(Fra en agerdyrkende Lollænder i Lolland).
I Politivennen er opkastet spørgsmålet: "om det ikke kan bestå med retten at bønder som vel var involveret i tyvehistorien, men ikke som hovedforbrydere, alligevel kunne tillades at blive i deres hjem for ikke at ruineres. Om det ikke var nok at de kom til tinge hver gang sagen krævede det, og for resten var tilladt at vedligeholde og formere den formue hvoraf de forventeligt dog engang skal udrede deres strafbøder?"
Iblandt hele den samling af omtrent 110 forbrydere er ikke mere end 10 eller 11 fæstebønder. Disse har siden forhøret altid været og er endnu ved deres hjem og de med samme forbundne forretninger. De øvrige er altså husmænd og tjenestekarle. Er det disse som forfatteren troede kunne eller burde være ved deres hjem, da må jeg sige ham at der ikke er mere end 47 underkastede arrest i Nakskov. Alle de øvrige er ligeledes ved deres hjem, og efter mine tanker burde ikke engang så mange tillades at være uden bevogtning, for blandt en samling af så mange forbrydere på så lille en omkreds som et lollandsk herred, kan let findes en, to eller flere som var tilbøjelige at modtage fårlige råd, disse enkelte personer kunne igen få tilhængere som ved tidens længde og indtrædende omstændigheder kunne tiltage. Deres uhindrede sammenkomst til alle tider kan let også befordre sammenrotning og planers anlæg som var farlige for den offentlige sikkerhed, ja selv dommeren i dette herred kunne næppe med fuldkommen tryghed følge sit embeds kald til alle tider da disse engang ulykkelige mennesker let kunne forledes til at tage en urigtig hævn over rettens middel som naturligvis ikke er deres ven.
De øvrige som er underlagt Nakskovs arrest, arbejder med tilladelse en, to eller flere på hvert enkelt sted i og omkring byen imod kaution for folkenes tilstedeværelse, hvorved hyppig sammenkomst og deraf flydende følger forebygges. en foranstaltning som tillige var så meget mere nødvendig såsom disse arbejdsvante mennesker umuligt uden fare for helbredet vove kunne overlades denne for dem så usædvanlige stilhed, af hvilken årsag nærværende distriktskirurg ikke bidrog lidt til at se disse mennesker ansatte i en arbejdsom tilstand. Ønskeligt havde det været om man tillige med tilladelsen at disse mennesker måtte arbejde uden for arresten, havde udvirket den udtrykkelige ordre til vedkommende at deres diætpenge så længe og så tit de havde arbejde til underhold, skulle ophøre eller bortfalde, for derved havde en ikke ubetydelig sum været sparet. Og mig synes at denne besparelse efter ansøgning endnu for fremtiden kunne og burde finde sted, for efter al sandsynlighed vil underretsdommen endnu ikke falde så snart, og muligt at de fleste om ikke alle da indstævne sagen til Højesteret, hvorved atter vil medgå en rum tid, og når man da beregner for hver arrestant daglig 6 skilling i diætpenge og ved at deres samtlige antal beløber sig til 110, så har vi en daglig udgift for det offentlige på omtrent 7 rigsdaler, eller ugentlig omtrent 50 rigsdaler. En ikke aldeles uværdig genstand for dens opmærksomhed hvis pligt det er at påse landets tarv.
Jeg kommer nu til besvarelsen af forfatterens andet spørgsmål: "om denne sag ikke burde drives overmåde hurtig, og om der ikke straks når man ved at de største forbrydere err opdaget, bør standses med inkvisitionen efter flere der på ubetydelige måder hænger sammen med tyveriet? Da det dog var herligt om den skræk som er påfaldet næsten hele herredet, engang endtes." Jeg billiger ganske forfatterens tanke at en sag af så megen vigtighed såvel for arrestanterne selv som for det offentlige ikke bør lide nogen ophold. Jeg ved og kan af erfaring bevidne at forhøret med utrættelig flid uafbrudt er blevet fortsat, men aktors forretninger herudi er af en udstrakt omfang og kræver megen tid. Man må formode at han ikke ved forsømmelse giver sagen nogen ophold. Den beskikkede defensors og dommerens bekendte virksomhed tillader ikke at formode andet end at de opbyder alle kræfter til sagens endelige slutning. Den formentlige indskrænkning i inkvisitionen tror jeg ikke i overensstemmelse med vores love, kan finde sted. For forinden forhøret er man ikke tilstrækkelig underrettet om tyvens handlinger, og efter samme er sagen public og bør ikke tillades dommeren egenmægtig under forhøret at kvalificere. Sådan lempelse måtte da af justitskollegium befales. Forfatterens skræksomme billede over forbrydernes tilstand under sagen er ubegrundet, for efter ovenmeldte kan de næsten ikke kaldes eller sammenlignes med arrestanter, og ve os ifald der ikke skulle hvile en slags foragt eller skændsel på dem som overtræder moralens grænser. Hertil sigter også alle vores straffe når jeg undtager dem hvor der skal bødes liv for liv eller hvor den offentlige sikkerhed udkræver stedsevarende hæftelse?
En offentlig bekendtgørelse om denne sags hele fremgangsmåde ville være det bedste middel til at hæve alle ugunstige formeninger, ville være ærefuld for de rettens midler som var implicerede i denne sag, og behagelig formig og enhver som nødsages til at bidrage til denne så ubehagelige som byrdefulde skat.
