenes antal blev forøget.

Bladets mangeårige redaktør Kristen Kristensen synes at være kørt træt allerede i slutningen af 1830'erne. Han var fraværende 15. juli-30. september 1837 og 27. juli 1839-28. september 1839. Hele 1841 var bladet overladt til en anden. Hans "Politievennens Nytaarsbetragtning." i Politivennen nr. 1253, lørdag den 4. januar 1840, side 1-5 med eftertidens øjne nærmest ses som en opsummering af 25 års virke. Den kan læses på bloggen

Artiklen er skrevet en måned efter Frederik 6.s død, men to uger før hans begravelse. Begravelsen blev ikke den højtidelige begivenhed borgerskabet og Kristen Kristensen måske havde håbet på. Københavnernes had mod kongen brød ud i lys lue til hans begravelse. Selvom tidens store digtere (Oehlenschläger, Grundtvig, Heiberg, Kaalund m.fl.) gjorde alt for at glorificere den afdøde. Oven i det kom en ny skuffelse, da den nye konge, Christian 8. ikke indfriede ønskerne om bare en lille reformation af enevælden. 

Politivennen mistet en tro læser, kongen. Man kunne ikke længere i bladet true med at man havde gjort "høje vedkommende" opmærksom på et problem. Og der skal være eksempler på at Frederik 6. vitterligt brugte Politivennens henvendelser til at befale myndigheder til at få gjort noget ved det. 

Om dette er grunden til Politivennens deroute, skal jeg ikke kunne sige. Kristen Kristensen havde tidligere skrevet at han var blevet gammel. Christian 8. læste formentlig ikke Politivennen. Kristensende 1849. Han fortjener en plads i Danmarkshistorien, måske ikke en plads som han selv ville synes om. Men en plads som sammen med Seidelin under militærdiktatur-lignende forhold kastede lys over almuens, "de ringere klassers" forhold.

Efter Kristensen forsøgte 6 redaktører at holde liv i Politivennen. En af dem der holdt længst ud var Hallberg. På hans tid var skildringen af almuens dagligdag imidlertid meget fraværende. I stedet er Politivennen en god kilde til fænomener som fx forlystelserne. Hallberg forsøgte tilsyneladende gennem lange analyserende artikler at konkurrere med andre blade. Derfor har jeg også valgt at medtage et udvalg af disse artikler.

Som kilde til almuens historie havde bladet dog udspillet sin rolle. Tiden var ikke alene løbet fra bladet, men også fra de holdninger som bladet repræsenterede. De har formentlig bakket op om Christian 8.s forsøg på appellere til bl.a. politivennernes loyalitet ved  at oprette en borgerrepræsentation bestående af repræsentanter for det velhavende borgerskab. Selv forlystelsesverdenen blev formentlig taget i anvendelse som et middel til at passivisere folk. Men "pøbelen", som Politivennen harmfuldt kalder dem, dvs flertallet af Københavns befolkning, havde fået nok. De begyndte åbenlyst at demonstrere mod enevælden. Skræmt af dette tog borgerskabet som bekendt initiativ til at indføre en demokrati for sig selv hvor ikke-formuende, kvinder, tyende mm var udelukket. Men det er en anden historie.

Annoncer om forlystelser indtog en stadig større plads i Adresseavisen. Hvor det ellers før mest var Det Kongelige Teater og Morskabsteatret på Vesterbro. Her et eksempel fra 16. september 1842.

bloggen slutter med indslag fra 1844. Og i en helt anden boldgade end hvor det startede: den omsiggribende forlystelsesbranche, Tivoli, etablissementer på Vesterbro mv. Samt om det blomstrende butiksliv på Østergade og i København generelt. De er ikke repræsentative for udvalget af artikler i den periode, men i overenstemmelse med hvad mit udvalg af artikler har koncentreret sig om: Hverdagslivet i København og Danmark. Og de kommer til at stå som en slags afrunding af hvad der skete på de to områder i Politivennens tid. Der kun et meget begrænset antal artikler fra bladets sidste år.

 At folk begyndte at kunne læse og skrive, betød også en øget efterspørgsel på bøger. Om end Politivennen klager over at almuen læser de forkerte bøger. Denne annonce fra Adresseavisen 16. september 1842 beretter endog om et svensk lånebibliotek.

En enkelt sag vedr. bladets sidste redaktør, M. L. Nathanson findes under Omtale. Her tabte redaktøren en sag om nogle artikler fra oktober 1845 hvori han havde beskyldt en person for at være løgner.

Litteratur

Bibliotekernes hylder bugner af udgaver og genoptryk af Oehlenschlägers (og Stangerups) værker. Altså det som man forsøgte at fremstille perioden som: Guldalderen. Politivennen dokumenterer at guldalderen var noget der var forbeholdt magteliten. I verdenssammenhæng er et alternativt bud P. W. Lund som i det store perspektiv skrev langt vigtigere skrifter som fx "Om huler i Kalksteen i det Indre af Brasilien" (1837) og "Blik paa Brasiliens dyreverden för sidste jordomvæltning" (1843) er ... (surprise!) University of Chicago og Stanford Universitys digitaliserede udgaver i Google Books! De indvarslede Darwin og den moderne tidsalder.