(Politivennen. Hæfte 3, nr. 37, den 5. januar 1799, s. 577-585)
I Politivennen er opkastet spørgsmålet: "om det ikke kan bestå med retten at bønder som vel var involveret i tyvehistorien, men ikke som hovedforbrydere, alligevel kunne tillades at blive i deres hjem for ikke at ruineres. Om det ikke var nok at de kom til tinge hver gang sagen krævede det, og for resten var tilladt at vedligeholde og formere den formue hvoraf de forventeligt dog engang skal udrede deres strafbøder?"
Iblandt hele den samling af omtrent 110 forbrydere er ikke mere end 10 eller 11 fæstebønder. Disse har siden forhøret altid været og er endnu ved deres hjem og de med samme forbundne forretninger. De øvrige er altså husmænd og tjenestekarle. Er det disse som forfatteren troede kunne eller burde være ved deres hjem, da må jeg sige ham at der ikke er mere end 47 underkastede arrest i Nakskov. Alle de øvrige er ligeledes ved deres hjem, og efter mine tanker burde ikke engang så mange tillades at være uden bevogtning, for blandt en samling af så mange forbrydere på så lille en omkreds som et lollandsk herred, kan let findes en, to eller flere som var tilbøjelige at modtage fårlige råd, disse enkelte personer kunne igen få tilhængere som ved tidens længde og indtrædende omstændigheder kunne tiltage. Deres uhindrede sammenkomst til alle tider kan let også befordre sammenrotning og planers anlæg som var farlige for den offentlige sikkerhed, ja selv dommeren i dette herred kunne næppe med fuldkommen tryghed følge sit embeds kald til alle tider da disse engang ulykkelige mennesker let kunne forledes til at tage en urigtig hævn over rettens middel som naturligvis ikke er deres ven.
De øvrige som er underlagt Nakskovs arrest, arbejder med tilladelse en, to eller flere på hvert enkelt sted i og omkring byen imod kaution for folkenes tilstedeværelse, hvorved hyppig sammenkomst og deraf flydende følger forebygges. en foranstaltning som tillige var så meget mere nødvendig såsom disse arbejdsvante mennesker umuligt uden fare for helbredet vove kunne overlades denne for dem så usædvanlige stilhed, af hvilken årsag nærværende distriktskirurg ikke bidrog lidt til at se disse mennesker ansatte i en arbejdsom tilstand. Ønskeligt havde det været om man tillige med tilladelsen at disse mennesker måtte arbejde uden for arresten, havde udvirket den udtrykkelige ordre til vedkommende at deres diætpenge så længe og så tit de havde arbejde til underhold, skulle ophøre eller bortfalde, for derved havde en ikke ubetydelig sum været sparet. Og mig synes at denne besparelse efter ansøgning endnu for fremtiden kunne og burde finde sted, for efter al sandsynlighed vil underretsdommen endnu ikke falde så snart, og muligt at de fleste om ikke alle da indstævne sagen til Højesteret, hvorved atter vil medgå en rum tid, og når man da beregner for hver arrestant daglig 6 skilling i diætpenge og ved at deres samtlige antal beløber sig til 110, så har vi en daglig udgift for det offentlige på omtrent 7 rigsdaler, eller ugentlig omtrent 50 rigsdaler. En ikke aldeles uværdig genstand for dens opmærksomhed hvis pligt det er at påse landets tarv.
Jeg kommer nu til besvarelsen af forfatterens andet spørgsmål: "om denne sag ikke burde drives overmåde hurtig, og om der ikke straks når man ved at de største forbrydere err opdaget, bør standses med inkvisitionen efter flere der på ubetydelige måder hænger sammen med tyveriet? Da det dog var herligt om den skræk som er påfaldet næsten hele herredet, engang endtes." Jeg billiger ganske forfatterens tanke at en sag af så megen vigtighed såvel for arrestanterne selv som for det offentlige ikke bør lide nogen ophold. Jeg ved og kan af erfaring bevidne at forhøret med utrættelig flid uafbrudt er blevet fortsat, men aktors forretninger herudi er af en udstrakt omfang og kræver megen tid. Man må formode at han ikke ved forsømmelse giver sagen nogen ophold. Den beskikkede defensors og dommerens bekendte virksomhed tillader ikke at formode andet end at de opbyder alle kræfter til sagens endelige slutning. Den formentlige indskrænkning i inkvisitionen tror jeg ikke i overensstemmelse med vores love, kan finde sted. For forinden forhøret er man ikke tilstrækkelig underrettet om tyvens handlinger, og efter samme er sagen public og bør ikke tillades dommeren egenmægtig under forhøret at kvalificere. Sådan lempelse måtte da af justitskollegium befales. Forfatterens skræksomme billede over forbrydernes tilstand under sagen er ubegrundet, for efter ovenmeldte kan de næsten ikke kaldes eller sammenlignes med arrestanter, og ve os ifald der ikke skulle hvile en slags foragt eller skændsel på dem som overtræder moralens grænser. Hertil sigter også alle vores straffe når jeg undtager dem hvor der skal bødes liv for liv eller hvor den offentlige sikkerhed udkræver stedsevarende hæftelse?
En offentlig bekendtgørelse om denne sags hele fremgangsmåde ville være det bedste middel til at hæve alle ugunstige formeninger, ville være ærefuld for de rettens midler som var implicerede i denne sag, og behagelig formig og enhver som nødsages til at bidrage til denne så ubehagelige som byrdefulde skat.
(Politivennen. Hæfte 3, nr. 37, den 5. januar 1799, s. 577-585)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar